21. februar 1919. Paul Verriers memorandum til den franske regering vedr. afstemningen i Slesvig

Allerede i Beg. af 1918 havde flere af de allierede Magter nedsat Komiteer til Forberedelse af Fredsslutningen. I Frankrig var dette Arbejde betroet et Udvalg (Comité d ’etudes) af Universitetslærere og Lærde under Forsæde af Ernest Lavisse. Dette Udvalg havde overdraget Behandlingen af det slesvigske Anliggende til Paul Verrier, Professor ved Paris’ Universitet i skandinaviske Sprog og Litteratur.

Konklusionen af Verrier’s Memorandum gengives saaledes:

Det synes os at være baade i Danmarks og Evropas Interesse og at stemme overens med Rettens Krav, at vi billiger den Beslutning, der er taget af saavel den nordslesvigske Vælgerforening som af den danske Regering og det danske Parlament: kun de Slesvigere, som gennem en Afstemning tilkendegiver Ønsket om at vende tilbage til Danmark, bør paany knyttes til dette Land.

Ved at optage denne Folkeafstemning paa sit Program kræver Frankrig blot – med Udvidelse til Mellemslesvig – Udførelsen af den Bestemmelse, som det tvang Preussen og Østrig til at indføre i Prag-Fredens femte Artikel, og som disse to Magter annulerede i 1878, efter at de i de forløbne tolv Aar havde vildført Slesvigerne og forledt et stort Antal unge Mænd til Udvandring i Haab om snart at kunne vende tilbage.

Prag-Fredens femte Artikel lyder saaledes:

”Hans Majestæt Kejseren af Østrig overdrager Hans Majestæt Kongen af Preussen alle sine ved Freden i Wien af 30. Oktober 1864 erhvervede Rettigheder til Hertugdømmerne Holsten og Slesvig, dog saaledes, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaaes til Danmark, naar de ved fri Afstemning tilkendegiver Ønsket om at blive forenede med Danmark.”

For at sikre denne Afstemnings-Frihed er det nødvendigt, at de allierede og associerede Magter allerede nu besætter Slesvig, i hvert Fald Nordslesvig, med deres Tropper og undergiver det en af dem udnævnt Kommissions Styre.

Der kan straks gives Nordslesvig Adgang til at stemme; det vil derved blive befriet for de nuværende, utaalelige Tilstande. Vi har desuden Grund til at haabe, at Resultatet af denne Afstemning vil udøve en heldig Indflydelse paa Mellemslesvig.

Hvad denne sidstnævnte Egn angaar, vil det være bedst at vente med Afstemning, indtil der har været Lejlighed til at foretage et frit Oplysningsarbejde blandt Indbyggerne, som i lang Tid har været uden Forbindelse ikke blot med Danmark, men ogsaa med Nordslesvig. Afstemningen her bør foregaa, ikke som i Nordslesvig en bloc, men kommunevis.

For at imidlertid ingen, hverken i Danmark eller andet Sted, skal kunne bebrejde os, at vi har undladt at tage nogen som helst Foranstaltning, der kunde tjene til at gennemføre Rettens Krav, synes det at foretrække, at Afstemningsomraadet bliver udstrakt til Linjen Sli-Dannevirke.

Denne Fremgangsmaade vilde imidlertid medføre to Vanskeligheder:

1) Det tyskvenlige Element mod Syd, der danner en tæt Masse, vil utvivlsomt udøve et skadeligt Tryk paa de endnu vaklende Sind.

2) Afstemningsresultatet, hvori uden Tvivl de tyske Stemmer vilde blive stærkt fremherskende, vilde ikke være egnet til at hæve Danmarks Anseelse.

Vi bør tage Hensyn i det mindste til den første af disse Betragtninger.

Man kunde nøjes med at udstrække Afstemnings-Omraadet saa langt, som det danske Sprog endnu tales, og som der foreligger Ønsker desangaaende fra Befolkningen gennem Petitioner, Adresser eller hvilke som helst andre, selv stærkt begrænsede Tilkendegivelser. Hvad det gælder om er, at intet bliver forsømt, som kan kaste Lys over Mellemslesvigs Sindelag.

Hvad Sydslesvig og Halvøen Svans angaar, er det unyttigt af beskæftige sig med dem; de er udelukkende beboet af Tyske.

Det vil sikkert vise sig nødvendigt at rette paa den Grænse, der vil komme til at opstaa ved Afstemningen i Mellemslesvig. Det bør ikke være saaledes, at der Nord eller Syd for Grænsen opstaar Enklaver, som skulde høre ind under en anden Stat end det omgivende Flertal. Navnlig den danske Befolknings Selvbestemmelses-Ret vilde derved blive gjort illusorisk, idet den bestandig vilde være fremmed Indflydelse underkastet.

Af samme Grund kan man heller ikke drage en Linje i Zigzag.

Det vil kun være retfærdigt ved en saadan Grænsedragning saa vidt muligt at begunstige den danske Befolkning. Vi bør ikke glemme, at den 54 Aar, men i Virkeligheden gennem flere Aarhundreder.

Af ovenstaaende drages da følgende Slutninger:

1) Saalangt Historien rækker tilbage, har Slesvig indtil 1864 udgjort en Del af Danmark, og det har fra Oldtiden været beboet af Danske. Fortyskningen er begyndt tidligt, allerede for flere hundrede Aar siden, men den har gjort forholdsvis smaa Fremskridt siden den preussiske Erobring af Landet.

2) For Tiden er Stillingen, hvad Sproget angaar, i store Træk følgende:

Nordslesvig (167.000 Indbyggere) taler Dansk. Mellemslesvig (200.000-210.000 Indbyggere) taler Tysk, undtagen i Trekanten Højer-Fjolde-Flensborg, hvor det danske Sprog dog mere og mere taber Terræn, efterhaanden som man kommer Syd paa.

Sydslesvig (130.000-140.000 Indbyggere) er udelukkende tysk.

Hvad Sindelaget angaar, da er Nordslesvig langt overvejende dansk, Mellemslesvig tysk, undtagen i Midtlandet, hvor der endnu findes danske Sympatier, hvis Omfang det for Tiden ikke er muligt at bestemme, og Sydslesvig er helt og holdent tysk.

3) I Overensstemmelse med Folkenes Selvbestemmelses-Ret og med det Ønske, der er udtalt saavel af de nordslesvigske Vælgere som af den danske Rigsdag og af den danske Regering, samt i Danmarks egen og i den evropæiske Freds Interesse kræver vi Udførelsen af Prag-Fredens Artikel   5, idet den udstrækkes til at gælde ogsaa for Mellemslesvig.

Under de foreliggende Omstændigheder synes derefter følgende Forholdsregler at blive nødvendige:

A. Forberedende Foranstaltninger.

  1. De allierede og associerede Magter sender uopholdelig til Flensborg to Krigsskibe, f. Eks. et engelsk og et fransk, og de fordeler samtidig et Antal Tropper i Nordslesvig og navnlig i Mellemslesvig for at beskytte den danske eller dansksindede Befolkning mod tysk Voldsherredømme.
  2. De allierede og associerede Magter sender ligeledes til Slesvig en Kontrol-Kommission, sammensat af neutrale — f. Eks. Nordmænd, Svenskere og Svejtsere, men under Forsæde af en Englænder eller Franskmand — i det Øjemed at sikre Afstemnings-Kampagnens og navnlig selve Stemmeafgivningens Frihed.
  3. De allierede og associerede Magter frigiver allerede nu deres Krigsfanger, som er hjemmehørende i Nord- og Mellemslesvig, med Undtagelse af indvandrede Tyskere eller Sønner af indvandrede Tyskere. Disse Fanger kan sendes til Danmark, hvor de kan opholde sig i nogen Tid.

B.  Folkeafstemningen.

  1. Saa snart som muligt stemmer Nordslesvig en bloc ved Ja eller Nej om, hvorvidt det ønsker paany at blive genforenet med Danmark. Nordslesvigs Sydgrænse fastsættes i Overensstemmelse med den første Aabenraa-Resolution af 17. Nov. 1918.
  2. Tre eller fire Uger senere gives der Mellemslesvig Lejlighed til at udtale sig om samme Spørgsmaal, men Afstemningen finder Sted kommunevis.
  3. Ved Mellemslesvig forstaas Landet, om end ikke til Linjen Sli-Danevirke, saa dog saa langt som der tales Dansk og tilkendegives dansk Sindelag Saavidt man i Øjeblikket er i Stand til at skønne, gaar Grænsen for dansk Sprog og dansk Sindelag Syd om Øerne Amrom og Før, følger Søholm Aa, forlader dens Løb Syd for Søholm og vedbliver at falde mod Sydvest, drejer Syd om Løvested og Østenaa, vender sig mod Nordøst til Kærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, Jaruplund og Lille Volstrup, Tostrup og Veseby, Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjerg og Langballe, indtil den naar Østersøen ved Sigum.
  4. Stemmeberettigede ved Folkeafstemningen er enhver Mand eller Kvinde, som er fyldt 20 Aar, som er født af slesvigske Forældre, bosatte i Slesvig eller udvandrede eller udviste derfra. Udelukket fra Deltagelse i Afstemning er følgelig de fra Tyskland indvandrede Personer og disses Descendenter.

C. Grænsen.

  1. Fredskonferencen fastsætter Danmarks nye Sydgrænse, idet den saa vidt overhovedet muligt tager Hensyn til Mellemslesvigs Afstemning, men samtidig bør den under Begunstigelse af det danske Element undgaa saavel Dannelsen af politiske Enklaver som alle Forviklinger eller stødende Uregelmæssigheder i Grænselinjen. Denne Linje kan under ingen Omstændigheder drages nordligere end Sydgrænsen for Nordslesvig, saaledes som denne er fastslaaet i den første Aabenraa-Resolution af 17. Nov. 1918.

D. Udførelsen.

1.  Saasnart den nye Grænse er bestemt, notificeres den Danmark, som opfordres til, og Tyskland, som faar Paalæg om uopholdelig at tage de herved nødvendiggjorte Forholdsregler.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *