Tag-arkiv: Makedonien

17. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, hvor briterne foretager endnu et angreb på Beaumont Hamel, om Makedonien, hvor bulgarerne og tyskerne tvinges i defensiven af serbiske og franske tropper, om Rumænien, hvor rumænske og russiske tropper angriber Mackensens tyske styrker mod syd, mens tyske tropper under Falkenheyn til gengæld angriber gennem Karpaterne mod nord.

12. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Senest ændret den 17. november 2016 17:57

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, blev i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Prilep skulde vi Dagen efter videre med en Feltbane. Her kom en Kammerat, Rose hed han, og jeg bort fra de øvrige og traskede længe rundt i de bundløse Gader for at finde de andre eller i hvert Fald et Natte- herberge. Vi mødte Børn, der vilde have os med hjem; saa meget Tysk havde de da lært, at de kunde gøre os det begribeligt. Vi skulde dog ikke nyde noget, for vi kunde jo nok regne ud, hvad den gik ud paa.

Omsider fik vi Husly; der var dog ingen Vinduer. Vi sov sammen med nogle andre Soldater paa Gulvet.

Det var sjældent, vi saa Ruiner i de efterhaanden mange serbiske Byer, vi stiftede Bekendskab med. Det saa ud til, at Tyskerne havde haft let Spil, da de erobrede Landet.

Næste Morgen fandt vi vore Kammerater paa Feltbanestationen, og herfra blev vi kørt til Topolschani, en lille Landsby i Nærheden af Monastir, hvor der var oprettet et Ammunitionsdepot. Ammunitionen blev fra Feltbanen udlosset paa Stationen, der kun bestod af en Plads med Tag over.

Herfra skulde Granaterne bæres op ad en Bjergskraaning og graves ned i smaa Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes Afstand. Der var Plads til ca. 200 Granater i hvert Hul, alt efter Størrelsen, og der var mange Variationer, helt fra 7,5 til 21 cm.

Det var et grimt Stykke Arbejde at slæbe paa de dumme Tingester, og selv om vi „trykkede” os lidt, (vi blev efterhaanden helbefaren i denne Kunst), skulde det jo gøres, og Granaterne trykkede ogsaa, endda saadan, at jeg mange Aar efter var øm paa Kravebenet af det.

Vi var dog ikke ene om det, idet en Afdeling rumænske Krigsfanger var sat til at hjælpe os. De var bevogtet af Bulgarerne, nogle raa Fyre, der ikke tog i Betænkning at jage Bajonetten i dem, naar de ikke vilde — eller ikke kunde — makke ret. Under Arbejdet var de under Opsyn af en tysk Underofficer, der pryglede dem for et godt Ord. Trods det holdt de mere af os end af deres Vogtere- „Bulgarski nje dobra, nihs Kultur. Germanski dobra“, sagde de til os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

9. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Senest ændret den 17. november 2016 18:04

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

I Begyndelsen af November 1916 rejste vi sydpaa. L. Dollerup og M. Lund var med i Transporten; andre husker jeg ikke.

Rejsen gik først til Gradsko i Makedonien, ca. 70 km fra Prilep. Paa Vejen herned mødte vi et Lazarettog fyldt med haardtsaarede fra det saksiske Jægerregiment, maaske de samme, som sammen med os var rejst derned, og som fortsatte, da vi steg ud i Nish. De havde faaet en meget haard Medfart ved Monastir, hvor der rasede heftige Kampe paa den Tid.

Det gjorde et dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning. For Infanteriet var det særlig slemt i det klippefyldte Bjergland- Det var næsten umu­ligt at grave sig ned, og Sprængvirkningen fra Granaterne var dobbelt, da Stenene virkede som Splinter.

Fra Gradsko til Prilep var der ingen Jernbane. Det tog os to Dage at gaa de 70 km. Ikke nogen særlig stor Præstation, men i Betragtning af, at det hele Tiden gik opad, at det var Snevejr og glat Føre, var det drøjt nok alligevel med fuld Oppakning.

Vejen gik over Babuna-Passet, hvor den snor sig frem og tilbage utallige Gange, forbi dybe Slugter, hvor der en Gang imellem laa et knust Lastauto nede paa Bunden. Jeg gad vide, hvor mange Chauffører der har sat Livet til paa den Maade.

Trafikken paa denne Strækning blev nemlig besørget af Lastbiler og en Traadbane, der gik over Bjerge og dybe Afgrunde. Af og til saa vi en eller to Soldater sidde oven paa Høballer eller Ammunitionskasser, og de fik paa den Maade en eventyrlig Luftrejse. De sparede jo Benene, men jeg skulde nu ikke nyde noget, for sæt, at Staalviren sprang! Det kunde nemlig ske.

Her saa vi de første rumænske Krigsfanger. De var sat til at passe Stationerne.

Den første Nat sov vi i Telt og frøs med Anstand. Da vi nærmede os Prilep, blev Landet mere fladt. Lidt uden for Byen havde jeg en Oplevelse. Der sad en Tigger ved Vejen og spillede paa et Instrument, der lignede en Violin. Han spillede en Melodi, jeg kendte. (Tiggere var der mange af i Serbien, maaske Tito har faaet dem afskaffet). Det var Melodien til „Vældige Riger rives om Jorden”, som vi sang til Gymnastikken hjemme i Hviding Forsamlingshus. Det var mærkeligt at møde en kendt Melodi saa langt borte fra sin Hjemstavn. Senere opdagede jeg, at det er en bulgarsk Folkesang; saa var det jo ikke saa mærkeligt endda.

At der ingen Sundhedskommission fandtes i Landet, var nemt at se, for langs Vejen laa mange Skeletter, mest af Okser, der bruges som Trækdyr. Dør de undervejs, faar de Lov til at blive liggende som Føde for Gribbene, eller ogsaa, til de raadner op. I Vandløbene, hvor man hentede Drikkevand, laa der ogsaa døde Dyr.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

30. oktober 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Senest ændret den 17. november 2016 18:02

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz.

Den 12. Marts 1916 blev jeg indkaldt og kom, sammen med otte Landsmænd, deraf to fra min Hjemegn, Magnus Lund fra Normsted og Laurids Dollerup fra Endrupskov, til Graudenz i Vestprøjsen.

Vi kom til Fodartilleriet og blev uddannet paa Fæstningen Gobierre ved 15 cm Haubitser, tilhørende Fodartilleri Rgt. 15.

Fæstningen ligger højt oppe paa den vestlige Bred af den brede Weichselflod og har vel nok i gamle Dage med sine Volde og Grave været uindtagelig.

Selv om vi var kommet langt bort fra Hjemmet, var vi dog glade for, at vi var blevet tildelt Artilleriet og ikke Infanteriet, som vi var taget til paa Sessionen. Nu kunde vi da slippe fri for at komme i Skyttegravene.

To Gange var jeg hjemme paa Orlov fra Garnisonen. Vi Landmænd havde jo den Fordel frem for Byboerne, at vi lettere kunde faa Orlov, da vi skulde hjem og hjælpe baade i Saatid og Høst. Byboerne var meget utilfredse og knurrede, naar de saa os drage af Sted, og det var jo ikke saa sært.

Sidste Gang, jeg var hjemme, blev jeg tre Dage, før jeg skulde rejse, kaldt tilbage. „Sofort zuruckkommen!” hed det i Telegrammet. Jeg var ikke glad ved Situationen, da det jo kun kunde betyde, at vi skulde af Sted til Fronten.

De første to Gange kneb det med at faa sagt Farvel til Forældre og Søstre; men denne Gang var det meget svært. Vi vidste jo ikke, om det var sidste Gang, vi saa hinanden, og jeg kan saa levende sætte mig ind i, hvad det har rummet af Sorg og Lidelse for dem, der ogsaa skulde sige Farvel til Kone og Børn. Det forstaar kun de, der selv har prøvet det. At gaa over Grænsen faldt mig dengang slet ikke ind.

Da jeg kom tilbage til Deutsch-Wangerau, hvortil vi var flyttet for et Par Maaneder siden for at give Plads for nye Rekrutter, fik jeg Dagen efter paa Skrivestuen at vide, at det var Gendarmen derhjemme, der havde været paa Spil. Han havde i et Telegram til Batteriet fortalt, at jeg var „fahnenfluchtverdächtig” og øjeblikkelig skulde kaldes tilbage.

Han kunde nu godt have sparet sig Ulejligheden, for jeg var nu alligevel kommet. Der blev sagt, at der den sidste Nat stod Vagt ved Gaarden for at holde Øje med mig.

Her i D. W. boede vi i Træbarakker, der i uhyggelig Grad var befængt med Lopper. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst, disse sorte Springfyre eller Lusene, som vi senere stiftede Bekendtskab med.

Tiden gik her med Øvelser og Eksercits paa „Ellenitzer Platz“, hvor der stod nogle gamle russiske Kanoner.

Paa en længere Marchtur gjorde vi engang Holdt ved en Kro, og en Kanoner blev sat til at passe Løjtnantens Hest. Han syntes dog, det kunde være sjovt med en Ridetur og satte sig op paa Hesten, men med det Resultat, at den i fuld Galop stak af med ham. Til Straf fik vi alle paa Hjemturen en vældig Stroppetur.

Med et Hold lidt ældre Rekrutter, der kom til os i D.- W., var ogsaa den nuværende Konsulent Jørgen Frank. Vi fandt snart hinanden, og jeg mindes mange hyggelige Timer, naar vi fulgtes i det fri, og han sang for os af „Syng dig glad”.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

12. februar 1916. I Makedonien: “Mahomedanerne driver jo alt efter deres Stilling og Formue Flerkoneriet.”

Chr. R. kom som soldat til Balkan, der forekom ham meget fremmedartet

En Tur gennem Makedoniens Bjerge.

Makedonien, den 12. Februar 1916.

Kære „Hejmdal“!

Med Dig og dine Læsere vil jeg nu gøre en lille Tur gennem Højbjergene i Syd-Serbien, det saakaldte gamle Makedonien.

Vejret er just ikke særlig godt, men jeg vil haabe, at det op paa Dagen bliver bedre. Det regner. Vejen er jo, da Vandet fra Bjergene strømmer ned derpaa, en dejlig Vælling, dog er den jo med sin faste Undergrund temmelig farbar. Gennem en snæver Dal gaar Vejen jævnt opad, til den naar et forhenværende Gæstgiveri, nu Opholdssted for bulgarske Armerings-Soldater.

Saa maa vi til at anstrenge os lidt, thi nu gaar det opad. Vejen snor sig i Siksak op ad Bjergets Sider. Stolte Bjerge, dels graa Klipper, dels med et tyndt Jordlag bevokset med forkrøblet Egebusk og lidt Græs. Længere henne, hvor Vejen er indhugget i Bjergets Side, glinser Stenene, som om det var Guldstøv, en Art Metal er det jo sikkert, da Landet er rigt paa Metal, særlig Kobber.

Her er Vejen smukt anlagt, og i Frastand ser det ud som en prægtig Stenmur eller et Galleri. Skuer man i Vejret, op til Spidsen, en svimlende Højde, i alt Fald for os Nordboere, ser man en Ørn majestætisk svævende højt, højt oppe, spejdende efter Bytte. Den ser i denne Afstand ikke særlig stor ud, men jo højere vi kommer, desto større bliver den.

Her gennemskæres Bjerget af en rivende Bjergflod, der skummende strømmer ned mellem Stenene. 1.700-1.800 Meters Højde ligger der Sne.

Her er det temmelig koldt og det blæser lidt. Nu gaar det ind i Skyerne, en tæt Taage indhyller alt. Her er en raakold Luft, dog stadig opad, højere og højere. Efter 5 Timers Kørsel, med smaa Mellempavser, naas Højdepunktet.

Lidt før møder vi en Massegrav med 48 faldne Bulgarer. Ved Siden af dem staar der et provisorisk bygget Hus til Armerings-Soldater og Telefonarbejdere, ganske lunt og net, dækket med Træ, Halm og Jord. En Kakkelovn med Røret op gennem Taget mangler heller ikke, saa de har indrettet sig ganske husligt. Nu er vi oppe paa Spidsen, i hvert Tilfælde af Vejen (1.135 Meter), men Bjerget rager endnu 632 Meter i Vejret. Dets Højde er 1.767 Meter.

Nu gaar det atter i Siksak nedad, ind mod Byen P. Til højre for Vejen befinder der sig i et Par Hundrede Meters Afstand en meget smuk Bjergkæde. Alt store Kæmpesten, opstablet og henkastet mellem hverandre som af en overnaturlig Magt. Et dejligt Billede, hvorover enhver Sletteboer maa frydes.

Hist paa den højeste Tinde vajer et lille Fag, dog er det ikke muligt at skelne Nationaliteten, men det er vistnok et bulgarsk, da det er paa bulgarsk Etappeomraade.

Histovre til venstre drager en bulgarsk Oksekolonne i endeløs Række. Deres smaa Vogne, forspændt med nogle store graa Stude med mægtige Horn giver det, som alt her, et østerlandsk Præg. Ogsaa Æslet er her et meget brugt Befordringsmiddel. Hvad der alt kan læsses paa dem er utroligt, 2-300 Pund bærer de smaa Tingester.

Til venstre for Vejen, ved en lille Bæk, ligger 5-6 Vandmøller i Rad, meget snildt og billigt indrettet. Vandet ledes i en Grøft, som opdæmmes, hen til Møllen, derfra gennem et udhulet Træ ned over et Hjul, som ligger vandret, og ikke, som hos vore Vandmøller, lodret. Her styrter det med mægtig Kraft og Larm ind over Egerne eller rettere Brædderne og driver med mægtig Fart Hjulet, der driver en lille 70-80 Ctm. stor Sten. Det er Hvedemølleri i denne Egn.

Nu naas Byen P. Snævre, smudsige Gader med lige saa simple som smudsige Huse. Her er den mahomedanske Religion den fremherskende. Dog findes der ogsaa saakaldte Ung-Tyrkere. (Landet har jo før tilhørt Tyrkiet).

Mahomedanerne driver jo alt efter deres Stilling og Formue Flerkoneriet. Enhver nogenlunde velsitueret Mahomedaner har jo 3-5-10 Koner. En mærkelig Tilstand.

De Damer, som befinder sig i et saadant Harem, gaar tæt tilsløret, i en lang sort Præstekjole og Hovedet tæt tilbundet med et hvidt Klæde. De lader sig sjældent se. Neglene har de farvet helt røde som Tegn paa deres Værdighed, eller ogsaa som Pynt for at bedaare deres naadige Ægtefælle. De taler aldrig med os, og gaar for det meste af Vejen.

Se ind i deres Bolig eller Helligdom er umuligt eller saa godt som umuligt. Det er en Sjæl­denhed, at det tillades, hvad der dog ogsaa er os ligegyldigt, endskønt Nysgerrighed er en slem Drivfjeder.

Der findes i Byen mange Moskeer. Præsten gaar to Gange daglig omkring Taarnet og synger nogle monotone Sange, det lyder meget kønt, dog paa Grund af mit Ukendskab til Sproget, uforstaaeligt.

Vi vil nu aflægge et lille Besøg i Europæer-Kvarteret. Her ser det ordentligt og bedre ud. Der findes Gæstgiverier paategnet: Herr Man sprit Deukk (Manden her taler Tysk).

Vi gaar ind; der bydes Vand og Vin. Vi forlanger et Glas Vin, og der serveres en Drik, som næppe fortjener Navnet Vin. Den drikkes, og det gaar videre.

Her er et Konditori. Der maa vi ind Der udsøges en 3-4 Slags Kager. „Og de koster?“ „1,20 Mark“. Lidt dyrt, men alt maa jo prøves. Her er en Urmager- eller Juvelerbutik, flere kønne Sager, alt tysk Fabrikat. Det er nu bleven mørkt, og vi maa se at komme hjem. En anden Gang mere.

De venligste Hilsener til alle derhjemme i vort gamle Nordslesvig sender
Chr. R.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

31. januar 1916. Makedonien: Dovne mænd og undertrykte kvinder

Sønderjyden “H” blev forbløffet og vred over sæd og skik, da han mødte serbere og muslimer i Makedonien.

Fra Makedonien.

Den 31. Januar 1916.

Kære Mor, Søster og Helga!

Ja, det er jo et stort Ark, jeg nu begynder paa, det er ikke fordi jeg netop har saa meget at skrive om — den ene Dag gaar jo næsten som den anden. Og dog er der mere Afveksling i Vinter.

Sidste Vinter var vi længere paa Stedet og var ogsaa mere direkte inde under Krigstummelen; men havde dog ellers en rigtig god Tid. Vi havde elektrisk Lys, gode Stalde, varme og lyse Opholdsrum, og Befolkningen lignede jo da dem, vi før var vante til at omgaas. Naturen og Klimaet var ogsaa mere hjemligt der end hernede.

Her fører vi mere et omvandrende Rejseliv, er ude paa en lang Rejse, faar meget at se; det er ikke saa meget, i hvert Tilfælde direkte Krig, vi mærker, ja heller ikke dens Følger. Den lange Tur her ind gennem Passet mellem Leskovac og Kumanovc var en meget interessant Tur, og den var heller ikke saa vanskelig, da vi havde nogenlunde godt Vejr.

Men I kan tro, det var en Snævring, og mange Steder var Vejen bundløs. Jeg skriver Vejen, for der er kun denne Vej langs med Moravaens Bred ud og ind mellem Bjergene eller Bjergkæderne. Jævnsides med Vejen gaar Jernbanen, men hvor Floden slaar en stor Bugt, der gaar Jernvejen lige gennem Bjerget gennem lange Tunneller. Vi derimod sneglede videre om ad med Floden.

Vældig var Naturen mange Steder, særlig hvor Snævringen var saa smal, at Klipper til en Højde af 1500-2000 Meter ragede lige op og ned og Klippeblokke højt oppe hang ud over Vejen, og Floden dybt nede brusede og skummede. Saa kunde der, naar vi kom om et Klippehjørne, komme en lille fri Plads, hvor Bjergene gav mere Plads til de Vejfarende; de skarpe Kanter og de stejle Spidser tog af, Bjergene blev rundkuplede — opad deres Sider stod Bøgetræer med gult Løv og op rundt om de smaa graa Huse.

Alle Vegne, nede og oppe, kunde vi høre baade Barnegraad og Latter. Cigaretrygende Mænd, dovne og dasende, stod der overalt og saa paa os. Gamle og unge Kvinder var altid i Gang, tit bærende tunge Byrder og ved strengt Arbejde. Højt oppe paa Bankens Top mange Steder en Kirke, ikke særlig køn, og Kirkegaarden uden om. Kirkegaarden var tydeligt at se; der stod de mange hvide Sten, høje og lave, men de hælder baade frem og tilbage — der er slet ingen Orden — der kan være noget saa trist over en serbisk Kirkegaard.

I det hele taget, hvor har jeg dog set mange triste Kirkegaarde rundt om, hvor vi har været.

Efter at vi var komne ned til Flodbredden igen og Vejen atter begyndte at stige, ja, saa kunde det komme saadan, at den gik lige op over et Bjerg. Saa gjordes der Holdt — der toges Afstand — Hestene kradsede saa smaat af op ad den stejle Vej, og Kusken, ja, vi alle, haabede jo, naar vi kom derop, saa kom Udsigten, saa fik vi mere Luft. Men nej, der bag ved var der endnu højere Bjerge; saa ned igen, ned til Flodbredden, og saadan Gentagelse efter Gentagelse. Dog altid andre Former, men bestandig under denne indespærrede Fornemmelse.

Først efter fire Dages Kørsel slap vi ud, jeg havde nær sagt, saa vi Land foran os, men dog længst ude omgivet af høje Bjerge — at det var Bjerge kunde man se, for de stod som en hvid takket Mur rundt om Landet foran os.

Nu er vi saa inde i Makedonien. Der er mere fladt her, det vil sige, der er Bjerge nok, men de trækker sig da mere beskedent tilbage her. Den By, vi nu har boet i i 6 Dage, men som vi forlader i Morgen, er beboet af Tyrkere — derfor mohamedansk i Sæd og Skik.

Vi kunde slet ikke forstaa, hvad der var i Vejen, da Byen var kvindetom; vi saa slet ingen. For det er jo nu da saadan alligevel hernede ogsaa, at der mangler noget, naar man ikke ser dem.

Lille Børn, naar man nu tænker, at de f. Eks. i Danmark har Valgret, er ligestillede med Mændene, hvilken skrigende Modsætning hernede. Ja, hvor er de dog langt tilbage.

Man maa undre sig over, at det er muligt, det som jeg saa i Formiddags, da jeg gik forbi et Hus, hvor en Kvinde ikke kunde komme hurtigt nok ind, som det sig hør og bør, at Manden da slog hende, fordi hun havde ladet sig se. Men hun tog roligt imod den knaldende Lussing, som hendes egen Mand gav hende, og for­ svandt ind ad Døren. De maa kun lade deres Ansigt se af deres egen Mand.

Hvor kan man blive ilter og rigtig gal i Hovedet ved at gaa og se paa disse dovne Mandfolk hernede, altid rygende paa en selvlavet Cigaret; de bestiller ingenting, alt ligger øde og forsømt, hulter til bulter, skident og usselt er alt.

Rundt om de forskellige Hjem er der Raalerstensmure eller Kampestensmure. Hist og her er der faldet et Stykke af disse ned, men nej, den Skade bødes der ikke paa, saa løber de hen over Brokkerne. Der kan de springe rundt fra Sten til Sten, saa slipper de paa det Sted at gaa i Dynd til Knoklerne i denne Tid. Naar først Sommeren kommer, kan det blive tørt nok.

Det skal være meget varmt hernede. Forresten er Tyrken rigtig flink imod os. Han klapper os paa Skuldrene — det gjorde vor her, og sagde saadan noget som, at Germanerne og Mohamedanerne — Tyrkerne — saa slog han ud med Armene — „Vi er jo fælles om den store Sag“.

I Morgen begynder vi saa paa en tre Dages March, og standser vel saa nedad ved Veles et Sted. Her er Omgivelserne saa mærkeligt ørkenagtige. Træer er der næsten ingen af. Dovne Mænd, Drengebørn, Æsler og en Masse Hunde, det er det meste Levende, vi ser. Ja Faar. Men det allerkønneste er nu Bjerggeden — den er dejlig — den har en Rejsning som en Hest og er kobberrød, et nydeligt Dyr.

Her ser man ofte det Billede, at der kommer en cigaretrygende Tyrk slentrende, drivende foran sig 2—3—4—5 langørede luntende Æsler med fuld Oppakning af alt muligt, havde jeg nær sagt: Skind, Huder, Klude, Ben og Mastetræer. Naa, det sidste kan de jo selvfølgelig ikke have mange paa Lager af. Men hvad de har paa Lager, det er Tobaksblade. Der avles en Masse Tobak, hvilket ogsaa er tilfældet her i Byen.

Fra Donau og hernedad bager de alle deres Brød paa følgende Maade: Ildstedet er altid midt paa Gulvet. Majsen — det er altid Majsbrød — er finmalet. Vand hentes i en Krukke, aldrig i en Spand. Bagetruget er et udhulet Stykke Træstamme.

Et bestemt Maal Mel og dito Vand æltes sammen. De kender ikke meget til det, der hjemme staar i Eders Kogebøger: „man tager“; der er nemlig ikke mange Slags at tage af her. Inden Dejgen røres sammen, lægges der dygtigt med Ved paa Ilden, det kender de rigtigt, det lægges løst og let paa Ilden, men saaledes, at Bagestenen kan bæres oppe, saa Veddet kan forbrænde.

Alt som det brænder, synker den cirkelrunde flade Sten længere og længere ned i Ilden, Flammerne slaar helt rundt op om den. Stenen er, som nævnt, flad med en 3—4 Centimeter høj Kant, saa der bliver en rund Flade, Fordybning, indtil 20—25 Centimeter i Flademaal. Majsmelet og Vand røres sammen, mange kommer lidt Surdejg i.

Stenen er varm, den væltes ud af Ilden, den støves lidt af med en skidden Klud — ikke altid —, der prøves med Majsmel, om den er for varm. Er den passende, det kender de selvfølgelig nøje, ja, saa hældes den flydende Dejg ned i Stenens Udhuling. Tit bruger de saa en flad Sten til at lægge over, men mange bruger en klokkeformet Jernplade.

Oven paa denne og rundt om lægger de saa den gloende Aske i en 1-2 Centimeters Bredde. Der staar saa Ovnen. Efter to Timers Forløb er Majsbrødet færdigt. Det spises helst varmt. Ikke sjældent har jeg set, at de lægger Asken direkte ned paa Dejgen, men forinden vender de Pandekagen. Denne Bagning gaar for det meste for sig to Gange om Dagen.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)