H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 5. Oktober 1918.
I Morges stod jeg op Kl. 5½ og skrev en Del Breve. Jeg gav først Martin Simonsen Ordre til at sammenkalde Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad til et Møde i Flensborg Lørdag den 12. Oktober. Telegraferede derpaa til „Hejmdal” om videre Materiale, gennemsaa Morgenaviserne, hvoraf „Vorwarts” taler et meget tydeligt Sprog, og gik Kl. 9 hen i Rigsdagen.
I Foyeren stod der allerede enkelte samtalende Grupper.
Medlemmerne strømmede til. Nervøst uroligt drøftede man overalt Situationen. Snart rygtedes det, at Plenarmødet, som var fastsat til Kl. 1, vilde blive udsat til Kl. 5. Det hed sig, fordi der var indløbet nye vigtige Efterretninger fra Udlandet.
De første Kolleger, som jeg talte med, var Hildenbrand og Dr. Quessel. „Hvis vi havde sluttet af i 1916 i Stedet for nu,” sagde Hildenbrand, „vilde vi have sparet 1 Million Mennesker og over 100 Milliarder Mark i Krigsomkostninger. Udviklingen indadtil gaar langsomt, men den marcherer. Alt tyder imidlertid paa en Tangefødsel, som vil gøre et meget daarligt Indtryk i Udlandet.”
„Det gaar frem og tilbage,” tilføjede Dr. Quessel. „I Gaar fortalte man, at Dr. David allerede var bleven udnævnt til Understatssekretær i Udenrigsministeriet. Men Udnævnelsen foreligger ikke endnu. Hvis David stilles ved Siden af Dr. Solf, vil de imidlertid passe udmærket sammen, thi de er begge Anglofiler til Marv og Ben. De vil derfor heller ikke søge Forstaaelse med Frankrig, skønt det efter min Mening vilde være den eneste rigtige Politik.
Selvfølgelig vil vi kun kunne opnaa en Forstaaelse, naar vi bringer betydelige Ofre. Først og fremmest maa vi afstaa Elsass-Lothringen, men det undgaar vi alligevel ikke, derfor kan vi lige saa godt tilbyde det frivilligt.”
Mens vi talte, kom Scheidemann gaaende. Han saa alvorlig og lidt for højtidelig ud i sin sorte Diplomat. Nogle Kolleger, som vilde lykønske ham til hans Indtræden i Regeringen, viste han meget pirrelig tilbage. Vi spurgte ham, hvorfor Plenarmødet var bleven udsat.
„Det ved jeg ikke, svarede han, „jeg hører først om Udsættelsen i dette Øjeblik.”
Saa kom Erzberger. Han havde som sædvanlig uhyre travlt, men struttede af Sundhed og befandt sig øjensynligt som Fisken i Vandet. Da jeg saa, at han smilende tog imod Kollegernes Lykønskning, gik jeg ogsaa hen og gratulerede ham.
Snart sluttede Medlemmerne Kreds om ham. Han meddelte os, at Rusland under Henvisning til Baku havde forespurgt, om Tyskland var villig til at fastholde Brest-Litowsk Freden. Spørgsmaalet vilde blive besvaret saaledes, at Afgørelsen udsattes til Wilsons Svar forelaa.
Han gik, og vi optog atter Samtalen. „Det er mig uforstaaeligt,” sagde Dr. Quessel, „at nogen kan tale om et bulgarsk Forræderi. Naar et Folk er saa dødstræt, at det taber Sværdet, er det dog ganske misvisende at tale om Forræderi. Man kan jo dog ikke forlange Selvmord af en Nation. løvrigt maa vi være forberedt paa, at det snart vil gaa i Østerrig som det er gaaet i Bulgarien.”
Dr. Hofrichter kom, drog mig til Side, og vi spadserede ned ad Foyeren. „I Østerrig,” sagde han, „har Regeringen nu ingen anden Udvej end afsøge en Forstaaelse med Tjekkerne.”
Vi slog os ned paa en Sidebænk, hvor han fortrolig og under bestemt Tavshedsløfte meddelte mig, at Tysklands militære Stilling var overordentlig slet. Den første Note, Regeringen havde afsendt til Wilson, var som Følge deraf allerede overfløjet af Begivenhederne, og en ny Note, som gik langt videre ja efter en Kilde, som han holdt for helt paalidelig, endog tilbød Kapitulation, var afsendt.
Jeg: „Hvem er Deres Kilde?”
“Det kan jeg ikke sige Dem, da det er bundet af et Tavshedsløfte. Jeg meddeler Dem det kun i dybeste Fortrolighed men jeg gentager, at jeg holder min Kilde for absolut god.
Da jeg i Tirsdags fik Presseamtets Instruks vedrørende Bulgarien, indsaa jeg straks, at Stillingen maatte være overordentlig kritisk. Pressekontoret meddelte, at Bulgariens Afslutning af Vaabenstilstanden var en Kendsgerning, som ikke lod sig rokke. Vejen til Konstantinopel var dermed afbrudt. Man vil søge at opretholde Forbindelsen med Konstantinopel over Odessa. løvrigt vil Tropperne langsomt blive taget tilbage fra Bulgarien
Da jeg hørte det, var jeg, som ellers ikke er sentimental dybt rystet, thi jeg sagde mig selv: Naar den øverste Hærledelse ser sig nødsaget til at føre et saadant Sprog er vi langt ude.”
Jeg: „De mener altsaa, at Tysklands militære Situation nu maa betegnes som overordentlig slet?”
Han: “Utvivlsomt. Den bliver stadig daarligere. Det har jeg atter i Morges faaet stadfæstet fra meget troværdig og velunderrettet Side. Man frygter for et stort koncentrisk Angreb i Forbindelse med et Angreb af den engelske Storflaade paa den flandernske Kyst. Dette Angreb, som man ikke vil kunne modstaa søger man at forebygge med den sidste Wilsonske Note. Stillingen er uholdbar. Hæren har ikke flere Reserver. Det hele vil hurtigt bryde sammen ”
Jeg gik ind paa min Plads i Plenarsalen og nedskrev foranstaaende.
Mens jeg sad der, kom Bauer. Da jeg i Foyeren havde erfaret hans Udnævnelse til Statssekretær, rejste jeg mig og ønskede ham til Lykke. Han takkede, men tilføjede: „I Grunden ved man jo ikke, om man ikke hellere skulde lade sig kondolere end gratulere.”
Jeg: „Momentant er det maaske svært at sige. Men der gives jo Situationer, som man ikke kan komme udenom.”
Han: „Saadan er det. Vi maa igennem, og saa maa vi iøvrigt haabe det bedste.”
Da jeg derefter gik ned ad den store Foyer, stod Dr. Muller-Meiningen omgivet af 7-8 frisindede Rigsdagsmænd og afgav ivrigt gestikulerende en Beretning, som de fulgte med spændt Opmærksomhed.
Mens jeg ellers altid uden videre plejer at slutte mig til de Frisindede i saadanne Tilfælde, spurgte jeg denne Gang for stærkere at betone mit Særstandpunkt, om det maaske var Hemmeligheder, der blev forhandlede.
Dr. Heckscher lod forstaaende Spørgsmaalet gaa videre, men uden at afvente Svaret sagde jeg, at jeg ikke vilde forstyrre og gik ind i Læsesalen. Denne Holdning vakte synlig Opmærksomhed hos Kollegerne.
Dr. Hofrichter kaldte mig atter til Side og fortalte mig, at det var gaaet meget haardt til i den konservative Fraktion, da den erfarede Sammenbrudet. Hr. v. Heyiebrand u. d. Lasehavde været helt ude af sig selv. Med Udraabet. „Wir sind belogen und betrogen, und darauf haben wir unsere Politik eingestellt”, havde han rasende slaaet i Bordet med knyttede Næver. Derefter var han falden i Krampegraad.
Op ad Dagen blev Rygterne mere og mere ildevarslende.
Fraktionerne samledes til Møder. Udefra kom Medlemmer, der af Hensyn til Valgene havde aflagt korte Besøg i Hjemmene, ind i Salen uden Anelse om Sammenbrudet. Da de rejste hjem, mente de, at de kun stod overfor en indre Krise, og man læste Forfærdelsen paa deres Ansigter, da de nu pludselig stod midt i Katastrofen.
Indenfor de Frisindedes Rækker var der megen Misfornøjelse med, at Partibestyrelsen ikke har holdt Medlemmerne løbende underrettet om Forholdenes Udvikling. De menige Medlemmer har nu gennemtvunget Afholdelsen af et Fraktionsmøde for at faa ren og klar Besked om Sammenbrudets Omfang.
Da Fischbeck, som ogsaa er indtraadt i Regeringen, dukkede op i Foyeren, gratulerede jeg ham, men fik omtrent samme Svar som af Bauer. „Jeg har ikke bejlet til Stillingen,” sagde han alvorligt, „men jeg kunde ikke vise Opgaven fra mig. Det er alt andet end tiltalende at skulle arbejde i det Selskab.”
En Partifælle traadte til og spurgte ham om Stillingen. „Den er meget daarlig,” svarede han stille.
Indtrykkene er mangfoldige, saa mangfoldige, at det ikke er muligt at fæste dem alle til Papiret. Dr. David kom og hilste, og vi kom straks i Samtale. Han var meget optimistisk.
„Plenarmødets Udsættelse skyldes udelukkende Wilsons sidste Tale, hvis Ordlyd først nu er bleven bekendt i Tyskland,” sagde han. „Talen er efter min Mening meget lovende. Slutningen er tydelig nok rettet til hans Forbundsfæller. Han er øjensynlig bange for, at England og Frankrig nu, da Vaabenlykken følger dem, vil stille for store Krav. Jeg haaber derfor, at vi vil opnaa en taalelig Fred.”
Efter at have udviklet dette videre, sagde han: „Efter Freden maa vi nu ogsaa se at komme i et godt Forhold til Skandinavien.”
„Vejen dertil,« svarede jeg, „gaar over Nordslesvig. Løs det nordslesvigske Spørgsmaal, saa er Banen fri, og Muligheden for at vinde vidtgaaende Sympathier i Skandinavien tilstede, især hvis det aalandske Spørgsmaal ogsaa samtidig løses paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.”
“Det nordslesvigske Spørgsmaal,” svarede han, „er jo ikke opført i Wilsons 14 Punkter, men det vil sikkert nok blive anmeldt af Danmark, saa maa vi se, hvad der kan gøres.”
Hildenbrand, som var traadt til og med stigende Opmærksomhed havde lyttet til vor Samtale, udbrød nu: „Er det ikke tilstrækkeligt, at vi giver Dem vidtgaaende Autonomi?”
„Nej,” svarede jeg, „Spørgsmaalet maa nu, som det allerede blev bestemt i Pragfredens § 5, løses paa Grundlag af Selvbestemmelsesretten. Der maa foretages en Folkeafstemning.
Kun dermed kan den Rivningsflade, som det hidtil har dannet mellem Tyskland og Skandinavien, én Gang for alle fjernes.
Kun ad den Vej vil De kunne vinde de Sympathier i de nordiske Lande, som De saa bittert har savnet under Verdenskrigen.”
Dr. David: „Ja, Danmark maa jo anmelde Spørgsmaalet. Det vil det rimeligvis ogsaa gøre.”
Jeg: »Ja, det antager jeg. løvrigt er det jo allerede rejst af de hollandske og skandinaviske Socialdemokrater i Stockholm.
Det findes jo opført i Stockholmermanifestet, som Ebert forleden i sit Svar til Henderson har erklæret, at de tyske Socialdemokrater med et Par Forbehold overfor Elsass-Lothringen og Belgien er villige til at akceptere som Forhandlingsgrundlag.”
Dr. David: „Jeg mindes ikke i Øjeblikket, at det staar opført der. Men jeg vil undersøge Sagen nærmere, naar jeg kommer hjem.”
Der havde imidlertid sluttet sig flere til os, deriblandt Noske, som med stigende Opmærksomhed havde hørt den sidste Del af Samtalen og nu pludselig brød ind med Spørgsmaalet: „Hvor mange Danske drejer det sig i det hele om i Nordselsvig?”
Jeg: „Efter den sidste Statistik ca. 180,000.”
Noske (bittert): „Saa smider vi simpelthen de 180,000 Danske til Polakkerne og Elsass-Lothringerne!” Derpaa snurrede han om paa Hælen og gik.
Samtalen blev nu afbrudt, men idet Dr. David vilde gaa, sagde jeg: „Løs nu Spørgsmaalet, og De vil vinde vidtgaaende Sympathier i Norden.”
„Jeg vil straks gennemse Stockholmermanifestet og derefter nærmere overveje Sagen,” sagde han, idet vi skiltes.
Jeg gik ind i Læsesalen og nedskrev straks Samtalen. Da jeg atter vilde gaa ud i Foyeren, kom Bernstein. „Har De hørt de sidste Meddelelser fra Seniorkonventet?” spurgte han. „Nej.”
„Hærledelsen forlanger, at der straks skal dannes en ny Regering, som er i Stand til at slutte Fred. Regeringen har derefter afsendt et traadløst Telegram til Wilson med Bøn om at indlede Fredsforhandlinger paa Grundlag af de 14 Punkter, han har opstillet.
Den militære Stilling er meget truet. Kronprins Ruprechts Hær skal næsten være helt omringet. Hindenburglinjen er flere Steder gennembrudt. Stillingen vil ikke kunne holdes længe. Alt bryder nu sammen.”
Jeg gik ind i Plenarsalen, som var tom, og nedskrev foranstaaende.
Mens jeg sad paa min Plads, kom Davidsohn hen til mig og overrakte mig nogle Tryksager vedrørende Esterne.
„Nu har de atter lavet Svinerier i Estland,” sagde han. Jeg tog Materialet og spurgte: „Hvad mener De om Situationen?”
Davidsohn: „Vi staar overfor Sammenbrudet. Men ved De hvad?” tilføjede han med et for en Tysker i denne Situation modbydeligt og frastødende Grin: „Jeg glæder mig over det!
— Vil De ikke rejse det nordslesvigske Spørgsmaal?”
„Jo.”
„Hvor?”
„Her i Salen, saa snart Lejlighed gives.”
„Hvad vil De kræve?”
„Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark paa Grundlag af en fri Folkeafstemning.”
„Godt, men er De sikker paa Folkeafstemningen?”
„Ja.”
„Hvor mange Procent venter De at faa?” „70—75 pCt.”
„Det er nok.” Vi skiltes.
De socialdemokratiske elsass-lothringske Rigsdagsmænd Bohle og Emmel, begge indvandrede fra Tyskland, traf jeg i Foyeren. De var begge meget urolige og nervøse, fordi de regnede med Elsass-Lothringens Afstaaelse. „Hvis Wilson”, sagde Bohle til mig, „ikke antager vort sidste Fredstilbud, har Prins Max fremfor alt en Opgave: Han maa straks gaa til Wilhelm og sige: Majestæt, her er Deres Cylinderhat, vil De tage den og gaa!”
Ved Middagstid var jeg hos Kaptajn Ramm og gav ham en Beretning om Situationen i Rigsdagen, som jeg bad ham om at lade gaa videre.
Da jeg atter kom hen i Rigsdagen, var Fraktionsmøderne hævede. Gangene var som en Bikube. Allevegne saa man ivrigt diskuterende Grupper. De nyankomne Kolleger er forfærdede over Sagernes Stilling, og mange af dem synligt ophidsede i første Øjeblik. Men gennemgaaende er Stemningen resigneret.
Tonen, som præger Samtalerne, er: Vi er nødt til at finde os i det uundgaaelige. Det gælder nu kun om at bjærge det mest mulige, at faa Freden sluttet, inden Fjenden bryder ind i Landet og ødelægger de vigtigste vesttyske Industriomraader.
Da der ikke er ringeste Udsigt til, at Tyskland senere vil kunne faa en bedre fred, og hver Dag, Krigen fortsættes, koster store Blodofre, og mindst 150 Millioner Mark i Krigsudgifter, gælder det nu om at bevare Hovedet koldt og handle hurtigt og afgørende. Beslutningen er taget. Man maa finde sig i det uundgaaelige. Og gennem det triste Mørke, som dækker den nærmeste Fremtid, skimtes de første lyse Drag, som forkynder Frihedens Gennembrud.
Da jeg derefter gik ned ad den store Foyer, kom Rigsdagsmand Haegy, Præst i Øvreelsass og Wetterlés mest intime Ven, springende ud fra en Sideniche. Under Krigen har de elsass-lothringske Rigsdagsmænd været meget forskræmte og ængstelige for at give deres Følelser Udtryk, en Følge af det haarde militære Diktatur, der har hvilet over Rigslandet, og endog gjort Rigsdagsmændene retsløse. Men i Dag har Haegy faaet Tungebaandet løst.
„Hr. Kollega, hvad mener De nu?” hviskede han stærkt bevæget og ophidset, idet han greb min Haand.
„Jeg mener, at nu vil Elsass-Lothringen komme tilbage til Frankrig og Nordslesvig til Danmark,” svarede jeg. „Her regner alle nu med Elsass-Lothringens Afstaaelse. Tyskland vil tilbyde et Piebiscit.”
Haegy: „Det tror jeg ikke, Ententen vil gaa ind paa under den nuværende Situation, men den burde gøre det, thi daSelvbestemmelsesretten er Tidens Løsen, er det meget bedre for Frankrig at faa Elsass-Lothringen tilbage ved en Folkeafstemning. Det helt overvejende Flertal vil dog alligevel stemme for at komme tilbage til Frankrig.”
Jeg: „Hauss regner med 95 pCt.”
Haegy: „Det er maaske for højt, men Udfaldet afhænger jo meget af, om Embedsmænd og Indvandrede faar Lov til at stemme med. Aah!” udbrød han varmt og bevæget: „Hvilken Glæde og Jubel vil der ikke blive over hele Elsass-Lothringen! Ingen anede endnu, da jeg i Forgaars rejste hjemmefra, at Sagen stod saaledes.”
I det samme kom Korfanty henimod os, lidenskabelig ophidset, med funklende Øjne og store Armbevægelser. „Nu tror jeg atter paa Guds Retfærdighed!” udbrød han pathetisk, idet han sluttede sig til os.
„Har De tvivlet paa den?” spurgte Haegy mildt bebrejdende.
„Ja,” raabte Korfanty heftigt. „Da de i 1914 gik frem over Marne, da de truede Paris, da Vorherre taalte deres Grusomheder i Polen, og at Galizien blev hærget med Ild og Sværd, da mistede jeg Troen paa Guds Retfærdighed!” Og derpaa i et Jubelskrig: „Men nu er det værd at leve!”
Og Haegy, som i Dag helt glemte sin Præsteværdighed, istemte lidenskabeligt: „Donnerwetter, ja!”
I det samme kom Formanden for den polske Fraktion, Hr. v. Trampcynski, smilende henimod os, rakte mig begge Hænder, nikkede til de andre og hilste med et højtideligt Buk: „Goddag, alle I forhenværende Herrer Preussere!”
„Det være sagt i en god Stund,” svarede jeg. „Aa, hvilken Jubel vil der ikke blive hjemme, hvor ingen endnu aner noget,” udbrød Haegy atter bevæget.
„Aner man endnu ikke noget i Elsass-Lothringen?” replicerede Korfanty. „Hos os ved alle Besked. I Warschau flager de allerede.”
Welfernes [hannoveranerne, RR] og vore Veje skilles. Ingen er synlig mere nedbøjet og oprevet af disse Dages Begivenheder end Welfen Alpers. Oppe i Enden af Foyeren gaar han ene og med sænket Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, hensunken i dybe Tanker og med et lidende Ansigtsudtryk.
Vi vekslede atter nogle Ord. Han var dybt nedtrykt over Tysklands Ulykke. „Vi er nu forhadte i hele Verden,” sagde han, „endog i vore hidtilværende Forbundsfællers Lande. Saaledes har vort Militær huseret!”
Kloppenborg Skrumsager og Redaktør Lebeck ankom i Formiddags, og vi spiste Middag sammen ude i Byen.
Ved Middagen orienterede jeg dem og gik derefter atter hurtigt tilbage til Rigsdagen. I Foyeren stødte jeg først paa Dornbek, som kom fra Polakkernes Fraktionsmøde. Fraktionen havde besluttet, at Seyda skulde forlange Ordet til Forretningsordenen for straks at præcisere Polakkernes Standpunkt til Wilsons Krav om et polsk Rige med Adgang til Havet. Han spurgte mig, om jeg ikke samtidig vilde præcisere mit Standpunkt overfor det nordslesvigske Spørgsmaal.
Jeg gik med ham op i det polske Fraktionsværelse, hvor jeg blandt andet traf Seyda, for at drøfte Stillingen. Vi gennemgik i Fællesskab Wilsons 14 Punkter og hans øvrige Udtalelser. Men de gav ikke specielle Tilknytningspunkter for mig, og ved nærmere at overveje Sagen kom jeg ogsaa til det Resultat, at det var rigtigere ikke at rejse Sagen i Form af en Forretningsordensdebat.
Hr. v. Trampcynski billigede helt min Holdning og sagde, at han i Fraktionen havde baade talt og stemt imod, at Polakkerne rejste Sagen paa denne Maade.
Jeg var selv fuldstændig klar over, at en Tale af mig i Dag vilde blive opfattet som en udfordrende Demonstration, vække dybtgaaende Uvilje og skaffe mig unødige Vanskeligheder under mit senere Arbejde.
Da jeg gik ned, traf jeg i Sidegangen Peirotes i Samtale med Meerfeld fra Køln og andre Kolleger.
Peirotes var henrykt: »Det elsass-lothringske Spørgsmaal kan nu betragtes som løst,” sagde han. „Og det nordslesvigske Spørgsmaal vil ligeledes blive løst ved Fredsslutningen”, tilføjede han henvendt til Meerfeld.
„Det vil det sikkert,” sagde jeg, „og det er ogsaa fra et tysk Standpunkt set det fornuftigste og det bedste, at det nu løses, thi kun ad den Vej kan man fjærne bestaaende Misstemninger og vinde virkelige Sympathier i de nordiske Lande.”
„Det er vistnok rigtigt,” svarede Meerfeld stilfærdigt.
I den store Foyer fik jeg Øje paa en Kollega, der som katholsk Præst og en af Førerne for den bajerske Fløj af Centrum har spillet en betydelig Rolle i det sidste Aarstid. Han hører ligesom Alpers til den mærkværdig faatallige Kreds af Rigsdagsmænd, der er synligt mærkede af Begivenhederne.
Ene vandrede han ustandseligt frem og tilbage, med sænket Hoved og i dybe Tanker, mens klare Taarer trillede ned ad hans Kinder. Jeg vilde ikke forstyrre ham i hans dybe Sorg og gik derfor stille forbi uden at hilse.
Men hvor husker jeg ikke godt den samme Mand fra Vinteren 1917, da den hensynsløse Undervandskrig var bleven besluttet. Han havde da længe staaet fremmest i Rækken af dem, der søgte at trykke den igennem, og stod nu glad, stolt og overlegent smilende ved foran det store Kort, hvorpaa han med grafiske Fremstillinger beviste, at England vilde sprælle som en Fisk i Klitten inden Høst 1917!
Dengang straalede Præstens Ansigt af Sejrsbevidsthed og Sejrsglæde; triumferende fulgte han Helfferichs Fremstillinger, overbevist om, at Sejren nu kun var et Spørgsmaal om Maaneder. Og nu: Ak, hvor forandret! Ansvaret knuger ham til Jorden, Sorgen er tydelig nok parret med Angeren.
Længe havde jeg søgt efter Fr. Naumann. Nu traf jeg ham i Rotunden og drog ham straks ind i en fortrolig Samtale.
Vi gik ud i Foyeren og satte os paa en af Sidebænkene.
„Da De i August 1914″, begyndte jeg, „velvilligt traadte i Skranken for os og energisk støttede mine Bestræbelser for at faa de nordslesvigske Fanger paa fri Fod og vore Aviser udgivet paany, lovede jeg Dem at optræde korrekt som tysk Statsborger eller, naar jeg ikke længere kunde holde min politiske Virksomhed indenfor Forfatningens og Lovgivningens Rammer, i Tide at advare Dem, for at De ikke skulde blive draget til Ansvar for Handlinger, som De ikke kunde billige. Derfor vil jeg nu meddele Dem, at jeg føler mig forpligtet til at kræve det nordslesvigske Spørgsmaal løst ved en almindelig Folkeafstemning, saasnart der her i Huset bydes mig Lejlighed til at drage Sagen frem, hvad jeg haaber at faa under den forestaaende Debat om Rigskanslerens Tale.”
Naumann sad en kort Stund tavs og eftertænksom. Derpaa sagde han stille: „Ja, det finder jeg rigtigt, jeg har ikke noget imod, at De optræder paa denne Maade. De ved, at jeg længe har ønsket at faa Spørgsmaalet løst ad denne Vej. De gør bedst i allerførst at tale med Dr. David om det.”
Jeg: „Det har jeg allerede gjort.”
Naumann: „Og hvad sagde han?”
Jeg: „Han stillede sig velvilligt og ventede, at Danmark vilde anmelde Spørgsmaalet. Men han var iøvrigt noget reserveret, da han aabenbart ønskede at sætte sig grundigere ind i Sagen, før han bandt sig.”.
Naumann: „Det gælder nu om at faa Spørgsmaalet med ind i Debatten fra første Færd af. Men saavidt jeg ved, har den danske Regering ikke ønsket det drøftet under Krigen. Jeg har i sin Tid baade talt og korresponderet om Sagen med vor Gesandt i København, Grev Brockdorff-Rantzau, og med Decernenten i Udenrigsministeriet, som begge har meddelt mig, at den danske Regering ikke ønskede, at Spørgsmaalet rejstes under Krigen.”
Jeg: „Naar den danske Regering ikke vilde have Spørgsmaalet rejst under selve Krigen, er det sikkert kun af Frygt for derved at faa større Vanskeligheder med Hensyn til Opretholdelsen af Landets strenge Nevtralitet.”
Naumann: „Det er jeg ogsaa tilbøjelig til at antage. — Men nu maa De undskylde mig et Øjeblik, der ser jeg min Kone og hende har jeg lovet at skaffe en Plads paa Tribunen.
Han forlod mig, og jeg gik ind i Salen, satte mig paa min Plads og nedskrev Samtalen.
Ligesom jeg var færdig dermed, kom Naumann og sagde, at han havde søgt efter mig for at fortsætte Samtalen.
„Jeg ønsker endnu engang at sige Dem,” begyndte han paany, „at jeg billiger Deres Forehavende. Jeg holder det for rigtigt, at De nu rejser Spørgsmaalet. Men jeg maa sige Dem at der er adskillige i vor Fraktion, som vil tage Dem det ilde op.
Jeg: „Det ved jeg, men der er ogsaa adskillige i Deres Fraktion, som omfatter Spørgsmaalet med megen Forstaaelse og helt deler Deres Standpunkt.”
Naumann: „Hvad De nu videre bør gøre, er efter min Mening at faa Dr. Solf til at indflette et Par Sætninger om Spørgsmaalet i sin Tale, naar han nu snart opruller sit udenrigspolitiske Program. Plan vil sikkert i denne Tale betone den Vægt, vi lægger paa Venskabet med de nordiske Nabofolk, og idet han betoner dette, bør han tilføje, at Hensynet dertil muligvis vil medføre, at Bestemmelserne vedrørende Nordslesvig i Pragfreden og den dermed i Forbindelse staaende Traktat af 11. Oktober 1878 vil blive reviderede.”
Jeg: „Holder De det for rigtigt, at jeg personlig gaar til Dr. Solf for at tale med ham derom?”
Naumann: „Nej, tal hellere paany med Dr. David, det er bedre.”
Vi standsede Samtalen og skiltes. Naumann var meget alvorlig. De sidste Tider har taget haardt paa ham. Ansigtet er blevet gennemtrukket af endnu dybere Furer.
Tiden nærmede sig, da det betydningsfulde Møde skulde aabnes. Alt viste hen til, at det var en stor Dag. Adgangen til Rigsdagsbygningen var belejret en Timestid, før Mødet aabnedes. Tribunerne og Logerne blev hurtigt overfyldte. Ved Forbundsraadets Borde i Plenarsalen talte jeg over 300 Regeringsrepræsentanter, høje Embedsmænd og Militære. Diplomatiets Loge var stuvende fuld. Hoflogen tæt besat. Ministrene var mødt fuldtallige. Rigskansleren, Prins Max) traadte hurtigt ind i Salen, høj og slank, og Statssekretærerne grupperede sig om ham. Underligt nok var en Del Pladser i Salen, deriblandt Hr. v. Heydebrands, tomme.
Formanden aabnede Mødet, og Rigskansleren tog straks Ordet. Under lydløs Tavshed, langsomt og tydeligt, læste han Talen op. Nu og da blev den afbrudt af dæmpet Bifald. Indtrykket var ikke betydeligt. En fremragende Taler er han ikke.
De kommende Dage vil vise, om han har Mod og Mandshjerte, Energi og Handlekraft nok til at gøre sig gældende.
Efter at Mødet var hævet, var der meget livligt i Gangene. Folk samledes i Grupper og drøftede Situationen. En dansk Officer, som jeg havde skaffet Adgangskort, kom ned fra Tribunen, og jeg gjorde ham bekendt med forskellige Kolleger, deriblandt en Gruppe polske Rigsdagsmænd, med hvem vi hurtigt kom i Samtale.
Mens vi stod der, fik jeg Øje paa Loretz, som ensomt gik rundt og studerede Milieuet. Han hilste paa mig, og vi spadserede ned ad Foyeren Hvor er det ejendommeligt,” sagde han, „at Stemningen ikke er mere bevæget. Rigsdagen forstaar øjensynligt ikke Rækkevidden, af hvad der er sket. Jeg havde ikke troet, at det tyske Folks Repræsentanter havde haft saa let ved at resignere efter alt hvad der er gaaet forud.”
Jeg: „Mange Stemninger slaar her sammen. Krigen har i al Almindelighed afstumpet Følelserne, Krigstrætheden og Fredslængslen er stor. Glæden over de indre Reformer slaar ind med. Man bøjer sig for Magten og finder sig i det uundgaaelige.
Men mærkværdigt er det alligevel, at Lidenskaberne ikke bryder igennem, at Bevægelsen ikke er større, her hvor vi dog staar ved et afgørende Vendepunkt i Tysklands Historie.
Hvad siger Erzberger?”
Loretz. „Kruset er knust, — der er kun Skaar tilbage”,sagde han til mig i Forgaars. Husker De iøvrigt vor sidste Samtale med ham? Nu er hans Aktier atter i stærk Stigning.
Jeg: „At dette vilde ske, har jeg aldrig været i Tvivl om. Han er saa langt den dygtigste af alle Tysklands Parlamentarikere den kundskabsrigeste, den evnerigeste, den flittigste den modigste, den mest hensynsløse, hvor Forholdene kræver det.”
Hvad mener De, at Wilson vil svare?”
Loretz: Han vil ikke uden videre gaa ind paa Betingelserne. Vaabenstilstand faar Tyskland i hvert Fald ikke før Belgien og Frankrig er rømmede.”
Jeg: „Det synes Hærledelsen ogsaa at være villig til ”
-Ja, den er nødt til at give efter. Bulgarien har opgivet Spillet, Tyrkiet er færdigt, Østerrig kan ikke mere. Da Kejser Karl sidst var i Berlin, kom han for at meddele dette, men i Hovedkvarteret fik man ham bevæget til alligevel at fortsætte.
Nu er det atter galt. Udenrigsminister Hintze er straks efter sin Afskedigelse rejst til Wien, hvor han skal sætte alt ind paa at afholde Østerrig fra at Slutte Fred Paa egen Haand. Om det vil lykkes, er en anden Sag.”
Jeg. „Paa hvilke Betingelser vil Tyskland faa Fred?”
Loretz: „Fredsbetingelserne vil blive haarde. Det vil ikke gaa saa glat med Fredsslutningen, som mange her er tilbøjelige til at tro.”
Før vi skiltes ad, aftalte vi, at jeg skulde besøge ham paa hans Kontor, hvor vi kunde tale friere.
Jeg fulgte den graanende Elsass-Lothringer med Øjnene, da han gik ned ad Foyeren. En bevæget Tid laa bag ham. 16 Aar gammel var han hemmelig flygtet fra sit Fødeland for at undgaa den preussiske Militærtjeneste. I en Aarrække havde han som Boulangers Privatsekretær staaet i Revanchetankens Tjeneste.
Under Kampen for Elsass-Lothringens Genforening med Frankrig havde han lidt tunge Nederlag og smertelige Ydmygelser. Nu havde han omsider faaet Oprejsning. Rank og spænstig, med stolt løftet Hoved gik han ud af Døren.
H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 2, Kbh. 1925
