Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn gjorde krigstjeneste i 1. bataljon af Regiment 86. Den 9. januar var hans bataljon flyttet til Soissons, hvor det deltog i det tyske angreb her 8.-14. januar.

Cuy d. 22. Jan. 1915.

Det var en værre tur, vi der var på ved Soissons. Jeg forstår næsten ikke, at jeg kom uskadt derfra. Vi kom derud om natten og vidste hverken det ene eller det andet, kun peb kuglerne fra alle sider, så vi kunde nok regne ud, at vor reservestilling ikke var så langt tilbage. Da det blev dag, viste det sig, at vi lå lige over for franskmændene, og snart begyndte granaterne at regne ned over os, så slemt, at de, der ellers har været med hele tiden, ikke har oplevet noget lignende. En del af os, hvoriblandt også jeg, søgte dækning noget tilbage i en skov. Her var det langtfra sikkert, men dog lidt bedre end forude. Her lå vi og ventede, at franskmændene skulde komme, men de kom ikke, og hen paa eftermiddagen gik vor bataillon over til angreb og tog de franske stillinger og en hel del fanger. Stormen var temmelig let. De franske Stillinger var helt ødelagt af det svære tyske artilleri. Det var forfærdeligt at se dets virkning. Ligeledes lykkedes det med disse svære kanoner at spærre vejen for den franske reserve. — De stillinger, vi tog, vil ikke være lette at tage igen, for højderne falder brat ned mod Aisnefloden.

Det var en herlig egn der. Vi lå på højderne på nordsiden lige over for byen, en dejlig by, med to store domkirker, som jo desværre vist ikke bliver skånet, nu når det tyske artilleri for alvor beskyder byen. Ved begge sider af Aisne hæver sig skovbevokste højder, hvoraf små byer og enkelte huse titter frem. Man kunde ikke blive træt af at se på dette billede. Men desværre er der jo nu så meget, der skæmmer det. Man behøver blot at se lige ned for sig, overalt ligger lig af franske sønner, der i disse dages hårde kampe har sat livet til. Ja der har været kæmpet hårdt om disse højder og hidtil uden held for tyskerne.

Nu kom vor 1. bataillon og tog dem. Og tænker man så på, at over halvdelen af mandskabet i det er fra Nordslesvig — det var altså os, der skulde klare det, — og lader vi så tankerne glide hjemad og behandlingerne der — hvilken forskel!!

I 5 dage lå vi derude i skyttegravene og fik næsten hverken søvn eller mad, kun en hel del vin gav det, da der var rigeligt deraf i byen og et par slotte, som vi erobrede.