Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

9. marts 1918. Hindenburg synker!

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Den 9. marts 1918 ved middagstid løb den på en mine og begyndte at synke. Christian Nielsen komme ikke med redningsbåden – og han kunne ikke svømme!

(… fortsat)

Det var paa høje Tid, at Baaden kom klar af Daviderne, for de laa nu saa lavt over Vandet, at der kunde blive Fare for, at de kunde gribe fat i Baaden og saaledes foraarsage en Kæntring.

Skibet krængede  lidt mod Styrbord; derved kom jeg ind mod  Skibssiden og fik Fodfæste paa Stødlisten. Jeg kom i Vand til  Knæene, og nu var der kun faa Meter tilbage af Skibet.

Paa Baadsdækket stod der endnu fire Mand af Maskinfolkene. De kastede en Redningsflaade ud. Den var fastgjort til en Tovende, og den blev min Redning. Flaaden passerede mig i en Afstand af smaa ti Meter. Det var min sidste Chance. Jeg sprang i Havet.

Som nævnt kunde jeg ikke svømme, men jeg tror, at min Vagtkappe  har kunnet bære mig oppe, indtil jeg var saa heldig at faa fat i  Tovenden og holdt fast!

De fire paa Baadsdækket sprang samtidig med mig, men kun tre af dem naaede hen til Flaaden. Den fjerde raabte et Par Gange om  Hjælp, saa gik han ned …

Vi fire hang nu hver ved sit Hjørne af Flaaden. Vi havde kun Hovedet over Vandet. Da Skibet sank, blev vi begravet i et Bjerg af Vand, men vi holdt fast.

Det gør ondt, naar man ser sit Skib forvinde i Dybet. Det sidste, vi saa af »Hindenburg«, var to Mastetoppe med Antenneraa. De dannede to Kors. Det saa næsten symbolsk ud; men saa forsvandt ogsaa de.

Tilbage var vi fire ved Redningsflaaden. Et Stykke borte fik vi Øje paa  Kommandanten, der klamrede sig til Kompashuset. Længere borte saa vi vor egen Baad, men den kunde ikke hjælpe os, for de havde ingen Aarer, og desuden var den overfyldt. Da Skibet var sunket, kom der Vraggods til Syne i Form af Dæksplanker og Kasser. Vi var saa heldige at faa fat i en Planke og fik den halet ind over Flaaden.

Mine tre Lidelsesfæller kravlede op paa Flaaden, og jeg blev ved deres Hjælp ogsaa halet op. Jeg kunde ikke klare den selv.

Det viste sig, at Flaaden havde svært ved at bære os. Den blev trykket ned under Vandet. Vi sad nu alle paa Knæ — hver paa sit Hjørne af Flaaden. Vandet naaede os op til Livet. Jeg laa med venstre Albue paa Planken og kunde paa denne Maade holde Hovedet oven Vande.

Det varede ikke ret længe, før de tre Kammerater begyndte at tale om, at naar vi ikke snart fik Hjælp, kunde vi ikke klare den ret længe. Vandet var iskoldt, men roligt. De andre paa Flaaden havde kun  tyndt Tøj paa. Ikke saa underligt, at de frøs. Det var jo en stor Forandring at komme fra det varme Maskinrum eller fra Fyrpladsen og saa ned i det kolde Vand.

Jeg, som havde tykt Tøj paa og havde været udenfor hele Tiden, frøs  ikke saa meget. Jeg kunde have klaret den en Tid endnu; men jeg vilde nødig miste de Kammerater. Hjælpe dem kunne jeg ikke. Jeg var klar over, at hvis det værste skulde ske, det vil sige, at dersom mine Kammerater forsvandt, vilde Flaaden komme højere op paa  Vandet og mere sikker at opholde sig paa; men Hjælpen maatte komme inden alt for længe.

Paa Linieskibet »Rheinland«, der sejlede ca. en Kilometer foran os, havde man selvfølgelig hørt Eksplosionen. Den stoppede øjeblikkelig op og satte to Baade i Vandet — og der blev roet! Den Baad, der først  naaede hen til os, tog os om Bord. Jeg blev surret fast paa en Transport-Hængemaatte og lagt paa Tofterne mellem Aaregasterne. Den anden Baad reddede Kommandanten og tog Baaden med de overlevende fra »Hindenburg« paa Slæb.

Efter en hurtig Lægeundersøgelse og Forbinding blev vi bragt ned i Kassematterne og klædt af til Skindet. Vi blev rullet ind i Uldtæpper og fik et Par store Cognactoddyer hældt i Halsen. De kvikkede op …

Der var, som før nævnt, kommet omkring 800 russiske Krigsfanger om Bord i Blokadebryderen »Steigerwald«. De skulde transporteres til Libau, hvor de skulde interneres i en Fangelejr. Fra Libau skulde  Skibet gaa til Danzig for at komme i Dok.

Det blev bestemt, at jeg skulde med dette Skib og indlægges paa et Lazaret i Danzig. Kammeraterne kom og tog Afsked med mig. Vi  havde jo kun været en kort Tid sammen. Flytningen gik nemt. Jeg  havde ingen Ejendele. Alt var gaaet tabt ved Forliset.

Man lagde mig paa en Baare og bragte mig om Bord i den finske Isbryder »Zampo«, og derfra blev jeg overflyttet til »Steigerwald«. Isbryderen skulde bryde Isen ud til aabent Vand. Jeg skal gerne lndrømme, at jeg ikke følte mig rolig, før jeg vidste, at vi var kommet velbeholden gennem Minefeltet!

Efter en 3-4 Dages Sejlads via Libau ankom vi til Danzig, hvor jeg blev indlagt paa et Reservelazaret. Det var en almindelig Træbarak, og alt var ret primitivt. Her var der kun omkring en Snes Patienter, og vi fik en meget god Behandling. Jeg fik en dobbelt Portion »Liebesgaben« og 3½ Mark af Lazaretkassen, fordi jeg havde mistet alt.

Mit Lazaretophold varede otte Uger, saa rejste jeg til Kiel, hvor jeg paa ny blev indklædt, og man bevilgede mig fjorten Dages  Rekreationsorlov.

Fem Maaneder senere var jeg atter om Bord og igen ude i de finske Farvande, og da var idet lige ved at gaa galt igen, men — det er en anden Historie …

DSK-årbøger 1961

9. marts 1918. Minesprængning! Hindenburg ramt!

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Tyskerne satte uden problemer tropper i land og “Hindenburgs” opgave var nu at bryde isen i området.

(… fortsat)

Ved Daggry satte vi igen Kursen mod Eckerö. Denne Gang sejlede  Linieskibet »Rheinland« forrest. Vi havde jo brudt en Rende i Isen.

Omkring Middagstid var vi igen foran Minefeltet. Vi havde sat Damp til Spillet paa Fordækket, da vi regnede med, at vi om en lille Time  kunde ankre op i Bugten hos de andre Skibe — men det skulde gaa helt anderledes!

»Rheinland« var allerede gaaet igennem Minefeltet og var kommet et stykke ind i Vaagen. Vi, sammen med »Hindenburg«, var blevet lidt bagefter og kunde maaske ved at ændre Kurs, vinde noget ind paa  Linieskibet. Jeg fik af Kommandanten Ordre til at give lidt bagbords Ror. Vi var daarligt nok sejlet en Skibslængde, før Ulykken skete!

Jeg saa en Ild- og Røgsøjle saa høj som Masterne, blev med Rattet slynget oven over Kommandobroen og faldt ned paa Ristværket  over Fyrpladsen. Jeg havde tabt Bevidstheden og havde under Luftrejsen paadraget mig et Par Saar paa højre Hofte og paa Ryggen.  Saarene var ikke særligt alvorlige, men de smertede meget.

Hvorvidt jeg blev ramt af Minesplinter, er jeg ikke klar over, skønt Eksplosionen skete faa Meter foran mig, eller om jeg blev slynget  mod nogle opretstaaende Jerngenstande. Min Vagtkappe var  flænget fra øverst til nederst, ligesom min Hue og den ene Støvle var  fløjet væk. Ved Eksplosionen fløj ogsaa Kommandanten sammen
med Kompashuset over Bord.

Styrmanden fik Hovedet kløvet og blev liggende død paa Kommandobroen. Han gik ned med Skibet. En civil Kaptajn, som var med som Tillidsmand, og en Signalgast, der stod paa Bronokken, kom  intet til. Nede paa Fordækket blev Spillet presset ud af Sokkelen og Damprøret revet over. Dampen fossede ud.

Dette var maaske Skyld i, at forholdsvis mange blev reddet, for ellers var der kanske fulgt en Eksplosion i Kedelen.

Eksplosionen skete nøjagtig Klokken tolv Middag. I Lukafet laa ogsaa en Mand dræbt. Desuden var der en 7-8 Mand, som fik lettere Saar, men de kunde klare sig selv.

Vort Skib saa sørgeligt ud! Paa nederste Kommandobro var hele Korthuset borte, Skorstenen var ved at falde om, Baadene i Stykker paa én nær. Redningsbælterne var revet i Laser og laa strøet over hele Dækket. Tyk Bøg, Aske og Damp væltede op fra Maskinrummet og Fyrpladsen. — Det hele var et trøstesløst Skue.

Jeg kan ikke have været bevidstløs ret længe. Jeg laa — som nævnt — paa Ristværket over Fyrpladsen og saa ud, som om jeg var halet gennem en Skorsten. Der kom to Mand op fra Maskinrummet. De fandt mig og fik mig stablet paa Benene. I samme Øjeblik, jeg kom paa Benene, var jeg fuldstændig klar.

Nu stod hele Forskibet under Vand. Skibet gik fremad med ringe Fart, men det gik mod Dybet! Vi prøvede at faa Baaden sat ud. Der var ikke Panik af nogen Art. Enhver vidste, hvad han skulde gøre!

Jeg kunde paa Grund af mine Saar ikke vinde med, men kom tids nok  til at se, at de andre løftede Baaden ud af Baadsklampen og at Gajen fra den forreste David stod fast. Af denne Grund kunde Baaden ikke svinges ud.

Jeg fik min Lommekniv, som heldigvis var i Behold, op af Lommen og skar Bændslet over. Baaden blev svunget ud, bemandet og firet væk.

Jeg naaede ikke at komme med i den. I Stedet for kastede jeg mig ud  i Baadstaljen for at fire mig ned til dem, men de havde allerede  Baaden fri af Taljerne og drev agterover. De raabte til mig fra  Baaden, at jeg skulde give slip og lade mig falde i Vandet — men det  turde jeg ikke. Jeg kunde ikke svømme.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

9. marts 1918: “Jeg kravlede ned i halmen og gødningen, dækkede mig godt til dermed.” Frederik Tychsen bliver ramt af sygdom

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre.

En sygdom ændrede mine forhold. Den 9. marts følte jeg mig dårlig og utilpas. Den 10. om morgenen havde sygdommen forværret sig, og det blev værre for hver time, der gik. Jeg besluttede, at hvis det ikke ville blive bedre med mig om natten, så ville jeg melde mig syg dagen efter. Jeg fik det med kraftige kuldegysninger, og jeg frøs meget. Jeg lagde mig tidligt denne aften (på cementgulv), men kunne ikke falde i søvn.

 Kuldegysningerne blev værre og værre, og omsider måtte jeg stå op. Jeg havde min kappe og en dække (et tæppe), men det forslog ikke. Jeg gik om for enden af huset, her var en mødding – hestemødding – den dampede, for gødningen gærede, altså den var varm. Jeg kravlede ned i halmen og gødningen, dækkede mig godt til dermed, og det gav nogen varme i kroppen, men sove kunne jeg ikke.

 Det var halsen, der var i uorden, og jeg havde en fornemmelse, som om den ville snøre sig helt til. Ved fire tiden om morgenen gik jeg hen til feltlægen. Han havde et bedre kvarter i en bondegård sammen med sygepasseren. Jeg bankede på. Omsider fik jeg banket så meget, at sygepasseren kom hen til vinduet og spurgte, hvad der var løs. Jeg forklarede, at jeg var syg. Sygepasseren sagde til lægen, at der var en mand herude, der ville konsultere lægen. ”Er han såret?” spurgte denne – ”Nej syg.” ”Så kan han vente til kl. 8.” Det var denne besked, jeg fik – altså skulle jeg komme igen kl. 8.

 Jeg var meget syg – daskede tilbage til møddingen igen, kravlede ned i den og prøvede på at sove, men det ville ikke lykkes. Jeg lå og svedte og frøs, og det kneb med at trække vejret. Jeg så efter uret mange gange – strøg den ene tændstik efter den anden. Omsider blev kl. hen ad otte, jeg stod op og gik hen til lægen for anden gang. Jeg ventede en halv times tid, så kom jeg frem for lægen. Han så mig i halsen, han talte noget om betændelse, tog en prøve, der blev sendt til bakteriologisk station bag ved fronten, så penslede han mig med jod, han gav mig nogle tabletter, og så kunne jeg gå.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

9. marts 1918 – Mathias Damm: “… der behøver de ingen Grav at grave til dem”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheim

den 9.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit og Cs Kort fra d 28. Det er de to første Pakker i have modtaget. Den tredie var kun lille, haaber i ogsaa har modtaget den. Pakke 50 har jeg jo faaet, det Kort har i vist ogsaa faaet nu, men 52 er gaaet i Hundene og den var nok mindst lige saa god. I kunne ved Ledighed lægge et par Sikkerhedsnaale i Brevet. Dem kan man altid bruge.

Jeg fik ogsaa Kort fra R. han var ved at transportere Godset til Banen, men de var nødt til at støtte Hestene, saa lad dem kun komme til Frankrig, der behøver de ingen Grav at grave til dem, der kan de godt pakke to-tre i et Granathul.

Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

7. marts 1918 – Mathias Damm: “Det værste er med Utøiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 7.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Brev fra d 27 og Pakken fra 25 som jeg har modtaget. Du har skreven 53 i den, det maa da være en Feil, thi den sidste var dog 53. Det var vel slemt nok, om i ingen Roer faar i Aar. Saa bliver Køerne nok helt tørre til næste Vinter. I maa ialfald se at faa nogle Roer hensat til Frø, naar det intet giver til Købs, at vi har noget til næste Aar. Det er der da ikke saa megen Besvær ved og maa de lige saa godt gaa som Kaal.

Vi kommer nok ikke i Ro dennegang som sædvanlig. Der er kommen lidt i Veien, saa vi faar vente et par Dage. Hovedsagen at Naboen er fornuftig. Saa gaar det nok. Det værste er med Utøiet. Vi blive jo “entlaust” hver gang vi kommer i Ro, og det kan nok gøres behov. Det er først naar man har været 10-12 Dage i Stilling, at man begynder at mærke dem, men saa er de desparate nok de par Dage til vi faar dem kaput.

Mange Hilsner sender eders
M.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

6. marts 1918. Om bord på Hindenburg: Landsætning i Finland

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

Næste Morgen blev de lettere Skibe, som ikke kunde forcere Isen,  hjulpet ud af denne og sendt hjem.

De øvrige Skibe lettede Anker, og vi gik med »Hindenburg« foran for  at bryde en Rende, efterfulgt af Linieskibene »Rheinland« og »Westfalen«, som med deres svære 30,5 cm Kanoner skulde dække os mod eventuelle Angreb. Bag dem kom den øvrige Del af Flaaden.

Kursen sattes mod Eckerö paa Aalandsøerne. Vi sejlede gennem  svær Is, indtil vi hen paa Eftermiddagen ankom ud for Eckerö.

Minelodserne gik os i Møde til Fods. De vandrede en 4-5 Kilometer  ud over Isen og kom om Bord hos os, Ligeledes kom tre svenske  Marineofficerer ud til os — ligeledes over Isen. Jeg husker, at den  ene af dem, som maaske ikke var helt stiv i at tale Tysk, sagde: »Ich  bin von meiner Admiral gesendet«. De kom om Bord hos os.

Svenskerne var paa dette Tidspunkt meget interesseret i Aalandsøerne.

Inde i Bugten paa Eckerö (der var ikke nogen Havn) laa der to svenske Krigsskibe. Det var fra dem, de tre Officerer var kommet. Det var Krydserne »Oscar II.« og »Svea« samt den finske Isbryder »Zanipo«.

Uden for Indsejlingen til Bugten laa et russisk Minefelt, som vi  skulde igennem og ogsaa kom, uden at der skete noget. Nogle faa Kilometer fra Land var der et isfrit Omraade paa et Par  Kvadratkilometer. I denne Vaage fandt vort Skib et Par Dage senere sin Grav!

Fra Vaagen og ind imod Land var der igen fast Is. Vi kom ind i Bugten henimod Aften. Med vor Isbryder lavede vi smaa Havne i Isen. Her  kunde de store Skibe gaa ind, og man begyndte øjeblikkelig at sætte Infanteri, Kanoner og Lastbiler ud paa Isen. De fortsatte ind mod Land. Der faldt ikke et Skud, og det var vi glade for, for selv om vi havde de store Kanoner fra Linieskibene til Dækning, vilde det alligevel ikke have været vanskeligt at sænke en Del af Skibene, som de laa her i Isen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

5. marts 1918. Skriv på tysk! A.P. Andersen i opgør med løjtnant Bäumer

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på vestfronten. Han skulle forrette signaltjeneste som telefonist.

(… fortsat)

Det varede ikke mange Dage, før jeg igen efter et Års Forløb kom på Kant med de høje Herrer. Som det måske vil erindres, var jeg Telefonist og Korttegner ved vor „Zug“ og havde det som sådan relativt godt. Men har man haft det godt i længere Tid, er det menneskeligt at tro, at man kan tillade sig mere end andre.

Det begyndte med, at der blev indført Brevcensur. Vor Lt. Bäumer skulde være Censor. Jeg skrev som sædvanlig en hel Del Breve hjem og naturligvis på Dansk. Så kom Bäumer og foreholdt mig, om jeg ikke for en Gangs Skyld i de kommende 2-3 Uger kunde skrive hjem på Tysk, for han kunde ikke læse mine Breve.

„Nej,“ sagde jeg, — „det kan jeg ikke, for hvis jeg skriver hjem på Tysk, kan mine Forældre ikke læse det; og forøvrigt har vi dansktalende Nordslesvigere „Ret“ til at skrive hjem på Dansk; og kan De ikke læse det, gives der sikkert en anden Censurmyndighed, som kan gøre det!“

Nå — han mente, at jeg nu alligevel skulde give efter, og så gav han mig mine Breve tilbage. Men da der også lå et Inf. Reg. med en hel Del Polakker i samme By, gav jeg en Kammerat Brevene til Viderebesørgelse gennem deres Postvæsen, og der var Censuren ikke så striks.

Da der var gået et Par Dage, spurgte Bäumer, hvorfor jeg ikke skrev hjem.

„Nej,“ sagde jeg, — „det har ingen Interesse at skrive hjem på Tysk !”

Så revnede Ballonen, som man siger, og jeg fik en Straffeprædiken både af ham og Lt. Küster. De sagde, jeg skulde bare ikke bilde mig noget ind, fordi jeg var Telefonist; det var der også andre, der kunde blive.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

5. marts 1918 – Mathias Damm: “… med Døden for Øie hvert Øieblik”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 23. som jeg endelig har modtaget. Det er alle Postsagerne fra en Dag, der mangler. Avisen og Pakken fra d. 16 er endnu ikke kommen og kommer vist heller ikke. Brevet har været ved 7. Comp.

Jeg vil nok tro at de ogsaa længes, som er i Fangenskab, men det maa dog være Guld imod dette her, hvor man slider og slæber, som om det gav 10 M Dagløn og saa endda med Døden for Øie hvert Øieblik, og hvad for en Død. Naar det saa endda var en ærlig Kugle, men Krigen nutildags er det rene Snigmord som aldrig før.

Du mener at R kommer vist ikke bort fra Rusland nu. Den Slags Krig gad jeg ogsaa være med til. Der kunde Fader gaa med Egestokken, som han før sagde. M.W. har de ingen Brug for der blot et godt Mundtøj, det er Hovedsagen, og saa et par gode Ben, at man kan holde ud. Det er jo det rene Væddeløb.

Vi have idag faaet 100 gr. Brød mere, hvorlænge det varer, ved jeg ikke. Nu mangler der kun 50 gr i fuld Portion (750 gr) Men derfor gør det intet, om Du har sendt Pakken. Mange Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

5. marts 1918 – Ernst Christiansen: “Høje Fontæner af Jord staar i Vejret ved ethvert Brag”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis. I slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

5. Marts.

Der søges fire til at tage med Lastavtomobil til Librecourt. Melder mig med tre andre. Faar saa først at vide, at vi skal læsse 500 spanske Ryttere paa Avtomobiler og selv køre med sidste Gang til Depotet i Salomé, der ligger i det farlige Bælte. Naa, vi sætter os paa Bunden af første Vogn og kører i Smuskregn den lange Vej over Annoeuillin og Carvin, forbi Bjergværker og gennem en Skov med herlige store Ege og Bøge med prægtige lodrette Stammer og brede Kroner.

I Librecourt er der Pionerpark ved en stor Fabrik. Tager fat paa Arbejdet. 1000 Endestykker til spanske Ryttere — rustne Jernrør med Modhager og spyd — og 500 lange Midterstykker skal bæres en lang Vej og læsses paa Lastavtomobil. Faar dem fordelt paa tre Læs. Klatrer saa op paa det sidste Læs. Sidder godt paa et Bræt bagude, men maa passe paa, at vi ikke ved en Ujævnhed i Vejen faar en af de spidse Lanser i Ryggen. Igennem Probin og Bauvin, over Deule-Kanalen paa en Jernbro, igennem Berclau og Hantay.

Vi begynder igennem Motorstøjen at høre en fremmed Lyd — Drøn og Brag. Paa Markerne Mas ser af Granathuller. Vi kører ind i Salomé, igennem Byen til Pionerparken og maa selv læsse af. Franskmændene skyder! Serier af Shrapnelskud. Jeg arbejder sammen med en af de andre; der er kun Plads til to.
— Det er ellers ikke langt herfra, de springer! siger U.
— De kommer nærmere! siger M.

Engang imellem kaster jeg et Blik over paa Marken ved Siden af Depotet. Høje Fontæner af Jord staar i Vejret ved ethvert Brag. Det er vanskeligt at vriste Stykkerne af de spanske Ryttere ud af Læsset, fordi alle Modhagerne hænger sammen. Men omsider er godt Halvdelen nede, og vore to Kammerater tager fat.

Jeg tænder mig en Cigaret. Det er en pirrende Situation. En lille bitte Ændring i Sigtet, saa faar vi Salverne. Vi hører Knaldene fra Afskydningen, Granaternes Hvin. Braget giver en Lettelse — nu gik den forbi.

Naa — endelig er Vognen tom! Vi kan ikke køre den paatænkte Vej hjem, men maa tage en Omvej. Da Bragene lyder fjernere, aandes der alligevel friere.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 179-81)

2. marts 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Skuddene fløj lige over Hovedet paa ham”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet med Fcia.

1. a. 27/2 kl. c. 1030 E. slog et Projektil mod Zinktaget paa ”Pilegaarden” Kostald i Ødis Bramdrup. Skuddet hørtes af Detachtmentets Rytterposteringsfører og 2 Dragoner. Samtidig faldt flere Skud i Nærheden.

b. 1/3 kl. 10½ E og Kl. 12¼ & den 2/3 har tysk Vagtpost Nr. 15 ved Jels-Bastrup skudt efter den i dette Terrain paa dansk Grund patouillerende Grænsegendarm. Skuddene fløj lige over Hovedet paa ham.

2. c. 30 Officerer af 22´ og 41´ Landstormbatl. har i dag (2/3) foretaget Terrainrekognoscering omkring Gjelsbro. De rekognoscerede indtil Aarupgaard i N. og Varminglund i S. Grænseinspektørerne, Oberstlöjtnantene Schultz og Lochmann var med[.]

3. Passage ved Skodborghus finder nu kun Sted Mandag og Torsdag.

4. Kommandøren for Lockstedt Lager hedder Oberst v. Rogister.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

1. marts 1918 – Mathias Damm: “Vandet staar i Graven saa det gaar oven i Støvlerne”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 1.3.18 Morgen.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort fra d 21. De har nu fundet paa kun at bringe Pakker hver 3. Dag, naar Vognen kommer med Forplejning. Haaber nu i Aften eller imorgen tidlig at faa 51. Idag har Tyskerne nok Lyst til at læse Franskmanden Fredsbetingelseme for, men der er temmelig mange Trykfeil og Punkter. Det Skam har ogsaa godt af noget, Kanske de dog engang kunde komme paa andre Tanker. Jeg er igaar flyttet lidt i en øsende Regn. Vandet staar i Graven saa det gaar oven i Støvlerne. Her er det mere beskidt end i 1. Grav. Forkølet er jeg naturligvis ogsaa. Støvlerne ere raadne og endda faar man ingen ny.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

28. februar 1918: Frederik Tychsen – Et par hverdagshændelser

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Når vi skulle op på vort tårnværelse skulle vi over et skummelt loft – der var mørkt både om dagen og om aftenen. Hiilsmann havde gået og pralet med, at han passerede det skumle loft uden mindste antydning af uhyggefornemmelse både ved dag og ved nat.

 For at få dette konstateret, stillede Karl Skurnia sig op bag noget tømmerværk en nat ved et tiden, og greb Hiilsmann i halsen da han kom fra sin vagt. Hiilsmann blev bange, og han gav med det samme Skurnia et mægtigt slag i ansigtet, at han faldt i gulvet. Han stod dog straks op igen, kom ind med et blåt øje. De to – Hiilsmann og Skurnia skændtes nu helt mægtigt – den ene var vred over, at han var blevet slået, den anden over, at han var blevet bange – til stor morskab for alle os andre.

En søndag gik Rudolf Vinkler og jeg en tur gennem landskabet og kom til en lille landsby, der lå bag nogle høje skrænter. Det var så smukt mellem disse h.je bjerge; i landsbyen var en beværtning, og vi gik ind og købte hver et glas øl. Der var dansant, dans, denne eftermiddag i en tilstedende sal. 3 musikere spillede og den civile befolkning dansede en lille smule. Der var mest ældre mennesker, der gik her hen for at få sig en dans; der var også soldater, der nok ville danse, men der var dog ingen, der ville danse med dem.

 Hen imod aften gik vi tilbage til kvarteret, og om aftenen var vi henne i Estaminettet. En aften var jeg med Barbara henne hos hendes onkel, han var minearbejder; i Beyne Hensay var der mange kulminer, og de fleste arbejdere var sysselsat med at arbejde i dem. Onklen var en mand på ca. 40 år, han var fin bandoniumspiller (harmonika). Han spillede for os; vi fik kaffe og kager, man havde indtryk af, at han tjente mange penge.

 De havde et lille hyggeligt hjem med køkken og en stue. Han tilbød at tage mig med, at han ville skaffe mig adgang til en kulmine; jeg skulle så møde et bestemt sted dagen efter. Jeg kom imidlertid til at tænke over sagen og kom til det resultat, at det var vist nok uklogt som tysk soldat at gå ned i det underjordiske mørke. Hadet til tyskerne var stort, og det var måske noget risikabelt- at tage ned i en kulmine, hvor man så befandt sig ganske alene blandt alle disse arbejdere, der med lethed kunne lade en forsvinde, uden at det nogen sinde ville blive opdaget.

 Jeg stod tit og så på, hvorledes maskinerne arbejdede, når de trak kul op fra dybet. Der var døgndrift. Før arbejderne gik ned i minen, skiftede de tøj. Arbejdstøjet, som de trak i, hejsede de ned fra loftet i hver sin snor, det hang i enden af snoren i en krog. Når de var kommet i arbejdstøjet, hængte de gangklæderne op på krogen og hejsede dem derefter op til loftet, og så blev snoren (en tynd jernkæde) låset. Om aftenen, efter endt arbejde, skiftede de tøjet igen, men badede før de trak i gangklæderne og gik hjem. Der var også et lille teater i den lille by. Her optrådte dilettanterne hver aften, og der var altid stuvende fuldt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

27. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… at der ved Angrebet skal anvendes Blaasyre i Stedet for Gas”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende. Læs videre 27. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… at der ved Angrebet skal anvendes Blaasyre i Stedet for Gas”

22. februar 1918: “Hun blottede sig, og hele kønspartiet var synligt, dansede og vrikkede med enden …” Frederik Tychsen oplever lidt af hvert i “Dardanellerne”!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Nu kom der en uge, hvor hele batteriet talte om Napoleon; en de havde opdaget nede i byen. Hvad der var med denne Napoleon, kunne man ikke få at vide, det syntes at være noget meget spændende – men de, der vidste besked med “Napoleon” sagde ingenting, men det skulle ses. Det kostede 5 ct. (ca. 5 øre) for at se det. Vi blev enige om, at vi alle fra hele stuen ca. 12 mand ville ned og se Napoleon på den næste søndag.

 Søndagen kom, og efter middagsmaden gik vi ned til byen. En af dem havde set Napoleon, og han var anfører. Han førte os ned i en smal gade i “Dardanelleme”, og her bankede han på døren ind til et gammelt hus. Der kom en gammel dame, der nærmest lignede en heks, og åbnede døren. Der gik en ca. 20 mand ud og lige så mange gik ind; straks vi var kommet indenfor, låsede hun døren, og dernæst opkrævede hun 5 centimes af hver og der var en del, der snød hende og betalte kun 2 centimes, hun var gammel og kunne ikke skelne imellem et 2 og et 5 centimes stykke.

Hun boede i en lille stue, der var en skænk, man kunne formodentlig købe lidt øl, måske også lidt snaps; ved den ene side stod et bord og to stole, og rundt på væggene hang der sjofle billeder.

Da døren var låset, og pengene indkasseret, kravlede den gamle op på bordet, der måske var 50 cm i kvadrat. Hun begyndte med at danse på dette bord, dernæst hævede hun tøjet, så hun blottede sig, og hele kønspartiet var synligt, dansede og vrikkede med enden, hun tændte en cigaret, tog den fra munden og satte den ned i kønsåbningen, bevægede den op og ned, fra side til side, satte den tilbage i munden igen, røg videre, lavede endnu et par dansetrin, lod tøjet falde, steg ned, forestillingen var forbi.

Hun sagde farvel med hånden, dog blev jeg og flere andre så led ved det hele, at vi vendte ryggen til og bad om at komme ud hurtigst muligt, medens de andre hujede og jublede, tog omkring den gamle, ville danse med hende osv. Døren blev åbnet, vi gik ud, og et andet hold ventede udenfor til den næste forestilling.

Da vi gik var der en der bemærkede ”Das ist doch die Krone aller sveinerei!” (Dette er toppunktet af sjofelhed). Jeg må sige, at denne scene virkede ganske uhyggeligt på mig – at tænke sig, at et menneske kan komme så langt ned for at tjene penge. Dog var der meget af denne slags, og adskilligt, der var endnu mere svinsk, efter hvad de fortalte, men det har jeg ikke set noget af, følte heller ikke trang til det, og disse historier og fortællinger, som de tog med hjem, er ikke egnede til at fæstne på papiret, men udråbe et ”Ak og ve” over den syndige menneskeslægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Al Skydning ved 41´Batl. (den vestligste) er nu forbudt”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

a. Ifølge samstemmende Udtalelser fra Befolkningen Syd for Grænsen og de tyske Vagtposter, skal en del tyske Batlr. – deriblandt 30´Lstb – være afgaaet til Rusland til Etappetjeneste.

b. Al Skydning ved 41´Batl. (den vestligste) er nu forbudt, medmindre den er dikteret af Nødværge eller for at standse desertører o.l. Som Følge heraf er Skydningen ved denne Batl. helt ophørt.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

21. februar 1918 – Ernst Christiansen: “Nidviser mod Tyskerne”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Sainghin, 21. Februar 1918 .

Saa snart Solen skinner, er det Flyvervejr. Den ene Kamp efter den anden og Himlen spættet af Shrapnelskyer. En Blindgænger fra en Afværgekanon kom hylende ned og gik en Snes Meter fra mig i den bløde Jord. En Stok naaede over en Meter ned i Hullet uden at støde paa noget.

Vort Arbejde er saare skønt. Vi hugger Busk med Krumkniv, Buske til »Blænder«, Forklædninger af Veje og Batterier mod Flyver-Iagttagelse, og i en Farbriksgaard i Sainghin føjes Grenene sammen ved Hjælp af Jerntraad og rulles til sidst sammen i en stor Rulle. Franske Fabrikspiger hjælper ved det. Ikke sjælden synger de — jeg tror, det er Nidviser mod Tyskerne.

Lønningsappel i en Havegang. Syrenbuskene staar med bristefærdige Knopper. Til Tider, især naar jeg har været falden i Tanker eller set paa Naturen, forekommer det militære Apparat mig saa uendelig latterligt, saa jeg har vanskeligt ved at gøre gode Miner til slet Spil.

Nu skal jeg til at sy en Lomme og skifte og rense Fodtøj osv., og jeg gider sandt for Dyden ikke. Tænk dig, naar man er træt af Marche og Arbejde og har spist Middagismad, saa at gymnasticere op paa en første Sals Seng uden Stige. Efter Krigen kan jeg vist tjene Føden som Akrobat.

Vil du med en lille lur ud i det spæde franske Foraar? Brændenælder er der allerede Masser af; men ingen spiser dem i Aar. Vel er Middagsmaden ussel — Roer uden Kartofler, Surkaal osv. i tynd Suppe , men den fulde Brødration bøder paa meget.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 178-9)

 

21. februar 1918 – Mathias Damm: “… to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 21.2.18.
Kære Moder!
Vil idag sende eder et par Ord. Jeg havde snart ventet at faa Pakke 50 idag eller igaar, men den kom ikke, blot den ikke er borte. Jeg har det saavidt godt og er sund og rask. Vi have nu faaet Tø og et godt Smadder er det igjen.

Jeg saa idag i Bladet at de ikke kunde undvære de gamle Karle over 45. Det er intet godt Tegn og der jo forresten ingen Udsigter til at det snart giver Fred. Her er der intet Godt at hente, og jeg har ingen Lyst mere. Det er et led Haandværk. Cathrine vilde gærne vide, hvordan to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet. Der gaar en ved hver Side og har fat i hver en Støvle og med den anden Haand trækker de deres egne Støvler ud.

Her er det meget maadelig med Forpleiningen. Da det alt bliver bragt os i Kander. Men forhaabentlig varer det kun 8 Dage. Jeg ved ikke meget at fortælle, hvad der kan interessere eder. Derfor vil jeg slutte med mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Den sorte Dag ved Moulin kan nu bestilles igen

“Den sorte Dag ved Moulin” kan nu bestilles igen!

Der er netop kommet i et nyt oplag fra trykkeren.

“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne.”

“Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det.”

“Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen”

“Kan også bruges af slægtsforskere”

“Køb anbefales” 🙂

(fra lektørudtalelsen)

Køb den i boghandlen eller direkte hos forlaget!

https://www.hssdj.dk/butik/boeger/den-sorte-dag-ved-moulin

19. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Plan over nogle tyske Krigsskibe”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia. Læs videre 19. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Plan over nogle tyske Krigsskibe”

18. februar – Tønder Luftskibsbase: Flyveture til Nordholz og Husum

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Se fotos fra den igangværende renovering af flyhangeren på Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseums Facebookside

[Mon]tag [18.]2.18

8h) Barom. 772,7. -0,5C. OSO. 2 doms[,] wolkenlos, etwas diesig.

2h) Barom 770,9. ÷1,5C. OSO. 3-5 doms[,] wolkenlos, sichtig.

Flugdienst:
Küstenluftschutzübung 1. Læs videre 18. februar – Tønder Luftskibsbase: Flyveture til Nordholz og Husum

17. februar 1918 – Mathias Damm: “… en, hvis Trøie kløede paa et par Steder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 17.2.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 11. Du regner nok altid med en Uge (7 Dage). Vi ere 8 Dage her. Paa Tirsdag snører vi atter Randselen. Pakken Du skriver om har nok været 45. Den anden fik jeg den Morgen, vi vare kommen her om Aftenen.

Det jeg skrev om Stævnemøde har i nok ikke faaet Skovlen under. Der var en, hvis Trøie kløede paa et par Steder, især paa venstre Bryst og Kraven [lyst til medaljer/red.] og vilde hente et par Naboer, men vi skulde saa først se, hvor Posterne stod, og derfor gik vi i Patroullie. Men det hele blev bagefter intet til, og vi græd ikke.

Du skriver at Kortet er vist kommen med i et Brev fra Lørdag. Det sidste jeg har modtaget var dog fra den 8, mener jeg. I tre Dage har jeg dog intet faaet, men det kan i bedst se, om jeg har takket for det. Du skriver, at Kuverter koster 3 Pf. Jeg kan købe 5 Ark Papir og 5 Kuverter for 18 pf, men jeg har endnu 40 Ark af disse uden Kuverter, og Kuvert har jeg til 10. Men jeg bruger ogsaa en del Papir uden Kuvert til Pakker og naar jeg skriver 5-8 Sider. Men en 20 Kuvert kan jeg nok bruge lidt paa lang.

I kunne jo rigtig faa Bønnesuppe nu de ere ligesaa gode som Ærter. Naar vi blot havde nok af dem her. Men de ere jo ogsaa gode at sætte, saa i kunne faa noget at spise til Efteraar. Vi have her faaet Frost igjen, dog Solen skinner saa varmt at det er en Lyst. I Aften gaar jeg atter til Teater eller Variete-Forestilling, i Forgaars havde vi Foredrag og Lysbilleder. Det første brød der sig ingen om, forskellige snorkede dertil.

Stalden nede ved L.C. er da bleven bygget, mens jeg gik i Skole. A. Rosenberg har jo allerede boet der en 4-5 Aar. Naar han kunde sælge det andet, maatte han nok hellere se at blive det løs, skønt dumme Asener gives der jo nok af nutildags, som mener at naar de først fåar fat paa en Landeiendom ere de ovenpaa. Især dem der let er kommen ved lidt Penge, og intet har at spise. Nutildags gjælder det om at forlange for en Ting. Budet bliver altid givet i Forhold dertil. Den virkelige Værd er der ingen der ved mere.

Jeg skal nu afisted til Gudstjeneste. Derfor vil jeg til at holde op, kanske faar jeg imidletid Postsager og faar noget at tilføie. Jeg har lige afsendt en Pakke med noget i kunne bruge, naar i ingen Petroleum har (3,50 M) og for et par Siden afsendte jeg tre Kasser med mine Handsker og lidt andet. Skriv nu om i faar dem, og ligesaa den jeg afsendte første Dag her med Kasser og et par St. af ovennævnte. Der var intet fra eder idag. Jeg fik blot et par Blade fra Th P.

Præsten talte helt godt idag, men han havde det som vor gamle Præst, at han ikke rigtig kan faa det udtalt. Her finder man ellers mest den Slags som taler meget og mener lidt. Nu blot mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

15. februar 1918. Fra Als til Rusland med post fra Feodor

En anonym sønderjyde fortæller

Hen på sommeren 1917 blev vort regiment flyttet længere sydpå og lå nu syd for chausseen Novo-Alexandrowsk-Dvinsk med byerne Plinka og Labina bag os, Kalnischki med godset Ellern på russisk side.

Herfra rejste jeg på orlov i oktober måned. Dagen før jeg skulle rejse tilbage, fik jeg besked om at afhente en pakke hos min faster og onkel, Hans Chr. Hansen, Nørrelykke. Det var jeg ikke længe om at efterkomme. Faster havde lavet en pakke med mange gode ting, men da jeg mødte onkel ude i alleen, syntes onkel alligevel, at det var for lidt til en sådan »kriger«. Jeg måtte med ned i frugthaven, hvor der i et bihus stod flæskesider på højkant, og her blev der skåret et godt stykke af.

Så fulgtes vi ad til vognporten, hvor en skjult låge gav adgang til andre gode ting. Da vi stod inde ved køkkenbordet, optaget af at pakke min proviant, sagde onkel, idet han pegede på en russisk krigsfange ude i gården: »Det burde jo være Feodor, der rejste østpå og ikke dig. Tal med ham om, hvor han er fra«.

– Det viste sig nu, at han var hjemmehørende lige ovre på den russiske side af vor stilling. Faderen havde en gård i forpagtning fra godset Ellern, og deres kirke var Kalnischki.

Jeg had nu om at få et brev med, som jeg så ville forsøge at overbringe hans pårørende, som han ikke havde haft forbindelse med siden tilfangetagelsen i 1915.

Da han ikke selv kunne skrive, blev brevet skrevet om aftenen i fangelejren i Holm kro.

Jeg spekulerede meget over, hvorledes jeg kunne få brevet afleveret. Betro det til en geværgranat eller en lille mine, turde jeg ikke, det var jo. ikke det samme som flyveblade, hvor det ikke betød så meget, om det halve gik tabt.

Først i februar lykkedes det at få brevet afleveret. Fronten var da lagt frem til Peipussøen, og da jernbanen bagud var genoprettet, anmodede jeg min kompagnifører, som jeg havde orienteret om mit ærinde, om at måtte rejse tilbage til Kalkuny, hvorfra jeg startede mod mit mål.

Fra den røde bro over Dvina fulgte jeg vejen sydpå og kom hen på eftermiddagen til godset Ellern. Godsejeren, der hed Rommel, afviste mig brysk og henviste mig til degnen, som boede i et lille hus ved kirken. Da jeg bankede på her og lukkede døren op, var degnen ikke sen til at komme ned fra ovnen.

Jeg trak mig tilbage til vindfanget foran huset, og da han kom frem, viste jeg ham brevet. Han bad mig vente lidt og fulgte så med mig over en mark i retning af floden. Jeg var lidt betænkelig, men da vi kom hen til skrænten, så jeg en ældre mand sidde på en sten ved bredden, og jeg forstod nu, at det var præsten.

Han læste nu brevet, men af hans gebærder kunne jeg forstå, at han var i vildrede. – Navnet Junevorich var tilsyneladende lige så almindeligt, som Hansen og Petersen hos os. Men efter at have oplyst ham om Feodors Søskende og om, hvilket regiment Feodor tilhørte, viste han mig den rette vej.

Da jeg kom til ejendommen, stod en ung, kraftig mand, iklædt militær drejlstøj i døren.

Jeg spurgte: »Er det Junevorich?«

Han pegede mod sit bryst: »Stanislaus Junevorich«.

Det var broderen, som på dette tidspunkt var gået fra sit regiment, artilleriet. Han kunne læse, og jeg blev modtaget på det bedste.

Om eftermiddagen besøgte vi en tolk, hvor vi havde lejlighed til at tale sammen. Det var det første livstegn fra Feodor siden 1915.

I en båd, som var gemt under høet, blev jeg roet over på den østlige bred, hvorfra jeg kun havde en milsvej til Dvinsk. Desværre var Feodor rejst til Fyn, da jeg igen kom hjem.

DSK-årbøger 1963

15. februar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Totalt haveri og prøvetur

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

[Frei]tag [15.2].18

8h) Barom. 778,8. +0,5C. SO. 1 doms ¼ bedeckt, gew. Sicht.

Flugdienst.

Küstenluftschutzübung I.

10h V. startet D.F.W.4579 (Fürher Ob.Matro. Koch, Beob. V.Fl. Meister Sohst) über Westerland, Husum, Heide, Schleuss, Brunsbüttel nach Nordholz, Landung dortselbst 11.10V.

11.20 V. startet K.E. D.III.3169 (Kütschke) und 3166 (Drews) länges der Küste in Richtung Husum, Landung in Tondern 12.20 V.

2h) Barom. 778,3. +-0C. SO. 2 doms 1 bedeckt, sichtig.

D.III.3155 stürzte kurz nach dem Start ab. Maschine Totalbruch, Führer (Fl.Maat Hackbusch) leicht verletzt.

7h) Barom. 778,5. -3C. SO. 2 doms ½ bedeckt, gew. Sicht.

(Bundesarchiv RM112/223)

I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er for den 15. februar 1918 noteret:

Tondern,

Vorm.¼ bedeckt, gewöhnliche Sicht, schwacher Frost, leichte, östliche Winde.

L54 von 9,13 Uhr bis 4,20 Uhr nachm. eine Probefahrt.

Nachm. ½ bedeckt, sichtig, schwacher Frost, frische O bis S.-Winde.

(RM116/77, Bundesarchiv)

 

9. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… i Nat ret livlig Skydning”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia-

1.a. Den stedfortrædende Kommanderende General for IX´A.K. I Altona er Generalleutnant Exellenz v. Falk. Chefen for 1´Landstormsinspektion i Flensborg er Generalmajor v. Ritzlau og har Tilsynet med Omraadet N.f. Flensborg, baade langs Grænsene og Kysterne. 2´ Landstormsinspektion har Sæde i Byen Slesvig og Tilsynet med den øvrige Del af Slesvig, Holsten og Kielerkanalen. Chefens Navn har Detachmentet ikke kunnet faa at vide.

b. Mandskabet ved 41´Landstormbatl. (den vestligste Grænsebatl) lider mest af Sygdom p.G.af Overanstrængelse og Underernæring.

Det paastaas, at Tjenesten her ved Grænsen – med de 8 Timers Vagttjeneste i Døgnet og den megen Eksercits udenfor Vagttiderne – er langt mere anstrængende, ligesom Kosten er meget ringere end ved Fronten. I forrige Uge var saaledes af 1/41´B 70 Md sygemeldt og ved 2/41´B. meldtes i Løbet af 2 Dage 40 Md. syge.

c. I Nat kl. 12,20 slog et Geværprojektil, der kom fra tysk Side over Grænsen fra Egnen om Farris, ned i Jorden umiddelbart foran en af vores Rytterpark. Paa andre Steder – navnlig ved de 2 østligste Grænsebatlr – hørtes ogsaa i Nat ret livlig Skydning; derimod var der i Vest ikke megen Skydning de sidste Nætter.

En tysk Flyver, der har deltaget i Flyvertogtet mod Paris, er i dag kommen med Orlov til Vejen, idet hans Hustru har været død skal være død herover. Han har til en af Detachmentets Rytterposteringsførere fortalt, at den tyske Offensiv p.G. af forskellige Omstændigheder først [-] ventes i Begyndelsen af Marts. Paa Vestfronten var der baade tyrkisk og bulgarsk Rytteri.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

9. februar 1918. Bare jeg havde været et par år ældre. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 9.2.1918

… Du skriver om, at du vil søge om såorlov for mig. Men nu håber jeg, at du har fået mit brev fra d. 6, hvor jeg beder dig om at søge om at få mig stillet tilbage. Jeg håber, at ansøgningen om orlov ikke er sendt ind, når du får brevet fra d. 6. Jeg skal sige dig, jeg vil hellere herfra jo før des bedre, for man kan jo aldrig føle sig tryg, sålænge man er ved fronten… Alle de, som er 42 år hos os, bliver i disse dage sendt til Rendsborg, og måske de så bliver fri. Bare jeg havde været et par år ældre. Men der kan da være udsigt til, at jeg kan blive stillet tilbage, da der må være folk nok. Nu vil der nok gå nogle dage hen, hvor du ikke hører fra mig, da vi skal ud at rejse med toget. Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvor vi skal hen i verden….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

8. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… nogle Projektiler gaar ind over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia

1.a. Som Grænseinspektør ved den danske Grænse er anset Oberstløjtnanterne Schultz og Lockmann

b. Chefen for 21´ Lstbatl, Major Morgenbesser i Christiansfeld
1´/21´B. i Frørup Chef Hauptman Ahrens
2´/21´B i Christiansfeld Chef [Hauptmann] Dohmenfeld
3´/21´B. [ i Christiansfeld Chef Hauptmann] Schütje.
4´/21´B. i Aller [Chef Hauptmann] Tenbruel
Mandskabet er i Alderen fra 23-46 Aar, dels saarede, dels ældre Mandskab. Det eneste kompagni, hvis Mandskab er ”kriegsverwendbar” er 3´/21´B.

c. 31´. Batl fra Steppinge til Frihedbroen. Chef Hauptmann Botte Jels.
1´/31´B. i Skodborg fra Farris til Frihedsbroen; Chef Hauptmann Botte,
2´/31´B i Højrup i Barakken. Chef Oberleutnant Elleizt
3´/31´B i Jels. Chef Lt. Krüger
4´/31´B i Skuderup i Barakken. Chef ?
2 Off. pr. Kompagni.
Mandskabet ældre, hovedsagelig Sachsere og Bremere. Har kun haft 4 Ugeres Uddannelse og ikke været indkaldt tidligere.

d. 22´Landstormbatl, Chef Major v. Reizwitz, Rødding.
1´/22´ fra Frihedsbroen til henimod Foldingbro, Chef ?
4´/22´ fra Foldingbro til Aabølling, Chef: Hauptmann Kuns,
2´/22´ i Barakkerne ved Baungaard, Chef Hauptm. Roth, Hjortvad (fra Aabølling til Hjortvad Aa)
3´/22´ Chef: Hauptmann Sack i Hügum Mølle
I 22´B indgaar 100 Md. af 5´Landstormbatl, der tidligere laa her ved Grænsen og blev afløst af 22´B.

2. Skydningen langs Grænsen er sjældnere i den senere Tid, men det hænder dog endnu, at nogle Projektiler gaar ind over Grænsen.
Igaar Morges surte [surrede?/red.] nogle Projektiler mod Ødin-Bramdrup mellem Stationen og Byen.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)