3. juli 1917. En kissel hest og nogle ustyrlige grise

Lorens Lorenzen Hansen fra gården Højvang ved Skodborg blev indkaldt i efteråret 1916. Han skrev sammen med hustruen Kirsten, der var alene med tre børn på 10, 8 og 2 år og måtte passe gården ved hjælp af en russisk krigsfange og hjælp fra en indkvarteret vagtsoldat.

Højvang, tirsdag morgen d. 3.-7.-17.

Min egen kære Lorens,

… I går var Russeren [tjenestekarlen Wilhelm/KM] så først med Frits [hest/KM] hos smed Lauridsen og kom hjem hen ad formiddagen med besked om, at de ikke kunne få sko under. Han fortalte, de havde været så og så mange soldater, men den var ikke til at holde.

Jeg skulle så til 5-toget og hente grise, men der var ingen. Var så hos smeden. Ja, han var bange for at sko den med de mandskaber, der var til stede, der skulle hjælpe ham. Havde Lorens Hansen været her, var det sikkert gået. Karlen og soldaterne var bange, så den blev helt vild, og tage den med magt ville han ikke. Han kunne derved skade både hest og folk.

Jeg kan slet ikke forstå det. Nu har jeg gået og vasket dårlige ben på den og aldrig mærket, at den var kissel, hverken på fødder eller ben.

Nå, jeg lovede at få [fat i] en solid mand en dag sidst i ugen. Talte så med Jens Hørlyk. Vi skulle så sende den derned fredag. Så skulle den gå for ploven en halv dag, og så ville han få Bent om til smeden med den hen mod aften. Så mente de, om ikke det ville gå bedre.

I. M. [datteren Inge Margrethe, 8 år/KM]. Vi besørgede ærinder og ventede på 9-toget.

Der var så 3 kønne grise med sidste tog; men de skulle i en anden kasse, og staldkarlen måtte vi vente på. Låget var ikke stærk nok; men karlen lånte os et reb og snørede det om, så nu var den sikker nok.

Så kørte vi og kom hen til den ny bager, så siger I. M.: uha mor, nu løber de af kassen, og hun holdt den øverste i ørene det bedste hun kunne.

Frits blev bange, men jeg fik ham rolig igen, så længe vi fik grisene ned i igen og I. M. med et dækken oven på. Og så kørte vi alt hvad Frits ville hjem. I. M. gav jo hvin af og til, når de var ved at løfte hende af kassen.

Der var flere nysgerrige tilskuere, men der var da ingen, der tilbød en håndsrækning, så det var godt, vi kunne klare os selv.

Abrahamsen gik bag efter vognen, dengang hesten blev bange. Jeg kunne ikke slippe tøjlerne og I. M. ikke holde grisene; men [han] havde da ikke den forstand, at han kunne ha[ve] behov at hjælpe hende lidt. Havde hun ikke været så rap, som hun er, så var de løben alle.

Ja, hører vi ikke noget bestemt fra dig, rejser vi alle 4 med 5-toget søndag hen for at finde dig. Jeg venter ellers lidt efter dig hver dag!

Med kærlig hilsen fra os alle
Kirsten.

Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og hjemstavnsarkivet i Skodborg. Kommenteret af Keld Mortensen (KM).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *