Nis Kock der var ankommet til Østafrika ombord på blokadebryderen “Kronborg”, deltog i forsvaret af den tyske koloni. Nis Kock fik besked om slaget ved Mahiva. Dette var et slag der havde stået ved Mahiva floden der varede fra den 15-18. oktober 1917. Slaget endte med markante tab på begge sider, og ingen kunne gå derfra som sikre sejrherrer.
Det var i Slutningen af Oktober eller i Begyndelsen af November 1917.
I de Dage naaede sære Rygter ud til selv de mest afskaarne og isolerede Safarier.
Der havde staaet et stort Slag inde i Bjergene.
Senere dukkede Navnet op — Mahiva, og endnu senere mødte vi Folk, som kunde fortælle om Enkeltheder fra Slaget.
Det havde været et Slag som ved Tanga i sin Tid. Efter Maaneders henholdende Kampe havde Englænderne givet sig en Blottelse, og Lettow-Vorbeck havde straks slaaet til.
I Ilmarch var Kompagnierne blevet trukket sammen og Englænderne pludselig angrebet.
Senere fik de Lov til i tre Dage at løbe Storm paa de tyske Stillinger, indtil et Flankeangreb afgjorde Slaget med en tysk Sejr. Tabene havde efter østafrikanske Forhold været blodige — for Englændernes Vedkommende 1500-2000 Mand paa Grund af deres stædige Frontalangreb.
Noget strategisk Resultat var dog ikke opnaaet — dertil rakte de tyske Kræfter ikke.
Som en stærkt svunget Bue bevægede de engelske Tropper sig fra alle Sider ned mod Koloniens sydøstlige Hjørne og drev i daglige Kampe de faatallige og næsten fuldstændig udkørte tyske Troppeafdelinger foran sig.
Overmagten var saa svimlende stor, at selv den genialeste Hærfører ikke kunde vinde det tabte Land tilbage.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden