28. september 1915 – Iver Henningsen: “Så I kære, vinteren bliver vist i Rusland”

 Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse).

Brev 28. september 1915, Nowo Alexandrowsk (fortsat)

Det lakker jo efter oktober, og når I får dette brev, har det jo allerede været rentetermin. Det kan jo godt vente til 1. november, men hvorvidt er vi da? 200 mark kommer jo i leje, 100 fra 1. juli, men 388,45 pfennig skal jo betales, hvis det ikke er bleven mere. Hvad jeg kan give, er jo kun så lidt. Den 1. kan jeg jo nok sende 6 mark, jeg får jo 6,33. 14 mark sendte jeg sidste dikate, det forslår jo ikke meget. Jeg kom først i tanker derom i går aftes, og hvad hjalp det, jeg spekulerer derover, for så kan jeg ikke sove. Hvorledes er det med værkstedet? er autoen der endnu? så skulle de penge jo egentlig lægges hen til renter. Det hjælper jo altid noget. Jeg må jo igen bede fader om hjælp. Peter har jo nok i sit eget. Han har jo haft lykken med sig denne gang, ellers var han vel kommen til Königsberg, der bliver luftbasserne uddannede. Rentesagen må jeg jo tage mig med ro, jeg kan jo dog ikke hjælpe derved.

I nær fremtid kommer nogle billeder, hvor jeg er med på. Dog er vor fotograf, en møller, kun meget dårlig med udførelsen, men det er jo krig, og det går ikke så nøje til. Vor køkken er bleven bedre. Hele personalet med undtagelse af landsmand Paulsen er bleven afsat, og nyt i stedet. De spiste selv det bedste, og det kan man jo egentlich ikke fortænke dem i. I nogen tid har jeg regelmæssig – også Kall – fået tilsendt heimathsgrüße fra pastor Prahl.

Armeringsoldaterne er komne et kompagni hertil og gør huse og gader rene. Det ser også forfærdelig ud her, russerne er og bliver nogle store sviner. Også telegraf og telefon, broer som er sprængte, bliver alt sat i stand. En afdeling ingeniører er i færd med at afstikke en ny bane til Kowno [Kaunas /red.]. Det er alt, som om vi allerede har indtaget landet og ikke vil afgive det. Borgmestre, amtsforstandere osv. bliver indsatte, og dog går det op og ned ved fronten.

Sidste trådløs beretning fra Frankrig i går aftes lød just ikke så helt heldig, og dog stod der under: “Nur getrost, wir sind und bleiben Sieger?” – Denne selvtillid kommer os mange gange ubegribelig for. Russerne har fået svær forstærkning af artilleri fra Amerika, og nu er hele balkanstaten Rumænien jo også kommen i flammer. Så I kære, vinteren bliver vist i Rusland. Vi må finde os i det uundgåelige, og Bassemor gå i dig selv. Hvor mange tusinde har det ikke ringere som vi: først dem i små kår med stor børneflok og hvis forsørger, mand og fader aldrig vender tilbage!! Jeg tænker her på et tilfælde, som vi desværre har så mange af, med en landstormer for fire dage siden. Atter og atter råbte han til lægen “Ich muß leben, ich bin arm und habe 6 Kinder!” Han var død om morgenen, og rigtig i hans brevtaske et kort med hans hustru og fire piger og to drenge, hvoraf kun en så ud til at være konfirmeret. Og et meget smukt brev fra hans hustru, hvor også de større børn havde skrevet lidt. Han fik det med i graven. Således må man tage sagen, hvis det skulle blive til vinterkrig, altid se til dem der har det ringere og ikke til dem, der er det forundt at slippe udenom!

Vi vil nu ønske at Dünaburgs fald, som er et tidsspørgsmål af dage eller måneder, vil give en vending i sagen. Det er jo umulig, at vi kan blive ved at skaffe tropper ud af landet. Den bedste kraft er borte enten i jorden eller kryppel. Penge har vi jo nok af, men hvad når vi ikke kan købe for penge? Havde krigen ikke været ført i fremmed land, og millioner er bespiste af kaprede sager, da havde vi været færdige. Vi kan ikke noksom takke Gud (dersom dette morderi er ham velbehagelig), at dette skuespil af grusomhed spiller uden for vore enemærker. Dette er jo også det, der altid ansporer vore fjender til nye opofrelser: at få fat i et land, hvor alt endnu er bedste kultur. Hvad er disse forhutlede landsdele, hvor vi har været, værd? Intet! Foreløbig kun til at ofre penge på at få i stand igen.

Se kun vinteren trøstig i møde i det kære lille hjem, så kommer bedre tider. For mig skal I ikke sørge, jeg kommer det igennem. Mest længes jeg, når aftenerne kommer, og det gør vi jo alle. Blot vi altid har noget af varetage, og deraf er der foreløbig nok. […]

Nu må jeg nok slutte for at få det med posten. Får jeg noget med posten i dag, skriver jeg igen. Ja min kære søde Bassemor, lad nu ikke humøret falde. Det kan jo ikke nytte, men glæd dig for hver gang du får brev, at jeg endnu er uskadt, og vær nu rigtig kysset lige på trutten så længe, at skindet går af læberne! Fra din manse mange hilsener til fader, børnene og alle bekendte

Iver

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

Tegning af Iver Henningsen, 28. september 1915 Novo Alexandrovsk (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Tegning af Iver Henningsen, 28. september 1915 Novo Alexandrovsk (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *