A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.
I Slutningen af April kom jeg tilbage til B. Z. 33 og maatte forrette Ballontjeneste igen, men en Uges Tid efter blev jeg Telefonist og Korttegner ved vor Ballon, da den nuværende Kammerat skulde paa Orlov. Denne Stilling beholdt jeg de sidste 1½ Aar af Krigen, og den var paa mange Maader meget bedre end den at være ved Ballonen. Som Telefonist fik man jo et helt andet Indblik i det, der skete hos os i Nabolaget, og man var helt anderledes á jour med Begivenhederne.
Blandt andet fik vi engang Meddelelse om, at vi skulde være Observatører for fem Skud fra en langtrækkende Kanon, der skulde beskyde det ene Taarn af Katedralen i Reims, hvor man formodede, at der var anbragt en fransk Observationspost. De ramte ikke; om det var med eller uden Vilje, skal jeg lade være usagt.
Senere paa Sommeren flyttede vi ca. 30 km længere østpaa til Bétheniville sur Suippe, men stadig i Champagnen. Vi maatte selv bygge Barakker i den nye Stilling, og da havde vi jo den Fordel, at vi ved vor lille Stab først fik bygget en Barak til Telefon og Kort. Dernæst fik Officererne deres Barak, og langt om længe kom Turen til den store Mandskabsbarak.
Folkene havde da i ca. seks Uger boet i nogle smaa Jordgrave, som de selv havde gravet i en lille Skov; men ved en Inspektion blev det opdaget, at Officererne havde ofret saa meget Arbejdskraft paa deres egen Beboelse, mens Folkene havde maattet ligge ubeskyttet i Regn og Kulde. Man maa have ment, at vore unge Løjtnanter var for egenraadige og egoistiske, for kort efter fik vi en Ritmester, von der Uhde, tilkommanderet for at sætte Skik paa Forholdene.
Han var af den gamle Skole og aktiv Officer, og jeg skal love for, at han kunde ordne Tingene. Ikke alene Officererne kostede han med, men ogsaa med os andre. Han talte hele Tiden om „der Geist Friedrichs des Grossen“, som han nok skulde indpode os allesammen. Vi paa Centralen maatte foregaa alle de andre med et godt Eksempel. Vi maatte allesammen sy vore Knapper om saaledes, at Kronen paa Knappen sad absolut lodret, og det drillede han os længe med. En skønne Dag var Mandskabsbarakken heldigvis færdig, og han forlod os til Glæde for saavel store som smaa.
Foruden vor Tropfører, Lt. Bliersbach, fik vi en 1. fast Observatør, Lt. Meyer fra Wurttemberg, og en 2. Observatør, Lt. Hancke, som blev tildelt os fra et Feltartilleriregiment, der laa lige foran os. Alle tre Løjtnanter boede og sov sammen med os tre fra Centralen, til deres egen fine Bungalow blev færdig. Man kan forstaa, at der efterhaanden blev et vist Frisprog mellem os, inden Uhde kom.
Jeg fik tilsendt „Modersmaalet“ hjemmefra een eller to Gange om Ugen, og min Mor havde altid skrevet en Del i den brede Margin, som „Modersmaalet“s Hovede dengang havde. Af den Grund havde man en lang Tid kaldt mig „der Däne“ eller bedre endnu „der Verräter”. Jeg var nemlig den eneste ved vor Trop, der fik „fremmede” Aviser tilsendt; men det var i al Godmodighed og havde ingen Brod.
Da Lt. Hancke havde været et Stykke Tid hos os og lært os at kende, sagde han en Dag: „Hør, Andersen! De bliver kaldt „der Verräter” og faar danske Aviser, hvorledes hænger det egentlig sammen?“
Jo,“ sagde jeg — og saa maatte jeg jo til at forklare det hele som saa mangen Gang før.’
„Jamen,” sagde han. „Det er jo glimrende; nu skal De høre, saa maa De jo kunne lære mig at tale og skrive Dansk.”
„Ok, ja,” sagde jeg, „det kan jeg sagtens.”
Jeg har vel været ca. 26 Aar dengang, og han var 21. Han var en høj, smuk Dreng, var fra Quedlinburg i Harzen og havde afbrudt sit medicinske Studium, da Krigen udbrød, og meldt sig som krigsfrivillig og var nu avanceret til Løjtnant. Han var betaget af det store Tysklands Vej til Ros og Magt, og naar Krigen var forbi, vilde han foruden at blive Læge ogsaa som Pangermanist gøre et Arbejde for at bringe de germanske Stater i Samarbejde med Tyskland. Han havde udset sig de nordiske Stater som Arbejdsmark, for vi var jo ogsaa Germaner, havde samme Kultur og samme protestantiske Religion.
Nu traf det sig jo saa glimrende, at jeg her paa Regnvejrs- og Taagedage kunde lære ham Dansk; saa blev Tiden ikke spildt. (…) Til Trods for, at jeg selv aldrig havde lært Dansk i Skolen, gik vi altsaa i Gang.
Han var en metodisk Elev og kunde selv stille Spørgsmaalene, naar det kneb for mig med Grammatikken og Nutid, Datid og Fremtid. Snart maatte vi have Bøger. Jeg skrev hjem og fik bl. a. sendt „En glad Gut“ af Bjørnson, og min Elev gjorde gode Fremskridt. Han lærte og læste ogsaa danske Sange, bl. a. „Altid frejdig, naar du gaar“ og „Langt højere Bjerge”.
Vi lærte hinanden rigtig godt at kende. En Dag sagde han: „Hør, Andersen! Jeg kan ikke forstaa, at De vil gaa her og være gemen Luftskipper. De maa kunne bringe det meget videre. Skal jeg ikke gøre noget for Dem, saa De kan blive Hjælpe-Observatør; saa bliver De Underofficer og maaske Feldwebel, ja, maaske kan De endda bringe det saa vidt som til Offizier-Stellvertreter.”
Han mente, at det nu skulde svimle for mig; men jeg sagde: „Kære Hancke, De maa da have forstaaet, at jeg kun er her for at gøre min Pligt, men heller ikke det allermindste mere, — og husk paa, hvad vi lige har lært at synge: „Vi er ikke skabte til Højhed og Blæst, ved Jorden at blive, det tjener os bedst.”
Saa forstod han, og han pressede mig aldrig senere.