Lassigny den 27. januar 1915

Kære forældre!

I dag har jeg atter modtaget en pakke med håndklæde og sæbe og så mange gode sager – tak for den. Jeg trængte også til det, men det værste er, at vi nu ikke længere har vand til at vaske vore sorte næver i, for rigtignok går der en bæk gennem vor stilling med det dejligste vand; men løjtnanten har set en vandrotte der – og tænk jer, sikke en smittefare, der så må være, da kan det bedre gå an at gå omkring som en neger. Hygiejnen slår mange underlige kolbøtter her, så snart den stikker en lille bleg næsetip frem – for her trives den sandelig ikke.

I dag fik jeg endelig fat i en lille stump spejl og kam; mit hår har ikke set sidstnævnte siden den 7. august 1914 om morgenen; men jeg har nu også en paryk så tæt, at kammen knap kan gå igennem, og faren for at blive skaldet er bleven udsat et par år endnu. Jeg tror, det, at håret falder så stærkt af, kommer af, at man bearbejder hovedbunden med spidse kamtænder; nu sidder mit hår så fast igen. Nå, det er da en glædelig kendsgerning midt i det hele.

Nu skyder de igen ganske forfærdeligt med granater; det er jo kejserens fødselsdag i dag, og vi får hver et stykke pølse så stort som en tommelfinger, og et bæger vin – og så mange flere franske granater, end vi skotter om; men vi sidder jo i dækningerne, og så skal der et værre slumpeskud til, for at den kan passere noget; men de springer med brag, så brystet trykkes sammen ved trykket.

Jeg vilde tage et par tegninger af skyttegraven; men det er såre vanskeligt, og på en måde forbudt, jeg vil derfor give jer en beskrivelse af vor stilling. Den adskiller sig en hel del fra de andre almindelige grave, fordi den ligger op ad en banedæmning, og derfor for en stor del er over jorden. Længst ude er pigtråden. Det er en seks-syv rækker almindelige hegnspæle, med pigtråd trukket på kryds og tværs. Derpå kommer brystværnet med skydeskårene, hver mand har sit; når klokken er seks, planter vi bajonetten op, lader og stikker bøssen ind i skåret; så spænder vi koblet om, og sådan ruster vi os til natten.

Bag brystværnet ligger så dækningerne. De er gravet en meter ned i jorden, dækket med et lag tykke planker og så en mængde jord; de er selvfølgelig meget mørke, i nogle er der en lille snavset glasrude, i de fleste har lys og luft kun adgang gennem døren, der i denne hundekulde må holdes lukket. Så er der overalt en lille kakkelovn eller komfur, som det nu kan træffe sig; hver morgen kl. 9 må en mand fra hver gruppe (8 mand) gå ind til Lassigny og gøre „indkøb” af træ og kul; nu er alle kartofler sluppet op, ellers levede vi højt på stegte kartofler. Nå, hulen er ikke højere, end at vi må gå krumbøjede.

Foran den lille omtalte glasrude står der en flot servante med marmorplade, den bruges nu til bord; vi har endnu et lille kunstigt spillebord af mahogni, som kan klappes sammen i det uendelige. Langs bjælkerne er der hylder, hvor vi har vores pakkenelliker og kram, og de øvrige våben, kobbel, brødpose, tornyster, kappe o.s.v. hænger rundt om op ad væggene. Den inderste halvdel af hulen er sovekammer, der er først et lag halm og så dyner; laget bliver større og større, for hver gang vi har oversvømmelse her, for så hentes der friske dyner inde fra Lassigny til at brede ovenover; det varer ikke længe, førend man må føle sig som prinsessen på ærten. For øvrigt er der så tre stole, som vi fem mand må rives om.

Når der bare er tørt, så er det såmænd slet ikke så galt at være her. Det værste er jo, at man aldrig kommer af tøjet og aldrig får sig vasket; og om natten sover man jo i fuld udrustning med støvler og pikkelhue på, og kobbel om livet. Så ligger vi et par timer, så op at stå vagt et par timer, og sådan går det i det uendelige. For her er der slet ingen forskel på nat og dag og søn og søgn. Den ene time går hen efter den anden i en tung ensformighed, og så er det jo dog på den måde, vi nærmer os enden; blot have tålmodighed og skære timer og døgn bort, og så er man jo så meget nærmere enden.

Og for hver gang vi kommer til Cuy, så skaffer vi os en lille oplevelse, idet vi så er en hel del danskere, der samles og synger nogle sange og snakker; det er så oplivende og noget, jeg kun nødig vil gå glip af. – Nu får jeg lige bud om, at jeg skal på lyttepatrulje, derfor må jeg have mig et livfuldt først, din rullepølse smager fortrinlig, mor; jeg kan jo sagtens, når jeg har en sådan tilførsel, som jeg har haft i den tid, jeg har været her.

Jeg håber, I har fået mine breve fra Soissons. For fremtiden tror jeg, jeg vil skrive nummer på dem, så kan I se, om der bliver nogle borte. Derfor begynder jeg nu med nummer ét.

Kærlig hilsen til alle fra
eders søn Kresten

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. Efter indsatsen ved Soissons returnerede regimentet til Lassigny

DAGBOGEN

Lassigny den 24. januar 1915

Så, nu er jeg tilbage i det gamle svinehul igen. I nat klokken 3 blev vi vækket. Da vi kom hertil, var hele stillingen sat efter i vand, kun få dækninger var hele endnu. Hele højre fløj var sammenskredet. Det kommer af, at bækken er stemmet op. Vi vilde drukne franskmændene, og nu drukner vi selv. I den dæk­ning, hvor jeg skulde ind, stod vandet halvanden fod højt. Jeg gider ikke tænke på det uendelige svineri; jeg er syg og længes kun efter fred; og sådan er vi svært matte.

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn gjorde krigstjeneste i 1. bataljon af Regiment 86. Den 9. januar var hans bataljon flyttet til Soissons, hvor det deltog i det tyske angreb her 8.-14. januar.

Cuy d. 22. Jan. 1915.

Det var en værre tur, vi der var på ved Soissons. Jeg forstår næsten ikke, at jeg kom uskadt derfra. Vi kom derud om natten og vidste hverken det ene eller det andet, kun peb kuglerne fra alle sider, så vi kunde nok regne ud, at vor reservestilling ikke var så langt tilbage. Da det blev dag, viste det sig, at vi lå lige over for franskmændene, og snart begyndte granaterne at regne ned over os, så slemt, at de, der ellers har været med hele tiden, ikke har oplevet noget lignende. En del af os, hvoriblandt også jeg, søgte dækning noget tilbage i en skov. Her var det langtfra sikkert, men dog lidt bedre end forude. Her lå vi og ventede, at franskmændene skulde komme, men de kom ikke, og hen paa eftermiddagen gik vor bataillon over til angreb og tog de franske stillinger og en hel del fanger. Stormen var temmelig let. De franske Stillinger var helt ødelagt af det svære tyske artilleri. Det var forfærdeligt at se dets virkning. Ligeledes lykkedes det med disse svære kanoner at spærre vejen for den franske reserve. — De stillinger, vi tog, vil ikke være lette at tage igen, for højderne falder brat ned mod Aisnefloden.

Det var en herlig egn der. Vi lå på højderne på nordsiden lige over for byen, en dejlig by, med to store domkirker, som jo desværre vist ikke bliver skånet, nu når det tyske artilleri for alvor beskyder byen. Ved begge sider af Aisne hæver sig skovbevokste højder, hvoraf små byer og enkelte huse titter frem. Man kunde ikke blive træt af at se på dette billede. Men desværre er der jo nu så meget, der skæmmer det. Man behøver blot at se lige ned for sig, overalt ligger lig af franske sønner, der i disse dages hårde kampe har sat livet til. Ja der har været kæmpet hårdt om disse højder og hidtil uden held for tyskerne.

Nu kom vor 1. bataillon og tog dem. Og tænker man så på, at over halvdelen af mandskabet i det er fra Nordslesvig — det var altså os, der skulde klare det, — og lader vi så tankerne glide hjemad og behandlingerne der — hvilken forskel!!

I 5 dage lå vi derude i skyttegravene og fik næsten hverken søvn eller mad, kun en hel del vin gav det, da der var rigeligt deraf i byen og et par slotte, som vi erobrede.