Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse). Ved fronten forsøgte tyskerne at trænge frem til Dünaburg (i dag Daugavpils, Letland), så sanitetskompagnierne havde nok at se til.
Brev 23. september 1915, Nowo Alexandrowsk
Søde lille Basse!
Morgenen har atter gryet, og solen har afløst månens blege skær, som i nat har sendt sit spøgelsesartige skær hen over så mange tapre krigere for sidste gang. Mine kære derhjemme, først vil jeg ønske, at mine to sidste breve er komne hjem. Det sidste i går den 22., der var tre i et, beskrivelser fra den 17-22. Det kom af sted på en meget hurtig måde, så jeg fik ikke rigtig adresse på, heller ikke lukket.
I går aftes skulle der prøves et udfald af byen, men blev slået tilbage. Russerne forsvarer sig til det sidste. I går tog vi 1.000 mand, en general, otte officerer og seks maskingeværer. Vi er her midt i det hele fire sanitetskompagnier i virksomhed, og alle fuldt op at gøre. I går aftes hen ad kl. 10 sendte de nogle granater og shrapneller herind. Skade på menneskeliv blev det ikke, dog var det rådelig at søge ned i stærke kældre osv. Ville dog blot den kære Gud gøre ende derpå, vor bedste kraft ligger til dels i jorden og resten følger dag for dag. Det er en jammer for alle lande, som fører krig. Herfra og til Dünaburg skal jo afgøringen falde, men her står også ti armeer mod hinanden, som er fast bestemt på ikke at vige, før alt er ofret.
Jeg gik i formiddag en tur gennem byen; det er mærkelige indtryk. På pladsen foran kirken står to rekrutbataljoner for at få nadveren, før de bliver sendte til fronten. Det er lutter unge folk. Når slår deres sidste time? for nogle dage siden traf vi dem ved Tabrok. De vare overgivne og ønskede kun at komme i kamp. I dag er de rolige. Det alvorlige af krigslegen behøves ikke at fortælles dem, det kan de selv høre her og det til gavns. Just som vi står og taler med dem, suser en svær granat over hovedet, og det vi selv i førstningen så ofte har gjort, ser vi her. Det giver et zukken i dem, det er jo begyndelsen. Jeg går videre. Fra en fri plads har man en herlig udsigt over landskabet med søer, skove, store broer og herlige dale. Fra et stort moderne hotel høres musik, rigtig dansemelodier. Jeg går naturlig derind og rigtig, i en stor svært medtagen sal er danseforlystelse til et skruk klavers toner. Bas og trompet besørger kanonerne, og fløjter kan shrapnellerne besørge.
Klokken ½12 har vi begravelse. Det er jo massebegravelse, og præsten er med. Også dette blev krydret med en granats krag mod kirken. O I kære, det er jo svære tider, alvorlige tider og mange bange timer for eder hjemme og for os herude. Og det er som om ingen vil give sig, før alt er brugt og alle lande ødelagt. […]
Her i denne nattetime ved et tællelys´ svage lys og om én småt jamrende sårede, af hvilke enkelte ikke ser morgenen gry, kommer tanker, tanker om synd og død. Noget af det ingen, ikke en gang den, der i skyttegraven står med døden for øje, kan udmale sig, hvad der pulseres, hvad der arbejdes og hvor der kæmpes en kamp med døden af den unge sårede kriger i den blomstrende alder, fuld af livsmod og håb, og dog kan det i mange tilfælder ikke slå til, og hvad kan vi? rolig knæle ned ved ham i halmen og lindre ham hans smerter. Hvad siger ikke hans blik os, og hvor mangen nødløgn må vi ikke sige ham, når vi smilende fortæller, at disse tilfælde af henfalden i bedøvelse eller smerteudbrud kun er forovergående, og skal til, og dog ved jeg, at tre af mine tolv her ikke er til i morgen tidlig. En er lige falden hen i søvn, han er meget bange for at dø. Jeg har talt længe med ham derom, og han ved ikke, at denne døs vist er den sidste. Hans ansigt har forandret sig, kan jeg se herfra. Han er forlovet, har et skud i brystet. […]
Kampen er hård her, og man skulle undre sig, selv når man går i sig selv og tænker. Lige stod jeg ved vinduet, og så tre-fire shrapneller eksplodere i luften, giver blålig lys som lyn, og kanonerne knager og brager, maskinskyts rasler i en tur, alt dette er noget så dagligdags, at det mangler, når der indtræffer en dags ro. Du skriver, at jeg vist ikke fortæller det værste. O min skat, jeg kan, men kun på ønske, fortælle det, krigen bærer i sit skrækkelige mørke, og det kan omfattes i et ord: krig er djæveleværk og ikke mennesket værdig!
Jeg vil nu ønske, at skulle vesten komme, at jeg da ikke skal have brug for den her i Rusland. Men skriv mig dog, er der ingen pakker kommen fra mig? Jeg længes efter eder alle og meget efter mine små drenge. Bedst tilfreds er jeg, når jeg ikke har for meget, men min egen afdeling at passe. Det ved også feldweblen, og mest tager jeg selv en afdeling. Mange er ubehjælpsomme med dem, der er døden nærmest, og dem kan jeg så godt med. Det røre mig ikke, når jeg ser det, og dog dybt kan det skære i hjertet, og oprigtig harme kan komme op i en, når man tænker på dem, der har anstiftet denne krig, og i grunden – Hvorfor! – Ingen kan besvare det rigtig. Hvad har vi at vinde derved – Intet! –
Dette er de tanker en nattevagt kan bringe ud, og nu vil jeg slutte. Der er foreløbig ro, blot i operationsværelset er der travlhed, og mere og mere kommer til. Jeg har skeven på døren: Besetzt.
Der meldes lige fra fronten, at tre af vore store batterier, tolv styk kanoner af svært kaliber har i ti timer affyret rigelig 4.000 skud, det vil sige rigelig 30 skud i timen. Mandskabet har arbejdet trods råt vejr i bare skjorte så rasende, at selv deres førere ikke har kunnet få dem til at holde op, før de af udmattelse faldt sammen. Men deres arbejde er kronet med held, den sværeste af russerbefæstningerne er død. Det vil sige tavshed er sænket over den, og panisk skræk er rykket ind i russerstillingen over dette overnaturlige arbejde, men alle er besjælede af et: “Vi må ofre vor sidste kraft for vort hjem og fædreland”, og det skal enhver i kampen mod en tyvefold overmagt have: “Han gør sin pligt” (Kl. ½12 nat den 23. september).
(fortsættes)