Tag-arkiv: post

18. oktober 1918 – Hejmdal: Mange sygdomstilfælde

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Paa Grund af de mange Sygdomstilfælde

i Haderslev er Efteraarsferien i Byens Skoler bleven forlænget med en Uge. Undervisningen begynder først igen den 24. Oktober.

Fra Postkontoret i Haderslev

har “Dv.” modtaget følgende Meddelelse:

Fra 17. Oktober af kan paa Grund af, at Sygdomstilfældene har taget saa stærkt til, Brevene kun udbæres 1 Gang om Dagen. 

Hjemvendt som dansk Undersaat

Efter at det af Regeringspræsidenten i Slesvig var blevet fastslaaet, at en Søn af Gæstgiver C. Markussen i Østerby i Tønder Kreds, der har deltaget i Krigen først østpaa og nu skulde vestpaa, er dansk Undersaat, er han bleven hjemsendt. Hans Forældre er preussiske Undersaatter; men Sønnen, der var født nogle Uger, før de blev optagne i det preussiske Undersaatsforhold, var ikke nævnt i Dokumentet og er altsaa dansk Undersaat.


Fra Felten


Falden

Tobaksfabrikarbejder Adolf Simonsen og Hustru, Vestergade 54 i Haderslev, har ifølge “Dv.” haft den tunge Sorg at faa Efterretning om, at deres næstyngste Søn, Søren, er falden den 4. Oktober. Han blev 21½ Aar gammel. Søren Simonsen har lært Manufakturhandelen, og han havde lige faaet udlært, da han for 2½ Aar siden blev indkaldt som Infanterist. Foruden den Faldne har Adolf Simonsen haft 4 Sønner med i Krigen; den ældste er for Tiden hjemme paa Orlov, en ligger i Rusland og en i Lemberg, og den yngste, som er Seminarist, blev i sin Tid saaret haardt i det ene Øre. Det var blevet meddelt Forældrene, at han var falden; men senere fik de den glædelige Efterretning, at han laa haardt saaret paa et Lasaret, og han, som for Tiden er hjemme, har det efter Forholdene ganske godt.

Død af sine Saar

For henimod 3 Maaneder siden blev Landmand Valdemar Thyssen fra Gesing ved  Skærbæk haardt saaret ved Vestfronten, men da der i længere Tid ingen Efterretning ankom angaaende hans Tilstand, antoges det, at han formodentlig var død af sine Saar. Nu er denne Formodning bleven stadfæstet; der er nemlig nu kommet Meddelelse om, at han er død af sine Saar Dagen efter, at han er var bleven saaret.

Saaret

Ludvig Marschall i Kjelstrup ved Haderslev har ifølge “Dv.” i disse Dage modtaget Efterretning om, at hans Søn Johannes, der tjener som Underofficer, er bleven haardt saaret af et Artilleriskud i det højre Knæ.

Savnede

Heinrich Schultz, Søn af Arbejdsmand Andreas Schultz i Vestergade Nr. 10 i Aabenraa, der tjente ved Vestfronten som Gefrejter, har været savnet siden den 18. September. Ifølge Meddelelse fra Kompagniet er der Sandsynlighed for, at han er kommen i Fangenskab.

Chr. Beck, Søn af Ølbrygger Beck paa Kirkegaardsvejen i Aabenraa, er ligeledes savnet.

Enke Theora Fallesen i Barsmark har fra Kompagniet modtaget Meddelelse om, at hendes Søn Jep har været savnet siden Kampene ved Tahure sidst i September Maaned. Der foreligger ifølge Meddelelsen Mulighed for, at han kan være falden  Fangenskab.

Rentier F. C. Sørensen i Skibbrogade i Haderslev har i den sidste Tid faaet Breve og Pakker til sin Søn Laurids tilbage med Paaskriften “Savnet”, og i Tirsdags modtog han fra Kompagniet Efterretning, hvori det meddeles, at Sønnen har været savnet siden 3. Oktober, og at det med temmelig Sikkerhed kan antages, at han er falden i engelsk Fangenskab.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Sergent Thomas Midtgaard fra Skibelund ved Nustrup savnet.

I Fangenskab

Enkefru Bock i Skærbæk fik for nogen Tid siden Meddelelse om, at hendes Søn Nikolaj savnedes. Hun har nu fornylig faaet et Kort fra ham med Meddelelse om, at han befinder sig i fransk Fangenskab.

(Læs hele Hejmdal fra 18. oktober 1918)

27.maj 1918 – Milert Schulz: ”Til Krieg merker man ikke meget her Af og til kommer der jo et par engelske Flÿver…”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 27.5.18.

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Föst min hjerteligste Tak for dit kj. Brev fra den. 4.5. som jeg for et par Dage har motaget kj. Moder. Seer at Heise er bleven saaret nu men det er da godt at det gik saa godt af. Det er jo nu ikke saa farlig i Laaret og Armen som i Kroppen. Efter dit Brev har Br. Mtth. det jo ogsaa heelt godt. Han kan sagtens naar han saadan kan komme paa Orlov.

Hvem ved hvornaar jeg kommer hjem engang?

Forhaabentlig snart. Maaskee ogsaa först naar vi har Fred. Men i den Sag er jeg nu ikke saa forsknÿdt. Jeg har det jo endnu ogsaa rigtig godt her og har endnu ingen Grund til at klage. Jeg ligger heele Dagen paa Rÿggen og passer kun paa Telefonen saa man bliver heelt dovn derved. Du skriver om Rejsen hjem herfra. Du sÿnes det var snart umulig, men du skulde bare see vis jeg matte rejse Hjem hvor jeg saa nok skulde finde derhen i det fjerne Nord.Saadan en Rejse er naturlig meget besværlig og varer maaskee henved en 14 Dage. Begÿndelsen Station er Aman og saa videre til Dera. Damaskus, Rapjak, Taurusbjerget, Ponia, Konstantinopel, Zaribrod, Stisch, Belgrad, Budapest, Wien, Desden, Berlin, Hmborg til Rödekro. Du kan jo pröve og forfölge det paa Landkortet.

Ja det er en lang Hal. Vi ligger endnu paa samme Sted. Jeg er Gu skee Tak sund og rask. Til Krieg merker man ikke meget her Af og til kommer der jo et par engelske Flÿver herover men det er nu ikke saa farlig. Kan du ikke sende mig lidt Pölse kj. Moder for her faar vi for det meste kun Marmelade. Send ikke Smör for det staar sig ikke længe derimod Fedt.

Köbe kan man heller ikke meget her kun et pr. Æg.Ellers er der ikke videre nogen nÿt.  Sommeren er godt igang her. Solen er temmelig haardt. Saa være for denne Gang hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

Dit Kort fra den 4.5. har jeg ogsaa modtaget kj. Fader.

Du er vel godt igang med Landbruget kj. Fader, nu er du vel snart Landmand istedet for Maler.

Send mig ogsaa et par Stænger Tintenstift.

(Breve i privateje)

27.november 1917 – Milert Schulz: ”Wir liegen ja immer noch in Ruhe”

Senest ændret den 27. december 2017 12:05

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 27.11.17.

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Besten Dank für Vaters Karte vom 19. Sowie deinen Brief vom 20 liebe Mutter. Sehe gleich zu Anfang das Briefes dass du mir ein Paket mit Kuchen abgeschickt hast. Nun warte ich ja darauf mit Freuden. Hier ist noch alles heim alten. Ich bin Gott sei dank soweit gesund munter. Sehe aus deinem Schreiben das zu Hause im lieben Heim dasselbe der Fall ist. Nein liebe Mutter mit meinen Magen habe ich noch nicht krank gemeldet. Es wird auch nur wenig Zweck haben, da man doch bloss ein paar Tage Schonung bekommt und am liebsten möchte ich auch hier bei der Komp. bleiben. Denn wenn man ins Laz. kommt wird man zum Ersatz Truppenteil nach Arys geschickt wenn man wieswe gesund ist. Und von dort geht es denn wieder gleich ins Feld und denn noch womöglich nach Frankreich. dann will ich doch lieber hier bleiben. Heute bin ich beim Zahnarzt gewesen.

Ich wollte den Zahn eigentlich rausziehen lassen aber der Arzt meinte er wäre noch zu schade und hat er mir ihn blombiert. Am 1. Dez. muss ich wieder hin zum 2ten mal bohren. Hoffentlich wird ér mir nicht so sehr schmerzen mehr. Das dicke Kinn ist auch bald wieder verschwunden.

Wir liegen ja immer noch in Ruhe. Am 4 Dez. geht es ja wieder in Stellung, ich glaube ich habe es Euch schon letztes Mal geschrieben. Das Wetter ist auch ziemlich milde jetzt. In dieser Zeit ist die Verpflegung auch ziemlich gut. Wir bekommen schon seid langer Zeit jeden 2.ten Tag 125 Gram Butter. Ist ganz gut nicht wahr. Bloss der nötige Belag fehlt. Aber hoffentlich hast du wieder ein Paketchen mit der schönen Wurst abgeschickt liebe Mutter, denn die schmeckt doch zu schön. Aber Kuchen ist mir auch sehr lieb. Ja meine Lieben man möchte ja gerne so manches haben, aber ich bin immer zufrieden mit dem was ich bekomme. Sonst wäre ja weiter nichts neues zu erzählen. Sei denn für diesmal recht herzl. Gegrüsst und geküsst vn mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

14.november 1917 – Milert Schulz: ”Ja nu fejrer man allerede sin tredje Födselsdag som Soldat …”

Senest ændret den 27. december 2017 12:05

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 14.11.17

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Gottes Friede zum Gruss!

Schwester Olga’s Brief vom 7.11. habe ich dankend erhalten. Sehe dass noch alles wohl ist im lieben Heim.

Wie ich sehe ist Schw. Mie auch eine kleine Zeit zu Hause. Habe einen Brief von Ihr bekommen weis aber nicht ihre neue Adr. da ich dieselbe verlegt habe. Hoffentlich ist ihr Fuss bald wieder heil. Mir geht es aj immer noch recht gut. Den Herrn sei dank für soweit er helfe auch noch weiter. Mein Trost ist immer wie es im Liede heisst: ”Mig intet skal fattes min Hyrde han er”. Ja og som du skrev paa dit Kort kjære Fader i Joh. Aab. 3.5 Gid at vi rigtig maatte mere og mere lære at kun i Gud har min Sjæl sin Ro og til ham maa vi komme med alt vad der ligger os paa Hjertet. Maatte hver Gjerning skee til hans herr. lige Navnes Ære. Daa vil Gud ogsaa nok giver os sin Velsignelse til alt vad vi foretager os. Men det er ikke saa ledt immellem at staa som et Guds Barn i denne Verden, men vi vil bede Gud om Kraft og Hjælp.

Vi ligger jo endnu i Ro og om en 3-4 Uger gaar vi maaske igjen i Stilling. Nu kan jeg jo snart fejre min 21. Födsesldag. Forhaabentlig kommer der saa et godt Pakke ikke sandt kjære Moder. Ja nu fejrer man allerede sin tredje Födselsdag som Soldat. Jeg vil da ikke haabe at jeg di næste tre Aar skal fejre den som Soldat. Og den dejlige Julefest nærmer sig ogsaa nu. Men at fejre den hjemme for mig er der jo nu slædt ingen Tanker om. Her merker man jo ikke meget dertil.

Nu har Regnperioden begyndt hernede. Det er saa smussig og beskidt at man vojer i Leer op til Knoglerne. I dag er det nu lige Solskinsvejer.

Sidste Nat har det regnet heele Natten og da vi kun har et Telt over Hovedet har det naturlig regnet igjennem ned til os. Det er ugmütlig naar det saadan regner igjennem. Jeg har det jo rigtig godt her ved Telephonen. Pakken med Kagen har jeg ikke modtaget endnu. Send mig engang ved Lejlighed en Haandtörklæde kjære Moder mit det er heelt itu.

Nu være I saa mange (gange) hjertelig Hilset og Kysset fra mig Eder Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)

 

8. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr IV – Fangernes Post

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Fangernes Post.

S. i Oktober 1917.
Kort Tid efter Transporten til Frankrig blev jeg afkommanderet til Postprøvestedet, og da det sikkert vil interessere dem af ”Hejmdal”s Læsere, som har Slægtninge og Venner i Fangenskab, at høre noget om, hvordan det uhyre Apparat, som hedder Fangeposten, fuktionerer, skal jeg fortælle lidt nærmere derom. Man kan jo gaa ud fra, at i de store og hele er Fangeposten omtrent den samme i Tyskland og i de andre Lande.

Naar man betænker, hvor mange Millioner Fanger, der under denne Krig sidder i Fangelejre, saa vil man kunne forstaa, at det Apparat, der skal formidle Forbindelsen mellem Fangerne og deres Hjem, maa være vældigt. Dette Apparat skal ikke blot som det civile Postvæsen besørge Pakker, Penge, Breve, men, hvad der forøger Arbejdet mangefold, det maa selvfølgelig tillige overvaage, at militære Interesser ikke krænkes, at Fangerne ikke faar eller sender Meddelelser, der staar i Modstrid med det Lands Interesser, hvor de er Fanger, at der ikke bliver drevet Spionage, at der ikke sendes utilladelige Ting til Fangerne. Selvfølgelig kan der ikke sendes Bomber og Granater, men det kunde jo tænkes, at der blev sendt Ting, hvormed Fangerne kunde øve Sabotage. Denne Mulighed har jo flere Gange været officielt drøftet. Kontrol er altsaa nødvendig, og denne Kontrol paahviler Postprøvestedet.

Ad 3 Veje sluttes Forbindelsen mellem Fangen og hans Hjem, nemlig ved Breve, Pakker og Pengesendinger, og Postprøvestedet er i Overensstemmelse hermed delt i 3 Hovedafdelinger.

Som tidligere nævnt, er de russiske Fanger forholdsvis daarligt stillede m.H.t. at faa Forbindelse med Hjemmet. Jeg har truffet Fanger, som har været i Fangskab i 3 Aar, og som næppe har modtaget et Livstegn fra Hjemmet. Dels har det sin Grund i, at en stor Del af de jævne russiske Befolkningslag ikke kan skrive, dels lader vel det russiske Postvæsen, som saa mange andre Forhold i Rusland, en Del tilbage at ønske med Hensyn til Præcision. Ej heller lettes Forbindelsen ved, at det russiske Sprog har andre Bogstaver. Derimod modtager franske og engelske Fanger meget regelmæssigt deres Post, naar først den rigtige Adresse er kommen Hjemmet i Hænde. Et vældigt Arbejde kræves imidlertid, før alting funktionerer rigtigt. Og det Arbejde gøres jo ikke blot i de krigsførende Lande, men ogsaa i de neutrale Stater, først og fremmest i Svejts, dernæst ogsaa i Danmark, Sverrig og Holland, af ”Røde-Kors”-Foreninger og andre frivillige Sammenslutninger.

I en saa stor Lejr som her gaar der daglig en vældig Mængde Breve ind. Hvert eneste Brev maa læses, og det er da Brevafdelingens Opgave. Alt efter Lejrens Størrelse sidder et større eller mindre Antal Tolke, delt efter de forskellige Sprog, og studerer Brevene igennem. I Længden bliver det et ensformigt Arbejde at læse de kortfattede, omtrent enslydende Meddelelser igennem flere hundrede Gange om Dagen. Disse Meddelelser, der, hvor korte de end er, for Fangen betyder saa meget, fordi de er Livstegn fra Hjemmet, har jo for Udenforstaaende slet ingen Interesse. Kun den, der med en Smule Næstekærlighed evner at sætte sig ind i Tankegangen, han vil kunne føle sig tilfreds ved et saadant næsten automatisk Arbejde.

Saa forsynes Brevet med Stemplet ”Prøvet”! Og gaar til Kartoteket, for at Fangens Adresse kan fastslaas. Thi de fleste Fanger er jo ikke i Lejren men paa Kommando, og i Løbet af et Par Uger efter Afsendelsen kan Brevet være den rigtige Adressat i Hænde. Fra Rusland maa man dog hellere regne med Maaneder end med Uger.

Hvem der har set en Fange efter lang Tids Forløb modtage et Brev fra Hjemmet, vil aldrig kunne glemme den Glæde, der straaler ud fra hans Ansigt, naar han rækker Haanden ud efter Brevet. Og hans Kammerater, der staar skuffede, fordi de intet fik, stimler sammen omkring ham, ligesom for ogsaa at faa et Pust fra Hjemlandets kendte, dyrebare Egne.

Pakkeafdelingen er ikke mindre interessant. Et Vognmandslæs af Pakker gaar dagligt ind. De russiske pakker er solide, i Reglen en fineret Trækasse og udenom Lærred med Adressen baade paa Russisk og Tysk. At de tyske Stednavne ofte er forvanskede, saa det er et helt Kunststykke at finde det rigtige Navn, letter jo ikke Arbejdet. Indholdet er tilsvarende solidt, mest Brød, tørt og haardt, for at det kan holde sig, Sukker, Tobak, Cigaretter og Cigaretpapir. Thi den russiske Fange er ikke veltilfreds, naar han ikke kan have sin Cigaret i Munden, selvom om den maa rulles i Avispapir. Og er der Smalhans med Tobak, gaar Cigaretten paa Omgang i Kredsen! Fangerne ventede, at det efter Revolutionen i Rusland skulde blive bedre med Forbindelsen, men nogen virkelig Forskel har der i denne Henseende ikke kunnet spores.

De franske og engelske Fangers Pakker er i Reglen i det Ydre ikke nær saa solide som de russiske, men hvad de savner i det Ydre, har de i det Indre. En fransk Fangepakke er delikat. Der findes alt, hvad Fangens Hjerte kan begærer, Konserves, kondenseret Mælk, Smør, Pølse, Chokolade, Kaffe, Te, Ris, Tobak, Cigaretter, Uldtøj, Læderveste, Sko osv. osv. Og de franske Fanger faar deres Pakker med megen Regelmæssighed og faa Dages Mellemrum. Men om en russisk Fange alligevel ikke er ligesaa glad for sin ret magre Pakke som Franskmanden for sine Delikatesser, er dog ikke tvivlsomt.

Foruden disse private Pakker uddeles til Fanger ”Kærlighedsgaver”, Brød, Kiks o.l., som dels kommer direkte fra Hjemlandet, dels fra neutrale Lande.

Vi kommer nu til Penge- eller Bankafdelingen, hvor jeg har været beskæftiget et Aarstid, og som forekommer mig, hvad selve Arbejdet angaar, at være den mest interessante. Vejene, ad hvilke Postsendingerne naar til Fangerne, maa jo naturligvis gaa over de neutrale Lande, medens Penge og Breve bliver direkte viderebefordrede. Er Fremgangsmaaden mere indviklet for Postanvisningernes Vedkommende, idet Beløbet af Hensyn til den Kurs, som afsender- og Modtagerlandets Penge i øjeblikket staar i, maa omregnes i det neutrale Land, og som Følge deraf maa der skrives nye Postanvisninger, medens de originale Postanvisninger bliver paa Mellemstationen. Og Kursen veksler overalt ret hyppig, som man under Krigen vil have kunnet iagttage, naar man i Avisen har fulgt Børsnoteringerne.

De Lande, som kommer i Betragtning som Gennemgangsled, er især Svejts og Sverrig. De russiske Postanvisninger gaar for Størstedelen over Basel, en stor Del dog ogsaa over Malmø, enkelte over København, de franske Postanvisninger gaar hovedsagelig over Bern.

Selvfølgelig er de russiske Fanger ogsaa med Hensyn til Pengesendinger fra Hjemmet Stedbørn i Forhold til deres franske og engelske Kammerater. De franske Fanger her i Lejren, hvis Pengesendinger jeg har at ordne i min Kasse, faar næsten for de 90 Procents Vedkommende regelmæssig deres Postanvisninger med 2-3-4 Ugers Mellemrum, og da det drejer sig om 3000 Fanger, hvoraf største Delen befinder sig inde i Landet paa Enkeltkommandoer, kræver alene Varetagelse af dette Anliggende et ret omfattende Apparat, det forudsætter stor Orden i Kartotek og Register, hvis alt skal funktionerer godt og hurtigt. Men Tyskland er jo ogsaa Ordenens Land ”par excellence!” Hver eneste Postanvisning, som ankommer indføres i Postanvisningsbogen og derfra i Kontobogen. Derpaa faar Fangen Meddelelsen om Beløbets Ankomst, og kan nu anmode om at faa det, eller en Del af det tilsendt. Saa maa der skrives et foreløbigt Bilag og en Kvittering, som Fangen maa underskrive, og Postanvisning og Kvittering bliver afsendt, og først naar Fangens Underskrift er til Stede i Bilagsmappen, er denne Postanvisning endelig ekspederet færdig. Desuden er der flere andre Lister og Bøger, som Beløbet maa indføres i. Regner man alle Bilag, Postanvisninger, Konvolutter, Lister osv. sammen, bliver hver eneste Postanvisning noteret ca. en Snes Gange. Men saa kan man ogsaa imødese alle mulige Reklamationer med Sindsro: Fangens Kvittering er til Stede. Thi det hænder jo, at en Postanvisning reklameres af Afsenderen gennem Overpostkontoret i Bern, – Grunden kan være, at Anvisningen har været for længe undervejs, er maaske gaaet fejl som Følge af en Unøjagtighed i Adressen, og vedkommende Fange skriver hjem, at han ikke har modtaget Beløbet, der jo imidlertid er undervejs. Jo færre Reklamationer, des større Ære for vedkommende Postprøvested. Og i denne Henseende fremhæver vi selvfølgelig vor Lejr som staaende i første Række – og ikke uden Grund.

Beløbene, som afsendes, er i Reglen smaa, mest 5 og 10 Frs. ad Gangen. Det er det mest praktiske, baade fordi Fangen i Reglen ikke kan finde Anvendelse for større Beløb paa engang, og dels fordi Risikoen spiller en mindre Rolle ved de smaa Beløb. Men mange Bække smaa gør en stor Aa, og mine 3000 Fanger modtager dog i Løbet af et Aar tilsammen den ret betydelige Sum af 150-175,000 Mark.

N-n.

3. maj 1917 – Milert Schulz: “Es wird jetzt hier Kollosal warm”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde, den 21.4.17

Meine lieben Eltern u. Geschw.! Gotte Friede zum Gruss. Zuerst danke ich Euch für erhaltenes Paket mit Fusslappen und Semmel. Habe die Semmel gleich zu Kaffe aufgegessen. Dieselben waren schon etwas muggelich. Schad aber nichts. Ebenfalls habe ich ein Paket erhalten mit Schmalz und Gebäck.

d. 3.5.17.
Also den angefangenen Brief werde ich jetzt vollenden. Ich habe ja wehrend der Zeit noch verschiedene andre Pakete dankend erhalten[,] aber was alles drin gewesen ist[,]
weis ich nicht mehr. Eins war ein Stückschen geräucherten Schinken, und “Boller”[,] leider sind dieselben schon muggelich eher die hier ankommen. In eins war Pladekage.

Denn habe ich vorgestern deinen lieben Brief vom 15/4 dankend erhalten liebe Mutter. Mir geht es ja noch immer recht gut hier und bin Gott sei dank gesund und munter und hoffe auch dasgleichen von Euch allen.

Es wird jetzt hier Kollosal warm. Es ist kaum, zum Aushalten. So fern man ein paar Schritte geht fängt man gleich an zu schwitzen. Und die Hitze kann ich nicht gut vertragen. Ich habe es eben so wie du liebe Mutter[,] wenn du im Hochsommer an der Küche stehst dann[,] fängst du auch gleich an zu schwizen. Jetzt steht die Sonne fast direct über uns. Also könnt Ihr Euch die Hitze vorstellen. Aber lass erst Juni Juli werden. Wen wir bloss nicht Malaria bekommen dann geht es ja noch.

Hier an der Front ist es sonst ziemlich ruhig. Aber in Frankreich geht es jetzt ein bischen doll her. Hatte vor kurzem auch einen Brief von Hans Asmussen. Unser Regiment ist jetzt in Ruhe. Nur müssen die jeden Tag ezerzieren. Ich brauche ja nicht zu machen, weil ich Schreiber bin.

Sende Euch heute wieder ein kleines Andenken nach Hause. Könnt Ihr mich finden? Das Bild ist nicht so gut gelungen aber erkennen kann man es doch. Da sind wir grade auf dem Marsch gewesen. Alle die Andern sind meistens Fahrer. (Kutscher). Da haben wir grade 6 Stunden Rast gemacht[,]  da wir Abends um 7 Uhr weiter marschieren sollten und sind wir denn die ganze Nacht im Regen bis morgens um 4 Uhr marschiert. Es war nämlich sehr gefährlich da zu fahren[,] weil der Franzmann dort mit der Artellerie hinschiessen konnte[,] wo der Weg führte.

Zum Schluss seid Ihr denn recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Ist mein Paketchen angekommen?

(Brev i privateje)

3. april 1917 – Milert Schulz: “Die Bevölkerung ist hier auch viel netter”

Senest ændret den 27. maj 2019 8:25

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts 1917 blev kompagniskriver.

Im Felde den 3.4..17

Meine lieben Eltern und Geschwister!
Besten Dank für erhaltenes Paket mit Kuchen und Torte, aber von wann dasselbe ist weis ich nicht. Ebenfalls für das Schreibpapier von Thilde und Onkel Anton. Briefe habe ich nun in 14 Tage nicht gehabt, aber der Grund ist nicht Euch zu beschuldigen sondern das liegt an diesem Marsch den wir gemacht haben. Aber in 4-5 Tagen kommt da
4 Wagen voll zum Regiment. Aber das ist ja noch lange nicht alles[,] denn Post liegt da in der Etappe für mindestens 15 Wagen. Das wird ja auch so allmählig geholt. Hoffentlich bekomme ich denn einen ordentlichen Schwung Briefe und Pakete.

Ihr habt ja nun wohl auch in langer Zeit keine Post von mir gehabt? Aber deshalb beunruhigt Euch nicht. Ich habe Euch ja schon einmal auseinanderge setzt mit welchen Schwierigkeiten das Transportieren verbunden ist. 10 Tage sind wir auf den Marsch gewesen und erst vor ein paar Tagen an Ort und Stelle gekommen. Wir liegen jetzt westlich von Monastier dicht an Albanien.

Ich habe ja so richtig Glück gehabt dass ich Kompagnie-Schreiber geworden bin. Einen tadellosen Posten. Ganz hinten in aller Ruhe. Brauche nicht vorne im Schützengraben zu sein, also auch nicht so vielen gefahren ausgesetzt. Wir haben hier ein schönes Quartier.

Nun fängt man erst rigtig an die Hitze zu spüren. Wenn man Mittags in der Sonne Sitzt ist es kaum auszuhalten. Sonst Ist es ja ganz schön hier. Die Obstbäume stehen schon in voller Blüte. Herlich anzusehen. Die Bevölkerung ist hier auch viel netter als dort wo wir waren. Die Machen und tun alles für uns. Sonst ist da ja nicht viel neues zu erzählen. Ich habe es ja tadellos und bin noch immer Gott sei Dank gesund und munter, und hoffe ich auch dasselbe von Euch meine Lieben.

Wünsche Euch auch noch nachträglich ein von Gott reich gesegnetes Osterfest. Ich kann ja leider nicht zu Hause sein, aber hier können wir ja auch Ostern feiern. (Jedoch ohne Eier.) Aber das ist ja auch nicht die Hauptsache des Festes. Hoffentlich können wir nächstes Jahr Ostern zusammen feiern. Gott gebe das der Krieg bald ein Ende nehmen. Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

Auf Wiedersehn!

Die erste Seite habe ich etwas schön geschrieben[,] aber das letzte ist nicht so gut[,] da ich mich beeilen musste.

(Brev i privateje)

23. marts 1917 – Milert Schulz: “… Kugeln pfeifen ja hier auch”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 23/3 1.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Zuerst meinen besten Dank für erhaltene Briefe vom 12 u. 14. und Karte vom 14/3 liebe Eltern.

Entschuldige, dass ich nicht früher geschrieben habe. Wir sind nämlich auf dem Marsch nach anders wo. Von Besista sind wir am 20/3 abmarschiert und liegen nun erst noch auf halben Wege im Biwak unter Zelte und habe Euch deshalb nicht schreiben können. Wo wir hin kommen weis ich selber nicht. Aber wie Ihr ja wisst ist es hier auf dem Balkan ja nicht so gefährlich als auf den andern Kriegs schauplätzen[,] aber Kugeln pfeifen ja hier auch.

Mir geht es ja noch immer Gott sei Dank gut bin gesund und wohl. Von Schwester Mie habe ich auch Brief gehabt worin sie mir geschrieben hat, dass sie ihr Herz dem lieben Herrn und Heiland auch gegeben hat. Ja dass ist etwas herrliches sich in Gottes Hand geborgen zu wissen. Der Herr gebe, dass wir alle seine treuen Nachfolger werden und einst bei ihm in ewiger Herrlichkeit sammeln.

Du schreibst wegen Urlaub liebe Mutter. Ja da muss ich die leider mitteilen, dass die jenigen nur auf Urlaub fahren können, welche schon ein Jahr hier im Felde gewesen sind. Natürlich gibt es ja auch ausnahmen z.B. bei Todesfällen oder sonst irgend ähnliches. Na hoffenlich ist der Krieg bald zu Ende[,] dann bekommen wir einen grossen Urlaub.

Aber klagen könne wir ja auch nicht hier draussen[,] wiewohl wir vieles entbehren müssen, aber wir haben immer genug zu essen und trinken. Wie ich Euch schon mal geschrieben habe, wir leben viel besser wie manche Städter. Wir haben genug zu schmieren aber bloss keine Butter.

Und mit diesen Strafen lieber Vater, da brauchst du für michkeine Angst zu haben[,] ich werde mir schon keine Strafen zuziehen dazu habe ich zuviel Ehre im Leibe.

Hier ist es in der letzten Zeit ziemlich warm gewesen und könnt Ihr Euch wohl das mar schieren in solcher Hitze vorstellen. Vielleicht kannst du mir ein paar Strümpfe oder Fusslappen schicken liebe Mutter.

Sons für diesmal nichts mehr. Viele herzl. Grüsse und Küsse und auf ein frohes Wiedersehn hoffend von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

Die Sachen habe ich noch nicht abgeschickt.

(Brev i privateje)

15. marts 1917 – Milert Schulz: “lange nach dem kleinen Gesangbuch gesehnt”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschr. d. 15/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gotte Friede zum Gruss[.] Für erhaltene Briefe vom 4. u. 5/3 mit Gamle Budskab u. Lommesangbogen meinen besten Dank. Habe mich lange nach dem kleinen
Gesangbuch gesehnt. Werde jetzt ordentlich die alten bekannten Lieder wieder auffrischen.

Habe in den letzten Brief vergessen zu schreiben, dass ich erst das Paketschen mit den genannten Sachen erst abschicken kann[.] wenn wir in Ruhe kommen[,] da ich die Sachen nicht hier bei mir habe.

Habe gestern einen Brief nach Rödding geschrieben. Das Apenrader Tageblatt habe ich nun auch bestellt, denn sonst weis man ja garnicht wie weit man ist mit dem Kriege. habt Ihr das von mit abgesande Geld erhalten? Einmal 30 Mark das andere Mal 15 Mark, so bitte ich Euch die Zeitung zu bezahlen.

Sonst bin ich ja noch immer Gott sei Dank gesund und wohl nur auf den langersehnten Frie den warten wir. Hoffentlich ist er nicht mehr fern.

Viele herzl. Grüsse an Euch allen und auf ein frohes Wiedersehn hoffend Euer Sohn und Bruder

Milert.

(Brev i privateje)

13. marts 1917 – Milert Schulz: “das linke Bein abgerissen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 13/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Da ich bei der letzten Postver
teilung nichts von Euch hatte will ich Euch heute wieder ein Brief schreiben. Heute Abend gibt es wieder Post[,] kann aber leider nicht beantworten[,] da unsere Post nach der Heimat heute Abend also jeden 2ten Tag vom Schützengraben nach hinten geht, aber Übermorgen werde ich Euch schreiben ob etwas dabei war. Habe gestern einen Brief an Onkel Anton und Tante Mie geschrieben. Habe aber noch kein Wort von Onkel Anton gehört.

Werde Euch gelegentlich ein kleines Paket nach Hause schicken mit ein paar kleine Erinnerungen un zwar 1 grade Französische Gewehr kugel[,] welche direct über meinen Kopf flog und hinter mir in dem Sand einschlug[,] und 2 krummen von derselben Sorte[,] welche auch in der nähe von mir eingeschlagen sind und zwar auf dem hohen Berg wo wir im Februar lagen. Denn 1 Granatsplitter auch von diesem Berg wovon ich Euch geschrieben habe[,] der nicht exblodiert ist und zwar von einer französischen Granate.

Sonst gibt es ja nicht grade so schöne Erinnerungen von hier. Gestern kamen feindliche Flieger über uns und warfen Bomben in ein Dorf[,] zum Unglück war ich und 2 Kammeraden auch im Dorf und wollte Holz holen zum Brennen, aber uns ist Gott sei Dank nichts passiert. Dagegen wurden 2 Thelepfonnisten verwundet und 2 tot. Der eine bekam das linke Bein abgerissen und der andre ein Sprengstück im Hinterkopf. Der verwundete bekam die Ohrlippe aufgerissen und wo der andre verwundet wurde[,] weis ich nicht.

Heute morgen um 5 Uhr war ich Kaffehohlen gegangen als ich wieder zurück kam und kaum im Bombenwicheren war[,] fing die feindliche Artellerie nach uns zu schiessen an. Dicht um uns schlugen die Granaten ein aber der Herr hällt seine beschützen de Hand über mich. Wie oft habe ich gleiches nicht erfahren hier im Felde, wo man mitunter in tausend Ängsten gewesen ist und doch glücklich durchgekommen. men med ham ved min side. jeg tröstig kan stride.

Hoffentlich hat der Krieg bald ein Ende dass wir uns froh und glücklich im lieben Heim wiedersehen dürfen. Welch eine Freude wird das werden, aber nicht wie wir wollen sondnern wie Gott es will.

Nun schliesse ich mit vielen herzl. Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder

Milert.

Habt Ihr ein paar Taschentücher abgeschickt?

(Brev i privateje)

31. december 1916 – Milert Schulz: “Steinsplitter … um die Ohren”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 31. Dez 1916.

Meine lieben Eltern und Geschw. !
Endlich nach 1½ Monat habe ich gestern deinen Brief liebe Mutter vorn 9. und Vaters Brief vom 20. vielmals dankend erhalten. Also 10-12 Tage sind die Briefe unterwegs gewesen. Wie Ihr wohl denken könnt, wurde ich natürlich froh wie ich zum ersten Mal hier im Felde so weit von der lieben Heimat entfernt Post erhalt. Wie ich aus Euren Briefen ersehe habt Ihr es ja noch alle recht gut zu Hause was mich sehr freut. Ich bin auch noch immer gesund und wohl.

Ja, Ihr könnt glauben ich habe auch an Euch Wei[h]nachten gedacht. Ich habe mir das Ganze so richtig im Gedanken vorgestellt. Hier draussen im Felde haben wir ja nicht viel Freude gehabt von dem lieben Fest. Aber der Herr ist uns doch gnädig gewesen und uns vor den listigen Angriffen und Überfällen des Feindes behütet, so dass wir doch in aller Ruhe haben Weihnachten feiern können.

Unser Weihnacntsbaum bestandt aus einer Flasche um dessen Hals wir, buntes Papier gewickelt haben und oben im Hals ein Licht eingesteckt hatten. Dann haben wir Weihnachten mit unsern Liebesgaben gefeiert. Neujahr werden wir auch noch hier in der Stellung feiern.

3 Gewehre sind vorne im Schützengraben und unser Gewehr ist weiter hinten in Reserve. Wir hinten sind aber jedoch den meisten Gefahren ausgesetzt. Der Franzose beschiesst uns immer mit seiner Artellerie. Ungefähr 100 meter von uns hat er 6 Schuss rein gepulvert jedoch ohne Erfolg. Die Steinsplitter vom Gebirge sind uns doch um die Ohren geflogen, aber der treue Gott hat uns bisherher noch immer gnädig behütet.

Das Klima ist hier jetzt wie bei uns im Frühling. Tags sehr warm und Nachts Frost und kalt. In dieser Zeit ist ja sonst die Regenszeit. Wir haben aber nicht viel Regen gehabt. Eine Nacht haben wir hier unter freiem Himmel im Regen geschlafen. Jetzt haben wir ja unsern Unterstandt gebaut, dann lass es man regnen.

Hoffentlich wird uns nun das Jahr 1917 den Frieden geben. Gott gebe dass wir bald Frieden haben.  Das Genende Paket ist wohl nach Arÿs geschickt worden, hoffentlich wird es mir nachgesandt. Habt Ihr Briefpapier für mich abgeschickt, denn dies ist der letzte Boqen den ich hab und hier bekommt man nichts.

Wir leben ja einen ganz schönen Tag hier den ganzen Tag, schlafen und nichts tun. Sonst wäre da nicht viel neues zu schreiben und schliesse ich mit vielen herzlichen Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder
Milert.

Auf bald« Wiedersehn Schreibe bald wieder.

(Brev i privateje)

24. december 1916 – Milert Schulz: “Die Franzossen und Serben schiessen mit Granaten”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Unterstand d. 24/12 16.

Weine lieben Eltern und Geschw.!
Heute am Weinachtsabend werde ich Euch doch ein paar Wörter schreiben. Liegen hier auf einen hohen Felsen und haben uns dort einen schönen Unterstand gebaut. Hier merkt man kaum, dass es Weihnachten ist. Das schönste Sonnenwetter und kein Schnee. Es ist als wäre es schon April. Wir werden wohl hier draussen nicht viel von Weinachten merken. Ihr müsst nun nicht auf meine Schrieft sehen, da es hier nicht gut zum schreiben geht. Wir werden wohl von der Compagnie ein paar Weihnachtsgeschenke bekommen.

Die Franzossen und Serben schiessen mit Granaten feste über unsere Köpfe hinweg. Sind aber sonst ziemlich ruhig. Hoffentlich werden sie uns Weinachten in Ruhe lassen.

Wäre ja gerne zu Hause gewesen. Im Gedanken bin ich ja alle Augenblicke bei Euch . Kann mir wohl vorstellen wie die kleinen Geschwister den heutigen Abend erwarten. Na, hoffentlich ist der Krieg bald zu Ende, dass wir wieder gesund und glücklich nach Hause kehren dürfen und denn wird mal wieder Weihnachten gefeiert.

Am 3. Jan. werden wir abgelöst und kommen 6 Tage nach hinten um Weinachten zu feiern. Post habe ich noch nicht erhalten. Bin sonst nochimmer Gott sei dank gesund und wohl und hoffe ich auch dasselbe von Euch.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder
Milert.

Wo ist Schwester Mie und Bruder Matthias? Habe noch nicht ihre Adressen.

(Brev i privateje)

14. december 1916 – Milert Schulz: “Läusse hab ich jetzt auch schon.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschr. d. 14. Dez. 1916.
Meine lieben Eltern und Geschw.!
Noch immer ohne Nachricht von zu Hause, kann aber wohl noch nicht hier sein. Meine ersten Briefe habt Ihr wohl schon erhalten, sind noch immer in diesen Dorfe in Reserve. Hier können wir es ja noch lanqe aushalten, wenn wir hier bleiben könnten.

Gestern waren 4 feindliche Flieger über und der Eine hat bomben geworfen, jedoch ohne erfolg. Neues ist da ja sonst nicht viel, da hier immer jeden Tag dasselbe ist.

Schreibmaterial habt Ihr hoffentlich abgesandt, da ich nicht mehr viel habe. Sende mir auch bei Gelegenheit ein paar Zeitungen mit, da man hier garnichts zu wissen bekommt. Die Verpflegung ist nach den Umstanden ziemlich gut. Wir bekommen jeden Tag ein halbes Brot. Mittag, 2 Cigarren und Cigaretten, und was es denn sonst noch giebt. entweder Marmelade oder Wurst oder Schinken, oder Fett oder irgend so etwas Fettigkeiten. Reicht aber nur für eine Mahlzeit. Hunger hab ich bis jetzt noch nicht gelitten.

Das schlimmste ist nur diese Marsche, die wir mitunter machen sollen und denn hier in diesen Gebirge. (Läusse hab ich jetzt auch schon. )

Nun zum Schluss, wünsche ich Euch ein von Gott gesegnetes Weihnachtsfest. Hoffentlich haben wir bald Frieden. Wie Ihr wohl auch wist hat der Kaiser den Feinden den Frieden angeboten.

Viele herzl. Grüsse an Euch allen Euer Sohn und Bruder
Milert

(Brev i privateje)

31. juli 1914. Truende krigsfare: Grænsen spærres. Al myndighed overgår til militæret!

Senest ændret den 27. januar 2016 22:09

Grænsen ved Vester Vedsted - spærret!
Grænsen ved Vester Vedsted – spærret!

Det meddeles officielt: Tyskland befinder sig nu i truende krigsfare.
Den kommanderende general i Altona meddeler, at al offentlig myndighed inden for Det 9. Armékorps’ område, herunder provinsen Slesvig-Holsten, hermed overgår til ham:

”Civilforvaltningen og de kommunale myndigheder har at adlyde mine befalinger og pålæg.”

Overpræsidenten for Slesvig-Holsten, von Bülow, meddeler: ”Al privat færdsel over grænsen til Danmark ved fodgængere, ryttere og køretøjer af enhver art må i herefter kun ske over Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gelsbro og Hviding. Det er forbudt at anvende alle andre overgangssteder.”

Ordrerne bliver snart fulgt af handling: Broer afbrydes, veje graves op, grænsespærringer etableres og bevæbnede soldater posteres ved grænseovergangene mod nord. Grænsen til Danmark blev hermetisk lukket.

Boghandler Niels Hansen, Toftlund
Boghandler Niels Hansen, Toftlund

Boghandler Niels Hansen i Toftlund fortæller om en rejse med genvordigheder:

”Fredag den 31. juli var jeg i Kolding på en årlig forretningsrejse, hvor jeg som sædvanlig ville gøre mine årlige juleindkøb. (…) Da jeg som dansk boghandler havde mange forretningsforbindelser i det gamle land, tog jeg også denne gang, som så ofte før, min post med over grænsen og lagde brevene i postkassen i Vamdrup. (…).

Jeg rejste tilbage fra Kolding om eftermiddagen, og da vi kom til Sommersted station, stod gendarmen og hele toldpersonalet på perronen. I en barsk kommandotone gav gendarmen ordre til, at alle passagerer skulle forlade toget, men lade deres rejsetøj ligge. Toget blev så grundigt gennemsøgt. På vor forespørgsel om, hvad der var i vejen, blev der svaret, at det vidste de ikke og det angik ikke os.

Selv om det hele blev taget med et vist humør, som vi altid var vant til at tage en situation, hvor den preussiske gendarm greb ind, så følte jeg dog inderst inde, at der måtte være sket noget, som ikke var godt. Efter at revisionen var foretaget, fik vi på samme vist ordre til at tage plads i toget.

I Vojens gik toldeftersynet ret hurtigt, og jeg gik ud til rutebilen; men bilføreren meddelte, at han ikke måtte køre uden tilladelse. Vejen var spærret uden for Vojens, og han kunne ikke komme igennem uden tilladelse. Manden var ikke klar over, hvem der kunne give ham denne; men endelig fik han oplyst, at amtsforstanderen var manden. Han gik til amtsforstanderen, og efter en times forsinkelse kørte bilen ad Toftlund til.

Et stykke uden for Vojens by, hvor vejene krydser, var der spærret med jernbaneskinner tværs over vejen, og et par baneembedsmænd holdt vagt. Her fik vi at vide, at der var erklæret krigstilstand, og at det var skyld i spærringen. Bilføreren foreviste sin tilladelse, og så susede bilen videre ad Bevtoft til.

Der taltes ikke blandt passagererne, enhver sad med sine egne tanker. En stille, dejlig juliaften var det, solen var gået ned, og den byggede sit guldslot i vesterled. Vinden var næsten stille, kun en svag luftning gik over de gule marker, hvor rugen stod moden til høst.

Naturen stemte til andagt og glæde, men i sindet var der mørke tanker. Hvad nu? Skulle alt det dejlige nu formørkes, de bugnende marker ødelægges af krigens vilde leg? Skulle vi nu rives fra hus og hjem for at tage del i det skrækkelige, som krigen er? (…)

Da vi kom til Toftlund, flokkedes folk om os for at høre, om vi vidste mere nyt, end det, som allerede var kendt.”

(Niels Hansen i: Jes Sarup (udg.): ”Bavnerne brænder”, Kbh. 1934).