Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
[Læg mærke til, hvordan Ribe Stiftstidende klipper nyheder fra flere sønderjyske aviser – og får nogle af de faldne nævnt flere gange /RR]
Faldne, saarede og fangne
Niels Hansen Bork fra Anslet er falden i Rusland den 17. Februar, 37 Aar gammel.
Snedker Petersens Søn fra Ellum, Christian, er falden den 2. Marts i Øvre Elsass, 21 Aar gammel.
Reservist Johan Thodsen fra Jægerup er død den 3. Marts i Lazarettet i Freiburg, næppe 24 Aar gammel.
Snedker Fr. Seyfert, Søn af Murer Seyfert i Sønderborg, er falden ved en Fægtning i Drobin i Rusland den 16. Februar.
Landmand Christian Hansen Jessen fra Volsballe, der for et Ars Tid siden købte en Ejendom ved Snorum ved Graasten, er falden.
Johs. Kolb og Hustru paa Hanved Mark har modtaget Efterretning om, at deres ældste Søn, Christian, er falden paa den østlige Krigsskueplads den 16. februar, 27 Aar gammel. Kolbs har endnu et Par Sønner med i Krigen.
Landmand P. Roager i Gaansager har modtaget Meddelelse om, at hans eneste Søn, Laurids, er død som Følge af et Ulykkestilfælde den 4. November. Han var Matros på den lille Krydser “Karslruhe.”
I sibirisk Fangenskab
opholder sig ifølge “Flensborg Avis” Landmand Jørgen Hansen fra Kobberholm.
I Bercholensk i Sibirien befinder sig endvidere Johann Friederiksen fra Kværs i Fangenskab. Han blev holdt tilbage ved Krigens Udbrud.
Til Andreas Petersen og Hustru i Bøgslund er der indløbet Meddelelse om, at deres eneste Søn Nikolaus er falden i Polen den 9. Januar, 23 Aar gammel.
Den unge Klavs Nissen af Stenderup, der har deltaget i Krigen mod øst, er død af Tyfus paa Lazarettet i Lodvicz den 23. Februar. Han var kun 22 Aar gammel.
Jørgen Petersen fra Hammelev er falden i Rusland den 17. Februar. Han var 36 Aar gammel og efterlader Enke og seks Børn.
Samme dag er Niels Hansen Bork falden i Rusland. Bork var gift og 37 Aar gammel.
Bertel Hansen Møller fra Abkær er falden den 18. Februar i Østpreussen, 35 Aar gammel. Han efterlader Enke og to smaa Børn.
Andreas Todsens Søn Johan af Jægerup, der deltog i Krigen ved 84. Regiment, er den 3. Marts død paa Lazarettet i Freiburg, næppe 24 Aar gammel.
Et Døgn igennem havde Kanonerne drønet; man anede, at der var „noget paa Færde“. Paa Lasarettet var der Uro blandt Personalet, man løb frem og tilbage, talte de ledige Senge og opstillede nye, Man ventede Tilgang.
Og lidt over Middag indtraf de første Saarede, støvede, sortsmudsede i Ansigtet, de fleste med den ene Arm i Bind, nogle med Hovedet tilbundet.
Hos mange sivede det røde, varme Blod endnu gennem Forbindingen og dryppede langsomt ned paa Gulvets Fliser. Men ingen klagede over Smerter, og med god Appetit fortærede de det solide Maaltid, der sattes for dem.
Og saa fortalte de om Oplevelserne ude paa Valpladsen. Tre Gange havde man stormet de fjendtlige Stillinger, og hver Gang havde Døden gjort sit rige Bytte. Blege, blodige laa nu de unge kraftige Legemer derude paa de af Granaterne gennempløjede Marker.
Flere og flere strømmede til i Løbet af Eftermiddagen, og alle fandt de god Modtagelse paa Lasarettet.
Imidlertid sænkede Natten sig over Jorden, og dækkede med sit Slør over Krigens Rædsler og menneskelig Ufuldkommenhed.
Men paa Lasarettet vaager man denne Nat. Stadig iler Lasarettogene og Lastautomobilerne gennem Nattens Mulm, og bringer de mange haardt saarede og lemlæstede Mænd bort fra Valpladsen. Hver Plads paa Lasarettet bliver optaget. Stønnen og Jamren lyder over alt.
Her ligger en ung Soldat, vist næppe tyve Aar, med svære Underlivssaar; han vrider sig i Smerte og krummer sit Legeme sammen i et Nøgle. Hist ligger en ældre, skægget Landeværnsmand. Han er ramt af flere Kugler og har mistet meget Blod. Hans Lemmer er kolde og stive. Lægerne giver ham Saltvandsindsprøjtning, men alt forgæves; Livet ebber ud. Med sin blodige højre Haand vinker han. „Jeg kommer siger han. Og atter stønner han flere Gange sagte: „Aa, det var saa koldt derude!“ Kort efter har han udaandet.
T h. k .
Sårede stillet op til fotografering et ukendt sted i 1915
L., den 12. Marts 1915. Kære Venner! Mange Tak for Gaven, som I sendte mig og som beredte mig Glæde. Jeg modtager saa mange Hilsener, Breve og Gaver fra mit kære Hjemland, og det gør saa inderligt godt at erfare, at man har saa mange Venner, der stadig tænker paa en. Jeg ved godt selv, at jeg stedse har været en Enspændernatur og egentlig aldrig har søgt nærmere Tilknytning til mine Omgivelser, og dog ser jeg nu, at Vennerne er mange.
Jeg ligger for Tiden paa Lasarettet „St. Sauveur“ her i Lille, paa Grund af en Hjertelidelse. Der ligger 4 Mand til her fra vort Kompagni, som lider af samme Sygdom. Kulde og Fugtighed, vaade Fødder, og dertil Nervernes Ophidselse, som ikke kan undgaas her ved Fronten, bidrager alt sammen til at nedbryde Sundheden.
Vort Kompagni har siden den 29. November ligget ude i vort Artilleris forreste Stillinger, og vi har næsten hver Dag hørt Granaterne pibe, eller rettere hvine over vore Hoveder. Og dog er ikke en eneste Mand af hele Kompagniet blevet ramt. Nogle siger med et Skuldertræk, „at det er Held“ , andre siger, at „Gud har holdt sin Haand over os“.
Saa meget er sikkert, at alene i vor Kristentro ligger en Kraft til at bære alle Trængsler. Uden denne Tro gaar man til Grunde, idet en anden Livsopfattelse intet Haab levner os. Saadan hørte jeg for nogen Tid siden en Kammerat sige til mig, „hvis jeg vidste, at jeg alligevel skulde rammes, saa vilde jeg søge Døden i Dag, hellere end vedvarende pines hver Dag.“ Saa mørkt ser den Slags Folk altsaa paa denne nuværende Tilværelse, hver Dag er for dem en fortsat Kilde til Lidelse.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Krigsfanger til Landbrugsarbejde
Den haderslevske Kredslandboforening holdt Møde i Mandags Eftermiddags. Landråd Löw meddelte ifølge ‘Flensborg Avis’ nogle Oplysninger om Krigsfanger som Arbejdskraft. For de vordende Fangelejre ved Slavgaard, Gabøl, Bovlund, Toftlund og Ullemølle ville der kunne faas Fanger til Markarbejde. Fangerne kan føres til Arbejde indtil 8 Kilometer fra Lejren. Drejede det sig om større Afstande, maatte de indkvarteres hos vedkommende Landmand, hvilket ikke ville være forbundet med særlige Vanskeligheder. Der blev kun afgivet Smaadelinger paa 10 Mand med 1 Soldat.
Der nedsattes et Udvalg til Indkøb af Lægge- og Spisekartofler
Et kolossalt Tab
Af den sidste Tabsliste ses det ifølge Kolding Folkeblad, at det 130. prøjsiske Regiment i Kampen paa Østfronten den 18.-20. Februar har haft et Tab paa 910 Mand.
Skolebørnene og Guldpengene
Lærerne ved Skolen i Skærbæk har i den sidste Tid opmuntret Børnene til at medbringe Guldstykker, som de atter bytter med Papirspenge. Børnene i første Klasse faar en Fridag, naar de har medbragt 200 Mark i Guld. I Tirsdags var de naaede op paa dette Tal, og i Onsdags fik de ifølge Flensborg Avis den første Fridag.
En Krigsfanges Jordefærd
I Mandags Formiddags blev en engelsk Krigsfange fra Fangelejren ved Bajstrup begravet paa Tinglev Kirkegaard. Soldaten døde ifølge Flensborg Avis pludseligt i Fredags. Tyve af hans Landsmænd, deriblandt en Korporal og en Sergent, fulgte ham til Graven. Seks Kammerater bar ham på deres Skuldre, og her læste en engelsk Korporal et Stykke af det nye Testamente. Derefter holdt Fangelejrens Overløjtnant en kort Tale paa Engelsk samt bad Fadervor sammen med Soldaterne. Derpaa blev Liget sænket i Graven, hvorefter Korporalen igen læste et Stykke af Bibelen. Dermed var Højtideligheden forbi, og Fangerne blev igen af seks Soldater førte tilbage til Fangelejren. Kirkeklokken ringede over den døde som ellers ved en Jordefærd.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 11. Marts 1915. Atter i Skyttegraven ved Moulin. Det skiftede ofte med Regn og Solskinsvejr og undertiden lidt Nattefrost. Jeg havde lige faaet en Middagslur de to Timer, Friederich Budach havde staaet Vagt. Nu kogte han Kaffen, som vi skulde have til den Kage, jeg havde faaet hjemmefra Aftenen før. Kakkelovnen var ikke større end en Cylinderhat; men til vor lille Hule var den praktisk. Jeg gjorde slet ingen Tjeneste mere i Skyttegraven.
Efter at Underofficer Levy var falden, havde jeg overtaget hans Bestilling at sørge for Forplejningen. Med 8 Mand gik jeg 3 Gange daglig ned til Moulin for at hente Mad, og om Aftenen hentede jeg Pakker og Breve. Det var mange Gange farligt nok; thi “Frands” beskød ofte Løbegraven, som vi skulde igennem, med Artilleri. Men det var ogsaa smukt, især om Morgenen før Daggry, naar Vejret var mildt, og Lærken højt over vore Hoveder gik ind i den ny Dag med Sang. Ud over Dalen laa gerne en hel Taage, kun utydeligt saas Træerne ovre paa den modsatte Side; men jeg kendte dem; jeg vidste, de var der. En lille Bogfink sad hver eneste Morgen i den samme Busk og kvidrede; dens Mage sad paa den modsatte Side af Dalen og gav villigt og glad Svar tilbage. Ikke altid sad den der, naar vi var paa Tilbagevejen, og da var det mig, som om vi var bleven én mindre i Flokken. Om Aftenen sad Drosselen i Træerne ved Siden af Kirken og fløjtede sin Aftensang, som jeg har hørt saa mange Gange før derhjemme, og derved blev jeg i Tankerne kaldt tilbage til de hjemlige Buske, Krat og Træer.
Den franske Kirkegaard, som vi kom forbi, var næsten helt ødelagt. Nogle store Granater havde rodet Gravene op, kastet de kostbare Kors og Gravstene om imellem hinanden og ødelagt et Par smukke Gravkamre. Gik vi den anden Vej udenom Byen, kom vi forbi vor Soldaterkirkegaard. Her laa mange gode Kammerater fra vort Regiment. Hans Chr. Kok fra Nybøls Grav havde jeg fundet; men Vraa fra Illers kunde jeg ikke finde.
Der blev sat en smuk, hvid Sten med Indskrift paa hver Grav. Man var ogsaa i Færd med at rejse et Mindesmærke midt paa Kirkegaarden. Dagen før talte jeg med Peter Nissen fra Broager; han var lige kommen fra Rendsborg.
Her laa vi meget nær ved Fjenden, mange Steder kun 50 Meter borte, saa vi kunde høre ham tale derovre; men det tænkte vi slet ikke noget ved, derfor sang og spillede vi alligevel nede i Jordhulen og sov trygt til om Morgenen, som om der slet ikke var Krig.
H.C. Brodersen fra Nordborg var med Füsilierregiment 86 ind i Belgien og Frankrig i august-september 1914. Siden slutningen af oktober 1914 har han været borte fra fronten, først på lazaret med gigt i benene og siden julen 1914 i hjemstavnen med lettere bevogtningsopgaver.
Aabenraa, den 10. Marts 1915.
Der er blevet dannet en „Zweites” Forstærkningsbataillon af Regiment 86, der har faaet anvist Aabenraa som Garnisonssted. Jeg er blevet tildelt 1. Kompagni, og Skorstensfejeren er ogsaa kommet med hertil. Vi er indkvarteret i Byens største Etablissementer og har det godt. Skorstensfejeren forstaar bedre end nogen anden at „være om sig”. Han har hver Morgen friske Rundstykker og Mejerismør til Kaffen, og ved Middagstid staar der en Duft af stegt Flæsk og Spejlæg ud fra Døren til hans Værelse. Jeg holder mig til ham, thi her hersker der altid et muntert liv.
Satirisk postkort med rationeringsmærker. H.C. Brodersens kammerat “Skorstensfejeren” forstod at omgås rationeringen.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Købmanden, Kommunen og Sessionen
Købmand Filskov i Møgeltønder,
en ældre Broder til den i Gaar omtalte Journalist Filskov, oplevede forleden at blive rosende omtalt af selve Amtsforstanderen. Det var ved et Møde, hvor Foranstaltninger i Anledning af Fødemiddels-Spørgsmaalet blev forhandlet. Filskov havde sikret sig en Vognladning Kartofler. Og nu stillede han hele Vognladningen til Kommunens Disposition. I den Anledning rejste Amtsforstanderen sig og udtalte i varme Ord paa Kommunens Vegne en Tak til Filskov for hans uegennyttige Handlemaade. — Det er vist første Gang en Forvaltningsembedsmand har rost eller takket en Dansker.
Som Modstykke kan følgende anføres:
For en Tid siden mødte samme Købmand Filskov til Session sammen med jævnaldrende — Folk i 30-40 Aars Alderen. Filskov lider af Ischias. Og Folk med denne Sygdom er i Almindelighed fritagne for Militærtjeneste. Filskov havde sine Lægeattester i Orden. Men da han kom frem for Sessionsherrerne, trak den ledende af disse og Lægen sig tilbage til privat Drøftelse, under hvilken, uagtet den blev ført i et dæmpet Sprog, Filskovs Navn gentagende tydelig blev nævnet.
Da Drøftelsen var endt, og de kom tilbage, blev Filskov affærdiget med et: „brugbar“. — Filskov kan altsaa i givet Tilfælde gøre Regning paa at blive indkaldt, hvad der for ham vil betyde stort økonomisk Tab — maaske Ruin. Hans Kommis er forlængst indkaldt, og det er ham ikke muligt at faa en anden, saa han er ene i sin Forretning.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Krigsfanger i Nordslesvig
Store Kultiveringsarbejder
Det har gentagne Gange været omtalt, at Krigsfanger skal benyttes til omfattende Kultiveringsarbejder i Nordslesvig. Nu meddeles nærmere Oplysninger om disse Planer og deres Gennemførelse.
De Andelsselskaber, der dannes til Arbejdets Udførelse, kommer til at arbejde under meget heldige Betingelser. Staten stiller Kapitalen til Raadighed til 4½ pCt. Laanet skat afbetales i Løbet af 10 Aar; de to første Aar er Laanet rentefrit.
Ved Sommersted bygges en Lejr til 300 Fanger til Opdyrkning af Lavmosearealet ved Spangaa. Kultiveringsarbejdet vil omfatte 150 Hektarer i Egnen ved Refsø, Sommersted, Kastvraa, Hjerndrup, Bjerndrup, Kolstrup og Simmersted.
En anden Lejr til Optagelse af 1000 Krigsfanger bygges ved Gabøl. Opdyrkningsarealet, dels lave Enge, dels Hede og Højmose, omfatter 1240 Hektar i Skrydstrup, Uldal, Bevtoft, Kolsnap, Gabøl og Hjartbro.
Ved Gaarden Enemark mellem Gravlund og Højrup Stationer skal der bygges en Fangelejr til 1000 Mand til Behandling af et 286 Hektar stort Areal øst for Lindetskov og syd for Landevejen Højrup-Arnum Nykro. Udgifterne er anslaaet til 175,000 Mk. Arealet skal først afvandes, derefter behandles med Redskaber, mergles, tilføres Kunstgødning og tilsaas.
I Omegnen af Bovlund Østerterp skal der anlægges en Fangelejr til 700 Mand til at behandle de lave Enge og Marker fra Bovlund ind efter Løjtved og Landeby.
Til en Fangelejr paa 1000 Mand opføres to Barakker til hver 500 Mand.
Lejren, der spænder over et fladerum af ca. 2½ Hektar, omgives af et 2-3 Meter højt Staaltraadshegn, Barakkerne bygges af Træ og dækkes med Tagpap, de har Ovenlys og kan opvarmes. Til Seng faar hver Fange en Straasæk og et Tæppe. Indenfor Hegnet ligger Køkkenet, to Brønde, Sanitetsbygningen, Nødtørftshuse osv., udenfor ligger en solidere bygget Træbarak til Bevogtningsmandskabet. 100 Fanger bevogtes af 15 Mand.
Opførelsen af Barakker m. v. er overdraget Tømrermester Sprenger i Haderslev. Driften af samtlige Fangelejre i Slesvig er taget i Entreprise af Firmaet Jørgen Brandt i Rendsborg.
Fangerne skal tjene mindst 2½ Pg. i Timen og kan højst faa 10 Pg. Da Arbejdet saaledes bliver meget billigt udført, skal Andelsselskaberne senere betale en passende Sum til Militærforvaltningen.
Hver Fange faar daglig 500—700 Gram Brød. Om Morgenen gives der Mælke- eller Melsuppe, senere 500 Gram tørrede Grøntsager, Soyabønner, Kaalrabi eller 1500 Gram Kartofler, hveranden Dag 150 Gram Kød eller Flæsk, om Aftenen Ost og Sild. De nævnte Mængder fordeles naturligvis paa Ugens forskellige Dage og efter Næringsindhold. Efter Mørkets Frembrud maa Fangerne ikke forlade Barakkerne.
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent. Flugten blev indledt, men mangel på kul tvinger Dresden i land på en verdensberømt ø.
Tidligt den næste Morgen efter en Nats opslidende Arbejde ved Maskinerne standsede Skruen endelig, og Ankeret gik til Bunds i en stor, smukt svunget Bugt, omgivet af tæt bevoksede Bjcrgskraaninger og med nogle Fiskerhytter og enkelte pænere Huse liggende spredt langs Stranden.
Det var Øen Mas-a-Tierra i Juan Fernandes-Gruppen. Jeg studerede dens Former og Bebyggelse med den største Interesse, for det var jo her, en af min Barndoms Helte, Robinson Crusoe havde levet. Det var Verdens berømteste „øde Ø”, vi var ankret op ved.
Kort efter, al vi var ankret op, blev alle Mand kaldt paa Dæk, hvor Kommandanten fra Skansen saa ud over en Flok snavsede og forvaagedc Fyrbødere og Matroser, der saa ud til at være kørt trætte. Kommandanten selv saa træt og forpint ud, og hans Stemme var lav og brudt, da han talte til os, efter at der var kommanderet: Ret.
— Saa ondt det gør mig, sagde han, at vi ikke længere kan være til Gavn for vort kære Fædreland — maa jeg meddele jer, at vi bliver nødt til at desarmere Dresden og lade os internere i Chile. Vi har ikke flere Kul og ikke mere Proviant, og vore Maskiner er opslidt, saa de ikke kan holde Farten, og trænger til grundigt Eftersyn på Værft. Lad os sammen raabe tre Hurra for Hans Majestæt, Kejseren!
Vi raabte Hurra og traadte af, ivrigt diskuterende, hvad Kommandanten havde sagt. Mange havde ikke forstaaet det, saa ufatteligt forekom det dem, at vor lange Fart var endt og vore Liv frelst, at vi aldrig mere skulde jage eller jages.
Jeg gik en Tur gennem Fyrpladserne, der saa endnu værre ud end efter Falklands-Flugtcn. Damprørene lækkede, og alle Ristene var brændt igennem. Bunkerne var skrabet for Kul. Der var kun saa meget tilbage, at der kunde holdes sparsommelig Damp under et Par Kedler. En Ventilationsmaskine var halvt ødelagt, og de andre var heller ikke, hvad de skulde være. Alt var opslidt og havareret, og vi selv var brugte og forslidte. Vi havde sejlet langt, siden Krigen brød ud, og baade vi og Skibet havde døjet meget. Det var paa Tide nu, at Rejsen endte.
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent.
Maskinen var nu oppe paa det højeste Omdrejningstal og krævede al min Opmærksomhed. Det var ligesom ved Falkland nu. Det var Falkland om igen baade her, paa Fyrplads og i Bunkér – Tummel, Jagen og Overanstrengelse overalt. Det var Jagten, som aldrig fik Ende. Hvorfor vendte vi ikke lige saa godt Stævnen mod Kent og aabnede Ilden. Alt dette var jo aldeles haabløst og tjente kun til at køre os læns for Kul.
(…)
Paa Banjerne var der vældig Diskussion om Grunden til, at Englænderen ikke skød, eftersom Kent allerhøjest var 15 km fra os, da vi opdagede den. Havde den holdt lige paa os med den Fart, den havde, kunde den have været indenfor sine store Kanoners Skudvidde i Løbet af faa Minutter. Nogle mente, at den vilde vente, til Solen gik ned, ligesom v. Spee ved Santa Maria, men Sydfeld afviste Tanken med Haan og Foragt.
– Kent er ikke stærk nok til at sende os ned i den Smule Tid, og den er ogsaa helt agterudsejlet nu.
Sydfeld fik Ret som altid. Da Solen dukkede ned i Havet, laa Kent saa langt agter ude, at den ingen Mulighed havde for at løbe os ind, mens det var lyst.
Vi fortsatte imidlertid vor Fart, der laa paa omkring 20 Knob, og paa den Maade brugte vi vore sidste Kul.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Fra den 7. februar til den 22. havde 8. og 10. arme nedkæmpet den russiske 10. Arme i en indkredsnings manøvre i Vinterslaget i Masurien.
I Korps Scholtz afsnit var der den 4. og 5. marts kampe med vekslende succes hos 41. Infanteri – og 1. Landwehr Division (1.L. på kortet) på hver side af vejen mellem Lomza og Stawiski. Ved det forstærkede 3. Reserve Division (3.R.) begyndte der den 2. marts kraftig artilleriangreb mod det 6. Landwehr Brigade ved Bohr og hos det vest for stående 5. Reserve Infanteri Brigade. Angrebene blev enkelte steder først stoppet kun 50 m før skyttegravene. I de første uger af marts fortsatte de kraftige angreb fra fjenden, og som krævede vedholdende modstand fra tyske side.
De forventede fortsatte angreb fra fjenden mod 8. Arme udeblev og fra den 8. marts faldt der ro over fronten.
1915-02-11-19 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VII – Die deutsche 8. Armee am 8. März 1915 – Skizze w
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne.
Den 8. Marts om Eftermiddagen havde jeg Vagt ved den eneste Maskine, der var i Gang, nemlig Ventilationsmaskine Nr. 2. Den krævede næsten ingen Pasning, og Maskinist Ahrens havde derfor sendt mig ned i Maskinrummet for at pudse. Det var et Sted, hvor jeg kun havde været faa Gange tidligere, og da jeg var alene dernede, brugte jeg det meste af Tiden til at undersøge det smukke Turbinemaskineri, som havde fungeret saa fortræffeligt under hele vort Togt. Jeg lagde Mærke til en stor Skive ligesom paa et Ur med en Viser, der stod paa „Stop”. Vi havde altsaa slet ingen Fart, men drev med Strøm og Vind, som vi saa ofte gjorde.
Et eller andet Sted i Rummet ringede en Klokke, men da jeg ikke kendte Maskinrummet, vidste jeg ikke, hvad det betød. Klokken ringede igen, men heller ikke denne Ringning gjorde noget Indtryk paa mig. Der var saa mange mærkelige Lyde paa Skibet, som jeg ikke kendte. Saa begyndte der imidlertid at komme Fart i Foretagendet.
Døren blev revet op, og ind fløj Overmaskinist Kunow.
– Hvad Satan sidder du her efter? Har du ikke hørt, at der er slaaet Alarm og Ordre til Damp under alle Kedler?
Jeg gloede forbavset og forvirret paa ham og bandede indvendigt den tunge Skæbne, der syntes at forfølge mig: Aldrig at være klar over, hvornaar der var Krig eller Fred paa dette Skib. Saa fløj jeg ud af Døren omtrent lige saa hurtigt, som Overmaskinisten var kommet ind.
(…)
— Hvad er der i Vejen, raabte jeg. — Véd du ikke det, Mand, Englænderne er her. Da Taagen lettede, laa Kent lige for Næsen af os med Damp oppe.
Den Tur glemmer jeg ikke saa snart. Den frodigste Drengefantasi kunde ikke udtænke en mere eventyrlig Færd. Vi havde ligget i Reserve i en Skov og haft et Par gode Dage. Om Aftenen skulde vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater. Alle Bevægelser ligesom alt Arbejde foregaar om Natten i Ly af Mørket; om Dagen maa ingen lade sig se.
Vi stillede i Mulm og Mørke og satte os i Bevægelse. March kan man ikke kalde det. Det vilde være for farligt og alt for besværligt at marchere i sluttet Kolonne; vi gaar i Gaasegang, den ene efter den anden i en uendelig Kæde. Med Staven i Haand føler vi os frem Skridt for Skridt; det er saa mørkt i Skoven, at man ikke kan se en Haand for sig. Jeg holder min Formand i Frakkefligen for ikke at tabe Forbindelsen. Det er nemlig noget af det værste, der kan ske; naar Kæden brister, er det ikke let at faa den samlet igen. Saadan snegler vi os afsted gennem den tætte Fyrreskov. Kommandoer og Varskoraab løber frem og tilbage gennem Rækken: Holdt! — Følge! — Er alle med: — En Grøft! — En Træstub! De elektriske Lommelamper glider som Sankthansorme gennem Natten.
Endelig naar vi ud af Skoven. Det har vel taget saadan noget som en Time at tilbagelægge den halve Kilometer. Nu gaar det fortere fremad. Paa fri Mark kan man bedre orientere sig, især naar Lyskuglerne stiger op ude fra Skyttegraven. De kaster deres Skær langt ind over Egnen. Lommelamperne maa derimod ikke tændes mere, de kunde røbe os.
Nu er det ikke saa meget Mørket som Føret, der volder Vanskelighed. Vi befinder os paa Grænsen af Oversvømmelsesomraadet, og Jorden er saa opblødt af den evindelige Regn, at det er vanskeligt at finde et tørt Sted at sætte Foden paa. I dette Føre gaar vi flere Hundrede Mand efter hverandre i samme Spor hen over de svære Lerjorder.
Det er et forfærdeligt Ælte. Mine Støvler slutter fast over Vristen, alligevel maa jeg ofte træde flere Gange til for at faa dem med. Vi binder Sejldug eller Sækkelærred om Skafterne op over Knæerne for ikke at faa Støvlerne fulde af Vand. Det er en anstrengende March. Vi gaar kun med halv Oppakning, men lille Byrde bli’r lang Vej tung. Trætheden og Tørsten begynder at indfinde sig, og jeg gør betænkelige Indhug paa Feltflasken, som skal holde til flere Dage.
Øjnene er heller ikke saa gode, som de har været, og der er vanskelige Steder at passere: Granathuller, fulde af Vand og saa store, at man kunde begrave en Hest i dem, Grøfter, som skal tages i Spring eller passeres over en skrøbelig Bro, Hegntraad forneden og Telefontraad foroven. Et Fejltrin, og man ligger der. Men op og afsted igen for ikke at tabe Forbindelsen. Det hændte netop for mig, og det indbragte mig en forsvarlig Overhaling af Kompagniføreren.
Jo nærmere man kommer Skyttegraven, desto større Forsigtighed maa der vises. Man maa træde varsomt, og kommer der en Kugle, staar alle stille. Opdager Franskmanden os, kunde det hænde, at han beredte os en varm Modtagelse med Shrapnell- og Geværild.
Vi naar lykkelig og vel Skyttegraven. Bag dens skærmende Volde føler man sig atter nogenlunde sikker. Det første Spørgsmaal gælder Kammeraterne, hvordan det er gaaet dem, — og det næste os selv: Hvordan vil det gaa os? Vil vi alle vende tilbage, naar det er vor Tur at blive afløst?
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten. Bag fronten var soldaterne ofte indkvarteret hos private.
Søndag den 7. marts 1915
Det er søndag igen. Dampmaskinen brummer et stykke henne i gaden og tærsker franskmændenes korn; men selv får han intet deraf. Han har ikke engang lov til at pløje sin egen mark – det forbud kom for et par uger siden, da havde de allerede begyndt at så. Nu begynder man vel at fortryde, at man har ødet så meget korn her uden nytte.
Da jeg kom her, slæbte vi hver aften utærsket hvede ind for at bruge den til leje. Gaderne i Lassigny var belagt med et tykt lag havre, for at man ikke skulde lave for megen støj med vogne o.s.v. Tænk engang, hvad havre der har ligget – en vejstrækning på over en halv mil, og så var det kun her på det par km af den uhyre lange front. Nå, hvad der er gået til grunde, er gået til grunde, så er den slags værdier dog kun intetsigende mod så meget andet, der ødes.
Sous sidder og piller bønner. I vil vide, hvad familien lever af – ja, det er uhyre ensformigt. De får nogle runde kringler udleverede af borgmesteren, halvt af hvede og halvt af rug, og så store som almindeligt trillebørhjul. Det spiser de som oftest tørt, eller med en lille bid kød eller et par stegte kartofler til. For øvrigt har de mælk at leve af, og så bønner og roer.
Forleden dag spurgte de mig, når der dog gav fred, men det vidste jeg jo lige så lidt som dem; jeg trøstede dem så godt, jeg kunde; de gav sig til at græde over al den elendighed. Ellers ser man dem sjældent græde, skønt de har grund dertil. Sous fortalte mig, at hendes mor og hun ellers boede i Candor; det er en lille landsby midt i ildlinjen, ikke så langt herfra. De var flygtet hjemmefra, da krigen drog til disse egne, og de har ikke hørt fra manden siden sidst i august. Nu har vi prøvet at skrive til det internationale bureau i Genève for at skaffe oplysninger om ham.
Jeg har lovet Sous at lave hende en lille vogn til Rigmors dukke, som har fået navnet Lotte efter en historie, som Sous sidste dag havde for i lektier, og som jeg hørte hende i. Hidtil har hun jo kørt rundt med dukken i en tom cigarkasse. Det er helt rørende at se hende med dukken, som hun blev så sjæleglad for.
Her på gården er der endnu en lille pilmager kørehest og så et uhyre komisk æsel, som hedder Paptiste; det er så uendelig dumt og dovent; når man endelig bliver det for nærgående, så giver det et lille grynt og et vrik med halen, som den sidste rest af at slå bagen op. Jeg har taget et portræt af ham, som han står midt i solskinnet, så dovent, at det slet ikke kan beskrives. Det er jeg ude at hilse på, hver gang jeg kommer her til Cuy. –
Ellers er der ikke noget særligt at bemærke, jo vor geniale snedker fra Altona har fået et ben, idet han er bleven afkommanderet for at hjælpe til med at bygge de belgiske fæstninger op igen. Men du godeste, nu er brevet jo blevet længere end beregnet; jeg har fået et kort af kirken i Lassigny, det sender jeg jer hermed.
Jeres hengivne søn Kresten
Sønderjyden J.N. Jensen fra Østerby i Daler sogn med en lille fransk pige på skødet. J.N. Jensen var i det civile liv journalist på Flensborg Avis.
Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Et Brevkort, der kom for sent…
En trist Hændelse meldes fra Angel
Snedker H. Andresen, der tidligere var ansat paa Møbelfabriken i Sønder Brarup, men nu staar i Felten som Pioner, skrev for nylig til sin Kone, at han havde faaet overdraget en farlig Opgave, og at hun, hvis han ikke skulde vende tilbage, maatte sørge for deres Børn. Den tungsindigt anlagte Kone tog sig denne Efterretning saa nær, at hun druknede sig tillige med begge Børnene. I Søndags kom der saa et Kort fra Manden, der meddelte, at han heldigt havde overstaaet det farlige Foretagende. Men Kortet kom altsaa for sent.
Triste Forhold
Lærer Chresten i Hønkys er Landeværnsmand og med ved Fronten i Rusland. Under hans Fraværelse har hans Hustru født Tvillinger, men hun blev derefter syg og døde. Efter at have faaet telegrafisk Besked naaede Chresten lige at komme hjem, kort før Hustruen døde. Nu maa han imidlertid igen tage bort fra otte Børn, som er uden Moder.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten.
Lassigny den 5. marts 1915
Frygteligt skyderi fra morgen til aften de sidste dage. Vi har slæbt de tomme vinfade inde fra kældrene ud og stillet dem op til rygdækning og fyldt dem med jord. Løjtnant Hansen er rent forrykt og spadserer op og ned, for at vi da heller ikke skal få et minuts ro. Så snart én lister sig ned i hulen, kommer der én og haler ham ud.
Brød blir der overhovedet ikke tid til at spise mere, men vi skal jo også spare. Løjtnanten har fået sig en ny lejlighed, fint tapetseret, fine møbler af stukket læder; udenfor har vi måttet lave et anlæg med blomster og grønne palmer og planter. Nu har begge løjtnanter og feltweblen hver en stor hule, hvori der kunde ligge tilsammen 4-5 grupper, og vi ligger sammenstimlede i huler, så vi næsten ikke kan vende os.
Jeg var afkommanderet med patrontasker og gevær til Lassigny for at hente en glasrude, og en skrivelse fra løjtnanten, at det skete på hans befaling. Jeg havde næppe nået gendarmeriet, før de første granater bankede ind, og jeg måtte skyndsomst søge dækning i en kælder. Af hele vinduesruder er der næsten ingen mere i byen, det tog halvtredje time, inden jeg havde fundet en.
Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Sønderjydske Kvinder, der gør Mands Gerning
„Hejmdal“ skriver:
Paa et Par Ejendomme i Øster Løgum Sogn har man i den senere Tid set Konen læsse Gødning, det ene Sted sammen med Manden, det andet Sted gør Konen Arbejdet alene, medens Manden kørte og Pigen spredte. Dette er et Udslag af Folkemangelen paa Grund af Krigen.
Mælkekørslen fra Øster Gasse blev for en Tid siden bortliciteret, fordi Mælkekusken var indkaldt. Blandt Tilbudene om Kørslen var ogsaa en Kone, hvis Mand er indkaldt, og hun fik ogsaa Tilslaget. Nu besørger hun eller hendes Datter daglig Mælkekørslen fra en Del af Øster Gasse og Kjepslund til Mejeriet i Skærbæk.
I Ottersbøl blev Mælkekusken ligeledes indkaldt, men hans to Døtre har siden daglig kørt Mælken fra Ottersbøl til Mejeriet i Skærbæk.
Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.
I Skyttegraven d. 4. Marts 1915.
Her bliver vejret stadig mere mildt, og man fryder sig rigtig, når man nu på vagten kan gå og sole sig en hel time. Den øvrige tid skal vi helst holde os inde, ikke så meget af hensyn til kuglerne, men fordi der nu i disse dage, da vejret er saa klart, af og til kommer franske flyvere her over vor stilling, og de må ikke gerne se, hvor mange vi er, og hvor vi er.
Når de flyver der oppe som store fugle, kan man engang imellem se, at de tager en plade af vor stilling. Disse billeder bliver så forstørret, og med de gode instrumenter, de har, kan de saa nøjagtig beregne alt, og enderesultatet er nogle velrettede granater. I disse dage kan vi ikke klage derover. Der kommer daglig kun en halv snes granater herover til os. Til en tid kom der henved 150 daglig, da var det mindre hyggeligt.
Forleden aften var jeg på patrouille. Foruden mig var der en underofficer med. Vi skulde gennemstrejfe terrænet mellem vor og franskmændenes stilling. Undervejs traf vi 3 fra et andet kompagni, og vi 5 mand begav os nu med bøssen over skuldrene på vej over efter stillingen. Det var klart måneskin og godt lyst, og det hjalp os, for som vi gik allerbedst, opdagede jeg forude et par mænd, og ved at se nøjere til så vi, at det var et par franske vagtposter, der her på deres vagt gik op og ned.
Det var en ny post, franskmændene havde fået opstillet et par hundrede meter foran deres egentlige skyttegrav. Vi sneg os helt ind paa den, og mærkeligt nok så de os slet ikke. De gik deres rolige gang op og ned og tænkte vist slet ikke på, at der var fjender så nær ved.
Stillingen var også godt indhegnet med pigtråd, men hvis vi vilde have skudt, kunde vi let have gjort det. Her lå vi en stund og betragtede dem og trak os så forsigtigt tilbage, opsøgte noget andet uden at mærke noget eller blive bemærket. Sådanne ture er selvfølgelig ikke frivillige fra min side. Dertil bliver vi jo kommanderet, og det går på omgang, og denne gang var det min tur.
Tegning over FR86’s stillinger ved Moulin i april 1915.
Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.
Brev fra Peter Østergårds til hans søster 3. marts 1915:
Ja, sidst jeg skrev til dig, var vi jo nået til Cuy, og da du nu er nået så vidt, er det vist bedst, at du også får at se, hvordan vi bor herude i skyttegraven. Du gør derfor bedst i at følge os igår morges, da vi gik herud. Kl. 3/4 gik vi fra Cuy, og efter en lille halv times gang nåede vi byen Dives.
Her er tårnet af kirken til dels taget ned, for at den ikke skal byde en skive for artilleriet. Selve byen har ikke lidt meget. Her er vor 3. bataillon indkvarteret og 9. jægerbatl., ved hvilket H. Kock fra Mølby og H. Moos fra Nybøl og en Kræmer fra Østerlindet er. Alt er roligt her endnu, og vi går videre og når så byen Lassigny, en by på henved 3000 indbyggere. Ja, nu er der ingen. Byen er helt sammenskudt, kun få huse har ikke lidt meget. Særlig kirken, en stor, smuk kirke, er helt ødelagt.
Her går vi forsigtig gennem gaden for ikke at gøre for megen støj, for hvis franskmændene mærkede, at der kom afløsning, vilde de jo sikkert hilse på os med granater. Ved vestudkanten af byen skilles vi ad for at gå til vor gamle hule i skyttegraven, som ligger ca. godt 100 m udenfor byen. Der går jo en løbegrav fra byen og derud, men den benytter vi ikke, når det er mørkt, da går vi lige til.
Snart er vi også ved graven. En stige fører ned i den. Der veksles et par ord med de folk, der har beboet hulen, om de har fået megen ild osv., og så drager vi ind i vor gamle borg. Alt er gået stille, der er ikke falden et skud. — Du må bukke dig godt for at komme ind af døren, thi den er kun en alen høj. Herfra er der så tre store trappetrin ned til bunden af hulen. Er du nået derned, er du ca. 1 ½ m under jorden. Så megen jord er der ialtfald oven på.
Du vil let kunne stå oprejst, og vender du dig om med ansigtet mod døren, vil du se, at lyset falder igennem et lille vindue til venstre for døren. Under og ved siden af vinduet er der et par hylder, og herpå står der mange små papkasser, hvori der er eller har været noget fra dem derhjemme. Under vinduet står der et bord med et fint gammelt bordtæppe, og ved enden af bordet op mod væggen står et stort spejl, og heri kan vi, hvis vi har lyst, måle, hvormeget skægget gror, og hvor beskidte vi bliver i de 6 dage, vi er her.
Ved siden af bordet står 2 stole, deraf er den, jeg i øjeblikket sidder på, polstret og betrukken med plyds, træet er fint udskåren. Sikkert har den ikke drømt om at havne i en tysk skyttegrav. Disse ting er slæbt herned fra byen af dem, der er her, når vi er i kvarten. Jeg kan ikke godt være med til at tage noget sådant, kommer altid til at tænke på mig selv, hvis det nu var hjemme osv.
Til højre ser du vor kakkelovn. Den ligner mest en grubekedel, men varmer udmærket. Her koger vi om aftenen, når vi har lyst, enten det nu skal være kaffe, the eller chokolade. Det er så nemt at koge vandet og så putte nogle terninger i. Om dagen må vi ikke fyre, for at franskmændene ikke har det at rette kanonerne efter.
Længere til højre vil du se et hul, og når vi lyser derind med lommelygten, vil du se, at det er vort sovekammer. Her ligger vore dækkener. Der er dog kun plads til to mand, den ene må sove på stolene, når han ikke er på vagt. Nu har vi gravet en kælder. Den er i den bagerste væg dybt ned. Her har vi 2 m fast jord med kalkstenslag i foruden den løse jord over. Godt afstivet er det dernede, og her kryber vi ned, når granaterne bliver lidt nærgående.
Her mener vi at være omtrent sikre. En reserveudgang har vi til vor nabohule. På den måde kan vi komme ud, hvis den ene udgang skulde blive skudt til. Vi bliver nogle hele muldvarper her, jo dybere vi kan komme ned, desto sikrere er vi. Hernede skal den ene så sove, når vi får lagt nogle brædder og halm derned. —-Rundt om på væggene hænger vore sager, tornister, kapper o. s. v. Nu kan jeg ikke vise dig mere, og til underholdning har jeg ingen tid denne gang, for det er om et øjeblik så vidt, at jeg må ud at have min tur på vagten.
Sønderjyder spiller kort under jorden i en “understand” (dækningsrum).
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Fangelejr ved Jaruplund
Tirsdag den 23. Februar ankom der til Jaruplund sydfor Flensborg ca. 1000 Krigsfanger, der indkvarteredes i de dér opførte store Barakker. Fangerne, hvoraf der baade findes Belgiere, Franskmænd, Englændere og Russere i yderst forskellig Mundering, skal beskæftiges ved Kultiveringsarbejder i de store Moser mellem Jaruplund, Sankelmark, Barderup og Veding.
Til Fangelejren, der bevogtes af en Styrke Landstormssoldater, maa ingen civile nærme sig længere end i ca. 100 Meters Afstand.
Brød- og Melpriserne
er ifølge Bekendtgørelse fra Landraaden i Sønderborg fastsat til 10 Penning for 100 Gram Hvedebrød, 35 Penning for 2 Pund Rugbrød, 28 Penning for 1 Pund Hvedemel og 26 Penning for 1 Pund Rugmel.
I Lørdags Eftermiddags var der et saadant Run til Udlevering af Brødkort paa Byens Raadhus, at der maatte tilkaldes Politi for at regulere Salget.
I Skærbæk
har den kommunale Kommission vedtaget at opkøbe 10,000 Pund røget Svinekød.
Faldne Nordslesvigere
Bagermester Georg Clausen, Rødekro, er falden 10. Februar paa den østlige Krigsskueplads. Han var 26 Aar gammel og efterlader ifølge „Hejmdal“ Enke og et Barn.
Seminarist Stabel fra Stubbæk Mark er falden i Nærheden af Nampcel.
Peter Høj Jun. af Hundslev er falden paa den østlige Krigsskueplads.
H. Wehner fra Gjelstoft ved Arnum er falden den 27. Januar i Elsass. Han var 28 Aar gl. og efterlader Enke og Børn.
Den unge Anders Simonsen fra Allerup er falden i Begyndelsen af Februar paa den vestlige Krigsskueplads.
Tidligere Hotelejer Paul Ulrich i Flensborg er ifølge „ Flensborg Avis“ falden ved Perthes 17. Februar.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten.
Lassigny den 2. marts 1915
Kære alle sammen!
Mange tak for det brev, faster, og blomsterne – ja, påskeliljen skal nok komme til at betyde fred. Jeg har rigtig fået et brev fra dig før, men du må jo ikke have fået mit svar derpå; enkelte breve kan nok gå tabt i tider, hvor der er større troppeforskydninger; men det er kun yderst få; postvæsenet funktionerer uhyre præcis. Men her ligger vi jo også i fuldstændig fast stilling, den rene belejringskrig. Det er altid kanonerne, der har ordet, og det er næsten helt sjældent at høre geværskud.
Nu har vi fået en stor badeanstalt, hvor vi kan få varme bade, så tit vi vil, d.v.s. når vi ligger i reserve i Cuy; og I kan tænke jer, at de er ved at indrette en større teatersal. Det hele får her tysk præg; også gadehjørnerne i Dives pranger med navne som Hindenburgerstrasse o.s.v. I Belgien var overhovedet alle vejvisere og plakater allerede i november tyske.
Forleden dag blev vi alle sammen – undskyld ordet – aflusede; det var en meget komisk scene; for alt vort tøj skulde gennemhedes i en dampmaskine, og i den time, hvor det stod på, måtte vi løbe rundt med ikke mere tøj på end vor kappe; det var komisk at se dem galoppere op og ned ad gaden; thi selv om vi er i Vælskland og det er ved at blive forår, så kan det gøres behov at galoppere sig til varmen, når man med ét bliver så sommerligt klædt.
For øvrigt kan vi her tillade os mange bekvemmeligheder i reserven – for et seks dages ophold i skyttegravene er lige akkurat nok til at sætte et uigennemsigtigt lag over hele personen og alt hans tilbehør. Så kan vi spadsere i parken til et stort slot „les Essarts”, og det er dejligt nu, for det myldrer frem af jorden af violer og vilde kalaer (ingefær); misteltenen, hvoraf der er en uendelig bunke, er grøn. Her er mægtige fyrretræer og Libanons cedre.
Og i skoven henter de franske bønder under militærvagt brændsel. De kører det hjem på tunge, tohjulede kærrer; hjulene har som oftest min højde; og dér har de så en tre-fire store flamske heste for, den ene foran den anden, ikke i spand som hjemme.
Selve landskabet er ikke her så forskelligt fra det hjemme; det veksler med bakker og dale, enge og skove; men hver eneste mark er abildgård, der er en masse frugttrær; hver eneste gård har næsten også en frugtperse, og man laver her æblevin i stor stil – „men den er sur, peha!”
I begyndelsen lå der jo fuldt i alle kældre i Lassigny, og da vi ikke må drikke vand, så var vi jo henvist dertil, men det var næsten som at spise slåen.
Vin har de her – eller nu må man sige: har haft -; hvert eneste hus har også sin vinkælder, som der er gjort særlig megen stads ud af; de er altid helt af sten med runde hvælvinger; tit ligger de helt frit et stykke fra huset. Alt, hvad der hedder huse, er nemt byggede her; man bruger som oftest store tilhugne kalkstensblokke, to fod lange og to fod høje. De giver også en lille smule sydlandsk præg, særlig i byerne, hvor de tit i steden for skodder bruger persienner.
Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012
På vej til aflusning (Museum Sønderjylland)Efter aflusningen (Museum Sønderjylland)
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids, men i februar 1915 blev skjulestedet opdaget og det måtte bryde op og genoptage sin kapertogt mod engelske og franske skibe.
Enhver kunde jo regne ud, at dette Herreliv maatte faa en Ende engang. Naar Besætningen fra Conway Castle engang kom i Havn, var vor Tilbagevenden til det aabne Hav afsløret, og Jagten vilde igen begynde. Den kunde kun faa ét Udfald.
Vi havde efterhaanden lært Navnene udenad paa de engelske Krydsere, som vi kunde vente at møde, enkeltvis eller flere i Følge. De havde alle sammen efter Tur været i Punta Arenas for at tage Kul eller proviantere, og Tyskerne dér havde trofast holdt os underrettet om, hvilke Skibe der kom. Der var de smaa hurtige Krydsere Glasgow og Bristol, og de store Krydsere Carnarvon, Cornwall og Kent. Allesammen var de større end Dresden og havde sværere Kanoner. Vi kunde allerhøjst regne med at traktere dem, som Nürnberg havde trakteret Kent, men aldrig paa at overvinde dem eller jage dem paa Flugt.
Det vidste vi allesammen, men vi saa stadigvæk ikke saa meget som et Glimt af en Englænder og begyndte efterhaanden at tro paa, at vore Officerer igen havde narret dem med falske Radiomeldinger eller lignende Spøgefuldheder. Nu — i Begyndelsen af Marts — gik der Rygter om, at vi skulde møde et Kulskib fra Brasilien og sammen med det forsøge at komme hjem til Tyskland. Havet var jo stort, og maaske havde vi endnu en Gang Held med os og slap igennem.
Men det gik altsammen helt anderledes, end vi havde tænkt.
Nu er det atter nogenlunde med højre Haand. Den venstre er endnu i Bind, men vil forhaabentlig ogsaa komme sig, og saa er jeg igen godt kørende. Særlig naar man betragter saa mangen Kammerats Skæbne, maa man være fuldkommen tilfreds. Mit gamle Kompagni, der ogsaa ligger her i Stilling, har haft Tab. Mange er syge, en Del er faldne og en Del er savnede eller i russisk Fangenskab. Vi havde et alvorligt Stormangreb om Natten den 24. Februar, da nogle af mine bedste Kammerater blandt Underofficererne faldt i Fangenskab. Jeg har grædt mangen stille Taare for deres Skæbne. Men saadan er Krigen jo …
Vi tager ellers meget Hensyn til den civile Befolkning. Naturligvis maa de rømme Husene for os og stille, hvad der ellers findes, til vor Raadighed. Der løber her umaadelig mange fattige Kvinder omkring, uden Bolig og Brød. Det er Familier, som ligner Sigøjnerne hos os. Fattigdom og Smuds er der meget af; men Folk her kender jo ikke andet.
Hvorledes staar Sagerne hjemme? Naar jeg engang kommer hjem, vil vi gøre os det hyggeligt. Jeg tænker meget paa Børnene. De skal begge afhente mig, naar det først er saa vidt. Jeg haaber, at D. bliver flyttet op til Paaske. Saa skal han faa en smuk Gave. Heller ikke W. skal forblive tomhændet. Bed kun om, at jeg maa koI Aftes ankom der 4 nye Melderyttere til vor Brigade: en fra Aabenraa, en fra Haderslev og to fra Sønderborg. Manden fra Aabenraa genkendte mig straks og var glad for at høre noget hjemmefra.
Det var Jürgensen fra Vægterpladsen. Jeg har truffet overordentlig mange Nordslesvigere, vi taler Dansk og genkender stadig hverandre.
Tusinde Hilsener Din trofaste Cl.
Efterskrift: Kære Kone I Hjertelig Tak for Pakkerne! Jeg modtog nu lige en, nemlig med Bonbon og Rum. To kom i Aftes, en med Smør og en med Bouillontærninger. Det er altsammen storartet, og Glæden er stor! Mine Kammerater modtog ogsaa Sendinger, og der raader en ret tilfreds Stemning.
Fra Regimentshistorien: “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen:
Februar bragte mildere vejr og mere tørke. Forsyningstjenesten og reserveformationernes arbejde blev bedre organiseret. Udbygningen af stillingen gjorde bedre fremskridt end i januar. Frem for alt overvandt man nogenlunde mudderplagen. Artilleriilden tog ganske vist til i styrke, idet den nu også greb over i det højre regimentsafsnit. Den fortræffelige løjtnant pastor Fischer blev offer for den, da han under et kraftigt ildoverfald inspicerede sine poster.
Hårdt såret blev han den 16. februar bragt til lazarettet i Blérancourt. Her døde han den 27. februar. På sygesengen fik han af kommandøren for 9. armékorps, Exzellenz von Quast, personligt overrakt jernkorset. Alle, der kendte ham, vil aldrig glemme den uforfærdede mand, der som hvidhåret drog i felten, ugen igennem forrettede sin tjeneste og om søndagen gennem sin prædiken gav sine kammerater forøget styrke.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division (tidligere Jakobi), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Fra den 7. februar til den 22. havde 8. og 10. arme nedkæmpet den russiske 10. Arme i en indkredsnings manøvre i Vinterslaget i Masurien.
Da Oberbefehlhaber Ost den 27. februar besluttede at stoppe offensiven og trække 10. Arme ud af skovene ved Augustow, var der behov for at flytte opmærksomheden til andre steder på fronten. Over for tyskernes 24½ Infanteri og 5 Kavaleri Divisioner var der forlydender om, at russerne med nye og friske tropper stod med 37 Infanteri og 11 Kavaleri Divisioner. Særligt bekymret var hærledelsen for den venstre fløj af Arme afsnittet Gallwitz og 8. Arme ved Narew.
Den tyske østfront var mere og mere trængt i forsvar og der var ikke længere planer om en stor offensiv, men mindre stødvise modoffensiver. Også 8. Arme fik anvisning om at stoppe angrebene på Lomza og Osowiec mod slutningen af februar, hvilket især skyldes den svære situation ved Prazasnysz.
1915-02-11-19 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VII – Die deutsche 8. Armee am 8. März 1915 – Skizze w
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Byer, der provianterer
Tønder By har ifølge “Tondernsche Zeitung” købt 3000 kg røget Flæsk og 460 Skinker samt 10,000 kg Ris og 3 Vognladninger Kartofler. Denne Proviant opmagasinerer Byen, saaledes at den kan holde sig i Sommer.
Sønderborg By har ifølge „Sond. Zeit.“ besluttet at købe foruden for 75,000 Mark Konserves, for 10,000 Mark Svin, som skal slagtes og opbevares som holdbar Vare. Af et Firma i Berlin har Byen købt 4000 Centner Kartofler til 3 Mark 10 Pf. pr. Centner; men Firmaet vil ikke levere Partiet, med mindre der betales den senere fastsatte Maksimalpris 4 Mark 85 Pf. pr. Centner.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Fangelejren ved Tinglev
I Lørdags Eftermiddags Klokken 5,30 ankom ifølge „ Flensborg Avis“ der til Tinglev et Vagtkommando fra Güstrow med 1000 Krigsfanger, Fransk-mænd, Belgiere og Englændere. Der var nogle Befalingsmænd iblandt, som oversætter Befalingerne til Fangerne. Englænderne var for det meste unge, smaa Mænd. Der siges, at det alle er frivillige, som har meldt sig for at komme herop til Jordarbejde. I Morgen skal der komme 1000 Mand mere.
Handelen med Trækstude
har, skriver „Dybbøl-Posten“, været meget livlig i Sønderborg. Alle de Stude, der stod til Salgs hos Gæstgiver Petræus, er blevne solgte paa to nær til ret antagelige Priser. Det er den gode Side ved Studehandelen, at Værdien saa temmelig kan beregnes efter den Værdi, de vil have som Slagtekvæg; saa noget større Tab kan der ikke op-staa ved et Tilbageslag, saaledes som dette for Tiden vil kunne ske med de høje Hestepriser.
15 i Stedet for 30 pCt. Rugmel i Hvedebrød
Forbundsraadet har givet Landcentralmyndighederne Bemyndigelse til at tillade, at der ved Bagning af Hvedebrød kun anvendes 15 i Stedet for 30 pCt. Rugmel, eller at Bagerne i Stedet for Rugmel anvender Kartofler, Bygmel, Majsmel, Havremel eller lignende som Tilsætning.
Forandringen begrundes med Henvisning til, at der i Overgangsstadiet mange Steder har vist sig ikke Mangel paa Mel overhovedet, men kun paa Rugmel.
Grisene maatte skydes
En Landmand i Sundeved havde forleden en So, som fødte en halv Snes Grise; men af Hensyn til Forholdene besluttede vedkommende Landmand ifølge „Flensb.A.“ straks at dræbe Grisene efter Fødselen. Dette maa Grisemor vist have haft en Anelse om; thi saa snart et menneskeligt Væsen betraadte dens Enemærker, bed den fra sig som en Rasende, saa det var umuligt at komme dens Afkom til Livs paa den Maade. Nu var gode Raad gode. Men Grisemor havde alligevel ikke regnet med, at Manden er en ivrig Jæger; thi resolut hentede han sin Bøsse, og nu knaldede Skud paa Skud, indtil alle Grise laa døde foran Jægersmandens Fødder.
Tabslisterne
„Flensborg Avis“ meddeler: Medens der hidtil paa Tabslisterne har staaet, at det var tilladt at gøre stedlige Uddrag, staar der paa den prøjsiske Tabsliste Nr. 155: „Eftertryk af Tabslisten, ogsaa i Uddrag, er forbudt. Det er kun tilladt at offentliggøre Enkeltopgivelser af Tabslisten, som vedrører Personligheder af stedlig eller almindelig Interesse“.
Sønderjydske Blade kan derfor ikke længere bringe Uddrag, omfattende de fødte Slesvigere.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 24. Februar 1915. Vi var nu kommen til Blérancourdelle, hvor vi skulde have 5 Dages Ro.
Vi laa i en Stue, der sidst havde været benyttet til Faaresti. Da vi kom dertil, var den fuld af Faaregødning, saa vi havde et lille Arbejde at gøre, før vi kunde tage Stuen i Besiddelse. I længst forsvundne Tider har det nok været et Køkken; derpaa tydede den store, aabne Kamin, som nu pludselig kom til sin Ret igen. Der blev lagt et Par store Træstykker paa, og Ilden knitrede lystigt og lyste samtidig op i Stuen. I en Halvkreds omkring Ilden laa mine 11 Kammerater paa Gulvet i lidt Halm og fordrev Aftenen med at synge, snakke og ryge Cigarer. Nogle af dem laa paa Maven, og andre sad paa Hug. Ilden varmede og farvede deres Ansigter røde, saa de struttede af Sundhed og Kraft. Undertiden faldt der en drøj Vittighed, som efterfulgtes af en skraldende Latter, der fik mig til at se op fra Bogen.
Jeg havde lige skrevet 5 Breve og skulde endnu have Sagerne i Orden til næste Morgen; da gik det atter i Skyttegraven; men jeg vilde først skrive dette Par Optegnelser i Dagbogen. Bordet, ved hvilket jeg sad, bestod af en gammel Dør med 4 hvide Ben af en Birkestamme. Lyset fik jeg dels fra Kaminen, dels fra en lille Fedtlampe. Tørt Træ til Kaminen var der ikke til at faa; men en Soldat er aldrig raadvild. I Nærheden var en lille Skov, og her havde vi savet alle de hvide Birketræer om, vi kunde finde. Stammerne blev savet i Længder paa 3—4 Meter og blev lagt med den ene Ende ind i Ilden. Her laa de og kogte og hvæsede, mens Saften dryppede dampende fra den hvide Bark ned i Gløderne. Naar Enden var afbrændt, blev Stammen flyttet længere ind i Ilden.
Nu kom frivillig Herbert Westphal fra Flensborg og spurgte med sin spæde Stemme, om jeg vilde drikke et Bæger Kaffe sammen med ham; han havde lige kogt Kaffe i Kogekarret over Gløderne, og den var adskillige Procent bedre end den, vi fik fra Feltkøkkenet, hvorfor jeg ogsaa tog imod Tilbudet med Glæde. Herbert var lille og spinkel og saa sart og blød som en lille Jomfru. Der var ogsaa noget jomfruelig rent i hans hele Karakter. Skønt han var Tysk, elskede han ikke den prøjsiske Militarisme, og det var kun meget ugerne, han meldte sig som frivillig.
Forrige Eftermiddag var jeg ude at spadsere. Derved kom jeg op paa en skovbevokset Høj. Jeg satte mig ned mellem de unge Grantræer og nogle Hasselbuske, som allerede viste Tegn til Foraarets Komme, og lod Blikket glide ud over Dalen. Det var et meget smukt Foraarsvejr. Solen stod højt paa den klare, blaa Himmel og kastede sine varmende Straaler ned over Bjerg og Dal. Lærken svang sig jublende mod Sky med klare, liflige Triller, og jeg — jeg sad her ene, langt nede i et fremmed Land og tænkte paa Hjemmet og mine kære langt, langt borte ved Østersøens Kyst, hvor Bølgen sagte rullede, og Fiskerbaaden gyngede ved Vemmingbund og Flensborg Fjord. Jeg fik en ustyrlig Lyst til at kaste mig paa en Cykle og med et knugende Greb om Haandtagene og foroverbøjet Ryg at træde Pedalerne, saa Kæden knagede, fremad paa Vejen, over Dale og Bakker, uden at staa af ved et eneste Bjerg, altid fremad — hjemad.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.
Cuy d. 23. Februar 1915.
Naa, lille søster, hvad skal jeg ellers fortælle dig idag. Jeg synes, jeg ved så lidt nyt, det hele begynder jo at blive ensformigt for os og skrive noget om politik er vist ikke rådelig. Men nu, lad mig se, du kan jo gøre en lille rejse herop, du har jo altid været så flink til at besøge mig og vil derfor sikkert også nok se, hvordan det ser ud her. — Du kan jo komme med toget til Noyon, som ligger en god mil øst for os. Der må jeg jo så helst afhente dig, og til fods går vi så herud. Banegården er ikke ret stor i forhold til byen, og hvor stor denne er, ved jeg ikke bestemt, men lidt mindre end Flensborg, tænker jeg.
Vi ser ikke meget af byen, kommer kun gennem et hjørne af den, et hjørne, hvori der ingen hovedgade findes, så hvordan selve byen egentlig ser ud, får vi ikke at se. Dog er der en temmelig stor kirke i den, en rigtig domkirke. Ved siden af den har der stået et højt tårn, som skal være nedskudt i 1870 og ikke er genrejst siden. Husene er lave og af lettere materiale, end vi er vant til hos os. Gaderne er heller ikke meget brede, men temmelig gode. Straks når vi kommer uden for byen, skal vi over en kanal, som ikke er færdig endnu, og der er derfor heller ingen vand i den. Længere ude har vi på højre hånd en teglgård, som ser ud som dem der hjemme. Efter en halv times gang kommer vi til den første landsby. De ligger næsten alle i en dal.
I midten rager kirken op, og langs med vejene ligger så huse og gårde imellem hinanden og så tæt pakkede, at hele jorden ud til vejen er optaget. Gårdene ligger alle med laden ud til gaden. Man skal igennem porten ind på gårdspladsen, og modsat ligger så stuehuset. I dette er der næsten aldrig nogen forstue. Man går som regel lige ind i køkkenet med den åbne kamin. Næsten ingen steder ser man kakkelovne og komfurer som hjemme. På større gårde er kaminen af marmor.
Midt på gårdspladsen ligger møddingen, og da man ingen ajlebeholder har eller nogen mur om den, er der ikke helt rent omkring den, hverken på jorden eller i luften. Hestestalden er noget lignende som hjemme, men en ordentlig kreaturstald ser man næsten ingen steder. Jeg har ingen set endnu. Køerne står bundne ved hornene og æder af en hække, og i et trug får de roer. Husene er for det meste bygget af sandsten, som fås i de sandstenshuler, som er her omkring. De nyeste er af mursten med pander. De aller ældste har lervægge med stråtag. De ser meget usle ud. På mindre huse er skorstenen altid ved enden af huset langs med den indre side af gavlen. Vinduer er der som regel ikke mange af.
Men vi må videre, og inden ret længe har vi nået den næste by. Den er ikke helt så stor som den anden var, men alle er de næsten ens. Her midt i byen er man ved at tærske med dampmaskine. Her på dette sted har man tærsket siden i efteråret. Alt korn hentes sammen fra omegnen og tærskes af den tyske militærforvaltning. Alt, hvad man kan få fat i af brødkorn og andet brugeligt, slæbes sammen og bruges. Man føler sig som herrer i landet.
Når vi går mellem byerne, vil du lægge mærke til, at markerne overalt er tilplantet med frugttræer. Man skulde synes, at disse træer står meget i vejen for jordens behandling, men man kræver vist ikke så meget af jorden her, og meget frugtbar er den nok af sig selv, så man nøjes med det, den giver. Gæld har man jo ikke meget af, og tarveligt lever man både med hensyn til kost og klæder. Det er påfaldende, at der i store landsbyer hverken findes købmand, bager eller slagter. Man nøjes med det, man selv har og avler, sparer meget på de rede penge.
Dog vin drikker man her som øl, og på egnen her, hvor man ikke avler rigtig vin, drikker man frugtvin, og det er derfor, man har de mange æble- og pæretræer rundt om på marken, og det lader til, at de bærer godt, for frugten ligger helt tæt under dem nu og er rådden. Hver mand har en stor frugtpresser. I vor stue står der også en sådan en.
Under os er vinkælderen med store tønder. Her løber vinen så ned. Vi har været dernede at se. Vinen er forfærdelig sur, så der skal meget sukker til, inden den smager nogenlunde.
Dog, vi må vel videre, og efter 1½ times gang når vi også her til byen. Det første, man ser, er en stor herregård til højre. Her er der meget smukt, og meget kønnere bliver der jo, når træerne bliver grønne. Ved indgangen til byen står den æresport endnu, der blev rejst til ære for I. bataillon, da vi kom fra Soissons. Så har vi huse og gårde til begge sider, og her bor vi, I. batl., og når vi er ude i skyttegraven, har II. batl. de samme kvarterer.
Omtrent midt i byen bor jeg til venstre i en bagbygning. Her har vi to borde og 4 bænke,. Til højre har vi vore sengesteder, to store slået sammen af nogle brædder med halm, den ene oven på den anden, og her liggerl vi 4 mand i hver. — En lille kakkelovn har vi også, og der er Kr. Struck fra Staugård lige ved at stege noget flæsk.
Her har vi så vore sammenkomster, og jeg kunde rigtig ønske, at du kunde være her i aften, da kommer „familien” igen. Vi taler da om alt, og det giver jo ofte også kaffe med småkager, når vi har nogle. — Ja, det er dejligt sådan at kunne synge sine hjemlige sange og salmer herude. — Ja, egentlig skulde du have lidt mere om skyttegraven o. s. v., men det får vente til en anden gang. —
9. jægerbataillons 3. kompagni på march fra Noyon til Dives omkring 1. april 1915. Adskillige sønderjyder gjorde tjeneste her ved jægerne fra Ratzeburg, bl.a. Peter Kræmer. Udover Ravnsgaard fra Christiansfeld, som har sendt dette kort hjem, nævner foruden Kræmer H. Kock, Mølby og H. Moos, Nybøl.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Sønderjylland og Krigen
Grosserer I. C. Clausen af Kolding løsladt af Haderslev Arrest
Grosserer I. C. Clausen, Indehaver af Tarmsliberiet i Kolding, blev som bekendt Søndag den 7de Februar paa Hjemrejse fra Hamborg, anholdt i Sommersted og Dagen efter indsat i Arresten i Haderslev. I Lørdags er han løsladt og om Aftenen vendt tilbage til Kolding.
Om denne Arrestation, der er et talende Vidnesbyrd saavel om den Nervøsitet, der hersker hos visse nordslesvigske Myndigheder, som om den Mangel paa Hensyn, der kan vises de paa Mistanke anholdte, meddeler vi følgende Enkeltheder af Interesse:
Aarsagen til Anholdelsen var en maskinskreven Seddel med Uddrag af et Foredrag om 42 Centimeters Mørsere, holdt i Ingeniørforeningen i Düsseldorff, og ikke blot udsendt i Tyskland, men ogsaa til nevtrale Lande. Hr. Clausen havde faaet den af en Bekendt paa en Restaurant i Hamborg.
Efter Anholdelsen i Sommersted maatte Hr. Clausen overnatte i det derværende Vagtlokale sammen med 8 Soldater og en Dame, og han fik anvist Soveleje paa Gulvet. Da den 62- aarige Mand næste Morgen bad om at maatte vaske sig, blev der svaret ham, at han kunde gøre Toilette ude i Gaarden under Vandhanen. Opad Dagen blev Grosserer Clausen ført til Haderslev, og med en Soldat paa hver Side og fulgt af en Hoben nysgerrige maatte han spadsere fra Banegaarden gennem Byens Gader til Arresten. I denne har Opholdet i de forløbne 14 Dage været upaaklageligt, idet den Anholdte fik Tilladelse til at tage egen Forplejning.
Efter Anholdelsen blev Sagen herom sendt til Rigsretsadvokaturen i Leipzig. Fra Familiens Side skete der Henvendelse til Udenrigsministeriet i København, og den danske Gesandt i Berlin, , Grev Moltke, satte sig snarest i Bevægelse for at udvirke Hr. Clausens Løsladelse. Det lykkedes ham saa godt, at der allerede i Lørdags fra Rigsretsadvokaturen indløb telegrafisk Ordre til Myndighederne i Haderslev om at løslade Clausen. Forinden dette imidlertid kunde ske, maatte ogsaa Generalkommandoens Ordre hertil foreligge, og den indløb om Eftermiddagen. En kort Meddelelse til Hr. Clausen om, at han var fri og kunde rejse hjem var alt, hvad der blev sagt ham. En Undskyldning for, at der forelaa en Fejltagelse eller at Anholdelsen havde været ubegrundet, gaves ikke.
Atter løsladt
Dyrlæge Hansen i Skærbæk, der i Maanedens Begyndelse blev sat under Anholdelse og interneret i Flensborg, blev, som vi erfare, løsladt i Fredags.
