Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

13. oktober 1916. Ved Somme: På patrulje i ingenmandsland

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

Vi rykkede nogle dage senere igen ud i forreste linie, og tiden gik med at stå vagt.

En tidlig morgenstund forsøgte en fjendtlig stormkolonne at trænge sig frem til vor skyttegrav, men angrebet lykkedes ikke.

Natten før vi skulle afløses, blev jeg udpeget til at gå med på patrulje i ingenmandslandet foran vor skyttegrav. Vi kom så nær ind på de fjendtlige linier, at en vagtpost opdagede mig og gav ild. Jeg måtte springe ned i et dybt granathul og forsøgte senere at snige mig tilbage til vor egen linie.

Det lykkedes mig at komme uskadt tilbage. Da var  afløsningsmandskabet allerede nået frem. Mine kammerater havde allerede pakket deres sager og var på vej tilbage; men jeg skulle først have alle mine grejer samlet.

Så først kunne jeg tiltræde tilbagevejen. En kammerat, der også var blevet forsinket, slog følge med mig. Vi opdagede, at vore kammerater havde glemt at tage de beholdere, vi bar mad i, med tilbage. Dem ville vi ikke lade ligge, men tog dem med. Da de var af metal, gjorde de en del støj. Det havde til følge, at der omgående kom en salve ovre fra den anden side.

Vi kom dog uskadt tilbage til anden linie. Der traf vi vore kammerater. De så forbavset på os, for man mente, at alle havde rømmet den forreste grav.

Kompagniet fik lov til at gå endnu længere tilbage, for vi var i vejen for en pionerafdeling, der var ved at lave en ny forsvarsstilling. Jeg fandt en jordhule og mente, at jeg kunne gøre mig det bekvemt i den; men der stod vand i bunden af hulen. Jeg fyldte den op med grene og sov for resten ganske godt.

DSK-årbøger 1960

12. oktober 1916 – Johan Wrang: “det evindelige hilseri”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 12/10.1916

Kære Doschi!
Jeg takker dig hjerteligt for dit kære brev. Mit sår er endnu ikke lægt og efter lægens mening vil der endnu væske noget ud, dvs. knoglesplinter. I alle tilfælde glæder jeg mig over, at man ikke vil til at snitte og operere igen. Smerte og dunken har jeg haft mere af i de sidste dage, men det hænger måske sammen med vejret.

Jeg har ladet mit civiltøj sende herned, så jeg slipper for det evindelige hilseri. Desuden må jeg egentlig kun gå ud fem timer om dagen, så må man jo hjælpe sig som man bedst kan.

Jeg takker dig mange gange for indbydelsen til ”Kredsen”, men kan desværre ikke komme; i stedet indbyder jeg dig lørdag til sammen med mig at se operaen Mignon, jeg håber, at det passer dig. – Ærgerligt at jeg hele tiden er nødt til at udskyde min orlov, synes du ikke?
Nu til sidst vær hjertelig hilset af din gamle ven

Hanni

Skrev snart igen

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

12. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “et 15 m langt Panser-Auto”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 12 Oktober 1916
Saa sidder jeg da atter her ude under Jorden. Stillingen her er omtrent som i Champagne, dog vel næppe saa rolig, thi Engelskmanden skyder stadig med Miner. Naar man sidder nede i sin Hule, saa er Faren ikke saa stor, men værre er det selvfølgelig naar man skal staa paa Post ude i Graven. Dog, en god Ting er der ved disse Miner, man kan nemlig høre, naar de kommer, og ved Nattetide enddog som oftest se dem, og saa gælder det om at forsvinde i en Fart i det nærmeste Hul. Det gælder derfor om at være vaagen. Det kompagnie, som vi afløste havde ligget her i tolv Dage og slet ingen Tab haft. Stillingen her er gammel og derfor ogsaa godt udbygget. Der er en svær Mængde Traadforhindringer baade foran vore og de engelske Grave. Ved Nattetid bestryger Maskingeværerne ofte terrænet, da der frygtes for fjendtlige Patroljer.

"Erobret engelsk tank" (Museum Sønderjylland - ISL)
“Erobret engelsk tank” (Museum Sønderjylland – ISL)

Kanontordenen fra Somme lyder op til os. Der raser Kampen nok stadig videre[.] Engelskmanden har der i den sidste Tid brugt et nyt Kampmiddel et 15 m langt Panser-Auto. Paa dets Staalplader glider vore Geværkugler virkningsløst af. Det er besat med enten 6 Maskingeværer eller ogsaa 4 Maskingeværer og 2 smaa Kanoner. Denne Kolos kører paa en god Vej 6-7 km i Timen, paa løs eller opblødt Jord derimod kun omtrent 1½ km. Men Pigtraadforhindringer og to m. brede Grave kører den glat over væk. Ja, Menneskene udspekulerer meget nu om Stunder, men det er sørgeligt, at det er saa meget af det onde.

Tilloy-Blangy_IR75

Du nævner, at Du vil flytte i næste Uge. Er Vasili færdig ude i Engen og ligeledes med at køre Træ, thi naar Du først bor i Medelby, kan Du vel ikke beholde ham længere. Omme bag Gaarden laa to lange Gran, naar de ikke er solgt, kan du jo tage dem til Brændsel, ligeledes de Pæle som staar omkring Høhæsset[.] Over Porten i Høladen ligger en Del Brædder, over Fodergangen ved Kvierne ligger nogle Granbrædder og oppe i det ene Tag ved Loen ligger en Del Gulvbrædder som tilhører Dig. I Tørreladen ligger der ogsaa en Del Træ, i Hjørnet havde jeg opstablet lange Stykker: se kun at få alt med. Der skrives om at købe en Ko, hvorledes er Stalden, bliver der ikke for koldt til Vinter, thi naar Koen skal fryse, saa vil den kun give lidt Mælk.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

11. oktober 1916 – Ribe Stiftstidende: særliste over ukendte militærpaarørende, efterladenskaber og fundne sager

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ukendte militærpaarørende, efterladenskaber og fundne sager

Med den prøjsiske tabsliste nr. 651, fra den 5. oktober, er der for første gang som et bilag fulgt en særliste: “Ukendte militærpaarørende, efterladenskaber og fundne sager”. Med listen følger et blad med fotografier over de efterladte sager, hvortil der ingen ejermand har kunnet findes, endvidere en fortegnelse over de navne, hvorom der søges oplysning, og en beskrivelse af de ukendtes efterladenskaber med en ur-nummerfortegnelse. En saadan liste vil fra nu af udkomme en gang maanedlig som bilag til tabslisterne. I den foreliggende liste kommer der for Nordslesvigs vedkommende sandsynligvis kun et sølvur med guldring, der er fundet ved Moulin den 17. juni 1915, i betragtning. Paa uret, der bærer nummer 405,133, er indridset: Andreas Christensen, Stolbro. Christensen er i live. Han mener, at for 7-8 aar siden har solgt uret til én af sine tjenestekarle, hvis navn han ikke længere husker. Foruden uret hører der til samme mands efterladenskaber en pung, en tobakspung og en lædertaske med blyanter.

 

Faldne

Til lods Jørgen Hansen paa Kegnæs er der kommen meddelelse om, at hans eneste søn Hans er falden.

I den sidste tabsliste meddeles, at Nis Outzen fra Rangstrup er falden.

Gaardejer S. P. Beck og hustru paa Junkershof ved Ullerup har modtaget meddelelse fra udlandet, at deres søn Jørgen Beck er haardt saaret i fransk fangenskab og død paa et lazaret den 29. juli.

 

Saarede

Kommis Jens Freund fra Barsmark, Georg Boysen fra Bøjskov ved Kristiansfelt(haardt saaret).

 

Savnede

Gaardejer Peter Christensen fra Stubbæk, bankassistent Danielsen og Clausen Lund fra Skjoldager.

 

I fangenskab

En søn af snedker Metz i Aabenraa, Peter Larsen fra Bøjskov Skov ved Sønderborg og Martin Stangret fra Haderslev. 

8. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Gleiche Löhnung, gleiches Essen”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat nær Arras.

Monchy, d. 8.10.16.

Min kære Anne!
Da jeg har Vagttjeneste for et Døgn, saa sidder jeg i Ro her paa Vagtstuen i Monchy og har god Tid til at skrive til dig. Jeg vil da først fortælle Dig lidt om hvordan jeg har det her ude.

Du mener i Dit sidste Brev at jeg ligger i Ro, men det er ikke Tilfældet. Vi har en Stillinge her i Lighed med den vi havde i Champagne sidste Vinter. Gravene er godt udbyggede, da Stillingen jo allerede er gammel, og vore Bunker er dybe og nogenlunde sikre. Vi har Engelskmanden for os her, men han forholder sig temmelig rolig saa vore Tab er meget ringe her. Naar han bliver hidsig en Gang imellem synes hans Specialitæt at være at Kaste med Miner. Vi skal atter en af Dagene ud i Graven og bliver der saa vist nok i tre Uger, derefter kommer vi atter ti Dage tilbage.

Ved Somme har vore været forfærdelig med i den Tid jeg har været hjemme. Fra vort Kompagni er omkring ved fyrre tilbage af de gamle Mandskab. Deraf har en Del været afkommanderet den Gang. Af dem som var ved Kompagniet under Kampene er der kun kommen 24 Mand tilbage, men af disse har vel atter rigelig Halvdelen haft sig forputtet, saa i Virkeligheden er ikke en Gang en halv Snes Mand kommen vel ud af Ilden. Det er jo skrækkeligt at tænke sig.

Ved Rgt 90 har en hel Del da ogsaa fundet paa det Raad, at binde deres Lommetørklæder paa Bøssen og saa løbe over. Vore Officerer har vel givet Ordre til at skyde paa dem, dog er der nok ingen, som har lystret denne Ordre. Ved vort Rgt skal Folkene ogsaa paa forskellig Maade have ytret Utilfredshed, saaledes har de haft en Plakat opslaaet: Gleiche Löhnung, gleiches Essen, dann wäre der Krieg schon längst vergessen, og ligeledes har de hængt et Stykke Ost op i en Traad med en Seddel, hvorpaa der stod: Dies ist unsere Verpflegung für zwei Tage. Ostestumpen skal have været saa bitte lille, saa det var en Ynk.

Du skriver at Nic. Jepsen er saaret saa ham behøver jeg altsaa ikke at kigge efter foreløbig. Paul Petersen, som Du skriver om, ligger i disse Dage samen med mig her i Monchy. Da jeg husker derpaa, vil jeg bede Dig skrive til Andreas Asmussens Kone, thi der er vel ikke bleven svaret paa hendes Brev endnu. Mon der er kommen Efterretninger fra Andreas? Det skulde virkelig gøre mig ondt, hvis ogsaa han var borte.

Som jeg skrev, blev der lovet mig Straf, fordi jeg kom for sent, men endnu gaar jeg uantastet, saa det har vel nok ikke været andet end en tom Trussel.

Hermed sluttes for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene og alle i Hjemmet
Din egen Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

7. oktober 1916. Ved Somme: “Der var den nat en forunderlig ro over slagmarken.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

Fjenden gentog ikke sit mislykkede Angreb om Natten, og der var den Nat en forunderlig Ro over Slagmarken.

Artilleriet skød nok endnu, men de søgte deres Maal længere tilbage, og kun nu og da fløjtede en forvildet Geværkugle omkring.

Kompagniet blev paany inddelt i Grupper, og det voldte ikke nogen Vanskelighed, thi der var kun 32 Mand. En Ordonnans blev af  Kompagniføreren sendt af Sted til Regimentsstaben med Melding om, hvordan det saa ud hos os, og med Anmodning om Afløsning. Der kom Besked tilbage, at der ikke kunde blive Tale om Afløsning, men at vi vilde faa 7. Kompagni til Forstærkning.

Kompagniføreren gav personlig denne Besked videre, idet han gik rundt og trykkede hver Mand i Haanden til Afsked. Han vilde nemlig ikke blive her længere, og naar der kom en ny Kompagnifører, mente han, var der jo heller ikke Brug for ham mere. Han takkede os for udvist Troskab, og lod os forstaa, at hvis vi ikke var dumme, skulde vi blot se at komme af Sted, saasnart 7. Kompagni var kommet i Stilling.

Han overlod Kommandoen til Sepl og mig og forsvandt. Vi var de  eneste Underofficerer, der var tilbage, thi Skorstensfejeren var  blevet saaret i Benet og var løbet tilbage.

Det var med Vemod, vi saa Kompagniføreren tage af Sted. Han var et pragtfuldt Menneske og en dygtig Officer. Ikke mindst, naar  Modet begyndte at svigte hos os andre, kunde han finde de rette Ord og i personlig Handling gaa foran i Opgaver, vi syntes uoverkommelige.

Henad Morgenstunden ankom det 7. Kompagni og overtog  Stillingen, men der var ikke Tale om, at vi kunde faa Lov til at gaa  tilbage. Kompagniføreren inddelte os i Kompagniets øvrige Grupper, ikke som selvstændige Grupper, men fordelt over hele Kompagniet.  Sepl og Jeg forsøgte flere Gange at gøre vor Indflydelse som  „Kompagniførere” gældende, naturligvis kun i den Hensigt at se at slippe bort, men han bedømte os til at være fejgt Pak, der kun havde at holde Bøtten og saa — lystre.

Dog, hvordan det gik eller ikke, vi vidste alle god Besked om Pierre- Vaastskoven, og i „ Ærinde” forsvandt vi alle lidt efter lidt ind i den.

I Løbet af Dagen havde vi alle faaet os samlet ved Farmen, og i Nattens Løb kunde Sepl og jeg „føre” Kompagniet, eller rettede, de sørgelige Rester heraf tilbage hertil.

Hvad der nu videre skal ske med os, har vi ikke erfaret, men Feldweblen mener dog, at vi foreløbig skal i Ro. Overalt ligger  Kammeraterne og sover eller piller Lus af sig. Andre barberer sig, thi Skægget er blevet langt i de forløbne 10 Dage. Fra Køkkenet spredes en dejlig Lugt af Mad, og det er herligt at tænke paa, at vi kan spise den, uden at den blandes med Jord eller Jernstumper. Der er kommet Masser af Post, og vi faar vel nu Tid til at besvare den.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. oktober 1916. Ved Somme: “Aldrig har vi oplevet noget lignende!”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

Samme Stilling, den 6. Oktober 1916.
Himmel og Jord staar i Eet. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Ildhastigheden er i Dag steget til det højeste, der endnu er præsteret. Halsende, det ene Batteri værre end det andet, udslynger de deres døds- og fordærvelsesbringende Projektiler i ukendte Masser. Fejende i lav Højde hen over Hovederne paa os, der forkuede og ængstelige klumper os sammen i ethvert Hul, brøler disse Bæster for ved den mindste Berøring med Jorden at eksplodere og rives fra hinanden i mange Stumper, der fløjtende og surrende flyver omkring.

Alle Kalibere er repræsenterede. De store 38 cm Skibsgranater kommer med deres noget dybere Lyd  og forsvinder i Jorden med et Plump. Næppe er de naaet 5—6 Meter ned i Jorden, før de rives fra hinanden med et vældig Brag og river alt, døde og levende, med sig i Luften, hvorfra saa Lig , eller Dele deraf, og Jordklumper som en Byge atter vælter ned om Ørerne paa os, der hvert Øjeblik kan vente paa, at en lignende Luftrejse kan gøre Ende paa denne irriterende Tilværelse.

Der er ingen Tvivl om, at et Angreb kan forventes, og Kompagniføreren har derfor givet Ordre til at holde alt parat til yderste Forsvar. Enhver har anbragt alle de Haandgranater i Livremmen, som der blot er Plads til. Resten er kastet udenfor Understandene for at have dem nærmere ved Haanden.

Maskingeværerne, af hvilke endnu kun to er i brugelig Stand, er efterset og prøvet. Der er 24,000 Skud til dem, og Kasserne med Ammunitionen er stillet rede. Fjendens Artilleri arbejder med ubeskrivelig Hastværk, og deres Mening om at kunne tilintetgøre enhver levende Spire i vore Skyttegrave er god nok.

Lige nu kom der Melding om, at Kompagniførerens Understand er skudt sammen, og at 10 Mand er begravet i den.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. oktober 1916 – Johan Wrang: “to knoglesplinter til”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 6/10.16

Kære Doschi!
Hjertelig tak for dine kære ord.
Med mig går det godt. I forgårs fik jeg fjernet to knoglesplinter til og jeg tror, at de nu alle sammen er ude. Såret er dog ikke vokset helt sammen, men det går jo hurtigt. Så længe såret ikke er helt lægt, kan jeg desværre ikke komme på orlov.

Jeg læste i går i avisen, at Flensborg Stadsteater er kommet i gang igen, så kan man jo gå derhen. Jeg bliver selvfølgelig uden videre når jeg er frisk igen overført til ersatz-bataljonen i Flensborg, men længe jeg har ikke lyst til at blive der.

Her i Mainz er der virkelig rigtig rart, meget sker der nu naturligvis ikke, men smuk natur er der ikke mangel på. I går spillede vi et godt parti kegler. I Hamborg sker vel heller ikke noget særligt? Hvad mener du med kejseren ved siden af?

Nu til slut hjertelige hilsner og på glædeligt gensyn din gamle ven Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

1. oktober 1916 – Ellen Jensen: “ak, saa rasende trist”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 1. Oktober 1916

Mine egen Ven!
Saa begynder  vi paa en ny Maaned igen! […] Jeg er i Søndagshumør i Dag, d.v.s. skidt! – Det er altid saa trist om Søndagen – ak, saa rasende trist. Og dog, det har man jo slet ikke lov at sige, man sidder lunt inden Døre og det allervigtigste, det at du har det godt, er jo ogsaa Tilfældet. Saa har man ikke Lov, at synes, at det er trist. – Men denne uendelige Krig, kan jo da ogsaa virke forfærdelig tyngende paa Sindet. Man kan jo dog aldrig rigtig være glad alligevel. Og der er jo slet ingen Udsigter til en Ende, det kan saamænd vare længe, længe indnu [sic!]. Ja saa tror jeg ikke at jeg kan mere i Aften, jeg er ”tom”. Men saa tænker jeg til Gengæld saa varm og ømt paa idg, kyser dig, og er din egen Pige […]”

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

1. oktober 1916. “Springende som anskudte harer …” I forreste linje ved Somme

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

Det begyndte at lysne i Øst, og endnu laa vi stadig i samme Grav.  Endelig kom der Ordre til , at vi skulde komme tilbage til Farmen, og paany skulde vi ad Hulvejen tilbage samme Vej, som vi var kommet.

Franskmændene havde nu imidlertid opdaget, hvad der foregik i Hulvejen, og en fygende Shrapnelild blev lagt henover den.

Springende som anskudte Harer satte vi igennem, naar vi mente, der var en lille Chance, men der var tyndet slemt ud i Rækkerne, da vi atter laa bag Farmen.

Men ogsaa Modet og Uvillien var taget til, thi vi syntes, at dette dog var det mest forrykte, vi endnu havde været ude for. Justav var imidlertid ankommet til Farmen, og ogsaa Kompagniføreren havde faaet nærmere Besked paa, hvor vi endelig skulde hen.

Nu gik det tilbage til Pierre-Vaastskoven og igennem denne. Det var ikke stort bedre, thi ogsaa her suste Granaterne ned, og de nøgne Træstammer saa spøgelseagtige ud. Træerne var som raserede, og Skovbunden laa fuld af afskudte Grene, paa hvilke Bladene var visnede. Endelig naaede vi dog til det Sted, der efter Beregning  skulde være vor fremtidige Stilling, og med højre Fløj ud til Landevejen Saily—Rancourt og venstre Fløj mod Pierre-Vaastskoven indtog vi Stillingen, i hvilken der ikke var nogen at afløse.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

30. september 1916 – Johan Wrang: “endnu en splint”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 30/9.1916

Kære Doschi
Hjertelig tak for dit brevkort. –
Det går mig godt, kun vil såret ikke rigtigt vokse sammen, da der stadig er materie i det. For nyligt måtte de endda delvist åbne det igen, så at det bedre kunne væske. I går fortalte en læge mig så, at han mente, at der ville væske endnu en splint ud. Gud ske takke lov har jeg som sædvanligt ikke mange smerter, kun ved behandling og forbinding gør det lidt ondt. At grine går stadig ikke godt med, derfor må du ikke skrive nogen vitser i dine breve.

Jeg ved ikke, om jeg allerede har meddelt dig, at jeg bliver her, til såret er lægt, da en ansøgning om forflyttelse tager for lang tid. Det er rigtigt rart her på hospitalet, jeg har allerede fået mange venner her. Vejret har i den sidste tid været så smukt og i dag regner det igen.

Hjertelige hilsner fra din gamle ven Hanni Wrang

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

29. september 1916 – Christian Campradt: “Sluppet uskadt fra Sommeslaget”

Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der i september blev indsat ved Verdun og lidt over en uge senere i slaget ved Somme.

Hannecourt ved Sommefronten, 29/9 1916

Kære forældre og Kalle!
Sluppet uskadt fra Sommeslaget er jeg nu på til etapen for at finde kvarter til I. Bataljon. Igen var det forfærdelige dage. Vi lå i forsvar og opgav at forsvarer landsbyen Combles, d. 25/9 måtte vi rømme og også enkelte stillinger som blev udsat for for voldsomme franske angreb. Hvor hårdt det er at forsvare, vil jeg kort forsøge at skildre for jer.

Kort over slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog med indtegning af det område, han var indsat i september 1916 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Kort over slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog med indtegning af det område, han var indsat i september 1916 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Den 26. sept. havde vi trukket os 50 m bagud til en tilbageliggende skyttegrav, hvor vi gravede os ned med maskingeværet og fik befaling at modstå alle franske angreb og ubetinget holde stillingen. Natten var forholdsmæssig rolig. Vores gevær lå skudklart, der var hele tiden to mand på vagt. Vi fem andre  af mandskabet lå i et jordhul i skyttegravsvæggen. Jeg kunne ikke sove trods de to sidste dages anstrengelser.

– Morgenen grånede -Hvad ville dagen bringe? Time efter time gik. Dødsens stilhed lå over den store ligmark, det var stilhed for stormen. Enkelte kamerater døsede, lænet mod skyttegravsmuren, andre røg tænksomt deres cigaretter.

Kl. 10 om formiddagen – rasende trommeild på vores skyttegrav, svære 30 cm granater direkte i og ved skyttegraven, som slet ikke er mere. Helvede har åbnet sig, intet at se for krudtrøg, jorden kastes højt op i luften af granaterne og falder ned på os. Beskydningen bliver stadig vildere, til højre og venstre, foran og bag vores kummerlige dækningsrum, der allerede er blevet trykket ind af en granat af mindste kaliber, slår svære, buldrende granater ned. Pludselig hører jeg stønnen. Vores vagtpost, Gustaf Offermann, vores “Moppie” ligger blodoversprøjtet i skyttegraven. En granatsplint af håndslængde sidder i hans lunge. Ham kan ingen mere hjælpe. Han raller, dybere og dybere, øjnene er stivnede. Adressen på hans brud i Osnabrück, Bierstrasse har jeg. – Tre mand slæber ham ud af skyttegraven til det første og bedste granathul. Der bliver han liggende.

En ny vagtpost bliver sendt ud, til højre og venstre for os er de fleste døde eller levende begravet. Begge de sårede er forsvundet bagud. O, hvis man bare man blev letsåret, et “Heimatsschuss”.

Luftfoto af slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Luftfoto af slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Stormen, trommeilden naturligvis, bliver hele tiden værre, det er orkan, og ikke længere til at holde ud. Vi par mennesker sidder tavse og stumme og venter. – Kl. 12 middag. Beskydningen forstummer som ved et slag, alt som endnu lever springer op, det er få, bittert få. “Franskmanden kommer” bliver der råbt over alt. Alle springer til geværet. Dér kommer række efter række af franskmænd med blinkende bajonetter, 6 rækker er der, den første 80 m herfra. Vores gevær fyrer løs, det skyder og skyder og strejker ikke, den trofaste ting: derover falder de, går i stå, springer frem, flere bliver liggende. Stormangrebet standser, det standser! De overlevende løber tilbage, mange er blevet indhentet af maskingeværkugler: skyttegraven er blevet holdt! Angrebet er slået tilbage!!

Dødsens stille her og derover! Hvad sker nu? Vil de komme igen med forstærkning? – De forbliver i ro! Jeg ser hen til dækningsrummet, der ligger den anden vagt op ad væggen med et lille hul i panden, død. Det var Lückmann fra Ostfriesland. Af mandskabet, fem mand og en leder var to døde, og Hansen-Lassen fra Ostenfeld ved Husum, som er let såret i højre hånd og venstre tinding, er gået tilbage. Han var glad og tog kort afsked. Hvad bliver der af os sidste? Tankerne løber, på engang gennemløber man det hele;

Henimod kl. 2.15 begynder trommeilden påny, som aldrig før. Jeg arbejder mig ud af stolle-rammen, skal skaffe forbindelse til resten af kompagniet. Løber snublende 100 m til højre, 100 m til venstre, ingen levende længere, død, forfærdelig lemlæstet. Vi tre mand er alene med maskingerværet. – Kl. 4 stopper det. Et nyt angreb, fire bølger sorte! Geværet fungerer stadig. På afstand 1000 m skyder vi løs, når bare geværet holder, hvad så? Vi tænker ikke længere på noget. Djævlen har grebet os!

Angrebet mislykkes igen, de sorte bølger flyder tilbage, for anden gang. Vi ved ikke hvad vi gør. Vores skytte, Felten fra Honnef ved Rhinen, klapper geværet, som var det et menneske, eller hans kæreste på jorden. Efter et par minutter begynder den rasende beskydning igen, var det blot lykkeligt overstået, det var utænkeligt at komme igennem. Jeg ved ikke, hvad der mere skete, henmod kl. 6 skubber Felten til mig. Campradt, Angreb! – De sorte er næsten allerede henne ved geværet, blot sekunder og vi har bajonetten eller dolken i struben. Jeg skyder selv, bremsen snurrer igen; bestryge kan jeg ikke længere, håndhjulet har en granatsplint bøjet, man kan ikke dreje det længere. Et grusomt billede: Ikke en falder, men dusin efter dusin; lykkes det igen? jeg skyder og skyder, ellers er alt tabt! Det lykkes, men det franske artilleri har fået øje på os, vi får en granat i fjæsset, man mærker det ikke, kun skyde, skyde!

– Et knald, et slag, ild, vi flyver bagud, tæt ved os slå en granat ned! Efter et par sekunder kommer jeg til mig selv, ved siden af mig ligger Felten uden hovedskald, ukendelig, sort, død – den tredje! – Den sidste, Gefreiter Willy Röwekampf fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück har et lille kødsår i låret. Hele min jakke er fuld af blod, men jeg er ikke såret. Den tyske spærreild har sat ind.

Det 3. angreb er slået tilbage. Jeg tumler hen til geværet, det kan ikke længere, det glødende løb har sat sig fast. Roligt, uhyggeligt roligt er der blevet. I den lumrer aften glider lig- og blodstanken sammen med krudt- og tågestanken hen over hullerne. Jeg har forbundet min sidste kammerat, Röwekamp fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück, han kan gå og vi går fuldstændig uforstyrret tilbage. I landsbyen Sally ligger Bataljonsstaben. Jeg meddelere Kaptajn von Reden: af 5. maskingevær fra Infanteri regiment 368´s 1. kompagni er tre mand døde, to sårede, og jeg som den sidste på vej til forbindingspladsen med en såret. Han kan intet sige, tårerne står ham i øjnene. Jeg kunne “rende” til landsbyen Fins! Natten til den 29. sept. bliver der afløst. Af mit kompagni var 34 mand tilbage.

Nu er jeg sendt forud af bataljonen for at finde kvarter og er igen menneske! Nu har jeg alle mulige ønsker: Strømper og fodlapper, en barberkniv! Mad behøver I ikke sende. Adressen er den samme I/368.

(Oversat efter brev i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

27. september 1916 – Otto Iversen: “anstrengende tjeneste”

Otto Iversen fra Maugstrup blev indkaldt i sommeren 1916, og kom efter sin uddannelse i Rendsborg til Frankrig.

I felten 27.9.1916

Kære forældre!
Modtog i går et kort fra broder Thomas, som han den 11. har sendt til min adresse i Rendsborg. Vi har meddelt vores adresse til Rendsborg og bedt om at få vores post eftersendt. Efter at have modtaget noget fra R. forventede jeg at få post fra jer.

I dag er jeg på vagt fra middag i dag til middag i morgen. Hver sjette time har jeg to timers vagt og fire timer på vagtstuen. I de fire timer har jeg god tid til at skrive mine breve. Efter hvad Thomas skriver, så mener han, at jeg stadig vil være dér den følgende søndag, forhåbentlig har han ikke været i Rendsborg, da han jo ikke ville besøge mig søndagen efter jeg måtte af sted tirsdag.

Her har vi anstrengende tjeneste, meget mere anstrengende end i Rendsborg. Om eftermiddagen har vi næsten altid to timers skansen og jorden er frygtelig hård, ca. ½ meter er god fed jord, så begynder kridtet eller kalkstenen allerede og skyttegraven skal være 2,40 m. dyb. Når man læner sig mod skyttegravens sider, så bliver man så hvid som hvis man lænede sig op ad en kalket mur. Man kunne berette meget herfra og fra omegnen, men det er os forbudt og hvis vi skulle gøre det, så slipper brevene ikke igennem. Jeg er begyndt på min dagbog, så jeg ikke har glemt det hele, når jeg kommer hjem. Navne på alle de steder, jeg har været i kvarter, bliver noteret.

For et par dage siden, d. 25, var der trommeild ved fronten. Om aftenen kom om nyheden, at 5.000 fanger og fem landsbyer var blevet taget fra franskmændene.

I formiddags var vi ovre i nabolandsbyen for at blive afluset, selvom jeg endnu ikke har mærket noget til lusene. Forskellige andre havde dog brug for det. Aflusningsanstalten ligger i en tidligere fransk sukkerfabrik. Siden krigens begyndelse har alt stået stille på fabrikken. Næste alle vinduerne er slået ind og alle brugsgenstandene smidt udenfor, hvor der lå store jernfade og maskindele mellem hinanden. Det kommer til at tage tid og penge, at sætte fabrikken istand igen. I sådan en forfatning befinder meget sig desværre.

Sidste søndag var jeg på kirkegården her i landsbyen. Der hvor de tyske soldater lå begravet, var alt holdt pænt og rent. I kirkegårdsmuren var stadig de huller, som blev benyttet som skydeskårer, da krigen rasede her. Fronten har ikke ændret sig her i to år.

Vær så venlig at give mig besked om, hvor mange af mine breve og kort, som er nået frem, jeg vil gerne vide om det hele får lov at komme igennem.

Til slut hjertelig hilsen til jer alle jeres
Otto.

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

26. september 1916 – Johan Wrang: “mange sveskekager”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 26/9.1916

Kære Doschi!
Hjertelig tak for den dejlige kageforsendelse og dine kære ord. Kagen vil jeg lade mig smage i eftermiddag sammen med min stuekammerat, der har forbrændt en fod og lider under frygtelige smerter. Jeg tror næppe, at der i Mainz findes så dejlig en kage. Her spiser man mange sveskekager, der også er ret gode, vi får dem også her på lazarettet.

Som jeg allerede har skrevet, så heler mine sår godt, kun indskudsstedet, der væsker materie, vil ikke rigtigt. Men snittet fra operationen, der ellers gik helt ind til knoglen, er fuldkomment helet. Jeg har nu opgivet en overførelse til Flensborg. Jeg talte med overlægen her og han sagde mig, at når min ansøgning er bevilliget, så var jeg så vidt, at jeg allerede var i Flensborg.

Jeg har allerede været flere gange i teater, men det er ikke noget særligt. Hvordan er teateret i Fl? – Jeg håber dog, at jeg i begyndelsen af oktober kommer på 8 dages orlov til Flensborg. Humøret er nøjagtigt lige så godt som før.

Nu til slut en rigtig hjertelig hilsen og et glædeligt gensyn
Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

22. september – Johan Wrang: Smertefuld latter

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 22/9.16

Kære Doschi!
Jeg modtog i går dit brevkort, der først havde været ved fronten. Jeg siger dig mange tak for det og for det fine billede af “Kredsen”. Med mig går det stadig fremad, dog tager det længere tid for såret at hele end jeg forventede, da såret væsker materie; men det er ikke farligt. Er det ikke morsomt, det gør mest ondt i såret, når jeg griner, da musklerne i panden endnu ikke helet og derfor smerter. Byen Mainz og omegn er ganske pæn. I går var jeg for første gang i teater, men ikke noget særligt. Hvornår jeg kommer til Flensborg, ved jeg ikke, det tager lang tid med ansøgningen. Hjertelige hilsner
Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

22. september 1916 – Christian Campradt: “de sårede jamrede og skreg”

Frisør Christian Campradt fra Haderslev, blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september havde været indsat Verdun, og nu mindre end en uge efter lå bag fronten ved Somme

22/9-1916

Kære forældre og brødre!
Kan meddele jer, at jeg stadig ligger i Væveriet (Broderiet). Fra fronten hører man det buldre og om natten ser man lys- og signalkuglerne stige i vejret. Om dagen har både franskmændene og englænderne såvel som vi talrige observationsballoner oppe, som kan se langt ind i landet bag fronten og observere dem som er der, næsten ingen troppeforskydninger bag den fjendtlige front forbliver uset. Også enorme mængder af flyvemaskiner surrer gennem luften, alle kampflyvere. Om vi bliver “indsat” her og hvornår — er ukendt.

I dag er vejret nogenlunde, men allerede temmelig koldt. Vi venter dag efter dag post hjemmefra, men intet ankommer. I 10 dage har vi intet modtaget. Forhåbentlig kommer der noget i aften?!! Jeg sender i dag en pakke hjem med strømpeskafter og andre sager, som kun vil være en byrde på marcherne. Forhåbentlig når den frem!!! Når den er der, så skriv det straks. Man er meget spændt på at høre hjemmefra, hvordan det går jer, hvordan I vel har ventet på post fra mig i dagene ved Verdun; om Max allerede er blevet indkaldt. Hvordan situationen er i Rumænien o.s.v.

Er i alle raske? Hvad laver Kalle! Mange billeder og mange tanker er løbet mig gennem hovedet i de farlige dage i granathullet; f.eks. om aftenen når trommeilden begyndte og granaterne igen susede uophørligt, de sårede jamrede og skreg, hvor meget tænkte jeg  så ikke på vores fredelige vinterstue og vores lange sofa, hvor vor far måske dydigt læser Die Grenzpost og tænker Verdun er snart vores, blot et fort til. O, hvis I blot vidste, dér bliver den ene armé efter den anden tilintetgjort!!! Franskmændene går det på nøjagtig samme måde og krigen får derved hurtigere ende.

Hvordan går det med Jakob og Onkel Julius? Hils alle slægtninge!! Jeg har endnu en bøn, send mig strømper, med det jeg har går det kun lige.

Lev vel og hilsen jeres
Christian

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

19. september 1916 – Johan Wrang: “indgangssåret er stadig åbent”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 19/9. 1916

Kære Doschi!
Jeg takker dig hjerteligt for dine kære ord. Jeg kan Gud ske lov meddele, at det går mig helt godt. Jeg er i de sidste dage stået op og har været ud at spadsere. I forgårs – allerede første dag – kørte jeg med nogle kammerater i den elektriske til Wiesbaden og vi så det dejlige badested. Jeg kan sige dig, der er vidunderligt. En skam, at sommeren er forbi og at det bliver koldt. Det regner nu dag efter dag.

– Mit sår heler nu helt godt og smerterne er ikke længere så kraftige. Såret fra operationen er næsten fuldstændig helet, kun indgangssåret er stadig åbent. Du spørger hvornår overførelsen til Flensborg vil finde sted; det kan jeg ikke sige, det går nemlig ikke så hurtigt; men det bliver vel i løbet af måneden. Den stakkels løjtnant Iwersen er nu også faldt. –

Nu til slut en rigtig hjertelig hilsen til dig.
Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

 

9. september 1916 – Johan Wrang: “det værste overstået”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

St. Quentin 11/9.16

Kære Doschi!
Hjertelig tak for dit kære brev. Nu er gud ske lov det værste overstået. Den 7.11.16 [sic!] fik jeg fjernet fem granatsplinter fra hovedet. Det var ikke ligefrem dejligt, for operationen blev gennemført ved fuld bevidsthed. Granatsplinten ramte først min huekokarde, ødelagde den og trængte så ind i kraniet. På grund af min sunde og kraftige kropsbygning kom jeg hurtigt over det. Såret i hovedet er dog temmelig stort og modbydeligt, men jeg er allerede fuldkommen feberfri. I dag jeg blevet erklæret rask nok til at blive transporteret og så går det mod Tyskland. Jeg skriver snarest muligt min adresse. Hjertelig hilsner også til dine forældre og på snarligt gensyn Hanni
Jeg vil så hurtigt som muligt ansøge om at blive overført til Flensborg.

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

7. september 1916. Matthias Møller i helvedet ved Somme

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

7.-13. september 1916

(… fortsat)

At fortælle om de 7 Dages Ophold vilde føre for vidt. Det hele står for mig i Dag som et Mareridt. Dag og Nat, kun afbrudt af kortere, roligere Perioder — Trommeild. Om Dagen skulde man også søge Dækning for Flyverne.

En Gang, da vi kom tilbage fra en Meldegang, var en mindre Granat eksploderet lige overfor mit Hul. Hvis jeg ikke havde været undervejs, havde jeg været færdig. De andre var uskadte.

En anden Gang, lige før jeg nåede Bataillonsunderstanden, eksploderede en større Granat i en Afstand på 2-3 meter på Løbegravsdækningen. Jeg så lige ind i Eksplosionsilden. Men Splinterne gik over mig og Lufttrykket kastede mig mange Meter bort, mens Jordklumperne raslede ned over mig.

Også Klorgasgranater blev vi udsat for. Det var ingen Fornøjelse at skulle løbe med Gasmaske på.

To tyske soldater i skyttegrav med gasmasker, håndgranater og rifler med opplantet bajonet (Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)
To tyske soldater i skyttegrav med gasmasker, håndgranater og rifler med opplantet bajonet (Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

Det værste var med Forplejningen og Vand. Vi led meget af Tørst. Køkkener kørte hver Nat, hvis de da kunde komme gennem Spærreilden, frem til en Banedæmning, som lå temmelig langt tilbage. Det gav hver Nat Døde og Sårede blandt dem, som hentede Mad.

 Efter 5 Dages Forløb blev Regimentet afløst. Men til os Stafetposter var der ingen Afløsning. Vi kunde næsten have grædt af Skuffelse. Det var for os næsten, som at høre vor Dødsdom.

Først 2 Dage senere slog Befrielsestimen for os. Vi var ikke langsommere om at forsvinde, end dem, vi havde afløst.

Vi løb så længe, vi kunde. Det farligste Sted på Tilbagevejen, var Overgangen over Sommefloden ved St. Christ, som lå under Ild.

Det gjaldt om at passe på det rigtige Øjeblik. En Gruppe på 5 Faldne ved Siden af et Granathul vidnede om, at det ikke altid lykkedes.

Vi nåede igennem og traf senere, træt og forpustet, en Munitionskolonne, som tog os med til Monchy la Gache, hvor Kompagniet lå.

Næste Dag var der Mandskabsappel. Det var med en underlig Følelse, man hørte, henholdsvis ikke hørte om de, der blev derude.

Det ene Kompagni samlede med 30 Mand Resten af 200. Vi havde ikke haft så store Tab.

Min første Stilling i Sommeslaget står i min Erindring som noget af det uhyggeligste, jeg måtte igennem i Krigsårene.

DSK-Årbøgerne, 1942

30. august 1916 – Lorens Jepsen: Orlovshåb

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

d. 30.8.1916

Min kære Anne!
Min hjerteligste Tak for et Brev og en Pakke med Kage, som jeg modtog i Aftes. Jeg beder Dig ikke at sende mig mere foreløbig, ej heller at skrive Breve, da jeg har stærkt Haab om at komme hjem. De andre er i Dag kommen tilbage fra Høstorlov. Men hvem der skal rejse nu, er ikke bestemt. Ansøgningerne er vel ikke kommet tilbage fra Regimentet endnu. Nogle mener, at denne Orlov begynder d. 1. Septbr., andre d. 4., dog bestemt faar man intet at vide førend i sidste Øjeblik.

I Aften rykker vort Kompagni atter forud og jeg havde jo egentlig haabet at blive fri for denne Tur, men naar det ikke giver nærmere Besked, saa kommer jeg nok til at traske med, det faar jo hjælpe sig, blot man kommer sund tilbage igjen, men behageligt er det langt fra, det har regnet stærkt her i den sidste Tid. Vejen er derfor meget opblødt, og tung at gaa og i Skg. vil der vist nok staa Vand. Ja, den bedste Tid af Aaret har vi nu atter haft her ude.

Krigen fører jo meget voldsom for Tiden, Rumænien har vel ogsaa erklæret Krig, dog tror jeg alligevel ikke at det giver Fred dette Aar, skønt det vel var værd at ønske.

Jeg har ogsaa faaet en Pakke fra Jørgen Jørgensen i Aftes. Hvad den indeholder ved jeg ikke endnu, da jeg ikke har haft Tid til at se efter. Jørgen har endnu foreløbig Orlov til d. 22. September, men jeg vil haabe, at han slet ikke kommer til Fronten mere. Et Liv, som det, vi maa føre her for Tiden, vilde han heller ikke holde længe ud, dertil er han ikke stærk nok. Jeg skal have skrevet til ham, da han ikke har hørt fra mig i lang Tid. Jeg ved ikke, hvori det ligger, thi jeg har i den sidste Tid kun haft lidt Lejlighed, men ogsaa kun lidt Lyst til at skrive.

Ansøgningen om otte Uger Orlov er kommen tilbage med Afslag. Der var vel heller ikke andet at vente. Amtsforstanderen har vistnok ingen Anbefaling givet, i hvert Fald var det ikke at vente, efter som han før har baaret sig ad.

Hvis der er megen Kløver i Havren ude i Søndertop saa burde den hellere sidde over Kostalden at den kunde tærskes lidt og saa fodres paa Kreaturerne. Til Hakkelse er Kløverhavre ikke god. Blot Vejret nu ikke volder for mange Vanskeligheder ved Bjærgningen.

De hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet.
Paa Gjensyn! Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

26. august 1916 – Lorens Jepsen: kun arbejderne og middelstanden må lide og og dø

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

d. 26.8.1916

Min kære Anne!
For et Stykke Skinke som jeg modtog i Aftes hermed min hjerteligste Tak. Jeg ved ikke rigtig om jeg bemærkede det paa Brevkortet i Gaar men jeg er nu atter bag Fronten, dog kun for et Par Dage. Det ser næste ud, som om vi skal beholde fast Stilling her, lige som sidste Vinter i Champagne, dog det er jo kun Formodninger vi ved jo aldrig hvad næste Time kan bringe, alt kan jo ændre sig i kort Tid. Som jeg skrev, har vi de Dage, vi var for ude, haft det meget roligt, længere mod Nord, paa den engelske Front, har det tordnet uafbrudt. Hvad det har at betyde med denne Ro herude, ved jeg ikke, thi at Franskmændene skulde slaa sig til Ro, tror jeg ikke.

Det er sørgeligt, at Krigen saaledes skal vedblive at rase. Blot vi kunde faa de store Herre, som staar for Styret herud i Skg. [dvs. skyttegraven]. Du kan tro, de vilde snart faa Næsen fuld. Men desværre er det kun Arbejderne og Middelstanden som maa lide og og dø, de øverste ti Tusinde mærker jo kun lidt til Krigen, enten er de hjemme, som uundværlige, eller ogsaa har de en Trykpost et eller andet Sted. De faa, som naar her helt ud, tjener ej heller som mening Soldat, men bliver Befalingsmænd, om det ogsaa kun er tyveaarige Lømler, og under disses Uforstand og Drengeagtighed maa vi saa lide. Dog, vi har aktive Officerer, som ikke er et Haar bedre. Vi har stadig Folk, som maa eksersere efter, naar vi ligger bag Fronten, fordi de har spist deres Jernportion, disse smaa Blikdaaser med Kød, som Du kender. Det er jo egentlig at stift Stykke, naar man betænker, at Folkene maa udholde Anstrængelser og Lidelser og stadig har Døden for Øje, at de saa straffer fordi de har spist disse Stumper Kød. Var det ikke bedre, om man gav dem saa meget, at de kunde spise sig mæt.

Nu lige jeg skriver dette er der en Skare franske Flyvere over os og en af dem træffes af vort Skyts og maa gaa brændende ned. Nej, Krigen er forfærdelig.

Som det lader, gaar Rughøsten nok ikke saa rask fra Haanden paa Grund af Regnen. Her i Frankrig er det ogsaa renset[?] for Tiden. Men den bedste Tid af Sommeren har vi jo haft. Dagene kortes og Efteraaret nærmer sig med stærke Skridt. – I de sidste Dage har tre af vort Kompagnie saaret sig selv med deres Bøsse. – af en Forseelse naturligvis; de vil blive stillet for en Krigsret.

Der hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

25. august 1916 – Lorens Jepsen: ” … Stanken fra de mange Lig”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

Min kære Anne!

Hjærtelig Tak for et Brev som jeg har modtaget i Dag. Ligeledes min bedste Tak for en Pakke med Smør, men naar Smørret er saa knapt derhjemme, saa behøver Du ikke at sende mig mere, jeg klarer mig nok alligevel og I behøver det jo haardt nok selv. Ja, det er slemt, meget slemt for Eder Hjemme og det vil blive meget værre endnu, naar Krigen ikke snart endes, og det er der desværre slet ingen Udsigter til.

Jeg gruer for Vinteren, har faaet nok deraf sidste Vinter og da havde vi endda en god Stilling. Bliver vi til Vinter hvor vi nu er, saa bliver det forfærdeligt, da det er lavt, leret og fugtigt. Vi kan ikke komme i Jorden for Grundvandet og derfor heller ikke forskaffe os Artilleridækning. De Par Dage vi har været i Graven, har vi alle været syge, har ikke kunnet spise og haft Diarré, det kommer af den fugtige Luft og af Stanken fra de mange Lig

de hjertl. Hilsner Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Barleux_aug_1916
Infanterie-Regiment Nr. 75´s stilling ved Barleux under Somme Slaget (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934)

16. august 1916. Kafkaske forhold ved grænsen

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen. Her stod mange ting, han ikke kunne trykke i avisen.

En hustru hindres i at vende tilbage til sit hjem – 2. august 1916 (optaget delvis i RST for 16. august 1916)

Fru Cathrine Sørensen, landmand og bødker Hans Johansen Sørensens hustru i Raadager [Roager], tog den 30. juni i år med en 7 år gl. datter på det for hende den 28. juli i fjor udstedte pas over Hvidding til bryllup i V. Vedsted, hvor hendes mands brodersøn, Søren Sørensen blev gift fredag den 30. juni.

Der blev, da hun rejste over grænsen, ingen som helst hindringer lagt hende i vejen for besøget lige så lidt, som der blev givet hende nogen advarsel.

Mandag den 3. juli rejste fru Sørensen til paskontoret i Kolding for at få sit pas stemplet og rejse hjem.

På paskontoret meddelte man hende imidlertid, at der manglede udtalelse fra amtsforstanderen; den hun havde fra kommuneforstanderen, var ikke tilstrækkelig; hun måtte skaffe den nævnte attest fra amtsforstanderen. Fru Sørensen rejste så tilbage til V. Vedsted, hvor hun boede hos svogeren, og fik derfra underrettet sin mand (gennem den tyske grænsegendarm) om det manglende med anmodning om at skaffe det. Et par dage senere fik hun tilstillet den pågældende attest.

Fru Sørensen rejste nu for 2. gang til Kolding, hvor hun imidlertid på paskontoret – efter en konference mellem kontorpersonalet og konsulen – fik den besked, at passet ikke kunne gøres færdig[t], før man havde undersøgt forskellige forhold nærmere, men i løbet af 5-6 dage kunne hun forhøre sig skriftlig[t], om det var færdig[t], så skulle hun få besked. Blandt andet ville man, ytredes det på kontoret, nærmere undersøge formålet med hendes rejse, det at skulle til bryllup var nemlig ikke tilstrækkelig grund til at skulle rejse og amtsforstanderen burde ikke have stemplet passet, da han måtte vide, at sådan grund ikke tages gyldig.

Fru Sørensen rejste så fra paskontoret for 2. gang og tilbage til V. Vedsted.

Da der var gået de nævnte 5-6 dage, forhører hun sig ved en bekendt i Kolding (konsul Schmidt) på paskontoret, hvorledes det stod til, men fik at vide, at de oplysninger, der skulle indhentes, ikke forelå endnu.

Fru Sørensen rejste på onsdag den 19. juli for 3. gang til Kolding, hvor hun blev til lørdag, og forhørte sig både onsdag, torsdag, fredag og lørdag den 22. juli om passet, men fik hver gang den besked, at det ikke var i orden. Kontorpersonalet udtalte, at der måtte være et eller andet særligt i vejen, da papirerne i reglen kunne gøres i orden i løbet af 5-6 dage.

Lørdag den 22. juli rejste fru Sørensen igen – for 3die gang – tilbage til V. Vedsted, efter at den på paskontoret nævnte dansktalende herre havde rådet hende til at lade sin mand rejse fra Raadager [Roager] til Haderslev og tale med landråden.

Hun skrev så herom til manden; da hans pas imidlertid var til fornyelse i Hamborg, fik han lærer Barthalatius til at rejse ned til landråd v. Loew, der imidlertid meddelte, at han ikke kunne afgøre sagen alene, men at der skulle indhentes en erklæring fra den danske konsul i Altona.

Mandag den 24. juli kaldet til grænsen gennem en telefonbesked. Hun skulle komme tilstede kl. 2½-3, da amtsforstanderen (hr. Erichsen fra Skærbæk) ønskede at tale med hende. Hun gik [???] til grænsen, og der havde hun så en samtale med amtsforstanderen, der udtalte: ”Ja, fru Sørensen, De kan jo nok komme tilbage, når de vil tage Deres søn med!”

Her må indskydes den bemærkning, at Sørensen og hustrus søn, født 25. januar 1898 i Raadager [Roager], hvor Sørensen har boet i ca. 30 år som dansk undersåt uden nogensinde at have givet myndighederne anledning til klage – uden forældrenes viden var gået over grænsen til Danmark, da det lakkede henad den tid, da der kunne blive tale om, at han skulde melde sig til optagelse som prøjsisk soldat (hvad han absolut ikke vil, da han vil være dansk undersåt og dansk soldat). Han er nu her i landet. Fru Sørensen svarede, at hun ikke vidste hvor sønnen var henne, og at hun derfor ikke kunne gå med på at tage ham tilbage, hvortil amtsforstanderen [sagde]; ”Ja, men De er dog vel i grunden på besøg derovre for at tale med Deres søn!”

Fru Sørensen benægtede bestemt dette, og samtidig oplyste hun, at paskontoret i Kolding havde udtalt sin misbilligelse af, at amtsforstanderen havde stemplet hendes pas og givet hende tilladelse til at rejse, skønt han måtte vide, at bryllup ikke [er] tilstrækkelig grund, hvorfor amtsforstanderen svarede, at så kunne jo grænsegendarmerne have stoppet hende. Dermed var samtalen forbi og fru Sørensen ikke afgørelsen nærmere.

Den 27de juli blev bødker Sørensen kaldt til amtsforstanderen i Skærbæk, der talte til Sørensen at sønnen burde vende tilbage; Sørensen svarede imidlertid, at det kunne han ikke have med at gøre, da han ikke vidste, hvor han var. Amtsforstanderen ytrede da bl.a., at nu havde de (Sørensens) vel også snart fået straf nok, hvad bødkeren gav ham ret i, så meget mere, som hverken han eller hustruen havde forbrudt sig.

I øvrigt udtalte amtsforstander Erichsen, at der nok ville gå nogle dage endnu, inden sagen gik i orden.

Den 28. juli havde den danske konsul i Altona skrevet, at Sørensen skulle afvente svar fra generalkommandoen og hvis dette indeholdt et afslag med hensyn til fru Sørensens tilbagekomst til hjemmet, burde der indsendes en ansøgning til det kgl. danske gesandtskab i Berlin.

N.C. Willemoës’ notesbøger

10. juli 1916 – Flensborg Avis: Officerernes håndvåben

Officerernes Haandvaaben i Krigen.

Naar Officerer forinden Krigens Udbrud drøftede, hvilket Haandvaaben der bedst egnede sig for Officeren i Felten, var Meningerne meget delte, hedder det i en Artikel i et tysk Fag-Tidsskrift. Den ene sagde: “Naar vi staar over for Fjenden, lægger jeg Sablen paa Bagagevognen og tager det første det bedste Gevær.” Den næste sagde: “Et Gevær er bare i Vejen, en Officer har slet ikke Tid til at skyde, han skal være snart her, snart der. I Nærkamp kan jeg kun tænke mig at bruge eet Vaaben, nemlig min Sabel, og i Nødsfald har jeg jo endelig min Pistol.”

Paa Spørgsmaalet, om Officeren nu i det hele taget har Brug for noget Vaaben, maa Svaret sikkert blive, at han absolut har Brug for et godt og paalideligt Vaaben, med hvilket han kan gøre sig Haab om at forsvare sig virksomt i paakommende Tilfælde. I Skyttegravene, i Ildlinjen har Officeren saa meget at gøre med at have Opmærksomheden henvendt paa sine Folk, med at iagttage Ildvirkningen osv., at han slet ikke kan faa Tid til selv at optræde som Skytte. Følgelig har han ikke Brug for noget Angrebsvaaben, ikke for Gevær. Men ved gennembrydning af fjendtlige Linjer, ved farlig Patrouilletjeneste, ved Marcher gennem fjendtlige Landsbyer, hvor der kan være Mulighed for at komme til at staa over for Franctireurs eller skjulte Modstandere, eller i Tilfælde af, at han bliver sprængt bort fra sine Folk, da har han i høj Grad Brug for et Forsvarsvaaben, som ikke hindrer hans Bevægelser, men som dog paa den anden Side maa være saa stort, at han dermed i kortest mulig Tid kan gøre en Angriber ukampdygtig. Sablen er ganske vist et smukt og fornemt Vaaben, men den er ganske værdiløs i de her omtalte Situationer. En kort Karabin med paasat lang Bajonet, hvortil hører Skede, er ogsaa uhensigtsmæssig og er under Løb mindst lige saa generende som det lange Infanterigevær, da man risikerer at faa Skeden ind imellem Benene og snuble, og man ikke kan lægge Vaabnet fra sig uden at risikere, at det bliver stikkende i Jorden.

Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

I vore Tider er det et Ildvaaben, en Pistol, Officeren har Brug for. Ganske vist hører der til Officerens Udrustning saavel Pistol som Sabel; men Pistolen er som oftest alt for lille, en Lommepuffert, meget nydelig med Nikkelkappe-Patroner, men dog snarere at henføre under det farlige Legetøjs end det brugbare Forsvarsvaabens Kategori. Hvad nytter et saadant smukt og bekvemt lille Vaaben, naar det gælder om paa 50 Meters Afstand ved det første Skud at uskadeliggøre en Fjende? I Almindelighed nytter det slet intet, i alt Fald da kun, naar Skytten i Forvejen har haft Lejlighed til at gøre sig fortrolig med sit Vaaben, hvilket snarest vil sige, at han har lært dets Mangler og Fejl at kende og tager disse i Betragtning, naar han sigter, — eller ogsaa kun i de ganske enkelteTilfælde, hvor Kuglen “af Vanvare” rammer sit Maal. Om virkelig Paalidelighed er der ikke Tale ved den Slags Vaaben. Mange af de Officerer, der er faldne i Krigen, vilde maaske  i dette Øjeblik have været i Live, hvis de havde været bevæbnede med paalidelige Forsvarsvaaben.

Belgisk automatpistol Browning mle. 1910, kaliber 7,65 mm (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Belgisk automatpistol Browning mle. 1910, kaliber 7,65 mm (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Saa højt udviklet Vaabenindustrien end er, har man dog ikke endnu fremstillet et Skydevaaben, som man kan gemme inden i Haanden og som samtidig er virkelig paalideligt og træfsikkert paa en Afstand af 50 Meter og derover. Den fine Betegnelse „Selvladningspistol” ændrer intet ved denne Kendsgerning. Ikke des mindre nærer Officererne Uvjlie mod at bruge store Pistoler. Det har vist sig, at mange Officerer i Felten har væbnet sig med Infanterigeværer; men Pistolerne skal være smaa. En Mængde holder sig stadig til de smaa Browningpistoler, som virkelig skal gaa og gælde for at være brugelige Forsvarsvaaben, af hvis Paalidelighed daglig mange værdifulde Menneskeliv afhænger.

Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 med pistolhylster monteret som kolbe (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 med pistolhylster monteret som kolbe (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

“Jeg har”, siger Forfatteren, “prøvet disse dejlige Browningpistoler (6,35 Millimeter Kaliber) paa Skydebanen, og det viste sig, at jeg allerede paa 12 Meters Afstand ikke fik en eneste Træffer i en ret stor Skive — og jeg mener ellers uden Pral at kunne betegne mig selv som en ret god Pistolflytte. For en civil, der kun i de allersjældneste Tilfælde kommer i den Situation at maatte forsvare sit Liv, kan den Slags Lommepufferter maaske nok svare til Formaalet, idet det her kun gælder om at holde Modstanderen i Skak eller bruge Vaabnet Paa ganske kort Afstand. Men i Felten kan Officeren hver Time komme i det Tilfælde at maatte forsvare sig med Pistolen paa nærmere eller længere Hold, og hertil duer Lommepistolen absolut ikke. I den tyske Hær har man da ogsaa fornuftigvis indført den store saakaldte “Parabellum-Pistol”, der er et for Krigsbrug fremragende godt Vaaben, for Underofficerer, Musikere, Sanitetssoldater og lignende. Den 10 Skuds Mauser-Selvladningspistol er endnu bedre og er vist egentlig Ideal-Vaabnet for Officerer; det blev da ogsaa benyttet af disse saa vel i Boerkrigen som i Felttoget i Kina, og man gjorde da udmærkede Erfaringer med det. Jeg har med denne Pistol skudt paa løbende Jagtskive paa et Hold af 80 Meter og af 100 Skud haft 87 Træffere. Mauserpistolens Ladningsmetode og dens Skæftning er tilmed overordentlig praktisk. Denne Pistol er ganske vist tre Gange saa stor som den elegante Browning-Lommepistol, men saa har den dog det Fortrin, at den skyder baade  hurtigere og sikrere. Med dette Vaaben i Haanden kan en Officer altid være i Stand til at forsvare sig virksomt, selv om han maa kæmpe med flere Modstandere paa een Gang. Og naar Pistolen anbringes i et Læderfutteral, fastgjort ved Bæltet, kan man bevæge sig akkurat lige saa ugeneret og rask, som naar man kun medfører en af de omtalte Lommepistoler. Og Sablen kan man saa ganske rolig lægge paa Bagagevognen, hvor den kan faa Lov til at blive liggende, indtil mindre krigerske Tider oprinder. Mauserpistolen er Officerens Haandvaaben i Felten.

4. juli 1916 – Johannes Ankersen: “… mine nerver var fuldstændig færdige”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Vores situation var alt andet end rosenrød. Det fjendtlige artilleriild samlede sig igen på vores stilling, for – syntes det – at begynde det samme teater som på forreste stilling. De gevaldige nedslag fra de store granater, som de smed en masse af, gjorde os halvt vanvittige. I det mindste var der forplejning her. I Hem var et proviantlager, som nu blev rømmet.

Det forlød, at vi skulle afløses, men endnu en gang skete intet, indtil vi endelig blev trukket ud natten mellem den 3.-4. Jeg gav kompagniet ordre til at samles i Meislain, at have ført mandskabet samlet tilbage, ville have været vanvid. Så måtte vi endnu en gang løbe for livet ud af det fjendtlige artilleris mur af ild. Det var et pænt stykke, for langt ind i baglandet holdt modstanderen alle veje under kraftig beskydning. Men vi kom igennem, vi kom i kvarter, kunne vaske os, gå frit omkring og hørte nu blot den fjendtlige trommeild i det fjerne. Nu skulle de arme nerver, der i de forgangne dage havde været spændt til bristepunktet, endelig have fred. Jeg var selv noget nedtrykt, utilfreds, i dårligt humør, nedslået, jeg kan slet ikke beskrive min tilstand. Jeg kunne ikke være alene på mit værelse, så blev jeg grebet af angst. Det var mig, som om væggene skulle styrte sammen over mig og slå mig ihjel. Enhver kraftig lyd, enhver pludselig bevægelse fik mig til at fare forskrækket sammen. Om natten kunne jeg ikke sove, kort sagt, mine nerver var fuldstændig færdige.

Det skete ikke for mig hverken før eller siden, men – som allerede sagt – tiden op til offensiven havde været urolig for mig, og så var det vel også hårdere for mig at komme direkte fra mit fædrene hjem til denne afskyelige Schamassel, i modsætning til hvis jeg allerede havde befundet mig i skyttegraven.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

1. juli 1916 – Johannes Ankersen: “Franskmændene havde angrebet”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Så hed det den 30., at vi ville blive afløst af bayere. Vi ventede på afløsningen, men den kom ikke. Endelig, da morgenen gryede, kom de.

Naturligvis også uden en dråbe drikbart. For nu hed det nu tilbage, tilbage gennem den granathullede ørken. Det var løben på liv og død, den gang lærte jeg, hvad det vil sige at løbe for livet. Jeg kom igennem og nåede Ferme Hem, der mærkelig nok overhovedet ikke blev beskudt.

Efter jeg først have drukket uhyggelige mængder af vand, skældte jeg morderligt ud på bataljonsstaben, der til min store ærgrelse lå i den sødeste søvn. Chefen for rædselsslagen op fra sit leje, da han troede, at franskmændene ikke var langt væk. Den grunden til mit skælderi gik op for ham, gav han mig en militær overhaling, der dog ikke gik mig særlig nær.

Jeg erfarede, at 8. kompagni lå ved Clery. En ambulance tog mig med, og satte mig af en det voldsomt sønderskudt Clery. Mit kompagni fandt jeg i tredje stilling, i ganske godt humør. Folkene havde hentet øl og cognac i den forladte kantine i Clery og gjorde sig til gode med det. Også jeg hældte et par snapse indenbords og lagde mig så hen, for aller først at få sovet ordentlig ud.

Jeg havde knap ligget en halv time, før jeg blev vækket ublidt. Franskmændene havde angrebet. Altså endnu en gang ingen hvile.

Vi skulle frem og besætte den anden stilling mellem Hem og Hardecourt.

Det gik også alt sammen godt, det franske artilleri regnede vel med, at deres infanteri var nået meget længere og forstyrrede overhovedet ikke vores fremmarch. Vi kom godt frem til skyttegraven. I mellemtiden var franskmændene gået i stå, vidste åbenbart ikke rigtigt, hvad der forgik.

Til sidst jog de artilleriet på os, men da det (undtaget de store mærker, der allerede tidligere havde beskudt stillingen) ikke var så godt indskudt, så var det til en vis grad udholdeligt. Meget behageligt var det, at de fjendtlige minekastere ikke længere kunne beskyde os. Det var ret heldigt, for det var overhovedet ingen dækningsrum i stillingen.

Vi skulle nu fastslå de enkelte kompagniers afsnit, ikke netop nogen behagelig opgave, for stillingen var os ukendt og den fjendtlige ild tog stadig til. Oven i købet blev min kompagnichef, som jeg rekognoscerede sammen med, pludselig så syg, at han ikke kunne råde eller hjælpe, da havde jeg heldigvis kompagniets ve og vel i fast greb.

Endelig var alt klappet og klart. Gud ske tak og lov, at det var tilfældet, for det fjendtlige artilleri gjorde sig ubehageligt mærkbart. Det var det tungeste skibsskyts, der var indskudt på stillingen, sikkert 38 cm, for eksplosionerne var forfærdelige. Vi lå omtrent på højde med vores forreste artilleristillinger, og jeg kunne iagttage, hvad sådan et batteri måtte udholde, når de var blevet opdaget af det fjendtlige artilleri.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

29. juni 1916 – Johannes Ankersen: “Tørst er forfærdeligt”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

I natten mellem den 28. og 29. juni blev 8. kompagni afløst af det 6. Jeg måtte dog ifølge bataljonsbefalingen blive i stillingen, jeg var lige kommet fra orlov og måtte være frisk nok. Det havde også været til at bære, hvis der i det mindste var blevet sørget for, at vi havde fået noget at drikke. Men intet, ikke en dråbe, selv afløsningen kom med tomme feltflasker. Og min tørst voksede i det endeløse. For at stilne den lidt, tyggede jeg brændt kaffe, som vi havde fundet i minegangen. Længere inde i minegangen sivede vandet gennem loftet, snavset lervand, hvert minut en lille dråbe. Den opfangede jeg, for i det mindste at fugte mine tørre gummer en smule. Ak, hvad havde vi ikke givet for et ordentlig regnvejr. Tørst er forfærdeligt. I fire dage havde jeg ikke rigtigt fået noget at drikke, jeg var på fortvivlelsens rand og havde aller mest lyst til skyde mig en kugle for panden. Og fjenden angreb stadig ikke, han udlod stadig sin jernregn over os for at fjerne alt menneskeligt fra denne frygtelige ørken.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

27. juni 1916 – Johannes Ankersen: “Kæmpe hul efter kæmpe hul”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord. Dér var et endnu uskadt dækningsrum, hvor der lå en mg-feldwebel med to ordonnanser. Vi tumlede derind, og strakte os dødtrætte på det kolde gulv. Snart var jeg sovet ind, trods larmen, der forsatte ubønhørligt. Men jeg kunne ikke glæde mig længe over hvilen. Pludselig bliver jeg vækket af en frygtelig bragen. Et bræt fra loftet slår ned ganske tæt ved mit hoved, hele dækningsrummet ryster, som ville det lægge sig på siden, og væggen vælter ind i rummet og dækker samtidig den ene udgang. Jeg ser stadig for mig, hvordan de to ordonnanser i et øjeblik flygter ud af den anden udgang, så er også den omtrent dækket til, og vi er halvvejs begravet. Men delingsføreren fra mg-kompagniet var det gået værre. Han havde ligget ved siden af væggen, der var styrtet sammen, nu var han fuldstændig dækket af jord, som han ikke kunne komme fri af. Underlig nok var hans ansigt forblevet fuldstændig frit. Med hænderne og brædder – spader havde vi ikke – gravede vi ham fri, tømte udgangen, og skyndte os ud af det forliste dækningsrum. Ikke langt væk fandt vi en ganske god stolle (minegang), som vi krøb ind i. Her var der rigeligt med mennesker, også de to ordonnanser dukkede op igen, de havde været tilbage ved det delvist sammenskudte dækningsrum og hente en flaske med cognac, som tilsyneladende var vigtigere for dem end at hjælpe deres levende begravede feldwebel. Nå, en god slurk gjorde nu godt.

Indtil aften måtte jeg blive, hvor jeg var. De arme folk, der sad sammen med os i stollen, var allerede fuldstændig ligeglade. Foran dækningsrummet stod en vagt, der hvert øjeblik råbte: ”Giv agt – mine.” Så kom den morderisk susende, rev et nyt hul i jorden, og løftede vores stolle op som en stormbølger kaster et skib. Dagen gik langsomt, langsomt. Ikke et øjeblik undte det fjendtlige artilleri sig selv eller os ro. Når beskydningen for et øjeblik blev svagere, var det som om, at djævlen blot ville have vejret for med endnu større kraft at kunne kaste sin stinkende ånde mod os. Endelig begyndte det at skumre. Jeg måtte nu videre, til 8. kompagni.

Langs med resterne af forreste skyttegrav, over ”Det skarpe hjørne”, måtte jeg finde vej – i ordets egentlige betydning – for hvad der var tilbage af vores stilling var nedslående. Terrænet var fuldstændig forandret. Kæmpe hul efter kæmpe hul, nogle mere end 8 meter brede og lige så dybe. Mellem dem rester af vores pigtrådsspærring, ødelagte ”spanske ryttere”, grene, bjælker, alt det der en gang havde tjent til at bygge stillingen, lå nu sønderrevet og sønderslået omkring. Den lille lund, der havde været bag vores skyttegrav, var fuldstændig forsvundet fra jordens overflade. Intet, overhovedet intet var blevet tilbage, andet end en trøstesløs ørken. Og i denne dødens ørken løb de arme, forvildede mennesker omkring og måtte lade den forfærdeligste ilddans gå over sig.

Jeg mødte folk fra 5. kompagni: ”Hr. løjtnant, nu har de skudt vores sidste dækningsrum sammen, hvad skal vi gøre?” Ja, jeg kunne ikke hjælpe, havde ingen klare tanker, kun den ene: ”Først skal du hen til dit kompagni.” Halvt sønderslidt, bukser og frakke sønderrevet af pigtråd, nåede jeg endelig frem til det 8. kompagni. Kompagnichefen befandt sig sammen med flere herrer fra bataljonsstaben i et dækningsrum for foden af skoven. Det var det sidste rum, de andre rum var – det ene efter det andet – blev skudt sammen. Mandskabet sad i en minegang. Der blev holdt krigsråd om, hvad der skulle gøres. Folkene ville – trætte af den evige beskydning – storme, de ville minekasterne til livs. Men det nyttede ikke noget, hvad havde det par mand vel kunne udrette? Altså var der ikke andet for end at holde ud. Vi besluttede at slutte os til folkene i minegangen, så var vi tættere på kompagniet, hvis fjenden fandt på at angribe. Det var vores held. Da vi næste morgen gik tilbage til dækningsrummet for at hente nogle glemte sager, var der intet tilbage af det. En granat eller en svær mine havde ødelagt ”heltekælderen”.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)