Johs. Ankersen, Flensborg, gjorde krigstjeneste i IR63.
Det var i Oktober 1918 under Tilbagetoget. Vort Regiment, Infanteriregiment Nr. 63, fungerede som Bagtrop for vor Division og var den 21. Oktober naaet til Floden Schelde, hvor vi satte os fast i Landsbyen Pottes paa den østlige Bred af Floden.
Englænderne var langsomt fulgt efter os og laa nu paa dem anden Bred af Schelde. De vilde vistnok prøve at komme over Vandet, og derfor begyndte de saa smaat at beskyde Landsbyen med Artilleri, men det var ikke store Ting, for Englænderne havde uden Tvivl til Hensigt at udfordre vort eget Artilleri til at svare mere eller mindre stærkt.
Krigen var jo ved at lakke til Ende, og der var vistnok heller ikke paa den anden Side stor Mening i at dø Heltedøden, nogle Dage før det hele var forbi Men Beboerne i den Landsby, som indtil nu ikke direkte havde mærket noget til Krigems Rædsler, blev naturligvis meget bange, da Beskydningen satte ind, og da nogle Huse blev ødelagt.
Den 22. Oktober om Aftenen sad jeg, efter at jeg havde inspiceret vore Minekaster-Stillinger, i en Kælder. Paa den Tid var jeg Fører for Minekaster-Kompagniet i vort Regiment.
Under Samtalen med mine Kammerater hørte jeg en Kvindestemme oppe paa Gaden spørge paa Fransk, om der ikke var nogen, som kunde tale Fransk. Det syntes at være en ung Pige, og det kan nok forstaas, at en ung Soldat paa 25 Aar var ivrig efter at se paa Fænomenet.
Jeg gik altsaa op og sagde, at j eg nok kunde forstaa og tale Fransk. Kvinden var en ung Nonne (for Resten meget sød), som straks begyndte: »Ah, monsieur l’officier, er der ikke Mulighed for, at de seks Nonner, som er her i Pottes og indtil nu har bestyret et Sygehjem, i kan komme væk fra Landsbyen, vi er saa bange for, at det gaar galt, og at vi maaske bliver slaaet ihjel af Granaterne«.
Det var der nu ikke noget i Vejen for, for vort Kompagni skulde netop samme Nat modtage fire Vogne med Ammunition til vore Minekastere, og disse Vogne gik derefter tomme tilbage. Nonnerne kunde altsaa nemt blive faget med tilbage til Baglandet. Det forklarede jeg den lille Nonne.
Hun blev helt glad og udbrød: “Merci, mon officier”, men sig mig, skulde der ikke ogsaa være Mulighed for at faa vor Præst med?«
»Ja, da, for min Skyld gerne, bare der er Plads nok paa Vognene«. — Om jeg saa ikke vilde være saa venlig at komme med hen til Præsten, »monsieur le curé sera si heureux«. (»Herr Pastoren bliver meget lykkelig«).
Vi gik over til Præsten, som sammen med sin Søster sad i Kælderen i Præstegaarden, et rigtig pænt Hus med en dejlig Have.
De to ældre Folk var meget glade, da de hørte, at de kunde komme ud af Farezonen. Den gamle Dame tryllede noget Mad frem og begyndte med det samme at pakke deres Ejendele sammen. Præsten selv kom med en Flaske Bourgogne, og da vi havde smagt paa den, kunde vi nok mærke, at det var en ganske fortræffelig Vin,
»Ja«, sagde Præsten, »det er en Bourgogne, Aargang 1873«. — Naa, det var naturligvis noget for den Delingsfører, jeg havde med, og mig selv. Vi fik bagefter en hyggelig Passiar med Præsten, som viste sig at være en højtdannet Mand. Vi snakkede om gammelt og nyt, om Krig og Fred, og hvad man ellers taler om, naar man er sammen med Beboerne i de besatte Omraader.
»Det er dog en Skam«, mente Præsten, »at Huset her med hele dets Indhold, med Møblerne, med Klaveret og Harmoniet, med alle de skønne Porcelænsting o. s. v. sandsynligvis i de næste Dage vil blive ødelagt af Granaterne.
«. — Jo, det var der vistnok ingen Tvivl om, men jeg mente dog, at det jo var Belgiernes allierede, Englænderne, som ville gøre det, for vi havde ganske bestemt ikke til Hensigt at ødelægge den pæne lille Landsby.
»Jeg vil saa gerne overdrage Dem hele Huset med alt, hvad der er i det«, sagde Præsten.
“Mange Tak, det er meget venligt af Dem, men det nytter nu ikke ret meget, thi jeg kan jo heller ikke tage hverken Huset eller Inventaret med mig«.
»Muligvis, men jeg vil dog alligevel til Tak for Deres Hjælpsomhed overdrage alt til Dem, og jeg vil endog gøre det skriftligt«.
Skønt jeg protesterede kraftigt, thi det var jo alligevel nytteløst, blev han staaende ved sit Standpunkt. — Han vilde give mig et Dokument, som satte mig som Ejer af det hele. Da det alligevel var ligegyldigt, om jeg fik saadan et Stykke Papir eller ej, lod jeg ham faa sin Vilje, og han udfærdigede da et Dokument, som jeg har opbevaret indtil i Dag, og som i Oversættelse lyder saadan:
»Jeg, undertegnede, i Taknemmelighed for den store Tjeneste, som han har ydet mig, overdrager hermed hele Huset til Herr Løjtnant Ankersen, I. R. Kaiser Karl.
Udfærdiget i Pottes, den 22. Oktober 1918, frivilligt og i Præstegaardens Kælder. sign. Joseph Syus, curé.
Se, saaledes kan man blive Husejer under Krigen. Jeg tror nu alligevel, at den gode curé slet ikke havde Ret til paa egen Haand at give Huset bort, thi det skal sandsynligvis nok have tilhørt selve Kirken, men der fandtes skønne Møbler og fine Porcelænssager, som jeg naturligvis heller ikke kunde tage med.
Nonnerne og Præsteparret kom senere hen af Sted med vore Ammunitionsvogne, og de kom godt til Baglandet.
Efter Krigen har jeg endda hørt, at Huset er blevet forskaanet for Ødelæggelse, og at den gode curé er flyttet ind igen med sin Søster.
Alligevel fik jeg dog noget ud af Spøgen. Før han tog af Sted sammen med Nonnerne, og Vognene fuldpakket med deres Ejendele, tog han mig til Side og sagde: »En Ting vil jeg gerne gøre Dem opmærksom paa. I min Have, lige under Persillen, ligger en hel Del flere af de Flasker Bourgogne, som De lige har drukket, jeg synes nu, at de ikke skal ødelægges«.
Næste Morgen gravede vi saa Persillen op, og der fandt vi minsandten ca. 300 Flasker Bourgogne, som blev fordelt, og som smagte vældig godt. Det vil enhver kunne forstaa.
Paa den Maade blev det til en god Afslutning af Dagene i Landsbyen Pottes, som vi snart opgav for at trække os endnu længere tilbage i Retning af Mons.
DSK-årbøger 1962
