Tag-arkiv: civile

Krigens forløb

1. november 1914. Artilleridueller med ammunitionsrationering.

Skriv en kommentar

Af Füsilierregiment 86’s historie

Den krigsmæssige virksomhed var ikke af stor betydning, da den tyske hær nu befandt sig i en strategisk defensiv, og da modstanderen endnu ikke havde genvundet sin angrebsstyrke, men den var tilstrækkelig til at gøre krigen interessant.

Artillerivirksomheden på tysk side var svag og præget af begyndende knaphed på ammunition; på fransk side var den navnlig foran landsbyerne noget mere livlig. Med deres typiske hensynsløshed skød franskmændene ind i det fuldt beboede Pimprez. En nat blev en kvinde med sine to børn dræbt af en fransk granat. En tysk Landsturmmann huggede dem en mindesten. På dette sted skal også nævnes, at syge indbyggere i Pimprez ofte fik lægelig hjælp og medicin uden modydelse, hvad der i øvrigt blev anset for en selvfølgelighed af alle tyske ”barbarer”.

Nogle uger efter besættelsen af den nye stilling greb det tunge artilleri ind. Franskmanden skød med tungt skyts på Dreslincourt, efter at et batteri ringkanoner fra vor side havde gjort ham helvede hedt i Le Hamel, en lille bebyggelse foran Dreslincourt. De franske skud tilføjede os kun ringe tab. Ilden var, sammenlignet med, hvad de følgende år bød på, ret så tålelig.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling copy
Fransk feltartilleri M75’ere
Krigens forløb, Nyheder, Sønderjyder

20. oktober 1914. Feltpost: I Skyttegravene ved Oise

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

I Skyttegravene ved Oise.

Fra en ung Nordslesviger ved Vestfronten som vi tidligere har offentliggjort en Række Feltbreve fra, er yderligere indløbet et Brevkort, hvoraf vi gengiver følgende:

“Vi staar nu i en ny Stilling. Vi er rykket ca. 15. Km. til Højre, hvor vi har Skyttegrave i en Park, som støder op til Oise. Vi holder her en Landsby besat.

Fra Skyttegravene fører dybe underjordiske Løbegrave ind til Landsbyen, hvor jeg i et Køkken har opslaaet Kommandoen over mine 80 Mand. Petersen, Korntved, og Nicolai Bonde, Asserballe, er Gruppeførere i min Afdeling.

Vi har det ellers udmærket her. Vi kan uset gaa fra Skyttegravene her ind i Landsbyen. Viser en af Soldaterne sig trods det, piber Granaterne os ganske vist straks om Ørerne.

I Stuen her ved Siden af mig bor der to Koner, en ung og en gammel. Der er endvidere endnu et Par Køer paa Gaarden, og vi faar Mælk baade Morgen og Aften. Af kartofler og Manøvrekiks laver vi pandekager. Kød har vi nok af, da her endnu er Faar i Massevis. Vi slagter et, naar vi har Brug for det. Vore Modstandere er Turko’er, men vi ser kun lidt til dem. Hilsen”

Gæstgiver Schmidt paa Genner Station har modtaget en Pakke, han havde sendt til sin i Frankrig liggende Broder, tilbage med den Bemærkning, at Broderen var falden. Pakken kom tilbage den 30. September. Nu i Lørdags modtog Schmidt et Kort fra Broderen, skrevet den 8. Oktober.

Saarede.

Bagermester Jes Rosenblad fra Branderup, som har været med ved Østfronten, har mistet højre Arm. Rosenblad vil med det første fra et Lasaret længere sydpaa blive transporteret til Flensborg.

En Del Saarede fra Broageregen er vendt hjem. I Lasarettet i Sønderborg, Kurhuset, ligger 6 Saarede fra Sognet, medens en halv Snes Skytter er saa vidt restituerede, at de er paa Rekreationsorlov hjemme, for derefter at afga til Fronten igen.

Gdr. Vhr. Gammelgaard, Aarlund, Lintrup Sogn, der har ligget paa Lasaret i Østpreussen, er kommen hjem paa Rekreationsorlov.

Døde.

Cigarhandler Carl Kock fra Flensborg, som i en Aarrække har været ansat i J.C. Jürgensens Forretning i Aabenraa, er den 25. September faldet i Frankrig.

Blandt de Faldne er ogsaa Cand.jur. Hans v. Massow, en Søn af den tidligere Amtsforstander von Massow i Rødding.

Der er indløbet Meddelelse om følgende tre Flensborgeres Død paa den franske Krigsskueplads: Sergent H. Wendt, Underofficer Carl L. Botzbach og Grenader Hans J. W. Petersen, Søn af Arbejdsmand Christian A. Petersen i Svalegade.

 

Nyheder, Sønderjyder

16. oktober 1914. Feltpost med forhindringer – og nyt om faldne og sårede.

Skriv en kommentar

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Vestfronten.

Af en Læser har vi modtaget følgende Brev fra en Haandværksmester i Haderslev Vesteramt til Offentliggørelse:

……….. d. 28. Septbr. 1914.

– – – Her er næsten ikke Skrivemateriale at faa. Vi fik i Morges 2 Kort udleveret til 12 Mand. Jeg har det ellers godt. Vi har nu ligget i en Stilling her ved ….. det er en lille Landsby, i næsten fjorten Dage. Det ser ellers ikke godt ud her i Frankrig. Byerne er næsten fuldstændig udplyndrede og forladt af Civilbefolkningen.

Det er dog ikke os der plyndrer. Det har Franskmændene besørget, før vi kommer. Men I kan jo nok tænke Jer, at naar vi ligger her paa et Sted med over Hundrede store Heste i fjorten Dage, saa tager det slemt paa Bondens Hø og Korn, for det bliver blot hentet i Laderne og paa Marken.

Vi traf forleden tre franske Familier, som logerede i en Lade. De var flygtet fra Ardennerne af Skræk for os. Franskmændene havde fortalt dem, at vi slog Kvinder og Børn ihjel, hvor vi kom frem. Vi kom ved Aftenstid til Byen og gik lige hen i Laden for at hente Halm. De alle meget forskrækkede, da de saa os.

Den ene Kone havde to smaa, kun otte Dage gamle Tvillinger med. Ardennerne er en Bjergegn. De havde ikke det mindste at spise og ingen Mælk til Børnene. Vi gik saa hen og malkede nogle Køer og gav dem Mælken, og saa samlede vi Penge sammen til dem. De fik 5-6 Mark. Og det blev dem saa fortalt, at de godt kunde rejse hjem. De tyske Soldater skulde ikke gøre dem noget. Kvinderne græd af Glæde.

Men der er flere Byer, hvor Civilbefolkningen skyder paa os ud af Vinduerne. I ….., hvor de endog havde Maskingeværer, ødelagde de flere Kompagnier af …. Res. regiment. Som Følge deraf blev de heller ikke skaanet. Vi skød først Byen fuldstændig ned. Derefter fik Infanteriet Lov til at rekvirere. Det saa farligt ud.

Hvad Krigen ellers angaaar, er vi slet ikke klogere end I derhjemme. Den første Tid  gik det rask fremad. Men nu staar Franskmændene i en fast Stilling her i en stor Skov. De viger kun Skridt for Skridt, men tilbage gaar de. De er ikke saa lette at nappes med, men vi er dog visse paa, at vi vil sejre.

Det franske Feltartilleri skyder fortræffeligt. Det skyder en enkelt Mand ned paa 4000 Meters Afstand. Men de er meget bange for det tyske Fodartilleri. Sidste Torsdag laa vi kun 450 Meter fra det franske Infanteri. Vi har endnu kun haft faa tab. Men Faren er hver Dag overhængende. det er, som om vi bliver beskyttede af en højere Magt. Jeg kan nu ikke fortælle mere denne Gang. Hilsen …..

Faldne og Saarede.

Postbud Wilhelm Hansen fra Vester Sottrup er falden den 3. Oktober paa den vestlige krigsskueplads.

Skomagermester Bohe i Nordborg har ifølge “Fl.Av.” faaet Meddelelse om, at hans Søn, der er med i Krigen i Frankrig, er blevet saaret og ligger paa et Lasaret i Koblenz. Han har faaet et Skud i Underlivet og to i Armen.

Enke Lunds Søn fra Skodborg er blevet saaret i Frankrig. Han ligger paa et Lasaret i Berlin. Den Saarede har samtidig faaet Lungebetændelse. En Broder i Sønderborg er rejst til Berlin for at besøge ham.

Kammerater har skrevet til Møller Hansens Hustru i Københoved, at Hansen er bleven saaret. Endvidere er Smedemester Erik Dall fra Søbækled bleven saaret i Frankrig.

Landmændene H. Rasmussen, Jørgen Andersen fra Vodder er blevne saarede.

Martin Feddersen, en Plejesøn af afdøde Iver Rosenlund fra Gramby, er dem 3. Oktober i Frankrig bleven saaret i Knæet. Feddersen er bleven ført til et Lasaret i Hagen i Vestfalen, hvorfra han har skrevet hjem.

Gaardejer Hs. Paulsen fra Hovslund, der var med paa den vestlige Krigsskueplads er bleven saaret af et Skud i den ene Hæl og ligger for Tiden paa Lasaret i Berlin.

For Tiden er der 3 fra Skærbæk Sogn, som er bleven saarede og har været paa Lasarettet, men som nu er i Bedring og kommer hjem paa ??? Tid, nemlig Enke Storms Søn fra Gassehede, Anders Schmidts og Arbejdsmand Peter Petersen Sønner fra Skærbæk.

Overlærer Vilh. Mietz, der havde virket ved Realskoen i Tønder siden 1908, er falden under kampene omkring Verdun. Han blev kun 28 Aar gammel.

I Fangenskab.

Landmand Math. Klemmesen fra Vidder er bleven saaret og befinder sig i fransk Fangenskab. han har ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.

Seglmager Nielsen i Flensborg modtog for nogle dage sinde  Meddelelse om, at han Søn enten  var falden eller haardt saaret. Nu meddeler Sønnen, at han befinder sig i fransk fangenskab.

Efter Nibøl indløbne Meldinger er Dr. Michelsen fra Nibøl falden i fransk fangenskab. Det samme skal være Tilfældet med Lærerne Timon fra Kleinsee-Koog og Ingwersen fra Flensborg (Søn af M.P. Ingwersen i Dedsbøl).

Gode Efterretninger.

Hans Lassen fra Sønder Hostrup, en Søn af Gdr. Jakob Lassen, der ligger ved 9. Art. Regmt., har ifølge et Brev til bekendte den 7. Oktober truffet Mads Jepsen fra Stubbæk, August Lund fra Røllum, (eller Torp), Frederik Boysen, Søn af Lærer Boysen i Sdr. Hostrup, og Lorens Jørgensen. De havde det alle godt.

Smedemester Lorens Thomsens Hustru i Hundslev, hvis mand kæmper ved Aisne, har modtaget et Glædesbudskab. For nogen Tid siden modtog hun en Pengesending, der vakte Foruroligelse, fordi Adressen var skrevet med en fremmed Haand, og hendes Uro øgedes yderligere, da hun nogle Dage senere sik et Brev tilbage med Bemærkningen “savnet”. Men Lørdag Aften modtog Fru Thomsen ifølge “S.Z.” et brev fra sin Mand, hvori han meddeler, at han har det godt.

Postsager til en Søn Graver Bek i Aller kom forleden tilbage med den Besked at Bek var saaret. Det var dog en Fejltagelse, thi Bek har det ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.

Nyheder

15. oktober 1914. Hemming Skov: Under russisk bombardement.

Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa.

Den Dag forløb taaleligt, men den næste, den 15. Okt., er en af de Dage, man husker.

Duellen begyndte igen, og nu maatte Byen for Alvor holde for, og saa velrettede kom de store Bæster, saa det var os umuligt at komme ud af Byen. Den ene Granat fulgte den anden. Brosten slyngedes i Vejret, Huse styrtede bragende sammen, og Støv og Røg laa som en uigennemtrængelig Sky over Byen. Vi maatte søge Dækning hvor vi befandt os.

Bag den store Skole klamrede vi os op mod Muren. Ind mellem mine Heste og det lille Hus, hvor jeg og et Par Kammerater holdt til, kom en Granat hylende og eksploderede imod Skolebygningen, bag hvilken vi stod i læ. Et øredøvende Brag med Lufttryk og hvad dertil hører, Vinduerne var blæst væk. Jeg løb om for at se til mine Heste; de var overdænget af Støv og Kalkpuds og hoppede paa alle fire, men var ellers uskadt.

Men inde i vor lille Lejlighed var en af mine Kammerater, Preuss, der var i Færd med at koge en Høne, blevet ramt i et Ben af en Granatsplint. Og i mit Tornyster fandt jeg senere en Splint i et Glas Smør. Derefter ilede jeg igen om bag Skolen for at komme i Dækning og lagde nu Vejen ind gennem Hullet i Muren fra Eksplosionen, der i øvrigt var saa rummeligt, at en Bil med Lethed kunde slippe igennem.

I det samme drønede en Granat over Hovedet af os, slog ned 20 m foran os, og af Nedslaget blev vi oversprøjtet med Jord og alskens Skidt. Jeg fik en Jordklump slynget i Ansigtet. Udover at vi af Lufttrykket blev kastet hulter til bulter, skete der ikke større Skade, kun en eneste fik et let Saar i Hovedet.

Flere Steder i Byen brændte det, saaledes paa Torvet til alle fire Sider, hvor en Del Jøder uforfærdet søgte at redde deres Ting. Tropperne søgte at komme ud af Byen, og omsider lykkedes det ogsaa os at slippe ud af den brændende By.

I en Skov slog vi os ned med vore Køretøjer og maatte nu ligge ude igen. For dog at holde Liv i Hestene, maatte vi desværre, som saa ofte før ,,besørge” os lidt Hø fra en nærliggende Gaard. Her var mange Grave, hvor faldne Russere var lagt til Hvile af tyske Soldater

EasternFront1914b
Østfronten i efteråret 1914

 

Krigens forløb

8. oktober 1914. Jeppe Østergaard syd for Warszawa

Skriv en kommentar

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Radom, 8—10—1914.

Kære allesammen!

Når undtages Margrethes Flensborg-kort har jeg ikke hørt fra jer siden den 10. September. Dog ved jeg, at skylden ikke træffer jer, da I nok ugentlig har sendt mig mindst een hilsen. Alle institutioner har i krigstid omtrent gjort fyldest, kun feltposten har måttet melde pas. I 1870 skal den ha været fortrinlig, og selv om hæren nu er større, og skrivefærdigheden er vokset, så er dog samfærdselsmidlerne steget i tilsvarende grad, så det er ingen undskyldning. Uddelingen gennem de forskellige troppedele er heller langt; fra mønstergyldig og tager flere dage. Følgen er, at breve er 2-3 uger undervejs.

Nu er vi en 200 km fra grænsen og 100 km syd for Warschau. Radom, en by på 100 000, er i modsætning til de andre stinkereder, vi har passeret, en smuk og renlig by med vældige kirkebygninger. Her havde russerne en let befæstet feltstilling, og der var store troppemasser undervejs til forstærkning. Men vi kom dem i forkøbet, og efter at have løsnet et par skud trak russerne sig skyndsomst tilbage.

Vi har nu haft en dags ro, som hårdt tiltrængtes, ikke blot for hvilen, men også for fodtøjet. Det er nu bedret en del, og vejret er klaret op. Natten over har det frosset. Om en halv time går det videre, vistnok mod Iwangorod, en stærk fæstning ved Weichselen, 50 km østpå. Pionererne har haft travlt med at bygge broer, og belejringsskyts indtræffer.

Af og til træffer man store godser med solidt og smukt byggede herrehuse og gamle parkanlæg. I storbruget ses de mest veldyrkede marker. Langt den største del af jorden optages dog af småbruget. Legetøjshusene ligger klumpet sammen til landsbyer med hullede, elendige veje. Hver husejer er sin egen bygmester. Alt er stråtækket. Mellem bjælkerne lægges mos og ler. Det luner og tætter. Foruden det “tækkes” til vinteren væggene med langhalm, mos eller senegræs, som fastholdes med lægter og brædder. Gennem den lave dør kommer man krumbøjet ind i huset, som i reglen har to rum. I det større står et muret komfur, og gennem flere murede kanaler ledes trækket ind i skorstenen. Rummet er køkken, dagligstue, sovekammer, kort sagt alt. Det mindre rum er pulterkammer, børne- og gæstestue. På væggene hænger kun gudelige billeder, og blandt dem indtager det førnævnte Madonnabillede fra klostret i Czenstochau første pladsen. Ved bjælken er ofte indstukken poppelris. Befolkningen er meget fordringsløs og nøjsom. Mændene går i lange støvler, fåreskindspels og do. hue, mens kvinderne alle som en endnu ved denne årstid går barbenet. Trods fattigdommen er der bygget store, stilsmukke og pragtfulde kirker. De fleste har to tårne og mange tilmed en tagrytter. Befolkningen er uoplyst. Skoler findes ikke, og præsteskabet har naturligvis ubegrænset indflydelse. Jeg har set bønderne bukkende, næsten krybende kysse den hånd, som præsten nådigt rakte frem.

Alt vel! I en hel måned har vi nu ikke haft med fjenden at gøre. Det er helt rart som nu at være lidt i reserve.

Eders Jeppe.

Kolno i Polen 6a49-361
Kolno i Polen – nord for Warzawa.
Krigens forløb, Nyheder

18. september 1914. Brev fra Jeppe Østergaard på Østfronten.

Skriv en kommentar

Szeldkehmen, 18.9.1914.

Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er derfor ikke meget at få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling.

Det er en prægtig befolkning, som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har intet levnet.

Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil ingen mangel lidt.

En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men derimod har jeg en ganske klar forestilling om, hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjernehimlen over sig. Det kan være ret koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.

Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“. Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.

I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i hjemmet, mens vi nok får blive i det fremmede. — —   Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!

Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt …

00020X13555

Nyheder

29. august 1914. Nordborg Avis: Telegram fra kejseren om forholdene i Østpreussen

Skriv en kommentar

Sidste nyt fra Nordborg Avis, der var en lokaludgave af avisen Hejmdal.

Bortførte Kvinder og Børn. Strasborg, 27. Aug. (W.B.)

Hos den kejserlige Tolddirektion har Toldembedsmændene fra Saales under Ed givet følgende til Protokols: Efter at Franskmændene den 11. ds. havde passeret Saales, ankom nogle franske Gendarmer og tog 8 Embedsmandsfruer med ca. 20 Børn, deriblandt saadanne i en Alder af 3 Uger, med sig bort til St. Dié, hvor de blev ladet af Vognen foran en Fabrik.

Hvad der videre er blevet af vore Hustruer og Børn, ved vi ikke.

Stillingen  i Østpreusen. Berlin, 27. August (W.B.)

Fra Hs. Majestæt Kejseren og Kongen har Statsministeriet modtaget efterfølgende Telegram.

Det Store Hovedkvarter, 27. Aug. (W.B.)

Hjemsøgelsen af min trofaste Provins Østpreussen ved fjendtlige Troppers Indtrængen opfylder mig med hjertelig Deltagelse. Jeg kender Østpreussernes i endnu tungere Tid beviste urokkelige Mod for godt til ikke at vide, at de altid vil være beredt til at ofre Ejendom og Blod paa Fædrelandets Alter og standhaftigt paatage sig Krigens Rædsler.

Tilliden til vor heltemodige Hærs uimodstaaelige Magt og den urokkelige Tro paa den levende Guds Hjælp, som hidtil paa saa vidunderlig Maade har bistaaet det tyske Folk i dets retfærdige Sag og Nødværge, vil ikke rokke Tilliden til Fædrelandets snarlige Befrielse fra Fjenderne rundt omkring.

Jeg ønsker imidlertid, at der straks tages fat paa alt, hvad der kan gøres for at lindre den øjeblikkelige Nød i Østpreussen saavel hos den fra Hjemmet fordrevne som den i sin Besiddelse og i sit Erhverv forstyrrede befolkning. Jeg bemyndiger Statsministeriet i Forbindelse med Myndighederne, Stats-, Provins- og Kommunalforbundene og Hjælpeforeningerne i de forskellige Distrikter til at træffe gennemgribende Forholdsregler til Forsorg for Befolkningen og til at give mig Meddelelse om det skete. Wilhelm I.R.

Russiske Fanger. Dorzin, 27. August (W.B.)

En transport af russiske fanger deriblandt en General og 8 Officerer, er ankommet hertil i 40 Jernbanevogne.

Hejmdal

Krigens forløb

23. august 1914. Mons: “Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker”

3 kommentarer

Peter Aarup, Hammelev, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” nr. 84, 5. kompagni. Regimentet led svære tab i slaget ved Mons

Den vilde Jagt gennem Belgien standsede den 22. August. Vi laa i Bivuak i en lille Landsby foran Mons. De engelske Tropper havde besat Byen, og de engelske Flyvere var i Luften for at kontrollere vore Bevægelser.

Om Morgenen, Søndag den 23. August, mærkede vi nok, at der var Optræk til et eller andet. Vi marcherede hen over en stor, grøn Græsmark over imod en Skov paa den anden Side af Marken. Der laa der en Gaard eller noget lignende, og der var Masser af Høns og Ænder, som vi havde Appetit paa; men vi fik andet at tænke paa.

Kuglerne peb allerede i Trætoppene, og jo længere vi kom frem, des værre blev det. Vi kom forbi et Teglværk; foran dette laa der en Række Arbejderhuse, og i Kældrene sad Beboerne gemte …

Byen Mons ligger lavt, og en Kanal løber foran Byen. Bagved denne er der en Gade med Huse. Oppe i disse havde Englænderne lavet Skydeskaar. Der var ingen Mennesker at se, men da vi gik frem over den aabne Mark, blev vi modtaget af et kraftigt Skyderi.

Vi skulde forstærke den Skyttelinie, der var sendt foran os, men det viste sig, at de alle var saarede eller faldne. Vi erfarede senere, at Englænderne alle var gamle Kolonitropper, nogle med ti Aars Tjenestetid bag sig.

Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker. Vi var syv Sønderjyder i min Gruppe. Vor Gruppefører var Lærer Petersen fra Jegerup, alle var vi unge Reservister. som var blevet indkaldt den 4. August.

Den første, der blev saaret i vor Gruppe, var Jørgen Mikkelsen fra Hammelev. Han fik et Skud i Skulderen. Saa kom Turen til Lærer Petersen. Han blev ramt af to Skud i Armen. Derefter kom Turen til Hans Toft fra Jernvedlund; han blev ramt i Lungen. Den næste var min Sidemand, Mads Jessen fra Hoptrup. Han fik et Skud i Benet. Vi raabte: »Mads, bliv liggende!« Men han ville i Dækning ved et Hus foran os. Da han vil de rejse sig op, blev han desværre ramt i Hovedet. Han faldt.

Vi var efterhaanden kun fire tilbage. Det lykkedes os at komme frem til nogle Jernbane-sveller ved Banen, som gik ind til Mons. Vi fire, som slap fra det denne Gang, var Johannes Andersen fra Styding, Peter S. Paulsen fra Skovby, Peter Petersen fra Rejsby, og jeg. – Johannes Andersen og Peter Petersen kom senere under Marneslaget i engelsk Fangenskab.

Da vort Artilleri omsider kørte op, standsede den engelske Modstand. Vi gik igen frem. Foran os førte en Drejebro over Kanalen. Broen var aabnet, men en lille Tysker sprang i Kanalen, svømmede over den og fik Broen lukket.

Saa kom der Gang i Foretagendet. Vi var de første, der kom over.

Paa Bropillerne havde de Maskingeværer staaet, som havde taget saa voldsomt imod os. Nu laa baade Mænd og Materiel spredt til alle Sider. Det var første Gang, jeg havde været med til at møde saa kraftig Modstand.

Det var hen paa Eftermiddagen, og der var 30 Graders Varme. I de engelske Stillinger stod endnu den varme Middagsmad: men der var ingen af os, der havde Tid eller Lyst til at spise den … Nogle af Englænderne var hoppet i Kanalen, da det tyske Artilleri begyndte at skyde. Nogle havde kun Hovedet over Vandet; men nu blev de hjulpet op og gik i Fangenskab. Den vilde Jagt gik videre …

Jeg blev Vidne til noget, jeg aldrig glemmer. Byen var skudt i Brand. Af og til maatte vi passere Gaderne i Løb. En lille Hund kom ud fra et Hus. En Soldat ramte den med Geværkolben, saa den hylede. Da kom en ung Kvinde ud af Døren. Hun vilde vel frelse Hunden, men hun havde en Kniv i Haanden, kanske havde hun været ved at skrælle Kartofler, Da en Sygebærer saa Kniven, fik han saadan et Chok, at han i sin Forfjamskelse trak sin Revolver frem og skød Kvinden. Det viste sig, at hun var højgravid. Det var Krigen i al dens Gru …

En tysk Kaptajn sad lænet op ad en Mur med Hovedet indbundet. Her laa en død og der en saaret spredt ud over Slagmarken. Trods det blev der raabt »Singen!« Jeg troede, at man da var blevet fuldstændig tosset. Der var dog ingen, der adlød.

Vi kom ud af Byen, men næppe var Officererne kommet til Hest, før vi blev mægtigt beskudt ovre fra en Fabriksbygning. Vi kom ned i en Fart, men enkelte blev ramt i Benene, fordi de løftede dem for højt i Vejret, da de smed sig ned. Jeg blev nysgerrig og løftede Hovedet lidt for at se, hvor Officererne til Hest var blevet af. Jeg saa ogsaa et Glimt af dem ca. 7-800 Meter borte. De forsvandt bag en Husrække.

Vi blev liggende et Stykke Tid og marcherede saa videre i den Retning, hvor Rytterne var forsvundne. Det varede heller ikke længe, inden de paa ny havde indtaget deres Pladser foran Kompagniet. Vi kom ad en anden Vej ud af Byen.

Vi studsede, da vi saa en Samling Mennesker, civilister, flere Hundrede, drevet sammen paa en Mark. Vor Major raabte og skreg som en vild. »Hvad skal man lave med saadan en Bande! Skyde dem alle til Hobe!« raabte han.

Han kom dog paa bedre Tanker … Under Marneslaget vilde han ogsaa storme det hele, men da tog Franskmændene ham ved Vingebenet. Han kom nemlig i Fangenskab og kunde herefter ingen Ulykker lave …

Henad Aften kom vi saa i Bivuak syd for Mons, Vi kravlede ind i nogle Rugskokke. Min Sidekammerat, P. Paulsen. var i al den Hurlumhej kommet bort fra os. Vi fandt ham dog, men hans Tornyster, Overfrakke og Dækken var og blev borte. Hans Svoger, Johs. Andersen, og jeg puttede ham ned imellem os, saa han kunde holde Varmen.

DSK-årbøger, 1963

Nyheder

21. august 1914. Brev fra hjemmet – og rekvirering af et stykke kvæg med våbenmagt

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. I august 1914 var han i Belgien

Den 21. August 1914.

Jeg fik det første Postkort med Efterretning om, at de alle havde det godt derhjemme. Det var for mig en hel lille Begivenhed. Kortet blev omhyggeligt gemt i Lommen, og naar vi havde et Øjebliks Hvil, blev det taget frem og læst paany. De kendte Bogstaver blev stadig læst og studeret igen, og altid havde de noget nyt at fortælle mig. Det var, ligesom jeg var bleven Ejer af en hel Skat.

Nærheden af Waterloo fik vi Kvarter paa en stor Gaard. Tre Mand gik ud paa Marken for at hente et Stykke Ungkvæg til Feltkøkkenet. Men det vilde Manden, som passede Kvæget, ikke uden videre give Lov til. Han blev meget vred og protesterede paa det heftigste. Saa tog den ene Soldat og sigtede paa ham med Geværet, og straks blev Manden uhyre flink og hjalp endda med at søge det bedste ud.

— Om eftermiddagen havde vi Hvil. Vi sad nede i Engen paa Kanten af Dammen med Fødderne hængende ned i Vandet. Vi sad og fortalte om vore Oplevelser, om de kære derhjemme og pudsede Geværerne, alt imens vi fik et koldt, forfriskende Fodbad. Underofficer Knutz kom, dampende paa en Cigar, og fortalte os, at nu var Belfort falden.

Da der ikke var Soveplads nok i Laden, sov jeg om Natten sammen med Nis Abrahamsen oppe paa et Læs Hvede, som stod udenfor. Først nærede jeg lidt Betænkeligheder; men snart følte jeg det tiltrækkende ved Tanken; det var jo noget nyt.

Reg 86 i Belgien ko
En 86’er malker en belgisk ko

 

Krigens forløb

19. august 1914. Belgiske civilister: “I alles ansigter stod der malet rædsel og skræk.”

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i infanteriregiment 86

Om Formiddagen kom vi forbi et Par Familier, som flygtede for Krigens Rædsler. I smaa Bylter medførte de det nødvendigste Tøj og Ting, som de ikke vilde lade i Stikken. Jo nærmere vi kom dem, desto mere angst blev de. En gammel Kone slæbte sig møjsommeligt af Sted ved Hjælp af Krykker. Børnene skreg. De unge rakte begge Hænder i Vejret. En Mand, som havde sin lille Pige siddende paa Cyklen, græd og rakte begge Hænder ud imod os. En ung Moder, der bar sit spæde Barn paa Armen, trykkede under stadig Hulken og Kys det lille Væsen til sin Barm. Hun troede sikkert, at de om et Øjeblik skulde skilles i denne Verden. I alles Ansigter stod der malet Rædsel og Skræk.

I Byen Roosbeck saa det forfærdeligt ud. Her laa en Mængde Kanoner og Vogne og døde Heste imellem hinanden. Hvert eneste Hus i Byen brændte. Spær og Lægter stod brændende og forkullede paa Enden og pegede anklagende op mod Himlen. Murene faldt med et Brag til Jorden og hvirvlede en Sky af Støv og Røg op i Lutten. Man sagde, at den civile Befolkning havde overfaldet vort Artilleri om Natten, og derfor blev Byen nu lagt i Aske.

Tysk proviantkolonne i belgisk landsby
Tysk proviantkolonne i belgisk landsby august 1914. (Fra Geschichte des Völkerkrieges)
Krigens forløb

15. august 1914. Voldsomme kampe ved Dinant

Skriv en kommentar

Af Erik Ingemann Sørensen

Det voldsomme bombardement af forterne ved Liège fortsætter. Til gengæld rykker franskmændene yderligere frem i Vogeserne.

Ved daggry indleder tyske tropper et bombardement af byen Dinant i Belgien, der ligger 25 km. SSØ for Namur. Målet er primært byens fæstningsanlæg. Selv om modstanden er indædt, kommer fortet på tyske hænder omkring middagstid.

1914-08-15 Dinant

De gensidige bombardementer fortsætter imidlertid – senere kæmpes der fra hus til hus. De tyske tropper trænges under disse tilbage igen. Da de franske tropper rykker ind i byen, hylder indbyggerne dem ved at afsynge ”Marsellaisen”.

1914-08-15 Dinant b

De tyske tabstal er på 3.000 dræbte. Da tyskerne generobrer byen få dage senere, udsættes borgerne for frygtelige repressalier. 674 civile dræbes og store dele af byen brændes ned.

Læs mere om massakren i Dinant her (eksternt link – tysk Wikipedia)

Nyheder

14. august 1914. Husundersøgelse i en belgisk landsby: “De rystede af skræk for, hvad der ville ske.”

Skriv en kommentar

86’eren H.C Brodersen fra Nordborg gennemfører en husundersøgelse i Belgien. Der er mistanke om, at “friskytter” (“franc tireurs”) har beskudt soldaterne.

Liége, den 14. August 1914.

Skorstensfejeren og jeg samt lille Jim havde om Eftermiddagen været paa Patroullie. Maalet var et enligt beliggende Hus, i hvilket Vinduerne var tilskoddede, men da Skorstenen røg, antog vi, at Beboerne endnu ikke var flygtet, men opholdt sig i Huset.

Vi var enige om, at de tilskoddede Vinduer ikke var noget godt Varsel for vort Forehavende, og krybende paa Hænder og Knæer, og med Geværet hængt om Halsen, nærmede vi os Huset fra 2 Sider. Alle paa en Gang sprang vi ind imod Døren, der var laaset. En kraftig Dundren paa Døren og Vinduesskodderne forblev ubesvaret, og de medbragte Økser blev derfor taget i Brug.

Resultatet heraf var naturligvis en aldeles smadret Dør, der røg op med et Brag. Vi styrtede ind og fandt i den bagerste Stue hele Familien samlet i et Hjørne af denne. De rystede af Skræk for, hvad der vilde ske, og Rosenkrandsen løb med rivende Hast gennem deres sitrende Fingre.

Voelkerkrieg 1005a

Ved Tegn og enkelte tillærte Brokker af det franske Sprog søgte vi at gøre dem forstaaeligt, at vi søgte efter belgiske Soldater.

Skorstensfejeren pegede ivrigt mod Loft og Kælder, og en gammel Mand viste os omsider Adgangen til disse. Medens Jim gik i Kælderen, gik Skorstensfejeren op paa Loftet, og jeg holdt Vagt for at sikre mod Overrumplinger.

Undersøgelsen varede dog ikke længe. Jim havde intet mistænkeligt fundet, men anderledes med Skorstensfejeren. Da han langt om længe kom tilbage, havde han en Haandfuld Hylstre med sig. De stammede tydelig nok fra en Militærriffel, men hvem havde afskudt dem?

Beboerne fattede straks vor Mistanke, og en ung Kone smed sig ned paa Knæene, omklamrede mine Ben og hulkede, som om Hjertet blev revet ud af Brystet paa hende, eller som om hun allerede saa sig stillet overfor en Gruppe Geværpiber. Hun sprang op, tog mig om Halsen og talte ivrigt i det for os uforstaaelige Sprog.

Vi var alle nærmest daarlig tilpas. Hvad skulde vi gøre? Imedens var Skorstensfejeren gaaet hen til et Vindue, som han aabnede. Medens han samtidig pegede mod sine struttende Lommer og sit „hævede” Bryst, smed han Hylstrene ud af Vinduet og sagde: „Lad os dog vise Menneskelighed, kom lad os gaa.”

Ved Tegn bad han om noget at drikke, og da vi kort efter havde smagt paa den første, fjendtlige Vin, der ikke var daarlig, forlod vi Huset.

Forinden skrev vi dog med Kridt paa Resterne af den ituslaaede Dør: „Skaansel, her bor gode Mennesker. 3/86.”

Bag den nærmeste Dækning søgte vi Hvil. Skorstensfejeren havde under sit lange Ophold paa Loftet bjerget lidt til Føden, og han viste sig at være en god Vært, thi fra sine Lommers Dyb hentede han baade Brød og Vin, og vi gav os god Tid til Frokosten.

Det er blevet Aften, og vi er nu naaet til Liége, hvor vi er blevet indkvarteret. Her er „Liv og glade Dage”. Vinen flyder i Strømme, og Humøret er indstillet efter Devisen: „Wer nicht lieb Wein, Weib und Gesang —”

 

Nyheder

13. august 1914. “Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er.”

Skriv en kommentar

Sønderjyden “Chr.”, infanterist ved Regiment 84 “von Mannstein”, fortæller om indmarchen i Belgien:

1914-08-13 Herbesthal Belgien 6a49-272
Herbesthal – grænseovergang mod Belgien

Ved Herbestal passerede vort Regiment den belgiske Grænse, og ved Herbe havde vi den første Bivuak i Fjendens Land.

Kornet stod paa Markerne, da vi marcherede frem, somme Steder i Stakke, andre Steder paa Roden. Midt i Høsttravlheden blev det belgiske Folk overrasket af Krigen. Nu var Høstarbejderne borte. Alt stod, som de havde forladt det, halvfærdigt.

Vi mødte ingen Modstand under de første Dages March gennem Belgien. Vi marcherede ad Vejene eller tværs ind over Markerne, alt efter som det traf sig; trampede ned for Fode, hvad der stillede sig i Vejen.

Krigen er grusom, og Krigen er hensynsløs. Den suspenderer almindelige menneskelige Love, kender intet til Følelse og Humanitet. Den gaar sine egne kolde, haarde Veje, der kun kender ét Hensyn, det, som fremmer og styrker de egne strategiske Interesser.

For disse maa alt andet vige. For disse maa alt andet, om det kræves, knuses og ofres.

Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er. Med de tyske Hæres Indmarch begyndte dette Folks lange og bitre Lidelsesvej.

Voelkerkrieg 1013
Repressalier mod civile i Charleroi. Efter “Geschichte des Völkerkrieges”.

Var det selv Skyld deri? Jeg véd det ikke! Hvad vidste den enkelte Soldat overhovedet. Jeg véd blot, at vi alle, efterhaanden som vi kom frem i Belgien, blev grebet af en mærkelig Nervøsitet, en ejendommelig Utryghedsfølelse, der var stærkest, naar vi opholdt os i Byerne, og naar vi lagde os til Ro for Natten ude paa de frie Marker. Det var ikke morsomt at være paa Post i de mørke Nætter i det ukendte Belgien. Vi havde en Følelse, som om en ukendt, skjult Fare lurede ude omkring og alle Vegne. Skud lød, skønt vi endnu ikke havde været i Berøring med Fjenden. Hvem skød? Det skete, at Nervøsiteten tog Magten, og det hændte i denne Periode, at vi blev beskudt af vore egne Tropper. Den belgiske Befolkning saa vi i Almindelighed meget lidt til. De fleste flygtede i deres Angst. Stakkels Mennesker laa skjult i Dagevis i elendige Kælderhuller og underjordiske Gange af Skræk for Tyskerne. Men der var Byer, hvor der kunde konstateres Skydeskaar i Hustage og Vinduer. Vi følte os aldrig sikre, og slog vi Kvarter i Byerne, gik vi aldrig alene.

Almanak for Nordslesvig, 1935

Nyheder

13. august 1914. 84’erne og 86’erne ved Fort Fléron i Belgien

Skriv en kommentar

Sønderjyden “Chr.” fortæller:

Vi marcherede i Retning af Liége, og det var Meningen, vi skulde have deltaget i Stormen paa Forterne. Men de 42 cm Kanoner gjorde det af med dem, og vi slap. Vi var tæt inde paa dem og blev her Vidne til Krigens første Artilleribombardement.

Almanak for Nordslesvig, 1935

1914-08-06 Tykke Bertha karikatur
Tysk karikatur: De store 42 cm’s kanoner jager franske Marianne og engelske John Bull på flugt.

Af 86’ernes officielle regimentshistorie:

Den næste dag [13. august] fik regimentet til opgave at gå frem mod Fort Fléron, der hævede sig sydøst for Evegnée, og overtage sikringen af de opmarcherede 21 cm mørsere.

I og II bataljon deployerede sig 1.000-1.800 m borte fra fortet. III bataljon skulle med to kompagnier skubbe sig ind mellem Fléron og Lüttich for at afskære besætningen fra et tilbagetog og for at give dækning til de minekastere, der skubbede sig helt tæt til fortet.

Bataljonen måtte også i dag i landsbyen Fléron, lige som dagen i forvejen i Mélen, føre en modbydelig krig mod civilbefolkningen, der var blevet bevæbnet, opfanatiseret og organiseret af regeringen.

Foran Fléron betragtede 86erne virkningen af 21 cm mortererne, der uophørligt hylede hen over deres hoveder. Derovre steg der så en vulkan af jord, sten og bjælker op. Også virkningen af minekasterne kunne tydeligt iagttages.

Imidlertid overgav fortet sig ikke på den dag. Det var endnu om natten i stand til at sende nogle shrapnell-hilsener over 86’ernes bivuakpladser. Ganske vist uden at gøre nogen skade.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

Nyheder

12. august 1914. Regiment 86 i Belgien. Civilister undgælder for skyderier.

Skriv en kommentar

Af Regiment 86’s officielle historie:

Voelkerkrieg 1005a
Repressalier i belgisk landsby (fra “Geschichte des Völkerkrieges)

Den 12. august kl. 5.30 om formiddagen marcherede I og II bataljon i retning af Fort Evegnée. III bataljon blev i Mélen til rådighed for brigaden. Fortet var, som nævnt, faldet dagen i forvejen, men fra landsbyen skød civilister uophørligt på I bataljon.

Vore egne soldaters liv var for kostbare til, at man kunne undlade hårde forholdsegler. En del af landsbyen blev sat i brand. 7 civilister blev overgivet til krigsretten.

Nu afleverede stedets præst våben og ammunition. 2. kompagni besatte fortet og fandt der et værre roderi, men også et godt bytte, der kom hele bataljonen til gode.

Iøvrigt bivuakerede begge bataljoner ved Evegnée. I bataljon oplevede derved de første shrapnell-granater[1]. En mand blev let såret, ellers gik alt godt. Et øjebliks forbløffelse og lamslåethed, så bliver den fornøjelige bivuakstemning hurtigt genetableret ved et par kraftige vittigheder.

Kilde: Füsilier-Regiment “Königin” nr. 86 i Verdenskrigen

[1] Shrapnell er en granat fyldt med blykugler, der spredes ved eksplosionen, ofte tidsindstillet til detonation før nedslaget med større virkning til følge.

Nyheder

11. august 1914. Regiment 86 marcherer ind i Belgien

1 kommentar

Füsilier-Regiment 86 med hjemsted i Sønderborg og Flensborg var ankommet til samlingsstedet i Aachen den 9. august 1914 efter at være afgået med tog fra Sønderborg og Flensborg dagen før. Den 10. august holdt regimentets tre bataljoner øvelsesmarch i Aachens omegn, for at forberede de lange marchture, når regimentet den følgende dag skulle indsættes i Belgien. I den gloende varme augustsol blev mange af de uøvede reservister dårlige – og solen krævede regimentets første dødsoffer: Overlæge Dr. Oluf Madssen Riis fra I bataljon fik et hedeslag og døde dagen efter. Han var født i Pamhule ved Hoptrup i 1878 og boede Tinglev.

Om indmarchen i Belgien hedder det ifølge regiment 86’s officielle historie:

“Tirsdag den 11. august om morgenen kl. 5 trådte regimentet an til fremmarch. Mod sydvest i retning af Lüttich (Liége).

Belgien havde ikke kunnet beslutte sig til at opfylde Tysklands krav om fri gennemmarch. Tyskland måtte altså hjælpe sig, som det bedst kunne. I nødværge måtte Tyskland derfor gennemtvinge en march gennem Belgien til Frankrig.

Den 7. august var byen og fæstningen allerede faldet. Men den befæstede zone om byen var endnu ikke helt tvunget til overgivelse. Det var et spørgsmål, om regimentet ville kunne komme uhindret gennem Lüttich.

Rækkefølgen i marchkolonnen var I, II, III bataljon. Soldaterne fik det indtryk, at de kun var et ganske lille led i den uhyre hærslange, der bevægede sig vestpå.

Regimentet marcherede bag ved det tunge artilleri. Snart blev grænsen overskredet under hurra-råb.

En ny mærkværdig følelse af at trænge ind i fjendeland. Indtrykkene af krig lod heller ikke vente længe på sig. Udbrændte, ja endnu rygende huse, ødelagte vinduer og døre, udsmidte møbler og husgeråd vidnede om mindre træfninger med civilbefolkningen og de nødvendige modforholdsregler. Befolkningen var overalt flygtet. I staldene og på markerne brølede herreløst kvæg.

Ved vejen den første, endnu friske soldatergrav. Billederne af ødelæggelse blev ved med at komme. Selvom 86’erne senere ofte kom til at opleve meget større gru, så gjorde synet dog aldrig så dybt et indtryk som nu, da regimentet lige kom fra et land i fred og ro.

Dette syn stod i sørgelig modsætning til det herlige landskab, som regimentet marcherede igennem. Marchvejen løb langs en højderyg, hvor frugtbare dale bredte sig til begge sider. Smukt og dejligt som en have er dette land. Gennemskåret af levende hegn, helt som i Slesvig-Holsten. Landsbyerne, rødstensbygninger med sorte tegl, gør indtryk af velstand. Langs vejen og foran husene findes der krucifikser.

Marchen gik over Henri Chapelle og Battice. I sidstnævnte lille by, som på nær nogle få huse var totalt udbrændt, forekom ødelæggelserne særligt skrækkelige. I landsbyen Bolland, 6 km fra Lüttichs fæstningsbælte, blev der om eftermiddagen kl. 5 gjort holdt og bivuakeret.

I meget stærk varme var der tilbagelagt 35 km. Igen havde det resulteret i et betragteligt antal marchsyge. Regimentet skulle sikre i retning mod Fort Evegnée, som imidlertid faldt samme eftermiddag.  Om natten blev trosset beskudt fra mørket, og ved II bataljon var der lidt forpostskyderi med civilister, ved hvilket en ordonnansrytter blev dræbt.”

(Regiment 86 i Verdenskrigen, 1925, dansk udgave 2014)

143186-0_Rippet_PDF Tommy_-01