Alle indlæg af Rene Rasmussen

Krigens forløb

4. maj 1917. Officer truet: “Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Efter fire Døgn i første Linie ved Arras kom vi tilbage til Lécluse og haabede, at vi skulde slippe for at komme ud slappes, mere; men vi blev skuffet.

Da vi havde været tilbage i to Timer, blev vi alarmeret paany. Vi havde hverken faaet vaadt eller tørt og kom slentrende hen paa Alarmpladsen.

Kort efter marcherede vi op ad Lécluses Gader, trætte, forvaagede, sultne og modløse; vi lignede alt andet end prøjsiske Paradesoldater, nærmest nogle store, levende Lerklumper. Vi holdt hverken Geled eller Fodslag og kunde godt mærke, ogsaa paa vore Officerer, at de var meget ængstelige.

Englænderne havde stormet og brudt Linien, og nu skulde vi ud og hjælpe at storme, for at drive dem tilbage til deres gamle Stillinger.

Da vi var kommet et Stykke op ad Gaden, mødte vi en prøjsisk Major.

Han stod og skrævede midt paa Fortovet og saå foragteligt efter os og raabte: „Hvad er det for en Flok Faar?”

Det skulde han nu ikke have gjort, for da han havde udtalt det, standsede hele Kompagniet, og saa er der en, der raaber: „Hvad siger han, en Flok Faar. Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”

Men det syntes Majoren ikke om! Som var han skudt ud af en Kanon, røg han ind i den første den bedste Dør. Og væk var han!

Jeg var baade angst og skamfuld og tænkte: „Det gaar jo ravruskende galt, for de af os, der kommer hjem fra Stormen, som vi skal ud i, bliver naturligvis skudt allesammen.

Men vi hørte aldrig mere noget til den Historie, og det var første Gang, jeg mærkede, at Militærdisciplinen var i Færd med at slappes. Det var de første Dage i Maj 1917.

Vi marcherede et Par Kilometer frem, til vi kom i Nærheden af en lille By, som hedder Boiry, hvor der var et stort Kalkbrud. Dér mødte vi en Ordonnans, som kommanderede os ind i Kalkbruddet; dér skulde vi vente nærmere Ordre.

Saa fik de da travlt hjemme ved Feltkøkkenet; en fik Gullashkanonen ladt og kom kørende ud til os med dejlig, varm Kaffe, som smagte udmærket.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

3. maj 1917. Gud … tag mig straks og lad mig ikke ligge såret og hjælpeløs derude “

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Fire Døgn sad vi i første Stilling. Regelmæssigt var der Angreb Morgen og Aften. Enkelte Gange kom det til Nærkamp; men naar Haandgranaterne begyndte at falde, og Hurraraabene lød og Bajonetterne glimtede, saa vidste jeg ikke andet end at staa ganske stille, folde mine Hænder over mit Gevær og saa give mig Gud i Vold med den ene Bøn i min Sjæl, at skulde jeg dø, han saa vilde tage mig straks, og ikke lade mig ligge saaret og hjælpeløs derude.

En Morgen, da de saarede var blevet bragt bort — de døde blev jo liggende — havde jeg den Glæde, at min Delingsfører og vor unge Løjtnant kom kravlende hen til mig og bad, om de maatte læse med i min Bibel.

De kunde jo ikke læse min Bibel, men vi satte os ned paa Bunden af Skyttegraven, ikke som to Overordnede og en menig Soldat, men som tre Mænd, der var de samme Vilkaar undergivet.

Saa læste jeg for dem af min danske Bibel, oversatte det paa Tysk og talte til dem og med dem.

Saa bad vi sammen, og saa listede de af igen. Det var første Gang; men det blev ikke sidste.

Der gik en lang Tid. En Morgen mødte Løjtnanten mig, og idet han rakte mig sin Haand, sagde han med et Par Øjne, der skinnede som et Par nyslaaede 25-Ører: „Jeg kan tro paa min Frelser.”

Delingsføreren var mere stilfærdig  anlagt; men saa vidt jeg kan skønne, fandt ogsaa han den rigtige Vej ved Korsets Fod hos Jesus.

De to blev selvfølgelig mine bedste Foresatte, ja, de bedste, jeg nogensinde har haft. Jeg havde dem et helt Aar, saa faldt de begge to paa én Dag ved Stormen paa Højderne ved Moreuil.

Det var Skotterne, vi dér stod overfor. Vi tabte den Dag Halvdelen af vor Division, saa Kammeraterne laa som Kornneg ned over en høstet Kornmark.

Da vi ved Aftenstid tre Kammerater gik over Slagmarken for at søge efter faldne, fandt vi vor Løjtnant siddende paa sine Knæ i et Granathul, hvor en Riffelkugle fra Skotterne havde truffet ham lige midt i Panden.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

2. maj 1917. Levende begravet – og mødt sin Gud

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi havde lige ordnet os i Stilling, da Englænderne begyndte med at lægge Trommeild paa vor Skyttegrav, og Trommeild er jo skrækkelig, naar Granaterne bogstavelig talt hagler ned, og de store Shrapnels eksploderer oppe i Luften og hver for sig sender deres 250 smaa, runde Kugler ned over det i Skyttegraven uden Dækning staaende Mandskab.

Man kan forstaa, at det ikke varede længe, før de saaredes Jamren og de døendes Rallen lød rundt om os.

Trommeilden varede to Timer. Midt i det hele kom en Granat og fo’r ned i Jorden ved Siden af mig og min Sidekammerat til venstre. Da den eksploderede, væltede den Jord volden ud i den 3 Alen dybe Skyttegrav og begravede os under Jordmasserne.

For mit Vedkommende var det ikke saa slemt denne Gang.Jeg blev kastet ned paa Ryggen, mine Arme laa langs min Krop, og ovenpaa denne 3 Alen Jord, der trykkede helt forfærdeligt, men mit Ansigt var frit, og aldrig i mit Liv har jeg saadan raabt om Hjælp som i den Stund.

Der kom da ogsaa straks 5-6 Kammerater, deriblandt ogsaa min Sidekammerat til højre, Delingsføreren; de kastede Jord til Side og fik mig halet frem.

Saasnart jeg kom frem, saa jeg, at min Sidekammerat til venstre ogsaa var borte; det var en Kunstmaler fra Berlin.

Vi gravede af alle Livsens Kræfter for ogsaa at redde ham. Jeg vidste, hvor han havde staaet, og kunde derfor ogsaa regne ud, hvor omtrent han maatte ligge. Jeg kom saa med min lille Spade lige ned paa hans Hoved.

Han var sunket ned paa sine Knæ, og Staalhjelmen var gledet om for hans Ansigt. Saasnart jeg fik hans Hoved afdækket, fik jeg mine Hænder ned under hans Hage og Ansigtet trukket op i frisk Luft.

Han var dryppende vaad af Sved, men gav ikke Spor af Livstegn fra sig. Vi gravede ham alligevel ud og lagde ham ovenpaa Jorden; men da han havde ligget nogle Øjeblikke, begyndte han at drage Aande.

Han aandede underligt dybt og begyndte at røre sine Lemmer, og mens vi endnu stod og saa paa ham, rejste han sig op paa sine Knæ, foldede sine Hænder og begyndte at takke Gud.

Aah, jeg kunde ønske, mine Læsere havde hørt den Mand takke Gud! Ikke med en Stavelse takkede han, fordi han var gravet ud; men han takkede Gud af hele sit Hjerte, fordi han havde faaet en frelst Sjæl.

Han havde kæmpet sin Jakobskamp dernede under de 3 Alen Jord, og fortalte os bagefter, at hele hans Liv var passeret Revy forbi hans
indre Øje og var standset hjemme hos hans unge Søster i Berlin, som han vidste, bad for ham, og som han var overbevist om bad for ham netop i denne Stund.

Som Soldat betragtet var han slet ingenting værd, ikke fire Skilling, han kom heller ikke mere med i Stilling, men fik Pladsen som Kompagnifotograf.

Han var paa sin egen Maade et stilfærdigt Vidne om Guds Barmhjertighed mod Syndere, og han fik en god Plads mellem Kammeraterne. Vi holdt allesammen af ham.

Da Trommeilden hørte op, ventede vi, at Stormen skulde bryde løs, men det blev ikke til noget. Derimod prøvede Englænderne ved Aftenstid at gaa frem til Storm, men det Angreb blev let afslaaet, uden at det kom til Nærkamp.

Næste Dag gentog det samme sig, og Englænderne prøvede paany
et Stormangreb, som blev afslaaet.

Ved Aftenstid blev vi udsat for et Gasangreb; vi stod seks Timer i Gas, men takket være de gode Gasmasker mistede vi den Gang ingen.

Under Gasangrebet kom min Kaptejn hen til mig og lagde Haanden paa min Skulder, idet han sagde: „Hør, Gamle, i Nat skal du skyde.”

Det gav et Gys i mig. Jeg tænkte: Hvor véd han, at du ikke skyder? Han sagde ogsaa: „Naar vi holder en jævn Ild vedlige, slipper vi muligvis for Englændernes Stormangreb, men tier vi, tror de, at vi er helt eller halvt døde af Gassen, og saa vil de storme bagefter.”

Jeg fyrede tappert ind i Jordvolden uden for vor Skyttegrav, saa mit Gevær knaldede ligesaa lystigt som de andres. Det er næsten den eneste Gang, jeg har haft mit Gevær ladt i de 28 Slag, jeg har været med i, og derfor gaar jeg ogsaa med den dejlige Tryghedsfølelse i mit Hjerte, at jeg hverken har gjort Englænderne eller Franskmændene Fortræd, og det har meget større Værd for mig, end jeg den Gang tænkte paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

2. maj 1917. Ny delingsfører: “Han så ud, som om han havde ædt et par sure agurker!”

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Endelig var de tre Dage forbi. Af de 42 Mand var kun de 18 tilbage, 24 døde og saarede.

Vi blev paany samlet i Grusgraven og skulde nu ind i første Stilling; men vi skulde have nyt Udfyldningsmandskab, for det var jo tyndet slemt ud i Rækkerne.

Iblandt dem, vi havde mistet, var ogsaa vor Delingsfører. Han var faldet, saa vi skulde have en ny. Da vi fik ham at se, syntes vi slet ikke godt om ham; han saa ud, som om han havde ædt et Par sure Agurker.

Han syntes maaske heller ikke godt om os, og da vi omsider blev sat i March med Kompagniføreren forrest og den nye Delingsfører bagest, var der allerede paa Forhaand Sprængstof i Luften.

Jeg var en af de forreste og fulgte tæt efter Kompagniføreren; men da vi kom til det Omraade, hvor den engelske Spærreild laa, løb Kammeraterne forbi mig, en efter en, og snart havnede jeg som sidste Mand lige foran vor Delingsfører.

Han gav mig nogle opmuntrende Tilraab, som ikke lød videre godt i mine Øren. Jeg sagde til ham, at han skulde bare løbe sin Vej, for jeg kunde ikke holde ud at løbe; det vilde mine daarlige Lunger ikke tillade.

Han tænkte naturligvis, at han skulde passe godt paa den gamle Fyr, som sikkert ikke vilde med i Stilling. Vi havde nemlig allerede paa det Tidspunkt Folk, som aldrig gik med i Stilling.

Han blev mere og mere nærgaaende, tilsidst traadte han mig i Hælene, alt mens han skældte og smældte.

Men man skal ikke træde en Hund paa Halen; man skal heller ikke træde en Mand i Hælene, for saa koger han over.

Jeg traadte ud til Siden og sagde harmdirrende til ham: „Hold nu Kæft, og pil saa af; jeg skal nok komme bagefter, for jeg kan nu ikke holde ud at løbe.”

Men Delingsføreren mente naturligvis, at han var i sin gode Ret, og derfor forstærkede han sine Udtryk. Det udartede til et Mundhuggeri; vi blev saa højrøstede, at vor Kompagnifører kunde høre det; saa kom han løbende tilbage og sagde til Delingsføreren: „Sørg for at komme ud i Stilling og faa Kompagniet stillet op og lad den gamle passe sig selv, han skal nok komme.”

Saa skyndte Delingsføreren sig tilbage til Kompagniet, og da jeg kom derud, havde han holdt en Plads aaben til mig ved Siden af sig selv. Det var jeg slet ikke begejstret for, men den Sag var der ikke noget at gøre ved.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Leksikon

Luftkrigen – Zeppeliner!

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell. Kanalen bringer også talrige specialudsendelser om forskellige sider af krigen.

I anledning af “fortidsmindedagen” på Zeppelinbasen i Tønder i går, bringer vi her specialafsnittet om Zeppelinere.

Leksikon

Luftkrigen: “Bloody April” – april 1917

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell. Kanalen bringer også talrige specialudsendelser om forskellige sider af krigen.

I anledning af “fortidsmindedagen” på Zeppelinbasen i Tønder i går, hvor vi begyndte dagen ved den endnu eksisterende tyske flyhangar, bringer vi udsendelsen om “bloody april” 1917 – om luftkrig og luftkrigstaktik.

Krigens forløb

1. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Et par dage sent på den – bringer vi udsendelsen fra 27. april. Det handler navnlig om kampene i Makedonien, da britiske tropper forgæves løb storm på de bulgarske linjer; det handler også om briternes fortsatte angreb ved Arras på Vestfronten, hvor de lider frygtelige tab og hvor tyskernes nye taktik med forsvar i dybden viser sin værdi.

Den franske hær havde lidt enorme tab under Nivelle-offensiven, og nu opstod de første tegn på mytteri, muligvis inspireret af russiske tropper på Vestfronten. I Rusland var situationen i hvert fald sprængfarlig, og en ny revolution ulmede – og Lenin, der just var ankommet til Rusland, pustede til gløderne. Den lovede offensiv på Østfronten den 1. maj kunne ikke gennemføres.

Til gengæld rykkede britiske tropper op ad Tigris-floden i Mesopotamien og tilføjede de osmanniske tropper endnu et nederlag ved Istabulat.

Ikke kategoriseret

30. april 1917. Wytschaete: Hemmelige lyssignaler til fjenden?

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå på Vestfronten.

Den 30.4. måtte vi forlade dette dejlige sted og ud i rummelen igen, vi kom nu længere ned efter Wytschaete, det var et sted, vi havde respekt for, det var en bue langt ind i den engelske linie, og den kunne flankeres fra to sider (min medkonfirmand faldt her) men heldigvis kom vi ikke så langt, der var en by forinden der hedder Warrin, her blev vi foreløbig, men kunne tydelig høre kanonerne i Wytschaete-buen.

Byen var ikke berørt af krigen, alt var i orden og befolkningen også.

Min gruppe blev indkvarteret i en stor tom hestestald, man i skumringen kom der bud fra skrivestuen (kompagnikontoret), at min gruppe skulle stille med al udrustning ved kontoret omgående, da vi kom holdt dør en vogn med sejl over, hvor vi blev gemt ind i, hvad i al verden skulle vi nu ud på, blev det Wytschaete, patruljer eller hvad, tankerne svirrede, mens kusken kørte ud af byen.

Det var nu blevet næsten helt mørkt, og så holdt vognen og kusken hoppede ned, og begyndte at hamre på vognen mod et eller andet af jern, for at illustrere, at der var gået noget i stykker, og vi fik ordre til at stige ud og gøre bøssen skydeklar. Foran os lå et stort to etages hus og bag ved det kirkegården, folkene i huset mærkede uråd, og kom frem i vinduerne, vi havde ordre til ikke at skyde kun jage dem bort fra vinduerne.

Da vi havde stået der en tid fik vi ordre til at trænge ind i det og samtidig med os kom der en afdeling fra bagsiden, vore efterretningsfolk havde lagt mærke til, at der fra dette hus kom lysglimt op mod en fransk eller engelsk lænkeballon, der stod langt bag fronten, og at denne lænkeballon igen sendte glimt mod jorden og ved pejlinger og målinger kunne det fastslåes, at dette hus kunne komme i betragtning, huset blev undersøgt, folkene afhørt, men selvfølgelig uden resultat, men ved undersøgelsen af det hele kom man ud i haven, her lå et havehus eller lysthus, og det var taget i besiddelse af to bayerske underofficerer.

I døren, der vendte ud mod lænkeballonen, var der en glasrude og lige over for den hang der et spejl og midt i rummet en lampe, og når den ene gik op og ned forbi lampen mens hen talte med sin kammerat, der lå på en gammel divan, kunne det nok se ud som om, der kastedes lysglimt ud i rummet, og det havde ballonen også opfattelse af.

Det hele var nu opklaret, aktionen blev afblæst og glade var vi, da vi kørte tilbage til vores hestestald.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

29. april 1917. Hvor heldig kan man være? Tornyster og hjelm blæst af af granat

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Endnu et Døgn maatte vi sidde i denne Stilling. Atter den Dag skete der det, at der var en, der fik et Par Fingre revet af af en Granatsplint, og med Eksemplet fra Dagen før i frisk Minde formanede vi ham alle til at komme ud af Ilden. [en såret kammerat ville vente med at bevæge sig bagud til efter mørkets frembrud – men blev inden da dræbt af en granat, RR]

Han vovede det ogsaa efter at være forbundet, kravlede op over
Kanten af Skyttegraven og løb derefter saa hurtigt tilbage, som hans Ben kunde bære ham.

Han havde baade Tornyster og Gasmaske og den øvrige Udrustning med, og han var hjertensglad, da han sagde Farvel for at gaa tilbage.

Da han var kommet ca. 30 meter fra Skyttegraven, kom der en Granat og slog ned ved Siden af ham.

Vi kunde ikke se andet end Røg og Ild og Støv og Snavs, men vi var sikre paa, at han var falden.

Til vor store Forbavselse ser vi saa ud af Røg- og Støvskyerne en Skikkelse komme farende, uden Tornyster, uden Gevær, uden Staalhjelm, men i susende Fart, alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, saa vi, midt i Alvoren, ikke kunde bare os for Latter.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Nyheder

Åbent hus på Zeppelinbasen i morgen søndag den 30. april fra 13:00 til 16:00

Skriv en kommentar

Skov- og Naturstyrelsen, Zeppelingruppen og Museum Sønderjylland fejrer fredningen af basen gennem forskellige arrangementer.

Mødested: Rastepladsen foran flyhangaren i Soldaterskoven v. Tønder.

Tilkørsel fra Ribe Landevej – den grusvej, der ligger lige nord for Zeppelin- og Garnisonsmuseet. Indtegnet med hvidt på nedenstående kort.

Mødested: Flyhangaren ved den røde pil. Tilkørsel af grusvejen lige nord for Zeppelinmuseet.

Program:
Kl. 13.00 – Velkomst ved Malene Hüls Dyrmose, formand for Zeppelinbasens Støtteforening, borgmester Henrik Frandsen og formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Popp Petersen.
Kl. 13.15-ca. 15.00 – Guidet vandretur på dansk til resterne af Zeppelinbasen ved museumsleder Manfred Petersen, Zeppelin Museet.
Kl. 13.15 – ca. 15.00 – Geführte Wanderung auf Deutsch zu den Ruinen des Luftschiffhafens von Schulleiterin Bonni Rathje-Ottenberg, Ludwig-Andresen-Schule.
Kl. 13.30- ca. 14.15 – Guidet vandretur på dansk for dårligt gående, familier med klap- og barnevogne etc. ved museumsinspektør Tenna R. Kristensen, Museum Sønderjylland.
Kl. 14.30-ca. 16.00 – Guidet vandretur på dansk til resterne af Zeppelinbasen ved museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland.

Der vil være mulighed for at kigge ind i den ellers aflåste flyhangar, samt besøge det nærliggende Zeppelinmuseum og se den spændende udstilling. Man kan møde bestyrelsen for den nystiftede støtteforening og høre nærmere om foreningens arbejde. Der vil være gætte-konkurrence for børn og voksne.

Museet og foreningen er vært ved en lille forfriskning: kaffe/te og fedtemadder som for 100 år siden!

Arrangementet på Zeppelinbasen er gratis.

Flyhangaren fra 1916 – den sidste af sin slags i verden

Om basen

Kort efter 1. Verdenskrigs udbrud i august 1914 iværksatte den tyske marine bygningen af tre nye luftskibsbaser. En af dem var basen nord for Tønder, hvis første luftskibshal stod færdig i februar 1915. I løbet af krigen udvidedes basen med endnu to haller, hvoraf den ene var en dobbelthal.

Hjørnestolpe fra Zeppelinhangaren “Toska”

Syd for hallerne byggedes en flyhangar og barakker til de omkring 600 mand på basen, og lidt sydligere anlagdes et brintværk.

Luftskibenes hovedopgave var at holde øje med den britiske flådes aktiviteter i Nordsøen, men de gennemførte også bombeangreb på mål over England.

Briterne forsøgte flere gange at angribe basen i Tønder, men først den 19. juli 1918 lykkedes det for britiske bombefly at bombe basen og at ødelægge de to zeppelinere stationeret på basen.

I dag står en af de sidste bevarede tyske flyhangar fra 1. verdenskrig stadig på basen, og rundt i skoven er fundamenterne af de enorme luftskibshaller bevaret.

Vel mødt! Det bliver en fantastisk dag!

Endnu et åbent hus arrangement 9. juli 2017

Har du ikke tid? Fortvivl ikke! Vi har endnu et åbent hus-arrangement i støbeskeen, nemlig til den 9. juli 2017. Program følger senere – men sæt kryds i kalenderen allerede nu!

Løbekatten, hvor de gigantiske luftskibe blev forankret, inden de blev skubbet ind i hallerne. De længste løbekatte strækker sig over knap 1 kilometer. Men luftskibene var også op til 230 meter lange!
Hjemmefronten

29. april 1917. Spionerne melder nyt fra Sikringsstilling Nord

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han nedskrev i sine notesbøger.

U.K. På Gassehøjene ved Skærbæk er der anbragt 4 svære kanoner (15 cmt.) og ved Ø. Gassehøj 2 af samme slags og 8 stk. anbragt i Kolby Skov, der ligger lige vest for Øbjerg.

I Husum findes der ingen garnison.

En mand, der er hjemme fra østfronten, meddeler, at der er mængder af soldater på østfronten, som får orlov.

Forplejningen ved østfronten er ret ordentlig og der er ingen forskel ude i linjen og længere inde; men der foretages heller intet som helst fra nogen af siderne.

Af redaktør Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

28. april 1917. Poplerne er levende … englænderne angriber!

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Den Aften blev jeg stillet ud paa Lyttepost c. 30 meter foran
Pigtraadsforhindring og Skyttegrav.

Ved Dagslyset havde jeg set, at der 30 meter til venstre for os løb et Hegn, hvor der stod en Række kappede Popler i Mandshøjde.

Det var de sidste Dage i April Maaned, en lun Foraarsaften med en let Taage, som kom ind over Hegnet. Jeg stod halvvejs drømmende og nynnede paa en af vore kære, danske Sange: „Nattens dæmrende Taager …”

Men som jeg stod dér og kiggede ind i Taagen, saa det ud for mig, som om Poplerne var blevet levende. Jeg kneb mig selv i Armen ligesom Jeppe i Baronens Seng og sagde til mig selv: „Er du vaagen, eller drømmer du?”

Men omsider blev jeg klar over, at det var ikke Drøm. De virkelige Popler var forlængst dækkede af Taagen, og de mørke Skikkelser, jeg nu kunde skimte, var engelske Soldater.

Jeg troede, de gik frem til Storm, dækket af Taagen, fik i en Fart et Par Alarmskud skudt op i  Luften alt imens jeg kravlede tilbage paa alle fire for at være saa lille en Skive for Englænderne som muligt, og det kan nok være, jeg gjorde mig saa tynd, saa tynd.

Da jeg kom tilbage til Skyttegraven, stod vore Mænd paa Post og ventede paa Stormangrebet; men det blev ikke til noget den Aften.

Først næste Dags Morgen var det lykkedes for Englænderne at tage en Del af vor forreste Linie, og i Daggryet saa vi dem komme frem og gaa imod os.

Vi sagde først til hinanden: „Vi har jo ikke ret mange Mand forude.” 

Vi regnede med, at Englænderne talte ca. 1 Bataillon paa en Frontstrækning af 500 m. Vi saa ogsaa, at de gik frem til Storm, idet en Mand sprang frem snart hist, snart her; men iøvrigt saa vi ikke meget til dem.

Der kom Befaling igennem Skyttekæden, at ingen maatte skyde. Vi kunde knap forstaa det; men Gaadens Løsning fik vi snart.

Da Englænderne kom vor Skyttegrav 30-50 meter nær, lød der en skarp Signalfløjte.

I samme Nu rejste hele deres Skyttekæde sig, og under Hurraraab styrtede de frem med fældede Bajonetter; men de havde ikke haft Linien godt nok udspioneret; Forsvarskæden løb i Siksak, og Englænderne kom ind i en Sænkning i Forsvarslinien.

Paa hver af Fløjene stod der et Maskingevær, og i samme Øjeblik, Englænderne satte ind med at storme, begyndte Maskingeværerne at skyde, saa de kom til at staa i Krydsild, og i kortere Tid, end det kan fortælles, styrtede de næsegrus over hinanden, saa de paa sine Steder laa ovenpaa hinanden foran vore Skyttegrave.

Der var ikke mange af dem, der slap, og de faa, der var usaarede,
skyndte sig hurtigst muligt tilbage..

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

27. april 1917. Døden havde tid til at vente

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Da vi kom ud i Stillingen igen, var der allerede faldet Stilling, flere, blandt andet ogsaa Maskingeværbetjeningen, fire Mand, som alle var døde.

En af de unge havde været levende begravet og havde faaet et Nervechok, og flere var saaret.

Ved Morgengry sagtnede Ilden noget, men endnu kom der af og til en Granat, der traf vor Linie. Iblandt dem, der blev saaret af en saadan Granat, var en ung Kammerat, der fik to Fingre revet af.

Da vi fik ham forbundet, sagde hans Underofficer til ham: „Sørg du nu for at komme ud af Stilling.”

Men han mente Nej. Han vilde vente, til det blev Aften, og saa slaa Følge med Feltkøkkenet tilbage, naar de var kommet med Mad til os.

De kørte altid saa langt frem, som de kunde, med Maden, og saa gik vi tilbage fra Skyttegravene og hentede den.

Han gik saa imellem os Dagen over.

Ved Aftenstid sad han i Skyttegraven ved Siden af en anden Kammerat og røg sin lille Shagpibe. Saa kom der da en Udblæser, en Granat, som under Vejs havde tabt sin Ladning uden at eksplodere; de kom altid med saadan en underlig hul, brummende Lyd.

Den traf ham lige ovenpaa hans Hoved, rev det meste af det bort og knuste hans ene Knæ.

Han var naturligvis død paa Stedet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

26. april 1917. Bordellet bombet!

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. Han befandt sig i foråret 1917 på et lazaret i Douai.

I sidste halvdel af april blev jeg kommanderet til et andet feltlazaret, som var etableret i en skole i Douai. Da der på dette tidspunkt rasede svære kampe ved Arras, blev der opereret uafbrudt.

Byen Douai blev næsten daglig belagt med bomber. En dag fik vi efter et flyverbesøg en del hårdtsårede mere eller mindre nøgne franske kvinder ind sammen med nogle soldater, deriblandt efter sigende også en høj militærlæges oppasser. Dette sidste førte til en del vittigheder i lazaretkredse, idet sammenhængen var den, at ulykken var sket ved, at en bombe var faldet ned i byens bordel.

Den 26. april 1917 stod i dagsbefalingen, at jeg var blevet udnævnt til underlæge, og allerede næste dag blev jeg forflyttet til et fodfolksregiment (75. prøjss. Inf.-Rgt.), hvor en overlæge lige var faldet.

Da jeg vidste, at regimentet sammen med divisionens øvrige afdelinger skulle afløses og vistnok allerede var på vej til Cambray, følte jeg mig ikke fristet til at foranstalte en sandsynligvis forgæves eftersøgning i kamplinjen ved Arras, men rejste pr. jernbane til Cambray og sluttede mig ganske stille til mit gamle feltlazaret, som jeg mødte der.

Efter et større gilde med mine gamle kammerater, underofficererne, der i øvrigt foregik i en hestestald, hvor vi også boede, meldte jeg mig den følgende dag ved regimentet og de forskellige nye foresatte; jeg fik straks tildelt officerskvarter, en oppasser og måtte spise i messen, hvor jeg sad nederst ved bordet og måtte springe op, hver gang nogen ville mig noget.

I Cambray fik regimentet, der var ret medtaget og havde lidt svære tab, nogen hvile, og jeg blev i de dage af min overlæge sat ind i lægetjenesten ved en fodfolksbataillon, hvad der for en del var ensbetydende med at lære at behandle de talrige skinnebenssår, hvis dybere ætiologi (læren om sygdommenes årsager) var snavs og lus.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Se også: Prostitution og moral

Krigens forløb

26. april 1917. Bøn og banden – sårende kugler og sårende ord

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Om Aftenen blev vi saa ført ud i Stilling. Vi skulde først ind i anden Stilling. Paa Vejen ud tabtes Forbindelsen imellem første og anden Deling. Vi stod saa dér midt paa aaben Mark, alt imedens Granaterne slog ned omkring os.

Omsider blev det opklaret, at de andre var foran, saa kom de tilbage og hentede os, og vi kom ind i en stor Grusgrav.

Dér havde Artilleriet haft Stilling, og denne Grusgrav var derfor særlig udsat for Englændernes Bevaagenhed. Vi var ogsaa næppe kommet ind i Graven, før Smertensskrigene lød fra vore Rækker. Der var allerede en Del saarede.

Hurtigt fik vi de smaa Spader i Gang for at faa gravet lodrette Huller ned i Jorden, hvor vi kunde have Dækning imod Granatsplinterne.

Vi sad der Dagen over, og ved Aftenstid blev vi saa ført ind i en anden Stilling. Vi havde 9 Døde og ligesaa mange Saarede, saa da vi om Aftenen gik ind i anden Stilling, var vor Deling kun 42 Mand stærk.

Vi var lige godt og vel kommet ud i Stillingen, saa kom der 4 Mand bærende med en saaret Kammerat; han havde faaet en Shrapnelkugle ind i højre Lunge.

Da de kom lige ud for mig, raabte Føreren, en Bayrer: „Er det dig, Gamle, der staar paa Vagt?” Jeg svarede: „Ja.” „Saa kom her og hjælp os med at bære den saarede Mand udenfor, for vi har faaet en Mand med, som gaar og falder over sine egne Ben, og det er desuden en af dine Kammerater.”

-“Jamen Gorki, jeg kan jo da ikke saadan forlade min Post.” „Jo, han kan jo tage din Plads; kom nu!”

Jeg kravlede op af Skyttegraven, og den anden Kammerat kravlede ned for at tage min Post, og saa gik vi ind imod Byen Cherescy med den saarede Kammerat, en af mine trofaste, unge Venner.

32a Transport såret_cropped

I Cherescy skulde Lægen og Sanitets-Personalet være. Det blev en vanskelig Gang, særlig igennem Byen; den laa netop under engelsk Artilleriild. Granaterne haglede ned rundt om os, snart eksploderede de paa Gaden, saa de løsrevne Brosten fløj i Luften, snart var det et Hus, der blev truffet foran os eller bagved os og styrtede.

Vi gik alle fire uden at sige et Ord, men sikkert ogsaa hver for sig i stille Bøn.

Da vi kom til Forbindsstedet, viste det sig, at Lægen og Sanitetspersonalet forlængst var borte. Vi lagde den saarede Kammerat ned, og Gorki siger saa: „Nu gaar vi andre tre ud i Byen for at finde Lægen, men du bliver her hos den saarede.”

Jeg bøjede mine Knæ ved den saarede Kammerat, bad over ham og lagde mit Øre ned til hans Mund; han kunde kun hviske.

Han hviskede mig saa ind i Øret. „Jeg ved nok, hvorfor jeg ikke er død paa Pladsen”

– “Naa, hvorfor det da?”

– „Jo, for det er Gud, der vil forbarme sig over mig. Naar du har talt til os, at vi skulde omvende os og give Gud vort Hjerte, saa har jeg ikke sagt meget imod, men jeg har været glad for dem, der vilde sige dig imod; men jeg har altid følt, at du havde Ret, og nu har jeg en  underlig Tryghedsfølelse ved det, at jeg ikke skal dø, men at Gud vil forbarme sig over mig. Vil du nu skrive hjem til mine kære Forældre, at jeg tror, jeg skal komme igennem det, og vil du saa ikke bede for mig?” 

Jeg bad endnu en Gang for ham, trykkede hans Haand og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret; saa kom der en Sanitetsvogn. Jeg fik den raabt an, en Bærebør blev trukket ud, paa den blev han lagt, skubbet ind i Vognen, og saa gik det af Sted til Feltlasarettet.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

Lidt efter kom de andre tre Kammerater tilbage, men da var den saarede borte.

Saa traadte Gorki hen til mig, greb min Haand og sagde: „Hvorfor vil du ikke være gode Venner og Kammerat med mig? Du er jo gode Venner med alle de andre i Kompagniet; men jeg har en Følelse af, at du altid gaar af Vejen for mig.”

Jeg svarede ham: „Du kan jo ikke sige fem Ord, uden de tre skal være Banden og Sværgen; kan du ikke nok forstaa, at det gør mig saa inderligt ondt, at du saadan skal bruge Djævelens Navn for at bekræfte Sandheden af dine Ord, eller at du skal tage Guds Navn forfængeligt?”

– „Ja, men det mener jeg da virkelig ikke noget med,” sagde Gorki.

– „Kan gerne være, men tror du, at den Dag, vi skal fremstilles for den levende Guds Ansigt, vi da kan sige, at vi mente ikke noget med det?”
– „Nej,” sagde Gorki, „det tror jeg ikke, men giv mig din Haand, og lad os være gode Venner fra i Dag. Jeg tænker, at du har mærket, at der ogsaa i mit Bryst bor et Hjerte; det har du vel mærket i Dag, da vi bar den syge Kammerat ud.”

Jeg rakte ham min Haand, og fra den Stund var vi gode Venner.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Hjemmefronten

25. april 1917. Efterretninger om Sikringsstilling Nord

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han nedskrev i sine notesbøger.

Syd for – langs grænsen
32. bataljon, der har udført grænsebevogtningen mellem Fladså og ”Friheds”broen, er afgået for nogle dage siden til Haderslev (vistnok den 17de) og mandskabet fordelt til forstærkning af de øvrige afdelinger til grænsevagt.
– Bevogtningsstyrken ved den befæstede linje synes at bestå af 3 bataljoner. – Bag ved linjen ligger en række optiske signalstationer på Knivsbjerg, Over Jerstal, Bjørneskov, Toftlund og i Vognshøj. En linje går mod syd (?)
– Skyttegravslinjen ved Toftlund er udgravet i ½meters dybde; ”understand” (de bombesikre rum er derimod helt færdige i størrelse 2X4 meter)
Der er udstukket en ny linje parallelt med gamle, fra hvilken der udgår gange i zigzag.
Pigtrådsbælter på ca. 5 meters bredde ligger foran linjen.
Et 15 cmt. batteri a 4 kanoner er opstillet lige vest for Galsted =Bevtoft, dog nærmest ved Galsted.
Vedkommende meddeler har intet set til større troppe[vandringer?] i tiden 15. januar til udgangen af februar.
Hos landboerne er der tilsyneladende ikke større forplejningsvanskeligheder.
Al telefonering er forbudt eller under censur.

K.K. Tilsynet med den befæstede linje føres af oberstløjtnant von Kerzmann [?] i Toftlund. Bevogtningen af linjen Hyrup-Arrild afsnittet besørges af Ersatzbataljon 35, der har et kompagni i Toftlund og de 3 andre kompagnier i de omliggende byer: Arrild-Allerup-Hønning, Højrup II, Åbøl, Hølleskov. Lidt rytteri ligger indkvarteret i Brænderup og Roust.
I Toftlund ligger foruden [et] kompagniet Brotnen [?] med ca. 200 mand, 100 heste og 20 pontoner med tilhørende vognpark samt 10 ingeniører til betjening af Funken [?] = stationen. Ca. 1000 fæstningsfanger er indkvarteret i barakker i nærheden af Toftlund kirke. – Funken=stationen er etableret i et skur nær møllen.
Der har ikke været troppesamlinger i januar og februar i Flensborg ud over dem, der hurtigt afgik til Leckstedt lejren.
En armékorpsstab var ventet til ”Sommers Hotel[?]” men kom ikke.
Vagttjenesten i Flensborg besørges af mandskab, der er hjemme på rekreation.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

25. april 1917. Gift på orlov – “så min forlovede kunne få enkepensionen …”

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, blev såret i Rumænien på Balkanfronten. I April 1917 kom han på orlov og blev gift.

Den 5. Januar 1917 kom jeg fra Lazarettet og ned til Bonigheim, ca. 20 km fra Ludvigsburg, til en Millionær Ammon, der for egen Regning havde oprettet et lille Rekreationshjem for Soldater. Der havde vi det udmærket, fik alle de Cigarer, vi vilde ryge, Klaver og andre Musikinstrumenter til fri Raadighed, og levede udmærket.

Der var jeg til den 24. Marts. Saa kom jeg til Garnisonen i Elbing, til det Regiment, jeg var ved før. Jeg søgte om Orlov og fik den den 17. April og rejste saa hjem. Der var jeg saa i 20 Dage, og i den Tid holdt jeg Bryllup, for at min Forlovede i Tilfælde af, at jeg ikke skulde komme hjem mere, kunde faa Enkepensionen.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

24. april 1917. Vagt for straffefanger ved byggeriet af Sicherungsstellung Nord

1 kommentar

Frands Muusmann fra Brede havde aftjent værnepligt ved 4. garde regiment til fods i 1907-09. Ved krigens udbrud var han forpagter af Dybbøl Mølle, men måtte straks melde sig som reservist til Lehr-Inf.-Rgt. i Berlin. Han var med til at storme fæstningen Namur i Belgien og kom derefter til Østfronten. En blindtarmsbetændelse endte dog frontkrigen for hans vedkommende.

I 1917 blev jeg oppasser hos en overløjtnant Zuban fra Berlin, der som haardtsaaret skulde overtage posten som kompagnifører ved et straffekompagni i Nordslesvig. Marchordren lød paa Løgumkloster, og det passede mig særdeles godt, da min kone opholdt sig hos sin moder i Kløjeng, Nr. Løgum sogn.

Vi fik anvist vort standkvarter paa gaarden Enemark mellem Toftlund og Højrup, hvor bataillonens fire kompagnier laa i barakker i nærheden.

Der var ialt 25 kompagnier, som var fordelt langs med den forsvarslinje, som Prøjserne i dette aar anlagde tværs over landet fra Haderslev fjord til Skærbæk.

Det var ikke lystelige ting, jeg fik at se i den kommende tid.

Overløjtnanten var heller ikke glad ved bestillingen. De stakkels fanger blev sultede og plagede med haardt skansearbejde fra morgen til aften, yderst tyndt paaklædte i den kolde vinter. Tunge sveller og cementsække til feltbaneanlægget og forskansningerne maatte bæres paa raa skuldre, saa folkene ofte var ved at segne under byrderne af udmattelse.

Men vi maatte naturligvis ikke gribe ind og hjælpe. Blev en fange syg, hvad ikke sjældent skete, og derfor efterlodes hjemme i den kolde barak paa den nøgne bræddekøje, spiste de andre hans portion med. En dag skulde jeg gennem barakken hen til skomagerværkstedet med overløjtnantens støvler og hørte da en uhyggelig rallen i en af køjerne.

Jeg fandt en døende kammerat med blodet løbende ud af næseborene, allerede bevidstløs. Jeg meldte det sete til overløjtnanten, som fulgte med over i barakken og derefter meldte tilfældet til højere vedkommende.

Men han fik senere kun ubeha­geligheder af sin medmenneskelighed. En læge kom ganske vist, men manden døde naturligvis.

En anden gang fik jeg ordre til at føre fire fanger i Toftlund til arbejdspladsen, efter at de havde været paa sygestue. Undervejs fo’r de i en roekule, som jeg ikke kunde faa dem fra, før de havde „ædt“ sig mætte — og syge. Man mindes vore dages koncentrationslejrtilværelse, som faktisk var en realitet allerede dengang, naar det gjaldt modstandere af regimet.

Senere flyttedes hele lejren til Toftlund kirke, hvor jeg fik en behageligere bestilling, idet jeg næsten hver dag sendtes ud paa hamstring af levnedsmidler til officerernes paarørende i Berlin. Men ogsaa til den tamme stork, som officererne holdt, skulde jeg. sørge for føde i form af frøer fra engene. Hertil fik jeg beskikket to fanger som medhjælpere. Jeg passede bøssen, de fangede storkemaden.

Vi plejede at gaa en bestemt vej paa vor jagt, hvilket et par enligt boende gamle folk opdagede. Af medlidenhed henlagde dé hver gang en madpakke i hegnet, hvor vi kom forbi. Den kom paa et tomt sted, og vi kvitterede med tak.

Men nu viste det sig, at der ogsaa kom fanger fra vor egen bataillon ved fronten, som jo godt kendte overløjtnanten og mig. De appellerede til hans menneskehjerte. Hos mig tømte de lommerne for tobak og andet, som jeg med dette for øje havde lagt i dem, før jeg skulde gennem barakken. Selv at give dem noget, var naturligvis strengt forbudt.

En dag stormede fangerne brøddepotet og spiste hele forraadet. Det gav tykke maver i øjeblikket, men ekstra arbejde bagefter. Førtes de forbi affaldskasserne, snuppede de i en fart en haandfuld kartoffelskrælling eller lignende og guffede det i sig. Det blev min løjtnant for meget. Han meldte sig syg og sendtes tilbage til Berlin paa lazaret.

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

23. april 1917. Maskingeværer virkningsløse mod kampvogne! Füsilierregiment 86 ved Arras

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var et såkaldt “danskerregiment”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I april 1917 blev regimentet indsat ved Arras.

Den 23. april bryder frem. En stor slagdag. Den engelske øverstkommanderende, marskal Haig, var ved at forberede et voldsomt slag, der endegyldigt skulle knuse den tynde tyske linje og tilvejebringe englændernes genforening med de franskmænd, der angreb bag Siegfried-stillingen ved Aisne. Kun dele af regimentet har på denne dag kæmpet med, og kun i uvigtige operationer og under fremmed kommando. For kl. 9 om formiddagen blev regimentsstaben 86 afløst af regimentsstaben 161 i Biache. I den forreste linje lå, som allerede nævnt, kun 1. maskingeværkompagni hos III bataljon fra regiment 161 foran banegården Roeux. Nordvest for Biache var i Fresnes-spærrestillingen 6. og 8. kompagni som regimentsreserve; i Brébières de helt udkørte 5. og 7. kompagni som brigadereserve.

Ved daggry sætter pludseligt artilleriild af tungeste slags ind mod den tyske front. Roeux og Plouvain bliver taget under en rasende ild, deriblandt er der gas- og tågegranater. Begge landsbyer er snart indhyllet i en sky af røg og støv, også ved fronten er man som altid frataget udsynet på grund af røg og ophvirvlet jord.

Kl. 6 om morgenen angriber modstanderen. Angrebet bliver erkendt og røde lyskugler går i vejret, artilleriet afgiver spærreild. Samtidig rammer ilden fra infanteriet og maskingeværerne fra den forreste linje og de tilbagetrukne stillinger angriberne og jager dem tilbage i gravene. Troen på sejr styrkes.

Da bryder omkring kl. 7 tætte kakiklædte skyttelinjer ud fra Fampoux og den forreste grav, denne gang understøttet af kampvogne. To, fem, engang bliver der endda talt syv. Hen over gravene, pigtrådsspærringerne og kraterne arbejder de sig frem. Sommetider ser det ud, som om de er helt sunket ned i et af de kæmpemæssige kratere, men hver gang arbejder de sig op igen.

Fire maskingeværer fra 1. maskingeværkompagni åbner en rasende ild imod dem, ét på kun 150 meters afstand. Projektiler med stålkerne, såkaldt K-ammunition, bliver affyret, det ene bælte efter det andet. På kampvognene springer gnisterne, men projektilerne synes at prelle virkningsløse af. Én kampvogn vender om, om det er foranlediget af vore maskingeværer, kan man ikke sige noget om. Stadig vover det fjendtlige infanteri sig ikke frem.

Da sker der følgende: en kampvogn gør holdt på tværs af vor forreste grav og fyrer med sit skyts på langs ad graven. En anden kører langs graven og fyrer med sine maskingeværer ned i den. Den moralske virkning er stærk. Fuldstændig våben- og hjælpeløs over for denne nye type kampmiddel bliver resten af den forreste linje holdt nede i graven.

Nu trænger det fjendtlige infanteri frem, løber gravene over ende og tager besætningen til fange. Kun få lykkes det at komme tilbage springende fra krater til krater. Nu må også resten af maskingeværerne tilbage, som skød bagfra hen over fronten, to er ødelagt af artilleriild og ét er savnet. De når Roeux. Her lykkes det kompagniføreren for 1. maskingeværkompagni, løjtnant Meubrink, af egne folk, minekasterpionerer, letsårede 161ere at danne en tynd skyttekæde, med hvilken banedæmningen bliver besat med front mod syd, da fjenden her igen er kommet stærkest frem. Et maskingevær skyder hen over banedæmningen mod fjendtligt kavaleri.

I mellemtiden var englænderne brudt igennem nordpå ved Gavrelle og begyndte derfra at rulle vor forreste linje op. Løjtnant Meubrink kaster nogle grupper af sin banedæmningsbesætning samt et maskingevær omkring mod nordvest, men al skyderiet nytter ikke mere, overmagten er for stor. I tætte rækker kommer Tommy fra nordvest. I tætte skarer vælder han ud af Roeux. I spring går resterne tilbage og besætter møllehøjen mellem Roeux og Plouvain, ind til støttekompagnierne er på stedet. Mellem Gavrelle og Roeux angriber grenaderregiment 89, mod Roeux indsættes 5. og 7. kompagni, der var blevet alarmeret i Brébières, og i ilmarch sendt op foran. De blev forstærket af fjerde delinger fra 6. og 8. kompagni og de rester af 1. maskingeværkompagni, der var blevet liggende ved møllehøjen. 6. og 8. kompagni selv blev liggende som sikkerhedsbesætning i Fresnes-spærrestillingen. Under operationen falder løjtnant Siemen, fører af 2. maskingeværkompagni, ved en fuldtræffer. En granat sårer også føreren af II bataljon, ritmester Henneberg, der ledede dette modangreb, hårdt, ligeledes hans adjudant Løjtnant Schildt. Den nu førerløse halvbataljon når frem til 400 meter foran Roeux, da slår en heftig maskingevær- og infanteriild den i møde fra landsbyens ruiner, samtidigt sætter der stærk artillerispærreild ind. De i forvejen tynde rækker får endnu flere huller. Kompagniføreren for 7. kompagni, løjtnant Stange falder. Den stærkt udmattede enhed, udmarvet af de foregående dage, kommer ikke videre. Da nærmer sig bagfra som indsatsbølge nummer to en bataljon fra infanteriregiment 65 fra 111. division. Med de sidste kræfter springer vore to kompagnier igen op og trænger sammen med 65’erne frem mod Roeux. Modstanderen skyder som fortvivlet og vil ikke vige. Da flyver fra nærmeste afstand en håndgranatsalve ind i landsbyens ruiner. Nu trækker han sig endelig tilbage, springende over brokker og murrester. Vor forfølgelsesild nedlægger endnu adskillige. Roeux er igen på tyske hænder!

Med denne succes endte regimentets kampe ved Arras. At regimentet fuldstændigt havde opbrugt sine kræfter, var ubestrideligt. De enkelte dele blev trukket ud på følgende måde: I bataljon lå allerede i Douai, dele af II bataljon samlede sig i Brébières og marcherede derfra til Montigny, øst for Douai, for at blive sendt afsted. III bataljon måtte blive endnu to dage og to nætter som brigadereserve bag den lille Ballon-skov mellem Roeux og Plouvain, så slog også forløsningens time for den. I Corbehem syd for Douai blev den sendt afsted.

Det dårlige vejr, tålt i åbent terræn, og anstrengelserne havde i første omgang rystet regimentets kampkraft. Men også de blodige tab var meget smertefulde. De androg af døde 5 officerer, 125 mand, af sårede 8 officerer, 391 mand, af savnede 35 mand, af syge 5 officerer, 113 mand. I alt 18 officerer og 664 mand. De sværeste ofre, to tredjedele af de samlede tab, skulle III bataljon bære. De fleste døde hvilede på kirkegårdene i Brébières og Douai. Da regimentets kampstyrke ved indrykningen kun talte 31 officerer og 1.650 mand, så havde det måttet ofre over en tredjedel af sin kampkraft, et bittert tab, skønt det Gud ske lov ikke tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med blodofrene ved Somme.

Med stolthed læste 86’erne nogle dage senere om, hvilket voldsomt slag de havde deltaget i, for den enkelte kan jo ikke tilnærmelsesvis overse, hvor langt kamppladsen strækker sig. ”På slagmarken ved Arras”, således bekendtgjorde Ludendorff, ”gennemførte den engelske stridsmagt på fransk grund det andet store fremstød for at gennembryde de tyske linjer. I dagevis slyngede middelsvære og svære batterier massevis af granater af enhver art mod vor stilling. Den 23. april, tidligt om morgenen, øgedes artillerikampen til den hårdeste trommeild. Snart derefter brød de engelske stormtropper frem til angreb bag ildmuren over en frontbredde på 30 km, i mange tilfælde anført af pansrede kampvogne. Vor tilintetgørelsesild tog imod dem og tvang dem mange steder til at vige. Andre steder rasede kampen frem og tilbage. Hvor fjenden havde vundet lidt terræn, kastede vort dødsforagtende, angrebslystne infanteri ham tilbage i et kraftigt modstød. De vestlige forstæder til Lens, Avion, Oppy, Roeux og Guémappe var den hårde kamps brændpunkter. For regimenter fra næsten alle Tysklands egne mellem Alper og hav er disse navne ensbetydende med heltedåd.

Kommandøren for 6. armé frigjorde 17. og 18. division med tak og anerkendende ord. I en divisionsbefaling udtalte general von Blottnitz følgende anerkendelse til sine regimenter: ”Dagene ved Scarpe fra 9. til 24. april danner et nyt mindeblad i 18. divisions krigshistorie. Den 9. april standsede de englændernes indbrud vest for linien Roeux-Gavrelle. Den 11. april slog de under store engelske tab stormen tilbage, og de følgende mindre forsøg mislykkedes på grund af vore tapre underførere og mandskabs opmærksomhed og beslutsomme handlen. Endelig mislykkedes englændernes store gennembrudsforsøg den 23. april foran divisionens front totalt, et forsøg understøttet af kæmpemæssig artillerivirksomhed og kampvogne, landsbyen Roeux, banegården Roeux og højde 71 forblev på vore hænder. Udmattet og nedslidt og sørgende over tabet af så mange tapre kammerater, men stolt, med rejst hoved og beæret af ledelsens anerkendelse vender divisionen tilbage fra fronten, fast besluttet på hurtigt at komme til kræfter igen for med den gamle modstandskraft at kunne træde op imod en ny fjendtlig storm!”

Togene fragtede regimenterne i sydvestlig retning. Kanontordenen ebbede ud.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Krigens forløb

21. april 1917. Rørende gensyn: Konen genkender sin mand i en kolonne krigsfanger

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat.

Da Paaskeoffensiven mellem Reims og Laon begyndte i 1917, blev vi flyttet til Byen Toilecourt ved Reims. Vort Kvarter var meget udsat for Bombardement og vi flyttede derfor hen i en Tekstilfabrik. Her var nu anbragt 4.000 Mand. Maskineriet i Fabrikken var blevet ødelagt, men man havde sendt det til Tyskland til Omsmeltning.

Vort Arbejde bestod i at lave Artilleristillinger i fuldt Dagslys, for her var Fronten langt borte. Der faldt dog enkelte store Granater i Omegnen, men ellers var her roligt og fredeligt, den roligste Plet, jeg indtil nu havde haft.

En Aften, da vi opholdt os ude paa Gaden og saa paa Trafikken til og fra Fronten, kom der nogle franske Krigsfanger forbi. De var under stærkt Bevogtning, vel en 20 Mand.

Kvinderne i Byen stod ogsaa og saa paa Trafikken. Fangerne kom paa deres March forbi ét af Husene, hvor Konen stod i Døren. Lige paa en Gang fløj Konen ud paa Vej en og slog Armene om en Soldat. Det var hendes Mand.

Der blev stor Opstandelse i Rækkerne. Vagtsoldaterne skældte ud og truede, men det hjalp ikke Spor. Manden og Konen stod tæt omslynget og kyssede hinanden.

Saa tilkaldte man en Officer. Han gav dem Lov til at tale sammen en halv Time, men under Overværelse af en Tolk.

Dette Møde gjorde et dybt Indtryk paa os, og der randt en Taare ned ad Kinderne paa alle, der overværede det.

– Ja, saadan er Krigen!

Den halve Time var forbi. Manden drog i Fangenskab. Hun havde dog Vished for, at han levede …

DSK-årbøger 1964

Ikke kategoriseret

20. april 1917. I stillingen ved Chemin des Dames

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Stillingen foran „Chemin des Dames”, den 20. April 1917

Vejen til Stillingen var os ukendt, og vi var paa et givet Tidspunkt ved at give op og vende tilbage til Kælderen.

Dog, vi mente ikke at kunne være langt fra Skyttegraven, og Skorstensfejeren gik i alle Retninger for at belyse  Skyttegravsbetegnelserne med sin Lommelygte for at finde „Luthersweg”, ad hvilken vi havde faaet oplyst, hvor vi vilde naa ud til Stillingen. Pludselig tumlede han tilbage og stønnede svagt. Sepl og jeg kom løbende og spurgte ham, hvad der dog gik af ham. „Gaar af mig? er I da blinde? Se, se dog, Menneske, vi er kommet helt forkert!”

Han belyste nu et Skilt. Der stod: „Nur für Offiziere.” Vi var noget desorienterede og fulgte Gravens Retning. Den endte i en — Latrine.

Efter nogen Søgen frem og tilbage fandt vi dog omsider Kompagniet, hvor ingen havde savnet os. De troede os begravet i Hulen, men var nu misundelige paa vort nye Tøj og vort friske Udseende. Nogle Cigarer bødede dog paa deres Misundelse, og vi har atter overtaget vore Grupper.

Den gamle Kompagnifører fra Sommeslaget er atter kommet tilbage, og v i har netop hilst paa ham. Han var lige saa glad for at se os, som vi for atter at have ham. Han meddelte os, at vi meget snart skulde ud af Stillingen her, men hvor vi skulde hen, vidste han ikke. K u n vidste han, at vi skulde med Toget fra Laon.

„ Arras? ” spurgte vi.

Men han svarede kun: „Wer kann es wissen?”

 

Krigens forløb

19. april 1917. Franske fanger synger “Marseillaisen”.

Skriv en kommentar

Hans Andersen Kongsbjerg gjorde krigstjeneste på Vestfronten. Ved påsketid 1917 blev han sat til at bevogte en arbejdskommando af franske civilfanger

Afkommanderet

Ved Paasketid 1917 havde mit Regiment store Tab under Forsvaret af Vimyhøjderne, og vi skulde derfor sammenarbejdes med de nye Reserver i en roligere Stilling ved Fromelles paa Lilleegnen.

Som en af de gamle i Tjenesten ved Kompagniet blev jeg af en velmenende Feldwebel tildelt et Kommando, der skulde bevogte Civilfanger i en Lejr i Nærheden af Houburdin.

Vi var 15-16 Mand under en bajersk Feldwebel og Underofficers Ledelse, og der blev af Feldgendarmer transporteret ca. 300 Franskmænd ud til os den første Dag.

Det var store, flotte Fængselsbetjente fra Lille, Haandværkere, Forretningsfolk og en Del unge Grubearbejdere. Vi sporede ingen større Paaskønnelse fra dette Selskabs Side for Indkvarteringen hos os, men denne forløb dog i første Omgang nogenlunde i Orden og Ro.

Næste Dags Morgen skulde der rykkes ud til Arbejde, og Halvdelen af Vagtmandskabet fik tildelt et Par Hundrede af Civilfangerne, som vi skulde stille med i en By nogle Kilometer fra Lejren.

Under Marchen mærkede jeg nok, at der blev meddelt Paroler fra Geled til Geled, og da vi passerede en større Landsby, hvor Beboerne stod spændte i Døre og Vinduer, stemte hele Kolonnen pludseligt i med Marseillaisen.

Kvinderne, der stod ved Husene, græd, og det saa ud til, at de temperamentfulde Franskmænd var ret opildnede af de patriotiske Ord og Toner.

Den bajerske Underofficer, der førte os, saa temmelig betuttet ud, og jeg var belavet paa hvadsomhelst.

Imidlertid fik Sangen Ende og Landsbyen med, og den støvede Landevej og Sommervarmen dyssede igen Gemytterne i Ro.

Ude paa Arbejdspladsen, hvor Flokken blev inddelt i Hold, fik jeg tildelt en Snes Mand, der skulde lave Skyttegrave. Da de saa, hvad de skulde udføre, nægtede de pure, og saa stod jeg der i en ny truende Situation.

Feldwebelen, der havde Opsyn, kom til, og han kunde saa mange franske Brokker, at han kunde tale Dunder til strejkende Franzoser, men lige meget hjalp det. Han forsøgte saa med Trusler, lod mig plante Bajonetten paa, men heller ikke dette virkede paa de opsætsige.

Enden blev, at han maatte lade dem strejke, men valgte saa selv Stedet dertil. Det blev en Plads, hvor jeg som Vagtmand kunde staa i Læ for et begyndende Tordenvejr, mens Franskmændene “strejkede” uden for i den skyllende Regn.

Det var kun med Nød og næppe, at jeg hindrede Flokkens Opløsning, da Livejret brød løs, men det gik. Senere opdagede jeg en Belgier i Flokken, der kunde Tysk, og kom lidt paa Talefod med dem, saa de forstod, at jeg ikke vilde gøre dem mere Fortræd, end jeg havde Ordre til.

Det lykkedes dog ikke hverken med det onde eller gode at faa denne Flok til at arbejde den Dag.

Næste Dag tilbød de at arbejde mod, at der blev afgivet skriftlig Erklæring om, at det var tvungent. Flokken søgte ved Tegn og Blink at faa mig med som Vagtmand, saa der var ikke dødeligt Had fra foregaaende Dag.

Ved lidt Taktik ved Opstillingen fik jeg dog tildelt et lille Hold af unge Knægte, og vi kom til at have et fornøjeligt og godt Samarbejde.

Efterhaanden blev Forholdet mellem Fangerne og Vagtmandskabet ret venskabeligt, og vi havde alle efter Omstændighederne gode Dage.

Desværre varede det ikke længe, før jeg igen maatte med Kompagniet hen, hvor der var dicke Luft.

H. Andersen, Kongsbjerg.

DSK-Årbøger, 1941

Krigens forløb

18. april 1917. Ballontjeneste, bayrere og en skål for genforeningen

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

Den 1. Marts 1917 flyttede vor Ballonzug 33 fra Ardennerné til Champagnen, hvor vi ved Bazancourt sur Suippe blev indsat som Forstærkning af en bayersk Ballonafdeling, der bestod af 3 Balloner. Man ventede her en fransk Offensiv, og Tyskerne trak alle mulige Forstærkninger til for at holde Fronten.

Den 16. April 1917 begyndte Offensiven. Det var den saakaldte „Nivelles Offensiv”. Nivelle var blevet fransk øverstkommanderende, og han skulde genoprette Offensivaanden i den franske Hær, fordi han ved Verdun, særlig ved Fort Douaumont, havde vist sig i Besiddelse af saadanne Egenskaber. General Joffre blev afskediget. Fremstødet blev dog ikke det, Franskmændene havde tænkt sig, vistnok tværtimod.

Vi blev indkvarteret i en stor Barak uden for Landsbyen i en lille Skov, hvor vi boede ca. tre Maaneder og igen blev godt lusede. (…).

Da vi havde været et Par Dage ved Bayrerne, kom der Meddelelse om, at en tegnekyndig skulde melde sig til Staben. Vi var to Arkitekter, Wiese fra Kiel og jeg, og da han var den ældste, blev vi enige om, at han skulde melde sig, og han blev antaget. Et Par Dage senere skulde de have en til, og saa meldte jeg mig og blev sendt til Staben i Warmeriville sur Suippe som Tegner.

Det var meget interessant at komme hen til disse „Seppler“. Først kunde de jo slet ikke lide os Sauprøjsere, og de gjorde os Livet surt paa mange Maader. Wiese holdt det kun ud nogle ganske faa Dage, saa gled han igen. Men jeg fik dem fortalt, at jeg slet ikke var „Saupreusse“, men „Muss-Preusse“, og det gav straks en helt anden Stemning.

Der var bl. a. en Kunstmaler, Hermann Sattier fra München, som vistnok var en anerkendt Kunstner, og som saadan meget frimodig i sine Udtalelser. Da vi den 18. April 1917 om Aftenen efter endt Dagværk sad paa vor Stue og drak en „Schoppen” Øl, fortalte jeg dem om den 18. April, hvor „die Saupreussen” med Overmagt havde kæmpet ved Dybbøl, og hvorledes det var vort Haab at komme bort fra Preussen og tilbage til Danmark igen.

Det foranledigede Sattier til at udbringe en Skaal for Slesvigs Genforening med Danmark, og den blev bekræftet med tre dundrende Hurraer, og Øllet blev drukket ud. Se, saadan noget er vistnok ikke sket mange Gange dengang, og jeg tænker tit paa de brave Bayrere, der var saa frisindede — og ikke at glemme: Prøjserhadere.

Der kom ofte Øl fra Hjemlandet til Bayrerne, men Ve de stakkels Prøjsere, der mente, at der ogsaa var Udskænkning af Øl til dem i Kantinen. Der vankede Hug og braadne Pander, hvis de ikke øjeblikkelig efter en ikke alt for sart Opfordring forsvandt.

Vi bearbejdede i Staben de modtagne Luftfotografier, som Flyverne havde taget over de franske Stillinger. Alle Batteristillinger m. m. blev straks indtegnede paa vore Kort og udsendt til de fire Balloner.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Nyheder

Desertører fra Nordslesvig – en liste

10 kommentarer

Igennem længere tid har den frivillige medarbejder ved hjemmesiden her, Peter Weber, pløjet sig igennem efterlysninger efter desertører i de fire nordslesvigske Kreisblätter, i Reichsanzeiger og i de lister, der ligger i Landrådsarkiverne.

Nu er vi så vidt, at vi kan vove et bud på en alfabetisk fortegnelse over sønderjyske desertører i Første Verdenskrig. Listen tæller ca. 2100 navne.

Alfabetisk liste over desertører

Efter hvert navn henvises til den overordnede desertørside , hvor man kan hente mere detaljerede oplysninger om hver enkelt desertør.

 

Krigens forløb

13. april 1917. Efter slaget: “Endnu den tredie Nat efter Stormen laa der saarede Stakler derude, som raabte om Hjælp”

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras.

(… fortsat)

Kompagniet var sluppet nogenlunde heldigt, og Tabet havde ikke været overvældende. Et morsomt, men tragisk Tilfælde fristes jeg dog til at meddele.

En Kammerat, som sammen med en anden i Dagene forud var blevet dekoreret med Jernkorset af 1. Klasse og forfremmet til Underofficer, vilde i denne Anledning demonstrere sin Kækhed. Vi stod bag Brystværnet med Geværet i Anslag, men vi vogtede os for ikke at stikke Hovedet højere op, end at vi lige kunde sigte.

Pralende tog nu den nybagte Underofficer Stilling med hele sin Overkrop oven over Dækningen for at iagttage Fjendens Bevægelser. Han kom med belærende Bemærkninger om, hvorledes vi skulde tage Sigte. Det hele varede kun et Øjeblik, saa blev han ramt i Hovedet af en Kugle og var død paa Stedet. Det gjorde et meget smerteligt Indtryk paa os, for han var en god Kammerat; men i sin nye Værdighed skulde han absolut vise sig som Helt.

Fjenden havde lidt forfærdelige Tab. Endnu den tredie Nat efter Stormen laa der saarede Stakler derude, som raabte om Hjælp, Sanitetspersonalet kunde ikke overkomme at bjærge de mange lemlæstede Kammerater, skønt vi ikke hindrede dem i deres Arbejde.

Dette var den første Kamp om Byen Rouex. Den kom til at koste meget Blod paa begge Sider.

Den tredie Nat derefter kom endelig Afløsningen, og enhver var glad for at være sluppet denne gang, men hvor længe? Nu begyndte det samme et andet Sted, et Spil uden Ende, hvor vi var Brikkerne i de spillendes Hænder. — Regimentet kom i Hvil, og vi fik som Udmærkelse for Tapperhed tildelt tyve Jernkors til Kompagniet.

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

12. april 1917. Englænderne angriber: “De fjendtlige Rækker mejedes ned, som Straaene falder for Leen”

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Om Eftermiddagen ved Femtiden laa vi og døsede i Bunden af Skyttegraven. Jeg var sammen med den forhen omtalte teologiske Student. Han var aldeles ingen Krigshelt, tværtimod en endda meget daarlig Soldat.

Jeg vaagnede ved et heftigt Knalderi og blev nysgerrig efter at faa at vide, hvad der kunde være paa Færde. Jeg kom op paa Brystværnet og saa, at der ovre paa den anden Side, i en Afstand af ca. 1500 Meter, kom en hel Del smaa Prikker ned ad en Bakkeskraaning. Paa Bakkekammen dukkede en ny Række frem og vi blev hurtigt klar over, hvad der nu skulde ske; Fjenden vilde storme vor Stilling. I en Hast fik jeg min Kammerat paa Benene og Geværet skudklart. Vi aabnede Ilden med Visir 1500 Meter.

Skyderiet var egentlig helt meningsløst, da man ikke kunde tage et bestemt Maal i Sigte, og vi bortskød vor Ammunition til ingen Nytte. Skulde Fjenden komme os ind paa Livet med en saa stor Overmagt, var Stillingen tabt. Antagelig havde vi et helt Regiment, flere Tusind Mand, imod os.

Stadig flere og flere nye Rækker saa vi dukke frem over Bakkekammen. Fremrykningen gik langsomt, Skridt for Skridt som hjemme i Kasernegaarden, og ikke, som naar vi skulde gaa frem til Storm, i et hastigt løb 30-40 Meter frem, saa søge Dækning, indtil man saa Lejlighed til at naa videre frem. De kom gaaende, som paa en fredelig Jagttur, med Bøssen under Armen.

Hvordan vilde det nu gaa os, naar vi fik alle disse Mænd nærmere ind paa Livet. Vi indsaa snart det meningsløse i vor Skydning og stod i angstfuld Forventning om, hvorledes dette skulde spænde af. Han sendte os nogle Granater og Shrapnels, som slog ned omkring os i Stillingen. De gjorde Fortræd paa vor venstre Fløj.

Nu var de første Rækker kommet nærmere, ca. 800 Meter fra os. Visiret blev rettet ned til 800 Meter, og nu fulgte Skud efter Skud med roligt Sigte. Vi kunde se Virkningen og knaldede løs mod de fremstormende Rækker. Bøsseløbet blev varmt, næsten gloende, og Laasen kunde ikke virke. En død Kammerat, som laa i Nærheden, havde ikke mere Brug for sit Gevær. Jeg kunde derfor skiftevis bruge begge Geværer.

Fra alle Geværer ved hele vor Frontlinie var Skyderiet nu i Gang, ogsaa Maskingeværerne med deres skrattende Røster kom i Virksomhed, og de fjendtlige Rækker mejedes ned, som Straaene falder for Leen.

Angstfornemmelsen begyndte at vige; man fik nyt Mod, især da nu Artilleriet satte ind med den dybe Bastone. Salverne lededes med stor Nøjagtighed og faldt præcise i den fremstormende Fjendes Rækker. Saa kom der Liv i Tommyerne. De søgte i Løb at finde Dækning, hvor de kunde være beskyttet mod denne Hagl af Jern og Staal, men Udsigten til Frelse var meget lille.

Derovrefra blev de nu heller ikke Svar skyldig. Vor Stilling blev belagt med Byger af Granater og Shrapnels, en Helvedes Musik, som om Verden skulde gaa under. Der var ingen Tid til at tænke paa Frygt, Fjenden var foran os og kunde kun med Geværet holdes fra Livet.

En Sektion paa 6-8 Mand var med deres Fører kommet frem til en Afstand af 200 Meter fra os. De var saa at sige inde paa Livet af os og laa i Dækning bag et Dige. Manden paa Fløjen laa ved Enden af Diget og forsøgte at faa de andre Kammerater til at gaa fremad. Jeg holdt dem nede med Geværet. Saa snart de gjorde Forsøg paa at rejse sig op, sad et sikkert Skud derovre.

Men nu svandt Ammunitionen. Jeg havde bortskudt 220 Patroner og havde kun nogle enkelte tilbage, som jeg maatte holde i Reserve til den sidste fortvivlede Nærkamp. I Snavset laa Haandgranater henkastet. Jeg samlede dem sammen som en sidste Reserve. Livet skulde sælges saa dyrt som muligt.

I syv Rækker var de engelske Stormkolonner bølget ned ad Bakkerne, og kun helt enkelte var naaet frem til de tyske Stillinger og blev nu taget paa Sigtekornet. Det fjendtlige Artilleri overdængede os med Granater og Shrapnels, men der var ingen Tid til at se, hvad der skete ved Siden af, kun Faren, som kom os i Møde, kunde man værge sig imod, den gjaldt det om at holde paa Afstand.

Mangen Kammerat segnede, og mange blev lemlæstet for Livstid. Man havde ingen Tid til Bekymringer, kun se fremad, Bøssen til Kinden, parat til Skud. De faa, der havde Held til at komme i Nærheden af vor Linie, var fortabte.

Men Mod havde disse Gutter, i faa Hundrede Meters Afstand stod de oprejst med Geværet ved Kind og fyrede løs. De sendte os en Hilsen for straks efter at segne for en dræbende Kugle.

I to Timer rasede denne frygtelige Kamp. Ved Kompagniets venstre Fløj, som havde lidt en Del, og som havde haft ikke ringe Tab, begyndte nogle af vore Kammerater at række Hænderne i Vejret, men nogle dygtige Knubs fra de overordnedes Næver bragte dem til Besindelse, og de tog atter til Geværet.

Fjendens Rækker blev tyndere og tyndere, og omsider standsede Fremrykningen. I Smaaklynger søgte nogle enkelte tilbage for at komme i Dækning og uden for Skudvidde.

Enkelte var kommet vor Stilling saa nær, at de hverken kunde naa frem eller tilbage. De gav til Kende, at de ansaa sig som fortabte. Vi vinkede til dem, at de skulde komme frem. De kom dog ikke, de havde ingen Tillid til os. Efter gentagne Opfordringer kom dog enkelte frem fra deres Skjul. Det var en Kommandersergent og fem Mand. De kastede deres Vaaben bort, og med Hænderne i Vejret kom de løbende over til os.

Det var ved Mørkets Frembrud. Nu var Myrderiet afsluttet, og vi begyndte at se omkring efter de Kammerater, som Skæbnen havde sat ud af Legen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

12. april 1917. Th. Lorenzen ved Arras: De første engelske fanger

1 kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Omkring ved Totiden om Natten var vi naaet frem til den Afdeling, vi skulde afløse. Vi skulde afløse et Kompagni af 31. Inf. Regiment.

Løbegrave ud til Stillingen fandtes ikke, hist og her laa en død Kammerat, som en Kugle havde overrasket. En Stilling eller en Skyttegrav fandtes heller ikke. Vi laa i nogle Huller, som gav lidt Dækning for det værste.

Marken var tildækket med Sne, Hullerne i Jorden et Ælte af Smuds. Den Skyttegrav, som skulde graves, var markeret ved, at man havde gravet Grønsværen bort. Det første Arbejde var nu at faa Hullerne forbundet indbyrdes, saa man i Dækning kunde bevæge sig til Siderne. Vi laa og frøs, saa Tænderne klaprede i Munden.

Hvor Fjenden laa, og hvor stærk han var, vidste ingen. Nogle Lysraketter, som han sendte i Vejret, lod os formode Afstanden, men antagelig laa han i samme fortvivlede Forhold som vi. For at faa Varme i Kroppen tog vi ivrigt fat paa Skansningen.

Et Par saarede Englændere laa helt forkomne i nogle Huller. De havde Skudsaar i Benene og kunde ikke gaa. Det var første Gang, jeg i Krigen kom i personlig Berøring med Englændere. Jeg tiltalte dem først paa Fransk i den Tro, at det var Franskmænd. Nu har mit franske Sprog maaske været daarligt at forstaa, selv for en Franskmand, i hvert Fald forstod de mig ikke, og jeg ikke dem.

En Kammerat, en teologisk Student, kunde tale Engelsk. Han spurgte dem ud, og de forklarede, at de hørte til en Patrulje, som var blevet saaret og taget til Fange.

Ved Siden af min „Lejlighed” laa to andre af deres Kammerater, som havde lidt en mere haard Skæbne. De var blevet skudt ved et Forsøg paa at finde de tyske Stillinger. Vor Saniteter begravede dem Dagen efter i et Granathul. Deres Papirer og andre Ejendele tog man fra dem, og gennem Røde Kors blev de sendt til deres Familie.

Vor Stilling laa i Udkanten af en lille By, Rouex, som blev meget omtalt i Generalstabsberetningerne i den Tid. Kampen om denne By var langvarig og endte med, at Tyskerne holdt den ene Bydel besat, Fjenden den anden. Vor Indsats var Begyndelsen til en lang Række Kampe, som var meget omtalt i Dagbladene dengang.

Den tredie Nat efter vi var kommet i Stilling, havde vi Graven og Dækningen nogenlunde i Stand; men den Strækning, som vort Kompagni skulde besætte, var meget lang, og derfor meget tyndt besat.

Kompagniets Kampstyrke skulde være 250 Mand, men vi var kun 130. Brystværnet i en Skyttegrav skulde almindelig besættes med 8 Skytter. Vi havde kun Raad til at sætte to Mand ved hvert Brystværn, men til Understøttelse for disse stod der ved hvert tredie Brystværn et stort Maskingevær, som gav os en betydelig Styrke i Tilfælde af, at Fjenden skulde finde paa en Overrumpling.

En Kilometer bag os stod et Batteri af 10 cm Haubitser. De første to Dage havde vi nogenlunde Fred og Ro, kun lidt Skærmydsel mellem Artilleriet, og efter at vi nu var indlevet i Forholdene, følte vi os ret godt tilfredse. Bataillonsstaben laa 4-500 Meter tilbage ved Indgangen til Byen i en Bunker, en Hule, som var afstøttet med Træstammer. Forplejningen kom ud til os om Aftenen, ogsaa varm Kaffe med Whisky. Det var en god Hjertestyrkning i den slemme Kulde.

Om Dagen var det meget ubehageligt. Vi kunde ikke arbejde i Graven, for Fjenden kunde iagttage, hvad der foregik, og vi fik straks en Hilsen sendt fra Artilleriet. Vi laa derfor om Dagen i Bunden af Graven, tildækket med Kappe og Telt, i en halv Døs og led meget under den strenge Kulde. Paa denne Maade gik den ene Dag efter den anden.

Saa kom den 12. April, som jeg husker saa nøjagtigt, idet det var min afdøde Faders Fødselsdag.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

12. april 1917. Fra Willemoës’ notesbøger: A.S.’ beretning fra Vestfronten

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Nedenstående beretning blev kun delvist bragt i Ribe Stiftstidende den 11. april 1917.

(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)

A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.

I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.

I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.

Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade.

Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys.

På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.

Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.

Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første angreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt af maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.

Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en del endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.

Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem.

Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. –

På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.

Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.

På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.

I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.

Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.

Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.

Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.

Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.

Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

12. april 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Arbejdspladsen var der et smalt Skinnespor mellem Træerne ud til det Sted, hvor Flodsandet fra Vardaen begyndte. Her hentede vi Sand paa en Trolje til Byggeriet.

Saa længe vi kunde holde os i Ly af Træerne, gik det udmærket, men vi maatte arbejde os længere og længere frem. Det kunde ikke undgaas, at de ovre paa den anden Side opdagede, hvad vi havde for. Næsten hver Dag var en af deres Flyvere over Terrænet for at rekognoscere.

Vi blev beskudt mange Gange, og det var nærmest et Mirakel, at der kun blev to saarede i de fem Maaneder, jeg var der.

En Gang kom vi kørende med vort Køretøj, og pludselig blev vi overdænget af 7,5 Granater. Heldigvis var vi da lige ud for en forladt Understand. Hurtigere end det kan siges, forsvandt vi i Dybet med Hovedet eller Benene forrest, som det bedst kunde træffe sig. „Sjældent er saa mange i saa kort Tid forsvundet i saa lille et Hul“, for med lidt Omskrivning at citere en berømt Mands Ord.

En Dag, da vi i Gaasegang gik fra vort Arbejde, slog en af de smaa Granater ned og eksploderede een Meter fra en af de forreste. Den faldt paa hans højre Side, uden at der skete ham noget. Vi naaede ikke engang at søge Dækning.

Huset, vi boede i, kunde ikke taale ret megen Overlast, og da der engang blev slaaet et Hul to Meter fra vort Vindue, gik vi i Gang med at lave et Beskyttelsesrum lige uden for Døren; dog turde vi ikke gaa ned i det, da det kom til Stykket, for det var ikke afstivet.

Naar der om. Natten var Angreb forude, og alt, hvad der var af baade smaa og store Kanoner paa begge Sider langs hele Fronten var i Funktion, var det et storslaaet, men uhyggeligt Skuespil. Det var Fyrværkeri, saa det forslog noget. Afskudsglimtene fra begge Sider, Nedslag i eet væk, dertil Hylen og Brølen af alle Kalibre, der krydsedes over Hovedet paa os, og kulørte Signallys og Lysbomber ude over Stillingen. Altsammen nok til, at man priste sig lykkelig over ikke at høre til Infanteriet, som jo altid under Krigen maatte tage den haardeste Tørn.

Selv om vi jo nok var „Frontsoldaten, und keine Etappenschweine”, var der stor Forskel paa vor Stilling og deres, der laa i Skyttegraven. Vi havde kun at sørge for at komme væk, naar vi blev beskudt. Skete det, at vi besøgte Bulgarerne i de forreste Skyttegrave, var det midt paa Dagen, naar der var Fred og ingen Fare.

Naar der havde været „dicke Luft“ forude, blev de døde og saarede bragt tilbage til den Linje, hvor vi befandt os, for saa Natten efter at blive bragt til henholdsvis Kirkegaard eller Lazaret.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951