Alle indlæg af Rene Rasmussen

16. januar 1915. Kostråd i en barsk tid: “Vi må undgå ødselhed!”

16. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Gode Raad i Krigstider ved Dr. Bumm, Formand for det kejserlige Sundhedskontor, Berlin; prof. Dr. Eltzbacher, Rektor af Berlins Handelsskole; Prof. Dr. Fassbender, Landdags- og Rigsdagsmand; Fru Hedwig Heyl, Berlin; dr. Rubner, Professor ved Berlins Universitet; Dr. Zuniz Professor ved Landbohøjskolen i Berlin.
(Efter “Ernährungsmerkblatt.)

I.
Fjender rundt omkrig! Det tyske Folk kæmper til Lands og til vands for sin Eksistens. Vor Hær staar i Vaaben imod den halve Verden, der kræves usigelige Ofre af vore Krigere i blodig Kamp. For at fravriste dem Sejrsprisen vil England tvinge det tyske Folk i Knæ ved at udsulte det. Det fejge Vaaben hæves mod Kvinder og Børn.
Slaget skal være virkningsløst, man skal ikke finde os modløse. Vor Forsyning med Levnedsmidler er sikret, saafremt vi i den alvorlige Stund er beredt til en fornuftig Husholdning og til prisgivelse af Luksus og Ødselhed. Der kærves ikke Afsavn, men kun en Levemaade, som svarer til Tidens Alvor og – langtfra at skade Sundheden – netop vil være en Kilde til legemlig og sædelig Kraft. Vor Hær skal i os finde Medkæmpere og Offervillige, som hjemme med deres svage kræfter arbejder med for at vinde Sejrens Laurbær.

Den Opgave, der stilles os, er en dobbelt. Vi maa vælge de Levnedsmidler, som vort eget Land levere os i rigelig Mængde, og vi maa undgaa den Ødselhed, som desværre i alt for høj Grad har fundet Indpas hos os. Begge Dele betyder en Tilbagevenden til Fædrenes simple Levemaade.

1.
Kød og Fisk.
Hvor Kødforbruget i de sidste Aar er tiltaget over Maade, bør det indkrænkes til et beskedent Maal. Pølse og Kødpaalæg til Frokost kan meget godt undværes. Ligeledes den for Tiden gennemgaaende overdrevne Nydelse af Kød til Aftenmaaltidet. Selv om man paa enkelte Dage giver fuldstændigt Afkald paa Kød, vil det ikke skade Sundheden. Kødet kan meget godt erstattes af andre Madvarer frem for alt Ost, Mælk, Tykmælk og nærende Melmad. Naar man spiser Kød, skal man omgaas sparsommeligt dermed. Affald og Rester, som hyppigt kastes bort som værdiløse, kan der laves god Suppe og Sauce og andre retter af.
2.
Fedt.
Nydelsen af Fedt, Flæsk, Kunstsmør og andet Fedt, især ogsaa af Smør og Fløde, overdrives stærkt i enkelte landsdele, hvor man ikke spiser Brød, uden at smøre Smør eller Fedt paa. En altfor rigelig Nydelse af Fedt er sundhedsfarligt, da den volder Fordøjelsesbesværligheder, og desuden er Fedt et uforholdsmæssig dyrt Næringsmiddel. Forbruget af Fedtet i Køkkenet kan indskrænkes. Som Paalæg til Brødet kan Fedt erstattes af andre Stoffer, især Frugt, Frugtmos, Marmelade. Fedtresterne skal man ikke lade ødelægges, man kan atter anvende dem ved at stege og koge dem af.
3.
Mælk og Ost.
Mælk bør anvendes i udstrakt Grad. Ogsaa sur Mælk og Kærnemælk er fortrinlige Næringsmidler. Al Slags Mælk lader sig ligeledes udmærket anvendes til Supper og melretter. Hertil egner sig ogsaa skummet Mælk, hvis Anvendelse paa Grund af den billige Pris kan anbefales. De mange Slags Oste, der fremstilles af Mælk, især ogsaa Skørost, er letfordøjelige og nærende. Mælk og Ost danner en fortrinlig Erstatning for Kød og Æg.
4.
Brød- og Melretter.
Som Brød til daglig Brug bør man foretrække de hovedsageligt af Rugmel fremstillede Slags. Den Sæd og Skik, der raader i mange Landsdele, at faa Grød og melretter, Melsupper og andre Supper med Tilsætning til Davre og Nadvere, fortjener at efterlignes. Man kan ogsaa tilberede mange Melretter paa sydtysk Maade. Gammelt Brød er lige saa nærende som frisk Brød. Udelukkende at bruge friskbagt Brød leder til Ødselhed med Brød. Brødrester kan benyttes paa mangfoldig Vis i Køkkenet. Man skal opbevare dem tørt, saa de ikke sætter Skimmel og bliver uspiselige.

Nyheder, Sønderjyder

15. januar 1915. Feltpost fra Hejmdal: Skyttegravsudsigt: Runkelroer, men ingen franskmænd.

15. januar 2015 Rene Rasmussen 3 kommentarer

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Fronten i Frankrig. I Skyttegraven ved L., 3. Jan. 1915.

Kære Venner!
Rigtig mange Tak for alt – Brev, Blade, Papir og Kort -. Vi har nu begyndt paa et nyt Aar og alle spørger vi uvilkaarlig, hvad vil dette bringe, enhver af os haaber det bedste, og gid vi ikke maatte blive altfor skuffede. Endnu et Stykke ind i Fremtiden vil man kunne sige, at “Trange Tider langsomt skrider” Ja, hvor kan et Døgn blive langt herude i Skyttegraven, hvor baade Dag og Nat hugges til Pindebrænde ved idelige Vagtposter, saadan som sidste Gang vi var her, da maatte vi hver 2 Timer paa Post. Det er saa kedeligt og trist, at staa i 2 Timer og kigge gennem et Skydehul, uden at kunne se andet end Toppene af Runkelroer, en Række Pigtraadsforhindring og lidt længere borte nogle Frugttræer. Franskmændene har jeg i de 3 Uger, jeg har været her, ikke set noget til. Naar det er tørt, gaar det jo endda, men naar det regner, som det har gjort her de sidste otte Dage, da er det næsten ufremkommeligt i disse smalle Grave paa denne fede Lerjord; gaar man blot en halv Snes Skridt, saa er man saa tilsmurt med Ler paa Siderne og forneden, at man har vanskeligt ved at kende den stramme Soldat, der nu meget mere ligner en Type, som vi kender fra Mergelbanerne – og det værste er næsten, at Gravens Sider ikke kan staa denne Væde, de skrider ned og giver ekstra Smøreri. Det var bedre at have lidt Frost, men den franske Vinter bestaar vel mest af Regn.

Alting er dog ikke trist her, naar vi er hjemme, har vi mange hyggelige Timer; de Dage, vi er hjemme i kvarter, er som en Ferie, og den nyder vi, saa godt vi kan; jeg kan her lige fortælle lidt om vor Juleaften. Vi bor, som jeg maaske har skrevet, 7 Nordslesvigere sammen, blandt dem er Jørgen Andresen, Nybøl mark. Vi blev enige om, da vi skulde være ude hele Julen, at fejre Juleaften Aftenen forud, da vi endnu var i Kvarter. Vi bød derfor en Del gode Bekendte sammen, for med dem om muligt at faa en hyggelig Aften. Vi blev i alt 16. Først sang vi en Del af vore gode Julesalmer, saa læste en Juleevangeliet, og vi sang endnu lidt, fik Kaffe, læste et Stykke af “Den nordslesvigske Kirkesag”, sendte en Hilsen til “Hejmdal”, som I maaske har set, og sluttede henved Klokken 9 med “Dejlig er Jorden”. Det kunde maaske synes at være en mærkelig sang her i al denne Elendighed, men jeg tror nok, at de fleste havde paa Fornemmelsen, at endnu skønnere er Guds Himmel, og derfor kan vi trods alt synge, dejlig er Jorden.

Saadanne Aftener har vi haft et Par Gange siden, sidst Nytaarsaften, og dem er vi meget glade for, thi de er jo som Manna i Ørkenen; forhaabentlig faar vi Lov at fortsætte endnu i lang Tid, thi da vi bor i en Bagbygning, generer vi ikke mange med vor Sang.

I Gaar Eftermiddags var jeg ovre for ar besøge Michael Steffensen, han er jo i Kvarter i Byen L., som ligger 3,4 Kilometer nordfor Byen C., hvor vi er i Kvarter. Jeg traf det dog uheldigt, da han var i Skyttegraven og først kom ud i Aften; vi kan kun træffe hinanden den første Dag, jeg kommer ud, da maa det være sidste Dag, han er ude. Jeg har nu sendt et Kort til ham, at han kan komme over til mig paa Lørdag, da er vi atter fri; der skiftes nu med 6 Dage.

Angrebet, som I vel har læst om, var længere østpaa, vi var i Kvarter og holdt os hele Dagen parat til at rykke ud, hvis de der trængte til Forstærkning, men vi kom ikke ud.
Der er en Del, der her modtager et nordslesvigsk Blad, men i de sidste Dage har de ikke faaet det. Hvad der ligger til Grund for dette, ved jeg ikke.

Hvor er den forløbne Fest dog vidt forskelligt fra den i Fjord. I Aar har man tilbragt Julen i en Hule paa nogle faa Kvadratmeter, hvis hele Indbo bestaar af halvanden Stol, noget Halm, to Hylder, et Ildsted, en lille Blæsebælg og en fransk Økse og sidste Aar da var hele Familien samlet og havde det saa hyggeligt og godt. I Aar er en af os kaldt bort, —. Godt er det, at han har levet saadan, at vi med Glæde kan mindes ham, og det lader jo til, efter alt hvad der skrives om ham, at hans korte Liv ikke har været helt forgæves, men at ogsaa andre end os, der stod ham nærmest, har været glade for vor Jeppe. –

Skal hilse fra P. Jensen, Stenderup, og Jørg. Andresen, Nybøl. Valdemar L. er kommen ind igen, har jeg hørt.
Det regner nu ned i vor Hule, saa det begynder at blive uhyggeligt.
Med Ønsket om alt godt for Jer i det nye Aar sendes de kærligste Hilsner Eders heng.
Peter
Tak for alt i det Aar, der svandt!

[Brevskriveren må være Peter Østergaard. Et kortere brev med delvist samme indhold blev bragt den 23. december 1914, og heri henvises til et kommende brev til Hejmdal. /RR]

Jul ved Yserkanalen. V., den 27. December.

Kære Broder og Svigerinde!
Tak for Eders pakker, som jeg modtog i Dag. I kan tror, jeg fik mig en god Frokost med en god Snaps til. Det var meget, der smagte. Vi kom lige Fronten, hvor vi havde været i Skyttegraven første Juledag og i Dækningsgraven anden Juledag. Nu kan vi jo saa være i Ro Resten af det gamle Aar.
2. Januar kommer i Skyttegraven igen, og saa begynder det gamle Levned i det nye Aar. Der var vist ikke mange, der tænkte, dengang Krigen begyndte, at den skulde blive ved ind i 1915. Forhaabentlig varer den ikke Aaret ud.
Juleaften fejrede vi efter Omstændighederne meget smukt. Vi boede i en Kartoffelrum, som vi havde pyntet smukt med et lille kønt Juletræ. Om Aftenen var vi en Del Nordslesvigere sammen og sang nogle Salmer paa vort kære Modersmaal.
Den 23. December henimod Aftenen havde vi Besøg af Pastor Petersen fra Sønder Vilstrup. han ligger ikke langt fra os ved et Sanitetskompagni. Saa vidt jeg ved, er han rejst herned for en 14 Dage siden.
Vi er endnu paa samme Sted, 4-5 Klm. sydfor Dixmuiden. Vi har en temmelig god Stilling her, men det gaar ellers hverken frem eller tilbage. For Tiden er Afstanden til den fjendtlige Stilling ca. 1500 Meter. Til den ene Side er der Oversvømmelse. Hos Russerne gaar det nok raskere. De er nok snart helt slaaet, saa vi kan faa Forstærkning deroppe fra, omendskønt der snart ikke er Plads til flere her.
Broder C. skrev, at baade Du og han var paa Stationen. Det skal I dog ikke være udtagne paa Sessionen. Det skal I dog ikke saa let. Der er tropper nok her ved Fronten. Hvis I kommer ind, kommer I maaske til at gøre lidt Jordarbejde.
Jeg har det ellers godt og er ved god Sundhed. Med mange Hilsner.
Eders
Anton

Nyheder

15. januar 1915. Udveksling af aviser i ingenmandsland

15. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Sønderjyden Jens Christensen beskriver i et feltpostbrev, offentliggjort den 15. januar 1915, en patruljetur på Vestfronten.

Når vejret er kønt her oppe paa de skovbevoksede Høje, er en Patrouillegang mod Fjenden en interessant og velkommen Afveksling, thi altid at staa og kigge over Geværranden i Løbegraven bliver i Længden lidt kedeligt og ensformigt. Hvor vi nu er, er vi ikke saa nær inde paa Fjenden, den fjendtlige Løbegrav befinder sig vel ca. 1½ Kilometer herfra og der ligger en Skov imellem. Man kan saa i Stedet for at holde Vagt i Gravene sammen med et Par Kammerater melde sig frivillig til en Patrouillegang. Vore foresatte vil gerne vide, hvilken Modstander vi har til Nabo, og vort Maal er saa at vende tilbage med en „Monsieur” død eller levende, eller hvis det ikke lader sig gøre, saa at udforske Fjendens Stilling paa saa nært Hold som muligt.

Forleden Eftermiddag var jeg med et Par Venner paa en saadan Tur. Først gik vi en Runde til de udsatte Vagtposter for at meddele dem vort Forehavende. Da vi befandt os foran Pigtraadshegnet af vor sidste Stilling, blev vi pludselig en Franskmand var, som stod inde i den tætte Skov, med Geværet i Anslag mod os. Da vi befandt os paa en aaben Plads, maatte vi et Øjeblik dukke os, indtil vi naaede Skovkanten. Manden, som rimeligvis har haft et Par andre i Baghold, var dog forsvunden, og en Forfølgelse langt ind i Skoven førte ikke til noget Resultat. Han havde dog efterladt en Avis i et Træ, det var „Le Petit Parisien”; trykt i Paris Dagen i Forvejen. Den indeholdt blandt andet mange Løgnehistorier bestemt for os; efter Hjemkomsten fik vi nemlig en „sprogkyndig” til at forklare os Indholdet. Nu vi vendte jo selvfølgelig tilbage uden en Franskmand, men glædede dog Kompagniføreren med den medbragte Avis.

Dagen efter gik vi igen paa Patrouille. Kaptajnen gav os et Eksemplar af „Hamburger Fremdenblatt” og skrev derpaa i det franske Sprog en Tak for Avisen og bad om paa samme Vis at sende flere. Vi begav os saa paa Vej igen, dog med den største Forsigtighed, listende os fra Træ til Træ, krybende gennem Buskadset, af og til liggende bag en Træstamme for at lytte. Langsomt kom vi den fjendtlige Stilling nærmere, vi kunde tydeligt høre Soldaternes højrøstede Samtaler og se Pigtraadshegnet foran Gravene. Det var ikke fri for, at vi følte os lidt hede i Hovedet, det var dog spændende, og vi kunde ikke lade være med at krybe saa langt fremad, som det var muligt uden at blive set.

Da vi kom Graven paa ca. 200 Meter nær, blev to af os staaende paa Vagt, mens to andre endnu krøb et Stykke længere frem, hvor Skoven begyndte at blive mere aaben og hvorfra derfor den fjendtlige Stilling bedre kunde overses. Der lagde de sig ned og optegnede en lille Skitse over Terrænet.

Endnu blev vi der en lille kort Tid og lyttede; saa ogsaa to Franskmænd staaende bag Skyttegraven i Færd med at save Træ; det gik dog ikke an at skyde, da vi ikke turde risikere at røbe vor Nærværelse. Paa et iøjnefaldende Sted lod vi saa den medbragte Avis tilbage og langsomt begav vi os derefter paa Hjemvejen, den samme Vej, som vi var kommen.

Med Hilsen.
JENS CHRISTENSEN.
(Kort efter Afsendelsen af dette Brev blev Brevskriveren haardt saaret i Skulderen.)

1914-09-22 Fransk skyttegrav — Fransk skyttegrav

Nyheder

14. januar 1915. “Jeg begriber ikke, at vi slap fra det.” Kresten Andresen i slaget ved Soissons

14. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. I januar 1915 deltog han i slaget ved Soissons. Han beskrev sine oplevelser i et brev til sine forældre et par dage efter slaget.

Cuy den 18, januar 1915

Den 13. havde vi det nogenlunde roligt. Men den 14. gik stormen videre, og den kom, uden at vi anede det. Pludselig hørte vi stormråb lige til højre for os og forfærdelig geværild. Vi skulde flankere angrebet; sværmede ud i en lang kæde og gik springvis over mod en skov, som var besat af franskmændene, der allerede havde forladt stillingen. Vi blev modtaget af en morderisk ild, men gik støt fremad i korte spring, og jeg så slet ingen falde. Ved skovbrynet holdt min afdeling sig længe. De gik på med bajonetten derinde.

Allerede kom der nogle trækkende tilbage med en snes fanger. Kort efter måtte vi med ind i skoven, og dér tog vi ca. 50 fanger. Det gjorde mig så ondt at skulle afvæbne dem; til sidst havde jeg hele min lomme fuld af alle slags knive. Men der var intet at gøre. Jeg havde håbet at kunne blive til bevogtning af fangerne. Men kort efter blev vi kommanderet frem igen. Derved kom jeg bort fra mit kompagni og sluttede mig til jægerne. De stod længe i en hulvej og trykkede sig, fordi der var et maskingevær, som knitrede foran os, og de syntes, det var dem uværdigt at skulle storme det. Men omsider gik vi løs ned mod et slot i bunden af dalen; dér stod maskingeværet i et tårn, og vi måtte søge dækning ind under murene. Andre fandt straks vej til vinkælderen. Jeg traf dér et par kammerater, og vi sluttede os sammen.

Franskmanden trak sig nu over på den anden side en eng og tog stilling bag en høj banedæmning. Vi måtte frem gennem slotshaven over engen. Til højre lå Soissons ganske nær ved os. I et af de yderste huse stod et maskingevær, der bestrøg hele vejen. I kan tro, vi fik fart på, og jeg begriber ikke, at vi slap fra det, for kuglerne hvislede ind i gruset rundt om os, så man næsten trådte på dem; men heldigvis kom vi over til dæmningen, andre stormede over.

Vi blev tre mand liggende, fordi vi ikke kunde holde ud at løbe mere; men det blev også temmelig hedt, da vi kunde ses fra Soissons og blev stærkt beskudt, så snart vi rørte os. Imidlertid kom 36. bagfra, og dem sluttede vi os til. Vi sværmede ud tværs over engen og begyndte at grave os ned ca. 3-400 meter fra byen.

Om aftenen gik vi tilbage, og undervejs sloges der et dygtigt slag i slottets vinkælder. I skoven fandt vi en såret løjtnant; ham bar vi op over skrænten. Endelig nåede jeg hjem; men næppe havde jeg gjort anstalter til at få noget at spise, før vi blev alarmeret igen. Stillingen skulde holdes nede på engen, og vi måtte ned igen for at forsvare stillingen og grave os rigtig ned. Det var vi færdige med hen ad kl. 2. Så svøbte jeg mig ind i min kappe og vilde netop til at slumre ind, da vi påny blev alarmeret; vi skulde afløse 12. regiment. Nu gik vi vild i de mange skyttegrave og irrede omkring kl. halv syv, hvorpå jeg straks blev kommanderet på lyttepatrulje.

Nyheder, Sønderjyder

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

14. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsen fra Felten.

“Dybbøl-Posten” har modtaget følgende Hilsen fra Frankrig:
Frankrig den 6. Jan. 1915.
Vi undertegnede Nordslesvigere, som staar ved et Husar-Regiment, sender hermed en venlig Hilsen til vore Venner og Bekendte tilligemed Ønske om et godt og velsignet Nytaar!
Underofficer Jørgen Sørensen, Hostrup (Aabenraa); Underofficer Michael Michaelsen, Skodborg; Reservist Frederik Mortensen, Arnum Mejeri; Peter Kjer, Grønnebæk, Johannes Schultz, Skudstrup; Christen Lund, Skudstrup; Peter Lauritzen, Skodborg; Peter Dall, Langetved; Johan Silberbauer, Skudstrup; Philip Petersen, Maugstrup; Peter Berg, Aastrup; Julius Schumacher, Vojens; Vilhelm Petersen, Vojens; Niels Bruhn, Arnum; Andreas Jensen, Ulkebøl; Peter Madsen, Tumbøl; Jørgen Dall, Aastrup; Christian Lauridsen, Skovby; Nis Maag, Barsmark; Jørgen Hansen, Haderslev; Carl Hansen, Haderslev; Marius Petersen, Toftlund; Jens Raben, Hoptrup; Oluf Ravn, Ørby; Martin Faaborg, Hostrup.

En af de Faldne.

For kort Tid siden blev der fra Civilstandskontoret i Ulkebøl sendt Gaardejer Jens Brock, Klinting, den sørgelige Meddelelse, at Sønnen Jens var falden i Rusland den 25. Oktober 1915.

Dette er, skrives til “Dbp.”, saa alligevel en Bekræftelse af, hvad hans Kammerater den Gang skrev, men da der samtidig kom Postsager tilbage med Paategning “Lasaret” saa nærede hans Paarørende alligevel Haab om, at han kun var saaret. Men nu er den haarde Vished der. Hans Forældre mister i ham en god, kærlig og dygtig Søn, som meget i deres Hjem vidner om, og som stedse vil være et Minde for dem om de alsidige Geni, han var begavet med. Han arbejdede i sin Fritid ved Høvlebænk, Drejelad og Feltsmedje, og mange smukke og nyttige Ting foreligger fra hans Haand.

Spaamanden ved …. Kampagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.)

IV
Dreslincourt, 7. December.
Kære E.!
(Brevskriferen takker først for Breve og Pakker, som strømmer meget talrigt ind. Men han ved Raad:) Der er jo dem, det er sløjt for. Dem giver jeg sommetider et Stykke Ost, naar de er kommet i Forlegenhed, fordi Marketenderen ikke har været i lang Tid. Naar Vognen saa kommer, stormes den, og de faar langtfra alle indkøbt, før der er udsolgt ….

Vi hører jo stadig om Manden ved …. Kompagni. Forleden fortalte man, at han var blevet stukket ind, men det er ikke sandt. Han har fortalt til vor Regimentskommandør (Oberstløjtnant), at en højere Officer af vort Regiment skulde saares, men han vilde ikke sige, hvem det var. Nu er Kaptajn Kn. blevet let saaret af en Granatstump. Men mig forekommer det mere og mere usandsynligt, hvad han siger, saalænge der ingen afgørende Kampe har fundet Sted i Øst eller Vest, og jeg tror nu næsten slet ikke mere derpaa. Det skulde da være sandt, at de nu har 400,000 Russere i en Sæk, som det siges her, de mangler blot at binde for Sækken, saa de kan tage dem alle til Fange; saa kunde det være, at det blev Slut. Vi vilde alligevel glæde os, om han fik Ret. Han har sat sin Lønning ind derimod og sagt, at de maatte tage hans Hoved, hvis det ikke kom, som han havde sagt. Saa har vi kun Krig 8 Dage til ….

Mange af de Efterretninger fra Nordslesvigere, som staar i “Hejmdal”, er her fra vor Egn, mest fra …. Kompagni, hvor …….. er Feltwebelløjtnant. I Dag har vi faaet en “Hejmdal” fra den 30. November, hvori der staar noget fra … Deling i vort Kompagni. Jeg hører til …. Deling. Se til, om Du ikke kan faa fat i en “Hejmdal” fra 30. November.

Vi tilbringer den meste Tid i en varm Stald, læser, skriver, ryger vor Pibe eller Cigar og synger et Stykke. Blot Lys, Stearinlys er det knapt med. Men naar det begynder at mørknes, skal vi ned i Skyttegraven igen. Det er lange Nætter nu, og Forposttjenesten bliver stadig længere. Men det gaar jo alt godt, naar Franskmændene ikke griber an, og vi heller ikke griber an. Vi haaber, vi maa blive liggende her til Fredsslutningen, da krigen efter vor Mening ikke kan ikke kan vare saa længe, som den har været.

I de gode Dage, vi har her, mærker man jo mere til sin Jordbundethed. men naar man sidder og synger og er glad og der saa kommer et Kanonskud eller en fjendtlig Granat, saa tænker man alligevel, at det snart kan være forbi med en.

Jeg lever – og ved hvor længe fuld Trøst:
Jeg lever, til Herren mig kalder,
Jeg lever og venter den kaldende Røst,
Jeg lever som Gæsten paa fremmed Kyst,

Til Faderen Barnet hjemkalder.

Her er det jo næsten Regn hver Dag og Nat. Vinteren bliver vist ikke saa streng her. De fortæller, at Manden fra …. Kompagni ikke har sagt den 15. December, men Midten af denne Maaned. Han tror fast og bestemt derpaa….

Deslincourt, 12. December.

Kære E.!
Allerførst min hjerteligste Tak for Brevet, som jeg har modtaget i Dag. Jeg ser deraf at I alle er ved god Sundhed, og kan meddele det samme om mig, hvad der jo er det bedste her paa Jorden, og jeg beder Gud om, at jeg maa komme frisk og sund hjem til Dig igen, at vi kan leve lykkeligt sammen endnu i mange Aar.

Ja Manden fra …. Kompagni bliver endnu ved sit, at det skal være forbi mellem den 10. og 20. Han siger, at hvis det ikke passer denne Gang, er det første Gang, at det ikke har slaaet til i 30 Aar. Og fra Rusland og fra Højre Fløj i Flandern skriver de ligeledes, at de tror, der er Fred til Jul. Jeg maa beklage denne Mand, hvis det ikke træffer, som han har sagt, da det nu er ude blandt Regimentet. Han vilde derimod kunde faa mange Penge, hvis det kom til at passe, og han tror fuldt og fast derpaa. Lægen har ogsaa haft ham i Tale og erklæret ham for en alvorlig Mand og at han var ved normal Forstand. Manden sagde til Lægen, at han godt kunde forstaa, at vi ikke troede saadant noget og ikke kunde se saadant noget, men han var helt plaget af sådanne Tanker. Han sagde ogsaa, at til næste Aar skulde han miste sin Datter. Der er jo ingen Udsigter til Fred endnu, men Gud kan jo gøre en hurtig Ende paa Krigen.

Det regner snart hver Nat, vi staar paa Post, og det regner gennem vort Tag, idet Vandet synker igennem Jorden. Jeg sover som en Sten, naar jeg først er falden i Søvn. Somme Tider er det dog ikke let at falde i Søvn, naar Kammeraterne snorker; men jeg snorker ogsaa ….
Ellers er der ikke noget at melde herfra. Alt er ved det gamle. Hils dem alle hjemme og en hjertelig Hilsen til Dig fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, 16. December.

Kære E.!
— I Dag fik jeg et dansk Nyt Testamente fra Chr. J., Købmand i G., da man bedre forstaar det end det tyske, og hos os kommer det jo ikke an paa Politik.

Tiden bliver jo lang nu, naar man venter paa, at Freden skal komme den 20. Efter den 20. skal der intet Skud falde mere, har Manden fra …. Kompagni sagt, og det er dem, som har giver ham deres Lønning, 5,30 mark, forud; men hvis den ikke indtræffer den 20., saa skal han give alle dem, der har givet ham deres Lønning, det dobbelte. Han har skrevet hjem, at de ikke skulde sende ham Julepakker.

Det glæder mig at høre, at Du og I alle er ved Sundheden. Det samme er Tilfældet med mig. Det er jo lige saa haardt for Eder derhjemme, som gaar og tænker paa os. Her, hvor vi er saa mange, er det jo altid Liv endda. Vor Gefrejter er en rigtig en til at holde et Selskab vedlige. Han er ved at spise Brød med Smør og Pølse, men det første Stykke, som han havde smurt et godt Lag Smør og Pølse paa, var der en anden, som tog ham ud af Haanden og spiste. Det var ikke af Sult, for nu faar vi nok at spise.

To Landeværnsmænd ved …. Kompagni forulykkedes forleden Nat i deres Hule, idet Jorden, som laa paa Taget, er blevet for tung af Regnen og brudt sammen og faldet ned paa dem. De er begge døde. Den ene var der endnu Liv i, da de gravede ham ud. De var begge Familiefædre. Vi har Mænd iblandt os paa 38 Aar med 8 Børn.

Naar man endda snart kunde komme hjem til Eder igen frisk og sund! Nu en hjertelig Hilsen til Dig og den alle sammen fra
Din tro
Hans.

Aviser, Nyheder

14. januar 1915. Grænsebevogtning og ekspropriation af havre

14. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen
Hvor gennemført den tyske Bevogtning af Grænsen er
faar man et talende Indtryk af, naar man passerer den her nordfra. Det er nemlig ikke nok med, at man har sit Pas i den nøjagtigste Orden – uden det nytter det overhovedet ikke at ville passere – men man maa til den kontrolhavende opgive, hvorfra man kommer og hvorhen man vil, hvilket bliver indfart i en dertil rubriceret Protokol, hvor man, naar de forskellige Spørgsmaal er besvarede tilfredsstillende, sluttelig skriver sit Navn i den dertil indrettede Rubrik. Ved Visitationen, der ofte kan være meget let og indskrænke sig til Spørgsmaal, men ogsaa til Tider kan være ret indgaaende, lægges der navnlig Vægt paa, at Vedkommende ikke medfører Breve.

Naar man igen passerer Grænsen paa Vejen til Kongeriget, maa man atter til Protokollen opgive, hvor man har været osv, og man maa atter indføre sit Navn, selv om det er det samme Toldsted, hvor man kom over.

Der eksproprieres Havre!
Det er ikke til at undres over, om det nu, da der under Krigen er brugt saa uhyre Masser af Havre, begynder at knibe med dens Tilvejebringelse. For at komme lettest og hurtigst over Vanskelighederne ved dens Tilstedekomst, foretages der kort og godt Ekspropriation, idet hver enkelt Kommune faar Ordre til at levere et nærmere betegnet Kvantum. Da der er mange Steder, hvor Kornet ikke er aftærsket, beordres der, hvor der er Mangel paa den fornødne Arbejdskraft, Mandskab hertil for at være behjælpelig med Tærskningen.

Nyheder

13. januar 1915. Franskmændenes artilleri overlegent

13. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Regiment 86’s historie:

En svag trøst var det, at det åbenbart ikke gik franskmændene bedre. Patruljevirksomhed var der hos dem ingen tegn på, kun på få steder skød de skyttegrave frem og sikrede dem med spanske ryttere. Afstanden mellem de to skyttegrave var blevet væsentlig mindre, ind til 60 m lå modstanderne over for hinanden.

Anderledes lå det med den franske artillerivirksomhed. Den var betydelig livligere end regimentet var vant til. Især lå opmarchvejene og et fremskudt skyttegravsstykke foran Moulin, kaldet Estorff-Eck, med mellemrum under svær ild. Franskmanden skød fra flanken ind i Estorff-Eck med et 10 cm batteri, og det med en ny slags ammunition med en ligefrem fabelagtig splintringsvirkning. I det hele taget havde han, hvad angik ammunition, en utvivlsom overlegenhed. De amerikanske leveringer begyndte at gøre sig mærkbare, således havde det kompagni, der lå i Estorff-Eck, dagligt svære tab. Dagligt blev vagtposter ramt af fjendens præcisionsild og faldt bagover og forsvandt i mudderet. Over for det var vort artilleri i lange dage dømt til tavshed på grund af ammunitionsrationering. Et par miner samt geværgranater blev kastet derover. Men det var en deprimerende følelse for infanteriet, der med sit blod skulle udligne søstervåbnets underlegenhed.

Ved forøget arbejde måtte man forsøge at sikre sig nogenlunde, men det var i de første uger temmelig resultatløst. Det eneste, der i januar blev gennemført, var forstærkningen af pigtrådsspærringen. Også det havde sine vanskeligheder, for franskmanden skød uophørligt ind i natten og ikke altid blot ved siden af. Også de første lyskugler fløj allerede op dengang og tvang arbejderne til at stikke næserne ned i skidtet.

Ellers blev der ikke lavet ret meget. Til nye dækningsrum var der intet materiel og heller ikke til skydestandpladser. Så forsøgte man at rense skyttegravene, men leret klæbede til spaden som beg, og når et kompagni om natten havde arbejdet i deres ansigts sved, var der om morgenen næppe nogen ændring at se. Så kom der regn om natten, skyttegravsvæggene styrtede sammen og det hele var værre end før. Mange blev grebet af en trykkende fortvivlelse. Hvorfor overhovedet røre en finger? Det kunne jo alligevel ikke nytte noget. De foresatte måtte opbyde al deres indflydelse for at blive herre over denne stemning. Dertil kom, at afløsningen på grund af det lange frontafsnit ofte lod vente længe på sig. 20 dage blev hver bataljon ved fronten, 10 dage i hvil. Frontbataljonerne afgav dertil hver et reservekompagni, som lå sammen med regimentsstaben og bataljonsstaben i en stor hule ved Moulin.

Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling copy — Fransk feltartilleri (“75’ere”)

Nyheder

13. januar 1915. Hemming Skov retur til skyttegraven

13. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen som tysk soldat på Østfronten

Et Par dejlige Dage ventede os, da vi kom helt tilbage til Byen Partokko, hvor der var rigtige Huse at hvile sig i.

Men den 13. Januar gik det atter i Skyttegraven. Det var meget vaadt for Tiden. Vi havde set vort Snit til at slæbe en Smule Brændsel med. En Planke eller lignende kunde godt flækkes ved Hjælp af Bajonetten og den lille Spade og kunde saaledes give lidt Varme. Et Bæger Kaffe kunde ogsaa varmes. Kaffebønnerne besørgede vi paa illegal Vis fra Feltkøkkenet, og de blev malet i en Lærredspose ved Hjælp af to Sten.

Nyheder, Sønderjyder

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

13. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Nytaarhilsnen.

Fra 6 Nordslesvigere, der er med i Felten i Frankrig, har “Dv.” modtaget følgende: de bedste Ønsker om Held og Lykke i det nye Aar sendes af 6 Nordslesvigere i Felten i Frankrig:
Hans Chr. Mortensen, Skovbølling; Jens Nørregaard, Sønderballe; Marius Bramsen, Bolderslev; Hans Nissen, Langetved; L. Lebeck, Vojens; Lars Hansen, Grønnebek.
Konvolutten er stemplet den 5. Januar.

Faldne.

Tidligere Skipper Jes Maag i Løjtkirkeby fik i Gaar Underretning om, at hans Søn, der havde været savnet i Begyndelsen af September Maaned, var falden i Vest.

Landmand Jes Bertelsen i Bjerndrup har ifølge “A.T.” modtaget den sørgelige Efterretning, at han eneste Søn, der var med paa den vestlige krigsskueplads, er falden.

Ligesaa har Landmand P. C. Nissen i Bjerndrup modtaget sin Søns personlige Ejendele fra Felten. Efterretningen om hans Død var allerede indløben.

Georg Ahrendt fra Sillerup er falden paa Valpladsen i Østpreussen den 30. December.

Jens Wriedt fra Sønderborg er falden den 23. November under kampene ved Lods.

Landeværnsmand Peter Simonsen Bossen fra Aventoft i Tønder Amt blev dødelig saaret den 30. December ved Stormen paa en fjendtlig Stilling paa den østlige Krigsskueplads. Han var gift og 30 Aar gammel. Nu ligger han ifølge “T.Z.” begravet i Paulswalde, en Landsby 7 Kilometer fra Augerburg i Østpreussen, hvor han døde paa Lasarettet den 2. januar.

Krigsfrivillig Heinrich Schulze fra Flensborg, Søn af Regnskabsraad Schulze hersteds, er, efter hvad der nu oplyses, falden i Frankrig den 7. September.

Hornist Wilhelm Jahn (Søn af Enkefru Jahn i Lyksborggade i Flensborg), som nylig dekoreredes med Jernkorset, er falden ved Otting paa den østlige Krigsskueplads.

Paa mange Lasarettet. – Saarede.

Landmand Andreas Paulsen fra Ris Hjarup, der staar i Landeværnet og har været med i Frankrig, blev saaret den 2. Oktober af en Granatsplint i venstre Haand. Haanden er endnu ikke rigtig kommen sig. Han har været sendt hen til 4 forskellige Lasaretter. Først kom han til Lyneborg i Hannover, saa til Aabenraa, dernæst til Sønderborg, hvor der er Lasaret i Forsamlingshuset, og slutteligt til Slesvig paa reservelasarettet. Derfra havde han Orlov i 18. Dage. da denne orlov var til Ende, maatte han melde sig i lejren ved Lockstedt, hvorfra han senere blev forflyttet til Oldesloe.
En Søn af Skomager H. Jensen i Barsmark, Lorens, er bleven saaret i Rusland ved et Skud i Armen. han ligger nu paa Lasaretet i Bajern.

Chauffør Carl Bock fra Graasten er bleven saaret under en Biltur paa den østlige Krigsskueplads.

Fra Tønder meddeles til “Vestsl.Tid.”, at Gæstgiver Detlev Johannsens Søn Heinrich, der ligger ved Østgrænsen som Lndeværnsmand, er bleven saaret ved et Skud gennem den ene Lunge.

Falden?

For et Par Dage siden modtog Landmand Jørgen Clausen i Kettingskov gennem Posten sin Søns, Christians, Nr. med Kæde, hans pung med nogle Pengesedler og Halsplade med Regimentsnummer. Oplysning om, havde der var hændt ham, fulgte ikke med, og Adressen kunde Faderen ikke læse. I Søndags kom der et Brev tilbage med Paaskrift “saaret den 15. December”. Man er nu i hjemmet dybt bekymret og nedtrykte for Sønnens Skæbne.

Tyfus.

Gæstgiver Wanges Søn fra Graasten har ifølge “Dvp.” ligget syf af Tyfus paa et Lasaret ved Fronten, men er nu saa rask, at han er kommen hjem paa Orlov for atter at komme til Kræfter.

Send ikke tyske Aviser til Krigsfanger. Officielt meddeles:
Det synes ikke tilraadeligt at sende tyske Aviser til krigsfangne Tyskere i Udlandet eller at anvende dem som Indpakningspapir i Pakker til Fangerne, fordi det maa befrygtes, at den fjendtlige Stat venter med Udleveringen af sådanne Pakker, ja hyppigt ogsaa af velforstaaelige Grunde holder den helt tilbage.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Spaamanden ved …. Kompagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.) [Må være fra Füsilierregiment 86, der lå ved Dreslincourt på dette tidspunkt, RR]

Dreslincourt, den 28. Okt.
(I Nærheden af en større By, som hedder Noyon og ligger ved Oise paa Banestrækningen St. Quentin – Paris, ca. 80 – 90 Klm. fra Paris. I vel vistnok kunne finde Byen paa Kort.)
Kære E!
…Jeg har kun været med i to Fægtninger i September. I Oktober har der intet Slag været, hvor jeg har været med. Alt er godt forskanset med Pigtraad, og i Timer ligger jeg hver Nat paa Forpospatrouille med mine to Kammerater og lurer paa Fjenden. Vi har jo noget Hø at ligge paa. Det er samme Tider svært at holde sig vaagen, men naar vi er tre Mand, saa gaar det jo. Der er nogle her, som bliver misundelige paa vor Patrouille, fordi vi er tjenestefri Resten af Dagen, efter at vi har ligget vore 4 Timer.
Du skulde blot se vore Leje, der er storartet efter Krigsbrug. En Madras, en Hovedpude, som netop ikke er det reneste, en Ble og mit Telt til at dække over mig. Vi har ikke været af Tøjet siden Flensborg, men jeg har skiftet Skjorte to Gange, idet jeg har modtaget en Skjorte og fire Par Strømper i Kærlighedsgaver fra Flensborg.
Nu maa jeg slutte for denne Gang. Hjertelig Hilsen til Eder alle og først og sidst til Dig fra
Din tro
Hans
(Efterskrift:) Lev vel til vi ses. Gud give vi maa ses friske og sunde igen. Det give Gud.

Dreslincourt, den 27. Novbr.
Kære E.!
Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget i Gaar. Jeg ser deraf, at I er sunde og raske, hvilket jeg ogsaa kan meddele Dig, at jeg er. Jeg har ogsaa modtaget et Kort fra C. og to Pakker fra hende, en fra Børnene i Skolen i S. og to fra Chr. med Sukker og Chokolade og en Daase med Fedt eller Smør – jeg har ikke set efter endnu – og saa Cigarer. Cigarer behøver Du ikke at sende foreløbig, thi nu faar vi hver Dag 3-6 Cigarer og 5-9 Cigaretter og desuden Shagtobak, saa vi har nok at ryge.
Nu har vi faaet Tøvejr igen. Lidt tør Frost vilde være helt net, for saa er det dog tørt om Benene. Men nu er det jo ogsaa mildt Vejr igen. Naar vi ligger 3 Mand i vor Hule, saa er det jo heller ikke koldt.
Der er en Landeværnsmand ved … Kompagni her, han er fra Haderslev, nu i Hamborg, han hedder L. Han kan se ind i Fremtiden i Drømme, naar han sover. Og han tror selv, hvad han ser, for vi andre med. Saaledes har han forudsagt om de tre Mand, som skulde rende paa en underjordisk Mine, hvilket jeg engang før har skrevet om til Dig. Saa har han sagt, at der var en Mand for mange i hans Korporalskab, og at en Mand af dem skulde blive skudt gennem Hovedet af en “Querschläger”, og at Kuglen skulde gaa igennem hans Skydehul – om Aftenen passerede det, som han havde sagt. Saa har han fortalt, at vi snart fik Sne; den havde vi i Forgaars, da var Jorden hvid. Saa har han fortalt om et stort Søslag ved Helgoland, som skal komme, og til en har han fortalt, at vi havde Fred den 15. Decbr. Da den anden lo ad ham, sagde han til ham; “Du tror det ikke, men jeg tror det for os begge. Og vi har ikke blot Fred, men vi har ogsaa vundet.” Han siger selv, at han hellere vilde, han ikke kunde se det alt, for hver Gang han blev vaagen, var han vaad af Sved.
Man kan næsten ikke tro det, men vi vil haabe det bedste, og at vi saa maa komme Hjem til Eder friske og sunde. Ogsaa Udfyldningsmandskaber, som kom i Gaar fra Flensborg (det er de Saarede, der kommer tilbage) fortæller om, at de engelske og franske Blade taler om Fred. Og ligesaa de neutrale Stater. Og vi har hørt, at Fredsforhandlingerne skulde begynde den 2. December i Genf. Det var jo at ønske, at Manden fra … Kompagni fik Ret. Men indtil nu er der ingen, der tror derpaa.
Nu har vi jo faaet Mahomedanerne til Hjælp, og det lader jo til, at de indtil nu har haft godt Held med sig baade mod Englænderne og Russerne. Afghanerne truer med at falde ind i Indien og fremkalde Oprør blandt Mahomedanerne mod England. Ogsaa Boerne i Sydafrika gør Oprør og vil ny jage Englænderne, deres gamle Arvefjende, ud. Vi har nu over en halv Million krigsfanger i Tyskland. Hvilken Glæde vilde det ogsaa blive, naar vi snart fik Fred, om vi end ikke kom hjem til Jul, saa dog, om Gud vil, at samles med Eder alle derhjemme igen. Hvor maatte vi ikke være ham taknemlig derfor, om vi igen kunde mødes, Du og jeg, friske og sunde.
Som vi har det nu, har vi det ogsaa godt, og vi ønsker, at vi maa blive liggende her, indtil Freden er sluttet.
Nu fortæller de, at Manden fra … Kompagni skal have sagt, at der i Dalen her ved Siden af skulde komme Forstærkning, og nu i Gaar kom den virklig ogsaa. Vor Oberstløjtnant og vor Major hører ogsaa paa hans Fortællinger. Han ser det alt i Søvne.
Tak for alle Pakkerne. Fra B. og H. har jeg ogsaa Løfte om Brød m.m., saa der er gode Udsigter. Men det var bedre, om jeg kunde undvære Pakkerne og komme hjem til Eder. Nu vil jeg slutte for denne Gang med mange hjertelige Hilsner til Dig og dem alle derhjemme og (Ønsket om) at vi snart maa ses igen. Fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, den 2. Decbr.
Kære E.!
(Brevskriveren takker først for de Pakker, han har faaet tilsendt, og fortæller derpaa:)
Saa længe vi ligger her, kan vi sagtes holde det ud, og vi vil gerne blive liggende her. Denne By her er blevet taget fire Gange af Tyskerne. Tre Gange blev den taget, men maatte opgives igen. Fjerde Gang holdt de Byen.
Ellers har jeg det godt, og jeg haaber, at dette Brev maa træffe Dig ved et godt Helbred. Det er godt, at Krigen ikke er hjemme, thi hvor vi ligger længe, alt bliver ødelagt, idet det franske Artilleri beskyder Byen hver dag. Værst gaar det ud over Slottet. De maa vel tro, at der er meget Militær der. Mange Huse er sønderskudte og afbrændt. Sengestederne er slaaet i Stykker. Vi har hentet Madrasser, Tæpper, Dyner, baade Døre, Vinduer, Luger, Stole o.m.m. til vor Bekvemmelighed, Sikkerhed mod Fjendens Kugler og mod Regn og Kulde. Nu brækker vi ned af Lofterne (i de fleste Huser er der Cementloft oven over Brædderne) til at lægge Fliser i Skyttegravene, da der er saa skiddent der, naar det regner, og vi saa kan arbejde med at gøre rent hver Gang. Det er godt, vi ikke er paa højre Fløj, hvor der er Oversvømmelse og Soldaterne står i Vandet til Knæerne, og hver det sner og fryser nu. Vi har jo ogsaa haft Ro nu i mange Uger.
Kære E., jeg vil nu fortælle Dig noget, som du ikke behøver at tro mere af, end Du vil; thi jeg tror ikke noget deraf. Vi skal nemlig have Fred den 15- og den 19. Eftermiddag Kl. 3 skal vi være paa Banegaarden i Noyon. /Her gentages saa, hvad der i det foregaaende Brev er fortalt om den synske Mand ved …. Kompagni. Derpaa hedder det videre:) Men Du har ikke Behov at vente os hjem til Jul; men ønskeligt var det jo. Hvor vilde det være glædeligt, og hvor maatte vi ikke bede Gud, at det maatte ske og vi saa maatte komme hjem til Eder igen alle sammen sunde og friske, og hvor maatte vi ikke takke ham. For ham er jo intet umuligt. Hvilken Glæde, hvis jeg kunde fejre Jul med Eder hjemme.
Nu ved jeg ikke mere denne Gang. Jeg ved ofte meget at fortælle, men glemmer det igen, naar jeg skriver. Nu en hjertelig Hilsen til Eder alle derhjemme og mest til Dig fra
Din tro
Hans

(Fortsættes.)

Nyheder

12. januar 1915. Kresten Andresen: “Jeg har været med i et større slag ved Soissons …”

12. januar 2015 Rene Rasmussen 2 kommentarer

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveregiment 86 på Vestfronten. I et brev til sine forældre beskrev han nogle døgn senere, hvordan han havde oplevet slaget ved Soissons.

Jumencourt den 16. januar 1915

Kære forældre!

Førend jeg begynder dette brev, vil jeg sige, at jeg er ved helt skind og sind. Disse sidste fem døgn har været sådanne, at det nytter slet ikke at beskrive det. Jeg har været med i et større slag ved Soissons; over halvdelen af vor bataljon er væk, og jeg sidder her endnu. Hvad jeg alt har oplevet i disse fem døgn kunde fylde hele bøger, men det er tjenligst, at jeg fatter mig i korthed.

Det var den 8., at vi blev halet ud af sengen alias halmen og transporteret her til Aisne. Her blev vi ført til en stor hule, et sandstensbjergværk, hvor vi lejrede os dybt inde i jorden. Straks den næste nat blev vi alarmeret og ført til en ny hule, hvorfra vi om morgenen besatte en skyttegrav. Det var den såkaldte Zuavelund eller heksekedel, som skulde stormes; den lå på højderne nord for Soissons, og regiment efter regiment havde stormet uden held. Endnu for et par dage siden havde franskmændene drevet dem ud af deres egen skyttegrav, og endnu den morgen holdt de en del af den besat. Ligene fra disse kampe lå endnu omkring i mængde, endogså i selve skyttegraven, som var skudt fuldstændig i grus, så der ikke var et eneste skydeskår tilbage.

Ved Lassigny stormede 4. komp. så stillingen og tog den. Så begyndte spillet. Nu kom der artilleriild. Oppe fra et bakkedrag i venstre stod et batteri og gav os det skæreste flankefyr. De sprang i hundredvis omkring os, og vi lå på knæene tæt pakkede nede i bunden af graven. Det varede heller ikke længe, så begyndte de sårede at slæbe sig hen over os til forbindingspladsen, undertiden kom der en hel strøm af dem og værre og værre blev det. En granatsplint suste lige forbi mit øre og huggede ned mellem mine fingre.

Og sådan blev det ved fra om morgenen kl. syv til kl. fem om eftermiddagen; og til tider var det sådan, at der kom en to-tre granater i sekundet. Jord og sten og splinter fløj ind over os, undertiden hele brystværnet, og jeg var helt dækket med jord. Så gudskelov stormede jægerne batteriet, og vi fik ro. Vi strakte de kuldestivnede knæer, der omtrent havde ligget i samme pinefulde stilling i ti timer, og tilmed fik vi fyr af vore egne svære haubitser, som beskød de franske skyttegrave, og altid skød for kort.

Da pludselig, inden vi vidste af det, gik stormen løs til højre for os; der blev et frygteligt knitter-knatter, et kompagni sprang op af graven og stormede frem under hurraråb; hist og her segnede én, andre letsårede løb tilbage; da pludselig lød kommandoen: 1. komp. auf! march march!, og så gik det løs med bajonetter – hen over de døde, der endnu lå der siden sidst – ned i de dybe granatgrave og op igen og fremad, fremad. Franskmanden rykkede ud af første grav; jeg vilde springe over den, men gled ud og faldt ned i den og kunde ikke komme op igen. Så gik jeg dernede og så efter i dækningerne, hvor der sad franskmænd i snesevis og råbte pardon.

Da jeg endelig kom op af graven igen, begyndte et maskingevær at knitre foran mig; det blev mig lidt uhyggeligt, hvorfor jeg forsvandt ned i en granatgrav. Kort efter var hele heksekedlen vor, og franskmanden trak sig tilbage ud mod Aisnefloden. Jeg rystede mig lidt for at se, om jeg da var hel endnu. Vi besatte derefter deres grav, og nu begyndte der en skrækkelig tid for os.

I fem døgn har jeg været i frit rum, uden at have andet end min mantel; køkkenet kunde ikke komme til os; vand var der ikke at få. Nej, det var forfærdeligt. Det eneste vi fik, var næsten franske jernportioner og så vin. Det var den 12. jan.

Aviser, Nyheder

12. januar 1915. Dansk undersåt udvist af Sønderjylland

12. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En Udvisning
Den danske Undersaat, Apotekermedhjælpcr Christian Schmidt af Taps, der har opholdt sig i Augustenborg, er af Landraaden i Sønderborg bieven udvist med 48 timers Frist.

Nyheder, Sønderjyder

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

12. januar 2015 Rene Rasmussen 2 kommentarer

Faldne

Max Stein fra Sønderborg, der var Underofficer i Reserven, er falden under kampene den 9. September i Østafrika.
Musketer Joh. Kühl, Søn af handelsrejsende Kühl ved Firmaet Bog og Sønner i Løgumkloster, er falden ved Reims.

Saaret

Den 2. Januar er Johan Callesen fra Hanved bleven haardt saaret, medens han stod paa Post. Callesen havde ifølge “Fl.N.” kun været ved Fronten siden Slutningen af December.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hvor Nordslesvigere mødes. P. i Rusland den 5. Jan. 1915.

Kære Forældre og Søskende!

Jeg kan i Dag sende Jer den glædelige Meddelelse, at jeg i Aftes modtog den første Post her i Rusland. Det var den største Glæde i det nye Aar, der kunde times en her. Jeg modtog fra Jer tre Pakker, 2 Breve og 4 Aviser og et fra Anne, et fra Svoger Erik og et fra Kusine Maren. Det var for det meste fra November, men jeg var glad for at modtage det. Julepakken dages vel nok en gang.

Jeg er sund og rask, og har I end i den sidste Tid ikke hørt stort fra mig, kan I dog være rolige. Jeg har det forholdsvis ret godt. Kolonnen arbejder her meget. Hver eneste Dag kører den med Ammunition. Her paa Godset har jeg nu ligget i 14 Dage. Jeg er altid bleven tilbage med den store Smedevogn og de syge Heste. Undertiden bliver Kolonnen 3 Dage borte. Nu i Morgen er de igen taget afsted med Ammunition. Men det er bedre at blive her, endskønt der er meget at bestille, har jeg altid mit eget Natteleje; det kniber det med her. Vi har en nogenlunde Stald, og jeg har snuppet en lang Havrekasse, som jeg kan sove paa. Hvor lykkelig jeg er med den, kan jeg ikke beskrive for Jer. Halmen er det knapt med og Hø har jeg slet intet haft af til mine Heste. Det er slemt med Rotterne, og naar der saa tillige er Mangel på Halm, er det slet ikke saa nemt at faa sig et Leje. Ind i Hulerne tør man ikke vove sig for Utøjet, og det stinker næsten værre derinde end i Stalden.

Nej, det er ikke som i Frankrig. Her paa Godset er alt Korn og Halm borte, paa et lille Parti Byg nær, ca. 15 Læs, som vi nu i Morges har begyndt at tærske. Vi ligger 3 Kolonner her, og foruden til Hestene bliver der brugt meget Halm til de Saarede i Banevognene og til Krigslasarettet. Hver Hest faar daglig kun 7 Pund Havre, for det meste ikke andet. Engang imellem har vi kunnet erobre nogle Bygneg til dem, men det er nu snart forbi. I Frankrig gav det op til 24 Pund Havre til hver Hest og saa fandtes desuden det prægtige Lucernehø i alle Lader. Befolkningen behandler vi venligt.

Da jeg i Søndags gik alene (Colmorn skal for det meste følge Kolonnen) ude i Gaarden, kom der et Par venligt smilende Søstre fra “Røde Kors” mig i Møde og bød God Dag paa Modersmaalet. Hvor jeg blev overrasket! Den ene af Sygeplejerskerne var Frk. Ingeborg Danielsen fra Langetved, den anden Frk. Ellen Berg fra Vonsbæk. En Kammerat fra vor Kolonne er kommen paa Lasaret. Paa deres Forespørgsel om Nordslesvigere havde han fortalt om mig henne paa Godset. Og straks kom de spadserende. De kom med 5 Cigarer, en Pakke Cigaretter, en Pose med nordslesvigske Pebernødder, Smaakager, Skrivepapir og Tændstikker, alt udmærkede Ting for mig. Det var kærkommen, da jeg intet havde deraf.

Jeg blev saa indbudt til at besøge dem om Aftenen paa Lasarettet, hvad jeg gerne gjorde. Jeg gik derhen om Aftenen, og vi havde det hyggeligt i Køkkenet, hvor jeg først drak Chokolade, saa Kaffe og spiste Smørebrød til. Har jeg end haft drøje og haarde Dage, som jeg altid vil mindes, saa var denne Søndag noget saa herligt og rart, som jeg altid vil være glad for at tænke tilbage paa. Med nogle nye Numre af “Hjemdal” og en Julebog under Armen bragte de mig hjem igen til Godset. Paa Mandag skulde jeg komme igen, hvis Christian var kommen tilbage, skulde han komme med. Christian kom, og vi har været der baade Mandag og Tirsdag, og i Aften gaar det løs igen. Det letter paa Humøret, kan I tro: dejlig Te og Brød, maaske en ny “Hejmdal”, desuden har vi faaet et Par Strømper. Ja, de vil ogsaa vaske for os. I Aften faar vi maaske Lømmetrøklæder.

Vi har haft daarligt Vejr i denne Uge, Snestorm og Kulde, men vi gaar alligevel en lille Tur med dem om Aftenen, da de skal have frisk Luft efter deres anstrengende Arbejde. Paa Søndag skrev Frøken Danielsen og jeg et Kort til Onkel og Tante i Københoved. Hun er en god veninde af dem. jeg er glad for, at de er her, og I kan tro, vi kan nok holde Humøret oppe sammen. Nu mangler vi blot min gode Ven Sørensen, men han har det vidst godt i Frankrig. Han var en fortræffelig Landsmand. Jeg har skrevet til ham i Morges. Bare det snart kunde faa Ende, men det kan vare længe endnu. Forhaabentlig faar vi snart Post igen, saa vi kan høre lidt om, hvad I foretager Jer. Klokken er nu 2, og jeg skal ud at se, om Colmorn har Kartofterne færdig; vi vil stege dem til lidt Flæsk til Middag. I Dag er han blevet her. Vejret er godt i Dag. Det er rart for Kammeraterne; de har en lang Tur, som ellers tager 2 Dage.
Til Slut mange kærlige Hilsner til Jer Alle fra
Chr.

Naar Bomberne springer. “Flensborg Avis” bringer følgende Feltbrev, undertegnet “J”

En af de mest ophidsede Oplevelser under mit Ophold i C. havde jeg den 5. Oktober. Jeg staar paa Post foran Hovedbanegaarden, da der kommer en Flyver, som snart efterfølges af en anden, til Syne i Retningen efter Paris. Yderligere to Flyvere viser sig noget senere i andre Retninger. Af Maskinernes Form og af den store Højde, hvori de holder sig, ser vi snart, at det drejer sig om fjendtlige Flyvere. Disse havde allerede i Forvejen flere Gange gjort Forsøg paa at ødelægge Banegaardsanlæggene ved Bombekraft.

Vi rette snart vor Ild mod de store Fugle; der skydes frygtelig alle Vegne. Men Flyverne er meget højt oppe. Vi hører allerede paa nogen Afstand det uhyggelige dumpe Knald, naar en Bombe eksploderer. Maskinerne kredser uafladelig lige over Banegaarden, og snart springer igen en Bombe, denne Gang lige bag ved Perronen, men et øredøvende Brag, efterfulgt af et stærkt Lufttryk og mange Vinduesruder klirren. Et Øjeblik senere oplever vi det samme paany; men denne Gang synes Bomben at være slaaet ned direkte paa Perronen, thi denne er fuldstændig indhyllet i Røgskyer, og Glasskaarene fra fra de splintrede Ruder hagler ned om Ørerne paa mig, medes jeg uvilkaarlig synker i Knæ af det stærke Lufttryk.

Nogle Folk, der stod paa Perronen, fortrækker skyndsomt ind i Ventesalen.
Nu ser jeg, hvorledes en nu Bombe springer paa Gaden foran Banegaarden, som er besat med Vognkolonner. Atter stiger en uhyre Røgsky til Vejrs, og alt levende forsvinder fra det kritiske Sted.

Lidt efter ophører Skydningen, og Flyverne forsvinder i forskellige Retninger. Jeg undersøger nu nøjere den Skade, de Herrer Flyvere har voldt. Paa Sporet foran Perronen har en Bombe slaaet til Hul, som er ½ meter dybt og omtrent 1½ meter i Gennemsnit. Stykkerne er fløjne rundt i en Omkreds af omtrent 80 Meter, er gaaede igennem Jernbanevogne og endog gennem Jernbaneskinner. Alle Vinduesruder er knuste. En anden Bombe er slaaet gennem Taget paa en Godsvogn umiddelbart ved Perronen, men ikke gaaet igennem Bunden. Den synes ogsaa at have været noget mindre end den første. Nogle Splinter af den er fløjne ind i Banegaardsrestaurationen og har her, hvor der netop var dækket til Spisning, voldt temmelig stor Skade. Denne Bombe er imidlertid allerede sprungen paa Vogens Tag; thi i Vognens Dør sad en Saaret, der pludselig saa jeg noget ublidt trykket ned paa Jorden uden at blive ramt.

Den tredje Bombe, der vel ogsaa har været rette mod Banegaarden, er falden omtrent 300 Meter derfra, nemlig paa Gaden, og det midt i en Ammunitionskolonne. En Mand er her bleven dræbt, og nogle Personer, deriblandt ogsaa Civilister, er saarede. Desuden er seks Heste blevne dræbte; de ligger endnu paa Gaden og frembyder et rædsomt Billede.

Efter hvad jeg senere erfarer, har Flyverne endnu kastet to Bomber ned i Byen, hvorved nogle Soldater og Civilpersoner saaredes. En halv Times Tid senere vender to af flyverne atter tilbage og kaster paany over Banegaarden, igen livligt beskudt af os. Atter høres der frygtelige Brag fra en springende Bombe, og straks efter følger med kort Mellemrum to nye Eksplosioner, og det netop i den Del af Banegaarden, hvor der staar flere Tog med Ammunition. Sagen kunde derfor være bleven temmelig ubehagelig for os, hvis Flyverne havde sigtet noget bedre. Der skete kun ringe Skade.

Dette andet besøg varer ikke længe; snart er der igen roligere, Luften bliver ren. Foruden de nævnte Bomber er der kastet én, som er falden ned i en Automobilkolonne, men ikke er sprunget.

Jeg har senere set lidt nærmere paa denne Tingest. Form og Størrelse er omtent som vore Shrapnells: 25 Centimeter høje, med en Tænder paa Spidsen ( den var bleven bøjet paa dette projektil) og paa den anden Ende en lille Propeller, der skal bevirke at Bomben falder lodret ned. – Paa Banegaarden fandt jeg senere en Splint, og den tog jeg med som Minde. Naar man betragter de mange spidse Hjørner og Kanter, som findes paa Splinten, kan man gøre sig en Forestilling om, hvilke frygtelige Saar, den kan volde. Men hidtil er de ubehagelige Flyverbesøg ikke blevne gentagne, og jeg haaber, at vi ogsaa i Fremtiden maa blive skaanede for dem.

Nyheder

11. januar 1915. Ærtesuppe med lerklumper, serveret på mudret infanterist …

11. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Regiment 86’s historie

"Essenträger" fra Hemmesens album — Madhentere ved Regiment 86

Feltkøkkenerne kørte om aftenen frem fra Nampcel til Moulin. Her blev maden så modtaget af madbærerne, men før de havde arbejdet sig frem til stillingerne, var maden iskold. Så blev der anskaffet nogle store madbeholdere, som rummede 25 liter, og som manden bar på skuldrene som et tornyster. Det gik bedre, men ham, der bar den, var mere død end levende, når han nåede frem.

I den forbindelse indtraf en tragikomisk hændelse, som beviste, at 86erne selv i de mest snavsede situationer ikke helt taber humøret. To madbærere arbejdede sig i deres ansigts sved med deres madbeholdere gennem ler og mudder frem til deres kompagni. Da slår der en serie fjendtlige granater ned omkring dem. De dukker sig dybt ned i skidtet på skyttegravens gulv. Da, oh skræk, springer låget af den ene af madbeholderne, og bæreren bliver fuldstændig overhældt med ærtesuppe. Lerklumper, der blev kastet højt op af granaterne, klasker ned, og oven på ærtesuppelaget lægger der sig nu et lag ler.

Således ankommer dette jammerbillede til kompagniet. Da udtalte én helt tørt:”Sultne er vi ganske vist, men slikke det af dig, det vil vi godt nok ikke”.

Note: Bemærkningen om ærtesuppen bliver sagt på plattysk: “hungrig sind wi meist, awer afslicken dot wi di dorüm doch nich!”

“Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918″

Nyheder

10. januar 1915. Peter Østergaard ankommet til Soissons

10. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn gjorde krigstjeneste i 1. bataljon af Regiment 86. Den 9. januar blev hans bataljon flyttet til Soissons

Søndag d. 10. Januar 1915.

Ja, så er vi kommen til et andet sted, der ligger nord for Soissons, men jeg tør vist ikke skrive alt for meget, for jeg er ikke sikker på, at brevet ikke bliver efterset. Det er nemlig bleven sagt til os, at de første 10 dage kunde vi ingen breve sende hjem. Det er jo sikkert for, at vi ikke skal skrive noget om stillingen og om troppeforskydningen. Jeg vil dog se, om jeg ikke kan få dette brev af sted på en eller anden måde.

Vi er her bleven indkvarteret. Vi bor 6 mand i en hestestald. Det er jo ikke særligt flot, men vi har nu fået rigelig med halm, fået et bord indrettet, nogle stole og fandt også en lille flot kakkelovn, fik et hul hugget i muren, røret sat igennem og har allerede kogt både kakao og kaffe og har det efter omstændighederne lunt og godt. Dog drøner kanonerne i det fjerne og minder os om, at det er krig. Vi har ogsaa fået ordre til at holde os parate til at rykke ud, men derfor er det ikke sikkert, at vi kommer til det. Dog ingen ved, hvad det næste minut bringer, og det gør dog altid saa meget, at man ikke rigtig kan sætte sig hen og skrive et ordentlig brev. Det bliver altid kun en hastig hilsen, men jeg går ud fra, at det dog er bedre end ingen ting i denne tid.

Det er underligt at gå her under sådanne forhold, for man skulde jo synes, at der måtte være en vældig spænding over os. For flere er det første gang, at de rigtig skal med i ilden, og man ved jo aldrig, hvordan det vil gå. For mit eget vedkommende synes jeg, at det ikke er mig, der skal med. Det er næsten, som om man kun er tilskuer til det hele, og det har vel nok sin grund i, at det egentlige menneske, selve sjælelivet, er langt borte fra dette skrækkelige. Det er, som om legemet kun er et redskab, der her skal udføre et arbejde, et arbejde, der er i strid med det andet, og derfor kan de ikke arbejde sammen. Når jeg nu måske skal ud i nat, så kan jeg ikke lade være med at tænke på et vers:

„Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav, livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.“

Ja, med hans hjælp går alting nok godt, måske ikke som vi i øjeblikket kunde ønske, men dog som det båder os bedst.

Aviser, Nyheder

10. januar 1915. Pastvang ved indenlandsrejser i Sønderjylland

10. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Pastvangen

“Dannevirke” skriver:

Enhver, som vil ud at rejse, bør være forsynet med det foreskrevne Indenlandspas; man kan ellers udsætte sig for at blive hindret i at fortsætte sin Rejse. Eftersynet med Passene haandhæves nemlig nu ikke alene paa Statsbanerne og ved Grænsen, men ogsaa for de Rejsende, som kører med Smaabanerne i Haderslev, i det mindste vestpaa.

En Rejsende, som i Lørdags rejste med Smaabanen til Rødding, maatte fremvise sit Pas ikke færre end 6 Gange, skriver “Dannevirke”, og Rejsende til Skodborg maatte i Søndags paa Henrejsen fremvise Pas baade ved Sommersted Smaabanestation og ved Sommersted-Vest. I Søndags Aftes blev de paa Tilbagevejen reviderede i Sommersted By. Fire Rejsende paa denne Strækning maatte i Søndags Aftes forlade Toget, da de ikke havde Pas med.

Husk derfor at faa Passet med, saa snart man forlader Byen! Man ved ikke, naar det bliver afkrævet én.”

014 komp — Dannevirke-Modersmaalet udkom i Haderslev

Nyheder

10. januar 1915. Hemming Skov savnet … og genfundet!

10. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i verdendkrigen på Østfronten

I disse Dage fik vi nyt Mandskab, og vi blev noget nær igen et talmæssigt stærkt Kompagni. Ellers gik den ene Dag omtrent som den anden, om Dagen var der for det meste Ro. Vi laa og stirrede ind i Ingenmandslandet, for at holde et vaagent Øje med den fjendtlige Skyttegrav. Var man heldig, kunne man se en Russer, for det skete ikke sjældent, at en enkelt viste sig oven for Graven.

En Nat laa vi i anden Linie og skulde grave en Forbindelsesgrav til forreste Linie. Arbejdet gik paa Skift. Da jeg begyndte med min Gruppe, vilde jeg orientere mig og gik med to Mand frem imod 2. Kompagni, som laa foran os i forreste Linie. Vi fandt godt nok dette Kompagni, men derefter kom vi paa Vildspor og fandt ikke tilbage til den øvrige Del af Gruppen, som var i Færd med at grave.

Vi traskede længe rundt, af og til dumpede vi i en forladt Skyttegrav, der til Dels var fyldt med Vand; men da der med Mellemrum peb en Kugle tæt forbi, maatte vi se stort paa det. Af og til slyngedes en Lyskugle frem, som, idet den dalede ned, oplyste Terrænet, saa vi gjorde bedst i at gøre os usynlige. Dette forbandede Skyttegravsliv var jo nu engang noget nær en Muldvarpetilværelse.

Da vi efter nogen Tids Søgen løb paa en Kammerat, som sad i et Granathul med to Brød under Armen, holdt vi Raadslagning, og Resultatet blev, at den ene af mine Følgesvende insisterede paa at blive hos den fundne Kammerat; dog var det vistnok mest de to Brød, der tiltrak ham. Han blev den Nat saaret. Vi andre to tænkte paa at finde Byen Ludwikow, hvor Feltkøkkenet var placeret, for derfra med Lethed at finde Kompagniets Afsnit. I Stedet for fandt vi et lille Hus, hvor en Telefontrup havde installeret sig; men da her var overfyldt, maatte vi tage til Takke med en Kartoffelkælder. Her laa vi og frøs, til det blev lyst.

Da vi igen vilde trække Støvlerne paa, viste det sig at være næsten umuligt. Støvlerne var gennemblødte, og ligesaa vor Fodbeklædning. Men paa kom de, og vi fandt Ludwikow og derfra med Lethed gennem Løbegraven ud til Kompagniet. Undervejs dertil fandt vi to døde Kammerater fra vort Kompagni. De var ramt, da de om Morgenen hentede Mad fra Feltkøkkenet. I øvrigt ventede der os flere sørgelige Nyheder. To i min Gruppe var under Nattens Arbejde blevet ramt med dødelig Udgang. — Vore Tornystre, der under Arbejdet var efterladt ved Kompagniet, var delt mellem Kammeraterne. De ansaa os nemlig for savnet. Da den første Gensynsglæde havde lagt sig, fik vi igen vore Tornystre med Indhold.

Nyheder

10. januar 1915. “Der ventes vist et større gennembrudsforsøg …” Kresten Andresen ankommet til Soisson

10. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Jumencourt, Aisne den 10. januar 1915

Kære forældre!

Ja, nu er jeg kommet hertil. Vi blev pludselig afløst ude i skyttegraven, og skulde holde os marchberedt den næste dag klokken fire. Nogle sagde, hele første bataljon skulde væk for at være med til at danne et nyt regiment 256, som straks skulde dampe af til højre fløj; andre sagde, at vi skulde til Rusland, atter andre til England, og nogle var aldeles inde på, at vi skulde hjem igen til Slesvig og stå kystvagt på Sild. Nå, ingen af de mange paroler holdt stik. Vi er bleven tildelt III armékorps og ligger langt bag fronten, ca. tyve km fra Soissons, hvor der vist bliver ventet et større gennembrudsforsøg. Vi blev halet ud af sengen alias halmen, klokken godt tre i nat; klokken fem satte hele bataljonen, 1000 mand stærk sig i bevægelse, først kom vi til Noyon, der var endnu mørkt, og vi marcherede lige igennem; jeg så dog den gamle mægtige domkirke; den havde jeg stor lyst til at se indvendig; men det kunde man ikke tænke på. Vi slæbte os videre afsted med vort læs, som vejer sine 60 pund, skuffede over, at vi ikke skulde med toget derfra. Men vi måtte endnu ca. 10 km på den anden side. Dér gjorde vi holdt ved en lille by Ailly, hvor vi lejrede os på en græsmark, indtil vi omkring ved kl. 10 steg ind i toget og kørte løs. Vi kom gennem Chauny.

Det er en underlig egn. Oise er vidt og bredt gået over sine bredder; de snorlige høje trærækker står som groet op af et spejl. Her er dale og skovklædte højder. Vi kom igennem en lang kulørt tunnel. Da vi kom ud af den, syntes jeg, at solen strålede varmere. Højt oppe til venstre lå en mægtig, mægtig ruin; så vidt jeg ved, hedder den Coussy; jeg er uklar over, om det har været et slot med sine runde tårnbygninger eller et fæstningsanlæg. Det tog sig så majestætisk ud, at jeg slet ikke kan glemme synet. Nedenfor i dalen var artillerister ved at grave en kanon ned i stilling. Batterierne bliver jo gravet helt ned under jorden, ellers bliver de straks opdagede af flyverne – ja, kære, hvad flyvemaskiner der er her; de snurrer uafladeligt, sommetider en fire-fem ad gangen; men i dag er himlen også blå, og solen skinner. Vi kørte så til Landricourt; derfra gik vi hertil, hvor jeg er blevet indlogeret i en hestestald; der er en alen gammelt møg; det blev os dog for meget, og vi har nu hentet frisk halm til at sprede ovenover – det hele må gå, som det bedst kan. – Det er altid en forandring at komme hen og se andre egne end altid det triste Lassigny; og her er jeg langt mere sikker end dér, da jeg her er så godt som uden for skudvidde. Hvor længe jeg bliver her, er der ingen der ved; men jeg kommer jo tilbage til regimentet igen; når der ingen brug er længere for os her. – Det glæder mig meget med Jens; det er da et lyspunkt i det hele. Jeg har skrevet til ham; men han har vist ikke fået mine breve. Det var en dejlig artikel af Budde Lund i Hovedstaden, jeg så den hos P. Østergård. Ja, gid man vidste på forhånd, hvad fremtiden vilde bringe – men ordningen er vel god, som den er.

Mange hilsener jeres søn Kresten

Nyheder

9. januar 1915. Hjemmefronten: Rationering, maksimalpriser og en udvisning

9. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Fra Provinsen.

Udvisning. Dansk Undersaat, Provisor Christian Schmidt fra Taps, der har været ansat i Augustenborg, er ifølge “Sonderburger Zeitung” bleven udvist af Landraaden i Sønderborg med en Frist af 48 Timer.

Fastsættelsen af Højestepriser. I

Loven vedrørende Højestepriser af 4. August 1914.

1
Der kan for den nuværende Krigs Varighed fastsættes Højestepriser for det daglige Behovs Genstande, i Særdeleshed for Levned- og Fodermidler af enhver Art saa vel som for raa Naturprodukter, Varme- og Belysningsmidler.
Forbimdsraadet kan bestemme, at der ogsaa skal fastsættes Højestepriser for andre Genstand.
§2.
Ejendomsretten til Genstande, som der er fastsat Højestepriser for, kan ved Anordning af den kompetente Myndighed overdrages til en af den betegnet Person paa Vedkommendes Andragende. Anordningen skal rettes til Genstandens Besidder, den maa ikke udstrækkes til Forraad, som Landmanden behøver til Videreførelse af sin Bedrift. Ejendomsrettet oveføres, saasnart Besidderen modtager Anordningen.
Forud for Anordningen skal den kompetente Myndighed tilstille den Paagældende en Opfordring til at overlade (Vedkommende den paagældende Genstand). Opfordringen kat den Virkning, at Dispositionen over de Genstande, den angaar, er ugyldige; dette gælder saavel Dispositioner, som sker ved Retsforretning, saa vel som Dispositioner, som sker ved Eksekution og Arrest. Den Landscentralmyndighed, i hvis Distrikt de paagældende Genstande befinder sig, kan bemyndige bestemte Personer til at udstede en saadan Opfordring; den af en saaledes bemyndiget Person udstedte Opfordring bliver uvirksom, saafremt den ikke stadsfestes ved Myndighedesanordning i Løbet af en Uge, efter at den paagældende Person har modtaget den.
Vedkommende, som rammes af Anordningen, er forpligtet til at opbevare Genstandene indtil at Udløbet af en Frist, som Myndighederne bestemmer i Anordningen. Myndighederne kan fastsætte en Godtgørelse for Opbevaringen.
Overtagelsesprisen fastsættes definitivt efter et sagkyndigt Skøb under Hensyn til Højesteprisen og Varens Godhed og Anvendelighed. Drejer det sig om Varer, hvis Højestepris forandres efter bestemte Tidspunkter, saa maa der tages hensyn til den Højestepris, der er samtidig ved Anordningen.
Angaar Anordningen Produkter fra et Grundstykke, fritages de for Heftelsen af Hypoteker, Grundskyld og Rentegæld, for saa vidt de ikke inden Opfordringen (Afsn. 2) er bleven beslaglagt til Fordel for Kreditor.
§3.
For saa vidt der er fastsat Højestepriser for Korn, kan Anordningen (§2. Afs. 1) træffes, inden Kornet tærsket. Ejendomsretten til Kornet gaar i dette Tilfælde over til den af Myndighederne udpegede Person, saa snart Kornet er aftærsket. Indtil dette Tidspunkt udstrækker Anordningens Virkninger sig ogsaa tioll Halmen. Myndighederne kan bestemme, at Kornet skal aftærskes af vedkommende, som rammes af Anordningen og ved hjælp af hans Landsbedriftshjælpemidler indenfor en nærmere bestemt Frist. Efterkommer han ikke dette Forlangende, kan Myndighederne lade Tredjemand foretage de forlangte Arbejde paa Hans Bekostning. Han maa tillade, at arbejdet sker i hans Lader og med hans Redskaber.
§4.
Den kompetente Myndighed kan opfordre Ejeren af de Varer for hvilken der er fastsat Højestepriser, at sælge Varerne til de fastsatte Højestepriser. Vægrer Ejeren sig ved at efterkomme Opfordringen kan den kompetente Myndighed overtage Varerne og sælge dem for Ejerens Regning og paa hans Omkostning til de fastsatte Højestepriser, for saa vidt de ikke er nødvendige til hans eget Behov.
§5.
Forbundsraadet fastsætter Højesteprisen. For saa vidt Forbundsraadet ikke fastsætter dem, kam Landcentralmyndighederne eller de af dem udpegede Myndigheder fastsætte Højesteprisen.

Nyheder

9. januar 1915. Kresten Andresen forflyttes: “Det bliver rimeligvis ikke så slemt …”

9. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveregiment 86 på Vestfronten.

Cuy den 9, januar 1915

Kære forældre!

Jeg rejser herfra i morgen tidlig, og har ingen anelse om hvorhen; i hvert fald bliver det en jernbanerejse, men jeg tror ikke ret lang. Jeg skal nok skrive til jer senere. Det hele er ikke så slemt, og I skal ikke være kede af det for min skyld. Det bliver rimeligvis kun en udflugt, som vor bataljon foretager, og vi skal temmelig sikkert her tilbage igen. Min adresse er fremdeles den samme. Skriv snart og hils alle. Jeg har fået så mange gode breve i den sidste tid. Hils endelig Klara Bronton og sig hende tak for den dejlige lagkage; den lyste ordentlig op i skyttegravs-tilværelsen.

Jeres Kresten

Nyheder

9. januar 1915. Peter Østergaards bataljon forflyttes

9. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn var med Regiment 86 flyttet til Moulin-sous-Touvent. Men den 9. januar kom der ordre til, at hans bataljon (1. bataljon) skulle forflyttes.

Cuy d. 9. Januar 1915.

I går blev vi afløst, men denne gang er det ikke for at få 6 dages frihed. Tværtimod skal vi nu et andet sted hen. Hvor ved vi ikke, men det bliver vist ikke bedre end her. Der går jo allehånde rygter om, hvad vi skal. Blandt andet siges der, at vi skal ned til Metz for at tage en by, der skal ligge på en høj og beherske omegnen. Vi skal af sted i morgen tidlig kl. 4 og skal med toget fra Noyon. Det er det eneste, vi véd med sikkerhed. Dog må vi være forberedt på alt, for noget må der jo være i vejen, ellers tager de ikke en bataillon bort her. Det er nemlig kun første bataillon, der skal af sted, men det lader til, at vi kommer her tilbage igen, for vi kan afgive pakker, som vi ikke vil slæbe med, på bataillonskontoret og afhente det, naar vi kommer igen.

Dette er jo så nok sidste aften, vi er i vort kvarter her i Cuy. Det er næsten med et bedrøvet sind, vi rejser herfra, for her har vi haft mange gode timer sammen, og det er jo meget vanskeligt, at vi andet steds kan få noget lignende, men vi må jo være glade for den tid, der er gået. Vi har jo dog haft en god jul og nytårsaften.

I aften kommer der vist også nogle venner til en lille afskedsvisit. — —

Ja, nu har de været her, P. J„ J. B„ K. A. o. fl. Vi har haft det så rart, P. J. havde en julepakke med, som vi har delt. Sluttede med en aftensang og håbet om atter at samles til noget lignende. Ja, Gud være med os alle og føre os alle gennem denne krise.

Vi skal et sted hen, hvor franskmændene har vundet 8 km, som nok skal tages igen. Det er nede ved Reims.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin" — Königin-Höhle ved Moulin – 86’ernes sikre tilholdssted

Nyheder

9. januar 1915. Regiment 86: “Vand og mudder stod knæhøjt …”

9. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Füsilierregiment 86’s historie:

Det andet krigsår begyndte ikke særligt lovende. Den nye stilling (ved Moulin-sous-Touvent, RR) adskilte sig i sin beliggenhed ikke meget fra den, som regimentet havde holdt før afmarchen fra Dreslincourt og den 8. oktober havde forladt. Den højre fløj lå foran den tidligere nævnte Quennevières-Ferme, som franskmændene ved et kup i mellemtiden havde erobret, og strakte sig nordfra mod syd indtil højderne umiddelbart sydvest for landsbyen Moulin sous Touvent. Dér begyndte 85ernes stilling, som bøjede i sydøstlig retning ind mod Autrêches. 3-400 m bag den forreste skyttegrav og parallel med den løb landevejen Nampcel-Attichy, ca. 1 km bagved igen ligeledes fra nord til syd strakte sig slugten ved Moulin, af os slesvigere kaldet dal.

Stillingen var den mest trøstesløse, som regimentet oplevede indtil vinteren 1916/17. På en fladbølget, udstrakt højslette, hvis tomhed kun blev afbrudt af de forskellig gårdes trægrupper, trak den sig afsted. Kønne er i den egn kun de indskårne dale. Nogle forfaldne og utætte, allerhøjst splintsikre dækningsrum gav ingen nævneværdig beskyttelse. Dertil havde det i begyndelsen af året regnet i stride strømme. Ingen vandafledning, og i bunden af graven ingen rist, derfor løb skyttegrave og dækningsrum fulde af vand. Vand eller mudder stod knæhøjt. Væggene styrtede sammen og forvandlede mudderet til sejt ler. Dette sugede fødderne fast til bunden, trak støvlerne af og gjorde trafik i gravene næsten umulig. Allerede ved afløsningen opstod der timelange køer, fordi mange sad fast i leret og måtte trækkes fri ved adskillige kammeraters hjælp.

Også med forsvaret så det ringe ud. Ingen brugbar trådspærring, kun lidt snubletråd, skytternes standpladser var ikke afstivet bagtil og rutsjede ned. Ingen indretning, så ammunitionen kunne ligge tørt. Kampen mod væden var i det hele taget det værste ved denne stilling. Tornystrene blev mudret til i jordhuller og dækningsrum, geværerne blev mudret til og var ikke til at få op, ikke et eneste tørt sted, hvor man kunne rense dem. Ammunitionen blev mudret til og kunne ikke gå i geværet mere. Knap bajonetten, det sidste håb, kunne opplantes. Med alvorlig bekymring måtte regimentet imødese et fransk angreb. Alene at besætte stillingen varede i leret så lang tid, at fjenden kunne have været fremme tre gange. Hvor længe ville det mon vare, før reserven kunne være fremme? Løbegravene var så tilmudrede, at man til en strækning, der normalt let kunne tilbagelægges på 10 minutter, nu brugte en time. Ved længere ture trak man gerne støvlerne af, så man ikke risikerede at miste dem. Alligevel måtte man med hænderne stemme sig afsted. Ikke så mærkeligt, at hår og skæg efter kort tid stivnede af ler, at kappen fra øverst til nederst var overtrukket med et fingertykt lerlag og vejede ti gange sin naturlige vægt.

Heste synker ned i mudderet — “Im Kampf mit dem Schlamm” lyder billedteksten til dette postkort.

Ikke kategoriseret, Nyheder

8. januar 1915. Nordslesvigere på den 119. preussiske tabsliste

8. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Leksikon

8. januar 1915. Annonce: Veste med papirsindlæg til frysende soldater

8. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

1915-01-08 papirveste annonce — Annonce i “Hejmdal”, januar 1915

Aviser, Nyheder

8. januar 1915. 300 jernkors til ét regiment.

8. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen – spredte Notitser

Alene Fodfolksregimentet „Hertugen af Holsten” i Kiel og Rendsborg har faaet tildelt 300 Jernkors.

Der er indløbet Meddelelse til Gram om, at Ingwertsen af Thiset er falden ved Fronten i December.

Den prøjsiske Regering har forbudt alle offentlige Maskerader, Fastelavnsløjer og forestillinger samt Maskeballer.

Nyheder

8. januar 1915. Jernkorset til Hemming Skov

8. januar 2015 Rene Rasmussen 4 kommentarer

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Den følgende Dag skulde Kompagniet pludselig træde an til Appel. Jeg blev af Kompagniføreren kaldt frem foran Kompagniets Front. Anledningen anede jeg intet om.

Iført min forrevne Kappe har jeg nok virket som en lidt ynkværdig Repræsentant for den tyske Armé. Og det var Kappen, det gjaldt i første Omgang; der haglede en ordentlig Ladning af Skældsord ned over mig. Den Kappe, som blev flænget fra øverst til nederst, da Russerne et Par Dage før drev os gennem Pigtraadsforhindringerne, skulde have været sat i Stand. — Et ganske urimeligt Forlangende, for hvor eller hvornaar skulde dette vel være sket. I parademæssig Stand var vel ingen traadt an til denne Appel. Vi var alle mere eller mindre pjaltede og snavsede. —

Da Kompagniføreren var naaet til Vejs Ende med sin Gardinprædiken, drejede Vinden pludselig om i et andet Hjørne. Under velvalgte Ord og i meget højtidelige Vendinger hæftede han Jernkorset paa mit Bryst. Dette var en Overraskelse, allermest for mig selv. Jeg maatte selvfølgelig tage Konsekvensen: Kompagniets Hyldest. Det var drøjt, for inderst inde var jeg ikke beæret, udgaaet fra et dansk, nationalt vaagent Hjem i Nordslesvig, som jeg var. Tillige var Fortjenesten svær at øjne, idet jeg trykkede mig det mest mulige i Forhaabningen om, at dette kunde være en medvirkende Aarsag til at naa frelst igennem; og i Sandheds Erkendelse skal tilføjes, at Korset ikke forandrede denne min Indstilling.

Aviser, Nyheder

7. januar 1915. Danske aviser til sønderjyske krigsfanger i England?

7. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjydske Krigsfangers Aviser
Dem maa de ikke faa, men ellers er gaver velkomne
For nogen Tid siden henvendte Billedhugger Johannes Mølgaard sig til nogle Bladredaktioner og bad dem om at sende ham Aviser til Uddeling mellem de Sønderjydske Fanger, der i Øjeblikket opholder sig i de britiske Fangelejre.
Idéen var smuk, man den kan desværre ikke gennemføres – Fangerne maa ikke modtage aktuelle Aviser.

Sekretær William Lawrence i Krigsfangernes Efterretnings-Bureau i London har, efter hvad “Kolding Avis” erfarer, sendt Billedhugger Mølgaard følgende venlige Brev:

“Jeg skriver for at udtrykke min Beklagelse over, at det ikke er muligt at omsende de Aviser, De har været saa venlig at sende til vort Kvarter for Fangerne, der kommer fra Nordslesvig.

Under ingen Omstændigheder er det tilladt Fanger at modtage aktuelle Aviser, og denne Bestemmelse kan ikke ophæves overfor de slesvigske Fanger.

Vi sympatiserer hjærteligt med dem og deres danske Venner i Deres Hensigt at vise Fangerne fra Slesvig, at de mindes dem som Kammerater og Landsmænd. Og netop derfor vil jeg gerne spørge Dem, om de vilde sende nogle Bøger og Magasiner i det danske Sprog.

Disse og saadanne Fornødenheder som Tobak, Chokolade, Linned m.m., som de kunde ønske at sende til de nordslesvigske Fanger, skal blive fordelt iblandt dem, og jeg skal lade det være mig en personlig Glæde at overvaage, at Gaverne kommer til de rette Mænd”

Der ligger i de sidste Ord en venlig Opmærksomhed, som vi med Glæde lader gaa videre til danske Læsere.

Nyheder

7. januar 1915. “En Time efter at jeg havde besøgt ham, blev han ramt af en Granatstump i Hovedet.”

7. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86.

Den 7. Januar 1915.

Der faldt en af mine gode Kammerater, Lorens Meyer fra Flensborg-Egnen. En Time, før han faldt, var jeg henne i hans Jordhule for at laane den kære »Flensborg Avis« af ham. Lorens var en god dansk Mand. Han var svær, og med sine tykke, røde Kinder og sin djærve Natur var han en rigtig Type paa en hjertensgod Sønderjyde. Han led meget ved at skulle deltage i Krigen, og han vendte idelig tilbage til de Spørgsmaal: Hvor længe vil Krigen vare? Hvem vil sejre? Hvordan vil vor Skæbne blive i Sønderjylland efter Krigen?

Han pintes mere og mere for hver Dag, der gik. En Time efter at jeg havde besøgt ham, blev han ramt af en Granatstump i Hovedet og var død i samme Øjeblik. Det var paa Tilbagevejen fra Moulin under Udøvelsen af sin Pligt, han faldt, den Pligt, som han udførte saa samvittighedsfuldt, skønt den var ham saa inderligt imod.

Vi begravede ham nede i Byen Moulin paa en fri Plads lige ud for Indgangen til den store Stenhule, ved Foden af en Bakke under Skyggen af høje Popler, hvor Smaafuglene sidder og synger over hans Grav. Med Ansigtet vendt mod Nord mod sin Hjemstavn og sine kære ligger han der og sover. Ak! Midt i sin Ungdoms Vaar kaldte Gud ham hjem til sig. Vi sørger nu over ham; han var os alle en hengiven Kammerat. Ære være hans Minde!

"Friedhof der 86 bei Moulin" fra Hemmsen album. — 86’ernes kirkegård ved Moulin

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

6. januar 1915. Krigsenker fra Kongeriget

6. januar 2015 Rene Rasmussen 2 kommentarer

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hustruerne fra denne Side Grænsen
De to nordslesvigske Soldater, P. Østergaard fra Astrup og Chr. Skov fra Fjersted, der ifølge det i Gaar bragte Brev fra Vestfronten enten ere faldne eller taget tilfange, havde begge deres Hustruer her fra Høm, idet Chr. Skov var gift med en Datter af Husejer Niels Gram og P. Østergaard med en Datter af Enkefru Voss.

Den tyske Grænsevogtnings-styrke
Som bekendt blev den tyske Bevogtnings-Styrke langs Grænsen forøget forholdsvis stærkt i Begyndelsen af November for at hindre for megen og uvedkommende Passage over Grænsen. Om Militærmyndighederne nu har fundet det unødvendigt at have et saa stærkt Grænseopsyn eller om de har fundet det mere nødvendigt at samle Tropper andetsteds, skal vi ikke nærmere granske, men blot konstatere, at Styrken i disse Dage paa forskellige Steder formindskes.

Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side

Nyheder, Sønderjyder

6. januar 1915. Regiment 84 forflyttes til Elsass

6. januar 2015 Rene Rasmussen 1 kommentar

Kaptajn af reserven Roll, fører af 6. kompagni, fortæller om ankomsten til Uffholz i Elsass

Hvis vi ved Moulin-sous-Touvent trods alle anstrengelser og afsavn havde haft det forholdsvis godt, så blev situationen med forflyttelsen til Elsass væsentlig mindre behagelig. Allerede transporten i gennemkolde, franske jernbanevogne var ingen fornøjelse. I Bollweiler begyndte vor virksomhed med en yderst kraftig regnvejrsdag, der ganske vist var velegnet til hvil, men som dog trykkede stemningen betragteligt.

Da vi den 6. januar om aftenen rykkede ind i stillingen ved Uffholz, modtog det franske artilleri os med særlig varme, så man måtte undre sig over, at vi ikke fik større tab. Alligevel var der noget hyggeligt ved den skudlarm, vi så længe ikke havde hørt, og 110’ernes angst var mig ret uforståelig. En mand fra det kompagni, vi skulle afløse, var stillet til min rådighed som fører, og under marchen gennem Uffholz gik han livligt fortællende ved siden af mig. Da vi trådte ud af byens vestlige ende og her blev hilst velkomne af nogle shrapnels, var den gode mand pludselig sporløs forsvundet; og der var så for os ikke andet at gøre end at gå langs bækken og selv opsøge vor stilling.

Undervejs stødte vi på en ældre kompagnifører fra Landwehr-regiment 110, der viste sig meget fornøjet over vor tilsynekomst. Snart efter vor ankomst til hulvejen fik jeg ordre fra bataljonen, at jeg skulle gå tilbage til byen. Kammeraten fra 110 brød ud i ren fortvivlelse over vor afgang: “Vil De lade os i stikken? Og nu angriber franskmanden!”

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i verdenskrigen” (udgives i 2015)

1914-08-19 Alsace-Lorraine — Provinserne Elsass-Lothringen (Alsace-Lorraine) havde Frankrig måttet afstå til Tyskland i 1871. Lige siden havde det været et brændende fransk ønske at tilbageerobre dem.

Nyheder

6. januar 1915. 86’erne tilbage til Moulin

6. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Füsilierregiment 86 rykker retur til Moulin

Den gamle front foran Moulin skulle besættes igen, og infanteriregiment 84, som var skudt længere ud mod højre, skulle afløses.

I natten fra 26. til 27. december afløste III bataljon, fra 28. til 29. afløste I bataljon, mens II bataljon blev trukket frem til Blérancourdelle og Carrière-Ferme som indsatsreserve og kunne hilse det nye år velkommen i fred og ro.

Den 6. januar 1915 afløste den III bataljon. Årsskiftet bragte også et skift i regimentets ledelse. Oberstløjtnant von Stein blev udnævnt til kommandør for Alexander-Grenadererne, og i hans sted overtog oberstløjtnant Esche kommandoen over regimentet.

Den Store Krig 1914-1918

Alle indlæg af Rene Rasmussen

16. januar 1915. Kostråd i en barsk tid: “Vi må undgå ødselhed!”

15. januar 1915. Feltpost fra Hejmdal: Skyttegravsudsigt: Runkelroer, men ingen franskmænd.

15. januar 1915. Udveksling af aviser i ingenmandsland

14. januar 1915. “Jeg begriber ikke, at vi slap fra det.” Kresten Andresen i slaget ved Soissons

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

14. januar 1915. Grænsebevogtning og ekspropriation af havre

13. januar 1915. Franskmændenes artilleri overlegent

13. januar 1915. Hemming Skov retur til skyttegraven

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

12. januar 1915. Kresten Andresen: “Jeg har været med i et større slag ved Soissons …”

12. januar 1915. Dansk undersåt udvist af Sønderjylland

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

11. januar 1915. Ærtesuppe med lerklumper, serveret på mudret infanterist …

10. januar 1915. Peter Østergaard ankommet til Soissons

10. januar 1915. Pastvang ved indenlandsrejser i Sønderjylland

10. januar 1915. Hemming Skov savnet … og genfundet!

10. januar 1915. “Der ventes vist et større gennembrudsforsøg …” Kresten Andresen ankommet til Soisson

9. januar 1915. Hjemmefronten: Rationering, maksimalpriser og en udvisning

9. januar 1915. Kresten Andresen forflyttes: “Det bliver rimeligvis ikke så slemt …”

9. januar 1915. Peter Østergaards bataljon forflyttes

9. januar 1915. Regiment 86: “Vand og mudder stod knæhøjt …”

8. januar 1915. Nordslesvigere på den 119. preussiske tabsliste

8. januar 1915. Annonce: Veste med papirsindlæg til frysende soldater

8. januar 1915. 300 jernkors til ét regiment.

8. januar 1915. Jernkorset til Hemming Skov

7. januar 1915. Danske aviser til sønderjyske krigsfanger i England?

7. januar 1915. “En Time efter at jeg havde besøgt ham, blev han ramt af en Granatstump i Hovedet.”

6. januar 1915. Krigsenker fra Kongeriget

6. januar 1915. Regiment 84 forflyttes til Elsass

6. januar 1915. 86’erne tilbage til Moulin

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918