19. december 1918. En flink løjtnant hjælper Jes Jessen med at komme hjem

Jes Jessen fra Skærbæk deltog som tysk soldat i Første Verdenskrig.

Krigen var forbi, og vi satte os i March tilbage mod den belgiske Grænse. I vor Kolonne var der Troppe­enheder fra alle mulige Formationer og fra alle Egne i Tyskland. Hver Dagsmarch var paa omkring ved 30-40 Kilometer, kun afbrudt af et lille Hvil en Gang imellem, hvor vi modtog Proviant.

Vi naaede omsider Luxembourgs Grænse og passerede dette Land under een Dagsmarch. Luxembourg var jo neutralt Land, og vi maatte ikke opholde os her længere end nødvendigt. Under Tilbagemarchen valgte vi et Soldaterraad, der skulde varetage vore Interesser og holde vor gamle Major i Skak. Han var ellers en fredelig og flink Mand.

Omsider naaede vi frem til Rhinen. En Del af vor Kolonne blev færget over, men Størsteparten af Mandskabet ligesom Bagagevognene benyttede Broerne.

Jeg var saa heldig at blive færget over, og saa var vi naaet et godt Stykke ind i Tyskland. Vi kom til en lille By i Hessen. Den hed pudsigt nok Königsberg. Jeg blev sam­men med en Del af mine Kammerater, Hans Jønson, og en Del andre Landsmænd indkvarteret hos en Skomager. Kompagniet traadte an hver Dag, og hver Dag fik omkring ved en Snes Stykker af os Lov til at rejse hjem. Men det begyndte at lakke mod Jul, og Jønson og jeg blev stadig forbigaaet.

En Dag sagde Hans Jønson til mig: »Ved du hvad! Nu vil vi ikke holdes for Nar længere. Nu gaar vi hen paa Skrivestuen og snakker med Feldwebelen.« — Samme Eftermiddag skulde Kompagniet stille igen. — Vi kom altsaa hen paa Skrivestuen, smækkede pligtskyldigt Hælene sammen, og Feldwebelen, der sad ved sit Skrivebord, brølede: »Naa, hvad vil I Fyre!« — »Ja,« sagde vi, »vi vil gerne hjem med den Transport, der afgaar i Eftermiddag.« — »Nej,« raabte han , »I venter til næste Gang!« -—-

Det var vi nu ikke saa begejstrede for, for vi var allerede naaet frem til den 19. December. Vi gjorde dog omkring og fjernede os. Da vi var kommet udenfor, mødte vi en Oberstløjtnant. Vi gjorde Honnør og meddelte ham vort Ønske. »Naa,« sagde han, »lad os nu se, hvad vi kan gøre for jer.« Vi gik herefter tilbage til vort Kvarter og begyndte at pakke vore Sager. Vi regnede med, at vi nok skulde faa Lov til at tage af Sted. Om Eftermiddagen stillede vi til Parolen , og vi var jo meget spændte.

Feldwebelen begyndte at raabe Navnene op. Vi stod som paa glødende Kul. Stadig ikke vort Navn. I det samme kom vor Løjtnant til. Han kiggede lidt i Listen, saa raabte han pludselig: »Jessen og Jønson, træd frem! « — Saa var vi reddet. Turen gik hurtigt tilbage til vort Kvarter. Vi kunde nu smide den tyske Uniform . Efter en March paa tyve Kilometer kom vi til Byen Giesen. Her fra tog vi ved Ettiden om Natten med Tog til Hamborg.

Vi hav­de altsaa god Tid og kunde se os lidt om og ligeledes faa lidt at spise. Vi fandt ind i en større Beværtning, hvor vi bestilte to mægtige Bøffer med Kartofler samt et ordentligt Glas Øl. Friheden skulde jo fejres, og vi havde jo Penge nok. Men endelig var det Tid at stige ind i Toget. I Hamborg meldte vi os til Røde Kors, fordi vi trængte til at afluses.

Det var lille Juleaftensdag; men vi naaede lige hjem til at kunne fejre Jul sammen med vore kære, og det var vel nok dejligt.

DSK årbøger, 1955

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *