Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Sparekassebestyrer Vilh. Schmidt, Spandetgaard, har modtaget efterretning fra vedkommende hærafdeling om, at hans søn Søren Schmidt er falden i én af den sidste tids hårde kampe om Hartmansweilerkopf. Søren Schmidt var gårdejer i Arnum, 29 år gammel, men ugift.
– Ifølge meddelelse fra landmand Køhrisen [må være Köhrsen, RR] i Vimtrup, er hans søn falden.
– Telegrafsekretær Jacob Maack og hustru i Frisergade i Flensborg fik i onsdags vished for, at deres søn Julius er død ved ’Blüchers’ undergang den 24. januar.
-Løjtnant i landeværnet Nahmen Petersen fra Flensborg er falden den 22. april. Han efterlader enke og to børn.
– Reservist H.P. Hansen fra Vilsbæk, der antoges at være falden, er alvorligt såret indlagt på et lazaret.
– En søn af slagtermester Toft i Aabenraa er ved Yserkanalen bleven såret i venstre hånd. Han ligger på lazaret i Linz ved Rhinen.
– Enke Sørensen i Slagtergade i Haderslev , der for længere tid siden mistede en søn på valpladsen, har nu modtaget meddelelse om, at en anden søn er hårdt såret.
– Matthias Dinsen, Skodborg Skov, er let såret.
– Jens Clausen, Kværs Mark, er bleven såret den 16. april.
– Under kampene i første halvdel af april måned er Herm. Wolf fra Sønderborg og Hans Hommelhof-Vollesen, Maugstrup Skov, blevne hårdt sårede, Karsten Skov, Vesterbæk, og Matthias Hansen, Daler, let såret. Endvidere er Hans Ebsen, Mastrup, såret.
– I de sidste kampe i Flandern har Johan Schäfer, søn af uldspinder Schäfer i Nørregade i Tønder, fået tre kugler i låret; Fr. Mørup, søn af enke Mørup i Vestergade i Tønder, er ligeledes bleven ramt i låret; Arthur Petersen, søn af enke Petersen på Kirkepladsen i Tønder, er såret. Endvidere er Andreas Petersen fra Tønder Præparandskole og to elever fra Tønder Seminar, Nikolaj Mølgaard og Bahne Petersen, bleven sårede.
Seks sønner og en svigersøn i hæren
Bager Peter Jensen i Gaarskærgade i Haderslev har fra i dag 6 sønner og 1 svigersøn i hæren, idet hans yngste søn, Søren, i lørdags skulle melde sig som rekrut. 3 sønner og svigersønnen er med på valpladserne. Den ene blev såret i september af et strejfskud i Flandern; han er nu igen med ved fronten.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Nyt fra et Sønderjylland i krig: ”Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det”
Syd for grænsen under krigen.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Tidligere gæstgiver i Kværs, Jep Jepsen Johannsen, er falden. Han efterlader enke og fire små børn.
– En søn af enke Maria Hansen i Vilsbæk, Hans R. Hansen, er falden. Enke Hansen har haft fem sønner med i felten. Deraf er der falden én, en anden er kommen såret i fransk fangenskab, en tredje ligger for tiden temmelig hårdt såret på lazaret i Frankfurt, en fjerde er bleven let såret på den østlige krigsskueplads, men er rask igen. Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det.
– Vognmand Christian Møllers kone i Nygade i Aabenraa modtog i tirsdags fra et feltlazaret i Frankrig den sørgelige meddelelse, at hendes mand var indlagt dér, hårdt såret på begge arme, i hovedet og på benet af granatsplinter.
– Landmand A. Skov fra Roager er bleven hårdt såret på den vestlige krigsskueplads.
– Under kampene fra 1. til 18. april er Christian Christensen fra Lund bleven let såret.
– I kampene fra 6. til 11. april er reservist Erik Eriksen, Højrup, bleven let såret.
– I en af de sidste tabslister meddeles, at Johs. Torp fra Nybøl var død på lazaret i Königsberg. Det passer ikke; Torp er rask igen og for tiden hjemme på orlov.
I japansk fangenskab
I et brev fra Japan, som en sønderborger, der er i krigsfangenskab i Marugame, har skrevet hjem, hedder det ifølge Dybbøl Posten bl.a.:
”Jeg har det stadig godt. Det er kedeligt, at jeg ikke må skrive til Eder på dansk, men censuren tillader kun, at der skrives på tysk. Vi har det meget godt og får alt, hvad hjertet begærer. Japanerne er meget høflige og venlige.
Vi får de fleste tyske og engelske aviser, vi har også fået et orkester, som består af fire violiner, harmonium, to mandoliner og en fløjte. Foredrag holdes der ligeledes.
To gange om ugen bliver vi ført til byens park, hvor vi kan bevæge os fuldkommen frit. Parken er ualmindelig smuk; i det hele taget har japanerne interesse for anlæg.
Paa Rejse til Ungarn Ungarn, ved Karpaternes Fod, den 27. April 1915.
Fra Dresden gik det over Pirna— Kønigstein— Schandau over den bøhmiske Grænse til Bodenbach, det kunde have været en Sommernatsdrøm, havde det været en Lystrejse. Vi kørte langs med Elbefloden, som har sit Udspring endnu længere sydpaa. Det er et storslaaet Klippelandskab, saa vildt romantisk og dog saa fredeligt. Græsset saa grønt og saa friskt, rundt omkring tilplantet med Frugttræer. Villaer og Turisthoteller langs med Floden ved Klippernes Fod, og oppe paa de vilde Klipper Træer, og hist og her en Borg. Her kunde jeg have Lyst til at leve et skært og blidt Foraar. Det er Sachsenwald og Bøhmerwald.
I Nat kører vi i Retning af Prag. Her i Bodenbach ved den bøhmiske Grænse naaede os et andet Tog, som kom fra B. med 500 Mand.
Klokken 8 Aften holdt vi 5 Minutter paa en bøhmisk Banegaard Ausig a. E., der var en stor Menneskemængde, som modtog os med „Kærlighedsgaver“.
Nu, da det er mørkt, gaar Tiden med at læse et lille Skrift af N. P. Madsen. „Ole“ er Titlen, og det drejer sig om en gammel Fisker og Redningsmand, som aldrig kendte til Angst i vildt Vejr og Havsnød, som dog blev ræd, da han kom i Sjælenød, men ved Guds Strømme af Naade kom op i Redningsstolen (til Jesus) og blev ført frelst over de brusende Vande. — Ja, kære Herre, giv os Troens Glæde, tag os i dine frelsende Arme, at vi ikke maa omkomme paa Vejen. Og gaar vor Gang til Landet bag Hav, saa tag vor Sjæl i din Haand.
„Bliv hos os, naar Mørket vælder af Nattens Sluser ud“.
I Nat, den 24. April, passerede vi Prag og mange mindre Byer. I Dag tidlig Kl. 6 et kort Ophold ved en middelstor Station Chotzen. Kl. 8 Morgen gav det paa et Holdested: B . Trüban , Te i Feltflasken og et Stykke Jødepølse. Saa tropper alle de 1000 Mand op, med Pølsen i den ene Haand og Flasken i den anden, og gaar tilbage hver til sin Plads i Toget, hver fodrer sin Mave, Piben tændes og man damper videre.
Det næste Bedested er den bekendte Stad Brünn. Alle Stedsbetegnelser staar først i det tjekkiske, saa i det tyske Sprog. Ligeberettigede er Sprogene her.
Vi fik til Middag, ved 12,30 Tiden, frisk kogt Oksekød, Suppe med Nudler, af Gaver Cigaretter, Tændstikker, Postkort o. s. v. Et militært Orkester paa 50 Mand spillede paa Banegaarden. Jeg fik et Postkort skrevet og afsendt.
I denne Egn er der mange Kirker med 2 Taarne. Kirkerne ligger ofte højt, og rager op over Byen. Landsbyerne ligger altid i en Dalsænkning, hvor der risler en Bæk eller snor sig et Aaløb.
Helt ind til Wien naaede vi ikke, Banen svinger af ved en Forstad: Strahlen, og gaar mod Øst til Pressburg.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for Grænsen under Krigen
De militære Foranstaltninger i Nordslesvig
Et urigtigt Sensations-Telegram
„Berlingske Tidende” for Torsdag den 22. April indeholdt følgende sensationelle Privattelegram fra Vamdrup:
“Syd for Grænsen træffes der i den sidste Tid omfattende militære Forholdsregler. Vagttjenesten ved Grænsen, der hidtil har været besørget af Landstormsfolk, er bleven skærpet, og tværs over den nordlige Del af Landet anlægges Skyttegrave og foretages andre Forsvarsforanstaltninger.
Samtidig er store Troppemasser, et halvt Hundred Tusind Mand med et meget stærkt Artilleri, samlede paa Linien Flensborg Tønder.
Disse Foranstaltninger i Forbindelse med andre Omstændigheder, bl. a. den, at Telegraf-forbindelsen med Udlandet var afbrudt hele Mandagen, har fremkaldt stærk Nervøsitet hos Befolkningen i Hertugdømmerne.
Myndighederne har derfor nu anset det for nødvendigt at udsende en beroligende Erklæring, hvori det hedder, at ‘Provinsens Beliggenhed ved Grænsen nødvendiggør forskellige Sikrings- og Forberedelsesforanstaltninger. Befolkningen advares imidlertid indtrængende imod at blive ængstelig af den Grund. Under en saa langvarig Krig kan man ikke undlade at tage Hensyn til enhver Mulighed for Sikring og Afværgelse, ogsaa saadanne, der tager Sigte paa Begivenheder, som ikke falder indenfor Sandsynlighedens Grænse.’
Da dette Telegram, der for det vigtigste Indholds Vedkommende er ganske fejlagtigt, allerede har foranlediget og formentlig vil foranledige yderligere Forespørgsler hos os, skal vi oplyse, at der — som vi tidligere har meddelt — nok er paabegyndt Gravning af Skyttegrave syd for Vojens, foreløbig fuldt feltmæssigt indrettede med Pigtraadsforhindringer, men at der dog hidtil kun er gravet nogle faa Kilometer.
Ved Spandet, her vest paa, er man ligeledes begyndt at grave, men ikke i saa stor Udstrækning som ved Vojens. Det er foreløbig det hele.
Om store Troppemasser paa 50,000 Mand paa Linien Flensborg—Tønder foreligger der intet som helst, og der foreligger heller intet om et meget stærkt Artilleri i samme Egn. Meddelelsen er, ligesom et lignende Rygte for nogle Uger siden, ren og skær Opdigt.
Ud over Bladene og Telegrafkontorerne har ikke ret mange Mennesker været vidende om, at Telegrafen har været standset sidste Mandag, og Befolkningen har derfor ikke kunnet blive nervøs heraf. Dersom der er bleven mere Nervøsitet hos Befolkningen, hidrører den rimeligvis fra de tiltagende Indkaldelser til Fronten og ikke af de Skyttegravninger, der nu foretages.
Og, som sagt, Troppemasserne og det meget Artilleri, er en gammel Krønnike, der verserede i visse Egne for 3—4 Uger siden og kun var et af de mange løse Rygter, der flyver omkring — til Skade for Egnen paa begge Sider Grænsen, til Gavn for ingen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Efter de hårde kampe ved Moulin er regimentet nu i hvilestilling.
Den 26. April 1915. Vi laa paa »La Carriére« og levede meget godt; vi fik en Mængde Kakao, Sukker, Fedt og Pølse. Jeg gik hver Morgen ned til Slottet og nød Udsigten over den skønne Natur. Den brogede Jagthund, som jeg en Dag gav et Stykke Brød, kom hver Morgen springende og fulgte med. Vi var svært gode Venner og blev fotograferet sammen.
Artilleristerne havde slagtet en Hest, og de solgte mange Hestebøf á 50 Pfennig. Bøffen blev hakket med Sidevaabnet, stegt i Fedt med Løg og spist med stor Appetit.
Officererne havde det godt. De laa i en smuk Stue med Spejl og Billeder paa Væggen, med behagelige Stole og Seng. Vor Overløjtnant Hansen holdt vi alle meget af; han var et prægtigt Menneske, og vi undte ham det godt.
I Skoven huggede vi en Mængde Træ, som blev brugt til at istandsætte den ødelagte Skyttegrav. Om Søndagen havde vi Feltgudstjeneste nede i Skoven. Den kraftige Salmesang lød meget smukt mellem de skovklædte Bakker. Det var meget stemningsfuldt.
Skovbunden stod prydet med Anemoner, og over os begyndte det friske, sarte Løv at springe frem. Præsten holdt en smuk Tale og forsikrede os paa det bestemteste til Slut, at det meste af Krigen havde vi bagved os, og at Sejren var vor.
Oppassere med heste. Uden sted- og tidsangivelse (Museum Sønderjylland)
Vores frivillige, Peter Weber fra Aabenraa, har gennemgået samtlige numre af Kreisblatt for de fire nordslesvigske kredse, Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg for efterlysninger af desertører. De er nu anført i alfabetisk orden efter kreds på siden om desertører.
Der er desuden bevaret forskellige lister over desertører på Aabenraa Landrådsarkiv. Peter Weber er i færd med at gennemgå listerne og har foreløbig afskrevet og systematiseret listerne A og C.
Der er navne på mange hundrede desertører – men der er navnesammenfald på en del af listerne. Når alle lister over desertører er gennemgået og afskrevet, vil vi forsøge at opstille en samlet, alfabetisk ordnet liste over sønderjyske desertører. Men det er en stor opgave!
Man kan læse mere om desertører i Svend Falkner Sørensens bog: “Faneflugt? Dansksindede soldaters flugt fra tysk krigstjeneste 1914-1918” (1989) – lån den på biblioteket. Eller i samme forfatters bidrag i Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen (red.): “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” (2006), der stadig kan fås i boghandelen eller hos forlaget, Historisk Samfund for Sønderjylland.
– har du en slægtning, der gik over grænsen? Skriv en kommentar på siden – eller kontakt museumsinspektør René Rasmussen, Sønderborg Slot.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Den 24. april rykker 5. kompagni for første gang ind i den nye stilling, hvor det afløser 8. kompagni.
Kompagniet har 4 delinger; jeg fører 1.deling, Fähnrich Bauer 2. deling, Vizefeldwebel Jensen 3. deling og løjtnant Voigt 4. deling. Vi besætter kompagniafsnittet i nævnte rækkefølge fra højre til venstre. Den højre fløj, altså min deling, lå nærmest fjenden; den korteste afstand androg 12 meter. Her var der megen minebeskydning, også håndgranater fløj frem og tilbage.
Længere mod venstre fjernede gravene sig på begge sider mere og mere fra hinanden, indtil over 400 meter; Voigts rolige stilling kaldte vi i spøg til hans store ærgrelse for “Landstormstillingen”.
I mellemterrænet så man i det grelle solskin utallige ikke-begravede lig fra forårsslaget, flest Turkos [kolonisoldater fra Nordafrika, RR]; En frygtelig forrådnelseslugt fyldte luften. Et utal af sandsække blev brugt til udbygning af stillingen. På grund af det skarpe, grelle solskin, som den hvide kridtgrund kastede tilbage, bar posterne farvede briller for at skåne øjnene.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Skyttegrav i kalkjorden i Champagne. Her er det fra Valentin Hemmsens fotoalbum fra søsterregimentet Nr. 86 (privateje)
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen under krigen
Faldne, sårede og fangne. Efter nordslesvigske blade
– Rudolf Gemuseus fra Kristiansfelt, Gemuseus’ eneste søn, er falden den 6. april i Frankrig, 22 år gammel.
– Arbejdsmand Hans Jensen fra Øsby er falden den 17. marts.
– Underofficer i reserven Hans Rossen, en søn af enkefru Rossen på Bov landevej i Flensborg, er den 17. april død på lazarettet i Metz, efter han var bleven såret den 7. april.
– En Søn af arbejdsmand Hans Jensen og hustru på Skibsbroen i Flensborg, er falden den 6. april.
– Det er blevet stadfæstet, at overmatros Nissen, Aabenraa, har fundet døden på ”Blücher” ved slaget i Vesterhavet i januar måned.
– I tirsdags modtog Købmand Fr. Gøttsche og Hustru i Søndergravene i Flensborg meddelelse om, at deres søn Frits, der deltog i krigen som løjtnant og kompagnifører, ved et stormangreb den 10. april havde fundet døden på valpladsen.
– Den 17. april er krigsfrivillig Leve Lorenzen, en Søn af enke R. Lorenzen i Mathildegade, død af sine sår på Fæstningslazarettet i Metz.
Flensborg Bys spisekammer,
der er indrettet i rismøllen ved Angelbogade, kan tages i øjesyn om formiddagen fra klokken 9 til 10 (undtagen tirsdag og torsdag). Der er ifølge ”Flensborg Avis” indkøbt røget flæsk, skinker, pølse. Osv. for omtrent en halv million mark; en del af varerne er anbragte i Troldsø-Lagerbygningen. De vil nu blive bortsolgt gennem en hel del slagtermestre og kolonialvarehandlere.
Man har fastsat følgende priser: for røget flæsk 1 mark 35 penning pundet, for røgede halve svin med skinker 1 mark 45 penning. For røget svinehoved 1 mark 10 penning og for pølse 1 mark 60 penning.
Fangelejren i Løgumkloster havde i mandags fornemt besøg. Den Spanske statsafsending i Berlin med sin Legationssekretær tog lejren i øjesyn. Besigtigelsen siges at være falden meget tilfredsstillende ud.
Foderstofcentral i Sønderborg Ifølge en meddelelse i kredsbladet er der for Sønderborg Kreds blevet oprettet en foderstofcentral hos firmaet Boysen & Knudsen i Sønderborg, Havnegade 2., fra 15. april af må en hel række foderstoffer kun bringes i handelen i Sønderborg kreds gennem det nævnte centralkontor.
Fangelejren ved Gravlund står nu færdig. Telegrafvæsnet er i disse dage i færd med at anlægge telefonforbindelse til barakkerne. Der kan med det første ventes fanger til Lejren.
Krigens tunge bud Atter er der til Daler sogn kommet et Sorgens budskab derudefra. Yngste søn af Landmand Peter Lausten i Østerby, Laust Lausten, er den 6. April falden, ramt af en granat. Han blev, skrives der til ” Vestslesvigsk Tidende”, Stedt til hvile af nogle Kammerater under bøn og velsignelse, på en fredelig plet i en skov. Dobbelt tungt er det for forældrene, da deres ældst søn, Søren Lausten, allerede den 21. september faldt i krigen. Hans sidste hvilested er ved foden af et vinbjerg. Hjemmet har i dem mistet to opofrende og pligttro sønner.
Den ikke uddannede landstorm til det 35 år I Københavnsk blade findes en bekendtgørelse fra det kejserlig tyske Generalkonsulat, hvorefter de tyske undersåtter i udlandet, der hører til den ikke uddannede Landstorm i alderen fra det 20. til det 35. leveår, opfordres til at vende tilbage til Tyskland og melde sig hos den nærmeste distriktskommando.
Næste Dag, den 23. April, tog det tyske Artilleri for Alvor fat. Jeg har aldrig været Vidne til et saa voldsomt Bombardement. I otte samfulde Timer haglede Granaterne ned over Skyttegravene lige overfor os. En Tid lang prøvede en Lærke at skaffe sig Ørenlyd. Den hang deroppe i Granaternes Bane uden at lade sig forstyrre af de store hvæsende Jernfugle. Saasnart Kanonerne tav et Øjeblik, hørte man dens jublende Triller. Som jeg er kommen til at holde af den lille tapre Sanger hernede. Men Beskydningen blev stedse voldsommere, og siden hørte jeg den ikke mere.
Luften stod i et Brag og Sus, og vi begyndte at ane, hvad det betød. Det var ingen almindelig Artillerikamp, det var Bombardementet før Stormen. Kanontordenen var ikke det værste, men den uafladelige Susen og Hylen i Luften — urrr— urr— urr— , den slog sig paa Nerverne. Man blev ganske ør i Hovedet af denne Hvislen, som opfyldte Luften. Vi kunde iagttage hvert Skud, se, hvorledes Jorden sprøjtede hushøjt op gennem de sorte Krudtskyer. „Det er Tak for Champagne“ mente en — men de stakkels Mennesker, som skulde ligge i den morderiske Ild!
Pludselig tav Kanonerne, og vi affyrede et Par Geværsalver for at se, om der endnu var en levende Sjæl i den fjendtlige Skyttegrav. Men Ilden besvaredes med en Punktlighed og Livlighed, som om der ikke var hændet det mindste! Vi kunde forstaa, at vi havde en tapper Modstander overfor os og maatte belave os paa en haard Kamp.
Der kom Ordre til at gøre Stormoppakningen færdig. Vi havde endnu nogle Timers Frist, Stormen skulde først begynde ved Daggry. Jeg tog Afsked med Verden og skrev et Brev, som jeg gemte i Brevtasken. Fra en Ven havde jeg modtaget en Pakke udsøgt gode Cigarer, dem delte jeg med Kammeraterne. Saa hvilede vi os endnu et Par Timer.
Vi laa tre Mand i en Dækning og talte sammen, den samme Dækning, af hvilken vor faldne Korporal lige var baaren ud. Frederik, en snurrig halvgammel Fyr, men et ejegodt Skind, førte Ordet: „Det havde jeg dog ikke troet, at vi skulde storme. Nu har jeg gjort det hele med fra Begyndelsen, siden vi ved Løwen kom ud af Toget og lige i Ilden. Jeg har slæbt Træ og staaet i Vand i Skyttegraven, og nu faar jeg maaske en Kugle for Panden“. Det kom desværre til at slaa altfor godt til, han fik en Kugle for Panden! Den stilfærdige Gerhard, som laa ved hans Side, han som var mig kærest af Kammeraterne, er ogsaa borte, han blev saaret i Benet.
Planen var, at den fjendtlige Skyttegrav skulde „rulles op“ fra Højre til Venstre. Efterhaanden som Angrebet skred frem, skulde vi kompagnivis gaa over til Storm. Saa lød Raabet gennem Skyttegraven: „Fremad, fremad!“
Det kom fra en Afdeling Cyklister, som vi havde faaet til Forstærkning, unge Mennesker, som brændte efter at komme i Lag med Englænderne. Det var for tidligt, men for saa vidt heldigt nok, som det gjaldt om at benytte det kostbare Øjeblik. Endnu et Øjebliks Tøven, saa satte vi i raske Spring over Brystværnet og løb frem gennem Kugleregnen.
Fra dette Øjeblik havde al Frygt og Ængstelse forladt mig. Der faldt en Kammerat for mine Fødder. Det gjorde ikke Indtryk paa mig; jeg husker blot, at han faldt saa underlig blødt. Til Venstre saa jeg en Flyvemaskine, som styrtede eller i stejl Glideflugt styrede mod Jorden. Inden jeg vidste af det, var jeg ovre paa den anden Side. Afstanden mellem Skyttegravene var ogsaa kun 200 Meter.
Vi erobrede et Maskingevær og stormede saa videre frem mod en Gruppe af sønderskudte Huse.
Her tog vi de første Fanger: et Par Kanadier og en enkelt Englænder og Højlænder. Den første, vi naaede var en lille Fyr, som ynkeligt strakte Hænderne i Vejret. Et Par hidsige Kammerater syntes ikke at se det. Jeg sprang til, og der skete ham ingen Fortræd.
Vor videre Fremrykning blev afbrudt af det tyske Artilleri, som skød for kort. Paa dette Tidspunkt var endnu alt Forvirring. En raabte frem, en anden tilbage. Jeg saa mig om efter Officererne, om de ikke var kommen med. Jo, der var Kompagniføreren. Han tog Kommandoen, og snart var Ordenen genoprettet.
Vor Stilling var alt andet end behagelig. Vi sad der, et enkelt Kompagni, midt i den fjendtlige Skyttegrav, udsat for Flankeild fra begge Sider og for de tyske Granater. Vi vinkede ad Kammeraterne, at de skulde komme os til Hjælp, og gav Tegn med Signalflaget til Artilleriet.
Jeg oversaa Situationen og fandt den – overordentlig interessant. En drengeagtig Eventyrlyst steg op i mit Hjerte. Dette her var meget spændende, hvordan vilde det ende? Der var fire Muligheder: Vi kunde blive oprevne eller taget til Fange eller gaa tilbage eller blive undsat. Jeg tændte en Cigar og afventede rolig Begivenhedernes Gang.
Vi satte os fast i et Indsnit i den fjendtlige Skyttegrav, som bød os nogenlunde Dækning mod Flankeilden, og forskansede os saa godt vi kunde. „Denne Stilling vil vi holde“, sagde Løjtnanten. Op ad Formiddagen gik Kompagnierne til Højre for os endelig frem til Storm og vi støttede dem ved at falde Fjenden i Flanken. Denne indsaa nu, at al Modstand var forgæves, og hejste det hvide Flag. Det viste sig, at Graven var svagt besat, de fleste havde formodentlig trukket sig tilbage i Forvejen. De faa, som var bleven tilbage, havde holdt tappert Stand hele Formiddagen ved Maskingeværerne.
Efter denne Omgang kunde vi nok trænge til en Forfriskning. I Dækningerne fandt vi dejligt frisk Hvedebrød og Kiks, Konserves og Marmelade, Flæsk og Ost, Cigaretter og Tobak. Vi fik os en solid, engelsk Frokost og tog derefter den erobrede Skyttegrav i Øjesyn.
Mit første Indtryk var Skuffelse. Vi havde hørt saa megen Tale om de franske Pionerers Dygtighed. Men hvad vi fandt, forekom os mere end tarveligt i Sammenligning med vor egen Skyttegrav, som vi havde bygget saa længe og saa flittigt paa. Navnlig var Dækningerne primitive, ogsaa Officerernes. Men de mere Kyndige gjorde os opmærksom paa det geniale i Anlægget, som muliggjorde et mere virksomt Forsvar til alle Sider. Af Rygdækning fandtes der næsten ikke Spor, men til Gengæld var Brystværnet meget stærkt. Vi havde ventet at finde Skyttegraven ganske ødelagt af den foregaaende Dags Bombardement; men til vor Overraskelse opdagede vi, at det havde været ret virkningsløst.
Under Stormen havde vi intet mærket til det fjendtlige Artilleri, formodentlig fordi det til Dels var gaaet tabt ved L …………den 22, og fordi det overhovedet var vanskeligt at bringe i Stilling i dette stærkt fremspringende Afsnit af den franske Front. Men i Dagens Løb maa der være kørt nye Batterier op ; thi hen paa Eftermiddagen blev vi overdængede med Shrapnells, og fra venstre fik vi stadig en velrettet Flankeild.
Vi kastede os plat ned i Graven og klinede os ind mod Jordvolden. Jorden sprøjtede over os, og Sprængstykker og Kugler slog ned omkring os i Skridts Afstand. „Saniteter til Højre“! — „Saniteter til Venstre“! — raabtes der gennem Rækkerne, hver Gang en Kugle ramte.
Ude paa Marken mellem Skyttegravene, som var oversaaet med Lig fra de haarde Kampe i Efteraaret, laa Stormens Ofre, de Døde og til Dels ogsaa de Saarede, som endnu ikke havde kunnet bjærges. Sindet blev mere og mere nedstemt for hver Gang det meldtes, at den Kammerat var falden og den haardt saaret.
Næste Dag fortsattes Kampen, men vi deltog ikke i den. Vi stod i anden Linje som Reserve og havde god Lejlighed til at følge Slagets Gang. Det vilde blive for vidtløftigt at give en sammenhængende Skildring af det, kun en enkelt Episode skal jeg nævne. Det svære tyske Artilleri beskød den fjendtlige Skyttegrav fra Flanken med en ligefrem ødelæggende Virkning. Paa en Strækning af 40 Meter talte vi Dagen efter lige saa mange Døde. Men til Trods herfor vedligeholdt Englænderne uafladeligt Ilden; mellem Kanonskuddene kunde man høre Maskingeværerne rasle. Tilsidst bukkede de under for Overmagten, men de værgede sig med beundringsværdig Tapperhed til det sidste.
I en Dækning sad to Mand, af hvilke den ene var saaret, med deres Maskingevær, og da Tyskerne stormede Graven, tog de imod dem med Haandgranater. Det er sandt, hvad jeg fornylig læste i en tysk Avis: „Man maa lade Englænderne, at de er sejge i Forsvaret. De sidder saa fast i Skyttegraven som Ræven i Hulen. Naar man ikke svovler den ud, er den ikke til at drive ud af Graven.“
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Tilfangetagne britiske soldater
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Det danske sprog atter tilladt i korrespondance med udlandet
Efter en anordning af 8. marts var fra den 20. marts af kun tysk, italiensk, spansk, fransk, og engelsk tilladt i brevveksling med Udlandet.
Det føltes som en overordentlig alvorlig ulempe i Nordslesvig, hvor kun få af den ældre generation kan skrive et tysk brev, hvor der opholder sig flere tusinder dansk statsborgere, og hvorfra der ikke mindst nu under krigen føres meget livlige handelsforbindelser med Danmark.
Af de nordslevigske repræsentanter af handelskammeret i Flensborg, af fælleslandboforeningen for Nordslesvig m. fl. rettedes der derfor indtrængende henvendelser til statsmyndighederne med bøn om også at tillade brugen af det danske sprog i handelssamkvem med udlandet. Disse henvendelser, som støttedes af de højeste postmyndigheder, har haft til følge, at der er blevet udstedt em ny anordning den 14. April, hvorefter endvidere dansk, norsk, svensk, hollandsk og portugisisk er bleven tilladt i brevveksling med de neutrale stater.
Herefter er det altså atter tilladt at skrive danske brev til Danmark. Efterretningen derom vil, Skriver ”Heimdal” Blive modtaget med glæde over hele Nordslesvig, hvor mangfoldige i de sidste uger ikke har været i stand til at opretholde skriftlige forbindelser med nærer pårørende.
Det var en Eftermiddag i April. Vi havde faaet vor Portion Granater og glædede os til Afløsningen, som skulde komme om Aftenen. Til Tidsfordriv fik vi os et lille Slag Kort i et Hjørne af Skyttegraven. Vi havde indrettet os rigtig hyggeligt med Skamler som Stole og et Bord af et Par Stormstiger og en Teltbredde. Luften var ren paa et Par Flyvere nær, som kiggede os i Kortene, saa vi kunde uforstyrret hengive os til det ædle Skatspil.
Da kommer vor Feldwebel ilende og forkynder „forhøjet Alarmberedskab“. Det kan nok være, at vi fik Kortene til Side i en Fart. Der lagde sig en uhyggelig Tavshed over Skyttegraven. Hver Mand stod paa sin Post med paasat Bajonet. Befalingsmændene stak Hovederne sammen, deres alvorlige Miner røbede, at der var noget usædvanligt paa Færde.
Siden hin Aften er vi Gang paa Gang bleven alarmerede, og tilsidst var vi tilbøjelige til at tro, at det var blind Alarm det hele. Men den 22. April blev det Alvor.
Hen paa Eftermiddagen saa’ vi til højre for os en gullig Sky Resultatet var over Forventning. Snart gik det som en Løbeild gennem vor Skyttegrav: „Held og Sejr!
L ………….. er i vore Hænder“! Der gjordes et ret betydeligt Bytte af Fanger – mest Farvede – og Kanoner, medens Tabene paa tysk Side skal have været forholdsvis ringe.
Hen paa Aftenen stilnede Kampen af. „Det var Slutningen paa Dagens Forestilling“, sagde min Korporal. For hans Vedkommende slog det ikke ganske til. Han faldt samme Nat for en Shrapnellkugle, der kom fra Flanken, ovre fra L ………….. Han stod ved min højre Side, min venstre Sidemand fik en Kugle gennem Huen og en i Geværkolben. Jeg slap med Skrækken.
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Kortspil ved fronten (Fritz Schwartz)
Sønderjyden Th. K. [måske Th. Kauffmann? /RR] skriver fra Lille:
Lille, den 22. April.
Nu er det Løvspringstid, Linden løves, og Kastanietræerne staar med Lys mellem de grønne Kviste. Træerne har faaet denne lette, lysegrønne Farve, der ligesom indhyller dem i et Brudeslør.
Ak, hvad ligger der ikke for tunge Dage mellem Vaaren i Fjor og i Aar! Jeg gaar videre gennem nogle af Storbyens Smaagader, hvor det vrimler af Børn, saa jeg næsten ikke kan tro paa Frankrigs Fattigdom paa Børn. Underligt nok, de leger akkurat de samme Lege, jeg legede som Barn. Og Børnene har slet ingen Angst for den fremmede Soldat, tværtimod, de omringer mig og tigger om Penge, hænger sig i mine Frakkeskøder, saa jeg smilende maa hale Portemonæen op af Lommen og dele alle mine „Sous“ ud til Flokken. Saa først faar jeg Ro.
De Stakler, i mange Hjem er der intet Arbejde, men Smalhans paa Fødemidler. Det lader til, at Børnene er vante til at faa Penge af Soldaterne.
En Ting maa man harmes over her i de franske Byer, nemlig den uhyre Mængde af Kroer, der findes her. Hvert tredje Hus er en „Estaminet“ , en „ Bar “, en „Restaurant“ eller hvad de alle hedder. Et meget trist Syn er det at se fattige Kvinder med Smaabørn paa Armen staa ved Disken og drikke deres Øl, Kognak eller Genever.
Frankrig er Vinens Land, men Vinen, eller rettere Alkoholen, er bleven Frankrigs Forbandelse.
Jeg forlader Fattigkvarteret og bøjer ind i en af Hovedgaderne, gaar over Universitetspladsen med Pasteurs Mindesmærke. Ja, der er en Rigdom af smukke Mindesmærker her, man mærker, man er i Kunstens Land. Heldigvis er Kunstværkerne blevne skaanede af Bombardementet, lige som de smukkeste Bygninger ogsaa alle er slupne, frem for alt Museet.
I Byens Hovedgader udfolder der sig et rigtigt Storstadsliv. De elektriske Sporvogne og Automobilerne iler ustandseligt frem og tilbage. Officerer og Soldater passerer til Fods, til Hest og til Vogns. Og langs ad Fortovene promenerer Flanerne deres nyeste Foraarstoiletter. Man væmmes uvilkaarligt ved disse Damer, der endnu, mens den uhyggelige Krig raser udenfor Byens Porte, kun tænker paa Stads og Fjas.
Og Tusinder Kvinder i deres By bærer Enkeslør, deres Forsørger, deres Slægtninge er døde, lemlæstede i Krigen!
Men endnu mere maa man væmmes ved de Kvinder, der kaster sig i de fremmede Soldaters Favn. Enhver ærlig Soldat maa foragte dem.
Jeg skynder mig bort fra de stærkt befærdede Gader, kommer atter ud i Byens Udkant, hvor det dufter fra de blomstrende Frugttræer i Haverne. I en lille Restaurant køber jeg mig for en Francs et tarveligt, men solidt Maaltid. Værtindens Mand er med i Krigen som de fleste. Hun ryster paa Hovedet og siger La guerre — grand malheur“, jeg svarer La guerre — triste“. Da vore gensidige Sprogkundskaber ikke rækker stort videre, nøjes vi med at udtale vor Beklagelse af Krigen.
Solen synker nu i Vest og jeg opsøger mit Kvarter.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen Under krigen
Dr. Thomsen i Skærbæk
er kommet hjem på en 5 dages orlov. Han blev, som bekendt, for nogen tid siden let såret. I den lille by, hvori han den gang lå i reserve, ville han under et bombardement, som franskmændene foretog på byen, gå over en gade for at yde hjælp til en såret, da han blev slynget til Jorden. Da han kom til sig selv igen,viste det sig, at det var en granat, som var eksploderet i nærheden, hvis lufttryk havde kastet ham til jorden, idet han samtidig fik et let sår i den ene hånd.
Tønder som Garnisonsby
I Tønder, hvor der i den sidste tid har ligget tæt ved 1000 mand indkvarteret, venter man, at byen vil blive fast garnisonby, da den nu skal være station for en række luftskibe. Som bekendt er der i vinter opført tolLuftskibshaller og man er i færd med og forcerer arbejdet, der skal kunne rumme to luftskibe.
Faldne, sårede og fangne
– Lorents Quists familie i Stollig modtog for et par dage siden den sørgelige meddelelse, at deres søn Jes er bleven såret i Frankrig og senere var død på et lazaret. Det var sted i begyndelsen af april måned.
– I lørdag indløb der brev til sporskifter Johansen i Skærbæk om, at hans søn i Frankrig er bleven såret ved et strejfskud i den ene skulder.
– I den nyeste tablister meddelelse, at reservist Jørgen From fra Asserballe har været savnet siden den 7. September.
Ubegrundede Rygter
Under denne overskrift meddeler de tyske nordslesvigske blade: ”Provinsens Beliggenhed som grænseprovins har i løbet af krigen ført til mange hånde militære sikrings- og forberedelses-forholdsregler. Når der også af den grund engang imellem hist og her er opdukket bekymrede formodninger i befolkningen, så må der der dog indtrængende advares med at gengive tomme og fuldstændig ubegrundede rygter. For ethvert menneske med eftertanke er det indlysende, at et grænsekorps under en krig, der er af en så lang varighed, ikke vil lade en eneste mulighed i sikringens og forsvarets øjemed ude af betragtning, selv om en eller anden bestemt fare ingenlunde ligger inden for sandsynlighedens Grænser.
Straffet for at have givet en hest et stykke brød
En værtshusholders hustru i Flensborg blev i onsdag af nævningeretten idømt en bøde på 5 mark for at have givet en hest et stykke brød. Hesten var spændt for en vogn, som holdt udenfor hendes hus. Hus forklarede i retten, at hun havde ondt af det stakkels dyr. (“Flensborg Avis”).
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under krigen
Der graves Skyttegrave
Man har i den sidste tid begyndt at grave skyttegrave ikke langt fra grænsen, bl.a. ved Vojens. Det er meningen at forsætte hermed på større stækninger. Disse foranstaltninger har anledning til armerende rygter om forberedelsen med engelsk indfald nordfra, hvad der, som bekendt slet ikke er tale om i øjeblikket og heller næppe vil ske. Tyskerne er imidlertid folk, der vil være på den sikre side og i den henseende hellere ville foretage overflødige end forsømme nødvendige foranstaltninger.
Adskillige tyske blade søger at berolige den ved disse foranstaltninger opståede nervøsitet.
Karleløn i Krigstid i Aabenraa-egnen er lønnen for tjenestekarle meget høj, og som eksempel kan anføres at en karl i disse dage er fæstet for sommeren for 90 mark om måneden!
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Karl Dibbern, søn af Dr. Dibbern i Aabenraa er falden. Han var elev ved den lærde skole i Sønderborg og meldte sig som frivillig. Han var, da han faldt, næppe 17 år gammel.
– Arbejdsmand Karl Schnoor og hustru i Sønder Sejerslev, modtog i går meddelelse om, at deres søn Otto, var falden den 14. april.
– Mælkehandler Peter Lorentzen fra Gl. Haderslev i Haderslev, der stod i forstærkningsreserven, er falden den 5. april.
– Gårdejer Hans R. Lund i Sønder Sejerslev, der stod ved en Transportkolonne og først var med på Vestfronten, senere i Østprøjsen, og derpå kom til Galicien og ind i Russisk Polen og sidst har været med i Karpatherne, hvor han blev syg – forgiftning, opstået fra drikkevandet – er kommen på et lazaret i Frankfurt.
– Arbejdsmand Smidt Andersen fra Kærgård, der fra krigens begyndelse har været med på Vestfronten, er kommet på Lazaret i Frankfurt.
– Landmand Asmus Petersen fra stollig er bleven let såret den 27. marts.
– Musketer Karl Lippke fra Kastrup, der har været savnet, er såret.
– Laurids Knudsen Tamdrup, og Alfons Sauerberg fra Haderslev, er ifølge en af de sidste tabslister i begyndelsen af april måned blevne hårdt sårede ved et ulykkestilfælde.
– Musketer Peter Lohmann fra Løgumkloster står opført i den sidste tablister som savnet.
– Arbejdsmand H.P.Philipsen fra Varnæs har skrevet hjem, at han er i fangenskab i Sibirien og er sund og rask. Han er ikke såret.
– Gefreiter Herm. Edlefsen af Flensborg er død af sine sår den 4. november i fjor
– Underkampene i slutningen af marts er Jes Andersen af Uge bleven hårdt såret.
– Landmand Hans Jensen af Aarø, der var bleven såret, er død den 13 marts.
– Walter Butenschøn af Toftlund er bleven hårdt såret under kampene i marts måned.
En fiasko, deprimerende for det ellers så succesfulde regiment. Men en lærestreg: moderne feltbefæstninger var ikke så lette at erobre efter kort beskydning, først efter at besætningen havde været udsat for den sværeste fysiske og moralske chokvirkning, var der udsigt til succes.
Mod slutningen af april blev der foretaget en nyinddeling af stillingen. Fronten blev opdelt i syv kompagniafsnit. Det højre afsnit, ”Grænsestillingen”, fik I bataljon med underafsnittene ”Haderslev” og ”Aabenraa”.
Til hurtig indgriben anbragtes et kompagni i stenbruddet og i dækningsgrave ved Moulin-dalens skrænter, kaldet ”Ny Tønder”, og hvilekompagniet i Le Fresnes. Midten, ”Landeværnsstillingen”, med underafsnittene ”Sønderborg”, ”Flensborg” og ”Slesvig” fik III bataljon sammen med 13. og 14. kompagni.
Reserverne lå i ”Hvilehjemmet”, ”Fort Dauber”, i Nampcel og på Carrière-Ferme. På venstre fløj af ”Königin”-stillingen blev II bataljon indsat med afsnittene ”Rendsborg” og ”Kiel”. Reserverne i Fort Dauber, Neudorf og Camelin. Forbindelsesgravene, som efterhånden blev trukket til de enkelte afsnit hed ”Haderslev-”, ”Mannstein-”, ”Aabenraa-”, ”Sønderborg-”, ”Flensborg-”, ”Slesvig-”, ”Glücksburg-”, ”Kiel-” og ”Dybbølvej”.
I de sidste dage af april blev der mere roligt i stillingen. Det syntes et øjeblik, som om kampene også her ville stilne af. Det var stilheden før stormen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Ved Stenbruddet, hvor vi drak Kaffe om Morgenen, blev Kompagniet samlet. Det var næsten mørkt, kun Lyskuglerne, som af og til blev skudt til Vejrs, tyste for et Øjeblik ud over den forvirrede Kampplads, hvor alting for et Par Timer siden var i det vildeste Oprør. Nu var det næsten stille, kun et enkelt Geværskud faldt. Men ud gennem Skydehullerne i Skyttegraven stirrede Vagterne aandeløst fremad i Mørket.
Da vi gik gennem Byen Nampcel, var de mørke Skyer paa Himlen trukket bort, og Stjernerne tittede frem. Maanen kom ogsaa igennem og lyste for os Resten af Vejen. Jo længere jeg kom bort fra Skyttegraven, desto friere gik jeg. Det var en Følelse, som naar et Bind, der er lagt stramt omkring Brystet, lidt efter lidt bliver løsnet.
Jeg rettede Ryggen og skød Brystet frem. Benene ilede af sig selv fremad med kraftige, faste Fodslag. Hvor Aftenen dog var smuk! Stjernernes Skin var saa lyst og mildt og Nymaanens sirligt formede Halvcirkel skinnede fra Himmelhvælvingen som en Broche af Ædelstene paa et blaat Bryst.
Jo, Verden var smuk, og jeg vilde leve. Hvordan mon mine Gymnaster havde det derhjemme? Mon vi nogen Sinde fik Lov til at gøre Gymnastik mere? Bare vi snart kunde komme hjem! Jo, jeg kommer jo hjem; det har jeg da aldrig tvivlet paa.
Saadan gik jeg og var hjemme i Tankerne, indtil jeg blev kaldt tilbage til Virkeligheden ved Kommandoen: Holdt! Træd af I Vi var ved Indgangen til Stenhulen.
Halvt med Uvilje kastede jeg Vaaben og Tornyster ned i Halmen; de saa saa kolde og døde ud. — Vi talte sammen endnu en Time om Dagens Begivenheder. Der var 4 Mand, som havde set, at Granaten slog ned paa vor Jordhule og begravede os; men de gav sig ikke til at grave os ud, da de ansaa os alle tre for døde.
Snart forstummede Talen, og vi lagde os til at sove under det stærke Klippeloft, glade over at være sluppet saa godt fra det hele.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Faldne, Sårede og fangne. Efter nordslesvigske Blade
Landmand Hans Jensen, Aarø, der var såret, er død den 13. marts.
Hans Petersen og familie i Ellehoved har modtaget efterretning om, at sønnen Nikolaj den 7. marts har fundet døden i krigen. Han blev 25 år gammel.
Walter Butenschøn fra Toftlund er bleven hårdt såret under kampene i marts måned.
Karl Petersen, Ørsted Mark, er let såret
Jes Andersen, Uge, er bleven hårdt såret i kampene ved slutningen af marts måned.
Ved en eksplosionsulykke den 22.Marts er Adolf Schweer fra Arum [må være Arnum, RR] bleven let såret.
Mejeribestyrer Hans Johansen fra Raved er død den 12 April på Lazarettet i Offenburg af lungebetændelse.
I en af de seneste tablister meddelelse at Gefr. Kurk Lorensen fra Nordborg i slutningen af marts måned kommen i fangenskab. Endvidere meddeles, at H. Kammann, Ketting, er i fangenskab.
Forårsmarkederne i Tønder
Vil ikke rigtig komme i gang i år, dels på grund af det kolde vejr og del på grund af krigen, der gør forhold usikre. Man havde troet, at åbningen af den danske Grænse for den jyske græsko skulde fylde vore markeder; men den lange grænseafspærring har naturligvis helt ændret forholdene, og tilførslen er endnu forsvindende. Der var ifølge ”Flensborg Avis” i Fredags en snes stykker Kvæg i det hele tilført og priserne var høje, omkring ved 400 mark for jyske Græskøer. Handelen var meget trykket. Kælvekvæget var meget dyrt.
En Russisk krigsfange, der var afgået ved døden på Lazarettet i Haderslev, Jordfæstedes i Torsdags eftermiddags på Assistenskirkegården. En snes af den afdødes kammerater var med til jordefærden og bar deres Kammerat fra lazarettet til graven. En afdeling soldater fra garnisonen i Haderslev var udkommanderet for at ledsage den afdøde til hans sidste hvilested. Det er ifølge ”Dannevirke” den femte Russisk krigsfange, som nu sover den lange søvn på Haderslev kirkegård, langt borte fra sit hjem.
Kvinderne og Landbruget. Om vejret og landbruget skrives ifølge ”Flensborg Avis” fra Gramegnen: Det tørre vejr, vi har haft i indeværende uge, har bragt liv i markarbejdet. Rundt omkring er folk travlt sysselsatte med at pløje, harve og køre gødning ud.
Det gælder særlig i år om at benytte tiden godt, da mange hænder mangler. Flere steder ser man kvinder både pløje, harve og køre gødning.
Hvad der desværre af den del forfinede mennesker før er blevet anset for en skam, er i år blevet en bydende nødvendighed. Intet ærligt arbejde, selv det groveste, bør noget tænkende menneske skamme sig ved.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Et Par Timer hengik i spændt Forventning om, hvilke nye Planer der blev lagt. Kl. 10 fik vi til almindelig Glæde Ordre til at trække os tilbage til Stenhulen ved Nampcel. Det lod vi os ikke sige to Gange, men gjorde os straks rede.
Vor Skyttegrav saa forfærdelig ud. Fjenden havde med sit Artilleri skudt den halv fuld af Jord, og desuden laa forrevne Sandsække, Skydeskaar og splintret Træværk rundt omkring i et Kaos. Foran os i et Teltlærred blev der baaret en haardt saaret. Det var min gode Ven, frivillig Frits Wolf. Han var Ordonnans og skulde netop til at gaa bort med en Ordre, da en af vore svære Granater slog ned i vor egen Skyttegrav og saarede ham dødeligt.
Samme Granat dræbte ogsaa Kaptajnen og Løjtnanten, som ledede Artilleriilden fra Skyttegraven gennem Telefonen. Kuglen var fra Kaptajnens eget Batteri.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Franskmændene gravede minegange ind under de tyske stillinger, og den 11. og 12. april 1915 blev dele af de tyske forsvarslinjer sprængt nedefra. Tyskerne planlagde derfor et modangreb på de franske stillinger for at ødelægge eventuelle yderligere minegange. Det skulle finde sted den 18. april.
Operationen var fastsat til 18. april. Efter to timers artilleriforberedelse af en afdeling 45’er, adskillige lette, et tungt felthaubitsbatteri og nogle minekastere, skulle tre enheder kl. 7 om aftenen storme frem ind til de næstforreste franske skyttegrave og sikre arbejdet for de efterfølgende grupper, der sammen med de tildelte pionerer skulle sprænge eventuelle underjordiske gange.
To mindre sideoperationer på regimentets yderste fløje skulle understøtte og sløre hovedangrebet. Ledelsen anså artilleriforberedelsen, som jo da også overgik alt hidtil, for tilstrækkeligt.
Men allerede under beskydningen havde de angribende enheder indtryk af, at det ikke var tilfældet. Gårdens mure faldt sammen, men skyttegravene, særligt dem nord for gården, blev ikke ramt i tilstrækkelig grad. Og fjenden var vågen, kepierne[1] forsvandt ikke fra skyttegravsranden. Da den første bølge stormede ud, knitrede det straks helt sindssygt.
Gevær-og maskingeværild, det blev straks klart, at der ikke var noget at gøre, yderligere fremtrængen ville være vanvid. Enhederne sprang tilbage i skyttegravene. Ved sideoperationerne gik det ikke bedre. En pionerofficer var faldet. 1. kompagni havde tre døde og to hårdtsårede.
En fiasko, deprimerende for det ellers så succesfulde regiment. Men en lærestreg: moderne feltbefæstninger var ikke så lette at erobre efter kort beskydning, først efter at besætningen havde været udsat for den sværeste fysiske og moralske chokvirkning, var der udsigt til succes.
[1] Fransk militærkasket. Stålhjelme fik krigens parter først i løbet af 1916, franskmændene dog allerede i 1915.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.
Jeg rystede paa Kroppen som et Espeløv; men jeg tvang mig til at se rolig ud. Længe fik vi ikke Lov til at hvile os her. Kanonerne tav. Øjeblikket var kommen til Angreb. — Nu skulde vi først hen til den gamle Jordhule for at grave vore Geværer ud. Da jeg kom ud i den Grav, hvorfra vi skulde angribe, var den Sektion samlet, som jeg skulde føre ud i anden Linie. Jeg sprang op paa Brystværnet for at orientere mig.
Saa snart jeg fik Hovedet ud over Skyttegraven, blev der rettet en saa forbitret Gevær- og Maskingeværild mod mig, at jeg hurtigst maatte søge Dækning. Jeg prøvede igen — samme morderiske Modtagelse. Tre Skridt frem, det vilde være den visse Død. Nej, tænkte jeg, ikke dø saadan, ikke kaste mig bevidst i Dødens Arme. Jeg saa, at endnu var ingen stormet frem paa hele Linien.
En rasende Pionérofficer kom løbende med Revolveren i Haanden og brølede til os: »Hvem er her Sektionsfører?« Jeg stod ret og svarede: »Det er jeg!« Han bandede og tordnede: »Vil De skyndsomst se, at De udfører Deres Pligt og stormer frem til Angreb!« Jeg sagde: »Det er umuligt at komme blot et Par Skridt frem, da vi ingen Reserver har, og der er heller ingen gaaet frem endnu paa hele Linien.«
Han hævede Revolveren med et Ryk og hvæsede ud mellem Tænderne: »Hund! Jeg skyder dig ned, hvis du ikke gaar frem!«
Jeg stirrede ind i det korte, sorte Revolverløb, pressede Tænderne fast imod hinanden og knugede Geværet med højre Haand som i Krampe. En underlig, stejl Trods kom op i mig sammen med den Tanke: Om jeg dør straks her i Skyttegraven eller om et Øjeblik to Skridt foran kan omtrent falde ud paa et, og hvis han skyder, saa dør han i samme Øjeblik, det ser jeg nu paa mine Kammerater.
Langsomt, men med Eftertryk svarede jeg: »Gaa De foran, Hr. Overløjtnant, saa kommer jeg bagefter!«
Han blev bleg, og Øjnene blev større; men højre Haands Pegefinger strakte sig lige ud, og Armen sank. Uden at mæle et Ord mere gjorde han omkring og løb tilbage, idet han i Forbifarten kastede et sky Blik til mine Kammerater.
Lidt efter kom der Ordre til, at vi ikke skulde gaa frem, men gaa tilbage til vor Jordhule igen og afvente nærmere Besked.
86’ere i en skyttegrav ved Moulin (Krestens Philipsens krigsfotos, privateje)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Kl. 5 hørte vi en underlig orkanagtig Brusen gennem Luften, den kom nærmere og nærmere, man spændte Nerverne og lyttede, det var, ligesom man omklamrede med et fast Greb den Genstand, man netop havde i Haanden, og Hovedet gik uvilkaarligt ned mellem Skuldrene, mens man holdt Aandedrættet tilbage. Med et frygteligt Tordenbrag forvandledes den blide Stilhed til et Rædselsøjeblik, idet de store Projektiler fra vore Kanoner susede ned ovre hos Fjenden og udslukkede alt Liv paa den Plet, hvor de sprængtes.
De store Projektiler kom nu hurtigt efter hinanden, hylende og brusende gennem Luften, og slog ned ovre hos den stakkels »Frands«. Det var frygteligt. For hver Gang, en Granat sprængtes, folder en Sitren gennem Jorden, som naar man har heftige Kuldegysninger. Tiden blev forfærdelig lang. Minutter blev til Timer, og Timerne var uhyre lange. Det var med nogle sære, uhyggelige Fornemmelser, jeg sad og afventede Begivenhedernes Gang. Nerverne var overspændte. Hænderne begyndte at ryste, jeg havde en Fornemmelse i Brystet, som om jeg kæmpede mod en dyb Sorg, der truede med at bryde ud i en voldsom Taarestrøm.
Jeg sad i en Jordhule sammen med 2 Mand mere, jeg holdt en lille Spade i Haanden for det Tilfældes Skyld, at der skulde ske noget, og vi talte netop om, hvor skrækkeligt det kunde være at sidde derovre.
Aa! Et Lynglimt — et Brag, meget højere end alle de andre — og vi sad alle tre som lamslaaede. En fransk Granat havde ramt vor Jordhule. Bjælker, fyldte Sandsække og Jord styrtede ned paa os. Vi var begravede. I et Par Minutter indtraadte en Stilhed, som kun findes i Graven. Enhver af os troede, for saa vidt han kunde tænke, at de andre to var døde og laa smadrede ved Siden af. Min Haand famlede ganske mekanisk efter min elektriske Lommelampe paa Brystet og fik den tændt. Dens Lys formaaede ikke at gennemtrænge den Krudtrøg og Svovldamp, som vor Hule var fyldt med; den lyste kun som en tændt Cigar i Taage. Jeg kom først til Orde og spurgte de andre, om de var levende endnu. Tøvende og ligesom bange for at høre deres egen Stemme svarede de ja. »Er I saaret?« »Nej!« — Saa greb jeg den lille Spade, jeg før sad med i Haanden, og som jeg uden at vide af det havde givet Slip paa, og begyndte med feberagtig Hast at frigøre Benene for den nedstyrtede Jord.
Luften, som var fuld af Krudtrøg og Svovldamp, truede med at kvæle os. Det blev uudholdeligt derinde, og Øjnene fyldtes med Taarer. Endelig fik vi et lille Hul ud i det frie, og Krudtrøgen trak ud. Snart havde vi Hullet saa stort, at vi en efter en kunde knibe os ud. Da vi alle tre var kommen ud, styrtede vi af Sted for at finde en anden Jordhule. De store Granater brølede og hvinede forbi os, da vi løb langs hen i Graven, og Sprængstykkerne svirrede fløjtende omkring i Luften. Fjenden var bleven tirret og skød paa vor Grav som rasende. Vi tumlede aandeløse ind i en anden Jordhule, som i Forvejen var fuldt besat; men den overhængende Fare gav baade Hjerterum og Husrum.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Den 18. april 1915 var der planlagt et angreb på de franske stillinger hen under aften.
Næste Morgen blev vi purret tidlig ud og fik en kraftig Portion Ærter og Flæsk til Davre. Nogle spiste to store Portioner; thi som de sagde: »Det er maaske sidste Gang, vi faar Ærter og Flæsk, og saa vil vi have alt det, vi kan spise.« Vi fik saa en ekstra Portion Flæsk med til Brødet, og Kl. 3 marcherede vi af til Skyttegraven.
Undervejs i et Stenbrud fik vi Morgenkaffe, og saa gik vi før Daggry ind i Skyttegraven. Fjenden maatte jo ikke ane, at der var kommen Forstærkning. Vi blev fordelt paa alle Jordhuler og laa og drøftede Eventualiteterne ved Angrebet om Aftenen. Mange røg, saa Tungen smertede, og spiste alt det, de havde med; de vilde ikke gemme noget til næste Dag. I Morgen? Vi vil ikke sørge for i Morgen.
Vi lever kun i Nuet.
Dagen oprandt med straalende Solskin. Det meste af Dagen var det stille over hele Fronten foran os; kun en enkelt Vagt, som maaske i Adspredthed har staaet og pillet ved Aftrækkeren, forskrækkede sig selv ved, at hans Gevær gav et Knald.
“Mange røg så tungen smertede …” 86’ere i en skyttegrav.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne samt hviledagene i Saulces-Mouelin
Den 11. april, kl. 4 om morgenen, bliver II bataljon afløst af III bataljon; 5. og 6. kompagni bliver indkvarteret i Somme-Py, 7. og 8. kompagni i baraklejren “Kaisertreu” nord for den tidligere landsby.
Fra den 14. til den 16. april ligger vor bataljon som regimentsreserve i “Hessenlager” ved Arbre-højen. Vi skal nu besætte den frontdel, hvor I bataljon ligger, og som ligger til venstre for det afsnit, vi besatte tidligere. Vi bliver trukket frem til “mellemlejren”, hvor bataljonsstaben ligger.
En fransk fremskudt post, af os kaldet “Franzosenburg”, fra hvilken der udløber adskillige franske minegange, der fører ind under vor stilling, skal sprænges af vore pionerer og så besættes af I bataljon. Jeg danner med min 1. deling en relælinje fremad for at sikre en forbindelse, såfremt telefonkablet skulle blive ødelagt.
Foretagendet lykkes; 100 til 200 franskmænd skal være begravet ved sprængningen.
Den 18. april sprænger franskmændene; en deling fra 1.kompagni bliver begravet; vi bliver alarmeret, men rykker om aftenen tilbage igen.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 17. April blev vi kaldt sammen af vor Kompagnifører, som fortalte os, at der var planlagt et lille Foretagende mod »Frands«, som vi ogsaa skulde være med til. Det var tænkt saaledes:
Vort svære Artilleri skulde bombardere de franske Skyttegrave, som i Forvejen kun var tyndt besatte, i flere Timer. Saa skulde der være et Kvarters Ro, som man troede Fjenden vilde benytte til at kaste sine Reserver ind i forreste Linie. Han var vel nok bleven klar over, at der snart vilde følge et Angreb.
Derefter skulde der atter bombarderes paa de første Skyttegrave, saa man var temmelig sikker paa, at der ikke vilde blive mange levende tilbage. Paa et aftalt Klokkeslet skulde saa en Skyttelinie gaa frem til den 3. franske Skyttegrav og besætte den. En anden Skyttelinie, bevæbnet med Spader, Hakker og Skovle, skulde følge efter til den første Skyttegrav og jævne den med Jorden, saa Fjenden ikke mere kunde komme til at undergrave os.
En Trop blev bestemt til at befordre de erobrede Maskingeværer og Kanoner tilbage, og andre blev udpeget til at transportere Fangerne, som vi muligvis vilde tage. Vi var alle enige om, at Planen var god.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Faldne, sårede og fangne. Efter nordslesvigske blade
–Vejmand Andersen i Toftlund har modtaget efterretning om, at sønnen er falden. Han var kun 22 år gammel og kom ind i efteråret som rekrut. Det var forældrenes eneste søn.
Der er nu faldet 16 fra Toftlund sogn.
Jes Frederiksen i Bylderup har fået meddelelse om, at Sønnen, Frederik, den 30. marts er bleven hårdt såret i Hovedet og den 31 Marts var død på Lazaret.
Familien Jes Høy på Roesgård ved Løjtkirkeby har modtaget meddelelse om, at sønnen Peter er falden og bleven jordfæstet den 8. april.
Gårdejer Jørgen Jørgensen fra Brandsbøl er falden den 12. januar. Han efterlader enke og 6. børn, hvoraf det yngste kun er nogle uger gammelt.
Ifølge den nyeste tabliste er Jes Christensen fra Trappen ved Gråsten falden. Han stod som landeværnsmand ved 86. Füsilerregiments 3.kompagni.
En søn af byggemester Schlichting i Dybbøl blev i September måned hårdt såret på den østlige krigsskueplads. Nu er sønnen død af sine sår.
Niels Christensen fra Nordborg og Christian Schmidt fra Holm er bleven let såret i Kampene mellem 11. og 17. Marts.
Endvidere meddeles at Johs. Erichsen Adsbøl, Peter Jessen, Snogbæk , og Anders Christensen Poulsen fra Bevtoft er bleven hårdt sårede i Kampene i begyndelsen af Marts Måned til den 2 april.
Frivillig Fr. Nielsen fra Nybøl, Åbenrå Kreds, er hårdt såret.
Karl Szameitat fra Sønderborg er Død i tirsdag på Reservelazarettet i Flensborg, 25 år gammel. Han Efterlader enke og børn.
Marie Lund i Hajstrup, har fået meddelelse fra sin søn Mads Lund om, at han og Anders Christiansen fra Skovby (Bedsted sogn) på en Patrouilletur den 11. Marts kom i russisk Fangenskab. De får nok at spise og har det det for så vidt godt.
Et fransk Brev Landdagsmand Nis Nissen, Viby, Købmand Chr. Jakobsen, Høruphav, og maler Jakobsen, Sønderborg, har modtaget følgende franske brev som ”Dybbølposten gengiver i oversættelse:
”Herrerne Jakobsen og Hr. Nis Nissen. I et for os alle sørgeligt øjeblik har vi haft den ære at gøre deres bekendtskab. I den måned vi har levet sammen, har de trods fuld opfyldelse af deres pligt gjort alt muligt for at lette os krigens hårdheder.
Emil, Andrea og jeg er dybt rørt og hjerteligt taknemmelige for den venlighed , der har vist os. I Fremtiden, når de atter er hos deres Familie, ønske vi dem al mulig lykke på deres ø, langt borte fra os vil vi i tankerne se tre Hjerter, som vi aldrig vil forglemme. Marie Dorey”
De tre alsinger havde været indkvartede på et større bondegård hos nævnte familie en måneds tid, men har nu fået et andet kvarter. I anledning af deres omkvartering blev nævnte brev overrakt af husmoderen, der er en født pariserinde.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.
Nis Kock fortæller:
Inde fra Land var der kommet en Robaad ud imod os, roet af Negre med en hvid Mand ved Roret. Den passerede os, da vi endnu havde lidt Fart paa, og den hvide Mand, hvis Ansigt næsten var skjult af en Tropehjelm, var øjensynlig i Vildrede med, hvad det var for et Skib, han havde for sig. Han satte Hænderne for Munden som en Raaber og prajede os tre-fire Gange, men først, da han kom os helt nær, kunde vi høre, at han foreløbig forsøgte sig med det engelske.
— Do you speak English? raabte han op til Tømmermanden, der stod og kiggede ned paa ham. Tømmermanden maa have følt sig irriteret over at blive tiltalt paa dette Sprog, som han og vi andre havde holdt os længst muligt paa Afstand fra. Han tog et ekstra Tag i Bukserne, satte en foreløbig Skibsrekord i Langspyt og svarede paa jævnt Sønderjysk: — Hold din Snut! hvorpaa han bed sig en ny Skraa.
Det, jeg kunde se af Mandens Ansigt, forvandledes fra Tvivl til et straalende Smil, og han raabte glædestraalende op til Tømmermanden: — Hurra — Sie sind Hamburger!! Hvortil Tømmermanden intet svarede og vi andre heller ikke sagde noget.
Endnu engang vendte vi os om som paa Kommando. For med en Helvedes Larm af skurrende, skruende, hvinende og hvæsende Lyde slog et glat Lag Granater ned i Vandet kun et lille hundrede Meter fra os, medens et Brøl af Kanoner rungede over Bugten og fik mig til at se mod Indsejlingen. Dér laa ganske rigtig den engelske Krydser med Bredsiden til, og i samme Øjeblik jeg saa derhen, blinkede det endnu engang fra Kanonerne, og et nyt Lag gik lige over „Kronborg“ . Granaterne passerede os som et Uvejr af Mislyde og rejste en temmelig velordnet Stribe af Nedslag inde under Land i det lave mudrede Vand.
I et Glimt saa jeg Negrene i Robaaden vende om og ro mod Land i en rasende Fart, Aarerne gik som Trommestikker, og samtidig rungede det næste Brøl fra Kanonerne ind over Bugten.
Fra Kommandobroen hørte jeg Kaptajnens rolige Stemme: — Klar til at sænke Skibet og klar ved Baadene. Der slog en Salve ned tæt omkring Skibet, og jeg hørte et dumpt Brag mod Skibssiden. Det var jo nok den første Træffer. Jeg maatte hellere se at foretage mig noget, inden Træfferne blev mere almindelige. Jeg var paa Vej ind mod vort Rum for at hente nogle personlige Ejendele og et Fotografi af min Hustru, som jeg havde haft med paa Rejsen, men det var for sent nu. Fra Baadene blev der raabt til mig om at skynde mig lidt, og jeg vendte derfor om og løb over til Baadene.
Den, jeg skulde med, var allerede firet ned, og Folkene var ved at tage Plads i den. Det gik meget roligt for sig, uden det mindste Tilløb til Panik, skønt de engelske Salver faldt Slag i Slag og Skibet allerede var ramt flere Gange. Kaptajnen stod endnu paa Kommandobroen og raabte til en eller anden, hvordan det gik, og nikkede, da han fik et Svar nede fra Skibets Dyb. Det var sikkert Sænkningen af Skibet, det drejede sig om. Jeg bemærkede nu ogsaa, at Dækket var begyndt at skraane meget stærkt, og samtidig med, at jeg gjorde denne Opdagelse, slog et nyt Lag ned omkring os, en Granat sprang paa den anden Side Kommandobroen, og Splinterne hvinede til alle Sider. Det var dog ejendommeligt, at vor Dynamitladning, vore mange Millioner Geværpatroner og vore Granater til „Königsberg“ ikke havde ladet høre fra sig for længe siden.
Tanken om vor Ladning satte imidlertid Fart i mig, og et Øjeblik efter stod jeg i Baaden, som straks efter lagde fra. Det sidste, jeg saå paa Dækket, var et Par Mand i Færd med at hælde Indholdet fra nogle store Spande ud over Dækslasten. Det lugtede infamt af Petroleum, og nu blev jeg først klar over, hvor den Lugt stammede fra, som jeg havde bemærket om Natten. Petroleumsspandene havde staaet parat hele Tiden. Da vi kom nogle Meter fra Skibet, begyndte det allerede at brænde i Bræddestablerne fra for til agter, og jeg bemærkede, at Skibet laa meget dybt med Agterenden. Alle Bundventilerne maatte være blevet lukket op, siden vi havde faaet saa meget Vand ind paa et Øjeblik.
Der blev roet meget stærkt. Da vi var kommet et Hundrede Meter fra Skibet, lagde en anden Baad fra det brændende Skib, og der var én, der sagde: — Nu er der ikke flere tilbage. Skipperen tog sin Hund med.
Røgen fra det brændende Skib lagde sig som et Slør over Vandet, og det generede vel Englændernes Skydning noget. Det hindrede dog ikke, at alle de Granater, der gik for langt, slog ned i umiddelbar Nærhed af Baaden, og til sidst blev jeg klar over, at de ligefrem fyrede efter os. Da vi sprang i det lave mudrede Vand for at vade det sidste Stykke ind, skiftede Englænderne ved en eller flere Kanoner om til Shrapnel og skød direkte paa os. Jeg kunde høre de skarpe, skrattende Skrald oppe i Luften, der var helt forskellig fra de almindelige Granaters dumpe, rungende Bulder, og et Sekund efter hvinede en Byge af Blykugler ned over os og rejste Brakvandet i Hundreder af Sprøjt. Ganske køligt og nøgternt arbejdede min Hjerne og undrede sig over, at ingen var blevet ramt.
Vi blev nogle timer forsinkede og nåede ikke kysten og målet som planlagt, da vi pludselig fik øje på en stærk røgsøjle fra et skib, der viste sig at være den engelske krydser Hyacinth. Vi blev straks opdaget og et skud for boven var signal til at vi skulle stoppe, men kaptajnen gav ordre til at lukke søventilerne og skibet kunne sætte farten op og nu fulgte en beskydning, hvorunder granaterne fløj os om ørerne. Heldigvis var de fleste forbiere, og da kaptajnen kunne se, at vi ikke kunne nå frem til Tanga, uden at blive indhentet, bøjede vi ind i Manzabugten.
Et stykke tid skjultes skibet af høje palmer, men fristen var kun kort, krigsskibet nærmede sig med stærk fart og nu fulgte salve efter salve, vort skib kom i brand, faren for en stor eksplosion var stor, søventilerne blev åbnet igen og skibet sat på grund, hvorefter ordren lød: Alle mand i bådene!
Det gjaldt om at komme hurtigst muligt bort fra skibet. Blev ammunitionen ramt, ville skibet ryge i luften — og vi med. Vi forsøgte a t ro mod land, men nu satte Hyacinth ind med schrapnellgranater, så vi måtte forlade bådene. 5 mand blev såret, derunder kaptajnen hårdt. Nu fik vi imidlertid også ild fra land, idet de indfødte tyske vagtposter jo ikke kunne ane hvem vi var; men heldigvis ramte de ikke — de fleste kugler går jo da forbi.
Det lykkedes trods alt dog os alle at komme i land, og et stykke inde i land, samlet under et træ på et højtliggende sted, kunne vi iagttage det brændende skib og englændernes forsøg på at komme om bord. Hen på dagen forlod de skibet, gik om bord i krydseren og forlod bugten vel menende, at skibet var udbrændt.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
Det var Peter Hansen og mig, der skulde have Vagten paa Fyrpladsen, da Viseren gled ind i den nye Dag, den 13. April. Da vi kom ned, mødte vi en af Mestrene, der fortalte os, at han lige havde skruet Sikkerhedsventilerne fast.
— Hvad skal det tjene til? spurgte vi.
— Har I ikke læst Mark Twain, grinede Mester. Naar Skipperne paa Mississippi sejlede om Kap, saa satte de en Niggerdreng paa Sikkerhedsventilen — saa kom de enten igennem, eller ogsaa sprang de i Luften. Her var vi ingen Niggerdreng, saa her klarer vi os med en Skruenøgle.
— Det er maaske Meningen, at vi skal sejle stærkt? spurgte Peter Hansen roligt og hængte sin Frakke paa et Søm.
— Det varer nok ikke saa længe. Skaf jer nogle Kul frem, mens I har Tid endnu. Jeg tænker, at Kedlerne holder, for det er godt engelsk Kram.
Vi fulgte hans Raad og skrabede saa mange Kul frem, som vi kunde overkomme, inden der kom Ordre til at sejle for fuld Kraft. Saa gik det løs. Fra det Øjeblik sagde vi ikke et Ord til hinanden. Saa hurtigt som vi overhovedet var i Stand til at bevæge os, øste vi Kul paa Ilden. Aldrig i mit Liv har jeg arbejdet som i disse Timer. Huden gik i store Vabler paa Hænderne, Kroppen drev af Sved, og Benene rystede under mig af Overanstrengelse.
Én Mand raabte ned til os: Nu gik vi forbi Pemba Øen!
Vi var ligeglade. Vi rasede som Djævle i vort ophedede Rum, og Mester raabte ind til os: — Det gaar strygende — bliv ved lidt endnu! Heller ikke det svarede vi paa. Manometret, der var engelsk, havde en rød Streg ved 180, men den var for længe siden overskredet.
Skibet rystede og dirrede i sine Sammenføjninger under det voldsomme Pres, og Kullemperen stønnede: — Vi springer Gud hjælpe mig i Luften alle Mand! Men ogsaa han fik Lov til at tale ud i det frie Rum. Vi øste og øste Kul paa, og det eneste, vi havde Øje for, var Manometret. Ikke en eneste Streg maatte det falde fra den Højde, vi havde tvunget det op paa. Det var blevet vor rent private Galskab.
Inde i mig voksede et dumpt Raseri mod „Königsberg“, der havde tvunget os ind i dette Slæbearbejde, mod alle dem, der havde fri, ja, mod hele Verden. Det overmenneskelige haarde Arbejde skal nok være Forklaringen paa, at Klassekampene altid er saa rasende og bitre. De, der maa overanstrenge sig, holder af at tænke paa Fjender og Uvenner og ikke med kærlige Tanker. Der skabes ikke idylliske Syner af haardt og slidsomt Arbejde.
Mærkeligt nok følte jeg mig ikke videre træt af det haarde Slæb, men et Sted i Baghovedet lurede en Anelse om, at jeg hvert Øjeblik kunde styrte om med Skovlen i Haanden, hvis jeg ikke holdt en vis Kontrol med mig selv. (…)
— Røg ret agterude! meldte Udkigsmanden, og som paa Kommando drejede hele Besætningen omkring og søgte agterud. Nu saa jeg dem først allesammen. De fleste af dem havde staaet samlet i Forskibet og stirret forud efter det første Glimt af Tanga, som vi jo snart maatte være i Nærheden af. Nogle havde raabt, at de kunde se Fyrtaarnet ved Indsejlingen, men andre havde bestridt det. Jeg havde hørt det som noget mig forholdsvis uvedkommende, medens jeg stod og saa ind mod Bjergene.
Men var det Tanga, de havde set, og var det et engelsk Krigsskib, der dampede agterude, saa var det altsaa gaaet i Opfyldelse, som jeg havde frygtet mest af alt, at vi skulde blive standset lige paa Tærsklen til vor Triumf.
Fra Broen spejdede Kaptajnen og en af Styrmændene i deres Kikkerter efter Røgen agterude, og i Bagstavnen stod det meste af Mandskabet og stirrede den samme Vej. Jeg gik hen til dem. Det var en tavs Forsamling. Ikke en eneste talte højt. Alle ventede paa, hvad Udkigsmanden, der havde Kikkert, kunde sige om det Skib, der kom dampende efter os. For mine Øjne var der ikke andet at se end en kulsort Røgsky, der syntes at vokse i Størrelse og Tykkelse for hvert Minut.
— Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os! brølede Udkigsmanden, og der gik en bølgende Bevægelse gennem hele Klyngen. Jeg saa op paa Kommandobroen.
Kaptajnen og Styrmanden havde taget Kikkerten fra Øjnene, og Kaptajnen nikkede betydningsfuldt til sin Styrmand.
— Færdig! sagde en Mand lige med ét, færdig med fyrre. Saa satte han sig ned paa Spillet og tændte en Cigaret. Hver en Havn spærret af de Sataner!
Ja, hver en Havn spærret: Engelske Krydsere stængte hver Havn — inde i Land var der Mangel og Nød. . . Hans Ord vakte en lille forglemt Versestump til Live hos mig, og den blev ved at synge i Hovedet paa mig længe efter, at andre var begyndt at tale. Det var jo Terje Vigen om igen. Det var hundrede Aar siden, men stadig beherskedes Havene af „den engelske man of war — med Ørneøje fra Mærs“ .
I hundrede Aar havde disse Skibe under det hvide Krigsflag afgjort, hvad der skulde være lukket, og hvad der skulde være aabent. Stor og mægtig var Englands Flaade. Den havde Raad til at lade os luske igennem Skagerak og til at gaa gennem Blokaden ved den skotske Kyst, for den vidste, at hvad den ene ikke saa, det saa den anden.
Nu havde Røgskyen hævet sig, og jeg saa tydeligt Dele af Rigningen og af Skroget paa den engelske Krydser. Det var ikke noget særlig stort Skib, saa vidt jeg kunde se, men det var stort nok for os. Saadan var det ved Falkland, saadan ved Dogger Banke og saadan ogsaa her, hvor „Kronborg“ løb for sit Liv. Jeg saa op mod Flaget, men det var der ikke længere. Dannebrog var strøget under dette sidste Kapløb.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Franskmændene gravede minegange ind under de tyske stillinger, og den 11. april 1915 blev dele af de tyske forsvarslinjer sprængt nedefra.
Fjenden rodede videre i jordens indvolde. Den følgende eftermiddag røg sapespids 4 i luften. Som ved et under kom de to poster fra det med livet i behold, men blev dog såret. Med de sidste kræfter blev der i de følgende dage arbejdet på oprydning af disse ødelæggelser. Uafladelig skød fjenden dag og nat med miner og granater ned i krateret, idet de hele tiden tilføjede det arbejdende mandskab tab. Det lykkedes ikke at redde alle kammeraterne. En underofficer, 10 menige og 4 pionerer forblev under jorden.
Nu hed det: gør det ødelagte klar til forsvar igen. Sprængningen havde revet skyttegraven midt over, nu blev der trukket en ny uden om krateret. På randen af krateret gravede man et galleri.[1] Derfra gik der ved den rand, der vendte mod fjenden, retvinklede, indskårne standpladser. Foran randen trak man pigtrådsspærringer, stillede spanske ryttere op, og snart var også dette ruinlandskab indrettet til forsvar.
Det beroligede imidlertid på ingen måde ledelsen. Hvad havde fjenden haft til hensigt med denne sprængning? Lod han det blive ved det? Var det bare optakten til en større sprængningsoperation? Ville han måske sende hele Soltau-Eck til himmels? Det skulle man ubetinget have klarhed over og komme fjenden i forkøbet. En patruljeoperation skulle tiltvinge sig adgang til de fjendtlige skyttegrave, opspore eventuelle underjordiske gange og sprænge dem. En svær opgave at løse, men den var helt nødvending. For følelsen af at sidde på vulkan var i det lange løb utålelig.
[1] Et galleri er i denne sammenhæng en overdækket skyttestand.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Det værste var alligevel, at vore Pionerer og flere Vagtposter længe havde mærket, at »Frands« gravede og borede underjordiske Minegange ind under vor Skyttegrav. Midt om Natten kunde man høre, hvorledes han huggede i den haarde Sten neden under os. Det var med lidt uhyggelige Følelser, vi lagde os til at sove i Jordhulen om Aftenen, og Tanken, det varer vist ikke længe, førend »Frands« sprænger os alle i Luften, blev ofte udtalt.
Det var flere Gange bleven meldt til Kompagniføreren, som dog ikke havde villet tro det. Langt om længe fik vore Pionerer Ordre til at grave Fjenden i Møde for at ødelægge hans Arbejde. Og de gravede ikke mange Meter, førend de stødte paa den fjendtlige Minegang, der allerede var saa nær færdig, at de elektriske Ledninger, som skulde antænde Krudtminen, var lagt.
Da de brød igennem til den fjendtlige Minegang, og Fjenden saa sig opdaget, udspandt der sig en forbitret Kamp under Jorden, hvorved en af vore Pionerer blev saaret i Armen. Efter Kampen overskar Pionererne de lagte Ledninger og barrikaderede Gangen med Sandsække og troede nu, at Faren foreløbig var forbi. Men »Frands« havde godt mærket vort Arbejde og havde derfor været saa snedig at lægge flere Ledninger skjulte i Jorden, saa det ikke lykkedes Pionererne at overskære dem alle.
En Eftermiddag skete saa Sprængningen alligevel. Der var nok enkelte, der mærkede ligesom en Jordrystelse, og man sad og talte om, hvad det mon kunde være. Nogle mente, at det var en stor Blindgænger, som var slaaet ned i Nærheden. Men snart blev de underrettet om, at Fjenden havde sprængt et Stykke af Skyttegraven, og straks tog de fat paa at grave deres Kammerater ud. Der var bleven 4 Sektioner begravet; men det lykkedes 16 Mand at grave sig selv ud ved Hjælp af smaa Spader, Spadserestokke, Sabler og andre Redskaber, som de i Hast kunde faa fat paa. Fjorten Mand blev draget frem som Lig.
Redningsarbejdet blev stærkt forhindret, og der blev tilføjet os yderligere Tab ved, at Fjenderne stadig beskød Ulykkesstedet med Artilleri.
Næste Morgen blev der sprængt i samme Grav lidt længere til venstre. Ved Sprængningen og Redningsarbejdet havde vi over 50 døde og saarede. Om Eftermiddagen var jeg henne paa Ulykkesstedet, hvor der mødte mig et uhyggeligt Syn. Et stort, tragtformet Hul paa godt 30 Meter i Gennemsnit gabede mig i Møde. Det var gennemrodet mange Steder for at finde de ulykkelige Kammerater.
Rundt omkring laa Bjælker og Stumper af Brædder fra de sønderrevne Jordhuler, og der var mange Blodspor af de saarede. Ved begge Sider af Tragten var Skyttegraven af den stærke Jordrystelse styrtet sammen, saa Mandskabet, som befandt sig i de Jordhuler, blev ogsaa begravet. Iblandt dem var Feldwebel Blunk, som havde været saaret 3 Gange i Forvejen; men ogsaa denne Gang slap han godt derfra og kom ud i god Behold.
Da jeg steg ud af Tragten, mødte jeg Andreas Jessen, som saa forundret op paa mig med de Ord: »Men hvor har du dog været?« – »Aa, jeg har bare været nede i Tragten for at se, hvordan den saa ud.« – »Da er det et Under, at du er sluppet helskindet ud; thi »Frands« har en Kanon indstillet til at skyde midt ned i Tragten, og den har saaret mange.« – »Har du ikke været dernede?« – »Nej, jeg gaar ikke derned, undtagen det er min Pligt.«
Jeg fik en Hilsen gennem et Brev fra Andreas’s Forældre, og han spurgte mig, om jeg snart vilde med hjem paa Orlov. Der var naturligvis ikke noget, jeg hellere vilde; men den første Maaned kunde jeg ikke komme paa Tur. — En Granat hvislede lige hen over os og slog ned bag ved Skyttegraven.
Vi skiltes. »Hils hjemme!« — »Paa Gensyn!«
Overlevende fra Füsilierregiment 86’s 4. kompagni efter sprængningen ved Moulin den 11. april 1915. (privateje)
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Den 11. april 1915 om formiddagen opdagede regimentet, at franskmændene havde undermineret dele af stillingen, men det lykkedes at afbryde sprængladningen. Men var der flere?
Havde franskmanden mon ikke også undermineret andre dele af stillingen, og hvor? Længe kunne mændene i 4. kompagni ikke tænke over tingene, for tung artilleri- og mineild holdt hele dagen afsnittet i ånde.
Vort artilleri skulle hjælpe dem, men ledningen var sønderskudt og de kunne ikke underrettes.
Da skete kl. 6.30 det forfærdelige. En kort sitren, uro og revner i jorden, et underjordisk buldren, så brister jorden, en brun vulkan stiger mod himlen, i vid omkreds rasler en regn af jord og sten ned.
Hvor engang sape 3 og den tilstødende skyttegrav var forløbet, gabte nu et kæmpe krater på 10 meters dybde og 30 meters diameter. Et øjeblik lammet af frygt, mens chokket overvindes, så kun én tanke: Hjælpe, redde! Hvor var gruppen fra sape 3, hvor var den og den?
Nu viste det sig, hvor djævelsk planen var udtænkt. Den franske artilleri- og mineild havde skræmt alle, der ikke lige var på post, ned i dækningsrummene, og dér var de nu begravet. Alle ilede til hjælp med spader, hvert sekund er kostbart.
Men nu åbenbarede sig hele den moderne krigs golde råhed. Fjenden ville ikke tillade, at levende, sårede og døde blev bjærget, uopholdelig skød han med granater og miner ned i krateret for at jage de tapre væk fra deres redningsarbejde, eller i hvert fald forstyrre redningsarbejdet.
Men det ville ikke falde en 86’er ind at lade sine kammerater i stikken. Under indsats af de sidste kræfter blev der gravet under stadig ”fald ned” og ”søg dækning” til langt ud på natten. Døde, sårede, bevidstløse, uskadte. Hen mod kl. 11 om aftenen indstillede fjenden sin skydning. Ved midnatstide dukkede der endnu fire füsilierer op, der selv havde gravet sig ud.
