Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Det bødes der for
Karlen med Brevet i Strømpen Onsdag før Paaske var en ung Karl fra Guldager efter Besøg søndenaa paa Vej tilbage hertil sammen med sin Kæreste. Ved Grænsen underkastedes de det sædvanlige Eftersyn, og den tyske Bevogtning var omtrent færdig med Undersøgelsen, da den fandt et Brev i hans Strømpe! Om Brevets Indhold forlyder intet udover, at det var skrevet fra en Kone søndenaa til en Kone heroppe. Karlen blev øjeblikkelig anholdt og senere ført til Skærbæk, hvor en nærmere Undersøgelse fandt Sted hos Distriktskommandøren. Karlen er senere ført til Flensborg, hvor der antagelig venter ham 1 á 2 Maaneders Fængselsophold.
Karlen, der ikke havde Papirerne i Orden En Karl fra Vesterenge i Ribe Herred havde i Fjor Tjeneste hos Gaardejer Jensen i Harreby, søndenaa. Den 1. Novbr. skiftede han Bopæl, idet han tog Tjeneste som Daglejer hos Naboen, Gaardejer S. Hansen. Karlen forsømte imidlertid at faa ordnet de foreskrevne Fra- og Tilflytningspapirer hos Myndighederne, og da han nogen Tid efter kom til Ribe og som hjemmehørende i Herredet fik udleveret et Pas og atter kom ned over Grænsen, blev han anholdt af den tyske Grænsebevogtning paa Grund af den ovennævnte Uorden med Hensyn til hans Opholdspapirer. Han blev ført til Rødding og derfra til Flensborg, hvor han nu har siddet fængslet en Maanedstid.
Vi finder Anledning til at indskærpe for de danske, der tager paa Besøg eller tager Arbejde i Nordslesvig, at de uvægerlig retter sig efter de Paabud, de tyske Myndigheder har givet, og retter sig efter dem indtil det yderste. Vil man gøre Krav paa Tilladelse til at færdes søndenaa for Tiden, er det kun Ret og rimeligt, at man til Gengæld ikke overtræder de af Krigsforholdene dikterede Paabud til Sikringsforanstaltninger. Vil man ikke indrette sig herefter, maa man tage Følgerne, som de falder, uden at beklage sig.
Under alle Omstændigheder maa det fraraades — og skarpt misbilliges — at følge de ovennævnte Karles Eksempel, der kan virke skadeligt paa det allerede forud i mange Henseender vanskelige Samkvem mellem begge Sider af Grænsen.
Den Fangst, som vor Division gjorde, og som jeg i mit forrige Brev fortalte om, kunde ogsaa let være mislykket; det var vor Lykke, at Russerne intet Artilleri havde. Af vort Regiment skulde kun to Eskadroner deltage: anden og fjerde. De var punktlige paa Stedet, hvor de skulde staa . . . Dragoner kom forsent. Og dertil kom, at det aktive Jægerkompagni, som skulde indtræffe, var gaaet fejl Vej. Saa var der kun de to Eskadroner fra vort Regiment og de øvrige Jægere; ialt omtrent to Hundrede Mand, endvidere to Kanoner og et Maskingevær. Det russiske Infanteri var Tusinde Mand stærkt og dertil kom 100 Kosakker. Men alligevel blev der angrebet til fastsat Tid — Klokken 6 om Morgenen.
Da Russerne mærkede, at de blev angrebne, gik de tilbage, men her mødte de Jægerne. Saa omkring igen og frem. Her mødte de vore Dragoner. Saa gjorde de Højre om, men her mødte de igen Jægere. Saa gik de over en Isflade, og derved klumpede de sig noget sammen. Det var det Øjeblik, da Artilleriet og Maskingeværet satte ind. Og de mejede skrækkeligt ned. Masser af Døde laa der omkring paa Isen.
Den unge, smukke Kvinde — som ingen genkender som Kvinde, da hun bærer russisk Officersuniform — kæmper tappert ved sin Mands, Oberstløjtnantens Side. Hun ænser ikke Kuglerne, hun ænser ikke de Saar, hun faar; kun fremad, stadig kæmpende. — Indtil hun synker bevidstløs sammen, — tre Kugler, alle i venstre Arm. Men hendes Mand stormer videre fremad, indtil ogsaa han rammes og synker død om.
Da Russerne tages til Fange, bliver de Saarede lagt paa Vogne; Oberstløjtnantens Hustru ogsaa. Hun vaagner af Bevidstløsheden, da hun atter forbindes ved Kirken her i Byen. — Hun spørger efter sin Mand. Hun maa ikke faa at vide, at han er falden. Han er blandt Fangerne, svares der. Senere føres Fangerne forbi Vognene med de Saarede. Hun vil se Fangerne, naar de føres forbi; hun har tvivlet om Sandheden af, hvad der fortaltes. Vor Regimentslæge lader et Par Mand støtte hende, og nu sidder hun og ser paa Fangerne, som gaar forbi — indtil den sidste er forbi. Saa falder Øjenlaagene i, og Taarerne strømmer ud af Øjnene. — Nu ved hun, at hendes Mand blev derude . . .
Dagen før Kampen toges en Junker af vort Regiment til Fange af Kosakkerne. Han var en Svoger til Løjtnant H. — ligeledes af vort Regiment. Dagen efter fandt man hans Lig. Kosakkerne havde skudt ham, efter først at have taget ham usaaret til Fange. Han havde faaet en Kugle gennem Hovedet og en gennem Hjertet.
Nu da de fangne Infanterister førtes her igennem, røbede en af de russiske Soldater, at det var den høje, slanke Kosakløjtnant, som havde skudt Junkeren. Løjtnant H. blev straks underrettet herom, og Kosakløjtnanten vil naturligvis blive stillet for en Krigsret. Man behøver ikke at være bange for at falde i Hænderne paa russiske Infanterister, men Kosakkerne er et Røverfolk. — Nu er her ingen Kosakker i hele Egnen, kun russiske Dragoner.
Vi har endnu en Fjende at kæmpe med overalt her i Rusland, saa snart vi er over Grænsen — og det er Utøjet. Russerne kender det ikke anderledes; de mener, at naar man ikke har Utøj, saa er man ikke sund og rask. I Hovedhaaret faar vi ikke „Indkvartering“, naar man hver Dag vasker sig, kan man let holde sig fri. De første Par Dage, efter at man har skiftet Linned og renset sig, gaar det, men snart kniber det med at falde i Søvn om Aftenen.
I saadan en russisk By er der i de fleste Tilfælde ingen, der kan læse eller skrive — ingen besøger Skolerne, Vejene er jo ufremkommelige. Det samme er Tilfældet med Tyskerne her. Her i Huset er for Eksempel to Kvinder paa 20 og 24 Aar. Den ældste er gift og har to Børn. Hendes Mand er i Amerika. De kan hverken læse eller skrive, hverken Tysk, Russisk eller Littauisk. De kan ikke skrive til deres Paarørende i Tyskland, og hun kan ikke skrive til sin Mand i Amerika, ligesaa lidt som han kan skrive til hende. Han har dog sendt hende en Billet til Overfarten, som hun dog ikke kan benytte nu for Øjeblikket.
Jeg skrev i Gaar et Brev for hende, til hendes Svigerinde, som bor paa den tyske Side af Grænsen. Broderen er preussisk Undersaat og sandsynligvis med i Krigen, hvad hun gerne vilde vide.
Aa, hvor her nu er snavset! — Her staar i hvert Hus en hel Del Træsko, ganske nye og helt af Træ, som de gammeldags hjemme. Her i Byen gaar nu alle i Træsko, lige fra Ritmesteren og ned til den yngste Rekrut. Men man maa gaa helt ovre paa Siden af Gaden; midt paa Gaden er der flydende Morads til Knæerne omtrent: Det er frygteligt.
Nu har vi i næsten fem Maaneder levet i dette frygtelige Land og vi er lede og kede af det for længe, længe siden . . . Man kan have hvad Sympatier man vil, man kan ønske dette eller hint, men den russiske „Kultur“ maa ikke sejre og brede sig. Det kan den naturligvis heller ikke. I Rusland trænges der til at blive vendt op og ned paa mangt og meget; ja paa alting. Den der ikke ved det af Erfaring, han kan umuligt gøre sig noget Begreb om, hvad Rusland er for et ravgalt Land.
Til Slut mange kærlige Hilsener fra Eders Niels.
Fra Harald Nielsen: Sønderjyske soldaterbreve (1916)
Ribe Stiftstidende gik for et være den danske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen under krigen
Russiske fanger
Påskelørdag ankom ifølge “Flensborg Avis” til Møgeltønder sogn et halvt hundrede russiske fanger, der som landarbejdere fordeltes blandet bønder i sognet. Kun ganske enkelte af fangerne kan lidt tysk, og forståelsen formidles ved tegn; men det lader til, at fangerne har hurtigt nemme over for god mad og venlighed.
I lørdags ankom ifølge “Flensborg Avis” nogle afdelninger russiske krigsfanger til Læk. De får sysselsættelse de omliggende landsbyer.
En afdeling på omtrent 50 fanger er en af de sidste dage kommen til gården Holm ved Kliplev, hvor de skal arbejde på mosen.
Udmærkelser
Underveterinær R. Johansen, en søn af Johs. Johansens enke fra Bovrup, har ifølge “Hejmdal” fået Jernkorset. Han er med på Vestfronten. Jernkorset af første og anden klasse er blevet tildelt skovrider Rickert af Arnum, der er stabssergent ved 18. reserve jægerbataillon og for tiden ligger hårdt såret hjemme. Den nævnte jægerbataillon har ifølge “Schleswigsche Grenzpost” fået tildelt en række udmærkelser; den har allerede i oktober og november i fjor udmærket sig særlig ved Yserkannalen og i 4 måneder har den næsten uafbrudt kæmpet i forreste række i skyttegraven.
Købmand P. Thuesen af Kliplev har efter forlydende fået tildelt jernkorset.
En søn af agent B.B. Petersen i Storegade i Haderslev, Peter Petersen, er ifølge “Dannevirke” den 22. Marts bleven udnævnt til løjtnant. Han har fra første færd deltaget som frivillig og i førstningen som Menig.
Faldne, sårede og fangne – efter sønderjyske Blade
Landmand Peter Hansen Tiedemann fra Øster Løgum er død efter at have ligget på lazaret i fem måneder. Han blev såret i efteråret. Før sin afsendelse til fronten lå han i nogen tid i Flensborg og siden i lejren ved Locksted. I felten var han bl.a. med ved Antwerpens belejring og fald. Tiedemann var 25 år gammel.
Skærtorsdag modtog aftægtsmand Boisen Iversen i Hjordkær meddelelse om, at hans søn, Peter, der allerede i længere tid havde været savnet, var falden. Ligeledes meddeltes det gæstgiver Hansen på Banegården Dersteds, at hans sidst indkalde søn, der var bager og først for fjorten dage siden var kommen til fronten, var falden.
Arbejdsmand Rasmus Christensens kone i Skodsbøl har i følge “S.Ztg.” fra kompagniføreren ved den afdeling hendes mand står ved, modtaget meddelelse om, at Christensen den 23. December i fjor er bleven hårdt såret og derpå er død på forbindingstedet.
H. Schmidt og Hustru i Nørre Abild ved Tønder har mistet deres eneste søn, som den 15 marts blev dødeligt såret. Han døde samme dag.
Landbolsmand Christian Lorenzen i Skodsbøl har ifølge ” S. Ztg.” modtaget efterretning om, at hans søn savnes siden en fægtning i midten af denne måned.
Jul. Hinrichsen og hustru i Barsbøl ved Skærbæk har i de sidste påskedage gjort den lande rejse til Frankfurt for at besøge deres hårdt sårede søn, som ligger op Lazaret der. Schmidt fik gratis rejse med toget både for sig og hustru.
Musketer Sønke Torp af Brarup er død af sine sår. Han havde siden krigens begyndelse stået ved østfronten.
Fangelejren i Døstrup I nærheden af Døstrup er der en fangelejr på 12 mand, alle er russere. I fritiden laver fangerne små fugle af træ, som de så sælger til de mange nysgerrige som kommer for at se fangelejren. Især i påskedagene har de ifølge “Hejmdal” gjort god forretning med at sælge Fuglene, og deres Øjne strålede af glæde, når folk købte af dem.
Brevkortet, der blev beklippet. En ung pige fra Kerteminde sendte ifølge “Fyns Tidende” forleden et lykønskningskort til Als i anledning af, at en søn af hendes herboende svigerforældre skulde konfirmeres. Da den unge Pige vidste, at hendes svigerforældre længe havde ønsket et billede af kongen og dronningen af Danmark, købte hun et billede af kongeparret og klæbede det på brevkortet.Kortet som også til sit bestemmelsested på Als, men stor blev forbavselsen, da man så, at kongens og dronningens hoveder var klippet af.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under Krigen Redaktør Thomsen ved ,Hejmdal“ blev — skønt han er ældre end mange andre og aldrig har faaet nogen militær Uddannelse — indkaldt henved Midten af Marts Maaned og sendt til Østprøjsen, hvor han for Tiden undergaar en 6 Ugers Uddannelse i Kønigsberg.
Fra Fangelejren ved Bajstrup Det meddeles os, at der før Paaske har været en Inspektionshavende i Lejren ved Tinglev, ved hvilken Lejlighed han — hvad der er glædeligt at høre, navnlig dersom Inspektionen finder Sted jævnlig — kasserede en Del Rationer Mad og lod lave nye i Stedet for, vistnok Suppe.
Nu begynder det forøvrigt at knibe med Anvendelsen af Kaalrabi, og man gaar mere og mere over til Anvendelse af Runkelroer, der jo desværre ikke er behagelige paa denne Aarstid og ialt fald ikke er tilnærmelsesvis så nærende.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Lige ud for vor Skyttegrav laa en Gaard, som var totalt nedskudt; kun nogle faa gennemhullede Murrester stod tilbage; men i Skjul af dem havde “Frands” flere Kanoner opstillet, med hvilke han ofte beskød os helt uventet. Afstanden var kun 150 Meter, og naar Skuddet gik af, var Granaten herovre næsten i samme Nu.
Lidt til højre for os nede i Dalen laa en By; men deraf var ikke et helt Hus tilbage. Et af Husene var bleven sprængt, derved var Sten og Træværk fløjet henved 100 Meter ud over Markerne. Til højre for Byen havde Fjenden for lang Tid siden foretaget et Angreb, som man tydelig kunde se var mislykkedes. Der laa endnu 300 døde Franskmænd i Pigtraadshegnet, samt deres Kaptajn og hans Hest.
Stillingen der var meget stærk, den var udhugget i den hvide Kalksten. Jeg havde nogle Gange været henne at besøge min Skolekammerat, Hans Christensen fra Skodsbøl, og Andreas Jessen fra Smølmark. Naar vi kom sammen, talte vi altid vort sønderjyske Maal, og saa forekom det os, som var vi et Smut derhjemme. Vi saa hinandens Fotografier og fik det sidste Nyt at vide fra Hjemegnen. Det var ret nogle herlige Timer, vi tilbragte sammen; men Pligten, den haarde, bitre Pligt kaldte paa os. Med et kraftigt dansk Haandtryk og med Ønsket: Paa Gensyn! skiltes vi.
Nu havde vi atter smukt Vejr hernede. Solen straalede hver Dag, og Skyttegraven var helt tør. Svalen var kommen, og naar det i Middagstimen var roligt, kunde jeg undertiden i Ny og Næ faa Øje paa den i dens pilsnare Flugt. Den bragte da altid med sig et Pust af kære Barndomsminder fra dengang, da jeg legede hjemme paa Gaden, mens Svalen byggede Rede under Kromandens Paptag over Indkørselen.
Ja, Tiden var meget for smuk til at ligge dernede i Skyttegraven. Havde jeg blot været derhjemme, saa kunde jeg da gøre Gavn; men dette her, det var mig inderligt imod.
»Frands« skød hver eneste Dag vort Brystværn ned, og hver Nat skulde vi bygge det op igen. Sandsække og Staalplader var for det meste skudt i Stykker. En Dag skød han 6 Fuldtræffere ned paa vor Jordhule uden dog at anrette nogen videre Skade. Vor Jordhule var godt afstivet med tykke Bjælker, og der var meget Jord ovenpaa. Naar der kom en Fuldtræffer ned paa den, gav det dog et Stød i os, som naar et Tog standser brat. Imens sad vi musestille og ventede taalmodigt paa, at Skydningen skulde holde op. Hvis man opsøgte en anden Jordhule, vilde det kaldes Fejghed; men at blive tog slemt paa Nerverne.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Løgn fra ende til anden
Den stedfortrædende generalkommando i Altona har haft den frimodighed at anmode nordslesvigske blade om at optage følgende:
I den dansk Tyskfjendtlige presse findes under overskriften Krigsfangerne i Tyskland lider hungersnød en artikel, der skildrer Formentlige tilstande, samt anbringelsen og forplejningen af Fangerne i barakkerne i Tinglev.
Disse meddelelser er, som også redaktionen af bladet ”Humburger Echo” af 1. April meget rigtig bemærker, en notits, der bærer løgnens mærke på sig.
Angivelserne er faktisk løgn fra ende til anden.”
For så vidt dette med så megen tysk kultur affattede Dementi skulde sigte til den af os givne beretning om forholdene i lejren ved Bajstrup, der ligger nær ved Tinglev, skal vi blot bemærke at dementiets kraftfulde form ikke er i stand til at ændre de i vort referat omtalte Kendsgerninger. Betegnelsen ”løgn fra ende til anden” må åbenbart sigte til forhold andre steder.
Den tysk hærs forsyning med hø truet
Landråden i Haderslev Bekendtgør: ”Da det havde vist sig, at det indenfor det niende armékorps område trods de største anstrengelse ikke var muligt at få hø i frihandel, blev det, for om muligt at undgå rekvisitioner på grundlag af krigsydelsesloven af krigsministeriet anordnet at skaffe hø til veje gennem kommissærer. Desværre har dette middel hidtil ikke medført nævneværdige resultater, så hærens forsyning med foderstoffer er truet. Inden der skrides til det sidste middel rekvisition, anmodes landmændene indtrængende om i frihandel at tilbyde proviantkontorerne deres forråd af hø.
Ud til Sibirien ved Stillehavet
Nytårsaften 1914 blev mandskaber af 9de og 12te kompagni af 84de landeværnsregiment ved indtrædende tåge pludselig taget til fange af Russerne. Blandet fangerne var også overlærer Poulsen ved Realskolen i Sønderborg. Efter flere Måneders forgæves spørgen er der nu til slægtninge i Angel Kommen efterretning om, de befinder sig i Nikolsk i det østligste Sibirien i nærheden af Vladivostok.
Jeg er dansk
En dansk Nordslesviger, der har deltaget i krigen siden dens begyndelse, var forleden hjemme på orlov. Gensynet med familie og venner blev selvfølgelig fejret, men uheldigvis så stærk at soldaten blev en smule for snakkesalig, fortæller ”Holbæk Posten”. I denne tilstand kom han til at sige, at han sagtens kunde finde sig i alle strabadser ved fronten, når blot tyskerne til sidste måtte så klø.
En tysker, der hørte dette, angav soldaten, og da denne vendte til sin afdeling han stillet for en krigsret.
– Er de dansk? Spurgte chefen for Krigsretten. – JA! – Er de i dansk foreninger og da hvilke? – Soldaten nævnte de danske foreninger han var i, og den overordnende forhørt sig derefter, hvilke steder han havde deltaget i krigen og spurgte til sidst: Bliver de ved med at være dansk?
– Jeg er dansk svarede soldaten, og jeg bliver ved med at være det. Men har gjort min pligt , på hvilken post jeg end har været fat. – Så var forhøret forbi: men lidt senere fik soldaten, der frygtede det værste meddelelse om, at der var tilstået ham en særlig orlov. Grunden kunde han selv regne ud.
Russiske krigsfanger ankommer til en fangelejr ved Løgumkloster
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Den 7. april går der om eftermiddagen flere fuldtræffere ned i nærheden af maskingeværstanden; to mand bliver begravet; først næste dag bliver de fundet døde og bliver gravet fri. Den følgende dag om formiddagen finder deres begravelse sted på kirkegården bag hvilestillingen.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Maskingeværstilling på vestfronten, formentlig RIR242.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for Grænsen under Krigen Af Grænsebevogtnings-Mandskabet, blandt hvilket ogsaa befinder sig en Del Elsasser, dirigeredes en Del af disse, til hvilke man ikke nærede en ubegrænset Tillid, Paaskelørdag sydpaa. Paaskesøndag førtes yderligere en Del af Mandskabet, der efter foretaget Lægeundersøgelse var fundet felttjenstdygtig og under 35 Aar, ligeledes sydpaa, formentlig for senere at afgaa til Fronten.
Kniber det med Arbejdskraften? Paa flere Egne siges det at knibe for Landboerne med Arbejdskraften og at det navnlig volder nogen Vanskelighed at faa udført Forårspløjningen og Sædlægningen — til hvilken sidste der er udleveret 300 Pund Korn pr. Hektar. Det paastaas, at der — i alt Fald nogle Steder — den 15. Marts er traadt en Bestemmelse i Kraft, hvorefter Kontrakter med udenlandsk Arbejdskraft ikke maa indgaas paa mindre end et Aar.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Om Aftenen den 6. April skiftede vi Stilling. Kl. blev 11½, inden vor Afløsning kom, og en Time gik endnu hen med at faa alting i Orden. Alt imens begyndte det at regne. Natten var mørk og kold, da vi forlod vor Stilling. Kun Lyskuglerne, som blev skudt til Vejrs med en lang, regnbueformet Udhale bagefter sig, lyste ud over det omstridte Land. I Førstningen gik det kun meget langsomt fremad. Af og til gjorde vi Holdt, dog ikke nok dermed, fire til fem Gange var vi gaaet fejl, og hver Gang hed det: Omkring og samme Vej tilbage! En Knurren og Banden var altid Svaret.
Regnen piskedes nu ned af Blæsten, som gjorde Vejret endnu mere uhyggeligt. En halv Time stod vi paa Vejen, førend man fandt den rette Løbegrav. Imens løb Regnen os ned i Støvlerne, saa det gav et Svup ved hvert Skridt. I Løbegraven var der lagt Brædder i Bunden; men af og til var der en, som skred ned i Hullerne ved Siden og stak Benene i Vandet til op over Knæene. Et Gisp efter Luft og en drøj Ed var det, der fulgte næst efter.
Til vor nye Stilling ankom vi gennemblødte, og nogle var i den Grad tilsølet med Ler, at de lignede Lerklumper. Klokken blev henimod 4, inden vi blev færdige med Afløsningen, og Kl. 5 gik det af Sted igen samme Vej for at hente Mad nede i Stenbruddet. Desværre var Feltkøkkenet kørt bort, da vi naaede Stenbruddet; det skulde nemlig være oppe i Byen Nampcel, førend Dagen gryede, saa vi slap for varm Mad denne Gang.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment (LIR84) var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. 1. Landwehr-Division stod lige nord for Lomza.
Den 5. april sendte Oberbefehlshaber en vurdering til den øverste hærledelse, at fjenden fra Østersøen og til Arme Woyrsch havde 1034 bataljoner. Her overfor stod centralmagterne med kun 531 bataljoner. Og man bad om yderligere forstærkninger, som dog blev afvist af General v. Falkenhayn.
Dette kort viser østfronten ved udgangen af april 1915.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Fra den 31. marts til den 11. april ligger vi i dette skovafsnit. To delinger befinder sig i forreste linje, én deling som reserve i noget tilbageliggende grave. Nogle saper går uforholdsmæssigt langt frem, posterne i dem er truede.
I den egentlige skyttegrav er vi næsten helt uforstyrret af det fjendtlige artilleri, derimod ligger vort kompagniafsnit til venstre hyppigt under ild fra tunge skyts, der står ved Guippes. Man kunne høre granaterne på stor afstand, ja, endda se dem flyve gennem luften, indtil de slog ned med stort spektakel; “Hein” og “Tedje” kaldte man de to skud, der altid ankom umiddelbart efter hinanden.
2. påskedag den 5. april ligger der en særlig tung ild over vort afsnit. Når jeg havde “kompagnitjeneste” stod jeg ofte lænet op ad det jordmurede hjørne, der var dannet af den forbindelsesgrav, der mundede ud i 1. linje. Da jeg pludselig ved den stærke beskydning i dette afsnit lader den derværende vagtpost vige lidt ud til højre og også selv dér afventer beskydningens ophør, finder jeg ved min tilbagekomst ikke noget hjørne mere; en granat har netop dér revet et dybt hul.
Også forbindelsesgraven bagud var flere steder jævnet. Vizefeldwebel Börner, der med sin 3. deling lå som reserve, var psykisk meget medtaget af beskydningen; det var “ilddåben”, han her fik. – Til andre tider følte vi os her ganske godt tilpas. De små dækningsrum var smukt pyntet med grankvas; over flere indgange fandt man indskriften: “Glædelig påske 1915.”
Nedgang til dækningsrum på Vestfronten (Museum Sønderjylland)
Note: En sape (tysk: Sappe) er en løbegrav, der ender blindt i retning mod fjenden vinkelret på frontgraven, og som ender i en sapespids. Saperne tjener dels som lytteposter eller observationsposter, dels som mulighed for flankerende beskydning af en angribende fjende.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Anker Nissen deltog om bord på en tysk blokadebryder med dansktalende besætningn(“S/S Kronborg”), der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Da vi siden vor afrejse ikke havde vovet at have nogen kontakt, hverken med Tyskland eller kolonien Østafrika, idet vor eksistens da let kunne være blevet røbet, og da det i vore instruktioner var angivet, at vi skulle afvente nærmere ordre, forinden vi anløb nogen havn, satte vi kursen mod øgruppen Seychellerne, der ligger i det indiske ocean nord for Madagaskar, for der at afvente den endelige ordre til anløb af kolonien.
Vi var bekendt med, at hele den østafrikanske kyst var stærkt bevogtet af den engelske flåde, idet englænderne ville forhindre enhver forbindelse mellem koloni og moderland. Yderligere var vi bekendt med, at det eneste tyske krigsskib i området: krydseren Königsberg, som i givet fald skulle yde os nogen beskyttelse mod englænderne, var søgt ind i Rufidji flodmundingen på grund af mangel på brændsel, og der var krydseren blevet opdaget af englænderne, som holdt det fast u nder streng bevogtning.
I henhold til de oplysninger vi havde ombord om øgruppen skulle denne være ubeboet, men til vor store overraskelse iagttog vi om morgenen, da vi nærmede os den største ø, at flere småbåde blev sat i vandet og kom ud til os. I første omgang troede vi det var sørøvere. Bådenes besætninger – delvis negre og en del af blandet race — kom om bord og så meget faretruende ud. Det viste sig efter at lederen — en franskmand — var kommet om bord, fortalte kaptajnen, at der på øen var en straffekoloni med en mængde farlige forbrydere.
Efter en meget lang forhandling med lederen og efter at vi havde forsynet dem alle med the, sukker, salt og andre rare ting, for hvilke vi til gengæld modtog en stor levende skildpadde, der nok vejede ca. 500 pund, fik vi endelig banden losset fra borde igen.
Forinden havde de dog været meget nysgerrige og nærgående, og de forsøgte alt muligt for at få noget at vide om det store mystiske skib. De anede på dette tidspunkt (april 1915) ikke, at der var krig, idet øgruppen kun fik besøg 2 gange om året og der havde ikke været skib siden juli 1914. (…)
Vi forhalede nu skibet ind i en lagune og blev liggende dagen over, og en del af besætningen, også jeg sammen med styrmand Elberg fra Åbenrå, aflagde øen et besøg. Dette kunne være blevet skæbnesvangert for os, for da vi igen skulle ombord, havde strømmen forandret sig til en mægtig styrke, så vi flere gange af denne blev fø rt til havs. Først sent på aftenen lykkedes det at komme om bord igen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 4. April 1915. Det var Paaskedag. Jeg laa sammen med Andreas Andresen fra Hovslund i en Jordhule ved Moulin. Vi var ellers begge livlige og friske og sang meget; men Stemningen den Dag var lidt trykket; vi tænkte begge paa de kære i Hjemmet.
Mine Hofteknogler var saa ømme, at de smertede; det kom deraf, at vi ingen Halm havde at ligge i. Det kunde hænde, at vi vaagnede midt om Natten og ikke kunde holde ud at ligge, saa gravede vi et lille Hul til at lægge Hofteknoglerne i , og saa »kørte« vi lidt igen. Nu havde vi lige drukket Kaffe, og mens vi nød den, blev vi enige om, at vi skulde have en Sang; men først vilde jeg dog skrive et Brev til Hjemmet, og jeg havde besluttet, at det skulde være paa Rim, endskønt jeg aldrig havde prøvet det før; men jeg begyndte bare.
I kære derhjemme paa Broagerland, nu vil jeg fortælle jer lidt, hvis jeg kan, om, hvordan vi fejrede Paaskedag hernede i Krigens vilde Jag. Se, jeg og Andreas, vi ligger tilsammen i en Hule og kigger Paaskedagen den fjerde April, sæt jer ind i vort Forhold, om I vil.
I Dag er det otte Maaneder, siden vi drog fra Hjemmet og ud i Krigen. Det var en trist og uhyggelig Tid; men Haabet er endnu langtfra forbi. Nu vil vi lige til at synge om Fugle og Skibe, som gynge ved Stranden derhjemme paa Bølgen blaa, om Bækken og Dammen og den rastløse Aa.
Vi synger om Skove og Bjerge og Dale og tænker: Hvad mon Hulen sagde, kunde den tale? Det Spørgsmaal vil ingen af os besvare; det kunde let virke paa os som en Mare. Vor Hule er lille og snæver nok; men vi ønsker slet ikke at ha’ det saa flot. Vi har et Par Hylder med Kaffe, Cigarer og Brød, og naar vi har det, saa lider vi slet ingen Nød.
I Muren af Ler er en Pind til vort Tøj, og hænger det ikke der, saa bli’r der Halløj. Vort Leje er kun halvandet Straa, alligevel fortrinligt at hvile paa. Her sover vi og drømmer om vore kære derhjemme, indtil Vagten kommer, aa, den slemme, og raaber: Nu skal I op paa Vagt henne ved Skydehullet og give Agt!
Der staar vi saa i Timer to og smøger vor Cigar i Mag og Ro. De Stjerner, som derhjemme gaar deres rolige Gang, lyser ogsaa her over Mark og Vang. Naar vi saa kommer ind i vor Hule igen, siger vi gerne: Nu vil vi i Seng! Saa lægger vi os paa venstre Side ned og dækker os til med den højre, nu ved I Besked.
Vi to ere sunde og raske endnu og haaber paa Gensyn; vi beder til Gud, at han til sidst vil føre os sammen med dem, vi delte Alvor og Gammen. Fuldtop har vi prøvet Krigens Dans; til Slut en Hilsen fra Andreas og Hans.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilier Karsten Tastesen, Füsilierregimentet 86, 2. Btl., 8. Komp., 3. Armé, havde været med i flere stormangreb siden sin ankomst til vestfronten i december 1914. Den 4. april 1915 blev han såret – og det reddede formentlig hans liv, set i lyset af, hvad der skete ved Moulin de følgende måneder.
Nu gik alt saa nogenlunde roligt indtil den 4. April om Aftenen Kl. 6, da jeg stod paa Vagt. Pludselig hørte jeg et Brag, Jord og Sten fløj omkring mig, jeg mærkede et Stød, saa det sortnede for mine Øjne, hele Jorden, syntes jeg, væltede, og saa husker jeg ikke mere. Hvor længe jeg laa der, ved jeg ikke, men da jeg vaagnede, laa jeg i den anden Side af Graven. Det smertede meget i Ryggen, saa jeg kunde næsten ikke trække Vejret og ikke røre mig. Endelig fandt mine Kammerater mig og bar mig ind i en af Understanderne. Der laa jeg til Kl. 10. Da blev der saa roligt, at jeg kunde blive baaren bort, ned til Ambulancen, som saa kørte mig videre til Stenhulen ved Moulin. Der blev jeg undersøgt og hen paa Natten kørt videre til et Feltlazaret i Blerancourt.
Om Morgenen kom jeg paa Operationsbordet og blev undersøgt. Jeg havde faaet nogle Ribben knækket og Nyrerne beskadiget. Saa blev jeg lagt i Seng og fik ikke anden Behandling end hver Dag gnedet ind med noget Salve, og ellers ligge ganske rolig. Jeg fik kun lidt at spise og kunde ikke røre mig i Sengen. Saadan laa jeg nu i fjorten Dage, saa kunde jeg begynde at spise lidt mere, og efter ialt 4 Ugers Forløb var jeg saa rask, at jeg kunde flyttes til et Krigslazaret i Schonie. I de 4 Uger havde jeg tabt 15 kg i Vægt. Da jeg havde været der i tre Uger, blev jeg sendt til Ansbach i Bayern med Lazarettog, hvor vi laa i Sengen hele Vejen. Rejsen tog to Dage.
Den 21. Juni var jeg saa rask, at jeg kunde gaa oppe og blev saa sendt til Garnisonen i Flensborg. Der gik jeg paa Rekreation i tre Uger igen. Saa fik jeg 14 Dages Orlov og kunde rejse hjem og se til min Familie i Sønderjylland. Jeg søgte om at faa min Orlov forlænget, men samme Dag, jeg indgav Ansøgningen, kom der Telegram om at møde uopholdelig i Flensborg.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I marts 1915 lå han på Vestfronten ved Lassigny og Cuy.
FRA DAGBOGEN Den 3. april 1915 Urolig nat. Det begyndte med, at vi vågnede ved en frygtelig kanonade. Granaterne slog øjensynlig ind i byen oppe ved kirken.
Det blev ved, og nu kom der også geværfyr; dette ustandselige knitter-knatter, som straks vækker de ubehageligste fornemmelser, for det opstår kun sjældent, uden at det havde noget på sig. Vi lå et kvarter, og ilden blev stadig stærkere. Søvn var der ikke at tænke på mere. Jeg gik udenfor. Der var dyb blå stjernehimmel og temmelig mørkt. Kanonlynene lyste op. Vort svære haubitsartilleri i Evercourt skød, og ekkoet rullede helt fra skovene, snart dumpt rumlende, snart hårdt skraldende. Det var i Evercourt, at granaterne slog ind. Fyret blev ved.
Den tjenstgørende underofficer kom farende: alarmbered! Vi fik travlt med at pakke sammen, rulle kappe o.s.v. Skydningen sagtnede noget. Da kom der pludselig ilbud. 1. komp. Træd an! – Vi greb vore sager og afsted. Så måtte der alligevel være noget galt. Inden vi blev opstillet, havde skydningen helt hørt op. Klokken var fem.
Klokken seks skulde vi træde an til bataljonsøvelse med stormoppakning; det faldt væk, og i stedet for kom vi ud at eksercere og skyde. Om middagen gik jeg sammen med P. Jensen til vaskerkonen. Traf dr. Thomsen og tog med ham til skovs. Han fortalte, at angrebet havde været ved tooghalvtredserne, som ligger til venstre for jægerne. Imellem de to er der et temmelig langt stykke, som kun er besat med feltvagter. Det stykke stormede franskmanden og satte sig fast i graven efter at have taget feltvagten til fange. De skal sidde endnu, og der siges, at en bataljon af 84, som er kommet til Dives, skal drive dem ud i nattens løb.
Vi har den højeste alarmberedskab, og det er ikke umuligt, at vi kan komme med også på et natligt eventyr.
I dag er det sørgelige budskab i Hejmdal, at fætter Johannes Fink fra (…) er faldet i Karpaterne. Så langt fra hjemmet i en vildfremmed egn, hos et vildfremmed folk – og mange, mange er det gået som ham.
FRA DAGBOGEN Aften Der er begyndt en stærk fægtning helt til højre for os. Man kan lige høre det. – Rouge Arras.
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen
Friedrich Nissen gjorde krigstjeneste på Østfronten.
Indtil den 14.3. har vi Frostvejr, saa Tøvejr og det er næsten ikke til at holde ud, altid vaade Fødder. Foran Skyttegraven ligger døde Russere omkring, dem maa vi begrave, naar der en Dag er Taage, næsten alt Kreatur som endnu levede har faaet en Kugle, nu ligger de ogsaa døde i deres Stald, dem maa vi ogsaa begrave.
Den 6. faldt en Soldat. Han opholdt sig i et Hus. Kuglen gik gennem Vægen og ind i Hans Bryst, han var død faa Minuter efter. Vi begravede ham der, lagde Billedet af sin Kone og sine 2 Børn paa hans Bryst.
Taagevejret traadte ind, vi begravede Russerne og Kreaturerne. I en Grav kom der en Ko, et Svin og en Hund. Af og til brænder der et Hus her og mange bliver reven ned for at vi kan faa Træ til vore Huler.
Til Tider ere Russerne meget medgørlige, saa skyder de ikke hele Dagen, vi naturligvis heller ikke. Saa kom Paasken, dog endnu i Fjendens Land og Udsigterne til Fred endnu kun smaa. Paaskedagene faldt der ikke et Skud. Russerne fejrede sammen med os. De sendte Parlamentærer over til os, som lod sige at vi ogsaa skulde være frejdige og glad i de Dage.
(Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Tyske og russiske soldater mødes på slagmarken og danser og spiller musik sammen
I april var stillingen så vidt udbygget, at der nu fandtes en gennemgående skyttegrav med et fornødent antal dækningsrum, som i hvert fald ydede beskyttelse mod feltartilleri. Fra Moulin-dalen førte løbegrave frem, som bar hjemlige navne . Til brug for en bedre observering af fjenden og til flankerende beskydning af en angribende modstander var der fremskudt 26 saper af gennemsnitlig 50 m længde. De blev nummereret fra højre til venstre. I sapespidsen stod sædvanligvis en dobbeltpost, mens en underjordisk gang var skudt frem til at huse den tilhørende gruppe.
Fra: Wilhelm Jürgensen: Infanteriregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen eller i museumsbutikken
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne.
Den følgende dag, den 31. marts, har vejret klaret op. Kompagniførerne er redet i forvejen for at orientere sig om den nye stilling. Om aftenen rykker vi så ud i stiling.
Vi går gennem landsbyen Somme-Py, som gør et gyseligt indtryk; den er fuldstændig ødelagt; ikke et hus er uskadt mere. Det hedder sig, at landsbyens beboere, da vi var under fremmarch, har mishandlet tyske sårede og hemmeligt dræbt dem; som straf er landsbyen jævnet med jorden.
Ikke en civilist er at se; forvildede katte og hunde strejfer omkring; Ukrudt vokser hen over de forfaldne mure. Af kirken rager kun ydermurene spøgelsesagtigt i vejret.
Ad opkørte veje marcherer vi nu mod fronten. De opstigende lysraketter hilser os allerede og lader os erkende gravenes forløb på begge sider; i horisonten lyner kanonerne og slynger deres jernhagl på skyttegrave og opmarchveje. – Efter ca. to timer når vi den 1. linje. Den strækker sig gennem en lav skovbevoksning. Gravene er forholdsvis tørre; der er kalk- og kridtjordbund. Den fjendtlige linje strækker sigomtrent parallelt langs med vejen Souain-Perthes.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Syd for grænsen under krigen
De høje kartoffelpriser i Haderslev
“Dannevirke” bringer følgende indsendte stykke: Som følge af den herskende mangel på kartofler er priserne i Haderslev stegne til en svimlende højde. Enkelte forhandlere tager nu 30 Pg. pr. liter og endnu mere for spisekartofler. Da man regner 7 x 20 liter til en tønde, bliver det 42 mark pr. 200 pund. Der skal ved denne lejlighed peges hen på, at markedsprisen i efteråret af Politimyndighederne her i byen er blev fastsatte til en maksimalpris på [SKAL LIGE TJEKKES] 50 Pg. pr 200 Pd. For kort tid siden har forbundsrådet imidlertid godkendt en yderligere stigning af 1,75 Mk pr. tønde. Men selv om disse priser ikke glæder for forhandlere, må de nu forlangte priser anses for ikke berettigede.
Når der flages i Haderslev.
I Haderslev Byråds møde i fredags vedtog det ifølge “Kolding Folkeblad” at anskaffe en del flag, som byen kunde benytte ved passende lejligheder. Anskaffelsen motiveredes med, at på sejrsdagene havde borgerne flaget for sparsomt.
Befolkningen skal spise soyabønner.
I blade i Haderslev findes ifølge “Kolding Folkeblad” følgende meddelelse fra øvrigheden: “Soyabønner har, hvilket de på mange steder udførte forsøg godtgør, vist sig som et værdifuldt og forholdsvis billigt næringsmiddel i krigstiden. De har en stor næringsværdi og er, tilberedte på den rette måde, meget velsmagende. De erfaringer, man har gjort ved de i Flensborg foranstaltede Krigskogekursus og i folkekøkkenerne, går ud på, at man også der i byen meget gerne spiser soyabønner.
Tilberedelsen er nem; man må bare lægge mærke til, at bønnerne i forvejen må ligge mindst 30 timer i vand. Den lille kogebog, som fås gratis på husmødrenes oplysningskontor (ved St. Nikolaj kirke) og ved krigskursus indholder en fuldstændig opskrift. Soyabønnerne kan i den næmeste fremtid fås i de fleste kolonialvareforretninger for 45 pfenning pundet. Salg finder imidlertid kun sted til beboere og i små mængder (til 5 personer 1 pund om ugen. Det kan tilrådes husmødrene at gøre et forsøg med dette ny krigsnærningsmiddel.”
Formue beslaglægges
I den sidste tid er der af de militære myndigheder blevet efterlyst ca. 30 mænd, der skal have unddraget sig militærpligt ved flugt. Det bekendtgøres nu, at de pågældendes formuer bliver beslaglagt.
En sønderjysk avis under krigen.
Generalforsamling holdtes forleden i Haderslev af “Aktieselskabet Modersmaalet”. Regnskabet balancerede ifølge “Kolding Folkeblad” i aktiver og passiver med 165,285 Mk. 6Pg. i indtægt og udgift med 96,496. mark 61 Penning. Generalforsamlingen besluttede at overføre overskuddet 2039 mk. 66. Pg (året i forvejen 18,112 Mk. 20 Pg.) til næste års regnskab. Som bekendt var udgivelsen af “Modersmaalet” i lang tid forbudt, og alle Redaktionens medlemmer – endog den dødssyge Mathiesen – sad i arrest, først i Haderslev, senere på Rügen.
Efter at bladets udgivelse igen var tilladt, er det på mange måder blevet chikaneret af censuren. Ubetydelige ting i bladet F.eks en manglende bindestreg mellem Slesvig og Holsten – er blevet straffet med, at Modersmaalet først måtte udgå så sent i et par dage, at det ikke kunde komme rettidig med posten.
Ingen generalforsamling – andelshaverne i krigen.
i Fredags var andelshaverne i “Sparekassen for Frøs og Kalvslund Herreder” ved offentlig bekendtgørelse i bladene indvarslet til den årlige generalforsamling i Rødding Vesterkro. Generalforsamlingen var imidlertid ikke beslutningsdygtig, da der ikke var mødt andelshavere nok. Flertallet af andelshaverne er nemlig med i krigen.
Smuglerjagt ved grænsen
Fredag nat forsøgte en del civile personer syd for fra smugle ret store varepartier over grænsen ved Bastrup. De dansk Gendamer opdagede og forfulgte smuglerne, der dog slap over grænsen efter at have kastet de pågældende varer, har man dog fået konstateret.
Natten efter gjordes der både ved Bastrup og Farris lignede smuglingsforsøg, også der kastede smugleren varerne, da de blev opdagede. Sagen blev straks overgivet til politi, og Herredsfoged boss er færd med at undersøge den. Efter hvad “Kolding Avis” erfarer, nægter vedkommende købmand, der har solgt varerne, sin medskyld. Varerene er afleverede på Vamdrup toldkammer og vil blive solgt ved auktion.
Svinene skal slagtes.
I Sønderjylland og Holsten er der udstedt påbud om at alle svin undtagen grisesøer, der vejer over 70 pund, skal være slagtede inden den 15 april.
Kære Søster Krigen fører mange Genvordigheder og meget sørgeligt med sig, ja mange Steder og til visse Tider Grusomheder, Rædsler og Elendigheder, som grænser op til det ubeskrivelige. Det kan enhver derhjemme let forestille sig, og det er selvfølgeligt, at der for alle, som har Paarørende i Felten, hviler et vist Tryk paa Sindet. Men I Kære er altfor bekymrede for os.
I skal se lidt lysere paa Sagen og ikke altid tænke paa os, som om vi befandt os i en saa alvorlig Forfatning. Vi oplever ogsaa Tider her, hvor vi ikke har noget særligt at udstaa. Jeg vil overbevise Dig derom ved en lille Skildring herfra.
Lad mig vælge en enkelt Dag her i Skyttegraven, f. Eks. Dagen i Gaar, og saa skal vi nok blive enige om, at vi i hvert Fald ikke den Dag har været videre beklagelsesværdige.
Efter at have staaet Vagt den halve Nat, lagde vi os hen ad Morgenstunden til at sove i vort underjordiske Soveværelse. Jeg kalder det nu saadan; vi har ellers kun denne ene Stue; tidligt i Morgenstunden maatte vi igen ud at løse et Par Kammerater af paa Vagten, da de skulde paa Patrouille.
Dagen begyndte at bryde frem, Fuglene sang allerede i Buskene, og Sindet blev helt let i den skønne Foraarsmorgen.
Vagten var snart overstaaet. Overtøj og Trøje blev for en kort Tid overladt til sig selv, og vi gik ned til Bækken, som rinder gennem vor Stilling, for i den friske Morgenstund, under aaben Himmel at gøre Toilette. Det er forfriskende for hele Dagen. Derefter blev Kaffebordet dækket, om det end ogsaa var lidt tarveligt, saa manglede vi dog egentlig ikke noget. Nej holdt, — før vi drak Morgenkaffe, var der dog noget andet, som maatte udrettes. Før det blev helt lyst, maatte vi besørge Brænde og andre Smaating inde fra Byen, eller rettere Ruinerne af Byen; for den er skudt sønder og sammen.
Efter endt Kaffebord holdt min Kammerat H. M. det for rigtigt at tage en Formiddagssøvn, og han lagde sig i den Ende af Hulen, som vi kalder Seng. Vi var enige om, at jeg skulde koge fersk Kødsuppe til Middag, og det var nok bedst, at jeg begyndte med Forberedelserne. Gulerødder og andre Grøntsager var allerede besørget fra en nærliggende Slotshave.
Et godt Stykke Svinekød havde jeg ogsaa besørget. Ilden i den lille Kakkelovn brændte, saa den blev rød i Kinderne, og da jeg ikke er bagefter i den ædle Kogekunst, skulde mit Arbejde nok lykkes. Mens jeg sidder og passer Ild og Gryde, er der passende Tid til at studere de nylig uddelte Postsager. Jeg fik Brev fra Broder N., han skrev, at baade han og P. havde været hjemme paa Orlov i Paasken. Et Øjeblik føler man ved at læse dette en lille Smule Længsel efter det kære Hjem; men — bort med disse Tanker; Skæbnen faar raade. Der var ogsaa Brev fra Chr., det glæder mig, at hun har været hjemme til Konfirmationen.
Alt imens blev Middagsmaden færdig, og jeg fik H. listet ud af Køjen. Maden blev sat paa Stolen. Paa Grund af Mangel paa Plads har vi en Stol til Bord. Og vi satte os paa Sengekanten og nød den. Efter alle disse Anstrengelser tændte vi Piben og lagde os paa Ryggen.
Hen paa Eftermiddagen havde vi et Par Timers Vagt i Graven. Solen skinnede og Vejret var smukt. Svalen, som allerede er kommen hertil, fløj højt oppe i Luften. I denne og hin Retning hørtes hul Kanontorden, og af og til knaldede et Geværskud, som virkede paa Sindet som en Modsætning til den fredelige Natur. Alt mens vi gennem Skydeskaarene holdt Udkig over mod den fjendtlige Stilling skrev jeg en Lykønskning hjem til Moders Fødselsdag, og syslede lidt med Blomsterne i den lille Blomsterhave, vi har anlagt op ad Skraaningen i Skyttegraven. H. var flittig beskæftiget med at save Brænde, for at der ikke skulde blive Mangel paa saadant til Natten. Staar man om Natten paa Vagt eller ligger forude som Patrouille, er det godt at vide, at der er en Gnist i Kakkelovnen, naar man efter Afløsningen smutter ind i Hulen.
Hen mod Aften satte vi os udenfor Indgangen til vor Hule og spillede Skak. Solen, som i disse ualmindelige Tider er Vidne til mangt og meget, stod endnu paa den vestlige Himmel og skinnede ned til os i Løbegraven. Jeg tænker, den sammenlignede Kampen paa vort Skakbrædt med den store Kamp, som udkæmpes her. Modstanderne staar overfor hinanden, og vil tilføje hinanden saa store Tab som muligt. Med et bliver Stilheden afbrudt ved, at det franske Artilleri begynder at beskyde vor Stilling og Byen bag ved os. Granaterne kommer hvislende og hylende gennem Luften, for ved Maalet at eksplodere med et Brag, saa Omgivelserne ryster og bæver. Disse Beskydninger er vi nu saa vante til, at vi næsten modtager dem med Ligegyldighed, — naar de ikke bliver altfor nærgaaende. Naar Byen beskydes, ser vi nysgerrigt til, hvilke Huse der nu maa „høre Skraldet“. Kommer der en Granat susende, dukker man sig i Graven; man véd ikke, hvor langt Fyren vil.
I samme Øjeblik høres et øredøvende Skrald, der ses en tæt Røgsky, og Tagsten og Murbrokker flyver rundt i Luften, Granatsplinter hører man suse og brumme flere Hundrede Meter gennem Luften. Det er, Gud ske Lov, sjældent, at der opnaas stort ved dette Bombardement.
Snart kommer Natten igen, som i den Tid, man maa vaage, langsomt, Time for Time snegler sig afsted. Jeg er ogsaa nødt til at beskrive vor underjordiske Bolig for Dig. Dens Navn er „Christinesminde“. Det er en Hule, halvanden Meter bred og dobbelt saa lang, indgravet i Jorden, med en Dør, forsynet med en Glasrude ud til Løbegraven. Da der kun er ca. 1,20 Meter fra Gulv til Loft, kan vi ikke springe saa farligt højt derinde. Hulens ene Ende er et Par Haandsbred højere og forsynet med Straa. Denne Forhøjning er vor Seng og Sofa. Foran den er der en lille Plads, hvor der staar et Bord: en Stol med et Brædt over, endvidere en Kakkelovn med et Rør op gennem Loftet. Paa Væggen hænger et Spejl og nogle Smaahylder, hvorpaa vi har Madkasser, Skrivetøj og andre Smaating liggende, oppe ved Loftet hænger der en Gryde og en Pande. Det er alt vort Bohave. Skønt det hele for Tiden ikke er saa slemt, længes vi dog efter at komme hjem til alt, hvad der er os kært derhjemme.
Hvorlænge Krigen endnu vil vare, kan jo ingen sige. Jeg er ved Sundhed og bedste Velgaaende.
En kærlig Hilsen Nikolaj
Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve.
Dækningsrum – af sønderjyderne kaldet “Understand” (af tysk: “Unterstand”). Her er det Fritz Schwartz, der spiller kort.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
En ny Fangelejr
opføres i Nærheden af Øster Terp øst for Løgumkloster. Lejren, der skal staa færdig i de første Dage af April, skal huse 1000 Krigsfanger, som skal anvendes til Kultivering af de udyrkede Arealer.
Vagtmandskabet indtræffer den 10. April, Fangerne nogle Dage senere.
En Zeppeliner
ankom i Gaar Eftermiddags til Luftskibshallerne ved Tønder og gik ned dér. Den sejlede dog afsted igen ved 2½-Tiden.
Saahavren
Myndighederne anbefaler indtrængende Landbrugerne at erhverve den fornødne Saasæd ufortøvet, medens den endnu kan faas. Efter 1. April risikerer man, at der ikke bliver Havre at købe.
Kvindelige Sporvognskonduktører
I Hamborg har Krigen foranlediget en overordentlig Mangel paa mandlig Assistance paa snart sagt alle Omraader, og det er ikke noget ringe Antal af Forespørgsler, der sendes til nevtrale Stater om Tilvejebringelse af Folk til ledige Pladser. Betegnende er det, at Sporvognsselskabet har besluttet – forsøgsvis hedder det — at ansætte kvindelige Konduktører paa Sporvogne, og et større Antal Kvinder skal straks instrueres. De faar Uniformsjaket og Hue. Foreløbig skal de kvindelige Konduktører kun ansættes paa Tilhængsvognene.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne.
Den 28. marts ca. kl. 6 om morgenen – det er Palmesøndag – stiger vi af jernbanevognene, stivfrosne og forsovede. I morgengryet overskrider vi floden Aisne ved Ambly og når Mont-Laurent kl. 8.
Det er en lille, uanselig by; landskabet virker ikke tiltrækkende; næsten helt fladt ligger landet udbredt for vort blik, kun gennemskåret af lave terrænbølger.
Løjtnanterne Stuhrmann og Voigt, Fähnrich Bauer og jeg bor sammen i et ringe hus. Vi nyder søndagshvilen og foretager en hyggelig søndag-eftermiddags-spadseretur. Næste dag marcherer vi over Ménil-Annelles, Pauvres, Mont St. Rémy, Machault til St. Etienne, den følgende dag ankommer vi uden for Somme-Py, hvor vi bliver indkvarteret i barakker og telte. Fra himlen strømmer der uafbrudt regn.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Lidt op ad Formiddagen ruller Toget ind paa Briissels Banegaard. Her er stærk Færdsel af alle de mange Militærtog. Befolkningen gør et fredeligt Indtryk, men Mænd og Kvinder staar tavse paa Gaderne og ser efter det bortilende Tog. De fleste Kvinder er sortklædte, maaske ligger en af deres Nærmeste allerede under sorten Muld, ramt af det dræbende Bly. Er det saa underligt, at mangt et brunt Øje lyner os imøde? Vi tilhører jo Landets Fjender, og det er vel umuligt at betragte os med venlige Øjne.
Vi forstaar deres fjendtlige Sindelag, men til Trods derfor behandler vi dem som Medmennesker. Et Par Mil sydfor Brüssel ser man et Syn, der maaske mest af alt giver et Indblik i Krigens Elendighed. Langs Banelinjen staar Hundreder af Kvinder, Børn og gamle Mænd, strækker bedende Hænderne ud mod os og raaber om Brød. Man spørger hos Baneposterne, og Svaret lyder, at Befolkningen mangler Brød, Kul og Petroleum. Kød har man, men ikke en Smule Brød. Da kaster enhver Soldat sin sidste Rest af Brød ud af Vinduet, og som en Flok Spurve kaster Menneskeflokken sig over det. Det blinker atter vaadt i mangt et Krigerøje, man tænker paa sine Kære derhjemme. Lykkelig vor Hjemstavn, at den er forskaanet for Krigens Rædsler!
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for grænsen under Krigen Slusen i Grænseskellet
Ved Egerisgaard i Nærheden af Sønderskov Mølle er der et Kanal-Anlæg til Overrisling af Engene paa begge Sider af Kongeaaen, anlagt af et Selskab, der tæller Medlemmer paa begge Sider Grænsen. Til dette Anlæg hører en Sluse i Aaen, ved Hjælp af hvilken Vandet kan sættes ind paa dansk eller paa tysk Side.
Ved Krigens Udbrud blev denne Sluse ligesom alle andre Overgange over Kongeaaen straks afbrudt paa den tyske Side til ikke ringe Gene for Ejerne af Kanalanlæget. Dettes tyske Medlemmer indgik derfor til Generalkommandoen i Altona med Andragende om at maatte bringe Slusen i Orden, saaledes at den atter kunde fungere. Ansøgningen blev bevilget og Slusen gjort i Stand.
Da 3die Landstormsbataillon i December overtog Vagten langs Grænsen, fandt imidlertid den paagældende Kompagnikommandør, at Sluseovergangen var farlig, og beordrede den afbrudt i Løbet af faa Timer. Det blev den saa igen, men Kanalselskabets Medlemmer sønden Grænsen indgik atter med en Ansøgning til Generalkommandoen i Altona om at maatte bringe Slusen i Orden. Paa dette Andragende er der indløbet imødekommende Svar i disse Dage, hvorefter Slusen igen er bleven istandsat. Den derved etablerede Overgang bevogtes paa tysk Side af en fast Postering.
Spredte Efterretninger
Landstorms Infanteribataillon Nr. 3, der indtil 11 Marts besørgede Vagttjenesten langs Grænsen, ligger nu i P a c h e r n i Mecklen-borg. Man venter imidlertid, at Batadlonen gaar videre mod Fronten i nær Fremtid.
Blandt den nuværende Grænsevagtsstyrke — Bataillon Nr. 17 af 7de Armékorps — der, som bekendt er sammensat af Mænd af højst forskellige Aldre og Egne, foretages der i denne Tid Lægeeftersyn, antagelig for at udtage Folk til Tjeneste ved Fronten.
Ved Broen »Frihed« i Nærheden af Skibelund Krat har Tyskerne nu fjernet det hidtilværende Pigtraadshegn, medens Broen stadig er afbrudt ved Fjernelse af Planker paa dens tyske Side.
Hestetrukken militærvogn ved Champagne under 1. Verdenskrig. På vognen sidder ved tømmen Mathias Peter Christensen. Hestene hed Fuks (forrest) og Skimmel. (Museum Sønderjylland)
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
I Guise havde vi egentlig været af den mening, at vi var bestemt for en særlig aktion, måske en angrebskamp på den franske eller en af de andre fronter, fordi vi i ugevis havde været trukket ud af fronten og blevet nyuddannet og underlagt en nyformeret, selvstændig division; i hvert fald regnede vi ikke med at skulle genindsættes i et skyttegravsafsnit i Frankrig. Og alligevel blev vi først igen optaget i en skyttegrav; først i løbet af juli kaldte Hindenburg os til Polen til kamp mod russerne.
Den 27. marts om aftenen kl. 7 rykker II bataljon gennem Guises gader til Flavigny le Grand for igen at blive sendt afsted. Denne gang kender vi vort rejsemål; Indkvarteringsfolk er allerede sendt i forvejen til Champagne. Løjtnant af reserven Stuhrmann er vendt tilbage til kompagniet og har overtaget føringen; Som delingsførere er løjtnant Voigt og Fähnrich Bauer tiltrådt hos os.
(… fortsættes)
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 25. Marts 1915. Vi havde i 8 Dage ligget i den store Stenhule, som hørte til Gaarden »La Carriére«. Inde i Hulen var der hverken Lys eller Ro til at skrive; derfor gik jeg ud paa Marken og satte mig i Græsset med Ryggen lænet op mod en gammel Radsaamaskine og skrev med Bogen liggende over Knæene.
»La Carriére« er en temmelig stor Gaard med moderne, solide Bygninger. Kostalden og Hestestalden var bygget inde i Bjerget, ved hvis Fod hele Gaarden laa. En saadan Stald er praktisk, den behøver næsten aldrig at repareres og kan holde i Aarhundreder. Midt paa Gaardspladsen laa Møddingen; her stod lille Herbert for Øjeblikket med Hænderne bundne paa Ryggen til en Pæl. Der skulde han staa i 2 Timer til Spot og Haan for de andre Kammerater, fordi hans Gevær ikke var i Orden, da det blev efterset. Idet jeg gik forbi ham paa Vejen derud, hviskede jeg til ham: »Hold kun Modet oppe, Herbert, du har endnu Venner.«
Den store Kornlade var ogsaa meget praktisk. Her laa en Dag et Kompagni unge, friske Reserver, som lige var kommen derhjemmefra; nogle laa og sov, nogle spiste, og andre sad og spillede Kort.
Da de var marcheret ind paa Gaarden, maa de være bleven iagttaget af Fjenden; thi henimod Aften skød han efter den store Lade med 3 Granater. Den første gik et godt Stykke for kort, den anden slog ned lige foran Gaarden, og den tredie gik ind gennem en Luge og midt ned i Laden, hvor dens Eksplosion fremkaldte en frygtelig Ulykke. Der var 40 Mand dræbt og saaret; der blev en saadan Forvirring og et saa uhyggeligt Syn, at det var helt ubeskriveligt.
De døde ligger i en Massegrav kun faa Skridt fra, hvor jeg sad. Hvilken underlig Tilskikkelse, at de skulde dø i Krigen uden nogen Sinde at have set en Fjende.
Fra Gaarden gik en smuk Allé ned til Slottet, som var nedbrændt til Grunden; der stod kun et Stykke Mur og en Skorsten tilbage, som truede med at styrte ned, hvad Øjeblik det skulde være. Jeg var henne at se Slottet. Det har ligget meget smukt paa en høj, fremspringende Pynt. Ved begge Sider er der skovbevoksede Skrænter. Imellem Træer, Græs og Ukrudt gror her den lille blaa Viol i Tusindvis. Nede i den langstrakte, grønne Dal gik vore Artilleriheste og græssede fredeligt. En lille Bæk snor sig i livlige Bugtninger gennem Dalen. — Oppe mellem Ruinerne saa jeg en Gang, som gaar ned under Jorden. Jeg fik Lyst til at kende denne Gang lidt nærmere; derfor tændte jeg min Lommelampe og steg ned. Først kom jeg til en stor Vinkælder, hvori der laa en Mængde tomme Flasker; nogle laa ituslaaede paa Gulvet, og andre laa opstablede i Rad paa Flaskehylder. Herfra førte en Gang til begge Sider. Jeg fulgte Gangen til venstre, den var halvanden Meter bred og lidt over to Meter høj. Det havde uden Tvivl krævet mange Aars strengt og taalmodigt Arbejde at hugge en saadan Gang med Hammer og Mejsel gennem den hvide Klippe.
Ved Enden af Gangen var et lille, cellelignende Rum. Der laa en firkantet Stenblok til at sidde paa, og der var hugget flere Huller i Væggen til at sætte forskellige Dele ind i . I Døraabningen laa Resterne af en hensmuldrende Dør og et klodset, rustent Dørhængsel. Over mit Hoved stod et langt fransk Navn skrevet med sorte Bogstaver. Det saa ud, som om en Mand til Tidsfordriv havde holdt en Lampe op imod Loftet og med Lampens osende Flamme havde skrevet Navnet. Uvilkaarligt trængte det Spørgsmaal ind paa mig: Hvad mon den lange skumle Gang og det mørke Kammer har været brugt til?
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
Nye Indkaldelser. — Det tynder ud. — En trykket Stemning.
Af den tidligere udskrevne Del af Landstormens 1ste Opbud (Mænd i Alderen indtil 39 Aar) er der i de sidste Dage indkaldt en Mængde i Nordslesvig, saa mange, at det lagt et alvorligt Tryk over Stemningen i mange Egne. Eksempelvis kan anføres, at der fra en enkelt Kommune — her tænkes ikke paa Købstæderne — er afgaaet 24 Mand.
En Del af dem skal møde i Berlin for at faa en meget kort Uddannelse og derfra afgaa til deres Bestemmelsessteder. Man er nu forberedt paa, at alle de paa Sessionerne udtagne Mænd vil blive indkaldt, men allerede de Indkaldelser, der hidtil har fundet Sted, har tyndet stærkt ud i Befolkningen.
Oplysning om Saarede i Posen
Overpræsidiet i Provinsen Posen har oprettet et Oplysningsbureau, der giver hurtig Besked paa Forespørgsler om Saarede, der ligger paa Lasaretter i Posen. Nu har dette Kontor ifølge „Hejmdal” ogsaa optaget de tyske Krigslasarettcr i russisk Polen i sit Virkeomraade og er altsaa i Stand til ogsaa at give Oplysninger om Saarede og Syge paa disse Lasaretter.
K ontorets Adresse er: Auskunftsstelle über Verwundete in der Provinz Posen, in Posen O. 1, Taubenstrasze 1.
Det er bedst at forespørge paa Postkort, med vedføjet Svarkort med Afsenderens nøjagtige Adresse
Fra Hamborg skrives til Jyllandsposten. Der og i Lübeck samt i større Købstæder i Holsten og Slesvig er der i de sidste 14 dage bleven opslået trykte plakater hvorpå der står: Brød eller Fred! De fjernes selvfølgelig af Politiet; men nye opslås hver nat i stort antal. Der må stå en stor organisation bag ved; den almindelige mening er, at det er socialistiske kvindeforeninger.
Kreaturerne Fordres med sukker
I Hamborgs Frihavn befinder der sig endnu en stor mængde råsukker. Efter hvad Wolffs Bureau erfarer, har krigsregeringen til hensigt med det første at beslaglægge dette sukker for at sikre det til det indenlandske brug. Sukkeret skal så snart som muligt tilføres det indenlandske landbrug, da Tiden fra nu af og til Grøntfodringens begyndelse i midten af maj er særlig kritisk.
Denne meddelelse undrer mig, siger Direktør Hoeck på sukkerfabrikken ”Vestsjælland” til ”Kalundborg folkeblad”. For kun et par måneder siden frigav Tyskland jo store mængder af sukker til det neutrale udland og erklærede at have sukker nok i et par år. Nu tager man de store kvanta i Hamborgs Frihavn. Det kunde tyde på mangel så meget mere som vi i disse dage fra Tyskland har haft forespørgsel har vi svaret, at Tyskland næppe kan betale de priser, vi ønsker.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
Der maa ikke skrives Dansk fra tysk Omraade
Officielt meddeles af de tyske Myndigheder: Fra og med 20. Marts er følgende Bestemmelse traadt i Kraft med Hensyn til Breve og Telegrammer fra Tyskland til ikke fjendtligt Omraade: Breve, som skal indleveres aabne til Udlandet, skal være skreven paa Tysk, Italiensk, Spansk, Fransk eller Engelsk (til den besatte Del af Belgien kun paa Tysk, Flamsk eller Fransk).
Privattelegrammer til Udlandet er kun tilladte paa Tysk, Italiensk, Spansk, Fransk eller Engelsk (til den besatte Del af Belgien og til Luxemburg kun paa Tysk), saafremt de udenlandske Forvaltninger ikke paalægger endnu videregaaende Begrænsninger, hvilket Afsenderen i Forvejen i bør forskaffe sig Underretning om.
Breve, der skal til Danmark, maa saaledes ikke mere skrives paa Dansk!
Beslaglæggelse af Ulden
Den kommanderende General bekendtgør under 4. Marts: Ulden fra den tyske Faareklipning i 1914-15, hvad enten den endnu findes opbevaret hos Faareholderne eller andre Steder, eller endnu bæres af Faarene, samt Ulden fra de tyske Garverier beslaglægges fra i Dag af i fuldt Omfang til Hærforvaltningens Formaal, og Salg af det forbydes, ligesaa er enhver anden Handling, der har Salg af Ulden fra Klipningen til Følge, forbudt.
Endvidere er det forbudt at klippe Faarene paa et tidligere Tidspunkt end sædvanlig. Ulden skal forblive paa Stedet, hvor det findes, i det Øjeblik, da denne Beslaglæggelsesordre er udstedt.
Naar Ulden allerede befinder sig i Fabrikker eller i egne eller lejede Lagerrum hos Fabrikanter, der skal udføre Hærleverancer, er Viderebearbejdelse tilladt, saafremt der kan føres Bevis for, at Ulden bruges til Hærleverancer.
Indkaldelserne
Generalkommandoen for 9. Armékorps har anordnet, at der skal afholdes Session for den uøvede Landstorms andet Opbud. Mødepligtige er de, der er født i Aarene 1870 til 1875. Aargangen 1869 kommer ikke i Betragtning ved denne Session.
Indkaldelsen af de Landstormspligtige af andet Opbud til Vaabentjeneste sker først, naar Mandskabet af første Opbud, hvoraf endnu haves et betydeligt Antal til Raadighed, er endelig indkaldt. Indkaldelsen er derfor ikke umiddelbart forestaaende. Sessionen er kun en forberedende Forholdsregel. Hver Mødepligtig modtager en særlig Ordre.
Henimod 1000 russiske Fanger
ankom i Onsdags med deres Vagtmandskab til Fange-Arbejdslejrene i Nærheden af Slavgaard ved Sommersted og i Gravlund vest for Toftlund. Forleden er det blevet endelig bestemt, at der ogsaa skal oprettes en saadan Fangelejr i Ullemølle ved Skærbæk.
Jernkorset
Reichs- und Staatsanzeiger bringer følgende kongelige Forordning:
1) Jernkorset skal i passende Tilfælde ogsaa gives til de allierede Magters Undersaatter.
2) Ciffer 2 i Kundgørelsen af 5. August 1914 faar følgende Ordlyd: 2. Klasse bæres i Knaphullet ved et sort Baand med hvid Rand (for saa vidt det uddeles for Fortjenester paa Krigsskuepladsen. Er det erhvervet for For tjenester i Hjemmet uddeles det med et hvidt Baand med sort Rand for saa vidt det ikke paa Grund af særlige militære Tjenester uddeles med sort Baand med hvid Rand. Første Klasse bæres paa venstre Bryst, Storkorset om Halsen.
Guld nok. Udbetaling af Guld til Udlændinge
Generalkommandoen beder om at meddele: Forbudet af 29. Oktober 1914 angaaende Udbetaling af Guldpenge til Udlændinge ophæves.
Ingen Forlystelser i Paasken
Generalkommandoen bekendtgør : „I Tiden fra 28. Marts (Palmesøndag) til 4. April (1. Paaskedag), begge Dage indbefattede, maa der ikke afholdes larmende Forlystelser, især Karusselkørsel. Overtrædelser straffes, hvis de bestaaende Love ikke bestemmer en højere Straf, med Fængsel indtil 1 Aar.
Saa blev vi afløste i Skyttegravene igen. I roligt Marschtempo, som det sømmer sig fbr Landeværnsmænd, tilbagelægges de ca. 10 Kilometer til Kvartererne.
Efter et Par smaa Timers Forløb er vi der. Halløj i — Mo’r staar allerede i Døren og vinker, og hun smiler med hele Ansigtet. „Ja, ja Mo’r, nu er vi her igen!“
Snart har enhver fundet sit gamle Kvarter, og vi 7-8 Nordslesvigere vort.
Mo’r tager imod os i Køkkenet. Hendes Ansigt er et eneste stort Smil. „Sættje bettje, sættje bettje!“, siger hun. Hun er nu saadan en lille flink gammel Mo’r, selv om hun ikke altid er saa renlig paa det. Det kommer sig ikke saa nøje i Krigens Tid; vi er saamænd ogsaa tit alt andet end rene.
Fatter sidder paa sin vante Plads henne ved Komfuret. Han siger ikke meget. Han tygger sin hjemmeavlede Tobak og spytter store Klatter ud paa Gulvet og ned i Kulspanden. Bliver Børnene for uregerlige, behøver han bare at true med Kæppen, saa er der straks Ro igen. — Al Respekt for Fatter.
Henne ved Vinduet sidder „Mari“ ved sit Knipleskrin. Sikken Fart hun har paa. Uha, som Fingrene spiller. Hun har rigtignok Haandelag, saa det duer noget.
En Del mindre Børn flokkes omkring os. De er unægtelig noget skidne og snottede, men alligevel i Grunden nogle smaa søde Belgiere.
Nu gælder det om at gøre sig det saa hyggeligt som muligt og søge Oprejsning for, hvad vi har maattet savne ude i forreste Linje
Harald Nielsen: “Sønderjyske Soldaterbreve).
Soldater fra RIR242 i privat indkvartering i Belgien (Foto: Museum i Langå)
