Alle indlæg af Arne May

Den Ugentlige Udfordring 3

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Udfordring 2

Lidt hjælp

Den ugentlige Udfordring 2

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Lidt hjælp.

DEN UGENTLIGE UDFORDRING 1

Under arbejdet med personsiderne, er det ofte nødvendigt at tyde tekst skrevet med gotisk håndskrift på tysk. Det kan være lidt af en udfordring.

Vi vil i marts måned give læserne mulighed for, en gang om ugen, at give en hånd med. Da vi er ret få der arbejder med disse personsider, er vi taknemmelige for den hjælp vi kan få.

Udfordring 1

Lidt hjælp

 

2. marts 1920. ØK’s skib M/S “Peru” ankommer til København fra Vladivostok med danske statsborgere og sønderjyske krigsfanger fra Sibirien.

Senest ændret den 17. januar 2023 14:17

Med på skibet var Niels Mikkelsen Purup og familie. Han rejste til Sibirien i 1912, hvor han arbejdede for Sibiko (Sibirist Kompagni) og senere etablerede sig i Tjita til 1915. Efter et kort ophold i Danmark rejste han retur – nu med hustru – til Tjita. Han blev selvstændig og fremstillede cigaretter på egen fabrik i Tjita. Forretningen gik godt, og parret blev velhavende. I 1919 pressede borgerkrigen på, og Purup blev engageret i krigsfangehjælpen. Parret besluttede at rejse til Danmark for at vente på bedre tider til at returnere til Rusland. Familien kom med M/S Peru fra Vladivostok i nytåret 1919/1920. Med ombord var også et hold sønderjyske krigsfanger.
(Tekst: B. Preben-Hansen)

Et barnebarn til Purup rejser til Sibirien i farfaderens spor. Se beretningen fra rejsen her.

Barnebarnet, Karsten Purup,  er interesseret i kontakt til efterkommere af de sønderjyske krigsfanger, der var med skibet. Karsten kan kontaktes her.

Billede fra Sibikos forretning i Tjita, der som noget helt nyt tilbød cykler, til veje, som var et pløre og ælte mindst 9 måneder om året.
Purups billet hjem fra Vladivostok.

På rejsen hjem tog Purup en række billeder ombord på skibet:

M/S “Peru” Link til Motorskibet “Peru”
Skibets kaptajn.
Alle Passagere på “Peru” incl. kaptajn og 1. styrmand – samt 6 sønderjyske krigsfanger som russerne havde frigivet og den danske stat betalte hjemrejsen.
Skibet blev malet på hjemvejen og passagerne fik lov at hjælpe. Det var nok ikke meget til gavn, men en adspredelse.

(I følge krigsfangekortene skulle der være 7 krigsfanger med hjem?)
Krigsfanger med M/S “Peru”:

  1. Peter Christian Asmussen fra Flensborg. Link til krigsfangekort. Haxthausens arkiv: ”Efter anmodning fra krigsfange i Sibirien, løjtnant ved 5. husarregiment Peter Christian Asmussens pårørende skal man anmode UM om at telegrafere til vicekonsul Møller-Holst i Irkutsk om at foranledige ovennævnte krigsfange frigivet og hjemsendt, således at han kan nå at afgå med S.S Peru fra Vladivostok omkring nytår. Krigsfangen er født i Flensborg og hans forældre har hos Vassart og Co. I Vladivostok deponeret to tusind kroner til hans hjemrejse, ligesom de er villige til at betale alle yderligere udgifter. Fangens adresse er: Kansk ved Bajkalsøen, officersfangelejr, guvernement Jenisejsk”. 28-11-1919 til UM. 
  2. Harry Johannes Christian Gross (1881-1921) fra Flensborg. Link til krigsfangekort. Kom til Pervaja Kelschka ved Vladivostok. Han var i tjekkisk fangeskab. Broderen Gustav Gross, Flensborg, Viktoriagade 7, var villig til at betale hjemrejsen. 
  3. Johannes Christian Köhler (1884-1938) fra Nordborg 
  4. Paul August Otto Köppen (1876-1945) fra Tønder. (Japansk krigsfange) 
  5. Laussen ? Link til krigsfangekort 
  6. Jørgen Hansen Nielsen (1885-) fra Faahus.
  7. ? H. P: Møller ? Link til krigsfangekort Med “Peru” 2/3-20 (A23) – det er ankomst tidspunktet til København? 

9. februar 1920. Så sejlede vi afsted for med vor stemmeseddel at tilbageerobre Sønderjylland.

Andreas A. May skriver i sine erindringer:

”I dagene den 8. og 9. februar ankom de tilrejsende stemmeberettigede med tog eller for størstepartens vedkommende med dampskib, og de blev hilst med begejstring af deres sønderjyske landsmænd.

Sammen med tusinder andre sønderjyder, der var bosatte i København eller på Sjælland, rejste jeg den 9. februar 1920 med toget til Korsør for derfra at viderebefordres med “Dronning Maud” til Sønderborg; andre fortsatte med “Kong Hakon” til Aabenraa og Haderslev.

“Dronning Maud” ankommer til Sønderborg.

Jeg rejste bl.a. sammen med grosserer Brock, som allerede som ung mand var rejst til København for at undgå at blive prøjsisk soldat. Nu var han en gammel mand og hans kone var død i 1914, men nu ville han selvfølgelig også gøre sin pligt og lægge sin stemme i vægtskålen for hjemstavnens genforening med Danmark.

Vi fik fri forplejning undervejs. På hovedbanegården spillede musikken nationale sange for os, og alle der var mødt op for at ønske os en lykkelig rejse. Da vi nåede Korsør, var hele den store havn smykket med flag, to store musikkorps spillede i hver sin ende af havnen, og de store dampere var pyntet fra øverst til nederst med flag og ventede for at sejle os til Sønderborg, Aabenraa og Haderslev.

Så sejlede vi afsted mod Sønderjylland, som vi med vor egen stemmeseddel skulle tilbageerobre efter 56 års fremmed herredømme. Vor medbragte mad fik vi ingen brug for om bord, da der en times tid efter at vi var sejlet, blev serveret frokost for os alle. En varm ret med smør, brød og øl og senere kaffe med wienerbrød. Betale derfor kunne man ikke, hele forplejningen blev givet gratis af nogle københavnske restauratører.

Om bord var der sygeplejersker og læger, hvis nogen skulle få brug derfor. Ud på dagen blev det tåge, så vi måtte sejle langsomt, men da vi endelig hen af aftenen nåede Sønderborg, var det klart vejr. Her var hele havnepladsen og kajen fuld af mennesker, som ville byde os velkommen, og Dannebrog vejede fra mange huse, også mange tyske flag var fremme, for der ankom jo også tyskere for at stemme. En trop spejderdrenge var stillet op ved landgangen, bag dem en deling alpejægere (franske). Sønderborg byråd med et stort musikkorps bød os velkommen.

Der blev talt og sunget og med “Kongernes konge..” gik vi i land. Vi drog i en mægtig procession under sang og musik op gennem byen. Jeg fulgtes med grosserer Brock op gennem den flagsmykkede Perlegade, og på amtsbane stationen trakterede han med kaffe i ventetiden, indtil toget skulle føre os videre. Han til Elstrup, hvor han skulle indkvarteres hos sin søster, enkefru Møller og jeg hjem til Guderup.

Han havde selvfølgelig ingen tyske penge, men serveringsjomfruen var villig til at veksle hans 10-kr seddel. Han fik næsten 100 Mark tilbage, og det kunne han slet ikke forstå; han var ikke klar over at de tyske penge ikke var mere værd.

Mine forældre skulle afgive deres stemme i deres opholdskommune, medens jeg som tilrejsende skulle stemme i den kommune, hvor jeg var født. Derfor måtte jeg næste morgen tage afsted med toget til Over-Tandslet, da jeg skulle afgive min stemme i Lebølgård Skole.

Dog ville jeg først hjælpe min far med at hejse flaget på den nyopstillede flagstang i haven. Flaget var også nyt, for min mors gamle flag fra hendes barndomshjem var for lille til den høje stang, og desuden kunne det vist heller ikke tåle at komme op i vinden. Det havde ligget på kistebunden i 56 år og var kun taget frem, når fars kisteklæder og andet tøj skulle luftes om foråret. D.v.s. flaget blev kun varsomt foldet ud, respektfuldt beundret og lagt ned i kisten igen.

Guderup 1920

Vi havde desuden et lille bordflag, som stod fremme på det lille bord under konsolspejlet mellem vinduerne ”i e gu’j stou” [i den gode stue]. Her stod det skjult for blikke udefra, for gendarm Brummer kunne ikke tåle at se Dannebrog. For mine forældre, ja, for hele den generation, der havde levet hele deres liv i forventningen om §5’s opfyldelse, var denne dag en endnu større oplevelse end for os unge.”

12. december 1919. Lidelser man ikke gør sig nogen forestilling om.

Hejmdal 12. december 1919:  Sønderjyderne fra Østen.

De sønderjyske krigsfanger, der var om bord på “Mitau”, skriver et hovedstadsblad:

SS “Mitau”, omdøbt fra “Birma”

“Der var to slags sønderjyder, de, der er samlet i Sibirien. De 24 kommer fra fra Japans fangelejre, hvor de har haft det mindre godt. Gårdejer Rasmussen, som de havde valgt til deres fører, har således været i en lejr i Nærheden af Tokio. I 5 år var de kun 2 gange på spadseretur, og de havde ingen forbindelser med omverdenen. Der er 13 sønderjyder blevet tilbage i denne lejr, og ialt omkring et halvt hunderede af vore landsmænd er endnu i Mikadoens rige. De mangler papirer, sagde deres lykkeligere landsmænd med et lille foragteligt smil, papirer, papirer…

Lidelser man ikke gør sig nogen forestilling om.
De 14 sibiriske fangers formand er købmand Møller fra Aabenraa. Han og hans kammerater er alle taget til fange på Østfronten, nogle ved Warschau, han selv ved Riga. De har gennemgået lidelser og trængsler, man ikke gør sig nogen forestilling om, måske ikke mindst efter, at de blev givet fri, da bolshevikerne kom til magten. Så åbnedes nogle af fangelejrerne, og den store forvirring begyndte. Vore landsmænd fortæller artige historier om bolshevikernes store grusomhed. Købmand Møller har en en tid levet af at lave falske pas, hvad der gik glimrende, og et par andre har ved at udfylde gamle fragtbreve fragtet dig selv ud af nogle strenge lejre, der ikke blev åbnet; men hvor kulden, sygdomme og sulten gjorde slemme indhug mellem de før så raske unge mænd.

Flere fanger døde af underernæring.
Nogle af de sønderjyder, der har været i Japan, udtaler til en københavner korrespondent, at de var bleven ført til forskellige af de japanske øer. Her blev de indesluttede og strengt afspærrede i en række lejre, og de allerfleste steder var maden så dårlig og knap, at ikke så få fanger døde af underernæring. I lejrerne i Narashino døde for godt et års tid siden flere hunrede fanger af “spansk syge”. Fangerne holdtes helt uviksomme. For at slippe bort søgte mange af dem at flygte over Kina, hvad kun lykkedes i de færreste tilfælde, og tugthus og totur blev beredt de ulykkelige, der ikke slap bort. Postforbindelsen med hjemlandet var nogenlunde. Den civile befolkning på øerne nærer sympati for ententen, medens militærpartiet er tyskvenligt.

Student Madsen fra Majbøl på Als kom som eneste slesviger til Pinsk og kom senere til Tomsk. Ernæringsforholdene var begge steder meget slette.

Præst, Købmand og skolelærer.
Købmand Møller, som blev taget til fange i august 1915, har været præst, købmand, skolelærer, osv. for krigsfangerne i fangelejrerne omkrig Omsk. Efter to måneders fangenskab blev han sat på fri fod og virkede siden på hjælpsom vis blandt krigsfangerne, hjulpet af den danske konsul og andre danske, således af en hr. Lange, danskfødt og gift med en dame fra Litauen, han var leder af den tyske hjælpefond i Omsk. Hr. Møller omtaler de nævnte i smukke lovord. Det samme gælder om det danske udenrigsministeriums kurér Goldschmidt, der som bekendt tog sig af dage på rejsen hjem. Møller siger, at Goldschmidt var en yderst sympatisk og god mand, som især gjorde sig meget afholdt på hjemturen.

Endnu findes ca 60 sønderjyder i de japanske fangelejre. For de nu hjemkomne slog befrielsens time den 26. august. De sejlede med japansk damper over Shanghai til Singapore, og der var et ophold på 20 dage, som de danske benyttede til at afholde store fester for sønderjyderne. “

Se sønderjyder i japansk krigsfangenskab.

Yderligere oplysninger:
Kamstrup, Jørgen: H. N. Andersen – En ØK-logisk livsberetning. 2010. bibliotek.dk

10. november 1919. En Aabenraa-krigsfanges omtumlede skæbne.

S/S Flora

Hejmdal 10. november 1919.
En Aabenraa-krigsfanges omtumlede skæbne.
Igennem Italien på kryds og tværs i 26 måneder. – Hjem ved det sønderjyske ministeriums hjælp.

Fredag morgen lagde “Det Forenede Dampskibsselskab”s damper “Flora” ind i Københavns havn. “Flora”, hvis udmærkede fører er kaptajn Meyer, som fra Middelhavet, og foruden den sædvanlige last medførte damperen denne gang også en anden, nemlig 7 unge sønderjyder, der fra årelang udlændighed ved det Sønderjyske Ministeriums hjælp nu endelig nærmede sig hjemmet, hvor de har været savnet så længe.
– – –
Der blev glæde i går morges i slagter Kuhns hjem i Vestergade, da sønnen Willy Kuhn trådte ind af døren. Han har ikke været hjemme siden august 1917, da han havde sin sidste orlov. Men nu kom han.

Vi beder Willy Kuhn fortælle “Hejmdal”s læsere list af de oplevelser, han har haft i det fremmede og han er straks rede:

I december 1917 lå jeg, der var underofficer ved en tysk artilleri-division, i bjergene ved Piove floden. Det var lige efter offensiven med italienerne. Fremgangen var standset, og nu fulgte de små fremstød, stillingskampene, fra begge sider. Jeg lå  på Monte Tomba, men pludselig blev bjerghøjden taget af franske alpejægere, og vi var fanger.

Jeg blev først ført til Catelfranco, 30 kilometer bag ved fronten. Jeg og en anden tysk underofficer, en lærer fra Mecklenburg, skulle senere tages i forhør og blev også afhentede af et italiensk automobil. Vi skulle til det franske hovedkvarter i Citadella for at give oplysninger om artilleristillingerne, men i stedet for kørte chaufføren os til Mirabella, hvor der er en stor fangelejr. Vi overgik dermed fra fransk til italiensk fangenskab, og der blev ikke mere tale om at komme i forhør. Senere kom jeg til Verona, hvor jeg var fange i 5 måneder.

Så kom jeg til Kastellet Tredio i Florens. Herfra forsøgte jeg at flygte. Vagten sov på grund af varmen, og jeg slap godt ud og flygtede mod nord, hvor nogle bønder skjulte mig og gav mig mad. Men da jeg ville gå over den svejtsiske grænse gik det galt.

Jeg havde ingen penge til at bestikke vagten med, og da han fik et bestemt beløb for hver flygtning, tog han mig, og jeg blev sendt tilbage til Florens, hvor jeg fik 20 dages fængsel på vand og brød.

Den meste tid i fangenskabet har jeg arbejdet for bønderne i deres ejendommelige gammeldags landbrug. de behandlede mig godt, men kosten var jo ejendommelig for danskers gane, makaroni og ris, og ris og makaroni. Men heldigvis lå min fangelejr i det sunde Toscana. Mange andre blev ført til fangelejre sydpå eller Sardinien, hvor der var feber og malaria.

Jeg havde imidlertid flere gange skrevet hjem, og hjemmefra havde de skrevet til det Sønderjyske Ministerium. Og endelig slog befrielsens time. Den 22. september blev jeg ved det danske gesandtskabs hjælp frigivet, og kom til Rom. I 6 dage tog Legationen sig af mig på den allebedste måde. Jeg fik civilt tøj, boede på hotel og fik hele Rom at se. For at få skibslejlighed hjem, blev jeg imidlertid sendt til Genua, hvor en dansk privatmand, skibsmægler Boesgaard, inviterede mig til at være hans gæst. Jeg blev i 12 dage i Genua, så kom “Flora” og tog mig med mod hjemmet.

Vi anløb på hjemvejen to spanske og flere portugisiske havne. 

I Lisabon kom mine 6 kammerater om bord. De var alle civilfanger fra Azorerne. Da krigen brød ud, lå de med tyske skibe forskellige steder. Blandt den var styrmand Chr. Petersen fra Simmersted, og styrmand Hans Lorenzen fra Rinkenæs. De sejlede begge med Tysk Australien Liniens damper “Brisbane”. Den 5. august 1914 befandt de sig i portugisisk Goa i Forindien, og her blev de, til Portugal den 26. februar 1916 trådte ind i krigen. Så blev skibet interneret. En østerisk damper skulle føre dem til Azorerne, men skibet forliste. De kom i land på Afrikas kyst og blev interneret i Tugthuset i Mozambique. Senere kom de dog til Azorerne, og den 16. september kom de til Lisabon.

Desuden kom to maskinister Henrich Lensch, Flensborg, og Laurids Jepsen, Skodsbøl, om bord. Og endvidere Johannes Beck, Løjt Kirkeby, der ved krigens udbrud var matros på et tysk sejlskib, der kom fra Sydamerika med salpeter. Han skulle netop hjem for at tage styrmandseksamen. Endelig kom endnu en indfødt Aabenraaer ombord. Det var Osvald Stolz, der var 1. styrmand på damperen “Hof” af Hamborg.

I København blev vi modtaget udmærket – fortæller Kuhn – Vi fik klæder udleveret af “Sønderjysk Fond” og spiste frokost som det sønderjyske ministeriums gæster. Senere så vi Rigsdagen.

Beck og Lorenzen blev i København, hvor de ville besøge nogle slægtninge. Vi andre rejste hjem over Faaborg. Vi havde ikke penge nok! Sagen er den, at civilfangerne jo havde hele deres store bagage med, og den måtte vi betale overvægt-fragt af, og så slog de penge, vi havde fået af “Sønderjysk Fond” ikke til! Heldigvis traf vi Redaktør Refslund-Thomsen og Dr. Karberg fra Sønderborg, som var på vej hjem. De hjalp os igennem.

Stolz tog videre til Lybeck, hvor hans moder bor. Hun længes vist efter ham? Han har jo ikke været hjemme siden længe før krigen.

Og De selv spørger vi ?

Ja, jeg er overordentlig glad ved at være kommen hjem. Jeg får min gamle plads hos Boetmanns trælasthandel. Og naturligvis er min familie også glad. Min søster har forresten forlovet sig med en krigsfange som “Valkyrien” hentede hjem fra Ægypten.

Sønderjyder hjem med “Flora”:
Kuhn, Willy Georg (1896-), Aabenraa
Beck, Johannes (1893-), Aabenraa
Petersen, Christian (1888-), Simmersted
Lorenzen, Hans Friedrich (1887-), Rinkenæs
Jepsen, Lauritz Lauritzen (1887-), Skodsbøl
Lensch, Henrik Mats (1882-), Sørup, Sydslesvig

13. oktober 1919. Rejsen til afstemningen i Sønderjylland vil foregå med skib.

Hejmdal 13. oktober 1919.

Når de kommer.

I et interview med overretssagfører Peter Paulsen, lederen af vore udvandrede landmænds valgkontor i København, udtalte denne ifølge “Nationaltidende” bl.a.:

“Rejsen til afstemningen i Sønderjylland vil for de flestes vedkommende foregå med skib. Dog tager jyderne naturligvis toget, ligesom i det hele taget enkelte andre, og statsbanerne stiller sig meget kulant og imødekommende. Fynboerne får en let rejse. De sejler med skib fra Fåborg eller Svendborg. Her fra København kommer der til at gå 3 store skibe, der skal gå til Haderslev, Aabenraa og Sønderborg.

Direktør Anton Petersen, Wivel, direktør Jørgensen, Industrikafeen, og en tredje restauratør leverer gratis fuld forplejning om bord – en stor gave, vi ikke noksom kan takke for. Rejsen i det hele taget er gratis. Det sønderjyske udvalg har stillet penge til dispostion, og vi er også i stand til, hvis det er nødvendigt, at hjælpe lidt til med beklædningen. Rejsen er jo ikke kommen i stand ved sommertid , sådan som vi oprindelig ventede.

Forslaget om et særligt emblem, som i sin tid blev fremsat, er taget til følge. Hver vælger får en nydelig dannebrogsfarvet roset med det sønderjyske våben og årstallet 1919.”

11. oktober 1919. Fem danske Civilfangers Eventyr

Hejmdal lørdag den 11. oktober 1919
Fem danske Civilfangers Eventyr
Efter fem Aars Internering paa Azorerne.
Et erstatnings spørgsmål mod Portugal. 

Damperen “Minsk”, som er ankommen til København, medbragte fem civile, Fanger, som har været interneret af Portugiserne paa Azorerne. De tre af disse var Officerer paa tyske Koffardisskibe, som i Krigens Begyndelse havde søgt Tilflugt i portugisiske Havne paa Afrikas Vestkyst. En var Maskinmester på en kakaoplantage paa den portugisiske Ø Sao Thorné ud for Kamerun-Kysten. Denne Mand, der hedder Max Sødergren og stammer fra Aabenraa, blev i December 1916 intereneret som Civilfange og sendt til Lissabon, hvor han i Kasernen Guarda Republicana tilbragte, 9 Måneder i Enecelle. 

Han var efterhånden blevet glemt af myndighederne, da det endelig lykkedes ham, at få en Oberst til at interessere sig for sine Forhold. Han blev derefter i December 1917 overført til Azorerne. De her nævnte fire Fanger er alle fra Aabenraa og Tønder og taler er udmærket Dansk. 

Den femte af de Mænd “Minsk” bragte hertil, hedder Carl Jensen og stammer fra Næstved. Han fortæller om fine Oplevelser: 

– Jeg havde i 12 Aar været Farmer i tysk Sydvestafrika. I Efteråret 1914 foretog jeg en Ekspedition  til portugisisk Angola for at købe Fødevarer. Skønt Portugal først indtrådte i Krigen 1 1/2 Aar senere blev jeg sammen med en Del Tyskere taget til Fange af Portugiserne og måtte i 2 Aar sidde i Fangenskab I Loanda Angola. Derefter blev jeg sammen med 50 tyskere overført til Azorerne, hvor jeg har tilbragt 2 Aar i Fangenskab. 

– Jeg har – fortæller Carl Jensen videre – under hele min Udlændighed været Abonnent paa “Næstved Tidende”. Dette Blad fik jeg ogsaa tilsendt i fangenskabet og stiftede derigennem Bekendtskab med “Sønderjysk Fond”, og det er denne udmærkede Institution, som har skaffet mig og mine fire sønderjyske Kammerater i Frihed. Uden Genvordigheder gik det ikke for sig, men desto gladere er vi nu over endelig at være nået hertil.

– Hvorledes gik det da for sig!

– Den portugisiske Censor på Terceira, den af de azoriske øer, hvor vi tilbragte fangenskabet, kunne ikke tale dansk, og følgen var, at han konsekvent lod alle vore breve til hjemmet gå i papirkurven.

Imidlertid havde Max Sødergren efterhånden lært sig saa meget Portugisisk, at han kunne sætte et kort Brev sammen, hvor han henledte Fondens Opmærksomhed paa vore Forhold. Dette brev blev vor frelse!

Vi hører imidlertid senere, at det alligevel ikke har været saa helt ligetil for Fonden at skaffe vore fem Landsmænd fri. Sønderjysk Fond søgte først at opnå det gennem en Henvendelse til den danske konsul i Lisabon: det viste sig imidlertid frugtesløst. 

Først da man fik franske Gesandtskab i Danmark til at tage affære, fik man frigivet de fem danske Civilfanger på Azorerne. Nu er de altså kommet hertil, henrykte over modtagelse, som “Sønderjysk fond” har beredt dem. 

Fondens virksomme og elskværdige Sekretær Hr. Louw har sørget for deres Ekvipering og har sørget for, at der blev skaffet dem Logis her i byen. 

Det Sønderjyske Ministerium havde inviteret vore fem Landsmænd til Frokost – og i dag rejser de afsted til deres Slægtninge, som de ikke har set i mange Aar. 

Hr. Carl Jensen vil, efter hvad han videre meddeler konferere med en kyndig sagfører for at erfare, hvorledes han skal optræde med Erstatningsspørgsmål overfor den portugisiske regering i anledning af den ganske uberettigede Internering, han som neutral statsborger har været genstand for, endda på et tidspunkt, hvor Portugal ikke befandt sig i krigstilstand.

Sømænd hjem med “Minsk”
Jensen, Carl Antonius (1883-), Næstved. Ikke oprettet side.
Andresen, Jes Peter (1874-), Aabenraa
Dahl,  Johan Christian Emil (1889-), Aabenraa
Södergreen, Max Carl (1884-), Aabenraa
Lund, Johan Peter (1890-), Tønder

10. oktober 1919. Tyske regering har overdraget Sønderborg slot til hertug Ernst Günther.

Hejmdal 10. Oktober 1919.

Sønderborg slot.

Som meddelt i går har H. P. Hanssen i det sønderjyske udvalg meddelt, at den tyske krigsregering i strid med fredstraktaten har overdraget Sønderborg slot til hertug Ernst Günther. Fra dansk side er der i dette tilfælde, som i alle lignende, hvor statsejendom er solgt i modstrid med fredtraktatens bestemmelser, nedlagt protest, der uden tvivl vil blive taget til følge af Ententen.

Sønderborg slot er særlig kendt som stedet, hvor kong Christian II sad i fangenskab i 17 år.

Det tårn, der rummede den ulykkelige fyrstes fængsel, lå på stedets sydøstlige hjørne, men er forlængst revet ned. Senere blev slottets hovedsæde for det sønderborgske hus, som nedstammer fra kong Christian III’s søn, hertug Hans den yngre. Hertug Hans blev stamfader til adskillige linjer, der alle føret titel af “Slesvig-Holsten-Sønderborg”; en af dem er Augustenborgerne. Den gren af slægten, der arvede stamslottet, måtte i 1667 for gæld afstå til det til kong Frederik III, og det var derpå i henved 100 år i kongehusets besiddelse, indtil Frederik V 1764 overlod det til huset Augustenborg.

I denne familie eje var slottet så indtil efter oprøret 1848; da blev det inddraget af den danske stat til straf for det augustenborgske forræderi, var i tiden mellem krigene dansk kaserne (7. bataljon) og blev 1864; preussisk statsejendom, hvad det siden har været.

7. oktober 1919. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Senest ændret den 17. januar 2023 14:18

Pastor N. A. Jensen: ”Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen som havde taget et dansk arbejde op for sønderjyske krigsfanger sendte Jensen til fangelejren i Aurillac i Sydfrankrig, hvor han 1915–16 var præst og lærer for de derværende sønderjyder. 1917–18 var han i samme ærinde i Rusland hvor han i revolutionstiden med stort besvær fik samlet fangne sønderjyder i Jurjef Polski nordøst for Moskva og til sidst sendt dem hjem over Stockholm.” Ventetider 1926.

På billedet foroven ses N. A. Jensen i midten blandt fangerne i Jurjef Polski lejren. Yderst til venstre med kasket Frits Clausen og manden med med det hvide forklæde er lejrens kok, Anton Nygaard, der laver skånekost til pastor Jensen.

Hejmdal 7. oktober 1919.

Fangeliv. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Bovlund frimenigheds nye præst pastor N. A. Jensen giver i ”Natt.” følgende skildring om fangeliv i Rusland:

Luther er ikke nøjsom i sin forklaring til den 4. bøn. Selv i fredstid opnås ikke alle de mange rare ting, han der nævner. Men i krigstid svinder de yderligere.

Lad os følge en sønderjyde fra indkaldelsen til hjemkomst. Hans liv er som en kurve, der synker og synker, indtil savnets tunge tid er nået. Så stiger det atter, om end usikkert, til hjemrejsens dag gryer, og til han endelig øjner skorstensrøgen fra den hjemlige arne, og ”lutter milde blik han får, og hjerte imod hjerte slår af kærlighed og glæde”.

Ordrerne kommer. Han må sige farvel til ”hustru og børn, hus og hjem”. I stedet får han kammerater af alle slags og en våd skyttegrav. Men en enkelt gang får han orlov og ejer alt på ny med genfødt glæde. Desto tungere atter at sige farvel. Så hører også dette op, for en dag tages han til fange, lad os sige på Østfronten i december 1914. Han er vel nu udenfor den store livsfare, men til gengæld mister han bevægelse, afveksling og brevforbindelse med hjemmet.

I 30 døgn skrumpler han nu på en hylde i en kreaturvogn ad Sibirien til, berøvet de sidste rester af ”penge og gods”, plaget af snavs, lus og Diarré, der altid følger med spændingen ved tilfangetagelsen. Vi lider ved at køre 12 timer, sunde og rene, i en god vogn. Hvad da han! Efter 30 døgn kan han stille sit ur 8 timer frem, han har kørt 1/3 af jorden rundt. – Men han har dog kørt og set et vekslende landskab.

Nu gemmes han med nogle hundrede eller tusinder i en Kosakkaserne. Ensformig ørkesløshed, slet luft i de overfyldet sovesale, månedslangt, ja, måske årelangt afbrudt fra brev forbindelser med hjemmet. Han går ½ år i samme skjorte, thi vand er en kostbar ting i landet uden brønde og med de det meste af året tilfrosne floder. Kager af snavs, åbne sår af utøj vedbliver at plage.

”Forplejningen” er skrumpet ind til lige netop det daglige brød, og det endda ikke det tørre brød, thi melet har stået og trukket fugt i sækken, er bleven cementhård, må knuses, før det kan bages og blive til brød, han kan kryste vandet af. Ligger en skive natten over, kan han skære det ud i en portrætramme, – havde han nu blot ”hendes” billede! I øvrigt var ekstra mad på den tid let at få og meget billigt; men hvem havde penge den gang?

Men endnu har han dog en tålelig sundhed. Så søger han om lov til at gå ud i landsbyen for at tigge, om og kun for motionens skyld. Det tillades, men forbydes snart, da kulden kan fryse både næse og øren af. Så søger han lidt afveksling i et af kasernens værksteder. Livet bliver mere og mere tomt og fattigt.

Og dog er kurvens nederste rand ikke nået endnu. Da sommerheden kommer, floden smelter, sneen tøer, og al urenhed strømmer ud i floden, hvor nu også kreaturerne står i timevis, og dette vand dog må bruges i køkkenet, indfinder tyfus’en sig. Hans 5 spisekammerater ( altid 6 om en skål) dør, han selv bliver angrebet, ligger i vildelse, kommanderes ude ved fronten eller råber i rædsel for granaterne, styrter ud af sengen , nej: springer ned fra briksen, vil hjem, men falder om nede ved døren og hjælpes op på hylden igen.

Det gælder liv og død i flere dage, men han kommer sig. Man regner, at 60% af Sibiriens fanger døde; men sønderjyderne var gennemgående mere modstandsdygtige end de andre. Skyldes det et sundere levned hjemme, større sans for renlighed derude, når den var til at få, eller et friere Mod? Nok er det, der døde færre af dem. – Så blev han sat til at begrave de døde. Ligkælderen var fyldt fra vinteren, nu kunde de komme i jorden. Han sendtes ned gennem lugen med et tov; han skulle slå en løkke om et ben og således sende lig efter lig op som sække af en last. Så fyldes en kiste med 6 lig; den førtes til kirkegården og tømtes som vi tømmer en trillebør.

Men den, der holdt det første halve år ud, var i reglen over det værste. Man fandt på beskæftigelse, spil af alle slags, endog skuespil, og man begyndte at høre hjemme fra. Ah, hvor det lettede! Kurven begyndte at liste opad. – Nej ikke for alle. Ungarerne fik aldrig bud fra hjemmet, for russerne manglede tolke til brevcensuren. Men sønderjyderne fik at mærke, at de havde mange venner: Breve og pakker begyndte at strømme ind, og en oktoberdag 1915 mærkede de, at de havde en meget formående ven: Den enkekejserinde, der ikke bærer sit Dagmar-navn forgæves. Ved hendes energiske arbejde blev det sat igennem, at der indrettedes en særskilt lejr for dem, og en skønne dag kunde de sige Sibirien farvel.

Juleaften 1915 samledes ca. 120 i denne nye lejr inde midt i Rusland. Modermålet lød frit i sang og tale, budskaberne hjemmefra blev hyppigere og ikke af så gamle datoer; fangerne havde igen adskilligt med end våde brød, deriblandt også passende beskæftigelse. Flokken måtte dog deles på grund af national modsætning; men des bedre fik den det, som blev tilbage.

Siden fik de dansk præst, også ved den danske prinseses foranstaltning. Et lokale lejedes og omdannedes til en hyggelig sal med gudstjeneste om søndagen og aftenmøder med foredrag, sang og samtale. Og penge til forbedring af kosten og pelse til at holde kulden ude, når de gik på arbejde i købstaden.

Men så kom bolsjevismens forvirring med synkende rationer; voksende dyrtid og fare for liv og lemmer. Mad blev til sidst næsten ikke til at opdrive. Kun heste kunne fås, endda til 14 rubler stykket (på samme tid kostede en hane 15 rubler), men de døde jo også, plejede vi at sige, når man så lidt vist på dem! Ikke enhver mave tålte den kost.

Så forlod sønderjyden siden sin lejr som tyskeren sin, søgte arbejde, så længe noget var at få, og reddede sig således helt vel, indtil sommeren kom med det store sammenbrud. Så satte han alle sejl til, trodsede rejsens vanskeligheder og stod en dejlig dag atter i det kære hjem. Kurven havde nået højden fra hin dag, han forlod hjemmet. Nej, den var højere, thi det store var sket: Han stod som en fri mand i et frit land. Det var nået, der i tunge dage havde strålet for hans tanke og holdt hans mod oppe – det, som han midt i fangetiden endog havde formet i en enfoldig sang:

Der havde håb, der er liv i vort bryst,
Vi synger så glade sange.
Sange med liv i er rigtig vor lyst,
Trods at vi endnu kun er fange.

Snart 3 år vi sidder i fangelejr,
men lader ej hovedet hænge.
Godt mod! Kammerater, det bliver nok sejr,
om også det varer lidt længe.

Derhjemme venter med længsel min mor,
min fader, min elskede pige.
”Han kommer nok hjem i det nye år,”
så vil de vel tænke og sige.

”Ja, kære, vi kommer nok hjem et år,
men om i det ny for nøje – ?
Vi kommer, når der er sønderjysk vår
og Dannebrog frit der kan vaje.”

Ja, håb er der, tro og liv i vort bryst,
om årerne end er lidt lange.
Vi synger med frejdigt mod og lyst,
trods at vi endnu kun er fange.

En tysk amtsforstander sat under kontrol.

Korsør Avis skriver i november 1918.

“Sønderjylland. En tysk amtsforstander sat under kontrol.
Den forhadte Amtsforstander Rafalski i Rødding er nu af befolkningen sat under kontrol af tre gode danske mænd, der skal skrive under på hvert aktstykke fra amtsforstanderens kontor, før det har gyldighed. Amtsdistriktet omfatter 21 kommuner.

En af disse gode mænd er gårdejer August Lassen, som på amtsforstanderens foranledning blev arresteret i 1914 og ført som fange til en forbryderlejr.”

Billedet foroven forestiller brøderne August og Peter Lassen. Arkiv.dk.

Som et eksempel på de ubehageligheder befolkningen blev udsat for, er dette brev avisen Hejmdal modtog i marts 1919.

Hvad der bør mindes! Vi har modtaget følgende:
Den 1. juni 1915 blev min broder og jeg afhentede af politiet i vort hjem, og ført til Haderslev. Der blev vi indespærrede som forbrydere, og næste dag blev vi sendt sydpå, hvor vi så vandrede fra det ene regiment til det andet.

Den 23. november kom jeg til fronten, jeg kunne selvfølgelig ikke som de store tyskere komme hjem på orlov inden, og min broder gik det akkurat på samme måde.

Da jeg kom tilbage til garnisonen i 1917, fordi jeg var stærkt angrebet af lungebetændelse og var meget syg, fik jeg endelig orlov bevilliget, men hr. Amtsforstander Rafalski i Rødding – stemplede mig som ”politisch unsicher”, og min orlov blev mig nægtet. Så tog min mor over til ham og sagde, at hun hun ville stille 10.000 Mk. I kaution, dersom min broder og jeg kunne komme på orlov. Men hr. Rafalski er ikke den mand, der lader følelserne løbe af med sig, eller også er han ikke i besiddelse af sådanne. Han bemærkede spydigt og overlegent, at det ikke var Rusland vi levede i, men ”das große Vaterland”.

Min moder kunne så gå hjem med den trøst, at vi var under den preussiske svøbe. I sandhed, en sørgelig trøst for en sønderjysk moder, der ikke har set sine sønner i 2 år.!

Min broder forblev stadig ved fronten, først i Rusland og senere i i Frankrig, hvor han i september måned i fjor faldt såret i engelsk fangenskab, og hvor han nu er død af sine sår. Han skulle altså ikke de det hjem, han elskede så højt heroppe i Sønderjylland, ikke se det danske flag gå til tops i Sønderjylland. Men forhåbentlig vil Amtsforstanderen vente at se korsbanneret gå til vejrs til ære for ham, når han sammen med sine kollegaer damper sydpå.
Underskrevet K. J. ”

Det er ikke lykkedes os at identificere disse 2 brødre.
Skulle nogen have oplysninger, der kan identificere brødrene, kan oplysningerne sendes til mig her. Eller som kommentar.

 

Historiske tidsskrifter og årbøger på nettet.

En del historiske tidsskrifter og årbøger er blevet lagt på nettet som digitaliserede udgaver i den seneste tid.

Sønderjyske Årbøger er udgivet siden 1889, fra 1923 med Historisk Samfund for Sønderjylland som udgiver. Årgangene 1896, 1898, 1911 og 1915-22 udkom ikke. Årgang 1932 udgøres af Festskrift til H.P. Hanssen.
Historisk Samfund for Sønderjylland er også udgiver af den digitaliserede udgave af Sønderjyske Årbøger. Se følgende link.

Personalhistorisk Tidsskrift udgives af Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie. Det er et af Danmarks ældste, endnu udkommende fagtidsskrifter. Tidsskriftet indeholder artikler med hovedvægten lagt på emner om personalhistorie og slægtshistorie. En sektion af tidsskriftet er allokeret til anmeldelser af bøger og værker inden for emnerne personalhistorie, biografi og genealogi.
En række årgange fra starten i 1880 og frem til 1964 er digitaliseret af Det Kgl. Bibliotek. Se følgende link.

Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets historie – i daglig tale “Danske Selskab” har i 250 år udgivet “Danske Magazin”. Takket være Carlsbergfondet er “Danske Magazin” nu offentliggjort som gratis e-bøger.  Se følgende link. Sitet er stadig under udvikling.

Bomærke for Danske Magazin.

I Danske Magazin 2019 (nr. 53), der først bliver lagt på nettet som gratis e-bog i 2021, har filologen Bernadette Preben-Hansen skrevet en artikel:
“Den danske gesandt i Petrograd (St. Petersborg), Harald Scavenius’ syn på udviklingen i Rusland under verdenskrigen. Udvalgte depecher 1914-1917.”
Kan købes her.

Harald Scavenius var en ældre fætter til Erik Scavenius, Danmarks udenrigsminister under og efter verdenskrigen. Harald Scavenius kendte Rusland efter 1904 og var interesseret i sociale forhold. Gesandtens politiske indberetninger til udenrigsministeren giver et indblik i forholdene i det førrevolutionære Rusland, samt i forholdet mellem Danmark og Rusland. Også problemerne med at varetage Danmarks forpligtelser som beskyttelsesmagt for de østrig-ungarske Krigsfanger i Rusland bliver beskrevet. Han beskriver levende den politiske ustabilitet, der lå til grund for såvel februarrevolutionen som bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917.

Yderligere oplysninger om Harald Scavenius PDF.

31. Juli 1919. Det sønderjydske Udvalg

Det sønderiydske Udvalg.

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg holdt Møde i Gaar Kl. 10-11:45. Mødet lededes af Landstingsmand Alex. Foss.

Finansministeren fremlagde et Lovforslag om Indførelsen af dansk Mønt og om Oprettelsen af en Afregningskasse i Sønderjylland.

Med Hensyn til Krigsfangernes Hjemsendelse gav Minister H. P. Hanssen en detailleret Meddelelse. Det fremgik heraf, at Marineministeriet sender »Valkyrien« til Port Said, Malta og Azorerne for at afhente Krigsfanger; bl. a. samles i Port Said 68 Sønderjyder, som har været i engelsk Fangenskab i Ægypten.

Ø.K.s Damper »St. Thomas« har endnu en Rejse tilbage til Rouen; derefter vil Marineministeriet udruste Krydseren »Heimdal« til Hjemføring af sønderjydske Krigsfanger fra England og Frankrig, hvor der endnu er en Del Fanger tilbage. De spredte Fanger i Amerika, Sydafrika, Australien, Kanada og paa Balkan vil blive hjemsendte ved de danske Gesandtskabers og Konsulaters Foranstaltning.

Minister H. P. Hanssen gav derefter Meddelelse om den trufne Ordning med Hensyn til Afstemnings-Omraadets Forsyning med Varer i Overgangstiden, medens den internationale Kommission bestyrer Landet, og fremlagde Forslag til Afholdelse af et Statskursus for Lærere, der hidtil har været i tysk Statstjeneste, men nu som indfødte, dansktalende Sønderjyder og trods tysk Uddannelse ønsker at stille sig i den danske Folkeskoles Tjeneste.

I Anledning af Spørgsmaalet om Understøttelse til trængende Sønderjyder, der vil søge danske Højskoler og Efterskoler i den kommende Vinter, besluttede man Overgangstiden, at nedsætte et Underudvalg. Udvalgets næste Møde afholdes senest paa Onsdag.

20. Juli 1919. Stadig mange sønderjyder i krigsfangenskab

I Fangenskab Jorden over.

Vi bragte forleden – skriver “Fyns Tidende” – Meddelelse om at “St. Thomas” var sejlet til Rouen for at hjemføre 1200 Sønderjyder fra fransk og amerikansk Fangenskab. Over Halvdelen heraf stammer sikkert fra Afstemningsområdet. Desuden bliver der i Dunkerque samlet ca. 100 Sønderjyder, 70 fra Belgien og 29 fra Frankrig.

Men foruden disse lindes der endnu en Mængde Sønderjyder i Fangenskab i Udlandet. Det sønderjyske Ministerium har udarbejdet følgende Liste som vi her gengiver efter ”Modersmaalet”:

Engelske Fanger i England – 94, Engelske Fanger i Skotland – 5, Engelske Fanger i Frankrig – 5,
Engelske Fanger i Egypten – 55, Engelske Fanger i Indien – 15, Engelske Fanger i Sydafrika – 7,
Engelske Fanger på Malta – 28, Engelske Fanger i Natal – 2,

Franske Fanger i Frankrig – 328, Franske Fanger i Saloniki – 5, Franske Fanger i Marokko – 1,

Serbiske Fanger i Saloniki – 19, Serbiske Fanger i Serbien – 8,

Belgiske Fanger i Belgien – 82, Belgiske Fanger i Frankrig – 1,

Hollandske Fanger på Java – 11,

Amerikanske Fanger i Amerika – 40, Amerikanske Fanger i Frankrig – 60, Amerikanske Fanger på Kuba – 3,

Fanger i Kanada – 2, Fanger i Australien – 25, Fanger i Spanien – 7, Fanger på de kanariske øer – 1,

Fanger i Japan – 29, Fanger på Azorerne – 11, Fanger i Portugisisk Indien – 1, Fanger i Vire (Calvados) – 1, Fanger i Brasilien – 8,

Fanger i Sibirien – 31, Fanger i Rusland – 19, Fanger i Italien – 3, Fanger i Svejts – 1,

Fanger i Peru – 1, Fanger i Chile – 1, Fanger i Argentina – 2,

Fanger i Syrien – 1, Fanger i Tyrkiet – 2, Fanger i Ungarn – 2, Fanger i Rumænien -7.

I alt 1202

14. maj 1919. De sønderjyske Piger. Hvorledes det berømte billede blev til.

Senest ændret den 15. maj 2019 10:46

De sønderjyske piger. Foto: Arne May

Hejmdal 14. maj 1919.
Hvorledes det berømte billede blev til.

En af Skaarup statsseminariums veteraner, fhv. musik- og sanglærer H. Tofte, fyldte i tirsdags 80 år. Tofte var gift med en kusine, den daværende frøken Valborg Tofte, den ene af de to sønderjyske piger, hvis billede hænger i de tusind hjem. Overfor ”Fyns Ventreblad”s medarbejdere fortæller Hr. Tofte, hvorledes det gik til, at hans hustru og hendes søster i sin tid blev fotograferede som de to sønderjyske piger.

Det var ikke tilfældigt, at der kom et sådant billede af de to sønderjyske piger frem – fortæller Hr. Tofte. Der var i Frankrig udkommen et allegorisk billede af to kvinder i nationaldragter, symboliserende det undertrykte Alsace-Lorraine. Og den iderige forlagsboghandler Ernst Bojesen, Nordisk Forlag, fandt da på at der skulle udgives et lignende billede herhjemme, forstillende Sønderjylland. Ernst Bojesen henvendte sig til den tidligere overlærer Tofte ved den danske borgerskole i Flensborg.

Tofte, der, efter at tyskerne havde lukket skolen og afskediget ham i 64, var bleven forstander for landbrugsskolen i Aagaard ved Oversø, havde to døtre, Valborg og Helga, som man havde udset til hvervet. De var af ægte sønderjysk afstamning på begge sider – og uden betydning var det vel næppe heller, at de begge så godt ud.

Der var tilvejebragt to ægte gamle sønderjyske dragter, den ene fra Als og den anden fra Föhr, de var forresten ret kostbare, særlig den fra Föhr, da det var gedigent silketøj det meste af dragten.

Billedet blev taget inde i Flensborg af fotograf Schumann. Der blev først taget et billede, hvorpå de to unge piger stod op ved siden af hinanden ligesom på billedet fra Alsace-Lorraine. Men det syntes man ikke, var så godt.

På det billede, der blev benyttet og som blev landskendt, ja verdensberømt, ses den ene søster – Helga Tofte – i siddende stilling. Denne unge pige døde nogle få år efter.

Hr. Tofte fortæller videre, at da fotografiet kom til København, blev man der straks flovet af dets storstilede, gribende enkelthed.

Se også Museum Sønderjyllands lille film om De sønderjyske Piger.

Ovenstående billeder, som måler 38 x 57 cm, kommer fra bladet “Hus og Hjem” og har hængt i den fine stue på en gård i Brøndbyøster. Er muligvis bestilt gennem en af disse annoncer.

2. maj 1919. Syd for grænsen.

Syd for Grænsen.

De sønderjydske Børn.
Statsbanerne har stillet Damperen »Ægir« til Raadighed som Transport af sønderjydske Børn fra Flensborg paa Betingelse af, at Komitéen selv skaffer Kul. Dette Iykkedes Komitéen ved Støtte fra Ø. K., D. F. D. S. og fire Firmaer, der hver yder 16 1/2 tons Kul. Transporterne begynder i følge »Berl. Tid.« den 8. Maj og vil gaa Slag i Slag med 600 Børn pr. Rejse. De dirigeres alle til Fredericia undtagen sidst« Hold, som sejles til Kalundborg.

Hamster Geschæften.
Fra Haderslev meddeles til »Natt.«:
Den for nylig givne Tilladelse til at indføre 5 Kg. Fødevarer pro persona til Sønderjylland har allerede givet Anledning til store Misbrug, der maaske i den nærmeste Fremtid vil fremtvinge meget skarpe Forholdsregler fra Myndighedernes Side.

Grænsepassagen er steget betydeligt efter Paaskedagene, og da Indførelsen af de 5 Kg. kun maa finde Sted een Gang ugentlig, benytter en Del smarte Folk forskjellige Overgangssteder, og hvor en hel Familie slaar sig paa denne Profession, kan det selvsagt blive til ret store Portioner.

Der er gaaet saa megen Forretning i den beklagelige Geschæft, saa det gaar ud over Arbejdskraften i Nordslesvig, fordi man hellere vil tjene en let Dagløn ved en Furageringsrejse til de sydjyske Byer. De indførte Fødevarer sælges til Aagerpriser og kommer ikke den almindelige Befolkning til Gode, som det har været tiltænkt. Store Kvanta gaar ogsaa sydpaa, og det fortælles i Haderslev, at der er kommen saa betydelige Mængder Krydderier i Handelen, at endog har paavirket Børsnoteringen i Hamburg.

De ledende Mænd i Nordslesvig er ganske naturligt misfornøjede med Spekulationstrafikken. Arbejdet med Udstedelse af de røde Legitimationssedler i Følge Overenskomsten med det danske Statspoliti er næsten uoverkommeligt for de i Forvejen stærkt optagne Tillidsmænd. Man beklager sig over ikke at kunne kontrollere de Enkeltes Trang tilstrækkeligt, og fra flere Sider tales der om det Formaalstjenlige i at ansætte danske Statsbetjcnte hernede for at gjøre Misbrugene færre.

Som i gamle Dage.
Kolding 1. Maj.
Fra i Gaar overgik Militæret i Haderslev paany til Regeringstropperne, og Alt er snart igjen – ogsaa militært  – i den gamle preussiske Gænge, som nok passer Tysken bedst. Det er forbi mod de glade Soldaterraads-Fastelavnsløjer, og Løjtnanterne viser sig atter til Hest med Sabel. Og med Timebetaling for Exercits er man færdig.

De mange Faldne.
Kolding, 1. Maj.
I det lille Lysabild Sogn i Sønderjylland er hver 10. af Sognets mandlige Befolkning falden i den store Krig. Flere Danske begræder Tabet af to Sønner.

Flagstængerne.
Kolding, 1. Maj.
Vi længes ubeskriveligt efter at komme til Danmark, sagde en Mand dernedefra. Og Flagene skal komme til vaje at paa den store Dag. Forleden Nat havde Tyskerne savet vor nye Flagstang over. Men nu har vi rejst en ny, og den er i Mandshøjde omviklet med Jærntraad, som den tyske Sav ikke bider paa!

Der kom tilbud fra Danmark, at vi måtte hente smør og lignende derovre.

Senest ændret den 24. marts 2020 15:52

Andreas A. May var kommet hjem til Guderup på Als efter krigen den 20 december 1918. Dagen før sin 23 års fødselsdag. “Krigen og kampen mod døden var endt, nu begyndte kampen for livet!” Han skriver videre i sine erindringer:

Da vi kom nogle dage ind i det nye år, begyndte jeg at lægge planer for fremtiden. Det havde jeg ikke haft lyst til i de sidste fire år. Jeg havde jo min uddannelse som kontorist, men hvad var den værd nu efter at have ligget i skyttegraven i fire år. Jeg fik nok et bevis for, at jeg kunne hæve arbejdsløshedsunderstøttelse, men det var jo kun en liden trøst.

Arbejdsløshedsunderstøttelse

Der kom nu en stor omvæltning for vor hjemstavn ved den forestående genforening med Danmark og det gjaldt om at finde sin plads. Vi havde lidt under levnedsmiddel knapheden i felten, men vi havde dog fået vore små daglige rationer. Den civile befolkning i hjemmene havde dog lidt mindst lige så stor nød, ja, mange havde endda sultet.

Der kom tilbud fra Danmark, at vi måtte hente smør og lignende derovre, når vi fremviste et dansk pas. Disse pas udstedtes af de danske tillidsmænd i Nordslesvig, og for at hjælpe på min mors husholdningsbeholdninger, tog jeg på cykel til Taps og Kolding for at hente smørpakker. Turen blev kortet af ved, at man dengang kunne sejle fra Stevningnor til Aabenraa.

Jeg fik udstedt et pas af Nis Nissen i Nordborg og var på denne måde i Danmark tre gange i foråret 1919 for at hente smørpakker. Men det var vanskeligt med vore penge, for den tyske mark havde på dette tidspunkt allerede tabt en del af sin oprindelige værdi. Min far havde imidlertid været så forudseende, at gemme og samle sølvmønter, tyske eenmarkstykker og halvmarkstykker, så dem fik jeg med til indkøbene i Danmark.

Men sølv måtte ikke udføres af Tyskland, så jeg måtte smugle mønterne gennem kontrollen. Kontrollen var imidlertid ikke særlig streng, men for en sikkerheds skyld, havde jeg gemt mønterne i cykelstellet ved at tage sadlen af og lade mønterne dumpe ned i røret.

Én af mine venner, som jeg bagefter fortalte dette, forsøgte også dette tricks, men han betroede sig til nogen i forvejen, og da, han kom til Kolding, var mønterne væk.

Billede: https://arkiv.dk/vis/2204426

Pas udstedt af Nis Nissen

20. december 1918. Vort regiment var den sidste troppedel der passerede broen over Rhinen.

Andreas A. May blev indkaldt til Aabenraa den 11. maj 1915. Blev den 2. august sendt til Rusland og indrulleret i Oldenborgske Infanteri Regiment 91, 5. kompagni. Senere på året sendt til vestfronten for at deltage Champagneslaget og igen i 1916 tilbage østfronten og for i slutningen af året 1916 igen sendt til vestfronten, hvor han bl.a. deltog i slaget ved Verdun, men da i lyssignaltjenesten.

På vor natlige march natten mellem den 10. og 11. november mødte vi 2 personbiler med hvide parlamentærflag haste sydpå til mødet med fjenden. Vi var da på vej ind over den belgiske grænse til vort næste kvarter Matagne la grande. Endnu om formiddagen den 11.11. hørte vi et stort bombeangreb på vort tilbagerykkende træn og artilleri, der kostede mange sårede og døde.

Endelig ved middagstid holdt kamplarmen op og kirkeklokkerne I de belgiske byer omkring os ringede freden ind og overalt flagede civilbefolkningen med belgiske flag for at vise deres glæde over, at nu var endelig krigen forbi.

Den 13. november marcherede vi herfra i marchkolonne gemmen Belgien, Luxembourg og ind I Tyskland ved Prüm. I våbenstilstandsbestemmelserne havde de allierede betinget sig, at de tyske tropper skulle være trukket tilbage til højre Rhinbred inden den 1. december.

Da vi nogle dage i forvejen om morgenen marcherede ud af byen Prüm, så vi flere engelske soldater på gaden. Fra dag til dag fulgte de engelske tropper I hælene på os. Vi marcherede tværs over Schneeeifel og ned ad Ahrdalen. Ved Ahrweiler lidt syd for Bonn havde de tyske pionerer bygget en pontonbro. Vort regiment var den sidste troppedel der passerede broen.

Den 9. december ankom vi til Marburg an der Lahn. Nogle kilometer udenfor byen ventede regimentsmusikken på os; det havde været en anstrengende march fra Offenbach (37 km) og dagen for var vi marcheret 30 km fra Willingen, så det livede op I geledderne, da vi marcherede ind i byen med musik i spidsen.

Jeg blev indkvarteret privat hos familien Mencke, Schuhmarkt 2. Jeg fik morgenkaffe med mælk og aftensmad her. Middagen fik jeg i kompagnikøkkenet. Der stod en dejlig seng til min rådighed i mit værelse, men den første nat sov jeg på gulvet, for sengen ville jeg ikke benytte, før jeg havde været på saneringsanstalten for at blive befriet for lusene. Det var dejligt at blive befriet for de små plageånder, der i fire år havde generet mig og som jeg kun havde været fri for de tre gange jeg havde været på orlov.

Den 18. december 1918 fik jeg mine afskedspapirer udleveret og kunne rejse hjem. Jeg sagde “farvel” til mine kammerater, deriblandt Lorenz Rasmussen fra Sønderborg, der stod banegårdsvagt på banegården i Marburg den nat, da jeg kl. 1 forlod byen med et plantog til Hamburg. Til ham sagde jeg dog “på gensyn”.

Toget var overfyldt. En siddeplads fik jeg dog, men jeg måtte dele den med to andre plus en del tilfældige andre i de nærmeste overfyldt kupeer. Det var nemlig wagonens toilet, vi opholdt os i det halvandet døgn det varede, inden vi nåede Hamburg.

Her skiftede jeg over i toget til Flensborg. Dette tog var imidlertid lige så fyldt med rejsende, ja så godt som udelukkende soldater, der ilede hjemad. Jeg forsøgte at komme ind i en kupé, men togføreren halede mig ud igen, da han skulle lukke døren; der var nemlig ikke så megen plads, at mine hæle kunne komme helt indenfor døren, så den kunne lukkes.

Nu var gode råd dyre, for med det tog ville jeg gerne for at komme hjem den dag. Det var nemlig dagen før min fødselsdag. Jeg øjnede en chance, da jeg så jernstigen, der førte op til bremsekassen, og entrede derop. Der var to deroppe i forvejen, men der kunne lige blive plads til mig også.

Der var rigtignok godt med gennemtræk heroppe, for glas var der ikke i vinduerne, men vi klarede gennemtrækket ved at presse ryggen mod vindueskarmen. Koldt var det og jeg var ikke særlig glad for at lægge ryg til, for jeg havde ingen undertøj på. Det eneste sæt jeg ejede lå nemlig i mit tornyster, ind-pakket i en gammel avis , lige så vådt som fru Mencke havde trukket det op af vaskebaljen, inden jeg forlod Marburg.

Den 20.12.1918 kl. 10 aften ankom jeg til Guderup. Mine forældre var gået i seng, for de havde ikke ventet mig den aften, men der blev glæde i hjemmet og klokken blev langt over 12, så mine forældre nåede at ønske mig til lykke med mine 23 år, inden vi kom til ro.

Jeg sov en dejlig fredelig søvn til langt hen på formiddagen. – Men – krigens mareridt slap jeg først af med flere år senere.

Som soldat havde jeg i løbet af de fire år tilbagelagt ca. 14.000 km jernbanerejse og ca. 5.000 km på marchture til fods med ca. 35 kg oppakning.

Fire år havde jeg spildt på en fremmed sag, men helbredet havde jeg i behold. Jeg havde altså trods alt været heldig.

Andreas A. May – selvportræt 1917

18. November 1918. 1. Akt af revolutionen og altyskerne.

I Horsens Social-Demokrat kan den 18. november 1918 læses følgende:

Under overskriften ”Hvorledes det skete” bringer ”Vorwärtz” en artikel om de begivenheder, der gav det direkte stød til den tyske revolution. Sædvanligvis, skriver bladet, regner man at revolutionen begyndte den 5. november, dagen for dens sejr i Kiel, men dette er ikke rigtigt; i virkeligheden indlededes den en hel uge før. Begivenhederne i Kiel var 2. akt og ikke første akt af revolutionen. 1. akt udspilledes på hele højsøflåden og var 80.000 menneskers nødværge mod en altysk skurkestreg.

Bladet omtaler derefter altyskernes feberagtige propaganda for en sidste, fortvivlet kamp, som imidlertid ikke førte til noget resultat. I deres nød var altyskerne faldne tilbage på hæren, som de endnu troede at beherske ved det ligesindede officerskorps uden at have anelse om den revolutionære stemning blandt soldaterne.

Derefter hedder det videre: En djævelsk plan blev udklækket, flåden skulle løbe ud og ofre sig i kampen mod den overvægtige fjende indtil sidste skib. Det ville vel have kostet 80.000 mand livet; men det ville efter altyskernes mening have været en begivenhed, som endnu engang havde kunnet fylde folket med stemingen fra august-dagene 1914.

Planen var ikke fantasi, men er bevist gennem pålidelige udsagn af matroser. Kampflåden fik den 28. oktober ordre til at løbe ud; det drejede sig, efter hvad der blev fortalt soldaterne, om en manøvre; men af officerernes afskedsbreve og andre tegn have sømændene snart erfaret sandheden og som følge heraf gjort mytteri. Der blev flere gange givet befaling til at løbe ud, men hver gang havde matroserne sat sig derimod til trods for officerernes overtagelsesforsøg.

Efter at matroserne først var gået så vidt, var der hos dem vakt en beslutning om yderste modstand. De oprørske soldater truedes med hårde tugthusstraffe; faktisk blev henved 1000 matroser ført til Wilhelmshafen, hvor de blev fængslede. På den ene side vinkede tugthuset, på den anden side friheden. Valget havde ikke været vanskeligt: Det var faldet på revolutionen.

Hvem var disse altyskere?

Store Nordiske Konversations Leksikon 1916 skriver følgende:
“Altysk (»alldeutsch«) er Navnet paa den politiske Retning i Tyskland, der dels gaar ud paa at samle alle tyske Folkeelementer under det tyske Kejserrige, dels at fremme den tyske Nationalitets Overlegenhed over alle andre. Den altyske Tendens opstod fra først af som en Slags Reaktion mod Ydmygelserne under Napoleon, og det at være tysk forherligedes som noget særlig fint og fornemt, saaledes at selve Ordet »tysk« brugtes i en hver som helst Forbindelse i rosende Betydning, men det er først under Vilhelm den andens Regering, at Altyskerne har samlet sig indenfor faste Rammer og faaet bestemte politiske Organisationer med Foreninger og med en særlig a. Presse af Blade og Tidsskrifter. 

Ejendommeligt nok var det Misfornøjelsen med den tyske Regerings Mageskifte 1890 med England, hvorved denne Stat afgav Helgoland mod at faa Zanzibar — en Ordning, som senere har vakt stor Tilfredshed i Tyskland — der fra først af gav Stødet til Dannelsen af »All-deutscher Verband«. Ved Foredrag, ved Udgivelsen af Bøger og Flyveskrifter samt ved deres Presse har de altyske Foreninger søgt at virke for deres Formaal, Tyskhedens Befæstelse og Forherligelse, og i Følge baade Sagens og Partifællernes Natur er de a. Foreninger altid i den nationale Kamp optraadt med Utaalsomhed og Hovmod overfor alle andre Nationaliteter; naar det er en paa Forhaand fastslaaet Sætning, at det at være tysk er noget bedre end alt andet i Verden, saa er det kun ret og billigt, at man søger at delagtiggøre saa mange som muligt i denne Herlighed, selv om det ogsaa skal ske ved Tvang; det er jo kun til de genstridiges eget Bedste. 

I Sprogkampen i Sønderjylland har Altyskerne taget ivrig Del; Mottoet paa deres Organ her, »Heimdall«, er oplysende for hele den altyske Tankegang; det lyder: Fra Skagen til Adria, fra Boulogne til Narva, fra Besançon til Sortehavet«. Det er efter altyske Opfattelse den tyske Nations Fremtidsopgave at blive den herskende i Europa og dermed i hele Verden, og dette kan kun ske ad Erobringens Vej. 

Ved forskellige Lejligheder har Altyskernes Optræden været saa yderliggaaende, at den har været den tyske Regering til Besvær, saaledes ikke mindst de altyske Organisationer, der har dannet sig i Østrig, og som navnlig i Halvfemserne gjorde sig bemærket ved Kampen mod Czekerne, der i det østrigske Parlament førtes i ganske tøjlesløse Former. De altyske Foreninger har deltaget ivrigt i Agitationen for Udviklingen af Tysklands Sømagt, og de støttede Dannelsen af den tyske »Flottenverein« 1896; herved bidrog de mægtigt til at uddybe den Spaltning mellem Tyskland og England, der blev den skæbnesvangre Oprindelse til Verdenskrigen 1914, ligesom de overhovedet i høj Grad har medvirket til at give den tyske Udenrigspolitik det bestemte Præg, der drev de omliggende Stormagter sammen i Forbund og fremmede Tysklands Isolation.”

https://de.m.wikipedia.org/wiki/Alldeutscher_Verband
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Pan-German_League

 

 

11. november 1918. Alsiske krigsdeltagere beskriver deres oplevelser på våbenstilstandsdagen.

Af Hans Lind, Jydske Tidende 11. november 1968.

Vi har i anledning af 50 året for våbenstilstandsdagen talt med nogle af alsingerne, der var med dengang, om deres oplevelser den 11. november 1918.

Bebrejdelser.
Chresten Kock, Hørup, var indkaldt i 1913 for at aftjene sin værnepligt og måtte fortsætte i 1914, da krigen brød ud. Rykkede ind i Frankrig i 1914, deltog ved kampene omkring fæstningen Longwy, såret 10. september 1914. Kom derefter på rekreation for senere at deltage på østfronten. Ved krigens slutning befandt han sig atter på vestfronten, og i Saarbrücken oplevede han våbenstilstandsdagen. En vaskekone fortalte mig, siger han, at hendes mand var gået mod oprørerne, og så vidste jeg, hvad der var hændt. Nu var der kun en vej hjemad. I Køln fik jeg skrupler, fordi min ritmester — en forstående mand — endnu var i kampområdet.

Jeg genså ham ved min tilbagerejse til Saarbrücken, hans distinktioner var revet af uniformen. Men der lød også bebrejdelser mod os soldater. Jeg mindes en lærer, der bebrejdede os krigens udfald. Overalt var der forvirring. Det var, som om alt var gået i opløsning. Enhver ville hjem til sit eget. Jeg kom til Als den 20. november, og det var et mærkeligt møde. Det var stille, man kunne atter tale dansk, og til at begynde med virkede det alt sammen så uendeligt småt. Men den 11. november glemmer jeg aldrig.

»Fahnenflüchtig«
Peter Grau, Bro, indkaldtes i 1915. Først på østfronten, hvor det var forholdsvis roligere end på vestfronten. Han nægtedes orlov flere gange, fordi han var »Fahnenflüchtig«. I kampene væmmedes han mere og mere over det vederstyggelige og ventede på en afslutning af det umenneskelige. Den 11. november 1918 rykkede vi om morgenen ud i en stilling, for tæller han. Jeg var sulten, fordi kostforplejningen var dårlig. I en fransk by, jeg husker ikke mere navnet, gjorde vi store øjne: Overalt var der franske flag, og vi var på det rene med, at krigen var forbi. Et øjeblik stod alt stille. Vi var groet sådan ind i krigen, at der måtte gå en rum tid, inden vi vidste, at nu var den endelig forbi.

Jeg meddelte min løjtnant, at jeg tog hjem, og han takkede mig for denne besked, ingen havde andet i tankerne end: hjem. Nogle af vore heste transporterede os et stykke ad vejen, det skulle jo gå stærkt, for de franske soldater nåede mange gange byen på samme tid som os. De skulle sørge for indkvartering for de fremrykkende soldater. I Køln mødte jeg et tysk postbud, der spurgte efter »kanonier Grau«, jo det var mig. Han afleverede et brev fra min mor, der skrev, at jeg skulle komme hjem, og den 19. december 1918 stod jeg i mit hjem i Bro. En mærkelig dag, der ikke kan beskrives. Dertil var indtrykkene for store.

Den højeste pris.
Jens Hansen, Sebbelev: Jeg oplevede våbenstilstandsdagen hjemme. Forud var der gået nogle krigsår i felten, som jeg ikke synes er værd at minde om. De grufulde timer og dage er der uendelig mange, der har oplevet. Da jeg kom til fronten, havde jeg efter en lynhurtig uddannelse endnu ikke skudt med skarpt. Jeg erindrer kampene ved Cambrai og Ypres, hvor det gik hårdt til. Lad det nu ligge, selv fik jeg et hovedskud og måtte på lazaret.

Min hovedlæsion har jeg stadig, men dog ikke alvorligere, end at jeg har kunnet passe min dont. Våbenstilstandsdagen var jo ventet — måske ikke netop den 11. november — så det føltes ikke som en overraskelse alene, snarere som en lettelse for det tryk, der havde hvilet i de svære krigsår. Tanken gik til de tusinder, der måtte betale den højeste pris, og når dagen såvel som 4. maj er kommet på afstand, så er der jo det til fælles for dem begge, at frihed er noget, der bestandig må kæmpes for og betales for i dyre domme.

Nytteløse år.
Anders Knudsen, Hundslev: Mine ungdomsår måtte jeg ofre som soldat. Først aktiv fra 1912-14 og derefter frontsoldat fra 1914-18. Disse seks år var nyttesløse. Jeg fik Europa at se og lærte mennesker at kende, som jeg aldrig havde tænkt på. Fra indtagelsen af fæstninger fra Namur til fronterne i Italien, Rumænien, Rusland og Belgien er der et spænd af fire år. Et af de store øjeblikke var ved Aisnefronten, hvor jeg genså min bror efter seks års i forløb. Han var meldt faldet. Den 11. november var der kamptummel, og den larm var vi vænnet til.

Pludselig råbte man fred, og alle var ellevilde. I samme øjeblik havde vi det i tankerne, som millioner andre: hjem. Franskmændene var nøjagtig en times march efter os, så det i skulle gå stærkt. Jeg kom til Berlin, hvor spartakisterne havde herredømmet. Videre husker jeg, at vi skulle aflægge ed til præsident Ebert hvad vi nægtede. Den frygteligste dag var nær Namur. Her så jeg en fuldtræffers værk. En bataljon blev totalt udslettet. Alle vi soldater græd over dette frygtelige syn. Den lange vej hjem afsluttede jeg juleaften. Den dag stod jeg hos mine forældre i Lillemølle på Als. Den juleaften glemmes aldrig, men jeg kan ikke fortælle om dette møde. Det skal opleves.

Et anker øl.
A. A. May, Augustenborg: Den 11. 11. lå mit regiment i den belgiske by Matagne. Vi var kommet dertil aftenen forud efter en ilmarch. Franskmændene var lige i hælene på os. Fra luften havde vi været under observation, der nedkastedes bomber på vore kolonner: Vi havde siden 3. oktober været på flugt, og rygterne gik, at krigen var ved sin afslutning. Det sidste brev hjemmefra bekræftede denne antagelse, men der hørtes stadig kanontorden i det fjerne.

Kl. 11.55 nåede meddelelsen os imidlertid og samtidig stak civilbefolkningen deres flag ud af husene, ja, selv oppe i kirketårnets luge kom et større belgisk flag til syne. Vi forstod befolkningens glæde over befrielsen, og blandt os soldater var der ikke mindre jubel over at se enden på trøstesløs tilværelse i fire lange år. Da, jeg efter en rundtur i byen kom tilbage til mit kvarter, havde kammeraterne fremskaffet et anker øl, og med vore aluminiumskrus fejrede vi dagen og glæden over endelig af kunne tænke på fremtiden.

Hele artiklen fra den Jydske Tidende 11-11-1968

Verdenskrigen i Østafrika. Paul von Lettow-Vorbecks guerillakrig.

Senest ændret den 15. marts 2023 12:10

Krigen i Tysk Østafrika begyndte med at Englænderne forsøgte at erobre havnebyen Tanga i den nordlige del af kolonien ved at sende et ekspeditionskorps fra Indien til Afrika. Forsøget endte i total fiasko, ikke så meget på grund af Paul von Lettow-Vorbecks forsvarstaktik, men mere på grund af den inkompetente måde englænderne foretog angrebet på, samt at de indiske soldaters manglende træning.

Angrebsstyrken var på 8400 mand i mod Tyskernes 1100 mand. Tabene var 800 døde og 500 sårede englændere, men kun 69 døde og 81 sårede tyskere.

Chefen for det indiske ekspeditionskorps, Major General Arthur Aitken, viste sig at være et typisk offer for Peter princippet. Navngivet efter Dr. Laurence J. Peter, der havde konstateret, at der i hierakiske organisationer var en vis tendens til, at folk blev forfremmet, indtil de nåede et niveau, der oversteg deres kompetencer, hvorefter de forblev dér.

Efter fiaskoen blev Aitken hentet tilbage London og degraderet til oberst og sendt på pension. At han ikke kom for en krigsret skyldes muligvis at hans bror var den kendte Lord Beaverbrook.

Efter krigen fik han lidt oprejsning. Hans foresatte i Indien vidste udmærket, hvor inkompetent han var. Han havde jo netop fået opgaven, fordi de ville af med ham. Og så sendte de ham, sammen en flok utrænede indiske soldater, i armene på en dreven taktiker som Lettow-Vorbeck. Hvor dreven en taktiker han var, opdagede de dog først senere. Selv om sejren måske var lidt letkøbt, blev Lettow-Vorbecks udråbt som helt efter træfningen.

Uderligere oplysninger:
Læs videre slaget om Tanga her på tysk eller engelsk.

Ved den næste træfning mellem tyskerne og englænderne lærte Lettow-Vorbeck, hvilke omkostninger der var forbundet med at føre regulære slag, når de stod over for en fjende, der vidste hvad han gjorde. Det ville tyskerne ikke kunne holde til ret længe, med de vanskeligheder de havde med at få nye forsyninger frem til kolonien. Selv om de fik tiltrængte forsyninger med “Kronborg” og “Maria”, ville de langtfra være tilstrækkelige til opveje omkostningerne ved regulære slag, så Lettow-Vorbeck skiftede taktik og førte herefter udelukkende guerillakrig.

Det havde tyskerne stor succes med. De var med deres ca. 10.000 mand i stand til at binde ca.  300.000 engelske tropper i Østafrika.

Uderligere oplysninger:
Læs mere om 1. verdenskrig i Tysk Østafrika her:  Wikipedia tysk og engelsk.

Zeppeliner LZ 104

Et tredie forsøg på at få forsyninger frem til Lettow-Vorbecks tropper i Østafrika må nævnes.

I november 1917 lettede en 226 meter lang Zeppeliner fra en base i Bulgarien for at flyve hele vejen ned igennem Afrika til Tysk Østafrika med ca. 23 ton forsyninger. Landingspladsen var udset til at være fladlandet omkring Mahenge, men Lettow-Vorbecks tropper havde ikke været i stand til holde området og måtte flygte op i bjergene, hvor Zeppelineren ikke kunne lande. Den måtte derfor vende om lidt over halvvejs, så forsyningerne ikke faldt i englændernes hænder og fløj så hele vejen tilbage til Bulgarien.

Den 6.800 km lange non-stop militære flyvning er stadig den længste der nogenside er foretaget.

Yderligere oplysninger:
Læs mere om Zeppelineren LZ 104 her på tysk og engelsk.
Historien om besætningsmedlem Friedrich Engelke.
Det var iøvrigt samme besætning der opbragte den norske bark Royal på Nordsøen 85 sømil ud for Bovbjerg Fyr. Se om L23.

Sønderjyder i Tysk Østafrika:
Ud over de under Kronborg og Maria nævnte besætningsmedlemmer, der skal lægges til.
Andersen, Dietrisch
Brincken, Melchior Karl
Bruhn, Christian Jessen
Carstens, Gerhard Hermann August Adolf
Fink, Peter Jensen
Friis, Carl
From, Carl Christian
Grothusen, Gerhard
Hansen, Søren
Hassel, Theodor v.
Jacobsen, Christian
Jensen, Christian Friedrich
Jessen, Cornelius Nicolaus
Johannsen, Hans
Kellmann, Carl Andreas Friedrich
Lund, Kristian
Stein, Max
Stolz, Oswald
Sørensen, Rasmus Boysen– missionær
Weissleder, Johann Friedrich Albert

Yderligere oplysninger.
Internet:
Youtube The Great War: Krigen i Sydafrika, Krigen i Tysk-Østafrika og Lettow-Vorbeck.
Wikipedia: Paul von Lettow-Vorbeck. Og på engelsk.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

Bøger:
Mattenkoldt, Wilhelm: ”Verlorene Heimat. Link.
Gaudi, Robert: ”African Kaiser. Genral Paul von Lettow-Vorbeck and the great war i Afrika”. London 2017. bibliotek.dk
Bührer, Tanja: “Die Kaiserliche Schutztruppe für Deutsch-Ostafrika”. München 2011. bibliotek.dk
Lettow-Vorbeck: ”Heia Safari!: Deutschlands Kampf in Ostafrika” Koehler 1920 bibliotek.dk
Christensen, Christen P.: ”Sønderjyder forsvarer Østafrika 1914-18. Fortalt af Nis Kock.” 1937 bibliotek.dk og PDF.
Hoyt, Edwin P.: ”Tyskerne der aldrig gav op.” Radius 2014. bibliotek.dk
Jydske-Vestkysten 15. januar 2012. “De andres krig“.

Verdenskrigen i Østafrika. Krydseren “Königsberg” åbner ballet.

Senest ændret den 15. marts 2023 12:09

SMS Königsberg

Krydseren ”SMS Königsberg” lå i havnen i Dar es Salaam, hovedstaden i Tysk-Østafrika, i slutningen af juli 1914. På grund af krigsfaren beordrede Den Kejserlige Marine ”Königsberg” ud i det indiske ocean hurtigst muligt, for der at kapre engelske handelsskibe, når krigen brød ud.

Den 31. juli forlod ”Königsberg” havnen med de engelske krigsskibe HMS ”Astrarea”, ”Hyacinth” og ”Pegasus” som skygge. De havde fået ordre på ikke at tabe ”Königsberg” af syne. Men på grund af dårligt vejr lykkedes det det hurtigere tyske skib at ryste sine forfølgere af sig.

Den 5. august modtog ”Königsberg” telegraf signalet om at England havde erklæret Tyskland krig.

Allerede den 6. august er “Königsberg” i stand til at kapre den engelske fragter “City of Winchester” med dens ladning af te. Kullene fra “City of Winchester” blev overført til “Königsberg” og som derefter sænker “City of Winchester” med en torpedo, med dens ladning af te. Tyskerne drak kaffe.

Kullene fra “City of Winchester” var desværre af en så dårlig kvalitet, der gjorde at “Königsberg” kedler hurtigt koksede til indvendigt. De måtte derfor søge en sikker havn, som de fandt i floden Rufiji labyrintiske delta syd for Dar es Salaam, for rense kedlerne.

Da de kom ind i deltaget, fik de at vide fra tyske spioner på Zanzibar at HMS “Pegasus” lå i dok der. Da de havde sendt den engelske flåde op til Aden med et falsk signal om at “Königsberg” var på derop og Zanzibar lå kun 100 sømil fra deltaet, besluttede de at sejle over til Zanzibar og ødelægge HMS “Pegasus” inden de begyndte at demontere kedlerne. Det lykkedes at sænke både “Pegasus” og HMS “Helmuth” og komme sikkert tilbage til Rufiji deltaet.

Dermed sænkede “Königsberg” det første engelske krigsskib i verdenskrigen.

Da First Sea Lord Churchill hørte den historie, beordrede han etableringen af en ny eskadre af engelske krigsskibe, der havde det ene formål at finde og sænke “Königsberg”. “Königsberg” kom aldrig ud af deltaet igen og dens rolle i verdenskrigen var dermed udspillet, bortset fra at sømændene var et tiltrængt supplement til Lettow-Vorbecks tropper og mange engelske søfolk brugte megen tid og kræfter på at finde og sænke hende. Hvilket jo var godt nok, så kunne de ikke gøre skade andre steder.

Som en hævnakt bombarderede englænderne Dar es Salaam, da de troede at “Königsberg” lå inde i havnen.  På en måde var det startskuddet til krigen i Østafrika. Englænderne havde brudt aftalen fra 1884 om at i tilfælde af konflikt i Europa skulle de afrikanske kolonier holde sig neutrale. Englænderne frygtede at tyskerne ville bruge de Østafrikanske havne som base for jagt på handelsskibe i det indiske ocean.

S/S “Kronborg” havde kul og ammunition med til “Königsberg” og havde telegrafisk fået ordre på at lægge ind til koraløen Aldabra og der vente på “Königsberg”, der ville forsøge at bryde ud. Forsøget mislykkedes og “Kronborg” fik ordre til at sejle ind til Tanga eller neutral havn. Se Nis Kock og Christian L. Møller.

Uderligere oplysninger:
Læs mere om SMS ”Königsberg” her på tysk og på engelsk.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

Sønderjyde blandt besætningen:
Hamann, Hermann Otto – signalgast på SMS ”Königsberg”
Peter Christensen – Matros på SMS ”Königsberg”

I morgen Verdenskrigen i Østafrika. Paul von Lettow-Vorbecks guerillakrig.

Verdenskrigen i Kamerun

Oberjäger d. Res. Petersen* fra Schutztruppen skriver:**
Krigen i Kamerun mod en velorganiseret fjende var noget helt nyt for os tyskere. Vi blev angrebet af to overlegne fjender og måtte desuden kæmpe imod koloniens egne indfødte. Vi havde ikke mulighed for at få nye forsyninger, var dårligt bevæbnet og ingen artilleri. Desuden følte vi slet ikke den begejstring, som Tyskerne hjemme følte. Med vrede og bitterhed greb mændene i de spredt beliggende og ensomme plantager til våben og vidste, at frugten af mange års slidsomt arbejde igen ville blive overladt til urskoven.”
*muligvis den Erich Petersen nævnt forneden.
** Foerster

Nicolai Blædel skrev i 1916 en Interesant kronik om Kamerun. Her en lille godbid:
“Og netop Syd-Kameruns befolkning er ualmindelig vild og babarisk; flere stammer er endog menneskeædere. Der lever i disse skove så godt som ingen spiselige dyr, og da trangen til kød nu en gang er mennesket medfødt, skaffer de indfødte sig menneskekød. Det sker som regel gennem krige mellem landsbyerne. Fangerne dræbes og deres kød sælges på markedet. Meget efterspurgt og meget dyrt er det “hvide” kød, der er saltholdigere end det “sorte” kød og derfor højt gouteret i disse saltfattige egne. “

    Kamerun 1914

Folkebladet Sydjylland 24. Januar 1916.
Kamerun. De tyske tropper flygter over på spansk territorium.
London 21. Januar. Officielt meddeles: Efter at Jaunde i Kamerun var bleven besat den 1. Januar, blev der sendt troppeafdelinger af sted i forskellige retninger med det mål for øje at drive fjenden ud mod kysten og afskære ham fra at trække sig tilbage til det spanske territorium Muni.
En af disse afdelinger befriede 17 engelske og 7 franske civile fanger og 3 franske officerer og underofficerer.

Den 18. ds. Er der modtaget rapport om, at tyskerne har rømmet Ebolova og Akonolinga. Den tyske guvernør Ebermaier og kommandanten, oberløjtnant Zimmermann er ankommet til Muni. Der meldes om en kamp længere mod syd tæt ved den spanske grænse, hvor to små franske afdelinger fra kysten og fra fransk Kongo søger at hindre tyskerne i at slippe ind i Muni.

Ærø Avis 9. Februar 1916.
Kamerun erobret. Den tyske styrke interneret. (Privat).
Madrid, 8. februar. Officielt meddeles: 900 tyskere og 1400 indfødte fra Kamerun er gået ind på spansk territorium. De er bleven afvæbnede og internerede.

Bornholms tidende 10. Februar 1916.
Fra Kamerun krigen. De afvæbnede tyskere skal føres til Spanien.
Berlin tirsdag.
Fra Cadiz telegraferedes, at damperen “Catalonia” er bleven lejet af regeringen til at afgå til den spanske koloni Rio Muni og afhente 1000 tyske soldater, der har overskredet den spanske Kamerun-grænse og er blevet afvæbnede af spanierne. De pågældende tyske soldater skal interneres i Spanien.

Fyns Ventreblad 25. Marts 1916.
Krigen i Kamerun. Ammunitionsmangel har drevet tyskerne ind på spansk grund.
Berlin, fredag. I rigsdagens møde i dag rettede Bassermann (nationalliberal) en forespørgsel til regeringen angående de sidste kampe i Kamerun og situationen i Østafrika.
Koloniministeren besvarede forespørgselen og erklærede, at tyskerne i Kamerun på grund af ammunitionsmangel var gået over på spansk territorium, hvorhen næsten alle havde kunnet redde sig. Tropperne og administrationen i Kamerun havde gjort deres pligt til det yderste.

Sønderjyder i Kamerun:
Hansen, August ? Tabslisten.
Johannsen, Ove Emil Lorez Christian 
Petersen, Erich ? Tabslisten. Måske den tyske forfatter, Erich Robert Petersen: Link til Amazon

Uderligere oplysninger:
Læs mere om verdenskrigen i Kamerun her: Wikipedia tysk og engelsk.
En side med en del billeder på tysk.  Deutsche-kriegsgeschichte Kamerun
Finsted, Finn: ”Felttoget i Kamerun”. Link til PDF.
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

I morgen Verdenskrigen i Østafrika. Krydseren “Königsberg” åbner ballet.

Verdenskrigen i de tyske kolonier i Togo og Sydvestafrika.

At tyskerne overhovedet havde kolonier i Afrika og andre steder, forklarer Jørn Buch her.
“Bismarck havde ikke interesseret sig synderligt for kolonier, men med Wilhelm II skete der også her et skifte med et ønske om ”en plads i solen”. Tysklands kolonier i Asien og Afrika blev dog aldrig nogen økonomisk gevinst, men de fik betydning for den tyske prestige. Foreninger som bl.a. ”Deutsche Kolonialgesellschaft” fra 1887, ”Alldeutscher Verband” fra 1891 og ”Deutscher Flottenverein” fra 1898 pressede på for at Tyskland skulle føre en ekspansiv udenrigspolitik, herunder opbygge en stærk flådemagt, hvilket for alvor tog fart fra 1890’erne. Kolonikapløbet og flådeoprustningen skærpede modsætningerne til de to ”gamle” koloni- og flådemagter England og Frankrig.”

Som det fremgår af avisartiklerne i de danske aviser var kampene i de tyske kolonier, Togo og Syd-Vestafrika hurtigt overstået. Kolonierne var militært underbemandet og muligheden for at få forstærkninger og forsyninger af søvejen var ikke muligt på grund af den engelske flådeblokade, der var ret effektiv.

Verdenskrigen i Togo
Det siges at det første skud englænderne affyrede under verdenskrigen foregik i Belgien den 22. august 1914, men i virkeligheden forgik det i den tyske koloni Togo på Guldkysten den 5. august da englænderne invaderede Togo.

Folkebladet Sydjylland 12. August 1914.
Togo. “Man må regne med sådanne overraskelser” – siger man i Berlin.
Berlin, 11. August. “Nordd. Allg. Zeit.” skriver:
Besættelsen af Lome, hovedstaden i kolonien Togo, ved en engelsk troppeekspedition, der var trængt ind fra Guldkysten, har ikke i ringeste måde overrasket det herværende koloniministerium. Ved koloniens overordentlig vanskelige beliggenhed, indkilet mellem franske og engelske besiddelser, måtte man regne med sådanne overrumplinger.

Vi må derfor slå os til tåls med den forbigående engelske administration af vor lille koloni, men vi er overtydede om, at vore større østafrikanske kolonier, der af naturlige grunde er mere forberedt på forsvar, ikke så let vil komme til at dele Togos skæbne. Navnlig i vor sydvestafrikanske koloni vil sikkert militæret og den civile befolkning forstå at forsvare sig. Hvorledes det imidlertid end går, vore tyske kolonialbesiddelsers skæbne afgøres ikke der ude, men på Europas farvande, og denne afgørelse vil vi afvente med roligt hjerte.

Holbæk Amts Ventreblad 27. August 1914.
Tysk Togo kapitulerer. Det engelske koloniministerium meddeler onsdag:
Tysk Togoland har overgivet sig uden betingelser. De allierede vil rykke ind i Kamina i morgen tidlig kl. 8. 

Yderligere oplysninger:
Læs mere om verdenskrigen i Togo. Wikipedia tysk  og engelsk
Læs mere om Togoland på dansk Togoland

Ikke fundet nogen sønderjyder i Togo.

Verdenskrigen i Tysk Sydvestafrika

Tysk Sydvestafrika

Tysk Sydvestafrika er nok i eftertiden mest kendt for den brutale nedkæmpning af Herero og Nama oprøret i 1904-1908. Det betragtes som ét af historiens første folkemord. Herero stammen, der var på ca. 100.000 personer blev reduceret til 20.000 efter nedkæmpningen. Paul von Lettow-Vorbeck var officer i beskyttelsestropperne under oprøret og fik her en lektion i Guerillakrig.

København 11. Juli 1915.
Tyskernes kapitulation i Sydvestafrika. Det britiske udenrigsministerium har udsendt følgende communiqué, dateret London 9. Juli 1915:
Generalguvernøren for den sydafrikanske Union telegraferer den 9. ds. Til koloniministeriet: følgende meddeles officielt fra hovedkvarteret i Pretoria:
Den 9. Juli kl. 2 eftermiddag har general Botha modtaget guvernør Seitz’ overgivelse af alle tyske tropper i Tysk Sydvestafrika. Fjendtlighederne er ophørte og felttoget således bragt til en lykkelig afslutning. Så godt som hele vor styrke vil blive bragt tilbage til Unionen, så hurtigt som de forhåndværende transportlejligheder tillader.

Den fangne hærs størelse.
London, 10. Juli. R. B. Til Reuters bureau telegraferes fra Pretoria:
Den tyske styrke, der har overgivet sig i Sydvestafrika, består af 204 officerer og 3166 mand med 37 feltkanoner og 22 maskinkanoner.

Berlingske 4. August 1915
Fra Sydvest-Afrika. Den tyske guvernør om kapitulationen. Berlin, 3. August RB. Officielt meddeles:
Guvernøren i Tysk Sydvest-Afrika, dr. Seitz, og chefen for tropperne dér, oberstløjtnant Franke, har med de Forenede Starters ambassadør som mellemmand aflagt følgende telegrafiske melding til kejseren:Vi melder allerunderdanigst Drs. Majestæt, at vi har været tvungne til at overgive til Botha resten af kolonitropperne i en styrke på 3400 mand, der ved Korab mellem Otavi og Tsumeb var omringede af fjenden med mange gange overlegne kræfter.

Enhver udsigt til med held at gøre modstand var udelukket, da vi, efter at Otavi, Gaub, Grootfrontein, Tsumeb og Namutoni var taget af fjenden, var afskårne fra vor forplejningsbasis, og ethvert forsøg på at bryde igennem var umuligt, da hestene, der i måneder ikke havde fået havre, var ganske udmattede. Alle personer, der hører til de hjemsendte og til landstormen, også de, der er tagne til fange i Sydafrika, vil få lov til vende tilbage til deres gårde og genoptage deres erhvervsvirksomhed. Officererne beholder deres våben og heste og kan på æresord forblive på fri fod i kolonien. De aktive tropper, der derefter udgør godt 1300 mand, får lov til at beholde deres geværer og blive koncentrede på en plads i kolonien, der endnu ikke er fastsat.

Yderligere oplysninger:
Læs mere om 1. verdenskrig i Sydvestafrika. Wikipedia Tysk og Engelsk.
Læs mere om Sydvestafrika her på dansk Tysk_Sydvestafrika
Foerster, Wolfgang: “Kämpfer an vergessenen Fronten.” Online bog.

Sønderjyder i Tysk Sydvestafrika:
Andresen, Peter
Bang, Claus – 21 år udvandret 10/10/1913 med S/S “General” fra Hamborg til Swakopmund, Afrika som militær. Vi har ikke flere oplysninger. Alsnissen.dk.
Christensen, Jacob ? – Tabslisten.
Johnsen, Andreas Nissen
Nissen, Peter ? – Tabslisten. Muligvis den samme som Krigsfangekort. Og som muligvis er den tredie søn som omtales her: En søn af Jørgen Nissen fra Søst Mark ved Aabenraa, er falden i Frankrig. En anden søn af Jørgen Nissen faldt allerede for et aars tid siden, og en tredje søn er interneret i Sydvest-Afrika. (Ingen af sønnerne er blevet identificeret.)

I morgen om verdenskrigen i Kamerun.

Blokadebryderen S/S ”Marie”s besætning

Senest ændret den 21. februar 2019 16:13

Agterskibet på blokadebryderen ”Marie” i Batavia Havn på Java, hvortil den var kommet efter en sejlads på 3 uger over det Indiske Ocean, efter den var blevet sønderskudt ved Afrikas Kyst. Foto: arkiv.dk.

Her på siden er der før blevet berettet om blokadebryderen “Marie”s rejse til Østafrika og Java, her med besætning og her. Der er nu oprettet sider for besætningsmedlemerne med tilknytning til Sønderjylland. Se listen forneden.

Nis A. Jacobsen førte dagbog under rejsen med ”Marie”, som kan læses her. Under sit ophold på et hollansk militærhospital på Java, kommer han i kontakt med en dansk læge, Dr. Ellehøj fra Karise. Nis Jacobsen opholder sig en tid efter hospitalopholdet hos Dr. Ellehøj i hans villa og fortæller ham om sine oplevelser. Dr. Ellehøj fortæller historien til de dansk-amerikanske blade på vej hjem på ferie, som derefter bliver bragt i danskeaviser:

Kalundborg Avis 19. december 1918. Under falsk flag. Da tyskerne misbrugte sønderjyderne og det danske flag for at redde Østafrika.

“Dansk-amerikanske blade bringer følgende spændende beretning, som gengives efter udtalelser af den danske læge Poul Ellehøj fra Karise, der i en halv snes år har været ansat i den hollansk-vestindiske hærstyrke på Java, men nu er kommen til New York på vej til Danmark for at holde ferie.

Da krigen brød ud, lå der bl.a. et engelsk skib “Darca Hill” af Edinburgh i Hamborg. Det blev naturligvis straks beslaglagt af de tyske myndigheder og besætningen blev sendt til en koncentrationslejr for civile fanger. Og derpå tog man skibet i egen tjeneste. Det blev malet om og kalfatret om, agterude og forude blev malet “Marie” af København, og som besætning fik det lutter i Sønderjylland fødte orlogsmatroser og officerer fra Kiel.

Naturligvis fik det også dansk flag, og samtidig udstyrede man det med falske danske skibspapirer, stemplede med falske stempler, medens de sønderjyske søfolk hver fik en falsk dansk søfartsbog. Og kamuflagen blev ikke herved. Man pyntede op i kaptajnens kahyt med billeder af kong Christian den 10. og dronning Aleksandrine, og på væggene i matrosernes kahytter klistrede man danske postkort med danske billeder og danske frimærker. Det hele var gennemført med tysk grundighed.

Så blev skiber rigget om, og nu kommer vi til det væsentligste.

Nede i bunden af lasten stuvedes 54 kanoner med tilhørende ammunition, flere tusinder geværer og dertil hørende patroner og store mængder af vin, konserves og medicin. Det hele havde en værdi af godt og vel otte millioner mark. Ovenpå alt dette lagdes først halm og så en last af planker. Nu førte man mandskabet fra Kiel til Wilhelmshafen om bord, uden at det blev meddelt nogen, hvorhen skibet skulle. Det blev strengt forbudt enhver, der kom om bord, at forlade skibet inden afrejsen eller at skrive breve til nogen i land, og en mørk nat dampede så “Marie” af København under dansk flag op langs Jyllands vestkyst og derpå videre mellem Norge og Skotland.

Der var vel mange engelske vagtposter på hele vejen, men man var hele tiden begunstiget af tæt tåge, så man kom helt op til Island uden at blive bemærket af de engelske krydsere. Da man nåede de islandske farvande, blev hele trælasten kastet over bord, og skibspapirerne, der havde lydt på, at “Marie” skulle til Island, blev tilintetgjorte og erstattede med andre, der lød på, at damperen skulle til Buenos Aires for at hente majs til Danmark. Man holdt sig meget omhyggeligt udenfor alle ruter, der befares af andre skibe, og det lykkedes virkelig at komme over til den amerikanske kyst. Man fulgte så denne helt ned til Kap Horn, gik rundt om dette, og først nu gik det op for besætningen, hvor man skulle hen.

Man skulle over til Tysk-Østafrika, hvor en tysk styrke kæmpede en håbløs kamp med Belgiere og englænderene. Det var til disse tyske kolonisoldater, at “Marie”s last af våben og proviant var bestemt. Også over det sydatlantiske hav lykkedes det at komme, man nåede rundt om Kap, og først da man var et stykke oppe af den afrikanske østkyst, blev man opdaget af en engelsk krydser. Det lykkedes dog “Marie”, der havde en meget kraftig maskine, at undslippe og komme ind i en flod, hvor krydseren på grund af sit større dybtgående ikke kunne følge den.

Her blev så lasten udlosset for med sorte bærere at blive bragt op i landet, hvor de tyske styrker kæmpede. Kun nogle af kanonerne blev tilbage ved kysten og opstillede som batteri ved flodmundingen for at kunne holde englænderne borte, hvis disse skulle melde sig med mindre skibe. Det var denne forsyning med våben og levnedsmidler, der var grund til, at tyskerne kunne holde sig så længe i kolonien.

En mindre engelsk krydser var imidlertid kommen til og havde givet sig til at bombardere skibet, der fik over hundrede træffere,så alt, hvad der var på dækket, blev splintret og fejet væk. Besætningen måtte springe over bord og svømme i land. Da englænderne mente at have ødelagt “Marie” fuldstændigt, fjernede de sig, og nu gik sønderjyderne atter om bord på skibet, som det i løbet af 5-6 uger virkelig lykkedes dem at få gjort så vidt i stand, at det kunne sejle. Man sneg sig ud fra kysten og atter var lykken med. Skønt man kun kunne sejle med en fart af 6-8 knob, og skønt det indiske hav vrimlede af engelske og australske skibe, kom man dog frem uden at blive observeret.

Man satte kursen efter Java, og det blev en lang tur, så lang endogså, at provianten slap op, og man kun havde nogle bønner og noget konserves at spise. Der udbrød skørbug om bord, og to af de sønderjyske matroser døde. Endelig kom man dog efter en skrækkelig tur til Tandjoing Prioh på Java, men da var besætningen i en elendig forfatning, og flere mand blev sendt til Buitenzorg, hvor de blev behandlet af doktor Ellehøj og snart kom til kræfter igen. Det var også til ham, de fortalte om deres eventyr, og at skibet aldeles ikke var dansk, men tysk. Besætningen blev så interneret af de hollandske myndigheder, og her er et par af dem døde af klimafeber.

De andre, der nu har været derovre i flere år, lider også hårdt under klimaet og måske endnu mere af hjemve. Et af de danske flag, der blev brugt om bord på skibet, er i vedkommede læges besidelse og kan tjene som bevis mod tyskerne. Skibet ligger endnu i den javanesiske havn og er beslaglagt af hollænderne, men da englænderne erfarede, hvad det var for et skib, krævede de det udleveret, og det vil vel også ske.

Medens tyskerne ellers kun har haft hån og foragt tilovers for sønderjyderne, har de under krigen, særlig i ubådskrigen, haft god brug for dem, og det har her vist sig påny, at der har fundet at afskydeligt og groft misbrug sted af det danske flag, vil vel ingen i Tyskland kunne benægte.”

Damperen “Marie”s rejse

Besætningen på S/S “Marie”
Kaptajn Conrad Sörensen, født i Flensborg, flygtede til Pilippinerne og forsøgte at snyde sig som amerikansk soldat til USA, men blev opdaget og interneret der.
1. Styrmand Christian Schmidt, født i Slesvig
2. Styrmand Jørgen Hansen Holm, født i Rangstrup
3. Styrmand Carl Friedrich Iversen, født i Gråsten, flygtede til Pilippinerne og sad i fangenskab der.
Maskinist Hans Friedrich Hinrichsen, født i Kollund
Maskinist Zilo Sørensen, født i Nyborg, døde på overfarten til Java.
Maskinist Hans Peter Nikolai Hansen, født i Ullerup
Overmatros Thomas Thomsen, født i Købingsmark
Overmatros Jørgen Spanger, født i Bækken, Rinkenæs sogn, var kok ombord.
Overmatros Nis Andresen Jacobsen, Anslet ved Haderslev
Overmatros Peter Christensen, født i Sønderby, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java. Døde i Afrika.
Marinesoldat Johannes Jensen, født i Flensborg, døde på overfarten til Java.
Telegrafist Friedrich Christiansen, født i Åbenrå
Telegrafist Niels Kristian Abild, født i Østerslotfeld (Møgeltønder)
Torpedofyrbøder Hans Lorenzen, født i Flensborg
Fyrbøder Andreas Abrahamsen, født i Åbenrå, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Fyrbøder Mathias Stöcker, født i Lille Jyndevad
Fyrbøder Friedrich Karl Kunz, født i Bovrup, Flygtede til Singapore og endte som fange i Australien.
Fyrbøder Martin Toft, født i Åbenrå, Flygtede til Pilippinerne og sad i fangenskab i USA.
Fyrbøder Lauritz Christensen, født i Sønderborg, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Fyrbøder Marius Schröder, født i Kiel-Ellebeck
Fyrbøder Hans Hansen, født i Skodsbøl
Fyrbøder Knud Knudsen, født i Rødekro, flygtede som dansk sømand og nåede som den første hjem.
Fyrbøder Peter Andersen Møhl, født i Ensted
Matros Johannes Maskov, født i Flensborg
Matros Johannes Tram, født i Flensborg, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Matros Peter Jensen, født i Styrtom, Ensted sogn, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java. Død i engelsk fangenskab i Daressalam.
Matros Fritz Greve, født i Flensborg

Yderligere oplysninger:
Lensch, Johannes: “Knud Knudsen, Fahrt nach Ostafrika.” Kan købes som e-bog hos Amazon tysk og Amazon engelsk
Side om blokadeskibet Marie eksternt link.

S/S “Kronborg”s besætning.

Senest ændret den 9. juni 2019 14:52

Her på siden har vi kunnet følge Nis Kock på hans færd om bord på blokadebryderen “Kronborg” til Tysk-Østafrika og hans oplevelser som soldat i tropperne der. Nu er der oprettet sider på alle S/S “Kronborg”s besætningsmedlemmer med tilknytning til Sønderjylland.

Besætningenen på S/S “Kronborg”.
Kaptajn, Oberløjtnant Chr. Christiansen fra Sild, senere politipræsident i Magdeburgl
1. Styrmand Daniels, Flensborg,
2. Styrmand Jes Wilhelm Bagger, Flensborg, født i Ballum
3. Styrmand Jes Jørgensen Elberg, født på Barsmark, bopæl i Aabenraa
Lods Albers, Rigstysker,
1. Maskinmester Christian Bernhard Hansen, født i Bovrup, Løjt kirkeby
2. Maskinmester Hans Heinrich Nissen, født i Brandsbøl (død kort efter Hjemkomsten), krigsfange i Indien.
3. Maskinmester Lauritz Hansen, Kobberholm paa Sundeved
Assistent Franz Friedrich William Norling, født i Graasten
Telegrafist Jonny Wagner, Hamborg og
Telegrafist Friedrich Wilhelm Karottki, født i Aabenraa,
Baadsmand Lorentz Heinrich Matthiesen, født i Rinkenæs
Intendant Anker Nissen, født i Kastvraa, Haderslev,
Kok Lorentzen fra Husum,
Kokmedhjælper Tyksen, Flensborg (død i Afrika af Slangebid).
Matros Mads Jensen Møller, født i Rise, Aabenraa,
Matros Peter Marius Jørgensen, født i Skovby, Vedsted sogn
Matros Pitzner, Angel,
Matros Christian Ludwig Møller, født på Skodsbølmark, boede i Sottrupskov (død kort efter Hjemkomsten)
Matros Warshun, Mecklenborg,
Matros Andreas Nielsen Boysen, født i Møgeltønder, boede i Flensborg (død af Malaria kort efter Ankomsten til Afrika),
Tømrer Hans Hansen, Flensborg.
Fyrbøder Ernst Rode (død i Fangenskab i Indien), Hamborg
Fyrbøder Willy Maus, Rhinlandet (død af Malaria i Daressalam)
Fyrbøder Thomas Peter Hansen, født i Egernsund,
Fyrbøder Nis Kock, Sønderborg
Fyrbøder Karl Bahr, Danzig,
Fyrbøder Peter Albrechtsen (faldt paa en Patrouillefægtning i Afrika), Sønderborg
Fyrbøder Christian Hansen, Flensborg (død af Malaria i Afrika)
Fyrbøder Hans H. Bartram, Sønderborg
Fyrbøder Karl Sørensen, Sverige (faldt i en Fægtning i Østafrika).

Yderligere oplysninger:
Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Tysk Østafrika
Kock, Nis: Sønderjyder vender hjem fra Afrika
Nissen, Anker: Sønderjylland – Afrika tur-retur
Møller, Christian Ludwig: På langfart i verdenskrigen.
Hjemmeside om damperen Rubens/Kronborg extern link
Nørby, Søren: Krydseren Valkyriens togt juli – september 1919. Marinehistorisk Tidsskrift 2011.
Artikler om Valkyriens ankomst i 1919

Sønderjyder i japansk krigsfangenskab

Postkort fra Tsingtau

Ca. 29 sønderjyder endte som krigfanger i Japan, hovedsagelig sømænd. Nogle var dog embedsmænd eller handelsmænd i den tyske koloni Kiautschou i Kina, med havnebyen Tsingtau. Se listen forneden, der også indeholder japanske krigsfanger, der ikke deltog i forsvaret af Tsingtau. Kolonien var underlagt den kejserlige tyske marine og da japanerne den 27. august 1914 angreb Tsingtau, blev alle mandlige beboere i kolonien indlemmet i forsvarsstyrkerne. Den samlede styke var på ca. 5000 mand inkl. besætningen på den østrigske krydser “Keiserin Elisabeth”.

De samlede japanske og engelske styrker var på ca. 58.000 mand.

Beretning om belejringen af Tsingtau. (Tysk)  Link. (Engelsk) Link.

Kolonien overgav sig den 7. November 1914 og besætningen fra Tsingtau blev overført til japanske fangelejre, herunder de 29 sønderjyder.

Den 26. November 1914 kunne følgende læses i Hejmdal:
Besætnings styrke. – Japan behandler fangerne godt.
Efter de hidtil foreliggende meddelelser udgør antallet af de ved kampen om Tsingtau og ved fæstningens fald tilfangetagne medlemmer af besætningen ca. 4250 mand inkl. 600 sårede. Antallet af faldne skal være ca. 170 mand, deriblandt 6 officerer. Fra krydseren “Keiserin Elisabeth” er en løjtnant og 8 mand døde.
Fangernes behandling i Japan skal være god. Den japanske regering har stillet en snarlig oversendelse af navnefortegnelsen over døde, sårede og fanger i udsigt.

I anledning af heltene fra Tsingtaus skæbne hedder det i bladet “Die Post”:
For første gang erfarer man noget om styrken af besætningen i Tsingtau. Den turde inkl. Besætningen på krydseren “Kaiserin Elisabeth” have udgjort ca. 5000 mand. Med så meget større tilfredstillelse ser vi på den lille helteskare, som to måneder igennem gjorde modstand imod en overvældende overmagt.

I Ribe Stifts-Tidende den 1. Maj 1915 læses følgende: I japansk fangenskab. I et brev fra Japan, som en sønderborger, der er i krigsfangenskab i Marugame, har skrevet hjem, hedder det ifølge “Dybbølposten” blandt andet:

“Jeg har det stadig godt. Det er kedeligt, at jeg ikke må skrive til Eder på dansk, men censuren tillader kun, at der skrives på tysk. Vi har det meget godt og får alt, hvad hjertet begærer. Vi får de fleste engelske og tyske aviser, vi har også et orkester, som står af 4 violiner, harmonium, 2 mandoliner og en fløjte. Foredrag holdes der ligeledes. To gange om ugen bliver vi ført til byens park, hvor vi kan bevæge os fuldkommen frit. Parken er ualmindelig smuk; i det hele taget har japanerne stor interesse for anlæg.

Hans-Joachim Schmidts biografiske projekt om forsvarerne af Tsingtau, hvor de fleste af personerne forneden også er omtalt (tysk). Link.

Byriel, Hans Christian Krigsfange i Amerika
Carstens, Ernst Anton
Christensen, Carl Jes Knud
Christiansen, Christian
Frenzel, Georg Carl Thomas
Hansen, Hans
Heinrich, Johann Carl Christoph Ikke omtalt hos Schmidt
Heinrich, Karl Anton Friedrich
Jaspersen, Julius
Jebsen, Heinrich
Jebsen, Jacob Friedrich Christian Interneret i Australien. Ikke omtalt hos Schmidt.
Johannsen, Jørgen
Johannsen, Peter
Jürgensen, Lautrup
Krichau, Jens Nielsen
Krogh, Martin
Lund, Peter Emil
Mathiesen, Eduard
Matthiesen, Hans Peter
Nielsen, Erich
Nielsen, Hans
Nielsen, Nicolai
Offersen, Carl Emil
Petersen, Christian Hansen
Priess, Peter Heinrich Ansat ved postvæsenet i Tsinanfu.
Rasmussen, Hans Daniel Michael
Rasmussen, Peter
Vogt, Hans
Witt, Ludwig Andreas

Hvem er disse 5 alsinger?

Senest ændret den 17. januar 2023 14:16

5 fra Als og en russer.

Fra min morfars samling af billeder fra sin tid som krigsfange i Rusland er dette billede af 5 fra Als og en russer. Er der nogen der kan hjælpe med at identificere disse alsinger?

Jeg ved desværre ingenting om billedet. Hvornår og hvor det er taget.

Vi er stadig på jagt efter billeder og breve mv. fra sønderjyder i russisk krigsfangenskab – Link til efterlysning.

Iøvrigt også efter billeder, breve og beretninger for alle sønderjyder der var med i verdenskrigen.

Efterlysning af erindringer, breve mv. fra sønderjyske krigsfanger i Rusland

Senest ændret den 17. januar 2023 14:15

    Sønderjyske krigsfanger i Rusland. Skovlejren i Sarapol. Fra venstre Hans From og Karl Dicksen, begge fra Haderslev, Jørgen Lausen fra Aabenraa og Marius Riis fra Haderslev.

 

 

 

Vi (Bernadette Preben-Hansen og Arne May) har lavet en liste med 470 navne på personer med relation til sønderjyske krigsfanger i Rusland under Verdenskrigen. Navnene er hentet fra medlemslister, Røde Kors lister, navne i erindringsbøger af hjemvendte krigsfanger, indlæg i Ribe Stifstidende og Hejmdal mv. Målet er at beskrive de sønderjyske krigsfangers skæbne i Rusland, så godt som det kan lade sig gøre, og derfor efterlyser vi erindringer, breve, postkort, fotos og andet, som familierne måtte ligge inde med. Link til Liste.

Har I materiale liggende, modtager vi med glæde kopier og scanninger. Har I ikke mulighed for at scanne eller kopier materialet, så lad os i det mindste vide at materialet eksisterer, så kan vi måske hjælpe. I kan maile direkte til Arne May her, eller skrive en kommentar forneden. I skal ikke skrive jeres mailadresse i kommentarfeltet, da vi som editor har adgang til mailadressen. Vi hører også gerne, hvis I kender nogen der mangler på listen.

Efter krigen stiftedes i 1919 ”Foreningen af forhenværende krigsfanger i Rusland”, med Frits Clausen som formand og Anton Nygaard som næstformand, men da Frits Clausen begyndte på sin politiske karriere i 30’erne, forsømte han foreningen og det værste var, at alle protokoller og medlemslister forsvandt. Det eneste der overlevede var listen i H.C. Clausens bog om Kejserinde Dagmar, uddrag her.

Da Frits Clausen begyndte sin politiske virksomhed, besluttede næstformanden og nogle af hans gamle kammerater fra Rusland, at finde ud af hvad den gode Frits nu havde gang i. De troppede op til et af hans politiske møder og satte sig bagerst i salen. Da de have hørt nok, rejste de sig alle op og en af dem sagde højt på russisk: ”Du er sku’ ikke rigtig klog”, for derefter at forlade salen samlet. Dermed sluttede den første forening sit virke.

I slutningen af 30’erne gjorde Theodor Voss, Peter Jensen og Henrik Rasmussen et stort stykke arbejde med at genskabe foreningen, skrive ud til de gamle kammerater og genskabe medlemslisterne. Da foreningen blev nedlagt i 1968, blev alt materialet afleveret til Landarkivet i Aabenraa. Dette materiale var vort udgangspunkt.

Under verdenskrigen var forholdene for krigsfangerne i Rusland ret kaotiske, dels på grund af landets størrelse, dels havde russerne ikke styr på hvem der var hvor – rent administrativt magtede de ikke opgaven, dels var viljen til samarbejde med beskyttelsesmagterne nogen steder ret begrænset. De var mere interesseret i at bruge fangerne som slavearbejdere i de sibiriske og ukrainske miner. Nogle af disse mine-lejre var rene dødslejre. Svenskeren Elsa Bränström har skrevet en bog, der beskriver disse forhold nærmere. Link til bogen på tysk, men den findes også på svensk.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 blev det endnu værre. Efter Brest-Litowsk freden i 1918 interesserede Sovjetterne sig ikke længere for krigsfangerne og lod den gå for lud og koldt vand. De der ønsker at læse mere om denne tid kan læse Bernadette Preben-Hansens artikel “Da danskerne rejste fra borgerkrigen”.