Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af kolonien Tysk Østafrika. Han var kommet dertil ombord på en blokadebryder skjult som et dansk skib: “S/S Kronborg”. Hans arbejde i kolonien bestod primært af at fremstille miner og dreje granater. Han var kommet langt undervejs, siden han ankom i 1915. På dette tidspunkt lå han i landsbyen Ruponda, i den sydlige del af kolonien. I samarbejde med hans overordnede, Stache havde de passet deres arbejde i et stykke tid nu.
En Aften, da vi havde endt vort Arbejde, og Stache og jeg sad og talte sammen om det Emne, som endnu ikke var slidt op, nemlig om hvor længe Krigen kunde vare endnu, skete det, som vi havde frygtet
— Englænderne angreb Byen.
Ikke langt fra os bragede en uregelmæssig Geværsalve, og Adressen var ikke til at misforstaa, for Kuglerne peb tæt om Ørene paa os.
Bærerne blev grebet af Panik og begyndte at løbe deres Vej. Jeg raabte til Ramasan om at pakke mine Sager og sprang hen til mit Gevær. Stache havde heller ikke langt til sit. Der var ikke andet for os at gøre end at forsvare Lejren saa længe, som det endnu var lyst. Ved Mørkets Frembrud vilde Englænderne sikkert indstille Angrebet.
Jeg kravlede frem til en Dækning, da det var umuligt at staa oprejst i den stærke Ild, og et Stykke fra mig gjorde Stache det samme. Borte var enhver Følelse af Træthed.
Fjenderne, en stor Kamppatrouille af sorte Soldater ført af hvide Befalingsmænd, stod eller knælede ned i Udkanten af et Krat kun et ganske kort Stykke fra os. Jeg begreb ikke, at de blev staaende dér, da de kunde have stormet Lejren uden at møde Modstand.
Nu var det for sent. Staches og min Riffel knaldede paa én Gang, og med Lynets Hast tømte vi Resten af Magasinernes Indhold ud mod Englænderne. De kom hurtigt i Dækning overfor denne stærke og vistnok temmelig velrettede Ild, men vi fortsatte vor Skydning mod dem for at give dem Indtryk af, at vi var flere, end de havde troet.
En Mand kastede sig forpustet ned ved Siden af mig og én paa den anden Side, og ogsaa Stache havde faaet en Nabo.
Nu var vi fem Mand — det var altid bedre end to.
Vi kunde sætte Tempoet lidt ned og sigte omhyggeligere, hvilket sikkert havde nok saa stor Virkning som vor Hurtigskydning. Et Kvarterstid eller mere knitrede og smeldede det mellem de to Skyttelinier — saa var jeg paa det rene med, at Englænderne laa fast og ikke vovede at forsøge en Storm.
De skød imidlertid udmærket, og Kuglerne nippede Græsstraaene lige ved Siden af mig.
Kunde vi holde dem fra Livet blot en Time, saa var der Chance for at faa ført den dyrebare Ammunition bort dækket af Mørket.
[Fortsættes…]Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden