Af Hans Lind, Jydske Tidende 11. november 1968.
Vi har i anledning af 50 året for våbenstilstandsdagen talt med nogle af alsingerne, der var med dengang, om deres oplevelser den 11. november 1918.
Bebrejdelser.
Chresten Kock, Hørup, var indkaldt i 1913 for at aftjene sin værnepligt og måtte fortsætte i 1914, da krigen brød ud. Rykkede ind i Frankrig i 1914, deltog ved kampene omkring fæstningen Longwy, såret 10. september 1914. Kom derefter på rekreation for senere at deltage på østfronten. Ved krigens slutning befandt han sig atter på vestfronten, og i Saarbrücken oplevede han våbenstilstandsdagen. En vaskekone fortalte mig, siger han, at hendes mand var gået mod oprørerne, og så vidste jeg, hvad der var hændt. Nu var der kun en vej hjemad. I Køln fik jeg skrupler, fordi min ritmester — en forstående mand — endnu var i kampområdet.
Jeg genså ham ved min tilbagerejse til Saarbrücken, hans distinktioner var revet af uniformen. Men der lød også bebrejdelser mod os soldater. Jeg mindes en lærer, der bebrejdede os krigens udfald. Overalt var der forvirring. Det var, som om alt var gået i opløsning. Enhver ville hjem til sit eget. Jeg kom til Als den 20. november, og det var et mærkeligt møde. Det var stille, man kunne atter tale dansk, og til at begynde med virkede det alt sammen så uendeligt småt. Men den 11. november glemmer jeg aldrig.
»Fahnenflüchtig«
Peter Grau, Bro, indkaldtes i 1915. Først på østfronten, hvor det var forholdsvis roligere end på vestfronten. Han nægtedes orlov flere gange, fordi han var »Fahnenflüchtig«. I kampene væmmedes han mere og mere over det vederstyggelige og ventede på en afslutning af det umenneskelige. Den 11. november 1918 rykkede vi om morgenen ud i en stilling, for tæller han. Jeg var sulten, fordi kostforplejningen var dårlig. I en fransk by, jeg husker ikke mere navnet, gjorde vi store øjne: Overalt var der franske flag, og vi var på det rene med, at krigen var forbi. Et øjeblik stod alt stille. Vi var groet sådan ind i krigen, at der måtte gå en rum tid, inden vi vidste, at nu var den endelig forbi.
Jeg meddelte min løjtnant, at jeg tog hjem, og han takkede mig for denne besked, ingen havde andet i tankerne end: hjem. Nogle af vore heste transporterede os et stykke ad vejen, det skulle jo gå stærkt, for de franske soldater nåede mange gange byen på samme tid som os. De skulle sørge for indkvartering for de fremrykkende soldater. I Køln mødte jeg et tysk postbud, der spurgte efter »kanonier Grau«, jo det var mig. Han afleverede et brev fra min mor, der skrev, at jeg skulle komme hjem, og den 19. december 1918 stod jeg i mit hjem i Bro. En mærkelig dag, der ikke kan beskrives. Dertil var indtrykkene for store.
Den højeste pris.
Jens Hansen, Sebbelev: Jeg oplevede våbenstilstandsdagen hjemme. Forud var der gået nogle krigsår i felten, som jeg ikke synes er værd at minde om. De grufulde timer og dage er der uendelig mange, der har oplevet. Da jeg kom til fronten, havde jeg efter en lynhurtig uddannelse endnu ikke skudt med skarpt. Jeg erindrer kampene ved Cambrai og Ypres, hvor det gik hårdt til. Lad det nu ligge, selv fik jeg et hovedskud og måtte på lazaret.
Min hovedlæsion har jeg stadig, men dog ikke alvorligere, end at jeg har kunnet passe min dont. Våbenstilstandsdagen var jo ventet — måske ikke netop den 11. november — så det føltes ikke som en overraskelse alene, snarere som en lettelse for det tryk, der havde hvilet i de svære krigsår. Tanken gik til de tusinder, der måtte betale den højeste pris, og når dagen såvel som 4. maj er kommet på afstand, så er der jo det til fælles for dem begge, at frihed er noget, der bestandig må kæmpes for og betales for i dyre domme.
Nytteløse år.
Anders Knudsen, Hundslev: Mine ungdomsår måtte jeg ofre som soldat. Først aktiv fra 1912-14 og derefter frontsoldat fra 1914-18. Disse seks år var nyttesløse. Jeg fik Europa at se og lærte mennesker at kende, som jeg aldrig havde tænkt på. Fra indtagelsen af fæstninger fra Namur til fronterne i Italien, Rumænien, Rusland og Belgien er der et spænd af fire år. Et af de store øjeblikke var ved Aisnefronten, hvor jeg genså min bror efter seks års i forløb. Han var meldt faldet. Den 11. november var der kamptummel, og den larm var vi vænnet til.
Pludselig råbte man fred, og alle var ellevilde. I samme øjeblik havde vi det i tankerne, som millioner andre: hjem. Franskmændene var nøjagtig en times march efter os, så det i skulle gå stærkt. Jeg kom til Berlin, hvor spartakisterne havde herredømmet. Videre husker jeg, at vi skulle aflægge ed til præsident Ebert hvad vi nægtede. Den frygteligste dag var nær Namur. Her så jeg en fuldtræffers værk. En bataljon blev totalt udslettet. Alle vi soldater græd over dette frygtelige syn. Den lange vej hjem afsluttede jeg juleaften. Den dag stod jeg hos mine forældre i Lillemølle på Als. Den juleaften glemmes aldrig, men jeg kan ikke fortælle om dette møde. Det skal opleves.
Et anker øl.
A. A. May, Augustenborg: Den 11. 11. lå mit regiment i den belgiske by Matagne. Vi var kommet dertil aftenen forud efter en ilmarch. Franskmændene var lige i hælene på os. Fra luften havde vi været under observation, der nedkastedes bomber på vore kolonner: Vi havde siden 3. oktober været på flugt, og rygterne gik, at krigen var ved sin afslutning. Det sidste brev hjemmefra bekræftede denne antagelse, men der hørtes stadig kanontorden i det fjerne.
Kl. 11.55 nåede meddelelsen os imidlertid og samtidig stak civilbefolkningen deres flag ud af husene, ja, selv oppe i kirketårnets luge kom et større belgisk flag til syne. Vi forstod befolkningens glæde over befrielsen, og blandt os soldater var der ikke mindre jubel over at se enden på trøstesløs tilværelse i fire lange år. Da, jeg efter en rundtur i byen kom tilbage til mit kvarter, havde kammeraterne fremskaffet et anker øl, og med vore aluminiumskrus fejrede vi dagen og glæden over endelig af kunne tænke på fremtiden.