Alle indlæg af Rene Rasmussen

Krigens forløb

23. april 1917. Maskingeværer virkningsløse mod kampvogne! Füsilierregiment 86 ved Arras

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var et såkaldt “danskerregiment”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I april 1917 blev regimentet indsat ved Arras.

Den 23. april bryder frem. En stor slagdag. Den engelske øverstkommanderende, marskal Haig, var ved at forberede et voldsomt slag, der endegyldigt skulle knuse den tynde tyske linje og tilvejebringe englændernes genforening med de franskmænd, der angreb bag Siegfried-stillingen ved Aisne. Kun dele af regimentet har på denne dag kæmpet med, og kun i uvigtige operationer og under fremmed kommando. For kl. 9 om formiddagen blev regimentsstaben 86 afløst af regimentsstaben 161 i Biache. I den forreste linje lå, som allerede nævnt, kun 1. maskingeværkompagni hos III bataljon fra regiment 161 foran banegården Roeux. Nordvest for Biache var i Fresnes-spærrestillingen 6. og 8. kompagni som regimentsreserve; i Brébières de helt udkørte 5. og 7. kompagni som brigadereserve.

Ved daggry sætter pludseligt artilleriild af tungeste slags ind mod den tyske front. Roeux og Plouvain bliver taget under en rasende ild, deriblandt er der gas- og tågegranater. Begge landsbyer er snart indhyllet i en sky af røg og støv, også ved fronten er man som altid frataget udsynet på grund af røg og ophvirvlet jord.

Kl. 6 om morgenen angriber modstanderen. Angrebet bliver erkendt og røde lyskugler går i vejret, artilleriet afgiver spærreild. Samtidig rammer ilden fra infanteriet og maskingeværerne fra den forreste linje og de tilbagetrukne stillinger angriberne og jager dem tilbage i gravene. Troen på sejr styrkes.

Da bryder omkring kl. 7 tætte kakiklædte skyttelinjer ud fra Fampoux og den forreste grav, denne gang understøttet af kampvogne. To, fem, engang bliver der endda talt syv. Hen over gravene, pigtrådsspærringerne og kraterne arbejder de sig frem. Sommetider ser det ud, som om de er helt sunket ned i et af de kæmpemæssige kratere, men hver gang arbejder de sig op igen.

Fire maskingeværer fra 1. maskingeværkompagni åbner en rasende ild imod dem, ét på kun 150 meters afstand. Projektiler med stålkerne, såkaldt K-ammunition, bliver affyret, det ene bælte efter det andet. På kampvognene springer gnisterne, men projektilerne synes at prelle virkningsløse af. Én kampvogn vender om, om det er foranlediget af vore maskingeværer, kan man ikke sige noget om. Stadig vover det fjendtlige infanteri sig ikke frem.

Da sker der følgende: en kampvogn gør holdt på tværs af vor forreste grav og fyrer med sit skyts på langs ad graven. En anden kører langs graven og fyrer med sine maskingeværer ned i den. Den moralske virkning er stærk. Fuldstændig våben- og hjælpeløs over for denne nye type kampmiddel bliver resten af den forreste linje holdt nede i graven.

Nu trænger det fjendtlige infanteri frem, løber gravene over ende og tager besætningen til fange. Kun få lykkes det at komme tilbage springende fra krater til krater. Nu må også resten af maskingeværerne tilbage, som skød bagfra hen over fronten, to er ødelagt af artilleriild og ét er savnet. De når Roeux. Her lykkes det kompagniføreren for 1. maskingeværkompagni, løjtnant Meubrink, af egne folk, minekasterpionerer, letsårede 161ere at danne en tynd skyttekæde, med hvilken banedæmningen bliver besat med front mod syd, da fjenden her igen er kommet stærkest frem. Et maskingevær skyder hen over banedæmningen mod fjendtligt kavaleri.

I mellemtiden var englænderne brudt igennem nordpå ved Gavrelle og begyndte derfra at rulle vor forreste linje op. Løjtnant Meubrink kaster nogle grupper af sin banedæmningsbesætning samt et maskingevær omkring mod nordvest, men al skyderiet nytter ikke mere, overmagten er for stor. I tætte rækker kommer Tommy fra nordvest. I tætte skarer vælder han ud af Roeux. I spring går resterne tilbage og besætter møllehøjen mellem Roeux og Plouvain, ind til støttekompagnierne er på stedet. Mellem Gavrelle og Roeux angriber grenaderregiment 89, mod Roeux indsættes 5. og 7. kompagni, der var blevet alarmeret i Brébières, og i ilmarch sendt op foran. De blev forstærket af fjerde delinger fra 6. og 8. kompagni og de rester af 1. maskingeværkompagni, der var blevet liggende ved møllehøjen. 6. og 8. kompagni selv blev liggende som sikkerhedsbesætning i Fresnes-spærrestillingen. Under operationen falder løjtnant Siemen, fører af 2. maskingeværkompagni, ved en fuldtræffer. En granat sårer også føreren af II bataljon, ritmester Henneberg, der ledede dette modangreb, hårdt, ligeledes hans adjudant Løjtnant Schildt. Den nu førerløse halvbataljon når frem til 400 meter foran Roeux, da slår en heftig maskingevær- og infanteriild den i møde fra landsbyens ruiner, samtidigt sætter der stærk artillerispærreild ind. De i forvejen tynde rækker får endnu flere huller. Kompagniføreren for 7. kompagni, løjtnant Stange falder. Den stærkt udmattede enhed, udmarvet af de foregående dage, kommer ikke videre. Da nærmer sig bagfra som indsatsbølge nummer to en bataljon fra infanteriregiment 65 fra 111. division. Med de sidste kræfter springer vore to kompagnier igen op og trænger sammen med 65’erne frem mod Roeux. Modstanderen skyder som fortvivlet og vil ikke vige. Da flyver fra nærmeste afstand en håndgranatsalve ind i landsbyens ruiner. Nu trækker han sig endelig tilbage, springende over brokker og murrester. Vor forfølgelsesild nedlægger endnu adskillige. Roeux er igen på tyske hænder!

Med denne succes endte regimentets kampe ved Arras. At regimentet fuldstændigt havde opbrugt sine kræfter, var ubestrideligt. De enkelte dele blev trukket ud på følgende måde: I bataljon lå allerede i Douai, dele af II bataljon samlede sig i Brébières og marcherede derfra til Montigny, øst for Douai, for at blive sendt afsted. III bataljon måtte blive endnu to dage og to nætter som brigadereserve bag den lille Ballon-skov mellem Roeux og Plouvain, så slog også forløsningens time for den. I Corbehem syd for Douai blev den sendt afsted.

Det dårlige vejr, tålt i åbent terræn, og anstrengelserne havde i første omgang rystet regimentets kampkraft. Men også de blodige tab var meget smertefulde. De androg af døde 5 officerer, 125 mand, af sårede 8 officerer, 391 mand, af savnede 35 mand, af syge 5 officerer, 113 mand. I alt 18 officerer og 664 mand. De sværeste ofre, to tredjedele af de samlede tab, skulle III bataljon bære. De fleste døde hvilede på kirkegårdene i Brébières og Douai. Da regimentets kampstyrke ved indrykningen kun talte 31 officerer og 1.650 mand, så havde det måttet ofre over en tredjedel af sin kampkraft, et bittert tab, skønt det Gud ske lov ikke tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med blodofrene ved Somme.

Med stolthed læste 86’erne nogle dage senere om, hvilket voldsomt slag de havde deltaget i, for den enkelte kan jo ikke tilnærmelsesvis overse, hvor langt kamppladsen strækker sig. ”På slagmarken ved Arras”, således bekendtgjorde Ludendorff, ”gennemførte den engelske stridsmagt på fransk grund det andet store fremstød for at gennembryde de tyske linjer. I dagevis slyngede middelsvære og svære batterier massevis af granater af enhver art mod vor stilling. Den 23. april, tidligt om morgenen, øgedes artillerikampen til den hårdeste trommeild. Snart derefter brød de engelske stormtropper frem til angreb bag ildmuren over en frontbredde på 30 km, i mange tilfælde anført af pansrede kampvogne. Vor tilintetgørelsesild tog imod dem og tvang dem mange steder til at vige. Andre steder rasede kampen frem og tilbage. Hvor fjenden havde vundet lidt terræn, kastede vort dødsforagtende, angrebslystne infanteri ham tilbage i et kraftigt modstød. De vestlige forstæder til Lens, Avion, Oppy, Roeux og Guémappe var den hårde kamps brændpunkter. For regimenter fra næsten alle Tysklands egne mellem Alper og hav er disse navne ensbetydende med heltedåd.

Kommandøren for 6. armé frigjorde 17. og 18. division med tak og anerkendende ord. I en divisionsbefaling udtalte general von Blottnitz følgende anerkendelse til sine regimenter: ”Dagene ved Scarpe fra 9. til 24. april danner et nyt mindeblad i 18. divisions krigshistorie. Den 9. april standsede de englændernes indbrud vest for linien Roeux-Gavrelle. Den 11. april slog de under store engelske tab stormen tilbage, og de følgende mindre forsøg mislykkedes på grund af vore tapre underførere og mandskabs opmærksomhed og beslutsomme handlen. Endelig mislykkedes englændernes store gennembrudsforsøg den 23. april foran divisionens front totalt, et forsøg understøttet af kæmpemæssig artillerivirksomhed og kampvogne, landsbyen Roeux, banegården Roeux og højde 71 forblev på vore hænder. Udmattet og nedslidt og sørgende over tabet af så mange tapre kammerater, men stolt, med rejst hoved og beæret af ledelsens anerkendelse vender divisionen tilbage fra fronten, fast besluttet på hurtigt at komme til kræfter igen for med den gamle modstandskraft at kunne træde op imod en ny fjendtlig storm!”

Togene fragtede regimenterne i sydvestlig retning. Kanontordenen ebbede ud.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Krigens forløb

21. april 1917. Rørende gensyn: Konen genkender sin mand i en kolonne krigsfanger

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat.

Da Paaskeoffensiven mellem Reims og Laon begyndte i 1917, blev vi flyttet til Byen Toilecourt ved Reims. Vort Kvarter var meget udsat for Bombardement og vi flyttede derfor hen i en Tekstilfabrik. Her var nu anbragt 4.000 Mand. Maskineriet i Fabrikken var blevet ødelagt, men man havde sendt det til Tyskland til Omsmeltning.

Vort Arbejde bestod i at lave Artilleristillinger i fuldt Dagslys, for her var Fronten langt borte. Der faldt dog enkelte store Granater i Omegnen, men ellers var her roligt og fredeligt, den roligste Plet, jeg indtil nu havde haft.

En Aften, da vi opholdt os ude paa Gaden og saa paa Trafikken til og fra Fronten, kom der nogle franske Krigsfanger forbi. De var under stærkt Bevogtning, vel en 20 Mand.

Kvinderne i Byen stod ogsaa og saa paa Trafikken. Fangerne kom paa deres March forbi ét af Husene, hvor Konen stod i Døren. Lige paa en Gang fløj Konen ud paa Vej en og slog Armene om en Soldat. Det var hendes Mand.

Der blev stor Opstandelse i Rækkerne. Vagtsoldaterne skældte ud og truede, men det hjalp ikke Spor. Manden og Konen stod tæt omslynget og kyssede hinanden.

Saa tilkaldte man en Officer. Han gav dem Lov til at tale sammen en halv Time, men under Overværelse af en Tolk.

Dette Møde gjorde et dybt Indtryk paa os, og der randt en Taare ned ad Kinderne paa alle, der overværede det.

– Ja, saadan er Krigen!

Den halve Time var forbi. Manden drog i Fangenskab. Hun havde dog Vished for, at han levede …

DSK-årbøger 1964

Ikke kategoriseret

20. april 1917. I stillingen ved Chemin des Dames

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Stillingen foran „Chemin des Dames”, den 20. April 1917

Vejen til Stillingen var os ukendt, og vi var paa et givet Tidspunkt ved at give op og vende tilbage til Kælderen.

Dog, vi mente ikke at kunne være langt fra Skyttegraven, og Skorstensfejeren gik i alle Retninger for at belyse  Skyttegravsbetegnelserne med sin Lommelygte for at finde „Luthersweg”, ad hvilken vi havde faaet oplyst, hvor vi vilde naa ud til Stillingen. Pludselig tumlede han tilbage og stønnede svagt. Sepl og jeg kom løbende og spurgte ham, hvad der dog gik af ham. „Gaar af mig? er I da blinde? Se, se dog, Menneske, vi er kommet helt forkert!”

Han belyste nu et Skilt. Der stod: „Nur für Offiziere.” Vi var noget desorienterede og fulgte Gravens Retning. Den endte i en — Latrine.

Efter nogen Søgen frem og tilbage fandt vi dog omsider Kompagniet, hvor ingen havde savnet os. De troede os begravet i Hulen, men var nu misundelige paa vort nye Tøj og vort friske Udseende. Nogle Cigarer bødede dog paa deres Misundelse, og vi har atter overtaget vore Grupper.

Den gamle Kompagnifører fra Sommeslaget er atter kommet tilbage, og v i har netop hilst paa ham. Han var lige saa glad for at se os, som vi for atter at have ham. Han meddelte os, at vi meget snart skulde ud af Stillingen her, men hvor vi skulde hen, vidste han ikke. K u n vidste han, at vi skulde med Toget fra Laon.

„ Arras? ” spurgte vi.

Men han svarede kun: „Wer kann es wissen?”

 

Krigens forløb

19. april 1917. Franske fanger synger “Marseillaisen”.

Skriv en kommentar

Hans Andersen Kongsbjerg gjorde krigstjeneste på Vestfronten. Ved påsketid 1917 blev han sat til at bevogte en arbejdskommando af franske civilfanger

Afkommanderet

Ved Paasketid 1917 havde mit Regiment store Tab under Forsvaret af Vimyhøjderne, og vi skulde derfor sammenarbejdes med de nye Reserver i en roligere Stilling ved Fromelles paa Lilleegnen.

Som en af de gamle i Tjenesten ved Kompagniet blev jeg af en velmenende Feldwebel tildelt et Kommando, der skulde bevogte Civilfanger i en Lejr i Nærheden af Houburdin.

Vi var 15-16 Mand under en bajersk Feldwebel og Underofficers Ledelse, og der blev af Feldgendarmer transporteret ca. 300 Franskmænd ud til os den første Dag.

Det var store, flotte Fængselsbetjente fra Lille, Haandværkere, Forretningsfolk og en Del unge Grubearbejdere. Vi sporede ingen større Paaskønnelse fra dette Selskabs Side for Indkvarteringen hos os, men denne forløb dog i første Omgang nogenlunde i Orden og Ro.

Næste Dags Morgen skulde der rykkes ud til Arbejde, og Halvdelen af Vagtmandskabet fik tildelt et Par Hundrede af Civilfangerne, som vi skulde stille med i en By nogle Kilometer fra Lejren.

Under Marchen mærkede jeg nok, at der blev meddelt Paroler fra Geled til Geled, og da vi passerede en større Landsby, hvor Beboerne stod spændte i Døre og Vinduer, stemte hele Kolonnen pludseligt i med Marseillaisen.

Kvinderne, der stod ved Husene, græd, og det saa ud til, at de temperamentfulde Franskmænd var ret opildnede af de patriotiske Ord og Toner.

Den bajerske Underofficer, der førte os, saa temmelig betuttet ud, og jeg var belavet paa hvadsomhelst.

Imidlertid fik Sangen Ende og Landsbyen med, og den støvede Landevej og Sommervarmen dyssede igen Gemytterne i Ro.

Ude paa Arbejdspladsen, hvor Flokken blev inddelt i Hold, fik jeg tildelt en Snes Mand, der skulde lave Skyttegrave. Da de saa, hvad de skulde udføre, nægtede de pure, og saa stod jeg der i en ny truende Situation.

Feldwebelen, der havde Opsyn, kom til, og han kunde saa mange franske Brokker, at han kunde tale Dunder til strejkende Franzoser, men lige meget hjalp det. Han forsøgte saa med Trusler, lod mig plante Bajonetten paa, men heller ikke dette virkede paa de opsætsige.

Enden blev, at han maatte lade dem strejke, men valgte saa selv Stedet dertil. Det blev en Plads, hvor jeg som Vagtmand kunde staa i Læ for et begyndende Tordenvejr, mens Franskmændene “strejkede” uden for i den skyllende Regn.

Det var kun med Nød og næppe, at jeg hindrede Flokkens Opløsning, da Livejret brød løs, men det gik. Senere opdagede jeg en Belgier i Flokken, der kunde Tysk, og kom lidt paa Talefod med dem, saa de forstod, at jeg ikke vilde gøre dem mere Fortræd, end jeg havde Ordre til.

Det lykkedes dog ikke hverken med det onde eller gode at faa denne Flok til at arbejde den Dag.

Næste Dag tilbød de at arbejde mod, at der blev afgivet skriftlig Erklæring om, at det var tvungent. Flokken søgte ved Tegn og Blink at faa mig med som Vagtmand, saa der var ikke dødeligt Had fra foregaaende Dag.

Ved lidt Taktik ved Opstillingen fik jeg dog tildelt et lille Hold af unge Knægte, og vi kom til at have et fornøjeligt og godt Samarbejde.

Efterhaanden blev Forholdet mellem Fangerne og Vagtmandskabet ret venskabeligt, og vi havde alle efter Omstændighederne gode Dage.

Desværre varede det ikke længe, før jeg igen maatte med Kompagniet hen, hvor der var dicke Luft.

H. Andersen, Kongsbjerg.

DSK-Årbøger, 1941

Krigens forløb

18. april 1917. Ballontjeneste, bayrere og en skål for genforeningen

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

Den 1. Marts 1917 flyttede vor Ballonzug 33 fra Ardennerné til Champagnen, hvor vi ved Bazancourt sur Suippe blev indsat som Forstærkning af en bayersk Ballonafdeling, der bestod af 3 Balloner. Man ventede her en fransk Offensiv, og Tyskerne trak alle mulige Forstærkninger til for at holde Fronten.

Den 16. April 1917 begyndte Offensiven. Det var den saakaldte „Nivelles Offensiv”. Nivelle var blevet fransk øverstkommanderende, og han skulde genoprette Offensivaanden i den franske Hær, fordi han ved Verdun, særlig ved Fort Douaumont, havde vist sig i Besiddelse af saadanne Egenskaber. General Joffre blev afskediget. Fremstødet blev dog ikke det, Franskmændene havde tænkt sig, vistnok tværtimod.

Vi blev indkvarteret i en stor Barak uden for Landsbyen i en lille Skov, hvor vi boede ca. tre Maaneder og igen blev godt lusede. (…).

Da vi havde været et Par Dage ved Bayrerne, kom der Meddelelse om, at en tegnekyndig skulde melde sig til Staben. Vi var to Arkitekter, Wiese fra Kiel og jeg, og da han var den ældste, blev vi enige om, at han skulde melde sig, og han blev antaget. Et Par Dage senere skulde de have en til, og saa meldte jeg mig og blev sendt til Staben i Warmeriville sur Suippe som Tegner.

Det var meget interessant at komme hen til disse „Seppler“. Først kunde de jo slet ikke lide os Sauprøjsere, og de gjorde os Livet surt paa mange Maader. Wiese holdt det kun ud nogle ganske faa Dage, saa gled han igen. Men jeg fik dem fortalt, at jeg slet ikke var „Saupreusse“, men „Muss-Preusse“, og det gav straks en helt anden Stemning.

Der var bl. a. en Kunstmaler, Hermann Sattier fra München, som vistnok var en anerkendt Kunstner, og som saadan meget frimodig i sine Udtalelser. Da vi den 18. April 1917 om Aftenen efter endt Dagværk sad paa vor Stue og drak en „Schoppen” Øl, fortalte jeg dem om den 18. April, hvor „die Saupreussen” med Overmagt havde kæmpet ved Dybbøl, og hvorledes det var vort Haab at komme bort fra Preussen og tilbage til Danmark igen.

Det foranledigede Sattier til at udbringe en Skaal for Slesvigs Genforening med Danmark, og den blev bekræftet med tre dundrende Hurraer, og Øllet blev drukket ud. Se, saadan noget er vistnok ikke sket mange Gange dengang, og jeg tænker tit paa de brave Bayrere, der var saa frisindede — og ikke at glemme: Prøjserhadere.

Der kom ofte Øl fra Hjemlandet til Bayrerne, men Ve de stakkels Prøjsere, der mente, at der ogsaa var Udskænkning af Øl til dem i Kantinen. Der vankede Hug og braadne Pander, hvis de ikke øjeblikkelig efter en ikke alt for sart Opfordring forsvandt.

Vi bearbejdede i Staben de modtagne Luftfotografier, som Flyverne havde taget over de franske Stillinger. Alle Batteristillinger m. m. blev straks indtegnede paa vore Kort og udsendt til de fire Balloner.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Nyheder

Desertører fra Nordslesvig – en liste

10 kommentarer

Igennem længere tid har den frivillige medarbejder ved hjemmesiden her, Peter Weber, pløjet sig igennem efterlysninger efter desertører i de fire nordslesvigske Kreisblätter, i Reichsanzeiger og i de lister, der ligger i Landrådsarkiverne.

Nu er vi så vidt, at vi kan vove et bud på en alfabetisk fortegnelse over sønderjyske desertører i Første Verdenskrig. Listen tæller ca. 2100 navne.

Alfabetisk liste over desertører

Efter hvert navn henvises til den overordnede desertørside , hvor man kan hente mere detaljerede oplysninger om hver enkelt desertør.

 

Krigens forløb

13. april 1917. Efter slaget: “Endnu den tredie Nat efter Stormen laa der saarede Stakler derude, som raabte om Hjælp”

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras.

(… fortsat)

Kompagniet var sluppet nogenlunde heldigt, og Tabet havde ikke været overvældende. Et morsomt, men tragisk Tilfælde fristes jeg dog til at meddele.

En Kammerat, som sammen med en anden i Dagene forud var blevet dekoreret med Jernkorset af 1. Klasse og forfremmet til Underofficer, vilde i denne Anledning demonstrere sin Kækhed. Vi stod bag Brystværnet med Geværet i Anslag, men vi vogtede os for ikke at stikke Hovedet højere op, end at vi lige kunde sigte.

Pralende tog nu den nybagte Underofficer Stilling med hele sin Overkrop oven over Dækningen for at iagttage Fjendens Bevægelser. Han kom med belærende Bemærkninger om, hvorledes vi skulde tage Sigte. Det hele varede kun et Øjeblik, saa blev han ramt i Hovedet af en Kugle og var død paa Stedet. Det gjorde et meget smerteligt Indtryk paa os, for han var en god Kammerat; men i sin nye Værdighed skulde han absolut vise sig som Helt.

Fjenden havde lidt forfærdelige Tab. Endnu den tredie Nat efter Stormen laa der saarede Stakler derude, som raabte om Hjælp, Sanitetspersonalet kunde ikke overkomme at bjærge de mange lemlæstede Kammerater, skønt vi ikke hindrede dem i deres Arbejde.

Dette var den første Kamp om Byen Rouex. Den kom til at koste meget Blod paa begge Sider.

Den tredie Nat derefter kom endelig Afløsningen, og enhver var glad for at være sluppet denne gang, men hvor længe? Nu begyndte det samme et andet Sted, et Spil uden Ende, hvor vi var Brikkerne i de spillendes Hænder. — Regimentet kom i Hvil, og vi fik som Udmærkelse for Tapperhed tildelt tyve Jernkors til Kompagniet.

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

12. april 1917. Englænderne angriber: “De fjendtlige Rækker mejedes ned, som Straaene falder for Leen”

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Om Eftermiddagen ved Femtiden laa vi og døsede i Bunden af Skyttegraven. Jeg var sammen med den forhen omtalte teologiske Student. Han var aldeles ingen Krigshelt, tværtimod en endda meget daarlig Soldat.

Jeg vaagnede ved et heftigt Knalderi og blev nysgerrig efter at faa at vide, hvad der kunde være paa Færde. Jeg kom op paa Brystværnet og saa, at der ovre paa den anden Side, i en Afstand af ca. 1500 Meter, kom en hel Del smaa Prikker ned ad en Bakkeskraaning. Paa Bakkekammen dukkede en ny Række frem og vi blev hurtigt klar over, hvad der nu skulde ske; Fjenden vilde storme vor Stilling. I en Hast fik jeg min Kammerat paa Benene og Geværet skudklart. Vi aabnede Ilden med Visir 1500 Meter.

Skyderiet var egentlig helt meningsløst, da man ikke kunde tage et bestemt Maal i Sigte, og vi bortskød vor Ammunition til ingen Nytte. Skulde Fjenden komme os ind paa Livet med en saa stor Overmagt, var Stillingen tabt. Antagelig havde vi et helt Regiment, flere Tusind Mand, imod os.

Stadig flere og flere nye Rækker saa vi dukke frem over Bakkekammen. Fremrykningen gik langsomt, Skridt for Skridt som hjemme i Kasernegaarden, og ikke, som naar vi skulde gaa frem til Storm, i et hastigt løb 30-40 Meter frem, saa søge Dækning, indtil man saa Lejlighed til at naa videre frem. De kom gaaende, som paa en fredelig Jagttur, med Bøssen under Armen.

Hvordan vilde det nu gaa os, naar vi fik alle disse Mænd nærmere ind paa Livet. Vi indsaa snart det meningsløse i vor Skydning og stod i angstfuld Forventning om, hvorledes dette skulde spænde af. Han sendte os nogle Granater og Shrapnels, som slog ned omkring os i Stillingen. De gjorde Fortræd paa vor venstre Fløj.

Nu var de første Rækker kommet nærmere, ca. 800 Meter fra os. Visiret blev rettet ned til 800 Meter, og nu fulgte Skud efter Skud med roligt Sigte. Vi kunde se Virkningen og knaldede løs mod de fremstormende Rækker. Bøsseløbet blev varmt, næsten gloende, og Laasen kunde ikke virke. En død Kammerat, som laa i Nærheden, havde ikke mere Brug for sit Gevær. Jeg kunde derfor skiftevis bruge begge Geværer.

Fra alle Geværer ved hele vor Frontlinie var Skyderiet nu i Gang, ogsaa Maskingeværerne med deres skrattende Røster kom i Virksomhed, og de fjendtlige Rækker mejedes ned, som Straaene falder for Leen.

Angstfornemmelsen begyndte at vige; man fik nyt Mod, især da nu Artilleriet satte ind med den dybe Bastone. Salverne lededes med stor Nøjagtighed og faldt præcise i den fremstormende Fjendes Rækker. Saa kom der Liv i Tommyerne. De søgte i Løb at finde Dækning, hvor de kunde være beskyttet mod denne Hagl af Jern og Staal, men Udsigten til Frelse var meget lille.

Derovrefra blev de nu heller ikke Svar skyldig. Vor Stilling blev belagt med Byger af Granater og Shrapnels, en Helvedes Musik, som om Verden skulde gaa under. Der var ingen Tid til at tænke paa Frygt, Fjenden var foran os og kunde kun med Geværet holdes fra Livet.

En Sektion paa 6-8 Mand var med deres Fører kommet frem til en Afstand af 200 Meter fra os. De var saa at sige inde paa Livet af os og laa i Dækning bag et Dige. Manden paa Fløjen laa ved Enden af Diget og forsøgte at faa de andre Kammerater til at gaa fremad. Jeg holdt dem nede med Geværet. Saa snart de gjorde Forsøg paa at rejse sig op, sad et sikkert Skud derovre.

Men nu svandt Ammunitionen. Jeg havde bortskudt 220 Patroner og havde kun nogle enkelte tilbage, som jeg maatte holde i Reserve til den sidste fortvivlede Nærkamp. I Snavset laa Haandgranater henkastet. Jeg samlede dem sammen som en sidste Reserve. Livet skulde sælges saa dyrt som muligt.

I syv Rækker var de engelske Stormkolonner bølget ned ad Bakkerne, og kun helt enkelte var naaet frem til de tyske Stillinger og blev nu taget paa Sigtekornet. Det fjendtlige Artilleri overdængede os med Granater og Shrapnels, men der var ingen Tid til at se, hvad der skete ved Siden af, kun Faren, som kom os i Møde, kunde man værge sig imod, den gjaldt det om at holde paa Afstand.

Mangen Kammerat segnede, og mange blev lemlæstet for Livstid. Man havde ingen Tid til Bekymringer, kun se fremad, Bøssen til Kinden, parat til Skud. De faa, der havde Held til at komme i Nærheden af vor Linie, var fortabte.

Men Mod havde disse Gutter, i faa Hundrede Meters Afstand stod de oprejst med Geværet ved Kind og fyrede løs. De sendte os en Hilsen for straks efter at segne for en dræbende Kugle.

I to Timer rasede denne frygtelige Kamp. Ved Kompagniets venstre Fløj, som havde lidt en Del, og som havde haft ikke ringe Tab, begyndte nogle af vore Kammerater at række Hænderne i Vejret, men nogle dygtige Knubs fra de overordnedes Næver bragte dem til Besindelse, og de tog atter til Geværet.

Fjendens Rækker blev tyndere og tyndere, og omsider standsede Fremrykningen. I Smaaklynger søgte nogle enkelte tilbage for at komme i Dækning og uden for Skudvidde.

Enkelte var kommet vor Stilling saa nær, at de hverken kunde naa frem eller tilbage. De gav til Kende, at de ansaa sig som fortabte. Vi vinkede til dem, at de skulde komme frem. De kom dog ikke, de havde ingen Tillid til os. Efter gentagne Opfordringer kom dog enkelte frem fra deres Skjul. Det var en Kommandersergent og fem Mand. De kastede deres Vaaben bort, og med Hænderne i Vejret kom de løbende over til os.

Det var ved Mørkets Frembrud. Nu var Myrderiet afsluttet, og vi begyndte at se omkring efter de Kammerater, som Skæbnen havde sat ud af Legen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

12. april 1917. Th. Lorenzen ved Arras: De første engelske fanger

1 kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Omkring ved Totiden om Natten var vi naaet frem til den Afdeling, vi skulde afløse. Vi skulde afløse et Kompagni af 31. Inf. Regiment.

Løbegrave ud til Stillingen fandtes ikke, hist og her laa en død Kammerat, som en Kugle havde overrasket. En Stilling eller en Skyttegrav fandtes heller ikke. Vi laa i nogle Huller, som gav lidt Dækning for det værste.

Marken var tildækket med Sne, Hullerne i Jorden et Ælte af Smuds. Den Skyttegrav, som skulde graves, var markeret ved, at man havde gravet Grønsværen bort. Det første Arbejde var nu at faa Hullerne forbundet indbyrdes, saa man i Dækning kunde bevæge sig til Siderne. Vi laa og frøs, saa Tænderne klaprede i Munden.

Hvor Fjenden laa, og hvor stærk han var, vidste ingen. Nogle Lysraketter, som han sendte i Vejret, lod os formode Afstanden, men antagelig laa han i samme fortvivlede Forhold som vi. For at faa Varme i Kroppen tog vi ivrigt fat paa Skansningen.

Et Par saarede Englændere laa helt forkomne i nogle Huller. De havde Skudsaar i Benene og kunde ikke gaa. Det var første Gang, jeg i Krigen kom i personlig Berøring med Englændere. Jeg tiltalte dem først paa Fransk i den Tro, at det var Franskmænd. Nu har mit franske Sprog maaske været daarligt at forstaa, selv for en Franskmand, i hvert Fald forstod de mig ikke, og jeg ikke dem.

En Kammerat, en teologisk Student, kunde tale Engelsk. Han spurgte dem ud, og de forklarede, at de hørte til en Patrulje, som var blevet saaret og taget til Fange.

Ved Siden af min „Lejlighed” laa to andre af deres Kammerater, som havde lidt en mere haard Skæbne. De var blevet skudt ved et Forsøg paa at finde de tyske Stillinger. Vor Saniteter begravede dem Dagen efter i et Granathul. Deres Papirer og andre Ejendele tog man fra dem, og gennem Røde Kors blev de sendt til deres Familie.

Vor Stilling laa i Udkanten af en lille By, Rouex, som blev meget omtalt i Generalstabsberetningerne i den Tid. Kampen om denne By var langvarig og endte med, at Tyskerne holdt den ene Bydel besat, Fjenden den anden. Vor Indsats var Begyndelsen til en lang Række Kampe, som var meget omtalt i Dagbladene dengang.

Den tredie Nat efter vi var kommet i Stilling, havde vi Graven og Dækningen nogenlunde i Stand; men den Strækning, som vort Kompagni skulde besætte, var meget lang, og derfor meget tyndt besat.

Kompagniets Kampstyrke skulde være 250 Mand, men vi var kun 130. Brystværnet i en Skyttegrav skulde almindelig besættes med 8 Skytter. Vi havde kun Raad til at sætte to Mand ved hvert Brystværn, men til Understøttelse for disse stod der ved hvert tredie Brystværn et stort Maskingevær, som gav os en betydelig Styrke i Tilfælde af, at Fjenden skulde finde paa en Overrumpling.

En Kilometer bag os stod et Batteri af 10 cm Haubitser. De første to Dage havde vi nogenlunde Fred og Ro, kun lidt Skærmydsel mellem Artilleriet, og efter at vi nu var indlevet i Forholdene, følte vi os ret godt tilfredse. Bataillonsstaben laa 4-500 Meter tilbage ved Indgangen til Byen i en Bunker, en Hule, som var afstøttet med Træstammer. Forplejningen kom ud til os om Aftenen, ogsaa varm Kaffe med Whisky. Det var en god Hjertestyrkning i den slemme Kulde.

Om Dagen var det meget ubehageligt. Vi kunde ikke arbejde i Graven, for Fjenden kunde iagttage, hvad der foregik, og vi fik straks en Hilsen sendt fra Artilleriet. Vi laa derfor om Dagen i Bunden af Graven, tildækket med Kappe og Telt, i en halv Døs og led meget under den strenge Kulde. Paa denne Maade gik den ene Dag efter den anden.

Saa kom den 12. April, som jeg husker saa nøjagtigt, idet det var min afdøde Faders Fødselsdag.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

12. april 1917. Fra Willemoës’ notesbøger: A.S.’ beretning fra Vestfronten

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Nedenstående beretning blev kun delvist bragt i Ribe Stiftstidende den 11. april 1917.

(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)

A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.

I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.

I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.

Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade.

Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys.

På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.

Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.

Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første angreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt af maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.

Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en del endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.

Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem.

Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. –

På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.

Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.

På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.

I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.

Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.

Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.

Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.

Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.

Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

12. april 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Arbejdspladsen var der et smalt Skinnespor mellem Træerne ud til det Sted, hvor Flodsandet fra Vardaen begyndte. Her hentede vi Sand paa en Trolje til Byggeriet.

Saa længe vi kunde holde os i Ly af Træerne, gik det udmærket, men vi maatte arbejde os længere og længere frem. Det kunde ikke undgaas, at de ovre paa den anden Side opdagede, hvad vi havde for. Næsten hver Dag var en af deres Flyvere over Terrænet for at rekognoscere.

Vi blev beskudt mange Gange, og det var nærmest et Mirakel, at der kun blev to saarede i de fem Maaneder, jeg var der.

En Gang kom vi kørende med vort Køretøj, og pludselig blev vi overdænget af 7,5 Granater. Heldigvis var vi da lige ud for en forladt Understand. Hurtigere end det kan siges, forsvandt vi i Dybet med Hovedet eller Benene forrest, som det bedst kunde træffe sig. „Sjældent er saa mange i saa kort Tid forsvundet i saa lille et Hul“, for med lidt Omskrivning at citere en berømt Mands Ord.

En Dag, da vi i Gaasegang gik fra vort Arbejde, slog en af de smaa Granater ned og eksploderede een Meter fra en af de forreste. Den faldt paa hans højre Side, uden at der skete ham noget. Vi naaede ikke engang at søge Dækning.

Huset, vi boede i, kunde ikke taale ret megen Overlast, og da der engang blev slaaet et Hul to Meter fra vort Vindue, gik vi i Gang med at lave et Beskyttelsesrum lige uden for Døren; dog turde vi ikke gaa ned i det, da det kom til Stykket, for det var ikke afstivet.

Naar der om. Natten var Angreb forude, og alt, hvad der var af baade smaa og store Kanoner paa begge Sider langs hele Fronten var i Funktion, var det et storslaaet, men uhyggeligt Skuespil. Det var Fyrværkeri, saa det forslog noget. Afskudsglimtene fra begge Sider, Nedslag i eet væk, dertil Hylen og Brølen af alle Kalibre, der krydsedes over Hovedet paa os, og kulørte Signallys og Lysbomber ude over Stillingen. Altsammen nok til, at man priste sig lykkelig over ikke at høre til Infanteriet, som jo altid under Krigen maatte tage den haardeste Tørn.

Selv om vi jo nok var „Frontsoldaten, und keine Etappenschweine”, var der stor Forskel paa vor Stilling og deres, der laa i Skyttegraven. Vi havde kun at sørge for at komme væk, naar vi blev beskudt. Skete det, at vi besøgte Bulgarerne i de forreste Skyttegrave, var det midt paa Dagen, naar der var Fred og ingen Fare.

Naar der havde været „dicke Luft“ forude, blev de døde og saarede bragt tilbage til den Linje, hvor vi befandt os, for saa Natten efter at blive bragt til henholdsvis Kirkegaard eller Lazaret.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Nyheder

11. april 1917. Ved Arras: “Livsmodet var brudt, enhver vilde vel være glad for en barmhjertig Kugle”

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Klokken tre blev Kompagniet alarmeret. Hele tredie Bataillon skulde ud og besætte en Banelinie mod Vitry-Biach.

Det var slet ingen ranke Helte, der drog ud denne Morgenstund. Livsmodet var brudt, enhver vilde vel være glad for en barmhjertig Kugle, der kunde lade en slippe ud af denne Jammer og elendige Tilværelse, men Tanken om Hjemmet, det lille Hjem deroppe i Nord, holdt Modet oppe. Maaske laa der nu en ensom Kvinde søvnløs paa Lejet og lod Tankerne vandre ud den mørke Nat til den, som var hende kærest, til Faderen til den lille Dreng, som laa saa trygt ved hendes Side. Ogsaa hun kastede sig vel uroligt omkring paa Lejet, forpint af Angst over Faderens Skæbne derude.

Nej, man maa bide Tænderne sammen, man har Pligter over for Livet, som man ikke paa saa fejg en Maade kan komme udenom og løbe fra, om end det vilde være meget lettere at slippe for Byrden ved en rask Beslutning. Det er ikke altid Angsten for Livet og Rædslerne, som kan give Soldaten den Tanke at gøre Ende paa det hele, nej, det er Fortvivlelsen over dette Liv fuld af Længsler, Jammer og Elendighed, der kan tvinge Mennesket ned i Afgrunden.

Nu laa vi derude i Sneen, i Grøften, trætte, vaade og forkomne. Vi savnede Hvile, Søvn og Føde. Den ene lange Time gik efter den anden.

Klokken seks om Morgenen kom der endelig Ordre til at bryde op. Vi skulde samles ved venstre Fløj, og saa gik det mod Biach, en lille By mellem Arras og Douai, ved Scarpe Floden.

Byen laa under engelsk Artilleriild. Den civile Befolkning flygtede; gamle Mænd, Kvinder og Børn saa man løbe med Bylter og Pakker. De vilde frelse noget af det mest værdifulde af deres Ejendele. Husene var for største Delen Ruinhobe, mange havde faaet et Grundskud og kunde styrte sammen, hvornaar det skulde være. I en Porcelænsbutik var en Fuldtræffer gaaet igennem Ruden, og de mange Krukker, Vaser og Nipsfigurer laa sønderknuste omkring.

Opholdet i en saadan By er under Beskydningen langt mere farligt, end naar man ligger ude i Marken, i det fri. Vi søgte allerførst et Kvartér i et Hus, som var nogenlunde beboeligt, og hvor vi for nogle Timer kunde faa lidt Hvile og Søvn. Paa anden Sal i et Hus fandt vi nogle Værelser, som var nogenlunde. Vi kunde faa lidt Varme ved en Kamin, og i Køkkenet fandtes et Komfur og Rester af Madvarer, som vi straks tog i Brug. Især en Daase med Kaffebønner vakte vild Begejstring.

Sektionen samledes snart ved en dejlig varm Kaffe. Vi nød den af rigtige Menneskekopper, noget enestaaende for vore Forhold. Kaffen vækkede Livsaanderne paany, og snart sad vi omkring Kaminilden med Pibe eller Cigaretter og nød Tilværelsen. Træthed og Søvn gjorde sig dog snart gældende, og man søgte nu en Plads, hvor man kunde faa lidt Hvile og Søvn. Jeg opslog min Paulun i et Klædeskab, som var væltet og fyldt med gamle Klæder og deslige, og snart var hele Flokken borte i en god og vederkvægende Søvn.

En Kammerat maatte for Sikkerhedens Skyld og for at have Forbindelse med Kompagniet holde Vagt ved Gadedøren.

Ved Middagstid var der igen Alarm. Kompagniet samledes i Hast og marcherede, ud af Byen. Vi skulde dække nogle Batterier, som var nedgravet ved Banelinien, hvor denne skærer Landevejen uden for Byen. Kanonerne var lige kommet paa Plads og begyndte nu at skyde sig ind paa de fjendtlige Stillinger. Vi laa hele Eftermiddagen i Sne og Kulde i en dyb Grøft ved Banelinien.

Man gav os Lov til at tænde et Baal, saa vi kunde varme Lemmerne. Snevejret tog til, og vi søgte i Mørkningen Dækning i et Lokomotivskur. Lokomotiverne stod under Damp, Tenderen var ladet med Sprængstoffer, parat til at sendes ud imod de fjendtlige Rækker, naar det skulde knibe. Om Aftenen skulde vi gaa i Stilling og afløse et Kompagni af 31. Regiment.

En Underofficer og to Mand blev sendt ud for at søge Forbindelse med Folkene forude, saa vi bagefter kunde finde frem til den rigtige Plads. I Mørkningen uddeltes varm Mad, Brød og Kødkonserves til de næste Dage.

Skydningen fra vore Batterier vedblev. Af og til fik vi en Svarhilsen derovrefra. Nedslagene laa meget spredt. De laa inden for en Radius af hundrede Meter og var ofte temmelig nærgaaende. Vi var dog vante til denne Musik fra de hylende Bæster og sendte dem kun et Sideblik, naar de kreperede i Nærheden. I lange Skarer strømmede Civilbefolkningen tilbage, trækkende en Kærre eller en Barnevogn for at frelse Livet. Mon de nogen Sinde er fundet tilbage igen til deres Hjem? De vil maaske næppe kunne genkende den Plet Jord, hvor deres Hjem har været.

Henved Titiden kom en af de Kammerater, som var sendt udfor at finde Vejen til den Stilling, som vi skulde besætte, tilbage. Han kom alene, de andre to var faldet paa Hjemvejen, ramt af Kugler fra et fjendtligt Maskingevær. Dette gjorde naturligvis et meget nedslaaende Indtryk paa os.

Kompagniet kaldtes til Samling. Der manglede tre andre Kammerater. De kunde ikke findes. Vi maatte saa af Sted uden dem. Senere bragte vi i Erfaring, at de var deserteret. Man paagreb dem i Anvers. Rømning var næsten helt almindeligt, idet man fandt det bedre at komme i Fængsel end at skulle med ud i Frontlinien.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

11. april 1917. Endelig afløsning ved Vimy: Kun 11 ud af 1.000 mand tilbage

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten.

Onsdag den 11, blev vi endelig afløst af andre regimenter og kl. 9 om aftenen vaklede resterne af 1. bataljon ned af højene ved Vimy, siger og skriver elleve mand, det var resterne af ca. 1.000 der blev indsat de første dage i marts, der var en hel del, der var falden i fangenskab, en del var sårede, men mange, mange døde.

Påskeslaget var for det meste forbi. Churchill skriver i sin bog “Den store krig” at begge yderpunkterne holdt, dermed mente han Vimy og Ypern, men tyskerne fik aldrig angrebet ved Vimy, det var hele tiden englænderne og kanadierne der angreb, men et angreb er måske det bedste forsvar.

Da vi trak os tilbage løb vi ned mod vraget af en nedskudt flyvemaskine, nu var vi udenfor kanonernes rækkevidde, og kunne tage det mere med ro, henad kl. 10-11 nåede vi vores lejr fik hurtig noget at spise, der var nok at tage af efter de meget store tab og så til at sove, sove og kun sove, et helt døgn uafbrudt, så strakte vi lemmerne fik fyldt maven og følte os friske igen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

10. april 1917. Dagens fangst: 164 lus på én kammerat

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Langfredag Morgen gik vi ind i den stærke Siegfried- og Hindenburgstilling, og den kunde Englænderne ikke jage os ud af denne Gang.

Men allerede Paaskedag maatte vi atter ud af Stillingen. Vi blev sat i March først til Villers-Outréaux, hvor vi blev afluset, og det trængte vi rigtignok i allerhøjeste Grad til.

Derefter havde vi en 3 Dages March, kom til Købstaden Valenciennes, laa dér nogle Dage og blev saa ført ned for at blive indsat i det store Foraarsslag ved Arras, som allerede var i fuld Gang.

Vi kom ned til en lille By, som hed Lécluse. Alene de faa Dage havde været nok til paany at fylde os med Utøj, og vor daglige  Beskæftigelse var altid, naar vi havde lidt Fritid, at sidde med Skjorten over Hovedet og knække Lus.

Vi havde en Kammerat iblandt os, som altid følte sig lidt fornem. Han kunde ikke rigtig blive de fine Fornemmelser, vi allesammen havde i Begyndelsen, kvit, og blev ved at paastaa, at han havde ingen Lus; men det var altid saa mærkeligt at se, hvordan han gik og skuttede sig og gned sig, hvor han kunde komme godt fra det.

I Lécluse var alle civile Folk borte. Vi stod en hel Flok Soldater ude ved en Mælkevogn og havde travlt med at knække Utøj paa Hjulringene. Saa kom han forbi os; vi kaldte paa ham og sagde, at han skulde ogsaa give sig til at gaa paa Jagt i sin Skjorte; men Hans havde ingen Lus, det var han vis paa, han havde lige set efter, der var ingen.

Da vi trængte ind paa ham, maatte han omsider give efter; hen til os,  Skjorten af, og nu saa vi den efter i Sømmene og Lægene. Og saa  viste vi ham, hvor han havde alle sine Undersaatter siddende, tykke, trinde og velnærede.

Og saa kunde Hans ogsaa finde dem. Vi andre var alle længst færdige. Saa kom han bagefter op paa Loftet, hvor vi laa, kom hen til mig, satte sig ved min Side og sagde, medens et stort Smil gik hen over hans Ansigt: „Hvormange tror du, jeg har fundet?”

Ja, det vidste jeg da ikke, men jeg mente nok, at han havde fundet mange.

„Ja,” svarede Hans, „jeg har fundet 164.”

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

10. april 1917. Ankomst til Arras. Englændernes fremrykning skal stoppes.

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Klokken fire om Morgenen kom endelig Beskeden om, at vi skulde af Sted. Vi kom ned til Banegaarden, hvor vi skulde indlades i Kreaturvogne. Under Uvejret søgte vi naturligvis Skjul inde i Stationsbygningens Sale. Vi smed os ned paa Gulvene og Gangene i Ventesalen og i Korridorerne. Hver eneste lille Plet var optaget af trætte og forkomne Mennesker, som sov Udmattelsens tunge Søvn, hvor man end stod eller laa.

Pludselig vaagnede vi ved nogle heftige Eksplosioner og ved Artilleriild fra Flak-Batterierne. Fjendtlige Flyvere belagde Banegaardsterrænet med Bomber. Vi var dog vante til at tage Overraskelser af denne Art med Ro. Undløbe kunde man jo ikke, og man vendte sig da kun om paa den anden Side og sov videre. Lemmerne bliver dog ret snart møre, naar man ikke har andet end et Flisegulv til Sengeleje. Saa blæstes Alarm. Enhver søgte i Mørket sin Afdeling. Nu skulde det endelig gaa løs, men Vejen gik ikke til Perronen og til Toget. Vi marcherede ud af Byen ad Landevejen mod Arras.

Vi kunde ikke komme med Toget, fordi Flyverne havde sprængt Jernbanelinjen. Saa fortsattes den uendelige March paa Landevejen igen. Maalet var den lille By Vitry, tyve Kilometer fremefter i Retning af Arras. Klokken ni om Formiddagen naaede vi endelig frem til dette, vort foreløbige Maal.

Her var alting i fuld Opløsning, Vejene fulde af Flygtninge. Byen laa under Artilleriild. Infanteriet asede sig langsomt frem i Dyndet ved Siden af Landevejen, Inde paa Markerne kørte Artilleri og Ammunitionskolonner, store Lastvogne og Automobiler optog Kørebanen, frem og tilbage, et uendelig langt Tog, der strakte sig saa langt, man kunde skue fremad eller tilbage.

Snart mødte vi nogle let saarede Kammerater, andre kom bærende med en haardtsaaret Kammerat, saa kom nogle engelske Fanger, og ved at spørge frem og tilbage fik vi lidt Forsmag paa, hvad vi kunde vente derude. Fjenden havde stormet og taget alle Infanteristillinger ved en Overrumpling, var saa gaaet videre frem og havde paa samme Maade overrasket Artilleriet, som næsten helt og holdent var faldet i Fjendens Haand.

Alle Tropper, som var i Nærheden, blev samlet i Hast for at bringe Fjendens Fremrykning til at standse. Kl. 9 om Formiddagen kom vi til Byen. Et Loft i en stor Kornlade blev anvist som Kvarter. I Løbet af mindre end et Kvarter var vi installeret. Vi laa paa et Bræddegulv med Tornysteret som Hovedpude og tildækket med Kappe og Teltdug. Godt trætte sov vi snart en drømmeløs Søvn.

Vi fik kun nogle enkelte Timers Hvil, saa skulde vi igen af Sted. Feltkøkkenet bragte os efter tre Dages Forløb for første Gang varm Middagsmad, den saa sørgeligt berømte Kaalrabisuppe. Dörrgemüse var det officielle Navn, men I husker nok Kælenavnet (”Drahtverhau”). Omtrent samtidigt kaldtes til Parole.

Kl. 1 skulde Kompagniet staa parat til Afmarch med Stormbagage, Kogekar, Kappe og Teltdug, og desuden fik vi en ekstra Ration af 280 skarpe Patroner, 3 Haandgranater og en stor Spade. Der var ikke megen Tid til Forberedelserne. En Hilsen sendtes i Hast til Hjemmet, og for mange blev det den sidste. Paa Klokkeslaget stod Kompagniet parat, og saa gik det mod Arras.

Snevejret var forbi, og Solen sendte sine Straaler fra en klar Himmel. Sneen laa over Mark og Veje, og snart var det hele forvandlet til et Ælte af Dynd og Snavs, saa det var næsten ufremkommeligt. Kl. 4 om Eftermiddagen naaede vi det foreløbige Maal, en lille By, Fresnes, som ligger ved Hovedbanelinjen mellem Douai og Arras. Her skulde vi afløse et Kompagni ved Skansearbejdet.

Jorden i denne Egn bestaar af Kalksten, og man kan nok forstaa, hvilket Arbejde det maa være at bygge en Stilling med de Redskaber, vi var udrustet med. Planen var at bygge en Reservestilling, og Arbejdet var lige paabegyndt. Det skulde være en to Meter bred og to og en halv Meter dyb Grav, og vi tog fat med godt Mod. Betingelserne var: seks Timer Arbejde og seks Timer Hvil, indtil Stillingen var færdig.

Solen gik ned, og en skarp Blæst kom fra Nord med Frost og isnende Kulde, saa vi kun ved meget intensivt Arbejde kunde holde en Smule Varme i Kroppen. Men Kræfterne var udslidte, ingen Hvile og daarlig Forplejning, og for mange var dette uvante Arbejde næsten umuligt, saa Tempoet blev ikke synderlig stort.

Marken var endnu dækket med Sne. Fjenden kunde fra en Lænkeballon observere, hvad der skete, og snart sendte han os en Hilsen i Form af nogle Granater, som dog ikke gjorde nogen Fortræd. Klokken 10 om Aftenen havde vi god Dækning i den nye Grav, som nu var 1½ Meter dyb, men Afløsningen, som skulde komme, udeblev.

Vi ventede en lille Times Tid, saa tog vi selv Affære. Trætte og forkomne, som vi alle var, længtes vi kun efter Mad og Hvile. Den nærliggende By Vitry, som vi søgte hen til for at finde Kvarter, var belagt med Artilleri, og alt var optaget.

Vi kunde ikke finde noget Sted, hvor vi kunde finde Husly. I Udkanten af Byen stod Batterierne nedgravet alle Vegne. Kældre og sammenskudte Huse var spækket med Kanoner og fyrede løs imod Fjenden. I en lille Hytte, hvor der stod en Kanon i Kælderen, fandt vi en tom Hestestald. Her pakkede vi os sammen i de enkelte Baase, saa mange som muligt for at finde Varme og Hvile. Batterierne skød uafbrudt, og i denne Helvedes Larm skulde man nu sove.

Klokken et blev Kompagniet vækket af Vagten. Feltkøkkenet var kommet frem med varm Mad, Kaffe, Brød og Marmelade. Endskønt Søvn og Hvile var haardt tiltrængt, gjorde Maven efter en saa lang og haard Arbejdstørn sin Ret gældende. Klokken to havde vi spist, Forplejningen til næste Dag var fordelt, og nu vilde vi hvile ud og have en god Søvn, til vi igen skulde ud til vort Skansearbejde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

9. april 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Kaffen kogte vi selv herude, Middagsmaden og den øvrige Proviant fik vi først efter Mørkets Frembrud, da det aabne Terræn fra Gevgeli og ud til os ikke kunde befares om Dagen. Vi stillede os saa op, ca. 40 Mand ialt, bag en stejl Bjergvæg, hvor Vognen plejede at holde.

Men Franskmændene havde lugtet Lunten. Det skete flere Gange, naar vi stod midt i Suppeuddelingen, at Uvejret brød løs derovrefra; tre-fire Batterier skød paa een Gang. Faa Sekunder efter haglede Granaterne ned om Ørerne paa os, men da var vi i Sikkerhed. I et Nu var hele Flokken som blæst bort. Den tørre Vandingskanal har mange Gange frelst os fra Granatsplinter. En Fuldtræffer kunde vi ikke faa paa det Sted, dertil var Bjergvæggen for høj.

Første Gang, det skete, skelede jeg lidt til en Stabel Gasgranater, baade med gule og sorte Kors malet paa Bundstykket. De laa temmelig udsat og kun et lille Stykke fra os. De blev senere fjernet. Vore Gasmasker havde vi mod Reglementet ladet blive i Hytten, saa det havde været en køn Suppedas, hvis Granaterne var røget i Luften. Kusken blev hos sine Heste og trykkede sig ind til dem. Han var mere modig end vi andre.

Kun een Gang har jeg set Tyskerne bruge Gasgranater, men jeg har aldrig, heldigt for os, set Modstanderne bruge dem.

Senere blev der opstillet engelske Skibskanoner til venstre for os. De kunde tage os mere i Flanken, men Sprængvirkningen syntes ikke at staa i Forhold til det Spektakel, Granaterne lavede ved Eksplosionen. Det hele blev pulveriseret til smaa bitte Stykker, der faldt ned over os som Støvregn. Engang fik jeg et lille Stykke bag Øret, men udover, at det brændte lidt, mærkede jeg ikke til det.

De store franske 18 cm Kanoner havde vi mere Respekt for; de lange, savtakkede Splinter fløj vidt omkring, men de blev mest brugt til at beskyde fjernere Maal med, særligt vore Artilleristillinger langt tilbage mellem Bjergene. Dog blev de ogsaa brugt kraftigt begge Paaskedage 1916 [må være 1917, RR] til at bombardere vore to fremskudte Kanoner med. Uafbrudt fra Morgen til Aften blev de ved med at skyde, saa det ikke var til at komme udenfor en Dør. Ustandseligt svirrede Granatsplinter rundt som vrede Bier og slog mod Stammer og Grene i Morbærplantagen udenfor Hytten.

Det var for saa vidt spildt Ulejlighed, som der ikke blev anrettet nogen Skade hos os. Vore to „Steilfeuer“- Kanoner maa jo aabenbart have generet dem meget, naar de vilde ofre saa meget for at faa dem gjort tavse. Det var de ogsaa, men kun saa længe det stod paa.

Det kunde ske, at der af en eller anden Grund manglede Mandskab ved Kanonerne, naar der skulde skydes; saa blev der sendt Bud efter os. Det blev dog gerne ikke til ret meget, kun nogle faa Skud, saa havde Franskmændene lukket Munden paa os. Naar vi saa blev nødt til at holde inde med Skydningen, snuppede Underofficeren i en Fart det meget værdifulde Sigteapparat, som i alle Tilfælde skulde bjerges, og vi var rørende enige med ham i at forsvinde hurtigst muligt ind i Bjergsidens Understand. Man havde Indtrykket af, at der skulle spares paa Ammunitionen i Modsætning til dem paa den anden Side. For hvert Skud vi affyrede, fik vi 25 igen.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

9. april 1917. Englænderne bryder igennem

Skriv en kommentar

Niels P. Nielsen, Fole, gjorde krigstjeneste ved Regiment 163.

Om Natten mellem 8. og 9. April 1917 — Langfredag og Paaskelørdag — brød det for Alvor løs.

Sikken en forfærdelig Trommeild, Englænderne satte i med! Det blev senere fortalt, at Englænderne havde bragt deres svære Artilleri frem til de forreste Infanteristillinger for rigtigt at kunne tage det tyske Opmarch omraade under intensiv Beskydning. Deres Artilleriild naaede helt tilbage til vor By.

Præcist hvert tiende Minut fik vi en Hilsen fra en af Englændernes 30,5 cm Kanoner. Sikket Brøl!

Vor Skriver kom farende, og hvor saa han ud. — Hør, min Ven, det gaar pinedød ikke, du maa op og med os andre ned i Kælderen, før Huset ramler sam­men.

Saa var der for mig ikke andet at gøre. Jeg kom i Tøjet, ud af Huset og henad Gaden til den nærmeste Bunker, hvor vi saa søgte ned i Dækning.
Een Ting blev borte for mig, og det var min Iskias!

Om Morgenen den 9. April gennembrød Englænderne vore Stillinger og nedkæmpede den sidste Modstand.

Kun faa slap bort og undgik Fangenskabet, Af vore tolv Kompagniførere var kun een tilbage. —

Med Stillingens Fald var ogsaa Beskydningen af Byen holdt op. Det var saa underligt stille. Da hørte jeg en eller anden raabe: »Alle, der er her, skal stråles gøre sig færdige. — Fjenden staar om lidt foran Byens Porte. Vi maa alle frem for at møde ham der. — Alarm ! Alarm!« — Mændene dukkede op en efter en eller flere i Følge. Feldwebelen overtog Kommandoen. — Hør, Feldwebel, jeg har ingen Staalhjelm, den har jeg maattet laane en anden, bemærkede jeg henvendt til ham. Han svarede: — »Ja, Mester Niels, saa faar du nøjes med den Hue, du allerede har paa!«

Vi fik 250 Patroner og tre Haandgranater udleveret, hvorefter denne brogede Blanding af Soldater fra forskellige Afdelinger, ja, Regimenter, satte sig i Bevæ­gelse ad Vejen ud mod den Side, hvorfra man regnede med, at Englænderne vilde komme.

Et godt Stykke uden for Byen gjordes der Holdt, hvorefter der dannedes en tynd Skyttekæde ud over Marken, og snart efter gik vi i Gang med at grave os ned. Men Englænderne lod vente paa sig. De viste sig ikke.

Maaske havde de faaet nok for denne Gang. Saa laa vi da her til hen paa Eftermiddagen. Klokken fire dukkede nyankomne Reserver frem. Vi fik Befaling til at trække os tilbage og drog snart efter gennem den nu medtagne By Monchy-le-Preux og videre til en lille By lidt længere bagude. Hen paa Aftenen fik vi anvist Kvarter i nogle ret faldefærdige Træbarakker.

Det var hundekoldt. Vi frøs, m en opdagede, at Bænke og Borde ogsaa godt kunde bruges til at fyre op med.

Efter dette for Regiment163 saa haarde Mennesketab blev Resterne af Regimentet ført tilbage fra Fronten for gennem en Reorganisation og ved Tilførsel af nyt Mandskab atter at genvinde sin gamle Anseelse.

Regimentets fine Standard naaedes dog aldrig mere.

DSK-årgbøger, 1956

Krigens forløb

9. april 1917. Vimy: “Englænderne stormede frem!”

Skriv en kommentar

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. I foråret gjorde regimentet spejdertjeneste ved Vimy.

Så kom den 9. april 1917. Et mægtigt infanteriangreb på 3-4 divisioners frontbredde dækket af fortløbende forstærket artilleriild: Et kolossalt angreb af englænderne.

Vor udkigspost blev totalt ødelagt af ilden, og på et hængende hår var vi nær alle blevet taget til fange. Englænderne stormede frem. Artilleriilden blev forlagt; det hele gik i opløsning i de tyske rækker.

En vicevagtmester fra 3. kavalleri-regiment og jeg måtte efter ordre igennem artilleriilden til fods for at kunne finde ud af, hvor frontlinjen egentlig var i dette virvar. Englænderne var efterhånden ved at besætte Vimyhøjene.

Vi to enlige kavallerister kom godt igennem frontilden, både frem og tilbage, og fik oversigt over den tyske retræte.

Efter at vi var styrtet hen til vore heste, der mærkværdigvis endnu stod ubeskadigede i stalden, kunne vi til hest i vild karriere afgive vor melding til generalkommandoen, som også var ved at pakke deres sager for at kunne trække sig tilbage. Det hele var i vild retirade. Alt vort efter-retningsmateriale var skudt sønder og sammen.

I regiments-historien skriver man om »Die Grosskampftage vom 9.-12. April«, hvor man også nævner mig med mine patruljer, selvom jeg var en »Knakker«, som de kaldte os danskere, der var »force a la guerre«

(…)

En interessant oplevelse havde jeg for nogle år siden, da jeg som formand for Aabenraa slagteri traf en direktør for slagteriets forretningsforbindelse i England »Herbert« på færgen fra Korsør. Vi kom til at tale om 14-18 tiden, hvor direktøren havde været med som engelsk løjtnant, og vi blev da klar over, at vi to havde stået over for hinanden den 9. april ved Vimy samme dag og i samme stund. Når vi siden årligt mødtes i England eller København, sagde hr. Herbert altid: »You remember the 9th april!«

Da alle de tyske divisioner var i opløsning, kom der nye forstærkninger, det var bl. a. enten den 18. eller 18.de reservedivision.

Denne holdt stillingen, mens vi gik tilbage. Selve vor  eskadron var efter alt dette blevet fordelt til infanteri- og artilleri-regimenterne og gjorde tjeneste der som forbindelses- og melderyttere. Efterhånden samledes officererne og de øvrige husarer igen ved eskadronen, også vi, der var afkommanderet til spejderafdelingen, fandt tilbage, enten til fods eller til hest. Men vi havde mistet mange heste ved »Spähtruptjenesten«.

DSK-årbøger 1971

Krigens forløb

9. april 1917. Th. Lorenzen på vej mod Arras

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

Den 18. Infanteri Division, som bestod af Regimenterne 85, 86 og 31, laa i Kvarter i Byerne omkring Valenciennes, Lorch og Brye. Paaskemorgen blev vi alarmeret.

Marchretningen i de to følgende Dage var imod Byen Douai, som vi naaede Mandag [den 9 april] Aften ved Ottetiden. Vi havde haft nogle dejlige Foraarsdage med Solskin, men Vejret slog om til streng Vinterkulde og bragte Frost og Sne.

I et forrygende Snevejr marcherede vi ind i Byen og søgte Hvil paa Fortovskanterne, i Trappeopgange, Gadedøre og deslige, og trods Storm og Vinterkulde faldt vi i Søvn med det samme.

Hensigten havde været, at vi skulde marchere til en By, som laa 12 km længere fremme, hvor man havde forberedt Kvarter til os. Undervejs var der fra Generalkommandoen kommet Kontraordre, og her i Douai skulde vi nu vente nærmere Ordre. I fire Timer laa vi paa Gaden og ventede, og lidt efter Midnat kom der endelig Ordre om, at vi skulde til Proviantdepotet for at modtage Forplejning.

Naturligvis var dette en kær Efterretning oven paa den lange, triste Ventetid; vi havde desuden siden Morgentimerne ikke faaet andet, end hvad vi havde med os i Lommerne. Vi fik en Taar varm Kaffeerstatning, noget Brød og lidt Kødkonserves, som hjalp paa Humøret en liden Stund.

Fra Fronten hørtes Torden fra Hundreder af Ildsvælg, og der fortaltes mange Ting om Englændernes store Offensiv og Gennembrud.

Det kunde ikke fremme Begejstringen for det Foretagende, vi var kommanderet ud til. Vi skulde nu fra Douai sendes med Jernbanen for at naa hurtigere frem. Første og anden Bataillon var allerede undervejs med Toget ud imod Frontlinjen, og nu skulde vi, tredje Bataillon, følge efter med det følgende Tog.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

 

Krigens forløb

9. april 1917. Johannes Jessen ved Vimy: “… modet var borte.”

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten.

Natten mellem den 8. og 9. april havde det sneet, og jorden var hvid om morgenen kl. 5:30, da det rigtige slag begyndte, og så stærk var granatregnen, at jorden var sort et kvarter efter.

Englænderne havde opmarcheret syv rækker kanoner af alle kalibre på en strækning af 1,8 km, og nu vidste vi at når deres ild blev lagt længere frem som spærreild så vilde de storme vore skyttegrave og ved middagstid, var vi smidt ud af tre linier, men det er slet ikke så let at holde stillinger, der vender forkert, og vi prøvede de næste dage at tage noget tilbage igen, det skete også, at det lykkedes, men vi var degenererede, modet var borte, hunger og tørst sled i kroppen, de faldne havde sommetider brød i deres tasker, der var fuld af størknet blod, det blev renset lidt og spist tørt, varm mad fik vi ikke i tre dage, og vi måtte tage afsked med vore gode kammerater, der havde delt ondt og godt sammen med os i flere år.

Der var ingen franskmand med her, det var altså en aftale mellem de to, at franskmændene alene skulle klare Verdun, så ville England klare Flandern helt op til Ostende.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

8. april 1917. H.C. Brodersen på vulkaner i Laon: “Nur für Offiziere”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Laon opsøgte vi først en Badeanstalt. Bademesteren gloede dumt paa os og henviste til et Skilt, hvorpaa der med store Bogstaver stod: „Nur für Offiziere”. Efter vor indtrængende Anmodning fik vi dog et Brusebad og var tilfreds.

Vi aflagde derefter et Besøg i en Cigarforretning og købte os en Snes af de længste og tykkeste Cigarer, vi kunde opdrive. I et  Beklædningsdepot lykkedes det efter en længere Debat at faa udleveret et Sæt ny Uniform. I en Barberforretning besørgede en „Verschonerungsrat” Haaret lagt i glinsende Skilninger, og som de Gentlemen, vi nu mente os berettiget til at give os ud for, begav vi os ud i Byen for at se lidt nærmere paa den.

To Aftener var vi i Teatret, men hver Gang var vi saa uheldige at finde netop de Pladser, der var reserveret: „Nur für Offiziere,” dog hver Gang fandt vi os til Rette og morede os godt. Aldrig før havde vi set noget saa henrivende, syntes vi. De sprællende smaa Danseben, den udfordrende Sang fra Scenen og Latteren fra den feststemte Forsamling hensatte os Skyttegravsmonarker i stærk Stemning og mindede os om Følelser, vi ikke længere mente at være i Besiddelse af. Hvor vi morede os. Taarerne løb i stride Strømme ned ad  Kinderne, medens vi vred os i Latter.

 Alt for tidligt var det forbi, og da vi den sidste Aften drev rundt i Gaderne for at svale vore hede Pander, syntes vi ikke at kunne finde tilbage til Skyttegravene.

Vi drev rundt i Omegnen af Banegaarden og kom i en smal Gade forbi et Hus, hvorfra Sang og munter Latter naaede ud til os. Vi besluttede at undersøge, hvad der var Aarsagen til denne ubeherskede Morskab bagved de tæt tilhængte Vinduer og bankede paa Døren. Den blev aabnet, og et gammelt Dameansigt stak Næsen udenfor. Hun havde dog næppe set, hvem hun havde den Ære at have for sig, før hun atter smækkede Døren i .

Det syntes Skorstensfejeren dog var for frækt og ringede paa igen. Han maatte dog ringe længe, før der atter blev aabnet. Nu havde Damen faaet Munden paa Gled. Gud, hvor hun skældte, og vi forstod kun Halvdelen af, hvad hun vidste at fortælle. Sepl mente dog at have faaet fat i dette: „Pour le Office Allemagne.” Medens vi grublede over dette, smækkede hun atter Døren til, og et Forsøg paa at faa en Fod imellem lykkedes ikke. V i hørte, at Nøglen blev drejet 2 Gange rundt, men fortsatte vore Betragtninger over denne ublide Medfart, som vi ikke mente at have gjort os fortjent til.

„Det kan aldrig være Meningen,” mente Skorstensfejeren, „at denne By kun er for Officerer, lad os prøve paany.” Dørklokken kom atter i Svingning og med større Udholdenhed og Kraft. Nu blev Døren atter  aabnet. Denne Gang af en Løjtnant. En purung, sød lille Pige, der ikke var iklædt andet end en Halskæde, hang ved hans Arm.  Løjtnanten, der langt fra var ædru, tog først meget voldsomt paa Vej.
„Har I fordømte Svin ikke set Skiltet?” raabte han.
„Skiltet?” spurgte Sepl og gloede dumt paa Løjtnanten.
„ Nej!”
„Naa ikke,” svarede Løjtnanten, men fortsatte mere venligt:
„tag nu imod Fornuft, Folkens, her kommer I dog ikke ind. Her er nemlig alt optaget i Aften, kom en anden Gang igen! God Nat!”
„Bon Amysement, Mousiør Løjtnant!” svarede Skorstensfejeren, men da var Døren allerede lukket.

Med sin Lommelampe belyste Sepl nu et Skilt, som vi ikke før havde set. Der stod: „Nur fur Offiziere!” Vi kunde ikke forstaa Skæbnens manglende Hensyntagen, men luskede af Sted. I et Lokale, der var betegnet: „Unteroffizierskasino”, fandt vi endelig et Sted, hvor vi kunde sove den Nat.

Vi fandt intet interessant ved en gammel Kone, der gik og vaskede Gulv, og faldt derfor snart i Søvn. I Løbet af Dagen er vi atter naaet tilbage. Herligt var det med den Orlov. Dog nu skal vi atter af Sted ud i Skidtet.

 

Krigens forløb

8. april 1917. Englænderne mejes ned foran Vimy

Skriv en kommentar

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. I foråret gjorde regimentet spejdertjeneste ved Vimy.

Den 8. april, lige ved dagens frembrud, satte englænderne ca. en brigade kavalleri ind mod tyskernes infanterilinje lige foran vor observationspost.

Denne attakke blevet frygteligt syn: Næsten hele de to regimenter blev fejet ned af den tyske maskingeværild.

Her og der så man hestene ligge enten døde, eller de blev ved at arbejde med benene for at slæbe sig bort.

Rytterne, såvidt de ikke var døde, slæbte sig i dækning i grøften bag ved bakken eller bag døde heste.

DSK-årbøger 1971

Krigens forløb

7. april 1917. Ved Arras: “Et Flammehav og Jorden rystede og bævede …”

Skriv en kommentar

Laust Fogtmann, Gesing pr. Skærbæk, gjorde krigstjeneste i IR163, der i foråret 1917 blev indsat ved Arras.

Midt om Natten i denne forfærdelige Trommeild kom der Ordre om  at besætte Feltvagten. Da Ordren var givet, styrtede Feldwebelen  om. Han var besvimet, men efter nogen Tids Forløb kom han dog til  sig selv igen.

Det tog os lang Tid at blive færdig til at rykke frem, for vi følte, at vi skulde frem i et brølende Hav. — Det var blandet med Lervandet fra Løbegraven. Der var næsten bælgmørkt, og Terrænet var oplyst af eksploderende Granater.

Vi havde baade faldne og saarede. Hjælp kunne ikke ydes. Vi skulle afløse Mandskaberne ved en Kirkegaard, men da vi kom derud, var  der ingen at se, og det var haabløst at opholde sig her. Vi var uden at blive opdaget kommet saa langt over mod de engelske Stillinger, at vi nu laa foran den engelske Trommeild.

Tyskernes Artilleri var blevet tavs. Naar vi saa fremad og ned langs Fronten, havde Himmelen et rødligt Skær, men saa vi tilbage, øjnede  vi kun eksploderende Granater. Det var et Flammehav, saa langt vi  kunde se, og Jorden rystede og bævede.

Vi var kun faa Mand i vor Afdeling, og jeg var den eneste Dansker. Imellem os var der ogsaa en Saniteter, men hans Nerver stod fuldkommen paa Højkant. Han gik lige over til den engelske Stilling og kom i Fangenskab.

Vore Befalingsmænd raabte til ham, at han skulde vende om, ellers blev han skudt, men han reagerede ikke, og der skete intet.

Hen imod Daggry maatte vi forlade Stedet for ikke at blive opdaget,  og vi kom tilbage til Neuville. Vi fandt en Understand, hvor vi kunde  opholde os i nogenlunde Sikkerhed; men hvor var vi trætte og  udmattede. Jeg fik Ordre til sammen med en anden Kammerat at  bære en død Soldat ud, som laa nede i Understanden. Han fandt sit sidste Hvilested ved Indgangen til Understanden.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1960

Krigens forløb

6. april 1917. Ved Arras: Cementbunkeren fik en fuldtræffer … men holdt!

Skriv en kommentar

Laust Fogtmann, Gesing pr. Skærbæk, gjorde krigstjeneste i IR163, der i foråret 1917 blev indsat ved Arras.

Det var ved Paasketid i 1917, at vor Regiment blev sat ind i Slaget ved Arras. Vi havde hele Vinteren ligget i Stilling ved Ypern, men  blev saa pludselig afløst. Hvor vi nu skulde hen, vidste vi naturligvis ikke noget om; men vi var godt nok klare over, at der ikke ventede os noget godt.

Vor Kompagnifører, Løjtnant Langben, var taget paa Kompagniførerkursus, og det var altid et sikkert Tegn paa, at der var noget i Gære.

Efter at vi havde kørt med Jernbane et Stykke af Vejen og derefter marcheret videre ad Landevejen, befandt vi os ved Arrasfronten. Vi fik Kvarter i en By, der hed Monchy. Der blev af og til sendt Granater ind i Byen og mange af Husene blev slemt beskadigede.

Under vort Ophold i Monchy traf jeg tilfældigvis Martin Nissen fra Degneboligen i Arrild. Vi var Skolekammerater og havde ogsaa gaaet  til Præst sammen. Martin Nissen gjorde Tjeneste ved Artilleriet. Desværre fik jeg kort Tid efter Meddelelse om, at Martin Nissen var faldet.

Vi gik ret hurtigt i Stilling i Skyttegravene ved Arras. Det var ved en By, der hed Neuville. Vort Frontafsnit var meget udsat for  Artilleriild, ogsaa Terrænet bag ved os saa langt man kunne se, var udsat for et stadigt Bombardement, og det tog til i Styrke.

Jeg var  tildelt 12. Komp., Regiment 163, og vor Opgave var at  modstaa Englændernes Offensiv.

Bunker får fuldtræffer, Flandern 1917 (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)

Trommeilden var forfærdelig. Efter Sigende havde Englænderne sat 288 Batterier ind i Angrebet. Byen Neuville blev skudt i Grus, og vor Skyttegrav blev væltet sønder og sammen. En mindre Cementbunker, som vi opholdt os i, og som var overfyldt, blev ogsaa udsat for en Fuldtræffer, men  Understanden holdt. Det var dog et ubehageligt Øjeblik, og vi var døve længe efter.

At der snart vilde ske noget meget alvorligt, var vi alle klar over.  Naar vi stod Vagt, stod vi i Indgangen til Bunkeren. Den var for os  som en Redningsbaad, en sidste Redningsplanke i et oprørt Hav …

(… fortættes)

DSK-årbøger 1960

Krigens forløb

5. april 1917. H.C. Brodersen & Co tager på påskeudflugt

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Skærtorsdag 1917
Vi havde drukket Kaffen, og Drøftelsen af, hvor vi skulde finde Kompagniet, var lige begyndt igen, som saa mange Gange før, da Skorstensfejeren kom med et Forslag, der straks vandt Tilslutning.

Han havde hørt, at der i Laon, der ikke laa langt herfra, skulde være et Teaterselskab fra Berlin og mente nu, at vi skulde slaa  Paaskedagene ihjel ved at tage en Tur derind. Vi har faaet børstet Tøjet og pakket sammen, hvad vi mente, vi kunde lade staa helt  aabenlyst, og er nu klar til at tage af Sted.

 

Ikke kategoriseret

4. april 1917. H.C. Brodersen i sikkerhed bag fronten

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Til om Morgenen forblev vi i Dalen, men da vi om Morgenen ikke havde fundet Kompagniet, som nogle mente var gaaet tilbage over „Chemin des Dames”, fulgte vi efter.

Ved Middagstid var vi naaet over, men om Kompagniets  Opholdssted kunde vi intet faa oplyst. V i har vandret rundt hele Dagen i Gaar og Natten med, men stadig har vi ikke kunnet finde  Kompagniet. Enkelte har til vor Forespørgsel ment, at det var  trukket tilbage. Det vilde vi helst tro paa, og derfor fortsatte vi efter  Byen Chagvion, hvortil vi nu er ankommet.

Her har vi foreløbig  indrettet os med de Bekvemmeligheder, vi har kunnet opdrive. I en Kælder i et af Byens Huse har v i indrettet vort Kvarter. Et Par udmærkede Madrasser tjener til Hvilested, og Levnedsmidler har vi nok af. Skinkerne er kommet til sin Ret, og Rommen er ikke til at foragte. Vi har faaet os gjort rene og er blevet barberet og afventer nu kun paa at træffe Kompagniet. Gør vi det ikke, kan det ogsaa være lige meget. Vi har det godt, som vi
har det.

 

Hjemmefronten

4. april 1917. Kun i præstegården smugles ikke – tror præsten i hvert fald!

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

I den sidste del af marts måned var den ulovlige færdsel over grænsen fremdeles meget livlig; man har set folk komme over i flokke på indtil 7 personer, næsten udelukkende kvinder, og smugleriet drives i stort omfang.

Man fortæller ovre fra Roager sogn, at præsten derovre ved en lejlighed, hvor smugleriet kom på tale, udtalte, at der i hele sognet næppe var mere en ét hus, der kunne sige sig fri for smugleri. Dermed mente han præstegården. Men da præsten var gået, blev det snart oplyst, at præstens husholderske havde været i Danmark to gange for at hente fødevarer over. Præsten ville gerne have god mad, vidste hun.

Da det kniber med at gøre de indkøb man ønsker i Ribe, rejser der nu adskillige længere nord på til Bramminge eller Esbjerg, for at gøre indkøb. I toget, der kommer til Ribe kl. 6 om eftermiddagen, kan man stadig træffe sønderjyder. Man kan let kende dem. De er forsigtige i deres optræden, har et noget spændt ansigtsudtryk og er meget vagtsomme over for enhver ny person, der stiger ind i toget. Deres forehavende præger dem. Det var dem ikke i kødet båren at være smuglere; de er uvante med dette arbejde. Det var nøden, der drev dem til det. – Giver man sig i samtale med dem, røber sproget og udtryksmåden dem straks. Desuden medfører de velspækkede håndtasker eller rygsække, og lommerne i deres tøj bugner af velstand. –

Fra Ribe tager en del bil til grænsen, men mange må benytte apostlenes befordring, og det er ofte meget anstrengende ture, mange må gøre, førend de når over grænsen til deres hjem. På denne side er de danske grænsegendarmer efter dem, og på den anden side må de søge at undgå de tyske grænsesoldater, der ikke længere holder af at være medvidere i deres færd, siden flere soldater er blevet straffet for at have ladet folk passere over.

Man finder mange vidnesbyrd om sønderjydernes natlige færd ved grænsen. Et sted på en lille vej tæt ved grænsen er der spildt kaffebønner, et andet sted ligger der en lang stribe risengryn. Flere stykker vaskesæbe har man fundet på marker op til grænsen; på en mark endog et helt sigtebrød. Disse ting er snarest tabte, når smuglerne hat måttet løbe for at slippe fra grænsevagten.

Nogle få bliver grebet af de danske grænsegendarmer. De får da deres smuglergods konfiskeret, men drejer det sig kun om fødevarer eller lignende, som de bærer med sig, bliver de ikke idømt nogen bøde, men deres ”varer” bliver i reglen ikke konfiskeret, siger man derovre fra. I den sidste tid har der været så mange anholdelser derovre, at man har fundet det for besværligt at føre alle de anholdte til Flensborg; flere har fået deres ”forseelse” takseret i Skærbæk.

Der er visselig ikke lystture, sønderjyske kvinder foretager herover i disse tider for om muligt at skaffe sig lidt af det, de mangler mest til livets ophold. Et enkelt træk blandt mange skal anføres: Den 26/3 17 kom to kvinder derovre fra hen på aftenen ind i køkkenet i et hus på Høm Mark, hvor der endnu var lys. De var belæssede med mange pakker, var våde og meget trætte og forkomne. Da de læssede byrderne af, faldt en pakke ned på køkkengulvet. Papiret om den gik itu, og det dejligste danske vaskesæbe trillede ud på gulvet. Pakken indeholdt 20 stykker. – Kvinderne var gået vild; de troede, de var på tysk side; thi de var på deres vej fra Danmark kommet forbi den tyske grænsevagt og vidste ikke, at de igen var kommet til Danmark. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De turde ikke gå ud igen, troede ikke, at de kunne vende hjem den nat, men bad om at få lov til at blive siddende i køkkenet til det gryede ad dag. Konen i huset kogte kaffe til dem, og de fik noget at spise, for hvilket de var meget taknemmelige. Så sad de i køkkenet eller lå på køkkengulvet natten over, og det lykkedes dem at komme over grænsen ved daggry.

Redaktør Willemoës’ notsbøger

Krigens forløb

3. april 1917. Retur til dødens hule: “Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp.”

Skriv en kommentar

Den hule, hvori H.C. Brodersen opholdt sig sammen med adskillige hundrede andre soldater, er braset sammen og mange er blevet knust. Men Brodersen og hans nærmeste kammerater er sluppet ud.

De fleste af os fandt sammen nede i Dalen, hvor ogsaa en Løjtnant fra Kompagniet, men som vi ikke havde set i Hulen, blev antruffet. Han samlede sammen paa Resterne af dem, der hørte til  Kompagniet, og da han hørte, at vi var løbet fra det hele og ikke en Gang havde bjerget hverken Maskingeværer eller Gasmasker, gav han omgaaende Ordre til, at vi skulde hente det hele tilbage.

Berliner Justav, Skorstensfejeren og jeg samlede alt, hvad der var i Nærheden af Mandskab, og paany gik det tilbage til Hulen.

Skydningen var imidlertid aftaget betydeligt, og uden Tab naaede vi Hulen. Vi samlede, hvad vi mente, vi kunde bære og skyndte os  forøvrigt med at komme ud.

Opholdet var uhyggeligt. Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp. Mange Gange lød det, som om Raabene kom fra Gravens Dyb. „Hier Hauptmann Reich,” lød det fra et Sted. „Hier Hauptmann Reich,” ikke mere, men det var nok til at vide, at Hauptmanden var indeklemt et Sted imellem Stenene og ikke ‘kunde slippe fri ved egen Hjælp.

Vi søgte at finde Stedet, hvorfra Raabene lød, men kunde ikke finde, hvorfra de kom. Det var som i en stor Grav, og Raabene gav Genlyd til alle Sider.

Under vor Vandring i Hulen kom vi forbi Døren til Spisekamret. Den var revet af sine Hængsler, og der var uhindret Adgang. Her var alt tænkeligt spiseligt opmagasineret, og selv under disse uhyggelige Forhold kunde Skorstensfejeren ikke lade være med at aflægge  Spisekamret et Besøg.

Det var ogsaa Anstrengelserne værd. Det  varede heller ikke længe, før vi havde tømt vore Tornystre for alt overflødigt Indhold, og Brød, Skinker og Pølser forsvandt ned i dem i Stedet for. Store Kurveflasker fyldt med Rom og Cognak blev hældt over i mindre Vandflasker og fordelt i alle Lommer.

Det sidste vi hørte, forinden vi forlod Hulen, var: „Hier Hauptmann Reich.”

Da vi naaede Dalen, laa denne fyldt med Gas. De afhentede Gasmasker kom os nu til god Nytte, og med dem for Ansigtet søgte  vi at finde Kammeraterne. De var dog ikke til at finde noget Steds, i hvert Fald ikke samlet, men enkelte traf vi, som, væltende sig i  Smerter, allerede nu havde indaandet saa meget Gas, at de var prisgivet denne snigende Død. Af og til hørte vi dette velkendte  „Plump” fra en Gasgranat, der eksploderede med en Lyd, som om en  Tallerken smadres. Gassen, der strømmede ud fra Granaten, var gulIiggraa, men efterhaanden antog Farven samme Farve som Luften og var nu saa meget farligere, da den nu ikke kunde ses.  Smagen var sødlig, men vi skulde helst lade være med at smage paa den.