Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveregiment 86 på Vestfronten.
Cuy den 9, januar 1915
Kære forældre!
Jeg rejser herfra i morgen tidlig, og har ingen anelse om hvorhen; i hvert fald bliver det en jernbanerejse, men jeg tror ikke ret lang. Jeg skal nok skrive til jer senere. Det hele er ikke så slemt, og I skal ikke være kede af det for min skyld. Det bliver rimeligvis kun en udflugt, som vor bataljon foretager, og vi skal temmelig sikkert her tilbage igen. Min adresse er fremdeles den samme. Skriv snart og hils alle. Jeg har fået så mange gode breve i den sidste tid. Hils endelig Klara Bronton og sig hende tak for den dejlige lagkage; den lyste ordentlig op i skyttegravs-tilværelsen.
Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn var med Regiment 86 flyttet til Moulin-sous-Touvent. Men den 9. januar kom der ordre til, at hans bataljon (1. bataljon) skulle forflyttes.
Cuy d. 9. Januar 1915.
I går blev vi afløst, men denne gang er det ikke for at få 6 dages frihed. Tværtimod skal vi nu et andet sted hen. Hvor ved vi ikke, men det bliver vist ikke bedre end her. Der går jo allehånde rygter om, hvad vi skal. Blandt andet siges der, at vi skal ned til Metz for at tage en by, der skal ligge på en høj og beherske omegnen. Vi skal af sted i morgen tidlig kl. 4 og skal med toget fra Noyon. Det er det eneste, vi véd med sikkerhed. Dog må vi være forberedt på alt, for noget må der jo være i vejen, ellers tager de ikke en bataillon bort her. Det er nemlig kun første bataillon, der skal af sted, men det lader til, at vi kommer her tilbage igen, for vi kan afgive pakker, som vi ikke vil slæbe med, på bataillonskontoret og afhente det, naar vi kommer igen.
Dette er jo så nok sidste aften, vi er i vort kvarter her i Cuy. Det er næsten med et bedrøvet sind, vi rejser herfra, for her har vi haft mange gode timer sammen, og det er jo meget vanskeligt, at vi andet steds kan få noget lignende, men vi må jo være glade for den tid, der er gået. Vi har jo dog haft en god jul og nytårsaften.
I aften kommer der vist også nogle venner til en lille afskedsvisit. — —
Ja, nu har de været her, P. J„ J. B„ K. A. o. fl. Vi har haft det så rart, P. J. havde en julepakke med, som vi har delt. Sluttede med en aftensang og håbet om atter at samles til noget lignende. Ja, Gud være med os alle og føre os alle gennem denne krise.
Vi skal et sted hen, hvor franskmændene har vundet 8 km, som nok skal tages igen. Det er nede ved Reims.
Königin-Höhle ved Moulin – 86’ernes sikre tilholdssted
Det andet krigsår begyndte ikke særligt lovende. Den nye stilling (ved Moulin-sous-Touvent, RR) adskilte sig i sin beliggenhed ikke meget fra den, som regimentet havde holdt før afmarchen fra Dreslincourt og den 8. oktober havde forladt. Den højre fløj lå foran den tidligere nævnte Quennevières-Ferme, som franskmændene ved et kup i mellemtiden havde erobret, og strakte sig nordfra mod syd indtil højderne umiddelbart sydvest for landsbyen Moulin sous Touvent. Dér begyndte 85ernes stilling, som bøjede i sydøstlig retning ind mod Autrêches. 3-400 m bag den forreste skyttegrav og parallel med den løb landevejen Nampcel-Attichy, ca. 1 km bagved igen ligeledes fra nord til syd strakte sig slugten ved Moulin, af os slesvigere kaldet dal.
Stillingen var den mest trøstesløse, som regimentet oplevede indtil vinteren 1916/17. På en fladbølget, udstrakt højslette, hvis tomhed kun blev afbrudt af de forskellig gårdes trægrupper, trak den sig afsted. Kønne er i den egn kun de indskårne dale. Nogle forfaldne og utætte, allerhøjst splintsikre dækningsrum gav ingen nævneværdig beskyttelse. Dertil havde det i begyndelsen af året regnet i stride strømme. Ingen vandafledning, og i bunden af graven ingen rist, derfor løb skyttegrave og dækningsrum fulde af vand. Vand eller mudder stod knæhøjt. Væggene styrtede sammen og forvandlede mudderet til sejt ler. Dette sugede fødderne fast til bunden, trak støvlerne af og gjorde trafik i gravene næsten umulig. Allerede ved afløsningen opstod der timelange køer, fordi mange sad fast i leret og måtte trækkes fri ved adskillige kammeraters hjælp.
Også med forsvaret så det ringe ud. Ingen brugbar trådspærring, kun lidt snubletråd, skytternes standpladser var ikke afstivet bagtil og rutsjede ned. Ingen indretning, så ammunitionen kunne ligge tørt. Kampen mod væden var i det hele taget det værste ved denne stilling. Tornystrene blev mudret til i jordhuller og dækningsrum, geværerne blev mudret til og var ikke til at få op, ikke et eneste tørt sted, hvor man kunne rense dem. Ammunitionen blev mudret til og kunne ikke gå i geværet mere. Knap bajonetten, det sidste håb, kunne opplantes. Med alvorlig bekymring måtte regimentet imødese et fransk angreb. Alene at besætte stillingen varede i leret så lang tid, at fjenden kunne have været fremme tre gange. Hvor længe ville det mon vare, før reserven kunne være fremme? Løbegravene var så tilmudrede, at man til en strækning, der normalt let kunne tilbagelægges på 10 minutter, nu brugte en time. Ved længere ture trak man gerne støvlerne af, så man ikke risikerede at miste dem. Alligevel måtte man med hænderne stemme sig afsted. Ikke så mærkeligt, at hår og skæg efter kort tid stivnede af ler, at kappen fra øverst til nederst var overtrukket med et fingertykt lerlag og vejede ti gange sin naturlige vægt.
“Im Kampf mit dem Schlamm” lyder billedteksten til dette postkort.
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten
Den følgende Dag skulde Kompagniet pludselig træde an til Appel. Jeg blev af Kompagniføreren kaldt frem foran Kompagniets Front. Anledningen anede jeg intet om.
Iført min forrevne Kappe har jeg nok virket som en lidt ynkværdig Repræsentant for den tyske Armé. Og det var Kappen, det gjaldt i første Omgang; der haglede en ordentlig Ladning af Skældsord ned over mig. Den Kappe, som blev flænget fra øverst til nederst, da Russerne et Par Dage før drev os gennem Pigtraadsforhindringerne, skulde have været sat i Stand. — Et ganske urimeligt Forlangende, for hvor eller hvornaar skulde dette vel være sket. I parademæssig Stand var vel ingen traadt an til denne Appel. Vi var alle mere eller mindre pjaltede og snavsede. —
Da Kompagniføreren var naaet til Vejs Ende med sin Gardinprædiken, drejede Vinden pludselig om i et andet Hjørne. Under velvalgte Ord og i meget højtidelige Vendinger hæftede han Jernkorset paa mit Bryst. Dette var en Overraskelse, allermest for mig selv. Jeg maatte selvfølgelig tage Konsekvensen: Kompagniets Hyldest. Det var drøjt, for inderst inde var jeg ikke beæret, udgaaet fra et dansk, nationalt vaagent Hjem i Nordslesvig, som jeg var. Tillige var Fortjenesten svær at øjne, idet jeg trykkede mig det mest mulige i Forhaabningen om, at dette kunde være en medvirkende Aarsag til at naa frelst igennem; og i Sandheds Erkendelse skal tilføjes, at Korset ikke forandrede denne min Indstilling.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjydske Krigsfangers Aviser Dem maa de ikke faa, men ellers er gaver velkomne For nogen Tid siden henvendte Billedhugger Johannes Mølgaard sig til nogle Bladredaktioner og bad dem om at sende ham Aviser til Uddeling mellem de Sønderjydske Fanger, der i Øjeblikket opholder sig i de britiske Fangelejre. Idéen var smuk, man den kan desværre ikke gennemføres – Fangerne maa ikke modtage aktuelle Aviser.
Sekretær William Lawrence i Krigsfangernes Efterretnings-Bureau i London har, efter hvad “Kolding Avis” erfarer, sendt Billedhugger Mølgaard følgende venlige Brev:
“Jeg skriver for at udtrykke min Beklagelse over, at det ikke er muligt at omsende de Aviser, De har været saa venlig at sende til vort Kvarter for Fangerne, der kommer fra Nordslesvig.
Under ingen Omstændigheder er det tilladt Fanger at modtage aktuelle Aviser, og denne Bestemmelse kan ikke ophæves overfor de slesvigske Fanger.
Vi sympatiserer hjærteligt med dem og deres danske Venner i Deres Hensigt at vise Fangerne fra Slesvig, at de mindes dem som Kammerater og Landsmænd. Og netop derfor vil jeg gerne spørge Dem, om de vilde sende nogle Bøger og Magasiner i det danske Sprog.
Disse og saadanne Fornødenheder som Tobak, Chokolade, Linned m.m., som de kunde ønske at sende til de nordslesvigske Fanger, skal blive fordelt iblandt dem, og jeg skal lade det være mig en personlig Glæde at overvaage, at Gaverne kommer til de rette Mænd”
Der ligger i de sidste Ord en venlig Opmærksomhed, som vi med Glæde lader gaa videre til danske Læsere.
Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86.
Den 7. Januar 1915.
Der faldt en af mine gode Kammerater, Lorens Meyer fra Flensborg-Egnen. En Time, før han faldt, var jeg henne i hans Jordhule for at laane den kære »Flensborg Avis« af ham. Lorens var en god dansk Mand. Han var svær, og med sine tykke, røde Kinder og sin djærve Natur var han en rigtig Type paa en hjertensgod Sønderjyde. Han led meget ved at skulle deltage i Krigen, og han vendte idelig tilbage til de Spørgsmaal: Hvor længe vil Krigen vare? Hvem vil sejre? Hvordan vil vor Skæbne blive i Sønderjylland efter Krigen?
Han pintes mere og mere for hver Dag, der gik. En Time efter at jeg havde besøgt ham, blev han ramt af en Granatstump i Hovedet og var død i samme Øjeblik. Det var paa Tilbagevejen fra Moulin under Udøvelsen af sin Pligt, han faldt, den Pligt, som han udførte saa samvittighedsfuldt, skønt den var ham saa inderligt imod.
Vi begravede ham nede i Byen Moulin paa en fri Plads lige ud for Indgangen til den store Stenhule, ved Foden af en Bakke under Skyggen af høje Popler, hvor Smaafuglene sidder og synger over hans Grav. Med Ansigtet vendt mod Nord mod sin Hjemstavn og sine kære ligger han der og sover. Ak! Midt i sin Ungdoms Vaar kaldte Gud ham hjem til sig. Vi sørger nu over ham; han var os alle en hengiven Kammerat. Ære være hans Minde!
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Hustruerne fra denne Side Grænsen De to nordslesvigske Soldater, P. Østergaard fra Astrup og Chr. Skov fra Fjersted, der ifølge det i Gaar bragte Brev fra Vestfronten enten ere faldne eller taget tilfange, havde begge deres Hustruer her fra Høm, idet Chr. Skov var gift med en Datter af Husejer Niels Gram og P. Østergaard med en Datter af Enkefru Voss.
Den tyske Grænsevogtnings-styrke Som bekendt blev den tyske Bevogtnings-Styrke langs Grænsen forøget forholdsvis stærkt i Begyndelsen af November for at hindre for megen og uvedkommende Passage over Grænsen. Om Militærmyndighederne nu har fundet det unødvendigt at have et saa stærkt Grænseopsyn eller om de har fundet det mere nødvendigt at samle Tropper andetsteds, skal vi ikke nærmere granske, men blot konstatere, at Styrken i disse Dage paa forskellige Steder formindskes.
Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side
Kaptajn af reserven Roll, fører af 6. kompagni, fortæller om ankomsten til Uffholz i Elsass
Hvis vi ved Moulin-sous-Touvent trods alle anstrengelser og afsavn havde haft det forholdsvis godt, så blev situationen med forflyttelsen til Elsass væsentlig mindre behagelig. Allerede transporten i gennemkolde, franske jernbanevogne var ingen fornøjelse. I Bollweiler begyndte vor virksomhed med en yderst kraftig regnvejrsdag, der ganske vist var velegnet til hvil, men som dog trykkede stemningen betragteligt.
Da vi den 6. januar om aftenen rykkede ind i stillingen ved Uffholz, modtog det franske artilleri os med særlig varme, så man måtte undre sig over, at vi ikke fik større tab. Alligevel var der noget hyggeligt ved den skudlarm, vi så længe ikke havde hørt, og 110’ernes angst var mig ret uforståelig. En mand fra det kompagni, vi skulle afløse, var stillet til min rådighed som fører, og under marchen gennem Uffholz gik han livligt fortællende ved siden af mig. Da vi trådte ud af byens vestlige ende og her blev hilst velkomne af nogle shrapnels, var den gode mand pludselig sporløs forsvundet; og der var så for os ikke andet at gøre end at gå langs bækken og selv opsøge vor stilling.
Undervejs stødte vi på en ældre kompagnifører fra Landwehr-regiment 110, der viste sig meget fornøjet over vor tilsynekomst. Snart efter vor ankomst til hulvejen fik jeg ordre fra bataljonen, at jeg skulle gå tilbage til byen. Kammeraten fra 110 brød ud i ren fortvivlelse over vor afgang: “Vil De lade os i stikken? Og nu angriber franskmanden!”
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i verdenskrigen” (udgives i 2015)
Provinserne Elsass-Lothringen (Alsace-Lorraine) havde Frankrig måttet afstå til Tyskland i 1871. Lige siden havde det været et brændende fransk ønske at tilbageerobre dem.
Den gamle front foran Moulin skulle besættes igen, og infanteriregiment 84, som var skudt længere ud mod højre, skulle afløses.
I natten fra 26. til 27. december afløste III bataljon, fra 28. til 29. afløste I bataljon, mens II bataljon blev trukket frem til Blérancourdelle og Carrière-Ferme som indsatsreserve og kunne hilse det nye år velkommen i fred og ro.
Den 6. januar 1915 afløste den III bataljon. Årsskiftet bragte også et skift i regimentets ledelse. Oberstløjtnant von Stein blev udnævnt til kommandør for Alexander-Grenadererne, og i hans sted overtog oberstløjtnant Esche kommandoen over regimentet.
Regiment 86’s “Königinhöhle” ved Moulin-sous-Touvent
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten.
Faldne på Østfronten
Efter nogen Tids Søgen frem og tilbage, til højre og til venstre, lykkedes det op paa Formiddagen Resterne af vort Kompagni at blive samlet. Efter Gaarsdagens Stormangreb og Nattens russiske Modangreb og det deraf følgende Virvar kunde dette nok være et Problem. Kompagniet var under Flugten spredt for alle Vinde. Russerne havde jaget os ud af vor Skyttegrav.
Efter at Kompagniet et Stykke Tid havde været uden Officerer, havde vi nu faaet en ny Kompagnifører. Da denne lod Kompagniet træde an, maatte vi med Vemod erkende, at Geledderne var blevet afkortede. Det havde tyndet slemt ud i Rækkerne.
Kort efter (6. januar 1915) traskede vi af Sted igennem Løbegravene og ud i forreste Linie. Den omstridte Skyttegrav var atter kommet i vor Besiddelse. Her var der mere end uhyggeligt, for oven for Graven laa mange faldne russiske Soldater, og fra den ene Side fik vi Flankeild. Graven var efter Erobring og Tilbageerobring en Del medtaget. Der var kun ringe Dækning. De døde Russere blev brugt til at dække sig bag ved. Da vi ud paa Aftenen blev udskiftet og kom i anden Linie, havde vi tre døde og flere saarede. I anden Linie blev vi liggende den følgende Dag.
I tre Dage havde vi været uden Mad og Drikke. Tørsten maa have pint os, for trods Forbud smeltede vi Sneen i vort Kogekar og drak Snevandet. En Kammerat dristede sig til at forcere et Stykke Ingenmandsland for at naa et sønderlemmet lille Hus, hvor vi kunde skimte en Vippebrønd. Men efter at han havde faaet en Kugle gennem Kogekarret, som han holdt i Haanden, fløj han hurtigst muligt i et Granathul og foretrak at blive liggende der, til det blev mørkt. Vi trængte ogsaa til Søvn og Hvile, og det var paakrævet. Den 7. Januar om Aftenen blev vi afløst og kom tilbage til Ludwikow. I Ruinerne af denne By hvilede vi ud.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen
Et haardt ramt Hjem
I Onsdags fik A. Waldemars Enke ifølge “Hejmdal” i Løjtkirkeby Meddelelse om, at hendes Søn, Andreas Waldemar, som hun ikke havde hørt fra i længere Tid, var bleven saaret. Han havde sammen med nogle andre været paa Patrouille Juleaften. Fjenden skød straks paa dem. To Kugler gik gennem hans Hjelm; men den tredje traf ham i Nakken og kom ud midt i Ansigtet. Han faldt besvimet om, og da han atter kom til sig selv, laa han paa et Feltlazaret, hvor hans kammerater lige fejrede Juleaften; de havde Juletræ og fik alle smaa Gaver. Senere blev han bragt til et Lazaret i Berlin, hvor han nu ligger.
Det er anden Gang, at A. Waldemar bliver saaret. Ved Krigens Udbrud var han aktiv soldat, og han var med i Belgien, hvor han blev saaret ved et Skud gennem Skulderen. Han kom sig dog hurtigt, og i Begyndelsen af November rejste han atter til Fronten og kom straks med igen.
Det var en særlig sørgelig Efterrretning for hans Moder. Hun har foruden ham to andre Sønner med i Krigen. Den ene, som er i Flaaden, blev straks alvorligt saaret ved en Eksplosion om Bord paa et Krigsskib og har hidtil ligget paa Lazaret i Kiel. Den anden Søn er med som Landeværnsmand og ligger i Gent.
Medens de tre Sønner var med i Krigen, døde deres Fader, som i længere Tid har været syg. Det har været en trist Jule for dette Hjem.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.
En “Rigs-Uld-Uge” vil blive afholdt i Tyskland fra 18. – 24. Januar. Formaalet, der er stærkt anbefalet af Kejserinden, er i denne Uge at samle Uldtøj og Bomuldstøj ind til Soldaterne under alle mulige Former: Overfrakker, Jakker, Bukser og fremfor alt Tæpper. Netop Tæpper kan Hæren bruge en Mængde af.
Opraabet slutter: “sammel fra Skabe og Kister, hvad I finder af Sager, som kan undværes! Snør det i Pakker, pak det i Sække og hold det rede, naar alle vore Hjælpere i Rigs-Uld-Ugen fra 18.- 24. Januar banker paa eders Dør.”
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Natten til den 5. Januar arbejdede vi i Sne og Kulde paa Gravning af Løbegrave imod Fjendens Skyttegrav. Pionerer sprængte Traadforhindringer, altsammen Forberedelser til næste Dags Stormangreb, som dog endnu holdtes hemmeligt for os.
Morgenen gryede, Arbejdet hørte op, men endnu lød intet om, at Dagen ventede paa os med et alvorligt Øjeblik. Hen paa Formiddagen trak vi os gennem Løbegravene og tilbage til anden Linje, hvorunder en Kammerat i min Gruppe blev dræbt af en Kugle. Vi fik nu af vor Delingsfører at vide, hvad denne Dag skulle bringe os. Vi var gaaet tilbage for at lægge vore Tornystre fra os og skulde kort efter frem igen. Nu vidste vi det selv: for at gøre Stormangreb.
Efter denne oprivende Meddelelse indtræder en angstfuld Forventning, som vilde være uudholdelig, om ikke man her havde sin Skæbnetro. Man henfalder til en dyb Ligegyldighed. Man tænker ikke mere, kan ikke tænke mere. I stille Tavshed og Taalmodighed afventer man det frygtelige, — Vi lagde en Teltdug over vor døde Kammerats Legeme, og saa gik det igen frem gennem Løbegravene til den forreste Skyttegrav, som blev tæt pakket af Mennesker. Stilhed var det alt over skyggende. Der var ingen, der skulde have noget sagt; man opdager, at man kan uhyre meget, naar man skal. I Sandhed en Tilstand, hvor Angsten driver sit Spil. — Et Øjeblik er man faktisk lammet af Frygt. Man bliver helt stiv, kan ikke engang dreje Hovedet. Man føler sig selv som en Klump levende Rædsel. Bag ved os fyldes Løbegravene med endnu mere Menneskemateriale. Alle Reserver sættes ind.
Paa Slaget Klokken eet skal alle styrte frem. En Time forinden tager Artilleriilden sin Begyndelse. Den frygteligste Artillerikoncentration, jeg hidtil har oplevet, bryder løs. 21 cm Morterer deltager. Det lyner i Luften. Dumpe Drøn, uhyggelige Brag, uhyggelig Hvislen. I Salver kommer Granaterne fra vore svære Kanoner hylende hen over os for at sprede Død og Ødelæggelse over de russiske Skyttegrave. Tidspunktet nærmer sig. Nu begynder Befalingsmændene at se paa Uret. Samarbejdet mellem Artilleri og Infanteri afpasses efter Klokkeslæt; men baade før og under selve Foretagendet staar Tanken stille.
Pludselig er baade Hornist og Tambour ovenfor, over hele Linien blæses der og slaas paa Tromme en Stund, og alle styrter af Sted. I flere Rækker gaar det fremover. Ingen Kommando høres, men klagende Stemmer og smertelige Raab fra dem, der ikke naar frem, og dette er det pinligste under hele Dramaet. Mit Gevær er ved at tumle ud af Haanden paa mig. Jeg opdagede ikke straks, at Træet omkring Visiret er splintret af en Kugle eller en Granatsplint. Man er taknemmelig for Heldet. Snart er vi der, hvor Modparten maa ses direkte i Øjnene, og der skriges næsten: „Hoch die Hände!”. Nogle efterkommer Opfordringen og føres senere tilbage som Fanger. Andre tager Flugten.
Vi hopper i Russergraven, og Nerverne, der er anspændt til det yderste, finder Hvile. — Vildmandens Blik faar normalt Udseende. Kanonernes Larm forekommer os nu næsten venlig. Maskingeværernes og Geværernes Knitren er næsten fortrolig. Solen straaler fra en skyfri Himmel. Den danner glinsende Perler i Sneen. Men paa dette lysende Tæppe ligger døde og saarede omkring, Ven og Fjende mellem hinanden.
Vi udbedrede Skyttegraven, der af Artilleriet næsten har jævnet med Jorden. Nu havde den jo ogsaa Dækningen paa den forkerte Side. Imidlertid skal vi videre fremad, og den næste Russergrav kommer ogsaa i vor Besiddelse. Fangeantallet stiger, men ogsaa de dødes Tal bliver stort. Enkelte Kammerater løber ind i en lille brændende By foran os. — Vi saa dem aldrig igen, for Byen blev ikke vor; derimod kunde vi se, hvorledes Russerne førte Forstærkninger frem, og at de besatte Løbegravene foran os.
Skumringen begyndte saa smaat at brede sig, og vi haabede dermed at faa Ro. Vi var kommet for langt frem, fik Flankeild, hvorfor vi fik Ordre til at trække os tilbage. — Heller ikke Russerne var sikre i deres Forehavende, for af og til dukkede der en enlig Russer frem, og da saadanne forvildede og desorienterede russiske ”Forstærkninger” naaede til vor Grav, blev de under almindelig Jubel modtaget som Fange.
Da det endelig var blevet mørkt, listede vi lydløst tilbage, og takket være Mørket skete det uden at blive bemærket. En Del saarede blev baaret tilbage, og de fik en mere forsvarlig Forbinding. Vi naaede den Skyttegrav, vi havde taget om Middagen, og her gik vi i Stilling. Nu fik vi Lov at hente hele Kompagniets Tornystre, hvor vi om Formiddagen havde ladet dem tilbage. Da vi kom tilbage til Skyttegraven, maatte vi, første Deling, udfylde hele Kompagniets Plads, idet de to andre Delinger blev sendt tilbage efter Mad og Patroner. Maskingeværer blev bragt i Stilling, Lyskastere stillet op.
Efter at Lytteposter var sendt frem, og der var opstillet Poster til at holde Udkig, krøb jeg sammen med to Kammerater ind i en af Russernes Huler. Da vi alle tre var blevet sultne, aabnede vi for Spisekammeret. Det skete med en vis Andagt. Man gjorde klogt i ikke at tømme Spisekammeret helt. Derfor blev Brødet omgaaende pakket i Tornystret igen, efter at der var skaaret et Par Skiver af. Dette krævede dog en vis Overvindelse, ganske efter, hvor sulten man var. Vi havde Erfaring i saa Henseende. Derefter lagde vi os, med Tornystret som Hovedpude, til at sove.
Med eet blev der dog et vældigt Røre. Vi tumlede op fra vort Leje, og samtidig med, at der raabtes: „Die Russen kommen,” var disse næsten over os. I nogle Sekunder stod vi rystende og famlende og saa dem komme i store Flokke. I sidste Øjeblik tog vi vor Beslutning. Vi sprang op og tog Flugten, næsten i samme Sekund, som Russerne sprang ned i Graven. Den ene af mine to Kammerater fik end ikke sit Gevær med.
I Traadforhindringerne, som desværre endnu stod der, hvor vi om Middagen var tumlet igennem, hang vi fast. Jeg flængede min Kappe fra øverst til nederst. Farten var desperat, man fløj formelig af Sted, for Russerne skød ind i Mørket efter os. — Da vi endelig igen var kommet under Jorden, var alt splittet. Der var kun een, vi kendte, og det var vor Kompagnifører, Feldwebel Lapuhs. Han blev under Flugten haardt saaret og laa nu i en Understand. Hans Smerter var saa store, at han tryglede alle forbipasserende om at gøre en Ende paa hans Lidelser. Han døde samme Nat.
Vi maatte efterlade tre Maskingeværer, som Mandskabet løb fra. Tabet af hele Kompagniets Tornystre, som vi ogsaa maatte lade i Stikken, endda med Indhold, var dog det værste. Vi havde nu hverken Tæpper eller Teltdug. Mit Tornyster indeholdt Julepakker mad dejlige, lækre Sager, ligeledes dejligt varmt Undertøj, som var pakket af to smaa Piger i Københoved Skole; men det matte man affinde sig med.
— En rædselsfuld Nat, og mellem Skyttegravene laa baade saarede og døde, Dagens store Offer. — Og det var Helligtrekongers Aften.
Ribe Stiftstidende gik for et være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Døde paa Lazarettet
Hans Chr. Nissum fra Arnum, en Søn af Landmand Peter Nissum, er bleven saaret i Frankrig den 9. September og død paa et Lasaret den 14. September. Nu har Forældrene ifølge »Flensborg Avis” først faaet Meddelelsen stadfæstet.
Arbejdsmand Hans Andersens Hustru i Møgeltønder fik i Torsdags Meddelelse om, at Andersen var død paa et Sygehus i Frankrig.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Naar Tyskland mangler 40 Millioner Centner Hvede i Krigstid
“Spis kun Krigsbrød.” – “Kun Hvede til syge og svage.” – “Ikke spilde Krummerne.”
Medens der i Danmark maa anvendes megen Sparsommelighed med Rug, for hvilken der maa fastsættes Maksimalpriser, er Løsenet i Tyskland nu: Spis kun Rugbrød og lad være at bruge Hvedemel, undtagen hvor det kræves til syge og svage.
Forholdet er nemlig det, at medens Tyskland under almindelige Forhold faar en Tilførsel af 40 Millioner Centner Hvedemel fra Udlandet, saa er Landet som Følge af Krigen nu afskaaret fra denne Tilførsel.
Der klages allerede over, at der er brugt alt for meget Hvedemel til Kager i Juletiden. Det hedder formanende: Spar ikke paa den hjemlige Arbejdskraft, paa Tjenestetyende osv., saa længe I kan betale dem, men vær sparsommelig med Fødemidlerne, selv om I ogsaa kan betale dem! Omgaas ærbødigt med Brødet, hedder det videre, og taal ikke, at Børnene lader Brødkrummer ligge efter Maaltiderne.
For at spare paa Hveden har Regeringen bestemt, at der ved Fremstillingen af Hvedebrød skal iblandes 10 Procent Rugmel. Og for at økonomisere med Rugen, har regeringen bestemt, at der (allerede fra 1. December sidste Aar) ved Fremstillingen af Rugbrød skal anvendes 5 Procent Kartoffelmel. Brød, der fremstilles med en Tilsætning fra fem til tyve Procent Kartoffelmel, har officielt faaet Navn af Krigsbrød, og med fed skrift indprentes det Folket: Spis Krigsbrød, handl i Fædrelandets Aand. Tyske mænd gør deres Pligt i Felten! Tyske Kvinder, vis I den i Hus og Hjem!
Og med endnu større Skrift hedder det sluttelig: I et tysk Hjem bør der ikke findes Kager i denne Tid!
Havren blandes med Sukker
I berlinske Blade anbefales det ifølge “Hejmdal” at blande Havren med Sukker for at faa det forhaandenværende Forraad af Havre til at slaa til. Under normale Forhold er Tysklands Havrehøst i Stand til at dække forbruget, men Krigen har forøget Forbruget i en ret betydelig Grad. Seks Dele Havre kan blandes med en Del Sukker, og derved kan opnaas at Forraadet kan “strækkes” , saa der maaske endog er Mulighed for, at en betydelig Del kan blive fri til Brug for menneskelig Næringsmiddel.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Bud via Ribe!
En Søn af Gaardejer H.M. Pedersen i Kærbølling ved Brøns blev i Efteraaret taget til Fange af Franskmændene og ført til Fangelejren i St. Pied-de-port [må være St. Jean-Pied-de-Port, RR] i Sydfrankrig, hvorfra han skrev hjem.
Fra den 27. November og indtil Aarets Udgang hørte Forældrene imidlertid intet fra ham. Da der ikke kan telegraferes fra Tyskland til Frankrig, henvendte Forældrene sig til en Mand her i Ribe, der den 29. December telegraferede herfra til Kommandanten i ovennævnte Fangelejr, og paa denne henvendelse kom der Svar her til Ribe den 1. Januar, at Sønnen efter en haard Sygdom nu atter var i Bedring.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.
Den 3. Januar 1915 gik det atter til Afløsning i Skyttegraven. I en forrygende Snestorm drog vi fra Partokko til Ludwikow, hvor Kammeraterne nu havde fortrængt den russiske Patrulje, havde forceret Byen og laa tæt over for Russerne. Under denne Tur besvimede en af mine Kammerater, og jeg hjalp til med at faa ham baaret under Tag et Sted, hvor der var Opsamlingsplads for saarede.
Tysk stilling i et bondehus på Østfronten 1915 (Museum Sønderjylland)
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten
Den 1. Januar gik vi tilbage til Partokko for at nyde vor eneste rigtige Hvile. Vi forblev i Reserve 1. og 2. Nytaarsdag. Hvor utroligt det end lyder, maatte vi 2. Nytaarsdags Formiddag stille til et Par Timers Eksercits for om Eftermiddagen som Kontrast hertil at samles i en stor Lade til Feltgudstjeneste. — Julen var til Ende, den Jul, man i propagandamæssig Henseende havde lovet os skulde fejres hjemme hos vore kære, naturligvis efter vel overstaaet Krig. Første Termin, selve Kejserens Tilsagn om, at vi skulde naa hjem, før Træerne tabte Løvet, var forlængst overskredet.
Og for at vende os til Kammeraterne paa Vestfronten, var den af General Grev Haeseler berammede Frokost i Paris midt i September nu ogsaa ved at være en muggen Historie — i mere end een Forstand. Endnu var Uvejret over os, for vort Vedkommende paa Østfronten et ulideligt Skyttegravs-Virvar.
Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86
Nu arbejdede vi hver Nat paa at kaste Pløret ud af Graven. Vi forsøgte at arbejde videre om Dagen; men hvor »Frands« saa nogle Skovlfulde Jord blive kastet op over Kanten, der vidste han nok, at der var Mennesker, og saa skød han straks derhen med Granater; saa maatte vi opgive det. Mens der blev renset i Løbegraven, var vi nødt til at løbe over Markerne for at hente Mad. Det var slet ikke uden Fare; thi »Frands« holdt hele Natten en jævn Geværild vedlige.
Af og til hvinede en Kugle imod en Busk, hvorved den slog Kolbøtte; saa frembringer den en underlig skurrende Lyd, indtil den med et Klask farer ned i den opblødte Lerbund.
Naar vi i Tusmørket ilede tilbage, gav vi et Lyssignal med vor elektriske Lommelampe, der straks besvaredes af den udstillede Vagt, som derved viste os, i hvilken Retning vi skulde gaa. Naar vi gik over aaben Mark, skulde vi springe over mange gamle og nye Løbegrave. Det hændte ikke saa sjældent, at en Mand ikke kom rigtig over, men styrtede ned i Graven og derved tabte Kogekedlerne, saa baade Kaffen og Maden flød ud af dem.
Det sværeste Arbejde var vel nok at bære de fyldte Post- og Brødsække ud i Skyttegraven.
Madhentere ved Regiment 86. (“Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen.”)
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids.
Mad var og blev det store Samtaleemne blandt os Menige. Stewarterne blev bestormet med Bønner om Mad og havde aldrig haft saa mange gode Venner som i disse Dage, men det var jo kun Smaating, hvad de kunde bringe ud af Officers- og Aspirantmesserne og fodre os af med. Min gode Ven, Saarlænderen Heinrich Reichers, skaanede mig dog mangen Gang for at gaa til Køjs med en tom Mave, men ogsaa han kunde jo svigte, og saa var jeg henvist til egen Foretagsomhed og eget Snille.
Jeg havde forlængst opdaget et Luftspjæld, der stod i forbindelse med Officerskabyssen, og en Dag, da Reichers var udgaaet for alt spiseligt, besluttede jeg at drage Nytte af denne Særegenhed ved Skibets Konstruktion, Igennem Luftspjældet kunde jeg lige naa Stegepanden, hvor en Portion dejlige Bøffer slod og brasede. Kokken var ude paa Dækket, hvor han underholdt nogle Matroser med Jonglørkunster med et Par Knive. Han var saa optaget af sine Tossestreger, at jeg roligt kunde gaa over til Angreb.
Jeg brændte mig skammeligt og maatte lade Bøffen falde, men opgav ingenlunde mit Foretagende for saa lille en Modgangs Skyld. Nu vidste jeg, hvad jeg havde i Vente i Retning af Varme, og næste Gang fik jeg Bøffen. Lige efter at jeg havde sikret mig den, kom Kokken ind og puslede lidt med Panden, men gik saa ud paa Dækket igen. Her var Matroserne gaaet over til al underholde hinanden med Historien om Kokkens Papegøje. Det var ganske vist en gammel Historie, men den blev draget frem, hver gang en og anden vilde have Løjer med Kokken.
Nu havde han faaet en ny Papegøje i Stedet for den, som Matroserne i sin Tid havde dekoreret med graa Patentfarve, saa den ikke var til at kende igen og maatte slaas ihjel; men Kokken var altid rede til al drøfte denne Begivenhed og var det ogsaa denne Gang.
Mens denne Samtale, der udviklede sig i ret livlige Former, stod paa, rustede jeg mig til et nyt Angreb paa Bøfferne. Et eller andet Sted fra begyndte min Samvittighed ganske vist at røre paa sig, men jeg satte den paa Plads uden større Besværlighed. Krig er Krig, og nu, da jeg havde taget én Bøf, kunde jeg lige saa godt tage to. Derfor tog jeg tre, da jeg nu var kommet i Gang. Kokken blev, efter hvad jeg senere hørte, splittertosset, da han opdagede de bare Pletter paa sin Stegepande, men da sad jeg forlængst i Sikkerhed og delte Rovet med Bartsch.
Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment 86. Nytårsaften fejrede han i skyttegravene ved Moulin.
Nytaarsaften fejrede vi paa følgende Maade: Klokken 12 efter den franske Tid blev der afskudt en Lyskugle ud for vor Front. I det samme sendte vi »Frands« en Nytaarshilsen ved, at vi alle afgav et Geværskud.
Det optog »Frands« paa en fejl Maade og begyndte at fyre løs paa os af alle Kræfter. Han troede sikkert, at nu kom v i ; men da han mærkede, at vi ikke kom, tav han lidt efter.
Da der atter var bleven Ro, raabte nogle af os: »Glædeligt Nytaar!« over til ham, hvad han ogsaa straks besvarede baade paa Tysk og paa Fransk.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Spredte Efterretninger
Hidtilværende Vicefeldwebel i Reserven, Magaard af Fohl, der tidligere for udvist Tapperhed er dekoreret med Jernkorset, er bleven forfremmet til Løjtnant.
Gaardejer A. Boesen i Haved er død ved Fronten i Nordfrankrig og blev begravet af to af sine Kammerater, L. Jensen fra Hvidding og Nis Muusmann fra Birkelev.
En dansk Karl hos Gaardejer Nis Petersen i Rørkær er bleven udvist fra de nordlige Kredse af Slesvig med 14 Dages Varsel.
Fragtmand Carl Grelle af Rødding er ifølge indløben Efterretning falden paa den østlige Krigsskueplads. Grell, der havde deltaget i Felttoget i Kina som frivillig, efterlader Enke og Børn.
“Verdenskrigen” forbudt
Amtsforstanderen i Skærbæk har tilkendegivet Boghandler Møller, at de i Hefter udkommende Værker om Verdenskrigen nu er forbudt, hvilket ogsaa er Tilfældet med danske illustrerede Blade.
Fra Landdagsmand Nis Nissen
modtog Hejmdal i Gaar en Julehilsen. Han er fremdeles ved Fronten, men har det efter Omstændighederne godt. I sin fritid fanger han vilde Kaniner. For et Par Dage siden havde han tilbragt en behagelig Aften sammen med Dyrlæge Schmidt af Aabenraa, der staar som Overveterinær ved en Kolonne i Nabobyen og i øvrigt ogsaa befinder sig i bedste velgaaende.
Faldne og fangne
Da Gaardejer Jørgen Moos fra Egen i Onsdags var paa Vej til sin Søn, der laa haardt saaret paa Lazarettet i Rosenberg i Schlesien, modtog han Telegram fra Lazarettet, at Sønnen var død som følge af sit Saar. Denne var ugift og blev kun 24 Aar gammel. Hans Lig bliver hentet hjem med J. Staugaards Automobil. En ældre Broder ledsager Bilen paa Turen, som vil tage 7 Dage.
Den 4. December er Ingvard Søberg fra Kelstrup falden paa den østlige Krigsskueplads. Han blev 29 Aar gammel.
Købmand Poul Jensen fra Flensborg, der i de senere Aar har drevet en Fabrik i Kiel, blev for længere Tid siden haardt saaret paa den vestlige Krigsskueplads; den første Juledag afgik han derefter ved Døden under Vejs til Køln. Jensen havde forinden faaet tildelt Jernkorset.
Snedker Christian Petersen og Hustru i Ellum fik ifølge Flensborg Avis Juleaften fra det Røde Kors i Genf Meddelelse om, at deres Søn Nis, som har været savnet siden 6. september, er i engelsk Fangenskab. Han tjente oprindelig ved Bataillonen i Haderslev.
Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten
Den 30. December maatte vi ud i anden Linje for den følgende Nat at blive skubbet frem i forreste Linje, og her lød Parolen Nytaarsaften paa Nytaarsløjer — af alvorlig Karakter. Skyts var der jo nok af. Og med særlig Forsyning blev 1. Deling sendt frem tæt foran Ludwikow. hvor vi havde et kort Stykke Skyttegrav, som kunde rumme en stærk Patrulje. Ordren lød paa at afgive Hurtigild paa nært Hold. Vel ankommen til den noget ubehagelige fremskudte Plads begyndte vi altsaa vor Opgave, nærmere betegnet et Skinangreb, hvorunder Bøssepiben fik en betænkelig Varmegrad. Vi holdt os klogeligt i Dækning, rakte bare Haanden op for at trykke af. Det famøse Udbrud: „Jeder Schuss ein Russ” havde i hvert Fald ingen Gyldighed.
Vi fik en varm Modtagelse, endog meget varm, for flere Geværer blev ramt af Russernes Kugler. Men takket være vor tillempede Evne til at passe paa, kunde vi efter udført Ordre alle vende tilbage i god Behold; ikke en eneste blev saaret. Derefter blev vi afløst og kom atter som Beredskabsafdeling til Chencitza. Her kom vi ned i et langt, underjordisk Rum, som var overdækket med Planker og Jord. Ved Midnatstid lavedes “Nytaarsløjer” af endnu større Format. Denne Gang var det Artilleriet, der „legede”, og baade de svære Kanoner og de mindre Felt-Haubitzere rasede et Øjeblik ganske forfærdeligt. Jeg ved ikke, om denne „Leg” skulde bibringe Fjenden den Opfattelse, at Aaret begyndte med friskt Mod.
Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i Verdenskrigen i Füsilierregiment 86
Den Skyttegrav, vi laa i, var meget dyb. Mange Steder var den med den opkastede Jord tre Meter; for at vi kunde have frit Skudfelt, var der lavet en høj Bænk af Jord og Brædder. Vi laa meget nær ved »Frands«, flere Steder kun 70-80 Meter fra ham. Hans Hovedstilling var opkastet omtrent 1800 Meter tilbage. Naar man kastede et stjaalent Blik ud af Graven, saa man store Arealer af Roe- og Stubmarker; men hvad der fængslede en mest, var de mange Løbe- og Skyttegrave, som gennemskar Markerne paa Kryds og tværs, saa langt Øjet kunde naa. Bagved os laa der et stort Gods. De af Granater gennemhullede Murrester og de nøgne Gavlender talte et tydeligt Sprog om Krigens Ødelæggelse. Ikke langt derfra laa en Sukkerfabrik, ligeledes i Ruiner; den hørte muligvis til Godset ligesom disse store, udstrakte Marker.
Hvilke Øjeblikke vi maatte udholde her, derom vidnede de store Granathuller i en ubehagelig Nærhed af Graven. I det Par Dage, vi havde været der, havde vi mistet 17 Mand.
At faa varm Mad her i Skyttegraven var Luksus. Det var ogsaa en ubehagelig Tur at hente Mad nede i Byen, især Tilbagevejen med to Kogekedler fulde i hver Haand og saa den to Kilometer lange Løbegrav med Mudder op til Knæene ja , somme Steder maatte man endog sætte Kedlerne for at trække Benene til sig igen. En Aften, jeg var efter Mad, regnede det hele Tiden. Da jeg kom tilbage, var jeg tilsmurt med Ler til op over Skuldrene, saa mine Kammerater maatte skrabe det af med Kniven. En saadan Tur tog for det meste et Par Timer, og saa holdt Maden jo ikke Varmen.
Der er nyt på siden om Otto Theodor Wagner: Læs, hvad han skriver på soldatens egen side. Du finder dagens nyhed i bunden af siden om Otto Theodor Wagner.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen Som meddelt holdes der i denne Tid Sessioner for det ikke uddannede Mandskab af Landstormen, og Folk, der tidligere er bleven bedømt kasserede paa Grund af Legemsfejl, kendes nu rask væk for gode, saaledes at det ikke er ualmindeligt, at der tages over 90 Procent af de fremstillede.
Folk her ved Grænsen meddeler os eksempelvis, at en Slægtning af dem, der ikke blot er blind paa det ene Øje, men tillige lidende af Asthma, er blevet kendt for god.
Fra anden Side fortælles os det ret humoristiske Træk, at en Mand mødte paa en af disse Sessioner og meddelte, at han var blind paa det ene Øje, idet han triumferende tog Glasøjet ud og lagde det paa Bordet foran Sessionsherrerne.
-“Gør ikke noget, min gode Mand”, svarede de, De ser godt med det andet Øje, og vi har udmærket brug for alle!”
Er det sidstnævnte maaske lidt overdrevet – hvad vi dog ikke tør paastaa saa er det ialtfald en Antydning af den tyske Energi ogsaa paa dette Omraade. En Masse af de Mennesker, man tidligere kasserede, kan nu benyttes til Garnisonskontorerne, til Vaaben- og Amunitionsfabrikkerne, til det store Personel under Intendanturens mangeartede Grene, til Assistance for Trænet selv osv., medens alt dér beskæftiget normalt Mandskab kan flyttes ud til Fronterne.
Imidlertid, fordi Sessionsmyndighederne nu erklærer de tidligere kasserede for gode, er dermed ikke givet, at de absolut bliver indkaldt. Der vil forinden udgaa Indkaldelsesordre og en kortere Uddannelsestid skal gennemgaas.
Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment 86.
Her i Skyttegraven boede jeg i en Jordhule sammen med to til. Hulen var saa stor, saa vi kunde staa oprejst derinde; men den var meget fugtig. Der var kun et Par løse Brædder oven over med 8 Tommer Jord paa. Det dryppede uophørligt ned fra Loftet; men vi havde hængt et Teltlærred op og ledet Vandet ned i en Kogekedel; det brugte vi baade til Vaskning, Barbering og Kaffekogning. Det værste var, at vi ikke havde tørt Halm at ligge i; det var næsten ikke til at faa.
Det regnede hver eneste Dag. Vaade lagde vi os til Hvile, og vaade stod vi op. Det holder den stærkeste Mand ikke ud i Længden. Jeg havde været meget stærkt forkølet i flere Dage; men Ungdommen sejrede alligevel.
Skyttegrav ved Moulin – dækningsrum bag presseningen.
