Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

28. april 1917 – Milert Schulz: “… einen Berg gestürmt”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Geschr. den 28/4 17.

Meine lieben Eltern und Geschwister!Gottes Friede zum Gruss! Habe nun in langer Zeit nicht an Euch geschrieben. Wir [sind] nämlich wieder3-4 Tage auf den Marsch gewesen und erst vor ein paar Tagen wieder an Ort und Stelle angelangt. Hatte schon in dem andern Dorfe wo wir waren[,] einen Brief angefangen und war grade mit der Hälfte fertig[,] als plötzlichder Befehl kam, wir sollten noch am selben Abend abrücken und schnell anspacken rann gehen.

Der Brief liegt in meinen Tornister noch halbfertig geschrieben. Ich habe dort nämlich drinn geschrieben was ich dort an Pakete erhalten habe und werde ich es in diesen Briefe nicht wiederschreiben, da heute die Post wiederzum ersten mal wieder abgeht[,] und will ich Euch bloss flüchtig ein paarZeilen noch mitschreiben. Der andre Brief folgt den nach.

Mir geht es ja noch immer recht gut hier auf der Schreibstube und bin Gotte sei dank gesund und wohl und hoffe ich dasgleichen von Euch meinen Lieben. Habt Ihr mein Bild erhalten? Dann könnt Ihr ja doch wenigstens sehen wie ich so ungefähr aussehe hier im Felde.

Sonst ist ja hier noch alles beim alten. Ein Toter und ein Verwundeter haben wir bei der Komp. so lange ich hier bin gehabt. Wo wir letzt waren ist es ein bischen dolger gegangen sonst aber noch gut abgelaufen. Wir haben dort nämlich einen Berg gestürmt und gewonnen un[d] da haben wir auch die beiden Verluste gehabt.

Hier hat es in 8 Tagen in einer Tour geregnet. Heute haben wir nun wieder Sonnenschein. Ja ein merkwürdiges Klima hier unten. Schnee haben wir auch vor ein paar Tagen gehabt so dass es ganz kalt war.

Soeben kam die Post an, aber für mich war leider nichts dabei. Hoffentlich nächstes Mal. Habe heute 45,- Mark nach Hause geschickt. Habt Ihr die 15 Mark noch nicht erhalten? Na hoffentlich kommen diese gut an. Der Cigarettenhandel geht ganz gut hier.

Nun viele herzl. Grüsse und Küsse an Euch allen meine Lieben und in der Hoffnung[,] das wir uns bald wiedersehnvon mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Hoffentlich kommt bald ein Paketchen mit, ”Beggenödder”??das schmeckt nämlich ganz gut. Fettigkeiten verderbenbloss eher es hier ankommt.

(Brev i privateje)

26. april 1917 – Thyge Thygesen: “bange for at jeg alligevel kommer til at gøre den sidste Akt med”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 26. 4. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Mange Tak for Eders kære Brev. Ja, Du må nok sige det, lille Mor, at jeg kan være glad for at jeg ikke er ved Fronten nu. I kan tro jeg er det også. De arme Mennesker som skal holde det ud! Men efter Beretningerne lader det jo dog ikke at Gennembruddet lykkes. Hvad mon det dog vil ende med?

Jeg er nu meget spændt på hvad mon der gøres ved mig til Mai. Jeg er kun bange for at jeg alligevel kommer til at gøre den sidste Akt med derude. Øjnene er nu næsten helt gode og Nerverne har også bedret sig betydelig, mærker jeg. Min hele Skæbne står i Guds Hånd, Hans Villie ske, lad det så gå hvordan det vil.

Til en Tid troede jeg bestemt at Afgørelsen vilde falde i Sommer, nu tvivler jeg stærk derpå. Med Våben lader det jo ikke til at de kan komme til et Resultat og skal der ”holdes ud,” så kommer jo nu den nye Høst, så går det jo igen. Men også der kan vi kun sige: ”ikke min, men Din Villie ske.”

Havde nær glemt det, mange Tak for Pakken, Smør og Kage!!

Kærligste Hilsener Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

24. april 1917 – Lorens Jepsen: ” Livet som Prisoner”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid af fangenskabet befandt han sig i en britisk fangelejr i Frankrig.

24. April 1917

Min kære Anne!
Har atter Lejlighed til at give et Livstegn fra mig. Kan da meddele, at det gaar mig rigtig godt. Vilde selvfølgelig være glad ved atter at have min Frihed, dog Livet som Prisoner vænner man sig ogsaa til, og saa er det da uendelig bedre her end i Skyttegraven. Her har man da sin Nattero og færdes ude i Guds frie Natur om Dagen.

I Gaar saa jeg her for første Gang Kreaturer paa Græs, dog Græs er der endnu kun lidt af, men da vi nu har varmere Vejr saa kommer alt vel snart i Gang.

Naar jeg faar Brev fra Dig, saa meddeler Du mig vel ogsaa hvorledes det gaar Dig med Bedriften. Om Privatsager kan Du selvfølgelig skrives saa meget som Du vil.

Haabende, at I allle er sunde og har det godt slutter med de hjerteligste Hilsner til Eder alle
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

22. april 1917 – Enkefru Røgind: “Moralen er slappet ved Grænsen”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. April.
Fru Lindstrøm fortalte dramatisk om sin Rejse. Den har i Sandhed været spændende; godt det gik saaledes. Man faar ret Indtryk af, hvor Moralen er slappet ved Grænsen, baade dansk og tysk er lige god, gælder kun Smørelsen.

Hvad der havde gjort et meget stærkt Indtryk paa hende, var Mødet med en Soldat i Toget fra Fjelstrup. Han kom fra Arras, havde rejst uafbrudt fire Dage og Nætter, havde Orlov, var lige ankommet, et Telegram ventede ham og en Gendarm ligesaa, og øjeblikkelig maatte han efter Rekvisition tilbage til Arras uden at have set sit Hjem, sine Kære.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 135)

22. april 1917 – Thyge Thygesen: “Skal Lisbeth snart fole?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 22. 4. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Er nu atter Kommandant på ”Djævleøen,” da Underoffz. atter er udrejst. Har nu fået Fangerne sendt på Arbejde og vil så straks begynde på et Brev til Eder. I Går Aftes modtog jeg Pakken med Kartofler og siger Eder mange Tak derfor. Har det jo ellers udmærket og håber det samme om Eder alle.

– Jeg talte i Går Aftes med Kameraterne og Underoffz. om Reklamationen. De mente ikke det kunde gøre noget om der blev sendt en ny ind. Jeg ved nu ikke om det ikke er klogere at vente til efter Maj, da jeg jo sandsynligvis da atter må forandre Opholdssted. Ellers skal den jo rettes til:

9. Landst. Ers. Batl. 4/27
2. Kompagnie
Klein Wittenberg (and.
Elbe.)
Abkommandiert zum Arbeitskommando 57a
Lauchhammer.

Det kan I nu gøre som I vil, men jeg tror nu det er sikrere at vente til nogle Dage hen i Maj. Det er naturligvis skammelig for hver Dag der går, men på den anden Side var det jo også ærgerlig hvis den ikke skulde nå mig på Grund af, at jeg flytter. Efter Maj er Chancerne naturligvis ikke så gode, da I jo da får en Karl. Jeg vil nu overlade det helt til Eder – men jeg tror nu alligevel det er bedre I venter. – Det er nu ikke for det, der er enkelte Rekl. som er gåede et helt ¼ Aar, men da denne her var til Forårsarbejdet skulde man jo synes den måtte gå hurtigere, så jeg er alligevel bange for den er afslået. Prøv at tale med P. Petersen hvad han mener.

Er alt ellers vel om Bord derhjemme? Skal Lisbeth snart fole? Nu må I da have en Masse Mælk da alle Køerne har kælvede? I Aar kommer de nok ikke ud til Maj!!? Et Får og eet Lam!! Ja, alt er knap!!!

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle, Eders Thyge.

Hilsen til Naboer og Bekendte!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

20. april 1917. I stillingen ved Chemin des Dames

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Stillingen foran „Chemin des Dames”, den 20. April 1917

Vejen til Stillingen var os ukendt, og vi var paa et givet Tidspunkt ved at give op og vende tilbage til Kælderen.

Dog, vi mente ikke at kunne være langt fra Skyttegraven, og Skorstensfejeren gik i alle Retninger for at belyse  Skyttegravsbetegnelserne med sin Lommelygte for at finde „Luthersweg”, ad hvilken vi havde faaet oplyst, hvor vi vilde naa ud til Stillingen. Pludselig tumlede han tilbage og stønnede svagt. Sepl og jeg kom løbende og spurgte ham, hvad der dog gik af ham. „Gaar af mig? er I da blinde? Se, se dog, Menneske, vi er kommet helt forkert!”

Han belyste nu et Skilt. Der stod: „Nur für Offiziere.” Vi var noget desorienterede og fulgte Gravens Retning. Den endte i en — Latrine.

Efter nogen Søgen frem og tilbage fandt vi dog omsider Kompagniet, hvor ingen havde savnet os. De troede os begravet i Hulen, men var nu misundelige paa vort nye Tøj og vort friske Udseende. Nogle Cigarer bødede dog paa deres Misundelse, og vi har atter overtaget vore Grupper.

Den gamle Kompagnifører fra Sommeslaget er atter kommet tilbage, og v i har netop hilst paa ham. Han var lige saa glad for at se os, som vi for atter at have ham. Han meddelte os, at vi meget snart skulde ud af Stillingen her, men hvor vi skulde hen, vidste han ikke. K u n vidste han, at vi skulde med Toget fra Laon.

„ Arras? ” spurgte vi.

Men han svarede kun: „Wer kann es wissen?”

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

17. april 1917 – Milert Schulz: “Einen abgestutzten Schnurbart”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde, den 17.4.17.

Meine lieben Eltern und Geschwister.
Da ich heute wieder mal Zeit habe, will ich Euch doch ein paar Zeilen schreiben. Ich danke Euch herzl. für die vielen Pakete die ich in letzter Zeit empfangen habe. Was da alles drin gewesen ist[,] kann ich Euch nicht mehr schreiben[,] da ich selbiges schon aufgegessen habe. Das letzte war aber mit Schmalz, Wurst und Zwieback. Ich glaube kaum, dass da ein Paketchen verloren gegangen ist. Eure Briefe erhalte ich ja auch ständig.

Der letzte Brief war von dir liebe Mutter vom 6.4.17. Wie ich daraus ersehe[,] freut es mich sehr, dass es Euch allen im lieben Heim noch Gesundheitlich gut geht. Dasselbe kann ich auch von mir mitteilen. Habe bis jetzt noch keine Not gelitten hier im Felde und hoffe ich auch[,] dass ich einst gesund und wohlerhalten wieder zurückkehren darf. Der Herr gebe dass wir doch bald den langersehnten Frieden wieder bekommen.

Ich sehne mich danach Euch allen Lieben mal wieder zu sehen und sprechen. Nun habe ich Euch beinahe in 1½ Jahren nicht gesehen. Da hat sich ja auch verschiedenes in der Heimat geändert. Ja sogar meine jüngste Schwester Annÿ kenne ich nicht einmal. Bruder Oskar habe ich ja doch als klein gesehen[,] aber der ist ja jetzt auch grossgeworden. Wenn ich einst nach Hause kommen sollte],] kenne die beiden Jüngsten mich ja garnicht und ich die auch nicht[,] dann wird kleine Annÿ wohl laufen und sprechen können. Habt Ihr denn nicht eine Photographie von den beiden?

Ich sende Euch nun heute ein Bild von mir und meinem Feldwebel. Hoffentlich wird es Euch freuen. Nun könnt Ihr ja doch sehen wie ich ungefähr aussehe. Einen abgestutzten Schnurbart habe ich auch bekommen. (Schon in Lyck) Was Ihr wohl auch nicht wisst. Das Bild ist grade nicht so gut geworden, aber erkenne kann man es doch. Heute werde ich mich wieder abnehmen lassen mite in paar Kameraden zusammen.

Habe schon verschiedene Kameraden von anderen Komp. geschprochen welche auch aus Nord Schleswig sind. Hier beim Regiment sind überhaupt viele Schleswig-Holsteiner.

Die Hitze hat hier auch schon gut angefangen. Alles ist schon grün. Es ist jetzt beinahe zu warm. Heute ist es nun grade nicht so schönes Wetter, es ist so stürmisch. Nun zum Schluss recht viele herzl. Grüsse und Küssen an Euch allen meinen Lieben und auf ein baldiges frohes Wiedersehen hoffend von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Die Taschentücher habe ich auch erhalten

(Brev i privateje)

17. april 1917 – Claus Eskildsen: “… følte »min« Granat komme”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Den 17. April tager vi Kvarter i Montigny-en-Gohelle lidt længere tilbage. Vi har Skrivestue i en Estaminet — hvert 5. Hus i Frankrig synes at være en Kro. Officererne bor i et andet Hus, men har ikke megen Glæde af det. Saa længe Slaget staar paa, maa de sidde ude bag Lens i en dyb, natmørk Jordhule.

Derfor skal jeg hver Eftermiddag paa Cykle ud til dem for at faa Underskrifter og modtage Ordrer. Det er ikke hyggeligt, naar Vejene ligger under Ild. Men Øret øves og Instinktet siger, hvilken Granat der er bestemt til een. Den har en særlig Nuance i Knaldet, en lidt afvigende Tone i dens Hylen og Brusen. Jeg mindes smilende, hvorledes jeg en Dag, da jeg saaledes instinktivt følte »min« Granat komme, smed Cyklen til den ene og mig selv til den anden Side, ned bag et Træ. Jeg slap med at blive godt overdænget af Jord, — men hvad kunde Træet vel have hjulpet?

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 163)

15. april 1917 – Thyge Thygesen: “Øverstkommanderende her på ”Djævleøen””

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 15. 4. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Venter nu at høre lidt fra Eder i Dag da jeg ikke har hørt i nogle Dage. De to små Pakker har jeg jo, som allerede meddelt modtaget.

Jeg er Øverstkommanderende her på ”Djævleøen” i disse Dage. Underofz. som ellers fører Kommandoet, er nemlig afkommanderet og skal med og revidere hos Bønderne. Han har været borte siden Torsdag og kommer sandsynligvis først på Tirsdag. – Han kom dog i Går Aften og har været her i Nat og det er jeg meget glad for. Russerne vilde næmlig ikke arbejde i Dag, da de efter deres Tidsregning har Påskedag i Dag. Nu da han selv har været her er jeg da fri for Ansvaret.

Modtog nu lige Brev fra Eder, hav mange Tak derfor. Seer deraf at Asmus Nissen er på Orlov, er det atter fra Fronten? Hvor er han og Hans ellers egentlig? Er Klaus hjemme endnu? Det var da godt at han alligevel kom med hjem, Asmus mener jeg, ellers var det da en kedelig Orlov! Ja, er det ikke grusom med sådan et Tyranneri? Men efter de sidste Frontberetninger fra Vestfronten, lader det jo til at der nu bliver gjort en Ende derpå. Os kan det jo snart være det samme hvorledes det går, blot Danmark må blive udenfor.

– Skal Brevene afleveres åbne til mig? Så skal I jo nu da betænke hvad I skriver!!! – Håber I har modtaget Pakken fra mig. Sender også een af Dagene Penge, jeg tænker 30 Mk. Men jeg må vel hellere vente til Underofz. kommer, jeg må næmlig ikke gerne forlade Lageret før. Var nu alligevel i Teater Fredag Aften. Der blev spillet en Oparette ”Das Försterchristel” det var for resten helt godt. Det var i Neuendorf Kredsstaden her er Liebenwerda. Vi er her tæt ved Grænsen til Kongeriget Sachsen og også til Schlesien, jeg ved ikke om I har fundet det på Kortet.

Har i begyndt med Forårsarbejdet? Sædekorn må I vel da beholde nok af, kære Far? Hvad Bygget, fik Du Lov at beholde det? Reklamationen kommer I nok til at slå af Hovedet. Nej, kære Mor, forespørge til Eisl. må jeg nok ikke. Og kommer den dertil, kommer den også nok her, men jeg er bange for at den ikke er kommen så langt. – Men længe går de jo – og til mig vil det jo vare endnu længere.

Kærligste Hilsener fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

14. april 1917 – H.P. Hanssen: Rygter om russiske revolutionære

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 14. April 1917.
Fra Generalkommandoen i Altona har vi faaet følgende, under 12. April udstedte Anordning:

„Enhver Meddelelse om russiske Emigranters Rejse fra
Svejts gennem Tyskland er forbudt.
v. Falck
Infanterigeneral.”

Der er i Rigsdagen udbredt Rygter om, at russiske Revolutionære
er undervejs fra Svejts til Petersborg for at sætte mere Fart i den russiske Revolution. Muligvis staar Anordningen i Forbindelse dermed.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 291)

10. april 1917 – Lorens Jepsen: “tykke Overfrakker”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid af fangenskabet befandt han sig i en britisk fangelejr i Frankrig.

10. April 1917

Kære Anne!
Saa er Paasken forbi. Hvorledes mon I har forlevet Festen der hjemme? Jeg tænker meget paa Eder og længes efter at høre noget fra hjemmet. Meget kan du dog heller ikke skrive, men det faar [n]u hjælpe sig. Hovedsagen for mig er at [hø]re at I er [sun]de og raske, hvilket jeg da haaber.

Paaskedag havde vi dejligt Vejr, ellers er det endnu meget koldt. Godt at vi har faaet udleveret tykke Overfrakker, thi det er ikke saa næmt at holde sig varm, naar man skal staa ude hele Dagen. I Dag har det sneet. Tiden er vel ikke bedre oppe i Nord.

Kunde Du ikke en Gang sende mig Valdemars Adr. havde Lyst til at sende ham en Hilsen herfra, tænker det vil glæde ham, da han jo har skrevet nogle Gange til Dig. Hermed slutter med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din hengivne Lorens
Paa Gensyn!

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

10. april 1917 – Enkefru Røgind: “Tag da Russerne, jeg tegner ingen Krigslaan”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

10. April.
En Gaardejer, som de var kommet til med dette Enten-Eller [Krigslaan eller af med de russiske Fanger], svarede: »Tag da Russerne, jeg tegner ingen Krigslaan«. Ogsaa en kendt Gaardejer, der var hjemme paa Orlov, havde ti Dage, erklærede Nej, og da de saa slog paa, at han godt kunde blive kaldt til Fronten, førend de ti Dage var forbi, sagde han: »Krig’slaan faar De ikke«.

Det er skandaløst, som de gaar frem med dette Krigslaan. Hvis de tegner dem, faar de Orlov bevilget. En Soldat kom ind i Sparekassen og havde 1000 Rmk. og sagde: »Det er til Krigslaan for fem Dages Orlov. Men man tager den jo, man ved jo ikke, hvor længe man er i Live, og om man faar Brug for de Penge«.

Der bliver holdt Foredrag for Soldaterne om Fordelen ved Krigslaanet, og de, der er skikkede dertil, bliver udtagne for at agitere for Sagen mellem Kammeraterne. Soldaterne faar i Lønning 33 Pg. om Ugen [?], derfrabliver nu fradraget l Rmk. [?] pr. Mand til Krigslaan, Børnene i Skolen bliver tvunget til at tegne, Præsterne gaar omkring til Sognebørnene og agiterer for Tegning.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 134)

8. april 1917 – Johannes Ankersen: “… vejret var slået om, det ville være forår”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten. I februar og marts havde Ankersen været på minekasterkursus.

Jeg kom efter min tilbagekomst som minekasterofficer til anden bataljons stab, hvilket jeg var glad for, da jeg altid gerne befandt mig ved II/63. I den første tid var der temmelig meget arbejde i at indarbejde det nye våben i bataljonens struktur. Vi modtog 4 minekastere og fra kompagnierne de uddannede underofficerer og menige. Da anden bataljon på det tidspunkt lå i hvile, kunne jeg selv øve med minekasterne og eksercerer mandskabet. Det var ikke nogen udelt fornøjelse, for vejret var slået om, det ville være forår.

Det begyndte på en gang. Solen fik dag for dag mere magt og sneen blev stadig blødere og vådere. Så dannede der sig små vandløb, kanaler og søer indtil alt var i opløsning. Da løb små fløder henover de tidligere veje, vand overalt, rislende, brusende vand, det var farligt at følge ukendte veje, da man ikke vidste, hvor de førte hen.

I den våde sne sank man nu i til knæet. Der var alt for meget, det kunne ikke forsvinde fra den ene dage til den næste, selvom solen gjorde sit bedste for at få det væk, og selvom om tusinde kanaler, bække og småstrømme førte vandet bort. I det fri blev det stadig varmere, solen skinnede dag for dag varmere.

Så kom den tid, hvor sneen var forsvundet og i dens sted den brune jord kom til syne. Nu blev det helt galt med snavset. Det var svært at beslutte om man skulle køre med slæde eller vogn. Til sidst sejrede solen også her, jorden blev fast og tør. Samtidig begyndte også planterne at røre på sig. Næsten over nat skød tusinde små grønne spidser op af jorden, insekter og biller begyndte at sværme, foråret var kommet.

Besynderligt var det dog, at træerne endnu ikke bar løv, men rødderne stak så dybt, at varmen endnu ikke var trængt ned til dem og også kunne vække dem af vintersøvnen. Meget senere gjorde det et besynderligt indtryk at se hvordan, når en skyttegrav skulle grave, folkene i skjorteærmer med sveden løbende ned af deres ansigter med deres spidshakker stod i frosen jord til livet. Men herligt er det, det russiske forår, livsvækkerens, solens, pludselige, enorme sejr over vinteren.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

7. april 1917 – H.P. Hanssen: “Censurens meningsløse Rasen”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 7. April 1917.
Fra Frimenighedspræst Thade Petersen i Haderslev har jeg i Dag faaet tilsendt et omfattende Materiale angaaende Censurens meningsløse Rasen imod Kirkebladet „Den nordslesvigske Kirkesag”. Det fremgaar deraf, at ikke blot større og mindre Stykker stryges ud af Artikler, men at hele Artikler, som ikke har det mindste med Krigen at gøre, stryges ubarmhjertigt. Saaledes er bl. a. en Prædiken „Paaskemorgen”, som
Grundtvig holdt i 182y, bleven strøget fra Ende til anden, uagtet Grundtvig sikkert ikke i 1827 har kunnet have den mindste Tanke henvendt paa Krigen. Men dette er betegnende for Militærcensuren, og en Besværing til Generalkommandoen i Altona er bleven tilbagevist som ugrundet af General v. Falck.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 291)

6. april 1917 – Lorens Jepsen: “fem dansktalende Kamerater”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. Den første tid af fangenskabet befandt han sig i en britisk fangelejr i Frankrig.

Langfredag 1917

Kære Anne!
Ja kære, denne den helligste Dag i hele Aaret blev denne Gang til en Arbejdsdag for mig. Det er jo ikke som at fejre disse høje Festdage der hjemme. Men alligevel kan Du tro, at jeg takker Gud, at jeg kan være her, sund og rask.

Jeg tænker paa hvorledes I mon forlever Paasken, I svæver endnu i Uvished om min Skæbne, thi endnu har mit Brev vel ikke naaet Dig for at oplyse Dig om, at den savnede er i god Behold. Jeg har arbejdet her paa Vejen i Dag, og om end dette ikke falder netop i min Smag, saa trøster jeg mig med, at et Gensyn nu er mig mere sikkert, og Freden kommer vel en Gang. Blot jeg nu atter havde Efterretning hjemme fra, men der faar jeg vist Lov at vente længe.

Har her fem dansktalende Kamerater, hvilket glæder mig meget. Kan ogsaa laane danske Bøger her, kun Skade, at jeg ikke ogsaa kan købe et dansk Brød. Havde Kulde og Regn her hele Marts, nu bedres Vejret. Haaber I har det godt.

Hjertelig Hilsen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

5. april 1917 – Milert Schulz: “Ja wenn man so an die Friedenzeit zurück denkt”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts blev kompagniskriver.

Im Felde den 5.4.17.
Auf Schreibstube Abends um 9 Uhr.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss. Da jetzt alles schläft sitzte ich nun hier und schreibe den Brief nach der lieben Heimat. Ich warte nur noch auf ein Vizefeldwebel der hier schlafen soll und da er bis jetzt noch nicht eingetroffen ist habe ich ja die schönste Ruhe.

Sitzte bei einem Talglicht und habe eben vorher ”Det gamle Budskab” gelesen mit den Text ”Ildlinien”. Ja liebe Eltern dieselben Gedanken habe ich auch oft gehabt wie dieser junger Mensch, und um mich noch mehr im Herrn zu freuen habe ich mir auch damals ”Lommesangbogen” schikken lassen und gleich habe ich mir mein Lieblingslied aufgeschlagen No 60 “Du evige Klippe jeg kommer til dig o.s.v. Wie habe ich diesen Gesang oft gesungen in Lgkl. Abends wenn ich nach Hause kam mit
meinen Freund Anton Hansen. Ja wenn man so an die Friedenzeit zurück denkt. Nicht wahr[,] schön war es doch wenn man Abends zusammen kommen und nun ist man Soldat muss hier draussen im Felde sein fern von den Seinen. Aber will es Gott so hoffen wir auf ein frohes Wiedersehen in der Heimat hier oder dort.

Das ich mal auf Urlaub fahren soll wird wohl noch ein weilchen dauern aber hoffentlich haben wir bald Frieden[,] dass wir den grossen Urlaub gesund und glücklich antreten können. O welch eine Freude wird das werden. Gott gebe das es bald Schluss ist. Nach Aussagen eines Gefreiten von unserer Kompanie der aus serbischer Gefangenschaft entwichen ist und heute hier bei der Companie ankam, meinen die Feinde auch, dass es wohl in 2 Monate Schlus sein wird und ich glaube auch es wird nicht mehr lange dauern. aber nur nicht verzagen.

Nun liebe Eltern, danke ich Euch erstmal für die vielen Briefe welche ich gestern erhalten habe. Es sind alles Briefe vom 16-26 Märtz. Im vorigen Brief habe ich Euch ja geschrieben, wie das kam. Ebenfalls habe ich 1 Paket mit Kuchen, 1 mit Wurst und Carbonae (aber leider nicht mehr geniesbar) 1 mit den Schinken was noch sehr gut ist und 1 mit Kuchen, Zucker und Butter, und noch eins mit Schreibpapier von Schw. Thilde.

Die Erinnerungen von denen ich Euch ebenfalls geschrieben habe werde ich morgen abschicken. Ich werde mal sehen ob ich ein paar andre be- kommen kann. Wenn ich mal nach Prilep wieder kommen sollte werde ich Euch etwas kaufen. Hier gibt es ja nichts zu kaufen. Dann schreibst du wegen Thee und Pfeffer liebe Mutter. Wenn ich was bekommen kann[,] will ich dir gerne ein Paket voll schicken und ich will auch mal sehen ob ich nicht was bekommen kann. Das kann hier wohl nicht so schlimm sein, denn die Bulgaren essen nur stark gepfefferte Speisen und daher haben sie auch alle einen üblen Geruch an sich. Kaffee kann ich aber nicht bekommen.

Gestern hatten ich und ein paar Kameraden uns Photographieren lassen, es ist aber leider nicht geglückt. Na vielleicht ein andres mal. Sonst bin ich ja noch immer gesund und wohl und hoffe dasgleichen von Euch. So lange ich hier als Schreiber bin stehe ich ja nicht aus. Genug zu essen und trinken. Hungern brauchen wir tatsächlich nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzlichst gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

(Jetzt ist die Uhr 10 also eine Stunde hat das schreiben gedauert ich gehe jetzt schlafen Gute Nacht)

(Brev i privateje)

4. april 1917. H.C. Brodersen i sikkerhed bag fronten

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Til om Morgenen forblev vi i Dalen, men da vi om Morgenen ikke havde fundet Kompagniet, som nogle mente var gaaet tilbage over „Chemin des Dames”, fulgte vi efter.

Ved Middagstid var vi naaet over, men om Kompagniets  Opholdssted kunde vi intet faa oplyst. V i har vandret rundt hele Dagen i Gaar og Natten med, men stadig har vi ikke kunnet finde  Kompagniet. Enkelte har til vor Forespørgsel ment, at det var  trukket tilbage. Det vilde vi helst tro paa, og derfor fortsatte vi efter  Byen Chagvion, hvortil vi nu er ankommet.

Her har vi foreløbig  indrettet os med de Bekvemmeligheder, vi har kunnet opdrive. I en Kælder i et af Byens Huse har v i indrettet vort Kvarter. Et Par udmærkede Madrasser tjener til Hvilested, og Levnedsmidler har vi nok af. Skinkerne er kommet til sin Ret, og Rommen er ikke til at foragte. Vi har faaet os gjort rene og er blevet barberet og afventer nu kun paa at træffe Kompagniet. Gør vi det ikke, kan det ogsaa være lige meget. Vi har det godt, som vi
har det.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

3. april 1917. “Der lød igen et øredøvende brag”. H.C. Brodersen levende begravet.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

En del af loftet i klippehulen er braset sammen og har knust en stor del af H.C. Brodersens kammerater. Vil resten af loftet holde eller ej?

Chavignon

Det holdt ikke. Medens vi havde maattet overlade vores stakkels Kammerater til deres ulykkelige Skæbne, anede vi kun lidt, at vi snart skulde ligge begravet under Ruinerne af det, der en Gang var en „bombesikker” Hule.

Der var vel ikke gaaet mere end 3 Timer, før der atter lød et  øredøvende Brag, af hvis Lufttryk „Hindenburglysene” sluktes, og Hulen henlaa i Mørke.

Eet Øjeblik herskede der dyb, ildevarslende Stilhed, men næsten i det samme brød Jamren løs. Skrig og Banden, Eder og Bønner fyldte Luften. Der blev tændt Lys. Rummet var fyldt med Sten og Støv. Den ene kunde ikke se den anden. Virvar over det hele. Brøl fra alle Sider, som fra vilde Dyr. Vi sloges om at naa frem i den Retning, hvor Udgangen laa. Vi kunde ingen finde.

Omsider kunde vi begynde at skelne Omridsene af det, der var sket. Loftet var delvist styrtet ned, og store Stenblokke havde forbarrikaderet Udgangen. Halvdelen af Kompagniet var begravet, og de frygteligste Skrig lød til alle Sider.

I Raseri blev de store Stenmasser angrebet for at skaffe Udgang, men de lod sig ikke rokke. I den ca. 200 Mand store Forsamling af tilsyneladende dødsdømte tiltog Angsten og Fortvivlelsen, der øgedes ved Granaternes stadige Indhug. Fra alle Sider udslyngedes de værste Forbandelser imod Krigen og imod dem, der var Skyld i dens Elendighed og denne umenneskelige Pinsel. De forbandede Gud og alle Hellige, de, som de dog ellers i deres største Nød havde anraabt om Hjælp, men som nu syntes at svigte.

Skomageren, der med en af de sidste Transporter atter var kommet til Kompagniet, fik et Anfald af religiøst Vanvid. Han rev og sled i Haaret og raabte op om, at han var den mest gudfrygtige Skomager i Mainz. Men hverken Jesus, Maria eller Joseph syntes at komme dem til Hjælp, der endda saa inderligt bad om det. Heller ikke syntes de at kunne huske  Skomageren fra Mainz, og ganske ude af sig selv begravede han sit Hoved i en Tornyster og skreg, bandede og bad og leverede tydelig Bevis for, at han som Menneske ikke mere var noget værd.

Forvirringen tog til, thi intet Steds var der Frelse at øjne. Med Revolveren for Brystet af de værste Spektakelmagere maatte jeg og Skorstensfejeren til at sørge for nogen Orden og for at holde den aldeles uhensigtsmæssige Raaben og Skrigen nede. Ogsaa Sepl, der ellers ikke var bange for at staa ovenfor flere Franskmænd, syntes at være bragt helt ud af Fatningen. „Heilige Mutter Gottes,” raabte han hele Tiden og kunde ikke falde til Ro.

En Ting syntes vi alle at have overset, nemlig Luftskakten. Den var endnu aaben. Men hvordan naa op til Overkanten af den og faa  bjerget 150 Mand?

Nogle behjertede Mænd gik imidlertid nu i Gang med at rive  Sovestederne fra hinanden. Ved at binde Stængerne sammen dannede de en Stige, der nu blev stillet op i Skakten. Det viste sig, at den dog kun kunde naa halvvejs op, men Skorstensfejeren ænsede det ikke. Han var den første paa Stigen, og rask klatrede han opad. De nederste Trin var allerede fuldt optaget af andre, der vilde  trænge sig frem, og denne Vægt blev for meget for Stigens svage  Konstruktion. Den knækkede, og baade den og Skorstensfejeren suste i Dybet. Stigen var smadret og ikke til at bruge paany.

Medens Fortvivlelsen og Uhyggen steg, fortsattes Beskydningen, der tilsidst skulde blive vor Frelse. En Granat suste ned paa Hulens Tag, og dette, der i Forvejen var revnet paa Kryds og Tværs, kunde ikke modstaa denne Rystelse. Paany væltede Stenene ned omkring Hovederne paa os, og paany begravedes nogle under dem.

Mange smadredes helt, men mange flere blev indeklemt og kunde ikke slippe fri. Men da endelig Røg og Støv var trukket til Side, kunde vi se den blaa Luft over os. Alle paa een Gang styrtede vi i Retningen, hvorfra ny Luftstrømning trængte ind. Alle vilde være de første til at komme ud, men saa rask skulde det nu alligevel ikke gaa. Udgangen, der var skabt, var ikke større, end at et Par Mand ad Gangen kunde slippe ud, og de skulde endda hjælpes af dem, der var sluppet ud. Efterladende alt Udstyr og alle raabende Kammerater søgte enhver nu kun at bjerge sig selv, og med Lynets Hastighed forsvandt vi ned ad Bjergskraaningen, medens franske Shrapnels endnu søgte at indhente nogle af os.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

3. april 1917 – Milert Schulz: “Die Bevölkerung ist hier auch viel netter”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde den 3.4..17

Meine lieben Eltern und Geschwister!
Besten Dank für erhaltenes Paket mit Kuchen und Torte, aber von wann dasselbe ist weis ich nicht. Ebenfalls für das Schreibpapier von Thilde und Onkel Anton. Briefe habe ich nun in 14 Tage nicht gehabt, aber der Grund ist nicht Euch zu beschuldigen sondern das liegt an diesem Marsch den wir gemacht haben. Aber in 4-5 Tagen kommt da
4 Wagen voll zum Regiment. Aber das ist ja noch lange nicht alles[,] denn Post liegt da in der Etappe für mindestens 15 Wagen. Das wird ja auch so allmählig geholt. Hoffentlich bekomme ich denn einen ordentlichen Schwung Briefe und Pakete.

Ihr habt ja nun wohl auch in langer Zeit keine Post von mir gehabt? Aber deshalb beunruhigt Euch nicht. Ich habe Euch ja schon einmal auseinanderge setzt mit welchen Schwierigkeiten das Transportieren verbunden ist. 10 Tage sind wir auf den Marsch gewesen und erst vor ein paar Tagen an Ort und Stelle gekommen. Wir liegen jetzt westlich von Monastier dicht an Albanien.

Ich habe ja so richtig Glück gehabt dass ich Kompagnie-Schreiber geworden bin. Einen tadellosen Posten. Ganz hinten in aller Ruhe. Brauche nicht vorne im Schützengraben zu sein, also auch nicht so vielen gefahren ausgesetzt. Wir haben hier ein schönes Quartier.

Nun fängt man erst rigtig an die Hitze zu spüren. Wenn man Mittags in der Sonne Sitzt ist es kaum auszuhalten. Sonst Ist es ja ganz schön hier. Die Obstbäume stehen schon in voller Blüte. Herlich anzusehen. Die Bevölkerung ist hier auch viel netter als dort wo wir waren. Die Machen und tun alles für uns. Sonst ist da ja nicht viel neues zu erzählen. Ich habe es ja tadellos und bin noch immer Gott sei Dank gesund und munter, und hoffe ich auch dasselbe von Euch meine Lieben.

Wünsche Euch auch noch nachträglich ein von Gott reich gesegnetes Osterfest. Ich kann ja leider nicht zu Hause sein, aber hier können wir ja auch Ostern feiern. (Jedoch ohne Eier.) Aber das ist ja auch nicht die Hauptsache des Festes. Hoffentlich können wir nächstes Jahr Ostern zusammen feiern. Gott gebe das der Krieg bald ein Ende nehmen. Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Auf Wiedersehn!

Die erste Seite habe ich etwas schön geschrieben[,] aber das letzte ist nicht so gut[,] da ich mich beeilen musste.

(Brev i privateje)

3. april 1917 – Claus Eskildsen: “selve Friherre v. Richthofen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Denne Gang ved vi, hvad der venter os her, vi ved alle, at Krigens hidtil største Slag om faa Dage vil bryde løs. Vi er sendt herud til Forstærkning af den forreste Linie, og bag Fronten trækker man hver Dag nye Tropper og Batterier sammen.

Det store Slags Stormfugle fylder Luften i tætte Skarer. Naar den lunefulde April bringer »Flyvervejr«, minder de om Myggesværme, saa tæt synes de at staa mod den blaa Himmel. Vi tæller 50, vi tæller 60, vi tæller en Dag 77 paa een Gang. Der gaar ikke en Dag, uden at flere af dem maa gøre det susende Fald ned i Døden, thi hver Dag udkæmpes der større og mindre Flyverslag der oppe i Luften.

Luftfoto med nedskudt engelsk flyvermaskine i nederste højre hjørne (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Englænderne er overlegne i Tal; men de har ikke mere den absolute Overlegenhed som for nogle Uger siden. Tyskerne har faaet nye Maskiner, lettere, bevægeligere end Englændernes. De kan dreje hurtigere, de lader sig falde, slaar Kolbøtter, drejer sig i Faldet om deres Længdeakse og snor sig ud af en uheldig Kamp for at dukke op paa et for Modstanderen uventet Sted.

Detalje af luftfoto med nedskudt engelsk flyvermaskine (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Den 3. April følger vi en større Flyverkamp. De to store Eskadrer sejler frem mod hinanden. Det lykkes Tyskerne at faa en Englænder skilt fra sin Flok. En lille Tysker styrter sig over ham og bearbejder ham ovenfra, fra Siden, nedefra, idet han efter hurtige Kurver altid paany gaar løs paa ham. Englænderen trykkes ned; men den hurtige Tysker slipper ikke sit Bytte, før han har sendt det ned i Døden. Saa vender han sig mod en anden og sender ham samme Vej. Idet den lille Tysker er lige over vore Hoveder, falder Solen paa hans Maskine, og vi ser, at Skroget er malet knaldrødt. Det var altsaa »den røde Ørn fra Lens«, selve Friherre v. Richthofen!

Siden den Dag saa vi ham hver Dag skyde sine 2 og 3 engelske Flyvere ned. Den 13. skød han en engelsk Flyvemaskine i Brand. Observatøren fløj ud af den brændende .Maskine, Flyveren susede i Flammerne til Jorden. Begges forkullede Lig fandtes tæt ved Byen.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 159-160)

1. april 1917 – Thyge Thygesen: “Den meste ægrelse har vi med Russerne”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer Søndag d. 1. 4. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har i Dag modtaget 4 Breve fra Eder, de 2 har både været i Eisl. og W. Hav mange Tak for dem alle. Her er jeg udmærket tilfreds. Skal der være Krig så kan den ikke være bedre som her. Når vi har stået 6 Timer Vagt er vi 12-18 Timer fri. For det meste 18 hvis alle er her, så det kan vi jo sagtens holde ud. Hvis bare Vejrliget må være nogenlunde, for giver det Regn bliver her et bundløst Føre.

Med Kogningen går det også helt godt – hvis der bare er noget at Koge af. I Går har vi fået Kød. Her af Værket får vi 600 gr. (2,35 Mk.) Så har vi endda hos Slagteren hented hver et ½ pund det bliver 850 gr. På så meget Kød kan vi jo koge Suppe hver Dag. Sukkerkort har vi også fået, så nu kan vi hente 750 gr. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre med alt det Sukker for Kaffen drikker jeg lige så gerne uden. Lidt Smør kan vi også hente hver uge, (for 39 pf.) I Går fik vi Forplejningspenge. Jeg fik fra Tirsdag af, det blev 15,85 Mk. Brød og Kød fratrådt. Nu da jeg har købt omtrent alt hvad jeg bruger, kan jeg nok spare lidt over i denne Uge. Det værste er at vi slet ingen Kartofler kan få. Brødet er jo i Forvejen lidt knap, nogle Kartofler kunde jo spare meget derpå.

Verdipakken har jeg, som jo allerede meddelt fået. Hav mange Tak for det alt, kære Forældre. Æggene lugter desværre ikke godt, men på Smagen har de ikke lidt. Når I nu sender lidt, overdriv det så ikke, lille Moder. Betænk at Kød har jeg nok af!! Hellere lidt Kartofler eller Nudler eller lignende, at jeg ikke altid behøver at koge Suppe. Så kan jeg jo da stege Kødet, eller bruge det på anden Måde.

– – Den meste ægrelse har vi med Russerne. Sidste Nat er der løben een bort. Ham det er sket for, får jo sagtens en 3 Dage i Kasten. Det er nu for resten slet ikke at hindre. Vi har for det meste 20-30 Mand at holde Opsyn over. Det værste er så at de ikke arbejder sammen. Når man så er ved den ene Kolonne er der Lejlighed nok til at løbe for den anden. De arme Fanger, de har det ikke godt og så den usle Forplejning til! Der kom i Går 50 pund Kød til hele Ugen. Deraf skulde vi tage vores. Vi er 11 Mand, altså over 13 pund. Fangerne 110 Mand fik så Resten 0,40 pund. Vi tager naturligvis ikke Knogerne .

Det var da godt, lille Far, at Du fik Chr. Jacobsen til at hjælpe Dig og at Du senere kan få M. Tandrup. Skån Dig nu selv, lille Far, at Du da kan beholde Sundheden, ellers kommer det da til at see helt sørgeligt ud. Jeg er jo nu bange for at det ikke lykkes med Rekl. så til Forårsarbejdet må I sagtens ikke regne med min Hjælp. Men nu, må jeg så få Lov at blive kan jeg jo ikke klage. Nå, Chr. fik Ubehageligheder, det var jo ikke så rart for ham, så bliver hans Rekl. jo vist ikke bevilliget. Det er da godt at det er bedre med Dig lille Didde og ligeledes Morbr. Hans.

Hils dem nu alle, alle, og selv være I hilset på det kærligste fra Eders Søn og Broder Thyge.

Her kommer en Kone som vasker for Fangerne og os. Så sende hjem gør jeg ikke.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

30. marts 1917 – Claus Eskildsen: “Jeg har kendt mange af dem, der nu ligger her …”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

En lille Time vestpaa, helt tæt op ad Skyttegravene, ligger Egnens Hovedstad Lens, der i Fredstider tæller 30,000 Indbyggere. Man fortæller saa meget om den mærkelige, halvdøde By, at jeg straks en af de første Dage gaar ind for at se den.

Min Seminarieelev Koopmann, nu Cyklist ved Staben, og jeg gaar Kl. 7 Morgen hjemmefra. En bred, brolagt Landevej fører ind til Byen. Uden Afbrydelse ligger Hus ved Hus i dette tæt befolkede Kulmineomraade. Til højre og til venstre knejser de høje Minetaarne, og i Klynger samler sig omkring dem nye Arbejderhuse, bundhæslige alle sammen. Saa megen Smag Franskmanden viser ved sin Boligs indre Udstyr, saa ringe er tilsyneladende hans Sans for Husenes Ydre. De er stilløse og grimme i Linierne, har grufulde Prydelser og fornærmende Farver.

Sallaumines Soldaterkirkegård, 1917 (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

I den næste By Sallaumines staar vi foran et Mindesmærke: »Købstaden Sallaumines over sine ved Courriéres-Katastrofen omkomne Børn 1906.« Saa først rinder det os i Hu, at Skæbnen har ført os til en Egn, mod hvilken for ikke mange Aar siden Alverdens Blik var rettet med rystende Spænding. Dengang, da de mange Grubearbejdere her var indespærret bag Flammernes Mur, ilede et Redningskommando fra Ruhr til Hjælp, drevet af den naturlige Medfølelse, som Skaberen har lagt ned i Menneskets Bryst, den, der ikke kender noget til Landegrænser.

Og i Dag? — Hvor er Krigen naturstridig og ugudelig!

Tæt ved Sallaumines kommer vi forbi en Soldaterkirkegaard, saa storslaaet smuk og pyntelig, at vi tvinges til at gaa ind. Jeg træder hen til den første Gravsten og læser: »Wehrmann Heinrich Popp. * — + —«. Jeg stod ved min gode Ungdomsvens Grav!

Heinrich Popps grav, Sallaumines Soldaterkirkegård, 1917 (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Vi dvæler en Stund paa den smukke Kirkegaard og ser, at det alt sammen er Landsmænd, der her er lagt ned i den franske Jord. Kirkegaarden tilhører det 9. Reservekorps, Reserveregimenterne 86 (Flensborg), 84 (Slesvig), 31 (Altona) og Regimenterne 162 og 163 (Lübeck og Neumünster). Jeg har kendt mange af dem, der nu ligger her, og fotograferer flere Grave for at give de efterladte hjemme en lille Glæde og Trøst i Sorgen.

Kort før Lens aabner sig en vid Udsigt over By og Egn. Foran os ligger Byen med den gamle Domkirke, omgivet af driftige Minebyer, og hist ovre i Synskreds sen ser vi den alt beherskende Lorettehøj, nævnt utallige Gange i denne Krig, suget fuld af Blod, nu allerede i halvandet Aar fast i Englændernes Haand.

Byens Lens, halv død, halv levende, gør et uudsletteligt Indtryk. En stor Del af Byen ligner ganske La Bassées Sten- og Murgrav, en anden Del er endnu saa velholdt, at der findes Butikker og Værtshuse. Men der holdes Udsalg, thi Folkene ved nok, at det bærer mod Slutningen af den 12. Time for deres By. Jeg køber en udmærket Vinterfrakke for 20 Mark, et Par Manchetskjorter for 3 Mark Stykket, Bordduge til 2 Mark Stykket. Derimod holdes Levnedsmidlerne endnu i opskruede Priser. For et Pund Sukker forlanger man 4 Mark. Købmanden er overalt sig selv lig, selv om han sælger lige foran Kanonmundingerne.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 157-8)

30. marts 1917 – Det store Hovedkvarter: “Folks Glæde ved igen at komme ind i Kampe …”

Den 30. marts 1917 bragte Flensborg Avis nedenstående beretning fra Det store Hovedkvarter om tilbagetoget til Siegfried-Stellung i februar-marts 1917.

Kampene ved Ancre.
Fra det store Hovedkvarter skrives: Kun langsomt og nølende havde Englænderne besluttet at følge vore Tropper til det Terræn, som vi siden den 23. Februar havde overladt dem. Vore Bagtropper og vort Artilleris energiske Ild fik dem til at studse og gjorde dem hver Fodsbred Jord stridig. Naar vore Tilsløringsforholdsregler havde opfyldt deres Formaal og et yderligere Terrænafsnit frigaves af os, forkyndte de engelske Hærberetninger dette som „Sejre”, „Erobringer” og Befrielser. Først fra den 23. Februar af tog Angriberne sig sammen til kraftigt at trænge efter, og nu udspandt der sig i Forterrænet ved vore nye Stillinger tre nye Afsnit af Kampe, som fortjener en indgaaende Skildring. De giver vore Troppers og disses Underføreres Aand et glimrende Vidnesbyrd.

1.
Det yderste Forspring af den af os nu opgivne Landstrimmel ind i de fjendtlige Stillinger dannede Landsbyen Gommecourt. Alle Franskmændenes og Englændernes Angreb mod dette fremskudte Punkt var strandede, ogsaa for Sommeslaget. Da dette begyndte, havde Modstanderen efter den bekendte Artilleriforberedelse, som varede en Uge, den 1. Juli 1916 angrebet Landsbyen med store Styrker og var ogsaa enkelte Steder trængte ind i Gravene, af hvilke de dog endnu samme Aften kastedes ud med Tab af nogle Fanger og mange døde. Siden da har kun Artilleriet, men meget stærkt, i de 8 Maaneders Forløb virket mod Landsbyen og skudt den helt sønder og sammen; ogsaa det prægtige Slot med sin smukke Park var, som saa mange andre i Somme-Omraadet, jævnet med Jorden af det franske og engelske Artilleri.

Det faldt meget svært for vore Tropper at efterkomme Befalingen fra oven om at rømme de Grave og underjordiske Beboelsesrum, som ligefrem var komne til at staa deres Hjerte nær, og i hvilke de under vanskelige Forhold havde budt den fjendtlige Ild Trods under de endeløse Slagmaaneder. Da Fjenden endelig en Række af Dage efter Rømningen vovede at sætte sig fast i Landsbyen med stærkere Patrouiller, trængte vore Bagtropper endnu engang paa eget Initiativ ind i Landsbyen, kastede Fjenden ud af den, besatte „Kærneværket” i vor forladte Stilling, som allerede under Kampene den 1. Juli havde været Hovedstøttepunktet, og vendte saaledes endnu en Gang tilbage til Hjemstedet for lange vanskelige Maaneder. Der behøvedes en ny udtrykkelige Befaling for at faa dem til at rømme Stillingen igen.

Under de nu Haarders begyndende Bagtropskampe ydede Forsvarerne sejg og udholdende Modstand mod den først nølende og langsomt efterfølgende Fjende, stødte stadig paa ny frem igen og forhindrede saaledes, at Fjenden rykkede efter i det planmæssigt opgivne Terræn langt ud over den Tid, man havde antaget. Under denne Kamp viste sig tydeligt vore Folks Glæde ved igen at komme ind i Kampe, som i det mindste mindede om Bevægelseskrigen. Underførernes glade Lyst til at gaa paa, den menige Mands Lyst til Eventyr, til personlig Fare osv, traadte frem i en Grad, som viste, at den lange Gravkrigs Nervepirrende Indflydelse ikke i mindste Maade havde skadet Troppernes Aand. Hvad der under disse Kampe er ydet af Enkeltmand, maa forbeholds Regimenternes Historie, i hvilken disse Dages Kampe vil komme til at spille en ærefuld Rolle.

Til en særlig livlig Kamphandling kom det den 27. Februar om Morgenen under et stærkt Angreb fra Englændernes Side paa den hidtil bag de tyske Linjer beliggende lille Skov ved Høj 125. Her viste et Reserveregiment, som allerede har udmærket sig under hele Felttoget, sig særlig under en forbitret Nærkamp. At de har naaet en væsentlig heldigere Stilling, har haft en lige saa heldig Indflydelse paa Nordvestfløjens Tropper paa vor nye Front, som Kampenes Forløb har haft det paa deres Stemning og Selvtillid. Hos Infanteriet og Artilleriet har Indtrykket af deres ubetingede Overlegenhed i Feltkrigen over den Modstander, de hidtil kun har staaet over for i Gravkampen, urokkelig fæstnet sig.

2.
Som Hjørnet ved Gommecourt sprang langt frem imod Vest, saaledes sprang ogsaa Spidsen ved Grandcourt langt ind i Fjendens Stilling i sydvestlig Retning, saa den samtidig kunde tages under den fjendtlige Ild i Front og Flanke. Dette gjorde sig saa meget mere gældende, som dette „blæsende Hjørne” ogsaa omfattede et større Antal Landsbyer, nemlig Serre, Puisieux, Miraumont, Irles og Pys. Rigtignok var disse smukke franske Landsbyer for længe siden af Franskmændenes Forbundsfæller forvandlede til Grushobe og kunde knap nok kendes fra Markerne rundt omkring, idet det hele kun var en Række af Granathuller. Navnlig Serres, det vestlige Hjørne, var fuldstændig raseret bort fra Jordens Overflade. „Befrielsen” af disse Landsbyer, som i de fjendtlige Hærberetninger fremhæves med teatralsk Begejstring, kommer altsaa for sent til at udløse andet i deres tidligere Indbyggere end en ret platonisk Tilfredsstillelse.

Til Trods for deres Tilstand, i hvilken de heller ikke i mindste Maade mere mindede om deres tidligere beboelige Tilstand, udøvede disse kun paa Kortet kendelige geografiske Punkter dog en særlig Tiltrækning paa det fjendtlige Artilleri. Naar man tilføjer, at disse næsten ubeboelige Stillinger gennemstrømmes af Ancre-Bækken og dennes to sumpede øvre Løb, af hvilke Bækken flyder sammen i Landsbyen Miraumont, saa er det forstaaeligt, at netop her Befalingen til at ombytte disse Stillinger med højere, længere tilbageliggende hilstes med særlig Glæde.

Og saa har de til Forsvar efterladte Tropper endda ikke gjort det let for Fjenden at faa Fodfæste paa det opgivne Terræn. Deres Patrouiller og Bagtropper i Samvirken med Artilleriet, som naturligvis kendte Terrænet helt nøje, holdt Modstanderen under en virksom Ild, at han kun meget langsomt besluttede sig til at besatte de mudrede og sønderskudte og af de tyske Sprængninger til den sidste Rest ødelagte Grave, der gik gennem en Ruinørken, som engang hed Puisieux eller Miraumont. Kun helt langsomt rømmede de her tilbageladte Sikringsafdelinger, følgende den almindelige Befaling, de Terrænafsnit, der skulde opgives, over for Fjendens stadig stærkere Afdelinger, som lidt efter lidt samlede sig henimod den 28. Februar. Den nævnte Dag fandt Fjenden endelig Mod til en større Angrebshandling, som dog allerede brød sammen i Artilleriets og Bagtroppernes Ild.

(fortsættes)

28. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Uden Knubs og hårde Ord går det ikke her”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 28. 3. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har Tjeneste her i Barakkerne i Eftermiddags (6 Timer og så 12 Timer fri) og får så lidt Tid til at skrive lidt til Eder. Ja, sikke Stillinger, sikke Stillinger, som Steffen Overbeck sagde. Det er snart til både at lee og græde over.

Hvad Tjenesten angår så har vi det jo helt godt her. Vi er delte i 2 Hold. Eet Hold har skiftevis Barakketjeneste, det andet må med ved Arbejdet. Der skiftes hver Uge. Af Fangerne arbejder 1 Hold om Dagen og 1 om Natten. 12 Timer Arbejde og er så 12 Timer fri.

I Formiddags var jeg oppe i Byen og hentede mig et Par Gryder. Jeg købte lidt Kartofler af ham der var på Orlov, så har jeg i Middags kogt Kartofler og atter lidt Suppe. Jeg har ingen Mærker endnu, så jeg kan ikke købe det mindste. Vil I, kære Forældre, ikke sende mig lidt af alle Slags. Det er vist ikke let at få noget til Købs. Bruger jeg så ikke alle Pengene, sender jeg dem hjem. For Eks. Lidt Nudler, lidt Løg, Kartofler især o.s.v.

Thyge Thygesen (øverst til venstre) som krigsfangevogter på brunkulsværket i Lauchhammer, 1917 (I privateje)
Thyge Thygesen (øverst til venstre) som krigsfangevogter på brunkulsværket i Lauchhammer, 1917 (I privateje)

Jeg vilde også være Dig, lille Mor, meget taknemmelig for nogle Opskrifter til noget hvad der er let at lave. Jeg troede altid at jeg var mægtig bevandret i Kogekunsten, men nu mærker jeg min Afmagt. Kaffeerstatning og ”Tut” har jeg også købt. Kaffen blev for resten god. Brændsel får vi så meget vi vil have, (Briketter) Ilden lader vi aldrig gå ud.

Det er et kolosalt Værk her. Rigtige Kul er det ikke. Det er snart som Tørvejord og bliver lavet i Briketter. Lejerne ligger ikke dybt. Den øverste Jord bliver bare rømmet væk og så bliver der med Bakkere og Gravemaskiner taget vist et halvt Hundrede m. dybt som alt bliver lavet til Briketter. Det Hele seer altså snart ud som en mægtig stor Grusgrav ca. 50 m. dyb. Kun at Jorden er helt sort. Lejren ligger her midt i al den gennemrodede Jord næsten en ½ Time fra alle Byer. Hvis det regner må her næsten være ufremkommelig.

Med Fangerne giver det endda lidt Kævleri, især Russerne, Englænderne og Franskm. er mere flinke. I Middags havde vi 6 Russere indespærrede her, de skulde så ikke have noget at spise. De andre havde så naturligvis sørget for dem også, der stod ikke mindre en 15 Vaskefaderfulde skjult til dem. Vi undersøgte alt og har så taget det fra dem. Uden Knubs og hårde Ord går det ikke her.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Søn og Broder Thyge.

Hvorledes går det Mbr. Hans og dig lille Didde? Jeg længes efter at høre fra Eder.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

26. marts 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… nødlidende tyske Børn”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fredericia
1. Gennem H.
a. I Stedet for afdøde Gnr. v. Kunau har nu General v. Mühlertz faaet Kommandoen. Stabskvarter i Flensborg.
b. Det hedder sig, at engelske Flyvere har været inde over Tønder og ødelagt den ene Luftskibshal, hvori en Zepp.
c. Broen over Kongeåen ved Knagmølle er ødelagt som Følge af det oversvømmende Vands Tryk.

2. Fra anden Kilde.
a. Kommuneforstandere og Schaidede[?] Lærere i Egnen S.f. Grænsen f.Ex. i Anslet og omliggende Sogne gaar f.T. rundt hos Beboerne for at bede dem tage nødlidende tyske Børn paa Kost, hvilket skal være lykkedes i stort Omfang.
b. Fra Haderslev klages meget over Ernæringsvanskeligheder.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

26. marts 1917 – Johannes Christensen: Hver dag bliver opreven af uhyggelige og ulykkelige begivenheder

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I dette brev til sin familie hjemme i Visby ved Bredebro prøver han at udrede, hvilken betydning de seneste begivenheder i krigen – Operation Alberich (tyskernes planlagte tilbagetog til stærkere stillinger på vestfronten) og Februarrevolutionen vil få for krigens gang.

Stillingen 26/3 1917.

Kære alle sammen!

Nu skal I så have det lovede brev, som jeg skrev på forrige kort. Jeg er stadig i skansearbejde nu og bliver her 3-4 dage. Vi arbejder fra om morgenen klokken 7.00 til 15.00 eftermiddag i en tur, men så er vi da også for det meste færdig for en dag, så med tjeneste går det jo endda, men det skal jo også forestille ro for os. En ordentlig appetit har vi , kan I tro, når vi kommer tilbage efter at have arbejdet otte timer ud i ét, og så i denne sne og kulde, som vi stadig har endnu hver dag.

Så er Alfred (Johannes storebror, red.) heller ikke kommet på orlov endnu. Jeg gad nok vide, hvornår I alle skulle få os at se derhjemme. Måske bliver det ikke før pinse, men hovedsagen er jo, at vi blot kommer hjem en gang, så må vi have tålmodighed så længe. Det går forfærdeligt langsomt med orloven i denne tid. Der kører seks mand ad gangen. De næste, der kører, bliver vistnok omkring 6-7. april, så de kan være hjemme påskedag. Det var nok rart, at komme med på den tur, men stort håb har jeg jo ikke.

Hvordan har I det ellers derhjemme? Går det nogenlunde med sundheden mor og far? Mon vi dog ikke snart skulle fred?

Tyskerne er jo gået et stort stykke tilbage deroppe ved Somme, men af hvilken grund de har gjort det, og hvad følgerne vil blive er jo ikke godt vide. I Rusland har de også haft et mægtig spektakel, ladet det jo til og her fortalte de i går, at de havde tilbud om fred, men det stemmer jo naturligvis heller ikke.

Ah! Gid det dog snart var så vidt, at vi kunne drage hjem igen og ud af denne krigstummel, hvor hverken sind eller tanke nogensinde kan finde ro, men stadig på ny hver dag bliver oprevet af uhyggelige og ulykkelige begivenheder og tildragelser. Oh! Ja, hvor vi længes efter at komme hjem igen, ud af det hele og begynde et andet liv igen. Ja, Gud give, at det ikke må vare så længe. Jeg synes, at jeg er så adspredt i disse dage, så jeg kan slet ikke tænke mine tanker til ende. Det blev heller ikke noget rigtigt brev i aften. I må undskylde, men jeg kan ikke samle mine tanker. I hører nok snart igen. Jeg har det ellers godt.

Med kærlig hilsen og på gensyn, Eders Johannes

Hils venner og bekendte derhjemme. I har vel ikke hørt noget om ansøgningen? Har I heller ikke hørt noget fra Thorvald (Johannes’ bror, red.). Han er jo flyttet igen.

Hils venner bekendte derhjemme.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

26. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Men den Tvang!”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Klein Wittenberg d. 26. 3. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Er atter ved at pakke, men vil dog lige i al Hurtighed skrive Eder et Par Ord. Jeg er bleven afkommanderet til et Jernwerk ”Lauchhammer.” Der skal jeg jo sandsynligvis passe Fanger. Ja, havde det nu været ud på Landet, så synes jeg endda, men i et Jernwerk, hvad forstår jeg der! Nå, dårligere som her kan det snart ikke være. De står Vagt hver anden Dag og Dagen imellem må de arbejde. Der skal jeg jo sandsynligvis passe på Fangerne ved Arbejdet.

Jeg længes meget efter at høre fra Eder nu, men nu vil det naturligvis vare længe igen. Nu må I endelig ingen Pakker sende så længe Adr. er så ubestemt. Går der nogle Breve tabt, har det jo da ikke så meget at sige. Jeg vil nu her skrive Eder Adr. som jeg tænker den bliver. Den må I nu intet sende efter, højst skrive et Par Ord. Så snart jeg kommer dertil skal jeg nok meddele Eder den udførlige Adr.

Adr. som jeg tænker den: Gefr. T. T.
2 Komp. 4/27
Zur Zeit Akt. Ges.

Lauchhammer

Vent hellere til I får den noget udførligere, dette her er vel dog for ubestemt. Hvor det ligger ved jeg heller ikke. Men efter hvad de andre siger endda lidt forbi Falkenberg, det må altså være tæt ved Dresden.

– Hvor vi er nu er lige ved Wittenberg. Jeg var der i Går, har også set Statskirken hvor Luther slog de 95 Theser på. Ja, havde man været på egen Hånd her i det Fremmede!! Men den Tvang! Jeg gad vide hvad der går af Rekl. Den hører vi vist aldrig et Ord fra!

Nu de kærligste Hilsener Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

23. marts 1917 – Milert Schulz: “… Kugeln pfeifen ja hier auch”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 23/3 1.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Zuerst meinen besten Dank für erhaltene Briefe vom 12 u. 14. und Karte vom 14/3 liebe Eltern.

Entschuldige, dass ich nicht früher geschrieben habe. Wir sind nämlich auf dem Marsch nach anders wo. Von Besista sind wir am 20/3 abmarschiert und liegen nun erst noch auf halben Wege im Biwak unter Zelte und habe Euch deshalb nicht schreiben können. Wo wir hin kommen weis ich selber nicht. Aber wie Ihr ja wisst ist es hier auf dem Balkan ja nicht so gefährlich als auf den andern Kriegs schauplätzen[,] aber Kugeln pfeifen ja hier auch.

Mir geht es ja noch immer Gott sei Dank gut bin gesund und wohl. Von Schwester Mie habe ich auch Brief gehabt worin sie mir geschrieben hat, dass sie ihr Herz dem lieben Herrn und Heiland auch gegeben hat. Ja dass ist etwas herrliches sich in Gottes Hand geborgen zu wissen. Der Herr gebe, dass wir alle seine treuen Nachfolger werden und einst bei ihm in ewiger Herrlichkeit sammeln.

Du schreibst wegen Urlaub liebe Mutter. Ja da muss ich die leider mitteilen, dass die jenigen nur auf Urlaub fahren können, welche schon ein Jahr hier im Felde gewesen sind. Natürlich gibt es ja auch ausnahmen z.B. bei Todesfällen oder sonst irgend ähnliches. Na hoffenlich ist der Krieg bald zu Ende[,] dann bekommen wir einen grossen Urlaub.

Aber klagen könne wir ja auch nicht hier draussen[,] wiewohl wir vieles entbehren müssen, aber wir haben immer genug zu essen und trinken. Wie ich Euch schon mal geschrieben habe, wir leben viel besser wie manche Städter. Wir haben genug zu schmieren aber bloss keine Butter.

Und mit diesen Strafen lieber Vater, da brauchst du für michkeine Angst zu haben[,] ich werde mir schon keine Strafen zuziehen dazu habe ich zuviel Ehre im Leibe.

Hier ist es in der letzten Zeit ziemlich warm gewesen und könnt Ihr Euch wohl das mar schieren in solcher Hitze vorstellen. Vielleicht kannst du mir ein paar Strümpfe oder Fusslappen schicken liebe Mutter.

Sons für diesmal nichts mehr. Viele herzl. Grüsse und Küsse und auf ein frohes Wiedersehn hoffend von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

Die Sachen habe ich noch nicht abgeschickt.

(Brev i privateje)

22. marts 1917. “De franske artilleri er så forunderligt uroligt.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vailly, den 22. Marts 1917
Saa er vi da atter „os selv”. Alle Tropper, der syntes at være kommet hertil i et bestemt Formaal, er atter taget af Sted, og vi er kommet i Stilling længere til højre. Det franske Artilleri er dog saa forunderlig uroligt, og der fortælles, at hele Forestillingen længere t i l venstre kun var Blændværk for at aflede vor Ledelses Opmærksomhed fra, hvad han her vilde foretage sig. Det synes ogsaa at være lykkedes ham.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)