Tag-arkiv: Somme

15. september 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampvognen, der sættes ind for første gang i historien i denne uge, nemlig ved Somme, hvor slaget raser på tredje måned; om belgiske tvangsarbejdere i den tyske industri; om det 7. slag om Isonzo; kampe i Grækenland og om felttoget mod Rumænien

8. september 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Hindeburgs og Ludendorffs nye dispositioner ved Verdun, en fransk katastrofe i jernbanetunnelen ved Tavannes, fransk-britiske angreb ved Somme, Centralmagternes angreb på Rumænien, der var trådt ind i krigen på Ententens side få dage tidligere, russiske angreb på Østfronten, nedskydningen af en Zeppeliner over London – Zeppelineren L24, der var stationeret i Tønder, deltog i angrebet, der omfattede i alt 16 Zeppelinere.  Der er desuden omtaler af kampene ved Isonzo og kampene i tysk Østafrika, hvor Dar-es-Salaam falder.

8. september 1916. “Aldrig havde regimentet forladt en kampplads med sværere tab”. FR86 gør status ved Somme.

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Resterne af regimentet samlede sig i Ugny og Lanchy, hvor der i landsbyerne sydøst for St. Quentin blev tilstået dem én dags hvile.

Aldrig havde regimentet forladt en kampplads med sværere tab. 15 officerer og 204 mand var døde, 15 officerer og 1063 mand var sårede, 7 officerer og 298 mand var savnede, og 299 var blevet syge af strabadserne. Af de savnede kunne en betragtelig del anses for døde.

Hvor lå de? Dels på kirkegården i Pargny ved Somme, dels på slagmarken spredt i grave og kratere.

Regimentets samlede tab i dette andet Somme-slag androg 37 officerer og 1943 mand. Det var fulde to tredjedele af regimentet, der da var rykket ud med en kampstyrke på 73 officerer og 2927 mand. Regner man det første Somme-slag med, androg summen af alle tabene 78 officerer og 3361 mand; d.v.s. at mere end regimentets almindelige kampstyrke var opbrugt på to måneder.

Hvor uhyrlige disse tab end var, så var fjendens tab, efter det indtryk, regimentet under kampen fik, ikke mindre. Da regimentet efter martsoffensiven 1918 igen kom i nærheden af de gamle Somme-slagmarker, kunne regimentets mandskab på mængden af de med blå-hvid-rød kokarde forsynede franske krigergrave måle de forfærdelige fjendetab, der efter det første indtryk at dømme syntes at være endnu større end vore.

De, der som ved et under kunne forlade stillingen, gjorde det også denne gang med rejst hoved. Selvom fjenden havde fået en lille terrænvinding, så havde han udkæmpet denne succes over for en sønderskudt, dødtræt og en til næsten det halve decimerede styrke bestående af ung forstærkning, der slet ikke var storkampens frygtelige indtryk voksen. To dage senere var en afværgesucces opnået, og dermed var fjendens hovedmål, det strategiske gennembrud, i den sværeste og mest kritiske stund blevet forpurret.

Anerkendelsen fra divisionskommandøren general von Blottnitz – den nåede først regimentet i den nye stilling – lød:

”Den hurtige indrykning i den nye stilling har hindret mig i at hilse på tropperne efter de umenneskelige anstrengelser ved Somme og udtale min anerkendelse af de fremragende præstationer i de sidste ugers svære kampe. Takket være jeres seje og dødsforagtende udholdenhed i den sværeste artilleri- og mineild, som fortsatte med uformindsket styrke i ti dage, har man hindret fjenden i at få en større terrænvinding syd for Somme. Fjendens terrængevinst står ikke mål med det uhørte opbud af mennesker, ammunition og materiel, som han har sat ind. Slaget ved Somme vil for altid udgøre et mindeblad i 18. division og dens regimenters historie”.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

8. september 1916 – Ribe Stiftstidende: Nordslesvigerne i slaget ved Somme

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Nordslesvigerne i slaget ved Somme

Krigskorrespondenten, Dr. Adolf Köster giver i Schleswig-Holsteinische Zeitung de slesvigere,  som deltager i slaget ved Somme, følgende vidnesbyrd: De er ikke højrøstede disse mænd fra Slesvig og Aabenraa, fra Husum og de frisiske øer. De trænger sig ikke frem. De gør sig ikke til af deres bedrifter: Hvorledes man faar Jernkorset? Man træder paa befaling frem og modtager det. Saaledes er de, ædruelige og dog følsomme, faamælte men i rette øjeblik fulde af vild kraft. De yder et stort arbejde, er sejge forsvarere. Ingen anden stamme overgaar dem i ilddisciplin – en prægtig race i krigen som i fredstiden.

En elev fra Ribe katedralskole falden

Købmand Jens Jensen, Allégade 4 i Haderslev, tidligere i Hvidding, har fra felten modtaget den sørgelige meddelelse, at hans eneste søn, Andreas, er falden under de sidste dages haarde kampe. Den afdøde blev 26 aar gammel; han var bogholder og havde en meget god plads i Julius Nielsens forretning i Vojens. han blev indkaldt for halvandet aar siden og har deltaget i kampene baade i øst og i vest. Sidste gang var han hjemme i pinsen. Jensen havde faaet en meget god uddannelse, en tid lang var der tale om, at han skulde have været paa officerskole. At han var afholdt af sine kammerater, vidner ogsaa det brev om, i hvilket kompagniet meddeler forældrene det sørgelige budskab. Nogle faa af hans ejendele er blevne sendt hjem. Medens faderen boede i Hvidding, gik Andreas i Ribe katedralskole og tog realeksamen her fra i 1908.

En russisk fange skudt

En russisk krigsfange søgte i mandags at komme over grænsen ved Vejstrup Skov. Da han naaede ind i den Aller kro tilhørende mose, blev han opdaget af de tyske vagtposter; de skød paa ham, og han, der kun var ca. 300 alen fra grænsen, styrtede ramt til jorden, men mens han laa der, skød man paa ham endnu to gange. Saa vidt man ifølge Kolding Avis kunde se fra dansk side, levede russeren endnu, da tre tyske soldater slæbte ham bort.

Faldne

Jens Weggerslev og hustru i Skelle ved Broager har modtaget budskab om, at deres ældste søn Hans er falden i Rusland den 28. august, 20 aar gl.

Bødker J. Petersen i Guderup paa Als er falden. han efterlader hustru og 3 børn.

Købmand Jens Jensen i Haderslev, tidligere i Hvidding, har modtaget meddelelse om, at hans eneste søn Andreas Jensen er falden, 26 aar gl.

For nogen tid siden meddeltes, at landmand Kristian Nicolaisen fra Gasse ved Skærbæk var falden; han blev ramt af et skud i hjertet. En broder laa i nærheden; han kom hurtig til stede, og i hans arme udaandede den haardt saarede.

I tabslisten meddeles, at Anders Bjerrum fra Øster Gasse er død.

Saarede

Forpagter Rasmus Rasmussen fra Slyngsten ved Felsted er saaret.

I tabslisten meddeles, at Ernst Røbbe fra Kristiansdal, Peter Petersen fra Skovbøl i Aabenraa amt, og Johan Iversen fra Kegnæs er haardt saarede; Andreas Nielsen fra Arrild opføres som haardt saaret og savnet.

Nikolaj Kudsk fra Friskmark ved Gram har skrevet hjem, at han er paa et lazaret i Hannover.

I fangenskab

Jørgen Christensen fra Rødekro menes at være i engelsk fangenskab.

Landmand Jacob Dahlmann, søn af gaardejer Mikkel D. i Randerup, er i fransk fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Jens Jessen fra Uge og Nicolaj Wrang fra Egen er i fangenskab.

Endvidere meddeles, at Hans Ehlers fra Guderup og Peter Petersen fra Mintebjerg er i fangenskab, og at Christian Christensen fra Vester Nybøl er let saaret og i fangenskab.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Mathias Møller fra Hellevad, Christen Andresen fra Ullerup og Karl Clausen fra Sønderborg og Peter Frost fra Felsted er savnede.

 

7. september 1916. “Da natten faldt på var der igen stønnen og skrigen fra kraterne …”

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Da natten faldt på var der igen stønnen og skrigen fra kraterne. Ingen hænder var til overs til at bringe hjælp til de sårede fjender. Den nye linje, der var nået ved fremstødet måtte graves ud.

Når tørsten herved plagede, blev de faldne franskmænds feltflasker undersøgt.

Dragoner og rekrutter, de sidste uden officerer, gruppeførere blev indsat til at understøtte arbejdet, et tegn på, hvor stor nøden var.

I skyndingen havde man ikke givet dem identitetsmærker; faldt de, så kendte ingen de døde.

På to nætter var den nye skyttegrav færdig, og en spærring trukket.

Om aftenen den 7. september rasede endnu engang trommeilden. Et angreb udeblev. I denne nat foretoges afløsning ved infanteriregiment 369.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

7. september 1916. Matthias Møller i helvedet ved Somme

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

7.-13. september 1916

(… fortsat)

At fortælle om de 7 Dages Ophold vilde føre for vidt. Det hele står for mig i Dag som et Mareridt. Dag og Nat, kun afbrudt af kortere, roligere Perioder — Trommeild. Om Dagen skulde man også søge Dækning for Flyverne.

En Gang, da vi kom tilbage fra en Meldegang, var en mindre Granat eksploderet lige overfor mit Hul. Hvis jeg ikke havde været undervejs, havde jeg været færdig. De andre var uskadte.

En anden Gang, lige før jeg nåede Bataillonsunderstanden, eksploderede en større Granat i en Afstand på 2-3 meter på Løbegravsdækningen. Jeg så lige ind i Eksplosionsilden. Men Splinterne gik over mig og Lufttrykket kastede mig mange Meter bort, mens Jordklumperne raslede ned over mig.

Også Klorgasgranater blev vi udsat for. Det var ingen Fornøjelse at skulle løbe med Gasmaske på.

To tyske soldater i skyttegrav med gasmasker, håndgranater og rifler med opplantet bajonet (Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)
To tyske soldater i skyttegrav med gasmasker, håndgranater og rifler med opplantet bajonet (Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

Det værste var med Forplejningen og Vand. Vi led meget af Tørst. Køkkener kørte hver Nat, hvis de da kunde komme gennem Spærreilden, frem til en Banedæmning, som lå temmelig langt tilbage. Det gav hver Nat Døde og Sårede blandt dem, som hentede Mad.

 Efter 5 Dages Forløb blev Regimentet afløst. Men til os Stafetposter var der ingen Afløsning. Vi kunde næsten have grædt af Skuffelse. Det var for os næsten, som at høre vor Dødsdom.

Først 2 Dage senere slog Befrielsestimen for os. Vi var ikke langsommere om at forsvinde, end dem, vi havde afløst.

Vi løb så længe, vi kunde. Det farligste Sted på Tilbagevejen, var Overgangen over Sommefloden ved St. Christ, som lå under Ild.

Det gjaldt om at passe på det rigtige Øjeblik. En Gruppe på 5 Faldne ved Siden af et Granathul vidnede om, at det ikke altid lykkedes.

Vi nåede igennem og traf senere, træt og forpustet, en Munitionskolonne, som tog os med til Monchy la Gache, hvor Kompagniet lå.

Næste Dag var der Mandskabsappel. Det var med en underlig Følelse, man hørte, henholdsvis ikke hørte om de, der blev derude.

Det ene Kompagni samlede med 30 Mand Resten af 200. Vi havde ikke haft så store Tab.

Min første Stilling i Sommeslaget står i min Erindring som noget af det uhyggeligste, jeg måtte igennem i Krigsårene.

DSK-Årbøgerne, 1942

6. september 1916. “Jeg rystede over hele Kroppen, jeg var hundeangst” – Matthias Møller ved Somme

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Den 6. Septbr. henimod Aften blev vi stillet op, forsynet med Stormbagage, og fik uddelt Lyspistoler og Lyskuglemunition. Der blev sagt, at vi skulde kun ud og lave Skansearbejde. (For at ingen skulde tage „Afgangs-billet”). Vi troede ikke rigtig på det. Men det „kunde” dog være sandt.

Gruppevis (4 Mand) i Afstand forlod vi Byen. Fjendtlige Observationsballoner kunde overse Landskabet, og for at undgå for store Tab ved Ildoverfald gik vi i Afstand.

Da Mørkningen begyndte, rykkede vi sammen og marcherede i Række på een.

Rundt i Landskabet eksploderede Granaterne. Terrænet var gennempløjet af Eksplosioner, Granathul ved Granathul. Alle Ejendomme var Ruiner. Træerne strakte splintrede Grene og Stammer ud i Luften, alt virkede så uvirkeligt og uhyggeligt ved den Ødelæggelse, det var undergået.

Natligt_angreb_måske_Somme

Henimod Klokken 11 samledes vor Bataillon på en Mark ved Siden af en Hulvej.

Geværerne blev stillet sammen og Bagagen taget af. Kornet, som endnu stod skokket på Marken, blev hentet, for at blive benyttet som Underlag til Hvile. Det var bleven forbudt at tænde Cigarer, Cigaretter eller Pibe. Men det varede ikke længe, før man trods Forbudet hist og her så små Lysglimt.

Kort Tid senere kunde vi høre fjendtlige Observationsmaskiner over os, og ikke længe efter begyndte et fjendtligt Batteri at beskyde os.

Den første Granat gik for kort — jeg skal love for, vi fik Næsen ned — den anden gik for langt. Men den tredie sad midt i det ene Kompagnis Geværpyramider. Straks kom Råbet: Saniteter, Saniteter!

32a Transport såret_cropped

Da Splinterne var fløjet, fo’r alle op og af Sted mod Hulvejen. Det var et forfærdeligt Kaos. Geværerne og Bagagen blev trampet ned.

Den første Ordre lød på, at vi skulde tage vore Ting med. Men den blev straks annulleret ved en ny Ordre om, at alt skulde blive liggende.

Tre Kompagnier styrtede ned i Hulvejen, hvor vi lå Mand ved Mand, så tæt, som Sild i en Tønde.

Granaterne kom nu susende i uafbrudt Række. Hvert Øjeblik ventede man at se en Fuldtræffer lande i Hulvejen, for Franskmændene måtte jo have nøjagtige Generalstabskort og altså kende Terrænet. En sådan Træffer måtte få frygtelige Følger.

Jeg rystede over hele Kroppen, -— jeg var hundeangst. Den halve Time, vi lå der under dette Ildoverfald, mit første, har i hele min Fronttid været den eneste Gang, hvor mine Nerver fuldstændig svigtede, hvor jeg havde en håbløs Angstfølelse. Jeg har i de næste 2 År været udsat for Situationer, der har været mere farlig og nervepirrende, men jeg har aldrig haft en lignende Følelse.

Midt under det hele kom Lastbiler frem med Håndgranater. Jeg blev sammen, med andre Kammerater afkommanderet for at modtage Forsyninger. Da vidste vi sikkert, at nu gik det i Stilling.

Ilden stilnede af og vi slap med Skrækken.

Imidlertid var der kommet Kammerater fra Stillingen, som skulde føre os frem.

I Hast gik det så videre. Spærreilden var sat ind. og enhver havde kun den ene Tanke, hurtigst at nå Må let. At gå i Stilling i et Kampafsnit, er værre, end at ligge i Stillingen.

Den Del af Kompagniet, jeg hørte til, skulde besætte Stafetposterne mellem Bataillonskommandoen og de forreste Linjer.

Da vi nåede den Løbegrav, vi skulde besætte, fik vi anvist vore Pladser.

Det hele gik i en rygende Fart. Der var ingen Tid til Forklaringer. Sammen med 3 Mand stod jeg pludselig ovenpå en Løbegravsdækning og så Resten af Kompagniet forsvinde i Nattens Mørke.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Kammeraterne, vi skulde afløse, var færdige til at stikke af. De gav sig lige Tid til at sige: nærmeste Post til venstre ca. 150 meter Bataillonsunderstand og til højre ca. 200 meter indtil Romerchausseen og så lige ovre på den anden Side, 20 meter herfra, ligger der en Falden — ham skal I ikke blive bange for. Og væk var de — ikke et Ord mere. Resten skulde vi nok finde ud af.

Vort Opholdssted var et Stykke Løbegrav på en 6-7 meters Længde med nogle små Udgravninger i Leret ved Siden, hvor man lige kunde krybe ind for at søge Dækning for Splinter. Ellers ikke noget. Jeg syntes i min Uerfarenhed, at det var umenneskeligt at skulle tilbringe Dage og Nætter under sådanne Forhold.

Men vi havde det godt i Forhold til dem i Kamplinien. Der lå Tropperne kun i Granathuller i ganske kort Afstand fra Fjenden. En sammenhængende Linie eksisterede ikke. Dag og Nat bølgede Angreb frem og tilbage. De Faldne blev smidt op på Randen af Granathullerne og benyttet som Dækning. Sårede var så godt som fortabt. De kunde ikke bringes tilbage. Jeg har ikke set mange gå eller blive transporteret tilbage fra forreste Linie i de 7 Dage, vi lå der.

Soldaten_Kleinwiehe_Bd_1_189

Behagelig var vor Lod nu heller ikke. Jo værre det stod til med Angreb og dermed Trommeild på hele Egnen bagud, jo mere Meddelelser, Ordrer og Forespørgsler skulde bringes frem eller tilbage. Kun, hvis vort Afsnit ikke lå under stærk Artilleriild, gik vi alene — ellers altid to.

Det varede heller ikke længe, før vi måtte af Sted. Det var godt, at vi havde fået Besked på, at der lå en Falden i Graven. Ellers havde vi sikkert fået en alvorlig Forskrækkelse. Da vi kom omkring et Hjørne, lå han der på Ryggen, det ene Ben og den ene Arm bøjet opefter. Man kunde ikke komme forbi, uden at træde ham på Livet. Det løb mig koldt ned ad Ryggen. Og hver Gang, jeg den Nat måtte over ham, havde jeg en Uhyggefornemmelse.

Når Artilleriilden tillod det, sprang jeg, før jeg nåede Stedet, op på Dækningen og ned på den anden Side.

Næste Dag skovlede vi Løbegravsvæggen ned over ham. Der fandt en af de mange en Grav. Vi måtte Dag og Nat utallige Gange over den.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

 

6. september 1916. Somme: Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Om morgenen rettes der tunge kalibre, ind til 28 cm, mod fronten og Berny.

Fra kl. 2 om eftermiddagen raser trommeilden som en orkan.

Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer.

Angrebet bliver straks erkendt både af infanteriet og artilleriet. Foran 8., 5. og 7. kompagni bliver han holdt nede med artilleri- og infanteriild. Foran 1. kompagni og 5/68 bølger kampen frem og tilbage, ind til også her modstanderen viger. 6. kompagni består nu kun af tre stærkt spredte grupper på hver 10 mand.

For den midterste lykkes det med heftig ild at rive den fjendtlige linje op foran deres front, de to andre grupper bliver rendt over ende og nedkæmpet efter et heftigt håndgemæng. Her var gennembruddet altså næsten lykkedes.

Da iler i nødens stund 3. kompagni ud af Berny-slugten.

Franskmanden går tilbage, resten af 6. kompagni bliver befriet fra en delvis omringning. Begge kompagnier forfølger modstanderen ind til tæt foran den gamle K3 og besætter her nogle gamle stykker skyttegrav.

Til højre derfor var ligeledes løjtnant Knutz med 1. kompagni og dele af 68’erne gået frem ca. 300 meter ad ”Dronningevejen,” havde dér taget fanger og taget et maskingevær som bytte.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

5. september 1916. Somme: “En tynd linje af totalt udmarvede tropper skulle standse fjenden …”

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Om dagen tung beskydning. II bataljon havde alene den 5. september, 19 døde og 61 sårede.

I natten til den 6. blev den nye grav med en sidste kraftanstrengelse gjort endnu dybere. Et nyt tomrum var opstået på højre fløj. 90’erne havde forrige nat uden kamp skudt deres front frem uden at underrette regimentet. 8. kompagni genoprettede i denne nat forbindelsen mellem de to regimenter.

En hel tynd linje af totalt udmarvede tropper næsten uden reserver skulle den 6. september standse fjenden, som forberedte et yderligere spring. Det var 8., 5., 7. og 1. kompagni, 5. og 6. kompagni fra regiment 68 samt 4. og 3. kompagni lå i anden linje.

Ville dette bånd kunne holde?  Hvis ikke, så ville fjenden stå i åbent terræn, for yderligere reserver var først under vejs. For nogle dage siden havde et fransk fly nedkastet nyheden om Rumæniens tilslutning til fjenden over vor stilling. Den værste krise for Tyskland var nu virkelig brudt ud, skæbnen på vestfronten balancerede på en knivsæg.

Den 6. september tidligt stod det klart, at fjenden forberedte et afgørende stød.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

5. september 1916. Matthias Møller ved Somme: “Mit Hjerte sad helt nede i Bukserne …”

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69 (RIR69). Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Omsider blev vi stillet op og videre gik det ad Veje og Chausséer mod Fronten.

Der gik i begge Retninger en næsten uafbrudt Række af Troppedele, Privatbiler med Officerer, Lastbiler, Sanitetsvogne, Trænvogne, Munitionskolonner, Kanoner, Sårede og alt muligt andet.

Chausséen var dækket af en eneste Vælling af pulveriseret Kridt, Sten, Jord og Ler. Ofte måtte vi ud på Marken, for i det hele taget at kunne komme videre.

Hen på Eftermiddagen nåede vi Potte, en lille By ikke langt bag Fronten, der var forladt af Befolkningen.

Her blev vi indkvarteret. Kanontordenen fra Fronten var her så stærk, at det hele kun virkede som en uhørt, uafbrudt Buldren og Bragen. Husene vibrerede og Teglstenene på Tagene klirrede.

Ved Indgangen til Landsbyen lå et Slot, som var taget i Brug som Lasaret. Det var overfyldt. Udenfor på et større Terræn stod Båre ved Båre med Sårede og Døde, hvis Sjæle efter svære Lidelser allerede var nået til en bedre Verden. Man kunde næsten misunde dem for, at de havde overstået det, vi andre måske gik ind til.

Det var et frygteligt Syn, som på mig, der var uerfaren, gjorde et stærkt og nedslående Indtryk.

Jeg traf en Kammerat, som var helt mørk i Ansigtet — han havde været udsat for et Flammekasterangreb. Jeg spurgte, hvordan det var i Kamplinjen. Det rene Helvede, svarede han og gik. Ingen var oplagt til at sige noget.

Jeg må ærligt tilstå, at mit Hjerte længe sad helt nede i Bukserne. 2 Dage før, den 3. Septbr., havde der været Angreb af Franskmændene med Kolonitropper og Englændere på omtrent hele Sommefronten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

4. september 1916. Matthias Møller kommer til Somme

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69 (RIR69). Han fik sin ilddåb ved Somme.

(… fortsat)

Den 4. September marcherede vi i Retning Coucy le Chateau.

Henimod Aften, da vi marcherede gennem en mindre Landsby, kom der pludselig Alarmordre. Geværerne blev stillet sammen. Men vi fik ikke Lov til at tage Bagagen af.

Kort Tid efter gik det videre. Regnen begyndte at sile ned. Gennemblødt nåede vi noget før Midnat Coucy le Chateau, hvor lange Tog holdt parat.

Sammenstuvet som Sild i en Tønde gik Rejsen om ­sider videre. Humøret var imidlertid sunket til Nulpunktet.

Gennemvåde og med Udsigten til at blive sat ind i Sommeslaget kunde jo ikke faa os til at se lyserødt paa Tilværelsen.

I Morgenskumringen holdt Toget i et taaget Land­skab, og Udladningen begyndte. Ind til Trænet fik deres Bagage og Heste ordnet, fik vi Plads i et stort ramponeret Skur. Det trak og vi frøs nederdrægtig i vort klamme Tøj.

Kanontordenen kunde vi høre i det fjerne. Den var bleven kraftigere og kraftigere. Da Solen gik op, så og hørte vi, at vi var ved Byen Ham — bag Sommefronten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

4. september 1916. Angreb ved Somme! Forreste linje rendt over ende!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 4. september gryr. Tung ild ved fronten, deriblandt sværme af tunge miner.

Fra kl. 11 formiddag trommeild. Kl. 12,15 springer fjenden frem i tætte formationer.

Den fuldstændig rystede og sønderskudte forreste linje, der består af 13., 2., 11., 12. kompagni, bliver rendt over ende og for største parten taget til fange. Også K3 måtte prisgives overmagten. Til højre bliver mellemstillingen holdt af 4. kompagni og en deling fra 3. kompagni. På

det venstre afsnit kaster sig en lille flok under ledelse af løjtnant Jepsen og oversergent Schultz med dødsforagt mod fjenden for at generobre K3. Forgæves. Begge førere falder. Men her støder fjenden dog ikke længere frem.

Ved middagstid får II bataljon ordre til at rykke frem. Fremrykningen i den lange løbegrav, der allerede begyndte ved Miséry, kunne kun foregå langsomt og krævede hele eftermiddagen. Hen mod aften stod det klart, at de tilkaldte reserver ikke slog til over for det angreb, der blev ført over en bred front og med voldsom overmagt. Modstødet blev opgivet.

Det gjaldt nu om at udfylde de huller, som angrebet havde revet. Som nævnt blev mellemstillingen nordøst for Berny holdt af 3. og 4. kompagni, bagved i anden linje 1. kompagni. Til højre gabte et hul over til 90erne, her blev 7. og 5. kompagni sat ind. Bagved dem 8. kompagni. Til venstre for 4. kompagni måtte 6. kompagni udfylde et 500 m bredt hul, som strakte sig fra 4. kompagnis venstre fløj og til vejgaflen nord for Berny. Bagved dem 6. kompagni fra regiment 85.

I strømmende regn, der varede hele natten, og under bestandig artilleriild gravede kompagnierne sig ned i det helt åbne terræn. Om morgenen er deres grav knædyb.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

3. september 1916. Somme: En ny dag med svære tab

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 3. september var der igen kraftig ild mod fronten og baglandet. Mad og levnedsmidler kom kun delvist frem, og det med svære tab.

Denne dag kostede regimentet 24 døde og 96 sårede.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

2. september 1916. Gasangreb ved Somme!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Umiddelbart efter afløsningen, den 2. september, kl. 4 om morgenen, brød trommeilden løs.

Fronten forblev uskadt, og de svage knald lød mærkelige. Det var gasgranater.

Da dagen oprandt svømmede alle sænkninger, hulveje og bagudvendte grave i et hvidligt tågehav, af hvilke skovpartier og højder tittede op som øer.

Således troede fjenden at have isoleret fronten og lod sin trommeild være rettet mod de forreste linjer.

Alle reserver blev alarmeret, den afløste II bataljon blev standset under marchen.

Men der kom ikke noget angreb, sandsynligvis fordi den begyndende morgenvind fik fjenden til at tvivle på gassens virkning.

Ved fronten tager beskydningen af. Alarmen bliver afblæst, II bataljon går i sit hvilekvarter i Epénancourt og Falvy. Men så langt når de fjendtlige granater.

Om natten slår en granat ned i et skur, 5 mand døde, 12 sårede, 3 heste døde, 6 sårede.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

1. september 1916. Det trækker op til et nyt helvede ved Somme

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 31. voksede arbejdet dem over hovedet. En udeltagende ligegyldighed truede med at gribe om sig. Fem dage og nætter uden søvn, i en åben grav, hele dagen denne forfærdelige ild. Er vi overhovedet mennesker længere? Er vi ikke omvandrende spøgelser?

Den 1. september smadrede tunge miner tunnelen.

Om natten til den 2. september blev II bataljon, der havde ligget i stilling i ti dage, afløst af III bataljon. 9. kompagnis forsyningsfolk blev begravet, netop som de havde overtaget stillingen. Ved opmarchen blev kompagniets fører, løjtnant Iversen, dræbt af en granat. For nu fyrede fjenden hele natten.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

29. august 1916. Af Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

H.P. Hanssen mener, at man absolut skal holde på, at naturalisation i hvert enkelt tilfælde gøres afhængig af et andragende. Og i Danmark bør man overfor andragender sige, at man vil behandle dem med velvilje. Og da spørgsmålet først kan nå at blive afgjort hen i februar måned, vil andrageren formentlig ikke blive indkaldt før den tid. Og så kan meget jo være forandret.

Varer fra de amerikanske hjælpedepoter i Belgien til tyske soldater

Fra den belgiske front kom for 10-12 dage siden Hans og Peter Alexandersen af Sottrup hjem på orlov med tornystre og brødposer fulde af kaffe, ris, te og andre levnedsmidler, som de har fået udleveret fra et amerikansk depot. De forklarer, at når soldaterne er afløst i skyttegravene, tager de ind til depotet og henter rigelige forsyninger, som de så fører med sig, når de går tilbage til skyttegravene. Varerne stammer fra de depoter, som amerikanerne har anbragt i Belgien til lindring af nøden blandt den fattigste befolkning! De to ovennævnte er gode sønderjyder, og den ene af dem har skrevet en række af de smukkeste feltbreve til ”Hejmdal”.

Store tab for Sommefronten

På Sommefronten har 9. Armékorps reserve holdt i 14 dage, medens 4. Armékorps kun kunne være der i 4 dage, og tabene har ved en enkelt bataljon (regiment?) været så store, at den mistede ikke mindre end 2500 mand.

Engelsk-franske flyvere på Sommefronten

Der er forholdsvis få tyske flyvere – i al fald i sammenligning med franskmændenes. Det tyske mandskab i skyttegravene ligger nu mere spredt, og det er til dels modløs, fordi det tyske artilleri ikke svarer tilstrækkeligt på fjendens ild. Forholdet kan omtrent betegnes således at hvor tyskerne skyder 15 skud, kommer der 100 fra fjenden. Årsagen hertil er de fjendtlige flyveres fortrinlige spejdervirksomhed . De er både mange og dristige og flyver langt indover de linjer og så snart de har opdaget en kanonstilling signalerer de til det engelsk-franske artilleri, som i løbet af ganske kort tid enten ødelægger de tyske kanoner eller tvinger tyskerne til at trække dem tilbage.

Og så har fjendens flyvere – englænderne – fundet på at beskyde skyttegravene. En sådan pansret kampflyver er endog gået ned til en højde af ca. 90 m og har med sit maskingevær beskudt skyttegravene på langs; andre flyvere har ligeledes på samme måde men med bomber og naturligvis fra et højere niveau. Imidlertid springer gennemsnitlig regelmæssigt ikke hver 3. bombe, men bliver liggen[de], hvorefter tyskerne senere graver den ud og udtager sprængstoffet, som de har hårdt brug for.

En flyvemaskine af en særlig konstruktion

Der faldt, som bekendt en tysk flyvemaskine ned i Østersøen den [tomt felt]og forlis senere til Bornholm, efter at besætningen var reddet. Det er en maskine af en konstruktion, af hvilken tyskerne har ventet sig meget. Officeren og hans ledsager er nu stillet for en krigsret og menes at ville få en hård straf (Meddelt af en elektriker (sønderjyde), der arbejdede på den pågældende flyvemaskinefabrik. Hvor er maskinen henne? Er den udleveret?

338

Stvb

Det hedder, at to transporter finner på henholdsvis 200 og 400, af den såkaldte bedre klasse (bourgeoisiet) er ført til østfronten for at kæmpe mod russerne. De får en bedre behandling end de øvrige soldater.

-I fjor sendtes en 600 svenske officerer til lejren i Leckstedt for at uddannes i brugen af tysk artilleri. Man har intet hørt til dem siden!

– På Sild er besætningen forøget fra 6000 til 10.000 mand, og det menes, at artilleriet er betydeligt forstærket.

Rømø har også fået større besætning.

-Garnisonsbyerne i Slesvig og Holsten er tømte for felttjenstduelige soldater.

Rekrutdepotet i Lybæk er foreløbigt ophævet.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

29. august 1916. Somme: Tegn på et nyt engelsk angreb

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten.

Den 27. august tog ilden påfaldende til, hulveje, løbegrave og K3 blev betænkt. Det gav overvejelser.

Om natten fra 27. til 28. blev III bataljon afløst af I bataljon, II bataljon afløste internt. I de følgende dage faldt granaterne og minerne stadig tættere. Fjendtlige fly kom i tætte sværme, observationsballoner rakte deres nysgerrige halse stadig højere.

Tabene blev større; eksempelvis bragte den 29. august, 18 døde og 54 sårede.

Den dag kom der om eftermiddagen et skybrud af usædvanlig styrke. Gravene stod stedvist under ½ m vand; de små underjordiske gange, som var anlagt i den foregående uge, blev for en stor del fyldt med vand. Kraterne blev til små søer.

Tropperne var gennemvåde til skindet og blev dybt udmattede stillet foran nye, tunge arbejdsopgaver. I de følgende dage rev tung artilleri- og mineild nye smertelige huller.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

26. august 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, Østfronten, hvor Brusilow-offensiven mister pusten, Balkan-fronten, hvor fem hære på ententens side samler sig, russernes offensiv i Kaukasus – samt om den noble tyske ubådskaptajn de Lothar von Arnauld de la Periére.

26. august 1916 – Lorens Jepsen: kun arbejderne og middelstanden må lide og og dø

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

d. 26.8.1916

Min kære Anne!
For et Stykke Skinke som jeg modtog i Aftes hermed min hjerteligste Tak. Jeg ved ikke rigtig om jeg bemærkede det paa Brevkortet i Gaar men jeg er nu atter bag Fronten, dog kun for et Par Dage. Det ser næste ud, som om vi skal beholde fast Stilling her, lige som sidste Vinter i Champagne, dog det er jo kun Formodninger vi ved jo aldrig hvad næste Time kan bringe, alt kan jo ændre sig i kort Tid. Som jeg skrev, har vi de Dage, vi var for ude, haft det meget roligt, længere mod Nord, paa den engelske Front, har det tordnet uafbrudt. Hvad det har at betyde med denne Ro herude, ved jeg ikke, thi at Franskmændene skulde slaa sig til Ro, tror jeg ikke.

Det er sørgeligt, at Krigen saaledes skal vedblive at rase. Blot vi kunde faa de store Herre, som staar for Styret herud i Skg. [dvs. skyttegraven]. Du kan tro, de vilde snart faa Næsen fuld. Men desværre er det kun Arbejderne og Middelstanden som maa lide og og dø, de øverste ti Tusinde mærker jo kun lidt til Krigen, enten er de hjemme, som uundværlige, eller ogsaa har de en Trykpost et eller andet Sted. De faa, som naar her helt ud, tjener ej heller som mening Soldat, men bliver Befalingsmænd, om det ogsaa kun er tyveaarige Lømler, og under disses Uforstand og Drengeagtighed maa vi saa lide. Dog, vi har aktive Officerer, som ikke er et Haar bedre. Vi har stadig Folk, som maa eksersere efter, naar vi ligger bag Fronten, fordi de har spist deres Jernportion, disse smaa Blikdaaser med Kød, som Du kender. Det er jo egentlig at stift Stykke, naar man betænker, at Folkene maa udholde Anstrængelser og Lidelser og stadig har Døden for Øje, at de saa straffer fordi de har spist disse Stumper Kød. Var det ikke bedre, om man gav dem saa meget, at de kunde spise sig mæt.

Nu lige jeg skriver dette er der en Skare franske Flyvere over os og en af dem træffes af vort Skyts og maa gaa brændende ned. Nej, Krigen er forfærdelig.

Som det lader, gaar Rughøsten nok ikke saa rask fra Haanden paa Grund af Regnen. Her i Frankrig er det ogsaa renset[?] for Tiden. Men den bedste Tid af Sommeren har vi jo haft. Dagene kortes og Efteraaret nærmer sig med stærke Skridt. – I de sidste Dage har tre af vort Kompagnie saaret sig selv med deres Bøsse. – af en Forseelse naturligvis; de vil blive stillet for en Krigsret.

Der hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

25. august 1916 – Lorens Jepsen: ” … Stanken fra de mange Lig”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

Min kære Anne!

Hjærtelig Tak for et Brev som jeg har modtaget i Dag. Ligeledes min bedste Tak for en Pakke med Smør, men naar Smørret er saa knapt derhjemme, saa behøver Du ikke at sende mig mere, jeg klarer mig nok alligevel og I behøver det jo haardt nok selv. Ja, det er slemt, meget slemt for Eder Hjemme og det vil blive meget værre endnu, naar Krigen ikke snart endes, og det er der desværre slet ingen Udsigter til.

Jeg gruer for Vinteren, har faaet nok deraf sidste Vinter og da havde vi endda en god Stilling. Bliver vi til Vinter hvor vi nu er, saa bliver det forfærdeligt, da det er lavt, leret og fugtigt. Vi kan ikke komme i Jorden for Grundvandet og derfor heller ikke forskaffe os Artilleridækning. De Par Dage vi har været i Graven, har vi alle været syge, har ikke kunnet spise og haft Diarré, det kommer af den fugtige Luft og af Stanken fra de mange Lig

de hjertl. Hilsner Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Barleux_aug_1916
Infanterie-Regiment Nr. 75´s stilling ved Barleux under Somme Slaget (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934)

24. august 1916. Læge på feltlazarettet ved Somme

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli-august 1916 holdt det til i en kirke i landsbyen Quivières.

Den eneste lokalitet, der efter forholdene overhovedet kunne komme i betragtning, var kirken. Hele personalet begyndte straks at fjerne alt løst inventar hvad der tildels var forbundet med større besvær, og at rense bygningen.

I hovedrummet blev der derefter anbragt sække med halm, der imidlertid nogle dage senere blev erstattet med rigtige senge. I det ene sideskib blev der bagved nogle ophængte tæpper indrettet operationsstue, mens sakristiet ved siden af blev sterilisationsrum samt opholdsrum for operationsstuens faste folk.

Lazarettets øvrige institutioner (kontor, apotek, køkken, officersmesse, vognpark, kvarter for trainmandskab og heste) blev anbragt rundt omkring i byen på dertil mere eller mindre egnede steder. Vistnok allerede den første aften kom nogle transporter med sårede fra kamplinjen, der var ca. 10 km borte. Ambulancen (sanitetskompagniet) lå i en naboby noget nærmere ved fronten.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

Forholdene var i de første dage i høj grad improviserede, men efterhånden kom vi i orden. Ved siden af kirken blev der rejst et telt, og lige overfor dette en operationsbarak. I begyndelsen blev der udelukkende opereret i kirken, senere kun i barakken, hvor der arbejdedes i to afdelinger og jævnlig døgnet rundt.

Feltlazarettet disponerede over to fuldtuddannede kirurger, der tog sig af laparotomier (åben operation, der udføres gennem åbning af bugvæggen) og lignende mere komplicerede ting og som regel måtte overlade det andet til reservelæger og underlæger (der var ældre medicinstuderende); disse sidste udførte f.eks. ikke sjældent ganske selvstændig trepanationer (åbning af kraniet ved udboring af et eller flere huller), hvad der i den sædvanlige rutinemæssige udførelse (og når operatørens hæmmende forestillinger i krigens løb var gået af ham) ikke frembød nogen større vanskelighed. Nyankomne sårede blev anbragt i teltet, der i forbindelse med pladsen udenfor, hvor der stod en del af kirkens bænke, blev brugt som modtage- og sorteringsafdeling.

ADCB_B117_såret_sanitet_lazaret
Transport af såret (øvelse)

Marchdygtige sårede blev efterset og i kolonner sendt videre, siddende og transportable liggende blev evakueret med sanitetsmotorvogne, vistnok til St. Quentin. De opererede og dårlige kom i kirken, hvor de lå, til de enten døde eller kunne transporteres, hvad der på grund af pladsmangel som regel allerede skete efter få dages forløb, selv om nogle undertiden også lå der i flere uger.

Vi to medicinere fik i denne periode lov til at gøre os gældende. Vi blev anvendt til journalskrivning (sådanne måtte føres selv i de travleste tider og fulgte så altid med patienten til de faste lazaretter), narkotiserede, assisterede, instrumenterede, ledede i perioder modtageafdelingen, fungerede som sektionskarle og deltog, når vi kunne undværes, i nattevagten i kirken.

Mortaliteten (dødeligheden) var stor. I kirken døde undertiden ca. 10 i løbet af en nat. En stor rolle spillede her gasphlegmonerne [koldbrand], hvis lumske og uhyggelige forløb ikke kunne undgå at gøre et dybt indtryk. De sårede havde undertiden ligget nogen tid på slagmarken og kom allerede ind med fulminante phlegmoner [koldbrand], andre viste først symptomer efter indlæggelsen til trods for, at der ved sårrevisionen altid blev taget særlig hensyn til muligheden eller sandsynligheden for anaerob [iltfri] infektion.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Fra læge Hans Lorenzens fotoalbum

Arbejdet var overordentlig anstrengende, i hvert fald til tider og navnlig de første uger; vi måtte altid være tilstede, havde intet kvarter, men sov, når vi fik lidt tid, i en stald bagved kirken, ude i det frie eller på gulvet i barakkens forrum. Selv om landsbyen ikke lå så langt fra fronten, blev vi dog kun ganske få gange generet af artilleriild eller flyverbomber, derimod gik det en del ud over nabobyen, hvor ambulancen lå.

I en mere rolig periode fik lazarettet forsøgsvis tildelt to Rødekors-sygeplejersker. Disse svarede dog slet ikke til forventningerne, bestilte intet på afdelingerne, men holdt som regel til i officersmessen, hvor de virkede som gedder i karpedammen.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

22. august 1916 – Lorens Jepsen: “… jeg ligger her ude i Skg.”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux sydvest for Peronne.

d. 22.8.1916

Min kære Anne!

Min aller hjerteligste Tak for Fotografiet. Det er jo lykkedes udmærket, men mager er Du bleven, det kan jeg se. Dog blot Du kun er sund, saa har det jo mindre at sige.

Rugen har I slaaet, skriver Du i Dit sidste Brev, saa er I vel helt færdige med Rughøsten nu. Havren ved Huset er vel ogsaa snart moden? Har I ogsaa høstet Maries Rug?

Det er nu den fjerde Dag, at jeg ligger her ude i Skg. [dvs. skyttegraven], men det er stadig roligt. Vi har travlt med ved Nattetid at udbygge vore Stillinger. Det værste her ude er denne Gang Forplejningen, da Køkkenet ikke kan komme nær nok her til vore Stillinger. Vi maa altsa løbe langt efter vor Mad og alt er kold, naar vi kommer tilbage. Noget varmt faar vi altsaa aldrig, thi ogsaa Kaffen er kold. Forresten faar vi ikke mere end et Bægerfuld i Døgnet. Dog er vi saa heldige stillet, at vi kan hente Vand fra en sammenskudt By lige ved Siden af os. Men Vandet er ikke godt, og jeg drikker ikke gerne deraf.

Barleux_aug_1916

Hvor længe vi bliver her ude denne Gang ved jeg ikke. Blot jeg nu kunde rejse hjem, naar vi kommer ud af Skg. Jeg har rigtignok selv ikke den bedste Tro, dog umuligt er det jo ikke. Du skriver at Chr.P. Tychsen har haft 6 Uger Orlov, saa er han vel endnu stadig Stade. Ja, det er rigtignok noget andet end at ligger her ude. Lykkelig den, der kan blive hjemme.

Du spørger i et Brev, om det er vor Mergel, der ligger midtvejs ude paa Søndermarken. Ja, det er, men den Indtægt, hvor Rugen nu er, skal ikke mergles, den mergledes nemlig for kun faa Aar siden, med Mergel oppe fra Krattet. Af Mergelen nede ved Chausseen tilhører søndre Ende os, og af Mergelen i Syvspring faar Carsten den Ende næst Sporet alt maa for Resten ogsaa være affællet. Er der i Aar nogen, som kører Mergel fra Søndermarken? Høsten bliver, efter som Du skriver jo meget god i Aar.

Lorens Jepsen, Valsbøl, med sin hustru Anne og deres store børneflok (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Lorens Jepsen, Valsbøl, med sin hustru Anne og deres store børneflok (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Gerne havde Du ogsaa haft et Brev fra Sofie Asmussen. Ja, Andreas var jo saa heldig at faa Høstorlov, men han ligger vel ogsaa her ude igjen. Jeg vilde skrive til ham, saavel som ogsaa til Jørgen, som forhaabentlig stadig er i Flensborg, men jeg har i den sidste Tid hverken haft Tid eller Lyst til Skriveriet.

Jeg læser i Avisen, at Thomsen, Medelby tilbyder en Gaard efter en Enke Nissen, stor omkring 70 ha. er det Majholm?

Saa vil jeg slutte for denne Gang idet jeg sender de hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet


Din Lorens


Endnu en Gang Tak for det smukke Fotografi og paa et snarligt Gensyn.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

21. august 1916. Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var i juli blevet trukket bort fra Sommefronten i stærkt decimeret tilstand. I august kom regimentet retur til fronten.

Før end man havde troet det, allerede den 14. august, indtraf ordren, at divisionen skulle afløse 4. garder-division i den gamle stilling foran Belloy.

Dagen efter blev der trådt an til marchen til fronten, den samme vej som for 3 uger siden, blot med betragteligt andre følelser. I landsbyerne bag fronten blev der holdt hvil endnu to dage.

Så afløste III og II bataljon om natten fra den 20. til 21. august 5. garderregiment til fods foran Belloy. Afløsningen forløb glat.

Afsnittet var ikke helt nøjagtigt det gamle. Det var forskudt ca. 500 meter til højre og 150-200 meter længere bagud. Efter oplysning fra garderne kunne 86’erne håbe på at forefinde stillingen roligere end første gang. En gammelkendt trøst lød: Værre end dengang kan det umuligt blive! Men det skulle blive endda betragteligt værre!

Regimentet inddeltes ved denne indsats på følgende måde: Til højre lå III, til venstre II bataljon. I bataljon var divisionsreserve i Epénancourt og Falvy. De to forreste bataljoner lagde hver to kompagnier i front, de to andre var henholdsvis bataljons- og regimentsreserve. Også de forreste kompagnier udskilte hver en deling, som besatte grav nummer to. Bataljonsreserverne lå i den tredje

grav, K3. Således var der etableret en dybere echelonnering end ved den første indsats. To løbegrave var til rådighed. Den højre, større hed ”Dronningevej”.

Den første uge var der middelstærk artilleriild. Det måtte efter den hidtidige Somme-målestok blive betegnet som tåleligt, skønt tabene i de åbne grave var ret følelige. De androg i de første tre dage 26 døde og 152 sårede. Det uforholdsmæssigt store antal sårede måtte tilskrives en ny fransk granat med højsensitiv tænding og enorm splintvirkning.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

 

8. august 1916. Kresten Andresen savnet ved Somme

Den 8. august 1916 var Kresten Andresen på vej ud til skyttegravsstillingerne ved Somme.

På vejen hilste han på en kammerat. Det er det sidste livstegn fra ham.

Bag på brevet fra den 7. august 1916 har hans mor skrevet: “Blev savnet dagen efter d. 8 aug. Håber, han er i engelsk fangenskab”.

Hvad der siden overgik Kresten Andresen, vides ikke.

Kresten Andresens originale breve og dagbøger findes i arkivet på Sønderborg Slot.

Kresten Andresens breve og dagbøger er udgivet i en kommenteret udgave, som kan købes i boghandelen, i museumsbutikken på Sønderborg Slot eller i en internetbutik

Læs en anmeldelse af udgivelsen her

Fra Claus Bundgård Christensen (udg.): Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

 

3. august 1916. “Uha! Jeg er såret! Sanitetssoldat ved Somme

Christian Nørgaard, Hammelev, gjorde krigstjeneste som sanitetssoldat.

Vi blev udladet i Velu og marcherede over Møvres til Bapaume, hvor der blev anvist os kvarter i Tillys-Ligny; byen er bekendt fra et slag mellem Napoleon den Første og englænderne såvel som prøjserne.

– Da byen lå under artilleriild, rejste vi forbindsstationen på en »Ferme« uden for Bapaume.

De første par dage havde vi to sårede i vort korporalskab, nemlig Christensen fra Quorp og Byhr fra Bovrup.

Christensen fik en kugle gennem benet, men opdagede det ikke, inden han fik støvlen trukket af, for da fandt han en blodig strømpe og udbrød impulsivt: » Uha, jeg er såret!«

Lægen ville give ham et 14-dages lazaretophold, men han foretrak at blive ved kompagniet. – Byhr var meget heldig, da et hovedstykke fra en shrapnel lige strejfede hans hals, det kunne let have lavet større ravage, ja, kostet ham livet. –

Et par dage senere blev vi flyttet til Bapaume-Vest, som netop i de dage var blevet rømmet for civile, mens der i den østlige del af byen endnu boede civilister.

Vor front strakte sig fra Ovillers over Nord Tipval og sukkerfabrikken syd for Le Sars med forbindsplads i slottet Courcelette.

En aften, mens vi gik til Tipval, fik vi pludselig shrapnel-ild. Jeg løb hen til en bunkers, som jeg havde set om dagen. »Bums«, lød det, da jeg rendte hovedet mod en metalplade i indgangen. »Hov, hvad er der løs«, blev der svaret på sønderjysk, hvortil mit svar kom prompte: »Her skydes der nok efter folk«. – Det var reservister fra regiment 84 og 86, som lå her.

En dag var hele kompagniet med alle 48 bårer undervejs – det var en storkamp dag. Hele kolonnen med et en meter stort Genferflag foran, men vi sparedes ikke for at skulle igennem spærreilden, og frem måtte vi, om også maskingeværkuglerne piskede omkring benene på os. –

Jeg sprang ned i et granathul, hvor der i forvejen sad fire mand. Jeg sagde til dem: »Hæ I æ kort mæ te en skat?« – men lige i det samme fik vi shrapneller oven i hovedet. –

Vi måtte ud igen, for vi vidste, at der ville komme granater bagefter. – Altså ud igen, trods maskingeværkuglerne. –

Jeg løb over til næste løbegrav, der var fuldt besat med infanterister. Under løbet blev min fod hængende i en telefontråd, og jeg gik på hovedet ned i alle stålhjelmene. Vi kom dog uden større tab op til Tipval, hvor vi fik vore sårede tildelt, og vore læger foreslog os at gå samlede gennem spærreilden, hvad vi så gjorde og kom godt igennem.

Vi bragte nu de sårede til slottet Courcelette, hvor vore vogne kunne afhente dem.

Under hvil sad vi i kælderen. Der var kun en læge, en ældre mand, som vi kaldte »Slagteren«. Han sad i skjorteærmer og med stort forklæde. Uden videre hjælp tog han selv de sårede i armene og lagde dem på bænken, hvorefter han behandlede dem.

Da der blev skudt med svære kalibre, blev der stor uro. – »Bare rolig«, sagde han, »de skyder ikke efter os«, Slottet var måske anmeldt som lazaret. En af de sidste dage skulle vi hente tre sårede fra sukkerfabrikken syd for Le Sars, og en kusk skulle køre os derud.

Men da vi kom til Le Sars, lå alle poplerne tværs over vejen. De var fældet af svære granater. Nu ville kusken imidlertid ikke med længere, og vi måtte marchere videre til fods. Da blev der råbt fra en artilleristilling: »Ned i grøften og enkeltmandsgang«. –

Vi kom også over og så englænderne i kikkerten. Uha, uha, der var ikke langt derover. Vi fik nu de sårede hentet og gik til Courcelette med dem,  overvåget af engelske flyvere. Siden blev Le Sars, der lå to kilometer syd for Bapaume, erobret af englænderne.

Den dag måtte vi rømme Bapaume, for vi fik svære kalibre, 28,5 og 30,5. Det var, som om det var anmeldt i forvejen, at der kun lå et sanitets-kompagni der. – Men den 18. august samme år blev vi imidlertid indladet i Bleranecurt til en otte dages rejse til Rumænien.

DSK-årbøger 1972

2. august 1916. Carl Theodor Thode: Fjendtlig flyver nedskudt

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 61. I sommeren 1916 blev han sendt til vestfronten.

Den 2. aug. 1916 blev jeg for tredje gang sendt til fronten –
denne gang til vestfronten, hvor Sommeslaget var i fuld gang.

En lille episode, da vi var på vej til fronten:

Vi var lige marcheret ind i byen Bapaume, da der var en luftkamp
over os. Jeg ville se, hvad klokken var, da der blev råbt “Til side”. I farten tabte jeg mit konfirmationsur, og glasset gik itu, og den store viser gik tabt. Men jeg havde et gennemsigtigt hylster til uret, og brugte det resten af krigen med kun den ene viser.

Der var en fjendtlig flyver, som styrtede ned ad. Det så ud,
som om den ville styrte ned på os, men lige over taget af
husene fik den drejet og slap godt fra det, såvidt vi kunne se

Heldigvis nåede vi ikke at komme i første række, måske det var
anden række. Det eneste, vi mærkede til, var artilleriild,
men det var der også nok af. Hele marken var gennempløjet
af granater.

Trods alt kunne det nemt være blevet min ende.

Vi gravede skyttegrave. Jeg var færdig med at grave, og kravlede
op af skyttegraven for at planere. Da slog en granat ned
lige ved siden af mig. Det var heldigvis en blindgænger, og
flammerne slog op af jorden, men der skete ikke mere. Ellers
havde jeg nok ikke været til mere.

Da vi havde været her i kort tid, blev vi trukket tilbage, og
man sagde os, at nu skulle vi til østfronten.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

 

31. juli 1916. Kresten Andresen: “Nu er det sidste dag i det andet krigsår, og i morgen begynder vi på det tredje”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 31. juli 1916

Kære forældre!
Nu er det sidste dag i det andet krigsår, og i morgen begynder vi på det tredje. Det er en forfærdelig kendsgerning. At man dog skal ligge her hele sin bedste ungdomstid. Når krigen engang om et par år hører op og man endnu er i live, vil man være en olding. Nu ligger jeg i niende døgn under åben himmel. Vi kan være glade for, at der er så tørt vejr. Vi rykker hvede op og tørrer den i solen, så ligger man da i hvert fald ikke på den bare jord.

Hvor krigen dog er en elendighed. Nørregård er såret, Karl Hansen er såret, Laursen og Iskov sporløst forsvundne. I aften går det atter ud i forreste stilling, men nu er der roligere end for en uge siden. Vi ligger skråt for Poziéres, som gik tabt, kort før vi kom. Den skulde vi have stormet sidste mandag; men det blev ikke til noget. Regimentet har lidt meget. Et komp. har tabt over halvandet hundrede mand, og mange andre er oppe på over hundrede. Vi er sluppen temmelig heldigt hidtil, men vi ved jo ikke, hvad fremtiden vil bringe.

Aldrig har jeg været vidne til en sådan artilleriild som her. Det er mest om natten. Det er en musik, der vist længe vil tone i éns øren. Navnlig brølene fra de svære engelske 38 cm granater gør et i den grad uhyggeligt indtryk på én, at man tænker, man har et fabelagtigt uhyre for sig.

Hvornår er dog krigen forbi? Nogle engelske fanger, som kom forbi i går, mente, at det gav våbenstilstand i morgen, men det har de vist ment ironisk. De englændere, jeg har set her, er alle flotte, unge mænd, let klædt på og smidige; de slæber nok ikke rundt med en sådan oppakning som vi. Når vi har den såkaldte stormoppakning med alt, hvad der bimler og bamler, så kan man næsten ikke røre sig. Men under en eventuel storm skal det være det første, der kommer væk, så man da kan bevæge sig frit. 

07006F00136_engelske_krigsfanger_Bapaume

I skriver hele tiden om, hvordan det går med officerskursuset, som blev stillet mig i udsigt. Men det bliver selvfølgelig ikke til noget, så længe der er så urolige tider; tilmed er min kaptajn bleven såret, så det går måske helt i glemme.

Jeg har i dag fået brev fra Jens skrevet d. 26. Han lader ikke til at vide noget om, at jeg er kommet herned. Men I har vel slet ingen fået af de breve, jeg har sendt.

Det glæder mig, at det går så godt frem med Johannes helbred. Jeg træffer næsten daglig Lønholm, mejeristen fra Blans; men det er næsten også den eneste bekendt, jeg træffer. Han er ved fjerde komp.

Nu mange kærlige hilsner til eder alle fra eders hengivne søn
Kresten

NB. Jeg går i stilling i tre dage. Formodentlig bliver der i den tid ingen lejlighed til at blive post løs. Lad det ikke forurolige jer. 

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

30. juli 1916. Nikolaj Kræmer: “Et samlet tab på 15.000 mand om dagen ved Somme”

Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet blev indsat ved Somme i juli 1916

(… fortsat)

Frontafsnittet ved Somme var et sandt Helvede. Nogen indgaaende Beskrivelse her af vil jeg undlade; men enhver, der har været med ved Fronten, kan tænke sig, hvordan det var. Kun vil jeg oplyse, at da vi fire Dage senere sam­ledes bagude, var vort Kompagni det talrigste med 21 Mand. 2. Kompagni var det svageste med 7 Mand, et forfærdende Resultat i godt fire Døgn. [Kompagnierne var før indsatsen blevet bragt op på en styrke på 285 mand hver, RR]

Paa den fjerde Dag blev jeg saaret i Haanden af vort eget Artilleri, som med sine 15 cm Granater ustandselig skød for kort. Vore Signaliseringsmidler var opbrugte, og Patrouiller kunde ikke naa tilbage gennem Spærre­ilden.

Med stærkt blødende Haand begav jeg mig om Eftermiddagen tilbage. Jeg maatte da gennem Dalsænknin­gen, hvor Spærreilden laa. Det var saa rædselsfuld en Tur, at det ikke lader sig beskrive.

Blandt de Dynger af døde, som laa her, saa jeg en Løjtnant fra vort Kompagni og to Sygebærere, en for hver Ende af Sygebaaren. Næppe hav­de jeg passeret dem, før en Granat fra en af de store Skibskanoner, 38 cm, slog ned i den bløde Eng lige ved Siden af, mig. Den gik, inden den eksploderede, saa dybt ned i den bløde Bund, at jeg med Nød og næppe undgik at blive ramt; men Lufttrykket var saa overvældende, at jeg blev slynget langt bort og næsten var bedøvet.

Nu kunde jeg slet ikke forestille mig, i hvad Retning jeg skulde løbe, men fik saa igen Øje paa de tre døde ved Baaren. Saa blev jeg klar over, at jeg skulde den modsatte Vej.

Jeg løb, saa godt jeg kunde, og kom ogsaa helskindet over til en Forbindingsplads i en Sandstenshule; men jeg var saa forpustet, at jeg ikke kunde tale; dette var da heller ikke nødvendigt, for ved Indgangen stod en blodig Læge, som modtog mig med Ordene: „Sørg for at komme videre; naar vi skal tage os af en saaret Haand, hvad skulde vi saa gøre med saadanne” hvorefter han slog ud med Haanden mod en Flok saarede, som laa langs med Sidevæggen med frygteligt læderede Maver. Jeg lod Blikket glide rundt i Hulen.

Hvor var det forfærdeligt.

Gennem en Hulvej travede jeg videre. Her laa en Dynge af tildels forbundne og ikke forbundne døde. Sygebærerne ilede frem og tilbage til Sanitetsvognene.

Da jeg var kommet tilstrækkeligt langt tilbage, saa jeg var uden for direkte Fare, satte jeg mig bag et Dige for at hvile lidt. I det samme kom Vilhelm, min nære Kammerat, som ogsaa var saaret. Vi sad ved Diget og betragtede bl. a. Ammunitionsvognene, som læssede Granater af paa en Mark.

Der kom en engelsk Flyvemaskine. Den kredsede over Vognene. Maskinen lod nu en tynd Røgstraale gaa ud til Siden. Nu fik Ammunitionskuskene travlt, de væltede Kurvene af Vognene og kørte bort i Galop. Næppe var de borte, før en Granat slog ned ca. 100 m bag Ammunitionsstablen.

Nyt Signal fra Flyveren ! Den næste gik ned ca. 50 m foran. Igen et Signal, og den tredie Granat sad lige i Stablen. Hvor det bra­gede! Vi lo og gik.

Da vi kom til Samlingspladsen, som laa længere tilbage, mødte vi en Sanitetsofficer, som viste os til Rette. En højere Officer spurgte Sanitetsofficeren, hvordan det gik. „Jo,” svarede denne, „i Dag gaar det „flot” vi har i Dag kun modtaget 2000 letsaarede.”

Men det var kun paa denne Samleplads og kun de letsaarede. For at give et Helhedsindtryk kan jeg nævne, at Tyskerne regnede med et samlet Tab paa 15.000 Mand om Dagen i Somme-slaget, og dette varede elleve Uger. [Tab=faldne, sårede, savnede og tilfangetagne /RR]

Lazarettoget kom hen paa Natten. Jeg naaede at komme med. Vi kørte østpaa. I Kassel blev Toget delt i to Dele. Jeg kom med den Afdeling, der kørte til Lauterberg i Harzen. Jeg skulde aldrig mere se Fronten.

DSK-årbøger 1952