Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

10. juli 1916 – Flensborg Avis: Officerernes håndvåben

Officerernes Haandvaaben i Krigen.

Naar Officerer forinden Krigens Udbrud drøftede, hvilket Haandvaaben der bedst egnede sig for Officeren i Felten, var Meningerne meget delte, hedder det i en Artikel i et tysk Fag-Tidsskrift. Den ene sagde: “Naar vi staar over for Fjenden, lægger jeg Sablen paa Bagagevognen og tager det første det bedste Gevær.” Den næste sagde: “Et Gevær er bare i Vejen, en Officer har slet ikke Tid til at skyde, han skal være snart her, snart der. I Nærkamp kan jeg kun tænke mig at bruge eet Vaaben, nemlig min Sabel, og i Nødsfald har jeg jo endelig min Pistol.”

Paa Spørgsmaalet, om Officeren nu i det hele taget har Brug for noget Vaaben, maa Svaret sikkert blive, at han absolut har Brug for et godt og paalideligt Vaaben, med hvilket han kan gøre sig Haab om at forsvare sig virksomt i paakommende Tilfælde. I Skyttegravene, i Ildlinjen har Officeren saa meget at gøre med at have Opmærksomheden henvendt paa sine Folk, med at iagttage Ildvirkningen osv., at han slet ikke kan faa Tid til selv at optræde som Skytte. Følgelig har han ikke Brug for noget Angrebsvaaben, ikke for Gevær. Men ved gennembrydning af fjendtlige Linjer, ved farlig Patrouilletjeneste, ved Marcher gennem fjendtlige Landsbyer, hvor der kan være Mulighed for at komme til at staa over for Franctireurs eller skjulte Modstandere, eller i Tilfælde af, at han bliver sprængt bort fra sine Folk, da har han i høj Grad Brug for et Forsvarsvaaben, som ikke hindrer hans Bevægelser, men som dog paa den anden Side maa være saa stort, at han dermed i kortest mulig Tid kan gøre en Angriber ukampdygtig. Sablen er ganske vist et smukt og fornemt Vaaben, men den er ganske værdiløs i de her omtalte Situationer. En kort Karabin med paasat lang Bajonet, hvortil hører Skede, er ogsaa uhensigtsmæssig og er under Løb mindst lige saa generende som det lange Infanterigevær, da man risikerer at faa Skeden ind imellem Benene og snuble, og man ikke kan lægge Vaabnet fra sig uden at risikere, at det bliver stikkende i Jorden.

Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

I vore Tider er det et Ildvaaben, en Pistol, Officeren har Brug for. Ganske vist hører der til Officerens Udrustning saavel Pistol som Sabel; men Pistolen er som oftest alt for lille, en Lommepuffert, meget nydelig med Nikkelkappe-Patroner, men dog snarere at henføre under det farlige Legetøjs end det brugbare Forsvarsvaabens Kategori. Hvad nytter et saadant smukt og bekvemt lille Vaaben, naar det gælder om paa 50 Meters Afstand ved det første Skud at uskadeliggøre en Fjende? I Almindelighed nytter det slet intet, i alt Fald da kun, naar Skytten i Forvejen har haft Lejlighed til at gøre sig fortrolig med sit Vaaben, hvilket snarest vil sige, at han har lært dets Mangler og Fejl at kende og tager disse i Betragtning, naar han sigter, — eller ogsaa kun i de ganske enkelteTilfælde, hvor Kuglen “af Vanvare” rammer sit Maal. Om virkelig Paalidelighed er der ikke Tale ved den Slags Vaaben. Mange af de Officerer, der er faldne i Krigen, vilde maaske  i dette Øjeblik have været i Live, hvis de havde været bevæbnede med paalidelige Forsvarsvaaben.

Belgisk automatpistol Browning mle. 1910, kaliber 7,65 mm (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Belgisk automatpistol Browning mle. 1910, kaliber 7,65 mm (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Saa højt udviklet Vaabenindustrien end er, har man dog ikke endnu fremstillet et Skydevaaben, som man kan gemme inden i Haanden og som samtidig er virkelig paalideligt og træfsikkert paa en Afstand af 50 Meter og derover. Den fine Betegnelse „Selvladningspistol” ændrer intet ved denne Kendsgerning. Ikke des mindre nærer Officererne Uvjlie mod at bruge store Pistoler. Det har vist sig, at mange Officerer i Felten har væbnet sig med Infanterigeværer; men Pistolerne skal være smaa. En Mængde holder sig stadig til de smaa Browningpistoler, som virkelig skal gaa og gælde for at være brugelige Forsvarsvaaben, af hvis Paalidelighed daglig mange værdifulde Menneskeliv afhænger.

Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 med pistolhylster monteret som kolbe (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 med pistolhylster monteret som kolbe (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

“Jeg har”, siger Forfatteren, “prøvet disse dejlige Browningpistoler (6,35 Millimeter Kaliber) paa Skydebanen, og det viste sig, at jeg allerede paa 12 Meters Afstand ikke fik en eneste Træffer i en ret stor Skive — og jeg mener ellers uden Pral at kunne betegne mig selv som en ret god Pistolflytte. For en civil, der kun i de allersjældneste Tilfælde kommer i den Situation at maatte forsvare sit Liv, kan den Slags Lommepufferter maaske nok svare til Formaalet, idet det her kun gælder om at holde Modstanderen i Skak eller bruge Vaabnet Paa ganske kort Afstand. Men i Felten kan Officeren hver Time komme i det Tilfælde at maatte forsvare sig med Pistolen paa nærmere eller længere Hold, og hertil duer Lommepistolen absolut ikke. I den tyske Hær har man da ogsaa fornuftigvis indført den store saakaldte “Parabellum-Pistol”, der er et for Krigsbrug fremragende godt Vaaben, for Underofficerer, Musikere, Sanitetssoldater og lignende. Den 10 Skuds Mauser-Selvladningspistol er endnu bedre og er vist egentlig Ideal-Vaabnet for Officerer; det blev da ogsaa benyttet af disse saa vel i Boerkrigen som i Felttoget i Kina, og man gjorde da udmærkede Erfaringer med det. Jeg har med denne Pistol skudt paa løbende Jagtskive paa et Hold af 80 Meter og af 100 Skud haft 87 Træffere. Mauserpistolens Ladningsmetode og dens Skæftning er tilmed overordentlig praktisk. Denne Pistol er ganske vist tre Gange saa stor som den elegante Browning-Lommepistol, men saa har den dog det Fortrin, at den skyder baade  hurtigere og sikrere. Med dette Vaaben i Haanden kan en Officer altid være i Stand til at forsvare sig virksomt, selv om han maa kæmpe med flere Modstandere paa een Gang. Og naar Pistolen anbringes i et Læderfutteral, fastgjort ved Bæltet, kan man bevæge sig akkurat lige saa ugeneret og rask, som naar man kun medfører en af de omtalte Lommepistoler. Og Sablen kan man saa ganske rolig lægge paa Bagagevognen, hvor den kan faa Lov til at blive liggende, indtil mindre krigerske Tider oprinder. Mauserpistolen er Officerens Haandvaaben i Felten.

4. juli 1916 – Johannes Ankersen: “… mine nerver var fuldstændig færdige”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Vores situation var alt andet end rosenrød. Det fjendtlige artilleriild samlede sig igen på vores stilling, for – syntes det – at begynde det samme teater som på forreste stilling. De gevaldige nedslag fra de store granater, som de smed en masse af, gjorde os halvt vanvittige. I det mindste var der forplejning her. I Hem var et proviantlager, som nu blev rømmet.

Det forlød, at vi skulle afløses, men endnu en gang skete intet, indtil vi endelig blev trukket ud natten mellem den 3.-4. Jeg gav kompagniet ordre til at samles i Meislain, at have ført mandskabet samlet tilbage, ville have været vanvid. Så måtte vi endnu en gang løbe for livet ud af det fjendtlige artilleris mur af ild. Det var et pænt stykke, for langt ind i baglandet holdt modstanderen alle veje under kraftig beskydning. Men vi kom igennem, vi kom i kvarter, kunne vaske os, gå frit omkring og hørte nu blot den fjendtlige trommeild i det fjerne. Nu skulle de arme nerver, der i de forgangne dage havde været spændt til bristepunktet, endelig have fred. Jeg var selv noget nedtrykt, utilfreds, i dårligt humør, nedslået, jeg kan slet ikke beskrive min tilstand. Jeg kunne ikke være alene på mit værelse, så blev jeg grebet af angst. Det var mig, som om væggene skulle styrte sammen over mig og slå mig ihjel. Enhver kraftig lyd, enhver pludselig bevægelse fik mig til at fare forskrækket sammen. Om natten kunne jeg ikke sove, kort sagt, mine nerver var fuldstændig færdige.

Det skete ikke for mig hverken før eller siden, men – som allerede sagt – tiden op til offensiven havde været urolig for mig, og så var det vel også hårdere for mig at komme direkte fra mit fædrene hjem til denne afskyelige Schamassel, i modsætning til hvis jeg allerede havde befundet mig i skyttegraven.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

1. juli 1916 – Johannes Ankersen: “Franskmændene havde angrebet”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Så hed det den 30., at vi ville blive afløst af bayere. Vi ventede på afløsningen, men den kom ikke. Endelig, da morgenen gryede, kom de.

Naturligvis også uden en dråbe drikbart. For nu hed det nu tilbage, tilbage gennem den granathullede ørken. Det var løben på liv og død, den gang lærte jeg, hvad det vil sige at løbe for livet. Jeg kom igennem og nåede Ferme Hem, der mærkelig nok overhovedet ikke blev beskudt.

Efter jeg først have drukket uhyggelige mængder af vand, skældte jeg morderligt ud på bataljonsstaben, der til min store ærgrelse lå i den sødeste søvn. Chefen for rædselsslagen op fra sit leje, da han troede, at franskmændene ikke var langt væk. Den grunden til mit skælderi gik op for ham, gav han mig en militær overhaling, der dog ikke gik mig særlig nær.

Jeg erfarede, at 8. kompagni lå ved Clery. En ambulance tog mig med, og satte mig af en det voldsomt sønderskudt Clery. Mit kompagni fandt jeg i tredje stilling, i ganske godt humør. Folkene havde hentet øl og cognac i den forladte kantine i Clery og gjorde sig til gode med det. Også jeg hældte et par snapse indenbords og lagde mig så hen, for aller først at få sovet ordentlig ud.

Jeg havde knap ligget en halv time, før jeg blev vækket ublidt. Franskmændene havde angrebet. Altså endnu en gang ingen hvile.

Vi skulle frem og besætte den anden stilling mellem Hem og Hardecourt.

Det gik også alt sammen godt, det franske artilleri regnede vel med, at deres infanteri var nået meget længere og forstyrrede overhovedet ikke vores fremmarch. Vi kom godt frem til skyttegraven. I mellemtiden var franskmændene gået i stå, vidste åbenbart ikke rigtigt, hvad der forgik.

Til sidst jog de artilleriet på os, men da det (undtaget de store mærker, der allerede tidligere havde beskudt stillingen) ikke var så godt indskudt, så var det til en vis grad udholdeligt. Meget behageligt var det, at de fjendtlige minekastere ikke længere kunne beskyde os. Det var ret heldigt, for det var overhovedet ingen dækningsrum i stillingen.

Vi skulle nu fastslå de enkelte kompagniers afsnit, ikke netop nogen behagelig opgave, for stillingen var os ukendt og den fjendtlige ild tog stadig til. Oven i købet blev min kompagnichef, som jeg rekognoscerede sammen med, pludselig så syg, at han ikke kunne råde eller hjælpe, da havde jeg heldigvis kompagniets ve og vel i fast greb.

Endelig var alt klappet og klart. Gud ske tak og lov, at det var tilfældet, for det fjendtlige artilleri gjorde sig ubehageligt mærkbart. Det var det tungeste skibsskyts, der var indskudt på stillingen, sikkert 38 cm, for eksplosionerne var forfærdelige. Vi lå omtrent på højde med vores forreste artilleristillinger, og jeg kunne iagttage, hvad sådan et batteri måtte udholde, når de var blevet opdaget af det fjendtlige artilleri.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

29. juni 1916 – Johannes Ankersen: “Tørst er forfærdeligt”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

I natten mellem den 28. og 29. juni blev 8. kompagni afløst af det 6. Jeg måtte dog ifølge bataljonsbefalingen blive i stillingen, jeg var lige kommet fra orlov og måtte være frisk nok. Det havde også været til at bære, hvis der i det mindste var blevet sørget for, at vi havde fået noget at drikke. Men intet, ikke en dråbe, selv afløsningen kom med tomme feltflasker. Og min tørst voksede i det endeløse. For at stilne den lidt, tyggede jeg brændt kaffe, som vi havde fundet i minegangen. Længere inde i minegangen sivede vandet gennem loftet, snavset lervand, hvert minut en lille dråbe. Den opfangede jeg, for i det mindste at fugte mine tørre gummer en smule. Ak, hvad havde vi ikke givet for et ordentlig regnvejr. Tørst er forfærdeligt. I fire dage havde jeg ikke rigtigt fået noget at drikke, jeg var på fortvivlelsens rand og havde aller mest lyst til skyde mig en kugle for panden. Og fjenden angreb stadig ikke, han udlod stadig sin jernregn over os for at fjerne alt menneskeligt fra denne frygtelige ørken.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

27. juni 1916 – Johannes Ankersen: “Kæmpe hul efter kæmpe hul”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord. Dér var et endnu uskadt dækningsrum, hvor der lå en mg-feldwebel med to ordonnanser. Vi tumlede derind, og strakte os dødtrætte på det kolde gulv. Snart var jeg sovet ind, trods larmen, der forsatte ubønhørligt. Men jeg kunne ikke glæde mig længe over hvilen. Pludselig bliver jeg vækket af en frygtelig bragen. Et bræt fra loftet slår ned ganske tæt ved mit hoved, hele dækningsrummet ryster, som ville det lægge sig på siden, og væggen vælter ind i rummet og dækker samtidig den ene udgang. Jeg ser stadig for mig, hvordan de to ordonnanser i et øjeblik flygter ud af den anden udgang, så er også den omtrent dækket til, og vi er halvvejs begravet. Men delingsføreren fra mg-kompagniet var det gået værre. Han havde ligget ved siden af væggen, der var styrtet sammen, nu var han fuldstændig dækket af jord, som han ikke kunne komme fri af. Underlig nok var hans ansigt forblevet fuldstændig frit. Med hænderne og brædder – spader havde vi ikke – gravede vi ham fri, tømte udgangen, og skyndte os ud af det forliste dækningsrum. Ikke langt væk fandt vi en ganske god stolle (minegang), som vi krøb ind i. Her var der rigeligt med mennesker, også de to ordonnanser dukkede op igen, de havde været tilbage ved det delvist sammenskudte dækningsrum og hente en flaske med cognac, som tilsyneladende var vigtigere for dem end at hjælpe deres levende begravede feldwebel. Nå, en god slurk gjorde nu godt.

Indtil aften måtte jeg blive, hvor jeg var. De arme folk, der sad sammen med os i stollen, var allerede fuldstændig ligeglade. Foran dækningsrummet stod en vagt, der hvert øjeblik råbte: ”Giv agt – mine.” Så kom den morderisk susende, rev et nyt hul i jorden, og løftede vores stolle op som en stormbølger kaster et skib. Dagen gik langsomt, langsomt. Ikke et øjeblik undte det fjendtlige artilleri sig selv eller os ro. Når beskydningen for et øjeblik blev svagere, var det som om, at djævlen blot ville have vejret for med endnu større kraft at kunne kaste sin stinkende ånde mod os. Endelig begyndte det at skumre. Jeg måtte nu videre, til 8. kompagni.

Langs med resterne af forreste skyttegrav, over ”Det skarpe hjørne”, måtte jeg finde vej – i ordets egentlige betydning – for hvad der var tilbage af vores stilling var nedslående. Terrænet var fuldstændig forandret. Kæmpe hul efter kæmpe hul, nogle mere end 8 meter brede og lige så dybe. Mellem dem rester af vores pigtrådsspærring, ødelagte ”spanske ryttere”, grene, bjælker, alt det der en gang havde tjent til at bygge stillingen, lå nu sønderrevet og sønderslået omkring. Den lille lund, der havde været bag vores skyttegrav, var fuldstændig forsvundet fra jordens overflade. Intet, overhovedet intet var blevet tilbage, andet end en trøstesløs ørken. Og i denne dødens ørken løb de arme, forvildede mennesker omkring og måtte lade den forfærdeligste ilddans gå over sig.

Jeg mødte folk fra 5. kompagni: ”Hr. løjtnant, nu har de skudt vores sidste dækningsrum sammen, hvad skal vi gøre?” Ja, jeg kunne ikke hjælpe, havde ingen klare tanker, kun den ene: ”Først skal du hen til dit kompagni.” Halvt sønderslidt, bukser og frakke sønderrevet af pigtråd, nåede jeg endelig frem til det 8. kompagni. Kompagnichefen befandt sig sammen med flere herrer fra bataljonsstaben i et dækningsrum for foden af skoven. Det var det sidste rum, de andre rum var – det ene efter det andet – blev skudt sammen. Mandskabet sad i en minegang. Der blev holdt krigsråd om, hvad der skulle gøres. Folkene ville – trætte af den evige beskydning – storme, de ville minekasterne til livs. Men det nyttede ikke noget, hvad havde det par mand vel kunne udrette? Altså var der ikke andet for end at holde ud. Vi besluttede at slutte os til folkene i minegangen, så var vi tættere på kompagniet, hvis fjenden fandt på at angribe. Det var vores held. Da vi næste morgen gik tilbage til dækningsrummet for at hente nogle glemte sager, var der intet tilbage af det. En granat eller en svær mine havde ødelagt ”heltekælderen”.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

26. juni 1916 – Johannes Ankersen: “… et forfærdeligt kaos”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Om morgenen den 26. juni var vi i Peronne. Her erfarede vi, at den sværeste ild i tre dage havde ligget på de forreste stillinger og hvilekvarterer. At det var tilfældet, kunne vi høre, for den brølede uophørligt fra fronten. Peronne havde også fået sin bekomst, fjenden havde flere gange beskudt byen, sandsynligvis for at forstyrre togtrafikken. Combles, der havde været udsat for en vanvittig ild, var fuldstændig rømmet og næsten helt sønderskudt. Vi kørte først til trænet, som lå i Meislain. Jeg vil aldrig nogensinde glemme det syn, vi så, da vi nåede en forhøjning, hvor vi kunne overskue terrænet. En eneste tæt mur af røg, sådan markeredes det sted, hvor skyttegraven lå. De enkelte nedslag var ikke længere synlige i den tykke røg. Gud fader i himmelen, og der skulle vi hen. Det var med en fandens ubehagelig fornemmelse, men hvad nyttede det?

Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Ved trænet klædte jeg mig hurtigt om, byttede orlovsuniformen ud med skyttegravstøjet. Tæpper og det øvrige nødvendige blev pakket sammen, og så gik det videre, indtil videre med vogn til Le Forêt, hvor vores regimentsstab sidst havde haft til huse. Min Gud, hvor så også denne landsby ud, at et område kan ændre sig så meget på så kort tid, det tror man ikke er muligt. Staben var ikke længere i Le Forêt, men i en kommandostilling i Maurepas. Vi måtte nu sende vognen tilbage, luften var blevet for ”tæt” til, at det var muligt komme videre i den, desuden var gaderne slemt sønderskudt.

I regiments kommandostilling traf vi regimentschefen såvel som brigadechefen. De herre synes overordentlig glade for at se os, hilste os på det hjerteligste, ja sågar en flaske vin blev fundet frem for at vedekvæde os tørstige sjæle. Vi skulle først til aften rykke frem til vores kompagni (det 8. kompagni lå i afsnittet ”Den neutrale lund”) og ved samme lejlighed tage forplejningstropper fra feltrekrutdepotet med frem. Cheferne bad os om at indgyde folkene i forreste linje mod. Der ville snart komme erstatning og forstærkninger, såvel infanteri som artilleri, modstanderen vil umuligt kunne bryde igennem. Jeg tænkte mit, de herre vidste vist kun alt for godt, hvor svagt vores mandskab var og hvor ringe især vores artilleri var.

Vi skulle træffe kompagniet fra rekrutdepotet i Forêt, så vi måtte tilbage dertil. De ankom ved aftentid i skumringen, alle læsset med levnedsmidler og drikkevarer. De unge knægte, der endnu ikke havde været i skyttegravene, skulle vi nu føre frem. Jeg må sige, de opførte sig godt, og hvis de ikke kunne udføre deres opgave, så var det ikke deres skyld.

Vi tog af sted. Vi kom hele tiden tættere på uvejret. De fjendtlige granaterne slår allerede ned til højre og venstre, foran og bag os, og griber efter vores kroppe med deres skarpe, hårde kløer. Så må man blive liggende en stund og lade ilden rase ud for så med stormskridt at skynde sig igennem det beskudte område. De brave rekrutter følger hele tiden med i samlet flok. Vejen er ikke nem at finde. Den gammelkendte egn har ændret sig til ukendelighed. Her er feltjernbanen, men hvor ser den dog ud. Det ene granathul tæt ved det næste, sveller og skinner kastet mellem hinanden og sammenfiltret i et forfærdeligt kaos. I det mindste giver banedæmningen nogen dækning. Indtil nu er alt gået godt, mærkværdigvis er ingen blevet såret. Nu må vi over til venstre, dér 100 m fremme er en skråning, der giver rimelig dækning, og hvor et reservekompagni fra vores regiment ligger. Alle mand frem, råber jeg, og spænder af sted. Da slår det med et drøn ned kort bag mig, og da jeg ser mig om, ligger et par af vores brave folk uden at røre sig. Men der er ikke tid til at bekymre sig om de døde. Nu er jeg fremme ved den beskyttende skråning og i reservekompagniførerens dækningsrum. Jeg har kun tanke for en ting, noget at drikke, men der er intet. Vandledningen er for længst skudt over og der er ingen brønde eller bække. Men vi har jo vin med til tropperne i forreste linje, hit med et par dråber, før jeg går til.

Et stod mig klart, det var umuligt for en enkelt person at føre reservedepotets folk, der var fuldstændig ubekendt med egnen, frem. I terrænet frem mod stillingen, som blev stadig kraftigere beskudt, var de med stor sikkerhed kommet fra hinanden, og da de ikke kendte området, var de sandsynligvis ikke kommet det rigtige sted hen. Der var nødvendigt at dele dem i små grupper med hver deres egen fører. Løjtnanten fra reservekompagniet lovede at ville sørge for det. Men nu måtte vi videre.

Sammen med en officerskammerat fra 5. kompagni, der skulle ligge ved ”Det skarpe hjørne”, og to menige, begav jeg mig på vej. Jeg havde givet mit bundt med tæpper osv. til en menig, hvem det var, ved jeg ikke, så heller aldrig manden igen, for knap var vi ude af det beskyttende dækningsrum og inde i infernoet, der syntes at kaste hele sin overflod af vrede imod os, før begge soldater var væk. I øvrigt var de anstændige nok til aflevere mine ting ved 8. kompagnis feltkøkken.

Vi to officerer hastede videre alene. Hvorhen? Ja det var ikke så nemt, for de løbegrave, der kunne lede os på vej om natten, var stort set forsvundet. Marken lå udtrakt i det svage månelys med det ene granatkrater efter det andet, kun enkelte steder kunne vi genkende brudstykker af den tidligere skyttegrav. Så styrtede vi videre i den retning, mens det med stadig større voldsomhed hylede imod os, og med forfærdelig bragen og gurglen slog ned i jorden. Døden red på hastige fjed gennem luften og grinede hånligt, mens han så på de to mennesker, der stred sig gennem hans rige. Men le blot du knoglemand, endnu har du ikke fat i os. Dér, et dækningsrum til et reservemaskingevær. Hurtig ind for at give de gispende lunger et hvil, så videre. Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

25. juni 1916 – Johannes Ankersen: “… forbandede lort!”

Johannes Ankersen fra Flensborg havde meldt sig frivilligt i august 1914 og var blevet tildelt Füsilier-Regiment Nr. 86. I 1915 var han blevet forfremmet til løjtnant og kommanderet til Infanterie-Regiment nr. 63, der juni 1916 lå ved Somme.

Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Så var vi altså igen i Tyskland, i den kære hjemstavn. Blot en skam, at tiden går så hurtigt, 14 dage er hurtigt omme. Denne gang skulle det dog gå anderledes. Hjemme havde vi den 24. juni fejret fars fødselsdag til langt ud på den lyse morgen, og jeg lå om morgenen den 25 i den skønneste søvn, da mor vækkede mig og overrakte et just ankommet telegram med befaling om øjeblikkeligt at vende tilbage til regimentet. Nå, det var værre historie, men alle eder hjalp intet, så allerede henimod 11 sad jeg i et tog og kørte mod vest igen. Hvad mon der var sket? Aviserne som anskaffedes undervejs gav svaret: i hærens beretning stod, at vores modstander ved Somme beskød vores linje med kraftig ild. En fjendtlig offensiv var altså i vente, og vi skulle naturligvis nødvendigvis være med. Forbandede lort. Undervejs traf jeg et par kammerater fra vores regiment. Med toget var i det hele taget næsten kun officerer, der telegrafisk var blevet kaldt tilbage fra orlov.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

 

 

16. juni 1916. FR86 i hvilestilling: “Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev midt i juni trukket ud af stillingerne i Champagne.

Bataljonerne marcherede fra Champagne nordpå, ved Attigny overskred de Aisne. Ca. 15 km nordligere gik de i kvarter. Det var trangt og dårligt.

Derfor og fordi regimentet skulle trækkes lidt nærmere jernbanen, blev det den 18. juni trukket længere vestpå. De nye hvilesteder blev nået ved fodmarch. De lå 15 til 20 km nord for Rethel. I bataljon fordelte sig på landsbyerne Grandchamp, Wagnon og Mesmont, II bataljon på Justine, Son, Herbigny og Hautville. III bataljon på Draize, La Romagne og Lalobbe.

Det var en sympatisk egn, store, venlige landsbyer med enkeltmandskvarterer, i hvilke 86´erne forberedte sig på deres værste tur. Den korte tid, der formodentlig var tilbage, blev flittigt udfyldt med eksercits og felttjeneste. De grundlæggende ting som disciplin, uniform, hilsepligt o.s.v. blev efter lang skyttegravstilværelse bragt i erindring igen.

Det vigtigste var øvelser i terrænet. Der blev igen øvet spredt formation, taget marchretning efter et bestemt punkt, en skyttegrav nået under artilleriild og omringet i spredt formation, foretaget frontændringer i antagelsen af, at den fjendtlige grav ikke var fuldt ud observeret, stormet en befæstet stilling i flere bølger. Officererne fik militærvidenskabelig undervisning og blev undervist i ridning.

Når det var fyraften, sad 86’erne fredeligt uden for deres kvarterer med deres ”pisanger”, bananlikør. Mund- og trækhamonikaer lød, og på nogle aftenen gav det også regimentsmusik. I almindelighed havde 86’erne i befolkningen ry af at være ”bon garςons”, gode drenge.

Ensformigheden blev brudt af den enkelte bataljons aflusningsudflugt til Rethel. Takket være det derværende ”lausoleums” storartede indretning kunne en hel bataljon, ca. 1000 mand, afluses og komme i bad inden for få timer.

Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske, lige som omvendt luseplagen kan have betydelig indflydelse på stemningen og dermed kampkraften i en militærenhed.

Af regimentshistorien. Køb den her

8. juni 1916. Hermann Hunger ved Verdun: “Torsdagen gik uden tab af menneskeliv”

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Da de fem dage var gået, måtte vi ud for at afløse. Det skete natten mellem onsdag den 7. og torsdag den 8. juni, og denne gang gik det helt roligt for sig selv om vi nu var et helt kompagni.

Torsdagen gik uden tab af menneskeliv.

DSK-årbøger 1966

 

6. juni 1916. Tre russiske krigsfanger i land ved Assens

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

3 russere til Thorøhuse ved Assens

Den 6. juni landede ved Thorøhuse, et fiskerleje ¼ dels vej syd for Assens, 3 russere, der var flygtet fra Nordborg.

Det blæste godt fra syd den nat. De tre flygtninge 1) Sjergjsi Trofimovitch Maljscheff, korporal ved 33. reg.’s 15 komp, hjemmehørende i Guv. Orenburg, taget til fange i Galizien 20. okt. 1914 nær byen Lopstof eller Lopatof. 37 år gl. 2) Gregorie Trifanovitch Litin, 331 reg.’s 15 komp. hjemmehørende i Guv. Orenburg, 31 år gl. og 3) underkorporal Simson Nikiporoff Glasunoff, Kejser Alexander III’s jægerregiments 7. bat. hjemmehørende i Guv. Kerson. 32 år. –

De var først alle tre i lejren Milaviza i Østrig -Ungarn, men kom den 17. juni 1915 til Parchininn og den 29. juli 1915 til Nordborg på Als. Sjergjei Maljscheff, der blev sat i arbejde på en vindmølle 2 kilometer fra Nordborg, fandt en søndag en gammel båd ca. 200 meter fra havet i en lille å.

– ”Jeg blev henrykt og sagde til mig selv: Gud sender lykken. I denne båd vil ikke engang en tyr kunne drukne. Bølgen finder vel altid vej til krysteren, men den dristige vil ikke kunne drukne.”

Den 24. maj traf jeg aftale med 3 kammerater. Vi lå i theatret. Ved midnatstid – efter at jeg forud havde åbnet døren i kulisserne, underrettede jeg kammeraterne om, at nu skulle det være. De to af os kom ud, men de to andre ville alligevel ikke, og vi måtte opgive flugten denne gang, da det ikke var muligt for to at slæbe båden, der lå på land, ud i havet. Vi havde slået døren itu og fik det nu værre, da skildervagten opdagede dette, og der blev passet strengere på os.

12 dage efter traf jeg igen aftale med nye kammerater og en af de gamle. Den 5. juni gjorde vi os nu klar; jeg tilegnede mig hos den, jeg arbejdede, en skruetrækker og en dirk og min nye kammerat tog en skruenøgle. Kl. 11 ¾ aften skruede vi jernstængerne fra vinduet,. Bøjede gitteret til side og krøb ud.

”Afsted, spild nu ikke tiden”, hviskede jeg til de andre og krøb ud; de andre kom bagefter. Jeg var barbenet og i det blotte linned; men vi gik hen til den mand, hos hvem jeg arbejdede, og der var i forvejen lagt tilrette støvler og kappe.

Vi kom i tøjet, fik båden sat i havet og afsted gik det kl. 1 om natten. Klokken 4½ om morgenen passerede vi to tyske både, men den som følge af blæsten ret stærke bølgegang skjulte os for dem, skønt vi kun var på dem i kort afstand. Præcis kl. 6 morgen nåede vi den kyst, som var vores ønskemål. Der blev vi ikke modtaget på tysk vis, men man tog imod os som mod deres egne.

Nu er vi levet op igen, vi har atter friheden og ser ikke skildvagten bag os med sit gevær – hører ej heller hans barske ”Raus!” (Heraus) og den slags.

Da man i Assens viste dem billederne af deres ”forgængere” kendte de tre russere, som ankom til Sønderby Klint – 16. marts.

Af redaktør Willemoës’ dagbøger

25. maj 1916. H.C. Brodersen som preusser i Hessen

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men kom efter endt rekonvalescens i efteråret 1915 til Leib-Kompagni 118. I februar 1916 blev han såret igen.

Worms, den 25. Maj 1916.
Efter at jeg kom her til Worms fra min Orlov, syntes Lægen, der foretog en fornyet Undersøgelse, at jeg godt kunde faa 14 Dages Orlov til, og jeg tog den.

Dog nu er disse atter forbi, og jeg maa se at finde mig tilrette her i disse nye Omgivelser, Forhold og Kammerater. Dog, det er ikke nemt, thi som „a Preus”, hvilket jeg — og mange andre — bliver kaldt for, bliver jeg behandlet som en fremmed. Bevares, Folk er flinke, men de er nu engang Hessere, og jeg er „a Preus”.

Det bedste af alt er, at der er ankommet en Del gamle Kendinge derude fra Felten, og et Kammeratskab, der er stiftet under Forhold, hvor vi alle havde Døden for Øjnene, holder nu alligevel, trods enhver Nationalitetsfølelse.

Skomageren var ankommet, og Max, der havde været meget haardt saaret, var ogsaa mødt. Max var næsten altid paa Orlov i Hjemmet i Frankfurt, og om Søndagene var jeg altid indbudt til at komme derhen. Jeg er ellers ikke helt begejstret for denne Invitation, thi der kommer altid „fine” Folk, men de er flinke og gør ingen Forskel paa „Kong Salomon og Jørgen Hattemager”.

Men alligevel, ved de store Middage, hvor Herrerne er i Kjole og Hvidt og Damerne er i store Toiletter, føler jeg mig nu ikke godt  tilpas.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

4. maj 1915 – Zeppelin L7´s undergang

Luftskibet L7, der var hjemmehørende på Luftskibsbasen i Tønder,  var efter det mislykkede britiske angreb på basen tidligere på dagen blev sendt ud på rekognoscering efter de skibe, hvor den angribende flyver var startet fra.  Flensborg Avis meddelte den 8. maj følgende om luftskibets skæbne:

Marineberetning.
[…] Luftskibet „L. 7″ er ikke vendt tilbage fra en Opklaringstur. Efter en officiel Bekendtgørelse fra det engelske Admiralitet er det den 4. Maj blevet tilintetgjort paa Vesterhavet af engelske Søstridskræfter.
Chefen for Marinens Admiralstab.

Luftskibet „L. 7’s” Undergang.
Om ødelæggelsen af et Luftskib paa Vesterhavet bringer „Wolffs Bureau” følgende Meddelelser:

Det engelske Admiralitet melder: Et Zeppelin-Luftskib er i Nærheden af Slesvigs Kyst blevet ødelagt af en af vore lette Krydsereskadrer. Endvidere meddeler Admiralitetet Fredag: De Skibe, der i Gaar tilintetgjorde et Zeppelin-Luftskib, er de smaa Krydsere „Galathea” og „Phaeton”.  Zeppelinen var aabenbart paa en Rekognosceringstur, da den blev ødelagt af de to Fartøjers Kanonild.

Fra Malmø meldes Lørdag:
Da Stokholmdamperen „Svea”, Kaptajn Eklund, der i Dag indkom til Malmo, Torsdag Formiddag befandt sig henved 17 Minutter vestsydvest for Horns Rev ved Jylland, iagttoges fra Skibet et Zeppelin-Luftskib, der stod vestpaa. Efter et Par Timers Forløb saas nogle Torpedojagere, som satte Kursen efter Zeppelinen. Denne vendte og gik tilbage, men indhentedes af Jagerne, der beskød den, hvorpaa Jagerne fjernede sig. En halv Time senere gik Zeppelinen skraat nedad mod Vandfladen. „Svea” styrede nu nærmere for at bringe Hjælp, men da Jagerne ogsaa styrede hen mod Zeppelinen, fandt Kaptajn Eklund det heldigst at sejle bort igen. Torpedojagerne forlod igen Zeppelinen, der nu laa paa Vandet i brændende Tilstand, og kort efter sank den. „Svea” styrede atter ned mod den, men kunde ikke opdage Spor af Luftskibet.

En hollandsk Fiskedamper, der er ankommen til Ymuiden, meddeler, at den har været Vidne til en Kamp mellem et Zeppelin Luftskib og en Eskadre paa 21 Krigsskibe 5 Mil vest for Horns Rev. Luftskibet angreb Eskadren, som straks spredtes. To Skibe blev i Nærheden.  Luftskibet afgav to Skud fra Agterenden, tilsyneladende uden Resultat, hvorpaa et af Krigsskibene skød tre Gange paa det. Luftskibet trak sig tilbage og gik højere, tilsyneladende ikke ramt. Men 10 Minutter efter at det havde passeret Fiskedamperen, skete en vældig Eksplosion, og Luftskibet faldt ned paa Havet. Fiskedamperen vilde ile til Hjælp, men forhindredes deri ‘ ved, at Luftskibet kom ind imellem den engelske Flotille, der imens var vendt tilbage.

 

3. maj 1915 – Zeppelin L20´s havari

Natten mellem 2. og 3. maj angreb tyske luftskibe Storbritannien. Blandt luftskibene var  L20, som var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder. Det tyske  Wolffs Telegrambureau meddelte følgende:

En Marineluftskibs-Eskadre har Natten mellem 2. og 3. Maj angrebet den mellemste og nordligste Del af den engelske Østkyst og derved rigeligt og med synligt godt Resultat kastet Bomber paa Fabrikker, Højovne og Jernbaneanlæg ved Middlesborough og Stockton. Industrianlæg ved Sunderland, den befæstede Plads Hartlepool, Kystbatterier syd for Tayfloden samt engelske Krigsskibe ved Indløbet til Firth of Forth.

Alle Luftskibe er trods heftig Beskydning vendt tilbage til deres Hjemstedshavn med Undtagelse af “L. 20”, der som Følge af stærk Søndenvind drev mod Nord, kom i Havsnød og gik tabt ved Stavanger. Hele Besætningen er reddet. (Flensborg Avis 4. maj 1916)

Det strandede luftskib L20 ved den norske kyst nær Stavanger den 3. maj 1916. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Det strandede luftskib L20 i Hafrsfjord den 3. maj 1916. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

Lloyds i London melder ifølge „Wolffs Bureau” fra Stavanger: Luftskibet „L. 20″ er fuldstændig  ødelagt. Efter norske Blade bringer „Telegraphen-Union” en Skildring af Undergangen, som skete Onsdag Morgen: Efter at Luftskibet „L. 20″ en Tid havde drevet om i forskellige Retninger, begyndte det at dale og gik saa lavt, at dets forreste Del stak ned i Gansfjorden. Efter kort Tids Forløb gik det Nord om Sandnes, og alle troede, at Luftskibets sidste Time var kommet. Fra Land kunde man tydeligt se, at 5—6 Mand sprang over Bord, og man roede ud med Baade for at bringe dem Hjælp. Senere meddeltes det, at Luftskibets Chef og en Matros var svømmede i Land til en Gaard paa den østlige Side af Gansfjord, hvor de var komne under Lægebehandling. Matrosen var øjensynlig meget medtagen. Luftskibet lettede sig paa ny, men var aabenbart uden Styr og drev med Vinden vestpaa. En Tid stod det næsten stille, og man forsøgte efter alt at dømme at lande endnu en Gang. Imidlertid drev Luftskibet ind over en Fjeldtop, og Agterskibet knækkede lige foran den bageste Gondol og faldt til Jorden. Da Luftskibet drev ind paa Fjeldet, saa man, at nogle Mand af Besætningen sprang eller blev slyngede ud af Gondolen, og det var klart, at Skibet ikke stod til at redde. Det steg lidt og drev mod Vest, men Skibet brækkede midt over og sank hurtig ned paa Hafrsfjord. En af de Torpedobaade, som havde fulgt efter langs Kysten, kom straks til og reddede de tre Mand, som endnu opholdt sig i Gondolen. En fjerde Mand var kort i Forvejen sprungen ud; han blev reddet i meget medtagen Tilstand og indlagt paa Sygehuset. De tre andre, en Dæksofficer og to Underofficerer, er blevne ført til Mlde. Man veed, hvor de øvrige af Besætningen er, og der er udsendt Militær for at finde dem og føre dem til Maide. Luftskibet, der er fuldstændig havareret, er drevet i Land paa den vestlige Side af Hafrsfjord lige ved Udløbet til Havet. (Flensborg Avis 5. maj 1916)

Det strandede luftskib L20 ved den norske kyst nær Stavanger den 3. maj 1916. Personen i jakken med pelskrave til højre i billedet er formodentlig L20´s kaptajn, Stabbert. Omkring ham norske officerer og soldater. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Det strandede luftskib L20 i Hafrsfjord 3. maj 1916. Personen i frakken med pelskrave til højre i billedet er formodentlig L20´s kaptajn, Stabbert. Omkring ham norske officerer og soldater. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

Fra London meddeles ifølge „Wolffs Bureau” officielt:’
Fem eller seks Luftskibe, muligvis flere, foretog Natten til Onsdag et Togt mod Steder, der er saa fjerntliggende som Rattray Head i Skotland og Nordostkysten af Norfolk, men der blev kun gjort to Forsøg paa at trænge ind i Indlandet. Der blev kastet 100 Bomber paa langt fra hverandre liggende Steder. De fleste faldt paa ubebygget Terræn eller i Havet. Kun et enkelt Sted krævede de alvorlige Ofre og voldte alvorlig Skade. Her blev 6 Mænd og 3 Kvinder dræbte og 19 Mænd og 8 Kvinder saarede samt 18 Huse beskadigede. Andensteds blev kun 2 Personer let saarede. Kun to Gange kom Luftskibene inden for Luftforsvarsflytsets Rækkevidde og trak sig da straks tilbage. Senere Meldinger viser, at 2 Mænd og 1 Kvinde er blevne saarede i Deal, medens 2 Huse er alvorligt beskadigede og Ruderne knuste i 20 Huse.  (Flensborg Avis 5. maj 1916)

Ifølge senere britiske oplysninger kastede de tyske luftskibe i alt 129 bomber, hvorved 9 blev dræbt og 30 såret. (Joseph Morris: The German Air Raids on Great Britain 1914-1918, London 1925)

Det strandede luftskib L20 ved den norske kyst nær Stavanger den 3. maj 1916. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Det strandede luftskib L20 i Hafrsfjord den 3. maj 1916. (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

„L. 20″ sprængt. Stavanger, Fredag.
Regimentskommandant Oberst Johansen lod i Gaar Eftermiddags Klokken 3 en Afdeling Soldater skyde paa Luftskibet „L. 20″, saa det eksploderede. Det havde nemlig  begyndt at gøre heftige Bevægelser som Følge af den stærke Vind og kunde, da det endnu var stærkt fyldt med Gas, let have revet sig løs og voldt Skade. Luftskibets Eksplosion var meget stærk og hørtes i stor Afstand. Et Par Baadeskure i Nærheden kom i Brand og i Husene sprængtes Vinduesruder. (Flensborg Avis 5. maj 1916)

 

1. maj 1916. Peter Rossen fra orlov i ilden …

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han tog hjem på orlov i påsken 1916.

Da jeg var kommet hjem, søgte jeg om fjorten Dages ekstra Orlov. Sæden skulde lægges, men jeg hørte ikke noget derudefra. Saa tog jeg selv en Dag mere, men maatte jo saa af Sted.

Da jeg meldte mig paa Kommunekontoret, sagde  Kommuneforstanderen:

»I Gaar fik jeg en Forespørgsel, om det var nødvendigt, at du fik mere Orlov.”

“Ja, sagde jeg, meget nødvendigt, mindst otte Dage.”

“Jeg  forudser altsaa, at du faar Orlovsforlængelse«.

»Ja, saa løber jeg den Risiko Og bliver herhjemme en Dag længere«.

– Nu var jeg to Dage for sent paa den; men jeg hørte ingenting. Haabet svandt mere og mere. Jeg tog afsted, og da jeg havde passeret Hamborg. troede jeg slet ikke mere paa Orlov.

Jeg kom altsaa til Fronten to Dage over Tiden og ventede mig en ordentlig Skylle.

Den fik jeg ogsaa. – Samme Aften skulde jeg ud i Stillingen. Det var den 1. Maj, et herligt Vejr.

Kort før jeg skulde af Sted kom min Ven paa Skriverstuen, Thomas Hansen fra Hamborg, som gerne flik sig en Sludder med os  heroppefra, naar der var Lejlighed dertil. Han sagde, at han jo selv var halvt »deroppefra« – »for min Mor er fra Sønderborg, og der aftjente min Far sin Værnepligt. Min Mor har lært mig at tale Dansk. Jeg kan stadig forstaa det, men jeg har glemt at tale det; det er dog dejligt at være blandt Kammerater, der taler min Mors Sprog«.

Han kom altsaa nu farende ind, mens jeg stod og pakkede mine Sager:

-»Mand«, sagde han, »der er lige kommet Besked om Orlov til dig, og nu er du her. Det er ikke saa godt, men vi maa haabe, at du faar den Feldwebelen er ikke til Stede lige nu«.

Jeg ventede, til han kom. Han maatte hen til Telefonen i den anden Ende af Byen og drøfte min Orlov.

»Vi har jo ingen Rejsepapirer til dig, saa der er ikke noget at gøre ved
den Sag«, sagde han.

»Ja«, sagde jeg, »naar Generalkommandoen har bevilget mig Orlov,
kan Bataillonen da ikke afslaa den«.

»Naa«, sagde han, »indsend straks en Ansøgning«.

»Det gør jeg ogsaa, og saa besværer jeg mig samtidig«

Jeg gik, men det kan nok være, at det haglede ned over mig. Da jeg naaede Byen Goignicourt, slog jeg Følge med en ung Mand, som havde været »ude«, som han sagde. Jeg fortalte ham mine Genvordigheder. –
»Ja, saa er det ikke saa godt«, sagde han. –

Vi traskede af Sted. Natten var kold, og jeg tog min Kappe paa, Jeg havde en Pakke med til min Kammerat Knud, som var derude. Allerbedst som vi travede fremad, det var saa roligt, satte paa een Gang det franske Artilleri i med Ildoverfald paa vore Batterier, der stod i en Dalsænkning lidt fra Vejen, og samtidig lagde de Spærreild paa Vejen.

Vi maatte smide os ned. Jeg laa i et Granathul ved Siden af Vej en og havde en Pakke ved hver Side af Hovedet. Da det blev lidt roligt, løb vi lidt tilbage, hvor der var en Sandgrav.,men vi naaede ikke helt derhen, før vi maatte ned paa Jorden igen.

Denne Gang gik der tre Splinter gennem min Kappe, men heldigvis blev jeg ikke saaret.

Da det atter blev roligt, kom alle Vognene, der havde været ude med Proviant og deslige, kørende alt hvad Hestene kunde løbe. Vort Artilleri begyndte at skyde alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, og det benyttede vi os af. Vi løb, saa hurtigt vi kunde, mod Fronten og
naaede derud lidt før Midnat.

Alt var paa Benene derude, og Kammeraterne tog imod mig med de Ord: »Velkommen, men din Plads i Understanden er desværre optaget!«–

Jeg meldte mig hos vor Kommandofører, og det kan nok være, han bjæffede. »Kommer to Dage for sent! Ingen Proviant til dig! Din Plads optaget!« – De troede, at jeg var gået over Grænsen.

»Men nu er jeg altsaa her«, sagde jeg.

»Ja, De finder nok en Plads«, sagde han.

Jeg talte lidt med de gamle Kammerater og fortalte dem om Turen herud.

Her var der  ogsaa livligt. I Paasken havde det ikke været godt herude. En Aften, da der havde været nogle ude fra forreste Linie for at hente Posten, havde en af dem tændt en Cigaret; men saa kan det nok være, der blev Skyderi, og alle Mand maatte springe ned i  Graven.

En Del blev saaret. Der var ogsaa et Par døde, og nogle havde faaet Benbrud, alt paa Grund af denne Uforsigtighed. Jeg gik ned i Understanden og lagde mig. Søvn gav det ikke.

DSK-årbøger 1959

25. april 1916. Ligtransport, faneflugt og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Hjembefordringen af lig fra felten,

Der er forbundet med mange vanskeligheder, ville lettes betydeligt, når hjemførelsen først skete efter krigen. For at tilskynde de efterladte dertil, har Forbundsregeringerne ifølge ”Hejmdal” vedtaget ved ligsendinger efter krigen at tilstede en fragtnedsættelse af 50 procent indenfor et passende tidsrum, som senere skal fastsættes.

Slagtning af gimmerlam

er i år forbudt indtil 25. maj. I tilfælde af nødslagtning skal slagtningen anmeldes til kommuneforstanderen inden 2 døgn, efter at den har fundet sted. For lam, der indføres fra udlandet, gælder dette forbud ikke.

Til hesteauktionen i Neumünster

i tirsdags var der mødt henved 1000 landmænd. Det drejede sig om belgiske heste. Priserne var meget høje: der betaltes gennemsnitligt 2600 mark, mens den laveste pris gik ned under 2000, men den højeste op over 3000 mark.

Ekspropriation af kvæg.

Overpræsidenten for Slesvig-Holsten har udstedt følgende bekendtgørelse:

I medfør af en bekendtgørelse fra rigskansleren af 27.marts 1916 om kødforsyningen har ”Det slesvig-holstenske kvæghandelsforbund” i Altona den forpligtelse til forsyningen af den hjemlige befolkning, hæren og flåden månedlig at erhverve et bestemt antal hornkvæk, svin og får til slagtning. For at forbundet kan opfylde denne opgave i de næste måneder, da fedekvæg kun står til rådighed i ringe mængde, er det nødvendigt, at de kvægholdende kredse i befolkningen tilbyder alt slagtefærdigt kvæg til salg. Sker dette ikke og kan handelsforbundet ikke komme i besiddelse af den nødvendige kvægmængde, vil der finde tvangstægt sted.

Derved skal alt det kvæg medregnes, som kvægholder siden 1. april i år frivilligt har solgt til slagtning, for at kvægholdere, som frivilligt afgiver deres slagtefærdige beholdninger, helt bliver forskånede for tvangstægten eller dog i det mindste bliver betydeligt mindre ramte.

Derimod vil kvægholdere, som holder deres besætninger tilbage, ikke alene blive særligt stærkt taget med ved de tvangstægten, men de kan også regne med, at ved tvangstægten vil der blive gjort et betydeligt fradrag fra kvægets værdi som overtagelsespris; et tilsvarende lovforslag er under forberedelse.

Jeg venter af forståelsen og fædrelandskærligheden hos de pågældende kredse i provinsen, at de ikke lader det komme til tvangstægt.

To kvinder idømt fængselsstraf for medhjælp til faneflugt.

Fru Anna Jacobsen og frøken Dorthea Petersen af Spandet stod tirsdag den 18. april for Flensborg Landsret som anklagede for medhjælp til faneflugt. Fru Jacobsen og frøken Petersen var søskende. I de sidste dage af februar modtog fru Jacobsen besøg af sin svoger, Ingvar Jacobsen, som var hjemme på en 3 ugers orlov fra Rusland. Han havde klaget sig over alt, hvad han havde lidt i Rusland, og gjorde et meget nedtrykt og nervøst indtryk. Lejlighedsvis ytrede han, at kan ikke kunne vende tilbage til Rusland mere. Han bad fru Jacobsen om at få sin brors klæder. Dette nægtede hun og frarådede også sin søster at hjælpe Jacobsen med at flygte. En dag tog hun dog sin mands klæder frem, men gemte den igen.

Om aftenen den 1. marts gik Jacobsen og frøken Petersen bort ved 8-tiden. Fru Jacobsen troede, at de gik til stationen. Dette gjorde de imidlertid ikke, men gik mod grænsen. Det lykkedes dog ikke at finde grænsen, og et sted var der for meget vand på heden til, at de kunne komme over. De gik så tilbage til en gård, hvor en frivillig, Gerhard, som frøken Petersen havde været forlovet med, lå i kvarter. Han var dog ikke hjemme, da de kom. Men da han var kommet hjem, vækkede frøken Petersen ham og bad ham om at hjælpe hendes bror over grænsen. Han gik ind på det, men kun på skrømt, og førte Jacobsen til skrivestuen. Her flygtede han dog og kom over grænsen. Frøken Petersen blev arresteret straks efter.

Statsadvokaten anså det for bevist, at begge de anklagede var skyldige, og krævede 9 måneders fængsel for fru Jacobsen og 18 måneder for frøken Petersen.

Forsvareren, justitsråd Crespel, mente ikke, at de anklagede burde kendes skyldige, fru Jacobsen i alle tilfælde ikke. Man burde også ved en eventuel straffetilmåling betænke, at anklagede havde handlet af medlidenhed med Jacobsen, og at ingen politiske bevæggrunde fandtes.

Retten kendte begge de to anklagede skyldige i hjælp til faneflugt. Formildende kom i betragtning, at de anklagede ikke havde handlet af tyskfjendtlighed, strafskærpende, at de havde hjulpet en soldat til at flygte, mens Tyskland var i krig. Retten dømte derfor i overensstemmelse med statsadvokatens andragende.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Hans Chr. Petersen fra Felsted er den 25. marts faldet i Rusland, rigelig 42 år gammel. Han efterlader hustru og 7 små børn.

Jakob Jørgen Diederichsen, søn af gårdejer Hans. D, i Nørre-Vilstrup, er den 21. marts faldet på valpladsen, 22 år gammel.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Markus Ottsen fra Løjtkirkeby og Claus Iversen fra Stenderup i Sundeved er faldet og at Peter Festersen fra Hokkerup er død som følge af sygdom i Neumünster.

Peter Jensen fra Haderslev, der hidtil har været meldt savnet, er i fangenskab.

18. april 1916. Brændenælde-budding og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Passene i grænsedistriktet.

I den senere til forlanges det af militæret, at der på de pas (”Ausweise”), som man skal have hos sig på rejser i grænsedistriktet, også skal stå, at vedkommende er prøjsisk undersåt, ellers udsætter man sig for at blive vist tilbage fra sin rejse. Da denne bemærkning ikke står på de ældre pas, bør man sørge for at få det tilføjet.

Brændenælde-budding,

En ny ret i Tyskland.

Det er bekendt, at brændenælder alene eller blandet med andre grøntsager som til eksempel spinat kan tilberedes og spises. Men at der af brændenælder kan laves en selvstændig ret til fedt- og kødløse dage, vil, som ”Hejmdal” bemærker, være en behagelig overraskelse for mangen husmor. Tyske blade giver følgende anvisning:

Man tager de første unge brændenælder med stilken. Senere benytter man kun de unge blade uden stilk og regner for hver person og hvert måltid 1 liter eller ½ pund.

Nælderne vaskes omhyggeligt, koges og sies nøjagtigt. Derpå lader man dem gå gennem kødmaskinen, blander dem med en smule revne gamle rundstykker eller hårdt brød, sætter noget salt til og fylder det hele i en buddingform, skiftevis med småtskårne kødrester af forskellig slags. Ovenpå strør man krummer af rundstykker, som efter at det er blevet bagt i en halv time eller en hel time må have en guldgul farve. Man spiser dertil sildsauce og pille eller saltkartofler.

Eller: Rigeligt med sædvanlige løg eller hvidløg afdunstes med salt og bouillon-erstatning i kogende vand. Let skoldede brændenælder hakkes i kødmaskinen og føjes til. Man lader det ligge, indtil det hele er passende blødt. Imidlertid har man kogt ris og lægger nu lag for lag skiftevis: brændenældegrønt og ris i en smurt buddingform og koger det hele i en halv til en hel time i ovnen. Dertil benyttes en sauce som ved blomkål, eller man hælder før bagningen em sådan sauce ud over formens øverste lag nældegrønt.

Har man ikke ris, så blander man de skoldede og fint siede brændenælder med salt, peber, citronskaller og muskat, føjer dertil revne rundstykker, fylder det hele i en form eller kopper, koger det i vandbad og serverer denne ret, efter at den er væltet ud over formen på et fad, sammen med kartofler og svampe eller sildesauce.

Lad altså ingen brændenælder gå op i frø i år, men lad dem komme på middagsbordet i stedet for det tidligere bugnende sulefad.

14. april 1916. Orloven forbi – digt af unavngiven sønderjyde

Igen til fronten

Farvel, mit Hjem i den stille By,
Tak, Far og Mor, for de korte Dage.
Nu kalder Pligten mig bort paany –
Mon Freden gi’r mig engang tilbage?
Hvis nu det sidste Farvel det gjaldt,
da Tak for alt.

Farvel, mit Folk mellem Aa og Fjord,
dit Blod endnu i min Aare rinder.
Hvor langt jeg føres omkring paa Jord,
jeg ved, din Lige jeg aldrig finder.
Engang jeg freder din gamle Gaard,
hvis jeg det naar.

Farvel, mit Als, som jeg har saa kær,
mit Fødeland med de fagre Bøge!
Tit vil min Tanke paa lønlig Færd
fra fjerne Lande din Kyst opsøge
og aande Markens og Skovens Fred
ved Bæltets Bred.

Mens bort jeg kaldes herfra igen,
helt ret jeg kender, hvad jeg forlader:
min Brud, som blev mig en fuldtro Ven,
min Bror og Søster, min Mor og Fader.
Jeg favner eder ved Vejens Skel, –
Farvel, Farvel!

DSK-årbøger 1955

10. april 1916. Afgang til Feltham-lejren

Søren Krab, Gram, blev taget til fange af britiske tropper i Marne-slaget den 9. september 1914. Efter ophold i bl.a. Frimly, Templemore og Leigh, kom han i april 1916 til Feltham-lejren.

Den 13. februar 1915 gik turen altså tilbage igen, over Dublin-Liverpool til byen Leigh i Lancashire, hvor vi blev indkvarteret i en stor fabriksbygning. Den var som ny og ikke taget i brug, da krigen begyndte.

Vi var ca. 2000 mand og var ret godt tilfreds, for der var centralvarme og adgang til bad, og føden var også lidt bedre. Jeg har tit tænkt på, at jeg flere gange har set et halvt franskbrød blive kastet ned i affaldstønden i gården, og det var vistnok ganske utænkeligt i en fangelejr i Tyskland.

I Leigh begyndte den danske præst, Troensegaard-Hansen, at besøgte os af og til. Han holdt en kort andagt og fortalte os, at vi snart, ligesom i Frankrig, ville blive samlet i en særlejr for Sønderjyder.

Den 10. april 1916 kom da dagen. – Vi måtte alle stille op på gårdspladsen. Navnene blev råbt op, alle danske, elsass-lothringer og polakker, og med tog blev vi sendt af sted til den nye samlelejr Feltham, ca. ti kilometer vest for London. Vi var kun en 25-30 sønderjyder i starten: men der kom af og til nye til, som var pillet ud i andre lejre i hele England, og til sidst var vi flere hundrede.

Forplejningen i lejren var her den samme som i de andre lejre; men da vi ikke var så stor en flok, kunne den blive lidt bedre tilberedt og mere alsidig, og det var jo landsmænd, der lavede den.

Her i Feltham kom pastor Troensegaard-Hansen hver søndag og holdt dansk gudstjeneste i en kirke, som lå indenfor lejrområdet.

En gymnastiksal var her også til fri afbenyttelse, ligeledes en stor og god sportsplads, og der blev flittigt spillet håndbold og fodbold, for der var endnu ingen af fangerne ude på arbejde.

Der blev også oprettet en sangforening i lejren under ledelse af Hans Clausen fra Elsmark på Als.

Man spillede også dilettant, men så måtte jo nogle af de unge mænd udklædes som piger – og det gik også rigtig godt. Livet formede sig her betydeligt bedre for os. Vi kunne frit udfolde vort eget åndsliv uden at blive generet af tyskerne.

DSK-årbøger 1964

11. marts 1916. Under artilleriild ved Barry-au-bac

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Her havde franskmændene den 10. marts skudt de tyske stillinger sammen.

Nu gik Tiden med at udbygge den ødelagte Stilling, ligeledes med at lave nye. Vi lavede en Understand under Vejen. Den kunde tage en hel Bataillon.

Vi blev meget plaget af Lopper og Lus. En Morgen, da jeg stod ude i Graven og jagede Lopper, kom et par unge Løjtnanter ude fra den forreste Grav, og de studsede, da de saa mig. »God Morgen«, sagde
de. »Ja, her bliver indbudt til Jagt,« sagde jeg.

Her var Graven temmelig bred, den var saa bred, at man kunde føre saarede ude fra første Grav igennem den.

Løjtnanterne pressede sig langt ud til Siden, udenom mig. De ønskede god Morgen og god Jagt.

En Dag skulde jeg hente nogle Sandsække et Sted bag en Skov, hvor der var et Depot. Jeg gik tilbage gennem Graven, da det franske Artilleri begyndte at beskyde Stillingen. Da jeg var paa Tilbagevejen, bar jeg Sækkene paa Skuldrene og kom da forbi en lille Hule i Jorden.

Der sad en Løjtnant. Han sagde: »Kom dog ind, Kammerat!«  hvorefter han halede mig ind til sig.

Nu skød de baade med Granater og Shrapnels, Vi delte Sækkene og lagde dem paa Hovedet, akkurat Som andet Kryb, der dækker Hovedet og dykker ned, naar der er Fare paa Færde. Da Ildoverfaldet var forbi, gik enhver til sit.

DSK-årbøger 1959

11. marts 1916. Finske frivillige i Lockstedter Lager

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Fra mit ophold i lejren husker jeg, at der dér fandtes en såkaldt lukket lejr. Ikke sådan at forstå, at de folk, der opholdt sig der, var indespærrede; de kunne bevæge sig frit overalt.

Men det var os strengt forbudt at betræde lejren og i det hele taget søge kontakt med disse folk.

Det sivede efterhånden ud, at mandskabet i denne lejr bestod af finske frivillige. De havde betinget sig – efter endt uddannelse – at blive sat ind på østfronten.

Jeg skønner, at der har været mindst 500 mand i lejren, og at det var velhavende folks sønner, fremgik tydeligt af de besøg, de modtog af deres familier.

Den uddannelse, disse frivillige fik, var skrap , og jeg har senere hørt – om det passer, ved jeg ikke – at de efter krigen dannede grundstammen i den finske hær. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Stadig ledige pladser til DSK-tastefest

Kom til tastefest på Rigsarkivet i Aabenraa

Din, min og vores historie

Vær med til at gøre historien tilgængelig for alle Rigsarkivet Aabenraa holder tastefest, hvor vi i løbet af en eftermiddag vil indtaste oplysningerne fra 661 medlemskort over tidligere soldater fra første verdenskrig i en database.

Medlemskortene kommer fra Foreningen af sønderjyske  krigsdeltagere, Sønderborg afdelingen, og indeholder udover et foto af soldaten bl.a. navn og regiment, om han har været såret eller krigsfange. Oplysningerne, som bliver tastet ind, bliver en del af den sønderjyske samling, som vi er ved at opbygge på Rigsarkivets crowdsourcing portal https://cs.sa.dk

Den sønderjyske samling består af indscannede kilder, der alle omhandler Sønderjylland, og som her bliver gjort tilgængelige og søgbare for alle, ved at frivillige transskriberer kilderne.

Hvis du har lyst til at være med, så tag din bærbare pc under armen og mød op på Rigsarkivet i Aabenraa, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.

Tastefesten foregår lørdag den 12. marts kl. 11-16 og alle er velkomne.

Program:

Kl. 11.00-11.15: Dørene åbnes
Kl. 11.15-11.30: Velkomst og introduktion til indtastningen
Kl. 11.30: Indtastningen går i gang
Kl. 12.30: Frokost
Kl. 15.30-16.00: Afslutningen og opsummering

Vi sørger for frokost og kaffe, og vil derfor gerne have at I melder Jer til på: crowd@sa.dk

Max 30 deltagere.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Mai-Brit på 41 71 74 30 eller

Leif på 41 71 74 42. Vi glæder os til at se Jer til en hyggelig og sjov dag.

www.sa.dk/bliv-indtaster

Se film og videoforedrag på “Den store Krig 1914-1918”

Vi har samlet et lille udvalg af film- og videoproduktioner, vi har medvirket i, og tilgængeliggjort dem på bl.a. Youtube.

Du kan se linksamlingen på siden her:

https://denstorekrig1914-1918.dk/krigens-forloeb/film-videoforedrag/

Vi har også på siden samlet et lille udvalg af links til dokumentarfilm om Første Verdenskrig på Youtube.

Men der er jo mange, mange flere!

Hvilke film synes du, mangler på listen? Del et link i kommentarfeltet og skriv en kommentar og begrund gerne dit valg!

NB: Alle kommentarer skal godkendes af administrator, så hav tålmodighed 😉

/RR

27. februar 1916. 5 minutter til stormen: “En rus af raseri griber soldaterne …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme. Stormen skal finde sted den 27. februar kl. 17:30.

Kl. 17:25 var alt så nogenlunde på plads. Tæt sammen på hug sidder infanteristerne med bankende hjerter i skyttegravene, kompagni-, delings- og gruppeførerne ved stormstigerne med urene i hånden.

Flere gange dagen igennem var tidspunktet bekendtgjort og urene koordineret. ”To minutter igen!”.

Spændingen vokser til det uhyrlige. Vil springet over til fjenden lykkes? Er hans trådnet skudt i stykker? Er hans poster holdt nede eller nedkæmpet? Er der endnu intakte maskingeværer? Vil hans spærreild ramme os og drive os tilbage?

En hvirvel af spørgsmål går i de sidste minutter gennem hjernen.

Derude raser artilleriets ildstorm. I luften hvæser, hyler og drøner det, jorden ryster og sitrer. En orkan af ødelæggelse bruser derude. Nerverne bliver pisket op, en rus af raseri griber soldaterne.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

22. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Send ikke let fordærvelige varer til soldaterne!

I flere dage læses ifølge ”Hejmdal” i disse dage følgende:

”Da det ikke kan undgås, at enkelte sendinger under omstændigheder er flere uger undervejs, er det ikke hensigtsmæssigt at sende let fordærvelige varer. Vore soldater i felten får mange fødevarer – t.eks. fedtvarer – mere rigeligt end de fleste, som er blevet hjemme. Sådanne varer må i fuldt omfang bevares for den menneskelige ernæring i hjemmet og bør på ingen måde gå tabt ved at fordærves”.

Brevvekslingen med det ikke-fjendtlige udland.

I flere tyske blade opfordres ifølge ”Dannevirke” til at begrænse brevvekslingen med det ikke-fjendtlige udland, hvad enten de er skrevne på tysk eller et tilladt sprog. Breve må helst ikke være mere end to sider af sædvanlig brevformat (kvart). Der må heller ikke vedlægges tillæg med efterretninger; de skal være tydelige og let læselige, og der må heller ikke skrives på kryds og tværs.

Ved forretningsbreve må de to sider overskrides, regninger og prisfortegnelser må vedlægges.

Som konvolutter skal bruges sådanne af enkelt papir uden foer og silkepapir eller lignende. Svarer brevene ikke til de stillede krav, må man regne med flere ugers forsinkelser.

Det er ønskeligt at begrænse antallet af privatbreve til det ikke-fjendtlige udland så meget som muligt.

Krigen og forpagtningskontrakter.

En forpagter af et stort danselokale i en berlinsk forstad, som gav 27.000 mark i leje, men på grund af et danseforbud har måttet lukke under krigen, har ifølge ”Kølnische Zeitung” den 9.november opnået en dom for Rigsretten, hvorefter forpagteren eller lejeren er berettiget til at nægte at betale eller til at nedsætte forpagtningssummen, når det i anledning af krigen udstedt et forbud, som rammer selve forpagtningsgenstanden, berøver ham muligheden for at drage den aftalte nytte deraf.

Grundsætningen i denne dom kan også anvendes på jagtforpagtninger, når et militært forbud helt eller delvis forbyder jagten.

20. februar 1916 – Matthias P. Branderup: “… noget ekstraordinært her ved Verdun”

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 lå regimentet ved Verdun.

At der i løbet af vinteren skulle ske noget ekstraordinært her ved Verdun, blev vi klar over allerede først på vinteren. En bredsporet bane blev anlagt ind gennem skoven tæt ind til vor stilling, og alt hvad der skulle bruges til en storoffensiv blev tilkørt. Især artilleriammunition. Hele bjerge hobede sig op.  Det var jo selve kronprinsens 5. armé, som skulle foretage dette fremstød og indtage Verdun. Alt var forberedt i alle enkeltheder. Verdun skulle falde og gøre vejen fri til Paris, og dermed gøre en afslutning på krigen.

Der var mange, som for nemheds skyld havde ladet skægget stå. Men kort før offensiven fik vi udleveret gasmasker. Da disse skulle slutte tæt til kinden, så måtte skægget jo falde, og det var ganske pudsigt, at mange, som vi gik og troede var en 30 – 40 år gamle, pludselig ikke var stort ældre end vi andre glatragede. Det var vistnok om ved samme tid, at vi fik vore hjelme ombyttede med stålhjelme, som var mere beskyttende.

Der skulle uddannes stormtropper, og vor delingsfører spurgte, om nogle ville melde sig frivilligt. Begejstringen var ikke særlig stor, da vi nok var klar over, at det var en farefuld bestilling, så der var kun enkelte, der trådte frem.

Men så kan det nok være, at vor løjtnant blev vred: “Kan I unge mennesker virkelig være bekendt, at de ældre gifte mænd skal påtage sig dette ? Frem med jer.”

Og så var der ikke andet at gøre, vi måtte frem. Nu var der også det, at denne løjtnant var den flinkeste og mest afholdte, vi havde. Men det var nu alligevel både første og sidste gang, jeg meldte mig frivilligt til nogetsomhelst.

Så gik det løs med at tage forhindringer. Med eller uden gasmasker. Det med gasmasker var for mig noget af det værste. Måske har den jeg fik ikke været i orden. I hvert fald sørgede jeg for altid at have en pind til at stikke ind under elastikken, så jeg kunne trække vejret ad den vej.

Før offensiven var vi i lang tid ikke tilbage i hvil, og lusene tog overhånd. Vi sad så udenfor vore bunkers for at aflive disse vore plageånder. Æggene brændte vi med vore cigaretter. Der var i denne tid ikke lejlighed til at blive aflusede.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

 

 

12. februar 1916. Angreb: “En forbitret nærkamp begyndte …”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

4. februar 1916. Træning til kommende forårsoffensiv?

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Under krigen var en 6-8 ugers uddannelse ved at blive almindelig, men det rygtedes hurtigt – det er det, man i soldaterjargon kalder »lokumsparole« – at årgang 1896 skulle uddannes i mindst 9 måneder.

Grunden hertil skulle være, at denne årgang skulle danne  grundstammen i den tyske armé efter krigens afslutning.

At man havde tænkt sig noget særligt med denne årgang syntes at være sikkert, idet adskillige med højere skoleuddannelse, altså dem, der gik med en »officer i maven«, forsøgte at melde sig frivillig til fronten, men dette blev kategorisk afslået.

Jeg gjorde mig mine tanker angående denne sag og troede ikke rigtig på »parolen«. Mon ikke den egentlige grund var, at årgangen skulle have en nogenlunde god træning og så indsættes i en forårsoffensiv i det kommende år?

Dette viste sig tilsyneladende at være den rigtige forklaring.

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)

3. februar 1916. Ingen hilsepligt på lokumsrensere

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

En anden dag – også i begyndelsen af min glorværdige militære løbebane – skete der endnu et sjovt tilfælde, da jeg sammen med en anden sønderjyde gik over kasernepladsen.

Imod os kom en mand i en uniform , som jeg ikke havde set før. Jeg spurgte min makker, om vi skulle hilse på ham , men han svarede, at det skulle vi ikke , det var kun en ganske gemen lokumsrenser.

Vi var kommet  temmelig tæt ind på manden, der åbenbart forstod dansk og havde hørt, hvad vi anså ham for at være. Det kan nok være, at vi blev belært om hans »rang, stand og stilling«, han var »Aufsichtsbeamter« og skulle nok sørge for, at »diese Knacker « – det var »kælenavnet« til de dansktalende – fik et kursus i takt og tone.

Min makke r og jeg blev bagefter enige om , at hvis det var takt og tone, vi skulle lære, var vi da vistnok havnet et forkert sted.

En gammel, elskelig dame, som jeg engang boede hos i min grønne ungdom , sagde altid , når vi unge kom lidt »for højt op«: »Den, der ingenting er og ingenting bilder sig ind, han er to gange ingenting.« Det passede udmærket på den mand.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)