Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.
(… fortsat)
Kaffen kogte vi selv herude, Middagsmaden og den øvrige Proviant fik vi først efter Mørkets Frembrud, da det aabne Terræn fra Gevgeli og ud til os ikke kunde befares om Dagen. Vi stillede os saa op, ca. 40 Mand ialt, bag en stejl Bjergvæg, hvor Vognen plejede at holde.
Men Franskmændene havde lugtet Lunten. Det skete flere Gange, naar vi stod midt i Suppeuddelingen, at Uvejret brød løs derovrefra; tre-fire Batterier skød paa een Gang. Faa Sekunder efter haglede Granaterne ned om Ørerne paa os, men da var vi i Sikkerhed. I et Nu var hele Flokken som blæst bort. Den tørre Vandingskanal har mange Gange frelst os fra Granatsplinter. En Fuldtræffer kunde vi ikke faa paa det Sted, dertil var Bjergvæggen for høj.
Første Gang, det skete, skelede jeg lidt til en Stabel Gasgranater, baade med gule og sorte Kors malet paa Bundstykket. De laa temmelig udsat og kun et lille Stykke fra os. De blev senere fjernet. Vore Gasmasker havde vi mod Reglementet ladet blive i Hytten, saa det havde været en køn Suppedas, hvis Granaterne var røget i Luften. Kusken blev hos sine Heste og trykkede sig ind til dem. Han var mere modig end vi andre.
Kun een Gang har jeg set Tyskerne bruge Gasgranater, men jeg har aldrig, heldigt for os, set Modstanderne bruge dem.
Senere blev der opstillet engelske Skibskanoner til venstre for os. De kunde tage os mere i Flanken, men Sprængvirkningen syntes ikke at staa i Forhold til det Spektakel, Granaterne lavede ved Eksplosionen. Det hele blev pulveriseret til smaa bitte Stykker, der faldt ned over os som Støvregn. Engang fik jeg et lille Stykke bag Øret, men udover, at det brændte lidt, mærkede jeg ikke til det.
De store franske 18 cm Kanoner havde vi mere Respekt for; de lange, savtakkede Splinter fløj vidt omkring, men de blev mest brugt til at beskyde fjernere Maal med, særligt vore Artilleristillinger langt tilbage mellem Bjergene. Dog blev de ogsaa brugt kraftigt begge Paaskedage 1916 [må være 1917, RR] til at bombardere vore to fremskudte Kanoner med. Uafbrudt fra Morgen til Aften blev de ved med at skyde, saa det ikke var til at komme udenfor en Dør. Ustandseligt svirrede Granatsplinter rundt som vrede Bier og slog mod Stammer og Grene i Morbærplantagen udenfor Hytten.
Det var for saa vidt spildt Ulejlighed, som der ikke blev anrettet nogen Skade hos os. Vore to „Steilfeuer“- Kanoner maa jo aabenbart have generet dem meget, naar de vilde ofre saa meget for at faa dem gjort tavse. Det var de ogsaa, men kun saa længe det stod paa.
Det kunde ske, at der af en eller anden Grund manglede Mandskab ved Kanonerne, naar der skulde skydes; saa blev der sendt Bud efter os. Det blev dog gerne ikke til ret meget, kun nogle faa Skud, saa havde Franskmændene lukket Munden paa os. Naar vi saa blev nødt til at holde inde med Skydningen, snuppede Underofficeren i en Fart det meget værdifulde Sigteapparat, som i alle Tilfælde skulde bjerges, og vi var rørende enige med ham i at forsvinde hurtigst muligt ind i Bjergsidens Understand. Man havde Indtrykket af, at der skulle spares paa Ammunitionen i Modsætning til dem paa den anden Side. For hvert Skud vi affyrede, fik vi 25 igen.
(fortsættes …)
DSK-årbøger 1951
