1. juli 1917. Kerenskij-offensiven. “Hvor længe mon den morderiske ild skulle vare ved?”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien. Russerne var i fuld gang med at forberede Kerenskij-offensiven, der skulle begynde 1. juli. Natten til den første havde raset et voldsomt bombardement. Men morgenen begyndte roligt.

(… fortsat)

Næste Morgen gik Solen op over Horisonten på en skyfri Himmel. Alt tegnede til, at det skulde blive en skøn, varm Sommerdag. Fuglene sang. Intet Skud faldt. Alt åndede Fred. Man kunde næsten ikke forstå, at hele Krigsmaskineriet havde raset for kun nogle få Timer siden.

Friske Granathuller og splintrede Træer vidnede dog om, at der for ikke alt for lange siden havde varet andet end Sommeridyl.

Da der ikke skete noget i de tidligere Morgentimer, begyndte vi at tro, at Aktionen om Natten kun havde været en Forstyrrelsesaktion.

Men det er i Livet jo sådant, at det ret ofte kommer anderledes, end man tror, tænker og håber. Og sådan gik det også denne Gang.

Idyllen varede kun få Timer. Så brød det løs igen, ligeså pludseligt og uventet, som om Natten. Alt, hvadRusserne her disponerede over af Skyts, og det var ikke Småting, sattes i Funktion. På een Gang rasede Ildorkanen ned over os.

Alle Linier lå under Ild. Svære Granater slog ned i Skoven bag os. Tykke Bøgetræer, Stammer, som man næppe kunde omfavne, knækkede som Tændstikker. Vi kom hurtigt i Dækning.

Det varede ikke længe, før Kammeraterne fra første Linie begyndte at komme tilbage. Første Linie blev så at sige rømmet. Det var umuligt at blive liggende der.

Bunkerne, som foran nævnt uheldigt anlagt, brast den ene efter den anden. At blive liggende i disse, var Selvmord. Det var at blive fanget som Mus i en Fælde.

Vor Bunkenedgang var hurtigt fuld indtil sidste Trappetrin. Vi stod som Sild i en Tønde. Eksploderende Granater sendte Kaskader af Jord op i Luften. Det var sommetider så mørkt foran Indgangen af nedstyrtende Jordmasser, som om det var Nat. Splinter så store, som jeg ikke havde set Mage til, kunde man høre flyve gennem Luften med de forskelligste Lyde. Med et Klask slog de ned i Leret rundt omkring.

Hvor længe mon den morderiske Ild skulde vare ved?

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1944

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *