Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter han i foråret var kommet til skade, havde han gjort tjeneste et stykke bag fronten, men i slutningen af november kom han tilbage til frontlinjen.
FRA DAGBOGEN
Lens den 21. november 1915 Har i nat gravet i anden linje c. 1000 meter fra Lorettehøjen, som holdes besat af franskmanden. Rykkede ud kl. halv syv, langs kanalen og Souchez banedæmningen, kom igennem et hjørne af Liévin, der var fuldstændig skudt sammen, til Angres-sud. Havde teltsejl skråhængt, karabiner og spade. Lyskuglerne gik uafbrudt til vejrs, og på dem kunde vi se, at vi nærmede os fronten. Måneklart, men temmelig diset. Af og til kom vi forbi kanoner i stilling. Rumm. – Én gik af et par skridt til højre for mig; gnisterne røg om os, og mellemgulvet blev af trykket presset helt op i halsen. Nu begyndte der en voldsom kanonade. Der skal stå c. tredive feltkanoner bag hvert kompagni foruden de svære. Lidt længere fremme begyndte kuglerne også at fløjte; men vi gik stadig i dækning. Her er hård kridtbund. Uden hakke kommer man ingen vegne.
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen
Postkort med faksimile af hilsen fra kronprins Wilhelm til jægerbataljon nr. 9: “Den Herrn Jägern Dank und Gruß Wilhelm 1915.” (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)
Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, der i efteråret 1915 kom til området ved Loretto.
Lievin d. 18. Novbr. 1915. Vi sidder altså her i et hus nede i Frankrig i arbejderbyen Lievin oppe på 2. etage og har det i grunden ganske godt. Det er nogenlunde lunt, da skorstenen går igennem, og vor gamle madamme, som bor nede i kælderen, fyrer ganske godt. Alle folk bor i kælderen, da der jo daglig skydes temmelig meget herind. Den bydel, der ligger nærmest ved fronten, er beboerne ved at rømme om natten i denne tid, da det bliver for slemt med granaterne. Her i byen som overalt i egnen er der kulminer. Der siges, at der ialt skal være 70 miner her i dette distrikt. De står jo alle stille, og mange bliver sikkert ødelagt. Store værdier lægges øde, og så er det jo dog ikke det værste.
Ruiner i byen Angres for foden af Loretto-højen, december 1915 (Dan Obling)
Igår aftes var vi som sædvanlig ude ved stillingen for at arbejde, og da måtte vi bære planker ud til den forreste grav, for at de derude kunde have noget at afstive siderne med. Da graven er ufremkommelig, måtte vi tværs over markerne og lige ovenover til graven. Månen lyste, og frostvejr var det, så det var så lyst, at man let kunde se at komme uden om de mange granathuller, der var der. Enkelte var 2 m dybe og 4—5 m i diameter, sådan som et lille vandsted. Man kan godt forstå, at vore huler skal langt ned i jorden for at kunne tåle en sådan en. Mærkeligt nok skød franskmændene ikke efter os, skønt vi jo kun var 50 m fra dem, og vi tydelig kunde se deres grav. Men også de må jo arbejde meget om natten for at holde graven nogenlunde istand, og så lader vi gensidig hinanden i ro. Da vi var færdige og skulde hjemad, blev der et par af os bagefter, og der kom så tilfældigt et par granater, som sårede dem, dog kun let. I aften går vi atter ud i stillingen, og vi skal denne gang blive der i otte dage, 4 dage i anden og 4 dage i forreste stilling.
Af pakker har jeg ingen fået endnu, men de kom m er jo nok, selv om d et tager lidt lang tid. Nej, krigen får sikkert ikke endefor det første, for efter de taler, der blev holdt i London og Paris,er de jo ikke til sinds at slutte fred under de betingelser, der kanbydes dem nu, og forandring in d træ d er jo ikke så hurtig.Ja, Gud give, vi atter var hjemme. Dog kom m er den tid velatter, selv om vi m aa regne med, at den ligger lidt langt ude i fremtiden.
(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 110-11)
Det indre af dobbelthallen Toska, Tønder Zeppelinbase (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Under påfyldning brintcellerne på luftskibet L18 eksploderer et af gasanlæggets gasrør. Eksplosionen sætter ild til luftskibet, der udbrænder fuldstændigt. En mister livet, mens syv såres.
Zeppelinhallen tager næppe den store skade, da kun brændstoffet til motorerne eksploderer, mens brinten brænder. Under alle omstændigheder bliver det besluttet at forlænge hallen med ca. 60 meter, så den kan rumme de nye og større luftskibe, som nu er på tegnebrættet.
Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, der i begyndelsen af november 1915 kom fra øst- til vestfronten.
17.11. efterm. Kl. 5 gaar det igen frem i første Linie paa 3 Dage. Vejret er ret daarligt igen. Men det blev bedre, fra Oven kom der ikke noget vaad – Indtil Løbegraven gik det saa godt, men saa blev det næsten tragikomisk med alt det Vand som paa forskellige Steder stod 3/4 Meter højt – de fleste af Soldaterne kravlede op og løb vid Siden af Løbegraven, heller risikere en Kugle end at løbe gennem alt det Vand. Vi kom dog alle godt hen til Bestemmelsesstedet. Det første jeg saa var en død Soldat som laa paa en Bænk, han havde faaet et Skud gennem Hovedet. Min Hule var endnu under Vand, saa jeg maate strax faa Pumpen i Bevægelse. I Skyttegraven stod Vandet ogsaa endnu højt. Har i Nat ingen Tjeneste.
(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Oversvømmet skyttegrav, postkort afsendt af soldat ved Füsilier-Regiment Nr. 86 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Det indre af dobbelthallen Toska, Tønder Zeppelinbase (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Det nybyggede luftskib L18 ankommer under kommando af Max Dietrich til Tønder, og får som det første luftskib plads i den netop færdigbyggede dobbelthal Toska.
Luftskibet fløj sin første tur 3. november og indgik tre dage efter i marinen. Det blev bygget på værftet i Löwenthal og har en længde på 163,5 m langt, er 18,7 m bredt og har en topfarten på knap 100 km/t.
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
16. Novbr.
Brev fra Paul. Han er nu flyttet til et andet Lazaret, er blevet renset og skriver meget tilfreds med Forholdene, tænk at være vasket, faaet rent Tøj, blevet af med Utøjet og faar en god Forplejning.
Tante Christiane har i Dag faaet et Brev fra Kai, hvori han taler om de danske Sønderjyder. Det er blevet rettet af Censuren med blaa Blyant til »tyske Soldater« og »danske Sønderjyder« streget over. Her har man da Bevis paa, med hvilken Nøjagtighed Censuren læser Brevene.
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
13. Novbr.
Nu er det meget vanskeligt at komme over Grænsen, de har nægtet Fru Outzen Pas til Kolding, hun maa give Ansøgning ind om det, motivere det med, at hun skal ned at tale med sin Svigerfader om Forretninger, hendes Mand er nu i Bryssel, har været ti Dage i Skyttegravene og haft det strengt og set meget.
Under kommando af Max Valentiner passerer U38 gennem Otranto Strædet ind i Adriaterhavet:
Det må have været på rejsens 30. dag, at jeg sejlede gennem Otranto Strædet. Aftenen trak de første violette tråde, da jeg så skibe. En, to, en hel kæde i grupper: den britiske bevogtning. Jeg kendte disse kæder: Armerede fiskebåde.
Det skulle ikke være nogen stor sag at snige mig forbi dem. Hvor længe kunne det vel vare før natten lå tungt over havet? Så ændrede en af grupperne kurs. Jeg blev nødt til at dykke. Man havde helt sikkert opdaget mig.
Under mit forsøg på at trænge gennem kæden var jeg sejlet mod øst. De kunne altså ikke vide, om jeg ville ind eller ud ad strædet. De tog fejl, de troede jeg ville ud i Middelhavet. De enkelte både var uden tvivl forbundet med net til at fange ubåde med. Gennem periskopet kunne jeg se, hvordan de dannede formation. Med stor fart sejlede jeg forbi dem, og kunne allerede efter en time dykke ud.
(Fra Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 114-5.)
J.N. Jensen var journalist ved Flensborg Avis, og blev ved krigens begyndelse indkaldt til en ammunitionskolonne. I efteråret 1915 befandt han sig ved 111. Infanteridivision bag fronten sydøst for Arras.
8. Novb. 1915.
Min Kære Ellen! I Dag fik jeg Brevet uden Brev, Tak for det. Du faar bare en lille Hilsen.
I Gaar var det atter godt Flyvervejr, og sa var de da ret i Gang igen. En fransk Dobbeltdækker stødte sammen med en tysk Dobbletdækker, de bearbejdede naturligvis hinanden med Maskingevær, vor maatte lande, den ene Officer havde faaet et lettere Knæsaar, Kuglen var dog ude, Maskinen havde lidt noget. Den anden kastede endnu et Par Brandbomber for at faa Apparatet ødelagt, men det lykkedes ikke. Da der kom for mange Geværer maatte Franksmændene tage bort, de var ellers ikke ængstelige.
– I disse Dage, har vi stor Appel med alt vort Kram, paa Fredag beses det af Kolonnekommandøren og næste Mandag af Divisionskommandøren, jeg haaber, det saa forbi. Alt bogføres naturligvis i stor Stil.
– I Dag er en Korporal blevet afkommanderet til Skansearbejde i tre Uger, mens maa jeg saa have Delingen, ”æ Zug”, det bryder jeg mig ikke saa meget om.
Min Pige faar kærlige Hilsner
din Jens.
(Brevet findes i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Under kommando af Max Valentiner passerer U38 strædet ved Sicilien. Undervejs sænkes den fransk damper “France” (4.052 BRT.) og den Italiensk passagerdamper “Ancona” (8.210 BRT) på vej til New York torpederes. Flere end 200 mister livet, her i blandt flere amerikanske statsborgere, og sænkningen fører til kraftige amerikanske protester.
Under kommando af Max Valentiner stopper U38 mellem Algier og Bizerta en amerikansk og en dansk damper, da begge er tilhører neutrale nationer og ikke sejler med krigskontrabande får de begge lov til at sejle videre.
Så heldig er to italienske skibe ikke, briggen “Elisa Francesca” (208 BRT) og damperen “Ticino” (3.897 BRT.) sænkes begge. Samme skæbne overgår også den engelsk damper “Glenmoor” (3.075 BRT.) og den fransk damper “Yser” (3.545 BRT.), det beslaglagt tysk skib “Dacia”.
Under kommando af Max Valentiner forsøger U38 med signal og varselsskud at stoppe den bevæbnede engelsk damper “Woodfield” (3.584 BRT). Damperen forsøger at stikke af og afgiver ild med en let hækkanon. U38 besvarer ilden og efter flere træffere stopper damperen og besætningen går i bådene. Den bliver derefter sænket med en torpedo og granatild.
Samme dag stoppes den japansk damper “Yasukuni Maru” (5.118 BRT), de franske dampere “Dahra” (2.127 BRT), “Le Calvados” (1.658 BRT) og “Sidi Ferruch” (2.537 BRT), den Italiensk damper “Ionio” (1.816 BRT) og endnu en engelsk damper “Buresk” (3.673 BRT.). De sænkes alle med ubådens kanon efter besætningerne er gået fra borde.
Et lazaretskib der har taget besætningen fra “Buresk” ombord bliver undersøgt og får lov til at sejle videre. Senere forfølger man en stor bevæbnet damper, men opgiver da den har for stor ildkraft.
Efter to ugers stormfuld sejllads fra Helgoland nord om Storbritannien passerer U38 under kommando af Max Valentiner gennem det snævre stræde ved Gibraltar ind i Middelhavet.
Byggeriet af et gasværk på den sydøstlige del af Zeppelinbasen ca. 500 m fra basens øvrige bygninger påbegyndes. Gasværket skal gøre basen selvforsynende med brint, der indtil videre bringes frem med jernbane i tankvogne. Fuldt udbygget får værket en daglig kapacitet på 10.000 m3 brint og lagerkapacitet på 33.000 m3.
Den 10. november bragte Flensborg Avis et feltbrev fra en af deres indkaldte journalister. Han havde den 26. oktober oplevet en luftkamp mellem en britisk og franskmaskine syd for Arras.
En Flyverkamp. Frankrig, i Oktober. Der er stadig intet at bestille for Flyverne, hed det engang imellem, og det var ikke saa mærkeligt, at de blev savnede, for de hører med til Hverdagsbilledet. Sagen var den, at det Dag efter Dag stadig var Taage, tyk Taage, saa man kunde fristes til at prøve paa, om den lod sig skære i Terninger. Flyverne kunde rolig tage sig et Hvil, for dem var der intet at udrette.
Taagen laa stadig over Landet; men ved Middagstid brød Solen igennem en Stund. Et stærkt Vindpust skar Revner i den; man mærkede, der vilde indtræde en Forandring. Vindpustene øgedes, det blev haard Blæst fra Nord, den kom med Kulde, skarp og bidende.Franskmanden sagde: Dette her kommer fra Tyskland og Rusland, og det var vel rimeligt.
Løvet paa Træerne havde bevaret sig helt vel, det var grønt, kun her og der isprængt med gullige Blade; men Kulden, der nu kom, sved paa det. Det blev til Regn og Rusk, et rigtigt Efteraarsvejr. Vejene sejlede, og Blæsten rystede Laderne; men det varede bare een Nat. Næste Morgen var det høj Luft, klar blaa Himmel, men stadig strid, kold Blæst.
Midt paa Formiddagen hed det: Ja, nu er Flyverne der igen! De Folk hviler da ikke længere end højst nødvendigt; at de nu tør gaa saa højt til Vejrs med den Vind!
Det var en fransk Dobbeltdækker, der var gaaet op. Nu var der gaaet Dage, hvor man intet Spejdertogt havde kunnet foretage. Tiden maatte udnyttes, og de to Mænd styrede roligt deres Vej gennem Luften. Sikkert brugte de Øjnene godt, det var jo derfor, de var oppe. Men om de netop blev va´r, at en tysk „Due”, flink og væver, skød til Vejrs, med een Officer, der ligesom de kun havde ærgret sig i Dage over den evige tykke Luft, er ikke oplyst.
Duen steg højt op; den var kun at skimte som en liden Prik. Maskinen arbejdede godt; snart var Duen i stor Højde lige over Dobbeltdækkeren. I et Nu lod den sig dumpe ned i Højde med de franske Flyvere, og et Sekund senere forkyndte Maskingeværernes hurtige Tatatata, at Kampen mellem Flyverne var i Gang.
Tysk Fokker Eindecker angriber britisk flyvemaskine. Udsnit af postkort (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
I lange Kurver kredser man om hinanden. Trods Vejr og Vind manøvrerer man godt; man stiger og daler og kredser paa ny, alt imens man lader Maskingeværerne arbejde, Kuglerne sprøjtes ud i Massevis i faa Sekunder. Et Øjeblik ser det ud, som de kan tørne sammen, men i næste Øjeblik er de igen hinanden paa Afstand. Enhver søger at finde Modstanderens ømmeste Punkt. Det er øjensynligt, at den lette Due klarer sig bedst i denne Bind; den vender sig rappere, hvor den store Maskine maa have baade mere Plads og mere Tid.
De kæmpende er imens stadig komne Jorden nærmere, Lyden bliver saa tydelig, at manges Øjne rettes imod de kæmpende; de følges med spændt Opmærksomhed.
Mens Sekunderne gaar, spørges der: Hvem bliver Sejrherre? eller gaar det bare som saa ofte, at de skyder paa hinanden for saa at fjerne sig, uden at noget virkeligt Resultat opnaas? Men paa een Gang hedder det: Franskmanden gaar ned! Paa en aaben Mark under gode Forhold foretog Dobbeltdækkeren en rask og glat Landing.
Duen var Jorden nær, men gav sig Tid og svævede stadig i ikke ret stor Afstand af den landede tæt hen over Jorden. Den vilde vel sikre sig. Landingen var maaske kun et Kneb, en fin Manøvre. Man vilde maaske bare gør sig rede til en kort Kamp paa fast Grund og saa ilsomt tage bort; Landingen havde maaske slet ikke været nødvendig.
— Vejen fri! lød Raabet. Gendarmeriet kom sprængende frem for om muligt at optage en Forfølgelse, og for at kunne yde hurtig Hjælp om fornødent. Fra alle Kanter kom der nu Folk til; nogle var til Hest, andre til Fods, andre igen fusede frem i Avtomobil. De to Flyvere, der var landede, havde intet Valg; de maatte overgive sig. Duen landede, og dens Fører — der nu havde hentet det Flyvetøj ned — tog sit Bytte i Eje.
Det viste sig, at det var to Englændere, der var gaaede op i en smuk og kraftig Dobbeltdækker. Den ene stod usaaret, den anden var bleven ramt af flere Kugler. Men alt imens Maskinen slog sine Kurver i Luften, forbandt han sig selv. Det var ikke hans Saar, der havde faaet dem til at lande, men saa blev Benzinbeholderen skudt itu, og da havde de kun Valget mellem at lande hurtigt eller ogsaa at falde ned.
En Læge var til Stede; den saarede kunde straks faa en ny og bedre Forbinding. Det viste sig, at den ene Arm havde flere Saar, og Tommelfingeren var slemt medtaget. Da der ingen Udsigter var til, at den stod til at redde, skar den saarede selv, mens Armen blev forbunden, med et rask Snit Fingeren af oven over det første Led; saa kunde Stumpen blive forbunden med det samme.
Paa fransk Side blev det ikke længe nogen Hemmelighed, hvad der var blevet af de to. Thi inden en tililende Motorvogn kunde bringe de to Fanger bort, kredsede en anden fransk Flyver over Pladsen. Sejrherren saa noget bedrøvet paa sin Maskine,der nemlig heller ikke vilde lystre længere, mens han sagde: Ja, havde du bare været i Orden, saa vilde jeg med det samme have prøvet et Forsøg paa ogsaa at hente Spejderen ned deroppe.
Det er ikke smaa Krav, der stilles til en Flyver; den Bestilling kræver sin Mand. Her maa Mænd til med Mod i Bryst, med klart Hoved og kolde, stærke Nerver. Er dette nødvendigt i al Almindelighed, saa paakræves det tifold under en Kamp, hvor den mindste Blottelse kan betyde Fald fra en svimlende Højde. Derfor ser alle med Beundring paa de Mænd, der stolt gaar deres Vej i de høje Regioner til Trods for springende Granater til alle Sider. Hvor farligt det kan være med Flyverne over sig, har Krigen belært de fleste om, og dog vil kun den, der er aandeligt underernæret, bruge Skældsord om Fjenden, der er paa Flyvertogt, thi ingen kan nægte Manden, der saa dristigt selv vover Liv og Lemmer, sin Agtelse og Beundring.
Enkefru Røgind var på sommerbesøg hos sin broder på Damager, Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for ikke at vende tilbage til København, men at blive i Sønderjylland. Gennem hele krigen førte hun dagbog om sin hverdag i Haderslev.
24. Oktbr.
Fader fortalte, at den unge Späht, Frees og nogle andre havde siddet i Centralhotellet og drukket en Øl og snakket om Forretninger paa dansk. Späth, der er hjemme paa Orlov og i Uniform, rejste sig naturligvis og gjorde Honnør, da nogle Officerer gik forbi deres Bord; den ene lyttede lidt og kaldte ham saa til Side: »Sie sprechen Dänisch«? »Ja, es sind geschäftliche Sachen«. »Wenn Sie Dänisch sprechen wollen, so wählen Sie einen anderen Platz, hier wird nur Deutsch gesprochen. Abtreten.«
Ja det er nydelige Forhold. Den yngste Christiansen, som har ligget her paa Kasernen, fortalte, at det var strengt forbudt at tale sammen paa dansk, men til at fylde deres Skyttegrave duer de danske Nordslesvigere, til at kæmpe og desværre — dø..
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
22. Oktbr.
Meddelelse fra Peter Petersen [tidligere Kusk paa Damager] om Hanses Død. Jeg er meget bedrøvet. Lille Hans, at han skulde dø og begraves i Rusland. Hele i Fjor Vinter laa han i Skyttegravene i Frankrig og skrev altid saa fornøjet, saa blev han syg, kom paa Lazaret, derfra har han skrevet og saa sendte han et Kort fra Rusland, og det er længe siden, men vi kunde intet sende ham, da Trafikken var standset, de tog ikke mod Pakker her. Han var en af de lovende unge danske herfra. Nu synes jeg, vi kunde have sendt ham langt mere.
— Blev telefoneret i Dag fra Raadhuset med Forespørgsel om mig; jeg tænker mig, de vilde være alle overflødige Spisere kvit, saa jeg kan vel vente min Udvisningsordre. Paa en Maade vil jeg gærne hjem, paa en anden Maade gruer jeg for at være borte, hvis her hænder noget. Og det hele tilspidser sig mere og mere.
Allerede fra gammel Tid veed man, at Krigen ikke blot slaar sine Saar, men ogsaa har Sygdom i sit Følge, skriver Or. J. i »Nationaltidende«, og han fortsætter: Frygtelige Epidemier af forskellige Farsoter vandrede tidligere i Krigens Fodspor, og mange flere Mennesker døde af Sygdomme end af Saar.
Den nuværende Krig har imidlertid vendt op og ned paa dette som paa saa mange andre Forhold. Hygiejnens og Lægekunstens høje Stade har dæmmet op for Epidemierne, som ikke rigtig synes at have faaet fat noget Sted; men til Gengæld har den moderne Teknik frembragt Mordvaaben af en hidtil ukendt Virkning, der fylder Valpladserne med Dynger af Lig og Lazaretterne med navnløse Rædsler.
Aldrig nogen Sinde tidligere har Lægerne haft Lejlighed til at gøre saa rige Erfaringer som nu, hvor Millionhære kæmper mod hinanden; men man undres over, at de overhovedet har Tid til at beskæftige sig med andet end at behandle og lindre de syge og saarede. Man skulde tro, at dette Arbejde maatte fylde dem helt, men ikke des mindre faar de Stunder til at tale og skrive og debattere Sager, som skulde synes af ret underordnet Betydning. Som nu for Eksempel Tyskerne, der benytter Krigens usædvanlige Forhold til at samle Erfaringer angaaende Spørgsmaalet om den seksuelle Afholdenhed. I Tusindvis af Spørgeskemaer har de sendt ud til Mændene i Skyttegravene —som imidlertid har vist den sunde Sans at undlade at svare paa de 27 mere eller mindre næsvise Spørgsmaal, der rettes til dem. De 150 Svar, der er indkomne, vidner ganske smukt om, at Soldaterne har andet at tænke paa, naar de daglig har Døden for Øje.
Af langt større Interesse er derimod Lægernes Iagttagelse med Hensyn til Krigens Evne til at fremkalde særlige Sygdomme eller paatrykke de sygelige Tilstande et særligt Præg. Det vilde jo ikke være saa underligt, om Organismen reagerede anderledes paa Sygdom under de mange usædvanlige Forhold, Feltlivet fører med sig: svære legemlige Strabadser og Afsavn, psykisk Uro og Anspændelse ved den bestandige Fare, Synet af de mange Rædsler og Ulykker og Tanken paa dem derhjemme, forandret og ofte mangelfuld Kost og den fuldstændigt ændrede Levevis.
Hver paa sin Vis kan alle disse Forhold bidrage til at svække Organismens Modstandskraft, og man kan da ogsaa i de fremmede medicinske Tidsskrifter læse om, hvorledes Krigen har gjort sin Indflydelse gældende paa adskillige Sygdommes Forløb. Tyske Læger iagttog saaledes en Mængde ganske lette Tilfælde af Dysenteri (Blodgang), som under normale Forhold sikkert vilde være helbredte, men som nu endte med Døden, fordi Soldaterne ikke havde Kraft til at staa dem igennem. Og det var slet ikke legemlig Udmattelse, der var Skyld i Sygdommens sørgelige Udgang, men fremfor alt Patienternes sjælelige Tilstand, deres fuldstændige Modløshed og Bekymring.
Samtidig kunne man se et enormt Antal Tyfustilfælde, næsten uden Temperaturstigning og med lidet udprægede Symptomer. Bakteriologiske Undersøgelser viste, at man virkelig stod over for en ægte Tvfusinfektion (ikke Paratyfus); men de tyske Soldater var overordentlig lidt paavirkede af den. I det hele beredte forskellige smitsomme Sygdomme Lægerne mange Overraskelser. Det var, som om Krigen fremkaldte en hel Række Tilfælde, hvis Forløb afveg fra den Type, man var vant til i Fredstid.
En bekendt tysk Læge v. Krehl, hvis Iagttagelser er offentliggjorte af det prøjsiske Krigsministeriums Sanitetsafdeling, beretter mange interessante Ting om Forholdene i Felten.
Angaaende Troppernes Ernæringstilstand fortæller han, at den i Krigens Begyndelse lod en Del tilbage at ønske, sagtens fordi Forplejningen var mangelfuld. I denne Periode var Soldaternes Modstandskraft meget nedsat. Men de tilpassede sig hurtigt til Krigens Forhold, og selv om de magrede en Del af, blev deres Modstandskraft større, saa de bedre taalte Anstrengelser og atter kom lettere over deres Sygdomme.
Med Hensyn til de enkelte Organers Funktion bemærker Forfatteren, at han ikke iagttog noget særlig ejendommeligt vedrørende Lunger,Nyrer, Mave og Tarm. Nogen virkelig Forstyrrelse af Hjertets Virksomhed alene som Følge af muskulære Overanstrengelser saa han heller ikke, men hos Soldater, hvis Hjerter i Forvejen ikke var saa gode, hos Alkoholister, stærke Røgere og nervøse forekom ofte Hjertetilfælde. Nervesmerter, Ischias og akute og kroniske rheumatiske Lidelser i Muskler og Led viste sig fortrinsvis hos Folk, som i Forvejen havde lidt af saadanne Sygdomme, medens de friske og raske unge Folk ikke fik Gigt i Skyttegravene eller i deres Jordhuler.
Stor Interesse helliger v. Krehl Soldaternes sjælelige Tilstand, og han mener at have iagttaget, at adskillige nervøse Tilfælde hidrørte fra sygelige Forandringer i Skjoldbruskkirtlen, baade hos Folk, som før havde frembrudt Symptomer afhængige af denne Kirtel, og hos Soldater, som først under Krigen var begyndt at lide af nervøse Forstyrrelser (Hjertebanken, hurtig Puls, Aandenød osv.), der kunde henføres til Skjoldbruskkirtlen.
Efter hans Mening er alle Organerog deres Funktioner afhængige af psykiske Indvirkninger, og under Krigen træder Viljens og Stemningens Indflydelse paa hele Organismen og dens Ydedygtighed særlig stærkt frem. Han priser i høje Toner den tyske Soldat, der trods det største legemlige Slid og Mangel paa Føde og Søvn udfolder en Tapperhed og Energi uden Lige. Og han fremhæver Tyskernes »overordentlige sjælelige og legemlige Modstandskraft« som Grund til, at psykisk betingede Sygdomme trods alt er saa sjældne blandt de tyske Tropper i»denne overordentlige Tid«. I øvrigt kommer han ikke nærmere ind paa Spørgsmaalet »Krig og Sindssygdom«, som saa mange andre Forfattere har beskæftiget sig med. Dog fremhæver han, at virkelig Hysteri er en temmelig sjælden Sygdom, medens andre har peget paa, at hysteriske Tilfælde med Søvnløshed, Angst og andre sjælelige Symptomer, som er stærkt farvede af Krigen, fremkommer ret hyppigt, ligesom Krigen med dens legemlige og sjælelige strabadser kan bringe slumrende Anlæg til Sindssygdom til Udbrud.
Alt i alt maa man vist sige, af Krigen ikke fremkalder nye Sygdomme, som man ikke har kendt tidligere, men at den paa mange Maader særpræger de sygelige Tilstande. er sikkert nok. Og efter alles Mening spiller Krigens sjælelige Indflydelse en særlig stor Rolle for adskillige
Under kommando af Max Valentiner forlader U38 Helgoland med kurs mod den østrig-ungarske flådebase Cattaro (i dag Kotor, Montenegro) ved Adriaterhavet.
Kaptajn Conrad Sörensen, der er født og opvokset i Flensborg, modtager ordre om at samle en besætning og begynde forberedelserne til en endnu et togt til de tyske besiddelser i Østafrika med våben og ammunition. Hjælpekrydseren “Marie” skal camoufleres som et nordisk handelsskib, og de enkelte besætningsmedlemmer skal derfor kunne et af de skandinaviske sprog. Besætningen kommer derfor overvejende til at bestå af søfolk med rødder i Nordslesvig:
Styrmand Christian Schmidt, født i Slesvig
Styrmand Jürgen Holm, født i Rangstrup
Styrmand Carl Iversen, født i Gråsten
Maskinist Hans Hinrichsen, født i Kollund
Maskinist Zilo Sørensen, født i Nyborg
Maskinist Hans Hansen, født i Ulderup
Overmatros Thomas Thomsen, født i Købingsmark
Overmatros Jørgen Spanger, født i Bækken
Overmatros Nis Jacobsen, Anslet ved Haderslev
Overmatros Peter Christensen, født i Sønderby
Marinesoldat Johannes Jensen, født i Flensborg
Telegrafist Friedrich Christiansen, født i Åbenrå
Telegrafist Niels Abild, født i Osterslottfeld
Torpedofyrbøder Hans Lorenzen, født i Flensborg
Fyrbøder Andreas Abrahamsen, født i Åbenrå
Fyrbøder Mathias Stöcker, født i Lille Jyndevad
Fyrbøder Carl Kunz, født i Bovrup
Fyrbøder Martin Toft, født i Åbenrå
Fyrbøder Lauritz Christensen, født i Sønderborg
Fyrbøder Marius Schröder, født i Kiel-Ellebeck
Fyrbøder Hans Hansen, født i Skodbøl
Fyrbøder Knud Knudsen, født i Rødekro
Matros Johannes Maskov, født i Flensborg
Matros Johannes Tram, født i Flensborg
Matros Peter Jensen, født Störtum
Matros Fritz Greve, født i Flensborg
Peter Andresen, fødte i Egensund
Listen efter Harboe Kardel: Schleswig-Holsteiner im Weltkrieg, 1933, s. 132-3
Krigen har lært os, at man kan leve bedre, sundere og for alting billigere uden Kødspiser. Ligesom det er blevet en Nødvendighed at fremstille Smør af Planter (som Kokus, Palme og Nødder), saaledes er det ogsaa blevet en Nødvendighed at fremstille andre Næringsmidler af Planter, som kan erstatte den saa kære Kødspise, der nu under Krigen er bleven saa dyr, og som dog i Grunden er et nervepiskende Middel, der i Næringsværdi staar langt tilbage for vegetariske Produkter, som i Smag og Udseende ligner Kød. Jeg, der i Aaringer har levet vegetarisk og derigennem har faaet ny Kraft og Energi og navnlig kan holde Urinsyredannelsen og Gigten i Skak, kan ikke noksom anbefale denne Levemaade for sunde og syge Mennesker. Et større Aktieselskab nede i Tyskland, som har 80 Sanatorier Verden over og kalder sig „Den tyske Forening for Sundhedsplejen”, har paa min Foranledning og i almen Interesse overdraget mig Udsalget af disse vegetariske Produkter, Jeg beder herved Tønder og Omegns Publikum uden Købetvang at tage denne Forretning, Vestergade 35, i Øjesyn, for at se og erfare, hvorledes en Vegetar lever. K. Oksen, Homøopat, Tønder, Banegaardsgade8 . TeL 31
Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60.
Brev 6. oktober 1915, Nova-Alkesandrovsk (russisk), Nowo Alexandrowsk (tysk)
Min søde Pige!
I morges fik jeg dit brev fra den 27. september, altså otte dage undervejs. Det går bedre som pakkerne, de er ikke komne endnu. Hver dag kommer otte autoer, men kan ikke skaffe det hele, her er for meget militær.
Ja mine kære, vi oplever heller ikke noget i denne tid, forfærdelig langvejlig. Vore kvarterer må vi så lidt som mulig forlade, noget at bestille har vi ikke. Deraf ser I jo også, at jeg fordriver min tid med at tegne.
Byen er nu ren fra ende til anden. Enhver har gjort sit kvarter ren både inde og ude, og gaderne alle er forsynede med tyske navne. Vor er jo Gartenstrasse, så har vi Hindenburgstrasse, Rigastrasse, Marktstrasse, Krummestrasse osv. Telegraf og telefon bliver anlagt, nye veje og baner afstukne, badeanstalter og luseovne byggede, nye brønde gravede. Det sidste er en hovedbetingelse her, for vandet har været meget dårligt og forårsaget sygdom.
Lille Kai tvivler, at fader tænker på eder. O I kære, hvad andet har man at tænke på? skulle det ikke være på dem, man har så kær, da ved jeg ikke, hvad man levede for. Du skriver min søde Basse, vinteren står for døren, og vil der blive arbejde for mig denne vinter? ellers bliver det sidste værre som det første. Jeg har aldrig været så sund på legeme og sjæl som nu, og ser rolig en vinter i møde. Men se eder før vinter, det ville jeg gerne! […]
Du har sendt flæsk, det er jeg glad for. Det er jo også dyrt. Kall fik en hel prisfortegnelse over alt fra hans kone, det er jo uhyggelige priser I betaler. P. Kruse skal stille, skader ikke, han er sundere som mange her. Der er nok endnu, der kan komme med. Vore sidste kampe i Frankrig har kostet os store ofre. […]
Vi venter de store motorbatterier hertil for ret at beskyde Dünaburg. Det må være en slem kammerat at tage, ellers var vi borte herfra og på vej dertil. På lazaretterne er der ikke mange mere. Der har jo ingen slag været i den sidste tid. Vi er ved at klemme russen sammen og tvinge ham til angreb. Således ser sagen ud for øjeblikket. Min søde kære Basse og børn, I kan tro, at imellem længes jeg meget, men vi er jo så mange om det, det hjælper.
Nu vil jeg vente med at slutte brevet til i aften, kanske er der da mere post.
Aften kl. 7 vi har lige fået kartofler med salt og kakao. Der er ingen der har fettigkeiten mere. Nu skal jeg have brevet af sted, der var ingen post i aftes, så kommer det nok i morgen. Da skal vi alle ud på marken og i haverne at avle kartofler, hvidkål, kålrabi o.s.v. Vi bliver efter alt at dømme længere tid her. Mere i morgen aften. Nu de kærligste hilsener til fader, kys til børnene, men du min skat vær kysset og favnet tusindfold af din elskende Iver
Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36.
Vailly d. 5. 10. 1915.
Kære Allesammen!
Takker mange Gange for Eders kære Breve og Pakkerne med Marmelade og Kiks. Postsagerne maa være bleven holdt tilbage for jeg fik 2 Breve, Pakkerne og 3 Aviser på een Gang, men Hovedsagen er jo at jeg har faaet det.
Sidste Nat er vi så rykket i Stilling. Skyttegraven går lige uden om den lille smukke Stad Vailly og langs ad Aisnens Bred. Aisnen er ca. 70-90 mtr. bred her. Vi har Forposter opstillede ovre på den anden Side også. Stillingen lader ellers til at være temelig rolig.
Tomme Kasser er det os forbudt at sende, Dåserne derimod må vi nok sende hjem. Men nu har jeg smidt nogle væk, da jeg ikke godt kunde få dem med ved den megen Omflytten.
Jeg seer af Eders kære Brev at I nu ogsaa har seet en Skyttegrav og jeg vil nok tro at I nu har den rigtige Forestilling derom. Jeg kan jo nok forestille mig hvor mange der, når de går derigennem i smukt Vejr (for i dårligt Vejr kommer der naturligvis ingen) synes at det er jo slet ikke så slemt. Den er vist ogsaa bedre udbygget som vores da den vist ikke er bleven anlagt i Nattens Mulm og Mørke og så i stadig Angst for at gøre den mindste Larm. Vand står der vist heller ikke i den så man knapt kan bunde det i Støvlerne. Når det har regnet stærkt så bliver Sandet der jo da heller aldrig saa fedtet som Frankrigs fede Jordleer. Du skriver, lille Didde, at hvis Du var der, vilde Du aldrig forlade Unterstanden eller Dækningen. Nej, det vilde vi jo heller ikke hvis vi ikke skulde. Men vi skal stå vore bestemte Timer i Graven enten det så regner med Vand eller Bly og hvis een forlader sin Post her foran Fjenden – ja, det er også Døden! Så er heller ingen Dækning absolut sikker, træffer en svær Granat lige over, er der ikke mange der holder, og hvor der kastes Miner og de træffer godt, er der intet der holder. Så, fraset at man der ikke skal see sine Kammerater både døde og sårede og selv stadig med Døden for Øje. Men de bliver vist ikke anlagte uden Grund. Jeg tænker for at I derhjemme ikke skal have alt for slemme Forestillinger om hvorledes det er herude. Og for hvem der er så let troende kan det jo være godt nok.
– Her sender jeg et lille Billede, så I også kan see at vi også har lyse Timer her. Rigtignok, hvis Franskm. anede at vi var der så nær inde på dem, så skulde de jo nok forstyrre os den også. Det et taget på den Unteroffiziersposten vi var på i Courtil. Der i Krattet havde vi lavet os et lille Lysthus som I seer her. Unterofz. jeg sidder ved har taget Billedet (eller rettere med hans Apparat) og har også taget de andre I har faaet. Marius sidder ved min højre Side. Ordene skal sige “Liebest des Unteroffizierspostens 1. an der Aisne.” Når man seer dette Billede skulde man ikke tro at det er taget midt imellem den fjendtlige og hvor Skyttegrav, men som sagt, Franskm. havde ingen Anelse om at vi var der.
Nu de kærligste Hilsener Eders Thyge.
Thyge Thygesen på vestfronten, efteråret 1915.
(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)
Tysk revolver Modell 1879 også kaldet Reichsrevolver M1879, fabrikant V.C. Schilling & C.G. Haenel, kaliber 10,6 mm.
Revolveren har tilhørt arkitekt Dall, Sønderborg, der bar den under felttoget i Litauen under Første Verdenskrig. Revolveren var den første den tyske hær indførte, og allerede før Første Verdenskrigs udbrud blev den anset for udtidssvarende. Mobiliseringen medførte dog en akut mangel på håndvåben, og den blev derfor givet til soldater, der ikke tilhørte egentlige kampenheder som eksempelvis chauffører og sanitetsfolk.
Reichsrevolver Modell 1879 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)Reichsrevolver Modell 1879 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.
(forsat) Den 2. Okt. hen paa eftermiddagen fik bataillonen ordre til at rykke fra Petit-Vimy ud i forreste stilling; jeg maate forlade min hule under banelinjen og gaa med. Det gik glat nok til at begynde med, jeg sad 1½ time i anden hule lige ved bjergværket i Petit-Vimy, og ved mørkets komme naaede jeg ad en hulvej og over nogle grønne marker op til la Folieskoven. Der ventede hele bataillonen paa, hvad vej den skulde gaa videre. Bataillonskommandøren Deichmann sad inde i en telefondækning sammen med en anden officer. Ud forved den stod et par bænke i et slags lysthus, der satte jeg mig sammen med 3 unge officerer og en bataillons-ordonnans Sommer. Et kompagni laa rundt om os ned ad skraaningen paa den aabne mark, første kompagni et hundrede meter længere sydpaa i skovbrynet og de to andre kompagnier lidt længere mod nord, til dels inde i skoven. Der var ikke andet at gøre end at vente og fordrive tiden, til vor vejviser kom.
Vi sad og repeterede nogle vers af Frank Wedekind. ”Jeg har min tante nedslagtet”. Ved fælles hjælp lykkedes det os oppe paa bænken ved skovbrynet at sætte hele digtet sammen. Saa gik den tid, det gjaldt altid at tænke paa noget, der ikke havde med krig og fare at gøre. Vi lage næppe mærke til, at kaptajn Deichmann lod give lyssignaler til en anden troppedel; men englænderne maa have set det oppe paa Loretto. Der lød et brag, og vi kunde høre skrapnellerne rasle ned i grenene. Der kom flere, men hvad skulde vi gøre; vi blev ved at tale om tysk lyrik, om Börries von Münchhausen. – Saa hørte jeg pludseligt ikke mere, der laa noget tungt over mit bryst og min højre skulder gjorde ondt. Der lød jamren rundt om. Jeg fik mine fødder gjort fri for jord og skubbet det bort, der laa paa mit bryst. Det var en af de officerer, der kort i forvejen sad ved siden af mig, han havde faaet højre Knæ knust. En 75 mm g[r]anat var slaaet ned midt imellem os, havde kastet en del af skrænten ned over os, ødelagt telefondækningen, havde dræbt 2 mand og saaret 11. De tre officerer paa bænkene var haardt saaret, kun ordonnansen uskadt. Jeg var ganske fortumlet, men fattede dog, at det var min pligt som læge at hjælpe. Det første, jeg sansede, var en røst, der kaldte paa mig, paa dansk: ”Thomsen, kære Thomsen, hjælp mig! Hjælp mig først, vi er da begge fra Skærbæk.” Men der var ikke stor hjælp; Peter Hansen Schmidt havde faaet venstre nyre revet ud, han døde 2 dage senere paa et lasaret i Douai.
Det kneb med at foretage de nødvendige morfinindsprøjtninger, haanden rystede; men Brag kom løbende tværs over marken henne fra første kompagni. Han tog haand i med, og vi blev færdige med vort arbejde. Kaptajn Deichmann kom hen til mig og spurgte, hvorledes det var gaaet. Jeg vidste slet ikke af, at jeg stod og gav forklaring paa dansk, før jeg opdagede, at han ikke forstod mig. Jeg havde kun den ene tanke at skaffe de saarede bort og saa selv at komme bort fra ”La Folie”. Jeg løb haand i haand med den ordonnans, der havde siddet lige over for mig, ned ad bakken til Petit-Vimy. Vi faldt i granathuller, vi kastede os med vilje ned i dem, naar vi hørte en granat komme, vi løb for livet.
Da jeg kom ned i ambulancen i en kælder i Petit-Vimy, hørte jeg endnu kanonaden, den blev uophørligt ved at lyde for mine øren i lange tider, min højre trommehinde var bristet. Jeg maatte lade mig afløse og gik i løbet af natten tilbage til Acheville, ad hvad vej ved jeg ikke. Jeg husker grant enkeltheder i den døde by Vimy, jeg kom igennem, jeg synes, jeg har staaet den nat ved et bjergværk, jeg ved ikke hvor – jeg brugte 6 timer til at gaa 5 km, og da jeg kom til Acheville, lagde jeg mig hen og sov et helt døgn. Først om morgenen, den 4 oktober, da jeg blev vækket af min oppasser, der havde troet, at jeg var død, opdagede jeg, at jeg havde faaet en granatsplint i højre skulder og var blodig helt ned ad højre side. Den gjorde mig dog ingen fortræd; men fra den dag af tilbragte jeg i mange uger flere timer daglig med at græde, før jeg atter fik mit nervesystem i nogenlunde orden.
H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.
(forsat) Næste dag laa bataillonen atter bag banedæmningen ved Vimy, jeg selvtredje gravet ind i jorden.
I løbet af dagen blev bataillonen sendt frem til landsbyen Petit-Vimy, der laa paa begge sider af landevejen Lens-Arras, opvokset rundt om en bjergværksskakt lige nordfor Vimy by. Denne havde haft 3000 indbyggere, før krigen kom, nu laa den øde og forladt. Husene var gennemskudte, teglstenene var raslet ned af tagene, paa gaderne kunde man ikke færdes. De holdtes under ild og bestod af granathul ved granathul; det saa jeg dog ikke endnu, jeg var kun en enkelt gang fremme i Petit-Vimy. Ellers holdt jeg mig i min Jordhule inde under banelinjen, undtagen naar jeg skulde ud at forbinde saarede. Jeg slap den dag med at blive kastet omkuld af lufttrykket fra en granat, netop da jeg var i færd med atter at smutte ind i mit skjul.
En af mine sanitetssoldater Johannes Jensen fra Raad ved Tønder fik sit trøjeærme flænget af en flyverbombe. ”Desværre gjorde den ikke armen nogen skade”, mente han; vi længtes alle efter et hæderligt saar for at slippe ud af dette. En anden sygebærer havde det held at faa et stort stykke kød revet ud af det ene ben. Aldrig har jeg set et menneske gladere, end han var ved sit ”ekstrafine salonskud”; men oppe i Petit-Vimy var der mange baade døde og saarede. Der gik om natten en hel strøm af syge og saarede ad vejen fra Vimy ind imod Hénin-Liétard og til maalet for enhver soldats længsel i de store lasaretter i Douai. (fortsættes)
Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Han havde hele sommeren deltaget i den tyske fremmarch på østfronten, og var den 20. september ankommet til byen Nowo Alexandrowsk (i dag Zarasai ved den litauisk-lettiske grænse). Ved fronten forsøgte tyskerne at trænge frem til Dünaburg (i dag Daugavpils, Letland), så sanitetskompagnierne havde nok at se til.
Brev 30. september 1915, Nowo Alexandrowsk
Mine kære derhjemme.
Hvorledes jeg egentlig vil forme dette brev, ved jeg næsten ikke, men nu lidt nærmere til sagen. Efter alt at dømme da bliver det nok ikke til jul, at vi bliver færdige. Vi ved jo ikke noget, og må lade Gud råde! Men så ser vi engang sagen fra en anden side, og vil jeg fuldt ud lade eder råde! Der er jo nu bedre forbindelse, og kanske bliver det så bedre. Orlov kan gives til 18 dage (hvis det lykkes). Dog dertil fordres en gesuch fra hjemmet, og have en eller anden grund: salg af ejendommen eller forretningen osv., stemplet af magistraten. Dette er nu kort og godt fattet, og videre vil jeg ikke gå ind derpå. Det tager selvfølgelig lang tid, før sådan noget går gennem alle instanser, så det kan endda ligge efter jul, før det kommer tilbage, hvis det nogensindekommer tilbage. Jeg overlader eder nu fuldt ud at gøre, hvad I synes rigtig!
I aftes fik jeg et brev fra 18. september. Det har været ved pionerene, og kom først i dag. Post har vi ikke fået endnu, men vi er vænnede til tålmodige.
I har lige været i baljen. Hermed et lørdagsaften-kort til børnene. Du skriver, der går en lidt tung tanke gennem mit brev fra den 7. september. Nå ja, altid danser vi jo ikke på roser, men meget har jeg da vist ikke klaget, hvad lille mor! Det går nok, jeg er tykskindet og har lært at tage den med ro, som det er ikke, som det skulle være.
Du har fået en ny hat. Ja, jeg har fået en ny kasket. Den kostede kun at gribe i kassen, så var den betalt. Min var også for “schäbig”. Ellers ingen nyt, kanonaden ved Dünaburg hører vi herfra hele dagen. Der må de hunde sidde morderlig fast.
I dag har jeg haft en gemytlich dag. Vi manglede farver til en vogn, og så fik Kall og jeg, det vil sige med et stemplet papir, tilladelse at rekvirere i alle huse! Det var jo mest nysgerrighed, vi undlod selvfølgelig at gå de steder, hvor der var farver før til sidst. Kl. 5 havde vi troddelparade [undersøgelse for kønssygedomme /red.], her er nemlig mange løse fruentimmere, så det må jo anses for nødvendig af de herrer, som mest bruger dem.
Nu vil jeg altså overlade eder det første skrevne. Fortæl endelig ikke børnene og ingen, knap eder selv, at I ikke bliver skuffede. Og gør ved sagen, hvad I synes, og så til slut mange tusinde kys og hilsener til eder alle I kære i Skolegade 12 fra eders fader Gartenstrasse Nr 0, Nowo Alexandrowsk.
Skulle I indrække urlovsgesuch, da skriv mig straks grunden, for at jeg er med, når jeg bliver spurgt af ritmesteren.
