Tag-arkiv: Gasmaske

Nyheder

30. oktober 1918. Under beskydning med gasgranater: De angrebne blev helt desperate!

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918 og skulle efterfølgende dække det tyske tilbagetog ved en kanal. Her blev de fordrevet af artilleri den 21. oktober og trak sig længere mod øst.

Vi blev denne Gang ikke straks indsat. Efter nogle faa Dage, hvor det paany gik længere tilbage, besatte vi en Reservestilling. Det var ved en Landsby med meget spredt Bebyggelse. Civilbefolkningen var endnu til Stede.

Terrænet var meget uoverskueligt. Der var mange Hegn og Haver med Frugttræer. Der var ikke lavet og blev heller ikke lavet Jord- eller Skansearbejde. Vort Tilholdssted var en gammel Ejendom. Franskmændene saa vi ikke meget til. De holdt sig indendørs og passede sig selv. Vort Maskingevær havde vi anbragt i et Hegn, hvor ogsaa Vagtposterne var posteret.

Natten fra den 29. til den 30. Oktober blev Omraadet tildænget med Gasgranater. Det saa ret ufarligt ud. Med et Svup eksploderede eller revnede de, naar de faldt, og en Væske sprøjtede eller flød ud. Lugte kunde man ikke ret meget. Vi tog i Begyndelsen Gasmaskerne paa. Men i Længden blev det dog for varmt og anstrengende. Saa viste det sig, at de, der havde faaet noget af den sprøjtende Vædske paa sig, fik store Vabler. De saa modbydelige ud. De var gule og grønne, og nogle af Vablerne var saa store som Hønseæg. Vi holdt os nu indenfor.

I Morgentimerne blev de første syge. Hos nogle var Hals og Lunger saa angrebne, at der skulde tre til fire Mand til at holde dem. De blev helt desperate. Vi fik Bud efter en Ambulance.

Senere ankom to Officerer, som fortalte, at det var en meget farlig Sennepsgas. Man mente endda, at det var Gasgranater af tysk Oprindelse, Englænderne havde beskudt os med. De anbefalede, at enhver, der følte sig en Smule daarlig, skulde gaa tilbage og komme under Behandling. En Del meldte sig straks.

Vi andre stod og kæmpede en Kamp med os selv. Her var en Chance. Man kunde komme ud af Skidtet. Selvfølgelig vilde det blive opdaget, at vi ikke fejlede noget, for vi følte os jo ikke utilpas, men den Tid var dog i hvert Fald vundet. Men, kunde man virkelig lade de ærlige Kammerater i Stikken? Nej, — Disciplinen, Ansvarsfølelsen og’ Kammeratskabet sejrede. Vi blev.

Terrænet var forpestet og maatte rømmes. Vi blev beordret længere frem og fik anvist Stillinger ved en Chaussé, der løb parallel med Fronten. Den laa uden for det med Gas beskudte Omraade. Jeg fik Plads, hvor Chausseen krydsede en mindre Flod. Under Broen var et Hulrum, hvor vi kunde sove om Natten. Der skete ikke mere den Dag. Jeg inddelte Vagtposterne til Natten, og vi andre lagde os til at sove.

DSK-årbøger 1949

Krigens forløb, Sønderjyder

9. juni 1918. Panik: “Gaaaaaas!” Asmus Andresen efter vand uden sin gasmaske!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 14. juni 2018 8:54

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 3. Dag var jeg bleven så tørstig, at jeg tilbød at hente Vand, En Hamborger, som jeg tidligere havde været sammen med, da vi løb med Telegrammer fulgte med mig. Da vi var kommen nogle få Alen fra Hulen, slog flere Granater ned lige bag os, og vi gik begge på Hovedet i et Granathul, hvor vi blev halvt tildækket med Jord.

Jeg spurgte Hamborgeren, om han var bleven ramt, men han havde ikke Tid til at svare for at skynde sig hen til Hulen igen. Jeg vilde gerne have fulgt ham, men at komme tilbage uden Vand vilde jeg ikke, især da jeg selv var meget tørstig.

Jeg gik så alene, og skyndte mig det, jeg kunde, ned ad Bakken, hvor jeg søgte mig et Skjul for at hvile lidt. Jeg fandt også en mørk Gang, som førte ind i Bakken. I Mørket famlede jeg mig frem, og fandt så et lille Rum, hvor der stod 4-5 Tommer Vand. En lille Stump Stearinlys, som jeg havde i Lommen, fik jeg tændt – jeg havde altid Tændstikker hos mig – og jeg opdagede, at jeg var kommen ind i et Slags Sengekammer, thi der fandtes Sengesteder opslået i Krogene. Midt i Rummet fandtes et gammelt Bord, hvorpå der lå et Stykke Papir med en Del mig ubekendte Navne.

Efter at have hvilet mig lidt, vilde jeg fortsætte Vejen efter Vand, men Franskmændene skød så voldsomt, at jeg fandt det rådeligt foreløbig at blive, hvor jeg var. Da der var gået en Times tid blev det så roligt, at jeg turde liste mig ud af Hullet. Jeg nåede heldigvis hen til en Brønd, hvor jeg tidligere havde hentet Vand.

Da jeg havde fået min Kogespand fyldt, hørte jeg det bekendte Råb »Gaaaas«,hurtigt greb jeg efter min Gasmaske; men den havde jeg glemt at få med mig. Nu fik jeg travlt med at komme op ad Bakken så hurtigt som muligt. Pludselig opdagede jeg et Hundrede Meter foran mig vældige Gasskyer, så Indgangen til Hulen var fuldstændig dækket af Gas. Jeg måtte nu se at holde mig til den Side, hvor Vinden kom fra, for ikke at komme ind i Gasskyerne; til mine Kammerater kunde jeg ikke komme, så længe Gasgranaterne faldt i Nærheden af Hulen, derfor søgte jeg foreløbig Dækning i et Granathul.

Efter en Times Forløb var Gassen ført bort af Vinden, og jeg fortsatte så på en lidt anden Vej op ad Bakken. Jeg var imidlertid kommen så langt om på Bakkens Vest-side, Franskmændene kunde se mig og nu faldt der flere Granater i min Nærhed, men heldigvis ingen Gasgranater, og badet i Sved nåede jeg tilbage til mine Kammerater.

Ved Indgangen til Hulen stod Officeren og skændte på mig, fordi jeg ikke havde taget Gasmasken med. Mine Kammerater havde ikke ventet mig igen, da de jo vidste, at jeg havde glemt min Gasmaske, og Hamborgeren var kommen tilbage og havde forsikret, at jeg var løbet lige i Døden.

Dagen efter blev vi afløst, og blege som Lig vendte vi tilbage til Lejren.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

7. juni 1918: Asmus Andresen – ”Saadanne Kammerater kunde jeg have Lyst til at give en Haandfuld Haandgranater i Skallen”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Da vi var kommen et Stykke ud paa Vejen ad Bakken til, tog jeg en af mine Flasker med Mineralvand frem for at slukke min Tørst. Mine Kammerater flokkedes omkring mig for at faa en Slurk med; jeg kunde jo saa senere faa noget hos dem igen, naar vi kom op paa Bakken. Min ene Flaske blev tømt, saa gik vi videre efter Maalet, og da jeg vidste god Besked med Vejen, gik jeg forud for de andre.

Da vi var kommen halvvejs op ad Bakken, hørte jeg en raabe om Hjælp, og ikke langt fra os laa en Infanterist, støttet mod en Træstamme, det var ham der raabte, og da jeg kom hen til ham, bad han mig om noget at drikke. Jeg gav ham saa min sidste Flaske Vand, saa kom mine Kammerater igen og vilde drikke, endskønt de hver havde 2 Flasker Mineralvand.

Jeg har altid haft ondt ved at sige nej, og jeg lod dem drikke. Da Flasken saa var tom, gik de tre Gutter videre uden at bryde sig om, hvad der blev af mig, som blev hos Infanteristen, der ikke selv kunde komme videre. Saadanne Kammerater kunde jeg have Lyst til at give en Haandfuld Haandgranater i Skallen.

Infanteristen blev lidt bedre til Pas efter at han havde faaet noget at drikke, og jeg tog ham under Armen, og vi gik langsomt op ad Bakken. Det saa ikke ud til, at vi skulde slippe godt hen til Hulen; thi jo længere vi kom frem, desto tættere faldt Granaterne, som i talrig Mængde kom hylende fra Vesten.

Vi var 50 Meter fra Indgangen til Hulen, og Officeren, som stod der ved Indgangen, raabte til os, at vi skulde kaste os ned, men naar jeg er hos en, som trænger til Hjælp, saa kan der for min Skyld komme, hvad der vil, og som ved et Mirakkel slap vi heldigt ind i Hulen.

Kl. 12 om Middagen kom jeg saa ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove, fordi jeg var bleven træt af den ubehagelige Tur. Kl. 10 om Aftenen vaagnede jeg, fordi der blev slaaet Allarm; og Gasmaskerne maatte frem; med den for Ansigtet lagde jeg mig til at sove igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Sønderjyder

10. april 1918 – Asmus Andresen: Gasmasken afprøves ”Vi blev ført ind i et Rum, som var fyldt med Gas”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 10. April skulde Masken prøves for at se, om den var lufttæt. Vi blev ført ind i et Rum, som var fyldt med Gas; der skulde vi saa opholde os i 10 Minutter; hvis der saa intet var i Vejen, blev Gasmasken godkendt. I de næste 4 Dage havde vi saa godt som ingen Tjeneste.

Den 13. April fik vi Forplejning til 4 Dage, vort Militærpas og 2,50 Mark udleveret, og saa var vi rejsefærdige.
 Om Eftermiddagen skrev jeg til mine Søskende, at jeg nu rejste til Fronten. Kl. 8 gik jeg til Sengs for at faa godt udsovet til næste Morgen, men jeg sov ikke godt den Nat.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Ikke kategoriseret

1. april 1918. Forbyttede gasmasker!

Skriv en kommentar

Mathias Brodersen, Bedsted Lø, deltog i den tyske forårsoffensiv i 1918

I Foraarsoffensiven, der begyndte den 21. Marts 1918, var den Division, jeg tilhørte, indsat ved St. Quentin. Offensiven blev, som det var almindeligt, forberedt med en mægtig Trommeild, der varede flere Timer. Til sidst lagde man hele den fjendtlige Stilling under Gas.

Man lovede os, at der ikke skulde være levnet en eneste levende Sjæl derovre, naar vi stormede Stillingen. Det saa nu heller ikke godt ud i Englændernes Grave. De laa der i Hobetal helt eller halvt døde.

Det havde nu ikke været saa helt ligetil for os at tage Stillingen, for det med „ikke en levende Sjæl” var ikke gaaet helt i Opfyldelse. Vi blev nemlig modtaget med baade Maskingeværild og Salver fra saavel det lette som det svære Artilleri. Englænderne kørte ogsaa frem med Tanks. Det var for Resten første Gang, vi saa disse nye og effektive Vaaben.

I ti Dage avancerede vi; ca. 65 km kom vi frem. Saa maatte vi grave os ned foran Byen Montdidier. Jeg gravede sammen med en Kammerat et Hul, som vi overdækkede med et Par Døre fra et nærliggende Hus. Vi kunde tydeligt se Byen foran os, og i Kikkerten saa vi endnu mere tydeligt, hvorledes Kirketaarnet under den voldsomme Artilleriild blev mere og mere medtaget for til sidst at styrte i Grus.

Englænderne havde faaet Forstærkning af Franskmændene, og nu var det vor Tur til at blive overdænget med Granater. Der var dog mange Blindgængere imellem. Vi konstaterede det ved den dumpe Lyd, der fremkom ved Nedslagene. Den mindede meget om Gasgranaternes sugende Lyd.

Vi havde dengang en gammel, forhenværende „Orts-kommandant” til Kompagnifører. Han havde ikke før været ved Fronten. Han troede, at vi blev beskudt med Gasgranater. I sin Angst beordrede han en Soldat hen til Ned­ slagshullerne for at undersøge, om de lugtede af Gas. Bange for at være i Nærheden af disse mystiske Huller flyttede han længere op i Skyttegraven. Derved opdagede han den dejlige Rede, vi havde gravet og indrettet.

Da det var min Tur til at staa paa Vagt, tog han mit Leje i Besiddelse. Gasmasken anbragte han, for hurtigt at kunne faa fat i den, oven over Indgangen. Da min Vagttjeneste var forbi, anbragte jeg min Gasmaske ved Siden af hans, hvorefter jeg lagde mig paa det ledige Leje ved Siden af Løjtnanten.

Kort efter blev der slaaet Gasalarm. Løjtnanten, der ikke sov saa fast — han havde jo heller ikke staaet Vagt i to af Nattens Timer, var omgaaende vaagen, sprang ud af Lemmen og snappede Gasmasken — desværre min, og da jeg skulde have den anden Maske paa, var den altfor stor.

Jeg maatte staa og presse den ind imod mit Ansigt. Vi var dog begge to klare over Forbytningen, og da han vilde have sin, gav han Ordre til, at jeg skulde tage Masken af og række den hen til ham, saa han i en Fart og uden at trække Vejret, kunde faa sin Maske.

Det gjorde efter hans Mening ikke saa meget, om jeg skulde indaande den gasfyldte Luft. Naa, til vort Held var det kun blind Alarm, ellers kunde det let være blevet en alvorlig Sag.

DSK-årbøger 1953

Ikke kategoriseret

5. september 1917 – Peter Geil: “½ Stunde gingen wir mit der Gasmaske um”

Skriv en kommentar

Pastor Nicolai C.  Nielsen brevvekslede under krigen med mange nordslesvigske soldater, en af dem var Peter Geil.

Geschrieben d. 5 September 1917.

Lieber Herr Pastor!

Bin ja nach dem Urlaub wieder hier gelandet. Es war nicht so ganz leicht sich gleich in das Leben hier zu finden. Jetzt fühle ich mich ganz wohl. Bald bekam ich ein ruhrartiges Magenleiden, das ich jetzt 4 Wochen habe. Vor einigen Tagen wurde es sehr schlimm. Wir hatten nämlich in der Nacht von 2-3 einen Gassangiff von Thommy. ½ Stunde gingen wir mit der Gasmaske um, da habe ich wohl etwas geschluckt. Jetzt geht es mir wieder besser.

Ein Kamerad u. Kollega von mir wurde von einiger Zeit ziemlich schwer verwundet. Der untere Teil das linken Schulterblattes wurde gesplittert und der Arzt meinte der linke Arm würde dauernd lahm bleiben; aber wie er vor eininge Tage nach Deutschland abtransportiert wurde, konnte er ihn doch etwas bewegen, so daß das Gefühl wohl wieder kommt. Ein anderer von der Kompagnie hatte von einer Schrapnellkugel einer schweren Bauchschuß, der Darm war 7 mal duchgelöchert.

Man hat ja Gott vielmal zu danken für seine große Gnade, daß er mich bis hierher treu bewahrt. Er wird auch in der kommenden Zeit mit mir sein. Übringens hat man mir am 1. September zum Andenken an Sedan [Mindedag for slaget ved Sedan 1870, red.] die Knöpfe angesteckt [forfremmet til gefreiter, red.], und mir ein Maschinengewehr übergeben. Dabei hat man natürlich auch seine Verantwortung, doch Jesus ist ja mit mir.

Viele Herzliche Grüße sendet Ihr Peter Geil.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Krigens forløb

6. august 1917. Artillerist Frederik Tychsen på vej til fronten

Skriv en kommentar

Senest ændret den 12. august 2017 22:49

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.

Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.

Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.

Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.

Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.

Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.

Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.

Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.

Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.

Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.

For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.

Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.

Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.

Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.

Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.

Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.

Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.

Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.

Prostituerede kvinder på vestfronten

Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.

Dagen efter gik toget videre her­på eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.

Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.

Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.

Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.

Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.

En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.

Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.

Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.

Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.

Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.

Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

2. august 1917. Gas: “I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden”

4 kommentarer

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres. NB: Mht datering af denne begivenhed, se nederst i opslaget.

I 4 Døgn var vi derude i forreste Stilling, saa kom vi tilbage og laa nu i tredie Stilling. Dér havde vi det nogenlunde godt; men en Aften fik vi Ordre til, at vi skulde forud for at rydde Skyttegrave op, da Englænderne næsten havde jævnet dem med Jorden.

Vi stillede Kl. 12, men maatte vente til Kl. henad 4, før Artilleriilden sagtnede lidt, saa vi kunde gøre os Haab om at slippe ud. Vi var alle bevæbnede hver med en stor Spade, og desuden havde vi vore Gasmasker med, ellers intet.

Da vi næsten var derude, gik vi over et Jernbanelegeme.

Jeg sagde til min Formand: „Hvad er det? Jeg synes, det lugter efter Gas.” „Aa Snak,” sagde han, „det er ikke Gas, det er Krudtlugt, og saa naturligvis Lugten fra alle de Lig, der ligger herude fra Stormen, som du kan mærke.”

Men jeg blev ængstelig og fik Gasmasken frem og gik med den i begge Hænder. Næppe var jeg blevet færdig med disse Forberedelser, før Gassen var der; jeg  smækkede Gasmasken for mit Ansigt og var reddet; men sikken et Virvar, der blev i Kompagniet. Alle Mand vendte om og styrtede tilbage.

De rev hinanden over Ende, stødte Gasmaskerne fra hinanden, mens de under Jammer og Skrig løb tilbage, saa hurtigt de kunde.

Jeg var kravlet op og havde sat mig paa Kanten af Skyttegraven; thi naar man kan sidde eller staa stille, kan man sagtens hive Vejret gennem en Gasmaske; men skal man gaa eller løbe, er det forfærdeligt.

Omsider listede jeg af bagefter de andre. Da jeg kom hjem til den Hule, hvor vi boede 8 Mand, var der kommet en Mand før mig. Vi turde ikke tage Gasmaskerne af, for Gassen trængte ind i alle Huler, men vi fik fat i noget Træuld og tændte Ild i den, saa tog Ilden og Røgen de giftige Gasarter, og vi kunde uden Fare tage Gasmaskerne af. Det gjorde vi. Vi saa paa hinanden, men sagde ikke ret meget, vi havde en Følelse af, at der var sket noget alvorligt.

Lidt efter lidt kom alle Kammeraterne paa én nær. Jeg sagde, jeg vilde med det samme ud at søge efter ham, og straks var der én, som vilde med. Vi gik ud at søge, men kom ikke ret langt, før vi hørte en klagende Lyd inde fra en lille Hule, og da vi kom derind, sad Kammeraten der syg og grædende. Han havde slugt noget af den farlige Gas.

Vi fik ham øjeblikkelig hen paa Forbindpladsen til Lægen, og dér mødte os et frygteligt Syn. I lange Rækker laa Kammeraterne paa Jorden, vridende sig i de forfærdeligste Smerter, staalblaa i Ansigtet og med en blodblandet Fraade staaende ud af Munden. Den første, mit Øje faldt paa, var en lille, ung Kammerat nede fra Holsten. Jæger var hans Navn. Jeg traadte hen til ham og sagde: „Jamen Jæger, er det dig?”

„Ja, det er mig.”

„Kan du kende mig?”

»Ja, Jeg kan kende dig, Poulsen, og jeg skal dø, og jeg kan ikke dø,” stønnede han fortvivlet.

Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af min stakkels unge Kammerat, bad med ham og for ham og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret, og, jeg haaber til Gud, ogsaa ind i hans Hjerte. Saa tog jeg den lille, spinkle Kammerat i min Favn og vilde ile de ca. 500 m hen til den store Forbindplads med ham, hvor de havde et ofte anvendt Middel, med hvilket de kunde læske Staklerne; men ak, jeg kom ikke langt, før han drog sit sidste Suk, og saa maatte jeg lægge hans afsjælede Legeme ned ved Siden af Fodstien og løbe tilbage.

Jeg sprang ind til Lægen, som gik inde i det bombesikre Betonunderstade, og sagde: „Men, Hr. Doktor, har De da ingenting, vi kan læske vore stakkels Kammerater med?”

Den unge Læge gik i dybeste Fortvivlelse frem og tilbage og svarede: „Ak, Poulsen, vi har ingenting, slet ingenting, kun noget Mineralvand, som ganske vist kan læske for et Øjeblik; kan De faa de sunde Kammerater sat i Gang med det, saa gør det.”

Jeg sprang atter ud og raabte til de sunde Kammerater, at de skulde skynde sig at faa Kasserne med Mineralflasker ud, slaa Halsen af Flaskerne og saa faa lidt hældt i Munden paa vore stakkels Kammerater, for Lægen havde sagt, at det kunde læske et Øjeblik.

Selv gik jeg fra Mand til Mand, bøjede mine Knæ ned ved dem, bad for dem og med dem og talte til dem om min Frelser, og mit Haab er ogsaa til Gud, at det fandt Vej ind i Hjerterne. Jeg fik mangt et taknemmeligt Blik, men fik ogsaa mangt et fortvivlet Blik at se.

Det var en rædsom Morgenstund. I Løbet af to Timer havde vi mistet 200 Mand i vor Bataillon.

Poulsen er ikke flittig til at angive dato, og nedenstående beretning handler muligvis om et gasangreb den 24. juli 1917. I hvert fald er der registreret gasdræbte sønderjyder fra IR357 den pågældende dag. Vi er altså muligvis en uge for sent med den.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Se også læge John Lorenzens beretning om gasforgiftede

og leksikonopslaget om gas og gasmasker

Krigens forløb

30. juli 1917. Feltlægen: Gassymptomer: “gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø, skummende serøs expectoration, dårlig puls.”

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli 1917 befandt han sig ved Broodzeinde ved Ypres-fronten i Flandern.

Overalt i terrainet ved Zonnebeke kunne man se depoter af gasgranater (såvidt vi kunne se, overvejende sennepsgas). Også englænderne arbejdede med gas, dels i granater, dels i miner.

Om dagen gjorde det ikke så meget, men om natten, hvor kompagnierne arbejdede, kunne det være ret generende. Som regel kunne en erfaren mand nogenlunde efter detonationen bedømme, hvorvidt det drejede sig om gas eller ej, men såsnart der anvendtes en kombination, blev sagen vanskeligere.

Gassen gjorde soldaterne nervøse; de måtte stadig lytte og snuse og gang på gang afbryde deres arbejde og anlægge gasmaskerne.

Gasdisciplinen var trods megen umage fra ledelsens side ikke altid god. Nogle var for langsomme i vendingen, nogle kunne på grund af nervøsitet og travlhed ikke få deres masker til at slutte [tæt], andre mente ikke at kunne få luft.

Om natten lå som regel dis og tåge over det lave sumpede terrain ved Yperen. Den ubehagelige gaslugt holdt sig allevegne, man havde irriterede slimhinder og var utilpas. På forbindingspladsen måtte vi undertiden om natten anlægge gasmaskerne.

En nat vistnok i midten af juli iværksatte englænderne et særligt ondartet gasoverfald og ramte i vort afsnit navnlig et kompagni, som var ved at arbejde. Angrebet kom så overraskende, at en del ikke havde nået at få maskerne på, andre havde revet dem af igen. Vel nok ca. ved 3-4 tiden om morgenen kom de første styrtende til forbindingspladsen.

De lugtede alle af gas, men gjorde dog ikke indtryk af at fejle noget særligt. De følgende timer kom syge dels gående, dels båret af kompagniernes sanitetspersonel og kammeraterne. Tilsidst havde vi vist ca. 20-25 mand liggende, der efterhånden var kommet ind.

Hos en del var tilstanden straks alvorlig, hos andre blev den det senere. Blandt disse var en meget dygtig reservesygebærer, der i begyndelsen havde været en af de ivrigste til at bære de syge ind og som, da jeg første gang talte med ham, hverken sagde noget om eller gjorde indtryk af at være påvirket.

Da han var vendt tilbage til sit kompagni, begyndte han efterhånden at vise symptomer, og da han et par timer senere selv blev båret ind, var han i ganske elendig tilstand og døde forresten senere på forbindingspladsen.

Om gassens art var vi ikke i tvivl: det var phosgen. De syges tilstand var også typisk: gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø [åndenød], skummende serøs expectoration [ophostning af slim], dårlig puls.

Med hensyn til behandlingen var jeg noget i forlegenhed. Da vi havde lidt ilt, fik de dårligste med mellemrum deraf. I øvrigt blev der stimuleret med kamferolie. Jeg gav dem en del morfin, hvad der jo velnok ikke har været så heldigt, men undlod dog andre fejlgreb, en ukyndig kunne finde på, f.eks. kunstig respiration, og sørgede i det hele for, at de kunne ligge i ro. At jeg f.eks. også kunne have foretaget åreladning, gik først nogle dage senere op for mig.

I løbet af dagen fik vi nogle sygevogne frem til Zonnebeke, hvor patienterne måtte bæres hen; resten kom afsted i løbet af natten. Nogle af de dårligste døde på forbindingspladsen. En del af medløberne, der indfandt sig, blev om aftenen sendt til Moorslede, hvorfra regimentslægen hurtigt returnerede de fleste; andre suspekte eller let angrebne befordrede sig selv til ambulancen.

Da jeg nogle dage senere kom til Moorslede, hørte jeg, at vore gaspatienter lå på et feltlazaret i Roeselaere. Jeg cyklede dertil og fandt dem også; enkelte var afgået ved døden, nogle havde det dårligere, de fleste var i bedring; jeg blev klar over, at min bedømmelse af tilstanden havde været ret usikker.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Krigens forløb

16. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om sennepsgas, den uindskrænkede ubådskrig – og dens manglende succes. Det handler også om kvinder i den britiske hær – og i den britiske industriproduktion. Det sidste tyske luftangreb på England i dagslys endte med mange nedskudte fly. Vi skal også høre om britiske angrebsplaner i Mellemøsten og Belgien, der bl.a. omfatter en landgang på den belgiske kyst. Og på østfronten rykker russerne fremad!

Ikke kategoriseret

27. maj 1917 – J.N. Jensen: “Hvor Granaterne roder”

Skriv en kommentar

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

Dagen hælder. Solens sidste Straaler forgylder Himlen, efter en solfyldt Eftermiddag en sidste venlig Hilsen.

Flyverne kredser i Luften. De gaar deres sikre Færd tilsyneladende uberørte af Granatregnen, hvormed man prøver at hindre dem. Fra Frontbatterierne lyder Drønene, snart fra mange Munde paa een Gang, snart mere enkeltvis. Tæt mod hinanden staar de derude, og sultne, ligefrem forslugne er de alle; de kræver dagligt et rigeligt Foder. Og i Nat er der din Tur at bringe Foder derud, men endnu er det for tidligt, altsaa til Køjs og rask til at sove. Et Par Timers Hvil før den lange trættende Tur er ikke til at kimse af.

Da Posten vækker, er det mørk Nat. Nu er Tiden inde. Altsaa rask i Tøjet. Forbindspakkerne er paa Plads og lette at faa [fat i], der maa regnes med alt: Gasmasken er alt efterset og i Orden, den slænges over Skuldren, mens den elektriske Lampe fæstnes paa Brystet. Man er rede. Et „Paa godt Gensyn” følger fra en Kammerat, der endnu er vaagen eller er kaldt tilbage fra Drømmenes Verden, og saa af Sted.

Vejene er endnu opblødte efter den foregaaende Nats og Formiddagens Regn. Det er en følelig Forskel, om Jorden er tør eller vaad. Er den tør, kommer man igennem hvor som helst. Klumper Jorden sig fast om Hjulene, eller synker man i, kan det give kedelige Standsninger. Naa, Overvejelser frugter kun lidt, og foreløbig holder man sig til Vejen, en fin Chausse med den herligste Allé af Pyramidepopler. I Parentes bemærket, et Træ, vi burde give mere Raaderum hjemme, himmelstræbende og smukt som det er, pryder det i Landskabet.

Det lange Vogntog rasler hen over Stenene. Det gælder om at holde Føling indbyrdes, og dog maa der være nogen Afstand, at en lille Standsning ikke straks volder Ubehageligheder eller Uheld. Man ønsker sig Katteøjne.
Nærmere Fronten gøres der Holdt, og Inddeling foretages. Med Vejvisere foran opløses Toget snart i mindre Delinger, der lidt efter lidt mister Føling med hinanden og forsvinder fra Hovedvejen ud til Siderne.

Vejen bliver nu daarligere, Larmen voldsommere, men Mørket mindre generende. Lyskuglerne, der som fra et vældigt Fyrværkeri sendes til Vejrs til alle Sider, kaster stærkere eller svagere Lys, alt efter Afstanden, langt ud over Landskabet. Hestene veed ogsaa, hvor de er; det er ikke nødvendigt at drive dem, de har forlængst faaet nogen Uro i Blodet og begynder alt at dampe, og dog er der flere Kilometer igen. Gaar alt vel kan vejen dog snart tilbagelægges.

Den Vej, vi kom i Forgaars, er den nærmeste og var den bedste, men den er ikke mere til at passere, forsikrer Føreren. Den har været under Ild, saa den ikke er til at kende, vi faar prøve ad en Omvej, om vi kan komme frem. Altsaa ind til højre. Det er Pløjemark det første Stykke; den tunge Vogn synker i, og de fire Heste skummer, men der hjælper ingen Kære Mor, frem maa vi. Noget senere er vi havnet paa en Eng, og her smyger vi os frem langs med et Hegn, hvor gamle stuntede Piletræer rager op.
Saa, nu drejer vi straks af til venstre ind over en anden Eng op til Skoven, den finder vi nok igennem, saa op over Banen og dernæst lige frem til Højen, der er Maalet, saadan mente Vejviseren.

At forregne sig er menneskeligt, og derfor hænder det da ogsaa nu og da, saadan ogsaa her. En Dobbeltpost standser Vognene for at meddele, al Vejen frem er spærret, da Broen, der var Forudsætningen, kun lige er paabegyndt. Den Meddelelse var slem at faa. Og da Vejviseren er ukendt med dette Terræn, begynder det hele at blive noget pinligt. Hvad nu? Drøn følger Drøn. Batterier er der nok af, de rager bare ikke os i Øjeblikket, men generer kun med deres Helvedeslarm. Dog det faar være. Værre er det med de syngende „Fugle”, der kommer fra hinsides Skoven og pluter sig ned, hvor de lyster. Et knust Køretøj med døde Heste foran hist henne vidner om, at de ikke spørger om Forlov.

Ja, havde man nu bare en Telefon, saa var man maaske endda hjulpen. Men søg nu en saadan paa en aaben opreven Mark et Steds under Jorden. Dog der er intet andet at gøre end at prøve. Altsaa Mandskabet ud i de forskellige Retninger paa Lykke og Fromme. Den enkelte fa[a]r handle, som han kan bedst, man faar stole Paa sig selv. Huler, hvor Menneskebørnene bor og bygger, finder man endda, og Lykken er med, her har vi den ønskede Genstand. Men ak, Betjeningen meddeler, at Traadene er skudt sønder og sammen, kun een lystrer: men heldigvis er det nok, Batteriet faar Meddelelse og giver nu ønskede Oplysninger, samt sender Mandstab til at lede videre frem. Vi mødes ved Banen, er det sidste Ord.

Der var ikke saa langt til Banen, men Vejen frem bliver spærret af et Par Køretøjer. Nu sidder vi godt i det. Vognen synker stadig dybere i. Men Klokken bliver snart mange, om lidt vil det begynde at dages, og inden er det bedst at komme bort. Kræfterne lægges i baade fra Dyrs og Menneskers Side. Sveden staar i klare Draaber paa Panden, men gode Raad synes dyre. Dog Vanskeligheder er til for at overvindes. Een Vogn kommer i Bevægelse efter mange Anstrengelser. Det giver Mod paa ny, og lidt efter lidt klares Skæret; man er igen paa Vandring.

Det lange vaade Græs snor sig om Hjulfælgene, hvortil Jorden klumper sig, Hestene stønner og puster, men fremad gaar det. Dog her gælder det at være vaagen med alle Sanser; Granathul ved Granathul saa store, at de kan tage mod baade Vogn og Heste, det er knap til at komme forbi. De første klarer sig, snart er de ved Maalet. Den sidste kommer for tæt til Randen af et mægtigt Hul, Vognen glider, Kuske og Heste gør deres bedste, og man tror, alt gaar vel? men nu er der kommet Uro ind i det, Vognen slingrer, og vel gaar man fri for det ene Hul, man havner et Øjeblik senere i det næste et Par Skridt længere frem til modsat Side. Et Brag, der dog knap høres eller anses, og Vognen staar fast med Vognstangen lige mod Himlen. En Hest, der tumlede, er straks paa Benene. Det gik godt, hverken Folk eller Dyr led noget. Altsaa Hestene bort, her er dog intet at gøre før næste Nat; saa kan man jo prøve med Spader og Hejseapparater. Foreløbig lader vi den nok staa, som Bonden sagde om Rundetaarn.

De andre Vogne er tømte og læssede igen med tomt Gods. Og nu bort. Flyverne gør sig alt bemærkede, lænkeballonen vil ikke  lade vente længe paa sig, og hvad det betyder, veed man. „Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg, lad dem Galop over Toftene tage”, men man smiler ved det, naar man ser, hvor lidet pumrede Hestene er efter Nattens Anstrengelser.

(fortsættes)

Krigens forløb

2. maj 1917. Levende begravet – og mødt sin Gud

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi havde lige ordnet os i Stilling, da Englænderne begyndte med at lægge Trommeild paa vor Skyttegrav, og Trommeild er jo skrækkelig, naar Granaterne bogstavelig talt hagler ned, og de store Shrapnels eksploderer oppe i Luften og hver for sig sender deres 250 smaa, runde Kugler ned over det i Skyttegraven uden Dækning staaende Mandskab.

Man kan forstaa, at det ikke varede længe, før de saaredes Jamren og de døendes Rallen lød rundt om os.

Trommeilden varede to Timer. Midt i det hele kom en Granat og fo’r ned i Jorden ved Siden af mig og min Sidekammerat til venstre. Da den eksploderede, væltede den Jord volden ud i den 3 Alen dybe Skyttegrav og begravede os under Jordmasserne.

For mit Vedkommende var det ikke saa slemt denne Gang.Jeg blev kastet ned paa Ryggen, mine Arme laa langs min Krop, og ovenpaa denne 3 Alen Jord, der trykkede helt forfærdeligt, men mit Ansigt var frit, og aldrig i mit Liv har jeg saadan raabt om Hjælp som i den Stund.

Der kom da ogsaa straks 5-6 Kammerater, deriblandt ogsaa min Sidekammerat til højre, Delingsføreren; de kastede Jord til Side og fik mig halet frem.

Saasnart jeg kom frem, saa jeg, at min Sidekammerat til venstre ogsaa var borte; det var en Kunstmaler fra Berlin.

Vi gravede af alle Livsens Kræfter for ogsaa at redde ham. Jeg vidste, hvor han havde staaet, og kunde derfor ogsaa regne ud, hvor omtrent han maatte ligge. Jeg kom saa med min lille Spade lige ned paa hans Hoved.

Han var sunket ned paa sine Knæ, og Staalhjelmen var gledet om for hans Ansigt. Saasnart jeg fik hans Hoved afdækket, fik jeg mine Hænder ned under hans Hage og Ansigtet trukket op i frisk Luft.

Han var dryppende vaad af Sved, men gav ikke Spor af Livstegn fra sig. Vi gravede ham alligevel ud og lagde ham ovenpaa Jorden; men da han havde ligget nogle Øjeblikke, begyndte han at drage Aande.

Han aandede underligt dybt og begyndte at røre sine Lemmer, og mens vi endnu stod og saa paa ham, rejste han sig op paa sine Knæ, foldede sine Hænder og begyndte at takke Gud.

Aah, jeg kunde ønske, mine Læsere havde hørt den Mand takke Gud! Ikke med en Stavelse takkede han, fordi han var gravet ud; men han takkede Gud af hele sit Hjerte, fordi han havde faaet en frelst Sjæl.

Han havde kæmpet sin Jakobskamp dernede under de 3 Alen Jord, og fortalte os bagefter, at hele hans Liv var passeret Revy forbi hans
indre Øje og var standset hjemme hos hans unge Søster i Berlin, som han vidste, bad for ham, og som han var overbevist om bad for ham netop i denne Stund.

Som Soldat betragtet var han slet ingenting værd, ikke fire Skilling, han kom heller ikke mere med i Stilling, men fik Pladsen som Kompagnifotograf.

Han var paa sin egen Maade et stilfærdigt Vidne om Guds Barmhjertighed mod Syndere, og han fik en god Plads mellem Kammeraterne. Vi holdt allesammen af ham.

Da Trommeilden hørte op, ventede vi, at Stormen skulde bryde løs, men det blev ikke til noget. Derimod prøvede Englænderne ved Aftenstid at gaa frem til Storm, men det Angreb blev let afslaaet, uden at det kom til Nærkamp.

Næste Dag gentog det samme sig, og Englænderne prøvede paany
et Stormangreb, som blev afslaaet.

Ved Aftenstid blev vi udsat for et Gasangreb; vi stod seks Timer i Gas, men takket være de gode Gasmasker mistede vi den Gang ingen.

Under Gasangrebet kom min Kaptejn hen til mig og lagde Haanden paa min Skulder, idet han sagde: „Hør, Gamle, i Nat skal du skyde.”

Det gav et Gys i mig. Jeg tænkte: Hvor véd han, at du ikke skyder? Han sagde ogsaa: „Naar vi holder en jævn Ild vedlige, slipper vi muligvis for Englændernes Stormangreb, men tier vi, tror de, at vi er helt eller halvt døde af Gassen, og saa vil de storme bagefter.”

Jeg fyrede tappert ind i Jordvolden uden for vor Skyttegrav, saa mit Gevær knaldede ligesaa lystigt som de andres. Det er næsten den eneste Gang, jeg har haft mit Gevær ladt i de 28 Slag, jeg har været med i, og derfor gaar jeg ogsaa med den dejlige Tryghedsfølelse i mit Hjerte, at jeg hverken har gjort Englænderne eller Franskmændene Fortræd, og det har meget større Værd for mig, end jeg den Gang tænkte paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

12. april 1917. Fra Willemoës’ notesbøger: A.S.’ beretning fra Vestfronten

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Nedenstående beretning blev kun delvist bragt i Ribe Stiftstidende den 11. april 1917.

(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)

A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.

I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.

I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.

Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade.

Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys.

På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.

Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.

Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første angreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt af maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.

Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en del endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.

Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem.

Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. –

På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.

Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.

På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.

I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.

Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.

Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.

Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.

Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.

Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Ikke kategoriseret

11. marts 1917 – Milert Schulz: “Jetzt haben wir alle Gasmasken bekommen”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d. 11/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Eure Briefe vom 23 und 27/2 habe ich gestern mit Freuden dankend erhalten. Wie ich daraus ersehe hört Ihr so selten von mir. Ja liebe Eltern dass liegt nicht an mir sondern an die Postbeförderungs schwierigkeiten hier auf dem Balkan. Ich schreibe fast jeden 2 Tag nach Hause liebe Eltern. Aber es ist ja auch ein gefärliches Ende von hier nach Hause.

Ihr schreibt auch wegen Pakete ob ich die erhalte. Sobald ich ein Paket bekomme schreibe ich dass auch an Euch. Soweit ich weiss habe ich bis Nummer 13 alle erhalten. Gewiss bekomme ich die Pakete alle. Aber das her an schaffen von der Bahn nach hier nimmt so viel Zeit in anspruch. Wier liegen über 100 klm. von der Bahn weg und denn die Wege hier im Gebirge. Die haben wir erst richtig ausbauen müssen.

Und wo wir sind habe ich Euch doch auch oft geschrieben nämlich im Süden Serbiens. Wir liegen ungefehr in der Mitte von Monastier und Saloniki. Näheres darf ich Euch nicht schreiben über diese Sache da solches verboten ist.

Die adresse veränderung hat nichts zu bedeuten liebe Mutter. Dass ist so über alle Truppen im Osten, Westen und Süden.Hans Asmussens Adr. ist ja die selbe Art wie meine. Es darf nur auf der Adr. Regiment Batallion und Compagnie stehen.

Wir haben jetzt hier eine ganz merkwürdige Witterung. Ein Tag regnet es, ein Tag Hagelt es, ein Tag schneit un friert es und ein Tag kann es das schönste Sonnenwetter sein wie es heute z.B. ist. Gestern hat es gehagelt und geregnet. Die Nacht gefroren und heute Sonnenschein.

Jetzt haben wir alle Gasmasken bekommen wie Ihr wohl auf Bilder gesehen habt. Die Feinde schiessen nämlich mit Gasgranaten, und wenn man Keine Gasmaske hat ist man verloren. Sonst bin ich ja noch immer Gott sei Dank gesund und wohl und habe es noch recht gut. Wir leben ja besser wie manch einer zu Hause besonders wie die Grossstädter.

Wir kommen doch jeden Tag werden [?], aber dafür muss man ja auch viele Entbehrungen und Gefahren ausstehen. Bis hierher hat der Herr mich noch gnädiglich behütet und er wird auch in Zukunft seine beschützende Hand über mich halten. In der Hoffnung auf ein baldiges frohes Wiedersehen schliesse ich mit vielen herzl. Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)

Krigens forløb

19. juli 1916. Somme: Fly dirigerer minekasterne

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 19. er en tung dag. Om formiddagen kredser fire fly, undertiden seks, en enkelt gang endda ti over stillingen. De flyver så lavt, at man kan se besætningen med det blotte øje. De dirigerer minerne, som igen stiger op fra Belloy i sværme, mod vor første skyttegrav, der igen bliver hårdt ramt. Artilleriet foretager nogle heftige ildoverfald.

Om aftenen øges artilleri- og mineilden næsten til trommeild. Svære kalibre, krumbanelild mod Berny, dens sænkninger og hulveje. En betonbunker i Berny, i hvilken samtlige officerer fra 5. og 6. kompagni er forsamlet, bliver trykket sammen. Det lykkedes dem at befri sig, kun løjtnant Butzbach kunne ikke reddes.

Kl. 10 – det er trykkende hed sommernat – bliver hele bagterrænet omkring Berny samt artilleristillingerne gasset til af granater. Et fint hvidt slør lægger sig hele natten over terrænet, som hvis aftentågen stiger op.

Reservekompagnierne stimler sammen på gasfri øer eller hviler med gasmasker på. Store tab forårsagede gassen ikke, da den allerede i svag fortynding blev uskadelig, og fordi gasmaskerne beskyttede godt. 12. kompagni havde på denne dag svære tab på grund af artilleri, de blev om natten afløst af 4. kompagni.

Allerede på denne dag havde man regnet med et angreb. At et sådant forestod dagen efter, kunne der ikke være nogen tvivl om.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

16. marts 1916. Panik! Gasangreb! Men hvor er gasmaskerne?

Skriv en kommentar

Jacob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I foråret 1916 lå regimentet ved Loretto.

Det var tyskerne, der havde den tvivlsomme ære, som de første at anvende dette kampmiddel, men ovre på den anden side var de ikke
længe om at anvende samme metode.

Man var derfor nødt til omgående at udfinde beskyttelsesmidler mod giftgassen. Vi fik udleveret de kendte gasmasker, og når de var i orden, var de udmærkede.

Så længe vi var i første linie, hang gasmasken hele tiden om halsen på os, både dag og nat. Den var vor uadskillelige ledsager, og vi smilede, når vi tænkte på, at vi havde bandet og stejlet første gang, vi fik dem udleveret. Vi syntes, vi havde krimskrams nok at slæbe på.

Men gasangrebene var jo ikke sjældne. Engang – det var i foråret
1916 – havde vi gasangreb tre nætter i træk. De første to gange gik det tåleligt, for vinden var for kraftig, og gassen drev hurtigt bort; men den tredie nat gik det værre …

Det var omkring midnat. Vi havde fået befaling til at lægge gevær og patrontasker bort, for vi skulle udføre skansearbejde. Ordren blev fulgt, men mange lagde også deres gasmaske bort for at kunne få en friere bevægelse under arbejdet.

Min sidemand og jeg blev enige om at beholde gasmasken hos os, for vi havde jo haft gasangreb de sidste to nætter, og man vidste jo aldrig …

Arbejdet begyndte. Skyttegraven skulle graves dybere. Arbejdet var vanskeligt, for jordbunden bestod af kalksten, der først skulle  hakkes løs,

Vi havde kun arbejdet nogle få minutter, før det engelske artilleri som på kommando pludseligt overdængede os med granater af alle kalibre. Vi smed os omgående ned på bunden af graven.

Kort efter lød råbet: »Gasmasker på!«

Og nu kom katastrofen. Min ven og jeg havde vor gasmaske ved hånden og kunne straks bringe den op foran ansigtet, men de allerfleste havde deres maske liggende oppe på skyttegravekanten og måtte nu i den frygtelige granatregn op efter den.

På grund af mørket fik de ikke fat i deres egen. –

Så snart de mærkede, at den ikke passede, smed de den bort og rendte efter en anden. – Mange masker kom bort, så der var mange, der pludselig stod uden.

Midt i granatregnen udspilledes sørgelige scener. Folk sloges om maskerne, man nedtrampede hinanden, man udslyngede drøje eder og forbandelser, mange løb rundt som vilde, det hele var kaos, og ind imellem hørtes de såredes jamren og klagen.

Granatstumper og shrapnels hvinede omkring os, jord og sten raslede ned på os. Først henad tretiden om morgenen stilnede trommeilden af, og vi ventede, at der nu ville komme et angreb af det engelske infanteri, men det udeblev.

Vi havde ved dette gas angreb mistet tres mand i vort kompagni…

Det var mærkeligt at se den virkning, gassen havde på plantelivet.

Bladene på buske og træer og græs og urter var den følgende dag helt sorte og afsvedne …

DSK-årbøger 1959

Krigens forløb

2. marts 1916. Stålhjelme til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Skriv en kommentar

Efter stormen på Navarin-Ferme den 27. februar 1916 fik Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 bevilget 14 dages hviletid.

14 dages hvil var beskåret regimentet. De blev udfyldt med badning, aflusning, noget eksercits, fordeling af forstærkninger, der indtraf i disse dage, 600 mand høj.

Udrustning blev repareret eller tilpasset.

To nyskabelser, der viste sig velegnede helt til krigens slutning, dukkede op første gang: stålhjelmen, først i beskedent antal, der lige slog til for posterne i forreste linje, så gasmasken.

I specielle rum med lugtende og irritationsfremkaldende stoffer blev de tilpasset.

Derved fik regimentet også udvortes et andet ansigt. Alle fuldskæg måtte nemlig falde, fordi man ellers ikke kunne garantere tilstrækkelig gasbeskyttelse.

Stålhjelmen gav krigeren det klassiske udtryk, som vi i dag og al fremtid vil forestille os verdenskrigens soldat.

I hvileperioden blev kaptajn von Alt-Stutterheim fra III bataljon forflyttet til grenadérregiment 89. Kaptajn von Knobelsdorff trådte i hans sted.

Fra Füsilierregiment “Königin” nr. 86 i Verdenskrigen

Ikke kategoriseret

20. februar 1916 – Matthias P. Branderup: “… noget ekstraordinært her ved Verdun”

Skriv en kommentar

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 lå regimentet ved Verdun.

At der i løbet af vinteren skulle ske noget ekstraordinært her ved Verdun, blev vi klar over allerede først på vinteren. En bredsporet bane blev anlagt ind gennem skoven tæt ind til vor stilling, og alt hvad der skulle bruges til en storoffensiv blev tilkørt. Især artilleriammunition. Hele bjerge hobede sig op.  Det var jo selve kronprinsens 5. armé, som skulle foretage dette fremstød og indtage Verdun. Alt var forberedt i alle enkeltheder. Verdun skulle falde og gøre vejen fri til Paris, og dermed gøre en afslutning på krigen.

Der var mange, som for nemheds skyld havde ladet skægget stå. Men kort før offensiven fik vi udleveret gasmasker. Da disse skulle slutte tæt til kinden, så måtte skægget jo falde, og det var ganske pudsigt, at mange, som vi gik og troede var en 30 – 40 år gamle, pludselig ikke var stort ældre end vi andre glatragede. Det var vistnok om ved samme tid, at vi fik vore hjelme ombyttede med stålhjelme, som var mere beskyttende.

Der skulle uddannes stormtropper, og vor delingsfører spurgte, om nogle ville melde sig frivilligt. Begejstringen var ikke særlig stor, da vi nok var klar over, at det var en farefuld bestilling, så der var kun enkelte, der trådte frem.

Men så kan det nok være, at vor løjtnant blev vred: “Kan I unge mennesker virkelig være bekendt, at de ældre gifte mænd skal påtage sig dette ? Frem med jer.”

Og så var der ikke andet at gøre, vi måtte frem. Nu var der også det, at denne løjtnant var den flinkeste og mest afholdte, vi havde. Men det var nu alligevel både første og sidste gang, jeg meldte mig frivilligt til nogetsomhelst.

Så gik det løs med at tage forhindringer. Med eller uden gasmasker. Det med gasmasker var for mig noget af det værste. Måske har den jeg fik ikke været i orden. I hvert fald sørgede jeg for altid at have en pind til at stikke ind under elastikken, så jeg kunne trække vejret ad den vej.

Før offensiven var vi i lang tid ikke tilbage i hvil, og lusene tog overhånd. Vi sad så udenfor vore bunkers for at aflive disse vore plageånder. Æggene brændte vi med vore cigaretter. Der var i denne tid ikke lejlighed til at blive aflusede.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)