Tag-arkiv: Russiske krigsfanger

7. oktober 1919. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Pastor N. A. Jensen: ”Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen som havde taget et dansk arbejde op for sønderjyske krigsfanger sendte Jensen til fangelejren i Aurillac i Sydfrankrig, hvor han 1915–16 var præst og lærer for de derværende sønderjyder. 1917–18 var han i samme ærinde i Rusland hvor han i revolutionstiden med stort besvær fik samlet fangne sønderjyder i Jurjef Polski nordøst for Moskva og til sidst sendt dem hjem over Stockholm.” Ventetider 1926.

På billedet foroven ses N. A. Jensen i midten blandt fangerne i Jurjef Polski lejren. Yderst til venstre med kasket Frits Clausen og manden med med det hvide forklæde er lejrens kok, Anton Nygaard, der laver skånekost til pastor Jensen.

Hejmdal 7. oktober 1919.

Fangeliv. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Bovlund frimenigheds nye præst pastor N. A. Jensen giver i ”Natt.” følgende skildring om fangeliv i Rusland:

Luther er ikke nøjsom i sin forklaring til den 4. bøn. Selv i fredstid opnås ikke alle de mange rare ting, han der nævner. Men i krigstid svinder de yderligere.

Lad os følge en sønderjyde fra indkaldelsen til hjemkomst. Hans liv er som en kurve, der synker og synker, indtil savnets tunge tid er nået. Så stiger det atter, om end usikkert, til hjemrejsens dag gryer, og til han endelig øjner skorstensrøgen fra den hjemlige arne, og ”lutter milde blik han får, og hjerte imod hjerte slår af kærlighed og glæde”.

Ordrerne kommer. Han må sige farvel til ”hustru og børn, hus og hjem”. I stedet får han kammerater af alle slags og en våd skyttegrav. Men en enkelt gang får han orlov og ejer alt på ny med genfødt glæde. Desto tungere atter at sige farvel. Så hører også dette op, for en dag tages han til fange, lad os sige på Østfronten i december 1914. Han er vel nu udenfor den store livsfare, men til gengæld mister han bevægelse, afveksling og brevforbindelse med hjemmet.

I 30 døgn skrumpler han nu på en hylde i en kreaturvogn ad Sibirien til, berøvet de sidste rester af ”penge og gods”, plaget af snavs, lus og Diarré, der altid følger med spændingen ved tilfangetagelsen. Vi lider ved at køre 12 timer, sunde og rene, i en god vogn. Hvad da han! Efter 30 døgn kan han stille sit ur 8 timer frem, han har kørt 1/3 af jorden rundt. – Men han har dog kørt og set et vekslende landskab.

Nu gemmes han med nogle hundrede eller tusinder i en Kosakkaserne. Ensformig ørkesløshed, slet luft i de overfyldet sovesale, månedslangt, ja, måske årelangt afbrudt fra brev forbindelser med hjemmet. Han går ½ år i samme skjorte, thi vand er en kostbar ting i landet uden brønde og med de det meste af året tilfrosne floder. Kager af snavs, åbne sår af utøj vedbliver at plage.

”Forplejningen” er skrumpet ind til lige netop det daglige brød, og det endda ikke det tørre brød, thi melet har stået og trukket fugt i sækken, er bleven cementhård, må knuses, før det kan bages og blive til brød, han kan kryste vandet af. Ligger en skive natten over, kan han skære det ud i en portrætramme, – havde han nu blot ”hendes” billede! I øvrigt var ekstra mad på den tid let at få og meget billigt; men hvem havde penge den gang?

Men endnu har han dog en tålelig sundhed. Så søger han om lov til at gå ud i landsbyen for at tigge, om og kun for motionens skyld. Det tillades, men forbydes snart, da kulden kan fryse både næse og øren af. Så søger han lidt afveksling i et af kasernens værksteder. Livet bliver mere og mere tomt og fattigt.

Og dog er kurvens nederste rand ikke nået endnu. Da sommerheden kommer, floden smelter, sneen tøer, og al urenhed strømmer ud i floden, hvor nu også kreaturerne står i timevis, og dette vand dog må bruges i køkkenet, indfinder tyfus’en sig. Hans 5 spisekammerater ( altid 6 om en skål) dør, han selv bliver angrebet, ligger i vildelse, kommanderes ude ved fronten eller råber i rædsel for granaterne, styrter ud af sengen , nej: springer ned fra briksen, vil hjem, men falder om nede ved døren og hjælpes op på hylden igen.

Det gælder liv og død i flere dage, men han kommer sig. Man regner, at 60% af Sibiriens fanger døde; men sønderjyderne var gennemgående mere modstandsdygtige end de andre. Skyldes det et sundere levned hjemme, større sans for renlighed derude, når den var til at få, eller et friere Mod? Nok er det, der døde færre af dem. – Så blev han sat til at begrave de døde. Ligkælderen var fyldt fra vinteren, nu kunde de komme i jorden. Han sendtes ned gennem lugen med et tov; han skulle slå en løkke om et ben og således sende lig efter lig op som sække af en last. Så fyldes en kiste med 6 lig; den førtes til kirkegården og tømtes som vi tømmer en trillebør.

Men den, der holdt det første halve år ud, var i reglen over det værste. Man fandt på beskæftigelse, spil af alle slags, endog skuespil, og man begyndte at høre hjemme fra. Ah, hvor det lettede! Kurven begyndte at liste opad. – Nej ikke for alle. Ungarerne fik aldrig bud fra hjemmet, for russerne manglede tolke til brevcensuren. Men sønderjyderne fik at mærke, at de havde mange venner: Breve og pakker begyndte at strømme ind, og en oktoberdag 1915 mærkede de, at de havde en meget formående ven: Den enkekejserinde, der ikke bærer sit Dagmar-navn forgæves. Ved hendes energiske arbejde blev det sat igennem, at der indrettedes en særskilt lejr for dem, og en skønne dag kunde de sige Sibirien farvel.

Juleaften 1915 samledes ca. 120 i denne nye lejr inde midt i Rusland. Modermålet lød frit i sang og tale, budskaberne hjemmefra blev hyppigere og ikke af så gamle datoer; fangerne havde igen adskilligt med end våde brød, deriblandt også passende beskæftigelse. Flokken måtte dog deles på grund af national modsætning; men des bedre fik den det, som blev tilbage.

Siden fik de dansk præst, også ved den danske prinseses foranstaltning. Et lokale lejedes og omdannedes til en hyggelig sal med gudstjeneste om søndagen og aftenmøder med foredrag, sang og samtale. Og penge til forbedring af kosten og pelse til at holde kulden ude, når de gik på arbejde i købstaden.

Men så kom bolsjevismens forvirring med synkende rationer; voksende dyrtid og fare for liv og lemmer. Mad blev til sidst næsten ikke til at opdrive. Kun heste kunne fås, endda til 14 rubler stykket (på samme tid kostede en hane 15 rubler), men de døde jo også, plejede vi at sige, når man så lidt vist på dem! Ikke enhver mave tålte den kost.

Så forlod sønderjyden siden sin lejr som tyskeren sin, søgte arbejde, så længe noget var at få, og reddede sig således helt vel, indtil sommeren kom med det store sammenbrud. Så satte han alle sejl til, trodsede rejsens vanskeligheder og stod en dejlig dag atter i det kære hjem. Kurven havde nået højden fra hin dag, han forlod hjemmet. Nej, den var højere, thi det store var sket: Han stod som en fri mand i et frit land. Det var nået, der i tunge dage havde strålet for hans tanke og holdt hans mod oppe – det, som han midt i fangetiden endog havde formet i en enfoldig sang:

Der havde håb, der er liv i vort bryst,
Vi synger så glade sange.
Sange med liv i er rigtig vor lyst,
Trods at vi endnu kun er fange.

Snart 3 år vi sidder i fangelejr,
men lader ej hovedet hænge.
Godt mod! Kammerater, det bliver nok sejr,
om også det varer lidt længe.

Derhjemme venter med længsel min mor,
min fader, min elskede pige.
”Han kommer nok hjem i det nye år,”
så vil de vel tænke og sige.

”Ja, kære, vi kommer nok hjem et år,
men om i det ny for nøje – ?
Vi kommer, når der er sønderjysk vår
og Dannebrog frit der kan vaje.”

Ja, håb er der, tro og liv i vort bryst,
om årerne end er lidt lange.
Vi synger med frejdigt mod og lyst,
trods at vi endnu kun er fange.

23. december 1918 – Hejmdal: En russisk krigsfanges farvel

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Julestegen i Danmark


I Danmark uddeles der i Dag 110 Gram Juleflæsk pr. Mærke. Da hver Person har fem Mærker, bliver det 550 Gram eller rigelig et Pund Flæsk pr. Person. 17,000 Svin af god Kvalitet er blevne slagtede for at fremskaffe denne eftertragtede Julesteg.


En Hilsen fra Norge


Fra de norske Kvinders Nationalraad har Rigsdagsmand H. P. Hansen modtaget følgende Telegram:

Kristiania, den 19. decbr. 1918.
Smerten over Danmarks Sønderlemmelse i 1864 har brændt sig ind i Sindene, ikke bare i Danmark, men i hele Verden. Naar danske Sønderjyder nu har Haab om, at den nye Verdensfred skal bringe Sejer for Eders aarelange fejde og loyale Kamp og atter genforene Eder med Eders elskede gamle Fædreland, er det os en Trang at sende vor hjerteligste Hilsen med Ønske om, at Eders Haab maa gaa i Opfyldelse. Tak for trofast Grænsevagt for det nordiske Sprog.

Styret for norske Kvinders Nationalraad
Nico Hambro, Formand
Betsy Kjelsberg, Viceformand
Karen Grude
Dagny Bang
Kirsten Holst
Anna Backer
Otilde Utheim


En russisk Krigsfanges Farvel


(Nedenstaaende Brev er blevet os tilsendt, skrevet paa Russisk af en russisk Krigsfange. Oversættelsen er velvilligt besørget af Hr. Købmand Wissing i Vladivostok.)

Nu, da vi endeligt efter et langt Fangenskab kan vende tilbage til vort fjerne Hjem, føler jeg mig forpligtet til at sende Deres ærede Blad, “Hejmdal” som jeg altid har læst med største Interesse, en tak.

Takket være dette Blad har jeg kunnet sætte mig ind i, hvorledes den danske Befolkning har søgt og stræbt efter moralsk Fuldkommengørelse og klar Erkendelse af godt og ondt. Netop denne Bestræbelse, der bringes til Udtryk i “Hejmdal”, er retfærdiggjort ved den krænkende Behandling, der er øvet mod Nordslesvigerne.

Nordslesvigerne har aldrig betragtet os Krigsfanger som et Krigsbytte eller som Slaver fra Middelalderen (hvad der ofte har været Tilfældet hos Tyskerne), deres Optræden over for os har altid været korrekt, kammeratligt.

Den Agtelse, som vore Arbejdsgivere har vist os, foranlediger os uvilkaarligt til i hjerteligt Ord at udtrykke vor Tak. Gid de maa være overbeviste om, at vi russiske Krigsfanger, nu da vi drager hjem, ingen fjendtlige Følelser nærer, tværtimod, naar vi kommer hjem, vil vi fortælle Slægt og Venner om den nordslesvigske Befolkning, der saa længe har lidt under Fremmedherredømmet.

Til Slut vilde jeg bede dem, Hr. Redaktør, at indrykke dette Brev i Deres ærede Blad og sende Arbejdsgiverne i Nybøl, Hans Clausen, Jacob Fries, A. F. Petersen som overhovedet alle mine Bekendte min Højagtelse og inderligste Tak. Modtag selv Forsikringen om min oprigtige Højagtelse.

Ærbødigst, Krigsfange Kasim Bajkov

(Læs hele Hejmdal fra 23. december 1918)

16. december 1918 – Hejmdal: Regningen

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Regningen


Det er nu blevet klart, at der af de Allierede, foruden enorme Summer til Genrejsningen af Nordfrankrig, Belgien, Polen og Serbien vil blive krævet en almindelig Krigsskadeserstatning af Tyskland. Det er endvidere blevet klart, at det, der vil blive forlang, er svimlende Summer.

 Hvert af de allierede Lande har, oplyste den engelske Førsteminister Lloyd George i en Valgtale, som han sidste Torsdag holdt i Cardiff nedsat en Kommission, som skal undersøge og opstille Kravet til Tyskland og samtidig undersøge Tysklands Betalingsevne. Paa Fredskonferencen vil disse forskellige Krav blive samarbejdede og derpaa vil Regningen blive præsenteret Tyskland. 

Vil Regningen kunne betales?
Dette Spørgsmaal maa besvares Nej. Tysklands Statsgæld var før krigen omkring de 20 Milliarder; hertil kommer efter Lloyd Georges Beregning ca. 130 Milliarder Krigsudgifter, tilsammen altsaa ca. 150 Milliarder.

Regningen fra de Allierede er paa 500 Milliarder. Vi er saa oppe paa 650 Milliarder. Men Tysklands hele Nationalformue før Krigen var kun mellem 300 og 400 Milliarder, og under Krigen har den ikke kunnet vokse. Summen, der er til Raadighed, vil tværtimod være meget mindre. Thi foruden Rigets Krigsudgifter har der været mange andre Udgifter. Hver Provins, hver Kreds, hver By har sat sig i Gæld, og enorme Værdier, som førhen udgjorde en Part af Nationalformuen, er tilintetgjorte.


De russiske Krigsfanger


Fra By- og Herredsfogedkontoret i Assens har vi modtaget følgende:

Vi beder Dem henlede Deres Læseres Opmærksomhed paa følgende Forhold:
Der er i den senere Tid kommen en Del russiske Krigsfanger hertil Assens. For Tiden er der samlet op imod et Par Hundrede. De rejser fra Sønderjylland i den Tro, at de her fra Danmark vil kunne blive sendt videre til Deres Fædreland. Danmark kan af mange Grunde ikke foreløbig sende Russerne hjem. De maa blive her, og Forholdene medfører nødvendigvis, at der ikke kan bydes saa mange Mennesker behageligt Ophold. Der mangler passende Lokaler og Sengetøj til at tilfredsstille Invationen, og da der ikke for Tiden her i Landet er nogen Mangel paa Arbejdskraft bliver Resultatet, at Russerne falder det Offentlige til Byrde.

Det vilde tjene alle Parter bedst, dersom Russerne ikke gjorde Forsøg paa at flygte fra Sønderjylland, hvor deres Udsigter til at komme tilbage til Rusland er bedre end her.

Feddersen


Fra Felten

 

I Fangenskab
Hans Franzen, Søn af Teglmester Franzen i Nygade i Aabenraa, der har været savnet i godt en Maaneds Tid, har nu meddelt sine Forældre, at han er falden i engelsk Fangenskab. Han skriver: “Desværre har jeg mistet den venstre Arm, men jeg har det nu helt godt, og det er jo da heldigt, at det ikke er den højre. Tag Eder det ikke alt for nært, kære Forældre, thi nu har jeg da endelige faaet Ro.”

Hans Adresse er: Nr. 2388 Hans Franzen, Prisoners Of War Hospital, Pork Hall, Osnetry, England.

Vendt hjem fra Fangenskab
Efter et langt Fangenskab er Hans Wienberg, Søn af Missionsekretær Wienberg i Breklum, vendt hjem. Han kom iflg. “Fl. Av.” i fransk Fangenskab den 9. September 1914 og blev transporteret til Algier, hvor han maatte blive, indtil Fangelejrene der blev ophævede. Paa Hjemvejen hjemsøgtes han og mange Kammerater af den spanske Syge og Lungebetændelse. Der døde rigelig 100 paa Lasarettet. Ogsaa Wienberg laa uden Haab, men han kom sig dog og er nu hjemme.

(Læs hele Hejmdal fra 16. december 1918)