Svend Thorsen har følgende beretning om tre kleinbahn-lokomotiver på Als – og hvordan de fik deres navne.

Efter Verdenskrigens Afslutning var de alsiske Amtsbaner i en mere end sørgelig Forfatning; det bedste Materiel var blevet afgivet til Brug ved Fronten, og da Reparationer og Fornyelse af det hjemmeværende var saa godt som udelukket, kørte man i meget høj Grad paa Pumperne. Togene kunde lige snegle sig af Sted og undertiden knap nok det.

Over Portene til tre af Banernes Lokomotivremisser stod malet med store Bogstaver:

“Schiller”, “Galilæi” og “Luther”.

En Tilrejsende spurgte, hvad Meningen dog kunde være med disse højfornemme Navne paa dette Sted.

– Jo, ser De, svarede en af Banens Konduktører, der var bekendt for sit Vid: Saadan kalder vi vore tre Lokomotiver.

Det første er opkaldt efter Schiller, for han har jo skrevet Dramaet “Wallenstein” om den store Hærfører under Trediveaarskrigen. Maaske husker De, at en af hans Underhærførere hed Picolomini. Forud for et af Krigens afgørende Slag holder Wallenstein Krigsraad med sine Generaler, og man drøfter, om det vil være muligt for Picolomini at naa frem med sin Hærafdeling i rette Tid.

Generalerne er uenige, men efter Schillers Fremstilling slutter Wallenstein Debatten med at sige: Han kommer sent, men han kommer! Se derfor hedder dette Lokomotiv “Schiller”.

– Men nu det andet, hvorfor hedder det “Galilæi”?

– Jo svarer konduktøren, Galilæi var som bekendt en stor astronom, der ved sine iagttagelser var nået til den overbevisning, “at det var solen, der stod stille, mens jorden bevægede sig”, og han offentliggjorde denne påstand i et skrift.

Galiæis opfattelse stred imidlertid mod alt, hvad der var blevet lært hidindtil, ja, pavemagten mente, at den også stred mod biblen og den kristne tro. Galiæi blev så anklaget for at have ført falsk lære, han blev underkastet tortur og måtte overfor kardinaler og prælater afsværge sin påstand om, at jorden bevægede sig.

Da den gamle astronom efter dommen blev ført ud af sine venner, vendte han sig mod sine bødler, knyttede hænderne og sagde: “Men den bevæger sig dog!” Se, derfor hedder det andet tog Galilæi.

– Men nu det tredje tog, hvorfor hedder det “Luther”? spurgte den tilrejsende sluttelig.

Konduktøren trak skuldrene helt op over ørerne og sukkede dybt: – Jo, ser De: Luther stod foran rigsforsamlingen i Worms og sagde: “Her står jeg, jeg kan ikke andet!” Og det kan lokomotivet heller ikke!

Svend Thorsen: Lunets Sønner. Sønderjyske Historier, 1937.