H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
I Gaar Morges ankom vi til Odense. Aldrig i vor vildeste Fantasi havde vi kunnet tænke os en Modtagelse, som der blev os til Del. Farten igennem Kanalen er uforglemmelig. Til den yderste Mole var Folk kommet ud for at hilse paa os. Fra Husene vajede Dannebrog, og fra en skyfri Himmel hilste Solen paa os.
„Syng, Sønderjyder, syng,” blev der raabt fra Stranden. Vi satte ind med den eneste Sang, vi syntes kunde passe til Øjeblikket, og som vi mente at kunne udenad. „Der er et yndigt Land,” begyndte det fra mange Struber.
Men det blev vel nok en ynkelig Sang. Al den overstrømmende Glæde over, at vi kunde føle os hjemme, overvældede os i den Grad, at Glædestaarerne løb ned ad Kinderne, hvorfra vi genert søgte at fjerne dem med Trøjeærmet.
Men da endelig Skibet lagde til ved Kajen, og Musikken, Hurraraabene og Jubelen fra en uendelig Menneskemængde bølgede og slog sammen om os, da var det forbi med al Modstand. Glædestaarerne løb i stride Strømme ned ad de indfaldne Kinder, og vi lod dem løbe. I den store Gymnastiksal modtog vi Indkvarteringssedlen for vort Kvarter i de Dage, Odense By festede for os.
I Gaar Aftes var vi til en stor Fest, hvor der i hjertelige og oprigtige Ord blev budt os „Velkommen hjem”. Jo, vi føler, at vi er hjemme.
Vore Venner, Professor Verrier og andre var kommet for at tage imod os, og der lød oprigtig Tak til ham og alle, i der havde været med til at udvirke, at vi Sønderjyder kunde komme lykkeligt hjem.
Vi har sovet i en rigtig Seng, og alene det er en Lykkefølelse, der ikke lader sig beskrive. Dog, i Morgen gaar det hjemad, og det er alligevel det, vi længes mest efter.
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Søndag 4. aug. 1918
I går var det 14 dage siden, at jeg sidst fik brev fra dig, det er skrevet d. 16. juli… At jeg ingen post har fået så længe ligger deri, at den del af bagagen, hvortil jeg hører, er kørt et lille stykke tilbage. Men nu er vor feltpost kommet her i nærheden, og så får vi regelmæssig forbindelse med den.
Vi er her 15 mand fra 1. Batt. og tilsvarende fra hele divisionen. Ellers er det meget frit her, men det var da meget bedre i Clary. Der havde vi bedre kvarterer.
Her bor vi i en bræddebarak, og det kan endda sagtens gå an, men det værste er, at det regner ned i sengene til os. Jeg blev vågen sidste nat, og da havde jeg våde ben, det var ikke så rart. Nu har jeg bundet mit telt op, så det ikke kan gentage sig oftere, at man bliver våd i sengen.
Men noget af det værste, som plager os, er lopperne, det er da en slem plage. De er værre end lus, for de bevæger sig meget hurtigere.
Lige uden for vor barak var der en mark fuld af kartofler, og da vi kom hertil, var der straks nogle, som var ude at stjæle. Så blev der straks sat vagt ved kartoflerne. Men så en dag kom der en hel del andre tropper hertil byen, de havde været med forude og var meget sultne. De regnede ikke på, hvad der var forbudt, men stormede straks kartoffelmarken.
Da vi så det, så kan det nok være, at vi også kom på sokkerne, og nu har vi kartofler i lang tid.
Det er et gode, da man ingen pakker får hjemmefra, men i morgen bliver det nok bedre.
Jeg håber da, at du har fået alle mine breve, kære Inger. Hvordan mon det går med ansøgningen. Er den endnu ikke indsendt, for ellers er jeg næsten bange for, at det bliver for sent.
Der kommer en mængde tropper her igennem byen. Allesammen har de været med forude. Det er på det sted, hvor det går meget hårdt til. Så kan du vist nok tænke dig, omtrent, hvor jeg er.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918
Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.
29.7.
Vi ligger ved Sailly sydvest for Amentières. Det går hårdt til her i Flandern nu. Hver Nat angribes der, snart er det Tommy der angriber og vore Folk jages frem til Modangreb, snart er det omvendt. Kampen bølger frem og tilbage, en Kilometer frem den ene Dag og maske to tilbage den næste Dag. Resultatet er at Tusinder af Soldater sætter Livet til. På en Kirkegård ved Armentières var jeg lidt inde at se mig omkring. Række ved Række var der af Kors ned Navne pa tyske Soldater, alle er de faldne siden Offensiven i April. Jeg spurgte nogle Soldater, som gik der og arbejdede, om de vidste hvor mange Faldne her lå begravet. Der er nu godt 33 Tusind, blev der svaret. Så kunne jeg så nogenlunde forstå, at jeg ikke kunne overse hele Kirkegården. Fra hvor stort et Afsnit de var samlet, fik jeg ikke at vide.
Ikke alene Menneskeliv går til Spilde, men også store Mængder af Materiel. Den Munition, vi skulle have forpulvret her, tog Tommy sammen med Stillingen. Men Livet og Lykken er omskiftelig. Tommy er igen trængt tilbage og vor Munition er tildels i Behold. Nu går vi og slæber Resterne deraf tilbage. Jeg har ikke været med derude endnu, men går her ved Munitionslageret og ordner Sagerne lidt. Det er heller ikke lutter Fornøjelse at være med derude Selv om Tommy også skyder lidt her omkring, så skydes der dog mere på Stillingen og de nærmeste Forbindelseslinier.
Forleden Aften blev vore Folk, som arbejder derude sammen med andre Afdelinger, beskudt af Tommy. De havde en del Munition slæbt samman ved Kanalen derude og var ved at læsse det pa Vogne. Da ramte en Granat ned pa Pladsen og Folkene fløj hulter til bulter imellem hinanden. Det gav 5 Døde og 7-8 Sårede. En mand røg i Kanalen, men fik sig ved egen Hjælp bjærget op på det tørre igen. Det viste sig, da han kom op at han havde mistet begge Fødder og en Hånd. Den ene Fod var reven af lige under Knoklen, den anden halvvejs ved Knæet og Hånden var reven af lige over Håndleddet. Han døde undervejs til Lazarettet af Blodtabet. Sanitetsafdelingerne kan ikke overkomme alt Arbejdet, og der er Knaphed med Forbindstoffer, så af den Grund dør vel også mange af de Sårede. Det er vel også bedre at dø straks, end at leve et Liv som Krøbling.
Vi blev vældig begejstrede den Dag vi kom hertil, thi vi opdagede en Mark med Bønner. Hvad det var for Bønner, ved jeg ikke. Dog var det ikke af den slags Bønner, som Præsten fremsiger, men Bønner som måtte kunne spises. Vi plukkede Bønner, når vi havde lidt tid, og nogle Mand blev sat til at plukke Bønner til Køkkenet. Og så blev der Kogt Bønner. Men jo længere de kogte, des hårdere blev de.næsten, og tilmed blev de sortbrune. Ved køkkenet gik det ligeså, og trods Ædikke, Salpeter og andre Kemikalier til Blodgøring af Bønnerne, blev det dog ikke den Dag vi fik Bønnesuppe fra Køkkenet. Vi fik så udleveret noget andet spiseligt. Bønnerne blev holdt i Kog til næste Dag, men var trods det lige så hårde som for. Vi spiste dem dog trods al deres Modstand. Resten af de samlede Bønner blev kørt gennem Kødhakkemaskinen før de blev kogt, så var vi da sparet for Arbejdet med at tygge dem.
Nu er det nok snart Slut med Opholdet her. Vi har Munitionen samlet og venter kun pa Ordre til at flytte igen. Forhåbentlig kommer vi så i lidt bedre Kvarterer, thi her lever vi så at sige i Hundehuse. Vi har langs med et Dige lavet os nogle Hundehuse af hvad vi kunne få fat på. Så har vi smidt lidt jord op omkring og ovenpå, for at have lidt Dækning mod Granatsplinter. De er alle vidt forskellige i Størrelsen, vi er fire Mand i vores. I de øvrige er der fra 3 til 8 Mand. Fælles for dem alle er, at det Antal Mand netop kan ligge i dem. Højden i dem er ikke større, end at man lige netop kan sidde på Halen.
(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)
Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.
7. Juli 1918. Veed du, hvor jeg er henne i Verden i Dag? En pæn Stue, højt til Loftet, et stort Vindue, rigtignok uden Glas, i Loftet nogle afskallede Steder, men ellers helt og det fine lysstribede Tapet delvis ubeskadiget. Møblementet er tre to Etagers raat sammen tømrede Sengesteder, men rummelige med fjedrende Langbrædder, saa man godt kan sove uden Træuld, og desuden ejer hver en lille Træstol med Halmsæde, som vi har hentet fra en Kirkeruin lige overfor. — Jeg bor nu i Armentiéres.
En Aftenstund forleden fik vi Ordre til Afmarche næste Morgen. Jeg gik hen i Gartneriet for at sige Farvel til Blomsterne og plukkede halvtudsprungne Roser. Næste Morgen stillede vort Korporalskab med hver Mand sin Rose, jeg med en dejlig mørkerød, og Kompagniet kørte med Feltbanetog til St. Andrée. Indkvartering i en lille Arbejdergades tomme Huse. Stuerne halvfulde af muggen Halm og Støv. Et Par Timers Rengøring, saa saa alt pænt ud. Men straks efter Ordre til ny Flytning næste Morgen. Spaseret til en af Lilles gamle Stadsporte, Porte de l’Abbaye, men for at komme ind i Lille skal man have særlig »Ausweis«. I Nærheden laa et Soldaterhjem i en smuk herskabelig Ejendom med Tæppe paa Gulvet i Læseværelset og Musik i Restaurationen. Man levede ligefrem op den Dag.
En søvnløs Nat paa Grund af et stærkt Hold i Ryggen og Flyverbomber. Næste Morgen kunde jeg knap røre mig; men en Sygemelding afvistes, og en Stuefælle hjalp mig Tornysteren paa. Naar den først sad der, stivede den Ryggen af. Men de 117 Gange, da den skulde af og paa i Dagens Løb, var lidt tragikomiske. Med et Transporttog til Armentiéres forbi; vort Frugtparadis og Hjem i to Maaneder. Langt om længe Indkvartering i halvt hele Huse, Arbejde med at indrette sig, Vagt om Natten. Jeg havde min Hyre med at passe paa Øjenlaagene, der vilde falde i.
Andr. Bøgen, , Vennemose, tilbragte siden sin indkaldelse i sommeren 1915 krigen på Østfronten. I foråret 1918 gik det til Ukraine.
I April Maaned fik Bataillonen Ordre til at holde sig marchberedt. Denne Gang gik det til Ukraine. Vor Bataillon blev stationeret i Byen Romny; derimod forblev et større Vagtkommando, som ogsaa jeg tilhørte, tilbage i en Landsby en 30-40 km derfra.
Egnen var her noget bakket, men meget skovfattig. I den første Del af Maj Maaned holdt Russerne deres Pinsefest, og da jeg holdt Vagt i Kirkens Nærhed, fik jeg Lejlighed til at iagttage Præstens Ceremonier og Menighedens Procession omkring Kirken i Pinsedagene.
Jeg var sammen med tre Kammerater ind kvarteret i et Baghus hos en Landmand. I Modsætning til de fleste andre Beboelseshuse herskede her Orden, Akkuratesse og Renlighed. Vor Lejlighed, i hvilken der var en hel Del Værktøj, tydede paa, at Manden ogsaa var Haandværker; men han var en interesseret Landmand, og da han forstod, at ogsaa jeg var Landmand, beklagede han rystende paa Hovedet, at vi ikke kunde gøre os forstaaelige for hinanden; men jeg maatte se hans Besætning.
Den bestod af to Køer og fire Heste. Efter mine Begreber var det en mærkelig Besætning; men i Ukraine drives der hovedsagelig kun Kornavl og kun lidt Kvægavl, og Ukraine kan sikkert med Rette kaldes Ruslands Kornkammer.
Da jeg havde set Besætningen, bød Værten mig indenfor til en Kop Te. I Stuehuset hilste jeg paa Konen, en voksen Søn og Datteren. Man bød mig tage Plads ved Bordet, og der blev budt paa Te og Hvedebrød, som saa meget indbydende ud, men i Smagen lod det en Del tilbage at ønske. Før jeg forlod Huset, viste de mig Stuerne, og var der Orden udvendig, var det i ikke mindre Grad ogsaa indvendig.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.
Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.
Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.
Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.
Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.
Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.
Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.
Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.
Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.
Jeg havde i nogle dage befundet mig ved den del af minekasterkompagniet, der lå i beredskab. Englænderne sendte os flere salver af svære brisantgranater. Mit kompagni led ingen tab, men regimentes bagage lige i nærheden mistede flere mand og en stor mængde heste. Da vores regiment i alle tilfælde var blevet anvist et afsnit til logi, flyttede vi og fik til sidst anvist en bivuakplads ved en hæk, hvor vi slog vores telte op. De få huse var allerede fuldt besat. Selv boede jeg i et erobret engelsk spidstelt, der slet ikke egnede sig dårligt som logi.
På dette sted lå vi i flere dage, selvfølgelig var en del af kompagniet altid i stilling. Så blev vi også jaget bort derfra. Englændernes artilleriild havde allerede længe gjort hele egnen usikker. Da så vores nabogård blev skudt sammen, og beskydning tog til, besluttede jeg mig for at fortrække, før der skete en større ulykke. Vi fandt logi i Le Petit Mortier, hvor også vores regiments bagage befandt sig. Vi fik endda anvist et hus til kvarter og havde det ganske godt i flere dage.
I stillingen var alt i det hele blevet ved det gamle. Roligt var der ikke, vedvarende blev den beskudt snart kraftigere, snart svagere med artilleri og minekastere. Men vi havde kendt ubehageligere stillinger. Det værste var, at folkene fremme næsten var uden beskyttelse mod granater og vejret. De sad i derude i deres huller, som de selv havde lavet, enhver fuldtræffer betød enden, så snart det regnede, sivede vandet vandet gennem de tynde dækker af brædder og jord. Ingen sammenhængende skyttegrav, ingen spærringer foran fronten, hver enkelt måtte være vagtsom og beredt, hvis han havde sit liv kært.
Og siden midten af marts ingen rigtig hvile, hele tiden på march eller under fjendtlig beskydning, folkene blev udmattede. De par dage, som det afløste mandskab kunne tilbringe i Le Petit Mortier, bragte ingen rigtig hvile, for heller ikke her lod fjenden os i fred.
Efter vi et par dage havde boet helt fredeligt, skød Tommy en eftermiddag et par granater foran mit hus. Endnu engang skete der ikke noget, den eneste sårede var min skimmel, der havde fået tre splinter i halsen og gennem det ene ører. Men sådan noget er dog ubehageligt. Man ligger sig ikke uden uro til at sove, når man ved, at man kan blive begravet under husets ruiner, og derfor er man ved hvert nært nedslag og ved granaternes skarpe piben straks på benene. Uforstyrret søvn må soldaten i det mindste have i hvilekvarteret, ellers klapper han langsomt sammen.
(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)
Den 15. maj bragte Flensborg Avis et feltpostbrev om boligforholdene i Polen skrevet af en soldat med initialerne N.C.O.
Polske Hjem. (Feltbrev til „Flensborg Avis”.)
Ved 9-Tiden kom der Befaling til at rykke lidt frem, for at Regimentet kunde famles. Efter en kort Marche blev der gjort Holdt, Tornystret blev kastet i Sneen, og vi afventede, hvad der videre skulde ske. Fra en Høj iagttog jeg det hele Skuespil. Det ene Kompagni marcherede frem efter det andet, Artilleri, Maskingeværer, Bagagevogne. Feltkøkkener rullede frem i uendelige Rækker, Officererne red frem og tilbage og uddelte de nødvendige Befalinger. Senere fik vi Ordre til at lade Geværerne, og Toget satte sig i Bevægelse. Efter et Par Timers Marche passerede vi den russiske Front. Alle Skyttegrave var forladte. Fjender saa vi ikke noget til, og vi marcherede uhindrede videre ind i det hellige Rusland. Da Solen dalede i Vest, blev vi indkvarterede rundt omkring i Landsbyerne. Vi, d. v. s. omtrent 10 Mand, fik anvist Kvarter hos en Landmand. Kaffen blev kogt, og da vi Havde spist, blev der lagt Halm paa Gulvet, og vi sov sødeligt til næste Morgen, da Marchen gik videre.
Vi har sagt det saa tidt, baade i Skrift og Tale, at de gode Hjem burde fremmes, og der er vistnok gjort adskilligt i de senere Aar for at højne Interessen for Hjemmets Kultur. Det kan derfor vistnok more en eller anden at høre lidt om den polske Befolkning i sit Hjem. Da der selvfølgelig ikke to Hjem, der er ens, er en Skildring i Almindelighed umulig, og jeg skal derfor indskrænke mig til at fortælle lidt om nogle enkelte af de mange Hjem, jeg har set.’
Postkort med tegning af russisk bondefamilie ved middagen i deres stue. Tegningen er dateret Grodno 22. marts 1916 af M. Lew. Grodno ligger i dag i Hviderusland, men i et område som tidligere hørte til Polen (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)
Nr. 1. Lejligheden bestaar af eet stort. Værelse. Til højre for Indgangsdøren er Ovnen, der optager en temmelig stor Plads i Stuen. Midt paa Gulvet er der opført et Komfur; et Murstykke, der gaar helt op til Loftet, tjener tillige som Kakkelovn, idet det opvarmes af Ilden i Komfuret. Et Par Skabe er opstillede med Siden ind imod Muren, saa de staar frem i Stuen. Man faar derved det Indtryk, at der er flere Værelser, især da den smalle Gang, mellem Mur og Skab er tilhængt med et Stykke Tøj.
Det første Værelse, der er fremkommet paa denne Maade, tjener som Køkken, hvilket er praktisk, da det er lige foran Ovnen. Om Aftenen lægges der Brænde til Rette i Ovnen, der endnu er varm, før at tørres til næste Morgen. Om Morgenen ved 1—5-Tiden bliver der tændt Ild, og Kogningen begynder. Der koges Kartofler og bages Kartoffel-Pandekager hver Morgen. Stort andet synes Befolkningen ikke at spise, foruden Brød naturligvis. En Gang eller to om Ugen bages der tillige Brød. Dette er meget mørkt og groft, og et enkelt Brød kan somme Tider veje 20 Pund. En Følge deraf er, at det hyppigt ikke er ordentlig gennembagt, hvad der imidlertid slet ikke synes at genere Folkene. Kartoflerne og Pandekagerne spises, naar de er færdige, og Resten af Dagen leves der saa mest af Brød. Paa Komfuret koges der sjældent.
Det næste „Værelse” tjener sum Dagligstue. Langs Væggen er der opslaaet et Par Bænke, og foran staar et Bord, det er hele Møblementet. Et Hjørne er helliget Religionen, der findes nogle Billeder med Motiver fra Lidelseshistorien, et Krucifiks, en Rosen, krans og en lille Lampe. Til højre er Familiens Soveværelse. Sengetøjet ligner en Hoben Pjalter. En Pels bruges som Dyne. Paa Ovnen ligger der ogsaa Puder og Tæpper. Her sover Børnene, og her ligger baade Børn og voksne om Dagen, naar de ikke har noget at bestille.
Nr. 2. Ejeren er en Slags Skovrider hos en Baron og synes at være lidt mere velstaaende. Til venstre for Gadedøren er et stort Værelse, som vi faar anvist. Heri befinder Ovnen og Komfuret sig. Her koger og bager Konen. Foruden Kartofler og Pandekager steges der tillige Flæsk om Morgenen, hvilket er et Tegn paa Velstand i disse Tider. Værelset tjener tillige som Opholdssted for Hønsene og et Par Faar, som vi imidlertid straks sætter paa Porten. Af og til kommer de paa Visit tillige med et Par Grise. Saa den anden Side af Forstuen er der tre Værelser, som beboes af vor Feldwebel og et Par Underofficerer foruden Familien. Møblementet er lidt mere righoldigt. Der findes Borde, Stole, et Spejl, en Sofa og et gammelt Spinet, som en voksen Søn hamrer løs paa efter bedste Evne.
Manden har 2 Heste, 3 Køer, et Par Faar, en So og nogle Grise. Kreaturernes Røgt synes man ikke at tillægge nogen som helst Værdi, thi de ser ud, som om de aldrig havde gjort Bekendtskab med en Strigle eller en Børste. Svinene løber frit omkring i Sneen. Omtrent 50 Meter fra Huset inde i Skoven ligger et Par døde Heste, og det synes at være en sand Lækkerbidsken for Svinene, thi de har ædt sig fuldstændig ind i de frosne Kadavere. Det er et modbydeligt Syn. Svinene løber derfor som oftest omkring og er blodige over hele Kroppen. De æder faktisk alt, hvad de kan faa fat i, om det saa er menneskelige Ekskrementer. Det er rigtige Svin, mente en Kammerat; vore derhjemme er mere en Slags Salonsvin.
Tegning af russisk bondegård (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)
Nr. 3. Et meget lille Hus, der tilhører en Enke, om beboer det med sin Søn, en 15-16-aarig intelligent Fyr. Til højre er Ovnen, Komfuret og et Skab. Bag ved Komfuret og Skabet er der et Aflukke, der nærmest ligner en Alkove. Heri staar en Seng, hvori Sønnen sover; den gamle Kone sover oppe paa Ovnen. Her opholder vi os Palmesøndag, og Konen holder Gudstjeneste ved at læse i Bibelen. Jeg beder hende em at læse højt, og hun læser ganske flydende. Senere synger hun og Sønnen en Salme. Jeg titter over i Stalden, hvor der staar 2 Køer, bogstavelig talt paa et helt Bjerg af Gødning og Strøelse. Aldrig har jeg set Mage til Griseri.
Nr. 4. Beboes ogsaa af en Enke med en voksen Søn paa et Par og tyve Aar, der har været russisk Soldat. Til venstre staar Ovnen, Komfur findes ikke, desuden er der et Par Senge, et Par Bænke og et Bord. Værelset ser bart og uhyggeligt ud. Det ligner nærmest en Stald. Under Sengene ligger der fuldt op af Kartofler. I et Hjørne hænger et Par Helgenbilleder. Konen er meget flittig, hun spinder hele Dagen og har Bunker af Uldgarn liggende. Jeg kigger over i Hestestalden. Det er faktisk ikke andet end 4 nøgne Mure. Den stakkels Hest har end ikke Tag over Hovedet. Saadanne Kaar skulde man byde vore Husdyr derhjemme.
Da det forlyder, at vi rimeligvis bliver længere Tid i Byen, kommer der Befaling til, at Civilbefolkningen stal flytte sammen, og vi gør Konen det begribeligt, at hun muligvis bliver nødt til at flytte ud. Hun græder sine modige Taarer og erklærer, at det gør hun ikke. Næste Dag kommer der imidlertid Befaling til, at vi skal videre, saa Flytningen er overflødig. Konen bliver saa glad, at hun straks koger en Gryde fuld af Kartofler til os, som vj saa naturligvis betaler bagefter.
Gør det indre et trist Indtryk, saa er det ikke mindst Tilfældet med Husenes ydre Udseende. Der er store Huller i Taget, og enkelte er ligefrem faldefærdige. Men det er vel Krigens Skyld. Under normale Forhold var de vel nok bedre vedligeholdte. Til Trods for al Fattigdom hænger Polakkerne alligevel med samme Kærlighed ved deres Hjem, som vi andre gør. Et lille Træk, som jeg hørte i Fjor, vidner herom. Vor Bataillon havde indrettet Kantinen i en Landsby et Par Kilometer bag ved Fronten. Byen var rømmet for Civilbefolkningen, der var bragt længere bort. Af og til kom der en gammel Kone ind i Kantinen og gik omkring og saa alt efter. Paa Spørgsmaalet, hvad hun vilde, blev der svaret, at det var hendes Hus, som hun gerne vilde se engang imellem.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. Han havde fået ordre til at skaffe kvarterer, mens kompagniet var ved fronten – og det havde han klaret næsten for godt.
Kompagniet kom ind fra Stillingen. Dagen efter gik Feltvebelen rundt for at se paa de forskellige Kvarterer, og da han opdagede, hvor godt og lunt vi havde det, sagde han: „I to gamle Slyngler har da vidst at faa det bedste Kvarter selv; men nu heraus med jer, jeres Kvarter vil jeg have.”
Det passede os naturligvis daarligt, men ud maatte vi.
Hans Kvarter kunde vi ikke faa, men jeg tror nu ikke, han havde saa megen Glæde af at være i vort som vi.
Vi fandt saa et Hus, hvor der var Plads paa Loftet. Der manglede nogle Tagsten, og øsende Regn var det; vi havde ganske vist nogen Læ, men tørt kunde vi ikke ligge, saa vi havde gjort et meget daarligt Bytte.
Der var et andet Hus bygget sammen med det, hvor vi laa, kun med en Brandmur imellem. Dér boede en Belgier, som var antaget af Tyskerne, og der var ingen Plads til os.
Næste Dag var Peter Hansen gaaet hen i Byen. Jeg stod udenfor Huset og grublede over Tilværelsen og tænkte: „Du kunde jo se, om det kan lade sig gøre at komme ind i den Familie i Huset her ved Siden af.”
Da jeg kom ind, stod der en ung Pige ved Komfuret; der gik et Par smaa Børn derinde, hendes mindre Sødskende, og hun lod mig tydeligt forstaa, at hun ønskede helst, at jeg forsvandt den Vej, jeg var kommen.
Et Par Forsøg paa at indlede en Samtale med hende resulterede kun i Enstavelsesord,hvorfor jeg gik ud igen og tænkte som saa: „KommerTid, kommer Raad.”
Ved Middagstid kom der en ældre Mand med et stort, kulsort Skæg, der naaede ham midt ned paa Brystet, men med et Par Øjne, der skinnede. Vi hilste paa hinanden, jeg gav mig i Samtale med ham og véd slet ikke, hvordan det gik til, men øjeblikkelig var vi inde paa en Samtale om Guds Rige, og vi blev snart klare over, at vi var Brødre i fælles Tro paa den fælles Frelser.
Han indbød mig til at gaa indenfor, stormede ind i Stuen og raabte: „Godelive, Godelive!” — det var Datterens Navn — „Jeg har fundet en Bror!”
Pigen kom springende, og hun blev meget forlegen, hun kunde jo kende mig og se, at det var mig, der havde været derinde om Formiddagen. Hun rakte mig undseligt sin Haand og bød mig velkommen.
Vi talte sammen en Stund, og før den gamle igen gik paa Arbejde, havde vi gensidigt fortalt hinanden et Stykke af vor Livshistorie.
Hans Hustru var død; han havde nu den voksne Datter her og en til, som ikke var til Stede, og saa to voksne Sønner, som begge arbejdede for Tyskerne paa et Maskinværksted. Han indbød mig til at komme ind om Aftenen, og var der flere af den Slags Folk, skulde de være velkomne.
Vi samledes en hel lille Flok om Aftenen; Familien sad og spiste sin Aftensmad, som bestod af tørt Brød og noget, de kaldte Paps, en tynd Melsuppe, da vi kom ind, og Samtalen begyndte. Den ene af Sønnerne faldt straks i med, hvorimod den anden Søn satte sin Ske haardt i Tallerkenen og rejste sig. Han gik med tydelig Vrede ud af Stuen, og vi saa ham ikke mere. Der gik et Suk igennem de andres Hjerter, og medens en klar Taare kom frem i Faderens Øjne, sagde han ganske stille: „Ja, denne min Søn vil ikke.”
Snart var dette lille pinlige Optrin bortvejret af Glæde og Tak til vor fælles Gud. Vi talte sammen og sang og havde en hyggelig Aften, saa Byttet var nok ikke saa daarligt, som det saa ud til, for Peter Hansen og mig med Hensyn til vort Kvarter.
Desværre var vi der kun i 8 Dage, saa kom Kompagniet atter ud i Stilling. Denne Gang kom jeg heller ikke med, men skulde i Stedet for arbejde for den tyske Bykommandantur.
Arbejdet bestod i hver Dag at køre rundt i Byen og røve; alt, hvad der blev røvet, blev kørt ned til Havnen og indlastet i store, fladbundede Baade, som løb paa Kanalerne.
Saadan en Baad kunde tage indtil 80 Vognladninger. Alt muligt blev slæbt sammen og stuvet ned: et Farvelager, som blev tømt, og Metaller, f. Eks. Gadelygter, Tagrender, samt Tusinder af Sække fra Bryggerier og Kornlagre, og ned til Klude og Pjalter, som samledes op paa Gaden. Alt kunde anvendes i det forarmede Tyskland.
Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten.
Pludselig den 19. maj blev vi afløst og rykkede af. Først i en lille russisk landsby noget bagud. Jeg husker endnu, at marchen derhen var temmelig anstrengende, for det var så varmt, at huden skallede af ansigtet. Vi blev fem dage i vores kvarter, sådan at jeg også fik mulighed for at lære den russiske landbefolkning at kende. Det var også originalt nok. I hovedsagen løb panjerne barfodet om, og bar trods heden en tyk lammepels.
Så var der boligerne. I et rum boede og sov flere familier, en hoben børn, dertil høns, nogen gange også et par svin. Senge var der sjældent, og når de fandtes, bestod de af en kasse, hvor der højst befandt sig en bunke, meget snavsede klude. Oven i købet skal man huske, at vi var i Litauen, hvor ved siden af Kurland og de andre Østersøprovinser civilisationen er mest fremskreden.
I det rum, som jeg beboede sammen med bataljonsadjudanten, måtte vi først fjerne et vognlæs snavs, før det var beboeligt. Allerede første aften fornøjede vi os. Vi havde købt et lille fad øl og afholdt en ølaften for bataljonens officerskorps. Da vi nu var blevet ejere af en grammofon, blev den naturligvis sat i gang. Knap havde de første toner lydt før mænnerne og kvinderne sneg sig hen og med åben mund og polypper undrede sig over denne sælsomme genstand. Sådan noget havde de aldrig set eller hørt.
Næste dag var en helligdag, og russerne i stadstøjet. Vi måtte ind i mellem holde os på maverne af grin. En gammel bedstemor i en lammepels løb stolt omkring i bare ben. For at forskønne sin hæslige fremtonning havde hun taget et par halvlange soldaterstøvler på. Landsbyens skønheder løb trods heden rundt i deres nye frakker, model 1830, og var mægtig stolte. Folket var i rigt mål grimme, smukke piger var der egentlig kun blandt jøderne.
(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)
Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.
Detachment med Fcia. [Fredericia]
1. Gennem Gl.
Der er lagt stærkt Besalg paa Jernbanematerialet i Sønderjylland, hvilket skyldes Troppeforskydninger.
2. Fra forskellige Kilder. a. Der bygges umiddelbart Syd for Grænsen flere Steder – saaledes ved Skudstrup, Baurgaard (S.V. f. Lintrup) og Raahede (ved Hvidding) Barakker til Grænsebatlrne. b. Det forlyder, at der S.f. Moltrup bygges Fundament til svært Skyts; der skal være støbt 70, og der støbes stadig flere (bliver nærmere undersøgt). c. Ved Gennerbugten skal der være gravet flere Rækker Skyttegrave med Pigtraadsspærringer; de skal ligge i N-S (bliver nærmere undersøgt). d. En højerestaaende militær Embedsmand i Søttrup (ved Toftlund), der har med Indkvartering i Nordslesvig at gøre, har meddelt en Dame, at der om kort Tid atter vil komme en større Styrke – muligvis 1 A.K. – til Nordslesvig. e. Det er en belgisk Krigsfange, der har sprængt Ammunitionsfabrik ”Thorn” i Rückborn ved Hamborg i Luften. c. 2.100 Personer, væsenligt Kvinder, saarede og døde. Direktionen havde paa det Tidspunkt Møde med nogle tyske Generalstabsoff. 2 Direktionsmedlemmer og 1 Off. blev dræbt. g. Det menes, at Manskabet f. 30` Grænsebatl. Skal skifte den 27` ds. og ikke som meddelt tidligere den 22 ds.
(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)
Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.
Natten mellem den 5. og 6. Januar — alle Transporter paa Vestfronten foregaar ved Nattetid — kører man os fire Mil længere frem, ud bag Fronten ved Lens. Vore Kvarterer staar rede i Fouquiéres, men i sidste Øjeblik forandres det som sædvanligt, og vi staar hjemløse i Henin-Liétard.
Jeg faar omsider ved en Fejltagelse et Officerskvarter. En venlig Kone, som nu i 2 1/2 Aar ikke har hørt fra Manden — han blev ved Krigens Udbrud indkaldt som Pioner — giver mig et Værelse med en Seng.
Tænk, en Seng!
Det var to Aar siden, man havde budt mig en Seng ude i Felten; men en Seng som denne har jeg aldrig før eller senere ligget i. Den havde to bløde Madrasser, to vidunderlig bløde Underdyner, snehvidt Linned. — Jeg tror, Prinsessen paa Ærten har været en fransk Prinsesse.
Desværre kan jeg kun benytte den et Par Timer, thi tidligt om Morgenen maa vi søge Kvarterer til Staben. Der er optaget overalt, og ingen vil hjælpe os. Ved Middagstid vaagner den mægtige Stadskommandant, og da vi opdager, at han er en kendt flensborgsk Sagfører, og han opdager, at der er dumpet Landsmænd ind i hans lille Rige, kan det nok være, at der er Plads til os.
Staben faar et helt Fabriksejerslot midt i Byen, — »Divisionen har tilladt, at det undtagelsesvis benyttes. Manden skaanes ellers altid for Indkvartering, fordi han er saa flink!« ———–Vestfront!
Vore Folk arbejder hver Nat ude i den anden Stilling, og Regimentet har i Løbet af et Par Nætter 3 døde og 10 Saarede. Efter en Uges Forløb transporteres vi tilbage til Villers-Campeau.
Prostituerede på Vestfronten
Vi staar paa Banegaarden og venter paa Toget. De andre gaar lidt i Byen; jeg gaar ud for at søge dem. Jeg lukker Døren op til den nærmeste Knejpe og stikker Hovedet indenfor.
Konen hvisker straks: »Mademoiselle?« og giver mig et Vink. Hvad betyder det?
Jeg følger hende op ad Trappen. Her staar tre Soldater og venter paa, at en fjerde skal komme ud fra »Mademoiselle«.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Større skyttegravsarbejder i Nordslesvig
I lørdags ankom ca. 400 pionerer med ca. 40 heste til Skærbæk, hvor deres indkvartering voldte stærkt røre. De skal efter forlydende i gang med skyttegravsarbejder i grænseegnen – fra Skærbæk og østpaa.
Faldne
Franz Thomsen, søn af strygekone Marie Thomsen i Aabenraa, der tjente som overstyrmand paa et luftskib, er kommen af dage ved en krigsfart. Han efterlader sig hustru og børn.
Arbejdsmand Heinrich Breum fra Bjerggaard ved Svenstrup paa Als er falden.
Landmand P. Chr. Madsens hustru paa Landlyst ved Thomashus nord for Haderslev, har modtaget budskab om, at hendes mand er falden i de sidste haarde kampe, 39 aar gl.
Saarede
Bureaumedarbejder Otto Hennig af Aabenraa er bleven saaret.
Godsejer Andreas Raben fra Søgaard er bleven saaret.
Savnede
I tabslisten meddeles, at Thomas Hansen fra Holdbi, Nis Heye fra Uge og Christian Thordsen fra Kettingskov er savnede
Jakob Moos fra Holm på Nordals gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31.
Jeg deltog i krigen ved infanteriregiment 31, 1. kompagni. Den 18. juli 1916 blev vi om aftenen klokken 11 afløst af infanteriregiment 11, som kom nede fra Verdun. Man fortalte hårrejsende historier om kampene dernede.
Vi havde i mange måneder ligget på højderne ved Loretto og Vimy; det var gået frem, og det var gået tilbage, og vi var glade for at blive afløst. Vi slæbte alle vore ejendele med os tilbage, og hen på morgenstunden nåede vi Mericour-Caronne, der var vort samlingssted. Vore gamle kvarterer var allerede optaget af andre troppeformationer. Vi hørte altså ikke mere hjemme her.
Allerede klokken fire om morgenen trådte vi an på pladsen foran kirken. Stabssergenten uddelte appelsiner og chokolade, og efter en times forløb marcherede vi af sted. Vi kom til en by, der hed Nouelles-Gardeauet. Her blev vi indkvarteret hos civilbefolkningen og fik lov til at gøre, lige hvad vi ville, men så snart vi havde fået udleveret vor middagsmad, fik vi befaling til at blive i vort kvarter.
Vi brugte tiden til at vaske os grundigt, vi fik snavset fra skyttegraven fjernet fra vore uniformer, og enhver fik udleveret en splinterny skjorte. Efter denne renselsesproces gik jeg til landsbyens franske barbér for at blive klippet og barberet. Det var en mærkelig barberforretning, for barberen var samtidig kromand, og barberingen foregik midt imellem syngende og drikkende gæster, der jo hovedsagelig var tyske soldater.
Ved totiden marcherede vi videre. Det var en frygtelig varme, og sveden drev af os i stride strømme. Efter to timers march naaede vi en lille jernbanestation. Her holdt et tog, og vi blev stuvet ind i det. Vi var nu så langt fra fronten, at vi kun svagt hørte artilleriilden som en fjern torden. Toget kørte ikke særlig hurtigt. Jeg fik derfor god lejlighed til at se på landskabet, som vi kørte igennem. Overalt var der frugtbare marker, hist og her kønne skovpartier. Venlige og fredelige landsbyer med kønne kirker optog landskabet og forstyrredes ikke af krigen. Hist og her så man enkelte bønder høste korn, og unge piger hakkede roer.
Ved seks-tiden standsede toget ved en lille station, og vi steg ud. Efter en times march naaede vi vort kvarter. Det var en nydelig og tiltalende landsby i nærheden af Cambrai. Nu begyndte rygterne at tage fart. Vi troede, at vi for længere tid skulle blive her i de idylliske omgivelser; men det kom anderledes. Klokken fem om eftermiddagen marcherede vi videre, igennem Cambrai. En af kompagniets spøgefugle var saa heldig at faa fat i en gammel høj silkehat, som han satte oven over staalhjelmen, og hvor vi kom frem, gjorde han uhyre lykke. Ikke mindst morede civilbefolkningen sig kosteligt.
Efter en times march på den anden side Cambrai gjorde vi holdt. Vort kompagni tog kvarter i en lade. Den var fyldt med halm. Vi fik ordre til at være parat til at bryde op med øjeblikkelig varsel. Dette havde til følge, at ingen følte trang til at sove. Nogle satte sig til at spille kort, andre gav sig til at drikke, og andre lavede halløj på anden måde. Vi var vel to hundrede mand i alt i laden, og alle de helt eller halvfulde folk røg tobak, cigarer, cigaretter eller pibe; de tumlede rundt i halmen med stearinlys og lamper; det var et Guds under, at der ikke gik ild i laden. Bondekonen kom hvert øjeblik ind til os og bad os om at være forsigtige, men man lo kun ad hende, og hendes bøn om at udvise forsigtighed gjorde kun ondt værre.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sessioner for den ikke uddannede Landstorm
Hamborgske blade melder, at den stedfortrædende Generalkommando har anordnet Sessioner for den ikke uddannede Landstorm. Sessionerne skal omfatte alle dem, som er født fra Aarene 1876 til 1894, begge disse Aar inklusive. Det drejer sig om de militærpligtige, der straks paa Sessionerne er overskrevne til Landstormen og om dem, der med det fuldendte 32. Aar fra Forstærkningsreserven (Ersatzreserve) er traadt over i Landstormens 1. Opbud. Sessionerne skal finde Sted i Løbet af December Maaned. Det drejer sig om en forberedende Forholdsregel. Indkaldelser er der endnu ikke tænkt paa.
Omtrent 6.000 Mand Indkvartering
Indkvarteringskommissionen i Flensborg meddeler bl.a.: I Løbet af Dagene mellem den 24. og 27. November maa der anbringes omtrent 2.500 Mand i Flensborg. Det vil ikke altid være muligt i Forvejen at bebude hver enkelt Indkvartering; men Borgerskabet bedes indrette sig paa, til enhver tid at tage imod Indkvartering. Man beder ogsaa i denne Uge at se bort fra ethvert Andragende om Omkvartering. Da Flensborg By under hele Krigen maa regne med omtrent 6.000 Mand i Borgerkvarter, er det enhver Borgers Pligt at gøre sig fortrolig med en varig belægning af hans Kvarter.
Som Følge af højere Anordninger fra Generalkommandoen vil det ikke være muligt at nedsætte Antallet for Flensborg betydeligt. Derfor kan ogsaa den hidtil udøvede Forholdsregel med Omkvartering efter 4 Ugers Forløb kun opretholdes i begrænset Omfang. Endvidere vil det i Løngden heller ikke være muligt at fritage alle 3-Værelses Lejligheder for en Indkvartering; da Boligerne med 4 eller flere Værelser trods stærkere Belægning ikke vil være i Stand til varigt at tage imod hele Indkvarteringen. Der kan kun i de mest paatrængende Tilfælde, hvor der foreligger tungtvejende Grunde, tages Hensyn til Andragender om Fritagelse for Indkvartering.
