Faldne.

I Fredags modtog Murmester Jens Schmidts Kone i Traasbøl den sørgelige Efterretning fra Krigsskuepladsen, at hendes Mand er falden den 30. December i Frankrig, under en Fægtning omkring ved Reims. Meddelelsen kom fra en kammerat af ham, Thøisen, Kliplev, som hele Tiden har været sammen med ham. Schmidt efterlader en dybtsørgende Hustru, seks smaa Bøørn, hvoraf de 2 (Tvillinger) fødte kort før Jul, og sin gamle Moder. Efterretningen har fremkaldt stor Sorg, ikke blot i hans Hjem, men i hele Byen, da han var en meget god og afholdt Mand.

Landmand Lorens Meyer og Hustru i Simondys ved Hanved har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Lorens er falden den 7. Januar paa Krigsskuepladsen i Frankrig. Han var 26 Aar gammel.

Kusk Dominikus Hansen fra Sønderborg, der stod i Landeværnet, er ifølge “S.Zt” den 10. Januar falden i Frankrig. Han efterlader Enke og 2 Børn.

En Sørgefest agtes afholdt i Krigen i Fjelstrup for den falden Smedemester Georg Ahrendt fra Sillerup Tirsdag Eftermiddag K. 3½. Georg Ahrendt efterlader sig Hustru og syv uforsørgede Børn.

I Fangenskab.

Peter Matzens Kone i Gramby har i sidste Uge faaet Meddelelse fra sin mand, at han den 17. December er bleven taget til fange og befinder sig i god behold i Frankrig. I Tabslisten for i Søndags er Matzen opført som savnet.

Nicolaj Nikolajsen, Søn af Skomager Nikolajsen i Frisergade i Flensborg, der stod ved Gardeforstærkningskorpset som Sanitetsskusk, er ifølge “Fl. N.” kommen i russisk Fangenskab og befinder sig paa Vej til Sibirien. Skomager Nikolajsen har allerede mistet en Søn, der stof ved et Jægerbataillon. Hans yngste Søn er for Tiden ved Fronten ved Ypres.

Paa Lasaret.

Gaardejer Hans Bonde i Egen, hvis Søn har deltaget i krigen paa den østlige Krigsskueplads, og hvem han ikke havde  hørt fra i længere Tid, modtog for en Uges Tid siden Brev fra ham, at han var bleven saaret af et Strejfskud over Brystet og befandt sig paa et Lasaret i Berlin. Faderen og den unge Mands Kæreste er nu ifølge “Dvp.” rejst til Berlin for at hente ham, da der er skaffet Plads til ham paa Lasarettet i Sønderborg.

En Savnet. – Oplysning søges.

Gefreiter i Reserven, 2. Kompagni Regiment 86, Jørgen Andersen fra Øster Løgum ved Aabenraa, har ikke ladet høre fra sig i fem Maaneder. Han blev saaret den 23. August ved Mons samen med flere af sine Kammerater, og han staar ogsaa opført i Tabslisten som saaret. En Kammerat, der stod ved hans Side, har set ham paa Forbindingspladsen. Al Efterforskning har hidtil været forgæves. Vi henvender os nu til Bladets Læsere, om muligvis en eller anden kunde vide Besked fra deres Paarørende, som har staaet ved hans Side. De bedes i saa Fald meddele os det.
Jørgen Andersen,
Øster Løgum pr. Hovslund

[Nedenstående breve har tidligere været bragt på her på hjemmesiden i december 2014 i Harald Nielsens forkortede versioner i “Sønderjyske Soldaterbreve”. Vi bringer dem her alligevel for at få indledning og afslutning med, RR]

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Rusland, d. 23. Decbr.

De Kort, jeg skrev paa Rejsen fra Frankrig, Belgien, Berlin og Breslau, har I vel modtaget. Mellem Forholdene her og i Frankrig er der lige saa stor en Forskel som paa Dag og Nat. Her ser man noget helt andet en i Vest.

Vi har over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter. En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over markerne, naar vi rykker ud. Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel.

De ungarske heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her. Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, som Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej, det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland. Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der i alt stod 800 heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen.
Naar bare jeg var blandt Nordslesvigere.
I kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en krig fører med sig.
Kærlig Hilsen
Paul

III.
Rusland, den 6. Jan. 1915.

Kære Moder! Mange Tak for Dit Brev af 29. December. det var min første Post her i Rusland. Aftenen efter modtog jeg Postsager over Frankrig, deriblandt var et Brev fra Misse og et Kort fra lille Søster Ella, 4 “Hejmdal” og to Salmebøger og et Julekort fra U.P. Sørensen, en Pakke Cigarer fra J.C. Hansen og 2 Pakker fra Eder med Sodakage og Lagkage i, saa det var en hel Mængde paa en Gang. Sig dem alle hjertelig Tak, og Tak dog først og fremmest til Dig, min kære Moder. I skal ikke være bedrøvede over, at jeg er kommen her til Rusland, for jeg er sund og rask, og Udsigterne er gode for, at jeg kan komme sund og rask hjem til Eder igen.

Broder Johan kan være glad for, at han ikke er kommen her til Rusland. Jeg læste i Gaar Aftes, at han sammen med syv andre Nordslesvigere var afrejst den 18. December til Frankrig. De havde sendt en Hilsen til “Hjemdal”. Jeg er rejst fra Frankrig den 19. Den 20. December kom vi gennem Aachen. Johan er vist kommen gennem Aachen samme Dag. Saa tæt har vi to Brødre været sammen efter saa langs Tids Adskillelse, uden dog at vide det. Men nu fjorten Dage efter har jeg set det i “Hjemdal”.

Den første Dag her i Rusland traf jeg en Infanterist, som spurgte efter en ved Navn Petrik, som skulde være ved Train Nr. 9. Jeg sagde, at der var en ved vor Kolonne, som hed saadan, men at vi først var kommet hertil i Dag. “Ja”, sagde han, “har I saa været i Nærheden af St. Quentin?” – “Ja.” “Saa er det sikkert min Broder.” Han havde imidlertid ikke engang Tid til at komme hen at tale med ham. En Snes Minutter senere kom Broderen, men da var den anden borte, og de fik ikke talt sammen. Men han var dog glad for at faa en Hilsen fra ham, da han ikke havde Anelse om, hvor han var.

Saadan gaar det saa mangen en, saadan er det kanske ogsaa gaaet Alfred og Holger Lycke, C. Grelk og Hans Lund. Mangen en kommer jo i Fangenskab og har det temmelig godt, men hverken faar eller maa afsende Post. Naar den skrækkelige Krig saa er forbi, komme de jo sunde og raske hjem igen. Naar I hører fra Johan, saa send mig hans Adresse, at jeg kan skrive til ham.

I Aften, Helligtrekongersaften, har vi haft Juletræet tændt. Mine Julelys, som jeg havde hjemme fra, havde vi tændt i Aften,  og nu er de nedbrændt, som det er skik og Brug i Tyskland. Vi sang nogle Julesalmer saa det var en hel Højtidelighed.

Her i Skolen, hvor vi nu ligger 40 Mand, har vi det meget hyggeligt, for her er Kakkelovn og Borde og Bænke. Vi ligger varm og godt, men Tøjet faar vi ikke af Kroppen.

I Gaar, da vi havde aflæsset, fik vi Saarede med tilbage til Banegaarden. Jeg havde Lejlighed til at tale lidt sammen med en, som havde faaet en Kugle i Knæet. Han havde mange Smerter. Benet var stivt. Med Forplejningen var det temmelig god, men med Cigarer var det knapt. Jeg gav ham en Cigaret. Det var, som al Smerte var borte eller glemt ved at faa lidt at ryge igen, sagde han. Jeg gav ham en Pakke som jeg havde, for jeg ryger jo dog ikke selv. i Fremtiden vil jeg ikke give mine kammerater saa mange af mine Cigarer, nu giver jeg dem til de Saarede.

Her faar vi sjældnere Post. Nu lige kom postsagerne, men der var intet til mig. jeg mangler heller intet saa nødvendigt; men glad bliver man dog, naar man faar noget.

Jeg er sundt og rask og haaber ikke, det varer længe, inden vi kan vendte hjem til vort kære Hjem, som er saa langt borte. Nu er Klokken over 10, og vi skal op i Morgen Kl. ½5, saa det er paa Tide, at gaa til Ro. Vær ikke ængstelig for Johan og mig, kære Moder. Jeg sætter min Lid til det, som Provsten skrev paa et Kort: “Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes”. Lev vel.
Eders
Poul

Vest og Øst. B.d. 13. Decbr. 1914.

Mange Tak for Eders Breve. Jeg har ogsaa faaet flere pakker, deriblandt ogsaa en fra Fru Gundersen og J.C. Hansen. Det er altid en Oplivelse, naar Posten bringer en noget godt hjemmefra.

I det gode Kvarter, som jeg beskrev i forrige Brev, er jeg ikke mere. Jeg har haft to siden. Her bor jeg paa en Vandmølle. Vandet suser Dag og Nat. Her er ikke Mangel paa Vand, det har der ellers ofte været. Husets Beboer bestaar af Mand, Kone og tre Børn, og de er meget flinke. I en Dansesal har vi ca. 50 Heste staaende, det er ikke saa flot som i Lüttich. Der stod Hestene i et Teater med Plystæpper. Staldplads og Husly maa man tage, som man kan finde det.

Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag formiddag, da vi var ude paa March, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?

Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed har i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofter. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil, og gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.

I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredje Gang. Eller er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel. —

Jeg blev ikke færdig med at skrive før, for Postvognen kom, og jeg maatte hen og hente Postsagerne. Til in store Glæde var der ogsaa Brev fra Dig, kære Moder. jeg har faaet seks smaa og en stor Pakke fra Eder. Det bedste og gavnligste af alt, hvad I har sendt, er den elektriske Lommelygte. Den gør god Tjeneste.

Nu har vi jo snart Jul. Hvis jeg maa blve her, tror jeg nok, jeg kan faa en god Jul. Og haaber ogsaa, at I maa faa en glædelig Jul. Tak for det lille Juletræ fra Søster Ebbes Have, som jeg forhaabentlig faar en af de første Dage.
Kærlige Hilsener, Eders Søn og Broder
Paul.