Pastor Nicolai C. Nielsen brevvekslede under krigen med mange nordslesvigske soldater, en af dem var Peter Geil.
Skreven d. 23.6. 1917
Kære Herr Pastor.
Det sidste Brev jeg fik fra Dem med 2 M var i ”Waziens.” Siger dem mange tak derfor. Pengene kunde jeg storartet bruge. Min Pengepung var snart tom; men det ere jo ingen Skam for en Soldat. Vi skulde lige en Badetour til Douai.
Vi rykkede saa nærmere til Fronten og d. 27. Mai kom de første af vore M.G. Kompagnier i Graven. Vi bragte baade Gewehrene og Patronkastene frem. Hver Mand havde 3 eller 4 Kastener med 250 Patroner i hver. Det var ikke en ledt Byrde. Vi gik i 2 Timer fra Vejen hvor vi blev kørt hen over fri Mark til Stillingerne. Der befandt sig kun Granathuller, som vore Tropper laa i. Helt vorne var der en Grav. Det lignede dog i hværtfald en. Her og der var den skudt sammen. Den var kort forinden stormet af vore Tropper og bleven omarbejdet i en tysk Grav. Kl. henimod 6 vare vi hjemme igen.
Vi vare saamange tilbage, saa vi kunde løse dem af der laa forne efter 3 Dage. De næste Aftener bragte vi dem spidse ud. Jeg skulde med en til, hen til Gewehr 1. Det laa helt forne i Graven. Vi viste ingen rigtig Besked og kom for langt fremad og til vendstre.
Lige med et bekom vi et Fyroverfald, det er karakteristisk for den lumske Engländer. Han skød strægvis og Salve paa Salve af Granater og Schappnells 15-20 Skud af Gangen. Der var Granathul ved Granathul. Et dækkede halv det andet. Saaddan var Jorden oppløjet. Men saa hurtig det gik løb vi. Af og til fald man med Spidsen. Saa godt det gik passede man paa, at man intet tabte. Schrapnellkuglerne og Granatstykkerne fløj til højre og vendstre for os. Jeg undrer mig endnu i dag , at vi kom udskadt derfra, da og Salverne kom længere frem. Herren havde bevaret os vidunderlig.
Tilbage ventede vi i et Granathul til Overfaldet var til Ende. Saa gik det frem igen og tilsidst fandt vi dem, der laa mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften og Graven især om Natten. Efter 3 Dage løste vi saa af og kom til Gewehr een, da vi vidste, vor det laa. Englænderne laa 150 km fra os, og om Natten laa han i en fremskudt Sappe, hvorfra han skød sine Lyskugler over i vor Grav. Det fjendtlige Artillerie skød altid for vidt, omendskøndt stundom lige ved Gravkanten, saa Jordklumper fløj i Graven.
Det medste maatte vi passe paa for vor egen Artillerie. Det skød ofre for kort og den første aften vi vare der, slog en Fuldtræffer i Graven. En var død. En anden blev begge Been revet af, han døde ogsaa kort efter og to vare haardt og ledt saaret. Det var skrekkeligt. Vi skød ofte Lyskugler (røde) af, at vor Artilleri skulde lægge Ilden videre frem, men de næste Dage havde vi det[]samme igen. 2 Blindgængere slog i vor Dækning. En Lykke var det at de ikke exploderede. Man mærker Herrens bevarende Haand.
Næste Nat blev der begravet, 6 Englændere var det vel, som laa med Hovedet lige for Graven og altid var der jo en Horchposten ude fra os. Maskingewehrbetjeningen har det bedre, da de om Natten ikke behøver at arbejde; men een staar stadig Vagt. Den sidste Nat havde vi ”erhöhte Gefechtsberitschaft”. Man troede at Egnlænderen vilde gribe an. En Patroullie var ude fra os og skulde se at tage nogle til Fange i Sappen. Men de kunde ikke komme derhen, da de to Maskingewehre stod i den. Saa bleve vi alle afløst; en Time forinden blev en jødisk Leutnant saaret i Haanden, da han, gik oppe paa Dækningen og vilde søge alt muligt sammen.
Natten efter vi var bleven afløst og vare komne i Ro bleve Kompagnierne alarmeret. Jeg havde lige med mange flere fulgt en interessant Luftkamp, som endte med Englænderen styrtede ned. Fartøjet gik i veldig Fahrt kre[d]sende nedad og endnu 100 m over Jorden søgte Føreren at give Apperatet en Glideflug over Jorden men saa styrtede det ned. Mange løb derhen og jeg kunde ikke holde mig, endskønt det var langt borte, helt henne ved Douai. En mængde Mænnekser var stilmet sammen. Mig interesserede det blot om Englænderen ikke skulde være sluppet derfra med Livet.
Apperatet saa jeg, og Bagdelen var oversprøjtet af Blod, og det varede ikke længe inden man bar ham, der var kun en i Flugapperatet, bort. Det var nu ikke et smuk Syn og gjorde en stærk Indtryk paa mig. Det var en ung Englænderhauptmann, kraftig med sort lokket Negerhaar, klædt hel i Leder. Han havde i Luftkampen faaet et Skud i Hovedet og havde saa tabt Bevidstheden og var død, da han kom ned. Da jeg kom hjem blev det raabt Alarm og i nogle faa Minutter stod Kompagniet alt opladt paa Vognene. Englænderne havde grebet an, og to til 3 Nætter gik Kampen.
Mange Kammerater faldt eller blev saaret mit Kompagnie blev skaandt, det laa i Bereitschaft i Bahndammen Douai-Arras og et par Dage senere blev jeg afkommanderet til Telegraphvæsenet, snart imod min Vilie. Naar jeg kunde holde de[t] ud og kunde forrette det, skulde jeg, sagde Feldweblen. Jeg tog det saa, som en Gave fra Herren, og det er jo en beroligelse for mine Forældre. Jeg har Gærningen endnu.
Siger Dem mange tak fordi De har husket mig i Deres Bønner Herrens Bevarelse har været stor, især i de hæftige Fyroverfald som vi opleve 3 Gange. Mange Hilsener sender Dem Deres Peter Geil.
Undskyld at Brevet blev saa lang!
(Nic. C. Nielsen, P116-15, Arkviet ved Dansk Centralbibliotek)