7. oktober 1919. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Pastor N. A. Jensen: ”Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen som havde taget et dansk arbejde op for sønderjyske krigsfanger sendte Jensen til fangelejren i Aurillac i Sydfrankrig, hvor han 1915–16 var præst og lærer for de derværende sønderjyder. 1917–18 var han i samme ærinde i Rusland hvor han i revolutionstiden med stort besvær fik samlet fangne sønderjyder i Jurjef Polski nordøst for Moskva og til sidst sendt dem hjem over Stockholm.” Ventetider 1926.

På billedet foroven ses N. A. Jensen i midten blandt fangerne i Jurjef Polski lejren. Yderst til venstre med kasket Frits Clausen og manden med med det hvide forklæde er lejrens kok, Anton Nygaard, der laver skånekost til pastor Jensen.

Hejmdal 7. oktober 1919.

Fangeliv. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.

Bovlund frimenigheds nye præst pastor N. A. Jensen giver i ”Natt.” følgende skildring om fangeliv i Rusland:

Luther er ikke nøjsom i sin forklaring til den 4. bøn. Selv i fredstid opnås ikke alle de mange rare ting, han der nævner. Men i krigstid svinder de yderligere.

Lad os følge en sønderjyde fra indkaldelsen til hjemkomst. Hans liv er som en kurve, der synker og synker, indtil savnets tunge tid er nået. Så stiger det atter, om end usikkert, til hjemrejsens dag gryer, og til han endelig øjner skorstensrøgen fra den hjemlige arne, og ”lutter milde blik han får, og hjerte imod hjerte slår af kærlighed og glæde”.

Ordrerne kommer. Han må sige farvel til ”hustru og børn, hus og hjem”. I stedet får han kammerater af alle slags og en våd skyttegrav. Men en enkelt gang får han orlov og ejer alt på ny med genfødt glæde. Desto tungere atter at sige farvel. Så hører også dette op, for en dag tages han til fange, lad os sige på Østfronten i december 1914. Han er vel nu udenfor den store livsfare, men til gengæld mister han bevægelse, afveksling og brevforbindelse med hjemmet.

I 30 døgn skrumpler han nu på en hylde i en kreaturvogn ad Sibirien til, berøvet de sidste rester af ”penge og gods”, plaget af snavs, lus og Diarré, der altid følger med spændingen ved tilfangetagelsen. Vi lider ved at køre 12 timer, sunde og rene, i en god vogn. Hvad da han! Efter 30 døgn kan han stille sit ur 8 timer frem, han har kørt 1/3 af jorden rundt. – Men han har dog kørt og set et vekslende landskab.

Nu gemmes han med nogle hundrede eller tusinder i en Kosakkaserne. Ensformig ørkesløshed, slet luft i de overfyldet sovesale, månedslangt, ja, måske årelangt afbrudt fra brev forbindelser med hjemmet. Han går ½ år i samme skjorte, thi vand er en kostbar ting i landet uden brønde og med de det meste af året tilfrosne floder. Kager af snavs, åbne sår af utøj vedbliver at plage.

”Forplejningen” er skrumpet ind til lige netop det daglige brød, og det endda ikke det tørre brød, thi melet har stået og trukket fugt i sækken, er bleven cementhård, må knuses, før det kan bages og blive til brød, han kan kryste vandet af. Ligger en skive natten over, kan han skære det ud i en portrætramme, – havde han nu blot ”hendes” billede! I øvrigt var ekstra mad på den tid let at få og meget billigt; men hvem havde penge den gang?

Men endnu har han dog en tålelig sundhed. Så søger han om lov til at gå ud i landsbyen for at tigge, om og kun for motionens skyld. Det tillades, men forbydes snart, da kulden kan fryse både næse og øren af. Så søger han lidt afveksling i et af kasernens værksteder. Livet bliver mere og mere tomt og fattigt.

Og dog er kurvens nederste rand ikke nået endnu. Da sommerheden kommer, floden smelter, sneen tøer, og al urenhed strømmer ud i floden, hvor nu også kreaturerne står i timevis, og dette vand dog må bruges i køkkenet, indfinder tyfus’en sig. Hans 5 spisekammerater ( altid 6 om en skål) dør, han selv bliver angrebet, ligger i vildelse, kommanderes ude ved fronten eller råber i rædsel for granaterne, styrter ud af sengen , nej: springer ned fra briksen, vil hjem, men falder om nede ved døren og hjælpes op på hylden igen.

Det gælder liv og død i flere dage, men han kommer sig. Man regner, at 60% af Sibiriens fanger døde; men sønderjyderne var gennemgående mere modstandsdygtige end de andre. Skyldes det et sundere levned hjemme, større sans for renlighed derude, når den var til at få, eller et friere Mod? Nok er det, der døde færre af dem. – Så blev han sat til at begrave de døde. Ligkælderen var fyldt fra vinteren, nu kunde de komme i jorden. Han sendtes ned gennem lugen med et tov; han skulle slå en løkke om et ben og således sende lig efter lig op som sække af en last. Så fyldes en kiste med 6 lig; den førtes til kirkegården og tømtes som vi tømmer en trillebør.

Men den, der holdt det første halve år ud, var i reglen over det værste. Man fandt på beskæftigelse, spil af alle slags, endog skuespil, og man begyndte at høre hjemme fra. Ah, hvor det lettede! Kurven begyndte at liste opad. – Nej ikke for alle. Ungarerne fik aldrig bud fra hjemmet, for russerne manglede tolke til brevcensuren. Men sønderjyderne fik at mærke, at de havde mange venner: Breve og pakker begyndte at strømme ind, og en oktoberdag 1915 mærkede de, at de havde en meget formående ven: Den enkekejserinde, der ikke bærer sit Dagmar-navn forgæves. Ved hendes energiske arbejde blev det sat igennem, at der indrettedes en særskilt lejr for dem, og en skønne dag kunde de sige Sibirien farvel.

Juleaften 1915 samledes ca. 120 i denne nye lejr inde midt i Rusland. Modermålet lød frit i sang og tale, budskaberne hjemmefra blev hyppigere og ikke af så gamle datoer; fangerne havde igen adskilligt med end våde brød, deriblandt også passende beskæftigelse. Flokken måtte dog deles på grund af national modsætning; men des bedre fik den det, som blev tilbage.

Siden fik de dansk præst, også ved den danske prinseses foranstaltning. Et lokale lejedes og omdannedes til en hyggelig sal med gudstjeneste om søndagen og aftenmøder med foredrag, sang og samtale. Og penge til forbedring af kosten og pelse til at holde kulden ude, når de gik på arbejde i købstaden.

Men så kom bolsjevismens forvirring med synkende rationer; voksende dyrtid og fare for liv og lemmer. Mad blev til sidst næsten ikke til at opdrive. Kun heste kunne fås, endda til 14 rubler stykket (på samme tid kostede en hane 15 rubler), men de døde jo også, plejede vi at sige, når man så lidt vist på dem! Ikke enhver mave tålte den kost.

Så forlod sønderjyden siden sin lejr som tyskeren sin, søgte arbejde, så længe noget var at få, og reddede sig således helt vel, indtil sommeren kom med det store sammenbrud. Så satte han alle sejl til, trodsede rejsens vanskeligheder og stod en dejlig dag atter i det kære hjem. Kurven havde nået højden fra hin dag, han forlod hjemmet. Nej, den var højere, thi det store var sket: Han stod som en fri mand i et frit land. Det var nået, der i tunge dage havde strålet for hans tanke og holdt hans mod oppe – det, som han midt i fangetiden endog havde formet i en enfoldig sang:

Der havde håb, der er liv i vort bryst,
Vi synger så glade sange.
Sange med liv i er rigtig vor lyst,
Trods at vi endnu kun er fange.

Snart 3 år vi sidder i fangelejr,
men lader ej hovedet hænge.
Godt mod! Kammerater, det bliver nok sejr,
om også det varer lidt længe.

Derhjemme venter med længsel min mor,
min fader, min elskede pige.
”Han kommer nok hjem i det nye år,”
så vil de vel tænke og sige.

”Ja, kære, vi kommer nok hjem et år,
men om i det ny for nøje – ?
Vi kommer, når der er sønderjysk vår
og Dannebrog frit der kan vaje.”

Ja, håb er der, tro og liv i vort bryst,
om årerne end er lidt lange.
Vi synger med frejdigt mod og lyst,
trods at vi endnu kun er fange.

En tanke om “7. oktober 1919. Billeder fra sønderjydernes liv i det fjerne østen.”

  1. Om pastor Jensen og de sønderjyske krigsfanger:

    Min bog, ”TANTE EBBA OG REVOLUTIONEN – historien om de sønderjyske krigsfangers ’danske moder’ i Rusland”, er baseret på min slægtning, Fru Ebba Tramp Bechshøfts oplevelser i Petrograd (tidl. St. Petersborg) under den russiske revolution. En begivenhed hun og hendes mand, Henrik Bechshøft, der var direktør i Dansk Russisk Handelskompagni, gennemlevede på (alt for) nært hold i selskab med ’resterne’ af den tidligere så store danske koloni i Petrograd og Moskva.

    Bogens centrale omdrejningspunkt er de uddrag af Ebba Tramp Bechshøfts levnedsbeskrivelse, der handler om det arbejde hun sammen med pastor Jensen og højtstående personer fra Dansk Russisk Handelskompagni udførte for at redde de sønderjyske krigsfanger.

    Disse personlige erindringer og breve er af interesse, ikke kun fordi de bringer en (ny og ukendt) øjenvidneskildring af den første verdenskrig og den russiske revolution, men også fordi de bidrager til at belyse et dunkelt punkt i de dansksindede krigsfangers historie – nemlig hvad skete der fra det tidspunkt, hvor de forlod (flygtede fra) fangelejren, til de nåede det neutrale Danmark, hvor de måtte skjules, til krigen var forbi?

    Flugtvejen til Danmark gik via Petrograd, hvor mange af sønderjyderne i kortere eller længere perioder var indlogeret hos fru Ebba Tramp Bechshøft på Dansk Russisk Handelskompagnis store ejendom, før de i små hold (og udstyret med danske pas !) kunne sendes hjem med skib over Østersøen.

    Ebba Bechshøft og pastor Jensens nære samarbejde i forbindelse med forplejningen af fangerne i Jurjev Polski lejren og den senere udsmugling belyses gennem deres optegnelser, samt uddybes ved relevante uddrag fra pastor N.A. Jensen og Gymnastikdirektør N.H. Rasmussens erindringsbøger og anden relateret litteratur.

    I erindringerne omtales også sønderjydernes “talsmand”, den unge lægestuderende, Frits Clausen, den danske gesandt Harald Scavenius, Dansk Russisk Handelskompagnis direktør, Erik Plum (en fætter til Harald Plum), samt andre kendte personer fra tiden under og efter første verdenskrig.

    De nærmere omstændigheder omkring hjemsendelsen omtales naturligvis ikke i pastor Jensens artikel fra 1919 gengivet herover. Måske fordi han, der fungerer som præst for Bovlund frimenighed syd for grænsen, skriver sit indlæg før 1920? Der var visse informationer man helst skulle holde for sig selv…

    NB: Jeg håber at bogen, med gengivelse af mange gamle fotografier, kan være klar til udgivelse op til, eller lige efter, fejringen af 100-året for Genforeningen i 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *