Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis kom hjem fra krigen de 10. december 1918. Han var oprørt over Vælgerforeningens beslutning om en afstemningsgrænse nord om Flensborg og satte sig derfor straks i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke.

Efter et Par Dages Besøg hos Peter Grau med ham til Vælgerforeningsmøde i Aabenraa. Hilst paa gamle Venner. Langt og trættende Møde i det gamle tilrøgede Lokale paa “Folkehjem”.

I mit første Indlæg efter min Hjemkomst, nævner jeg de to Muligheder, at de allierede eller Danmark sætter Grænsen. Kun Danevirke-Linjen tilfredsstiller min Retsfølelse. En Afstemnmg nu byder os et uretfærdigt Grundlag. Vil ikke nu arbejde paa at kuldkaste det givne Grundlag og derved skabe indre Strid; men vi maa kunne samles om at bygge videre i Enighed: Ingen ny Uret mod vort eget Folk hvor det har lidt mest Uret. Saa betryggende Former for en fri Viljes tilkendegivelse som muligt. Ikke skære fra gammel dansk Folkegrund paa Forhaand.

Besættelse i Forvejen og Frihed til at arbejde. Distriktsvis Afstemning i hele Slesvig med geografisk Afrunding. Advocat Ravn paataler de tyske Overgreb og danske radikale Blades Holdning. Flensborg er blevet tysk af økonomiske Grunde. Derfor har jeg-fremført dem. Kloppenborg glæder sig over Røsterne fra Mellemslesvig.

H. P. Hanssen: Der kan foretages en Afgørelse efter Folkenes Selvbestemmelsesret uden en Afstemning: Elsass-Lotring’erne faar næppe Afstemning.

Taleren maler sort med Hensyn til Angel; der skal overtages
500 Millioner Gæld.

Resultat af Mødet over Forventning. Svenssons Resolution om Mellemslesvig vedtages. Det første Skridt.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Svend Thorsen har følgende beretning om tre kleinbahn-lokomotiver på Als – og hvordan de fik deres navne.

Efter Verdenskrigens Afslutning var de alsiske Amtsbaner i en mere end sørgelig Forfatning; det bedste Materiel var blevet afgivet til Brug ved Fronten, og da Reparationer og Fornyelse af det hjemmeværende var saa godt som udelukket, kørte man i meget høj Grad paa Pumperne. Togene kunde lige snegle sig af Sted og undertiden knap nok det.

Over Portene til tre af Banernes Lokomotivremisser stod malet med store Bogstaver:

“Schiller”, “Galilæi” og “Luther”.

En Tilrejsende spurgte, hvad Meningen dog kunde være med disse højfornemme Navne paa dette Sted.

– Jo, ser De, svarede en af Banens Konduktører, der var bekendt for sit Vid: Saadan kalder vi vore tre Lokomotiver.

Det første er opkaldt efter Schiller, for han har jo skrevet Dramaet “Wallenstein” om den store Hærfører under Trediveaarskrigen. Maaske husker De, at en af hans Underhærførere hed Picolomini. Forud for et af Krigens afgørende Slag holder Wallenstein Krigsraad med sine Generaler, og man drøfter, om det vil være muligt for Picolomini at naa frem med sin Hærafdeling i rette Tid.

Generalerne er uenige, men efter Schillers Fremstilling slutter Wallenstein Debatten med at sige: Han kommer sent, men han kommer! Se derfor hedder dette Lokomotiv “Schiller”.

– Men nu det andet, hvorfor hedder det “Galilæi”?

– Jo svarer konduktøren, Galilæi var som bekendt en stor astronom, der ved sine iagttagelser var nået til den overbevisning, “at det var solen, der stod stille, mens jorden bevægede sig”, og han offentliggjorde denne påstand i et skrift.

Galiæis opfattelse stred imidlertid mod alt, hvad der var blevet lært hidindtil, ja, pavemagten mente, at den også stred mod biblen og den kristne tro. Galiæi blev så anklaget for at have ført falsk lære, han blev underkastet tortur og måtte overfor kardinaler og prælater afsværge sin påstand om, at jorden bevægede sig.

Da den gamle astronom efter dommen blev ført ud af sine venner, vendte han sig mod sine bødler, knyttede hænderne og sagde: “Men den bevæger sig dog!” Se, derfor hedder det andet tog Galilæi.

– Men nu det tredje tog, hvorfor hedder det “Luther”? spurgte den tilrejsende sluttelig.

Konduktøren trak skuldrene helt op over ørerne og sukkede dybt: – Jo, ser De: Luther stod foran rigsforsamlingen i Worms og sagde: “Her står jeg, jeg kan ikke andet!” Og det kan lokomotivet heller ikke!

Svend Thorsen: Lunets Sønner. Sønderjyske Historier, 1937.

I Berlingske Tidendes tillæg “Ude og hjemme”, trykt den 25. december 1918, stod Henrik Pontoppidans digt om den kommende afstemning og genforening. Pontoppidan forventede i december 1918 lige som de fleste andre, at Sønderjylland ville være dansk til den følgende sommer 1919 – men sådan skulle det ikke komme til at gå.

Sønderjylland

Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!

Det sker, hvad som et Drømmesyn har straalet for vor Tanke!
Til Sommer vajer Dannebrog igen paa Dybbøl Banke!

Hvad knap vi turde hviske om i Krogen mellem Venner
forkyndes nu paa Dansk og Tysk som Løfteord af Frænder.

Velkommen hjem til Moders Hus, vor Søster, Hjertenskære!
Saa bleg du blev i Kæmpens Favn i Striden for din Ære!

Du sad i Bolt og Fangejern til Spot for vilde Drenge.
Seks tusind unge Sønners Liv var dine Løsepenge!

Men du vil ingen Sørgefest! Mens Taaren Øjet brænder,
du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder.

Du kommer klædt i hvidt og rødt og smiler os imøde.
Hil dig, vor Moders Øjensten, i Nytids-Morgenrøde!

Anmeldelse: Karsten Skov og Hans Christian Davidsen: ”I krig og kærlighed. En bog om filmen og 1. verdenskrig.” Gyldendal, 2018. 211 s., 249,- kr. (vejl.)

Filmproducer Ronnie Fridthjof og instruktør Kasper Torsting har fået den udmærkede idé at udgive en bog, der skal anskueliggøre processen med skabelsen af filmen ”I krig og kærlighed”.

Filmen havde premiere i november 2018. Den er et ret kulørt kærlighedsdrama, der handler om en sønderjysk soldat i tysk krigstjeneste, der under Første Verdenskrig deserterer fra krigen og gemmer sig hjemme på sit eget loft. Filmen baserer sig meget løst på forfatteren Karsten Skovs roman ”Knacker”, der igen løst er inspireret af en virkelig begivenhed i Første Verdenskrigs Sønderjylland.

Læseren føres i en række kapitler gennem skabelsesprocessen fra idé og manuskriptskrivning, kunsten at finde locations, rekvisitter, kostumer etc. over instruktionen af skuespillerne til special effects, klipning og visning for et testpublikum.

Ind i mellem de mange kapitler om filmskabelse er der historiske faktakapitler om Første Verdenskrigs og Sønderjyllands historie.

Teksten er skrevet af den ovenfor nævnte forfatter Karsten Skov og kulturjournalist Hans Christian Davidsen fra Flensborg Avis.

Det er en bog i stort format med masser af lækre fotos fra filmen og sættet, og den giver en lægmand et ganske interessant, men også ret overfladisk indblik i filmproduktion. Denne anmelder føler i hvert fald ikke, at man kommer rigtig tæt på.

Bogen er udgivet på Gyldendal Gymnasium og tænkes anvendt i undervisningen. Forlaget skriver på sin Facebookside:

”Bogen går bag om filmen ‘I Krig & Kærlighed’, som kan ses i biograferne netop nu. Den indvier ikke bare eleverne i alle faser af filmarbejdet, men giver dem også et unikt indblik i 1. Verdenskrig, og hvordan den kom til at præge særligt den sønderjyske befolkning i generationer.”

Denne anmelder er ikke i stand til at vurdere, om bogen giver et korrekt indblik i filmarbejdet.

Med hensyn til det unikke indblik i 1. Verdenskrig ser det beklageligvis mindre godt ud, og man kigger desuden forgæves efter det lovede indblik i, hvordan krigen kom til at præge den sønderjyske befolkning i generationer.

På trods af de gode intentioner kan man desværre ikke med god samvittighed ønske denne bog nogen stor udbredelse i den danske gymnasieskole. I hvert fald ikke før en lang række fejl og misforståelser er rettet.

F.eks. hober fejlene sig op i en sådan grad i de kun 40 linjer, der omhandler optakten til 1. verdenskrig, at de næsten snubler over hinanden.

Nogle eksempler:

Forfatteren får aflivet ærkehertug Franz Ferdinand (stavet ”Frans Ferdinand”) den 24. juni 1914 (endda to gange inden for tre sider, så det er ikke en slåfejl). Det var som bekendt den 28. juni.

Ententen (der før krigsudbruddet bestod af Frankrig, Rusland og Storbritannien) og som Tyskland følte sig omringet og truet af, bliver udvidet med en lang række lande, der først sluttede sig til ententen i løbet af krigen, herunder det neutrale og aldeles sagesløse Belgien.

Det er faktisk ikke nogen ligegyldig detalje, for hvis Belgien virkelig havde været en del af ententen, så ville den tyske invasion af landet jo ikke have været et groft brud på neutraliteten.

Kongeriget Preussen bliver gjort til et hertugdømme (!) ved rigssamlingen i 1870/71 og man må forstå, at ”store dele af Polen og Tjekkiet” ved denne lejlighed blev en del af Tyskland. Men det nuværende Tjekkiet var faktisk en del af Østrig-Ungarn, mens store dele af det, der i 1919 skulle blive Polen, havde hørt under Preussen længe før rigssamlingen.

At den østrigske kejser Franz Josef staves ”Frans Josef” hører til i småtingsafdelingen. Det er værre, at det påstås, at det skulle være tyskerne, der kalder Sønderjylland for ”Nordslesvig” (denne fejl gentages endda i et senere kapitel). Begrebet ”Nordslesvig” er tvært imod en meget dansk markering af, at denne del af Slesvig var dansksindet – i modsætning til resten. Det var heller ikke i 1864, at Slesvig, Holsten og Lauenborg blev en del af Preussen, men først i 1867.

Det er ligeledes forkert, at tysk i 1880 blev det eneste sprog, der måtte anvendes i skolen og kirken i Nordslesvig. I skolen skete det faktisk først fra 1889 (med undtagelse af fire ugentlige religionstimer) og i kirken skete det slet ikke! Der blev faktisk prædiket på dansk i de fleste sogne i Nordslesvig indtil 1920, ja selv i Flensborg blev der prædiket på dansk i Helligåndskirken.

Det har naturligvis ikke været lige muntert at være dansksindet sønderjyde mellem 1864 og 1920, men lad os nu heller ikke gøre det tyske styre i Nordslesvig værre, end det var!

De store og små fejl fortsætter – vi er stadig inden for de samme 40 linjer: Værnepligten var ikke tre år for alle våbenarter (fra 1893 f.eks. kun to år for infanteriet), og selvom det er rigtigt, at en del sønderjyder blev sendt til kaserner langt borte, så kan det ikke have været en rutinemæssig foreteelse. Det vidner det store antal sønderjyder i de regimenter, der havde kaserner i Haderslev, Flensborg og Slesvig, om.

Vi får som sagt aflivet ærkehertug Franz Ferdinand på en forkert dato igen, inden det går helt galt med forløbet af krigsudbruddet: Østrig erklærer Serbien krig for at straffe landet for attentatet – så langt, så godt, selvom man godt kunne have ønsket sig et par ord om det fatale ultimatum og den tyske ”blankocheck”. Men så lader forfatteren Rusland gå ind i krigen på Serbiens side. Det er ikke korrekt – Rusland mobiliserede for at få Østrig til at trække sin krigserklæring tilbage – og det er altså noget andet. For derved misser man faktisk den meget væsentlige pointe, at det var Tyskland, der erklærede Rusland krig. Tyskland følte sig tvunget til at erklære Rusland krig pga. den russiske mobilisering, fordi Tysklands planer for krigsførelsen (Schlieffen-planen) opererede med at slå Frankrig ud, inden Rusland kunne nå at mobilisere. Hvis Rusland fik et forspring, så ville de tyske krigsplaner nemlig kuldsejle.

Og så er det faktisk heller ikke Rusland, der erklærer Østrig-Ungarn krig – det er omvendt.

Tyskland går i krig på Østrig-Ungarns side, det er korrekt. Men det er helt forkert at lade Frankrig gå ind i krigen som en konsekvens af alliancen med Rusland. Det var faktisk Tyskland, der erklærede krig mod Frankrig og ikke omvendt!

En sådan perlerække af fejl og misforståelser på bare 40 linjer er altså virkelig ikke heldigt i en bog, der er tænkt til undervisningsbrug.

Det bliver lidt bedre i de følgende kapitler, men rigtig godt bliver det ikke. Det er f.eks. helt uforståeligt, at vi skal have gentaget myten om, at Bruno Topff ved revolutionen i 1918 erklærede Als som republik. Den skrøne har historikere for længst aflivet.

Den pudsige. lille kampvogn, der futter rundt i ruinbyen i filmens eneste (og ikke ret realistiske) krigsscene, er på trods af en vis lighed ikke nogen “tro kopi” af en britisk tank; de tyske tropper trængte ikke i 1914 så langt frem, at deres kanoner kunne beskyde Paris (det skete først ved den sidste tyske offensiv i 1918); Zeppelinhangaren “TOSKA” i Tønder er ikke 256 meter, men 243 meter lang og beregnet til Zeppelinere af en længde på ikke 180, men 196 meter; franske tropper kommer ikke til Sønderjylland den 15. januar 1919 for at overvåge den kommende afstemning, men først i januar 1920; optanterne kunne lige akkurat ikke kæmpe mod fortyskningen af Sønderjylland, fordi de derved risikerede udvisning; og de udviste optanter var ikke nødvendigvis dømt til et liv i fattigdom i Danmark, fordi de måtte efterlade ejendom i Sønderjylland (den preussiske stat konfiskerede den jo ikke og den kunne sælges sammen med løsøre). Forfatteren får vist her blandet rigsdanske tjenestefolk og optanter sammen.

Og sådan kan man faktisk blive ved!

Det er træls at være nødt til at skrive en sådan anmeldelse. Men resultatet står desværre slet ikke mål med de forventninger, man plejer at kunne have til de to sædvanligvis velskrivende forfattere.

René Rasmussen

De frivillige i Broagerlands Lokalarkiv har som en særlig juleservice besluttet, at holde ekstraordinært åbent mellem kl. 12 og 16 den 25. og 26. december 2018.
Arkivet holder på opfordring åbent for at give julegæster i Broager og lokalområdet mulighed for at se arkivets udstilling om 1. verdenskrig.

Læs mere på Broagerlands Lokalarkiv eller i denne artikel i JydskeVestkystens webavis.

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Endelig den 22. December rejste jeg, efter at være blevet afmønstret, først til Fulda og derfra med Togene op igennem Tyskland til Hamborg og naaede mit Hjem Juleaftensdag ved Middagstid med Hjertet fuldt af Glæde og Tak til Gud, som undte mig at gense mit Hjem, og saa med den store Tanke ikke at skulle af Sted igen i Krigen.

Men syg og forkommen var jeg. 70 Pund havde jeg tabt i Vægt, saa der var næsten ikke andet end Kasket og Bukser tilbage; men under Guds gode Haand og min Hustrus kærlige Pleje varede det ikke ret længe, før jeg begyndte at komme til Hægterne, saa de 70 Pund er halet ind igen, godt og vel.

Alt i alt maa jeg sige, at det, der var min Lykke under Krigen og det, der bar mig, var barnlig, enfoldig Tro paa den levende Gud og det, at han aldrig tog den Vished fra mit Hjerte, at dér hvor jeg var, var jeg efter hans Vilje.

Det har aldrig kostet mig noget nævneværdigt at bekende mig som en dansk Mand og som en troende Mand, og Herren lagde alt saa vel til rette, at han gav mig en god Plads blandt Kammeraterne.

Det er det trangeste Liv, jeg har levet i mit Kød, men for Sandhedens Skyld maa jeg sige, at det er den skønneste Tid, jeg har levet som Guds Barn.

Til Slut maa jeg saa bede mine Læsere huske, at Bogen er gengivet frit efter Hukommelsen, uden andre Midler end mit Militærpas, som fortæller Dag og Dato, hvor jeg har været.

Desuden maa enhver ogsaa huske, at en Soldat ser kun det lille, begrænsede Omraade, hvor han selv færdes.

Jeg kunde ogsaa godt nævne mange flere Navne paa unge og ældre Kammerater, som jeg er nøje knyttet til i Taknemmelighed og Venskab, ligesom der ogsaa er mange enkelte Træk, som ikke er kommet med, fordi de ikke i Øjeblikket er kommet op i min Erindring.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Senest ændret den 28. januar 2020 16:54

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. Vel ankommet med sit regiment til Nauheim ser han sit snit til at melde sig syg og komme nordpå.

Efter endnu et skift i Kiel når jeg samme aften min gamle garnisonsby Flensborg, hvor jeg overnattede på Nordischer Hof.

Næste morgen opsøgte jeg mine forældres bekendte, der fik et chok, da jeg trådte ind ad døren, men gensynsglæden var stor.

Og så endelig den 24. december klokken fire om eftermiddagen nåede jeg min fødeby, Højer.

Der var kun postbud Madsen på banegården. Han mente, at jeg burde vente, da alle hjemvendende blev modtaget med musik, men jeg havde fået musik nok derude – og det mente han såmænd også. –

Jeg kom forbi mejeriet, og uden for smedien hørte jeg en råbe mit navn, det var Dres’ far, og han spurgte selvfølgelig efter sin dreng; jeg kunne da berolige ham med, at han også var i live og på vej hjem.

Så bøjede jeg op ad Herbergsgade, hvor mit hjem lå. Jeg ser en gå op ad gaden efter vand ved brønden, og jeg hører dens klagende lyd, da spanden vindes op.

Det var ingen anden end mor. Hun ser ned ad gaden, kender mig ikke endnu, men hun venter og håber; imens kommer jeg nærmere, og hun står med den fyldte spand midt ude på vejen – jeg kan ikke dy mig længere, men vinker – og hun genkender mig – og taber spanden:

Gensynsglæden var lige stor hos os begge. Så har hun endelig sin dreng hjemme igen.

Efter denne hjertelige modtagelse kom turen til far og mine søskende. Der blev kogt vand, lavet bad tilrette til mig i vaskehuset, civilt tøj fundet frem, spist og drukket – og så kunne vi fejre juleaften sammen.

Far og mor havde fået skrabet det allernødvendigste sammen, det kunne selvfølgelig ikke blive som før til en juleaften, men vi kunne da nu samles raske og rørige allesammen.

DSK-årbøger, 1969

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Den 24.december 1918.
I formiddag har jeg hjulpet med at gøre Kasinoet i stand til  julefesten; den fest som jeg så gerne ville have været hjemme til.

Vi har tændt op i kakkelovnen og pyntet juletræ for at få det så hyggeligt som muligt.

Aftensmaden bestod af gullasch og halvkogte kartofler, så det var der ikke ret meget smag ved.

Kl. 5 samledes vi omkring juletræet, og regimentsmusikken spillede et par julesalmer, og vi sang også lidt med.

Vi fik hver en lille pakke fra Røde Kors, samt 12 pakker honningkager til deling.

Et anker med øl blev stillet midt i stuen, og så kunne enhver forsyne
sig. Hen på aftenen gik de fleste i byen, og de få, som blev tilbage, gik tidligt i seng.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Asmus Jensens enhed forlod Bukarest den 10. november 1918. Den 23. december nåede han endelig til Berlin. Undervejs havde han byttet uniform med en ungarsk soldat – men det var ikke nogen god idé!

Paa Stationen ved den bajerske Grænse var der dækket Bord til mange hundrede Mand. I Bajern var der nemlig forholdsvis rigeligt med Mad, og man havde Raad til at bespise Soldaterne, efterhaanden som de kom.

Der blev ogsaa baade vi og vort Tøj rensede, og saa kørte vi videre til Saksen.

I Leipzig kørte et andet Tog ind i vort. En Mand dræbtes, flere saaredes og Vognene blev meget ramponerede. Men vi kørte videre med de samme Vogne. I den Vogn, hvor jeg var, kunde jeg hele Tiden sidde og se ned paa Skinnerne gennem det splintrede Gulv.

Den 23. Decbr. naaede vi Berlin. Vi havde noget Ophold, og jeg og et Par andre — ogsaa i østerrigsk Uniform — gik ud i Byen for at se os om. Her var jeg jo nemlig godt kendt.

Vi stod og saa paa Rigsdagsbygningen, da der pludselig samledes nogle unge Fyre, Børn og Kvinder om os. »Verfluchte Oesterreicher« raabte de og gik løs paa os med Stokke og Paraplyer. Tyskerne gav nemlig Østerrigerne Skylden for, at de tabte Krigen.

I det samme kom der nogle Soldater til, som jeg i en Fart viste min Soldaterbog, og de hjalp os bort fra vore Angribere og hen til Banegaarden.

Om Aftenen skulde vi med Toget til Hamborg. Perronen var stuvende fuld af Mennesker, og det var klart, at kun en lille Part af dem kunde komme med Toget. Der var Uroligheder i Berlin i de Dage, og mange Mennesker søgte derfor bort fra Byen.

Toget kom baglæns ind foran Perronen, og i Løbet af et Øjeblik, mens det endnu var i Gang, var det fyldt af Mennesker. Man sprang ind baade ad Døre og Vinduer. Hvert eneste Vindue i de store Gennemgangsvogne blev knust.

Jeg var da ogsaa sluppen ind, men da vi kørte, var det ikke at se, at Menneskemængden paa Perronen var svundet.

Jeg naaede saa hjem til Juleaften efter at have været Soldat i over syv Aar.

Sønderjyske Årbøger 1928

Senest ændret den 28. januar 2020 16:54

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. Vel ankommet med sit regiment til Nauheim ser han sit snit til at melde sig syg og komme nordpå.

Vi fra Nordslesvig måtte finde andre udveje for at komme videre og den rigtige vej, det var dog absolut klogest foreløbig at følge trop, da vi var i fremmed land og langt fra hjemmet – for så, når det gunstige øjeblik og den gunstige situation indtraf, at »træde af« med hjemmet som sigte.

Altså, som så mange andre måtte jeg jo melde mig syg, for noget skulle der gøres.

Og netop som jeg står foran lægen, falder jeg besvimet om af udmattelse.

Det gør, at han skriver noget på en seddel, som han hænger på min jakke, og som en anden pakke med mærkeseddel på sendes jeg til det nærmeste lazaret, »Bad Nauheim«.

Jeg får en kammerat med, og med hinanden under armen vandrer vi hen ad gaden til kurhotellet, hvor vi efter en lang gåtur står ved hotellets store trappe. Vi modtages af en feltvebel, der ser på os og på min seddel, hvorpå han spørger om, hvor jeg er fra. Jeg svarer, at jeg er fra Tønder, og han vil vide, om der er et lazaret i nærheden, så jeg nævnes Flensborg, hvorpå jeg får adresseforandring, mens min syge kammerat bliver indlagt med det samme.

Nu går det til banegården, hvor der er i hundredvis af ventende kammerater.

Toget er overfyldt, vi står som sild i en tønde; lokomotivføreren nægter at køre, da også en del havde erobret taget som siddeplads, og først da det var rømmet, glider vi, dog foreløbig kun til Hannover.

Her mærkede jeg for første gang forandringen: Marinesoldater bevogtede banegården, gav orlov og udstedte passer-sedler. Et soldaterråd havde overtaget den kommunale forvaltning af byen.

Jeg kan imidlertid blive i toget sammen med mange andre, da det fortsætter til Hamborg, hvor jeg må skifte over i et tog, der går til Kiel.

Her vil en marinesoldat vide, hvor jeg kommer fra. »Lige fra skyttegravene i Frankrig«, får han til svar. Og om jeg har orlov og våben. »Jeg har orlov nok – og ingen våben. Farvel kammerat og god jul«, replicerer jeg.

Det var den 23. december.

DSK-årbøger, 1969

Forlaget skriver:

Anna Elisabeth Jessen romandebuterer med Om hundrede år, en familie- og danmarkshistorie fortalt fra skiftende perspektiver, i hundrede korte nedslag fra 1914-2014. Et tidsbillede med grumme skæbner og det usagtes evne til både at forme og forpurre livet for en familie.

Om hundrede år begynder i 1914, da Første Verdenskrig bryder ud. Soldaten Hans, der som dansk sønderjyde må kæmpe på tysk side, vender aldrig hjem til slægtsgården. I stedet overtager hans svoger Marius og søster Helene gården. Sammen får de fem børn, hvis liv bliver voldsomt præget af både hverdagen med deres døve far, men også af de spor som den altoverskyggende krig trækker helt frem til 2014.

Sideløbende med udgivelsen udkommer en podcast-serie i 100 korte episoder i samarbejde med DR.

Bogen er på 320 sider og koster 299,- kr (vejl)

Anna Elisabeth Jessen (f. 1956) er bachelor i dansk fra Københavns Universitet, journalistuddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og manuskriptuddannet fra Den Danske Filmskole. Har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984 og har vundet flere internationale priser for radiomontagerne Hvorfor ringede hun ikke igen?, Efter festen og Doktor Tramsens rapport. I 2008 udkom hendes bog Kraniet fra Katyn på baggrund af radiomontagen og dokumentarfilmen af samme navn. Om hundrede år er hendes første roman.
Anna Elisabeth arbejder i København, men bor på sine oldeforældres gård uden for Haderslev i Sønderjylland.

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Den 22.december 1918.
Ved parolen i dag fik vi at vide, at der kun var 6 mand,der fik juleorlov, og at de, der var kommet hjem fra fronten, havde fortrinsret, så humøret står ikke ret højt.

Jeg havde ellers lige skrevet hjem,at de ikke behøvede at sende nogen julepakke.

I går arbejdede jeg i garnisonsbageriet, og dette arbejde får vi betalt
med 0,50 mark i timen, men selv om vi får 16 mark hver 10.dag, synes jeg, at de ikke rækker ret langt.

Af og til er vi dog i biografen,og vi drikker også et glas øl engang imellem.

Tanken om at der spilles julekomedie hjemme i skolen i aften, og at jeg ikke kan være med, piner mig meget.

Lille juleaftensdag var jeg i teater. Det hjalp lidt på julestemningen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Folkeuniversitetet i Sønderborg inviterer til tre onsdagsforedrag om Første Verdenskrigs afslutning.

De foregår på ALSION hhv 16., 23. og 30. januar kl. 16:00.

Tilmelding og yderligere info på Folkeuniversitetets hjemmeside

Om foredragene:

16.01.: Våbenstilstanden den 11. november og soldaternes hjemvenden fra fronten v. museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot

Våbenstilstanden den 11. november 1918 var et stort øjeblik for de soldater, der levede længe nok til at opleve den. Men krigen var ikke nødvendigvis forbi fra den ene dag til den anden – og for mange var der meget langt hjem. Nogle måtte gå hele vejen fra Vestfronten til Sønderjylland, mens andre først kunne transporteres hjem fra allierede krigsfangelejre i løbet af 1919. I foredraget vil vi følge udvalgte enkeltskæbner og deres oplevelser ved krigens afslutning.

23.01.: Første Verdenskrigs lange skygger, krigsinvalider og faldnes efterladte v. formidlingsmedarbejder Louise Klinge, Christiansfeld Centret

Den 11. november 1918 sluttede Første Verdenskrig. Krigens lange skygger levede dog videre i de sønderjyske familier. Mange af de mænd, der vendte hjem, var skadede på sjæl og krop. I Sønderjylland havde kvinderne i fire år sørget for dagligdagens opretholdelse, alle havde mistet kære til krigen. I 1920 vendte landsdelen tilbage til Danmark, der hermed fik ansvaret for de sønderjyske krigsveteraner, krigsinvalider og krigsenker. Foredraget vil give et indblik i de ar, Første Verdenskrig efterlod i Sønderjylland og hos den sønderjyske befolkning, både hos de krigsveteraner, der vendte hjem og dem, der ventede hjemme.

30.1.: Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-18 og mindekulturen omkring våbenstilstandsdagen v. forskningsleder, dr.phil. Hans Schultz Hansen, Rigsarkivet Aabenraa

Traditionen med at lægge kranse ved monumenterne for den Første Verdenskrigs faldne på de sønderjyske kirkegårde på våbenstilstandsdagen den 11. november blev skabt af Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-18. Denne forening blev først oprettet 18 år efter Den store Krig, i 1936. D.S.K. var fra begyndelsen en national forening, men fik også stor betydning for veteranernes bearbejdning af deres oplevelser under den brutale krig. I D.S.K. kunne de mødes med krigskammerater på tværs af geografiske og sociale skel, hvad enten det var til kransenedlæggelsen eller de mere selskabelige indslag som den årlige ærtespisning. I sin storhedstid i 1940’erne havde D.S.K. tæt ved 8.000 medlemmer fordelt på 94 afdelinger. I 1988 var der kun 93 veteraner tilbage, og samme år blev det besluttet at opløse D.S.K. En epoke i Sønderjyllands historie var forbi.

For tilmelding og betaling kontakt Folkeuniversitetet i Sønderborg

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.

Med fjenden i hælene gik det fra nu af rask tilbage, og først i november kom vi igennem Charleville, hvor kronprinsen havde haft sit hovedkvarter, men han var nu forduftet. –

Da vi nåede en by, der hed La Granville, blev krigen her afblæst, og selvom vi i flere måneder havde mærket, hvor vinden blæste henad, var det næsten ikke til at fatte, at kanonerne nu tav, at vi nu ikke mere skulle ud i skyttegravene, og at en hvilken som helst foresat ikke kunne behandle en efter forgodtbefindende.

(…)

Men nu var det jo kun om at komme hjem så hurtigt som muligt, og samme dags aften begyndte hjemmarchen. Det blev til flere ugers anstrengende marchture, men målet var da i sigte. Vi passerede sydspidsen af Belgien, gik gennem Luxemburg og nåede Rhinen ved Koblenz.

Vi troede, at vi herfra ville blive befordret videre med toget, men nej, vi måtte pænt tage til takke med apostlenes heste og så i fire uger efter våbenstilstanden, indtil den 9. december, spadsere. Endelig nåede vi Fulda, hvor vi gjorde holdt i to dage, så videre med byen Wendershausen som mål. Heller ikke dette blevet foreløbigt opholdssted, og det gik videre til Kalten-Nordheim, hvor vi forblev i tre dage. –

Julen nærmede sig, og vi var efterhånden godt trætte af den endeløse vandren; de ældre årgange forlangte at blive hjemsendt, for de ville hjem til jul.

Det blev nu besluttet, at alle årgange, inklusive 1895, måtte hjem-sendes herfra, og der var jeg heldigvis iblandt, men årgangene 1896-1900 blev tilbage, og de sendtes til Magdeburg.

Vi var nu nået til den 17. december, og anden dags morgen ved halvto-tiden og med mit Entlassungsschein i lommen forlod vi Fulda og ankom ved aftens-tid til Flensborg. Her havde jeg en gift søster boende, hos hvem jeg blev i to dage for så at tage med damperen til Sønderborg og derfra videre til Kegnæs, hvor jeg ankom efter tre år og otte måneders forløb den 21. december.

Og jeg stod nu hjemme, stod i mit fødehjem efter de mange års militærtjeneste, og glæden var stor, at jeg nu atter kunne fejre jul i hjemmets skød.

DSK-årbøger 1971

Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin. Et forsøg på at desertere mislykkes – men Lunding giver ikke op.

Nogle dage efter fulgte næste flugtforsøg. Det foregik sammen med en sergent, som jeg havde lært at kende i Adlershof. Han var dansk, stammede fra Als, og han tilhørte den motoriserede del af transportkolonnen.

Vi aftalte, at han skulle stjæle en bil og en tromle benzin, og så ville vi køre hjem. Vi fik lavet en falsk passerseddel, som vi håbede, vagten ville godkende, men ved kaserneporten blev vi holdt tilbage.

Vagterne fattede mistanke til passersedlen, og vi blev beordret ind i vagtlokalet.

Min kammerat trådte speederen i bund og kørte ud gennem porten. Vagterne skød efter os og ramte først benzintromlen, så benzinen strømmede ud over os, men dernæst motoren, så bilen gik i stå.

Vi blev anholdt og måtte blive i vagten natten over.

Næste dag da vagtposterne blev afløst, så vi vores snit til at stikke af og vende tilbage til kasernen.

I den almindelige forvirring skete der os ikke mere, men også faneflugt nummer to var altså endt uden resultat.

Først i februar 1919 lykkedes det mig på legal måde at komme hjem. Jeg søgte med henvisning til mit halssår at blive overført til militærlazaret i Haderslev, og det lykkedes. Jeg blev opereret endnu en gang og tre uger efter hjemsendt.

Hermed var omsider krigen forbi for mit vedkommende — og
samtidig min karriere som tysk ulan.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).

Andreas A. May blev indkaldt til Aabenraa den 11. maj 1915. Blev den 2. august sendt til Rusland og indrulleret i Oldenborgske Infanteri Regiment 91, 5. kompagni. Senere på året sendt til vestfronten for at deltage Champagneslaget og igen i 1916 tilbage østfronten og for i slutningen af året 1916 igen sendt til vestfronten, hvor han bl.a. deltog i slaget ved Verdun, men da i lyssignaltjenesten.

På vor natlige march natten mellem den 10. og 11. november mødte vi 2 personbiler med hvide parlamentærflag haste sydpå til mødet med fjenden. Vi var da på vej ind over den belgiske grænse til vort næste kvarter Matagne la grande. Endnu om formiddagen den 11.11. hørte vi et stort bombeangreb på vort tilbagerykkende træn og artilleri, der kostede mange sårede og døde.

Endelig ved middagstid holdt kamplarmen op og kirkeklokkerne I de belgiske byer omkring os ringede freden ind og overalt flagede civilbefolkningen med belgiske flag for at vise deres glæde over, at nu var endelig krigen forbi.

Den 13. november marcherede vi herfra i marchkolonne gemmen Belgien, Luxembourg og ind I Tyskland ved Prüm. I våbenstilstandsbestemmelserne havde de allierede betinget sig, at de tyske tropper skulle være trukket tilbage til højre Rhinbred inden den 1. december.

Da vi nogle dage i forvejen om morgenen marcherede ud af byen Prüm, så vi flere engelske soldater på gaden. Fra dag til dag fulgte de engelske tropper I hælene på os. Vi marcherede tværs over Schneeeifel og ned ad Ahrdalen. Ved Ahrweiler lidt syd for Bonn havde de tyske pionerer bygget en pontonbro. Vort regiment var den sidste troppedel der passerede broen.

Den 9. december ankom vi til Marburg an der Lahn. Nogle kilometer udenfor byen ventede regimentsmusikken på os; det havde været en anstrengende march fra Offenbach (37 km) og dagen for var vi marcheret 30 km fra Willingen, så det livede op I geledderne, da vi marcherede ind i byen med musik i spidsen.

Jeg blev indkvarteret privat hos familien Mencke, Schuhmarkt 2. Jeg fik morgenkaffe med mælk og aftensmad her. Middagen fik jeg i kompagnikøkkenet. Der stod en dejlig seng til min rådighed i mit værelse, men den første nat sov jeg på gulvet, for sengen ville jeg ikke benytte, før jeg havde været på saneringsanstalten for at blive befriet for lusene. Det var dejligt at blive befriet for de små plageånder, der i fire år havde generet mig og som jeg kun havde været fri for de tre gange jeg havde været på orlov.

Den 18. december 1918 fik jeg mine afskedspapirer udleveret og kunne rejse hjem. Jeg sagde “farvel” til mine kammerater, deriblandt Lorenz Rasmussen fra Sønderborg, der stod banegårdsvagt på banegården i Marburg den nat, da jeg kl. 1 forlod byen med et plantog til Hamburg. Til ham sagde jeg dog “på gensyn”.

Toget var overfyldt. En siddeplads fik jeg dog, men jeg måtte dele den med to andre plus en del tilfældige andre i de nærmeste overfyldt kupeer. Det var nemlig wagonens toilet, vi opholdt os i det halvandet døgn det varede, inden vi nåede Hamburg.

Her skiftede jeg over i toget til Flensborg. Dette tog var imidlertid lige så fyldt med rejsende, ja så godt som udelukkende soldater, der ilede hjemad. Jeg forsøgte at komme ind i en kupé, men togføreren halede mig ud igen, da han skulle lukke døren; der var nemlig ikke så megen plads, at mine hæle kunne komme helt indenfor døren, så den kunne lukkes.

Nu var gode råd dyre, for med det tog ville jeg gerne for at komme hjem den dag. Det var nemlig dagen før min fødselsdag. Jeg øjnede en chance, da jeg så jernstigen, der førte op til bremsekassen, og entrede derop. Der var to deroppe i forvejen, men der kunne lige blive plads til mig også.

Der var rigtignok godt med gennemtræk heroppe, for glas var der ikke i vinduerne, men vi klarede gennemtrækket ved at presse ryggen mod vindueskarmen. Koldt var det og jeg var ikke særlig glad for at lægge ryg til, for jeg havde ingen undertøj på. Det eneste sæt jeg ejede lå nemlig i mit tornyster, ind-pakket i en gammel avis , lige så vådt som fru Mencke havde trukket det op af vaskebaljen, inden jeg forlod Marburg.

Den 20.12.1918 kl. 10 aften ankom jeg til Guderup. Mine forældre var gået i seng, for de havde ikke ventet mig den aften, men der blev glæde i hjemmet og klokken blev langt over 12, så mine forældre nåede at ønske mig til lykke med mine 23 år, inden vi kom til ro.

Jeg sov en dejlig fredelig søvn til langt hen på formiddagen. – Men – krigens mareridt slap jeg først af med flere år senere.

Som soldat havde jeg i løbet af de fire år tilbagelagt ca. 14.000 km jernbanerejse og ca. 5.000 km på marchture til fods med ca. 35 kg oppakning.

Fire år havde jeg spildt på en fremmed sag, men helbredet havde jeg i behold. Jeg havde altså trods alt været heldig.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis kom hjem fra krigen de 10. december 1918. Han var oprørt over Vælgerforeningens beslutning om en afstemningsgrænse nord om Flensborg og satte sig derfor straks i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke.

Mellemslesvigsk Udvalg har været i København.

De hjemvendtes Indtryk er noget forskelligt. Andreas Grau oplyser, at den danske Regering venter at faa Afgørelsen i Grænsespørgsmaalet.

Vi drøfter roligt vor forskellige Opfattelse af dette; jeg minder om Ungdomsforeningernes lyse Syn før Krigen paa Arbejdet i de truede Egne.

Ved et Møde under festlige Former i Mellemslesvigsk Udvalg, som ledes af Formanden, Grrosserer J.C. Paulsen, venter andre Medlemmer, at de allierede selv træffer Afgørelsen. (Udtaler mig imod enhver Begyndelse til et selvstændigt Slesvig.)

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Jes Jessen fra Skærbæk deltog som tysk soldat i Første Verdenskrig.

Krigen var forbi, og vi satte os i March tilbage mod den belgiske Grænse. I vor Kolonne var der Troppe­enheder fra alle mulige Formationer og fra alle Egne i Tyskland. Hver Dagsmarch var paa omkring ved 30-40 Kilometer, kun afbrudt af et lille Hvil en Gang imellem, hvor vi modtog Proviant.

Vi naaede omsider Luxembourgs Grænse og passerede dette Land under een Dagsmarch. Luxembourg var jo neutralt Land, og vi maatte ikke opholde os her længere end nødvendigt. Under Tilbagemarchen valgte vi et Soldaterraad, der skulde varetage vore Interesser og holde vor gamle Major i Skak. Han var ellers en fredelig og flink Mand.

Omsider naaede vi frem til Rhinen. En Del af vor Kolonne blev færget over, men Størsteparten af Mandskabet ligesom Bagagevognene benyttede Broerne.

Jeg var saa heldig at blive færget over, og saa var vi naaet et godt Stykke ind i Tyskland. Vi kom til en lille By i Hessen. Den hed pudsigt nok Königsberg. Jeg blev sam­men med en Del af mine Kammerater, Hans Jønson, og en Del andre Landsmænd indkvarteret hos en Skomager. Kompagniet traadte an hver Dag, og hver Dag fik omkring ved en Snes Stykker af os Lov til at rejse hjem. Men det begyndte at lakke mod Jul, og Jønson og jeg blev stadig forbigaaet.

En Dag sagde Hans Jønson til mig: »Ved du hvad! Nu vil vi ikke holdes for Nar længere. Nu gaar vi hen paa Skrivestuen og snakker med Feldwebelen.« — Samme Eftermiddag skulde Kompagniet stille igen. — Vi kom altsaa hen paa Skrivestuen, smækkede pligtskyldigt Hælene sammen, og Feldwebelen, der sad ved sit Skrivebord, brølede: »Naa, hvad vil I Fyre!« — »Ja,« sagde vi, »vi vil gerne hjem med den Transport, der afgaar i Eftermiddag.« — »Nej,« raabte han , »I venter til næste Gang!« -—-

Det var vi nu ikke saa begejstrede for, for vi var allerede naaet frem til den 19. December. Vi gjorde dog omkring og fjernede os. Da vi var kommet udenfor, mødte vi en Oberstløjtnant. Vi gjorde Honnør og meddelte ham vort Ønske. »Naa,« sagde han, »lad os nu se, hvad vi kan gøre for jer.« Vi gik herefter tilbage til vort Kvarter og begyndte at pakke vore Sager. Vi regnede med, at vi nok skulde faa Lov til at tage af Sted. Om Eftermiddagen stillede vi til Parolen , og vi var jo meget spændte.

Feldwebelen begyndte at raabe Navnene op. Vi stod som paa glødende Kul. Stadig ikke vort Navn. I det samme kom vor Løjtnant til. Han kiggede lidt i Listen, saa raabte han pludselig: »Jessen og Jønson, træd frem! « — Saa var vi reddet. Turen gik hurtigt tilbage til vort Kvarter. Vi kunde nu smide den tyske Uniform . Efter en March paa tyve Kilometer kom vi til Byen Giesen. Her fra tog vi ved Ettiden om Natten med Tog til Hamborg.

Vi hav­de altsaa god Tid og kunde se os lidt om og ligeledes faa lidt at spise. Vi fandt ind i en større Beværtning, hvor vi bestilte to mægtige Bøffer med Kartofler samt et ordentligt Glas Øl. Friheden skulde jo fejres, og vi havde jo Penge nok. Men endelig var det Tid at stige ind i Toget. I Hamborg meldte vi os til Røde Kors, fordi vi trængte til at afluses.

Det var lille Juleaftensdag; men vi naaede lige hjem til at kunne fejre Jul sammen med vore kære, og det var vel nok dejligt.

DSK årbøger, 1955

Det tyske Udvalg (“Deutscher Ausschuss”) udsendte den 19. december 1918 følgende opråb.

Opraab fra Det tyske Udvalg

Grundsætninger for Afstemningen

1. Vi betragter enhver Afstaaelse af nordslesvigsk Jord som skæbnesvanger og nedlægger Indsigelse imod den. Hertugdømmet Slesvig er historisk og økonomisk et uadskilleligt Hele.

De folkelige Vanskeligheder skal hæves ved en Gennemførelse af Grundsætningen om begge Nationaliteters Ligeberettigelse.

2. Hvis det ikke skulde lykkes at gennemføre Afstemningen for Slesvig som en Helhed, forlanger vi, at Afstemningsomraadet indskrænkes til de Dele af Omraadet, der har en utvivlsomt overvejende dansk Befolkning.

3. Vi forlanger, at der ved Afstemningsresultatet skal tages Hensyn til Kommunerne, hvorved der skal gælde 2/3 Majoritet m. H. t. Slutresultatet, som skal være bestemmende for en Afstaaelse.

4. Vi forlanger, at der paa Grundlag af det kommunevis fremkomne Afstemningsresultat ikke tilkendes Danmark, regnet fra den nuværende Grænse, flere Kommuner, beregnet efter disses samlede Indbyggerantal, end der i alt i det nordslesvigske Omraade har stemt for Danmark med 2/3 Majoritet.

5. Ved Dragningen af Grænselinierne skal der tages Hensyn til de folkelige Kulturcentrer.

6. M. H. t. Stemmeretten vedrørende Nordslesvigs Selvbestemmelsesret fordrer vi Anerkendelsen af de for den tyske Nationalforsamling normgivende Grundsætninger for Valgberettigelse.

7. Vi fordrer, hvad Afstemningen angaar, Varetagelse af de nationale personlige Rettigheder, og efter Afstemningen Beskyttelse af de nationale Mindretal.

 

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Den 19.december 1918.
Vi har været på vagt igen i dag, men vi havde store og lange diskussioner med feltweblen,og vi forlangte, at vi fik de samme rettigheder som underofficererne og vore foresatte. Feldweblen fik os dog talt tilrette.

Jeg var på vagt ved køkkenet, og det er for tiden meget nødvendigt, for ellers bliver det hele stjålet, og det kommer vi alle til at lide under.

Jeg har ansøgt om juleorlov, og jeg håber at være mellem de heldige,
men det varer nok ikke længe,inden vi alle bliver hjemsendt.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Asmus Jensens enhed forlod Bukarest den 10. november 1918 og nåede endelig til Ungarn den 11. december. Den 17. december om aftenen gik det med tog nordpå, men det blev en togtur med forhindringer.

Næste Nat blev Sidegevær og Karabiner taget fra os. Den nittende December om Aftenen holdt vi ved en Godsbanegaard ved Budapest. Der blev sagt, at nu skulde vi føres til Pressburg og interneres.

Vi var syv Mand, der blev enige om, at det vilde vi ikke, vi vilde hjem. Vagten ved Banegaarden vilde ikke lade os slippe ud, men i Mørket lykkedes det os at komme over Muren omkring Banegaardsterrænet.

Saa traf vi nogle ungarske Soldater, som var villige til at bytte Uniform med os mod at vi gav dem hver 50 Kr. og en Pakke Tobak.

Ved et Hushjørne foregik Ombytningen. Saa kørte vi i Sporvogn til Banegaarden, og vi kiggede forsigtig ind i Forhallen. Men da vi der saa franske Vagter, begyndte vi at forhandle med hinanden om, at vi vist helst maatte sælge vore Sager, for at de ikke skulde røbe os.

Mens jeg derefter stod og vilde sælge Tobak til en ungarsk Soldat, overraskede Vagten os, og da jeg ikke kunde tale ungarsk, antog de mig for en Cheko Slovak. De vilde fore mig til Politistationen, trak Vaabnene og begyndte, at stikke efter mig med Bajonetterne. I min Fortvivlelse greb jeg da min Dolk — det eneste Vaaben jeg endnu havde — og stak den mest nærgaaende i venstre Arm. Men i samme Øjeblik havde jeg en Bøssekolbe ned over Hovedet!

Da jeg kom til mig selv igen, gik to Ungarer og slæbte mig hen ad Gaden. Mit Hoved hoppede op og ned paa Brostenene, men heldigvis var min Rygsæk faldet tilbage og tog af for Stødene.

Da troede jeg, min sidste Time var kommen. Og nu var jeg dog paa Vejen hjem! —

Der samledes efterhaanden flere Soldater, og heldigvis var der en af dem, der forstod tysk. »Lad ham løbe, han er jo en Tysker og ingen Cheko Slovak«, sagde han.

Saa slap de mig, men jeg var saa fortumlet, at jeg knap kunde staa paa Benene.

Den Underofficer, som jeg havde prikket lidt i Armen, var fulgt med. Han rettede sig nu, og skønt han havde ondt ved at naa saa højt op, langede han mig dog en paa Øret, saa jeg dejsede!

Saa kunde jeg gaa, men min lille Kiste, som hidtil havde fulgt mig — før kørte den altid paa Kanonen — og hvori jeg havde mine Dagbøger, Fotografier o. m. a., beholdt de.

Da jeg naaede Banegaarden, var Toget, som jeg skulde med, ved at gaa.

Mellem Perronen og det nordgaaende Tog holdt et Godstog. Jeg sprang op og ind i en Godsvogn, ned paa den anden Side og naaede at springe op paa Trinbrættet paa Toget, der allerede var saa temmelig i Fart.

Aldrig har jeg set saa overfyldt et Tog! Inde i Vognen stod man som Sild i en Tønde, og udenpaa stod Soldaterne paa Trinbrædderne, paa Pufferne og paa Taget af Vognene laa og sad de. Toget var meget forsinket, da Togpersonalet havde prøvet paa at slippe af med nogle af de mange Passagerer. Men fik man nogen jaget bort et Sted, sprang de bare op paa Toget et andet Sted. Soldaterne vilde hjem!

Jeg stod paa to Puffer fra lidt over Midnat til hen paa næste Formiddag. Min Pande blødte og min Uniform var meget tynd. Mine seks Kammerater saa jeg aldrig mere.

Saa kørte vi gennem Østerrig, og da vi kom til Linz, gik jeg ind paa en Telegrafstation og telegraferede hjem: »Kommer hjem til Jul«. Telegrafisten spaaede mig ikke godt. »Telegrammet kommer sikkert aldrig igennem«. Men det naaede dog mine Forældre den 23. December.

Sønderjyske Årbøger 1928

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I efteråret 1918 befandt han sig i Rumænien. Hans enhed forlod Bukarest den 10. november 1918 og nåede endelig til Ungarn den 11. december. Den 17. december om aftenen gik det med tog nordpå.

Over fyrretyve Mand er der i hver Kreaturvogn med Vaaben, Kister og Oppakning.

Omkring ved Kl. 2 om Natten vaagner vi, da Toget standser En af Kammeraterne kommer løbende og siger, at Togføreren ikke vil køre mere. Han faar saa Hundrede gr. Tobak af hver af os og kører igen.

Lidt længere hen naa Natten holder vi igen — inde i en Skov. Nu er Kullene sluppen op, men vi springer af Toget og forsyner os med Favnestykker, der staar i Stabler i Skoven. Saa kører vi igen.

Men hver Gang, vi kommer til. et Sporskifte, maa et Par af os ud og selv skifte Sporet.

Hen paa Morgenstunden, mens vi holdt mellem to Stationer, stak Togføreren af.

Nu var gode Raad dyre, men da meldte der sig en ganske ung Soldat paa 19-20 Aar og sagde, at han nok kunde køre Toget. Han var fra Køln. Han kørte saa forbi et Par Stationer, men var derefter ikke rigtig klar over, hvad Vej vi skulde.

Saa fik vi paa en Station Anvisning paa en Togfører, og han gik ind paa at køre for os mod at vi gav ham Tusinde Kr.

Paa samme Station var Sporskiftet i Uorden — en Skinne var taget bort, saa vi ikke kunde komme videre.

Med ladte Karabiner truede vi saa Personalet paa Stationen til at bringe det i Orden for os.

Sønderjyske Årbøger 1928

På Den nordslesvigske Vælgerforenings møde i Aabenraa den 17. november blev “Nordslesvig” defineret som området nord for linjen Flensborg-Tønder. Men det blev samtidig fastslået, at de tilstødende distrikter i Mellemslesvig også ville kunne stemme, hvis der herfra blev ytret ønske om det.

Straks den 18. november blev Mellemslesvigsk Udvalg dannet i Flensborg, og man gik i gang med en omfattende indsamling af underskrifter. Arbejdet blev generet fra tysk side.

På udvalgets vegne overrakte Andreas Grau den 17. december den danske regering nedenstående petition, som havde fået 4277 underskrifter, deraf 3401 i Flensborg by og  876 i landdistrikterne.

“I henhold til Wilsons program om folkenes selvbestemmelsesret, der er antaget af den tyske regering som fredsgrundlag, kræver vi undertegnede mænd og kvinder over 20 år fra Mellemslesvig, at der ved fri afstemning gives os lejlighed til at tilkendegive, om vi ønsker at genforenes med Danmark, således at afstemningen efter nærmere fastsatte regler foretages distriktsvis indenfor de af os beboede områder.

Som Danmark har taget sig af Nordslesvigs sag, beder vi det også varetage vore interesser overfor fredskonferencen og virke for, at vi kan få lejlighed til at udøve selvbestemmelsesretten.”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis kom hjem fra krigen de 10. december 1918. Han var oprørt over Vælgerforeningens beslutning om afstemningsgrænsen nord om Flensborg og satte sig derfor straks efter hjemkomsten i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke.

Hver Dag siden min Hjemkomst fra Krigen om Aftenen den 10de arbejdet med at læse Aviser fra halvanden Maaned, studere Breve, høre mundtlige Beretninger, skrive de første Indlæg.

Ør i Hovedet af al den uvante Læsning. Oprørt over Vælgerforeningens Afstemningsgrænse [nord om Flensborg, RR]. Skuffet over, at denne ikke har mødt mere Modstand.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I efteråret 1918 befandt han sig i Rumænien. Hans enhed forlod Bukarest den 10. november 1918 og nåede endelig til Ungarn den 11. december.

Den syttende December skulde vi endelig med et Tog. Om Aftenen kom der et; men det har for faa Vogne, saa Hestene kan ikke komme med.

Der lød enkelte Skud. Det var nogle af Kammeraterne, der skød deres Heste.

Jeg har Karabineren ladt, men kan alligevel ikke nænne det.

Jeg havde haft min Hest i flere Aar. Jeg lægger Dækkenet over den, giver den den sidste Havre og springer i Toget.

Sønderjyske Årbøger 1928

Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin.

Henimod jul, da jeg atter gjorde tjeneste inde på regimentets kaserne, fandt jeg omsider en lejlighed til flugt.

Jeg blev desertør, men med god samvittighed. Selv troskabseden til den tyske kejser kunne jeg roligt betragte mig som løst fra, efter at kejseren var flygtet til Holland.

På Lehrter-banegården kom jeg udenom kontrollen op i et tog mod Hamborg. Fra hovedbanegården her kom jeg videre til Altona, men så gik det galt.

Arbejder- og soldaterrådets vagter visiterede mig, og da de fandt en ladt pistol i min oppakning og jeg ikke bar rød kokarde, var de overbevist om, at jeg var en af de hvide frivillige.

Vi havde et længere skænderi, men jeg kunne ikke få dem overbevist om, at jeg ikke ønskede at deltage i de tyske stridigheder, men kun ønskede at komme hjem til Nordslesvig.

Under bevogtning blev jeg ført tilbage til Berlin. Jeg fik lov til at gå alene det sidste stykke vej til kasernen. Her havde ingen savnet mig, så der skete ikke mere.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

[Freds-]Betingelserne blev os snart forelagt. Vi skulde straks sættes i March og til en bestemt Tid være ude af Frankrig ovre paa den anden Side af Rhinen.

Vi marcherede i 7 Uger. Jeg var med den sidste Division ude af Frankrig og ude af Belgien.

Undervejs fik jeg inde i Pfalz spansk Syge og laa tre Dage og var fra Sans og Samling. En gammel Morlil puslede om mig og kogte hver Dag et Æg til mig.

Vi var 8 Mand, som blev spanske og skulde paa Lasarettet; men jeg tiggede for at blive fri. Jeg vilde hellere hjem.

De 7 Mand, som kom paa Lasarettet, har jeg bagefter hørt, døde alle.

En Officer tog sig af mig, sørgede for, at jeg fik saa megen koghed The med rigelig Sukker i, som de kunde faa i mig, og saa laante han mig sin dejlige Pels, som han havde stjaalet nede i Frankrig. Den var dryppende fuld af Lus; men dem havde jeg i Forvejen nok af selv, saa en Krydsning var maaske ikke af Vejen. Saalænge jeg imidlertid laa med Feber, var der ikke en af disse smaa, gode Undersaatter, der rørte mit Skind.

I det Udhus, hvor jeg laa, var der indmuret to Gruekedler. I den ene blev der kogt Foder til Køerne, i den anden til Grisene, saa der var jo lidt Varme derinde.

Efter tre Dages Forløb var jeg saa vidt, at jeg kunde gaa bagefter Kompagniet. Jeg kom op at køre et Stykke Vej med Toget og traf igen Selskabet i en lille By i Pfalz.

Det var paa mange Maader en storartet Tur, igennem Fuglebjergene og et Stykke langs med Rhinen, hvor jeg fik mange af de gamle Ridderborge at se. En fattig, men hjertensgod Befolkning traf vi overalt.

Æresbevisningerne i Byerne skulde man synes var lidt overdrevne, naar der f. Eks. i de flagsmykkede Byer stod: „Velkommen, I ubesejrede Helte!” Bedre kunde jeg forstaa, hvor der stod: „Velkommen, I tapre Fædrelandsforsvarere!”

Gang efter Gang mødte Byens unge Kvinder os og satte os Blomster i Knaphullerne, og spøgende, leende og skæmtende fulgte de os op
ad Gaderne.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).