Vi kan pga. arbejdspres desværre ikke overkomme at lave en julekalender i år. Men en adventskalender kan det blive til.
Denne fjerde søndag i advent bringes et uddrag af artiklen ”Da soldaten kom hjem til jul” om Willy Warnke (født 1899) og hans tid som tysk soldat fra 1917-1918. Artiklen er trykt i Hjemmet, udgivet den 05/12-1988:
”… Men omsider kom den 11. november 1918. Den dag, våbenstilstanden trådte i kraft. Den dag, det store myrderi fik ende.
Willy var den dag sammen med 60 kammerater på vej gennem Belgien for at være med til at nedkæmpe et oprør i den tyske by Aachen. Klokken 11 kørte de gennem hovedstaden Bruxelles. Da råbte alle til dem fra gader og vinduer: – Nu rejser tyskerne! Disse mennesker havde over radioen hørt om freden. Men de tyske ingeniørsoldater anede endnu intet. En time senere kørte de ind i byen Leuven. Der så de den første røde fane. Kommunisterne var kommet frem fra deres skjul. Endelig gik det op for Willys officerer, at Tyskland havde tabt krigen. Men Willy og hans kammerater kastede i overstadig jubel deres kasketter højt i vejret.
Med geværerne skudklare forskansede de sig derpå i en kirke, nervøse for et angreb fra de hævngerrige ekstatisk festende belgiere. Da resten af deres kompagni nåede frem, begyndte fem ugers march hjem til Tyskland, sultende, frysende på de isglatte, vinterkolde landeveje.
Og hele tiden tænke Willy ikke på andet end at nå hjem til sine kære i Flensborg til jul.
Den 22. december, i garnisonsbyen Küstrin øst for Berlin, fik Willy virkelig 10 dages orlov. Tidligt den morgen sprang han på et tog hjem til Flensborg.
Det var mørkt da toget kørte ind i Flensborg. Klokken var nær seks aften. Og naturligvis var hans familie ikke på perronen for at tage imod ham De vidste jo ikke, han kom.
Med hjertet bankende af forventning gik Willy de 20 minutters gang til sit hjem i Teichstrasse 5. Allerede på lang afstand kunne han se, at der var lys i vinduerne. I hjørne-lejligheden stuen til venstre. Willy var nervøs, Han havde ikke været hjemme i næsten 2 år. Hvordan havde hans forældre det? Var alt, som det skulle være hos dem?
Willy åbnede gadedøren, gik de få trin op ad trappen. Et øjeblik svigtede nerverne ham, og han stod stille. Så tog han i døren. Den var ikke låst. Han gik ind.
Der stod hans mor Meta i køkkenet, hun var ved at bage klejner. Hun drejede sig og så Willy. Og med et glædeshyl humpede hun hen til ham. Hun var kommet til at gå dårligere. Willy kastede sig i hendes arme, og begge græd de, som pisket.
Nu kom Willys far, den 52-årige stenhugger Frederik Warnke, til. Tavs, med en klump i halsen, knugede han sin søns hånd . . . Åh, hvilken lykke at komme hjem til jul.”
Illustration: Postkort fra 1916, der ikke har relation til ovenstående tekst.
