Alle indlæg af Arne May

Krigens forløb

28. December 1916. Fra Aleppo til Konstantinopel med syge

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Jeg havde nu været et par dage i Aleppo, der er jo ikke meget at faa at se i saadan en by, der er kun nøgne mure, og husene med deres flade tage og gaderne er kun den bare jord. Murene er blegede af solen, og de smider solstraalerne tilbage saa man er nødt til at gaa med solbriller. 

Der er flere der skal tilbage til Konstantinopel, vi hygger os nu i en pakvogn, der kan vi hav vore sager samlede, og vi er jo fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene.

Vi skal nu gennem Amanusbjerget. Tunellen paa 5 km.s længde er nu færdigbygget, saa fuldbanen kan køre igennem. Sidst vi var her var hullet ikke større end at kipvognstogene kunne køre igennem. Vi kommer nu ud paa den slette som løber mellem Amanusbjerget og Taurusbjerget, i syd kan vi skimte Middelhavet. 

Det er sørgeligt naar man ser saa god en jord ligge hen til ingen verdens nytte, kun tilgroet med ukrudt. Der kunne blive de skønneste palmelunde med dadler: figner, appelsiner og alle de sydfrugter vi kunne ønske os. Vandet løber en næsten til tænderne naar man tænker derpaa, idet mindste i de tider hvor vi herhjemme ikke har set noget deraf i flere aar. 

Vi passerer engang i mellem nogle smaa byer. Appelsinhøsten er lige afsluttet, appelsinerne kan man se i store hobe paa marken, og der er mange sorter at vælge mellem. Vi nøjes ikke med at købe et par, vi køber hele kasser fulde ad gangen.

Nu er vi kommet til byen Kylek-Bogas, som ligger ved foden af Taurus-bjerget, den ligger lige nord for Tarsus, herfra skal vi med lastbiler over Taurus-bjerget til byen Borzanti, og saa med fuldbanen ind igennem Anatolien til Haidar-Parcha som ligger ved Bosporus og derfra blev vi sejlet over til byen Konstantinopel. 

Der kom jeg igen paa lazarettet, og var der til d. 28. dec. 1916. Her var et temmelig stort lazaret bleven oprettet, med flere læger og professorer. De studerede i tropiske sygdomme, der var mange patienter med mange slags sygdomme, saasom kolera, tyfus, plettyfus, malariafeber, sandfluefeber, rur, armøbenrur, men det mærkeligste er at alle febersygdomme smitter ikke direkte, de bliver overført af et dyr. 

Malaria bliver overført af en moskitomyg. Sandfluefeber af en sandflue, plettyfus af en lus. En som laa her ved siden af mig fik plettyfus. Den morgen blev der stor opstandelse paa stuen, alle læger stormede til og professoren forklarede dem sygdommen i første stadium. Jeg laa lige ved siden af og kunne høre alt. Jeg tror ikke sygdommen er saa let at konstatere. Den begyndte med en skrækkelig hovedpine og høj feber, op til 42 gr. og saa viser der sig en lille bitte prik paa det næst nederste ribben paa venstre side, men det er en skrækkelig sygdom, de syge kan ligge i flere dage uden bevisthed. 

Den syge blev straks flyttet over i epidemibarakken, jeg tror nok der laa fire stykker derovre med samme sygdom. Jeg fejrede nu julen 1916 her paa lazarettet, vi fik en dejlig aftensmad med steg, og hver mand fik en julegave. Den 28. dec. blev jeg udskreven og kom saa til genezungsafdelingen. 

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

15. November 1916. I Mosul: “Kun ørkenstormen kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider, henimod aften drager der et tordenvejr hen over byen. Luften bliver dog lidt friskere, men det er kun til den næste dag, saa er der ikke mere at af regnen. For os var det næsten et under at se en Sky paa himlen, vi troede næsten ikke det var muligt at der kunne danne sig skyer, for i den tid vi har været her har vi ikke set andet end en blaa sitrende himmel, ikke saa meget som en lille bitte sky, hvor solen kunne forsvinde, og give os en afveksling i denne brændende solhede. 

Kun samumen (ørkenstormen) kan forvandle jord og himmel til et kogende helvede, den værste snestorm er for intet at regne mod samumen. Jeg har kun oplevet en sandstorm da jeg har været hernede, men ve’ den karavane der bliver overrasket af sandstormen. Først høres en dump rullen, og det bliver kulsort i horisonten, støvet hvirvles op i flere hundrede meters højde og man kan se det i mange km. afstand. Trods det at det nærmer sig med rasende hast, er det som om der gaar en evighed af tid inden det kommer over os. 

Men det er spændingen og uvisheden for hvad der kan ske. En hvislen, et hyl og i et nu er det over os, og alt løst bliver fejet tilside. Hvis man ikke har nogen dækning er det bedst at smide sig fladt ned paa jorden, holde munden lukket og øjnene ogsaa, hvis man ikke har tætsluttende briller. Støvet hvirvles rundt saa man næsten ikke kan se en haand for sig, og det er som det kom ud af en glødende ovn, det brænder og stikker som af tusinde naale.

Det kan vare i timevis, det kan vare i dage, men da er de ikke meget vær som ikke har kunnet finde sig et skjul. Huden revner, læberne og tungen svulmer op og bliver tørre, et menneske kan hverken faa mad eller drikke ned. 

Kamelerne lægger sig fladt ned med hals og hoved strakt henad jorden, og der blir de liggende og de ogsaa bliver tildækket af sanddriverne. Det eneste samumen gavner er at udrydde græshopperne, de bliver hvirvlet med og gaar til grunde. 

Jeg havde nu staaet en lang sygdom igennem, den 8. nov. var jeg saa rask at jer kunne komme ud af lazarettet. Der var oprettet en automobilforbindelse mellem Mosul og Aleppo, de kørte gerne en tur hver 14 dag og rejsen varede i 4 dage, med kamelkaravanen brugte vi omtrent 25 dage til samme tur. Den 15. nov, skulle jeg afsted, jeg skulle tilbage til Konstantinopel for at faa klimaforandring saa at jeg kunne blive rigtig rask igen. 

Skønt jeg var glad for at komme ud af denne ørkenens grav, (Mosul kalder de nemlig for ørkenens grav) var det dog med vemod at jeg tog afsked med sygeplejerskerne og kammeraterne. Men afsted skulle jeg. Da jeg sagde farvel var der en jeg ikke kunne finde, det var søster Marie, hun var komtesse og det var hende der havde passet mig i min 3½ maaned lange sygdom her paa lazarettet, og hvad hun har gjort for mig skal jeg være hende evig taknemlig for. 

Ligeledes søster Christine, det var hende der stod for køkkenet, og det var utroligt sikke lækre ting hun kunne lave til mig, hun kom flere gange om dagen og spurgte mig hvad jeg kunne have, men appetitten var ikke saa stor, saa jeg mange gange maatte sige nej tak, jeg kunne ikke have noget. Men omsider kom søster Marie, hun græd de bitreste taarer og kunne næsten ikke sige farvel, hun var jo gaaet i kloster, hvorfor ved jeg ikke, maaske havde hun fortrudt det. 

Det var to lastbiler som gjorde turen tilbage til Aleppo. Varmen var temmelig aftaget og det begyndte at blive køligere om natten, men vi kunne nok fryse lidt om vi ogsaa havde 35 gr. varme om natten, det er jo den store forandring fra den brændende solhede om dagen der gør det. 

Ved jernbanebygningen ude i ørkenen var der flere hundrede mand i arbejde, og de var naaet flere km. frem siden vi sidst var der. Inden vi naaede Aleppo saa vi store Armenier lejrer ude i ørkenen, det var alle de mennesker som tyrkerne havde hentet oppe i bjergerne. Mænderne skulle arbejde ved banebygningen, og de unge piger solgte de for 3 – 4 pund, guld efter skønhed og kvalitet.

15. November på vej til Aleppo.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

28. September 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “14 dage i Mosul saa var han død.”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i et ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts 1916 blev sendt til Mellemøsten.

Jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde. Vi skulle nu videre, og vor afdeling drog afsted alene. Som lastdragere brugte vi nu muldæsler, men der er ogsaa nogen imellem som ikke er vant til at have noget paa ryggen, saasnart de mærker lasten, farer de rundt, saa det er helt farligt at være i nærheden naar kisterne flyver til alle sider. 

Jeg var nu saa meget i bedring, at jeg ogsaa kunne komme med, vi drog saa afsted mod øst. Men der gik kun nogle dage, vi var lige ved den persiske grænse, da jeg blev syg. Sanitetskorporalen mente at det var kolera jeg havde. Vor afdelingsfører, en oberløjtnant, fik tropekuller, det er en slags forvirrethed der opstaar i den brændende hede. Og han fik mangen fiks ide. Beduinerne som havde deres hytter i nærheden, skulle dog se hvad vi kunne bruge maskingeværet til, og der blev skudt efter forskellige maal i ørkenen.

Jeg laa i byens bedehus, et hul nedgravet i jorden og overhvælvet, det er det allerhelligste, og udenfor er et rum omgivet af en mur, men uden tag og uden gulv. Der laa jeg i flere dage, og præsten bragte mig mælk hver dag, spise kunne jeg ikke. Ved fire tiden hver morgen kom præsten til bedehuset og læste af koranen; for det meste var der ogsaa et par unge mænd med. De faldt paa knæ ved siden af mig med koranen foran sig, og saa gik det løs, en ustandselig mumlen fra alle tre, og saadan kunne de blive ved i næsten en hel time. 

Oberløtnanten kom flere gange og besøgte mig, og spurgte om jeg manglede noget, om jeg ikke kunne have nogle flasker vin, for jeg kunne godt faa saa mange jeg ønskede, men desværre maatte jeg jo sige nej. En kurer var blevet sendt tilbage til “Mosul”, og jeg blev saa afhentet med vogn, men det viste sig da at det ikke var kolera jeg havde, men armøbenrur.

 Mosul blev lejet en bygning, som blev indrettet til lazaret. De fleste bygninger er bygget som en lille fæstning, der findes kun en indgang, som løber ind i gaarden, og huset er bygget i en firkant med alle vinduer ind mod gaarden. Er der to etager, løber der en altan rundt om hele huset ind mod gaarden, og taget er fladt, omgivet af en halvanden m. høj mur mod mange skyde skaar.

Der var nu bleven sendt forskellige medikamenter og mikroskoper og alt hvad en Læge har brug for. Og fire søstre fra et nonnekloster var ogsaa kommet herned, den ene var endda komtesse, men nogle dejlige mennesker var de, og ikke bange for at tage fat. Og en overlæge, et prægtigt menneske, der gjorde alt hvad der stod i hans magt for at lindre de syges smerter. 

I førstningen var vi kun tre syge foruden mig, en med kolera, en med malariafeber og en med tyfus. Jeg blev nu grundigt undersøgt og det viste sig at jeg havde gaaet alt for længe med denne sygdom. Det var armøbenrur, lægen sagde at han aldrig havde set det saa galt. Jeg maatte nu tre kure igennem for at blive helbredet, og hvad jeg fik af indsprøjtninger og medikamenter er utroligt. 

Jeg kan nævne hver dag to indsprøjtninger, en om morgenen og en om aftenen, den ene dag i brystet, den anden dag i armen, 200 gr. gibs 100 gr. ad gangen, det var næsten ikke til at faa ned, man skulle ligefrem skylle det ned med vand hver halve time, to tabletter usara, seks tabletter tanamin, og endelig om aftenen 15 draaber opium. I førstningen kunne jeg slet ikke have noget at spise, og jeg blev saa mager som et skelet, jeg skulle have vin at drikke, men naar jeg fik en teskefuld blev jeg saa fuld at det altsammen løb rundt for mig. 

Da jeg nu havde været der fire uger sagde lægen en dag til mig. Nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal give dig mere, for nu har du næsten spist hele apoteket rent. Jeg svarede: ”Naar jeg bare kan faa noget mad ned, saa skal jeg nok blive rask igen”. Søstrene kom flere gange om dagen og spurgte hvad jeg kunne have, jeg maatte faa alt hvad jeg ønskede. De pillede marven ud af knoglerne og lavede maro og kødboller til mig, og de gjorde alt hvad der stod i deres magt for at jeg kunne blive helbredt igen, jeg var dem ogaaa meget taknemmelig derfor. 

Men med tiden blev det dog bedre, til sidst kunne jeg godt drikke en hel flaske vin om dagen. Nu kom der ogsaa flere syge til og det gik ikke altid saa godt, der var flere der maatte bukke under for sygdommen. Der kom ogsaa en katolsk præst, en mand paa 40 aar, han sagde at han ikke havde været en dag syg i hele sit levned. 14 dage i “Mosul” saa var han død.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

15. Juli 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “Kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber …”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. september 2016 9:02

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste ved et 150 mand stort tysk ekspeditionskorps i Mellemøsten.

Den 24. juni 1916 er vi i “Mosul”, der ligger gemt nede i en dal ved floden Tigris. Der er et usundt klima her, for luften staar næsten helt stille og solen brænder, saa det er en trykkende hede med 75 gr. varme i solen.

Kirkegaarden er næsten større end den plads byen ligger paa, men byen blir ogsaa kaldt for ørkenens grav. 

Vi bliver nu indkvarteret paa et hotel, men I maa jo ikke forestille jer det saadan som hos os derhjemme, det er alt sten og marmorgulv, dør og vindueskarme er udsavet af marmor, for det har de nok af, men træet er knapt, taget er fladt saa vi kan sove deroppe om natten. Det er en italiener som ejer hotellet. Vi faar ogsaa vor forplejning der, vi skal jo selv betale. 

Forplejningspengene faar vi jo udbetalt. Middagsmad spiser vi altid om aftenen efter solnedgang, saa er det knap saa varmt. Først bliver der fejet udenfor hotellet, det er nemlig kun jord, saa blir det hele overhældt med vand, det bliver saadan mere friskt, saa blir borde og stole sat ud, og kulørte lamper blir ophængt, og saa kan det gaa løs med maden, og 6 – 7 retter plejer vi gerne at faa.

Vi kan nok mærke at vi ikke er vant til klimaet, for vi ligger snart alle og er syge, nogle ligger med stærk feber 40 – 41 gr. Tre mand er døde. Den ene dag kan de være helt sunde og raske, den næste dag er de døde.

Hvad der her hersker af sygdom er næsten ubeskriveligt kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber, ja man kan næsten sige al slags sygdom. 

Men det er heller ikke at undres over at folk bli’r syge; naar der dør en hest, et æsel eller et andet dyr bliver det liggende hvor det er, om det ogsaa ligger midt paa vejen, eller om det falder om i vandet, hvorfra folk skal hente deres drikkevand. 

Øjensygdom er en mægtig plage, hvert andet menneske har syge øjne, men læge kender de jo ikke til. Og saa disse krøblinge som ligger henslængt ved husmurene, med kun et sækkelærred at dække sig til med, udtærede saa de næsten ikke kan røre sig. Naar man kommer forbi kysser de ens klæder, og med længselsfulde, utørrede øjne og ansigtet fordrejet i smerte hvisker de: “Sahib giv mig en almisse”. 

Naar de bygger et hus bruger de hverken teglsten, kalk eller cement, det bliver bygget af marmor og alle slags sten som bliver opsamlet ude paa marken. Marmoret bliver opsat i en rundkreds og opbygget som en slags ovn, og fyldt med hakkelse indvendig, saa bliver der sat ild til halmen og gennem denne varme bliver marmoret saa skørt at det kan lade sig male til støv, og det binder meget bedre end cement. 

Det er lige i faste tiden og der bliver af skudt 3 kanonskud hver 6 te. time, og udraaberen kalder fra minareten til bøn til samme tid, og man kan høre det næsten over hele byen i den stillestaaende luft, men vi var nu ikke interesserede i at han der begyndte midt om natten og forstyrrede os i vor nattesøvn. 

Hele vort formaal er naturligvis en hemmelighed, men da vi rejste gennem ørkenen, blev der skrevet i de engelske aviser, at 40,000 mand var paa vej mod østen, og vi var kun 150. Meningen var at vi skulle have haft 4,000 mand tyrkisk kavalleri, og vi skulle saa have haft føring af denne division, men vi fik slet ingen tyrker, saa vi maatte klare os selv. Og meningen var vist nok, at vi skulle have truet den engelske besiddelse i Indien. 

15. Juli, jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

2. juli 1916. »Tror De måske, at jeg er flyttemand?«

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:29

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

»I Maskingeværafdelingen«

Et nyt afsnit af min fronttilværelse tog nu sin begyndelse. Det var vel ikke så underligt, at jeg var spændt på, hvordan det ville gå. 

Jeg opdagede ret hurtigt, at det mere var kræfterne end mekanisk snilde, det kom an på, thi udrustningen var meget tung. Maskingeværet bestod af to hoveddele, selve geværet og en såkaldt slæde til at montere det på. Til at transportere disse to ting var to mand nødvendige.

Da en maskingeværbesætning bestod af en underofficer og seks mand, var der kun fire mand tilbage til at transportere ammunitionen, og da 4.000 patroner var det minimum, som til enhver tid skulle være til rådighed, måtte disse fire mand hver bære 1.000 patroner, som var anbragt i to metalkasser med 500 i hver. Sådan to kasser vejede op imod 50 kg, og da det ofte hændte, at de skulle transporteres flere kilometer, når delingen var under fremrykning, kunne de to bæster godt trykke lidt på »samvittigheden«. 

V i havde blandt flere nye mænd fået én, der var skolelærer. En dag, vi lå bag fronten og eksercerede bravt, satte han pludselig sine to kasser foran fødderne af sin underofficer og sagde: »Tror De måske, at jeg er flyttemand?« Det gik ham ikke så godt, men det er en anden historie. 

Heldigvis var jeg sund og stærk, så jeg tog sagen med godt humør. Det mekaniske voldte mig heller intet besvær, og ved skydeøvelser, der blev afholdt, så snart delingen havde lejlighed til det bag fronten, viste det sig, at jeg var endda en meget habil skytte.

Selv om en mand er en god skytte med et almindeligt gevær, er det langtfra givet, at han er det, når han skal betjene et maskingevær, der skyder mellem 500 og 600 skud i minuttet. Man må huske på, at geværet vibrerer voldsomt, og det er så afgjort en følelsessag at få kuglerne dirigeret derhen, hvor de skal. Der er mange, der aldrig lærer det. 

MG-afdelingerne gjaldt på østfronten for at være elitetropper, og noget var der om det. Der var godt nok adskillige hårde halse imellem dem, men jeg tror, at det gode ry især skyldtes, at MG-afdelingerne blev skånet i alle måder. Under de store marcher havde de som sagt intet at slæbe på. Soldaterne skulle kun bære deres karabiner.

Bortset fra arbejdet på egne opholdssteder og geværstillinger deltog de ikke i udbygningen af skyttegravene. Forplejningen var rigeligere, og folkene var altid udhvilede, da de kun havde ca. 4 timers vagt i døgnet. De havde tid til at holde sig rene og dermed nogenlunde fri for lus. Det siger sig selv, at en mæt og udhvilet soldat er betydelig mere værd end én, der altid er halvsulten og overanstrengt på grund af manglende søvn.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

24. juni 1916. Ulykkelige armeniere: “Børnene slog de ihjel, pigerne solgte de …”

1 kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den næste dag, indhenter vi vor afdeling igen, de er bleven i “Nesebin”, her har vi et par dages hvil.

Der er masse fanger her, det er englændere og indere, de kommer fra “Kut-el-amara”, som ligger ca: 300 km. syd for “Bagdad”, de er paa vej til “Konia”. Der blev taget 13–14.000 fanger dernede, de sælger alt hvad de har, for at faa lidt tyrkisk mønt, saa de kan købe sig lidt at spise, deres forplejning er maadelig, jeg ville sandelig ikke gerne være fange hos tyrkerne. 

Naar man ser den grusomhed, ja det er næsten ubeskriveligt, hvad der hersker hernede. Vi møder sommetider store flokke af “Armenier”, sammenlænket ved haandledene, disse hungrende, forpinte mennesker, de vantro hunde som tyrkerne siger. Armener er jo et kristent folk.

Naar man ser deres lasede klæder, deres bønfaldende blikke, naar de møder os med fremstrakte arme, bedende om hjælp og om en almisse, da skar det een i hjertet, saa vi kunne godt ha’ nedmejet hele vagtmandskabet med maskingeværer, men vi havde jo bare ikke lov dertil.

Alt hvad vi havde af brød gav vi dem, men vagtmandskabet tilkastede os lynende blikke. Det er sørgeligt, at nogle mennesker saadan skal pines. 

Tyrkerne drog op i deres land, stjal alt hvad de ejede, afbrændte deres huse, børnene slog de ihjel, pigerne solgte de og mændene skulle først arbejde saa længe de kunne, og naar brød sammen, blev de jaget ud i ørkenen til føde for sjakalerne. Senere blev der oprettet en armenierlejr ved “Aleppo”, hvor Karen Jeppe har gjort et stort arbejde for at lindre nøden for de nødstedte armeniere.

Imellem flygtede ogsaa en, vi havde ogsaa et par, hos os turde tyrkerne ikke afhente dem, vi kunne godt tage os en tjener, og i den tid havde han jo ro for tyrkerne. I de næste dage møder vi mange fanger af englændere og indere.

En morgen møder vi ogsaa den svenske naturforsker Sven Hedin, han kommer fra østen, paa vej til Konstantinopel. 

Den 24. juni 1916 er vi ”Mosul”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Læs mere om det armenske folkedrab her (Wikipedia): http://en.wikipedia.org/wiki/Armenian_Genocide

Fotografiet stammer også herfra. Original billedtekst: “Syria – Aleppo – Armenian woman kneeling beside dead child in field “within sight of help and safety at Aleppo”.”

Krigens forløb

20. juni 1916. Og ud trådte en mand kun iført slippers, spidsbukser og skjorte.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:30

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Kompagnichef »Sternigel«”

Der var kommet liv i huset, da granaterne faldt. Døren gik op, og ud trådte en mand kun iført slippers, spidsbukser og skjorte. Jeg regnede med, at det var kompagnichefen, der noget brat var blevet vækket af granaterne, men forholdt mig passiv.

Manden gloede olmt på mig og udbrød: »Hvad er det for et spektakel her i middagsstunden, og hvad laver De her?« Jeg besvarede spørgsmålene i den rækkefølge, de var stillet, nemlig at russerne havde sendt en hilsen i form af et par granater, og hvad mig angik, så skulle jeg melde mig hos kompagnichefen for MG-afdelingen.

»Det er mig,« brølede manden, og jeg fik hurtigt hælene samlet og aflagt forskriftsmæssig melding. »Hvad er De i det civile liv?« spurgte løjtnanten lidt mere afdæmpet. »Landmand,« svarede jeg og ville have tilføjet, at jeg havde været to år i mekanikerlære. Det fik jeg slet ikke tid til.

»Landmand,« gentog løjtnanten i et tonefald, der ikke levnede landmanden ret megen sympati. »Har De ikke været hos Feldweblen, og har han ikke jaget Dem ad helvede til?« Inden jeg fik tid til at svare, kom Feldweblen imidlertid ud og meldte kort og godt, at manden havde været på kontoret, og at han nok var landmand, men ifølge meddelelse fra hans kompagni, havde han været to år i mekanikerlære, og at han – Feldweblen – ville anbefale løjtnanten at gøre et forsøg med manden.

»Nå ja, for min skyld ingen alarm,« svarede »Sternigel«, og dermed var jeg forsøgsvis antaget ved MG-afdelingen. Jeg var efterhånden blevet klar over, at Feldweblens ord havde en vis vægt, og at det nok var værd at huske dette.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

19. juni 1916. Da en meget lille soldat i fuld uniform kom tudbrølende ud af majsmarken.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:30

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

Billedet er fra Lockstedter Lager, foråret 1916. Bergholt står i bagerste række, nr. 2 fra venstre.

“Semko -12 årig dreng”

Mens jeg sad og tænkte over min samtale med min nye Feldwebel, suste pludselig to granater ned i en majsmark lige ved huset. De var afskudt fra stor afstand, og jeg havde hørt dem komme. Endnu inden de detonerede, lå jeg for længst på maven, men stor var min forbavselse, da en meget lille soldat i fuld uniform kom tudbrølende ud af majsmarken.

Han var ikke større end en tolvårs dreng, og det viste sig senere, at det netop var det, han var. »Hvad er du for en fyr? Det var nok ved at gå galt,« sagde jeg og gik hen imod ham. Da drengen så, at jeg var en fremmed soldat, kvitterede han prompte med et »Hold kæft« og pilede af sted alt hvad han kunne. 

Senere fik jeg en forklaring. MG-afdelingen havde været indkvarteret i drengens hjemby. Han havde ingen forældre; faderen var blevet skudt, og moderen havde russerne taget med ved tilbagetoget. Han havde fået sin mad ved feltkøkkenet i den tid, delingen lå i byen.

Da man drog videre, var drengen simpelt hen fulgt med og havde nu været hos delingen i flere måneder. »Sternigel« havde for egen regning ladet sy en uniform til ham og givet afdelingens skomager og sadelmager, der var en mand på ca. 40 år, ordre til at tage sig af drengen. I øvrigt blev Semko, sådan hed drengen, og jeg senere hen meget fine venner. 

Den kvikke dreng havde forbavsende hurtigt lært slet ikke så lidt tysk, og man benyttede ham som tolk, da befolkningen næsten kun talte polsk. 

Da regimentet i april 1917 blev flyttet til vestfronten, fulgte drengen med. Han var selvfølgelig hele tiden bag fronten ved bagagen, som var nogenlunde i sikkerhed, men efterhånden, som flyvervirksomheden tog til, var det ikke helt ufarligt at være dér.

Det var meningen, at en ældre, gift kusk, der ingen børn havde, ville adoptere drengen efter krigens afslutning, men han overlevede desværre ikke. 

I efteråret 1917 fik Semko pludselig hjemve, årsagen var følgende: Vi lå i »ro« i en by i Lothringen, der jo endnu den gang hørte til Tyskland. I byen var der en artillerist hjemme på orlov fra østfronten, og skæbnen ville, at han netop kom fra Semkos fødeby i Galicien og skulle tilbage dertil.

Da Semko fik talt med ham, var det sket. Hjemlængselen meldte sig. Regimentskommandøren blev underrettet, og det blev besluttet, at Semko skulle rejse tilbage sammen med artilleristen. Semko fik rejselegitimationen udstedt, og sådan endte drengens eventyr, som han sikkert aldrig har glemt. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

18. juni 1916. »Jeg er hannoveraner, og vi holder også meget af prøjserne.«

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:30

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Frækhed belønnes”

Endelig var vi færdige med at bygge den famøse skyttegrav. Den havde kostet os mange sårede, men heldigvis kun få døde. Der begyndte at gå rygter om, at divisionen skulle til Frankrig. De viste sig dog at være forhastede. 

Derimod skete der noget, som fik stor betydning for mig. En dag blev det bekendtgjort, at maskingeværafdelingen skulle bruge nogle folk, og at de, der var uddannede som mekanikere, kunne melde sig. 

På dette tidspunkt havde jeg været ca. to måneder i felten, og jeg havde ærlig talt fået »næsen fuld« af infanteriet. Jeg mente at have fundet en udvej, så en overflytning til MG-afdelingen kunne lykkes. Nu var øjeblikket der, og jeg var klar til at gøre et forsøg.

Altså meldte jeg mig til Kommandofeldweblen og anmodede om at blive overflyttet. Det første, han sagde, var selvfølgelig, at jeg var landmand og ikke mekaniker. Jeg var forberedt herpå og svarede, at vel stod der landmand i papirerne, men jeg havde stået to år i lære som mekaniker og var derefter gået tilbage til landbruget. Han bed på krogen og gav tilladelse til , at jeg forsøgsvis kunne melde mig. 

Jeg var klar over, at jeg i nogen grad var på gyngende grund, og det var med blandede følelser, jeg meldte mig hos Feldweblen ved MG-afdelingen. Det gik bedre, end jeg havde turdet håbe. 

Atter var heldet med mig. Feldweblen sad og bladede i mine papirer, og jeg var forberedt på, at jeg igen skulle benytte min nødløgn om min mekanikerlærdom; men det blev slet ikke nødvendigt. Da han endelig var færdig med eftersynet, så han op på mig, og til min store forbavselse tiltalte han mig med »du«.

»Du er prøjser,« ser jeg, »og fra Haderslev amt. Ligger det ikke oppe ved den danske grænse? – Kan du også tale dansk?« Begge spørgsmål måtte jeg besvare med et ja. »Tja,« fortsatte Feldweblen, »jeg er hannoveraner, og vi holder også meget af prøjserne.« 

Jeg forstod, at denne »kærlighedserklæring« til Prøjsen var ironisk ment, og at det ikke ligefrem var en anbefaling at være prøjser. Jeg begyndte at fatte sympati for manden, der syntes at være i besiddelse af en vis historisk viden. Feldweblen fortsatte: »Du er landmand og ikke mekaniker, ser jeg, men det gør ikke noget. Den smule mekanik, der skal til, lærer du sagtens, hvis du da ikke er alt for fummelfingret, og det ser du ikke ud til.

Gå udenfor og vent til kompagnichefen vågner, han sover til middag, så kan du melde dig til ham, når han engang gider stå op. Og én ting ti , tag dig det ikke nær, hvis han galer lidt op, fordi du ikke er mekaniker, den sag skal jeg nok klare. I øvrigt går han under navnet »Sternigel«, (det var navnet på en tysk rovmorder), men det skal du ikke bryde dig om, manden er bedre end sit rygte.« 

Jeg hilste og forsvandt ud af døren for at vente på »Sternigel«, fandt mig en skyggefuld plads og gjorde mig det behageligt. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

17. juni 1916. Kuglen var prellet af på en knap.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:30

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heimatschuss”

Et par nætter efter, at Jørgen var blevet såret »ordentligt«, var jeg atter på vej ud til engen. Min sidekammerat sank pludselig sammen, og da han holdt sig for maven, var jeg ikke i tvivl om, at det var der, han var såret, og at det var alvorligt. Der kom straks sanitetspersonale til stede og tog sig af ham, han var bevidstløs. 

Jeg »hang lidt med skuffen« den nat, for jeg havde kendt den sårede godt, og med et maveskud var der ikke meget håb. Stor var overraskelsen og glæden imidlertid, da vi kom tilbage til vort kvarter i laden, for der sad den »sårede« i halmen og spiste af hjertens lyst. 

Det viste sig, at kuglen var prellet af på en knap. Denne var trykket ganske flad og havde givet manden et stød i mellemgulvet, så han mistede bevidstheden. 

Det var et par eksempler på »heldige skud«, og dem har jeg oplevet i snesevis af. Men det mest fantastiske jeg har set, var i Frankrig. Ved et angreb fik en infanterist en kugle i panden. Den var gået ind lige neden for hårgrænsen og ud i nakken.

Manden blev selvfølgelig slået bevidstløs, men kom ret hurtigt til sig selv igen. Han var ikke mere medtaget, end at han selv kunne gå tilbage til forbindingspladsen. Her blev han ordentlig forbundet og læsset i en sanitetsvogn og kørt til et feltlazaret. Rystelserne under kørslen bevirkede imidlertid, at såret begyndte at bløde, og manden lå bevidstløs i otte dage. 

Efter ca. et halvt års forløb kom han tilbage til sit kompagni og var fuldstændig rask. Jeg talte med ham den dag, han blev såret, og jeg har talt med ham mange gange efter, at han kom tilbage. Lægerne havde forklaret, at kuglen havde fulgt kraniets runding og ikke beskadiget selve hjernen; de havde aldrig set noget lignende.

Til trods for at han efter ca. to måneders forløb følte sig fuldstændig rask, havde man beholdt ham i lazarettet i fire måneder og nærmest vist ham frem som en seværdighed. Man må sande det gamle ord : Den drukner ej, som hænges skal. – 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

16. juni 1916. Et nervevrag: Kravlede på alle fire.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heimatschuss”

Et par nætter derefter arbejdede vi atter sammen, og da var Jørgen mere »heldig«, han fik en kugle gennem den ene arm, og var ovenud lykkelig .

Jeg har ikke truffet Jørgen senere, men jeg håber, at han stadig har været »forfulgt« af lykken, og er kommet nogenlunde helskindet hjem. Han var en god kammerat og i besiddelse af et godt humør og – for at sige det populært – fuld af »fup«.

En nat, før han blev såret, var vi sammen på forpost og sad i samme jordhul, hvor der lige var plads til to mand. Den underofficer, der denne nat skulle kontrollere forpostkæden, var lige kommet fra garnisonen og havde ikke før været ved fronten. Han var overnervøs og nærmest umulig. Hvor alle andre gik oprejst, der kravlede han på alle fire.

Da han denne nat kom til vort hul, kunne Jørgen selvfølgelig ikke holde sig i skindet. Pludselig hviskede han »Se der, se der,« og pegede i retning af en rugmark ca. 50 meter foran os, »en russisk patrulje!«

Jeg var klar over, at det var et af Jørgens »numre«, men underofficeren sprang med et sæt ned i hullet til os, hvor der dårligt var plads til to, langt mindre til tre. Til trods for, at vi begge to bedyrede, at det med patruljen havde været en fejltagelse, var det os umuligt at få manden ud af hullet igen.

Han lod de andre poster passe sig selv og blev i hullet, til vi blev afløst. Han kravlede så på alle fire, til vi nåede vore pigtrådsspærringer, først da kom han på højkant og fortsatte i løb, til han nåede skyttegraven.

Jørgen grinede højlydt – og jeg da for resten også, for det var et kosteligt syn. Men bagefter var vi enige om, at det var synd for manden, han var jo et nervevrag. Efter kort tids forløb, blev han også sendt bort, han var ubrugelig.

Jørgen grinede højlydt – og jeg da for resten også, for det var et kosteligt syn. Men bagefter var vi enige om, at det var synd for manden, han var jo et nervevrag. Efter kort tids forløb, blev han også sendt bort, han var ubrugelig.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

15. juni 1916. Tættere på, så havde det været et dejligt »Heimatschuss«

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heldige skud”

Da regimentet havde fået udhvilet, blev det beordret til at bygge en skyttegrav over et engdrag. For grundvandets skyld måtte skyttegraven bygges oven på jorden. Hver nat blev halvdelen af styrken sat til dette arbejde, som viste sig at være endda meget farligt.

Russerne kunne selvfølgelig om dagen konstatere, at der blev arbejdet om natten, og holdt engen, der var ca. 200 meter bred, under en vold som geværild hele natten igennem. Arbejdet bestod i at grave græstørv og stable dem oven på hinanden, så der blev en vold i mandshøjde.

Den første nat, jeg var med til dette job, arbejdede jeg sammen med en anden sønderjyde, hvis navn var Jørgen. Han var en gemytlig fyr og dejlig at arbejde sammen med. Pludselig smed Jørgen spaden og svor en dyr ed. Det viste sig, at han havde fået et strejfskud i den ene tommelfinger.

Skaden var imidlertid ubetydelig, det så nærmest ud, som om han havde brændt fingeren en smule. »Det var da som pokker,« udbrød han, »en halv cm tættere på, så havde det været et dejligt »Heimatschuss« (hjemsendelssesskud)«.

Den næstfølgende nat arbejdede vi atter sammen, og Jørgen var atter heldig – eller uheldig om man vil. Han faldt pludselig om og tog sig til skinnebenet. Jeg fik ham slæbt i læ bag volden, trak støvlen af ham, men kunne intet sår finde, kun en stor blå plet var synlig på skinnebenet.

»Det var strejfskud nr. to,« var Jørgens kommentar, »Gud ved, hvad der sker tredie gang?« Da han ville trække støvlen på igen, var der noget, der trykkede inde ved tæerne. Han trak atter støvlen af, stak hånden ned i den og halede en geværkugle frem.

Nu kan man jo med rette spørge, hvordan dette kunne gå til? Svaret er ligetil, på et givet tidspunkt går farten af enhver kugle, og den får en nedadgående bevægelse. I dette tilfælde var kuglen gået gennem et læg i Jørgens bukseben lige oven for støvleskaftet. Ved den nedadgående bevægelse var den gået imod støvleskaftet indvendig. Den havde ikke haft kraft til at gå gennem læderet og var så faldet ned i støvlen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

14. juni 1916. Det gav mig noget at spekulere på.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Flere gode råd”

En nat havde Claus ganske umotiveret spurgt mig, om jeg var mekaniker. Dette måtte jeg benægte, men ville gerne vide, hvorfor han havde spurgt om det. »Jo,« svarede han, »ellers kunne du have meldt dig til disse »Maschinengewehrhengste« (slangord for maskingeværafdelinger), de har det meget bedre end vi.

De er aldrig på forpost, de har kun vagt i skyttegraven ved deres gevær, og det er de seks mand om, så det bliver højst to timer hver nat. De er altid friske og udhvilede, deres forplejning er af en eller anden grund rigeligere end den, vi får. Under marchture har de kun deres karabiner at slæbe på, resten bliver læsset på vognene, de har nemlig et køretøj for hvert maskingevær.

Da de altid skal være fuldtallige for at kunne betjene geværerne – og de har jo tab lige såvel som vi – sker det ofte, at infanterikompagnierne må afgive mandskab til dem, men det skal altid være mekanikere.« – Denne samtale randt mig nu i hu.

De marchture, som Claus havde skildret, havde jeg nu selv fået en lille prøve på og konstateret, at hans beskrivelse af dem ikke var overdrevet. Jeg havde også lagt mærke til maskingeværafdelingen, og også hvad den angik, havde Claus haft ret.

Det hele gav mig noget at spekulere på.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

13. juni 1916. Gode råd til lange marchture

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“Gode råd”

Jeg havde klaret mig nogenlunde under turen, fødderne var ømme, men hele. Det var atter Claus, der havde hjulpet mig med sine gode råd, som han havde givet mig under vore mange natteture og nattevagter. Han havde ofte skildret disse lange, forbandede marchture, der gjorde livet surt for infanteriet på østfronten. Her er nogle af de tips, han havde givet mig: 

»Husk altid at holde fødderne renvaskede, det er mere nødvendigt end at holde ansigtet rent. Du skal altid have et par rene – og helst nye – fodlapper liggende i dit tornyster til brug, når du skal ud på en længere marchtur, dem skal du først tage på, og så et par strømper oven over.

Træk aldrig støvlerne af under et kort hvil, fødderne er ophovnede, og du får et værre besvær med at få dem på igen. I ni af ti tilfælde kommer fodlapperne i uorden herved, og så er du først »rigtig på den«.

Hvis du kan undgå det, så drik aldrig ukogt vand her i dette velsignede land. Vandet er de fleste steder dårligt, og du fordærver din mave dermed. Drik kun det, du får udleveret ved feltkøkkenet.

Selv om du bliver stærkt fristet til at drikke det meste af feltflaskens indhold på én gang, så hold igen; drik kun en mundfuld ad gangen, den virker lige så godt som en halv liter, hovedsagen er, at du får ganen læsket.

Hvis du er i besiddelse af et stykke tørt brød, så put det i munden og tyg på det, så holdes spytkirtlerne i funktion.« 

Jeg havde rettet mig efter disse velmente råd, skønt det med kun at drikke én mundfuld ad gangen, var faldet mig meget svært. Jeg gennemførte det imidlertid og kom »godt i land«, bedre end de fleste. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

12. juni 1916. Frygtelige marchture på Østfronten

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Det var jo højsommer, og solen begyndte snart at sende sine ubarmhjertige stråler ned på de sovende og vækkede dem efterhånden. Dagtemperaturen var mindst 30 grader i skyggen, så befalingsmændene sørgede for at få dem alle på benene og anbragt, hvor der var skygge. 

Klokken 12 blev der udleveret forplejning, og så begyndte turen igen, men denne gang i almindeligt marchtempo, vi var tilsyneladende nået ud af den russiske omklamring. 

Med korte ophold, hvor der blev udleveret mad og te, vi havde nu fået kontakt med feltkøkkenet og den øvrige bagage, fortsatte turen til næste dags morgen. 

Man tror vel, at det er løgn, når jeg hævder, at man kan gå og sove på samme tid, men ikke desto mindre er det sandt. Benene bevæger sig mekanisk, og man vågner op, når man støder mod manden, der går foran. 

Disse marchture på østfronten, hvor der næsten ikke fandtes veje, kun hjulspor, var frygtelige. Af jernbaner fandtes der kun nogle få hovedlinier, som vi aldrig benyttede i de ni måneder, jeg var på østfronten.

Marchturene gik for det meste langs med fronten, og det vil igen sige på tværs af jernbanelinierne. 

Regimentet var imidlertid blevet fuldstændig ud aset af den forcerede march, så et døgns ro var tvingende nødvendig. Den sidste nat var mange faldet fra, de kunne simpelt hen ikke gå mere. Fødderne var fulde af sår og lignede blodige kødklumper. 

Endelig gik vi i kvarter i en foriadt landsby, for at få det tiltrængte hvil. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

11. juni 1916. Bergholt på tilbagetog i Galizien

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:21

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“På ilmarch”

Fra hvert korporalskab blev der udtaget en mand, som skulle blive tilbage og markere, at skyttegraven stadig var besat ved at opretholde en forceret skydning i indtil en time efter hovedstyrkens afmarch. Derefter skulle de forsøge at indhente regimentet. Da disse folk ingen oppakning havde, kun deres geværer samt ammunition, var der en reel chance for, at dette kunne lykkes. Og det gjorde det. 

Da den befalede time var gået, trak den tyske kæde sig tilbage, og det lykkedes dem i løbet af natten at nå frem til regimentet med kun én mand let såret. 

De fortalte, at russiske patruljer allerede en halv time efter vor afmarch viste sig foran de tyske pigtrådsspærringer, men da de blev stærkt beskudt, blev de liggende der og gav derved tyskerne tid til at forsvinde. 

Fra kl. 22 til kl. 7 om morgenen gik vi tilbage i ilmarch med kun ti minutters ophold hver fulde time – en såkaldt »Pinkelpause« (tissepause). 

At sige, at tropperne var udmattede, er et mildt udtryk, men ingen ville gerne i russisk fangenskab, så enhver gjorde, hvad han kunne for at følge med. 

Klokken syv næste morgen gjorde v i holdt på en pløjemark. Geværerne blev sat sammen, og soldaterne faldt bogstavelig talt om ved siden af dem og sov omgående. Officererne lod os ligge; de vidste, at det ville være umuligt at få os på benene de første timer. 

Hvor mange kilometer vi havde tilbagelagt i disse ni timer, ved jeg ikke, men det var mange. Kun den, der har prøvet en sådan ilmarch med fuld oppakning og dertil 500 patroner ekstra, véd hvilken kraftanstrengelse det er. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

10. juni 1916. Omringningen var næsten fuldbyrdet.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Med hensyn til russerne fik Claus ret. De sidste tre dage, før han blev såret, var de gået til angreb både til højre og venstre for os. Særlig den højre fløj blev angrebet meget kraftigt. Da de imidlertid angreb uden nævneværdig artilleriforberedelse og ved højlys dag, blev de afvist til trods for, at de angreb med indtil 16 skyttelinier efter hinanden. 

Russerne må have haft mægtige tab. De blev bogstavelig talt mejet ned af de tyske maskingeværer og nåede aldrig nærmere end til de tyske pigtrådsspærringer. Angrebene over for de tyske regimenter ebbede imidlertid ud og trak længere og længere ud på fløjene, hvor de østrigske tropper lå, og her syntes de at have haft større held. 

Om natten markeredes frontens forløb af de afskudte lyskugler eller lysraketter, om man vil , og det var på grundlag af dem, at Claus havde gjort opmærksom på, at russerne gik frem på begge fløje. 

Da der var gået et par dage til , var omringningen næsten fuldbyrdet. Det hed sig, at regimentet skulle afløses en af de første dage, men den almindelige mening blandt mandskabet var, at det måtte da blive af russerne. Og ganske rigtigt, en dag blev der givet besked om, at regimentet skulle samles kl . 22 i en slugt lige bag fronten. 

Hver mand fik ordre til at medtage 500 patroner foruden den sædvanlige udrustning. Hvad der ellers fandtes af ammunition og udrustning blev kastet i latrinerne eller ødelagt. Nu var der ingen tvivl om, hvem der skulle afløse os.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

9. juni 1916. Heimatschuss: “Slut med forstillingen Jacob, hjemmet i sigte.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“En ordenlig forskrækkelse”

Jeg måtte tit i de kommende år tænke tilbage på Claus og hans ord, for de viste sig at være rigtige. 

En af de følgende nætter, da vi atter bar »ryttere« frem, fik Claus en kugle gennem overarmen. Trods det, at kuglen havde beskadiget knoglen, og at det sikkert var meget smertefuldt, gav han – bortset fra en lille ed, da kuglen traf – ikke en klagelyd fra sig; tværtimod, hans kommentar var: »Slut med forestillingen Jacob, hjemmet i sigte.« 

Jeg forbandt armen efter Claus’ anvisning, så godt det lod sig gøre, og udtalte min bekymring over, at knoglen var beskadiget, men det faldt ikke i god jord hos Claus: »Det er netop det fine ved det hele min dreng, hvis det kun havde været et kødsår, ville jeg ikke nå tilbage til Tyskland . Som det er nu, har jeg en stor chance for, at dette kan lykkes.« Jeg måtte uvilkårlig tænke tilbage på bayrerens opførsel, da han blev såret i benet. 

Da Claus og jeg kom tilbage til skyttegraven – han ville nemlig have sine personlige ejendele med sig – tog han afsked med kammeraterne med følgende spådom: »Så vidt jeg kan skønne, har I været her den længste tid. Læg mærke til russernes lyskugler om natten, jeg tror, de er ved at omringe os. Hold jer muntre og på gensyn i Tyskland, nu glider Claus.« 

Jeg så ham aldrig mere, men savnede ham meget. 

Han var en god læremester og beherskede de 5 %, der var nødvendige for at overleve. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

8. juni 1916. Panik! Jacob Bergholt snubler over en blindgænger!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:21

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat i Galizien på østfronten.

“En ordenlig forskrækkelse”

Dagene gik, den ene som den anden uden større sindsoprivende episoder. Ved hårdt arbejde havde vi fået vore stillinger udbygget, fået beboelsesrum lavet, så vi var nogenlunde beskyttet mod vind og vejr. 

Russerne forholdt sig forholdsvis rolige. Artilleriild var der ikke meget af. Det mest irriterende var russernes evindelige riffelskydning efter mørkets frembrud, som gav os en del tab, men heldigvis flest sårede. Jeg lærte hurtigt, at den kugle, man hører fløjte, rammer ikke, og at det ikke kunne hjælpe at dukke sig for den. 

En lille episode skal dog fremdrages her. Den drejer sig ikke om riffelkugler, men om såkaldte »blindgængere«. Man havde i garnisonen hørt, at de kunne være meget farlige, og at man skulle tage sig i agt for dem. 

En nat var jeg sammen med en anden fra korporalskabet ved navn Claus beordret til at bære såkaldte »spanske ryttere« frem til pigtrådsspærringer. Man kunne ikke benytte løbegraven til denne transport på grund af »rytternes« størrelse, men måtte fragte dem over åben mark. 

Hertil var to mand nødvendige. I øvrigt var det påbudt, at ved færdsel uden for løbegravene, altså over åbent terræn, skulle man altid gå to og to, så man kunne hjælpe hinanden, hvis den ene blev såret. At dette langtfra blev overholdt, er en anden sag.

Af ukendt grund valgte Claus, der var fra Hessen, altid mig til sin makker på disse natlige ture, og det var jeg sådan set ikke ked af, tværtimod. Claus havde nemlig været i felten siden krigens begyndelse, og det han ikke vidste om skyttegravskrig på østfronten, var ikke værd at vide, og jeg følte mig godt tilpas i hans selskab. 

Denne nat var det måneskin, og vi gik og talte om tilfældige ting. Pludselig snublede jeg over et eller andet og gik på næsen. Endnu i faldet blev jeg klar over, at det var en blindgænger, der havde bragt mig til fald. Som et lyn var jeg på benene igen og løb fremad som en besat. Da jeg var kommet ca. 50 meter bort, var der stadig intet sket, og jeg stoppede op for at se, hvor min makker var blevet af. 

Claus kaldte mig tilbage, og da jeg kom hen til ham, sad han nok så gemytlig oven på granaten, der viste sig at være en af de helt store. 

»Der fik du dig nok en ordentlig forskrækkelse, min dreng,« sagde Claus, »men sæt dig nu her ved siden af mig, der er plads nok til os begge.« Jeg var nærmest chokeret over hans formodede letsind og indvendte, at den kunne jo ryge i luften.

»Ja, det kan den,« svarede Claus, »men chancen herfor er som én mod tusind, og husk én ting, hvis den havde været ondskabsfuld, så var den allerede røget i luften, da du snublede over den, og så havde vi to for længst været engle. Jeg kan yderligere fortælle dig, at jeg endnu ikke har set en blindgænger eksplodere, fordi den har fået et spark, og det gjorde denne krabat jo heller ikke.

Og én ting til, skriv dig det bag øret, hvis du da ellers tænker på at komme nogenlunde helskindet ud af denne forbandede krig: Du kan ikke løbe fra din skæbne; hold nerverne under kontrol , det er det venneråd, jeg vil give dig.« 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

6. juni 1916. Ak ja, frænde er frænde værst.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“Frænde er frænde værst”

Den 48. reservedivision var hjemmehørende i Hessen, og man skulle tro, at de fleste af mandskabet var fra denne landsdel. Det var dog langtfra tilfældet, mindst halvdelen var fra andre provinser. Denne sammenblanding fandtes for øvrigt inden for alle regimenter. En undtagelse dannede dog de bayriske tropper. Det var forholdsvis få bayrere, man traf uden for de bayriske regimenter. Det skyldtes måske, at Bayern var et kongerige, eller fordi bayrerne og prøjserne forholdt sig til hinanden som ild til vand. 

Bayrernes benævnelse for prøjserne var »Sau-preussen« (Svineprøjsere). Prøjserne sagde så til gengæld om bayrerne: »De har en stor kæft, men ingen tænder i munden.« Ak ja, frænde er frænde værst – . 

Denne karakteristik af bayrerne passede særdeles godt på ham, som Thomas og jeg havde stiftet bekendtskab med. Det var imidlertid, som om det lille opgør, vi havde haft med ham, havde »tappet gassen« af ham, så han blev til at være i stue sammen med. 

I øvrigt havde jeg endnu et lille og sidste opgør med fyren. Det gik således til: En nat var vi på forpost sammen. Uheldet ville , at han fik en kugle gennem det ene skinneben. Man kunne just ikke sige, at han tog det som et mandfolk, han skreg nærmest som en stukket gris.

Jeg fik ham forbundet og læsset på skulderen for at bære ham tilbage, men han kunne stadig ikke beherske sig og blev ved med at klage og skrige, så russerne efterhånden koncentrerede deres skydning mod det område, hvor vi opholdt os.

Jeg lod manden glide ned på jorden igen og gjorde ham meget eftertrykkeligt opmærksom på, at hvis han ikke holdt op med sit skrigeri, kunne han blive liggende her og rådne op. Det var vel ikke min mening, men jeg var nødt til at få kæften stoppet på ham, og det hjalp; under resten af transporten var han stille som en mus. 

Det var mit første – og det blev også mit sidste møde med bayrisk mentalitet. 

Om Hindenburg, den tyske hærfører og senere præsident, fortælles der, at han engang skal have sagt, at han skulle have de bayriske regimenter til at storme en stilling, og de slesvig-holstenske til at holde den. De sidstnævnte var nemlig for dovne til at løbe væk. Mon det ikke var den jyske stædighed, han forvekslede med dovenskab? 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

4. juni 1916. En bayrer kommer til kort.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“En bayrer kommer til kort”

De første otte dage blev Thomas og jeg sat til dette arbejde [at hente mad]. Hvis det nu havde været det eneste, vi skulle udføre, havde det jo ikke været så galt, men selve vagttjenesten på østfronten var de fleste steder meget krævende, fordi russerne havde for vane at angribe uden artilleriforberedelse.

For ikke at komme ud for overrumpling måtte forpostkæden om natten være meget stærk, og dette gjaldt særligt i morgendæmringen. Fra mørkets frembrud til daggry hed parolen: To timers vagt, to timers søvn skiftevis – og det gjaldt for alle. 

Ved daggry blev forpostkæden inddraget, og de, der så ikke havde skyttegravsvagt, kunne sove til kl. ti.  Fra kl. ti til mørkets frembrud var alle, bortset fra vagterne, beskæftiget med udbygning af skyttegraven og løbegrave bagud. 

Da den nævnte rutinetjeneste skulle udføres mellem daggry og kl. 10, var den hvile, Thomas og jeg fik i de første otte dage, meget begrænset og langtfra tilstrækkelig. 

Jeg var efterhånden blevet rigtig godt gal i hovedet over denne forskelsbehandling og meddelte Thomas, at jeg ikke ville finde mig heri længere. Thomas var meget betænkelig ved at gå i strejke, men jeg holdt på mit og fik ham overtalt til at gå med. 

Den næste morgen, da maden skulle hentes, havde Thomas og jeg lagt os til at sove; det vil sige, vi sov ikke, men lå og lurede på, hvordan det hele ville spænde af. 

Det varede heller ikke længe, inden vor plageånd var der med sit »Essenhohler raus!« (Forplejnings-afhenterne af sted!). Vi blev liggende, men da fyren tillod sig at »vække« os med et spark, var bægeret fuldt. Jeg rejste mig og meddelte ham kort og godt, at vi nu havde hentet mad m. v. i otte dage og ikke agtede at gøre dette mere, før alle ved korporalskabet – ham selv indbefattet – havde været turen igennem.

Mandens reaktion var nærmest eksplosiv, han skældte og smældte, som kun en bayrer kan gøre: »Die jungen Dachse« (De unge lømler) skulle han nok lære noget andet. Jeg var belavet på, at der var lussinger i luften; så vidt kom det nu ikke.

Ved spektaklet kom nemlig korporalskabsføreren til stede, og da han fik sagens sammenhæng forklaret, tog han parti for de to »nye«. Resten af mandskabet havde under hele episoden holdt sig i ro, men det var tydeligt at mærke, at de undte den storkæftede bayrer sit nederlag, og at de to »nyes« aktier viste stigende tendens. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

3. juni 1916. Vi sov de første nætter på den bare jord.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Thomas – sådan hed min makker – havde i garnisonen været en overordentlig gemytlig fyr. Nu var det, som om han tabte gnisten, han kunne ikke rigtig finde melodien og så meget sort på fremtiden. Man kunne heller ikke påstå, at det var lyse tider, vi gik i møde. 

Skyttegraven, vi logerede i , var efter russernes tilbagetog nyopkastet og uden beboelsesrum af nogen art. Vi sov de første nætter på den bare jord, og det øsregnede. Dertil kom, at det om dagen var brandvarmt, og om natten faldt temperaturen helt ned til en 5—6 graders varme, så vi frøs med anstand i vort våde tøj. 

Jeg tror, at min »hjælp dig selv« opdragelse hjalp os over det døde punkt. I løbet af de næste dage fik jeg organiseret forskellige materialer til at ligge på, så vi i al fald ikke fik fugt nedefra. 

Korporalskabet, vi var blevet tildelt, blev ledet af en Gefreiter (underkorporal), han var sådan set en flink mand, men ikke meget »ledende«. Fordelingen af det arbejde, der rutinemæssigt skulle udføres – det arbejde man i garnisonen kaldte »Stubendienst« – tog han sig ikke af, det overlod han til de »gamle« i korporalskabet. Her var det særligt en bayrer, der førte ordet. Han fordelte dette arbejde, der bestod i at hente mad fra feltkøkkenet, post m. m. efter bedste skøn – nemlig efter sit eget. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

2. juni 1916. Rejsen var endt, den alvorlige del begyndte.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Bergholt bliver sendt til Østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

»Regiment 222«

Sønderjyderne havde aftalt at holde sammen, så godt det kunne lade sig gøre; men skæbnen ville, at kun ca. 30 mand af sønderjyderne blev tildelt regiment 222 – deriblandt var jeg. Resten kom til de andre regimenter i divisionen. 

Frontafsnittet i Østgalicien var hovedsagelig besat med østrigske regimenter. De få tyske divisioner, der fandtes her, blev næsten udelukkende benyttet til at opfange de russiske gennembrudsforsøg, der fandt sted snart her, snart der. 

En følge heraf var, at de tyske tropper førte en omflakkende tilværelse. Dagsmarcher på 60-70 km – og mere – var ret almindelige. Da det var meget varmt om sommeren og til gengæld særdeles koldt om vinteren,  -30 grader var ikke usædvanligt, stillede disse marchture store krav til mandskabet. 

Bortset fra ganske enkelte militærveje, fandtes der ingen færdselsårer, som vi kender det her hjemme. Vejene fra by til by bestod kun af hjulspor uden belægning af nogen art. Støvplagen om sommeren var derfor ubeskrivelig, og om efteråret, inden frosten satte ind , var det hele et morads. 

På det frontafsnit, hvor transporten blev udlæsset, havde russerne kort tid forinden forsøgt et gennembrud, som i første omgang var lykkedes. De var gået en halv snes kilometer frem, men var så blevet stoppet af den tyske division og trængt tilbage til deres udgangsstillinger og endda længere endnu. Dette havde kostet divisionen en hel del tab, som transporten nu skulle udfylde. 

Regiment 222 fik tildelt et par hundrede mand. Ved fordelingen til bataljonerne var de 30 sønderjyder, der atter holdt sammen, mere heldige. De kom alle til 3. bataljon. Sammen med ni andre kom jeg til 10. kompagni. En haderslevdreng og jeg blev tildelt samme korporalskab. – Rejsen var endt. Den alvorlige del begyndte.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

1. juni 1916. Turen går til Galicien

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:33

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Bergholt bliver sendt til Østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

»Galicien«

Det varede kun et par dage, så afgik transporten. Den bestod af ca. 70 mand, flest sønderjyder. Farten gik sydpå mod ukendt mål og skæbne. 

Da det aldrig blev bekendtgjort, hvor de forskellige transporter gik hen, var jeg ikke så lidt nervøs på rejsen til Hamborg. Her skulle det vise sig, om jeg havde holdt på den rigtige hest. 

Efter en halv times kørsel på den anden side Hamborg, var det imidlertid åbenbart, at turen gik østpå mod Berlin. Skriverens tips havde været rigtigt, og jeg åndede lettet op. 

Nok havde jeg ingen erfaring angående krigen på de forskellige fronter, men efter de rygter, der var fremme, skulle østfronten være det rene vand ved siden af Frankrig. Det viste sig at være nogenlunde rigtigt, og jeg skulle senere få rig lejlighed t i l sammenligning. 

Efterhånden som toget passerede de forskellige garnisonsbyer, blev flere og flere soldater læsset i n d i toget, og da v i overskred den tysk-østrigske grænse, var styrken oppe på ca. 1.000 mand. 

Turen gik videre østpå. Vi nærmede os udløberne af Karpaterne, og landskabet blev mere og mere bjergfuldt. Banelegemet snoede sig i yndefulde kurver, og farten var til tider meget ringe på grund af de store stigninger i terrænet.

Jeg havde aldrig set bjerge før og var meget betaget af den storslåede natur.  En dag henimod aften var v i ved vejs ende, og transporten blev udlæsset en snes kilometer bag fronten. Herfra gik det til fods til divisionen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

16. maj 1916. ” Vi skal nu med kamelkaravanen igennem ørkenen til Mosul.”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”. Høsten er allerede igang, men det er kun smaa stykker de har under plov. Ja plov kan man næsten ikke kalde den, den bestaar af en krum træstamme, fortil lidt tilspidset, med den kører de frem og tilbage og paa den maade faar de saa lidt muld. 

Det er næsten udelukkende byg de avler, det skal jo kunstigt vandes og det sker ved at de hejser vandet op af floden med en sammensyet kohud der er lavet som en slags tragt og det er kun ved flodbrederne de kan avle noget, hvad der avles bliver høstet med  segl. 

Men hvad kunne der ikke blive ud af de store uendelige sletter hvis de kom under kultur, med stemmeværk og kanaler, for vand er der nok af i de store floder “Eufrat” og ”Tigris”, saa de kunne godt bevande hele Mesopotamien. 

Nu gaar banen ind gennem ørkenen. Solen brænder ogsaa frygteligt. Sommesteder møder vi store græshoppesværme, de er ogsaa en mægtig plage her i landet, for de æder alt hvad de møder paa deres vej. Om aftenen er vi i “Ras-el-ain”, det er kun selve stationsbygningen. Banen gaar ikke videre. 

Vi skal nu med kamelkaravanen igennem ørkenen til “Mosul” som ligger ved floden Tigris. Ørkenen er et land uden tusmørke, solen gaar ned, saa kommer en kort forventningsfuld stilhed og i denne uendelige stilhed er det som selve tiden staar stille. Alt bliver sort mod en citronfarvet himmel. En stjerne gløder en flagermus flyr og mørkets vinger breder sig over jorden. 

Og saa ørkenspejlbilledet, naar man skuer ud over ørkenen naar den bliver bestraalet af solen og solstraalerne bliver kastet tilbage, da opstaar der et spejlbillede saa skønt som man ikke kan forestille sig. Det kan se ud som om man var omgivet af en stor sø, og forhøjninger i landskabet er som smaa øer, og gaar man eller rider man hen imod det, saa kommer man det aldrig nærmere, det er ligesom det flygter for een for tilsidst helt at forsvinde, og hvad er det? Det er intet! Intet! 

Gennem de tusinde af aar har man brugt det samme transportmiddel: ”Ørkenskibet”, den uovervindelige kamel. Nu som for umindelige tider siden befordres mennesker og gods ad de samme karavaneveje gennem ørkenen paa kamelryg. Tavse drager karavanerne gennem det dødsstille solsvedne land. Kamelen skrider frem med fremstrakt hals og med rugende fjed møjsommeligt i kvælende og tør hede afsted i den endeløse slette. 

Og hvad der venter os er jo ikke godt at vide, maaske vore knogler ogsaa skal blegne i ørkensolen. Vi lader nu alle vore sager ud, det har vi nu gjort flere gange, hvor længe vi skal blive her ved vi ikke. Der er en lille flod i nærheden, der bygger vi vort telt op. Vi har et stort dobbelt telt ved hver afdeling der kan rumme 25 mand, og vi har jo vore feltsenge med madrasser saa vi ligger jo helt godt her. 

For at komme videre skal vi baade have heste og kameler. Den 16. maj faar vi 15 heste tildelt vor afdeling, altsammen hingste, flere af dem er slet ikke tilredet, saa vi har rideøvelser hver dag, og det gaar sjældent af uden ulykker, en brækket arm, en forstuvet skulder, og een havde nær brækket halsen. Hesten slog nemlig en kolbøtte. 

Ved hele ekspeditionen har vi nu 150 hingste, vi har dem allesammen tøjret, men det sker imellem at et par river sig løs, saa skal I bare se sikken en kamp det gi’r, de er næsten ikke til at skille ad. Vi er nu klar til ørkenrejsen, 600 kameler har vi ogsaa faaet, en mægtig karavane.

Den 5. juni gaar turen videre.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

12. maj 1916. ”… saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over ”Amanus-bjerget.”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han deltog i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts blev sendt til Mellemøsten.

Den 29. april gaar turen videre, fuldbanen gaar kun 2. km. saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over “Amanus-bjerget”. Vi er 6 mand som skal ledsage toget, det øvrige mandskab skal til fods over bjerget. Der er tre tog lige efter hinanden, vi kører nu i zik-zak opad bjerget, først til den ene side, saa blir der skiftet spor, saa tilbage paa et andet spor, og saadan bliver de ved indtil vi naar bjergets top og nede i dalen kan vi skimte stationen, men det ser ogsaa kunstigt ud naar man ser det ene tog efter det andet kravle opad bjergsiderne. 

Nu skal vi gennem en tunnel paa 4,9 km. Den er lige færdig bygget saadan at kipvognstogene kan køre igennem. Vi har tre timers ophold i midten. Først da vi kommer ind i tunellen er der skrækkeligt koldt, der bliver luften saa klam og trykkende, og der er en larm fra presluftborene, og desuden helt mørkt. I det fjerne ser vi arbejderne med deres lygter i haanden i travlt arbejde.

Det er tyske ingeniører der leder arbejdet, de sagde at de aldrig nogen sinde havde arbejdet i saa haard en stenmasse som her, de brugte ikke nogen afstivning. 

Vi skulle vente til de havde kipvognerne fyldt, vi befandt os nu 800 m. under jorden, men omsider kørte vi videre, men vi var kun lige kommet 1 km. bort før de sprængte igen, det var som hele bjerget skulle falde sammen om os, kl. 6. aften kom vi ud paa den anden side af tunellen. Men vi fryser og vi er helt skidt tilpas af den luft inde i tunellen.

Vi har endnu et par timers kørsel inden vi naar fuldbanesporet. Lokomotiverne spyr gnister de fyrer nemlig med træ. Gnisterne staar ud af skorstenene som et rigtigt fyrværkeri og breder sig i en stor omkreds, saa der gaar imellem ild i vore sager og vort tøj. 

Naar toget holder for at faa vand pas lokomotiverne skal vi skynde os at overhælde præsenningerne med vand, og vores teltbane skal vi ogsaa have dyppet i vandet, for det skal vi sidde med over hovedet under kørslen, for der flyver gnister saa store som fingerender og de tænder med det samme.

Ulykker sker der ogsaa her, for et par dage siden løb en kipvogn løbsk nedad skraaningen og enden blev at den løb af sporet og manden blev slynget 20 m. bort, et par dage efter var han død. Et lokomotiv var ogsaa løbet af skinnerne og styrtet ned i en afgrund, dets to ledsager var død paa stedet. 

I “Kotbatsche” gør vi holdt, herfra gaar fuldbanen videre. Idag har vi den 1. maj. Vi har bygget vor teltlejr højt oppe paa bjergerne, saa det var et besværligt arbejde at bringe sagerne derop.

Vi skal nemlig være lidt forsigtig, for her er sump og det er her muskittomyggerne holder til, og det er dem der medbringer malariasygdommen, den er stærkt udbredt i denne egn. Vi sover under moskittonettet hver nat. Vi tager ogsaa Chinin to tabletter to gange om ugen, det er noget modbydeligt skidt, man har en led smag i munden hele dagen, men det er jo bedre at forebygge end at helbrede. 

Om dagen strejfer vi rundt i bjergerne og i en bæk som løber forbi lejren tager vi os et forfriskende bad hver dag. Den 11. gaar turen videre, vest for Aleppo deler banen sig, den ene gaar over Aleppo og mod syd ned gennem Palastina, vi bøjer af mod nordøst. 

Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

29. april 1916. “Vi skal gennem det “Cilisiske Pas”, et storslaaet syn”.

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttes til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. I august 1915 blever han herfra sendt til østfronten og overflyttes til Regiment 91. På grund af sygdom tilbringer Heinrich Jessen slutningen af 1915 på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren. Heinrich Jessen bliver overført til et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. Marts bliver sendt til Mellemøsten.

Den 12. april gaar turen videre. Vi kører nu i pakvognen, vi vil jo helst være fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene. I pakvognen har vi rigelig plads og vi har vores feltsenge med madras og dækkener, saa vi sover udmærket om natten. Vi skal jo ogsaa have plads, at vi kan koge lidt mad for vi skal jo selv sørge for forplejningen.

Hver mand har jo sine kogegrejer, saasom primus, paner, gryde og hvad der ellers hører til. Forplejningspenge faar vi udbetalt samtidigt med lønningen, jeg har 7,30 mark pr. dag. Lønningspengene faar vi i papir, men det øvrige skal vi jo ha’ udbetalt i klingende mønt, enten i guld, sølv eller nikkel, for ørkenbeboerne er nemlig saa kloge at de ikke tager imod papirpenge, for dem faar vi ingen ting.

I førstningen var det jo om at faa kendskab til pengene. Et tyrkisk pund er lig 100 plaster, eller gruss som tyrkerne si’r, en piaster er lig 40 para eller fire metalik, hver paa ti para, saa har de en medschedi lig tyve piaster, en sølvmønt lig de store fem mark for et tyrkisk pund.

Hele togpersonalet er tyrkisk, kun lokomotivføreren er tysk. Vi kører nu langs kysten af Marmarahavet, ind gennem fastlandet. I løbet af 15 minutter passerer vi 9 tunneller, paa omtrent 100 m. længde. Så er vi i “Eskesche-Hir”, her strømmer varme kilder ud af jorden, og vandet løber langs grøfterne og er 35 gr. varmt. Den 14. er vi i ”Konia”, her ser man storesletter omgivet af høje bjerge, paa deres top ligger endnu sne, men vi befinder os ogsaa omtrent 1000 m. over havet. Nu gaar det nedad hele tiden.

Lørdag d. 15. april er vi i”Bonzanti” ved foden af ”Taurus-bjerget”. Banen gaar ikke videre, vi skal nu med lastautomobiler over “Taurus-Bjerget”, der er 4,500 m højt. Vejen har en længde af 70 km. og den er bygget i korsfarertiden, den er udhugget langs bjergsiderne og er sommesteder ikke bredere end 4 – 5 m., paa den ene side høje klipper og paa den anden dybe kløfter. Snart gaar det stejlt opad, saa om et kort hjørne, saa lige stejlt ned igen. Det gyser næsten i een naar man ser ned i de svimlende afgrunde, de kan somme steder være 6 – 700 m, dybe.

Vi skal gennem det “Cilisiske Pas”, et storslaaet syn. Passet er maaske 50 m. bred, vejen 5 m. og ved siden af en rivende bjergstrøm og paa begge sider 5 – 600 m. høje stenklipper, som gaar lodret i vejret. Hele turen tar 1½ dag, oppe paa bjerget er der en hel lastautopark, den er paa 600 biler, der gør vi nu holdt for natten og næste morgen gaar turen den anden vej nedad bjerget til byen “Kylek-Bogas”, som ligger nordlig for “Tarsus”, Her gaar jernbanen igen, vi har en 7 timers kørsel, saa kommer vi til byen “Marmaura”.

Det er ubestemt hvornaar det gaar videre. Man kan ogsaa nok mærke at man nærmer sig de varme lande, for om dagen er det en hede hernede i dalen, skønt paa bjergerne ligger der endnu høj sne. Vi bygger os nu en teltlejr og vi er ude at bade hver dag i floden som løber forbi lejren.

Den 27. april er vi paa udflugt til “Tubrakale”, det er en gammel armenisk ridderborg, den er bygget omkring det 12. aarhundrede, af dens høje murer er der kun ruinerne tilbage, men det maa have været et besværligt arbejde at bære materialet op paa bjergets top for vi taber snart vejret for at naa toppen, men idag har vi ogsaa 50 gr. varme. Der er en storslaaet udsigt heroppe fra, paa den ene side “Taurusbjerget”, paa den side “Amanusbjerget” og i sydvest kan man skimte middelhavet. Men ikke en by, ikke et hus, kun hist og her en lerhytte i det fjerne. Vi kommer forbi et vandhul, der vrimler det af skildpadder ellers ser vi sjældent nogen dyr.

Den 29. april går turen videre.

Den 12. Maj hører vi mere.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

12. april 1916. “… lokkende og dragende som et eventyr er Konstantinopel”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttes til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. I august 1915 blever han herfra sendt til østfronten og overflyttes til Regiment 91. På grund af sygdom tilbringer Heinrich Jessen slutningen af 1915 på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren. Heinrich Jessen bliver overført til et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. Marts bliver sendt til Mellemøsten.

Onsdag aften d. 29. marts passerer vi den tyrkiske grænse og onsdag aften er vi i Konstantinopel. Vi har nu været ni døgn under vejs fra Berlin, men vi har jo ellers haft det helt godt, vi var kun tre mand i kupeen, saa vi kunne jo nok ligge ned om natten, en mand paa hver bænk og en paa gulvet, saaledes kunne vi godt blive ved med at køre til krigens ende.

Storstaden ved det gyldne horn. “Dronningen af alle byer” har man kaldt Konstantinopel. Og i virkeligheden er der ingen overdrivelse heri. En kæmpe stad saa vidunderligt beliggende, saa umaadelig interessant som ingen anden, men ak, i et utroligt forfald, uden orden, uden administration, næsten middelalderlig. Men alligevel lokkende og dragende som et eventyr er Konstantinopel.

Alt forfalder i Konstantinopel. Allah sørge for sig og sine og først naar huset er ved at falde sammen over hovedet paa ham af ælde, indser han nødvendigheden af en lille reparation. Den er imod Allahs vilje. Denne hensmuldren hører ganske vist med til orientens karakter.

Men europæeren, som har døjet med tiggere i tusindvis, med urenlighed uden sidestykke paa offentlige gader og den smudsige tunnelbane som fører folk op fra Galata til det højtliggende moderne kvarter Pera – kan alligevel ikke lade være med at tænke som saa: hvad kunne der ikke blive af denne storstad hvis blot enkelte dele af den blev moderniseret en smule. Tænk hvis her kom rene gader nye kloaker, lidt orden og administration. Hvilket paradis kunne denne europas smukkeste by ikke blive, hvilke rigdomme ville der ikke strømme ind til den!

Men tyrkerne er ikke forretningsfolk. Der er ingen storindustri i Konstantinopel, kun en smule detailhandel og der gøres intet for at drage fremmede til byen. Man fortrædiger dem tværtimod med chikanøse pasbestemmelser, plukker dem og snyder dem, hvor man kan og forlanger tilmed bestandig ublu bestikkelsesgratialer. Det gælder dog kun embedsstanden og andre funktionærer, hvem en udlænding kommer i berøring med – selve den “brede” befolkning er berømt for sin ærlighed.

I eftermiddagstimerne, naar den bedre verdens damer gør deres indkøb, kan her være nok saa livligt. Udenfor magternes ambassader patrouillerer skarptbevæbnede soldater. De fine modebutikker rivaliserer med Paris og London.

Med nysgerrig interesse betragter man tyrkinderne, hvis liv henglider som et ørkenløst dolce far niente. Saa snart hun forlader haremet anlægges sløret, der bæres af alle kvinder. Hos de yngste fruer er sløret dog saa tyndt at det næsten er gennemsigtigt. De fleste bærer en art kappe der ligger tæt til kroppen og fremhæver alle legemets linier, dertil et langt hvidt tyllsslør, koket slynget om panden og den underste del af ansigtet og tilbage over skuldrene. At se for ivrigt efter en saadan tilsløret skønhed paa gaden eller i teateret kan medføre store ubehageligheder.

Naar man besøger bazaren, en gade, en smøge kan man godt kalde den, den er maaske tre m. bred og overdækket med glas, der er hul i muren paa begge sider af gaden, paa størrelse af 3 x 3 m., med en klap til at lukke for med. Der sidder saa alle købmænd i håb med benene over kors og falbyder deres varer. Og der er varer af alle slags, fra de billige japanske trykte bomuldsstoffer, en udendelig mangfoldighed af kobberarbejder og simple sølv og guldarbejder.

En dag var vi opstillet til parade for sultanen da han kom kørende til sin Moske, omgivet af sine ministre og fulgt af sine yndlingshustruer der vogtes af kulsorte negre. Sultanen stillede sig op i døren til Moskeen og vi defilerede i parademarch forbi ham.

Vi var ogsaa en tur ude at sejle paa Bosporus, det er det der forbinder Marmarahavet med det sorte hav, der ude har tyrkerne deres flaadebasis, der laa to tyske krydsere “Göben” “Breslau”. De havde været paa togt i middelhavet da krigen begyndte, saa de kunne ikke komme tilbage, de var saa sejlet ind til Konstantinopel.

Et par dage forinden havde de været paa togt i sorte havet sammen med den tyrkiske flaade og da det var usigtbart vejr blev de pludselig overrasket af den russiske flaade, som var meget stærkere end de andre, saa de maatte skyndsomt tage flugten. De bar ogsaa tydeligt spor af træfningen og havde flere huller i siden.

Nu har vi næsten været 14 dage her i Konstantinopel, men vi har ogsaa haft nok at bestille for alle vores sager skulle vi ha’ sejlet over til ”Haidar-Pascha”, som ligger ovre paa den asiatiske Side, her er der ingen baneforbindelse ind gennem Anatolien.

Den 12. april gaar turen videre.

Vi hører mere om hans færden den 29. April.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)