Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

14. november 1915. IR84 ved Moulin: Signaltjeneste

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Også signaltjenesten var blevet formålstjenligt og bedre udbygget. Der blev desuden uafbrudt arbejdet på dens forbedring.

Hvert kompagniafsnit havde telefonforbindelse til bataljonen. Endvidere var der i forbindelsesgravene for hver 200 meter etableret en ordonnans, som blev virksom ved telefonens svigten i en alarmsituation.

Man begyndte også allerede at etablere forbindelse ved hjælp af brevduer fra den forreste linje til divisionen i Bléroncourt.

For at gøre telefonforbindelserne sikrere blev der anlagt dybe kabelgrave mellem bataljonskommandostationerne og regimentskommandostationen.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

12. november 1915. IR84 ved Moulin: Sanitetstjeneste

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Ligeså sanitetstjenesten var bedre organiseret. Nu havde hvert kompagniafsnit sin egen sanitetsgang, der i reglen lå ved kompagniførerens reserve og gav plads nok til, at kompagniernes sygebærere kunne anlægge den første forbinding på de sårede.

Et lidt større rum fandtes ved bataljonskommandostationen til disposition for bataljonslægerne, der var egnet til at optage et større antal sårede, og som samtidigt tjente som infirmeri. Bataljonslægen havde på denne forbindsplads til stadighed en sanitetsunderofficer og nogle sygebærere til hjælp. I tilfælde af alarm skulle til stadighed et antal musikere være til stede på bataljonsforbindspladsen som hjælpesygebærere.

Bedre organiseret var også den øvrige sundhedstjeneste i de forreste linjer. Hver morgen havde kompagniernes sygebærere på deres morgenprogram at se efter latrinerne og bestrø indholdet med kalk.

Desuden skulle de efterfylde de flasker, der var ophængt ved latrinerne, og hvis indhold var bestemt for desinfektion af hænderne.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

4. november 1915. Østfronten: Marsch i snestorm

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Sidst i Oktober blev vi afløst og marscherede 22 km i en frygtelig Snestorm til Krautsche, hvor vi kom i Reserve. Huse var der ingen af, saa vi maatte ligge i Understanderne. Der blev vi godt forsynet med Støvler og Tøj.

Det var forfærdelig koldt, men vi fik snart muret nogle Kaminer op af Ler og Sten, og saa hentede vi Brænde i Skoven til at fyre med. Der laa vi til den 4. November, da vi kom i Skyttegravene ved Alt Seilburg. Der var ikke nogen videre Kamp, da alt var tilføgen med Sne, og det var rædselsfuldt koldt

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

4. november 1915. Regiment 86 ved Somme-Py

I oktober 1915 blev Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 forlagt fra Moulin-sous-Touvent til Somme-Py i Champagne. Regimentet tog straks fat på at udbedre de ødelagt stillinger dér.

Ville franskmanden vove at storme den sidste ynkelige skyttegrav? Så ville han være ude i åbent terræn. Eller ville ligmarken foran hans front give ham betænkeligheder?

Hans skyttegrave lå ca. 100 til 150 meter fra vore. Han havde besat dem kraftigt, hvad der om natten fremgik af hyppig og nervøst opflammende infanteriild. Men han arbejdede på forstærkning af sine spærringer, det virkede ikke, som om han havde til hensigt at angribe. På den anden side sværmede de fjendtlige flyvere i skarer over vor stilling og dykkede med stor dristighed. Hans artilleri skød vrede salver, som for størstedelen imidlertid slet ikke lå inden for stillingen, fordi den lå på bagskråningen. Skuddene gik meget tæt hen over hovederne og ned i dalen bag fronten. Han skød ikke med miner, og vi savnede dem heller ikke. Således var tabene i begyndelsen kun ringe.

Hvordan det end lå med fjendens angrebshensigter, så bød pligten i hvert fald at sætte den nye stilling i forsvarsmæssig stand så snart som muligt. Derfor, til arbejdet!

Først gik det meget langsomt. Forsyningen af materialer og redskaber fungerede slet ikke. Dobbelte spidshakker var nødvendige, for med spaden kunne man slet ikke trænge ned i den hårde jord. Først blev der trukket nogle hurtige spærringer, og skyttegraven blev uddybet til mandshøjde. Den mest påtrængende opgave var en forbedring af skyttegravens forløb, ”at skære sækken over”, som man kaldte det.

Regimentets stilling sprang i midten brat tilbage, ca. 300 meter, og posede sig så ud til en sæk lige som ved Moulin. Derved blev fronten unødvendigt forlænget, og dertil kom, at fjenden kunne fyre flankerende ind i det tilbagespringende stykke, hvad han sandelig også gjorde på kraft, og hvad der gav os tab. Derfor skulle denne ”sæk” skæres over og den gamle lige frontlinje genetableres.

I de to nætter fra 2. til 4. november – de var mørke og regnfulde og kun det hvide afmærkningsbånd lyste – blev denne operation gennemført. 9. og 12. kompagni med tildelte pionerer gik i gang med arbejdet under ledelse af den omhyggelige og energiske kaptajn von Knobelsdorff.

En tynd skyttelinje lagde sig foran og sikrede arbejdet bag sandsække og stålskjolde. På to nætter var 300 meter mandsdyb skyttegrav med skulderværn, skydestillinger og en provisorisk hurtigspærring gjort færdig. En fremragende præstation. Vi var kommet fjenden i forkøbet, han havde trods megen nervøsitet ikke mærket noget og ikke forstyrret arbejdet.

Fra “Füslilierregiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen.

2. november 1915. IR84 ved Moulin: Forplejningen i skyttegraven

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Svarende til stillingens udbygning var også forplejningssystemet blevet mere regelmæssigt og effektivt sammenlignet med 1914.

Mens feltkøkkenerne i 1914 hver aften kom fra Nampcel og senere fra Blérancourt ud til Slesvig-dalen, og én mand fra hver gruppe med kogegrej blev sendt til afhentning af mad, var det enklere nu. Nu var der hos beredskabskompagnierne i Slesvig-dalen feltkøkkener med store indbyggede kedler til de forreste kompagnier, sådan at kompagniets madvogn kun behøvede at medtage råvarer og den daglige post fra bagage-lageret for igen at forsyne køkkenerne med næringsmidler.

Fra køkkenerne blev maden båret ud foran i store beholdere, sådan at kun få folk fra hver deling behøvedes til at skaffe mad, kaffe, brød pålæg og post frem foran.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

1. november 1915. Regiment 84 ved Moulin-sous-Touvent

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Kampvirksomheden havde naturligt taget til på begge sider. Mens franskmanden i foråret var begyndt at skyde med miner, og mod disse såkaldte barnehoveder havde man altid kunnet beskytte sig i god tid, da de både ved nat og ved dag kunne følges i luften, så var det nu reglen, at 20-50 mindre og større fjendtlige minekastere rettede deres ild mod hvert af kompagniafsnittene.

Dette skete i pludselige, heftige ildoverfald, der sommetider anrettede stor skade på grave og spærringer. Men vore minekastere og geværgranater blev ikke svar skyldige. Selvom materialeindsatsen ikke var så stor som den fjendtlige, og heller ikke kunne være det, så påførte vore minekastere ved målrettet, velovervejet skydning modstanderen stor skade og mange tab, som vore patruljer ofte kunne konstatere og ellers klageskrigene i modstanderens grave kunne bevise.

Glemmes må ikke vore maskingeværers intensive virksomhed, som kunne hindre ethvert skansearbejde hos franskmændene, hvert anlæg af observationsposter med virkningsfuld ild.

Værd at bemærke var også virksomheden hos vort artilleri, der om natten underholdt kendte skansearbejder hos fjenden med generende beskydning. Desværre var vor tildelte ammunitionsmængde ikke så stor, som bekæmpelse af det fjendtlige artilleri og mindekasterne ville kræve. Særligt skal fremhæves de to belgiske kanoner hos kaptajn Prollius fra feltartilleriregiment 108, som med rigelig ammunition hver nat sendte virksomme hilsner til den fjendtlige stilling.

Helt forskellig fra vor virksomhed var modstanderens.

Forskelligheden var betinget af ulig større materiale- og ammunitionsudstyr hos franskmændene. Således havde vi i de forreste skyttegrave det indtryk, at ét skud fra vort artilleri svarede til 20 franske – eller flere.

Til gengæld var fjendens patruljevirksomhed ikke så betydelig. De forsøgte ganske vist efter stærk artilleri- og minekasterforberedelse sommetider et fremstød mod vore grave. Men takket være vagtsomhed og handlelraft hos vor besætning samt den stadig bedre udbygning af stillingen lykkedes det aldrig for fjenden.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

Frontliv, faneflugt og fangelejr. Foredrag i Kolding 3. november 2015 kl. 19:00.

Tirsdag den 3. november 2015 kl. 19:00 holder museumsinspektør René Rasmussen foredrag i Kolding. Det foregår i TV SYDs mediehus, Media Park 1, 6000 Kolding.

Der er fri entré, men det er nødvendigt af hensyn til pladserne at melde sig til på historieaften@tvsyd.dk eller telefon 76 30 31 32.

Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i verdenskrigen 1914-1918.

Ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 var Sønderjylland en provins i Det Tyske Kejserrige. Derfor blev mænd fra hele landsdelen indkaldt til tysk krigstjeneste.

I alt ca. 35.000 sønderjyske mænd deltog som soldater i Den Store Krig. Ca. 6.000 faldt, ca. 2.500 deserterede, og ca. 4.000 blev taget til fange.

I foredraget vil René Rasmussen fortælle om krigsudbruddet, sønderjydernes krigserfaring og soldatertilværelsen i skyttegravene; om deserteringer og flugten over den danske grænse – og om de særlige krigsfangelejre, som de allierede indrettede til de dansksindede sønderjyder.

Læs mere om foredragene her: Historiske Foredrag

30. oktober 1915. Regiment 84 retur til Moulin

Thormeyer var komp.-fører for Regiment 84, 7. kompagni. Den 10. oktober 1915 afløste Regiment 84 søsterregimentet 86, der havde ligget ved Moulin-sous-Touvent.

Meget havde ændret sig ved stillingen, da vi igen betrådte den. Udbygning af stillingen, som vi i 1914 havde anset for midlertidig og derfor vel havde forsømt, var der virkelig taget fat på, man så, at den tyske soldat måtte forberede sig på en årelang spadekrig, og også lære det, så usympatisk det end var at skjule sig i jordhulerne.

Hvor vi i foråret 1915 havde forladt stillingen som én (forreste) grav med nogle opkastede patruljehuller foran samt nogle masker snubletråd, så bestod den nu af en labyrint af grave, i hvilken man slet ikke kunne finde vej uden kort.

IMG_9128 Moulin_april_1915

Der var pigtrådsspærringer i 20-50 meters dybde foran forreste linje og nedgravede dækningsrum, der havde op til 6 meter jord over sig.

Nu begyndte man allerede med echelonnering, der ellers først i de senere krigsår voksede sig ind i kampzonesystemet. Kompagnierne i forreste linje havde nu en vagtpost-grav – det var den forreste grav i stillingen – med lytte- og alarmposter foran hver deling, der med en grav var forbundet med vagtpost-graven.

Ca. 100 meter bag vagtpost-graven var der beboelsesgraven, hvor hovedparten af kompagniet opholdt sig. Denne beboelsesgrav var ikke indrettet til forsvar, den tjente udelukkende som beboelse og var derfor indrettet med talrige forbindelsesgrave til vagtpost-graven – mindst én for hver gruppe. For vagtpostgraven som stillingens forreste linje måtte ved et angreb under alle omstændigheder holdes, det var Alfa og Omega ved enhver skyttegravsinstruktion.

Yderligere 50-100 meter bag beboelsesgraven befandt der sig endnu en grav, hvor fra hver deling en gruppe var placeret som kompagniførerens reserve. Bag dette system af grave løb der i en gennemsnitlig afstand af ca. 800 meter en anden linje, hvor der var anbragt en deling fra beredskabskompagniet i hvert bataljonsafsnit, der dels skulle være rygstød for de forreste kompagnier, dels energisk skulle fortsætte udbygningen af denne linje.

Bag ved denne kom der kort før Slesvig-dalens skråning, hvor bataljonernes kommandostationer med beredskabskompagnierne lå, en tredje linje.

Alle disse linjer var forbundet med den forreste stilling med adskillige fremføringsgrave. Hvert af de forreste kompagniafsnit kunne nås fra bataljonskommandostationen ved mindst to fremføringsgrave. Pigtrådsspærringerne var foran de fleste af disse linjer i arbejde, de trængte i høj grad til færdiggørelse og forstærkning. Da det ved overtagelse af stillingen gik mod vinter, skulle de ude foran indsatte kompagnier ikke alene kæmpe mod franskændene, men også i høj grad mod regn og sne, ret så ubehagelige modstandere i skyttegravskrig.

Af regimentshistorien. Under udgivelse i dansk oversættelse.

29. oktober 1915. Hurra! “Et Heimatschuss”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I oktober 1915 lå regimentet ved Loretto.

Vi fik hver dag udleveret en halv deciliter spiritus. Da den jo heller ikke kom regelmæssigt frem, var der en dag alt for stor forsyning, og samtidig var der tyndet slemt ud i mandskabet. I min gruppe var der kun fire tilbage.

Mange drak sig altså den dag en tung glemsel til, men heldigvis var der ingen, der yppede kiv —.

Der susede noget forbi mit hoved og klaskede ned mod jorden. Det var det halve bundstykke af en granat af svært kaliber, mere end nok til at kunne have revet mit hoved af. Underofficeren, som jeg stod og  talte med, gav et vræl fra sig, en jernstump var faret gennem hans venstre håndled.

Han tabte ikke engang piben af munden, men da han rakte armen  frem, for at vise mig såret, sagde han med et bredt grin:  »Heimatschuss! Nu er jeg færdig med krigen!«

DSK-årbøger 1960

28. oktober 1915. Om natten med materiel til forreste linje

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I oktober 1915 lå regimentet ved Loretto.

Vi var to døgn ad gangen i forreste linie, derefter to døgn i Avion, for at vi kunne få udsovet og få tøjet tørret og gjort nogenlunde rent. Det vil sige, at vi skrabede leret af vore uniformer med spaden,  somme tider gik det næsten helt op til patron taskerne; men da der  de fleste steder i Frankrig er flisegulve, slog vi bare hul på  skorstenen og lavede bål foran på gulvet.

Det nemmeste brændsel var vinduesskodder, og når man slog dem i stykker, havde man straks en hel bunke pinde. Til andre tider gik det ud over møbler og trapper.

Så gik det igen efter to døgn tilbage til den før omtalte banelinie. Når vi var her, skulle vi hære materiel ud til fronten. To ture hver nat.

Det  var næsten værre end at være i forreste linie. Vi masede os frem gennem den oprodede jord i buldrende mørke, med pigtråd, planker, ammunition, sække o. m. m. Støvlerne havde vi spændt fast om benene, og så skete det endda, at de blev siddende i pløret, og det var håbløst at søge efter dem.

Det var godt at have en stærk og arbejdsvant makker til disse ture.  Vi gik to og to med en stok over skuldrene. Et stykke tid havde jeg som makker en dr. phil. Han var det prægtigste menneske, men slet ikke vant til dette hårde arbejde, så jeg trak altid byrden så langt hen til min side som muligt. Han faldt senere.

En aften, da vi kom ud i forreste linie med materiel, mente man derude, at vi hellere måtte blive. Der var tegn til, at franskmændene ville forsøge et angreb, og hvis vi gik, kunne vi let blive overrasket af  spærreild.

Jeg var nu ikke meget begejstret for at være med til at slå et angreb  tilbage, og sammen med en halv snes kammerater tog vi chancen. Vi var dog kun kommet et par hundrede meter tilbage, da det brød løs. Byger af granater hamrede ned omkring os. Pløret stod højt til vejrs og faldt igen ned med lydelige plask.

Vi sprang for livet, kastede os hen i sølet og sprang igen. Jeg vidste, at der måtte være en gammel løbegrav forude, nåede den og  dukkede ned netop som en granat huggede ned i kanten over mit hoved, ikke en halv meter fra mig. Heldigvis eksploderede den ikke.

Jeg kunne gøre mig fri af den jord, der væltede ned, ellers ville jeg vel heller aldrig være blevet fundet. Da skydningen stilnede lidt af, søgte  i efter hinanden. Uheldigvis vidste vi ikke, hvor mange vi havde været, men det viste sig dog senere, at vi alle var i god behold.

To var dog blevet sårede. Dem tog vi med til forbindingspladsen.

DSK-årbøger 1960

25. oktober 1915. Regiment 86 ved Somme-Py

I begyndelsen af oktober 1915 tog Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 afsked med Moulin-sous-Touvent og blev forlagt til Somme-Py i Champagne.

Regimentet bliver nu echelonneret dybt svarende til den nu større angrebs- og gennembrudsrisiko. II bataljon besatte fronten, bag ved den III bataljon som indsatsreserve, mens I bataljon gik i hvilekvarter i St. Etienne, en landsby 10 km nord for fronten. Således havde divisionen kun tre bataljoner i frontlinien. Rækkefølgen: regimenterne 31, 85, 86, 17. division sluttede sig til venstre mod regiment 86.

Stillingen forløb ca. 3 km syd for linjen Somme-Py – St. Marie à Py. Den gik delvist gennem nåleskov og klamrede sig til den bagudvendte skråning på en af de lave bakker, der som et stivnet hav strækker sig gennem Champagne fra øst til vest.

Den bestod af en eneste brystdyb skyttegrav, der var hugget ind i kridtet, der gennemsnitligt begyndte en fod under jordoverfladen. Ellers fandtes der ingen skyttegrave, heller ingen pigtrådsspærringer, ingen dækningsrum, kun et antal ”kaninhuller”, hugget ind i kridtet.

Ved disse skyttegrave var det sidste af de franske angreb faldet fra hinanden, efter de med uhyre ressourcer og store forhåbninger var stødt ca. 3 km gennem vor stilling.

Kampene her må have været frygtelig hårde. Mellemterrænet var oversået med lig. Nogle steder – dér må der have stået maskingeværer – lå de i en halvkreds i lag kun fire til fem meter foran skyttegraven, flest Zuaver. Et grusomt naboskab.

Løbegrave bagud var der slet ingen af. Færdslen bagud skulle derfor afvikles i mørke. Særlig ubehagelig var straks i begyndelsen den store vandmangel. I kridtlaget var der vidt og bredt ingen brønde at finde. En feltflaske te eller kaffe var dagsrationen. Füsiliernere led de første uger slemt af tørst.

Fra “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

23. oktober 1915. Sønderborg-krydseren SMS Prinz Adalbert torpederet!

Skibsartilleriskolen i Sønderborg (Sønderborg Kaserne) blev taget i brug i 1907 som uddannelsessted for artillerister til Den kejserlige tyske Marines skibe. Ét af skoleskibene var panserkrydseren (“schwerer Kreuzer”) SMS Prinz Adalbert. Prinz Adalbert blev taget i tjeneste i 1904.

Den var opkaldt efter kejser Wilhelm II’s lillebror og gav navn til sin klasse af svære krydsere. Ved Første Verdenskrigs udbrud var den forældet. Den kom til at gøre tjeneste i Østersøen.

SMS Prinz Adalbert blev torpederet første gang den 2. juli 1915 ved Hela af den britiske ubåd E9, men kunne ved egen kraft hinke på værft i Kiel til reparationer og hurtig genindsats.

Men den 23. oktober 1915 gik det galt. Eskorteret af torpedobådene S142 og S143 stod Prinz Adalbert ud fra Libau (Liepaja, nuværende Letland) for at afløse en mindre krydser, der bevogtede farvandet mellem Gotland og Lyser Ort (Ovisi, nuværende Letland).

Kort efter at være stået ud, blev Prinz Adalbert kl. 08:34 om morgenen torpederet af den britisk ubåd E8.

Torpedoen traf lige i magasinet forskibs, og Prinz Adalbert eksploderede, brækkede i to stykker og gik til bunds i løbet af få minutter. Kun tre mand af en besætning på i alt 675 overlevede.

Mange af de dræbte søfolk var fra Sønderjylland.

Disse søfolk fra Sønderjylland gik ned med Adalbert:

Ernst Louis Ackermann, Sønderborg
Hugo Eichholz, Sønderborg
Jørgen Paulsen Holdt Elley, Haderslev
Friedrich Faust, Sønderborg
Henry Ludwig Gontard, Aabenraa
Andreas Peter Jensen, Rinkenæs
Julius Carl, Havnbjerg
Emil Peter Theodor Kier, Rinkenæs
Karl Friedrich Kierstein, Sønderborg
Wilhelm Franz Lemke, Sønderborg
Carl Georg Martensen, Nørre Løgum
Fritz Matthiesen, Vojens
Curt Natorp, Sønderborg
Jens Magnus Petersen, Felsted
Bernhard Heinrich Witt, Aabenraa

22. oktober 1915. Gas …?

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I oktober 1915 lå regimentet ved Loretto.

Dengang havde vi endnu ingen gasmasker, og da råbet »GAS!« lød gennem skyttegravene, føltes det næsten, som om alt blodet løb fra hovedet, og man måtte svælge en klump.

Hastigt kiggede jeg over dækningen. Jo, der kom en tæt grå tåge, ligesom skubbende sig frem og fyldende alle ujævnheder. Den  væltede sig ned i granathullerne og kravlede op på den anden side.

Netop sådan havde jeg læst om det. Snart ville den vælte sig ned i graven til os . . .

Jeg så på mine kammerater. De vejrbidte ansigter var blevet grå. En tog et snavset lommetørklæde op af lommen og så på det, men stak det så i lommen igen. Nej, det ville heller ikke kunne redde ham.

Gassen kom, men det var heldigvis ikke giftgas. Der var foretaget nogle sprængninger, og det var røgen fra disse, der fortættet af den tunge, regnfulde luft drev hen over os.

DSK-årbøger 1960

20. oktober 1915. Ved Loretto: “Bon camerade! Nicht schiessen!”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I oktober 1915 lå regimentet ved Loretto.

Det regnede nu næsten hver dag, og vi øste og udbedrede, for gravene styrtede hele tiden sammen. Så fyldte vi pløret i sandsække og byggede på ny, men når vandet så var løbet fra, var sækkene jo kun halvfulde, og så faldt det hele igen sammen, eller der gik en granat ned og væltede det hele, og så var der ikke mere til at stikke spaden i.

Vi stod og sled sækkene fra hinanden med hakker; men det hele var så håbløst. Vi var sultne og gennemblødte, og det var næsten mørkt hele døgnet rundt. Mad fra køkkenet nåede sjældent ud til os, men vi kunne da samle lidt drikkevand i vore teltsejl.

En nat silede regnen ned. Jeg havde spændt mit teltsejl op mellem fire stokke for at få lidt husly; men det havde ikke fald nok; og snart samlede vandet sig ovenpå og trykkede sejlet ned, så det til sidst hang helt ned over mit hoved og spærrede udsigten.

Jeg var ganske apatisk og gad ikke gå i gang med den våde stads. — Pludselig hørte jeg én soppe i sølet foran mig, og en stemme sagde: »Bon kammerat! Nicht schiessen!«

— I næste øjeblik hoppede en fransk soldat ned til mig. Han var blevet træt af legen og ville nu hellere i fangenskab.

Mange gange har jeg tænkt på at følge mandens eksempel, men var altid bange for, at soldaten derovre stod med fingeren på aftrækkeren.

DSK-årbøger, 1960

20. oktober 1915. Jyllandsposten: Desertører og flygtede russere

Russerne der landede på Ærø.
Om de sex Russere, der kom i Land paa Ærø efter at være undslupne fra tysk Fangenskab, skrives der fra Marstal til “Fyns Tid.”: De sex russiske Flygtninge landede ved Lebymark i Dagningen. De gav sig paa Vandring ind over Øen, og da de kom forbi Gaardejer Rs Hansens Gaard i Bregninge, blev de budt indenfor, kom i tørt Tøj og fik en Kop Kaffe at varme sig paa.
Rs Hansens Søn, der kan tale lidt Tysk, forklarede dem ved Hjælp af et Kort lidt om Situationen paa Fronterne hvad der interesserede dem stærkt.
De var flinke og livlige, intelligente unge Mennesker og øjensynlig meget glade for at være slupne ud af Fangenskabet. De var bleven taget til Fange for et Aar siden ved Przmysl. I begyndelsen havde de været i en Fangelejr i Østerrig, men i Juli kom de på Landarbejde i Lysabild paa Als. Herfra var de undvegne Natten mellem Lørdag og Søndag ved at knuse et Vindue. Søndagen over havde de holdt sig skjult. Søndag Aften fandt de en gammel utæt Baad. De tætnede den saa godt de kunde, ved at holde deres Klædningstykker i Hullet, men under hele Overfarten til Ærø havde maattet øse Baaden med deres Kasketter, og de var drivvaade og forkomne da de nagede i Land.
De fortalte, at de havde mest levet af Kartofler i Tyskland. Brød havde de næsten ikke faaet noget af.
Efter at de havde faaet et godt Maaltid mad, kørte Rs Hansen dem til Marstal. Her er de foreløbig anbragt i Karantæne. Når Karantænetiden er overstaaet, vil de over Kjøbenhavn blive hjemsendt til Rusland.

Syd for Grænsen
Det gaar haardt paa med Indkaldelserne.
Dersom man overalt i Tyskland ved Indkaldelserne gaar lige saa skarpt frem som i Nordslesvig, maa et meget højt Procenttal af dem, der nu tages til Krigstjeneste – rent fysisk set – siges at være et meget ringe Soldatermateriale. En Mængde af de Indkaldte lider af udprægede Hjertefejl, svære Brokskader og Lign.
Folk som tidligere har været vraget 8-10 gange, tages nu rask væk, skriver “Ribe Stiftstidende”.
Medens en Del af de Indkaldte der, for nogle dage siden, skulle møde i Haderslev, stod opstillede paa Øvelsespladsen, besvimede flere af dem, og under Marchen til Banegaarden faldt en død om, ramt af et
Hjerteslag.
Disse Tropper faar nu almindeligvis en Uddannelse i 4-6 Uger og sendes derpaa ud til Fronterne.
Man maa indrømme, at det er uanede tunge Ofre, Befolkningen bringer paa Krigens Alter.

Flugten fra Rædslerne.
For Landretten i Flensborg behandledes forleden ikke mindre end 75 sager angaaende Faneflugt eller forsøg paa at unddrage sig Værnepligten.
Den 19-aarige Tjenestekarl N. Jørgensen af Grarup idømtes 9 Maaneders Fængsel. Han angav som Grund til sit Flugtforsøg, at Soldater, der kom hjem paa Orlov, fortalte saa meget Rædselsfuldt fra Krigsskuepladserne.
Den 23-aarige Nis Jepsen af Varnæs, der var kasseret paa Sessionen, men vidste, at han skulle paa Sessionen igen, havde gjort Forsøg paa at slippe over Grænsen. I Retten paastod han, at han daarligt kunne læse og ikke forstod Tysk, hvilket Statsadvokaten betegnede som forstillelse. Han idømtes 10 Maaneders Fængsel.
Endelig blev Frk. Margrethe Wind af Faarhus i Agerskov Sogn idømt 4 Maaneders Fængsel for at have ledsaget sin Svoger, Gaardejer Stenbæk, der var hjemme paa Orlov, til Grænsen, som det lykkedes ham at komme over.

19. oktober 1915. Ved Loretto: “En granat slog ned i gravens kant.”

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Arras.

Næste nat blev jeg sammen med en underkorporal sendt ud i en sammenskudt løbegrav som lyttepost. Det var så tæt ind på franskmændene, at de kunne kaste håndgranater over til os. Graven var halvfyldt med vand, og der lå to døde tyske pionerer. Vi havde altså valget imellem at stå i vandet med de døde mænd om benene eller sidde på kanten, hvor vi efter al sandsynlighed snart ville blive skudt.

Vi blev da enige om at trække os et stykke tilbage, og her byggede vi så et værn af sandsække. Vor underofficer bød os gå ud igen, men det ville vi ikke.

»Ja, så bliver jeg nødt til at afgive melding, og I er vel klar over, at det er lydighedsnægtelse, og tilmed foran fjenden!«

— »Vi nægter aldeles ikke«, sagde jeg, »når kompagniføreren er villig til at gå derud, er vi villige!«

Kompagniføreren har nok ikke ønsket at gå foran med et godt eksempel, i stedet for sendte han en afdeling arbejdssoldater. De øste vand hele natten, og om morgenen var de lige vidt. Så blev stillingen opgivet.

Franskmændene havde imidlertid et godt øje til vor nye plads, men da deres stillinger lå lidt højere, kunne de ikke godt få skuddene anbragt. Granaterne smuttede i reglen ovenover og ned bag skråningen. En dag røg der dog et hjørne af mit skydeskår. Det blev mig lidt for hedt, og jeg ville gå lidt til side. Knap havde jeg vendt mig om, før der slog en granat ned i gravens kant. Jeg satte mig med et bump på halen uden dog at være kommet til skade; men manden, der tog vagten efter mig, blev dræbt.

DSK-årbøger, 1960.

19. oktober 1915. Brød- og hønsetyveri

Christen Thiim, Rejsby, kom i efteråret 1915 til Serbien.

Der siges jo, at man ikke kunne være tysk soldat, når man ikke kunne både lyve og stjæle. Og der er noget om snakken. Hvem vil nægte det?

Sidst på sommeren 1915 var vi kommet fra Kovno i Rusland med vore 42 cm morterer og lå nu nogle uger i den skønne by Halle ved Saalefloden og gassede os. Vi lå altid inde i Tyskland, når der ikke var brug for mortererne ved fronten.

Nu var den gode tid forbi, og vi skulle til Serbien. Vi kørte ned  gennem den skønne Donaudal, gennem Østrig-Ungarn til Semendria, en serbisk fæstning, hvor vi gik i stilling. Ved turens begyndelse begyndte vi en sultekur. Vi skulle have mad på de østrigske forplejningsstationer, men det var en meget tynd kost, der serveredes, mest vand og paprika. Og i de otte dage, vi var i stilling, fik vi næsten ingen fast føde, ingen brød og ingen kød, kun en tynd melsuppe (tapetklister) tre gange daglig. Det kunne vi ikke udføre  hårdt arbejde på i længden, og vi og vore maver var da også ved at  gøre oprør.

Det så ud til både det ene og det andet. Men Semendria faldt, og serberne måtte trække sig tilbage, og så var vor mission endt. Dagen før vi tiltrådte hjemturen, var jeg på vagt, og som soldat og under sådanne forhold bruger man både øjne og næse.

Fra vor vagtrunde kunne man se og lugte et østrigsk feltbageri, og vi tre, som stod på vagt sammen, besluttede, at der skulle der foretages et bræk. — Nattevagten fra kl. 12—2 blev benyttet. Vi var jo iført kappe og hjelm og havde karabiner. Vor anfører var  hamborger.

Vi gik over mod bageriet. Ved et hjørne af brødlageret kommanderedes der: Holdt! Hamborgeren gik nu hen til den østrigske vagt, som gik sin runde om bageriet, og på sit allerbedste hamborgske dialekt spurgte han, om vi var på den rigtige vej. Det tog nogen tid for de to at gøre sig forståelige for hinanden, og den tid  benyttede vi andre to til at løsne et bræt, og med en stok med et søm som modhage huggede vi ligefrem otte dejlige brød.

Vor fører kom tilbage, en kommando lød, og taktfast forsvandt vi ud i natten, hen til vor vagtrunde. Nu havde vi brød — og dermed fast  føde —. Andre skulle prøve det samme, men det gik ikke. Der er et ordsprog, der siger, at meget vil mere have. Et andet siger, at en  kande går så tit efter vand, at den kommer hankeløs hjem. Da vi kom  hjem fra vagten, var der bekendtgjort, at ingen måtte forlade  batteriet, thi næste morgen ville vort tog afgå mod Tyskland.

Vi tre, og to andre kammerater, holdt en lille konference. Vi var enige om, at vi ikke gerne ville sulte på denne tur, og det kom vi heller ikke til. Da det var blevet passende mørkt, stak vi af, og lidt uden for byen på en gård hentede vi os hver en høne, og før daggry havde vi nydt en fin hønsesuppe, og i vort kogekar havde vi hver en  mørkogt høne. Nu kunne vi lægge os, til vi skulle stige i toget. — 

Tiden gik, men der skete kun det, at der blev kommanderet, at vi skulle stille med kogekar. — Nå, det var mørkt, men det var kun en klat marmelade, der skulle uddeles, og vi fem stillede kun med låget. Vi blev stråles sendt ind efter selve karret. Selvfølgelig var vi klar  over, hvor det bar hen, og jeg og to af de andre tog hønen med ud.

Lidt efter var vi fem halet frem foran afdelingen og måtte aflægge beretning om vor hønsejagt med bajonet. Vor batterichef var kommet til stede, og selv om beretningen også morede ham, og der var smil over hele linien, så lød dommen på tre dages arrest, og vi  skulle hver betale en høne med fem østrigske kroner.

Hønsene blev ikke beslaglagt, men straffen skulle påbegyndes straks, og af vagten blev vi ført hen til en kreaturvogn og lukket ind. — Det så næsten ud, som det kunne være mørk arrest. Men da toget  endelig satte sig i bevægelse, gik der en stadig strøm af  brugsgenstande, såsom stearinlys, tændstikker, spillekort, tobaksvarer og hønsekød hen ad trinbrætterne til vor vogn. Jo, vi havdedet både lyst og godt, og mærkeligt nok havde man på hjemturen virkelig også noget i gullaschkanonerne til os, ikke mindst til os fem i arresten.

Da vi kom til Dresden, slog vor befrielsestime. Alle kom her gennem en aflusningsanstalt, og vore måtte også lade livet. De led kvælningsdøden.

DSK-årbøger, 1957

18. oktober 1915. Ved Lorretto: “Overalt lå der døde mænd, ven og fjende mellem hinanden.”

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Arras.

De allierede havde startet offensiven ved Loretto som et stort anlagt gennembrudsforsøg. Deres soldater var iklædt nye uniformer og var forsynede med forplejning til flere dage. De nåede dog kun nogle kilometer frem, før fremstødet blev kvalt i ild og blod.

Efter tyske opgivelser mistede de allierede ved dette forsøg omkring 150.000 mand. De tyske tab fik vi aldrig at vide, men alle de tyske stillinger gik tabt. Det var da heller ikke en udbygget stilling, vi nu kom ind i, kun nogle store granathuller, som var forbundet med hinanden med gravede render, så man kunne kravle fra den ene til den anden.

Sammen med en kammerat fik jeg anvist et sådant krater, der måske var fem til seks meter i gennemsnit. Min kammerat tog den første vagt. Jeg fandt en bræddestump, som jeg satte mig på, og med teltsejlet over hovedet forsøgte jeg at få lidt søvn.

Da jeg skulle overtage vagten, var det ved at blive lyst. På skråningen lige over for mig hang et teltsejl, jeg lettede på det for at se, hvad det kunne gemme. Der stak et par støvler ud, de lå med tæerne nedad. Da jeg vendte mig bort, så jeg, at der også stak et par støvler ud af leret på den modsatte side, men der vendte støvlenæserne opad.  Begge mænd må øjensynlig være blevet begravet ved eksplosionen, hvad enten de nu har været døde eller levende.

Der var indbygget et lille skydeskår af stål mellem et par sandsække. Da jeg kiggede ud gennem det, så jeg næsten lige ind i ansigtet på en ung franskmand, vel næppe tyve år. Jeg ser endnu det smukke ovale ansigt og det kortklippede sorte hår. Han sad på knæene i et  granathul, halvt sammensunket. Hans højre hånd holdt endnu om geværet, som lå på jorden, hovedet var sunket ned på brystet, og hans skråhue lå foran ham.

Det var meget på én gang, men det slog slet ikke til. Overalt, hvor jeg så hen, lå der døde mænd, ven og fjende mellem hinanden. Et sted lå en neger næsegrus på jorden. I venstre hånd holdt han en spade, og den lange, krumme kniv, der vistnok også er beregnet til at hugge sig gennem pigtrådsspærringen med, var faldet ud af hans højre hånd.

Han har nok været arbejdssoldat. Jeg sikrede mig ved lejlighed hans tornyster for at se, hvad sådan en sort monsieur havde af  fornødenheder. Foruden nogle brogede sabelkvaster og noget lædertøj var der en garderhjelm, hvis blanke laklæder og messingbeslag samt den interessante »pikkel« øjensynlig havde fundet hans behag.

Det eneste fornuftige, der var i tornystret, var en klædebørste, som jeg for resten tilegnede mig. Nu skulle vi til at udbygge stillingerne, men gang på gang stødte vi på lig, og det var næsten umuligt at få dem begravet, for det var farligt bare at vise så meget som hovedet
oven for dækningen.

DSK-årbøger, 1960

18. oktober 1915. Ved Lorettohøjden: “Nu lå løbegraven fuld af døde.”

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Reseve-infanteriregiment 31, 1. kompagni. I oktober 1915 deltog han i de voldsomme kampe ved Lorettohøjden i Artois.

Det blev en lang ventetid, men endelig kom da fjerde kompagni, som var blevet udpeget til at overtage stillingen. Kompagniets fører, en kaptajn, var en sær fyr. Han forlangte af os, at vi skulle tage alle vore døde med tilbage.

Det var et meget vanskeligt arbejde, ja selv ved højlys dag ville det have været meget besværligt. To og to bar vi de døde gennem løbegraven, der bugtede og snoede sig omkring ved en kilometer ud i bagterrænet lige til landsbyen Angres-Croix. Udmattede og trætte, som vi var, formåede ingen at bære de døde; vi ligefrem slæbte dem tilbage.

Da vi var nået et stykke frem gennem graven, mødte vi vor kaptajn. Så snart han opdagede, at vi var fra hans kompagni, gav han ordre til at lade de døde ligge. „Vi har ydet tilstrækkeligt,” sagde han. Naturligvis fulgte vi straks ordren, men galt var det jo, for nu lå løbegraven fyldt med døde, og igennem den foregik jo al færdsel til og fra første linie.

Mens vi var på vej tilbage, lød pludselig det velkendte råb: „De kommer! De kommer!”

Der opstod omgående en frygtelig forvirring, og det er vanskeligt at beskrive, hvad der skete. Bælgmørkt var det jo, og vi stod stuvet sammen i graven, kunne hverken komme frem eller tilbage. I det kaos, der opstod, blev mange væltet omkuld og trådt ned. Rundt omkring svirrede det med eder og forbandelser. Geværerne kom frem, der blev skudt på må og få i alle retninger, og blodet flød atter. Først hen ad morgenstunden standsede rædslerne, og vi fortsatte tilbage med ordre til at samles ved korsvejen ved Angres-Croix. Da vi endelig var samlede, og man mente, at der ikke kunne ventes flere, viste optællingen, at vort kompagni havde mistet 114 mand. Så mange havde et kompagni mistet på een dag.

Feltkøkkenet var kort frem i den tidlige morgenstund, og vi modtog varm, mad og kaffe, noget, vi alle i høj grad trængte til. Derefter fandt vi kvarter i kældrene under byens huse. De var selvfølgelig ikke sikre, men de gav dog altid lidt mere beskyttelse end stueetagerne. Jeg lå på en dør, som jeg havde anbragt pa cementgulvet, og var ikke længe om at falde i søvn. Vi opholdt os i to dage i disse kældere og bestilte intet, og da det regnede ustandseligt, havde vi god tid til at drøfte de sidste dages blodige begivenheder.

Først den tredie dag kom vi længere tilbage, til en landsby, der var beboet af den indfødte befolkning, men vi måtte dog hver nat uden hensyn til vejret, altså i regn, slud og pløre, frem til skansearbejde i stillingen. Det var så afgjort en ubehagelig bestilling.

DSK-årbøger, 1955

18. oktober 1915. Jyllandsposten: Skarp grænsekontrol

Syd for Grænsen
Kontrollen ved Grænsen yderst skarp.

Fra i Tirsdags er kontrollen med dem, der passerer Grænsen, skærpet stærkere end hidtil, og det vil ikke sige så lidt, skriver “Ribe Stiftstidende”. Saaledes er det forbudt at medføre skrevne eller trykte Papirer over Grænsen – ikke engang Indpakningspapir er tilladt.

Kreaturkommissionærer, over for hvem Grænseopsynet ellers har stillet sig ret velvillig, maa nu – i al Fald for adskilliges Vedkommende – ikke en Gang medføre Afregningsbøger, men maa holde saadanne paa begge Sider af Grænsen og sende Afregningerne med deres Forbindelser pr. Post.

17. oktober 1915. “… der lugtede af lig fra mange af ruinerne.”

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto.

Så skulle vi til afløsning i forreste linie på Gisselerhøjen. Fra Angres drejede vi til venstre ad vejen til Givenchy, en større landsby, der næsten uafbrudt lå under ild fra de franske kanoner. Gennem denne by førte nemlig den eneste hårde vej ud til dette afsnit af fronten.

Der var da heller ikke et eneste helt hus her, og der lugtede af lig fra mange af ruinerne. Et sted ved siden af vejen lagde jeg mærke til et keglespil, rejst af ueksploderede granater. Kongen var kaliber 21.

Man blev tit forundret over, hvor letsindige folk kan være. Før vi kom ind i byen, fik vi et lille hvil, så tog vi geværet i højre hånd, og nu gik det i stærkt løb gennem gaderne, der delvis var spærret af tømmer og væltet murværk.

Der havde været løbegrave op til stillingerne, men de var delvis sammenskudte og fyldt med. vand, så vi masede af sted ved siden af. Det var i mørket ikke let at komme uden om de mange granathuller, og af og til lød en undertrykt ed. Det er ikke rart at falde i et vandfyldt hul, men når der så falder en eller to ned ovenpå, kan man jo nok give ondt af sig . . .

DSK-årbøger, 1960.

17. oktober 1915. Jakob Moos ved Loretto-højden: “De kommer! De kommer!”

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I sommeren 1915 var han beskæftiget med at bygge dækningsrum ved Avricourt, men i oktober 1915 blev hans regiment forflyttet til egnen omkring Lorettohøjen.

Aldrig har en nat været så lang, men omsider begyndte det dog at dages. Vi kunne begynde at skimte lidt af omgivelserne, og vi troede, al det værste var forbi; men pludselig — klokken var vistnok halv syv — begyndte de franske maskingeværer at brænde løs.

De skød fra flere forskellige steder, og der var mindst fire maskingeværer i aktivitet. Projektilerne fløjtede på kryds og tværs om ørerne på os, og pludselig råbtes: „De kommer! De kommer!” De franske angrebslinier myldrede frem.

På grund af tågen var det ikke muligt at få et klart overblik over hele situationen, og følgen var, at vi omgående blev kastet ud af vor stilling. Nu blev kaptajn Schellins ord virkelighed, for vi måtte straks i gang med at erobre stillingen tilbage, og det blev et blodigt arbejde.

Med håndgranater og opplantede bajonetter gik vi atter fremad, og en halv time senere var vi atter; herre over stillingen, men det syn, der mødte os, fyldte os med rædsel, ja med sandt raseri. Rundt omkring i grave og i granathuller lå vore kammerater døde eller sårede gode kammerater, som vi måneder igennem havde delt ondt og godt sammen med. Her lå de nu, døde eller hjælpeløse. Det var fortvivlende, når en såret kammerat bad om hjælp, og vi ikke kunne hjælpe ham.

Vi blev alle fyldt af en eneste tanke, og det var at tage hævn for vore kammerater.

Ret lange fik vi imidlertid ikke tid til at hengive os til hævntanker, for pludseligt vældede en ny fjendtlig angrebsbølge frem imod os, og vi måtte atter tilbage. Men igen gik det frem. Stillingen blev efter modangrebet taget tilbage. Dette skuespil gentog sig fire gange, men da franskmændene angreb femte gang, brød angrebet sammen i vor ild. De franske stormkolonner nåede ikke frem til vore grave. Stillingen var stadig vor. Vi havde klaret den over for flere angreb, men med uhyre tab.

Klokken var blevet ti, og det var helt lyst. Vi kom. efterhånden lidt til besindelse, og lidt efter lidt gik det op for os, at vi stod midt i dynger af faldne soldater, tyskere og franskmænd imellem hinanden. De, der i levende live så meningsløst havde kæmpet mod hinanden, lå nu fredeligt side om side.

Ved elleve tiden rykkede en deling af fjerde kompagni frem for at understøtte os. Vort kompagnis rækker var også pa dette tidspunkt i den grad udtyndet, at der var fare for, at vi kunne blive rendt over ende, bare fjenden foretog et lidt kraftigere angreb. Men dette måtte ikke ske, og det skete heller ikke; men fra begge sider vedligeholdtes en stadig geværild. Den varede ved hele dagen.

Det var en meget trist og alvorlig dag. Jeg så to brødre falde. Den ene var en syttenårig frivillig. Ligeledes faldt en af mine bedste kammerater. Jeg havde mange gange stået vagt sammen med ham. Han blev først såret i den ene arm, men da han ville gå tilbage til en forbindingsplads, måtte han et sted gå over åbent terræn, og her kom han ind i et maskingeværs kugleregn og blev dræbt. Jeg blev helt underligt til mode. — Men her var der ikke tid til at tænke alt for meget over tingene.

Ud på eftermiddagen stilnede geværilden for en kort tid lidt af. Kun feltartilleriet vedblev at tordne. Nu begyndte sulten at melde sig. Vi havde ikke haft lejlighed til at spise siden den foregående aften. Jeg havde den foregående dag købt et halvt pund smør i marketenderiet og bar det i mit kogekar oven på stormoppakningen. Det viste sig nu, at en geværkugle var gået lige igennem karret, og det så uheldigt, at jeg ikke kunne få låget af. Det sad som fastnittet. Jeg masede med låget, men det endte med, at jeg måtte brække hele karret i stykker. En lille smule brød havde jeg også, ligeledes lidt kaffe i min feltflaske.

Jeg smurte et godt lag smør på en rundtenom, og da jeg var i færd med at satte det til livs, kom en af mine kammerater hen til mig. Han havde en stor pølse i hånden og tilbød at dele med mig. Det var jeg mere end villig til, og vi blev godt hjulpet begge to.

Efter måltidet gik jeg i gang med at grave et hul i jorden, så jeg havde lidt dækning, og omkring hullet anbragte jeg en bunke håndgranater for at have dem ved hånden i påkommende tilfælde. Jeg var dog næppe blevet færdig med mit arbejde, da der kom befaling til os, at første kompagni skulle trækkes ud af linien. Der blev stor glæde blandt os, og vi spejdede længselsfuldt efter afløsningen.

DSK-årbøger, 1955

16. oktober 1915. “Hist og her lå en død mand slængt op over gravens kant.”

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto.

Den følgende aften skulle vi ud til fronten på skansearbejde. Vi kom gennem en stor mineby, Angres. Den var dog delvis sammenskudt, og også kirken var en ruinhob. Herfra fortsatte vi i en løbegrav.

Af og til måtte vi standse og trykke os op mod siden, for at lade sanitetssoldater med deres sørgelige byrder af sårede soldater passere. Hist og her lå en død mand slængt op over gravens kant. Måske død undervejs på båren, og så havde han jo ikke mere hjælp behov, der var nok der forude, som ventede.

Ude i frontlinien forlod vi løbegraven og blev trukket ud i en linie til venstre. Forbindelsen i fronten var her revet over, og vi skulle grave en ny. Det så ikke godt ud her. Jorden var oprodet, og der lå ituskudte våben og andet materiel, og mellem det hele døde mænd.

Der gik en lav banedæmning forbi, og langs med denne havde der stået træer. De var alle som savede over i højde med dæmningens overkant, ramt af projektiler, slynget ud af glammende malmmunde …

Som det altid vil gå, er nogle mindre flittige, og en del havde ikke så stor hast med arbejdet. Jeg havde nu en følelse af, at dette ikke ville ende godt, og derfor gravede jeg alk hvad jeg kunne, og smed jorden op foran hullet. Jeg nåede da også at få en ret god dækning, før det gik løs. Der kom en byge af ild og jernstumper og fejede alt, der stod oprejst, væk. Folk reagerede på mange måder. En del ville søge tilbage til løbegraven.

Der kom én kravlende på albuer og knæ, mens han holdt huen for ansigtet. Jeg kendte ham, det var en polak. Jeg slog en klo i ham for at trække ham ned, men så snart jeg igen slap ham, kravlede han videre på samme måde og slap mærkelig nok godt igennem.

Vi lå fire mand klemt ned i mit hul, deriblandt en slagter fra Angel. »Vi må«, og så bandede han stygt på dansk »Vi må have fat i vore geværer. Vi vil ikke værgeløse lade de sorte skære halsen over på os!« Og så kravlede han op og kastede nogle geværer og patrontasker ned.

Da skydningen efterhånden ebbede ud, afsøgte vi området for at se efter vore kammerater. En medicinsk student, en jøde med det mærkelige navn Øjendick, gjorde her et stort arbejde med at forbinde de sårede, alt mens byger af maskingeværprojektiler bestrøg området.

En af de døde tog vi med tilbage. Han havde en svoger ved vort kompagni.

DSK-årbøger, 1960

16. oktober 1915. Ved Loretto-højden: “Der var kun 15 meter over til franskmændene …”

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I sommeren 1915 var han beskæftiget med at bygge dækningsrum ved Avricourt, men i oktober 1915 blev hans regiment forflyttet til egnen omkring Lorettohøjen.

Den følgende dag fordrev vi tiden med at drive omkring. Vi lyttede til alle de urimelige rygter, der sattes i omløb om kampene på Lorettohøjdeme.

Klokken fem om eftermiddagen trådte vi an med stormoppakning. Vi var nu klar over, at der forestod os en varm omgang. Hver enkelt fik desuden tildelt en dobbelt „Jernportion”, desuden tre hundrede patroner.

Kaptajn Schellin holdt en tale til os. Jeg husker ikke ret meget af det, han sagde; men han sagde dog: „Det kan godt være, at fjenden smider os ud af vore stillinger, men det gør ikke noget, for så tager vi dem omgående tilbage.”

Der var vel ingen, der tog kaptajnens ord bogstaveligt, men de skulle dog, inden vi var nået frem til næste dags aften, gå i opfyldelse.

Vi marcherede af sted i retning af Sallaumines. Da Lens var passeret, gjordes holdt. Så længe det var lyst, kunne vi ikke marchere videre. Indtil nu havde kaptajnen siddet højt til hest, men nu sendte han sin oppasser tilbage med den.

Endelig fik vi befaling til at gå videre frem, men gruppevis, dvs. otte mand ad gangen. Granaterne susede hen over vore hoveder, og dersom en granat gik ned i det samlede kompagni, ville det have frygtelige følger. I halvtreds meters afstand rykkede grupperne nu frem, og efter en times forløb nåede vi landsbyen.

Landsbyen bar skrækkelige mærker af de sidste dages hårde kampe. Nogle sårede, der var på vej tilbage, fortalte, at landsbyen for kun to timer siden havde varet i franskmændenes hænder, men de var nu drevet tilbage.

Overalt var der sønderskudte og sammenstyrtede huse. — Hele kompagniet stod nu samlet i landsbyens nærmeste udkant, hvor vi var nogenlunde i dækning for geværkugler. Vi var tavse, vi følte os underligt til mode, enhver hengav sig til alvorlige tanker. Granaterne hylede hen over vore hoveder, og med skarpe smæld slog geværkuglerne imod husenes mure.

I min gruppe befandt sig også en ældre landeværnsmand. Han var meget forsagt og modfalden, hans ansigt var kridhvidt, og han rystede som et espeløv. Ved siden af ham stod en mand fra Bajern, en kynisk fyr. Da han fik øje pa den angstfyldte landeværnsmand, sagde han til ham: „Nå, kammerat, nu kan du godt gøre dit testamente!”

Den stakkels landeværnsmand var i en frygtelig situation. Han havde en forudfølelse, en anelse om, at han ville falde, og det kom til at slå til, for næppe ti minutter senere var han slettet af livets bog, og mærkeligt nok skyldtes hans død et hændeligt uheld med en af de håndgranater, han bar på sig.

Mens vi stod i lå bag husene, blev vi forsynet med håndgranater. Vi bar dem i små sække, og en del af dem anbragte vi på livremmen. Vi fik nu befaling til at gå frem gennem en løbegrav, der førte ud til den forreste linie. Løbegraven lå under stadig bombardement fra franskmændene og var mange steder fuldstændig jævnet med jorden, og her var der ingen dækning. Da vi var kommet et lille stykke frem, lød der ca. fire til fem meter foran mig et brag, og samtidig hørtes skrig og råb om hjælp.

Den stakkels landeværnsmand havde ved en uforsigtighed bragt en håndgranat til eksplosion, og han blev dræbt på stedet. Tre mand blev såret, den ene af dem endda hårdt.

Vi gik videre, skrævende over den døde og over de sårede.

Endelig nåede vi frem til de første vagtposter fra det garderegiment, der holdt første linie besat, og som vi skulle afløse. Da de fik øje på os, sagde en af dem: „Sikken mængde mennesker I er, men var overbevist om, at I ikke alle kommer levende herfra.”

Jeg blev irriteret over hans lidet vel anbragte udråb og svarede: „Hold mund, din slyngel, det behøver du ikke at gøre os opmærksom på.”

Vi vidste nok, at det var et farligt — og blodigt — sted, vi var kommet ud til, så det var derfor ikke nødvendigt, at han ved allehånde dumme bemærkninger og ytringer skulle gøre det hele værre, end det var.

Vi kom længere frem i graven. Det gik kun langsomt, for vi snublede af og til over faldne soldater, der endnu lå her fra de sidste dages kampe. Oppe på jorden kunne man i mørket skimte dynger af lig. Døden havde i den sidste uges tid gjort en rig høst, og alt tydede på, at mange af os, måske også jeg, ville falde her for knokkelmandens hvasse le.

Det så skrækkeligt ud i første linie. Skyttegraven var efterhånden så udtværet af granatnedslag og så bred, at den egentlig slet ikke mere fortjente navn af grav. Det hele lignede en lavning, en svag sankning i jordsmonnet.

Hist og her var der opstablet sandsække, og foran dem eller bag dem var anbragt stålplader. Alt var i en forfærdelig redelighed. Rundt omkring lå sprængte revolverkanoner, maskingeværer, infanterigeværer og bajonetter, og der var dynger af udrustningsgenstande og lemlæstede lig. Denne uhyggelige stilling var det nu blevet vor opgave at holde mod mulige angreb.

Det var mørk nat, bidende koldt, og der lå en tæt tåge over hele egnen. Vi stod alle mand ved geværerne og fyrede løs for at holde fjenden fra livet.

Der var kun femten meter over til franskmændene, og det var derfor en let Sag at overdænge hinanden med håndgranater.

Det lynede, det bragede ustandseligt hele natten igennem. I min nærhed dræbte en håndgranat fire mand og sårede tre, og de såredes jamren og klagen blandede sig med eksplosionernes buldren og bragen. Artilleriet rasede fra begge sider. Hele vort bagterræn lå under spærreild. Vi kunne ikke få de sårede tilbage.

DSK-årbøger, 1955

15. oktober 1915. “Granaterne hvislede hen over vore hoveder”

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto.

Næste dags aften blev vi trukket noget nærmere ud til fronten. Kanonernes torden derudefra steg og sank stadigvæk i styrke. Til tider hørte man kun enkelte skud, der i næste øjeblik steg til en sammenhængende torden.

Når granaterne hvislede hen over vore hoveder, kunne vi somme tider se stikflammen, når lunten tændtes. Af og til peb også en geværkugle forbi.

Nu gjorde vi holdt ved en hushøj banedæmning, hvori der var gravet opholdsrum. Det var rigtignok ikke vore hyggelige dækninger fra Cannyskoven. Her var knapt med plads. Når vi endelig havde fået os knebet sammen på sovebriksen, kunne vi kun vende os på  kommando.

Sort og snavset vand sivede ned ovenfra, for dæmningen var bygget af jord og affald fra kulgruberne. Det hændte, at der gik ild i en sådan dæmning. Derfor var skinnerne lagt på jernsveller. Der var også gået ild i vor dæmning.

Man kunne ikke se ilden, men når det røg et sted, rodede vi bare den øverste jord lidt til side og satte kogekarret ned, så havde man lidt efter dejlig varm kaffe.

Den skjulte ild åd alt brændbart på sin vej. Vore dækninger, der var bygget af grubetræ, props, forkullede en efter en og faldt sammen.  En stor styrke blev sat til at gennemgrave dæmningen, for at standse ødelæggelsen. Der fandtes nemlig her også et ammunitionslager.

Det lykkedes ikke at standse ilden, og lageret måtte tømmes.

På begge sider af banelinien lå der arbejderkolonier. Lige foran os lå en gade med lutter nye bygninger, hvoraf nogle endnu ikke var helt færdige. Det var dobbelthuse, og de var ret tiltalende. Der var  imidlertid kun brugt to tegninger, og for at få lidt afveksling, var hvert andet hus i rækken forskelligt.

I husene på den anden side dæmningen boede enkelte familier. Jeg tillod mig at gå ind i et af hjemmene. I betragtning af forholdene var indtrykket godt. Nu var det altså galt med sproget. Tilsyneladende var to familier flyttet sammen, men hvad de levede af, blev jeg ikke klog på.

Jeg forstod, at de skældte ud på kapitalismen og på de amerikanske granater. En lille pige på en halv snes år var lige kommet hjem fra hospitalet, hun var blevet ramt af en granatsplint.

DSK-årbøger, 1960

15. oktober 1915. Jakob Moos ankommer til Loretto-højden

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteriregiment 31. I sommeren 1915 var han beskæftiget med at bygge dækningsrum ved Avricourt, men i oktober 1915 blev hans regiment forflyttet til egnen omkring Lorettohøjen.

Fra den forholdsvis rolige stillingskrig i egnen omkring Royon var vi oktober 1915 med toget transporteret til egnen ved Lorettohøjden. Ved midnatstid standsede vi ved byen Billy-Montigny, og kort efter stod vi opstillet på en mark ved siden af banegarden.

Det var bælgmørkt. Man kunne næppe skelne sin sidemand. Ude i det fjerne brølede kanonerne. I nattens mørke øjnede vi eksplosionerne fra shrapnels. En korporal, som stod ved siden af mig, udbrød: „Vi er kommet til et livligt sted.”

Jeg gav ham ret; men i det store og hele blev der ikke talt ret meget. Enhver var optaget af sine egne triste tanker, for een ting var vi klar over, den nemlig, at mange af os ikke havde ret mange timer tilbage.

Efter en lang ventetid satte vi os endelig i bevægelse. Vi gik ind igennem byen, og på den anden side gjorde vi holdt. Her befandt vi os i hjertet af den franske grubeindustri, og her lå også byen Mericour-Caronne. Man gav os ordre til selv at søge kvarter.

Klokken var tre om natten. Vi stormede ind i husene, og hvor dørene var lukkede, blev de slået ind. Jeg sov denne nat pa en forstue foran en slagterbutik. Her lå en halmbunke.

Det var blevet højlys dag, da jeg omsider vågnede, men jeg var gennemisnet af kulde. Til alt held havde jeg et lille spritapparat i mit tornyster, og da jeg også ejede en smule kaffe, fik jeg i en fart en kop skoldhed kaffe fremtryllet.

Sammen med en bid tørt brød kvikkede det vældigt op. Nu det var blevet lyst, så vi først rigtigt, hvorledes vore omgivelser tog sig ud. Alle vegne ragede høje skorstene i vejret. Det var en typisk grubeegn og tæt befolket. Rundt omkring lå arbejdernes boliger; de lå tæt op ad hinanden og dannede så at sige et sammenhængende hele.

Alt så trist og skummelt ud. Rønnerne var sorte, røgsværtede; men de var beboet af landets fjender, og disse bidrog just ikke til at satte et venligere præg på byen og egnen.

Ved parolen om middagen bekendtgjordes, at vi skulle forblive i byen til næste dags aften. Der blev stor glæde over hele linien, og da der selvsamme dag var blevet udbetalt lønninger, var der livlig omsætning i kantinen. Gaderne genlød af støj og latter.

Jeg havde for denne nat faet fat i et sengested og en madras, og tildækket med min kappe sov jeg storartet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1955

14. oktober 1915. “Søvnige og stivbenede søgte vi ind i geledderne.”

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto

Klokken var vel omkring elleve om aftenen, da toget standsede ved en lille station et stykke bag fronten.

Søvnige og stivbenede søgte vi ind i geledderne, og snart traskede vi igen af sted ud ad landevejen. Forude lød der en vedholdende torden, der snart steg og snart sank i styrke, og lyskugler i hundredvis oplyste horisonten.

Et par steder sås skæret af brand. Jo, her var krig, og vi gik lige ind i alt dette forfærdelige.

Vejene var overfyldte med alle slags køretøjer, artilleri, ammunitionsvogne, vogne med forplejning og andet materiel, ambulancer og lastbiler, og alle lagde de beslag på midten af vejen, hvor banen var hård, mens vi infanterister måtte gå i de optrådte rabatter.

Ovre på den anden side af grøften gik en strøm af flygtende civilpersoner, mænd, kvinder og børn. Alle slæbte de nogle få ejendele med, indbundet i et tæppe eller læsset på en barnevogn eller en trillebør. Disse flygtende mennesker er noget af det sørgeligste og mest håbløse, jeg har set under krigen. Jeg måtte altid tænke på dem derhjemme.

Henad klokken et om natten nåede vi Avion, og så snart der blev gjort holdt, kastede vi os alle ned på gaden, hvor vi stod, skubbede tornystret op under hovedet og sov.

Efter en times tid var vi igen på benene, og kort efter gjorde vi holdt i en arbejdskoloni ved et bjergværk. De fleste huse stod tomme, og vi tog dem straks i besiddelse. Det så ud til, at beboerne havde forladt
dem i største hast. Der, hvor jeg kom ind, stod der endnu mad i køkkenet, og der hang tøj i skabene. Vi smed os på det bare gulv, der her heldigvis var af brædder, svøbte os ind i vort tæppe og sov.

Flere gange i nattens løb hørte jeg som i søvne kanonernes torden.

Om morgenen fortalte man, at franskmændene den nat havde forsøgt angreb fire gange, men var blevet slået tilbage.

Vi var havnet midt i Nordfrankrigs grubeområde, hvor der lå bjergværk ved bjergværk, og man vil forstå de ufattelige ødelæggelser, krigen her havde anrettet! Der, hvor vi kom fra, havde vejret været smukt, men her var det regnfuldt og tåget, rigtig efterårsagtigt, og dagene syntes at være blevet så korte . . .

DSK-årbøger, 1960