23. december 1918. “Jeg har orlov nok – og ingen våben. Farvel kammerat og god jul!”

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. Vel ankommet med sit regiment til Nauheim ser han sit snit til at melde sig syg og komme nordpå.

Vi fra Nordslesvig måtte finde andre udveje for at komme videre og den rigtige vej, det var dog absolut klogest foreløbig at følge trop, da vi var i fremmed land og langt fra hjemmet – for så, når det gunstige øjeblik og den gunstige situation indtraf, at »træde af« med hjemmet som sigte.

Altså, som så mange andre måtte jeg jo melde mig syg, for noget skulle der gøres.

Og netop som jeg står foran lægen, falder jeg besvimet om af udmattelse.

Det gør, at han skriver noget på en seddel, som han hænger på min jakke, og som en anden pakke med mærkeseddel på sendes jeg til det nærmeste lazaret, »Bad Nauheim«.

Jeg får en kammerat med, og med hinanden under armen vandrer vi hen ad gaden til kurhotellet, hvor vi efter en lang gåtur står ved hotellets store trappe. Vi modtages af en feltvebel, der ser på os og på min seddel, hvorpå han spørger om, hvor jeg er fra. Jeg svarer, at jeg er fra Tønder, og han vil vide, om der er et lazaret i nærheden, så jeg nævnes Flensborg, hvorpå jeg får adresseforandring, mens min syge kammerat bliver indlagt med det samme.

Nu går det til banegården, hvor der er i hundredvis af ventende kammerater.

Toget er overfyldt, vi står som sild i en tønde; lokomotivføreren nægter at køre, da også en del havde erobret taget som siddeplads, og først da det var rømmet, glider vi, dog foreløbig kun til Hannover.

Her mærkede jeg for første gang forandringen: Marinesoldater bevogtede banegården, gav orlov og udstedte passer-sedler. Et soldaterråd havde overtaget den kommunale forvaltning af byen.

Jeg kan imidlertid blive i toget sammen med mange andre, da det fortsætter til Hamborg, hvor jeg må skifte over i et tog, der går til Kiel.

Her vil en marinesoldat vide, hvor jeg kommer fra. »Lige fra skyttegravene i Frankrig«, får han til svar. Og om jeg har orlov og våben. »Jeg har orlov nok – og ingen våben. Farvel kammerat og god jul«, replicerer jeg.

Det var den 23. december.

DSK-årbøger, 1969

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *