Tag-arkiv: vestfronten

Krigens forløb, Sønderjyder

3. november 1917. Mikael Steffensen: “jeg blev bitter mod dem, som har Skyld i og Ansvar for dette meningsløse”

1 kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 var han ved Vestfronten, hvor han den 3. november beskrev sine oplevelser ved Flandern.

Flandern, den 3. november 1917.

Seks mørke farefulde Dage ligger nu bag ved os. Dage, som fordrede Udholdenhed og Kraft, legemlig og aandelig Styrke. Nu er de overstaaet, og der er givet os et Par Dages Frist til at hvile os i, hvis ikke Englænderne for­ styrrer os; thi saa skal vi frem igen.

Disse seks Dage har været haarde ved os. Trommeild, Vand, Morads og Kulde i Forening gjorde os ilde til Mode, og der skal meget til, før vi kalder det slemt, thi vi har døjet meget.

Vor Division regnes blandt de haardest prøvede her paa Vestfronten, en Division, som altid maa holde for. Der siges, at vi denne Gang skal blive her meget længe og jeg tror, det er sandt. Men som Vorherre har været med mig, Du veed ikke, hvor ofte jeg følte ham ganske nær!

Der var tunge Timer. Lad mig nu bare være ærlig jeg led, naar jeg saa disse stakkels sønderflængede Lig, jeg blev bitter mod dem, som har Skyld i og Ansvar for dette meningsløse.

Men der var Timer, da der var Fred i mit inderste, da jeg kunde lægge alt i Vorherres Haand, men tro mig, Tvivlen, den svage Tvivl, kan være saa grusom under alt dette. Det lyse, varme, Solen, Hjem­met, alt, hvad man har kært, er saa langt borte.

Det kolde, mørke er om os, og alt dette har saa lidet at gøre med det, hvad jeg før trygt kunde stole paa: en mild og kærlig Gud og Fader, der magter alt og sørger for alle. Et nyt Forhold, en stærkere Tro kræves der, og denne stærke Tro kan kun være til Stede, hvor der er inderligt Samliv med Gud, saa Varmen inde fra kan holde Kulden og Mørket ude omkring borte fra Hjertet.

Her fordres det at tro, tro paa Trods af alt, tro paa Gud og paa det Godes Sejr under Helvedes Larm, under alle vrede Magters Rasen. Det er en Tid, da Mænd modnes og Troen prøves, da vi lærer Gud at kende, naar han er vred. Men Guds Vrede er retfærdig, og vi veed, at vi straffes ikke uforskyldt. Det er en Tid, da Bønnens inderlige Liv igen kommer til sin Ret.

Du har Ret, at det er Liv at dø, men det gør ondt at tænke paa, at Livet her ikke bar større Frugter.

Sønderjyden Mikael Stefffensen

Krigens forløb, Sønderjyder

16. oktober 1917. Mikael Steffensen: “Det er Vejen til at værge mit Land, selv om Vejen er haardere, end Mennesker kan udholde alene”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I oktober 1917 befandt han sig ved Baralle på Vestfronten.

Baralle, den 16. oktober 1917.

Min kæreste Ven!


Vi har pakket, i Morgen skal vi rejse nordpaa til de Egne, hvor jeg var sidste Vinter, og hvor nu de vildeste Kampe udkæmpes. Det er Nat; thi jeg har haft travlt i Dag, men først vil jeg være sammen med Dig, min Ven.

Tak Du, for Dit Brev, Tak for Cigarerne, Tak for Din daglige Hilsen, Tak for Bladene, Du kære gode Mand. Og saa tilgiv, at jeg har ventet saa længe med at skrive. Som jeg længes efter Dig og Længslen kan ikke stilles. Alt skal vente, der er andre, der fordrer min Nærværelse, min hele Kraft og en Smule Evne, men Hjertet, det faar de aldrig. Tanker og Følelser gaar andre Veje; thi jeg kan aldrig forstaa Meningen med dette her, og det har skilt mig fra det bedste, jeg ejer, maaske for stedse.

I Dag kom den Feldwebel, der skal afløse paa Skrivestuen ved vort andet Kompagni, hans Kompagni bestaar af en Vicefeldwebel, 2 Underofficerer og 25 Mand, Resten ligger i Lasarettet, paa Flanderns Slagmarker, eller er derovre, hvor man ønsker sig hen. Da de var seks Timer i Fronten, saa var der ingen Kæmper mere, Resten var paa Orlov eller paa Sygestue, og det er vor Afløsning. Vi med vore næppe 100 Mand i Kompagniet skal nu derop. Hvad kan det blive til? Stakkels Tyskland. Vi skal jo nok redde det hele deroppe.

Der er nu egentlig gaaet noget i Stykker med dette Rejseri, jeg vilde have overrasket Jer derhjemme, thi jeg kan nu snart igen komme paa Orlov, men nu er den spærret, og de første 4 Uger kan jeg ikke komme. Vil Gud skaane Liv og Sundhed, kommer jeg nok hjem til Jer, omtrent ved samme Tid som i Fjor. Helt galt er det maaske slet ikke mere i Flandern, hvem veed, om vi ikke har Lykken med os. Faar vi Regn, er der god Grund til at haabe det bedste.

Aa, som vi længes mod Fred, mod Fred og Frihed, og mod Hjemmet.

Du, jeg anede jo slet ikke, at C. H. havde i Sinde at rømme, det var saa stik imod hans Udtalelser fra i Sommer. Han maa have andre Grunde nu. Ogsaa her maa jeg sige: Jeg kan ikke kaste med Sten, men jeg selv gør det ikke.

I Sommer, da jeg kom herud, havde jeg en haard Kamp, det var mest al den Løgn, man lever i, der var ved at tage Modet fra mig. Det er jo i Grunden kun Løgn, alt ens Væsen overfor Sag og Foresatte. Det er en vanskelig Sag at balancere mellem Overbevisning og Fordring. Men jeg staar nu overfor en Foresat som en høflig Mand overfor en anden. Og nu skrupler jeg ikke mere. Der kan komme Kamp paa alle vanskelige Veje. Men jeg staar paa det, jeg har sagt, jeg kan ikke andet. Mit Land kan kræve det af mig. Det er Vejen til at værge mit Land, selv om Vejen er haardere, end Mennesker kan udholde alene.

Som jeg kender den Følelse, du skrev om, naar man er ude i Naturen, at leve i Nuet, at indsuge det friske, det foryngende. Saa maa man synge, og man synger det bedste, som man veed. Det var i Dag for et Aar siden, at vi drog bort fra Le Transloy. Den Aften var jeg saa lykkelig, thi der var inde i mig en Følelse af Lykke, som om jeg havde genvundet noget, jeg havde mistet. Og det var saadan, Du veed, hvad jeg havde fundet, min Gud og mig selv og en Ven, som ingen anden.

Nu gaar vi ud paa den vilde Krigsskueplads igen. Men jeg har en lykkelig Følelse af, at jeg ikke gaar ene. Eders Bønner vil ogsaa følge mig, Din inderlige Bøn og kærlige Ønsker. Maaske vil det være bedre, at jeg har det alt overstaaet, naar jeg kommer paa Orlov, men igen vil jeg sikkert komme træt og bleg hjem, — det er ikke noget godt.

Guds Fred med Dig og Dine, min Ven, Du lever i mine Tanker.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

Krigens forløb, Sønderjyder

30. september 1917. Mikael Steffensen: “vi vil ikke skuffe Jer, men med Alvor og alle vore Evner tage fat for at vogte den Arv, I gav os”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I efteråret 1917 befandt han sig ved Vestfronten.

Buissy, den 30. september 1917.

Kære Venner!


Jeg var saa glad for dit Brev, man føler Forstaaelsen for vor Sorg og Kærligheden til vort lille Land og dets Sønner gennem hver eneste Linje. Tak for Eders Kærlighed til os, vil Gud give Kræfter, vi vil ikke skuffe Jer, men med Alvor og alle vore Evner tage fat for at vogte den Arv, I gav os. Men I maa holde Jer stærke i mange, mange Aar endnu, thi I skal lede os, give os Raad. Vi vil se op til Jer som dem, der er Kærnen i det hele, for saadan er det.

Tak for Eders Brev, tak for, at Tankerne naar ud til mig, selv om Tiden er knapt tilmaalt. Jeg forstaar det saa godt, det kan ikke være anderledes, men saa er vi ogsaa taknemmelig for alt, hver eneste lille Hilsen, der kommer derhjemme fra. Vi veed, at vi er med i Eders Bøn og at vi faar de allerbedste Tanker.

Jeg har det godt. Endnu er vi her i vor gode Stilling, og Vejret er saa henrivende smukt, høj Sol og blaa Himmel, rigtig Septembersommer. Og jeg er sund og stærk, rigtig sund, som I de bedste Aar. Som havde jeg faaet nye Kræfter, saadan føler jeg det, rigtig ung. Det er det velsignede, at vi fik lært at være taalmodige, at være lydige over for Gud.

Som Byrden øges, saa vokser Sjælens Styrke. Freden kommer snart, jeg tror det, og det er nok dette Haab, som holder mig saa frisk. Men ogsaa dette, at jeg veed mig under Guds Beskyttelse, at han ogsaa er herude, er nok til at være glad, trods alt det, der sker.

Tro nu ikke, at jeg er ligegyldig over for, hvad der sker og er sket. Smerten over Tabet af de stolteste af vort Lands Sønner, fylder mit Sind med dyb Vemod. Men vi maa ikke blive modløse. Selv var jeg modløs saa længe, men det stjal af Hjertets Varme, jeg følte, at det fjernede mig fra Gud. Jeg tror, at Vorherre vil velsigne og være med vort Folk og den kommende Slægt, og saa er alt godt. Gud velsigner dem, som elsker ham, i Tusinde Led, maatte vi da se, hvad der tjener os til Gavn.


Rige er Efteraarets Farver. Vinens Blade gløder med dybe, røde Farver. Endnu engang skal det vise sig i den fagreste Pragt, før det skal visne og dø, før Vinteren kommer. Hvor er det kønt. Og Gud ske Tak for, at vi fik Øjne til at se alt det skønne, og en modtagelig Sjæl, som kan indsuge Indtrykkene og glædes derover.

Hver Dag har sin egen Ynde. 
Ja, Vilken, kunde jeg endda være hjemme hos Jer, hjemme i de store Enge og Moser, saa var alt godt, synes jeg. Men vil Gud, det sker engang. Og sker det ikke, saa vil andre træde i Stedet, nye Mænd, nye Kræfter. Saa stærk er Længslen, at det koster Kamp at dæmpe den, men Gud giver Kræfter dertil.

Lev vel allesammen derhjemme, tak for alt godt.

Vær hjertelig hilset fra

Eders Mikael.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

25. august 1917. Mikael Steffensen: “De haarde Kampe er alt for Fremtidens Skyld”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I august 1917 befandt han sig ved Rimcourt (Remicourt) hvorfra han skrev fra skyttegraven.

I skyttegraven ved Rimcourt, den 25. august 1917.

Min kære, kære Ven!

Vor nye Stilling er god. I de brede, dybe Grave er mange og ret sikre Dækninger. Vandstanden er lav her, saa der kan graves dybe Gange ned i den lerede, haarde Jord. De dybeste Opholdsrum er vel nok kun 8 Meter under Jordfladen, undtagelsesvis er de dybere, men saa er de ogsaa ret sikre. Hver Dækning er afstivet med 5 Centimeter tykke Rammer af Fyr eller Grantræ, som staar aldeles tæt op til hinanden. Derved dannes der Gange, 1,20 Meter brede og 1,80 Meter høje. Fra disse Gange bygges saa Rum ind til Siden, idet der dannes smaa Gange vinkelret paa den lange Gang.

I vor Dækning har vi tømret Sengene, to og to over hinanden, fast til den ene Langside af den lange Gang. De øvrige to af Sengenes Hjørner støttes af to høje Stolper. Sengen selv bestaar af fire Brædder med en Bund af Staaltraadsnet, en ny Slags Madras. Nettet bøjer sig efter Legemets Stilling, og man hviler virkelig godt. Brugen af Træuld undgaas, og dermed Faren for Utøj.

Der skydes kun lidt her, men ikke desmindre er der Tab. Man skal først vænne sig til en Stilling. Længe vil vi ikke faa Lov til at blive her, Tropperne deroppe i Flandern trænger til Afløsning. Der kæmpes umenneskeligt ‘haardt deroppe med forfærdende Tab paa begge Sider. »Valhalla« er nu ‘engelsk, eller rettere, den Plet Jord, hvorpaa den stod. Linjen vil omtrent gaa, hvor den laa.
Vi føler Usikkerheden, Utrygheden tynger, fordi vor Tro ikke er fuldkommen nok.

Mine Ønsker, mit Haab, vore fælles Ønsker og Haab kan vi saa svært føje ind under Guds mægtige Vilje. Oprigtig talt synes vi, at alt er forkert, hvad der ikke falder ud til vor øjeblikkelige Fordel.

Hvad der sker nu, paa de store Valpladser, Landenes Trængsler og Nød, de haarde Kampe er alt for Fremtidens Skyld, for at kommende Slægter kan faa Fred, og i Fred udvikle sig. De store Statsmænd maa skue ind i en Fremtid af mindst hundrede Aar, og deres Handlinger i Øjeblikket maa være bestemt efter, hvad der kan gavne Fædrelandet i Fremtiden.

Vorherre ser langt klarere, vi har saa ofte set, at hans Veje var andre end vore, og vi har set, at een Dags Angst og Graad fulgtes af Maaneders Glæde. Men saa at kende Guds Veje og ‘hans Vilje. Han virker jo i os ved sit Ord og ved sine Love og mere direkte gennem vor Samvittighed. Men vor Samvittighed, ja, den kan sove, derfor har han undertiden andre Midler end netop sit Ord, det skrevne, [til] at vække os af Dvale, gennem de Mennesker, vi omgaas, faar vi tit en Advarsel fra Gud. Og man vil lære, at det særlig er bestemte Mennesker, som aabner os Øjet, kalder paa det Gode i os.

Velsignet det Menneske, som faar Venskabsbaandet knyttet med dem, som kan løfte os opad. Gennem Venner kan Gud kalde saa inderligt paa os, paa en Maade, saa det retter og trøster paa een Gang. Derfor holder jeg Dit Venskab saa højt, og det føles inden i mig, som vi nok naar ind i Fremtidens Land, som om der er meget rigt i Vente, fordi jeg føler fuldt og fast, at Guds Velsignelse hviler over vort Venskab.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

Krigens forløb, Sønderjyder

6. august 1917. Mikael Steffensen: “Og hele Tiden raste Trommeilden, vild, ustandselig”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I starten af august 1917 befandt han sig bag fronten ved Flandern.

 

Flandern, den 6. august 1917.

Kære, kære Ven!


I dette Øjeblik er du vist paa Vej hjem mod Nord, — hjem til vort eget Land. Jeg sidder paa min Feltseng og skriver til Dig. I en Uges Tid har jeg været heftig syg, febersyg. Det er en epidemisk Sygdom af tyfoid Natur, som hærger iblandt Tropperne her i det lave, sumpede Land, der fik fat i mig. Nu er jeg bedre, og snart maa jeg gøre Tjeneste igen. Saa vil jeg da være sammen med Dig, nu mens jeg har Ro. En behagelig Mathed har afløst den brændende Feber, Tanken er rolig og Legemet hviler. 

Naturen er ogsaa rolig nu. Dagelang raste et Uvejr med heftige Regnskyl, sammen med den engelske Trommeild, alt det var jeg skaanet for, jeg fik Lov til at ligge paa mit Leje. Mine Lidelser var intet mod mine Kammeraters. At ligge derude i de vandfyldte Huller de lange, kolde Dage, uden at røre sig, uden at kunne slippe Geværet, det er Lidelse. Og hele Tiden raste Trommeilden, vild, ustandselig. Alt det var jeg skaanet for, jeg er saa taknemmelig.

Nu kan jeg igen spise lidt, og Sundheden vender tilbage. I forbavsende kort Tid er jeg bleven Feberen kvit, det vil sige den høje Feber. Og der er stille ved Fronten, mere stille end vi har ‘kendt i længe. Hovedstormen kom ikke mod vort Regiment, men til højre og venstre for os. Linjerne hos os er holdte, og vor 2. Bataillon ‘holder Linjen ved Regiment 31.

Meget ‘har England ikke opnaaet. Artilleriforberedelserne var saa glimrende, saa knusende, men der skete det samme igen, som saa ofte før. Infanteristormen savnede Kraft og Plan. Englænderne var berusede allesammen, eller den store Masse dog. Tabene er uhyre store paa engelsk Side. Franskmændenes ‘Storm var glimrende. De ligger lige foran »Valhalla«, den gamle Dækning er vist ikke mere.

I to, tre Dage ‘har der været Ro ved Fronten, Ro før Stormen, thi det har langt fra Ende endnu. Men de tyske Batterier har faaet Tid til at forsyne sig rigeligt med Ammunition, og overalt er nye Stillinger sikrede og forstærkede. Hver Tomme Jord vil koste Blod. Uendeligt føres Meningsløsheden videre, uden Hensyn øges Sorgen og Smerten og Elendigheden, for hvad? For Penge eller Magts Skyld? Ja, noget af det altsammen; thi det gælder jo »være eller ikke være« for saa mange.

Du vil smile og tænke, nu grubler Mikael igen paa dette uløselige Problem, nu, da han sidder bag Fronten og ‘har Tid til at tænke. Det er netop Sagen, man grunder og tænker, man søger Fornuften, Meningen i det hele, Sammenhængen, Maalet, og man slider sig træt og løber i Ring, aldrig kommer man til et Resultat, fordi man ser for kort. Og det ender med Mismod, nej, alligevel, det ender med, at man folder Hænderne i Bøn og beder om Kraft til at holde ud, til at maatte faa Barnekaar, rigtig at kunne kaste sig ind i Guds Faderfavn og holde ud, at kunne sige: Fader, som du vil, ikke som jeg vil.

Gud har været mig saa god. Han skaanede mig, rigtig bar mig paa Ørnevinger til i Dag, og han gav mig Sundhed og Kraft og gav mig saa rig en Glæde trods alt. Krigen rev mig bort fra Venner, men han gav mig endnu bedre Venner i Stedet, og saa vil jeg klage?

Solen skinner saa dæmpet gennem Taagen, en sagte, kølig Vind svaler min Pande, der er Ro og Stilhed her paa Værelset, mit Sind er fyldt med Fred.


Nu er Krigen altsaa gaaet ind i fjerde Aar, indviet ved Kejsertale og alt. Tusinder og atter Tusinder er dømt til Døden. I Dag for et Aar siden laa jeg i en Skyttegrav ved Somme, en ganske forfærdelig Dag. Men Gud var mig god, og jeg vandt snart frem til Sundhed igen. Og saa den svære Gang til Somme igen, aldrig er en Vej forekommet mig saa tung. Men der kom Hjælp igen. Jeg mindes den Aften, da vi i Automobiler suste ‘bort fra Somme- omraadet. Solen var ved at gaa ned, da vi kørte, en underlig, køn Efteraarsaften. Altid fjernere gik det fra Kamptummelen, forbi fredelige, kønne Byer og Stæder, hvor Aftentaagen laa over over Gaarde og Kirker. Da Et forfærdeligt Tryk var veget fra mig, jeg var frigjort og glad. En Gang endnu vilde jeg gerne opleve en saadan Glæde, — den vil komme, naar Krigen er endt, naar vi faar Lov til at drage hjemad, hjem til alt det, vi længes mod, som staar for os som det allerhøjeste, ja, det eneste, vi har af virkelig kært paa Jord.

Hvis jeg skulde opregne, hvor ofte jeg led unyttig Kval, selvskabt Sorg, fordi jeg manglede Tillid til Gud, vilde jeg faa et stort Tal. Men jeg fik at se, at jeg var svag og lille, at kun Gud er stor. Gud er Kraftens Kilde, og Godhedens, Kærlighedens. Han gav mig af sin rige Kærlighed, og jeg kan saadan ængstes for, at jeg skulde miste selv et Gran af alt det, jeg har kær.

Du, min Ven, fik af Gud ogsaa saa meget at elske, og Du ængstes ogsaa for at kunne tabe noget af alt dette. Er det da ikke saadan, at Kilden fra Gud flyder ustandseligt? At Gud ikke vil lade os miste selv et Gran af den Kærlighed, han gav os? Eller fik vi kun Gaven for at kunne lære Lidelsen ved at miste igen? Hvad der kommer, vi maa huske paa, at Kærlighed fra Gud er en Kilde, der aldrig tørres ud, hvis vore Hjerter ikke skrumper ind. Og Kærligheden, i al sin Fylde, ønsker jeg Dig, min dyreste Ven.

Din Mikael.

 

 

Krigens forløb

6. maj 1917. Bergholt: Forskellen på østfronten og vestfronten

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:20

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten. I sine erindringer funderer han over forskellen på Østfront og Vestfront.

Østfront og vestfront, hvori lå forskellen? På østfronten var russernes indsats af menneskemasser en helt afgørende faktor. Der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et kanonskud, til gengæld var riffelskydningen – særlig efter mørkets frembrud – overvældende og gav mange tab.

Det eneste effektive våben t i l at standse disse menneskemængder var maskingeværerne. Når blot de var intakte, var resultatet på forhånd givet.

På vestfronten var det omvendt, der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et riffelskud. Til gengæld var artilleriilden så enorm, at den, der ikke har været på vestfronten, næppe kan forestille sig det.

MG-ernes anvendelse blev her en helt anden af flere grunde. For det første var afstanden mellem skyttegravene de fleste steder meget kort, 50 meter var ikke ualmindeligt. MG08, der var den officielle betegnelse for det tyske vandkølede maskingevær – krævede en vis udbygning af standpladsen for at kunne virke effektivt. Den korte afstand til fjendens skyttegrav gjorde denne udbygning umulig; den ville straks være blevet observeret og omgående tilintetgjort af artilleriet.

For det andet var det såkaldte lette MG blevet indført i infanteriet – en forløber for maskinpistolen. Da det var luftkølet og kun vejede en brøkdel sammenlignet med det vandkølede MG08, var det meget mere håndterligt, og en udbygning af standpladsen var ikke nødvendig. MG08 blev derfor »forvist« til reservestillingen, eller til maskingeværreder på strategiske punkter i terrænet, for dér at
kunne opfange fjenden.

Det er indlysende, at disse reder havde fjendens bevågenhed i en helt uhyggelig grad. Han skyede intet middel for at tilintetgøre dem, velvidende, at var der et eneste intakt MG08 på et bataljonsafsnit, var fremtrængen på dette sted meget problematisk, for ikke at sige umulig. Mange, mange MG-folk har måttet lade livet i en sådan rede.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb, Sønderjyder

6. april 1917. Langfredag: “Derude hersker Død og Mord, Menneskers Ondskab.”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig.

Frankrig, Langfredag, den 6. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Vi ligger i en Lade bag Fronten, Regnen strømmer ned og gør de bundløse Veje endnu mere ufremkommelige og Skyttegravenes Pløre endnu dybere.

Englænderne trommer endnu mere, dog har vi forude en Del gode Dækninger, siges der.

I Gaar Morges var jeg forude, og det saa ikke godt ud, der flyver næsten for mange Granater omkring.

Dog, vi er vante til ondt. Naar der er nogenlunde Dækninger, er alt ikke saa slemt.

Det er Langfredag, — denne store Mindedag, hellige Langfredag.

Og derude hersker Død og Mord, Menneskers Ondskab. — Og dog er det Festdag for hver, som har følt, at Vorherre stred denne tunge Kamp. for os. Helst sad jeg hjemme hos Dig i Din dejlige Stue og nød Langfredags Stilhed og Glæde, uddybet og forøget i Din Nærhed.

Min Tanke gaar hjem til Dig, Du trofaste Mand, trofaste Ven, og vil Gud, vi ses igen, sunde, stærke, glade! — Jeg er rask og rolig. Din Drøm er endnu ikke gaaet i Opfyldelse, det var saamænd ingen Skade til, om den blev Virkelighed, og dog er det maaske bedre saadan. —

Dine Cigarer er ganske udmærkede. — Tak, min Ven, for alt. Gud vil
være Dig nær. Kærlige Hilsener til Dig og Dine.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

Krigens forløb, Sønderjyder

14. januar 1917. Claus Eskildsen: “Med haard Haand skrabede man alt sammen, der kunde sendes ud til Fronten”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Ny Front, nye Modstandere, nye Kampmetoder — det var let at se, at Omflytningen fra Øst til Vest for Regimentet og hver enkelt af os betød et Vendepunkt. Derimod vilde ingen af os dengang have troet, at dette Vendepunkt nøjagtigt faldt sammen med Midtpunktet i Regimentets korte Historie. Det faldt ogsaa sammen med det vigtigste Vendepunkt i hele Krigen. Kejserens Fredstilbud var blevet afvist, og det stod nu klart for alle, at denne Krig ikke vilde ende uafgjort, men at der ved Freden vilde findes sejrende og besejrede.

Tyskland foretog et vældigt Tag for at rive Sejren til sig. Den 1. Februar proklamerede man den hensynsløse, uindskrænkede Ubaadskrig — og tabte derved Krigen, idet den afgørende Magt, Amerika, traadte ind i Modstandernes Rækker.

Med haard Haand skrabede man alt sammen, der kunde sendes ud til Fronten. Hjemmefra fik hvert Regiment, ogsaa vort, 300 frontuduelige (»gv.« = garnisonsverwendungsfähig) Folk, der bestemtes til Afløsning af »kv.« (kriegsverwendungsfähig) Mandskab ved Trainet. Mange trofaste, gamle Folk maatte nu fra Bagage Trainet ud i Skyttegravene; men Officererne holdt Haanden over deres Oppassere og Skrivere, af dem afløstes ingen. Regimentet sendte til Gengæld 300 stærke og krigsvante Mand til Erstatningsbataillonerne, hvor de benyttedes som Kærne til nye Regimenter. Snart hørte vi, at der fandtes et Regiment med det høje Nummer 464.

Det politiske Vendepunkt faldt ogsaa sammen med et taktisk. Den stive Kamp om den forreste Skyttegrav afløstes helt af den bevægelige i et bredt Bælte af Pigtraadskrydsninger, Skyttegrave, Støttepunkter, Maskingevær»Reder« og snildt indrettede Fælder.

Man regnede med, at enhver større Patrouille vilde trænge ind i den forreste Linie, og Kampens Tyngdepunkt kom til at hvile paa »Stødgrupperne«, hvis Hovedvaaben var Haandgranaterne, hvormed de skulde rydde op i Stillingen, naar Fjenden havde sat sig fast. Den mere bevægelige Kamp medførte, at de »lette« Minekastere og »lette« Maskingeværer, kom stærkt i Brug, og at der lagdes større Vægt paa en sikker Forbindelse.

Hvert Regiment fik sin særlige »Efterretnings-Afdeling«, der arbejdede med Telefon, Brevduer, Lyssignaler, Vinketegn og Signalering ved Hjælp af Maskingeværer.

De gamle Vestfrontregimenter saa — absolut uden Grund — med Ringeagt ned paa os russiske Barbarer, og man gik langt uden om vort Train med de skurvede Heste. »Latrinparolen« lød allerede paa, at vi skulde over til Østfronten igen, og at hele Transporten kun havde været et genialt Kneb af Hindenburg. Men vi var alligevel gode nok til at komme i Fronten, inden vi endnu havde faaet os vænnet til de nye Forhold.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Krigens forløb, Sønderjyder

6. januar 1917. “Mademoiselle?” – et frækt tilbud på Vestfronten

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Natten mellem den 5. og 6. Januar — alle Transporter paa Vestfronten foregaar ved Nattetid — kører man os fire Mil længere frem, ud bag Fronten ved Lens. Vore Kvarterer staar rede i Fouquiéres, men i sidste Øjeblik forandres det som sædvanligt, og vi staar hjemløse i Henin-Liétard.

Jeg faar omsider ved en Fejltagelse et Officerskvarter. En venlig Kone, som nu i 2 1/2 Aar ikke har hørt fra Manden — han blev ved Krigens Udbrud indkaldt som Pioner — giver mig et Værelse med en Seng.

Tænk, en Seng!

Det var to Aar siden, man havde budt mig en Seng ude i Felten; men en Seng som denne har jeg aldrig før eller senere ligget i. Den havde to bløde Madrasser, to vidunderlig bløde Underdyner, snehvidt Linned. — Jeg tror, Prinsessen paa Ærten har været en fransk Prinsesse.

Desværre kan jeg kun benytte den et Par Timer, thi tidligt om Morgenen maa vi søge Kvarterer til Staben. Der er optaget overalt, og ingen vil hjælpe os. Ved Middagstid vaagner den mægtige Stadskommandant, og da vi opdager, at han er en kendt flensborgsk Sagfører, og han opdager, at der er dumpet Landsmænd ind i hans lille Rige, kan det nok være, at der er Plads til os.

Staben faar et helt Fabriksejerslot midt i Byen, — »Divisionen har tilladt, at det undtagelsesvis benyttes. Manden skaanes ellers altid for Indkvartering, fordi han er saa flink!« ———–Vestfront!

Vore Folk arbejder hver Nat ude i den anden Stilling, og Regimentet har i Løbet af et Par Nætter 3 døde og 10 Saarede. Efter en Uges Forløb transporteres vi tilbage til Villers-Campeau.

Prostituerede
Prostituerede på Vestfronten

Vi staar paa Banegaarden og venter paa Toget. De andre gaar lidt i Byen; jeg gaar ud for at søge dem. Jeg lukker Døren op til den nærmeste Knejpe og stikker Hovedet indenfor.

Konen hvisker straks: »Mademoiselle?« og giver mig et Vink. Hvad betyder det?

Jeg følger hende op ad Trappen. Her staar tre Soldater og venter paa, at en fjerde skal komme ud fra »Mademoiselle«.

Jeg gør hurtigt omkring og forsvinder.

Vestfront!

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Se også leksikonopslaget om prostitution

Krigens forløb, Sønderjyder

31. december 1916. Claus Eskildsen: Store kontraster mellem Øst– og Vestfronten

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Det kan nok være, at vi russiske Barbarer spiler Øjnene op, da det bliver lyst! Vi ligger i et smukt Slot med marmortavlede Sale, udsøgt smagfuldt og pragtfuldt udstyret, med baade elektrisk Lys og Centralvarme, midt i en vidunderlig Park med Broer, Fontæner og Pavilloner. 

Nytaarsaften faar vi som Festmaaltid igen den uundgaaelige, skidne, graa Byggrynssuppe. Saa tager vi os en Udflugt ind til Somain, en lille By med en halv Snes Tusinde Indbyggere. Vi finder her det typiske Etappeliv, som vi hidtil kun kender af Omtale. Her er Knejpe ved Knejpe, og overalt opvarter vævre, sorthaarede Damer i fikse Kjoler.

Drikken er overalt den samme, Cognac, stærkt fortyndet med Vand. Kl. 9 er der Fyraften i alle Lokaler. Vi finder paa Hjemvejen tæt ved Slottet en lille, rolig Estaminet (Værtshus), hvor en pæn Kone serverer os Kaal, medens hendes stille, unge Datter Claire giver os Undervisning i de vigtigste franske Gloser. 

Vi har i de følgende Dage rig Lejlighed til at drage Sammenligninger mellem Øst og Vestfront. Hvor er Forskellen stor!

I Rusland havde vi kun mødt Sand, Sump, Fyrreskove, tyndt befolkede Egne med usigelig fattige og snavsede Blokhytter. Her gemmer den lerede Jord rige Skatte af Kul, og Hus ligger ved Hus, By ved By.

I Rusland levede Soldaten godt, og Befolkningen sultede. Her i Frankrig faar vi daarlig og fordærvet Mad, mens Befolkningen har rigeligt med Madvarer, som den amerikanske Hjælpekomité leverer. I Rusland kunde selv den værste Ødeland ikke slippe af med Penge. Her i Frankrig kan man købe alt, rigtignok i dyre Domme, og det er altid, som om Portemonnæen er et eneste stort Hul.

Over Østfronten laa der en skær og skarp Luft. Her i Vest er alt sunket ned i Krigens fordærvede Pest og Synd. Her viser Krigen sit sande, urene, grimme, væmmelige Aasyn.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Krigens forløb, Sønderjyder

29. december 1916. Claus Eskildsen: “Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget: Alles aussteigen!”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Toget snegler af Sted. Den halve Tid holder vi for at lade de ordinære Tog passere forbi. Men vi holder kun ved Stationerne, naar vi skal have Forplejning, ellers altid ude paa Strækningen, saa man undgaar med pinlig Nøjagtighed al Berøring med Publikum.

Anden Juledags Morgen er vi kun naaet til Konitz i Vestpreussen, Morgenen efter vaagner vi og opdager, at vi ikke er kommet videre end til Güstrow i Meklenborg.

Vi passerer Lübeck. Det er en forrykt Vej! — Vi skal da vel ikke føre Krig mod Danmark? Macedonien kan der ikke mere være Tale om.

Saa forandres Retningen. I en Bue kører vi uden om Hamborg. Det var drøjt for vore mange ”Hummel-Hummel”, de lystige Hamborgere.

Da vi den 28. Kl. 7 Morgen purres ud til Forplejning — man serverer for syvende Gang de græsselige, graa Gryn — opdager vi, at vi allerede har naaet Crefeld og altsaa om Natten har Passeret Rhinen.

Nu går det hurtigt. Vi hilser i Forbikørslen paa Aachens stejle Bjergkegle og smukke Taarne og kører fra Liege til Namur i den vidunderlige Meuse-Dal, hvor By ved By slutter Kæde, saa man ikke kan sige, hvor den ene hører op og den anden begynder; mørke Tunneller veksler med pragtfuld Udsigt til stejle Kalkklipper og grønne Marker.

I Rusland laa alt under det hvide Snetæppe, her i Belgien er Markerne grønne, og vi ser Kreaturer gaa paa Græs!

I Liege faar vi Forplejning, rent Vand kogt med rene Kaalroer, ikke saa ilde en Afveksling. Kl. 11 Aften faar vi i Mons den sidste Forplejning, for ottende Gang Byggrynssuppen.

Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget, da det den 29. Kl. 3 om Morgenen hedder: ”Alles aussteigen!”

Vi er i Somain, to Stationer foran den lille By Douai, som ligger fire Mil Syd for Lille. I Mørke og i strømmende Regn famler vi os frem til vort første Kvarter paa fransk Jord, Slottet Villers-Campeau.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Krigens forløb, Steder

18. december 1916: Slaget ved Verdun er forbi

Skriv en kommentar

De hårde kampe ved Verdun rasede med vekslende intensitet fra slutningen af februar 1916, hvor den tyske hær iværksatte et meget omfattende angreb. Fra fransk side nægtede man imidlertid at opgive Verdun, og da tyskerne i sommeren 1916 blev presset i defensiven, pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli, begyndte den franske hærledelse at planlægge en modoffensiv, som skulle presse de tyske styrker tilbage og væk fra Verdun. Franskmændene igangsatte modangrebet den 18. oktober, og ved hjælp af bl.a. beskydning fra to enorme jernbanekanoner lykkedes det knap en uge senere, at tvinge tyskerne til at trække sig tilbage fra den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som havde været i tysk besiddelse siden Verdunslagets indledende kampe.

...
Kort over Verdunfrontens forløb ved slagets begyndelse i februar, linjen for den tyske fremgang indtil september og resultatet af den franske modoffensiv i efteråret og vinteren 1916. Fra Wikimedia Commons.
Den franske modoffensiv

Med Fort Douaumont tilbage på franske hænder rettede generalerne Robert Nivelle og Charles Mangin i starten af november blikket mod Fort Vaux, som tyskerne havde erobret tilbage i juni 1916. De anså et frontalangreb på fortet for at være for risikabelt, og det tungeste franske artilleri blev derfor beordret til et ugelangt bombardement af Fort Vaux, der i forvejen var hårdt medtaget af de sidste otte måneders kampe. Tre franske infanteridivisioner blev spredt langs frontlinjen i en vifte bred nok til at omringe fortet. De franske soldater var velforberedte, udstyret med kompas og et solidt kendskab til terrænet og tilmed sikre på, at franske fly var i besiddelse af luftherredømmet over Verdun.

Ligesom ved angrebet på Douaumontfortet bevægede de franske tropper sig frem bag et rullende bombardement og kunne således komme helt tæt på Fort Vaux. Sikkert på grund af undren over hvorfor de ikke modtog beskydning fra de tyske maskingeværstillinger, blev to officerer og en fransk ingeniørsoldat om aftenen den 2. november beordret til at bevæge sig helt hen til fortet. Her kunne de uden modstand kravle ind igennem skydeskårene på den sydvestlige kasemat og trænge ind i Fort Vaux. Her fandt de lejrbål, der stadig brændte, og det flød med håndgranater, ubrugte geværpatroner, tusindvis af konservesdåser og flasker med vand samt fire maskingeværer. Den tyske besætning havde forladt fortet i en fart, og endnu en gang havde franskmændene erobret et af Verduns vigtige forter uden kamp.

Den 5. november nærmede franske styrker sig den linje, fronten havde fulgt den 24. februar – tre dage efter det indledende tyske angreb. Fjenden var blevet presset tilbage, og den franske hærledelse valgte derfor at indstille modoffensiven indtil december.

[1.] Weltkrieg [1914 - 1918] Sperrfeuer bei Verdun
Spærreild ved Verdun. Den franske hær satte i høj grad sin lid til artilleriet under modoffensiven i oktober-december 1916. Fra Wikimedia Commons.
Verdunslagets sidste operation

Efter lidt over en måneds pause modtog de franske tropper ved Verdun igen en angrebsordre. Den fornyede franske modoffensiv havde til hensigt at presse tyskerne yderligere tilbage, og den 9. december blev de tyske stillinger udsat for et seks dage langt bombardement. Godt 800 kanoner affyrede over 1,1 mio. granater, og bombardementets afsluttende salver ramte, ved hjælp af nøje afvisninger fra observationsfly, indgangene til de tyske beskyttelsesrum, observationsposter og selve de tyske skyttegrave.

Franskmændene angreb over en ca. 10 km bredt front, som på tysk side udgjorde en knap 2,5 km dyb forsvarsstilling støttet af over 500 kanoner. Afsnittet var bemandet af 27.000 tyske tropper, hvoraf ca. en tredjedel var i reserve 10-15 km bag den forreste skyttegrav. Selve angrebet blev indledt den 15. december kl. 10. Franske styrker bevægede sig denne gang frem bag et dobbelt rullende bombardement: Omtrent 60 m foran de fremrykkende soldater lagde det franske artilleri en ildlinje af shrapneller, og yderligere 80 m fremme en spærreild af højeksplosive granater. Området bag den forreste række af tyske skyttegrave blev ligeledes holdt under vedvarende fransk beskydning, for at forhindre tyskerne i at trække sig tilbage og ligeledes blokere for den tyske reserve.

Over for denne effektive og kraftfulde beskydning kollapsede det tyske forsvar. Mange af de tyske soldater blev fanget af den kraftige ild i deres beskyttelsesrum, og ca. 13.500 af de i alt 21.000 mand, som bemandede stillingen, blev taget til fange af de fremrykkende franske styrker. På denne måde nåede franskmændene deres mål ved bl.a. Côte du Poivre, Louvemont, Hardaumont, og over de næste to dage befæstede de en ny linje fra Vacherauville ved Meuse-floden i vest til Bezonvaux i øst.

Det franske angreb forsatte, nu også støttet af det enorme 155 mm kaliber kanontårn i Douaumontfortet, som franskmændene havde fået repareret og gjort operationsdygtigt efter generobringen den 24. oktober 1916. Da de franske generaler afblæste offensiven, havde man tilfangetaget yderligere 11.000 tyskere, erobret i alt 115 kanoner og generobret en stor del af terrænet øst for Meuse. Dén tyske stilling, som var tættest på Verdun-by, var nu blevet skubbet ca. 7,5 km tilbage, og alle de centrale højdedrag i området nær Douaumont og Vaux var igen på franske hænder.

...
Kort over den franske fremgang ved Verdun fra den 15. til den 18. december 1916. Fra Wikimedia Commons.
Et slag uden vinder

Denne morgen den 18. december 1916 indstillede den franske hær sin modoffensiv ved Verdun. Det betød dog ikke, at kampene stoppede i Verdun-sur-Meuse, hvis bakkede landskab siden februar var blevet arret til ukendelighed og gennemvædet af blod. Officielt var Verdunslaget ikke desto mindre forbi.

Efter knap 10 måneders hårde og indædte kampe endte slaget ved Verdun med noget lignende et uafgjort resultat. Rent strategisk havde slaget i hvert fald ikke nogen vinder. Den tyske general Falkenhayn havde håbet på, at den tyske offensiv ville tvinge franskmændene ud af krigen. Det blev ikke tilfældet. Omvendt lykkedes det heller ikke den franske hær, på trods af to kraftfulde og vellykkede modoffensiver, at skubbe tyskerne helt tilbage til udgangspunktet fra før den 21. februar 1916.

Til gengæld blev slaget et af krigens længste og mest blodige slag, og de omkringliggende områder nord for byen Verdun blev fuldstændigt ødelagt. Der blev eksempelvis kæmpet hele 16 gange om landsbyen Fleury, som bogstaveligt talt ikke længere eksisterede, da slaget var slut. Samme skæbne overgik  otte andre landsbyer i krigszonen, som nu mest af alt lignede et månelandskab.

I menneskelige tab var Verdunslaget ikke mindre rystende. Det officielle franske tabstal lød på næsten 380.000, heraf mere end 160.000 dræbte soldater. Heroverfor mistede tyskerne omtrent 330.000 mand, hvoraf dødstallet lød på ca. 143.000. Sætter man dødstallene i forhold til tid, svarer det til, at næsten én soldat mistede livet hvert minut, dag og nat, i de 10 måneder, slaget rasede. Det kan således ikke undre, at frontafsnittet ved Verdun blev både berygtet og frygtet af såvel franske som tyske soldater.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer fort Douaumont

Krigens forløb, Sønderjyder

15. december 1916. Claus Eskildsen: Udsigt til fred? Nej, udsigt til Vestfronten!

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 12. December kommer jeg tilbage til Pronki efter min tredje Orlov. Premierløjtnanten byder mig velkommen med Jubelraabet: ”Der kommer Fredsenglen!” Kejseren har lige ladet meddele sine Soldater, at han har udsendt sit Fredstilbud til Fjenderne.

Hele Fronten er ved at revne af Spænding og Glæde. Løjtnant v. Oven indgaar Væddemaal paa, at vi allerede i Morgen har Vaabenstilstand. Major Huck, det gamle Fæ, er ved at pakke sin Kuffert, og da han naturligvis ikke har Plads til sine Ting, forærer den gamle Fedtebasse alt det overflødige bort. Skidt med det, nu kommer Freden!

Oberstløjtnanten er allerede rejst hjem paa sin fjerde Orlov. Det er Juleorlov, og den er paa hele fire Uger!

Den lykkelige Kobarg har altid samme Orlov som sin Herre. 12 Officerer og mange Mænd er glade rejst hjem til deres kære. Aldrig har Regimentet haft saa mange paa Orlov som op til denne Jul.

Vi andre skal nu til at holde Jul derude. Der er købt rigeligt ind, og fra Bremen kommer der en hel Jernbanevogn, fyldt med ”Kærlighedsgaver” til Regimentet.

To Dage varede den stakkede Glæde! Den 15. meddeles der om Formiddagen, at Frankrig og England har afvist Kejserens Fredstilbud, — ingen Fred!

Om Eftermiddagen kommer Befalingen, at Regimentet skal gøre sig rede til at blive transporteret bort — ingen Jul!

Der følger nogle travle Dage. Alt Materiel bringes i Orden, alle de Stakler, der glade rejste paa Juleorlov, telegraferes tilbage.

Vi ventede at se Oberstløjtnanten i vildt Raseri; men det gik helt godt. Han havde lige faaet et smukt Ridderkors med Sværd og haaber nu, at vi skal til Macedonien, hvor der vanker baade bulgarske Kors og tyrkiske Halvmaaner. Der var ellers nappe en fri Plads mere paa hans Bryst.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

Krigens forløb, Steder

24. Oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Skriv en kommentar

Frontafsnittet ved Verdun havde lagt scene til forfærdelige kampe siden februar 1916, da tyske tropper indledte en massiv offensiv mod de franske linjer, først øst og senere vest for floden Meuse. Trods voldsomme tyske bombardementer og stormløb forsvarede franskmændene sig indædt, og kampene bølgede frem og tilbage på frontafsnittet, der snart blev kendt blandt tyske soldater som ’blodkværnen’.

Slaget ved Verdun udviklede sig til et udmattelsesslag, og den sidste tyske fremgang fandt sted i starten af juni, hvor det franske fort, Vaux, blev erobret. Herefter var den tyske hær presset til at gå i defensiven pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli.

En tysk sejr ved Verdun udeblev, og den 29. august kostede bl.a. de manglede resultater på frontafsnittet Eric von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Generalerne Hindenburg og Ludendorff overtog styring med den tyske hær, og de afsluttede officielt offensiven ved Verdun i september 1916. Til gengæld forberedte den franske hær sig nu på at tage initiativet. Målet var at generobre tabt terræn på den østlige side af floden Meuse, især den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som var faldet få dag efter tyskernes indledende angreb.

Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Kort over Verdun-fronten og de tyske angreb i 1916.
Fransk modoffensiv

Et fransk angreb ved Verdun ville dog ikke blive iværksat, før man havde skabt et overtal af tropper og artilleri på frontafsnittet. Derfor beordrede general Philippe Pétain ekstra artilleri til Verdun fra hele den franske frontlinje – i alt 650 kanoner inkl. to enorme jernbanekanoner med en kaliber på 40 cm. Sammen med den forøgede mængde artilleri samlede franskmændene i løbet af september og starten af oktober ca. 15.000 tons granater, som skulle pulverisere de tyske forsvarslinjer, i hvad der skulle blive det største franske bombardement i krigen til dato.

Otte franske divisioner blev stillet til rådighed til offensiven, og den franske general Robert Nivelle fik til opgave at koordinere et såkaldt ’rullende bombardement’, som briterne havde introduceret ved Somme den 1. juli. Det indebar, at de franske kanoners ild gradvist rykkede fremad efter et nøje planlagt skema. Beskyttet af artilleriet kunne de franske tropper således langsomt og med korte intervaller rykke frem bagved bombardementet. Skulle angrebet lykkes, krævede det løbende og præcis kommunikation mellem artilleriet og infanteriet, og en del af det enorme franske forberedelsesarbejde var at anlægge telefonlinjer, som var gravet knap to meter ned under jorden, mellem batterierne og de forreste skyttegrave.

Den 18. oktober åbnede de franske kanoner ild mod de tyske stillinger ved Verdun. Bombardementet varede i seks dage, hvor granaterne med præcision regnede ned over de tyske linjer. For franske observationsfly kunne stort set uhindret overflyve frontafsnittet, da langt de fleste tyske jagerfly henover sommeren var blevet overflyttet til Somme. Det samme var størstedelen af tyskernes svære kanoner, så de tyske soldater kunne ikke regne med andet støtte end spredt og kortvarig spærreild.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, Fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

 

Luftfoto af det granat-arrede Fort Douaumont ved Verdun (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Luftfoto der viser effekten af de mange bombardementer, som Fort Douaumont blev udsat for.F  (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Tyskerne opgiver Fort Douaumont

I de følgende dage blev de forreste tyske skyttegravslinjer enten opgivet pga. den voldsomme franske ild eller indtaget af franske styrker, som langsomt og stødvist rykkede frem i ly af det rullende bombardement. Inde i Fort Douaumont mærkede det tyske mandskab også effekten af den franske ild. Blandt besætningen var flere hundrede soldater fra Regiment 84, der indeholdt et større antal sønderjyder. De kunne konstatere, at den franske beskydning mod Fort Douaumont tog til den 19. oktober.

Når granaterne ramte det mægtige betontag, skabte det en modbydelig, rungende larm i fortets gange og kasematter (opbevarings- eller opholdsrum), men så længe de tyske soldater opholdt sig i fortet, var de i sikkerhed. Det ændrede sig imidlertid den 23. oktober, da franskmændene tog de to jernbanekanoner i brug. Douaumontfortets betontag, som hidtil havde modstået både tyske og franske bombardementer, kunne ikke hamle op med jernbaneskytsets voldsomme kræfter. Det første skud gik igennem taget og detonerede i en af kasematterne, med betydelig tab til følge. Kort efter gik det elektriske lys, og fortets telefonforbindelse blev afbrudt.

Omtrent hver tiende minut slog jernbanekanonernes granater ned med stor præcision. Mindst 20 af disse ramte fortet, og den sjette fuldtræffer trængte helt ned til fortets dybereliggende niveauer, hvor granaten eksploderede. Herved udbrød der brand i et depot indeholdende bl.a. artillerigranater, store mængder maskingeværammunition og flere tusinde håndgranater. Hvis branden bredte sig og antændte ammunitionen risikerede hele fortet at ryge i luften. Den tyske besætning forsøgte febrilsk at få ilden under kontrol, men uden held. Derfor besluttede de kommanderende officerer i fortet at rømme Douaumontfortet samme dag.

Lidt efter kl. 23 den 23. oktober rykkede den tyske hovedstyrke ud fra fortet, og i dag, den 24. oktober, trak de sidste enheder sig også tilbage – Fort Douaumont var faldet. Efter næsten otte måneders tysk besættelse kom fortet igen på franske hænder, da franske marine- og kolonitropper samme dag ankom til det sønderskudte fort og fik bragt ilden under kontrol.

Samme dag begyndte tyske officerer at samle tropper til et modangreb, mens franskmændene forberedte sig på fortsætte deres offensiv og trænge tyskerne længere tilbage. Slaget ved Verdun var langt fra forbi.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

Krigens forløb, Steder

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

3 kommentarer

Senest ændret den 24. oktober 2016 10:31

Offensiven ved Verdun

Den 21. februar forvandlede tyske kanoner frontafsnittet ved Verdun til et sandt helvede af ild, røg, og stål. Det massive bombardement var starten på en stor tysk offensiv på Vestfronten – den første siden foråret 1915. Den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, ønskede at bringe briterne og franskmændene ind i afgørende og altomfattende kampe. Kunne det tyske angreb ved Verdun ikke gennembryde de allieredes linjer, så skulle slaget skabe en ’forblødning’ af fjenden på Vestfronten.

Angrebet på Verdun-afsnittet kom forholdsvis godt i gang. Det indledende bombardement lammede den forreste franske linje, og efter de første par dage kunne den tyske overkommando notere sig flere lokale sejre, bl.a. erobringen af den vigtige franske fæstning, Fort Douaumont, den 25. februar. Ved månedens udgang var de vigtige højdedrag på den østlige del af frontafsnittet imidlertid endnu ikke erobret. Herfra kunne franskmændene effektivt beskyde de tyske tropper, og det var en alvorlig streg i regningen for Falkenhayn, som ønskede at begrænse de tyske tab. Den franske overkommando havde omvendt fået en klar ordre fra den franske premiereminister: Verdun skulle holdes for enhver pris!

Verdun_and_Vincinity_-_Map
Kort over frontafsnittet ved Verdun. Det tyske angreb koncentrerede sig indledningsvis om området på den østlige side af floden Meuse, men da den første angrebsbølge gik i stå, blev offensiven udvidet. Fra starten af marts 1916 angreb tyskerne også over en ca. 11 km lang strækning vest for Meuse.
Angrebet udvides

I de sidste dage af februar havde det tyske angreb mistet momentum, og i begyndelsen af marts ebbede angrebsbølgen ud. Generalernes modsvar blev at brede offensiven ud, således at området nordvest for Verdun (vest for floden Meuse) nu også blev mål for de tyske operationer. Tanken var, at når højderne på den vestlige del af frontafsnittet først var renset for fransk artilleri, ville det være lettere at indtage de oprindelige mål nord og øst for Verdun. Slaget blev med andre ord udvidet i betydelig grad og kampene fortsatte.

Frontudvidelsen bestod af et område strækkende godt 11 km fra byen Avocourt til Cumières. Terrænet var bakket, og særligt to punkter skulle blive nogle af de mest frygtede og forhadte steder på hele Verdun-afsnittet: Høj 295, som fik tilnavnet ’Toter Mann’ (Den døde mand) eller ’le Mort-Homme’ på fransk, og omtrent én km derfra, Høj 304. Kunne tyskerne beherske disse to højtliggende punkter, blev det muligt at nedkæmpe det franske artilleri, og vejen til Verdun ville være åben.

De første angreb på det nye frontafsnit begyndte om morgenen den 6. marts. Samtidigt fortsatte kampene også på det oprindelige afsnit øst for Meuse-floden, og resten af måneden forsøgte tyske tropper igen og igen at erobre de vigtige højtliggende punkter. Gang på gang mislykkedes angrebene. Hårde kampe ved især skovene nord for Avocourt og ved Corbeaux, højene 304 og ’Toter Mann’ samt landsbyen Vaux førte til store tab, men kun beskedne resultater.

French_87th_Regiment_højde_304_Verdun_1916
Soldater fra det franske regiment 87 i stilling ved høj 304. Højen blev kendt som et af de værste steder på hele Verdun-afsnittet.

Den 14. marts havde tyskerne kæmpet sig frem til en bakketop nordvest for ’Toter Mann’, men ved starten af april var det endnu ikke lykkedes at erobre den vigtige høj. For effektivt at kunne bekæmpe det franske artilleri, som ufortrødent forsatte sin beskydning fra sydligere stillinger ved Bois Bourrus og Marre, iværksatte tyskerne den 20. marts et angreb i retning mod Høj 304. To dage senere nærmede to tyske divisioner sig højen, men ved en lille bakke kaldet ’Termit Højen’ blev de tyske anstrengelser stoppet i en storm af granater.

De tyske tab løb nu op i ca. 20.000 mand, og det var nu i lige så høj grad tyskerne, som forblødte. Angrebene var med andre ord i strid med Falkenhayns overordnede visioner for offensiven, hvor egne tab skulle holdes på et minimum. De tyske angreb eskalerede blodbadet, hvilket paradoksalt nok gjorde det endnu sværere at indstille operationen af politiske og prestigemæssige årsager.

”Courage! On les aura”

I slutningen af marts bad den tyske 5. Armé ved Verdun om forstærkning. Tyskerne var nødsaget til at falde tilbage og holde fast på de jammerlige positioner, de havde tilkæmpes sig siden slutningen af februar: Det var sammenskudte kældre, bakkeskråninger overstrøet med granathuller og hærgede skove, hvor kun splintrede stammer stod tilbage. Kampene havde været brutale: Angribende styrker havde tilkæmpet sig en position den ene dag, kun for at blive kastet tilbage igen den næste –  og overalt lå ubegravede lig.

Med overførelsen af flere tropper fornyede tyskerne offensiven i starten af april. 11 regimenter rykkede frem mellem Avocourt og Cumières, men endnu en gang fastholdt eller generobrede franskmændene det meste af linjen, eksempelvis holdt landsbyen Cumières stand efter i alt ti tyske angreb. Den hårdnakkede franske indsats har i dag, den 10. april, fået general Pétain til at udsende en opmuntrende dagsbefaling til sine tropper: ”Courage! On les aura” (Fat mod, vi skal nok få dem!). De optimistiske ord har klare referencer til den franske nationalhelgen, Jeanne d’Arc, men sandheden er, at man efter syv ugers hårde kampe ved Verdun ikke på nogen måde er kommet tættere på en afgørelse, hverken for slaget i sig selv eller krigen som helhed.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Krigens forløb, Steder

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

4 kommentarer

Senest ændret den 24. oktober 2016 10:31

Denne morgen indledte den tyske hær et massivt artilleribombardement mod de franske stillinger og befæstninger nord for Verdun. I otte timer stod himmel og jord i et, og en øredøvende larm herskede over et 19 km langt frontafsnit. Her kunne panikslagne franske soldater i stillingerne ikke gøre andet end at kaste sig til jorden, trykke sig sammen i fosterstilling eller forsøge at gemme sig under deres oppakning.

Tyskland vender blikket mod Vestfronten

Den øverstkommanderende for den tyske hær, generalstabschef Erich von Falkenhayn, kunne i starten af 1916 være godt tilfreds med krigens forløb i det forgangne år: På Østfronten var den russiske hær blevet slået tilbage, som følge af en række offensive operationer med udspring i Slaget ved Gorlice-Tarnow, og en stor russisk tilbagetrækning havde fundet sted. Fronten stabiliserede sig i slutningen af året til tysk fordel, men den afgørende sejr over Rusland havde tyskerne imidlertid endnu ikke opnået. På Balkanfronten havde den tyske armegruppe under general Mackensen til gengæld løbet Serbien over ende i oktober 1915, og Bulgarien var trådt ind i krigen på centralmagternes side; to vigtige skridt i retning af at stabilisere Østrig-Ungarn, som militært set havde været nært et kollaps.

En afgørende indsats

Det var derfor ikke overraskende, at general Falkenhayn nu rettede blikket mod Vestfronten, som han stadig anså for det sted, hvor krigen skulle afgøres. Den tyske generalstab var ganske bevidst om, at centralmagterne resursemæssigt ikke ville kunne hamle op med de allierede på lang sigt. En udmattelseskrig ville Tyskland ikke kunne vinde, og derfor handlede det nu om hurtigst muligt at genvinde initiativet på Vestfronten og fremtvinge en afgørelse. Spørgsmålet var blot, hvor den tyske offensiv skulle sættes ind?

Falkenhayn valgte et begrænset frontafsnit ved floden Meuse nær byen Verdun. På papiret var dette et af de stærkeste franske afsnit, da en række forter til sammen udgjorde et imponerende forsvarsanlæg. Desuden havde Verdun stor symbolværdi for franskmændene, men netop områdets psykologiske og historiske betydning var en del af den tyske plan: Om end det ikke står helt klart, hvad den tyske hærledelses præcise mål var for offensiven, så kan der ikke være tvivl om, at man fra tysk side håbede på at kunne tvinge Frankrig ud af krigen ved ét afgørende slag. Hvis Verdun ikke kunne erobres, eller et afgørende gennembrud ikke blev opnået som følge af offensiven, så ønskede man i stedet fra tysk side at lade fjenden ’forbløde’ på Vestfronten– dvs. tvinges franskmændene og briterne til at udføre nyttesløse angreb med store tab til følge og derved tvinge dem i knæ.

Den 21. februar blev den tyske offensiv ved Verdun indledt. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.
Den 21. februar indledte den tyske  hær en offensiv på Vestfronten. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.

Som angrebsmål var Verdun velvalgt trods de mange forter. Området havde siden efteråret 1914 været et af Vestfrontens mest rolige afsnit, og derfor var de frygtindgydende forsvarsstillinger nu kun sparsomt bemandet. Store dele af befæstningernes svære artilleripjecer var ligeledes blevet afmonteret og flyttet til andre frontafsnit, og i midten af februar var der kun opstillet fem franske divisioner på frontafsnittet. Heroverfor indsatte Falkenhayn ni tyske divisioner, ca. 100.000 mand, under den unge tyske kronprins Wilhelms kommando samt mere end 1.200 stykker artilleri, heriblandt tungt skyts som den frygtede ”Tykke Bertha” og store skibskanoner.

Især artillerimængden krævede fra tysk side en enorm opbygning ved fronten. Artilleriet var dog også udset en nøglerolle under det indledende angreb. Et præcist bombardement skulle bane vejen for de fremrykkende tyske angrebsformationer, og netop denne del af planen førte til, at operationen blev sat i gang 10 dage senere end oprindeligt planlagt. Sne og regn besværliggjorde effektiv observation af granatnedslag, og det blev derfor besluttet at udskyde angrebstidspunktet til den 21. februar – en udskydelse, som ikke var uden konsekvenser. Under indtryk af den seneste tids tyske troppeopbygning begyndte franskmændene nemlig i alt hast at forstærke deres front. Således var Verdun-afsnittet ved angrebstidspunktet blevet forstærket med yderligere tre franske divisioner.

Angrebet

Det var en kold, klar og tør morgen ved Verdun den 21. februar 1916, men kl. 08:12 blev stilheden pludselig brudt: Mere end 1.200 tyske kanoner åbnede ild mod de franske stillinger og skabte et inferno af jord, røg og stål. I otte timer regnede omtrent 1 million granater ned over de franske linjer og skabte noget, der lignede et månelandskab. Både hovedkamplinjerne, forbindelseslinjerne og byen Verdun blev hårdt ramt. Efter lidt under en time var kontakten mellem de franske linjer og baglandet stort set brudt sammen. Først lidt efter kl. 16 stilnede bombardementet af, hvorefter mere end 100.000 tyske tropper i bølger rykkede frem over en ca. 19 km bred front nord for Verdun på den østlige side af Meuse-floden.

Tyskerne mødte imidlertid stærkere modstand end forventet, men efter hårde kampe erobrede tyske tropper den 25. februar det vigtige franske fort, Douaumont, og stod nu kun otte km fra selve Verdun. Dagen inden havde den franske general, Georges Heer, beordret en begyndende tilbagetrækning – en beslutning som blev støttet af den franske øverstkommanderende, general Joseph Joffre. Medens tilbagetrækning måske militært set var en fornuftig beslutning, var det fra et politisk synspunkt til gengæld uacceptabelt. Den franske premiereminister, Aristide Briand, gav derfor Joffre besked om, at Verdun skulle forsvares for enhver pris, da tabet af det symbolsk vigtige område potentielt kunne få alvorlige politiske konsekvenser.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

Kort tid efter blev den franske general, Phillip Pétain, sat i spidsen for forsvaret af Verdun. Han beordrede de franske tropper til at holde ud og holde fast. Dette krævede især reservetropper og forsyninger, som pga. af de kraftige tyske bombardementer kun kunne komme frem på én måde, nemlig ad landevejen fra Bar-le-Duc ca. 60 km syd for Verdun. Her fik Pétain organiseret en konstant transport, hvor lastbiler uafbrudt kørte mod fronten. Stillede man sig op ved vejen, ville man blive passeret af en lastbil ca. hvert 14. sekund – døgnet rundt! I den anden retning ville man se lange marchkolonner af udmattede soldater, da Pétain også beordrede hyppige afløsning af de franske kampenheder. Disse tiltag styrkede den franske moral. Den primitive landevej til Verdun kom til at udgøre en livsnerve og blev hurtigt kendt som ’la Voie Sacrée’ – den hellige vej.

Den første tyske angrebsbølge ebbede ud i starten af marts. På dette tidspunkt havde tyskerne endnu ikke erobret højdedragene nord for Verdun, som ellers var centrale for operationens succes. Begge parter beredte sig nu på ny kamphandlinger og et længerevarende slag.

 

Relaterede indlæg:

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Sønderjyder

27. september 1915 – Thyge Thygesen: “… ja, det er Preussisk!”

Skriv en kommentar

Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36.

Brev, Jouy d. 27. 9. 1915.

Kære Allesammen!

Takker mange Gange for Eders kære lange Brev. Jeg seer deraf at Du atter er blevet meget urolig, lille Mor. Det skal Du vænne Dig af med. Hvad hjælper det? I Førstningen gik jeg ogsaa med en stadig Angst og Uro i Livet, særlig når Skydningen for Eks. var lidt heftig, eller der var noget Udsædvanligt på Færde. Men Mennesket er jo som bekendt et Vanedyr. Nu kan der komme hvad der vil. Jeg tænker kun på den Dag i Dag og er ligeglad som Fuglen under Himlen. Jeg siger mig selv, “er det Guds Villie at jeg skal dø, ja, så er det til mit Bedste; og lader han mig leve, så er det også til mit Bedste.” Han vil jo os ikke andet end vort Bedste og saa er der ingen Mening i for os at gå og gøre os Livet surere ved unyttige Bekymringer end som nødvendigt.

Vi ligger endnu i Ro her og har de bedste Dage man kan tænke sig. Var vi i Montecouve endnu havde vi vist atter været ved 9. Korps., da Franskmændene atter griber an der og dem der er kommen derhen efter os, er kommen derop – altså, foreløbig er det godt at vi er væk!

Stillingen her er nok også meget rolig. Der siges at vi er komne væk, fordi vi har haft en så dårlig Stilling nu så længe (Nouvron er virkelig en af de farligste Stillinger der gives – der falder en masse Folk) og så skulde have det noget bedre nu. Hvis det passer, ja, saa har vi jo ikke noget at beklage os over.

Jeg seer af Eders Fortælling om Stelzen, at Disiplinen også skal overholdes hos dem – men nu, de har jo ikke andet at tænke på. Men at de er lige så tossede her synes jeg rigtignok er overflødig. Men her er mange der har fået 3-5 Dage for samme Forseelser eller når Mützen sad skjæv, eller en Knap var op i Trøjen o.s.v. I Fredstid kan de tænke på sådan noget, men see efter det i Skyttegraven, ja, det er Preussisk! – Nå, når det går lidt hedt til, så mangler de gerne som seer efter sådan noget!! Så sidder de i bombesikre Dækninger.

Nu de kærligste Hilsener.

Eders Thyge

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)