Alle indlæg af MBN

Sønderjyder

30. september 1915 – H. Lausten Thomsen: “…en 28 ctms. granat”

Skriv en kommentar

H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

(fortsat) Høstdage i en fredelig pragt, i højt solskin, i en underlig forventningsfuld stemning – og saa derefter marchordren om Aftenen den 29 septbr., nattemarchen ud til stationen Baboeur og en uhyggelig jernbanerejse op igennem Nordfrankrig med et glas sort kaffe og en tallerken suppe i Cambrai, og saa stod vi om morgenen kl. godt 6 paa den højtliggende banegaard i Rouvroi i Artois.

Det var let at se, at vi nærmede os til en voldsom kamp. Paa banegaarden ventede 275 let saarede paa transport, der kom stadig flere til, forude hang 6 lænkeballoner som store pølser i luften, og det hele dirrede af kanoners lyd. Jeg gik sammen med min oppasser, Martin Pustal fra Egernsund, op paa en jernbanebro, hvorfra vi kunde overse hele egnen i et frodigt, let bølgende landskab med spredte bjergværker ind imellem stub- og roemarker. Forude til højre op over landsbyerne Avion og Mericourt, saa vi skorstenene i det ulykkelige Lens, syd derfor lukkede en lang bjergryg for synskredsen. Et s[m]ukt affaldende skovbryn viste Lorettos højde, Sochez´s husrester var ikke til at skelne; længere hen med vejen fra Lens til Arars stod træstubbe og nøgne stammer, kronerne var skudt af; saa fulgte Givenchy-en-Gohelle med røde tage op ad en Skraaning, Vimy, som man næppe kunde se op over en jernbanelilnje, bagved den skoven ”la Folie” og længst imod syd ind over Willerival højderne ved Thélus og Farbus og labyrinthen. Op over højderne opstod og forsvandt lyse, fjerlette Skyer af bristende skrapneller, og der sprang rækker af mørke granatskyer frem som kildevæld imellem Loretto og Vimy. Det sidste navn var os endnu fremmed den gang, og vi overraskedes glædeligt af, at vi skulde ud til denne by og ikke mod Souchez eller Givenchy, hvis navne allerede var fyldt med rædsel.

Scene aus den schweren Kämpfe an der Loretto Höhe
Udsnit af tegning med titlen “Scene fra de hårde kampe ved Loretto højdedraget” (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Den dag kom bataillonen endnu ikke i Kamp, vi blev kun sendt ud til banelinjen ved Vimy – og maatte traske tilbage til Acheville igen i regn og pløre til midt paa benene. Jeg havde paalagt Pustal at blive tilbage i Acheville, men da jeg undervejs til Vimy maatte kaste mig ned for en granat, der eksploderede i nærheden, en 28 ctms. granat, der kastede en hel regn af jernstumper, grus og sand højt op i luften, dukkede det trofaste menneske op ved siden af mig med spørgsmaalet: ”Doktoren kom da ikke til skade?” Der blev slet ikke skudt, da vi to gik ene tilbage, regnen var holdt op; men vi hørte uafbrudt kanonernes brum og brøl, maskingeværernes knæk-knæk og infanteriildens knitren. Lyskugler steg op over frontlinjen og stod i rækker som gadelygterne i en storby. Vi sov endnu trygt den Nat i Acheville – i nogle spaaner, undtagen naar vi vækkedes af krampe i Benene. (fortsættes)

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 47)

Sønderjyder

28. september 1915 – Iver Henningsen: “Så I kære, vinteren bliver vist i Rusland”

Skriv en kommentar

 Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse).

Brev 28. september 1915, Nowo Alexandrowsk (fortsat)

Det lakker jo efter oktober, og når I får dette brev, har det jo allerede været rentetermin. Det kan jo godt vente til 1. november, men hvorvidt er vi da? 200 mark kommer jo i leje, 100 fra 1. juli, men 388,45 pfennig skal jo betales, hvis det ikke er bleven mere. Hvad jeg kan give, er jo kun så lidt. Den 1. kan jeg jo nok sende 6 mark, jeg får jo 6,33. 14 mark sendte jeg sidste dikate, det forslår jo ikke meget. Jeg kom først i tanker derom i går aftes, og hvad hjalp det, jeg spekulerer derover, for så kan jeg ikke sove. Hvorledes er det med værkstedet? er autoen der endnu? så skulle de penge jo egentlig lægges hen til renter. Det hjælper jo altid noget. Jeg må jo igen bede fader om hjælp. Peter har jo nok i sit eget. Han har jo haft lykken med sig denne gang, ellers var han vel kommen til Königsberg, der bliver luftbasserne uddannede. Rentesagen må jeg jo tage mig med ro, jeg kan jo dog ikke hjælpe derved.

I nær fremtid kommer nogle billeder, hvor jeg er med på. Dog er vor fotograf, en møller, kun meget dårlig med udførelsen, men det er jo krig, og det går ikke så nøje til. Vor køkken er bleven bedre. Hele personalet med undtagelse af landsmand Paulsen er bleven afsat, og nyt i stedet. De spiste selv det bedste, og det kan man jo egentlich ikke fortænke dem i. I nogen tid har jeg regelmæssig – også Kall – fået tilsendt heimathsgrüße fra pastor Prahl.

Armeringsoldaterne er komne et kompagni hertil og gør huse og gader rene. Det ser også forfærdelig ud her, russerne er og bliver nogle store sviner. Også telegraf og telefon, broer som er sprængte, bliver alt sat i stand. En afdeling ingeniører er i færd med at afstikke en ny bane til Kowno [Kaunas /red.]. Det er alt, som om vi allerede har indtaget landet og ikke vil afgive det. Borgmestre, amtsforstandere osv. bliver indsatte, og dog går det op og ned ved fronten.

Sidste trådløs beretning fra Frankrig i går aftes lød just ikke så helt heldig, og dog stod der under: “Nur getrost, wir sind und bleiben Sieger?” – Denne selvtillid kommer os mange gange ubegribelig for. Russerne har fået svær forstærkning af artilleri fra Amerika, og nu er hele balkanstaten Rumænien jo også kommen i flammer. Så I kære, vinteren bliver vist i Rusland. Vi må finde os i det uundgåelige, og Bassemor gå i dig selv. Hvor mange tusinde har det ikke ringere som vi: først dem i små kår med stor børneflok og hvis forsørger, mand og fader aldrig vender tilbage!! Jeg tænker her på et tilfælde, som vi desværre har så mange af, med en landstormer for fire dage siden. Atter og atter råbte han til lægen “Ich muß leben, ich bin arm und habe 6 Kinder!” Han var død om morgenen, og rigtig i hans brevtaske et kort med hans hustru og fire piger og to drenge, hvoraf kun en så ud til at være konfirmeret. Og et meget smukt brev fra hans hustru, hvor også de større børn havde skrevet lidt. Han fik det med i graven. Således må man tage sagen, hvis det skulle blive til vinterkrig, altid se til dem der har det ringere og ikke til dem, der er det forundt at slippe udenom!

Vi vil nu ønske at Dünaburgs fald, som er et tidsspørgsmål af dage eller måneder, vil give en vending i sagen. Det er jo umulig, at vi kan blive ved at skaffe tropper ud af landet. Den bedste kraft er borte enten i jorden eller kryppel. Penge har vi jo nok af, men hvad når vi ikke kan købe for penge? Havde krigen ikke været ført i fremmed land, og millioner er bespiste af kaprede sager, da havde vi været færdige. Vi kan ikke noksom takke Gud (dersom dette morderi er ham velbehagelig), at dette skuespil af grusomhed spiller uden for vore enemærker. Dette er jo også det, der altid ansporer vore fjender til nye opofrelser: at få fat i et land, hvor alt endnu er bedste kultur. Hvad er disse forhutlede landsdele, hvor vi har været, værd? Intet! Foreløbig kun til at ofre penge på at få i stand igen.

Se kun vinteren trøstig i møde i det kære lille hjem, så kommer bedre tider. For mig skal I ikke sørge, jeg kommer det igennem. Mest længes jeg, når aftenerne kommer, og det gør vi jo alle. Blot vi altid har noget af varetage, og deraf er der foreløbig nok. […]

Nu må jeg nok slutte for at få det med posten. Får jeg noget med posten i dag, skriver jeg igen. Ja min kære søde Bassemor, lad nu ikke humøret falde. Det kan jo ikke nytte, men glæd dig for hver gang du får brev, at jeg endnu er uskadt, og vær nu rigtig kysset lige på trutten så længe, at skindet går af læberne! Fra din manse mange hilsener til fader, børnene og alle bekendte

Iver

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

Tegning af Iver Henningsen, 28. september 1915 Novo Alexandrovsk (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Tegning af Iver Henningsen, 28. september 1915 Novo Alexandrovsk (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Sønderjyder

27. september 1915 – Iver Henningsen: “…det er jo en hård hjørne”

Skriv en kommentar

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse).

Brev 27. september 1915, Nowo Alexandrowsk

Til min kære søde Basse,

modtog i aftes et pakke fra eder: en pølse, en tube ansjos og sukker. Det var rigtignok ikke at se, om der havde været to pakker, der var helt sammenklappet. Det kan jo ikke gå så nøje til just nu, der ligge endnu i Kowno 21 wagoner pakker, som ikke er udpakket, og 10 store lagerskure. Så autoerne, som nu begynde at føre posten hertil, hvis de kommer hver dag med otte store fragtautoer fulde, vil det endnu vare seks dage, før den oplagrede post er kommet hertil. Baner går jo ikke. Også fik jeg cigarer fra Peter.

Noget nyt er her jo ikke. Ved fronten går det op og ned, det er jo en hård hjørne, vi her har med at gøre. Daglig kommer der sårede, og vi har atter fuldt op at gøre. I går har russen set sit snit til at fratage os to batterier. Det er jo ikke så heldig, men uden tab kan det jo ikke gå hele tiden.

I dag har vejret været meget dårlig, men vi har jo så haft lov til at blive hjemme. Min vask fik jeg færdig, og har den nu til tørre i et køkken, hvor vi har lagt ild på komfuret. Vi har her et ret godt kvarter, og jeg har i dag skreven en del kort til Peter, Aage, Fru Corydon og Maier, så jeg har jo min korrespondance snart i orden. […]

(fortsættes)

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

Tegning af Iver Henningsen fra Novo Alexandrovsk, 23. september 1915 (Historiske arkiv for Haderslev Kommune)
Tegning af Iver Henningsen fra Novo Alexandrovsk, 23. september 1915 (Historiske arkiv for Haderslev Kommune)
Sønderjyder

27. september 1915 – Thyge Thygesen: “… ja, det er Preussisk!”

Skriv en kommentar

Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36.

Brev, Jouy d. 27. 9. 1915.

Kære Allesammen!

Takker mange Gange for Eders kære lange Brev. Jeg seer deraf at Du atter er blevet meget urolig, lille Mor. Det skal Du vænne Dig af med. Hvad hjælper det? I Førstningen gik jeg ogsaa med en stadig Angst og Uro i Livet, særlig når Skydningen for Eks. var lidt heftig, eller der var noget Udsædvanligt på Færde. Men Mennesket er jo som bekendt et Vanedyr. Nu kan der komme hvad der vil. Jeg tænker kun på den Dag i Dag og er ligeglad som Fuglen under Himlen. Jeg siger mig selv, “er det Guds Villie at jeg skal dø, ja, så er det til mit Bedste; og lader han mig leve, så er det også til mit Bedste.” Han vil jo os ikke andet end vort Bedste og saa er der ingen Mening i for os at gå og gøre os Livet surere ved unyttige Bekymringer end som nødvendigt.

Vi ligger endnu i Ro her og har de bedste Dage man kan tænke sig. Var vi i Montecouve endnu havde vi vist atter været ved 9. Korps., da Franskmændene atter griber an der og dem der er kommen derhen efter os, er kommen derop – altså, foreløbig er det godt at vi er væk!

Stillingen her er nok også meget rolig. Der siges at vi er komne væk, fordi vi har haft en så dårlig Stilling nu så længe (Nouvron er virkelig en af de farligste Stillinger der gives – der falder en masse Folk) og så skulde have det noget bedre nu. Hvis det passer, ja, saa har vi jo ikke noget at beklage os over.

Jeg seer af Eders Fortælling om Stelzen, at Disiplinen også skal overholdes hos dem – men nu, de har jo ikke andet at tænke på. Men at de er lige så tossede her synes jeg rigtignok er overflødig. Men her er mange der har fået 3-5 Dage for samme Forseelser eller når Mützen sad skjæv, eller en Knap var op i Trøjen o.s.v. I Fredstid kan de tænke på sådan noget, men see efter det i Skyttegraven, ja, det er Preussisk! – Nå, når det går lidt hedt til, så mangler de gerne som seer efter sådan noget!! Så sidder de i bombesikre Dækninger.

Nu de kærligste Hilsener.

Eders Thyge

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)

Sønderjyder

26. september 1915 – H. Lausten Thomsen: ”… det ene Ord: Alarm!”

Skriv en kommentar

H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

I et helt aar havde det i Flensborg hjemmehørende regiment ”Reserve 86” ligget i og ved den store landsby Lassigny i Picardiet. Den bataillon, hvis læge jeg var, laa i hvile i Cuy, en lille bondeby 7-8 km længere tillbage eller rettere sagt i parken og skoven, der hørte til Slottet ”Les Essarts”; for der var blevet for farligt inde i landsbyen i sommerens løb. Franskmændene skød ind i den: den 6. juni skød de et hus i brand, og Flensborgeren Hans Petersdotter blev i luerne. Fra den dag af var det stadigt blevet utryggere inde i Cuy, soldaterne havde bygget sig huse og hytter inde i skoven, og der var dejligt derinde, naar vi var komne nogle dage ud af ildlinjen.

Bladene skiftede allerede farve, skoven var klædt i efteraarsdragt, det var den 26. septbr. 1915. Om Eftermiddagen havde jeg staaet oppe på højderne ved Porquéricourt, set ud over Noyons taarne, over de blaanende skove ved Carlepont, over hele det dejlige landskab ind imod Isle de France, hvor Paris maatte ligge, kun 100 km. borte.

Det var hen ad midnat, vi sad inde i et af skovhusene, da døren gik op, og J.N. Brag af Undelev raabte det ene ord: ”Alarm!”

I huj og hast blev det nødvendigste pakket sammen, og i regn og slud gik marchen ind til Noyon, hvor vi blev i 3 dage, 3 underlige utrygge dage. Vi var korpsreserve og vidste ikke, hvor det gik hen; men rygtet gik, at vi skulle sendes op til Lorettobjerget, hvor kampen netop stod haardest. Vejret var blevet smukt, vi søgte paa alle Maader at nyde disse dage før kampen. Byen var endnu ret uskadt, domkirken stod støt og bred med sine mægtige taarne, sine kulørte Vinduer og kølige kirkerum, og det gamle bibliotek støttede sig op til den, raadhusets renæssancefacade hævede sig op over torvet; rønnene lyste med røde Klaser over boulevarderne, artiskokkerne stod rede til at plukkes i haverne, og æbler og pærer hang modne paa træerne. Det var en fryd at se paa, og mange af os nød glæden dobbelt med den uvisse trus[s]el om de nærmeste dage skyggende ind over den. Jeg mindes samtaler med min snakkesaglige vært i ”Hotel des Ventes”, med en gammel Kone Chartlotte Garron, hvis malerisamling, jeg var henne at se, som det var noget af det bedste, jeg har oplevet. (fortsættes)

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 44-45)

Krigens forløb

25. september 1915 – Vestfronten: Allierede offensiver

Skriv en kommentar

Efter flere døgns vedvarende beskydning fra henimod 5000 kanoner og med brug af klorgas indleder franske og britiske tropper en dobbelt offensiv i Artois og Champagne.

Håbet er at trænge gennem de tyske linjer for bryde det forgangne års stillingskrig og bring fronten i bevægelse. Samtidig skal angrebene aflaste den hårdt pressede russiske hær.

Det lykkedes indledningsvis flere steder at erobre de forreste tyske skyttegrave , og enkelte steder at nå frem til den anden tyske forsvarslinje, men ingen steder at gennembryde den.

Flere regimenter fra Slesvig-Holsten deltager i kampene. I Artois sammenstilles således i slutningen af september et midlertidigt regiment af bataljoner fra IR162, IR163 og RIR86, og i Champagne indsættes kompagnier fra IR31 og FR86.  I løbet oktober flyttes de to slesvig-holstenske armekorps IX. og IX. Reserve til henholdsvis Champagne og Artois .

Midt i oktober indstiller de allierede offensiven uden at have været i stand til at opnå et gennembrud, og uden nævneværdige erobringer. Angrebet kommer også for sent til at have nogen umiddelbar indflydelse på østfronten.

 

Tegning af artilleriebeskydning forud for den franske efterårs-offensiv 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Tegning af artilleribeskydningen forud for den franske efterårs-offensiv 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

 

Sønderjyder

24. september 1915 – Iver Henningsen: “En er gået hisset af i min stue”

2 kommentarer

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse). Ved fronten forsøgte tyskerne at trænge frem til Dünaburg (i dag Daugavpils, Letland), så sanitetskompagnierne havde nok at se til.

Brev, Nowo Alexandrowsk (fortsættelse)

Morgen den 24. september. Natten blev kun kort, efter en to timers ro kom melding fra fronten, at der atter var en transport sårede undervejs, og hurtig blev en del mandskab vækkede, og to huse på den anden side af gaden gjort rene. Frisk halm derind, og to filialer vare færdige. En transport på 60 letsårede gik lige af, hvorledes den kommer bort, er endnu ikke bestemt, om her bliver en kommando, eller vi alle bliver her. Russerne har trukket sig tilbage efter Dünaburg, så vi må vist snart frem. En er gået hisset af i min stue. Nu har I vist nok af denne beskrivelse, men det skal jo engang blive min dagbog. Blot nu de to sidste breve er komne an.

Nu lidt om vor kvarter, det er meget interessant, vi bor i et dårehus, i en rigtig gemytlig celle omtrent hele korporalschaftet, og en gemütsmensch, Dik Schlauch, han har en knejpe med varieté i Hamburg, det er et rigtig kraftschaus til at sætte humør i selskabet. Når han lukker døren op og med sit komikeransigt kikker gennem lugen, så ligner han ret en fangevogter. Han kan med sine tørre vitser få selv en halvdød kammerat til at smile. Vi ligger for resten også ganske godt. Fra en møbelmager har vi hentet nye madrasser og møbler, så vi har indrettet os ret gemytlig efter omstændighederne. Gaderne er her som overalt dårlig brolagte, dog meget brede og med to rader træer. Det eneste de lægger værd på, er på firmaskilte, ellers laves ingen malerarbejde her. Kirkerne er som overalt meget elegante, ellers er byen gennemgående smudsig. Foruden et elegant hotel med sal findes ingen forlystelsessteder hverken i eller om byen. I den ting er russerne meget mådeholdende, ingen teatre, ingen kino osv. Herlige skove, store søer uden både og uden udflugtssteder, ingen monumenter, museumer eller lignende.

Jeg har lige holdt den uundgåelige lusejagt, som er nødvendig efter en nat hos sårede, og resultatet for to dage er 30 styk. Det går an, og så det bedste: vi kan få post i dag afsendt, forhåbentlig giver det pakker i dag eller morgen og så, I kære, må I have nok. Denne gang medfølger 14 mark og tusinde oprigtige kys og favntag til dig og børnene, hilsen og tak til fader fra eders Iver

Du læser vel brevene for fader? ellers må jeg jo skrive ekstra. Kommer ingen pakke i de første dage, skriver jeg til Didde og Holm. Frimærker har jeg ikke denne gang, det er rariteter for øjeblikket. Jeg har en del kort under arbejde, som ikke er færdige (næste gang).

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

Sønderjyder

23. september 1915 – Iver Henningsen: “krig er djæveleværk…”

Skriv en kommentar

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse). Ved fronten forsøgte tyskerne at trænge frem til Dünaburg (i dag Daugavpils, Letland), så sanitetskompagnierne havde nok at se til.

Brev 23. september  1915, Nowo Alexandrowsk

Søde lille Basse!

Morgenen har atter gryet, og solen har afløst månens blege skær, som i nat har sendt sit spøgelsesartige skær hen over så mange tapre krigere for sidste gang. Mine kære derhjemme, først vil jeg ønske, at mine to sidste breve er komne hjem. Det sidste i går den 22., der var tre i et, beskrivelser fra den 17-22. Det kom af sted på en meget hurtig måde, så jeg fik ikke rigtig adresse på, heller ikke lukket.

I går aftes skulle der prøves et udfald af byen, men blev slået tilbage. Russerne forsvarer sig til det sidste. I går tog vi 1.000 mand, en general, otte officerer og seks maskingeværer. Vi er her midt i det hele fire sanitetskompagnier i virksomhed, og alle fuldt op at gøre. I går aftes hen ad kl. 10 sendte de nogle granater og shrapneller herind. Skade på menneskeliv blev det ikke, dog var det rådelig at søge ned i stærke kældre osv. Ville dog blot den kære Gud gøre ende derpå, vor bedste kraft ligger til dels i jorden og resten følger dag for dag. Det er en jammer for alle lande, som fører krig. Herfra og til Dünaburg skal jo afgøringen falde, men her står også ti armeer mod hinanden, som er fast bestemt på ikke at vige, før alt er ofret.

Jeg gik i formiddag en tur gennem byen; det er mærkelige indtryk. På pladsen foran kirken står to rekrutbataljoner for at få nadveren, før de bliver sendte til fronten. Det er lutter unge folk. Når slår deres sidste time? for nogle dage siden traf vi dem ved Tabrok. De vare overgivne og ønskede kun at komme i kamp. I dag er de rolige. Det alvorlige af krigslegen behøves ikke at fortælles dem, det kan de selv høre her og det til gavns. Just som vi står og taler med dem, suser en svær granat over hovedet, og det vi selv i førstningen så ofte har gjort, ser vi her. Det giver et zukken i dem, det er jo begyndelsen. Jeg går videre. Fra en fri plads har man en herlig udsigt over landskabet med søer, skove, store broer og herlige dale. Fra et stort moderne hotel høres musik, rigtig dansemelodier. Jeg går naturlig derind og rigtig, i en stor svært medtagen sal er danseforlystelse til et skruk klavers toner. Bas og trompet besørger kanonerne, og fløjter kan shrapnellerne besørge.

Klokken ½12 har vi begravelse. Det er jo massebegravelse, og præsten er med. Også dette blev krydret med en granats krag mod kirken. O I kære, det er jo svære tider, alvorlige tider og mange bange timer for eder hjemme og for os herude. Og det er som om ingen vil give sig, før alt er brugt og alle lande ødelagt. […]

Her i denne nattetime ved et tællelys´ svage lys og om én småt jamrende sårede, af hvilke enkelte ikke ser morgenen gry, kommer tanker, tanker om synd og død. Noget af det ingen, ikke en gang den, der i skyttegraven står med døden for øje, kan udmale sig, hvad der pulseres, hvad der arbejdes og hvor der kæmpes en kamp med døden af den unge sårede kriger i den blomstrende alder, fuld af livsmod og håb, og dog kan det i mange tilfælder ikke slå til, og hvad kan vi? rolig knæle ned ved ham i halmen og lindre ham hans smerter. Hvad siger ikke hans blik os, og hvor mangen nødløgn må vi ikke sige ham, når vi smilende fortæller, at disse tilfælde af henfalden i bedøvelse eller smerteudbrud kun er forovergående, og skal til, og dog ved jeg, at tre af mine tolv her ikke er til i morgen tidlig. En er lige falden hen i søvn, han er meget bange for at dø. Jeg har talt længe med ham derom, og han ved ikke, at denne døs vist er den sidste. Hans ansigt har forandret sig, kan jeg se herfra. Han er forlovet, har et skud i brystet. […]

Kampen er hård her, og man skulle undre sig, selv når man går i sig selv og tænker. Lige stod jeg ved vinduet, og så tre-fire shrapneller eksplodere i luften, giver blålig lys som lyn, og kanonerne knager og brager, maskinskyts rasler i en tur, alt dette er noget så dagligdags, at det mangler, når der indtræffer en dags ro. Du skriver, at jeg vist ikke fortæller det værste. O min skat, jeg kan, men kun på ønske, fortælle det, krigen bærer i sit skrækkelige mørke, og det kan omfattes i et ord: krig er djæveleværk og ikke mennesket værdig!

Jeg vil nu ønske, at skulle vesten komme, at jeg da ikke skal have brug for den her i Rusland. Men skriv mig dog, er der ingen pakker kommen fra mig? Jeg længes efter eder alle og meget efter mine små drenge. Bedst tilfreds er jeg, når jeg ikke har for meget, men min egen afdeling at passe. Det ved også feldweblen, og mest tager jeg selv en afdeling. Mange er ubehjælpsomme med dem, der er døden nærmest, og dem kan jeg så godt med. Det røre mig ikke, når jeg ser det, og dog dybt kan det skære i hjertet, og oprigtig harme kan komme op i en, når man tænker på dem, der har anstiftet denne krig, og i grunden – Hvorfor! – Ingen kan besvare det rigtig. Hvad har vi at vinde derved – Intet! –

Dette er de tanker en nattevagt kan bringe ud, og nu vil jeg slutte. Der er foreløbig ro, blot i operationsværelset er der travlhed, og mere og mere kommer til. Jeg har skeven på døren: Besetzt.

Der meldes lige fra fronten, at tre af vore store batterier, tolv styk kanoner af svært kaliber har i ti timer affyret rigelig 4.000 skud, det vil sige rigelig 30 skud i timen. Mandskabet har arbejdet trods råt vejr i bare skjorte så rasende, at selv deres førere ikke har kunnet få dem til at holde op, før de af udmattelse faldt sammen. Men deres arbejde er kronet med held, den sværeste af russerbefæstningerne er død. Det vil sige tavshed er sænket over den, og panisk skræk er rykket ind i russerstillingen over dette overnaturlige arbejde, men alle er besjælede af et: “Vi må ofre vor sidste kraft for vort hjem og fædreland”, og det skal enhver i kampen mod en tyvefold overmagt have: “Han gør sin pligt” (Kl. ½12 nat den 23. september).

(fortsættes)

Sønderjyder

21. september 1915 – Flensborg Avis: Krigsfanger ved navn Hansen

Skriv en kommentar

Fla-Udsnit_21-09-1915I fransk Fangenskab. (Hmd.)

Paa en Forespørgsel til Røde Kors, om Brødrene Henrik og Avgust Hansen fra Mels paa Als, der har været savnede siden Slaget ved Moulin den 6. Juni, var i Live, er der indløbet det Svar, at følgende Nordslesvigere ved Navn Hansen befinder sig i fransk Fangenskab:

Christian Hansen, født 27. Avgust 1879,
Johan Hansen, født den 8. Februar 1884,
Hans Hansen, født 3. Avgust 1894,
Karl Hansen, født den 26. Oktober 1893,
Martin Hansen, født den 6. Marts 1889,
Jørgen Hansen, født den 1. Juli 1895,
og Jens Henrik Hansen fra Medelby Mark

Desværre er, med Undtagelse af den sidstnævnte, de paagældendes Fødeby ikke nævnt.

Sønderjyder

12. september 1915 – Frederik Simonsen: “… en sjælden god Kammerat”

Skriv en kommentar

Brev fra Frederik Simonsen, Haderslev, til pastor Nicolai Nielsen, Oksenvad, med meddelelsen om Carl Heisels død i Frankrig. Simonsen og Heisel tjente begge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 66, der i september lå i stilling ved Nouvron nær Aisne-floden.

Skyttegraven – Frankrig d 12/9.

Kære Herr Pastor Nielsen!
Tillad mig som Fremmed for Dem at skrive saaledes. Maaskee har De allerede modtaget den sørgelige Efterretning hernede fra, at Carl Heisel, (som en Tid var indkvarteret hos Dem) er falden. Han var min gode Ven og Sidemand en sjælden god Kammerat og jeg savner Ham meget. Vi fulgtes ud herned i Marts, jeg efter at havde været saaret, for anden Gang, og havde altid holdt saa trofast sammen og delt godt og ondt med hverandre. Vi var tillige Husfæller derhjemme fra Haderslev.

Heisel faldt d 1 September ramt af en fjendtl[ig] Kugle i Hovedet, mens Han stod paa Forpost her i Skyttegraven. Vi har nu begravet Ham smukt her paa vor Kirkegaard, bagved Stillingen, blandt saa mange tapre Kammerater. Et tung Budskab for Hans stakkels Hustru o[g] Forældre o[g] Søskende til hvem jeg ogsaa har skrevet. Bed for dem kære H[e]rr Pastor Nielsen og for os alle hernede, at Gud vor Fader vil bevare os og snart give os Fred i Landet og Fred paa Jorden igen. Bed ogsaa for min kære Ven, at Herren vil tage Ham hjem til sig, til evig Fred og Hvile. Med Ham vil vi trøstig holde ud. Han lede alt til det bedste.

I dyb Sorg over Tabet af min gode Ven Deres
Fredrik Simonsen

Ogsaa venlig Hilsen til Underofficer Sørensen som jeg kender fra den Tid jeg var der i Glücksburg.

Krigens forløb

10. september 1915 – Zeppelinbasen: Arbejdet med dobbelthallen skrider frem

Skriv en kommentar

Arbejdet med den store dobbelthal på den nordlige del af Tønder Zeppelinbase er nu så vidt, at den kan anvendes som nødhavn. Hallen, der kan rumme to zeppelinere, er 42 m høj, 71 m bred og 180 m lang. Det store metalskellet er beklædt med letbeton og eternit, og fra den enorme port mod øst strækker sig til bugsering af luftskibene et trestrenget skinneanlæg 250 meter ud i landskabet .

Dobbelthallen Toska under opførelse sommeren 1915 (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Dobbelthallen Toska under opførelse sommeren 1915 (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

Læse mere om Zeppelinbasen på Tønder Zeppelin- og Garnisonmuseums hjemmeside og på Verdenskrigens Spor.

Sønderjyder

28. august 1915 – Morten Kamphøvener: Hans sidster tanker

Skriv en kommentar

Morten Kamphøvener deltog som soldat ved Infanterie-Regiment Nr. 84. Han var journalist og udgav allerede i 1919 romanen “Det slesvigske regiment”, om kampene ved Verdun i 1916. I 1921 bragte Sprogforeningens Almanak følgende novelle fra hans hånd:

Hans sidsteTanker.

Der er noget ejendommeligt romantisk over en Bivuak. Baalet i Midten med knitrende, glødende Træstykker, rundt omkring Geværpyramider og brune Telte, og nærmest ved Ilden Smaaklynger af Soldater, der samtaler med hinanden, dybt alvorlige elle smaaskæmtende, alt eftersom deres Sindstilstand er paavirket af Dagen, der svandt eller den, der skal komme. Ovre fra Nabobaalet kan der lyde en vemodig Hjemlængselssang vibrerende, sentimental, saaledes som den tyske Soldat nu engang elsker at synge om den fjerne Hjemstavn.

Den, der selv har siddet i saadan en fortrolig Klynge af Kammerater, ved, hvilken ejendommelig Stemning der kan være over en saadan Bivuaklejr …….

Det var under Offensiven i Polen 1915, Regimentet var gaaet i Bivuak efter en anstrengende Dagsmarch. Teltene var bygget op med militærisk Nøjagtighed. Geværpyramiderne opstillede og indrettede. Nu sad de smaa samtalende Klynger ved Lejrbaalet. Yderst til højre sad Danskerne. ”Die Knacker”, som de blev kaldt af Tyskerne. Der var Tavshed til Stede blandt dem. Enhver tumlede med sine egne Tanker. Stilheden afbrødes kun en Gang imellem af en lakonisk Bemærkning. Underofficererne var til Parole hos Kompagnichefen, hvor Befalingerne for den kommende Dag blev udstedt.

Længst inde mod Ilden sad den unge Peder Storm. Hans solbrændte Ansigt belystes af Baalets Flamme, som gjorde, at det syntes næsten Karmosinrødt. Hans blaa Øjne stirrede aandsfraværende ind i Ilden, hvis Gløder og Emmer kunde antage saa mærkelige fantastiske Figurer.

Hans Tanker og Sind var nu borte fra det nærværende. Han saa sit Liv passere Revy for det indre Blik. Lynsnart gled Billede paa Billede forbi som i Drømme, hvor man kan opleve et helt Livs Hændelser i Minutter eller Sekunder.

Det var Gaarden, hans hjem, som han elskede at mindes det. Den laa med Aftendæmringens Fred over sig, som slumrede den dybt efter Dagens travle Færden. Inde fra Staldene hørtes de drøvtyggende Kreaturers Gumlen. Det kunde lyde som dybe Suk ud i den stille Aften. Tyst og Spørgelsesagtigt bevægedes de høje Poplers Blade af Aftenvinden …… Peder Storm hørte det hele – ja, det var, som han følte det. Saa saa han sig selv som Barn gaa og lege i Havens mange Gange, der var indhegnet af høje Buksbomgærder. Han hørte Mor kalde ind til Maden, og Far, der med bøjet hoved læste Bordbønnen.

Han smilede, nu da han saa sig selv som voksen, og han saa hende smile, hende, han elskede. Hendes Øjne var mørke, dybeblaa. Der var ingen i Verden som hun. Han vaagnede op af sin Drøm, da Underofficeren kom med Parolen, der lød paa Angreb. Halvt i Drømme hørte han paa, hvorledes hans Korporal udviklede dets forskellige Detailler.

Det var et dristigt Eksperiment, der skulde udføres ved Morgengry.

Han faldt hen i sine Drømmerier igen. Som et underbevidst Ak[k]ompagnement til hans Sindsstemning hørte han stadig Køernes Gumlen, der lød ud til ham fra Stalden derhjemme. Hvislende Blade fra de høje Træer. En forsinket Hvirvelvind fejede rundt med Bladene, der var faldet ned fra Træerne og havde lagt sig foran Stentrappen til Indgangsdøren …..

Det var mærkeligt, saa følsomt hans Sind var den Aften. Aftenen før Slaget.

Saaledes er det, naar man skal dø! – Den Tanke slog pludselig ned i ham ……

Afstanden er hundrede Meter mellem hver Stormbølge, 6 Skridts Afstand mellem hver Mand. Forbindelsen holdes vedlige med Regimentet til venstre.

Det var hele Ordren. Saa gik de ind i Ilden. Bragende, dundrende lød Artilleriets Skud bag dem. Det var deres eget svære Artilleri, der forberedte Stormen. Ude i Horisonten saa de de store Granater rode de solide russiske Stillinger sønder og sammen. Pigtraadsforhindringerne reves op og slyngedes, sammenfiltret i hinanden, mange Meter bort. Intet kunde holde Stand mod det frygtelige Bombardement. Men stadigvæk knebrede de russiske Metrailøser [maskingevær, red.]: tak – tak – tak – tak ……..

Over de fremstormende Soldaters Hoveder eksploderede Schrapnel ved Schrapnel, med sorte eller hvide Røgskyer omkring sig, medens de spredte en Regn af smaa, runde Kugler ned over Angriberne. Store Granater slog ned blandt Rækkerne og saaede Død og Rædsel om sig …

Peder Storm standsede. Han havde gennem helle dette Helvedes Spektakel hørt sin Mor kalde: Peder, vil du saa kom ind til Onnen, lille Dreng!

Langsomt satte han sig i Bevægelse igen. Han maatte jo med de andre.

Saa var det, som om han følte Faderens Blik hvile stærkt og kærligt paa sig, som den Dag, da han tog Afsked med Hjemmet for at drage ud i den tvungne Kamp. Og der var igen de mørke Øjne, der smilede til ham gennem Taarer: Peder, min Ven, du skal komme igen, hører du. Jeg kan ikke undvære dig …

Plant Bajonetterne paa. Parat til Storm! En Raslen af de blanke Vaaben, og i Stormskridt, i rasende Løb gik det løs mod Skyttegravene. Sejr eller død var Dagens Løsen. Stift borede Blikket sig fremefter gennem Krudtrøgen, ind til det uvisse der ovre ved Linien, der nu kun var 100 Meter borte. Sanserne, ja, endogsaa Selvopholdelsesdriften var ophørt at virke hos de fremstormende Mænd. Det eneste var kun: Fremad, Fremad! Liv eller Død!

Et grufuldt Spil, med selve Livet som Indsats, men hvor Sjælen for Øjeblikket er fraværende.

Og saa, kun Minutter …. Saa er det hele forbi.

—

Blandt de Døde var ogsaa Peder Storm. Havde han i den sidste Stund atter fornemmet de hvislende Blades Sus fra Træerne i den gamle Fødegaard? Havde han følt dette fredfyldte Pust fra Hjemmet, det, som kun den føler, der er bundet til sit Hjem med saa stærke Rødder, som kun Døden kan bryde? Eller saa han i sit sidste Øjeblik ind i et Par mørke , smukke Øjne? – Der var ingen, som kunde fortælle det.

Kammerater gav ham en Grav i en russisk Bondegaards Have, hvor Træernes Blade ved Aftentide synger tyst og vemodigt over hans simple Gravkors.

Morten Kamphøvener.

(Sprogforeningens Almanak for 1921, 28. årgang, s. 51-53)

 

Hjemmefronten, Sønderjyder

27. august 1915 – Flensborg Avis: “Fader og Sønner ved Hæren”

Skriv en kommentar

Fader og Sønner ved Hæren. (Dv.)
Forarbejder Riis hos Tømmermester Jürgensen i Haderslev, der har tjent som Underofficer og paa Mandag fylder 46 Aar, er bleven indkaldt som Landstormsmand til Tjeneste i Hæren. Han har mistet en Søn, en ligger paa Lazarettet, og en nittenaarig Søn er tagen til Soldat ved sidste Session.

Faldne 
Blikkenslager V. Kückelhahn og Hustru i Graasten er blevne Haardt ramte af Krigen. I Mandags Aftes modtog de fra Lazarettet i Ostrov den sørgelige Efterretning, at deres Yngste Søn Vilhelm var død den 16. Avgust som Følge af et Skud i Underlivet og var bleven begravet den 17de. Den unge Mand, der stod ved en Maskingeværafdeling, havde allerede en Gang tidligere været saaret og havde først en kort Tid igen været ved sin Afdeling, da han ramtes af den dræbende Kugle. Kückelhahns ældste Søn ligger paa et Lazaret mod Vest med Blindtarmsbetændelse, og af Familiens Svigersøn savnes ethvert Spor.

Forstærkningsreservist Albert Jürgensen, Søn af H. N. Jürgensen i Flensborg, er den 26. Avgust død af sine Saar paa et Lazaret i Heilbronn.

Fusiler Otto Herrmann, Lagerist hos Firmaet Christian Böhm i Flensborg, er falden paa Valpladsen i Rusland. Af dette Firmas 30 Funktionærer staar 21 i Felten, og af dem er tre allerede faldne.

Død af sine Saar. En Søn af Gaardejer Henr. Petsersen paa Kværs lykke, Chr. Petersen, er efter sikkert Forlydende død paa Lazarettet af sine Saar. Det unge Menneske har kun i kortere Tid deltaget i Krigen.

Falden i Frankrig. Pensioneret Lærer H. Behrendsen Mathildegade i Flensborg har i Aftes modtaget den sørgelige Meddelelse fra Kompagniføreren, at hans Søn, Lærer Henrik Behrendsen fra Kelstrup, som har været savnet siden Juni Maaned, er falden i Slaget ved Moulin.

(Dv.) Murer Langendorf og hustru i Jomfrugangen i Haderslev har i Onsdags modtaget den Efterretning, at deres eneste Søn, Tømrer Hans Langendorf er falden i Kamp østpaa.

Ifølge den 311. Tabsliste er Andreas Hansen af Endrupskov, der stod ved 213. Regiments 12. Kompagni, død i fransk Fangenskab. Hidtil var han opført som saaret.

Paa Lazaret
Landmand Edlev Lorensen fra Øster Gasse ved Skærbæk, som blev indkaldt ved Krigens Begyndelse og nu var med mod Ost, er paa Grund af Revmatisme kommen paa et Lazaret i Halle.

I Fangenskab (Hmd.)
Gaardejer Andreas Brodersen i Øster Terp har fra sin Søn, Mathias Brodersen, der har været savnet siden den 28. Avgust 1914, faaet den glædelige Meddelelse, at han er i Fangenstab i Vladivostok i Sibirien og har det godt.

Forfremmelser og Udmærkelser
Officersaspirant v. Helmolt af Flensborg (239.Reserve-Infanteriregiment) og Fændrik Walther (86. Fusilerregiment) er blevne forfremmede til Løjtnanter.

Frivillig Christian Behrendsen, Søn af tidligere Førstelærer Behrendsen, Bismarckgade 52, er bleven forfremmet til Underofficer og har faaet Jernkorset.

Toldopsynsmand Grotsch af Flensborg, der ifølge et flensborgsk Blad gør Tjeneste ved en Landstormsbataillon i Bryssel, er bleven forfremmet til Officersstedfortræder. Hans eneste Søn staar som Gefrejter ved et Maskingevær-Kompagni paa Vestfronten.

Løjtnant i Reserven Greger Gregersen af Vesebykær ved Flensborg har erhvervet sig Jernkorset af første og anden Klasse.

Rigt flagsmykket
var Byen i Gaar Eftermiddags og i Dag i Anledning af Sejren ved Brest-Litovsk. I Middags ringede Kirkeklokkerne.

Kredsmuseet i Haderslev
vil blive aabnet nu om  en fjorten Dages Tid. Opstillingen af Samlingerne har begyndt, og Museet vil ifølge “Dannevirke” under Opstillingen være fuldstændig lukke.

Nyheder

26. august 1915 – Flensborg Avis: Hilsner fra felten

Skriv en kommentar

Hilsner fra Felten
Fra Bebra skrives den 25. Avgust: Vi er mange Nordslesvigere paa Rejsen mod Øst og sender Venner og Bekendte en Hilsen. Vi er endnu ved godt Humør.
Claus Nissen, Dybbøl; Peter Petersen, Hørup, Als; Lorens Jørgensen, Eistrup, Als; Edvard Mathiesen, Dynt; A. Paulsen, Egernsund; Johannes Kümpel, Sønderborg; Jens Jacobsen, Borup; Peter Juhler, Aabenraa; Chr. Kock, Hørup, Als; Johan Maschaleck, Egernsund; Chr. Nør, Høruphav; Lavrids N. Høi,
Holm, Als; Hans Holm, Mojbøl i Haderslev Kreds.

Hilsen fra Udrejsen sendes til Venner og Bekendte: Karl Marlott, Aventoft; Th. Hansen, Visby; Jørgen Winther, Nørre Hjarup; Antoni
Christensen, Daler; Peter Jørgensen. Kobberholm; Hans P. Nissen, Lavrup; Niels Nielsen, Mommark; Peter Nissen, Rømø; Lorens Wilhelmsen, Flensborg; Berndt Atzen, Harres. (Bedes optaget i „Hejmdal”.)

Et glædeligt Budskab (Fl. N.)
Klavs Speck, Skoletjener ved St. Hans-Drengestolen i Flensborg, har modtaget et glædeligt Budskab, idet hans Søn Henrik, der stod
ved 86. Fusilerregiments 7. Kompagni og har været savnet siden  midt i September forrige Aar, nu har givet et Livstegn fra sig. Alle hidtilværende Efterforskninger fra de bekymrede Forældres Side er hidtil forblevne resultatløse, indtil de sidste Søndag fra Røde
Kors’s Centraloplysningssted i Kiel modtog den korte Meddelelse, at deres Søn er i Live.

Falden
Forleden jordfæstedes den ældste Søn af Landmand Hansen i Gravlund i Løgumkloster; han var som nævnt falden mod Øst den 9. Juli. Nu er ogsaa Ægteparrets anden og sidste Søn falden den 5. Avgust. Han skulde som den sidste engang have overtaget Gaarden.

Forstærkningsreservist Andreas Erik Kiesbye af Sofiedal har fundet Døden paa Krigsskuepladsen, 25 Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og Søn.

Falden i Rusland. Snedker Christian Erichsen, en Søn af Slagter Erichsen ved Nørreport i Aabenraa, er ifølge en i Gaar Morges indløben Meddelelse falden i Rusland. Foruden denne Søn har Erichsen endnu en Søn i Rusland.

(Hmd.) Der er indløbet Meddelelse om, at Tjenestekarl Tyksen fra Barsmark er falden i Polen. Han blev indkaldt i Fjor Efteraar.

Tabslisten
Tabslisten nævner Henri Rommensen af Tønder og Søren Brodersen af Højer som henholdsvis falden og Haardt saaret.

I den 310. Tabsliste meddeles, at Peter Thomsen af Sonderborg er død af sine Saar.

Saarede
(A.T.) Fifler Asmus Duus af Aabenraa er bleven saaret paa den østlige Krigsskueplads. Saaret er temmelig alvorligt.

To Sønner af Arbejdsmand Nikolaj Ellgaard i Haderslev, Nikolaj
og Christian, der begge laa ved samme Troppeafdeling, er blevne saarede østpaa den 14. Avgust

Fra Fangenskabet.
(Dbp.) En glædelig Meddelelse har Hans Hansen og Familie ved Østerholms Strand for et Par Dage siden modtaget, idet de fik et Kort fra deres Søn Jørgen, som var tagen til Fange i Rusland. Meddelelsen er afsendt den 28. Maj, og først den 20. Avgust er den kommen Forældrene i Hænde; dette kan være en Trøst for mange, som maaske ogsaa har ventet længe forgæves efter at høre fra deres savnede pårørende.

— (S.Z.) Landmand Hans Schmidt i Holm ved Nordborg har i disse Dage faaet et Brev fra fin Søn, der er i russisk Fangenskab. Brevet var skrevet den 17. April og har altsaa været 4 Maaneder undervejs.

Udmærkelser
Faaet Jernkorset. Købmand Oskar Rothmann, der, som nævnt, for Tiden ligger faaret paa et Lazaret i Mainz, er bleven udmærket med Jernkorset af anden Klasse, som Generalfeltmarskal von Mackensen personlig har overrakt ham, hvorved Feltmarskalen udtalte sig meget anerkendende om hans store Pligttrostab og Tapperhed og beklagede ikke at kunne overrække ham Jernkorset af første Klasse, som han ærligt havde fortjent. I en senere Fægtning blev Rothmann temmelig Haardt saaret, men der er ifølge flensborgske Blade Haab om, at han kan blive fuldstændig
helbredet.

Vicestabssergent i 85. Infanteriregiment, Købmand Hans Hafs, for Krigen hos Firmaet H. W. Christophersen i Flensborg, og Ludvig Hagen af Flensborg har erhvervet sig Jernkorset.

Røde Kors-Medaillen af tredje Klasse er bleven tildelt følgende Flensborgere: Købmand Otto Andresen, Advokat Vilh. Boysen, Jernformer Vilh. Drescher, Lagerarbejder Avgust Petersen, stud. math. Theodor Petersen, Typograf Henr. Schuldt og stud. theol. Anton Westergaard, kaldt Jacobsen. Samme Udmærkelse er tildelt Landmændene Otto Nissen i Lyksborg og Herm. Thomsen

(S. Z.) Jernkorset er blevet tildelt Hugo Tietze af Sønderborg for forskellige godt udførte Flyveture over Fjenden.

Udnævnelse (S.G.)
Raadmand, Fabrikant, Ingeniør Josua Petersen af Haderslev, der hidtil har været Kaptajn for en Reserve-Bataillon i Posen, er bleven udnævnt til Major.

Krigsbytte (Fl. N.)
I Gaar Formiddags kørtes et Antal Maskingeværer, paa hvilke der stod „Erobret”, igennem Byen. Det siges at være erobret russisk Krigsmateriel.

En Skyttegrav
er bleven anlagt ved Kavslund af Soldater fra Flensborg under Ledelse af Officerer, der har været i Fronten. Skyttegraven vil efter Forlydende fra i Dag af kunne beses af Publikum.

Søkrig

23. august 1915 – U38: Trafalgar

Skriv en kommentar

Ud for Irlands sydkyst afgiver U38 under kommando af Max Valentiner varselsskud mod den engelske damper “Trafalgar” (4.572 BRT). Damperen forsøger at undslippe, og stopper først efter en times forfølgelse og beskydning. Damperen sænkes ved at åbne bundventilerne og med tre sprængladninger. Senere sænkes det engelske tankskib “Silvia” (5.268 BRT). Derefter påbegyndes hjemturen nord om Shetlandsøerne.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

Søkrig

22. august 1915 – U38: Damperne Palmgrove og Diomed sænkes

Skriv en kommentar

Under kommando af Max Valentiner sænker U38 undervejs mod den irske sydkyst den engelsk damper “Palmgrove” (3.100 BRT)  med granatild. Derefter forfølges den engelsk damper “Diomed” (4.672 BRT), der først stopper efter være ramt af ti granater. Den sænkes derefter med en torpedo. Senere observeres en mindre engelsk krydser, men U38 kommer ikke på skudhold. Om aftenen forfølger ubåden et tankskib, men opgiver da det bliver mørkt.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

Søkrig

21. august 1915 – U38: Jaget af bevogtningsskibe

Skriv en kommentar

Under kommando af Max Valentiner sænker U38 på vej mod Den engelske Kanal den engelsk damper “Windsor” (6.055 BRT) med granatild og den engelsk damper “Cober” (3.060 BRT) med en torpedo. Derefter stoppes en stor engelsk damper med et skud for boven.Der er sandsynligvis tale om “San Melito” (10.160 BRT), men tre bevæbnede fiskefartøjer kommer til og tvinger U 38 til at dykke, så damperen undslipper. Også sænkningen af den engelske damper “Westbury” (3.097 BTR) bliver samme dag forhindret af et bevogtningsfartøj. Om aftenen sænkes den engelsk damper “Ruel” (4.029 BRT) med granatild. Senere observerer man endnu en damper og forfølger den, men afbrydes igen af bevogtningsfartøjer.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

Søkrig

19. august 1915 – U38: Sænker tre dampere

Skriv en kommentar

Under kommando af Max Valentinr sænker U38 ud for Scillyøerne tre engelske dampere: “Restormel” (2.118 BRT), “Baron Erskine” (5.585 BRT) og “Samara” (3.172 BRT). De to første sænkes med torpedoer og den sidste med 14 skud fra dækskanonen. Som tidligere forsøger en bevæbnet yacht at gribe ind, men U38 slipper fra den uden at dykke.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

Sønderjyder

19. august 1915 – Friedrich Nissen: “… heftigt Gewærild”

Skriv en kommentar

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, og deltog i sommeren 1915 i den tyske fremmarch på østfronten.

19.8. Tidlig om Morgenen tilbage i en lille Skov, hvor vi ligger Dagen over – Tordenvejr og Regn næsten hele Dagen. Kl. 5 Efterm. heftigt Gewærild ved Fronten, vi bliver allarmeret og gaar frem til en Vej, hvor vi igen graver ned for at være skyttet. Foran stormer vort Infanterie. Henved Kl. 10 Aften gaar vi frem til den erobrede russ. Skyttegrav, i den ligger vort Infanterie nu. Natten to Timer ligger vi her, saa gaar alt Infanterie frem i Skyttelinie – vi skal hen paa venstre Fløj og sikre Flanken, da vi til venstre ingen Forbindelse har.

Vort Maal er at naa Landsbyen Wierczin at gaa igennem den og grave os ned ved Udkanten. En Zug af Komp., Undffz. J. Nissen, skal holde Forbindelsen med det fremgaaende Garderegiment. Resten af Kompagniet skal undersøge og gaa gennem W., der bliver ca. 30 Mand under Ltn. Sülflow sendt forud for at eftersee Byen. Jeg med min Zug bliver ved Udkanten af Byen. Et Øjeblik er vi her, der kommer en Mand og melder, at der er fanget tre Russere og et Maskingevær, en glædelig Efterretning, men Fornøjelsen var kort, pludselig begynder det at knalde paa alle Kanter i og ved Byen og der høres “hurra” Raab.

– Nu gjælder det om at blive klar over Situationen, først gaar jeg ud i en Vejgrøft, men da jeg ser Russerne kom[m]e i store Skarer, gaar jeg tilbage paa Marken og der graver vi os ned. Garden gaar ogsaa tilbage, jeg optager dog Kampen med Russerne og slaar med mine 17 Mand, som er bleven hos mig, vist næsten 200 Russere tilbage. Vi tabte desværre mange Folk ved Tilbagetoget, da Russerne havde mange Maskingeværer – Paa Marken faldt Undfzz. Gralewski af Skudt gennem Hovedet – Det var en prægtig og oprigtig Kamerad. Geværilden var ogsaa voldsom, ikke kun for fra, men fra alle Sider. Ogsaa i den By igennem hvilken vi om Natten var gaaet, sad Russerne og beskød os, saa vi fik Kugler bag fra.

 Vi blev Kl. 9 Vorm. d. 20.8. afløst af 2 Garderegimenter og kunde saa gaa tilbage. Vi havde dog erobret et Maskingevær. Vore Tab var 21 Døde og 12 Saarede og 5 som ikke fandtes. Vi blev i en Landsby til Efterm. og gik saa til Stare Siolo.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Sønderjyder

18. august 1915 – Kresten Andresen: den store orlov

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje, var han i begyndelsen af juli blevet erklæret uegnet til tjeneste ved infanteriet og overført til en transportkolonne.

Ugny le Gay den 18. august 1915

Kære for ældre!
Mange tak for brevet af den 13/8 med brevene fra Age og Chr. Pedersen. Sidste er en student, som jeg var meget sammen med ovre i København. Han vil være højskolelærer. Egede Schack er en meget flink fyr. Jeg kan godt forstå, at I er lidt kede af de mange kongerigske besøg nu for tiden, det er jo næsten galt nok i fredstid. I dag har jeg fået et meget gammelt brev fra 5. juli, det var adresseret til La Fere.

Her har det begyndt med ustadigt vejr; hver eneste dag har vi torden med frygtelige regnskyl. Kornet står og bliver overmodent; når man trækker det op, drysser hveden ned over én. I morgen skal vi til at køre et læs ud på marken igen; så bliver den da tærsket med det samme, når den først skal forkes over og lades og smides af og skokkes og forkes op igen og sættes i hæs, så er der nok ikke mange kerner tilbage; men så har vi jo da i hvert fald beskæftigelse.

I morgen formiddag skal vi rundt og rive tagrender og anden zink ned. Fortæl mig endelig, hvordan det forholder sig med metalloven – skal I udlevere alt, hvad I har af kobber, messing og tin? Også gamle antikke sager? Det skulde man da næsten ikke antage. Så skulde de da først tage fra statsejendom, skibe og maskiner. Jeg er slet ikke klar over, hvorvidt den rækker.

– Nå, I har så fået russiske krigsfanger til at hjælpe i høsten; ja, så har I jo ingen brug for mig; I skal ikke give ansøgning ind om orlov; jeg kommer på orlov, når turen kommer til mig; men den kommer først om novembertider. Havde jeg været ved kompagniet, så havde jeg vel nu allerede fået orlov. Vi håber, at den store orlov snart kommer; men jeg tror dog ikke, det bliver til noget før til forår igen. Det er længe, men vi holder vel det ud også. Bare ikke gruble så meget derover, for vi kan dog ikke gøre noget derved.

Jeg har læst i Hejmdal, at Kresten Thomsen er såret; hvordan går det da Jørg. Eriksen og alle dem, der var med ham? Jeg vil have skrevet til Dotte, hun er vel på Nørremølle nu?

Mange hilsner
jeres
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

Søkrig

18. august 1915 – U38: To mislykkede forsøg

Skriv en kommentar

Om formiddagen stopper U38 under kommando af Max Valentin en damper – formodentlig “City of Liverpool” – med signal og skud for boven, hvorefter besætningen forlader skibet. Samtidig dukker en bevæbnet yacht op og beskyder U38, der tvinges til at dykke.  Om eftermiddagen forsøger man at stoppe en anden damper, sandsynligvis den bevæbnede damper “Lady Wolseley”. Da man affyrer et varselsskud mod den, besvarer den ilden, hvorefter U38 dykker og fortrækker.

Sønderjyder

17. august 1915 – Peter Østergård: Landbrugsskole på Fyn

Skriv en kommentar

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86 på vestfronten.

17. August 1915.

I formiddags blev jeg kaldt op til bataillonskommandøren. Jeg var fra kompagniet bleven angivet som „vejrkyndig”, og der skulde nok sendes en bort på et kursus (det drejer sig vist hovedsageligt om benyttelse af giftige gasarter fra begge sider). Bataillonskommandøren mente, at jeg var lærer. Det må jo være fejl opgivet, og jeg blev udspurgt om forskellige ting, om jeg havde særlig uddannelse o. s. v. Ja, jeg havde jo været på efter- og landbrugsskole, ellers havde jeg ingen særlig uddannelse i vejrkundskab ud over det, den daglige iagttagelse giver. Hvor jeg havde været på landbrugsskole? — På Fyn. Det gav et ryk i ham. Hvorfor ikke her? Fordi jeg mente at  få større udbytte histovre. Sådan var der jo en hel del spørgsmål. — Jeg kunde gå med den besked, at jeg nok skulde få nærmere ordre.

Endnu har jeg ikke fået nogen, og der siges, at der er en fra 3. kompagni, der er kommen afsted.

Jeg slap temmelig sikkert, fordi jeg ikke var prøjsisk embedsmand og havde været på en dansk skole. — Havde i grunden ellers ikke haft noget imod at komme bort, for kursuset skal tage 8 uger, og så er man jo dog borte fra fronten i den tid. Men om det ellers var bleven stort bedre at være „vejrprofet”, ved jeg ikke. Nu tror jeg nok, jeg skal hen at tale med Dr. Thomsen [efter Genforeningen amtslæge i Tønder/red.], om jeg ikke kan blive fri for at bestille noget i et par dage til, for man bliver forfærdelig magelig anlagt her, selv om der just ikke forlanges så meget.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 102)

Søkrig

17. august 1915 – U38: “Torpedobåde jager mod os”

Skriv en kommentar

Under kommando af Max Valentiner sætter U38 kursen mod St. Georgs Kanalen. I det rolige og dissede vejr sænker U38 de engelske dampere “Paros” (3.596 BRT),  “Kirkby” (3.034 BRT), “Maggie” (269 BRT),  “Thornfield” (488 BRT), “Glenby” (2.196 BRT),  “The Queen” (557 BRT), “Bonney” (2.702 BRT), de engelsk fiskefartøjer “Repeat” (107 BRT) og “George Baker” (91 BRT), og den spansk damper “Isidoro” (2.044 BRT) med jernmalm til England. “Paros” og “Kirkby” blev sænket med torpedoer og resten blev efter at de var blevet forladt sænket med granatild. Om natten forlader U38 St. Georgs Kanalen og sejler mod Bristolkanalen. Helt problemløst gik det dog ikke:

Jeg lagde mig på sejlruten fra Liverpool, dette skibenes dueslag … Tre dampere fulgte så hurtigt efter hinanden, at jeg, mens mandskabet som ved en manøvre gik i bådene, måtte afgive det ene varselsskud efter det andet …

Torpedobåde jager mod os, vi dykker hurtigt. Da vi går op på periskopdybde, er der ingen torpedobåde. Tågen har opslugt dem. Men en damper. Den bemærker os, vores varselsskud slår ned foran stævnen, mandskabet farer i bådene …

“Torpedobåd!” skriger en eller anden. Gennem tågen ser jeg en sort djævel komme mod mig i brusende fart … Dyk hurtig, almægtige, denne gang var det tæt på! Så hører jeg en lyd, som får mig til at tabe vejret. Et frygteligt brag samtidig med en kæderaslen … med en hårsbredde farer torpedobådens skruer henover os … Vi synker dybere, men raslen hænger os i stadig i ørerne, skrækken sidder os i knoglerne … Det var vores held, at der dengang ikke fandtes dybdebomber, som man simpelthen lod falde i vandet og som var så eksplosive, at en ubåd selv på flere meters afstand ville blive tilintetgjort —

Det havde været en begivenhedsrig dag: rigt bytte, 12 [sic!] store dampere, men vi have følt dødens hånd.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1932, s. 85)

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

Sønderjyder

16. august 1915. FR86’erne i minekrig

Skriv en kommentar

[…] den underjordiske krig gik videre. Her meldes der om en særlig lysende heltedåd fra 2. kompagni. I natten fra 15. til 16. august sprængte fjenden spidsen af sape 11. Fem angreb på sprængningskrateret blev slået tilbage af folk fra 2. kompagni. Kampens forløb bliver fremstillet ved følgende dagsbefaling fra kommandøren for 1. armé:

”Ved kampene om et sprængningskrater opstået ved fjendtlig minesprængning foran vor front har i natten til 16. august underofficerer og mandskab fra 2. kompagni regiment 86 udmærket sig ved deres tapre optræden. Man kan takke deres udholdenhed for, at sprængningsstedet forblev på vore hænder trods fem fjendtlige forsøg på at besætte krateret. Også den videre kamp om sprængningsstedet bliver, som det meddeles mig, ført med den samme forbilledlige sejhed. Jeg udtaler min anerkendelse til alle implicerede, især til menig Dettmer, der ved minesprængningen blev slynget i luften og såret, men alligevel i håndgemænget rev geværet fra modstanderen og tvang ham til flugt, og til sprængningskraterets første besætning, officersaspirant Hiller, underofficer Carsten Petersen I og Butzbach, menige Schnicker, Honnens, Kelling, Jensen V og korporal Lichtenberg (af hvilke menig Jensen V betalte sin troskab med livet). von Fabeck”

(Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment ”Königin” nr. 86 i Verdenskrigen)

Sønderjyder

16. august 1915 – Flensborg Avis: “Sørgelige Tider”

Skriv en kommentar

Sørgelige Tider.
Lavst Truelsen af Hvidding er falden i Krigen. I Foraaret døde hans Hustru fra flere smaa Børn, som nu i Løbet af kort Tid er blevne forældreløse. For nogen Tid siden var Truelsen hjemme paa Orlov, og der fortaltes dengang, at han var flygtet over Grænsen, men det viste sig senere, at det var et ugrundet Rygte.

Faldne.
Handelsmand Henr. Petersen og Hustru, Pottergade i Flensborg, har modtaget det sørgelige Budskab, at deres Søn, Forstærkningsreservist Herman Petersen, er falden den 3. August ved Borave, 31 Aar gammel.

Malersvend Josef Rossle fra Mellemgade er den 31. Juli falden paa
den østlige Krigsskueplads; han ramtes af en Granat.

Familien Jensen, Nørregade 67, modtog forleden den triste Efterretning, at Sønnen Christian var død paa Lazarettet i Paluniszki som Følge af et Skud i Brystet.

(Fl. N.) Forstærkningsreservist Avgust Christiansen, Søn af Mælkehandler Hans Christiansen, Husumgade 147, er falden under Kampene i Argonnerne. Den afdøde, der var Landmand, var gift og havde kort for Krigens Udbrud overtaget Faderens Ejendom.

(Fl. N.) Fru Alice Lewien, Harreslevgade 39, har fra Flandern modtaget Efterretning om, at hendes Mand, Værftarbejder Lewien, der havde været savnet i henved en Maaned, er falden. Han havde kun været ved Fronten i kort Tid.

Død Paa Lazarettet. Musketer Niels Petersen af Tønder er død af sine haarde Saar paa Lazarettet i Stavisky.

Død i Krigen. Forstærkningsreservist Karl Thaysen af Aabenraa har den 6. Avgust fundet Døden ved Leovono i Polen.

Død af sine Saar. Den 30. Juni er Underofficer Jørgen Nissen af Hellevad afgaaet ved Døden paa et Feltlazaret i Javacze, efter at han Dagen i Forvejen var bleven Haardt saaret. Hans paarørende havde længe været i Uvished om hans Skæbne. For den faldne, der kun blev 24 Aar gammel, holdes der Sørgegudstjeneste Søndag den 22. Avgust.

Christian Hjuler i Toftlund modtog i Gaar den sørgelige Efterretning, at hans Søn Chr. Hjuler, som boede i Tirslund, er falden i Rusland.

Enkefru Enemark i Gestrup har ligeledes modtaget Meddelelse om, at hendes Søn Hans Enemark er falden samme Dag. Marius Jepsen i Arrild er falden; der kom Underretning i Gaar til Skomager Brik i Toftlund,
som er Stiffader til Jepsen.

Pastor Tonnesen i Hoptrup modtog Fredag Aften det sørgelige Budskab, at hans yngste Søn Theodor er falden i Rusland den 1. Avgust. Hans Ejendele (Ur, Penge osv.) kom sammen med Dødsbudskabet. Den unge Mand, der kun opnaaede en Alder af 22 Aar, blev indkaldt som Rekrut omkring 1. Maj og var først for 5 Dage siden kommen til Fronten.
Meddelelsen har fremkaldt dyb Sorg hos den gamle Præst, der er Enkemand, saavel som hos den unge Mands Tøflende. Provst Petersen af Haderslev holder Torsdag den 19. Avgust en Sørgegudstjeneste over den faldne i Hoptrup Kirke.

Falden mod Øst. I Lørdags modtog Murmester Chr. Ravn i Øster Lindet den sørgelige Meddelelse, at hans Søn Jensen var falden den 2. Avgust i Nærheden af Warschau efter først at have været let saaret Dagen i Forvejen. Den unge Mand, som blev indkaldt i Vinterens Løb og blev uddannet i Flensborg, var sidst i Juli kommen til Fronten. Jens Ravn havde lært Murerhaandværket, var godt lidt af alle, som kendte ham, ikke mindst af sine Arbejdsgivere, hvor han havde arbejdet.

Ifølge Tabslisten er Poul Poulsen af Hojer, Thomas Kørner af Morsum og Peter Andresen af Klintum faldne; Valdemar Petersen af Tinnum, Søren Schmidt af Morsum, Johannes Schlüter af Vesterland Haardt saarede og Peter Petersen af Vesterland savnet.

Ifølge den 300. Tabsliste er Knud Petersen af Scherebech (?) (Haderslev) bleven Haardt saaret.

Ifølge den 300. Tabsliste er Louis Løschburg af København falden.

Sårede
Tabslisten meddeler, at Underofficer Henr. Dehnhardt, Herman Eggert, Fred. Hinrichfen og Johs. Steenbock af Flensborg er let saarede; sidstnævnte befinder sig ved Afdelingen.

(Dv.) Peter Hansen. Søn at Arbejdsmand L. Hansen i Allégade i Haderslev, som har deltaget i Krigen ved Østfronten, er bleven saaret ved et Skud i Skulderen. Faderen modtog forleden Dag et Telegram, hvori han opfordredes til at rejse op til sin saarede Søn, hvis han vilde se ham endnu engang, da Feberen var meget høj. Han rejste dog ikke straks; nu har han imidlertid faaet Meddelelse om, at en foretagen Operation er forløben heldig, og at Sønnen nu er i Bedring. Hansen har tre Sønner med i Krigen.

Ifølge indløben Meddelelse til hans Hjem er Terkel Tejlmann, en Søn af Gaardejer Anton Tejlmann af Hjortvad, bleven saaret i Kampene paa den østlige Krigsskueplads.

I russisk Fangenskab (Dv.)
Gaardejer Peter Hansen af Hjerndrup er ifølge en i Fredags indtruffen Meddelelse til hans Hustru fra en af Hansens Kammerater falden i russisk Fangenskab. Hansen har været savnet i længere Tid.

Hjemme paa Orlov
Gaardejer Jens Lund i Gammel Ladegaard ved Hammelev, der gør Tjeneste som gammel Landstormsmand nede i Galicien. er nylig kommen hjem paa en 3 Ugers Orlov for at tilse sin Ejendom. — Hans Stuehus nedbrændte for henved 14 Dage siden ved Lynnedslag.

Jernkors
Jernkorset er ifølge „Schleswigsche Grenzpost” blevet tildelt Overløjtnant i Reserven Amtsdommer Dr. Lemke af Haderslev. Han staar for Tiden i det østlige Etappeomraade.

Forfremmelser
Officersaspiranterne Andersen, Ankersen, Bendixen, Detig, Fabian, Chr. Hansen, Vilh. Hansen, Happich, Hübsch, Jakobsen, Andr. Ohlsen, Jorgen Ohlsen, Hans Petersen, Prien, Rehder, Rommele, Sommerfeld, Stein, Thoms, Tiesfen, Hansen, Outzen, Peters og Petersen, alle fra 86. Füsilierregiment, er blevne forfremmede til Løjtnanter i Reserven. Desuden er følgende Officersaspiranter blevne forfremmede til Løjtnanter i Reserven: Ohle og Boysen (fra 85. Infanteriregiment, Andr. Schmidt (213. Res.-Infanteriregiment), Tancre (215. Res.-Infanteriregiment), Greifenberger (266. Res.-Infanteriregiment), Henningsen (75. Landev.-Infanteriregiment), Clanfen (89. Grenaderregiment) og Matthiessen (84. Landev.-Infanteriregiment). De er alle af Flensborg. Vicestyrmand i Søværnet af 2. Opbud Hans Berg af Flensborg er bleven forfremmet til Løjtnant i Marinen i Søværnet af 2. Opbud.

Nyheder

16. august 1915 – Flensborg Avis: Begrænsning af brevsammenkvem

Skriv en kommentar

Begrænsning af Brevsamkvemmet med det nevtrale Udland. Der offentliggøres følgende:

For formaalstjenligt at kunne gennemføre det under Krigen nødvendige Tilsyn med Efterretningssamkvemmet med Udlandet er det nødvendigt, at Brevteksten i Privatbreve, der maa indleveres aabne, til det ikke- fjendtlige Udland med Undtagelse af de besatte Dele af Belgien og Russisk-Polen, lige meget om Brevene er skrevne paa Tysk eller paa et for Brevsamkvemmet til Udlandet tilladt fremmed Sprog, ikke er længere end to Sider af et almindeligt Brevformat. Brevene maa ikke indeholde Bilag, hvori der findes Efterretninger; de maa endvidere være skrevne i en ‘tydelig, uden videre godt læselig Skrift med ikke for lille Afstand’ mellem Linjerne, og der maa heller ikke skrives tværs over Skriftlinjer af en anden Retning. Ved Forretningsbreve kan, naar de i øvrigt svarer til de foranstaaende Betingelser, Indholdet overskride to Brevsider, og Regninger. Prisfortegnelser og deslige Forretningsanliggender kan vedføjes. Til Forsendelse af Brevene til Udlandet maa der kun benyttes Konvolutter, der er fremstillede af et enkelt Papir- eller Stoflag, altsaa uden Foderindlæg af Silkepapir eller andre Stoffer. Ved Breve, der ikke svarer til de nævnte Krav, maa Afsenderen regne med, at de som Følge af, at Prøvelsen vanskeliggøres, ankommer til deres Bestemmelsessted med flere Ugers Forsinkelse.

Ved denne Lejlighed peges der særlig hen paa, at  Forsendelsen af de til Udlandet rettede Brevsendinger selvfølgelig kan ske saa meget regelmæssigere og punktligere, jo lavere Antallet af de Sendinger er, som skal bearbejdes. Det er derfor ønskeligt, at Antallet af Privatbreve til det ikke fjendtlige Udland begrænses til det uundgaaelig nødvendige.

Ikke kategoriseret

15. august 1915 – Friedrich Nissen: “…saa ham dog falde”

Skriv en kommentar

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, og deltog i sommeren 1915 i den tyske fremmarch på østfronten.

15.8. Tidligt gaar det videre, Russerne ere frivilligt gaaet tilbage, saa vi skal bagefter. Regimentet samler sig bag en Skov, saa ga[a]r det videre til Bojenka. Vor Morgenkaffeen tages i voldsom Hast. Fra Bojenka gaar det atter frem mod Fjenden, som skal sidde ved Schaty.

– Jeg har at sikre den venstre Flanke, gaar gennem en stor Skov og kommer til Schaty uden Kamp, maa grave mig ned paa Marken, da vi faar Artilleriild og da der driver sig Kossakker omkring, dog snart gaar det videre til Borowe og Stare, som om Aftenen er i vor Hænder. Tabet var dog kun en Undffz, en Mand saaret. Atter gaar det i Mörkningen frem, skal endnu tage Byerne Jarmonty og Sklody – de bliver taget uden at støde paa Modstand

– Nu troede jeg dog, at det kunde være nok for den dag men nej, vi skal i den mørke Nat endnu videre frem, skal tage Rudka. Vi har dog forregnet os i Russerne, foran Byen støder vi paa stærke Kræfter, saa vi maa grave os ned. Vi forandrer endnu et par Gange Stillingen inden vi kunde faa den rette Front og Forbindelse og det var et meget ubehageligt Løben paa de vaade, ujævne Marker i den mørke Nat. Da vi endelig har et Hul gravet og maa ro lidt begynder det at regne helt forfærdeligt, det bløder rigtignok, det varer ikke ret længe, saa er vi alle vaaade gennem og gennem.

Vort Køkken kommer Kl. 1. Natten – jeg spadserer derhen, den staar bag en Skov, det er næsten en Straf i den mørke Nat paa en forfærdelig Ujævn Mark, hvor jeg af og til træder ned i et Hul, jeg gaar næsten som en Beruset. Det giver Bønner til Middag. Efter at jeg kommer tilbage til min Plads og ser mig lidt om, staar der pludselig en Mand foran vor Linie – vi raaber han skal komme, dog han løber – vi skyder Lysrakketer i Luften og ser at det er en Russer – da han ikke staar endnu, bliver der skudt efter ham, dog ved jeg ikke om han blev truffet, saa ham dog falde. Natten var ellers rolig, kun af og til et par Skudt.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)