Alle indlæg af MBN

14. august 1915 – U38: Afhentning af krigsfanger

Under kommando af  Max Valentiner ankommer U38 til den walisiske kyst nær byen Denbigh for at hente de tyske officerer, der vil flygte fra fangelejren Dyfrun Alled. I de følgende nætter forsøger man at få kontakt med de tre krigsfanger, men uden held. Max Valentiner beskriver i sine erindringer forløbet:

Jeg sejlede mod kysten, 50 meter under fyret, der stod på de rå klipper og hvis lysarm gled over himmel og hav. Alle mulige småskibe, vel lodsbåde, sejlede omkring, helt åbenlyst …
“Kan du se noget?”
“Ingenting … intet …”

“Hvis de nu er blevet taget?”
“De skal nok komme …”
Men de kom ikke. Trods vores forhåbninger. Ved daggry lagde jeg mig på havbunden på 40 meters dybde. Om aftenen dykkede jeg ud, lå henover mine kort og studerede dem nøje: Ingen tvivl, jeg lå ubetinget på det aftalte sted. Jeg gik tættere ind på klipperne, der spørgelsesagtigt voksede ind i himmelen foran mig … intet. “Gør dingy´en (vores lille båd) klar”. Jeg undersøgte samvittighedsfuldt hele kystlinjen. “Et lysskær”, meldte en eller anden. Rigtigt derovre, et stykker herfra, et lysskær. Men det var noget langt væk. Desuden var der masser af lys. Vente. Vente. Nu har jeg mistet tålmodigheden. Klokken er et om natten. Alt var mig lige meget. Jeg lod min lyskaster lyne, afsøgte hele skrænten. Så intet andet end revner og klipper — Fyrmesteren må have brudt sit hoved over, hvorfra lyset kom … Morgenen grånede, tågen drev … intet bevægede sig: Vi var kommet forgæves. Svært nedbøjede sejlede vi bort.

[…] Naturligvis kendte de tilfangetagne overhovedet ikke området, de havde ingen kort; alligevel kom de ud til kysten ved Ormes-Head, ja de var nået frem til det aftalte sted ved fyret. Her begik de efter min mening en fejl: I natten 22. til 23. august [Valentiner angiver fejlagtige datoer/red.] lå de alle tre højt oppe på klippen. De lå der og ventede, og det blev dem klart, at de herfra ikke ville kunne se ubåden, måske har de også troet, at ubåden ikke var der. I alle tilfælde var det dem ikke muligt i det tætte mørke at klatre ned til vandet ad de stejler klipper. Det ville have været bedre, hvis de i aftenskumringen havde udsøgt sig et skjul ved klippens fod. De ville da i mørket tydeligt have kunnet se U38´s markante silhouet mod horisonten, for U38 var der, og så tæt at man kunne råbe ud til den. Vores lille dingy lå på dækket og var parat til at hente de tilfangetagne, som vi var overbevist om ville komme.

Det er nemlig almindeligt kendt, at man i mørke nætter højt til vejrs ikke er istand til kan se noget som helst. Således  kan man fra broen på en damper en mørk nat umuligt opdage en angribende ubåd, mens man fra den lave ubåd ganske tydeligt og overraskende kan se damperens skarpe skygge aftegne sig mod horisonten.

Vender vi nu tilbage til fangelejren. Her blev flugten først opdaget næste dag og hensatte englænderne i stor opstandelse. Desværre lykkedes det dem, allerede på tredje dagen at pågribe de undvegne.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 83-84 og 88-89)

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

13. august 1915 – U38: Møde i Det irske Hav

Under kommando af Max Valentiner skal U38 sammen med U27 afhente tyske krigsfanger, der planlægger at bryde ud af deres fangelejr. De to ubåde skal dog først møde hinanden. Valentiner beretter i sine erindringer “Der Schrecken der Meere” om mødet med U27:

Natten for mødet nærmede sig. En nymånenat så mørk, at man ikke kunne se en hånd for sig … “Vi finder aldrig U27” mente Wendelandt. Nej vi ville aldrig finde den, den sejlede naturligvis uden lys lige som os … Mine udkigsposter lå helt fremme, næsten i vandet: Hvis man vil se noget i nætter sorte som et blækhus, så må man så tæt på som muligt … Chancen var forpasset!

“Ubåd til bagbords …” Det var umuligt: Udkigsposterne havde fundet den. Jeg sejlede forsigtigt nærmere. Pludselig hørte jeg en skarp, lys stemme. En glædelig forskrækkelse: min fætter Wegener! Han kom ombord, havde meget at fortælle. […]

Vi overvejede, hvad vi skulle gøre. Jeg mente, at grunden til, at man havde sendt to ubåde, var, at en enkelt af en eller anden grund kunne blive opholdt og komme for sent. To både var egentlig for meget og ville være hinanden i vejen. “Godt”, sagde min fætter, “så sejler jeg igen”.

Herlig afsked …

Havde jeg dog blot beholdt ham hos mig! Så var han måske forblevet i live. Måske havde folkene på hjælpekrydseren “Baralong” så ikke fået ramt på ham.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

 

12. august 1915 – Friedrich Nissen: “… Bajonettet paa Geværet”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, og deltog i sommeren 1915 i den tyske fremmarch på østfronten.

12.8. Min Far har Fødselsdag. Wi sover til Kl. 7, havde saa endnu Tid til at faa mig vasket, det sker jo ikke hver Dag, desværre. Kl. 9 skal vi igen videre, vi gaar over Bahnlinien gennem en Skov. Granaterne kommer os allerede lidt farligt nær og jo længere vi kommer frem desto værre bliver det – særlig da vi gaar over en fri Mark hen til et lille Skovstykke, har Fjenden faaet Øje paa os. Under Gevær- og Schrappnellild gaar vi saa frem, vi naar en nedbrændt By. Jeg for først Opdrag at blive med min Zug som Forstærkning ved denne By. Dækning finder jeg bag et hus, som endnu staar, der kan Gevær- og Schrappnellkuglerne ikke skade. Heldigvis ingen saaret – Kl. 5 Efterm. faar jeg Befaling at rykke frem at udfylde Linien – vi gaar gennem Byen og over en fri Mark til vi naar Skyttegraven, jeg lader gaa 8 Mand af Gangen. Infanteriet beskyder os heftigt, dog heldigvis er det [russiske] Artillerie roligt. Russerne ligger paa en Høj foran Landsbyen.

Vort Artillerie udfolde en rasende Virksomhed, saa jeg ved at vi snart skal storme. I Hast graver vi os ned i Jorden. Faa Minutter forgaar saa løber vi frem mod Fjenden. Jeg løber, saa jeg næsten ikke kan trække Vejret mere, men mit Princip er at komme rask frem, jeg tror ogsaa det er det Sikkerste, da Russerne skyder for højt. Først skyder Russerne meget, men saa efter at vi har stukket Bajonettet paa Geværet og raabt hurra! ser jeg dem vifte med vide duge, et Tegn paa at de vil overgive sig – nu kom vi jo ogsaa temmeligt sikkert frem. Byen bag Russerne brænder saa derfra kan de ingen Forstærkning faa, vi løber, jeg er saa heldig at erobre et Maskingewær ved at være den første i Skyttegraven. Jeg spænder et par Russere for det (det kører paa Hjul) og kører saa tilbage til Divisionen dermed. Generalen gratulerer mig og beder mig give et Glas Øl. Jeg gaar saa tilbage til Kompagniet, som jeg først efter lang Søgen finder nedgravet ved en Skovkant foran en By som ogsaa brænder.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

12. august 1915 – Thyge Thygesen: “… at gå med himmelvendte Øjne”

Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36, der lå ved floden Aisne i Nordfrankrig

Skyttegraven d. 12. 8. 1915.

Kære Allesammen!
Allerførst takker jeg jo for Eders Breve og Pakker. Laver Du selv den dejlige Jordbærmarmelade, lille Mor? Hvor det da er godt at det er bedre med Dit Øje, kære Far.

– De 3 Sidste Nætter og Dage har her været en velsignet Ro – ikke en eneste Mine i al den Tid. Artelleriet har heller ikke skudt så slemt som sædvanlig. Minerne er noget vi har Respekt for. Hvor er det en underlig Følelse nu i 3 Dage og Nætter ikke at høre deres Bragen og ikke have behov at gå med himmelvendte Øjne for muligt at see, hvor de går hen. Så må Eders Soldater nok klage, stå 4 Timer på en fredelig Vagt. Vi står her 2½ Time af Gangen, er der så lidt Røre i Elementerne, kan I tro de er lange. Er vi så afløste og kan gå i Dækning i 2½ Timer igen, ligger vi der og kan ikke falde i Søvn ved de idelige Rystelser. Om Dagen kan det end[d]a gå an, da kan man see dem komme, så gælder det jo om at komme bort i Tide. Om Natten skal vi jo lade Skæbnen råde. Nå, i Morgen Aften bliver vi nok afløste – I kan tro vi er glade for at komme herfra. Skulde Krigen vare så længe, så kan vi ikke komme her før allerhøjst i Novbr. Så den Tid den Sorg.

Du spørger kære Far, hvor Moulin ligger. Det ligger tæt ved Noyon. “Moulin sous Touvent” hedder det egentlig, det er “Møllen for alle Vinde.” Det er lidt længere til højre her for os.

– Jens har jeg heller ikke hørt fra i mange Tider, er han i Segeberg endnu? Hans og Asmus Nissen er så på Rejsen? Fra H. Nissen’s har jeg hele Tiden faaet en Pakke om Måneden så I kommer vel til at gøre Gengæld. Jeg seer af Bladet, at Vognfabrikant Hildebrandt også er død, ja, er det ikke sørgelig!? Det er vel også sagtens Colera.

– – Er Bygget virkelig så småt, kære Far, at Du ikke kan høste det med Maskinen? Er der nu ikke Forskel på det hvor der var Roer og det øverste Stykke? Hvad Rugen, men den kan Mask[inen]. da vel tage? Du skrev Havren stod så godt, den er da ikke gaaet i Leje nu af den megen Regn? Er der nogle Kløver i Udlægshavren? Hvis nu bare Mask[inen]. ikke vil gøre alt for mange Knuder i Aar! – – P. Nielsens Gård skal nu helt sælges. Tror Du der er nogle der vil købe den under disse Forhold? Hvad siger Morbr. Hans dertil? – Hvorledes seer Brakken ud, tror Du nu at Tidslerne er ødelagde? Det kommer jo vist meget an på Ståfens Pløjning!

Nu vil jeg slutte for denne Gang – de kærligste Hilsener til Eder alle Eders Thyge.

 

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)

11. august 1915 – U38: Gennem en netspærring

Under kommando af Max Valentiner sætter U38 kurs mod det Irske Hav, på vejen passerer ubåden omkring 50 fiskefartøjer. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” fortæller Valentiner om episoden:

Det var en herlig morgen, havet spejlblankt og solskin, da jeg nærmede mig det smalleste sted i St. Georg Kanalen. Farvandet er dog stadig så bredt, at man ikke kan se fra den ene kyst til den anden. Foran mig fik jeg øje på en linje af engelske bevogtningsfartøjer, der strakte sig fra horisont til horisont. Fartøjerne lå i en lige linje. Afstanden fra damper til damper udgjorde ca. hundrede meter. Det var temmelig ubehageligt for en ubåd. At passere dem på vandoverfladen var umuligt, da de var bevæbnede og en ubåd er så skrøbelig, at den dårligt kan indlade sig på en ildkamp. At passere under vandet, var heller ikke tilrådeligt, da man måtte antage, at der var udspændt net mellem damperne. Vanddybden var her omkring tres meter. Jeg kom frem til, at det ville være umuligt at udspænde net fra overfladen til bunden. Da det var almindeligt at benytte nettene på stor dybde, antog jeg, at englænderne sandsynligvis havde udspændt deres net i en dybde af 20 til 40 meter.

Jeg ville altså kunne slippe igennem, hvis jeg sejlede helt tæt på vandoverfladen. Jeg trak periskopet ind, sejlede langsomt for ikke at frembringe afslørende bevægelser i vandet …

Nu måtte jeg være mellem de to dampere. Meget forsigtigt, blot for et øjeblik, hævede jeg periskopet for at kaste et blik på de to nærmestliggende dampere. Jeg kunne se nogle søfolk ryge deres piber i ro og mag og på damperen herskede et bekymringsløst leben, de havde ikke lagt mærke til mig. De vagtposter, jeg havde opstillet forrest i ubåden for at lytte efter nettenes skraben afgav heller ingen melding. Jeg trak periskopet ind og sejlede videre.

Så endelig hævede jeg igen periskopet for at kaste et blik rundt … utvivlsomt: vi var kommet igen!

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 81-2)

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

11. august 1915 – Kresten Andresen: “… mine Bæster”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje, var han i begyndelsen af juli blevet erklæret uegnet til tjeneste ved infanteriet og overført til en transportkolonne.

Ugny den 11. august 1915

Kære forældre!
Et par ord i hast, for det er snart mørkt. Det er vældigt, som dagene kortes, og så er vi jo endda i Frankrig, hvor de har den vesteuropæiske tid; så når vi tror, at klokken er halv ni, så er den i virkeligheden kun halv otte. Jeg siger mange tak for alle de breve og sendinger, jeg har fået. Brevet af 6. og den store pakke med fotografisager, som jeg fik den 8. Den pakke, som du skrev om med blæk og sager, har jeg ikke fået, men brevet med femmeren i har jeg fået og håber også, at jeg har takket derfor. I går fik jeg også tre pakker med  fotografisager fra Margrethe Hansen, og dem siger jeg også tak for. Nu har jeg rigtig begyndt kunsten igen, så vidt der er tid til det.

Jeg er for resten flyttet fra 2. til 3. sektion og er kommet af med mine gode heste; til gengæld har jeg så fået to skimler, som ingen anden i kolonnen vil have, fordi det er nogle bæster; der er ingen ved sektionen, der tør køre med dem, fordi de ikke er til at styre og løber løbsk, så snart de kommer for en vogn. Da jeg hørte alle de krøniker om dem, tænkte jeg som så: da gik de krikker løb ad hekkenfeldt til!  Men jeg er alligevel bleven helt gode venner med dem. Jeg trækker dem ud på græs hver morgen, og når jeg hen ad klokken otte henter dem, så kan de kende mig langt borte fra og kommer løbende ned til leddet. Jeg har for øvrigt min mark for mig selv, for ingen andre tør sætte deres heste ud til mine bæster. – Men bæster mig her og dér, mig hverken bider de eller slår, og så kan resten være mig temmelig ligegyldig.

Nu er jeg sammen med mange gode folk, som Jacob v. Amerika, Niels fra Kloster o.s.v. Jacob er en søn af pastor Jørgensen, der før var præst i Ikast; han var lige kommet hjem på besøg sidste år fra Amerika og måtte så med i krigen. Han er en meget gemytlig mand og kernedansk.

Forleden fik jeg en lille bog tilsendt fra Konrad Jørgensens forlag om mindeåret; jeg var helt ked af, at den blev sendt, for der står jo mange drøje ord i den, og sådan noget kan man komme slemt op at køre med. – Ellers har jeg det godt. Forleden fik jeg den ottende indsprøjtning mod tyfus, så nu må jeg da næsten være udødelig i den retning.

Mange hilsner til Johanne og jer fra jeres
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

9. august 1915 – Friedrich Nissen: “Lykken var med mig”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, og deltog i sommeren 1915 i den tyske fremmarch på østfronten.

9.8. Kl. 5 gaar vi herfra til Grondy, undervejs beskydes vi igen det russ. Artillerie med Granater, dog har vi ingen Tab. For ikke at være i eller ved Husene, som nemt kan blive sammenskudt af Artilleriet, graver vi os ned i en Kartoffelmark. Her ligger vi til i Aften tænker jeg. Vejret er godt, heldigvis. Overfor os ligger Komorowo, vi kan se Skorstene og en stor Kaserne, den bliver beskudt af vort svære Artillerie, det ryger allerede godt derovre. Meningen er vist at tage Komorowo og Ostrow, saa vil jeg haabe, at vi er langt nok inde i Rusland, vi er langt bag Warschau.

 Lykken var med mig jeg kunde skrive Bogen fuld sund og rask, begynder nu paa en ny, haaber, at jeg om faa Dage kan skrive Fred.

Disse Minder til Dig min kære Tydde, udførliger[e] skal jeg fortælle Dig Begivenhederne senere. Din Fi.

Holder meget af de smaa Digte, derfor sender jeg Dig dem med. Din Fi.

[Ny notesbog:]

 Tagebuch des Offizier Stellvertreters F. Nissen 12/64

Der retl. Finder dieses Buches wird gebeten dasselbe an Frl. T. Dau, Sonderburg, Schleswig-Holstein zu senden.

Ach hätt´ ich Wasser g´nug in meinem Haupt,
Und waren meine Augen Tränenquallen
Ich wollte mich an Eure Gräber stellen
Und Euch beweinen, die der Krieg beraubt!

Wie habt ihr kühn gekämpft, gehofft, geglaubt!
Wie leuchteten die Augen euch die Helden! –
Und sah´ ich Hügel unter Hügel schwellen
Von düstern Todespalmen einst umrauscht.

Forsat.

den 9.8.15 Henimod Aften gik vi under Tag i Landsbyen Grondy i en Stald, havde Ro heldigvis hele Natten til Kl. 6 Vorm., saa skulde vi op igen fra Lejret, vi skulde gøre os rejsefærdig, saa vi strax kunde marchere ud, naar vi fik Ordre dertil – den kom Kl. 10 Vorm.

Vi gik ved Chausseen imod Ostroww. Russerne var gaaet tilbage mellem Kl. 10 og 11. Formd. – vi kom til Ostrowo uden at støde paa Modstand, henimod Kl. 5 Efterm., det var en Vej paa 9 Kilometer. I Byen kun et lille Ophold paa Gaden – den var fuldt af Flygtninger, overvejende Jøder – stod alle nysgærrige ved Gaden og besaa sig Indtoget. I Fredstiden har den 14000 Indbyggere, nu skal der efter Udsagn være doppelt saa mange, alt Flygtninger. Kossakkerne havde vilde have, at de skulde drage ud af Byen, men de vilde ikke, de var løbet ned i Kelderne. Kossakkerne havde været meget haarde, de havde slaaet og taget med hvad de vilde. Kun Bykanten var nedbrændt, ellers stod næsten alle Huse, dog var meget ruineret.

Vi gik saa videre til Landsbyen Ugniewo, det var en lang Sandvej, svært at komme frem, – særlig for de 21 store Mörsere, – Kl. 8 Aften var vi der og byggede os Telte paa en Mark. Bahnlinien, som fører her gennem Landet, blev taget uden Kamp. Russerne er løbet godt, vi naar dem nok ikke de første Dage – i det fjerne kan vi se ildluerne stige op mod Himlen igen, de er igen ved deres vante Arbejde.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

8. august 1915 – Friedrich Nissen: “… ellers er alt nedbrændt”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, og deltog i juli 1915 deltog i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 8. august:

Russerne var om Natten gaaet deres Vej paa et par nær som kom over til os om Morgenen. Den ene var en Sergant fra Livland, han kunde tysk. Der kom ogsaa Flygtninge tilbage som var bleven jaget bort fra deres Ejendom af Russerne, de forlanger at de skal flygte, og saa huser de omkring i deres Kram. Det ser allesteds forfærdeligt ud hvor Russerne har været, alt udplyndret og smidt omkring paa Marken og i Haven. Hestene har de haft staaende i Stuerne og Haven. I denne Forfatning forefinder vi og de hjemvendte Flygtninge altid Landsbyerne, ellers er alt nedbrændt. Indbyggerne undrer sig altid, naar vi vil betale Mælk og lignende, det gør Russerne ikke, de tager.

Vi gaar efter Russerne, omgaar deres Stillinger saa vi kan tage dem fra Flanken og forjager dem paa 50 nær, som vi tager tilfange. Fordi Artilleriet beskyder os haardt, maa vi nedgrave os, vi kan see Russerne løbe, men maa blive tilbage, da de tilsyndeladende har en fast Stilling ved Kanten af den for os liggende Skov, henimod Kl. 11. bliver vi afløst af Jægerne og kommer i Allarmquarter i Antomewo. Russerne skal i den overfor liggende Skov have samlet støre Kræfter ca. 2 Regimenter’, der er antaget, at de vil prøve at bryde igennem. Natten forgik rolig, de kom ikke.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

7. August 1915 – En 84´er: “Haardt blev der kæmpet”

Under mærket Chr. beretter en nordslesviger om sin krigstid ved Infanterie-Regiment Nr. 84´s anden bataljon. Regimentet var i sidste del af juli afgået til østfronten og deltog her i den tyske fremmarch:

Haardt blev der kæmpet den 7. August om Jernbanedæmningen ved Orz-Bach, hvor Russerne havde indtaget en meget stærkt befæstet Stilling. Det var en af de blodigste Begivenheder, Bataillonen blev indviklet i paa denne Front. Der blev foretaget flere Angreb paa de russiske Fæstningsværker, men alt var forgæves. Vi naaede ikke frem, men efterlod hver Gang mange Døde og Saarede. Først efter at vi havde faaet Hjælp af et Batteri 15 cm Haubitzer, som efterhaanden skød Russernes Stilling sønder og sammen, lykkedes det. Russerne maatte vige. Men de gjorde det kun nølende. Vi optog Forfølgelsen, men blev hele Tiden overdænget med Shrapnels og Granater. Bataillonskommandøren, Kaptajn Hülsemann, blev haardt saaret. Det var et Tab, som berørte os alle smerteligt. En dygtig Officer og en god Fører var borte. Det mærkedes kendeligt. Modet sank hos Mandskabet.

(Fra Almanak for Nordslesvig 1935)

6. august 1915 – Friedrich Nissen: “… et helt Ildhav”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, og deltog i juli 1915 deltog i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 6. august:

Natten forgik rolig, tidlig om Morgenen begyndte vort Artillerie igen at beskyde de russ. Skyttegrave helt voldsomt, vi stod oprejst i Skyttegraven og saa til, et par Landsbyer som laa ved den russ. Stilling brændte, det var et helt Ildhav. Kl. 10 gik vi frem til Storm, vi skulde 1000 Meter frem, det lykkedes ogsaa, men vi fangede ingen Russere, de løb [h]vad de kunde, saa her var ingen Tale om at faa dem indhentede, vi skulde tage en Høj 120, da vi havde taget den kunde vi derfra ogsaa se, hvorfor Russerne var løben alle, bag denne Høj ligger nok en Høj, der har Russerne en fast Stilling igen, der satte de dem fast. Vi gravede os ned i Jorden paa denne Høj 120 og det med en Hastighed som kun findes, naar der er Fare i Luften. Det fjendtlige Artillerie havde indstillet Kanonerne paa denne høj og vi blev her modtaget med en Hagl af Granater, det var en meget ilde Situation, Granaterne slog ned omkring mig saa jeg næsten troede det var umuligt at komme godt ud af Kampen igen. Jord, Sand, Pulver, Jernstumper etc. fløj i Luften, saa Solen som skinnede helt klart blev formørket og saa blev jeg og de omliggende Kam[m]erater oversaaet med alt muligt som kom væltende fra Luften. Først vilde jeg flytte hen paa en anden Kant, men saa tænkte jeg, og det var ogsaa rigtignok tænkt, Russerne skal nok beskyde en anden Del af Højden, saa vi saa ligger godt her. Efter en halv Timestid skød Russerne ogsaa mere til venstre, saa vi kunde aande mere frit igen. Nu har jeg gravet mig dybere ned og lavet en Bænk, saa jeg kan sidde og skrive, Infanteriet skyder, de kan ikke gøre mig noget, Artilleriet skyder over os hen. Jeg har gravet mig ned mellem en Rug og en Kartoffelmark. Vi maat[t]e endnu lidt frem for at kunde overse Terainet, der gravede vi os ned. Vi laa i Skyttegraven til Kl. 2½ Vorm. Desværre var vore Tab støre end jeg troede, i det Hele 43 Saarede og Døde, af mine Folk 9 saa der kun bliver 10 tilovers af mine 20 Mand.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

4. august 1915 – U38 på særlig mission

Under kommando af Max Valentiner afsejler U38 fra Helgoland med kurs mod Det irske Hav. Valentiner har meldt sig frivilligt til at hente tyske ubådsfolk, der er blevet taget til fange og befinder sig i britisk krigsfangenskab. Blandt dem er kaptajn von Henning, der efter sin tilfangetagelse har stået i livlig brevveksling med sin familie. Men som det fremgår af Valentiners erindringsbog “Der Schrecken der Meere”, var der noget der ikke helt stemte:

“Hans breve var skrevet i et noget mærkværdigt tysk, og også indholdet var så fordrejet og besynderligt, at de pårørende fik den tanke, at de måske indholdt andre informationer. De sendte derfor brevene til den tyske admiralstab. Her fandt man hurtigt ud af, at man af brevene kunne læse en anden meddelelse: Henning bad nemlig i sine breve om at blive befriet fra fangelejren, og gjorde det klart for admiralstaben, at det var nemt for fangerne at bryde ud af fangelejren, nå kysten og blive hentet af en tysk ubåd.”

I fangelejren holdt ubådsfolkene sammen og beskæftigede sig med videnskab og sport, men de fleste af deres tanker drejede sig om friheden:

“Dag og nat overvejede de, hvordan de kunne komme ud af lejren. Man udkastede den plan at bygge en tunnel, der skulle gå under lejren ud i friheden. I hovedbygningen fandtes et lille rum, hvor spand, kost og andre rengøringsmidler havde deres plads. Her blev med en lille sav udskåret en firkantet lem i gulvet. Lemmen var lavet så omhyggeligt, at den i lukket tilstand umuligt kunne ses. Umiddelbart under lemmen var gravet et dybt hul, der tjente som indgang til tunnelen.
Tunnelbygningen var et gigantisk arbejde og tog næsten et halvt år. Under lejren var jorden klipperig og egnede sig absolut ikke til udgravning af gange, så meget desto mere fordi de redskaber der stod til rådighed var yderst primitive og mangelfulde: lommeknive, gafler, skeer og primitive håndbor. Alligevel gik man til arbejdet med stor energi. Gangen blev ganske vist kun så stor, at et menneske lige netop kunne presse sig igennem. Den mindede om en rævegang.”

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

3. august 1915 – Peter Østergård: “…det nye år”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86 på vestfronten.

I skyttegraven d. 3. August 1915.

Nu har vi jo så begyndt på det andet krigsår, og skønt udsigterne ikke er meget lyse, må vi jo dog håbe, at det ikke må blive så langt som det gamle.

Vi kom til at fejre dagen ved en tilfældighed. Et par gode kammerater fik fat i et stykke kød, og det fik jeg så stegt, og vi fik steg ved midnat. At stegen kom 6—7 nordslesvigere tilgode i sted et for en officer trykkede ikke stemningen. Kødet må oppasseren have glemt uden for en hule, for det lå der i lang tid, og da det ikke blev afhentet, tog hulens beboere det i forvaring, for at det ikke skulde blive „borte”. Ved aftenstid kom de så herop for at få det stegt, mod at vi spiste med. Det blev altså stegt og smagte udmærket. Da festmåltidet var til ende, måtte Jørgen Lenger og jeg på vagt. Imedens var  kaffen bleven kogt, og vi fik hver et bæger kaffe ud med et stykke sukker. Vi klinkede og drak på, at det nye år måtte blive kort, og at det måtte forundes os at samles hjemme under fredelige forhold. Vi var ude ved Rasmus Nissen, der var på lyttepatrulje ude i trådforhugningen, for at han kunde smage den brune drik og „klinke” med. — Tiden går trods alt m eget hurtig, hvem skulde sidste år have troet, at vi i år ved denne tid skulde sidde hernede i en jordhule i det skønne Frankrig, og lader vi tankerne gå videre frem ad, så spørger vi jo uvilkårligt: hvor mon vi er næste år ved denne tid, er der så fred, og er vi da atter hjemme, og er der gode og lyse forhold, sådan som vi gerne ønsker dem?

Ingen kan give os svar på dette, og af tilstanden lader sig intet slutte. Der er kun et, det at sætte sin lid til ham, der styrer alt. Ja, gid det er hans vilje, at krigen snart må få en ende, og vi må vende sunde og raske hjem igen.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 101-2)

1. august 1915 – Enkefru Røgind: “stort Gøgl”

Enkefru Røgind var på sommerbesøg hos sin broder på Damager, Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for ikke at vende tilbage til København, men at blive i Sønderjylland. Gennem hele krigen førte hun dagbog om sin hverdag i Haderslev, den 24. juli 1915 skrev hun:

Sømtavle med en ørn årstallene 1914-16 og teksten "Unsere Zukunft liegt auf der Wasser". Mod betalingen fik man lov til at slå søm i tavlen, pengene gik så til krigsførelsen (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseet)
Sømtavle med en ørn og årstallene 1914-16, samt teksten “Unsere Zukunft liegt auf der Wasser”. Mod betalingen fik man lov til at slå søm i tavlen, pengene gik så til krigsførelsen (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseet)

I Dag er det et Aar, siden Krigen begyndte. I Dag skal der være stort Gøgl paa »Nordermarkt, Enthüllung und Nagelung des eisernen Kreuzes«, begynder med Tedeum og saa Kaiserhoch og Taler. Der er Guldsøm og Sølvsøm og Jernsøm, som skal hugges i Korset, og der betales derefter, og Navnene bliver indskrevne i »das goldene Buch«, der skal overgives til Efterverdenen, undertegnet »Ausschuss der Kriegshilfe«, og der er flere danske Mænd i dette Ausschuss. Det regner i Dag, saa Festen begunstiges ikke. Her er en Masse Rekrutter til Uddannelse, uafladelig hører man Skraalen og Sang. Der bliver samlet ind i alle Byer til »Kriegshilfe«. Nu er alle Kobber-, Messing- og Nikkelting i Køkken og Husvæsen beslaglagt.

(Fra Sønderjyske Aarbøger 1934)

31. juli 1915 – Fra billedsamlingen: Johannes Hildebrandts grav

Billede af Johannes Hildebrandts grav i Galizien, hvor gjorde tjeneste som i en Landsturmbataillon med mange nordslesvigere. Enheden var ikke en frontenhed og årsagen til hans død var kolera. Fotoet er sendt som feltpostkort til Fru Steenholdt i Over Jersdal og lyder:

Sender dig hermed et Billede af Hildebrandts Grav. Han var os en meget kjær Kammerat. Ære være hans Minde. Venlig Hilsen fra Mads Jensen. Jeg havde sendt et til Jens men jeg har tabt hans Adresse

Do

Johannes Hildebrandts grav i Galizien. Hildebrandt døde af kolera 31. juli 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Johannes Hildebrandts grav i Galizien. Hildebrandt døde af kolera 31. juli 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

30. juli 1915 – Kresten Andresen: “… æ kan jo it forstå dæ!”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje, var han i begyndelsen af juli blevet erklæret uegnet til tjeneste ved infanteriet og overført til en transportkolonne.

Ugny le Gay den 30. juli 1915

Kære forældre!
Mange tak for pakken med håndklæder og lommeklæder. Men jeg må rigtignok sige, at filmene har I fået grundig forkert bestilt. Jeg må konstatere, at I endnu ikke har ret meget indblik i den ædle kunst at filme, da filmen akkurat er dobbelt så stor, som den skal være til mit apparat. Kan I ikke huske de ruller, I sidst sendte mig, i sådanne små aflange firkantede papæsker, gule med rødt tryk? Jeg tror nok, jeg kan sælge den film hernede til en anden. Husk på, at mit apparat har størrelsen 6 x 9 cm (Brownie Camera No. 2).

Det går godt fremad med ridningen. Lise er kun lidt doven ved det og vil gerne runde et hjørne af, hvor den kan se sit snit til det. Hver gang jeg kommer med sadlen, vender den hovedet om og ser på mig med et par melankolske øjne. Endnu denne uge til ende skal vi have skoleridning, og så skal vi ride frit over mark og gennem skov, og det kan jo blive meget interessant. Så snart jeg får pladerne tilsendt, skal I få et billede af mig til hest.

I går aftes var jeg inde hos værten og fik en grog. Han beklagede, at hans egen gode cognac var sluppet op, for den tyske var det rene melasse, sagde han. Hernede laver bønderne jo alt muligt selv. Af alle de æbler laver de ikke blot cidre, som de bruger i stedet for øl, men også cidrecognac, og den skal være meget god. De laver også cognac af blommer; den er helt krystalklar og bliver først brugt efter at have ligget et par år. Vi er såmænd ikke så langt fra de franske vinegne her; ca. 30 km herfra begynder champagnevinbjergene, men her er der endnu ingen. Champagne her er også meget billig. Almindelig champagne koster 5 francs pr. flaske og fin champagne 10 francs eller 8 mk.

– Jeg har temmelig svært ved at forstå det fransk, som tales her i Aisne; det er dialekt. Forleden aften kom nabokonen, som for resten har en umiskendelig lighed med den ene af heksene i Macbeth, ind på gårdspladsen og bralrede op med sin skingre stemme; og så trak hun monsieur Paul i ærmet og vilde øjensynlig have ham til noget – tschå, tschå!, råbte hun med alle mulige fagter. Ikke en kat kunde forstå det. Men Paul tabte hverken åndsnærværelsen eller piben, og da det til sidst blev ham for broget, råbte han på godt gammelt sundevelsk: „Hoeld æ mond, din gammel kvind, for æ kan jo it forstå dæ!” Så kom der nok et par franskmænd til hjælp og nok en madamme, og de for løs på Paul og råbte „tschå! tschå!” Omsider fandt vi ud af, at hun mente „kat”, og at hun vilde have ham til at slå et par katte ihjel, som hver nat holdt et syndigt spektakel ude i haven.

Vor gamle kok har særlig svært ved at huske de franske ord, han kan kun huske to, siger han; det ene er „bois”, træ, for så tænker han altid på møbelsnedker Boas, og det andet er „boucette”, si, for så tænker han kloset. Når de snakkesalige madammer kommer ind til ham i køkkenet, lader han dem roligt køre løs og ser på dem med et par godmodige øjne; når han så synes, tidspunktet til en indgriben er kommet, siger han så bredt: „Wat will du?” og så er de lige nær endda.

Med mange hilsner til Johanne og jer
jeres hengivne
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

30. juli 1915 – Flensborg Avis: “Det sidste Brev”

Den 27. august 1915 bragte Flensborg Avis et brev skrevet af Theodor Tonnesen den 30. juli 1915:

Det sidste Brev.
Pastor Tonnesen offentliggør i „Sædekornet” det sidste Brev fra sin Søn:

Den 21. Juli kom vi til Jaroslav. Allerede de sidste Dage havde vi ud for Banen set mange sammenskudte Byer. Ogsaa i Jaroslav saa det meget slemt ud. Den bedre Del af Befolkningen var der ikke mere. Kun smudsige Jøder, der vilde handle med os. Om Natten sov vi i en Skole, 70 Mand i eet Værelse paa det bare Gulv. Halm var ikke til at opdrive. Den næste Middag gik det saa videre til Fods. Vi er saa marcherede indtil den 28de ds. I Galicien var det ganske skrækkeligt. For det første er Vejene skrækkelige, og dernæst var det frygteligt hedt. Vi gik saa rask, at vi ikke fik Bagagevognene med. Vi levede mest af Kartofler, som vi selv kogte. Værst var det dog med Tørsten; vi maatte intet Vand drikke, fordi Koleraem herskede i alle Byer. I Rusland blev det bedre; der er Hovedlandevejene brolagte, og saaledes kunde Bagagen følge med. Den sidste store By, vi var i, er Samostje. Saa vidt vi kan skønne, besinder vi os nu i Nærheden af Krasnostav. Vi blev straks førte ud i Skyttegraven. Nu tænkte vi, at Marchen foreløbig havde en Ende. Men samme Dag trækker Russerne sig saa langt tilbage, at vi i Gaar er løbne hele Dagen bag efter dem. Nu har vi indhentet dem, og Artilleriet har, allerede skudt siden i Aftes Klokken 6. Min Ilddaab har jeg overstaaet; jeg havde slet ikke saa stor Angst, som jeg havde tænkt mig. To, der var komne med os fra Husum, er saarede. Ja, det kan jo snart komme.

Nu længes vi jo efter den Dag, hvor vi kan faa den første Post hjemmefra. Thi det tørre Brød vil dog ikke rigtig glide. Jeg haaber, at I vil gøre mig lykkelig med nogle smaa Postsendinger. I det Hele taget, at vi har noget at spise og at ryge, videre gaar vor Interesse foreløbig ikke. Vi faar hver Aften Klokken 10 god Mad fra Feltkøkkenet. Saa faar vi hver et Stykke Brød, som vi maa  komme ud med til den næste Aften. I ser altsaa, det er ganske godt, naar vi selv har et Stykke Pølse eller Skinke i vor Tornister. I Gaar Morges havde jeg fundet en Kødkonservedaase i den russiske Skyttegrav, og saa købte jeg mig noget Mælk hos nogle russiske Flygtninge, der kom forbi os. Jeg fik min hele Kogekedel fuld, det var storartet. Marius Kongsted fandt 4 Pakker Tobak, hvoraf jeg fik den ene. I del hele taget, hvad Russerne alt lader ligge: Geværer, Patroner og Brød laa der hele Læs af. Nu maa jeg slutte med mange Hilsener
Eders Theodor.

Brevet er skrevet den 30. Juli. Den 1. August faldt han.

29. juli 1915 – Friedrich Nissen på opkørte veje

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, og deltog i juli 1915 deltog i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 29. juli:

I Skoven sov vi først til Kl. 7 saa skulde vi Arbejde, dog først modtog vi Post, Brev fra 19. og 21. og Aviser saa jeg havde nok at bestille for Formiddagen. Kl. 4 Efterm. gik det dog videre, ca. 10 klm til Landsbyen Psary, øst for Pultusk. Vi passerede en Skov, men en saa opkørt Vej har jeg næsten ikke seet her endnu i Polen. Baggagen var ogsaa med, men det var næsten ikke at komme igennem for den, af og til laa en Hest som ikke kunde mere og Vognene kørte paa Landevejen som om det var en lang Bilkarrusell – I Pzary kom vi igen ind i en Lade, købte os hos Folkene en Gaas og Mælk og Æg (en Sjældenhed) og havde saa med Gaasen Arbejde til langt hen paa Aftenen. Denne By er helt forskaanet, ikke et Hus brændt, dog den sidste By vi gik igennem var helt nedbrændt. – Et Ønske fra den russ. Militærmyndighed.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

28. juli 1915 – Friedrich Nissen: “… en Mand død, ingen saaret”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, og deltog i juli 1915 deltog i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 28. juli:

Artilleriet, det russ., begyndte strax om Morgenen at beskyde Husene og Skyttegraven. En Granat slog lige ned i et Hus og saarede 8 Mand. I Skyttegraven havde vi en Mand død, ingen saaret. Henimod Middag begyndte det at regne og det vedvarede til om Efterm. Kl. 5., saa blev Vejret igen godt. Om Aftenen Kl. 10 blev vi igen afløst af 2. Kompagni. Vi kom derefter i en Lade som laa lige bag Skyttegraven som Reserve for Natten, om Morgenen Kl. 2 gik det dog tilbage til en Skov, da vi ikke kunde blive i Laden for Artilleriet.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

26. juli 1915 – Friedrich Nissen: “Granaterne er vel nærgaaende”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 26. juli:

Om Morgenen kl. 6 skal vi løs til Malinowo, der ligger vi en Timmes tid paa Marken, saa videre mod Fjenden, som igen har sat sig fast, ligger nu lige bag Fronten paa en Mark. Artilleriet og Infanteriet er ret virksom. Kl. er 9 Vorm. Vejret er lidt bedre nu. Granaterne er vel nærgaaende Dagen over, vi ligger hele Dagen paa Marken, Kl. 6 Aften gaar vi ind i et Skur, hvor vi mener at blive om Natten, det regner. Desværre maa vi allerede Kl. 9 samme Aften ud af Reden igen, jeg havde end[d]a lavet mig et saa brillant Natteleje i en Kartoffelkeller. Vi skulde afløse det I. Bataillon i Skyttegraven. Marchen varede en Timestid, det blev mørkt. Vi naaede en Landsby, mærkede nok at vi nærmede os Fjenden, da Kuglerne begyndte at synge. Først laa vi bag et Skov, saa skulde det gaa i Skyttegraven, dog næppe var vi naaet ud foran Husene, da begyndte det f[j]end[t]lig. Infanterie og Artillerie at beskyde os saa voldsomt at vi maate smide os ned paa Jorden og afvente; det var ret ubehagelige Minut[t]er, jeg troede, at vi vilde have store Tab, men det var dog kun en Undffz. og en Menig, begge saaret i Armen. Da Fjenden havde beroliget sig, gik vi hen for at afløse 2. Kompagnie. Vi forefandt kun smaa Huller ned i Jorden, der sad hver enkelt Soldat. Vort Arbejde bestod nu Natten over i at udgrave en løbende Skyttegrav og ved Morgenen var Skyttegraven nogenlunde, dog ikke dyb da Jordbunden var meget haard. Som Sovekammer, Dagen over, havde Nissen og jeg lagt en gammel Dør over et Jordhul med frisk Halm paa Bunden. Benene maat[t]e rigtignok ligge ude i Skyttegraven, men det gik nok.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

25. juli 1915 – En 84´er: “…vidt forskellige Modstandere”

Under mærket Chr. beretter en nordslesviger om sin krigstid ved Infanterie-Regiment Nr. 84´s anden bataljon. Regimentet var i sidste del af juli afgået til østfronten og deltog her i den tyske fremmarch:

Russere og Franskmænd var vidt forskellige Modstandere. Selv om de første ikke var nær saa udholdende som de sidste, kunde de godt yde haardnakket Modstand, og vi kom i de følgende Maaneder ud for en Række Kampe, der kostede os mange Menneskeliv. Det var en anstrengende Tid med mange og lange Marcher. Fægtningerne foregik i aaben Mark. Efter en Dags forbitret Ildkamp, der som oftest sluttede med Bajonetangreb, trak Russerne sig tilbage, og vi maatte efter, stadig efter, langt ind i Rusland. Forplejningen var ikke altid lige eksemplarisk. For det meste laa vi langt ude i en Linje og var fremme i en helt anden, inden man bagfra naaede ud til os. Ro fik vi saa at sige ikke. Vi var altid i Kamp og altid paa March. I Kvarter kom vi ikke. Vi kamperede i det Fri, med den bare Jord som Under- og med Himlen som Overdyne. Vi pintes af Sult og Udmattelse og af Lusene, der forfulgte os her som aldrig før.

(Fra Almanak for Nordslesvig 1935)

25. juli 1915 – Kresten Andresen: “… ser mere, om end mindre til krig”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje, var han i begyndelsen af juli blevet erklæret uegnet til tjeneste ved infanteriet og overført til en transportkolonne.

Den 25. juli 1915

Kære forældre!
Jeg venter med nogen spænding på de fotografisager, som jeg bad jer sende mig. Kammeraterne presser på, at jeg skal få det i orden, og det kan der jo  være lidt rimelighed i. Jeg husker næsten ikke, hvad jeg bestilte, derfor gentager jeg det: Fremkalder, (Entwickeler), Fiksersalt og Tonfiksersalt – filmsruller (4 stk.) og 2 pakker af Calcium matpapir (0,50 mk.) og 2 pakker af „Blue Star papir glänzend” (0,80 mk.). Fremdeles beder jeg jer sende mig min barberkniv og pensel samt et stykke barbersæbe og et par ikke alt for tykke strømper. Nå, nu har I ellers noget at sende, men send det hellere i pundspakker, for de store lader vente på sig i månedsvis. Har I endnu ikke fået den pakke, som jeg sendte til jer fra Cuy i påsken, ellers må den jo være gået tabt, og det vilde være meget kedeligt, da der var to notitsdagbøger og en mængde breve deri.

Jeg skal nu have undervisning i ridning; men har ikke begyndt endnu, da jeg ingen ridebukser kan få. I den sidste tid har vi haft forfærdelig meget at gøre med høstarbejde, og så har vi vore heste ved siden af; hver dag er mine for selvbinderen, og så har man noget at pudse på. I dag har jeg fået brev fra Johanne og en Hejmdal. Det er meget opmuntrende at få breve igen, nu er det længe siden, der har været orden i postvæsenet.

Jeg har fremkaldt nogle gamle films, som har ligget, lige siden jeg brak benet, og de er bleven ganske gode. Så snart jeg får tonfiksersaltet, vil jeg
sende jer en hel del billeder. Så vil jeg tage billeder af franske ejendommeligheder, såsom frugtmarker, små lystslotte, æselkøretøjer o.s.v. Jeg kommer jo nu en hel del mere omkring og ser mere, om end mindre til krig. I går var vi igen i Guiscard med fire firspændervogne for at fouragere. – På torsdag rejser min stangrider blikkenslager Skriver fra Varnæs hjem på orlov. Han er altså hjemme fra søndag til søndag og har lovet, når han kom igennem Ullerup, at give en hilsen af.

I dag har jeg været ude at skokke. Underofficeren viste os imidlertid over på en mark, som hørte til en helt anden by – og dér skokkede vi hveden. Her er et mylder af sommerfugle; store dejlige svalehaler, som er så uendelig sjældne hjemme, at jeg aldrig før har set dem, og mange andre sommerfugle, som jeg slet ikke kender. Nu skal jeg snart til at samle blomsterfrø, som jeg så vil sende jer. Min franske barber har i sin have nogle dejlige vellugtende ærter af mørkerød farve. […]

Mange hilsner fra eders
hengivne
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

24. juli 1915 – Enkefru Røgind: ” …du bist zu dänisch”

Enkefru Røgind var på sommerbesøg hos sin broder på Damager, Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for ikke at vende tilbage til København, hvor hun havde en lejlighed, men at blive i Sønderjylland. Gennem hele krigen førte hun dagbog om sin hverdag i Haderslev, den 24. juli 1915 skrev hun:

Flag allevegne. Saa Pastor Prahl med højstegne Hænder hejse sit Flag, det gav et Stik i mit Hjærte. En Mængde Soldater rejste i Dag. Lise og jeg kom midt ind i det hele, en Trængsel uden Lige. Soldaterne fulgt af det halve af Byen og smykkede med Roser, og Buketter blev der stukket ind til dem af Damer og Børn. Nu hørte vi, at 12—13 Aars Piger af Lærerinden havde faaet Ordre til at følge Soldaterne, og de, der medbragte en Pakke til dem, fik to Timer fri og fri for Lektie. Susse Refslund [nu Adjunkt i Ribe] havde ingen Pakke med og fulgte heller ikke. Hun og en til, som havde glemt sin Pakke, blev lukket inde, og da Pigebørnene kom tilbage, omringede de Susse og spurgte: »Warum hast du keine Liebesgabe mitgebracht«. Hun svarede kun det, om de saa spurgte hende nok saa meget:» Weil ich nichts habe«, og der var ikke mere at faa ud af hende, men saa raadslog de andre lidt, og saa hed det. sig: »Wir wollen nicht mit dir spielen, du bist zu dänisch«. De andre danske Pigebørn i Klassen havde Pakke og Blomster med og fulgte Soldaterne. Men sikke Pædagoger de er. Man flager i Aften, og Klokkerne ringer, og der er Sang i Gaderne.

(Fra Sønderjyske Aarbøger 1934)

24. juli 1915 – Friedrich Nissen: “… omkring brænder Landsbyerne”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli 1915 deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 24. juli:

Kl. 3 igen paa Benene, derefter hen til Narewfloden. Der er om Natten bleven bygget en Bro (Pontonbro), over den rykker vi henved Kl. 5 Form. og kommer gennem en lille Skov ud paa en Mark, der har vi igen et Holdt. Derefter betræder vi en stor Skov, som skal undersøges. Skoven er næsten Endeløs, vi gaar mange Timer gennem den, den ligger venstre for Pultusk. Russerne har af og til sat sig fast, dog bliver de snart fordrevet eller fanget. Flygtningerne vender nu igen skarevis tilbage, mange af dem er fra Omegenen ved Praßnycz. Vi kommer hen til en Mark ved et Gods, hvor vi lejrer, det er Aften, rundt omkring brænder Landsbyerne igen. Russerne tænder dem naar de maa trække sig tilbage, et kedeligt Folk, os kan de dog ikke skade dermed, vi fører vore Telte med os saa vi har altid Bolig. Flygtningerne fortæller os meget om Russerne, ogsaa at de er løbet hvad de kunde. Vi slaar nu vore Telte op ved en Skov igen. Russerne begynder at skyde igen, dog vil jeg haabe at de ikke forstyrre os i vor Natro. God Nat! Alle derhjemme.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

24. juli 1915 – Nicolai Kraach: “Livet her ude i Skyttegraven”

Nicolai Kraack kom fra Flovt på Haderslev Næs. Han blev indkaldt i slutningen af marts 1915 og uddannet i Flensborg. Sidst i juni afgik han til vestfronten, hvor han blev tildelt Infanterie-Regiment nr. 85, der lå ved Moulin-sous-Touvent. I begyndelsen af  juli kom han ud i skyttegravene.

Lørdag Frankrig d. 24/7 15.

I Kære i Hjemmet.
Har i Gaar og i Dag modtaget 3 Breve og takker for dem. 1 fra Jer fra Haderslev ved Onkel Knuds og 1 fra Søster Cathrine og 1 fra Jens Thuesen; han er i Dag rejst til Lokestedt, skriver han.

Igaar Aftes blev jeg kaldt hen til vor Kompagnifører, jeg laa og sov da der blev kaldt; men jeg sover helt let, saa jeg var ude af Understanden med det samme; Tøjet og Støvlerne har man jo altid paa her. Undervejs hen af Skyttegraven til den Understand [h]vor vor Leutnant bor, spurgte ham som førte mig, om jeg havde rakt Orlov ind, jeg svarede jo. Da jeg kom derhen og melte mig paa Stedet, sagde Leutnanten at der var indrakt Orlov for mig; men den var ikke Stemplet; derfor gav han mig den med den Anmodning om at sende den Hjem og lade den Stemple, enten af Amtsforstanderen eller Kommuneforstanderen og saa at sende den til Ham igjen. Altsaa vist paa samme Adr som før. Altsaa sender jeg den i et Brev hjem i Dag den 24/4.

Nu vil jeg fortælle Eder lidt [h]vordann vi lever Livet her ude i Skyttegraven. Hvi har om Dagen 2 Timer Vagt og om Natten 2½ Time; om Dagen staar vi i en saakaldt Beobachtungsstand, der er et Spejl at see i, der staar kun 1 Mand af vor Gruppe af Gangen, i [h]ver Gruppe er 9 Mand. og om Natten staar vi 3 Mand af Gangen udenfor paa en saakaldt Triverse og kugger oven over Skyttegravskanten; see Skyttegr. er jo temmelig dyb saa vi skal jo et paar Trappetrin op, derfor kaldes det Triverse. Den øvrig Tid forgaar saaledes, den som ikke har Vagt sover til Kl. 9 om Formd. drikker Kaffe, ogsaa fra 10-12 Skandsearbejde spiser Middagsmad, som for det meste bestaar af store Bønner eller Ærter med en lille humpel ikke rigtig kogt Kød eller Brusk; fra 2-4 skandse [gravning/red.] og i Dag blev der fastsat at vi ogsaa skulde skandse fra 5-6 og om Natten fra 11½ -2 skandse vi ogsaa; det vil sige det gaar afveksling med 3 Hold i ver Gruppe 1 Hold af Gangen.

Nu tænker jeg I forstaa det omtrent [h]vordann. Søster Cathrine vilde gerne vide det. Den øvrige Tid ligger eller sidder vi inde i vor Understand og Læser, skriver, sover eller padsiarer som vi nu synes be[d]st. Det kan ogsaa nok give extra Arbejde, som hente Træ i Moulin eller Miner eller saadan noget eller hente Kantin[e]sager. Man kan saamænd ikke klage over for megen Ro; har man ikke andet kan man see om man kan fange en Lus eller Flere.

Si[d]ste Nat var det saare roligt, der blev næsten ikke løsnet et eneste Skud i de 2½ Time jeg stod, og det var fra 2-4½, da begyndte det at lyse af Dag, saa man kunde tydelig see vor Østen er. Vi staar med Ansigtet omtrent mod Vest ellers Sydvest. Om Formd. har vi ogsaa Geværrengøring. Forleden Dag da vi var ved dette Arbejde kunde vi tydelig høre at Franskmanden havde Musik i deres Skyttegrav; om det nu var Morgenandagt eller vad det betød det ved jeg ikke. Saa længe det er saa roligt her, er der jo ingen Nød, kun bør man passe paa for de skitte Miner og Artilleriild, som de skyder med saadann i Stødvis. Der bliver alligevel nogle saarede af og til forleden Nat, blev der en saaret tæt ved os af en Granat og i Gaareftermd. jeg var i Moulin efter Miner kom de bærende med 2 Mand, men de er altid tilhyllet, saa man ikke kan see enten de er døde eller saarede. Naar man staar paa Vagt og der kommer Miner flyvende maa vi nok springe ned i understanden. Men det er sjældent man kommer saa langt, for naar man hører de bli[v]er afskud[t]e, er de straks der; men dukker sig saa langt ned som muligt, gør man jo altid; naar man saa rejser sig op igjen kan man rigtig see vor det ryger efter den.

Vil I ikke ogsaa lade Søster Cathrine læse det, for saa sparer jeg jo at skriver et til i Dag. Papiret er for Tiden ogsaa lidt knap. Søster sender altid en Ark og en konvolut med, det er i Grunden praktisk, takker hende derfor. Sieg til hende, at hendes Tid er optaget, det ved jeg og hendes Øjne er ikke gode, saa hun maa nok spare lidt paa skrivningen til mig, jeg er rigtig godt tilfreds med lidt mindre. Jeg faar med Post af alle dem i min Nærhed.

Her i min Understand er vi tre Mand 1 Tysk og 2 Danskere. Heide og 2 til ligger i en ved siden af. – Det er da ogsaa kedligt med den lille Jørgen? Hvorledes ellers ere I alle sunde og og har I Hjem[m]e ikke faaet et Brev i [h]vorom jeg bad om et Photografi af mig selv? ellers er det gaaet tapt, for jeg skrev det straks, da vi var kom i Reserve i Kamolin. Jeg synes I maa da faa en Del post fra mig ogsaa, jeg modtager mange fra Jer. og Pakker har jeg ogsaa takket for mener jeg. Søster skriver at I ikke har hørt om jeg har modtaget Pakkerne; men Brevene ere ikke lige længe undervejs for Søsters Brev jeg modtog i Dag er skreven Mandag og afsendt Tirsdag og i Dag har vi Lørdag. Men haaber at I modtager alt og at I har det godt. Glæder mig ogsaa at see en Hilsen fra Pein. Og alle dem som er paa Anonsen har jeg ligget sammen med og kender dem. Kun 1 ikke
Nu til Slut de kærligste Hilsner fra Eders Nico.

Hils Alle i Hjemmet for ikke at nogen skal glemmes. Jeg satte mig op af mit sæde, men man kan ikke rigtig staa opret herinde i vor Bude. Man bliver helt stiv af at sidde og min Ende er heller ikke saa god igjen, jeg har en Byl[d] paa den igen. Ellers er alting godt. Det er godt grovt, [h]vor de nu skyder, Minerne slaar ned tæt ved og Buden ryster.

(Brev i privateje, kopi i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

22. juli 1915 – Friedrich Nissen: ” moralisk saa tilintetgjorte”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 22. juli:

Kl. 2 om Morgenen kommer vi igen til Cziebgellew, der kryber vi ind i et Skur, saa mange der har Plads og sover til Kl. 12 Middag. Vejret igen ubehageligt. Artilleriet er ogsaa meget virksomt, store Kaliber, jeg antager at Russerne har nu faet Stilling igen? Efterm. blev vi endnu her, ogsaa Natten. Om Morgenen Kl. 5 begynder Artilleriet med fuld Kraft at beskyde den fjendtlige Stilling, Det skal vare 3 Timer. Vejret er meget fint, vi skal træde ud Kl. 6.45 Morgen. Er nu naaet ud i en Skov nær bag Fronten, ligger endnu i Reserven. Lige nu, Kl. er 8.05 Vorm., blev den fjendtlige Stilling stormet, dog er det ikke rigtigt klart der endnu. Artilleriet skyder ogsaa kraftigt endnu. Kl. 12 faar vi vor Middagsmad. Riis i suppe. Flyverne arbejder ivrigt igen, en flyver lige over Skoven langt nede, saa vi kan raabe op til dem. Vejret er storartet, vi skal vel overskride Narewfloden i Nat. Gaar nu frem til Chausse[e]n, Stillingen gaar ud over den, en fast udbygget Stilling med mindst 30 mtr. bred Picktraadhindringer, saa det næsten er utroligt at et Menneske kan kommme op til Stillingen, naar den er besadt af Fjenden. Dog er Russerne moralisk saa tilintetgjorte, at de ikke rigtig kan forsvare Stillingen og inden de ser sig om, er Tyskerne i Skyttegraven. Det er nu heller ingen Under, at deres Nerver ere overspændte, naar man betænker, at de maate holde ud ca. 5 Timer i den værste Granatregn. Vi faar rørende Scener at see og en[?] fangne Russere kommer gaaende med en tysk Soldat mellem sig, som er saaret i Foden, han slynger Armen om Halsen paa dem og de fordrages nu efter Kampen ganske fortræffelig. Andre kommer bærende med tyske ogsaa Saarede. Vejen er helt oprevet af Granater, et par Heste ligger ogsaa der, helt oprevet og mange døde Russere, kun faa tyske Soldater. Det er en Høj, hvor Stillingen var anbragt. Vi laver Holdt her og bliver liggende. Resten af Dagen. 300 Meter fra os flyder Narrewfloden. Pultusk er at see gennem Glasset, dens Taarne og Skorstene og nogle høje Huse. Vi kommer i Quarter i Landsbyen Lipa ved Narewfloden, sover under et aabent Tag, dog kun til Kl. 3.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

21. juli 1915 – Iver Henningsen: “…for os raser kampen”

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. I det meste af juni og juli lå hans enhed på et stort gods bag ved fronten, men i slutningen af juli gik det atter fremad.

Brev 21. juli 1915,  Pikciuny

Søde Basse og alle derhjemme,
dette brev kan man med rette kalde et feltbrev, i en have ved en sønderskudt og afbrændt gård, bohave, en kommode, en kasse – omgivelserne et virvar af alt mulig husgeråd, brændte kreaturer osv. Kl. er 7 morgen, vi er kommet tilbage, hvor vi var for 7 uger siden (på det lille kort, hvor vi fik granatfyr). Altså igen er Dubissa vor, for os raser kampen, af og til forvilder sig en granat i vor nærhed. Ja, hvorledes ser det nu ud her, intet hus mere, alt skudt i grus. De store kornmarker som her i dalen tydede så godt, ere gennemrodede af skyttegrave og resten nedtrampet. O, hvilken jammer, men russen har jo svoret, at intet strå og ingen bygning eller levende kreatur skal findes, hvor vi kommer frem. Lad ham kun, hadet styrkes dag for dag mod en så ureel fjende.

I går aftes kunne vi tælle 6-7 store brandsteder på hans tilbagetog. Den gård hvor vi sidst samlede vore sårede (I har tegning deraf), er også sløjfet med jorden. Deres eget land laver de til en grusgrav – for dumme, at vi ikke skulle være i stand at få fødevare fra Tyskland, omend mangelfuld, så kan vi holde livet oppe og er tilfreds. Nu kan vi ikke trække os tilbage, kun fremad. Kan vi først få banelinjen, hvorom nu kæmpes, i vore hænder, da er det meste vundet. Så har vi direkte forbindelse med Tyskland, så kommer jeg en søndag og ser til eder.

Dagen i går, som vi så længe havde ventet, blev ikke rigtig til noget. Da det rigtig skulle gå løs, forsvandt russen. Nu har vi bøvl med at forfølge ham, 16 km er han gået retur i går. Nu er vi ham i hælene og skal se at få ham omringet og taget fast. Hvad der egentlig er udrettet i går, ved vi ikke rigtig endnu. Vi havde kun 40 letsårede, som fortalte, at russerne straks stak i at løbe, da vore granater nåede ham. I dag knalder de fladt ned ved fronten, men det har de forresten gjort hele natten. […]

Ja min søde, det er en svær og alvorlig tid. Disse dage hvor kampen raser, er af en uhyggelig alvor og krydret med skæmt. En såret var lige ved at lave spejlæg og fik en granatsplitter i panden og i armen: “O, meine schönen Eier,” råbte han, men så mærkede han, det var mere alvorligt. I en forladt skyttegrav stod en hel pande flæsk og kartofler med gaffel ved med en seddel: “Guten Appetit Kameraden, ich habe keine Zeit mehr.”

Det hele er et forvildet faren frem og tilbage, op og ned går kampen, vi ved ikke hvad næste time bringer. Nu lige er det rolig, hvad skal det betyde mere? Nu er tiden, at vi skal videre, siges der. Disse få ord er for, at I har et livstegn fra mig, mere når jeg får tid. Gud give det snart havde ende, og vi kom hjem til vore kære til et ordnet liv igen.

Nu må jeg slutte, jeg er sund og rask og forbliver med mange kys og hilsener til eder alle                               
eders fader

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

 

21. juli 1915 – Flensborg Avis: Oplysningskontoret for Krigsdeltagernes Paarørende

Oplysningskontoret for Krigsdeltagernes Paarørende paa Raadhuset i Flensborg meddeler: Ved Indsendelse af Forespørgslen vedrørende savnede Krigere maa der foruden den savnedes fulde Navn og Troppeafdeling (Regiment, Kompagni) under ingen Omstændigheder mangle: 1) Fødeby, 2) Fødselsdatum,3) Dagen, siden hvilken den paagældende har været savnet ved Troppeafdelingen, 4) Stedet, hvor den savnede er kommen bort fra sin Afdeling, og hvis det er muligt ogsaa Kendingsmærkets Nummer, ifald det paagældende Regiment fører et saadant. Kun naar disse Enkeltheder opgives saa vidt muligt fuldstændigt, kan man gøre Regning paa en hurtig og heldig Besvarelse af Forespørgslen. De paarørendes nøjagtige Adresse maa heller ikke glemmes.

Krigssangers Adresser samles som bekendt af Oplysningskontoret paa Raadhuset i Flensborg. Naar de indsendes skriftligt (for Øjeblikket kommer særlig 86. Regiments Kampe ved Moulin 5.—14. Juni i Betragtning), maa man fremfor alt ikke glemme at opgive foruden  Troppeafdelingen (Kompagniet ikke at forglemme!) de paarørendes Adresse samt omtrent den Dag, da den paa, gældende Krigsdeltager faldt i Fangenskab.

Oversættelser til Russisk (Breve, Kort og Adresser til Krigsfanger) udføres i Fremtiden ogsaa i Forretningslokalet paa Oplysningskontoret i Raadhuset i Flensborg, foreløbig hver Fredag Eftermiddag fra 4 til 7. Desuden modtager Oplysningskontoret nu som før til enhver Tid gratis Andragender om russiske Oversættelser, som hurtigst muligt besørges.

19. juli 1915 – Flensborg Avis: “ikke mindre end 35 Saar”

I Bedring.
Gaardejer Jeppe Schultz af „Graasbslgaard”, ved Skodborg, der — som for meddelt — den 9. Maj blev Haardt saaret af en Granat i Frankrig, hvorved han paadrog sig ikke mindre end 35 Saar paa forskellige Dele af Kroppen, er nu i god Bedring og er for en Tid siden bleven flyttet fra Frankrig til et Lazaret i Kirchheim (en lille By i Württemberg). Her modtog han for kort Tid siden Besøg af sin unge Kone og sin Fader, Gaardejer Andreas Schultz fra Rødding. Det behøver vel næppe at tilføjes, at Glæden over Gensynet var stor, især da den unge Mands Liv nu kan anses for at være
uden for Fare.

Mistet Benet.
Arbejdsmand Hans Christensen af Borup, som var med ved Vestfronten, blev saaret af en Geværkugle i Fodleddet og indlagdes paa et Lazaret i Aachen. Saaret, som i øvrigt til en Begyndelse var ret ufarligt, gik i Betændelse, og nu har Benet desværre maattet amputeres oven for Knæet.