Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.
Jeg blev altså aftrækker eller Kan. 1 ved 4. Skütz. Jeg var glad for, at jeg fik denne bestilling der, og i forhold til omstændighederne kunne jeg ikke fa det bedre. Dog opdagede jeg, at telefonisterne havde det ikke så svært, som vi havde det ved Verdun.
En geschützbetjening holdt sammen i tykt og tyndt, og vi var de samme hver dag med undtagelse af de omskiftelser, som tabene måtte medføre, og det var ret hyppigt, at der kom andre.
Stillingen lå ved en korsvej, og det eneste tilflugtssted var en hvælving i et brændt hus. Hvælvingen kunne rumme ca. 10 mand, og når vi havde lidt tid til hvile, så kravlede vi ind under hvælvingen; her lå vi og sov, men i det hele og store gav det ikke ret megen ro i ildstillingen.
De fleste timer tilbragte vi ved Skützet, havde vi en ildpause, så arbejdede vi med at udbedre stillingen. Det var engbund, vi stod på, derfor stod kanonerne på “Bettung” dvs. de stod på svære egetræsplanker under, mens Lafettenswanzen (bagenden) borede sig dybt ned i jorden. Bag ved der fyldte vi så op med jord, sten, faskiner, men det vældige pres, gjorde, at vi måtte arbejde med kanonstandpladsen næsten hver dag.
Om natten gik hele tiden med at bære ammunition; skulle vi skyde samtidig, måtte 2-3 mand passe kanonen, resten bære ammunition, men var der hurtig i måtte alle ”ans Geschütz”.
Hver aften ved 10-11 tiden kom der 6 -8 lastbiler, de holdt på landevej og så skulle kanonererne bære granaterne 100-200 m.
Det drejede sig om et forbrug på ca. 1000 stk. daglig, og når så hver granat vejede ca. 50 kg, så betød det et mægtigt arbejde.
Var der så en smule ekstra tid, skulle vi frem og trække pigtråd foran stillingen.
Vi lå i ildstillingen 2 døgn ad gangen; så blev vi afløst af det andet hold og var så i ro to døgn.
Men de 2 døgn, vi lå i ildstillingen, kunne man ikke regne med nogen hvile, det kunne ske, at man kunne lægge sig et par timer et eller andet steds, men det var sjælden.
Officererne havde deres ophold i et hjørne af det brændte hus, der havde de noget bølgeblik over hovedet. Englænderne angreb flere gange hver eneste dag; når vi forlod kanonerne, blev de altid ladt og stod indstillet på spærreild, dvs. lige foran de engelske infanteristillinger.
Når det engelske infanteri gik af gravene og frem til storm, tog det kun nogle få sekunder (10-30) så fyrede samtlige kanoner og batterier, dvs. at i så kort tid kunne stilheden blive forandret til det mest øredøvende spektakel man til tider dårligt kunne råbe hverandre op.
Signalsystemet blev ordnet gennem telefonen, eller hvis denne svigtede, hvilket man kunne regne med under enhver større skærmydsel, så skete underretningen pr. ordonnans og lyssignaler.
Lyssignalerne bestod af lyskugler, der med en lille pistol blev skudt i vejret. Der var flere slags. Hvide, røde, gule, og hvide der opløste sig i perler, når de var på højdepunktet. Hver sort havde sin betydning.
De hvide var kun til at oplyse terrænet med. De andres betydning skiftede hver dag, tit flere gange om dagen.
De betød f.eks. gul: Fjenden angriber, mange på en gang: Fjenden angriber ganske voldsomt. Rød: Vi går frem, læg ilden længere frem. Hvid med perler: Vi går tilbage, læg ilden længere tilbage.
Så snart vi holdt op med at skyde, var der altid en, der holdt vagt. Han skulle holde øje med lyssignaler, der forekom i vort divisionsafsnit.
For at få dette konstateret, havde vi et bræt med søm, når vi stod bag dette og sigtede langs de to katedere, så var mellemrummet vort divisionsafsnit f.eks.
Englænderne angreb hårdt i denne måned. De begyndte som regel om aftenen ved 11-12 tiden. Så varede angrebet til ca. 4-5 om morgenen. Så gik de 3-4 km frem.
Om morgenen gjorde tyskerne et modangreb, dette tog ligeledes en 4-5 timer, og så var englænderne kastet tilbage igen. Disse kampe var ualmindelig hårdnakket.
Vi begyndte som regel med at skyde på 8000 m. – gik langsomt ned på 2000 – 3000 m. og så langsomt med at lægge 50 m. til ad gangen op på 8000 m. igen. Når englænderne var kastet tilbage, blev der en lille ildpause. Så kunne der ved middagstid blive ganske stille et par timer.
Vi fik os så noget at spise, tændte en cigar eller piben, men så måtte vi på benene igen og arbejde med ammunitionen, smøre og rense kanonen, pudse låsen, ordne alt til natskydningen, udbedre kanonstandpladsen, bære sårede tilbage osv.
Hen på eftermiddagen skød vi os ind efter nye mål. Det skete efter ordre fra iagttagelsesstanden, luftballonen, en flyvemaskine eventuelt ved lydmåling (når vejret var derefter) og ved vinkelmåling.
Det drejede sig om en 15-30 skud, men der var som regel 5-10 minutter mellem hvert skud, til gengæld kunne 3-4 mand betjene kanonen.
I mørkningen kom spisevognen, dvs. når den kunne komme ind for beskydningen. Den bragte varm mad, brød, tobak, lidt pålæg og 1/10 liter snaps, og når vi havde “Grosskampftage” (dage med voldsomme kampe), fik vi dobbelt ration, ja, til tider mer, end vi kunne spise.
Vi fik tit 10 cigarer og 20 cigaretter daglig, medens vi bag ved fronten fik 2 cigarer og 4 cigaretter daglig. Af vin og spiritus fik vi kun 1/10 liter på storkampdagene; men så fik vi så meget mere, når vi kom i ro.
Suppen fra køkkenvognen var varm.
Køkkenvognen medførte også postsækken. Det var jo altid spændende at få et brev eller en pakke hjemmefra. Pakkerne måtte veje indtil 500 g. Det tog ca. 8 dage med en pakke eller et brev, før man havde det. Pakkerne indeholdt som regel levnedsmidler såsom: flæsk, æg, brød. smør, fedt, lagkage, småkager, strømper, skjorter, undertøj osv. Levnedsmidlerne smagte vidunderlig.
Selv om det tit var muggen, det blev spist alligevel. Det, der kom hjemmefra, blev nydt med anden ærbødighed, end den, man nød kommismaden med. Så snart vi havde spist, tog køkkenvognen af sted, medtagende breve og andre papirer, der skulle tilbage. Køkkenvognen var den daglige forbindelse med ”Protzensammelstelle”.
Lige til venstre for stillingen gik landevejen. Her var der altid livlig trafik, den tog stærk til om natten.
Den strøm, der gik til og fra fronten, både af mennesker og materiel, var ganske kolossal. Menneskene gik endog mest tværs over markerne, hvorimod vognene og skytset måtte holde sig mest på landevejene.
Om aftenen kunne vi tælle 20 – 30 luftballoner ovre hos englænderne, om morgenen var det tyskerne, der havde ballonerne oppe (de så bedst med solen).
Den 11. og 12. august var jeg altså med i ildlinjen, og det gik i grunden bedre, end jeg havde regnet med. Alt var nyt, der var meget at se efter, og man stod jo ret fremmed over for frontlivet i førstningen.
Se foregående afsnit her
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
