Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Torsdag den 6. Marts 1919. Efter Aftale mødte hele Delegationen Klokken 9,40 i Hotel Meurice, hvor der holdt 3 Biler, som hurtigt førte os til det franske Udenrigsministerium.
Vi kørte ind i Gaarden, hvor Vognene gjorde Holdt, gik derpaa op ad Trapperne og blev vist ind i et Par Ventesale, som var meget pragtfuldt udstyret, alt var holdt i rødt og Guld.
Efter at have ventet et Kvarters Tid blev vi af en Adjudant ført ind i Forhandlingssalen til den saakaldte belgiske Kommission. Det var en lang, smal Sal med et hesteskoformet Bord. Midt foran Tværbordet præsiderede Tardieu med Amerikaneren, Professor Haskins paa sin højre og Englanderen, Sir Eyre Crowe paa sin venstre Side. Ved Siden af Sir Eyre Crowe sad det andet engelske Medlem af Kommissionen, Professor Headlam Morley. Ved højre Side af Professor Haskins sad det andet amerikanske Medlem, S. D. Embick. Paa venstre Side af Bordet sad Direktøren i det franske Udenrigsministerium, Laroche, to Japanere og en Belgier, paa højre Side to Italienere. Tilstede var endvidere som Sekretær Englanderen Carnegie.
Kammerherre Bernhoft forestillede os enkeltvis, inden Forhandlingerne begyndte, og Tardieu gav os alle Haanden, før vi satte os.
Vi fik Plads anvist mellem begge Længdeborde. I første Række sad Bernhoft og Munch, derefter Foss og Neergaard, H.P. Hanssen og Etatsraad Andersen, Bramsnæs og Kloppenborg-Skrumsager, H. V. Clausen og Glückstadt, Nis Nissen og Andreas Grau.
For Forhandlingerne aabnedes, tog Tardieu et Cigaretfoderal frem og bød de nærmestsiddende en Cigaret, selv tændte han ogsaa en.
Derpaa fik Kammerherre Bernhoft Ordet for at afgive den aftalte Beretning, i hvilken han konstaterede Rigsdagens og den tilstedevarende Delegations fuldstændige Enighed med Hensyn til de Synspunkter, der i Mødet den 21. Februar var blevet gjort gældende overfor Kommissionen.
Der rettedes derpaa af Kommissionen en Del Spørgsmaal til os, som forekom mig meget forstandige, og som viste, at Kommissionen havde indgaaende Kendskab til Sagen. Mens vi svarede, var der mange Par kloge, forskende Øjne rettede mod os. Særlig interesseret var aabenbart Amerikaneren Professor Haskins , som øjensynlig var godt inde i Forholdene.
Da vi saaledes helt uforberedt under drøftelsen af Afstemningsreglerne motiverede Forslaget om at fatsatte Fristen for Bosættelse i Afstemningsomraadet til den 1. Januar 1900 med Henvisning til Voldspolitikken, spurgte han straks: “Hvorfor 1900, Køllerpolitikken begyndte jo dog 1898”. Vi maatte saa forklare, at Udvisningerne fortsattes i de første Aar, og at der først kunde regnes med en deraf følgende Indvandring fra 1900. Ogsaa Laroche, titulær Minister og Direktør i det franske Udenrigsministerium, lagde under Forhandlingerne indgaaende Kendskab til Forholdene for Dagen. Mange af Spørgsmaalene blev rettede til mig. Laroche spurgte især om Mindretallenes Stilling, da dette var et principielt set meget vigtigt Spørgsmaal med Henblik paa de mange svævende nationale Spørgsmaal.
Han spurgte specielt, hvilke Garantier Danmark kunde byde med Hensyn til den fremtidige Behandling af et eventuelt tysk Mindretal indenfor Rigets Grænser.
Alexander Foss svarede: “De Garantier, der ligger i Danmarks frie Forfatning og frisindede Lovgivning, sarlig hvad Kirke- og Skole-Spørgsmaal angaar.”
Spørgsmaalet blev derefter udsat, idet vi blev opfordret til at præcisere dette nærmere i en skriftlig Erklæring.
Det samme var Tilfældet med Options-Spørgsmaalet. Vi blev ligeledes, hvad det angik, efter en kort drøftelse opfordret til at fremsætte et skriftligt Forslag.
Da Forhandlingerne sluttede, gav Tardieu os alle Haanden til Afsked. Klokken 1 var en Del af os indbudt til Frokost hos Bernhoft. Tilstede var af Delegationen: Alexander Foss, Neergaard, Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen og jeg, endvidere Formanden for Senatets udenrigske Udvalg, Vicomte de Cornudet, Direktor Laroche, Magister H. V. Clausen, Professor Verrier og Franz von Jessen.
Efter Frokosten kom Neergaard og Clausen i Samtale om fransk Kunst. Jeg afbrød dem og bad,da jeg ikke selv taler Fransk, Neergaard om at indlede en Samtale med Laroche om Forholdene i Nordslesvig.
Dette gjorde han. Jeg blev ogsaa draget ind i Samtalen, idet Franz von Jessen kom til og tilbød sig som Tolk. Vi drøftede derfor Forholdene ret indgaaende, og Laroche billigede, saavidt vi kunde skønne, i det hele vore Synspunkter og gik blandt andet, som Mellemslesvigsk Udvalg ønskede, ind paa at afkorte den oprindeligt paatankte 6 Maaneders Frist mellem Afstemningerne i Nordslesvig og Mellemslesvig.
Om Aftenen var jeg indbudt til Middag hos Franz von Jessen, som boer i en køn lille Villa i Udkanten af Byen. Tilstede var endvidere: Alexander Foss, Neergaard, Direktør Prior og Forfatteren Johs. Jørgensen.
Franz von Jessens nydelige lille franske Soldaterbarn, som han havde taget til sig, efter at Faderen var falden, sang for os. Samtalen var meget livlig. Franz von Jessen rettede stærke Angreb paa Regeringen og ligeledes paa den saakaldte Oktoberadresse. Da han under Angrebene citerede Udtalelser af den tidligere franske Gesandt i København, Conty, og tog hans Parti overfor Professor Høffding, med hvem Gesandten havde haft et Sammenstød, greb Alexander Foss ind og sagde hvast, at af de to Mand foretrak han Høffding, idet han tilføjede en meget skarp Bemærkning om Conty. Neergaard sluttede sig til Alexander Foss og tog ligeledes Professor Høffdings Parti.
Franz von Jessen overgav Neergaard Kopier af to vigtige Telegrammer, som under Krigen fra Paris var blevet afsendt til ham og Etatsraad Andersen, men som de ikke havde modtaget. Han troede, at Telegrammerne var blevet undertrykt af Censuren. Neergaard vilde undersøge dette nærmere. Baade Franz von Jessen og Prior hævdede, at Regeringen var meget daarligt anskrevet i Frankrig. Johs. Jørgensen stemte i med og stadfæstede dette.
Den 3. Marts ankom til Paris den dansk-slesvigske Delegation, som havde følgende Sammensætning
Fra Danmark:
Etatsraad H. N. Andersen, Skibsreder, administrerende Direktør for ”Østasiatisk Kompagni” i København; C. V. Bramsnæs, Medlem af Landstinget, delegeret af Rigsdagens socialdemokratiske Parti; Alexander Foss, Medlem af Landstinget, delegeret af Rigsdagens konservative Folkeparti; Etatsraad Emil Glückstadt, administrerende Direktør for ”Landmandsbanken” i København, Repræsentant for Finansministeriet; Dr. phil. P. Munch, Medlem af Folketinget, Forsvarsminister, delegeret af Rigsdagens radikale Parti; N. Neergaard, Medlem af Folketinget, fhv. Konseilspræsident, Forsvarsminister og Finansminister, delegeret af Rigsdagens Venstre.
Fra Slesvig:
Andreas Grau, Redaktør af Dybbøl-Posten (Sønderborg), Repræsentant for den mellemslesvigske Befolkning; H. P. Hanssen, Medlem for Nordslesvig af den tyske Rigsdag; H.D. Kloppenborg Skrumsager, Medlem for Nordslesvig af den preussiske Landdags Andetkammer; N. Nissen, Medlem for Nordslesvig af den preussiske Landdags Andetkammer.
Delegationen, ledsaget af H A. Bernhoft og H V. Clausen, havde 6. Marts Foretræde
for Fredskommissionens danske Kommission. Gesandten oversatte Kommissionens Formands Forespørgsler til Delegationen og afgav paa dennes Vegne Svarene.
Efter at Kommissionens Formand, André Tardieu, i hjærtelige Ord havde budt Delegationen Velkommen, oplæste Gesandten paa Delegationens Vegne en af denne affattet Erklæring (se bilag nedenfor)
Under Forhandlingernes videre Forløb oplæste Gesandten ligeledes dels et Memorandum vedr. den finansielle Ordning, dels et Memorandum vedr. Afstemningsreglerne.
Teksten til Delegationens Erklæring og Memorandum om Afstemningsreglerne blev efter Oplæsningen overrakt Kommissionen.
Det finansielle Memorandum blev derimod efter en Henstilling fra André Tardieu tilstillet Fredskonferencens Præsident til Videresendelse til den finansielle Kommission.
To under Forhandlingerne af Kommissionen rejste Spørgsmaal besvaredes af Delegationen samme Dag, som meddelt nedenfor.
Formanden, André Tardieu: Er De, mine Herrer, alle enige om den Grænse for Nordslesvig, Nord for hvilken der skal stemmes en bloc?
H.A. Bernhoft: Ja.
Formanden: Er De ligeledes enige om Sydgrænsen for Mellemslesvig?
H.A. Bernhoft: Ja; denne Grænselinje omfatter alt, hvad der sproglig set er dansk. Syd for denne Grænse er Befolkningen ikke længere dansk.
Ch. Haskins: Hvorfor har De som Betingelse for Udøvelsen af Stemmeretten fastsat et Ophold i Afstemnings-Omraadet, der skal regnes fra 1 . Januar 1900? Jeg tillader mig at stille Dem dette Spørgsmaal, fordi, hvis jeg mindes rigtig, den voldsomme preussiske Undertrykkelse, det saakaldte Köller-Regimente, begyndte allerede i 1898.
H.A. Bernhoft: Det er fuldstændig rigtigt. Virkningen af Köller-Regimentet, navnlig Masse-Udvisningen, Stats-Opkøb af Jord o. s. v. begyndte imidlertid egentlig først fra Aaret 1900 at regne.
Formanden: Hvad skal der nøjagtig forstaas ved en fri Afstemning? Vil det efter D’Herrers Mening sige hemmelig Afstemning?
H.A. Bernhoft: Ja!
I Anledning af et Spørgsmaal vedr. de tyske Troppers og de preussiske Overøvrigheders Rømning af Afstemnings-Omraadet udtalte Delegationens Ordfører:
H.A. Bernhoft: Rømningen bør ogsaa omfatte Arbejder- og Soldater-Raadene. Men Byen Slesvig kan vedblive at være den tyske Central-Administrations Sæde.
De Forvaltnings-Myndigheder, der hører under Central-Administrationen, kan indbefattes i Rømningen, men dette gælder ikke de folkevalgte Forsamlinger.
Formanden: Jeg vilde sætte Pris paa, mine Herrer, at lære Deres Mening nærmere at kende.
H.A. Bernhoft: Vi ønsker, at et Omraade paa en halv Snes Kilometers Bredde Syd for Afstemnings-Omraadets sydligste Grænse skal rømmes af de tyske Tropper.
Formanden: De ønsker altsaa ikke, at den civile preussiske Administrations høje Embedsmænd skal fjærnes?
H.A. Bernhoft (efter længere Forhandling mellem de Delegerede indbyrdes): Nej, det synes os ikke uomgængelig nødvendigt, at de skal rømme. Disse Embedsmænds Fjærnelse vil kunne virke stærkt irriterende paa Arbejder- og Soldater-Raadene og paa Socialisterne i Flensborg.
Formanden: Men nu i Mellemslesvig — vil det ikke være nødvendigt dér at fjærne de civile preussiske Myndigheder?
H.A. Bernhoft (efter ny Drøftelse mellem de Delegerede indbyrdes): Nej, Delegationens slesvigske Medlemmer ønsker ikke disse Myndigheders Fjærnelse. Vi kan uden Vanskelighed erstatte de preussiske Embedsmænd overalt i Nordslesvig. Men det forholder sig ikke saaledes i Mellemslesvig, hvor der vil savnes danske Personligheder til at træde i de nuværende Øvrigheders Sted.
Under Drøftelsen af den intern. Plebiscit-Kommission faldt følgende Udtalelser:
H.A. Bernhoft: Den planlagte internationale Kommission bør sammensættes delvis af Repræsentanter for Stormagterne, delvis af Repræsentanter fra de skandinaviske Lande. Danskere og Tyskere kan knyttes til Kommissionen, men kun som tekniske Tilforordnede.
Kommissionen bør have sit Sæde i Flensborg og kontrollere Nordslesvigs Forvaltning, medens den ved Hjælp af et dansk Personale udøver Forvaltnings-Myndighed i Mellemslesvig.
I det mindste i Mellemslesvig bør den have een Repræsentant paa hvert Afstemnings-Sted. Tallet herpaa er 140, et i hver Kommune, bortset fra Flensborg By. Et eller to Krigsskibes Nærværelse i Flensborg, der i givet Fald kunde landsætte Tropper, vilde være nyttig, men den hertil nødvendige Styrke overstiger ikke 500 Mand.
Formanden: Den af Hr. Bernhoft indleverede Memoire om Afstemnings- Ordningen foreslaar i sin Artikel 5 en allieret eller neutral Besættelse af Flensborg og en Del af Mellemslesvig. Nu har imidlertid De, mine Herrer, nys udtalt, at det simple Krav om Rømning (une simple évacuation) af denne Egns tyske Embedsmænd efter Deres Mening vilde kunne virke skadeligt for danske Interesser paa Grund af den Irritation, den vilde skabe hos Socialisterne i Flensborg. Jeg vilde være Dem forbunden for at forklare os denne tilsyneladende Modsigelse.
H.A. Bernhoft: Det er ganske vist, at en Del af Befolkningen anser en allieret eller neutral Besættelse for at være nødvendig. Men vi for vor Del tror, at det vilde være tilstrækkeligt at lade et eller flere Krigsskibe med Landgangskorps til Anvendelse i givet Tilfælde stationere ud for Flensborg.
Nordslesvigs Delegerede mener, at der ikke vil blive Brug for nogen væbnet Styrke i disse Egne. Befolkningen er rolig, lovlydig og velorganiseret.
Formanden: Den blandede Kommission, der omtales i Artikel 4 i den Memoire, jeg her har i Haanden—- skulde den efter Deres Mening sammensættes af danske og tyske Medlemmer?
H.A. Bernhoft: Ikke nødvendigvis Medlemmer, men danske og tyske Tilforordnede eller Eksperter burde efter vor Mening knyttes til Kommissionen.
Formanden: Ønsker De, at Kommissionen foruden de Medlemmer, de allierede Magter udnævner, skal tælle svenske og norske Medlemmer?
H.A. Bernhoft: Ja.
Paa Foranledning af et Spørgsmaal fra Formanden, udtalte Delegationens Ordfører:
H.A. Bernhoft: Hvad Optionen angaar, da mener vi, at det vil være rigtigt at tilstaa en Optionsfrist paa to Aar til de Personer, der er bosat i de Danmark tilfaldne Distrikter, og som ønsker at forblive tyske Statsborgere.
Omvendt bør der ogsaa tilkomme de Personer, som er født i disse Distrikter og bosat udenfor den Zone, der genforenes med Danmark, en Frist paa to Aar til at optere for Danmark.
De Personer, der opterer for Tyskland, skal forlade Landet, men de vil kunne medføre deres Løsøre uden Konfiskering eller Afgifter af nogen Art, og de kan vedblive at bevare deres faste Ejendomme. Det er en Selvfølge, at det samme maatte kræves af Tyskerne til Fordel for Danmark.
Formanden: Hvilken Stilling indtager De til de fremtidige, eventuelle tyske Mindretal, som maatte blive tilbage Nord for den nye Grænse?
H.A. Bernhoft: De tyske Mindretal, der bliver tilbage paa dansk Landomraade, vil ikke behøve særlige Garantier, da den danske Forfatning sikrer dem al den Frihed, de er berettiget til at kræve. Derimod vil der være Grund til at skaffe Garantier for de danske Mindretal, der bliver tilbage Syd for den fremtidige Grænse.
Formanden: De er ikke uvidende om, at Spørgsmaalet om Mindretallenes Rettigheder udgør et af Punkterne for Nationernes Forbunds Program?
H.A. Bernhoft: Ganske vist, men i Danmark trænges der ikke til kontraktmæssig Sikkerhed. Lovgivning og Forfatning er udpræget demokratiske og byder alle tænkelige Garantier, navnlig hvad angaar den private Undervisning, Religions-Udøvelsen, Forsamlings- og Presse-Friheden.
Formanden: Det veed jeg meget vel, og jeg er enig med Dem. For at undgaa at tale mere om den Ting spørger jeg Dem, om De vil være villig til at give os en skriftlig Erklæring af det nævnte Indhold?
H.A. Bernhoft: Med største Fornøjelse.
Bilag 1:
Delegationens Erklæring
Den danske Delegation repræsenterer de fire store Partier i den danske Rigsdag, de slesvigske Repræsentanter baade Nordslesvig og Mellemslesvig.
Alle ser de paa Løsningen af det slesvigske Spørgsmaal med samme Øjne; det danske Folk er som andre Folk delt i politiske Partier med vidt forskellige Anskuelser om indre Spørgsmaal, men i denne Sag staar disse Partier enige.
Delegationen er kommet for overfor Fredskonferencen at give Udtryk for denne Enighed nu, da det danske Folks Ønske om Genforening kan ventes virkeliggjort som Følge af de Allieredes Sejr.
Det fælles Ønske, der samler det danske Folk i Kongeriget og i Slesvig, er, at den nye Grænse skal drages i Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelsesret paa Grundlag af en fri Folkeafstemning. Vi ønsker, at denne Afstemning for Nordslesvigs Vedkommende skal foregaa snarest mulig, efter at Landet er rømmet af tyske Tropper, og at Nordslesvig skal betragtes som en Helhed ved Afstemningen.
I Flensborg og de øvrige mellemslesvigske Distrikter, for hvis Vedkommende der overfor Konferencen af Danmarks Repræsentanter er fremsat Ønske om Afstemning, ønsker vi, at denne Afstemning skal foregaa kommunevis, og at den skal finde Sted 8 Uger efter at disse Egne er rømmede for tyske Tropper. Naar vi ønsker, at der skal være en Frist, er det for at det fornødne Oplysningsarbejde kan foregaa, men vi ønsker, at Fristen ikke skal vare længere end dertil nødvendigt, da der i Befolkningen i disse Egne er et stærkt Ønske om en snarlig Afgørelse af dens Skæbne.
Vi nærer den fuldeste Tillid til, at Fredskonferencen vil sikre en Afgørelse af det slesvigske Spørgsmaal i Overensstemmelse med Selvbestemmelsesretten, der for dette Spørgsmaals Vedkommende allerede i 1866 paa Frankrigs Initiativ er fastslaaet ved Pragfredens Artikel 5. Spørgsmaalet ligger saa klart, at vi haaber paa en snarlig Afgørelse. Det vilde være en stor Glæde for de danske Slesvigere og for hele det danske Folk, om Beslutningen om Afstemning i Slesvig kunde blive taget allerede ved den forestaaende Præliminærfred og Afstemningen finde Sted snarest mulig efter denne.
Og vi haaber da, at Overdragelse til Danmark af de Egne, som i Henhold til Afstemningen maatte blive genforenede med Danmark, vil kunne ske straks efter Afstemningen, uanset om ikke alle de Spørgsmaal, der andet Steds skal ordnes, til sin Tid er afgjorte.
Danmark ønsker Genforeningen med alle, der tænker og føler Dansk, men ønsker ikke at have indenfor sine Grænser en samlet tysk Befolkning, der er stærk nok til at skabe en tysk Irredentisme, og bringe Brud paa den nationale Enhed, der har været Danmarks Lykke.
Vi føler os forvissede om, at Fredskonferencen vil modtage disse vore Ønsker med Velvilje.
Bilag 2
Dansk Memorandum om Stemmerets-Reglerne1
1 . Nordslesvig opfattes som en Helhed, hvis Befolkning ved at stemme med Ja eller Nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.
I Flensborg og de andre Distrikter i Mellemslesvig, hvorfra Ønske om Afstemning fremkommer, finder saadan Afstemning Sted kommunevis, saaledes at Afstemningen i hver enkelt Kommune tages som vejledende Grundlag ved Afgørelsen af Grænsen.
Stemmeret ved disse Afstemninger faar alle over 20 Aar gamle Mænd og Kvinder, hjemmehørende i Afstemningsomraadet, som a) er født i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg og Tønder Amter, b) eller har haft fast Ophold inden for disse Amter siden den 1. Januar1900, c) eller er født i de nævnte Amter, men udvist af de hidtilværende Myndigheder.
Stemmeretten udøves skriftligt under Former, som sikrer hver enkelts frie Viljesytring. Myndighederne maa ikke øve nogen Indflydelse paa Afstemningen. Enhver stemmer i den Kommune, hvor han har hjemme, de udviste i den Kommune, hvor de ved Udvisningen havde hjemme.
Afstemningsomraadet maa, før Afstemningen foretages, være rømmet af de tyske Tropper, for Flensborgs og de øvrige mellemslesvigske Distrikters Vedkommende mindst 8 Uger før Afstemningen. Samtidig med Rømningen indsættes en blandet Kommission, som er udrustet med tilstrækkelige Magtmidler til at sørge for, at Oplysningsarbejdet kan foregaa frit og uforstyrret, saa at en retfærdig Afstemning kan finde Sted. Da de hidtilværende Forvaltningsmyndigheder i stor Udstrækning mødes med Mistillid af den danske Befolkning, bemyndiges den blandede Kommission til paa Begæring af mindst 20 Vælgere i Landkommuner og Amtsdistrikter, mindst 200 Vælgere i Kredse, at fratage disse Forvaltningsmyndigheder den udøvende Magt og indsætte en anden i Stedet.
Hos den danske Befolkning i Flensborg og Mellemslesvig og i vide Kredse af Befolkningen i Nordslesvig findes den Opfattelse, at det er nødvendigt, at Flensborg og de mellemslesvigske Afstemningsdistrikter besættes af allierede eller neutrale Tropper mindst 6 Uger, før Afstemningen finder Sted.
Grundlaget for den til Konferencen skete Henvendelse om Afstemnings-Reglerne danne den nordslesvigske Vælgerforenings Beslutning af 17. Nov. 1918.
Denne tog kun Sigte paa Afstemningen i Nordslesvig. For Mellemslesvigs Vedkommende har man ment, at disse Regler ikke er fuldt tilfredsstillende, og da det var ønskeligt, om Reglerne for de forskellige Omraader kunde blive saa ensartede som muligt, har man foretaget visse Ændringer.
For deres Vedkommende, der er tilflyttet Afstemnings-Omraadet fra andre Egne, har man, i Stedet for at kræve 10 Aars Ophold, krævet Ophold siden 1 . Jan. 1900.
Naar man har valgt dette Tidspunkt, er det, fordi der netop ved den Tid førtes en stræng Udvisningspolitik, som drev mange Danske bort og gav Plads for en overordenlig omfattende Indvandring fra andre Egne. Kravet om saadant Ophold er dog ikke anvendeligt paa dem, der er tilflyttet de enkelte Kommuner fra andre Dele af Afstemnings-Omraadet eller fra de Dele af Flensborg og Tønder Amter, som ikke hører til Afstemnings-Omraadet.
Naar man har medtaget disse to Amter i deres Helhed, er det især for at give Stemmeret til dem, der er tilflyttede Flensborg fra denne Bys Opland, medens man finder det fuldt retfærdigt at afskære dem, der siden 1900 er tilflyttet fra fjærnere Egne, fra Del i Afgørelsen.
I de Egne, hvor Afstemningen skal finde Sted, er Befolkningens Udvikling og Karakter af en saadan Art, at man kan regne med en fri og rolig Afstemning, under Forudsætning af, at den bliver ledet af en upartisk Kommission, og at de tyske Tropper er blevet fjærnede. Hvis der imidlertid fremkommer Klager over Forvaltnings-Myndighederne, bør Kommissionen erstatte dem med andre, og Kommissionens Myndighed bør være tilstrækkelig til, at den i givet Fald kan have de nødvendige [militære] Styrker til sin Raadighed. Dette kunde eksempelvis gøres paa den Maade, at nogle Krigsskibe blev stationeret i de slesvigske Farvande for at staa til Kommissionens Raadighed, hvis det skulde vise sig nødvendigt, og gøre det muligt for den at sikre Afstemningens Orden og Frihed.
Bilag 3
De følgende to Aktstykker fremsendtes af den danske Gesandt med Note af 6. Marts 1919:
Erklæring vedrørende det tyske Mindretal
I Besvarelse af et Spørgsmaal, der blev stillet af Kommissionens Formand, har de danske Delegerede den Ære at meddele følgende:
De Delegerede er enige om, at Foreningen af det danske Slesvig med Kongeriget bør foregaa saaledes, at alle den danske Stats fremtidige Borgere behandles efter samme liberale og demokratiske Grundsætninger og skal nyde samme Rettigheder. Heraf følger, at de tyske Mindretals naturlige Ret til at bruge deres eget Sprog vil blive respekteret. De Delegerede konstaterer navnlig, at den frie Skole er et Princip, som altid er blevet fulgt i den danske Fovgivning.
Erklæring om Options-Reglerne
Retten til at optere i Løbet af to Aar efter Afstemningens Dato bliver gensidig anerkendt.
Enhver, der er født i den Del af Slesvig, som tilbagegives Danmark, har Ret til at optere for Danmark.
Enhver, der er bosat i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, har Ret til at optere for Tyskland.
Faderens Option gælder ogsaa for hans Børn under 18 Aar.
De Personer, som efter 1 . Okt. 1918 har bosat sig i den Del af Slesvig, som kommer tilbage til Danmark, kan ikke opnaa Indfødsret uden særlig Tilladelse.
Optanterne skal tage Bopæl i den Stat, for hvilken de har opteret. Det vil staa dem frit for at bevare deres Ejendomme, som er beliggende i den Stat, hvor de før Optionen var bosat. De faar Ret til at indføre deres Løsøre toldfrit i det Land, for hvilket de har opteret. De skal have Lov til at medtage deres Formue til Trods for Udførselsforbud og uden at erlægge de Afgifter, der maatte ramme Formue ved Udførsel.
Bilag 4
Under den danske Delegations Foretræde for Fredskommissionens danske Kommission havde Kommissionens Formand henstillet, at det ved den paagældende Lejlighed overrakte Memorandum, udarbejdet af Finansministeriets Repræsentant, Etatsraad Emil Glückstadt, blev overgivet Fredskonf.s Præsident til Videresendelse til den finansielle Kommission. Dette skete s. D., 6. Marts 1919.
Det danske Memorandum havde følgende Ordlyd:
I det Øjeblik, Grundsætningerne for det danske Slesvigs Tilbagegivelse til Danmark skal fastsættes, vil det være nødvendigt at træffe en Ordning af de finansielle Forhold, som knytter sig dertil.
Danmark er af den Mening, at det vilde være uretfærdigt, hvis det ved Indlemmelsen skulde komme til at bære en Del af de uhyre Udgifter, som den preussiske Militarisme har paalagt den danske Befolkning i Slesvig.
Der er i Virkeligheden ingen Tvivl om, at disse Udgifter langt fra at skabe produktive Værdier i disse Landsdele, tværtimod i de forløbne Aar har paadraget dem en uhyre Skattebyrde som deres Bidrag til Opretholdelsen af det preussiske Styre.
Danmark nærer altsaa den Anskuelse, at der vilde skabes en retfærdig Ordning af det finansielle Spørgsmaal ved at bestemme, at der skal tilbagebetales Tyskland en Del af de 58 Millioner, Danmark modtog i 1865 som det Beløb, der repræsenterede dets Kvota-Andel i Landets samlede Statsgæld paa hint Tidspunkt, saaledes at denne Del sættes i Forhold dels til den Folkemængde, dels til det Landomraade. som nu vender tilbage til Danmark.
Dog maa der til denne Sum lægges Værdien af de Statsaktiver, som de Territorier, der skal indlemmes, har erhvervet siden 1864. Aktiver af rent militær Art bør dog i alle Tilfælde ikke indbefattes deri.
Overfor de samlede Krav, der i Overensstemmelse hermed kan opstilles, og hvis endelige Fastsættelse bør underkastes Afgørelse af en hertil af de allierede og associerede Magters Fredskonference nedsat Kommission, kan Danmark paa sin Side stille de betydelige Fordringer, det har paa Tyskland, og hvis Beløb sandsynligvis langt overstiger de Summer, Danmark paa sin Side vil have at betale. De hidrører overvejende fra folkeretsstridige Handlinger fra Tysklands Side.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til den særlige lejr for sønderjyder i Aurillac. Her bad han om at komme på landbrugsarbejde.
Den næste dag kom der besked om, at vi ti mand skulle andetsteds hen. Kun fem mand skulle indtil videre bliver her i Condat.
Vor gamle vagtmand udvalgte selv de folk, han ville beholde her i Condat. Det blev Christian Kaufmann, Reinhard Sørensen, Georg Petersen, Mads Nielsen og mig.
Efter at vor styrke således var skrumpet ind, fik vi endnu bedre dage. Vi kom på arbejde hos byens borgere. En tid havde jeg min gang hos præsident Shervil i Condat. Manden var noget lignende som borgmester eller sognerådsformand herhjemme. Derudover var manden også vinhandler. Jeg fik min part af hans vin. Man drak nemlig vin hver dag.
Mine kammerater fik en dag besked om at følge med en større bonde ud på hans marker. Man skulle hjælpe til med at brænde numre ind i studenes horn, og malke køer skulle man også. For dem, der var kendt med den slags, var det jo et dejligt arbejde.
Om aftenen, når kammeraterne vendte hjem fra dagens arbejde, havde de altid en god sjat mælk med. Den havde de fået i tilgift. Risengryn havde vi også, så aftenens menu lød på risengrød og godt med vin til.
Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til den særlige lejr for sønderjyder i Aurillac. Her bad han om at komme på landbrugsarbejde.
Vi var fem mand, der skulle af sted under anførsel af en fransk vagtmand. Vi tog toget til Lugarde og derfra videre med postvognen til landsbyen Condat, der ligger i en idyllisk bjergegn.
I byen Condat kom vi i kvarter sammen med ti andre kammerater. Det arbejde, vi her skulle i gang med, var at hjælpe til hos bønderne.
Vi pressede hø i store baller. Maskineriet bestod af et lokomobil med tilhørende presser. Malermester Nørgaard fra Haderslev havde jobbet som fyrbøder, August Lassen fra Als og Reinhard Sørensen, Bevtoft, hjalp bønderne med at få høet kørt frem til presserne. Som ny mand fik jeg det job at lægge høet i presseren. To andre kammerater, Christian Kaufmann, Abkjær, og Georg Petersen, Jernhyt, bandt de ret store knipper sammen med jerntråd.
Arbejdet foregik på byens skoleplads. Da høpresningen var afsluttet, skulle det store bjerg af baller afleveres til militærvæsenet. Vi gik i gang med at læsse det på vogne, hvorefter det blev kørt ned til banegården i Lugarde. Her blev det læsset på store jernbanevogne og kørt bort.
Vi var fire til fem mand, der var beskæftiget med at læsse, og vi havde det rart, for vor vagtmand var ikke så streng. Når vi var kommet godt i gang, forsvandt han gerne hen på en nærliggende kro.
Vor arbejdsplads lå i nærheden af pakhuset, og derinde måtte der vel findes mange gode ting. — Vi snuste lidt rundt. Pakhuset stod åbent. Der stod to store tønder derinde. Det var nok vin. — Det var nu en mærkelig skik, synes man nu; men dengang gik enhver fange altid med et vridbor og et tyndt rør i lommen. Der blev boret hul i den ene tønde, hvorefter vi skiftedes til at gå hen og tylle lidt vin i os.
Men der skulle jo passes på, for at vagtmanden ikke opdagede noget. Vagtmanden kom og så til. Læssearbejdet foregik til hans fulde tilfredshed.
Og så var der fyraften.
Vagtmanden indbød os til en lille forfriskning i den omtalte kro. Det blev til en halv liter vin til hver af os. Nu er det sådan med vinen, at den virker ikke straks.
Da vi havde siddet en stund og nydt vinen, forlod vi kroen for at gå tilbage til Condat. Den første halvdel af vejen gik det godt; men så var det, som om man var ved at blive lidt omtåget. Vagtmanden kendte jo ikke sagens sammenhæng, han kunne da ikke tro andet, end at den nydte halve liter vin ikke kunne slå os hatten af; derfor sagde han også »Se nu til, at I opfører jer ordentligt, så I kan nå hjem til jeres kvarter på en pæn og anstændig måde!«
Vi nåede da også godt nok hjem til Condat; men så kunne jeg heller ikke mere. Jeg måtte atter søge ind i en lille kro, der lå lige ved vejen. Beværtningen kendte jeg fra et andet besøg sammen med et par af mine kammerater.
En ældre dame var ejer af denne kro. Hun havde ord for at gøre meget for disse lyse mænd fra det høje nord — fra Danmark. Foruden drikkevarer kunne denne kone, som af os blev kaldt »mor«, også skaffe os andre ting, bl. a. apotekersager.
Da jeg, døsig som jeg var, trådte ind ad døren, sagde jeg: »Syg, mor!«
Hun forstod mig. Jeg skulle bare lægge mig lidt på divanen, så skulle det nok snart blive bedre. Jeg faldt straks hen. Lidt efter dukkede vagtmanden op i døren. Man savnede mig derhjemme i kvarteret. Jeg fik dog lov til at blive og sove rusen ud.
Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Onsdag den 5. Marts 1919.
Delegationen, Kammerherre Bernhoft og H. V. Clausen samledes som aftalt. Bernhoft meddelte, at han havde talt med de amerikanske Medlemmer af Kommissionen. De fandt ikke, at der var Grund til at afgive en ny Fremstilling af Spørgsmaalet. Det kunde betragtes som afgjort, at der blev Afstemning i begge Omraader.
Man ønskede særlig Oplysning om Fristernes Længde og om Besættelsen af Landet.
Alexander Foss meddelte i Tilslutning dertil, at han havde haft Lejlighed til at tale med et andet Medlem af Kommissionen, som havde spurgt, om Danmark var interesseret i, at Svenske og Nordmænd fik Sæde i den Kommission, der skulde lede Afstemningen, og endvidere, hvorfor man ikke fra dansk Side ønskede Afstemning helt ned til Slien.
Dertil havde han svaret, at der ikke var fremkommet Ønsker fra Befolkningens Side syd for den af Bernhoft dragne Afstemningslinje. Skulde Befolkningen i Sydslesvig afstemme, vilde det desuden efter hans Mening afføde en for de nordligere Distrikter skadelig tysk Agitation.
Vedkommende havde desuden talt om Afstemningsreglerne og billiget, at Besættelsen ikke omfattede Slesvig By. Han havde ytret, at man næppe vilde sende Tropper, men nøjes med at sende et Par Krigsskibe.
Alexander Foss havde benyttet Lejligheden til ogsaa at bringe det finansielle Spørgsmaal paa Tale. Der var ikke blevet indvendt noget imod, at man tog Statsgælden fra 1864 som Udgangspunkt, men man havde henvist til, at dette Spørgsmaal vilde blive overvist til Finanskommissionen.
Etatsraad H. N. Andersen meddelte, at han havde været i Forbindelse med Englænderne, hvem han i Forvejen under et Ophold i England havde overgivet et af Udenrigsministeriet udarbejdet Memorandum.
De ønskede den Gang, at vi vilde gaa længere imod syd ned mod Kanalen og til Gengæld for, at vi var blevet skaanet for Krigens Rædsler, overtage en Del Byrder her. Han havde oplyst, at dette vilde være farligt for Danmark og hævdet, at Danmark som Kanal-Vogter vilde blive en Skuffelse for de Allierede.
Fra engelsk Side gik man nu, som han havde kunnet konstatere, ud fra de Synspunkter, som Kammerherre Bernhoft havde gjort gældende overfor Kommissionen.
Dr. Munch tog bestemt Afstand fra enhver Tanke om at udstrække Afstemningsomraadet til Dannevirke-Slien. Dertil bemærkede Etatsraad Andersen, at der endnu var Understrømninger tilstede, som stilede længere syd paa, men at han dog havde faaet det bestemte Indtryk, at Afgørelsen vilde falde i Overensstemmelse med de af Kammerherre Bernhoft fremsatte Ønsker.
Neergaard: Den nationale Enhed, som hidtil har været Danmarks Styrke, maa absolut ikke brydes. Dette maa vi bestemt hævde.
Dr. Munch oplæste et Udkast til de Udtalelser, som Kammerherre Bernhoft efter Delegationens Ønske og paa dens Vegne skulde fremsatte overfor Kommissionen.
Udkastet blev, hvad Indholdet angik, godkendt af Delegationen, mens Kammerherren selvfølgelig kunde bruge den Form, som han fandt mest passende.
Etatsraad Andersen: Vor Hovedopgave maa nu vare at underbygge Kammerherrens Udtalelser og at styrke hans Autoritet, saa det staar klart for alle, at han har hele Nationen bag sig.
Det vedtoges endnu, at vi den følgende Søndag skulde paa en Biltur til Reims og muligvis tillige til Noyon.
I Dagspressen offentliggjorde Udvalget 4. Marts 1919 følgende Erklæring:
Nu, da Afgørelsen i Grænsespørgsmaalet nærmer sig, er den Tanke rejst med stadig større Styrke, at Danmark, naar det faar Tilbud derom, bør tage imod vor fraskilte Landsdel og derefter, om den tysktalende Befolkning i Sydslesvig og Mellemslesvig fremsætter Ønsket, tilstede en distriktsvis Afstemning Syd fra under Iagttagelse af rimelige og geografiske Hensyn.
Mellemslesvigsk Udvalg mener, at dette er den mest tiltalende og retfærdige Ordning for det danske Folk og tillige fuldtud fyldestgør Selvbestemmelsesrettens Krav.
Udvalget vil dog tilføje, at en Afstemning Syd fra paa Forhaand kun bør tilstedes indtil Linien Krusaadalen-Syd for Vidaaens Munding, da der i det af den nordslesvigske Vælgerforening foreslaaede samlede nordslesvigske Afstemningsomraade er et utvivlsomt stort dansk Flertal, og at Afstemningsvilkaarene ved en Afstemning Syd fra særlig for Flensborgs Vedkommende under ingen Omstændigheder bør være daarligere for den trofaste danske Befolkning end de, der nu er Tale om ved en Afstemning Nord paa.
Ved Fastsættelsen af den Frist, indenfor hvilken en Afstemning Syd fra skulde finde Sted, maatte der tages Hensyn til de Ulemper, som Uvisheden kan føre med sig for Befolkningens økonomiske Liv.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Tirsdag den 4. Marts 1919,
Tilstede var i Etatsraad Andersens Salon Klokken 3 Eftermiddag hele Delegationen, Kammerherre Bernhoft og Magister H. V. Clausen.
Kammerherren meddelte, at Kommissionen vilde modtage Delegationen Torsdag den 6. Marts, Klokken 10 Formiddag, i Udenrigsministeriet. Det havde endnu ikke varet ham muligt at faa oplyst, hvilke Spørgsmaal der vilde blive Delegationen forelagt, men han vilde fortsatte sine Bestrabelser.
Vi drøftede derefter endnu en Gang Punkt for Punkt de vedtagne Afstemningsregler, som paany iblev godkendt.
Etatsraad Andersen havde endnu ikke faaet Forbindelse med Englænderne og Amerikanerne, men vilde fortsætte sine Bestræbelser. Næste Møde fastsattes til Onsdag den 5. Marts Klokken 3 Eftermiddag i Etatsraad Andersens Salon.
Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Mandag Formiddag Klokken 10 [nåede den danske fredsdelegation] til Boulogne.
Undervejs havde vi daglig modtaget traadløse Telegrammer og var derigennem underrettet om Udviklingen af den Ministerkrise, der i disse Dage var udbrudt hjemme i Danmark.
Etatsraaden [H.N. Andersen, RR] var den første paa Dækket om Morgenen, stadig i godt Lune og meget underholdende. Samværet ombord var meget behageligt. Der var rig Lejlighed til at drøfte alle Tidens brændende Spørgsmaal, og der var megen Sagkundskab repræsenteret i Fredsdelegationen.
Da vi ankom til Boulogne, var det Regnvejr. Vi maatte ligge i Havnen til Klokken 2 og spiste endnu vor sidste Frokost ombord, for vi forlod vort herlige Skib, der skulde videre til Colombo efter Kopra.
I Havnen var alt idel Travlhed. Det vrimlede med kinesiske Kulier, der var ansat som Havnearbejdere, da Franskmandene laa ved Fronten.
Klokken 3 afgik Iltoget til Paris. Der blev stillet tre Kupeer til Fredsdelegationens Raadighed. Rejsen gik over Armiens, hvor vi saa starke Spor af Kampen, nedskudte Bygninger og Tusinder af Granathuller udover Markerne paa begge Sider af Banen.
Den 3. Marts Klokken 8 Aften ankom vi til Paris, hvor vi paa Banegaarden blev modtaget af den danske Gesandt, Kammerherre Bernhoft, hele den danske Legation, Professor Verrier, H.V. Clausen og flere.
Vi blev indlogerede i tre Hoteller. De to Etatsraader i Hotel Meurice, de danske Parlamentarikere og Andreas Grau i Hotel Cotinental, Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen, Fuldmægtig Laage Petersen fra Udenrigsministeriet, som ledsagede Delegationen, og jeg i Hotel Deux Mondes.
Vi udsendte Henvendelsen til den franske Presse og mødtes efter Aftale i Etatsraad Andersens Salon i Hotel Meurice Klokken 9½ Aften.
Forhandlingerne begyndte med, at Kammerherre Bernhoft afgav en Beretning om Sagens Stilling.
Den 21. Februar havde han i Overensstemmelse med Udenrigsministeriets Instruktion, som atter var i Overensstemmelse med Vælgerforeningens Resolution af 17. November 1918, ført Sagen frem for den belgiske Kommission. Direktør Laroche i det franske Udenrigsministerium havde Dagen efter Forhandlingerne sagt: “Den danske Fremstilling var Ærligheden og Redeligheden selv”.
Amerikanerne havde været særdeles velunderrettede, men havde erklæret sig enige med os, hvad ligeledes Englænderne havde gjort. Pichon og Tardieu repræsenterede Frankrig i Kommissionen. Tardieu var særlig indflydelsesrig og syntes ligeledes at være enig med os. Japanerne og Italienerne havde derimod ikke udtalt sig endnu.
Amerikanerne havde erklæret, at Grænserne maatte sættes saaledes, at der ikke skabtes nye Irredentaer.
Efter at Forhandlingerne var sluttet, havde Pichon spurgt, om ingen ønskede yderligere Oplysninger.
Lansing havde spurgt, hvorledes vi havde tænkt os Ordenens Opretholdelse, naar Tropperne tog bort.
Efter at dette Spørgsmaal var besvaret, havde Lansing endvidere spurgt, om vi havde tænkt os, at Slesvig vilde blive givet tilbage uden de tyske Skattebyrder.
Dette Spørgsmaal var blevet besvaret med Ja, Lansing havde endelig spurgt: “Vil dette ikke være en stærk Opfordring til Tyskerne om at stemme dansk?”
Dernæst havde han spurgt om Fristerne.
Det var af Kommissionen blevet antydet, at det maatte betragtes som ønskeligt, at der fastsattes en 6 Maaneders Frist, inden Afstemningen fandt Sted i Mellemslesvig, og ligeledes, at Landet blev rømmet for tyske Tropper i et Bælte sydfor Afstemningslinien.
Fredspraliminærerne, fortsatte Bernhoft, vil blive fastsat 12 Dage fra Dato i Trier. Kommissærerne, som skal lede Afstemningen, vil blive udnævnt af Fredskonferencen.
Til disse Meddelelser af Kammerherren sluttede sig en livlig drøftelse. Delegationen opfordrede ham efter tidligere Aftale til at være dens Ordforer overfor Kommissionen og til i denne Egenskab at ordne en Sammenkomst med den, samt søge at skaffe sig Underretning om, hvilke Spørgsmaal, Kommissionen især kunde ønske besvaret.
Delegationens næste Møde blev fastsat til Tirsdag den 4. Marts, Klokken 3 Eftermiddag.
Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919. Undervejs drøftede delegationen de ønsker, Danmark skulle fremsætte i Versailles.
De økonomiske Spørgsmaal drøftedes ligeledes indgaaende, og det vedtoges at fremsatte følgende Udtalelse overfor Fredskonferencen:
“I det Øjeblik, Principperne for det danske Slesvigs Tilbagegivelse til Danmark skal fastsattes, bliver det nødvendigt at træffe en Ordning af de finansielle Forhold, som knytter sig dertil.
Danmark er af den Mening, .at det vilde vare uretfærdigt, hvis det ved Inkorporationen skulde komme til at bare en Del af de uhyre Udgifter, som den preussiske Militarisme har paalagt den danske Befolkning i Slesvig. Der er jo i Virkeligheden ingen Tvivl om, at disse Udgifter ikke har skabt produktive Værdier i denne Provins, som tværtimod i de forløbne Aar har maattet betale uhyre Skatter for at bidrage til Opretholdelsen af det preussiske Regimente.
Danmark er altsaa af den Mening, at det vilde være en rætfardig Ordning af det finansielle Spørgsmaal at fastsatte, at der skal tilbagebetales Tyskland en Del af de 58 Mill., som Danmark modtog i 1865 som det Beløb, der repræsenterede dets Kvota-Andel i Landets samlede Statsgæld paa det Tidspunkt, saaledes at denne Del sattes i Forhold til dels den Folkemængde, dels det Landomraade, som vender tilbage til Danmark. Dog maa der til denne Sum lægges Værdien af de Statsaktiver, som de Territorier, der skal inkorporeres, har erhvervet siden 1864. Aktiver af rent militær Natur bør dog i alle Tilfælde ikke indbefattes deri.
Overfor de samlede Krav, der kan stilles i Overensstemmelse med det foregaaende, og hvis endelige Fastsættelse bør underkastes Afgørelse af en hertil af de allierede og associerede Magters Fredskonference nedsat Kommission, kan Danmark paa sin Side stille de betydelige Fordringer, det har paa Tyskland, Fordringer, som sandsynligvis langt overstiger det Beløb, som Danmark på sin Side vil have at betale. Endelig drøftedes Optionen og de dermed i Forbindelse staaende Forhold.
For at undgaa Minefaren lob vi op med Norges Kyst til Højde af Bergen, gik derfra over imod Newcastle, ned med den engelske Kyst, kastede Søndag Eftermiddag Anker ved Themsens Munding.
Paa Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsråds Møde i Aabenraa 1. Marts 1919 stillede Redaktør Ernst Christiansen, Flensborg, følgende Forslag til Resolution:
”Om den af Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig iværksatte Prøveafstemning i Flensborg udtaler Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsråd, samlet i Aabenraa 1. Marts 1919, at den er et Forsøg paa under Tryk og Tvang at foregribe en virkelig fri Afstemning og ved utiltalende Midler at binde den enkeltes Samvittighed, inden en saadan fri Afstemning kan finde Sted. Vælgerforeningen udtaler paa Forhaand, at der ikke kan tillægges denne Prøveafstemning nogen Vægt som Sindelagsmaaler.”
Ved Afstemningen var 22 Stemmer mod, 21 for, og 1 stemte ikke. Protokollen meddeler videre:
Der var ikke Enighed om Betimeligheden af Resolutionen, hvorimod alle selvfølgelig var enige om, at der maa skabes de sikrest mulige Garantier for en Folkeafstemning i Flensborg.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Særlig indgaaende og omhyggeligt drøftede vi Vælgerforeningens Forslag til Afstemningsregler. Vi vedtog til Slut enstemmigt at tilstille Fredskonferencen følgende Forslag:
I “Nordslesvig opfattes som en Helhed, hvis Befolkning ved at stemme med Ja eller Nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.
I Flensborg og de andre Distrikter i Mellemslesvig, hvorfra Ønske om Afstemning fremkommer, finder saadan Afstemning Sted kommunevis, saaledes at Afstemningen i hver enkelt Kommune tages som vejledende Grundlag ved Afgørelsen af Grænsen.
II Stemmeret ved disse Afstemninger faar alle over 20 Aar gamle Mand og Kvinder, hjemmehørende i Afstemningsomraadet, som
a) er født i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg og Tønder Amter, b) eller har haft fast Ophold inden for disse Amter siden den 1. Januar 1900, c) eller er født i de nævnte Amter, men udvist af de Indtilværende Myndigheder.
III. Stemmeretten udøves skriftligt under Former, der sikrer hver enkelts frie Viljesytring. Myndighederne maa ikke øve nogen Indflydelse paa Afstemningen.
Enhver stemmer i den Kommune, hvor han har hjemme, de udviste i den Kommune, hvor de ved Udvisningen havde hjemme.
IV. Afstemningsomraadet maa, for Afstemningen foretages, vare rømmet af de tyske Tropper, for Flensborgs og de øvrige mellemslesvigske Distrikters Vedkommende mindst 8 Uger for Afstemningen.
Samtidig med Rømningen indsættes der en blandet Kommission, som er udrustet med tilstrækkelige Magtmidler til at sørge for, at Oplysningsarbejdet kan foregaa frit og uforstyrret, saa at en retfærdig Afstemning kan finde Sted. Da de hidtilværende Forvaltningsmyndigheder i stor Udstrækning mødes med Mistillid af den danske Befolkning, bemyndiges den blandede Kommission til paa Begæring af mindst 20 Vælgere i Landkommuner og Amtsdistrikter, mindst 200 Valgere i Kredse, at fratage disse Forvaltningsmyndigheder den udøvende Magt og insdatte en anden i Stedet.
V. Hos den danske Befolkning i Flensborg og Mellemslesvig og i vide Kredse af Befolkningen i Nordslesvig findes den Opfattelse, at det er nødvendigt, at Flensborg og de mellemslesvigske Afstemningsdistrikter besættes af allierede eller neutrale Tropper mindst 6 Uger, for Afstemningen finder Sted.”
Nedenstående resolutionen vedtoges 1. Marts 1919 og oversendtes til Nationalforsamlingen i Weimar og den preussiske Landsforsamling.
Magistrat og Byraad staar paa samme Standpunkt, som den tyske Regering indtager: Nationernes Selvbestemmelsesret, og rejser derfor paany det Krav, at der skal ydes og forfatningsmæssigt tilsikres de dansksindede Norslesvigere fuld Ligeberettigelse paa det politiske, økonomiske og kulturelle Omraade, navnlig i Henseende til Brugen af deres Sprog i Kirke, Skole, paa Møder og for Retten.
Magistrat og Byraad er imidlertid eenstemmigt af den Anskuelse, at Selvbestemmelsesretten ikke kan føre til at sønderrive det fordums Hertugdømme Slesvig og forene en Del deraf med Danmark. Hertugdømmet Slesvig har ifølge Landets gamle Grundlov i et halvt Aartusinder været ”up ewig ungedeelt” forbundet med Hertugdømmet Holsten.
Det har ganske vist, sammen med Holsten, indtil 1864 haft samme Landherre som Kongeriget Danmark, men har aldrig været en Del af den danske Stat, har tværtimod sammen med Holsten udgjort en selvstændig, af Danmark uafhængig Statsdannelse.
I Nordslesvig bor Tyske og Danske overalt imellem hinanden. En retfærdig Adskillelse af Omraadet er ikke mulig. Afstaaelsen af delvis Omraader til Danmark vilde ikke hidføre nogen tilfredsstillende Tilstand, men skabe ny Uret og nye Stridigheder. Den vilde betyde en alvorlig Skade, saavel for Nordslesvig selv som for Provinsen Slesvig-Holstens øvrige Omraade.
Alleralvorligst og paa en for Byens videre Udvikling ligefrem truende Maade vilde Flensborg By, som er knyttet til Nordslesvig, dens værdifuldeste Opland, ved saa mange og saa intime økonomiske Forbindelser, lide Skade.
Magistrat og Byraad er enstemmigt overtydede om, at det overvejende Flertal af Befolkningen i det tidligere Hertugdømme Slesvig aldrig frivilligt vil give Afkald paa at høre til det tyske Fædreland, og at den samlede Befolkning kun ved Ydelsen af den fordrede Ligeret for de danske Nordslesvigere, men ogsaa kun i vedvarende snæver Samhørighed med Tyskland kan gaa en lykkelig Fremtid i Møde.
Danskerne kræver Afstaaelsen af Nordslesvig til en Linie, der gaar umiddelbart Norden for Flensborg By. Ved Fastsættelsen af denne Grænse vilde mere end 60.000 tysksindede Beboere i Nordslesvig komme under dansk Herredømme, medens kun faa Tusinde Dansksindede vilde forblive ved Tyskland.
Mod dette Krav, der er en Haan imod al Retfærdighed, nedlægger Magistrat og Byraad den skarpeste Protest.
Med Resolutionen fulgte følgende Andragende:
1) Det tyske og det danske Sprog skal være ligeberettigede i Nordslesvig med Hensyn til Brugen i Kirke og Skole, paa Møder og for Retten.
2) Hele det tidligere Hertugdømme Slesvig skal forblive udelt forbundet med det tidligere Hertugdømme Holsten.
3) Hvis Befolkningen til Udøvelse af Selvbestemmelsesretten skal stemme om Landets Statstilhørsforhold, saa maa Afstemningen foregaa i hele det fordums Hertugdømme Slesvig med det Forbehold, at det samlede Resultat af Afstemningen er afgørende for hele Landet.
4) I det Tilfælde, at en samlet Afstemning i hele det forhenværende Hertugdømme Slesvig ikke skulde kunne opnaas, maa Afstemningen foregaa kommunevis. Til Iagttagelse af fuld Retfærdighed imod begge Nationer maa der drages Omsorg for, at der ikke kommer flere tysksindede Beboere i Nordslesvig under dansk Herredømme, end der forbliver Dansksindede ved Tyskland.
5) Den nye Grænse maa drages saaledes, at den ikke i noget Tilfælde gaar umiddelbart Nord for Flensborg By, og at Flensborg Fjord helt og holdent, indbefattet en Landstrimmel paa Nordsiden, forbliver i tysk Besiddelse.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
I Mødet 1. Marts gennemgik Kommissionen sine Vedtagelser af 26. Februar og besluttede:
At Linjen Kappel-Tønning fastsættes som Sydgrænse for Folkeafstemningen, og at Grænsen ikke burde drages sydligere, dels fordi det egentlige Sydslesvig aldrig havde været dansk, dels for ikke at faa Spørgsmaalet om Kiel-Kanalen indblandet i Drøftelsen.
At der vil være Grund til at udnævne en international Kommission, som skal forberede Folkeafstemningen og overvaage dens Udførelse, saaledes at der paalægges den Ansvar for Ordenens Opretholdelse i de af de tyske Tropper og den tyske Forvaltning rømmede Omraader.
Den internationale Kommission skal støtte sig til et eller to Krigsskibe, der kaster Anker i Flensborg, og som, hvis det gøres nødvendigt, kan udskibe Landgangskorps.
Denne Kommission skal omfatte neutrale Medlemmer; Svenskere og Nordmænd synes at maatte være særlig egnede. Danske og tyske Personligheder, udpegede paa Stedet selv, kan knyttes til den, men kun som tekniske Medhjælpere.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Overrejsen var meget behagelig. Vi samledes til alvorlig Forhandling et Par Timer hver Formiddag og hver Eftermiddag og drøftede indgaaende alle de Spørgsmaal, der efter vor Mening kunde komme til Forhandling paa Fredskonferencen.
Vi besluttede at rette en Henvendelse til den franske Presse straks efter vor Ankomst til Paris og udarbejdede en Fællesudtalelse, som fik følgende Ordlyd:
“Den danske Delegation repræsenterer de fire store Partier i den danske Rigsdag, de slesvigske repræsentanter repræsenterer baade Nordslesvig og Mellemslesvig. Alle ser de paa Løsningen af det slesvigske Spørgsmaal med samme Øjne; det danske Folk er som andre Folk delt i politiske Partier med vidt forskellige Anskuelser om indre Spørgsmaal, men i denne Sag staar disse Partier enige.
Delegationen er kommet for overfor Fredskonferencen at give Udtryk for denne Enighed nu, da det danske Folks Ønske om Genforening kan ventes virkeliggjort som Følge af de Allieredes Sejr.
Det Fælles Ønske, der samler det danske Folk i Kongeriget og i Slesvig, er, at den nye Grænse skal drages i Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelsesret paa Grundlag af en fri Folkeafstemning. Vi ønsker, at denne Afstemning for Nordslesvigs Vedkommende skal foregaa snarest muligt, efter at Landet er rømmet af tyske Tropper, og at Nordslesvig skal betragtes som en Helhed ved Afstemningen.
I Flensborg og de øvrige mellemslesvigske Distrikter, for hvis Vedkommende der overfor Konferencen af Danmarks repræsentanter er fremsat Ønske om Afstemning, ønsker vi, at denne Afstemning skal foregaa kommunevis, og at den skal finde Sted 8 Uger efter at disse Egne er rømmede for tyske Tropper.
Naar vi ønsker, at der skal vare en Frist, er det, for at det fornødne Oplysningsarbejde kan foregaa, men vi ønsker, at Fristen ikke skal vare længere end dertil nødvendigt, da der i Befolkningen i disse Egne er et stærkt Ønske om en snarlig Afgørelse af dens Skæbne.
Vi nærer den fuldeste Tillid til, at Fredskonferencen vil sikre en Afgørelse af det slesvigske Spørgsmaal i Overensstemmelse med Selvbestemmelsesretten, der for dette Spørgsmaals Vedkommende allerede i 1866 paa Frankrigs Initiativ er fastslaaet ved Pragfredens Artikel 5.
Spørgsmaalet ligger saa klart, at vi haaber paa en snarlig Afgørelse. Det vilde vare en stor Glade for de danske Slesvigere og for hele det danske Folk, om Beslutningen om Afstemningen i Slesvig kunde blive taget allerede ved den forestaaende Præliminærfred, og Afstemningen finde Sted snarest muligt efter denne. Og vi haaber da, at Overdragelse til Danmark af de Egne, som i Henhold til Afstemningen rnaatte blive genforenede med Danmark, vil kunne ske straks efter Afstemningen, uanset om ikke alle de Spørgsmaal, der andet Steds skal ordnes, til sin Tid er afgjorte.
Danmark ønsker Genforeningen med alle, der tænker og føler Dansk, men ønsker ikke at have indenfor sine Grænser en samlet tysk Befolkning, der er stærk nok til at skabe en tysk Irredentisme og bringe Brud paa den nationale Enhed, der har været Danmarks Lykke.
Vi føler os forvissede om, at Fredskonferencen vil modtage disse vore Ønsker med Velvilje.”
Vi har de seneste år modtaget flere tusind henvendelser og spørgsmål vedr. sønderjyder og Første Verdenskrig.
Vi er glade for alle afleveringer, henvendelser og spørgsmål, og vi forsøger at besvare dem så hurtigt og fyldestgørende som muligt.
Vi forsøger også at få systematiseret alle de oplysninger, feltpost, fotos etc. om krigsdeltagere, som vi modtager – og få dem lagt på hjemmesiden, når de er klar.
Vi er taknemmelige for den tålmodighed, vore læsere og indsendere lægger for dagen. For det er en meget stor opgave – og vi er ikke så mange om den. Mange er frivillige og andre har også mange andre arbejdsopgaver.
I forbindelse med ferier og lignende kan henvendelser hobe sig op, og nogen gange lykkes det desværre ikke at få besvaret dem alle.
Hvis man har henvendt sig og ikke har fået svar, så skyldes det altså ikke mangel på interesse.
Så derfor: Hav tålmodighed lidt endnu – og ellers prøv igen!
Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Fredsdelegationen bestod af 4 Repræsentanter for de fire store politiske Partier, Landstingsmand Alexander Foss for det konservative Folkeparti, Folketingsmand N. Neergaard for Venstre, daværende Forsvarsminister P. Munch for det radikale Venstre og Landstingsmand C. V. Bramsnæs for Socialdemokraterne, de hidtilværende nordslesvigske Repræsentanter for Sønderjylland, H. D. Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen og H.P. Hanssen, samt Redaktør Andreas Grau som Medlem af Mellemslesvigsk Udvalg, dertil Etatsraaderne H.N. Andersen og E. Glückstadt som særlig sagkyndige i økonomiske Spørgsmaal.
Efter at der paa et Par forberedende Møder i Udenrigsministeriet var opnaaet Enighed om Behandlingen af det sønderjydske Spørgsmaal paa Fredskonferencen, fastsattes Afrejsen til Torsdag den 27. Februar 1919, Klokken 3 Eftermiddag.
Til den fastsatte Tid gik vi ombord i Ø.K.’s Motorskib “Fionia”.
Med dette Skib skulde jeg i August Maaned 1914 have foretaget en Rejse til Siam, men da jeg en Maaneds Tid for var paa Baldersbæk efter Indbydelse af Landstingsmand Holger Petersen for at modtage nyttige Vink vedrørende Rejsen, kom Østerrigs Ultimatum til Serbien, og dermed var jeg klar over, at Rejsen maatte opgives.
Etatsraad H. N. Andersen modtog os, bød os velkommen ombord, og anviste os selv vore Kahytter.
Klokken 3 stod vi ud af Frihavnen. Mens vi gik op ad Øresund, gav Etatsraaden os Reglerne for Maaltiderne og anviste os vore Pladser ved Bordet.
Ved 4½- Tiden passerede vi Kronborg. Det havde stormet stærkt i de foregaaende Dage, men nu var Stormen ved at lægge sig, og vi mærkede ikke videre til Søgangen, da vi stod ud i Kattegat.
Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr.
Fra min »Gudfar« i Birkerød modtog jeg Brev, som nedenfor citeret, der ved sin Hjertevarme glædede mig meget:
Birkerød 27—2—1919.
Kære Hans Petersen!
Jo nærmere De kommer til Opbrudet, desto langsommere gaar Tiden formodentlig. Derfor kan en lille Hilsen vel altid være velkommen som en Slags Afbrydelse og Sysselsættelse for Tankerne.
Vi er, som De, uhyre optaget af Tankerne om Sønderjylland og Tilbagekomsten; den Tanke sluger alle andre.
Man hører nu saa meget; saaledes er det blevet sagt. at de sønderjydske Krigsfanger ikke kunde komme hjem før Fredsslutningen uden at risikere at blive arresterede af den tyske Regering. Det passer jo næppe, men hvis der er det mindste derom, og hvis Sønderjyderne muligvis kunde faa Lov til at rejse til Danmark inden Fredsslutningen, saa maa De vide, at De ikke skal savne et Hjem i Overgangstiden, hvis De vil tage tiltakke med at være her hos os saalænge; det vil kun glæde os at se Dem og lære Dem at kende.
Breve kan jo være godt nok, men naar man slet ikke kender hinanden i forvejen og tilmed under disse særlige Forhold, hvor man har maattet optræde med Mundkurv, da faar man alligevel for lidt fat i hinanden.
Landet over holdes det ene store sønderjydske Møde efter det andet. Vi her har været med til to af de store i Raadhushallen i København, hvor vi har hørt Hanssen-Nørremølle, Kloppenborg og Peter Grau.
Det var dejlige, festlige Møder — meget stemningsfulde.
Fra Bladene ved De jo nok, at der er nogen Uoverensstemmelse med Hensyn til, hvor man ønsker Grænsen; men nu synes dog Regering, Rigsdag og Folkestemningen og Sønderjyderne i det væsentlige at nærme sig samme Standpunkt, og det er jo kun godt, da det slesvigske Spørgsmaal nu er til Forhandling i Paris.
Hanssen-Nørremølle talte uhyre betagende, jeg mindes ikke at have hørt en Mand tale med større Kraft og Myndighed end han. De to andre talte ogsaa godt, men man følte, at han var Høvdingen dernede, han har baade Hjerte og Hjærne. Og det skal De vide, at vi her nordenfor Aaen jubler af Glæde ved Tanken om Genforeningen; Gud give nu, at Sønderjyderne maa blive glade ved os og ikke synes, vi er for usle.
Tænk at høre Hans Peter Hanssen og de andre prægtige Mænd i den danske Rigsdag. Ja, det bliver Tider igen.
Lev saa vel, til vi snart ses, og tag en Mængde Hilsener fra os alle tre ved Deres hengivne Poul Seheller
Den i Timandsraadets Beslutning af 21. Febr. omtalte ”Komité til Undersøgelse af de belgiske Anliggender”, til hvilken Spørgsmaalet ”vedrørende Danmarks territoriale Interesser under Fredsslutningen” var bleven henvist, havde følgende Sammensætning:
Amerikas Forenede Stater: Dr. Charles H. Haskins (i sidste Møde erstattet af Dr. Isaiah Bowman) og Oberst S. D . Embick; Det Britiske Rige: Sir Eyre Crowe ( i sidste Møde erstattet af the Honorable C. H. Tufton) og G. W. Headlam-Morley; Frankrig: André Tardieu, Generalkommissær for de fransk-amerikanske Anliggender, den franske Republiks befuldmægtigede Delegerede, og Jules Laroche, Underdirektør for Evropa i Udenrigsministeriet; Italien: Ricci-Busatti i, befuldmægtiget Minister, Chef for Udenrigsministeriets juridiske Kontor (i niende Møde erstattet af Generalkonsul Gustavo Tosti, og i sidste Møde af Professor Anzilotti), og Legationsraad, Grev Vannutelli Rey; Japan: Professor ved Retsfakultetet i Tokio, Sakutaro Tachi og Medlem af Overhuset Kato (erstattet i tredje Møde af Ambassaderaad H. Wagaoka).
Kommissionen traadte sammen (i det franske Udenrigsministerium) 25. Febr. og konstituerede sig paa følgende Maade: Formand: André Tardieu; Næstformand: Sir Eyre Crowe; Sekretærer: Frank L. Warrin (Amerikas Forenede Stater), E. Fullerton Carnegie (Storbritannien), G. de Percin (Frankrig ), Grev D . Rogeri (Italien; senere erstattet af A. Trombetti ) og Kawai (Japan).
Kommissionen holdt sit første Møde 26. Febr. Efter Drøftelse vedtog den følgende:
1 ) At Nordslesvig skal afgrænses mod Syd i Overensstemmelse med den danske Gesandts Forslag;
2) At Flensborg ikke skal indbefattes i første Zone, men indlemmes i anden Zone, hvis Afgrænsning nærmere vil være at bestemme.
Hvis Kommissionen ikke inden 8 . Marts har haft Lejlighed til at høre de danske og slesvigske Delegerede, som den ønsker at hidkalde, vil den i sin Indstilling til det øverste Raad anmode om, at det i Freds-Præliminærerne maa blive fastslaaet, at Tyskland under alle Omstændigheder skal rømme Slesvig indtil Linjen Kappel-Tønning, og det er muligt, at der Nord for denne Linje vil finde Folkeafstemning Sted, for at Befolkningerne kan faa Adgang til at udtale sig om, hvorvidt de ønsker Genforening med Danmark — ligesom det er muligt, at som Følge af Folkeafstemningen vil Grænsen blive rykket ned til denne Linje.
Naar Nordslesvig har stemt, skal efter en vis Tids Forløb, og efter at Landet er blevet fuldstændig rømmet af de tyske Myndigheder, Befolkningen i en Del af Slesvig kaldes til at stemme, uden at Grænsen for dette Afstemnings-Omraade dog i Øjeblikket nærmere er fastsat. Der er Enighed om, at Afstemningen skal foretages for det samlede Omraade, men at der saa vidt muligt ved den fremtidige Grænses Fastsættelse skal tages Hensyn til hvert Distrikts Afstemning.
For Nordslesvigs Vedkommende skal Afstemnings-Resultatet fastsættes efter Flertallet af Stemmer, der er afgivet i dette Afsnit som samlet Hele. Resultatet skal uopholdeligt af den internationale Kommission bringes til de allierede og associerede Regeringers Kundskab og forkyndes.
For Mellemslesvigs Vedkommende skal Afstemnings-Resultatet bestemmes kommunevis efter Flertallet af Stemmer i hver Kommune [Gemeinde).
Medens de stedlige Øvrigheder vil kunne forblive, skal hele Afstemningsomraadet rømmes af saavel de tyske Tropper som de preussiske Overøvrigheder.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
I Slutningen af Januar 1919 havde Fredskonferencens nedsat en finansiel Kommission med følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: Albert Strass; Det Britiske Rige: E. S. Montagu; Frankrig: L.L. Klotz; Italien: Salandra; Japan: Kengo Mori.
Kommissionen konstituerede sig med Italiens Repræsentant som Formand. Den holdt sit første Møde 4. Febr.; paa dette blev Planen for Kommissionens Virksomhed drøftet og dens Grundtræk fastlagte.
I Mødet 26. Februar forelaa en af Kommissionens Sekretariat udarbejdet Arbejdsplan, i hvilket bl. a. Spørgsmaalene om de territorialt forøgede Staters Andel i de formindskede Staters Gæld og Overtagelse af Statsejendommene var behandlede i følgende Form:
I Tilfælde af territoriale Ændringer melder sig følgende Spørgsmaal:
a) Fordeling af en større eller mindre Andel i Statsgælden;
b) Fordeling af en større eller mindre Andel i Statens øvrige Gæld eller Forpligtelser;
c) Overtagelse af Forpligtelserne vedrørende Pengeomløbet;
d) Vilkaar og Betingelser for Overgang fra den ene Magt til den anden af Statsejendom eller andre det Offentlige tilhørende Ejendomme i de afstaaede Territorier.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
Ved nærmere Overvejelse stadig mere ked af selv den ubetydeligste Svækkelse af Besættelseskravet. Telegraferer i Dag til Hanssen — Afskrift til Kloppenborg- —, at jeg beklager at være gaaet med til en ny Form, tilbagekalder den og fastholder Vælgerforeningens uforandret. —
“Flensburger Norddeutsche Zeitung” bringer et danskvenligt Indsendt fra tyske Købmænd. — Jeg læser Cornelius Petersens første Pjece, der gør stærkt Indtryk paa mig ved sin Oprindelighed. Skriver en Leder derom. Mellemslesvigsk Udvalg har travlt med at sende Pjecen ud over hele Sydslesvig. —
Har i Skrivelser til Indenrigsministeriet og Forsvarsministeriet anket over, at Paseftersynet haandhæves paa uheldig Maade, idet dansksindede tysktalende Flensborgere med den røde Grænse-Passerseddel fra Vælgforforeningens flensborgske Tilsynsraadsmedlemmer tilbagevises paa Grund af Sproget, hvorimod tysksindede, men danstalende slippes over. —
Med et Par Dages Mellemrum udsendes stadig danske Flyveblade. I Dag foruden et Flyveblad med Smaastykker en Plakat med den formentlige Grænselinje, naar Flensborg stemmer tysk.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
H.P. Hanssen refererede i et Brev til Vælgerforeningens Bestyrelse, dateret København. 25. Febr. 1919, Forhandlingerne dagen før om Afsendelse af en Delegation til Fredskonferencen:
Et Par Ord om den foreliggende Situation. Efter Ankomsten hertil blev vi — Kloppenborg Skrumsager, Nis Nissen, Andr. Grau og jeg — tilsagt til et forberedende Møde i Udenrigsministeriet 24. Febr. Kl. 2 Eftm.
I dette Møde deltog: Ministrene P. Munch, Ove Rode og Edvard Brandes. Folketingsmændene Alexander Foss, J. C. Christensen og Bramsnæs, som sammen med Forsvarsminister P. Munch er valgte til Medlemmer af den danske Delegation. Endvidere Etatsraad H. N. Andersen og Etatsraad Glückstadt, som er attacherede Delegationen som særlig Sagkyndige, den sidste i financielle Spørgsmaal, og Departementscheferne Clan og Kruse i Udenrigsministeriet. Udenrigsminister Scavenius og Folketingsmand Neergaard var begge paa Grund af Sygdom forhindrede i at være til Stede.
Forhandlingerne indlededes med, at Munch, Alex. Foss, J. C. Christensen og Etatsraad Andersen meget bestemt betonede Nødvendigheden af, at hele Delegationen, vi fire Sønderjyder indbefattede, optraadte sluttede og enige overfor Fredskonferencen. Forsvarsminister Munch, som førte Forsædet, rettede derefter det Spørgsmaal til Deltagerne, om de alle var enige om at arbejde for Grænsespørgsmaalets Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret i Overensstemmelse med Vælgerforeningens Resolutioner. Dette Spørgsmaal besvarede alle Deltagerne, ogsaa vi fire Sønderjyder, uden Diskussion med et bestemt ja.
Forsvarsministeren betonede derefter paa Regeringens Vegne Nødvendigheden af, at der opstilledes ensartede Afstemningsregler for begge Afstemningsomraader. Dette hævdedes om muligt endnu skarpere af Alexander Foss, Etatsraad H. N. Andersen og J. C. Christensen. Den sidstnævnte konstaterede, at den danske Rigsdag, som det paany var blevet konstateret paa et Møde, som Delegationen for nogle Dage siden havde afholdt med Regeringen efter forudgaaende Partimøder, stod helt enig og sluttet i det slesvigske Spørgsmaal, og at et eventuelt Ministerskifte ikke vilde medføre en Ændring heri. De opfordrede derefter os til at præcisere vort Standpunkt til Kravet om ensartede Afstemningsregler for begge Afstemningsomraader.
Jeg henviste til Udenrigsministeriets Skrivelse til mig af 18. Febr., som jeg først modtog 21. Febr. Umiddelbart efter at jeg havde modtaget den, sammenkaldte jeg telefonisk Vælgerforeningens Bestyrelse og Hr. E. Christiansen, Flensborg, hvem jeg d. 22. Form. forelagde Skrivelsen, umiddelbart før jeg maatte afrejse hertil. Vi havde konstateret, at Bestyrelsen ikke formelt var berettiget til at ændre de af Fællesmøderne vedtagne Beslutninger vedrørende Afstemningsreglerne af 17. November og 8. Februar, men var derefter bleven enige om, at vi kunde anbefale et Forslag, som P. Grau eller Christiansen antagelig vil kunne forelægge Foreningen. Paa dette Grundlag haabede jeg, at der vilde kunne opnaas Enighed om ensartede Afstemningsregler. Der fulgte en længere Forhandling. Kloppenborg erklærede bestemt og fastholdt energisk, at han ikke kunde tiltræde dette Forslag. Den danske Delegation var paa et forudgaaende Møde bleven enig om, at alle i Slesvig fødte skulde have Stemmeret uden at være bunden til en Tidsfrist. Og Hr. Bramsnæs, kraftig støttet af Regeringen, udtalte de største Betænkeligheder ved at gaa med til at ombytte 10 Aars Fristen i Afstemningsreglerne fra d. 17. Novbr. med 19 Aars Fristen i Reglerne af 8. Febr.
Fra alle Sider indenfor den danske Delegation betonede man stærkt Nødvendigheden af, at der tilvejebragtes Enighed indenfor den sønderjydske Delegation, da Rejsen i modsat Fald maatte opgives. Dette Standpunkt hævdedes især meget bestemt af Etatsraad H. N. Andersen og Alexander Foss, som har rige Erfaringer med Hensyn til Forhandlinger med de Allierede, og da Kloppenborg desuagtet fastholdt sit Standpunkt, foreslog Etatsraad Andersen efter 3 Timers Forhandling, at Mødet skulde afbrydes, for at vi fire Sønderjyder først kunde søge at blive enige om et Forslag, som den danske Delegation kunde tiltræde. Hvis dette ikke lykkedes inden d. 25. Kl. 10 Formiddag, maatte Rejsen opgives, og Følgen deraf kunde blive meget skæbnesvanger, idet vi saa vilde kunne faa en Grænse sat efter Ententens og ikke Danmarks Interesser, betonede Etatsraaden.
Udsættelsen vedtoges, og vi afholdt derefter et Særmøde. Andreas Grau havde allerede under de første Forhandlinger erklæret, at han sluttede sig til det af Simonsen, P. Grau, Christiansen og mig affattede Mæglingsforslag.
Vi havde derefter en kort Forhandling, som forløb resultatløs. Andr. Grau foreslog derefter Kl. 6 at udsætte Mødet til Kl. 9½ for at gjøre endnu et Forsøg, inden vi meddelte den danske Delegation Resultatet af vore Forhandlinger. Da vi atter traadte sammen Kl. 9½, erklærede Kloppenborg sig imidlertid ogsaa villig til at tiltræde det nævnte Forslag, da der efter den danske Delegations Udtalelse ellers maatte regnes bestemt med, at Rejsen maatte opgives.
Vi blev saa enige om sluttelig at sætte alt ind paa at overvinde den danske Delegations Modstand imod 19 Aars Fristen, som jeg tilbød at motivere med en Henvisning til Køllerpolitikens Kulmination med Masseudvisninger og derpaa følgende Indvandring og Kolonisationspolitik. Det var os imidlertid klart, at vi, hvis Enighed skulde opnaas, maatte gjøre en Indrømmelse med Hensyn til Fødsel indenfor de 5 nordslesvigske Amter i Stedet for nordfor Afstemningslinjen som Betingelse for Stemmeret. For dette Forslag kunde vi haabe at vinde Støtte hos Alexander Foss og J. C. Christensen imod Regeringen og Bramsnæs. Dette slog ogsaa til. Paa Mødet i Formiddags Kl. 10 opnaaedes der derefter fuld Enighed indenfor den samlede Delegation, idet Regeringen og Socialdemokraterne opgav deres Modstand og tiltraadte Forslaget.
Afstemningsreglerne bliver derefter foreslaaede for hele Afstemningsomraadet (Nordslesvig, Flensborg og Mellemslesvig) som i det af Simonsen, Grau, Christiansen og mig affattede Mæglingsforslag med Tilføjelse af den Sætning i Novemberreglerne, at de af de tidligere Magthavere udviste ogsaa har Stemmeret, og at alle over 20 Aar gamle Mænd og Kvinder, som er født i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg og Tønder Amter, har Stemmeret.
For Nordslesvig betyder det, at alle Smaaembedsmænd, som er født i Flensborg By og Amt og den sydlige Del af Tønder Amt faar Stemmeret, men at 10 Aars Fristen til Gengæld bliver en 19 Aars Frist.
Den samlede Delegation vil nu enig og sluttet sætte alt ind paa at faa disse Afstemningsregler godkjendt af de Allierede. Det er af overordentlig stor Værdi, at Etatsraad Andersen gaar med, og alt tyder paa, at han vil blive den egentlige Fører.
Vi rejser med ”Fionia” uden om Skagen, vistnok til Havre, og haaber at være i Paris Mandag Morgen. Forhandlingerne vil antagelig skride hurtigt fremad. Etatsraad Andersen mener, at Præliminærfred en kan ventes sluttet om kring ved den 1. April, og at vi derefter vil kunne faa Landet rømmet af tyske Tropper og allierede Krigsskibe stationeret i vore Havne.
Dette i al Hast til Orientering. Meddelelserne er fortrolige og maa ikke benyttes i Pressen. Dette maa bestemt fastholdes . Jeg har skyndt mig med at nedskrive dette, da jeg kan faa Brevet sikkert afsted med Red. Lebeck.
Brevet slutter med følgende 2 Efterskrifter: Fra Paris vil vi ikke kunne skrive paa Grund af Censuren. Etatsraad Andersen mener, at vi kan være tilbage omkring ved 20. Marts.
Ovenstaaende Beretning godkendes af mig i alle Enkeltheder.
Nis Chr. Nissen
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, besvarede gårsdagens telegram med nedenstående svar.
Ledsaget af Clausen blev jeg om Eftermiddagen d. 21. kaldt til Møde hos K onferencens 5 Stormagters Komité. Mødet varede 1½ Time. Jeg har udviklet Spørgsmaalet i Henhold til mine Instruktioner og fremlagt følgende Paastande:
Den danske Regering tillader sig at anmode om:
At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som eet Afstemnings-Omraade, maa faa Adgang til saa snart som muligt at stemme Ja eller Nej, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark;
At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig1, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket derom, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark;
At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.
Samme dag telegraferede Bernhoft til Udenrigsmin. i Fortsættelse af ovenstaaende:
Vi har fastsat Sydgrænsen fo r det Omraade, i hvilket vi har bedt om Afstemning, saaledes: Sydgrænsen af Tønder Amt, Syd om Sognene Hjoldelund, Oversø, Adelby og Munkbrarup.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
I Gaar Eftermiddags Telefonbesked fra Hanssen om at komme til Aabenraa i Dag. Paa. “Folkehjem” forelægger Hanssen Vælgerforeningens Bestyrelsesmedlemmer og mig en Skrivelse fra Udenrigsministeriet, som paataler det uheldige i Forskellen mellem Afstemningsvilkaarene for Nord- og Mellemslesvig og alvorligt henstiller kun at kræve Besættelse, hvis en blandet Kommission ikke kan sikre Afstemningsfriheden.
Lang Forhandling om Besættelseskravet.
Jeg tillægger det stor Betydning, afviser Ændring. Befolkningen trænger til et ydre Udtryk for, at de gamle Tilstande er ophørte.
Hanssen: Vi maa ikke forlange mere end muligt. Vi faar ikke den danske Rigsdagsdelegation med til det!
Langt om længe gaar P. Grau og jeg ind paa at sætte: “Den danske Befolkning i Flensborg og- Mellemslesvig og vide Kredse i Nordslesvig anser en Besættelse for nødvendig.”
Hanssen, der ser paa Uret og vil køre i Avtomobil til Kolding, da Delegationen skal være i København i Morgen tidlig, vil ikke gaa med til en Udtalelse fra Vælgerforeningen mod det tyske Udvalgs Prøve-aftstemning, men samtykker i Indkaldelsen af et Vælgerforeningsmøde. Han fortæller i Samtalens Løb, at Landraad Bøhme [i Tønder, RR] har opsøgt ham for at faa ham med til en blandet dansk-tysk Kommission med en svensk Opmand som Styrelse i Afstemningstiden. Hanssen har kun lovet at forelægge Sagen for Vælgerforeningen, naar der forelaa et bestemt formuleret Forslag, men har ikke hørt mere til Sagen.
P. Grau lægger Hanssen fast paa, at som Repræsentant for Vælgerforeningen ma han energisk forfægte Besættelseskravet i Paris, hvad han indrømmer.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)
Om Den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyresesmøde 22. Febr. 1919, hvori deltog Red. Ernst Christiansen, Flensborg, meddeler Protokollens Referat:
Da det danske Udenrigsministerium har ønsket enslydende Afstemningsregler for begge Zoner), enedes man om følgende Affattelse
Stemmeret har alle over 20 Aar gamle Mænd og Kvinder, som er født og hjemmehørende i Sønderjylland nordfor Afstemningsgrænsen eller har haft fast Ophold i dette Omraade siden 1. Januar 1900.
Stemmeretten udøves skriftligt under Former, som sikrer hver enkelts frie Viljesyttring. De hidtilværende Myndigheder maa ikke øve Indflydelse paa Afstemningen. I Flensborg og Mellemslesvig foretages Afstemningen kommunevis. 3. Afstemningsomraadet maa, mindst 8 Uger før Afstemningen foretages, være rømmet af de tyske Tropper. Samtidig indsættes der en blandet Kommission, som er udrustet med tilstrækkelige Magtmidler til at sørge for, at Oplysningsarbejdet kan foregaa frit og uforstyrret, saa at en retfærdig Afstemning kan finde Sted.
Da de hidtilværende Forvaltningsmyndigheder i stor Udstrækning mødes med Mistillid af den danske Befolkning, maa den udøvende Magt mindst 6 Uger, før Afstemningen finder Sted, fratages dem, naar det i Landkommunerne begæres af mindst 20 Vælgere, i Kredse [Amter] af mindst 200 Vælgere. Den danske Befolkning i Flensborg og Mellemslesvig og vide Kredse af Nordslesvig holder det for nødvendigt, at Flensborg og Mellemslesvig besættes af neutrale Tropper mindst 6 Uger, før Afstemningen finder Sted.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Allerede i Beg. af 1918 havde flere af de allierede Magter nedsat Komiteer til Forberedelse af Fredsslutningen. I Frankrig var dette Arbejde betroet et Udvalg (Comité d ’etudes) af Universitetslærere og Lærde under Forsæde af Ernest Lavisse. Dette Udvalg havde overdraget Behandlingen af det slesvigske Anliggende til Paul Verrier, Professor ved Paris’ Universitet i skandinaviske Sprog og Litteratur.
Konklusionen af Verrier’s Memorandum gengives saaledes:
Det synes os at være baade i Danmarks og Evropas Interesse og at stemme overens med Rettens Krav, at vi billiger den Beslutning, der er taget af saavel den nordslesvigske Vælgerforening som af den danske Regering og det danske Parlament: kun de Slesvigere, som gennem en Afstemning tilkendegiver Ønsket om at vende tilbage til Danmark, bør paany knyttes til dette Land.
Ved at optage denne Folkeafstemning paa sit Program kræver Frankrig blot – med Udvidelse til Mellemslesvig – Udførelsen af den Bestemmelse, som det tvang Preussen og Østrig til at indføre i Prag-Fredens femte Artikel, og som disse to Magter annulerede i 1878, efter at de i de forløbne tolv Aar havde vildført Slesvigerne og forledt et stort Antal unge Mænd til Udvandring i Haab om snart at kunne vende tilbage.
Prag-Fredens femte Artikel lyder saaledes:
”Hans Majestæt Kejseren af Østrig overdrager Hans Majestæt Kongen af Preussen alle sine ved Freden i Wien af 30. Oktober 1864 erhvervede Rettigheder til Hertugdømmerne Holsten og Slesvig, dog saaledes, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaaes til Danmark, naar de ved fri Afstemning tilkendegiver Ønsket om at blive forenede med Danmark.”
For at sikre denne Afstemnings-Frihed er det nødvendigt, at de allierede og associerede Magter allerede nu besætter Slesvig, i hvert Fald Nordslesvig, med deres Tropper og undergiver det en af dem udnævnt Kommissions Styre.
Der kan straks gives Nordslesvig Adgang til at stemme; det vil derved blive befriet for de nuværende, utaalelige Tilstande. Vi har desuden Grund til at haabe, at Resultatet af denne Afstemning vil udøve en heldig Indflydelse paa Mellemslesvig.
Hvad denne sidstnævnte Egn angaar, vil det være bedst at vente med Afstemning, indtil der har været Lejlighed til at foretage et frit Oplysningsarbejde blandt Indbyggerne, som i lang Tid har været uden Forbindelse ikke blot med Danmark, men ogsaa med Nordslesvig. Afstemningen her bør foregaa, ikke som i Nordslesvig en bloc, men kommunevis.
For at imidlertid ingen, hverken i Danmark eller andet Sted, skal kunne bebrejde os, at vi har undladt at tage nogen som helst Foranstaltning, der kunde tjene til at gennemføre Rettens Krav, synes det at foretrække, at Afstemningsomraadet bliver udstrakt til Linjen Sli-Dannevirke.
Denne Fremgangsmaade vilde imidlertid medføre to Vanskeligheder:
1) Det tyskvenlige Element mod Syd, der danner en tæt Masse, vil utvivlsomt udøve et skadeligt Tryk paa de endnu vaklende Sind.
2) Afstemningsresultatet, hvori uden Tvivl de tyske Stemmer vilde blive stærkt fremherskende, vilde ikke være egnet til at hæve Danmarks Anseelse.
Vi bør tage Hensyn i det mindste til den første af disse Betragtninger.
Man kunde nøjes med at udstrække Afstemnings-Omraadet saa langt, som det danske Sprog endnu tales, og som der foreligger Ønsker desangaaende fra Befolkningen gennem Petitioner, Adresser eller hvilke som helst andre, selv stærkt begrænsede Tilkendegivelser. Hvad det gælder om er, at intet bliver forsømt, som kan kaste Lys over Mellemslesvigs Sindelag.
Hvad Sydslesvig og Halvøen Svans angaar, er det unyttigt af beskæftige sig med dem; de er udelukkende beboet af Tyske.
Det vil sikkert vise sig nødvendigt at rette paa den Grænse, der vil komme til at opstaa ved Afstemningen i Mellemslesvig. Det bør ikke være saaledes, at der Nord eller Syd for Grænsen opstaar Enklaver, som skulde høre ind under en anden Stat end det omgivende Flertal. Navnlig den danske Befolknings Selvbestemmelses-Ret vilde derved blive gjort illusorisk, idet den bestandig vilde være fremmed Indflydelse underkastet.
Af samme Grund kan man heller ikke drage en Linje i Zigzag.
Det vil kun være retfærdigt ved en saadan Grænsedragning saa vidt muligt at begunstige den danske Befolkning. Vi bør ikke glemme, at den 54 Aar, men i Virkeligheden gennem flere Aarhundreder.
Af ovenstaaende drages da følgende Slutninger:
1) Saalangt Historien rækker tilbage, har Slesvig indtil 1864 udgjort en Del af Danmark, og det har fra Oldtiden været beboet af Danske. Fortyskningen er begyndt tidligt, allerede for flere hundrede Aar siden, men den har gjort forholdsvis smaa Fremskridt siden den preussiske Erobring af Landet.
2) For Tiden er Stillingen, hvad Sproget angaar, i store Træk følgende:
Nordslesvig (167.000 Indbyggere) taler Dansk. Mellemslesvig (200.000-210.000 Indbyggere) taler Tysk, undtagen i Trekanten Højer-Fjolde-Flensborg, hvor det danske Sprog dog mere og mere taber Terræn, efterhaanden som man kommer Syd paa.
Sydslesvig (130.000-140.000 Indbyggere) er udelukkende tysk.
Hvad Sindelaget angaar, da er Nordslesvig langt overvejende dansk, Mellemslesvig tysk, undtagen i Midtlandet, hvor der endnu findes danske Sympatier, hvis Omfang det for Tiden ikke er muligt at bestemme, og Sydslesvig er helt og holdent tysk.
3) I Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelses-Ret og med det Ønske, der er udtalt saavel af de nordslesvigske Vælgere som af den danske Rigsdag og af den danske Regering, samt i Danmarks egen og i den evropæiske Freds Interesse kræver vi Udførelsen af Prag-Fredens Artikel 5, idet den udstrækkes til at gælde ogsaa for Mellemslesvig.
Under de foreliggende Omstændigheder synes derefter følgende Forholdsregler at blive nødvendige:
A.Forberedende Foranstaltninger.
De allierede og associerede Magter sender uopholdelig til Flensborg to Krigsskibe, f. Eks. et engelsk og et fransk, og de fordeler samtidig et Antal Tropper i Nordslesvig og navnlig i Mellemslesvig for at beskytte den danske eller dansksindede Befolkning mod tysk Voldsherredømme.
De allierede og associerede Magter sender ligeledes til Slesvig en Kontrol-Kommission, sammensat af neutrale — f. Eks. Nordmænd, Svenskere og Svejtsere, men under Forsæde af en Englænder eller Franskmand — i det Øjemed at sikre Afstemnings-Kampagnens og navnlig selve Stemmeafgivningens Frihed.
De allierede og associerede Magter frigiver allerede nu deres Krigsfanger, som er hjemmehørende i Nord- og Mellemslesvig, med Undtagelse af indvandrede Tyskere eller Sønner af indvandrede Tyskere. Disse Fanger kan sendes til Danmark, hvor de kan opholde sig i nogen Tid.
B. Folkeafstemningen.
Saa snart som muligt stemmer Nordslesvig en bloc ved Ja eller Nej om, hvorvidt det ønsker paany at blive genforenet med Danmark. Nordslesvigs Sydgrænse fastsættes i Overensstemmelse med den første Aabenraa-Resolution af 17. Nov. 1918.
Tre eller fire Uger senere gives der Mellemslesvig Lejlighed til at udtale sig om samme Spørgsmaal, men Afstemningen finder Sted kommunevis.
Ved Mellemslesvig forstaas Landet, om end ikke til Linjen Sli-Danevirke, saa dog saa langt som der tales Dansk og tilkendegives dansk Sindelag Saavidt man i Øjeblikket er i Stand til at skønne, gaar Grænsen for dansk Sprog og dansk Sindelag Syd om Øerne Amrom og Før, følger Søholm Aa, forlader dens Løb Syd for Søholm og vedbliver at falde mod Sydvest, drejer Syd om Løvested og Østenaa, vender sig mod Nordøst til Kærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, Jaruplund og Lille Volstrup, Tostrup og Veseby, Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjerg og Langballe, indtil den naar Østersøen ved Sigum.
Stemmeberettigede ved Folkeafstemningen er enhver Mand eller Kvinde, som er fyldt 20 Aar, som er født af slesvigske Forældre, bosatte i Slesvig eller udvandrede eller udviste derfra. Udelukket fra Deltagelse i Afstemning er følgelig de fra Tyskland indvandrede Personer og disses Descendenter.
C. Grænsen.
Fredskonferencen fastsætter Danmarks nye Sydgrænse, idet den saa vidt overhovedet muligt tager Hensyn til Mellemslesvigs Afstemning, men samtidig bør den under Begunstigelse af det danske Element undgaa saavel Dannelsen af politiske Enklaver som alle Forviklinger eller stødende Uregelmæssigheder i Grænselinjen. Denne Linje kan under ingen Omstændigheder drages nordligere end Sydgrænsen for Nordslesvig, saaledes som denne er fastslaaet i den første Aabenraa-Resolution af 17. Nov. 1918.
D. Udførelsen.
1. Saasnart den nye Grænse er bestemt, notificeres den Danmark, som opfordres til, og Tyskland, som faar Paalæg om uopholdelig at tage de herved nødvendiggjorte Forholdsregler.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
Samtaler og Forhandlinger sluger den ene Dag efter den anden. Aftenen og- Natten maa bruges til at skrive.
Har først i Maaneden to Gange haft en Samtale med Socialistføreren P. Michelsen, der har været i Danmark med Valdemar Sørensen og paa Møder berømmet den danske sociale Lovgivning. Han tror ikke paa en Afstemning og bekræfter, at Nordslesvig er Byens vigtigste Opland.
Jeg søger ikke at paavirke ham, men at opnaa, at Socialdemokratiets Ledelse giver fri Bane for begge Parters Oplysningsarbejde og ikke udsteder nogen Parole. Han finder dette meget berettiget: det er ogsaa hans Partis Mening.
I Dagene 18.-20. Februar er flere ledende danske Danevirke-Mænd her; der paa egen Haand har en Del Samtaler med Folk fra By og Land. Grosserer M. Hübsch opsøger mig første Gang.
14., 15., 17., 19. og- 20. Februar udsender vi Flyveblade, som oftest i 20,000 Eksemplarer, om Værftet, mod Slesvig-holstenerne, mod Prøveafstemningen, til Arbejderne osv.
Det tyske Udvalg bruger ved sin Prøveafstemning Trusler mod næringsdrivende og Beboere af Alderdomshjem.
Mellemslesvigsk Udvalgs Kontor, bestyret af J. M. Ferdinand, har stadig vældigt Rykind som Oplysningskontor og besørger Udbredelsen af Flyvebladene.
H.P. Hanssen talte den 11te i Raadhushallen i København, nærmest mod Flensborg; den 14de talte Peter Grau og Kloppenborg samme Sted. Andre Steder i Kongeriget holder Hanssen, Nissen og Meningsfæller Møder mod Flensborg.
Det danske udenrigsministerium sendte den 21. februar følgende telegram til gesandt Bernhoft i Paris.
Ifølge Pressetelegrammer har det slesvigske Spørgsmaal været forelagt Fredskonferencen idag, Fredag. Betyder dette, at Spørgsmaalet allerede er bragt til Afgørelse, eller er det kun en Forelæggelse, hvorefter Spørgsmaalet kommer under Overvejelse?
I sidste Tilfælde gaar man ud fra, at det vedblivende er ønskeligt, at Rigsdagens og Sønderjyllands Repræsentanter kommer tilstede i Paris for som paatænkt at virke for den her ønskede Afgørelse. Udtalelse derom udbedes telegrafisk omgaaende en clair [Dvs: i alm. Sprog, i Modsætning til Chiffersprog.]. Den danske Regering har anmodet Etatsraad Andersen og Etatsraad Glückstadt, sidstnævnte for de finansielle Spørgsmaal, om at ledsage Delegationen.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Efter Tilsigelse gav den danske Gesandt i Paris, H.A.Bernhoft, der var akkrediteret Fredskonferencen som Danmarks Delegerede, Møde for Konferencens Timandsraad Fredag d. 21. Febr. 1919.
Gesandten var ledsaget af den ham attacherede Sagkyndige, Lektor, mag. art. H.V. Clausen.
Timandsraadet — paa det paagældende Tidspunkt Konferencens øverste Organ — havde da følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: Robert Lansing og Henry White; Det britiske Rige: Lord Milner og J . A. Balfour; Frankrig: Stéphen Piehon og André Tardieu; Italien: Baron Sonnino og Marki Salvago Raggi; Japan: Baron Makino og Matsui.
Ved Mødet førte den franske Udenrigsminister, Pichon, Forsædet. Umiddelbart inden den danske Gesandt og hans Ledsager fik Foretræde, udtalte Formanden: Et Memorandum fra Dr. Jonas Collin i København, Mandatar for Mellemslesvigsk Udvalg, er blevet indleveret til Sekretariatet og vil blive omdelt.
Dette Memorandum slutter med at kræve Mellemslesvigs Tilbagegivelse til Danmark indtil Grænsen Sli-Dannevirke-Husum.
Da derefter H. A. Bernhoft og H. V. Clausen var kommen tilstede, bød Formanden i hjærtelige Udtryk Danmarks Repræsentant Velkommen og anmodede ham om at forebringe sin Sag.
I Konferencens Akter gengives Gesandtens Foredrag, som varede o. halvanden Time, saaledes:
”Vi har den Ære at møde her ikke blot som Repræsentanter for den danske Regering, men ogsaa for de Danske i Nordslesvig og det vestlige Mellemslesvig.
I Mødet i den tyske Rigsdag 23. Okt. 1918 fremsatte den danske Rigsdagsmand Hanssen, i Forening med sine elsass-lothringske og polske Kolleger, paany Kravet om Retten for de Danske i Slesvig til selv at bestemme deres politiske Skæbne. Han paaberaabte sig Paragraf 5 i Pragfreden af 1866, der paa Frankrigs Initiativ lovede, at de Danske i Nordslesvig skulde blive givet tilbage til deres Fædreland, saafremt de ved en fri Afstemning udtalte Ønsket om at genforenes med Danmark. Dette Løfte blev aldrig opfyldt, og i 1878 blev Paragraf 5 erklæret for ophævet ved en Traktat mellem Tyskland og Østrig; men Nationalitetsprincipet, som den var Udtryk for, har siden været Grundlag for Slesvigernes Protestpolitik, og disse har ikke ophørt med at fordre den Ret, som Pragfreden havde tilstaaet dem.
Samme Dag, 23. Okt. 1918, udtrykte den danske Rigsdags to Ting i Forening — ved en enstemmig vedtagen Beslutning — Ønsket om at se vore nationale Forhaabninger opfyldt i Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelses-Ret. Men det var først, da de allierede og associerede Magters Sejr havde knæsat dette Princip, at Slesvigerne kunde tage deres Sag i egen Haand.
17. November vedtog den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse og Tilsynsraad følgende Beslutning, der Dagen efter blev godkendt af en stor Forsamling af Danske.
[Gesandten oplæste her Resolutionen og fortsatte]:
I Henhold til denne Beslutning henvendte Vælgerforeningen sig til den danske Regering med Anmodning om at forelægge de danske Slesvigeres Sag for Fredskonferencen og repræsentere deres Interesser dér. Regeringen overtog meget gærne dette Hverv.
Preussens og Østrigs Overfald paa Danmark endte med Freden i Wien af 30. Okt. 1864, der tvang Danmark til at afstaa Slesvig, Holsten og Lauenborg. De to sidstnævnte Provinser var og har altid været tyske, idet Holsten i 1460 og Lauenborg i 1815 var blevet knyttet til den danske Krone, og Kongen af Danmark var Hertug af Holsten og Lauenborg og i denne Egenskab Medlem af det tyske Forbund. Slesvig har derimod tilhørt Danmark, saa længe dette har bestaaet, og har aldrig hørt til det tyske Forbund.
Man har ofte jævnført det slesvigske Spørgsmaal med det elsass-lothringske. Disse Spørgsmaal frembyder ganske vist Lighedspunkter, men de er dog ikke ensartede. Medens hele Alsace-Lorraine, lige fra Altkirch til Wissembourg, i 1871 protesterede mod Adskillelsen fra Frankrig, var det kun den nordlige Halvdel af Slesvig, der i 1864 mod sin Vilje blev knyttet til Preussen. Sydslesvig derimod skilte sig fuldstændig frivilligt fra Danmark; denne Del af Slesvig var allerede tysk eller fortysket og havde længe før 1864 sat sig som sit politiske Maal at skille sig fra det danske Monarki og forene sig med Tyskland.
Hvis Sydslesvig nu skulde indlemmes i Danmark, vilde Forskellen paa denne Genforening og Alsace-Lorraines Tilbagevenden til Frankrig blive iøjnefaldende. Frankrig, et Land paa 40 Millioner Indbyggere, faar omtrent 2 Millioner nye Borgere, der med Glæde kaster sig i Armene paa deres gamle Fædreland, hvortil de føler sig knyttet med de stærkeste Baand. Danmark derimod, et lille Land paa 3 Millioner Indbyggere (det danske Slesvig iberegnet), vilde faa sin Folkemængde forøget med omtrent 300.000 fremmede, hvis Sympatier vilde vende sig mod Tyskland, som vedblivende vilde staa for dem som deres virkelige Fædreland.
Jeg behøver næppe nærmere at paavise, at Nordslesvig har bevaret sin danske Nationalitet trods femoghalvtresindstyve Aars preussisk Herredømme. En Memoire om dette Spørgsmaal, som vi skal have den Ære at forelægge Konferencen om nogle Dage, men som desværre endnu ikke er færdig, vil vise, at Nationalfølelsen er bleven stærkere hos Danskerne i Nordslesvig, end den var ved Adskillelsen i 1864. Den udholdende, uophørlige Kamp, som Danskerne i Slesvig igennem femoghalvtresindstyve Aar har ført mod Fortyskningen, gør dem værdige til Frankrigs Sympati. De har ikke opgivet Haabet om, at Retfærdigheden tilsidst vilde sejre, og at de engang vilde kunne vende tilbage til deres Fædreland.
De danske Bønder i Slesvig har i deres høje moralske og aandelige Kultur øst Kraft til at udholde den ulige Kamp mod det tyske Undertrykkelses-Regimente. Den Del af Slesvigs Befolkning, der har bevaret sin Danskhed, ejer en inderligere og dybere Nationalbevidsthed end den Befolkning, der i 1864 gik ind under det preussiske Herredømme. Den unge Slægt, hvem Fremtiden tilhører, har bevaret sig dansk trods Skolen, Militærtjen esten og den Til trækning, som Tyskland har formaaet at øve paa dem, der higer efter Magt, Ære eller Penge.
Danskerne i Nordslesvig har saa at sige udgjort en Stat i Staten med deres egne Love og Institutioner. Deres vigtigste Virkemidler har været Pressen og Foreningslivet.
Uden Kendskab til det danske Sprog er det ikke let at danne sig et klart Begreb om denne Presses høje aandelige Niveau; men ved Hjælp af Statistiken kan man paavise dens stadig stigende Udbredelse.
I Nordslesvigs Landdistrikter regner man mellem 6,9 og 12,9 Læsere pr. Aviseksemplar, deri indbefattet de indvandrede Tyskere og de enkelte, der har tyske Sympatier, men er Danske af Sprog, og som læser den danske Presse, fordi de ikke kan Tysk. I hvor mange Lande, selv blandt de højest civiliserede, naaer man til saadanne Forholdstal? I Byerne, der tæller mange tyske Embedsmænd, er de tilsvarende Tal adskilligt lavere (mellem 7,9 og 5,9) Den danske Presse er ogsaa trængt ind i de Distrikter af Mellemslesvig, der grænser op til Nordslesvig. Længere Syd paa, i Angel og i Egnene ved Byen Slesvig, Danevirke og Slesvig Fjord (Slien), hvor det danske Sprog er forsvundet allerede for flere Slægtled siden, og i Frisland, hvor der aldrig er talt Dansk, har de danske Aviser ingen Abonnenter.
I Slesvig talte den danske Presse i 1901: 12.678 og i 1912: 19.278 Abonnenter.
Da det var blevet omtrent fuldstændig umuligt for Danskerne at holde Sammenkomster og Møder i Kroer og andre offenlige Lokaler, byggede de efterhaanden 52 Forsamlingshuse som deres faste Borge, og Størstedelen af disse er opført i de senere Aar. Fire nye Forsamlingshuse skulde netop rejses, da Krigen brød ud. Desuden har der i mange Aar eksisteret store Forsamlingshuse i Haderslev og Flensborg. Befolkningen i Sønderjylland har selv tegnet en Million Mark til Opførelse af disse Forsamlingshuse.
I de senere Aar er Bogsamlingernes Antal blevet stærkt forøget. Af de 170 bestaaende Bogsamlinger er et meget stort Antal grundlagt efter 1909 af ”Foreningen til Bevarelse af det danske Sprog i Nordslesvig”. Disse Samlinger tæller tilsammen omtrent 100.000 Bind. Desuden har ovennævnte Forening fra 1890 til 1911 uddelt 255.000 Bøger, Kort og Billeder.
Da det danske Sprog var blevet fuldstændig udelukket af Skolerne, dannedes ”Skoleforeningen” med det Formaal at sende unge, ubemidlede Mænd og Kvinder til Skoler i Danmark, efter at de havde endt deres Skolegang i den tyske Skole. Deres Forældre havde allerede lært dem at læse Dansk, og i Skolerne i Danmark lærte de nu at skrive Dansk og erhvervede Kendskab til deres rette Fædrelands Historie og Geografi. Det var disse unge Elevers Forældre, den preussiske Regering vilde berøve Forældremyndigheden; den indsaa, hvor farlige disse Kursus i Danmark var for Ungdommens Fortyskning; de tyske Læreres Arbejde blev tilintetgjort deroppe, idet de danske Lærere var dem overlegne i Undervisningsmetode og var mere afholdte af Ungdommen, netop fordi de var danske. Den Ungdom, der er udgaaet fra de danske Skoler, udgør Støttepillerne i den Mur, som er rejst mod Tyskheden.
Disse to store Foreninger og Vælgerforeningen talte i 1914: 26.000 Medlemmer, d. v. s. en Sjettedel af hele Nordslesvigs Befolkning, deri indbefattet Embedsmænd og Tyskere.
De Danske i Slesvig gav et sidste Bevis paa deres Energi og Offervillighed, da Faren umiddelbart truede deres Land. En Del af de Summer, der var bestemte til at frarøve Polakkerne deres Land, blev stillet til Raadighed for de preussiske Myndigheder i Slesvig. Den tyske Regering opkøbte Ejendomme; den oprettede de saakaldte ”Rentengüter”; Grunde blev opkøbt af et Selskab i Lighed med ”Hakatist”-Selskabet i Preussens polske Provinser.
Men Danskerne gjorde Front mod Faren og skabte i al Stilhed, som det er deres Vane, en ny Organisation, der i 1910 virkede aabenlyst som Kreditforening for Grundejere. De Danske trak ikke det korteste Straa i denne Kamp. Den preussiske Regering benyttede saa samme Fremgangsmaade som i Polen, idet den tog Forholdsregler, der gik ud paa at hindre, at en Ejendom, der var købt af en Tysker, skulde komme tilbage paa danske Hænder. Slesvigerne dannede da straks i hvert Sogn en ny Forening, hvis Medlemmer forpligtede sig til ikke at sælge deres Jord til Tyskerne. Da Krigen udbrød, var disse Sogneforeninger blevet forenede i en stor Sammenslutning med 402 Tillidsmænd. Næsten hele Nordslesvig stod saaledes rustet mod de preussiske Angreb paa den danske Jord.
Da Krigen brød ud, havde Danskerne saaledes organiseret deres Forsvar mod Tyskland, økonomisk ved Hjælp af deres Banker og Sparekasser, deres Landbrugs-Foreninger og Andelsselskaber efter dansk Mønster, politisk ved ”Vælgerforeningen”, økonomisk-politisk ved Foreninger mod Opkøb af Landejendomme og Kreditforeningen, kulturelt ved Hjælp af Foreningen til Bevarelse af det danske Sprog, Skoleforeningen og Forsamlingshusene, samt endelig ved Hjælp af Pressen.
Denne lille Bonde-Befolkning gaar ud af et halvt Aarhundredes Kamp mod en mægtig og hensynsløs Regering med voksende national Bevidsthed og frivillig Disciplin, takket være en Viljestyrke, der vidner højt om det danske Folks Livskraft og Udviklingsmuligheder.
Men spørger man, om Hensigten og Maalet for disse udholdende Bestræbelser kun har været et Forsvar mod tysk Overherredømme indenfor Tysklands egne Grænser, maa der svares: Nej, denne Kamp har Slesvigerne ført for at bevare deres danske Nationalitet indtil den Dag, da de øjnede Mulighed for at vende tilbage til deres Fædreland. Ingensinde under de femoghalvtredsindstyve lange Aar siden Adskillelsen har de sluppet Haabet om Retfærdighedens endelige Sejr. Nu har de allierede og associerede Magters Sejr sikret Opfyldelsen af dette Haab, og Fredskonferencen kalder de undertrykte Folk for sin Domstol. De danske Sønderjyder overgiver da tillidsfuldt deres retfærdige Sag i dens Hænder.
De har haft den tragiske Skæbne at maatte udgyde deres Blod for dem, der har undertrykt dem. 30.000 har maattet kæmpe Side om Side med dem, de opfattede som Fjender, og mere end 5.000 er faldne for en Sag, som de ønskede Nederlag. Alle, der kunde, reddede sig til Danmark, men Størstedelen har sammen med de mange Polakker, Tjekker, Serbere, Kroater, Italienere og Rumænere maattet dele den grusomme Skæbne at bære Vaaben mod dem, de betragtede som deres Venner. Frankrigs og Englands ædle Nationer forstod, at den lille, isolerede slesvigske Befolkning fortjente Medfølelse, og de viste den ved at indrømme de slesvigske Fanger en begunstiget Behandling i særlige Fangelejre. Det fremtidige Danmark, hvoraf Nordslesvig vil udgøre en Del, vil altid føle sig i Taknemmelighedsgæld til dem derfor.
Den nordslesvigske Vælgerforening har, som nys omtalt, selv bestemt Landets Grænse. Dets Areal udgør 3.994 Kvadratkilometer med 166.966 Indbyggere. Det omfatter Haderslev, Aabenraa og Sønderborg Amter, Halvdelen af Tønder og en Del af Flensborg Amt. Landdistrikterne Nord for denne Linje er danske, og der hersker ingen Tvivl om, at de ønsker at genforenes med Danmark. I Byerne Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg er det danske Sprog overvejende. Ifølge Meddelelser fra dansk Side har mindst tre Fjerdedele af Befolkningen (Embedsmændene fraregnet) Dansk til Modersmaal, og alle Indbyggerne forstaar Dansk. Ifølge den tyske Statistik er det danske Sprog overvejende i følgende Byer: Haderslev med 5.679 Danske mod 3.440 Tyske; Aabenraa 3.489 Danske mod 3.405 Tyske. I Tønder skulde der ifølge den tyske Statistik være 2.953 tysktalende Indbyggere mod 1.117 dansktalende; men denne Statistik maa tages med fornødent Forbehold, naar man veed, hvorledes den er lavet; i Tønder taler nemlig den overvejende Del af den jævne Befolkning Dansk, og alle forstaar dette Sprog. I Sønderborg er Flertallet for Øjeblikket tysktalende paa Grund af den derværende sømilitære Station, men saa snart denne ophæves, vil Flertallet være paa Danskernes Side.
I 1867 fik de danske Valgkandidater tilsammen 27.488 Stemmer, deraf ca. 23.000 fra Nordslesvig. Ved Valgene i August 1867 var der dansk Flertal i alle Byerne (med Undtagelse af Tønder), i alle Flækkerne (undtagen Højer) og i alle Landkredsene. I 1884 talte Danskerne kun 14.447 Stemmer paa Grund af Udvandringen og Optionerne, men efter dette Aar begyndte et dansk Frem stød, der har holdt sig lige til nu. I 1912 var der 17.293 danske Stemmer, hvoraf 16.500 i Nordslesvig, det bedste Valg siden 1877. Valgene i 1912 gav tysk Flertal i de store Byer, i enkelte Flækker og i to eller tre Landkredse. Et tysk Flertal kiler sig i en Trekant ind mellem Tønder og Flensborg, men en nærmere Undersøgelse af Valgresultaterne viser, at Flertallet skyldes de tyske Embedsmænd, og hvis man ser bort fra disse, staar Stemmerne omtrent lige; regner man imidlertid med de danske Embedsmænds Stemmer og med dem, der nu er tysksindede, men som sikkert paany vil stemme dansk, bliver der kun en tysk Minoritet tilbage. Selv i Tønder, hvor Overklassen altid har været tysk, er dog en dansk Kærne tilbage, og der har aldrig været saa mange danske Vælgere i Tønder som i de senere Aar. I Korthed kan hævdes, at tyske Vælgere ikke ejer Flertal i nogen Landkreds. En virkelig tysk Majoritet blandt Landejendomsbesidderne findes kun i Byen Tønder og i Flækken Augustenborg paa Als, hvor den tyske Eks-kejserindes Familje har hjemme.
Situationen i Nordslesvig er saa klar, at der ikke synes noget til Hinder for en uopholdelig Folkeafstemning. Man kan regne med, at i det mindste tre Fjerdedele af Stemmerne vil udtale sig for Genforening med Danmark.
Den danske Befolkning begynder at ængstes. Efter det første Øjebliks Modløshed begynder Tyskerne at antage deres tidligere anmassende Væsen. Soldaterraadene og Embedsmændene chikanerer Befolkningen, Rekvisitioner udpiner Landet, og store Krigsskatter truer Formuerne, netop som Nordslesvigerne ansaa sig for faktisk løste fra Tyskland. Paa den anden Side spekulerer Tyskerne allerede i Tabet af Nordslesvig, anbringer Kapitaler og anlægger Handelsfilialer i Haab om, ialtfald delvis, at kunne undgaa Deltagelse i Tysklands finansielle Sammenbrud. Af disse Grunde anbefaler vi paa det varmeste Fredskonferencen at imødekomme de danske Nordslesvigeres Ønske om en Afstemning snarest mulig.
Man kunde maaske sige, at Danmark vilde kunne modtage Nordslesvig uden Folkeafstemning, idet Befolkningens danske Sindelag er givet. Men da Danskerne i Nordslesvig selv nærer det inderlige Ønske at kunne faa Lov til at slutte sig til Danmark af egen fri Vilje, ser de med Glæde hen til den Dag, da de aabenlyst kan tilkendegive deres Nationalitetsfølelse og deres Sejr over Tyskerne, der saaledes ikke vil have noget Paaskud til at bestride Adskillelsen.
Mellemslesvig omfatter de Egne Syd for Nordslesvig, hvor det danske Sprog anvendes eller ialtfald delvis er i Brug, og hvor der endnu findes danske Sympatier; disse to Kendetegn kan forekomme hver for sig eller begge i Forening. Disse Egne er forskellige fra Nordslesvig derved, at de langt tidligere og i langt højere Grad har været tysk Indflydelse underkastet. De danske Sympatier er da heller ikke saa talrige.
Befolkningen dér udsætter sig for Ubehageligheder ved at vise sine danske Sympatier, og da det tyske Sprog har været anvendt i Kirke og Skole gennem flere hundrede Aar, har den danske Kultur ikke kunnet faa Indpas. Men saavidt dansk Sprog endnu bruges og danske Sympatier endnu findes som en Overlevering fra før 1864, bestaar der, selv i Egne med tysk Sprog, Mulighed for at genvinde Befolkningen. Derfor ønsker den danske Regering ligesom de danske Nordslesvigere, at Mellemslesvigerne maa faa Lejlighed til Afstemning, hvis de selv udtaler Ønsket derom. Dette Ønske er hidtil blevet udtrykt ved Adresser, undertegnet af 4.277 Personer. Alle Adresserne er endnu ikke fremkomne.
Aabenraa-Resolutionen af 17. Nov. erklærer, at det er en Selvfølge, at tilstødende Distrikter i Mellemslesvig, hvis de ønsker det, skal have Ret til ved en særlig Afstemning at tilkendegive, om de ønsker at vende tilbage til Danmark.
I en senere Resolution af 30. Dec. erklærer Nordslesvigs Vælgerforening bl. a.:
Det her omtalte Mellemslesvig omfatter ikke Egnen omkring Danevirke eller Slesvig Fjord, heller ikke Byen Slesvig, Angel eller Vestfrisland. Byen Slesvig har været tysk gennem mange Slægtled, Angel i de sidste to eller tre Slægtled, og Frisland har aldrig været dansk. I disse Egne har der ikke ytret sig noget Ønske om at vende tilbage til Danmark.
H.V. Clausens kort over sydgrænsen for hhv. dansk sprog og dansk sindelag i Mellemslesvig (2. zone).
Sydgrænsen for den Del af Mellemslesvig, hvor der er nogen Mulighed for at finde eller vække danske Sympatier, omfatter de Sogne eller Kommuner, hvor det danske Sprog endnu lever, og dem, der ved det første Valg til den tyske Rigsdag i 1867 gav dansk Flertal. Af topografiske og økonomiske Grunde bør denne Zone omfatte Sognene Adelby, Munkbrarup og Lyksborg, der danner den sydlige Kyst af Flensborg Fjord, og hvor det danske Sprog endnu ikke er fuldstændig forsvundet. Af topografiske Grunde og for at de danske Elementer paa Øerne Før og Amrum kan faa Lejlighed til at stemme uden at blive isolerede, burde der finde Folkeafstemning Sted i hele Tønder Amt.
Den Del af Mellemslesvig, hvor der kan være Tale om en Folkeafstemning, vilde komme til at omfatte den sydlige Halvdel af Tønder Amt (som ikke hører til Nordslesvig), en Del af Egnen omkring Flensborg, Byen Flensborg og Hjoldelund Sogn, ialt 1.300 Kvadratkilometer med 101.500 Indbyggere, hvoraf mere end 60.000 i Flensborg.
I Kærherred taler Befolkningen Dansk med Undtagelse af de Indvandrede.
Læk slutter sig naturligt til disse Egne, ogsaa paa Grund af Jærnbanen, skønt Flertallet dér er tysk.
Paa Før og Amrom er der endnu danske Sympatier, og hvis disse Øer udtalte sig for Tilslutning til Danmark, vilde de drage de nordlige Dele af Frisland med sig med Søholm-Aa som naturlig Grænse.
Den vestlige Del af Øen Før og en Del af Amrom samt den nordlige Del af Sild er beboet af en Befolkning, der endnu taler Dansk og af historiske Grunde har danske Sympatier. De tilhørte nemlig i sin Tid Bispedømmet Ribe og har altid været under stærk Indflydelse fra Danmark. Disse Øer tæller kun 4.000 Indbyggere med frisisk og dansk Sprog, men overalt hvor Frisisk og Dansk mødes, gaar Dansk tilsidst af med Sejren. Der er ogsaa Grund til at bemærke, at i Begyndelsen af Krigen havde den tyske Regering paabegyndt Opførelsen af et Dige ved Klangsbøl, uden Tvivl i den Hensigt at forbinde det med Banen paa Sild og anlægge en Marinebasis i Bugten.
I Sognene Hanved, Valsbøl, Haksted, Vi og Oversø samt i Hjoldelund har Tyskheden gjort Fremskridt, men der har dog næsten alle Steder holdt sig et virksomt dansk Mindretal.
I Flensborg er 90 Procent af Indbyggerne tysktalende, men paa den anden Side er denne By knyttet til Danmark ved sin Historie, ved de berømte Mænd, den har skænket Danmark, ved Traditionerne og Mindet om, at dens Skibe i Aarhundreder har sejlet under dansk Flag, ved Krigergravene med de Tusinder af danske Soldater, som faldt i Krigen mod Tyskland 1848-50. Der findes et meget virksomt dansk Mindretal med et Blad, ”Flensborg Avis”, en Klub, en Foredragsforening (paa 1.000 Medlemmer), en Ungdomsforening (250 Medlemmer) og en Kirke (1.923 Medlemmer).
Som Eksportby spiller Flensborg ingen nævneværdig Rolle.
En-gros Handelen har sit Hovedmarked i Nordslesvig; længere Syd paa møder den Konkurrencen fra Hamborg, Lybæk og Kiel. Handelsforeningen regner, at mellem 28 og 80 Procent af Byens Handel, alt efter de forskellige Brancher, har sit egentlige Marked mod Nord.
Den vigtigste Industri er Skibsbyggeriet, der er det tredje største paa det evropæiske Fastland, og som beskæftiger ca. 10 Procent af Befolkningen. Jærnet og Kullene kommer fra Tyskland.
I Flensborg er der en stor socialistisk Arbejderbefolkning, der har stemt socialistisk, men som ikke har været stillet overfor Valget mellem tysk og dansk Nationalitet. Det er vanskeligt at forudse, til hvilken Side den vil gaa. Man maa imidlertid tage i Betragtning, at Livsvilkaarene for Arbejdere er gunstigere i Danmark.
Byen Flensborg har sendt et Andragende til den danske Regering om at blive knyttet til Danmark. Dette Andragende var kun undertegnet af 3.401 Mænd og Kvinder over 20 Aar, medens Antallet af stemmeberettigede Mænd og Kvinder er 38.000, hvilket altsaa næppe svarer til 10 Procent. Befolkningen er imidlertid underkastet et tyrannisk Regimente fra de tyske Autoriteters og Soldaterraadenes Side, og man tør gaa ud fra, at en fri Afstemning vil give et for Danskerne gunstigere Resultat. Indtil 1885 var de danske Sympatier overvejende; senere har de tyske faaet Overtaget. Men hvem veed, om der ikke just nu er en Genopvaagnen af danske Følelser, selv hos Folk der hidtil har betragtet sig som Tyskere?
Afgørelsen kan kun komme fra Flensborgerne selv.
Den danske Regering tillader sig at anmode om:
At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som eet Afstemnings-Omraade, maa faa Adgang til saa snart som muligt at stemme Ja eller Nej, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark;
At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig1, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket derom, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark;
At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.
Under Gesandtens Foredrag havde Magister H. V. Clausen til Raadets Medlemmer omdelt Kort, som kunde illustrere de meddelte Oplysninger, ligesom han paa et i Mødesalen ophængt Kort over Slesvig havde demonstreret de omtalte Omraader, Grænselinjer m. v.
Efter Gesandtens Foredrag forefaldt følgende Replikskifte:
Robert Lansing: Vil Danmark, hvis Slesvig paany bliver dansk, overtage dets Andel i den tyske Gæld?
H.A. Bernhoft: V i haaber rigtignok, at hvis Slesvig vender tilbage til Danmark, saa skal det ikke være som en Gave, der betales for.
Robert Lansing: Vilde det ikke kunne blive en Aarsag, der vilde lede Vælgerne til at udtale sig for en Genforening med Danmark, hvis Slesvig blev fritaget for at bære nogen som helst Andel i den tyske Statsgæld?
H.A. Bernhoft: Maaske!
Efter at Gesandten og hans Ledsager havde trukket sig tilbage, vedtog Raadet følgende Beslutning:
Raadet beslutter, at de Spørgsmaal vedrørende Danmarks territoriale Interesser under Fredsslutningen, der rejses ved Hr. H. A. Bernhofts Foredrag, først skal henvises til nærmere Undersøgelse af den Komité, der er nedsat til Undersøgelse af de belgiske Anliggender.
Denne Komité vil have til Opgave at indskrænke til et Mindstemaal1 de Spørgsmaal, som skal forelægges Konferencen til Afgørelse, og at gøre Forslag til en rimelig og retfærdig Ordning.
Komitéen bemyndiges til at raadspørge de interesserede Befolkningers Repræsentanter.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Som Deputeret i Nationalfors. i Weimar for Det slesvig-holstenske Landsparti (tidl. Bonde- og Landarbejder-Demokratiet) tilstillede Gdr. Detlef Thomsen, Vinnert, Forsamlingens Præsident følgende Skrivelse, dat. Weimar 20. Febr. 1919.
Da det ikke er mig muligt at opnaa Ordet i Tilslutning til Hr. Statsminister Grev Brockdorff-Rantzaus Ytringer vedrørende Selvbestemmelsesrettens Anvendelse paa Nordslesvig, saa ser jeg mig tvunget til at tilstille Dem en Protest, som er oversendt mig af mine Vælgere i Slesvig-
Holsten, med Anmodning om, at dens Ordlyd maa blive forelagt i den tyske Nationalforsamling. Det slesvig-holstenske Landsparti staar paa det ved det slesvig-holstenske Princip af 1460 lovede og i den slesvig-holstenske Frihedskamp 1848-51 mod dansk Erobrings- og Voldførelsesforsøg forsvarede Grundlag »up ewig ungedeelt«.
Det slesvig-holstenske Landsparti kræver derfor af den tyske Nationalforsamling:
Den skarpeste Tilbagevisning af det danske Krav paa Nordslesvig, som er historisk, folkeligt og økonomisk fuldkomment uberettiget.
Den skarpeste Tilbagevisning af alle andre Delingsplaner med Hensyn til det slesvig-holstenske Land.
Er den tyske Nationalforsamling ikke i Stand til at garantere det slesvig-holstenske Lands fuldstændige Skadesløshed, saa kræver vi i fuldt Omfang og med alle politiske Konsekvenser Selvbestemmelsesretten for hele Slesvig-Holsten.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.