27. januar 1915. Pølse, vin og franske granater til kejserens fødselsdag.

Lassigny den 27. januar 1915

Kære forældre!

I dag har jeg atter modtaget en pakke med håndklæde og sæbe og så mange gode sager – tak for den. Jeg trængte også til det, men det værste er, at vi nu ikke længere har vand til at vaske vore sorte næver i, for rigtignok går der en bæk gennem vor stilling med det dejligste vand; men løjtnanten har set en vandrotte der – og tænk jer, sikke en smittefare, der så må være, da kan det bedre gå an at gå omkring som en neger. Hygiejnen slår mange underlige kolbøtter her, så snart den stikker en lille bleg næsetip frem – for her trives den sandelig ikke.

I dag fik jeg endelig fat i en lille stump spejl og kam; mit hår har ikke set sidstnævnte siden den 7. august 1914 om morgenen; men jeg har nu også en paryk så tæt, at kammen knap kan gå igennem, og faren for at blive skaldet er bleven udsat et par år endnu. Jeg tror, det, at håret falder så stærkt af, kommer af, at man bearbejder hovedbunden med spidse kamtænder; nu sidder mit hår så fast igen. Nå, det er da en glædelig kendsgerning midt i det hele.

Nu skyder de igen ganske forfærdeligt med granater; det er jo kejserens fødselsdag i dag, og vi får hver et stykke pølse så stort som en tommelfinger, og et bæger vin – og så mange flere franske granater, end vi skotter om; men vi sidder jo i dækningerne, og så skal der et værre slumpeskud til, for at den kan passere noget; men de springer med brag, så brystet trykkes sammen ved trykket.

Jeg vilde tage et par tegninger af skyttegraven; men det er såre vanskeligt, og på en måde forbudt, jeg vil derfor give jer en beskrivelse af vor stilling. Den adskiller sig en hel del fra de andre almindelige grave, fordi den ligger op ad en banedæmning, og derfor for en stor del er over jorden. Længst ude er pigtråden. Det er en seks-syv rækker almindelige hegnspæle, med pigtråd trukket på kryds og tværs. Derpå kommer brystværnet med skydeskårene, hver mand har sit; når klokken er seks, planter vi bajonetten op, lader og stikker bøssen ind i skåret; så spænder vi koblet om, og sådan ruster vi os til natten.

Bag brystværnet ligger så dækningerne. De er gravet en meter ned i jorden, dækket med et lag tykke planker og så en mængde jord; de er selvfølgelig meget mørke, i nogle er der en lille snavset glasrude, i de fleste har lys og luft kun adgang gennem døren, der i denne hundekulde må holdes lukket. Så er der overalt en lille kakkelovn eller komfur, som det nu kan træffe sig; hver morgen kl. 9 må en mand fra hver gruppe (8 mand) gå ind til Lassigny og gøre „indkøb” af træ og kul; nu er alle kartofler sluppet op, ellers levede vi højt på stegte kartofler. Nå, hulen er ikke højere, end at vi må gå krumbøjede.

Foran den lille omtalte glasrude står der en flot servante med marmorplade, den bruges nu til bord; vi har endnu et lille kunstigt spillebord af mahogni, som kan klappes sammen i det uendelige. Langs bjælkerne er der hylder, hvor vi har vores pakkenelliker og kram, og de øvrige våben, kobbel, brødpose, tornyster, kappe o.s.v. hænger rundt om op ad væggene. Den inderste halvdel af hulen er sovekammer, der er først et lag halm og så dyner; laget bliver større og større, for hver gang vi har oversvømmelse her, for så hentes der friske dyner inde fra Lassigny til at brede ovenover; det varer ikke længe, førend man må føle sig som prinsessen på ærten. For øvrigt er der så tre stole, som vi fem mand må rives om.

Når der bare er tørt, så er det såmænd slet ikke så galt at være her. Det værste er jo, at man aldrig kommer af tøjet og aldrig får sig vasket; og om natten sover man jo i fuld udrustning med støvler og pikkelhue på, og kobbel om livet. Så ligger vi et par timer, så op at stå vagt et par timer, og sådan går det i det uendelige. For her er der slet ingen forskel på nat og dag og søn og søgn. Den ene time går hen efter den anden i en tung ensformighed, og så er det jo dog på den måde, vi nærmer os enden; blot have tålmodighed og skære timer og døgn bort, og så er man jo så meget nærmere enden.

Og for hver gang vi kommer til Cuy, så skaffer vi os en lille oplevelse, idet vi så er en hel del danskere, der samles og synger nogle sange og snakker; det er så oplivende og noget, jeg kun nødig vil gå glip af. – Nu får jeg lige bud om, at jeg skal på lyttepatrulje, derfor må jeg have mig et livfuldt først, din rullepølse smager fortrinlig, mor; jeg kan jo sagtens, når jeg har en sådan tilførsel, som jeg har haft i den tid, jeg har været her.

Jeg håber, I har fået mine breve fra Soissons. For fremtiden tror jeg, jeg vil skrive nummer på dem, så kan I se, om der bliver nogle borte. Derfor begynder jeg nu med nummer ét.

Kærlig hilsen til alle fra
eders søn Kresten

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *