En fiasko, deprimerende for det ellers så succesfulde regiment. Men en lærestreg: moderne feltbefæstninger var ikke så lette at erobre efter kort beskydning, først efter at besætningen havde været udsat for den sværeste fysiske og moralske chokvirkning, var der udsigt til succes.
Mod slutningen af april blev der foretaget en nyinddeling af stillingen. Fronten blev opdelt i syv kompagniafsnit. Det højre afsnit, ”Grænsestillingen”, fik I bataljon med underafsnittene ”Haderslev” og ”Aabenraa”.
Til hurtig indgriben anbragtes et kompagni i stenbruddet og i dækningsgrave ved Moulin-dalens skrænter, kaldet ”Ny Tønder”, og hvilekompagniet i Le Fresnes. Midten, ”Landeværnsstillingen”, med underafsnittene ”Sønderborg”, ”Flensborg” og ”Slesvig” fik III bataljon sammen med 13. og 14. kompagni.
Reserverne lå i ”Hvilehjemmet”, ”Fort Dauber”, i Nampcel og på Carrière-Ferme. På venstre fløj af ”Königin”-stillingen blev II bataljon indsat med afsnittene ”Rendsborg” og ”Kiel”. Reserverne i Fort Dauber, Neudorf og Camelin. Forbindelsesgravene, som efterhånden blev trukket til de enkelte afsnit hed ”Haderslev-”, ”Mannstein-”, ”Aabenraa-”, ”Sønderborg-”, ”Flensborg-”, ”Slesvig-”, ”Glücksburg-”, ”Kiel-” og ”Dybbølvej”.
I de sidste dage af april blev der mere roligt i stillingen. Det syntes et øjeblik, som om kampene også her ville stilne af. Det var stilheden før stormen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Ved Stenbruddet, hvor vi drak Kaffe om Morgenen, blev Kompagniet samlet. Det var næsten mørkt, kun Lyskuglerne, som af og til blev skudt til Vejrs, tyste for et Øjeblik ud over den forvirrede Kampplads, hvor alting for et Par Timer siden var i det vildeste Oprør. Nu var det næsten stille, kun et enkelt Geværskud faldt. Men ud gennem Skydehullerne i Skyttegraven stirrede Vagterne aandeløst fremad i Mørket.
Da vi gik gennem Byen Nampcel, var de mørke Skyer paa Himlen trukket bort, og Stjernerne tittede frem. Maanen kom ogsaa igennem og lyste for os Resten af Vejen. Jo længere jeg kom bort fra Skyttegraven, desto friere gik jeg. Det var en Følelse, som naar et Bind, der er lagt stramt omkring Brystet, lidt efter lidt bliver løsnet.
Jeg rettede Ryggen og skød Brystet frem. Benene ilede af sig selv fremad med kraftige, faste Fodslag. Hvor Aftenen dog var smuk! Stjernernes Skin var saa lyst og mildt og Nymaanens sirligt formede Halvcirkel skinnede fra Himmelhvælvingen som en Broche af Ædelstene paa et blaat Bryst.
Jo, Verden var smuk, og jeg vilde leve. Hvordan mon mine Gymnaster havde det derhjemme? Mon vi nogen Sinde fik Lov til at gøre Gymnastik mere? Bare vi snart kunde komme hjem! Jo, jeg kommer jo hjem; det har jeg da aldrig tvivlet paa.
Saadan gik jeg og var hjemme i Tankerne, indtil jeg blev kaldt tilbage til Virkeligheden ved Kommandoen: Holdt! Træd af I Vi var ved Indgangen til Stenhulen.
Halvt med Uvilje kastede jeg Vaaben og Tornyster ned i Halmen; de saa saa kolde og døde ud. — Vi talte sammen endnu en Time om Dagens Begivenheder. Der var 4 Mand, som havde set, at Granaten slog ned paa vor Jordhule og begravede os; men de gav sig ikke til at grave os ud, da de ansaa os alle tre for døde.
Snart forstummede Talen, og vi lagde os til at sove under det stærke Klippeloft, glade over at være sluppet saa godt fra det hele.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Faldne, Sårede og fangne. Efter nordslesvigske Blade
Landmand Hans Jensen, Aarø, der var såret, er død den 13. marts.
Hans Petersen og familie i Ellehoved har modtaget efterretning om, at sønnen Nikolaj den 7. marts har fundet døden i krigen. Han blev 25 år gammel.
Walter Butenschøn fra Toftlund er bleven hårdt såret under kampene i marts måned.
Karl Petersen, Ørsted Mark, er let såret
Jes Andersen, Uge, er bleven hårdt såret i kampene ved slutningen af marts måned.
Ved en eksplosionsulykke den 22.Marts er Adolf Schweer fra Arum [må være Arnum, RR] bleven let såret.
Mejeribestyrer Hans Johansen fra Raved er død den 12 April på Lazarettet i Offenburg af lungebetændelse.
I en af de seneste tablister meddelelse at Gefr. Kurk Lorensen fra Nordborg i slutningen af marts måned kommen i fangenskab. Endvidere meddeles, at H. Kammann, Ketting, er i fangenskab.
Forårsmarkederne i Tønder
Vil ikke rigtig komme i gang i år, dels på grund af det kolde vejr og del på grund af krigen, der gør forhold usikre. Man havde troet, at åbningen af den danske Grænse for den jyske græsko skulde fylde vore markeder; men den lange grænseafspærring har naturligvis helt ændret forholdene, og tilførslen er endnu forsvindende. Der var ifølge ”Flensborg Avis” i Fredags en snes stykker Kvæg i det hele tilført og priserne var høje, omkring ved 400 mark for jyske Græskøer. Handelen var meget trykket. Kælvekvæget var meget dyrt.
En Russisk krigsfange, der var afgået ved døden på Lazarettet i Haderslev, Jordfæstedes i Torsdags eftermiddags på Assistenskirkegården. En snes af den afdødes kammerater var med til jordefærden og bar deres Kammerat fra lazarettet til graven. En afdeling soldater fra garnisonen i Haderslev var udkommanderet for at ledsage den afdøde til hans sidste hvilested. Det er ifølge ”Dannevirke” den femte Russisk krigsfange, som nu sover den lange søvn på Haderslev kirkegård, langt borte fra sit hjem.
Kvinderne og Landbruget. Om vejret og landbruget skrives ifølge ”Flensborg Avis” fra Gramegnen: Det tørre vejr, vi har haft i indeværende uge, har bragt liv i markarbejdet. Rundt omkring er folk travlt sysselsatte med at pløje, harve og køre gødning ud.
Det gælder særlig i år om at benytte tiden godt, da mange hænder mangler. Flere steder ser man kvinder både pløje, harve og køre gødning.
Hvad der desværre af den del forfinede mennesker før er blevet anset for en skam, er i år blevet en bydende nødvendighed. Intet ærligt arbejde, selv det groveste, bør noget tænkende menneske skamme sig ved.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Et Par Timer hengik i spændt Forventning om, hvilke nye Planer der blev lagt. Kl. 10 fik vi til almindelig Glæde Ordre til at trække os tilbage til Stenhulen ved Nampcel. Det lod vi os ikke sige to Gange, men gjorde os straks rede.
Vor Skyttegrav saa forfærdelig ud. Fjenden havde med sit Artilleri skudt den halv fuld af Jord, og desuden laa forrevne Sandsække, Skydeskaar og splintret Træværk rundt omkring i et Kaos. Foran os i et Teltlærred blev der baaret en haardt saaret. Det var min gode Ven, frivillig Frits Wolf. Han var Ordonnans og skulde netop til at gaa bort med en Ordre, da en af vore svære Granater slog ned i vor egen Skyttegrav og saarede ham dødeligt.
Samme Granat dræbte ogsaa Kaptajnen og Løjtnanten, som ledede Artilleriilden fra Skyttegraven gennem Telefonen. Kuglen var fra Kaptajnens eget Batteri.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Franskmændene gravede minegange ind under de tyske stillinger, og den 11. og 12. april 1915 blev dele af de tyske forsvarslinjer sprængt nedefra. Tyskerne planlagde derfor et modangreb på de franske stillinger for at ødelægge eventuelle yderligere minegange. Det skulle finde sted den 18. april.
Operationen var fastsat til 18. april. Efter to timers artilleriforberedelse af en afdeling 45’er, adskillige lette, et tungt felthaubitsbatteri og nogle minekastere, skulle tre enheder kl. 7 om aftenen storme frem ind til de næstforreste franske skyttegrave og sikre arbejdet for de efterfølgende grupper, der sammen med de tildelte pionerer skulle sprænge eventuelle underjordiske gange.
To mindre sideoperationer på regimentets yderste fløje skulle understøtte og sløre hovedangrebet. Ledelsen anså artilleriforberedelsen, som jo da også overgik alt hidtil, for tilstrækkeligt.
Men allerede under beskydningen havde de angribende enheder indtryk af, at det ikke var tilfældet. Gårdens mure faldt sammen, men skyttegravene, særligt dem nord for gården, blev ikke ramt i tilstrækkelig grad. Og fjenden var vågen, kepierne[1] forsvandt ikke fra skyttegravsranden. Da den første bølge stormede ud, knitrede det straks helt sindssygt.
Gevær-og maskingeværild, det blev straks klart, at der ikke var noget at gøre, yderligere fremtrængen ville være vanvid. Enhederne sprang tilbage i skyttegravene. Ved sideoperationerne gik det ikke bedre. En pionerofficer var faldet. 1. kompagni havde tre døde og to hårdtsårede.
En fiasko, deprimerende for det ellers så succesfulde regiment. Men en lærestreg: moderne feltbefæstninger var ikke så lette at erobre efter kort beskydning, først efter at besætningen havde været udsat for den sværeste fysiske og moralske chokvirkning, var der udsigt til succes.
[1] Fransk militærkasket. Stålhjelme fik krigens parter først i løbet af 1916, franskmændene dog allerede i 1915.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.
Jeg rystede paa Kroppen som et Espeløv; men jeg tvang mig til at se rolig ud. Længe fik vi ikke Lov til at hvile os her. Kanonerne tav. Øjeblikket var kommen til Angreb. — Nu skulde vi først hen til den gamle Jordhule for at grave vore Geværer ud. Da jeg kom ud i den Grav, hvorfra vi skulde angribe, var den Sektion samlet, som jeg skulde føre ud i anden Linie. Jeg sprang op paa Brystværnet for at orientere mig.
Saa snart jeg fik Hovedet ud over Skyttegraven, blev der rettet en saa forbitret Gevær- og Maskingeværild mod mig, at jeg hurtigst maatte søge Dækning. Jeg prøvede igen — samme morderiske Modtagelse. Tre Skridt frem, det vilde være den visse Død. Nej, tænkte jeg, ikke dø saadan, ikke kaste mig bevidst i Dødens Arme. Jeg saa, at endnu var ingen stormet frem paa hele Linien.
En rasende Pionérofficer kom løbende med Revolveren i Haanden og brølede til os: »Hvem er her Sektionsfører?« Jeg stod ret og svarede: »Det er jeg!« Han bandede og tordnede: »Vil De skyndsomst se, at De udfører Deres Pligt og stormer frem til Angreb!« Jeg sagde: »Det er umuligt at komme blot et Par Skridt frem, da vi ingen Reserver har, og der er heller ingen gaaet frem endnu paa hele Linien.«
Han hævede Revolveren med et Ryk og hvæsede ud mellem Tænderne: »Hund! Jeg skyder dig ned, hvis du ikke gaar frem!«
Jeg stirrede ind i det korte, sorte Revolverløb, pressede Tænderne fast imod hinanden og knugede Geværet med højre Haand som i Krampe. En underlig, stejl Trods kom op i mig sammen med den Tanke: Om jeg dør straks her i Skyttegraven eller om et Øjeblik to Skridt foran kan omtrent falde ud paa et, og hvis han skyder, saa dør han i samme Øjeblik, det ser jeg nu paa mine Kammerater.
Langsomt, men med Eftertryk svarede jeg: »Gaa De foran, Hr. Overløjtnant, saa kommer jeg bagefter!«
Han blev bleg, og Øjnene blev større; men højre Haands Pegefinger strakte sig lige ud, og Armen sank. Uden at mæle et Ord mere gjorde han omkring og løb tilbage, idet han i Forbifarten kastede et sky Blik til mine Kammerater.
Lidt efter kom der Ordre til, at vi ikke skulde gaa frem, men gaa tilbage til vor Jordhule igen og afvente nærmere Besked.
86’ere i en skyttegrav ved Moulin (Krestens Philipsens krigsfotos, privateje)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Kl. 5 hørte vi en underlig orkanagtig Brusen gennem Luften, den kom nærmere og nærmere, man spændte Nerverne og lyttede, det var, ligesom man omklamrede med et fast Greb den Genstand, man netop havde i Haanden, og Hovedet gik uvilkaarligt ned mellem Skuldrene, mens man holdt Aandedrættet tilbage. Med et frygteligt Tordenbrag forvandledes den blide Stilhed til et Rædselsøjeblik, idet de store Projektiler fra vore Kanoner susede ned ovre hos Fjenden og udslukkede alt Liv paa den Plet, hvor de sprængtes.
De store Projektiler kom nu hurtigt efter hinanden, hylende og brusende gennem Luften, og slog ned ovre hos den stakkels »Frands«. Det var frygteligt. For hver Gang, en Granat sprængtes, folder en Sitren gennem Jorden, som naar man har heftige Kuldegysninger. Tiden blev forfærdelig lang. Minutter blev til Timer, og Timerne var uhyre lange. Det var med nogle sære, uhyggelige Fornemmelser, jeg sad og afventede Begivenhedernes Gang. Nerverne var overspændte. Hænderne begyndte at ryste, jeg havde en Fornemmelse i Brystet, som om jeg kæmpede mod en dyb Sorg, der truede med at bryde ud i en voldsom Taarestrøm.
Jeg sad i en Jordhule sammen med 2 Mand mere, jeg holdt en lille Spade i Haanden for det Tilfældes Skyld, at der skulde ske noget, og vi talte netop om, hvor skrækkeligt det kunde være at sidde derovre.
Aa! Et Lynglimt — et Brag, meget højere end alle de andre — og vi sad alle tre som lamslaaede. En fransk Granat havde ramt vor Jordhule. Bjælker, fyldte Sandsække og Jord styrtede ned paa os. Vi var begravede. I et Par Minutter indtraadte en Stilhed, som kun findes i Graven. Enhver af os troede, for saa vidt han kunde tænke, at de andre to var døde og laa smadrede ved Siden af. Min Haand famlede ganske mekanisk efter min elektriske Lommelampe paa Brystet og fik den tændt. Dens Lys formaaede ikke at gennemtrænge den Krudtrøg og Svovldamp, som vor Hule var fyldt med; den lyste kun som en tændt Cigar i Taage. Jeg kom først til Orde og spurgte de andre, om de var levende endnu. Tøvende og ligesom bange for at høre deres egen Stemme svarede de ja. »Er I saaret?« »Nej!« — Saa greb jeg den lille Spade, jeg før sad med i Haanden, og som jeg uden at vide af det havde givet Slip paa, og begyndte med feberagtig Hast at frigøre Benene for den nedstyrtede Jord.
Luften, som var fuld af Krudtrøg og Svovldamp, truede med at kvæle os. Det blev uudholdeligt derinde, og Øjnene fyldtes med Taarer. Endelig fik vi et lille Hul ud i det frie, og Krudtrøgen trak ud. Snart havde vi Hullet saa stort, at vi en efter en kunde knibe os ud. Da vi alle tre var kommen ud, styrtede vi af Sted for at finde en anden Jordhule. De store Granater brølede og hvinede forbi os, da vi løb langs hen i Graven, og Sprængstykkerne svirrede fløjtende omkring i Luften. Fjenden var bleven tirret og skød paa vor Grav som rasende. Vi tumlede aandeløse ind i en anden Jordhule, som i Forvejen var fuldt besat; men den overhængende Fare gav baade Hjerterum og Husrum.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Den 18. april 1915 var der planlagt et angreb på de franske stillinger hen under aften.
Næste Morgen blev vi purret tidlig ud og fik en kraftig Portion Ærter og Flæsk til Davre. Nogle spiste to store Portioner; thi som de sagde: »Det er maaske sidste Gang, vi faar Ærter og Flæsk, og saa vil vi have alt det, vi kan spise.« Vi fik saa en ekstra Portion Flæsk med til Brødet, og Kl. 3 marcherede vi af til Skyttegraven.
Undervejs i et Stenbrud fik vi Morgenkaffe, og saa gik vi før Daggry ind i Skyttegraven. Fjenden maatte jo ikke ane, at der var kommen Forstærkning. Vi blev fordelt paa alle Jordhuler og laa og drøftede Eventualiteterne ved Angrebet om Aftenen. Mange røg, saa Tungen smertede, og spiste alt det, de havde med; de vilde ikke gemme noget til næste Dag. I Morgen? Vi vil ikke sørge for i Morgen.
Vi lever kun i Nuet.
Dagen oprandt med straalende Solskin. Det meste af Dagen var det stille over hele Fronten foran os; kun en enkelt Vagt, som maaske i Adspredthed har staaet og pillet ved Aftrækkeren, forskrækkede sig selv ved, at hans Gevær gav et Knald.
“Mange røg så tungen smertede …” 86’ere i en skyttegrav.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne samt hviledagene i Saulces-Mouelin
Den 11. april, kl. 4 om morgenen, bliver II bataljon afløst af III bataljon; 5. og 6. kompagni bliver indkvarteret i Somme-Py, 7. og 8. kompagni i baraklejren “Kaisertreu” nord for den tidligere landsby.
Fra den 14. til den 16. april ligger vor bataljon som regimentsreserve i “Hessenlager” ved Arbre-højen. Vi skal nu besætte den frontdel, hvor I bataljon ligger, og som ligger til venstre for det afsnit, vi besatte tidligere. Vi bliver trukket frem til “mellemlejren”, hvor bataljonsstaben ligger.
En fransk fremskudt post, af os kaldet “Franzosenburg”, fra hvilken der udløber adskillige franske minegange, der fører ind under vor stilling, skal sprænges af vore pionerer og så besættes af I bataljon. Jeg danner med min 1. deling en relælinje fremad for at sikre en forbindelse, såfremt telefonkablet skulle blive ødelagt.
Foretagendet lykkes; 100 til 200 franskmænd skal være begravet ved sprængningen.
Den 18. april sprænger franskmændene; en deling fra 1.kompagni bliver begravet; vi bliver alarmeret, men rykker om aftenen tilbage igen.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 17. April blev vi kaldt sammen af vor Kompagnifører, som fortalte os, at der var planlagt et lille Foretagende mod »Frands«, som vi ogsaa skulde være med til. Det var tænkt saaledes:
Vort svære Artilleri skulde bombardere de franske Skyttegrave, som i Forvejen kun var tyndt besatte, i flere Timer. Saa skulde der være et Kvarters Ro, som man troede Fjenden vilde benytte til at kaste sine Reserver ind i forreste Linie. Han var vel nok bleven klar over, at der snart vilde følge et Angreb.
Derefter skulde der atter bombarderes paa de første Skyttegrave, saa man var temmelig sikker paa, at der ikke vilde blive mange levende tilbage. Paa et aftalt Klokkeslet skulde saa en Skyttelinie gaa frem til den 3. franske Skyttegrav og besætte den. En anden Skyttelinie, bevæbnet med Spader, Hakker og Skovle, skulde følge efter til den første Skyttegrav og jævne den med Jorden, saa Fjenden ikke mere kunde komme til at undergrave os.
En Trop blev bestemt til at befordre de erobrede Maskingeværer og Kanoner tilbage, og andre blev udpeget til at transportere Fangerne, som vi muligvis vilde tage. Vi var alle enige om, at Planen var god.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Faldne, sårede og fangne. Efter nordslesvigske blade
–Vejmand Andersen i Toftlund har modtaget efterretning om, at sønnen er falden. Han var kun 22 år gammel og kom ind i efteråret som rekrut. Det var forældrenes eneste søn.
Der er nu faldet 16 fra Toftlund sogn.
Jes Frederiksen i Bylderup har fået meddelelse om, at Sønnen, Frederik, den 30. marts er bleven hårdt såret i Hovedet og den 31 Marts var død på Lazaret.
Familien Jes Høy på Roesgård ved Løjtkirkeby har modtaget meddelelse om, at sønnen Peter er falden og bleven jordfæstet den 8. april.
Gårdejer Jørgen Jørgensen fra Brandsbøl er falden den 12. januar. Han efterlader enke og 6. børn, hvoraf det yngste kun er nogle uger gammelt.
Ifølge den nyeste tabliste er Jes Christensen fra Trappen ved Gråsten falden. Han stod som landeværnsmand ved 86. Füsilerregiments 3.kompagni.
En søn af byggemester Schlichting i Dybbøl blev i September måned hårdt såret på den østlige krigsskueplads. Nu er sønnen død af sine sår.
Niels Christensen fra Nordborg og Christian Schmidt fra Holm er bleven let såret i Kampene mellem 11. og 17. Marts.
Endvidere meddeles at Johs. Erichsen Adsbøl, Peter Jessen, Snogbæk , og Anders Christensen Poulsen fra Bevtoft er bleven hårdt sårede i Kampene i begyndelsen af Marts Måned til den 2 april.
Frivillig Fr. Nielsen fra Nybøl, Åbenrå Kreds, er hårdt såret.
Karl Szameitat fra Sønderborg er Død i tirsdag på Reservelazarettet i Flensborg, 25 år gammel. Han Efterlader enke og børn.
Marie Lund i Hajstrup, har fået meddelelse fra sin søn Mads Lund om, at han og Anders Christiansen fra Skovby (Bedsted sogn) på en Patrouilletur den 11. Marts kom i russisk Fangenskab. De får nok at spise og har det det for så vidt godt.
Et fransk Brev Landdagsmand Nis Nissen, Viby, Købmand Chr. Jakobsen, Høruphav, og maler Jakobsen, Sønderborg, har modtaget følgende franske brev som ”Dybbølposten gengiver i oversættelse:
”Herrerne Jakobsen og Hr. Nis Nissen. I et for os alle sørgeligt øjeblik har vi haft den ære at gøre deres bekendtskab. I den måned vi har levet sammen, har de trods fuld opfyldelse af deres pligt gjort alt muligt for at lette os krigens hårdheder.
Emil, Andrea og jeg er dybt rørt og hjerteligt taknemmelige for den venlighed , der har vist os. I Fremtiden, når de atter er hos deres Familie, ønske vi dem al mulig lykke på deres ø, langt borte fra os vil vi i tankerne se tre Hjerter, som vi aldrig vil forglemme. Marie Dorey”
De tre alsinger havde været indkvartede på et større bondegård hos nævnte familie en måneds tid, men har nu fået et andet kvarter. I anledning af deres omkvartering blev nævnte brev overrakt af husmoderen, der er en født pariserinde.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.
Nis Kock fortæller:
Inde fra Land var der kommet en Robaad ud imod os, roet af Negre med en hvid Mand ved Roret. Den passerede os, da vi endnu havde lidt Fart paa, og den hvide Mand, hvis Ansigt næsten var skjult af en Tropehjelm, var øjensynlig i Vildrede med, hvad det var for et Skib, han havde for sig. Han satte Hænderne for Munden som en Raaber og prajede os tre-fire Gange, men først, da han kom os helt nær, kunde vi høre, at han foreløbig forsøgte sig med det engelske.
— Do you speak English? raabte han op til Tømmermanden, der stod og kiggede ned paa ham. Tømmermanden maa have følt sig irriteret over at blive tiltalt paa dette Sprog, som han og vi andre havde holdt os længst muligt paa Afstand fra. Han tog et ekstra Tag i Bukserne, satte en foreløbig Skibsrekord i Langspyt og svarede paa jævnt Sønderjysk: — Hold din Snut! hvorpaa han bed sig en ny Skraa.
Det, jeg kunde se af Mandens Ansigt, forvandledes fra Tvivl til et straalende Smil, og han raabte glædestraalende op til Tømmermanden: — Hurra — Sie sind Hamburger!! Hvortil Tømmermanden intet svarede og vi andre heller ikke sagde noget.
Endnu engang vendte vi os om som paa Kommando. For med en Helvedes Larm af skurrende, skruende, hvinende og hvæsende Lyde slog et glat Lag Granater ned i Vandet kun et lille hundrede Meter fra os, medens et Brøl af Kanoner rungede over Bugten og fik mig til at se mod Indsejlingen. Dér laa ganske rigtig den engelske Krydser med Bredsiden til, og i samme Øjeblik jeg saa derhen, blinkede det endnu engang fra Kanonerne, og et nyt Lag gik lige over „Kronborg“ . Granaterne passerede os som et Uvejr af Mislyde og rejste en temmelig velordnet Stribe af Nedslag inde under Land i det lave mudrede Vand.
I et Glimt saa jeg Negrene i Robaaden vende om og ro mod Land i en rasende Fart, Aarerne gik som Trommestikker, og samtidig rungede det næste Brøl fra Kanonerne ind over Bugten.
Fra Kommandobroen hørte jeg Kaptajnens rolige Stemme: — Klar til at sænke Skibet og klar ved Baadene. Der slog en Salve ned tæt omkring Skibet, og jeg hørte et dumpt Brag mod Skibssiden. Det var jo nok den første Træffer. Jeg maatte hellere se at foretage mig noget, inden Træfferne blev mere almindelige. Jeg var paa Vej ind mod vort Rum for at hente nogle personlige Ejendele og et Fotografi af min Hustru, som jeg havde haft med paa Rejsen, men det var for sent nu. Fra Baadene blev der raabt til mig om at skynde mig lidt, og jeg vendte derfor om og løb over til Baadene.
Den, jeg skulde med, var allerede firet ned, og Folkene var ved at tage Plads i den. Det gik meget roligt for sig, uden det mindste Tilløb til Panik, skønt de engelske Salver faldt Slag i Slag og Skibet allerede var ramt flere Gange. Kaptajnen stod endnu paa Kommandobroen og raabte til en eller anden, hvordan det gik, og nikkede, da han fik et Svar nede fra Skibets Dyb. Det var sikkert Sænkningen af Skibet, det drejede sig om. Jeg bemærkede nu ogsaa, at Dækket var begyndt at skraane meget stærkt, og samtidig med, at jeg gjorde denne Opdagelse, slog et nyt Lag ned omkring os, en Granat sprang paa den anden Side Kommandobroen, og Splinterne hvinede til alle Sider. Det var dog ejendommeligt, at vor Dynamitladning, vore mange Millioner Geværpatroner og vore Granater til „Königsberg“ ikke havde ladet høre fra sig for længe siden.
Tanken om vor Ladning satte imidlertid Fart i mig, og et Øjeblik efter stod jeg i Baaden, som straks efter lagde fra. Det sidste, jeg saå paa Dækket, var et Par Mand i Færd med at hælde Indholdet fra nogle store Spande ud over Dækslasten. Det lugtede infamt af Petroleum, og nu blev jeg først klar over, hvor den Lugt stammede fra, som jeg havde bemærket om Natten. Petroleumsspandene havde staaet parat hele Tiden. Da vi kom nogle Meter fra Skibet, begyndte det allerede at brænde i Bræddestablerne fra for til agter, og jeg bemærkede, at Skibet laa meget dybt med Agterenden. Alle Bundventilerne maatte være blevet lukket op, siden vi havde faaet saa meget Vand ind paa et Øjeblik.
Der blev roet meget stærkt. Da vi var kommet et Hundrede Meter fra Skibet, lagde en anden Baad fra det brændende Skib, og der var én, der sagde: — Nu er der ikke flere tilbage. Skipperen tog sin Hund med.
Røgen fra det brændende Skib lagde sig som et Slør over Vandet, og det generede vel Englændernes Skydning noget. Det hindrede dog ikke, at alle de Granater, der gik for langt, slog ned i umiddelbar Nærhed af Baaden, og til sidst blev jeg klar over, at de ligefrem fyrede efter os. Da vi sprang i det lave mudrede Vand for at vade det sidste Stykke ind, skiftede Englænderne ved en eller flere Kanoner om til Shrapnel og skød direkte paa os. Jeg kunde høre de skarpe, skrattende Skrald oppe i Luften, der var helt forskellig fra de almindelige Granaters dumpe, rungende Bulder, og et Sekund efter hvinede en Byge af Blykugler ned over os og rejste Brakvandet i Hundreder af Sprøjt. Ganske køligt og nøgternt arbejdede min Hjerne og undrede sig over, at ingen var blevet ramt.
Vi blev nogle timer forsinkede og nåede ikke kysten og målet som planlagt, da vi pludselig fik øje på en stærk røgsøjle fra et skib, der viste sig at være den engelske krydser Hyacinth. Vi blev straks opdaget og et skud for boven var signal til at vi skulle stoppe, men kaptajnen gav ordre til at lukke søventilerne og skibet kunne sætte farten op og nu fulgte en beskydning, hvorunder granaterne fløj os om ørerne. Heldigvis var de fleste forbiere, og da kaptajnen kunne se, at vi ikke kunne nå frem til Tanga, uden at blive indhentet, bøjede vi ind i Manzabugten.
Et stykke tid skjultes skibet af høje palmer, men fristen var kun kort, krigsskibet nærmede sig med stærk fart og nu fulgte salve efter salve, vort skib kom i brand, faren for en stor eksplosion var stor, søventilerne blev åbnet igen og skibet sat på grund, hvorefter ordren lød: Alle mand i bådene!
Det gjaldt om at komme hurtigst muligt bort fra skibet. Blev ammunitionen ramt, ville skibet ryge i luften — og vi med. Vi forsøgte a t ro mod land, men nu satte Hyacinth ind med schrapnellgranater, så vi måtte forlade bådene. 5 mand blev såret, derunder kaptajnen hårdt. Nu fik vi imidlertid også ild fra land, idet de indfødte tyske vagtposter jo ikke kunne ane hvem vi var; men heldigvis ramte de ikke — de fleste kugler går jo da forbi.
Det lykkedes trods alt dog os alle at komme i land, og et stykke inde i land, samlet under et træ på et højtliggende sted, kunne vi iagttage det brændende skib og englændernes forsøg på at komme om bord. Hen på dagen forlod de skibet, gik om bord i krydseren og forlod bugten vel menende, at skibet var udbrændt.
Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Nis Kock fortæller:
Det var Peter Hansen og mig, der skulde have Vagten paa Fyrpladsen, da Viseren gled ind i den nye Dag, den 13. April. Da vi kom ned, mødte vi en af Mestrene, der fortalte os, at han lige havde skruet Sikkerhedsventilerne fast.
— Hvad skal det tjene til? spurgte vi.
— Har I ikke læst Mark Twain, grinede Mester. Naar Skipperne paa Mississippi sejlede om Kap, saa satte de en Niggerdreng paa Sikkerhedsventilen — saa kom de enten igennem, eller ogsaa sprang de i Luften. Her var vi ingen Niggerdreng, saa her klarer vi os med en Skruenøgle.
— Det er maaske Meningen, at vi skal sejle stærkt? spurgte Peter Hansen roligt og hængte sin Frakke paa et Søm.
— Det varer nok ikke saa længe. Skaf jer nogle Kul frem, mens I har Tid endnu. Jeg tænker, at Kedlerne holder, for det er godt engelsk Kram.
Vi fulgte hans Raad og skrabede saa mange Kul frem, som vi kunde overkomme, inden der kom Ordre til at sejle for fuld Kraft. Saa gik det løs. Fra det Øjeblik sagde vi ikke et Ord til hinanden. Saa hurtigt som vi overhovedet var i Stand til at bevæge os, øste vi Kul paa Ilden. Aldrig i mit Liv har jeg arbejdet som i disse Timer. Huden gik i store Vabler paa Hænderne, Kroppen drev af Sved, og Benene rystede under mig af Overanstrengelse.
Én Mand raabte ned til os: Nu gik vi forbi Pemba Øen!
Vi var ligeglade. Vi rasede som Djævle i vort ophedede Rum, og Mester raabte ind til os: — Det gaar strygende — bliv ved lidt endnu! Heller ikke det svarede vi paa. Manometret, der var engelsk, havde en rød Streg ved 180, men den var for længe siden overskredet.
Skibet rystede og dirrede i sine Sammenføjninger under det voldsomme Pres, og Kullemperen stønnede: — Vi springer Gud hjælpe mig i Luften alle Mand! Men ogsaa han fik Lov til at tale ud i det frie Rum. Vi øste og øste Kul paa, og det eneste, vi havde Øje for, var Manometret. Ikke en eneste Streg maatte det falde fra den Højde, vi havde tvunget det op paa. Det var blevet vor rent private Galskab.
Inde i mig voksede et dumpt Raseri mod „Königsberg“, der havde tvunget os ind i dette Slæbearbejde, mod alle dem, der havde fri, ja, mod hele Verden. Det overmenneskelige haarde Arbejde skal nok være Forklaringen paa, at Klassekampene altid er saa rasende og bitre. De, der maa overanstrenge sig, holder af at tænke paa Fjender og Uvenner og ikke med kærlige Tanker. Der skabes ikke idylliske Syner af haardt og slidsomt Arbejde.
Mærkeligt nok følte jeg mig ikke videre træt af det haarde Slæb, men et Sted i Baghovedet lurede en Anelse om, at jeg hvert Øjeblik kunde styrte om med Skovlen i Haanden, hvis jeg ikke holdt en vis Kontrol med mig selv. (…)
— Røg ret agterude! meldte Udkigsmanden, og som paa Kommando drejede hele Besætningen omkring og søgte agterud. Nu saa jeg dem først allesammen. De fleste af dem havde staaet samlet i Forskibet og stirret forud efter det første Glimt af Tanga, som vi jo snart maatte være i Nærheden af. Nogle havde raabt, at de kunde se Fyrtaarnet ved Indsejlingen, men andre havde bestridt det. Jeg havde hørt det som noget mig forholdsvis uvedkommende, medens jeg stod og saa ind mod Bjergene.
Men var det Tanga, de havde set, og var det et engelsk Krigsskib, der dampede agterude, saa var det altsaa gaaet i Opfyldelse, som jeg havde frygtet mest af alt, at vi skulde blive standset lige paa Tærsklen til vor Triumf.
Fra Broen spejdede Kaptajnen og en af Styrmændene i deres Kikkerter efter Røgen agterude, og i Bagstavnen stod det meste af Mandskabet og stirrede den samme Vej. Jeg gik hen til dem. Det var en tavs Forsamling. Ikke en eneste talte højt. Alle ventede paa, hvad Udkigsmanden, der havde Kikkert, kunde sige om det Skib, der kom dampende efter os. For mine Øjne var der ikke andet at se end en kulsort Røgsky, der syntes at vokse i Størrelse og Tykkelse for hvert Minut.
— Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os! brølede Udkigsmanden, og der gik en bølgende Bevægelse gennem hele Klyngen. Jeg saa op paa Kommandobroen.
Kaptajnen og Styrmanden havde taget Kikkerten fra Øjnene, og Kaptajnen nikkede betydningsfuldt til sin Styrmand.
— Færdig! sagde en Mand lige med ét, færdig med fyrre. Saa satte han sig ned paa Spillet og tændte en Cigaret. Hver en Havn spærret af de Sataner!
Ja, hver en Havn spærret: Engelske Krydsere stængte hver Havn — inde i Land var der Mangel og Nød. . . Hans Ord vakte en lille forglemt Versestump til Live hos mig, og den blev ved at synge i Hovedet paa mig længe efter, at andre var begyndt at tale. Det var jo Terje Vigen om igen. Det var hundrede Aar siden, men stadig beherskedes Havene af „den engelske man of war — med Ørneøje fra Mærs“ .
I hundrede Aar havde disse Skibe under det hvide Krigsflag afgjort, hvad der skulde være lukket, og hvad der skulde være aabent. Stor og mægtig var Englands Flaade. Den havde Raad til at lade os luske igennem Skagerak og til at gaa gennem Blokaden ved den skotske Kyst, for den vidste, at hvad den ene ikke saa, det saa den anden.
Nu havde Røgskyen hævet sig, og jeg saa tydeligt Dele af Rigningen og af Skroget paa den engelske Krydser. Det var ikke noget særlig stort Skib, saa vidt jeg kunde se, men det var stort nok for os. Saadan var det ved Falkland, saadan ved Dogger Banke og saadan ogsaa her, hvor „Kronborg“ løb for sit Liv. Jeg saa op mod Flaget, men det var der ikke længere. Dannebrog var strøget under dette sidste Kapløb.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Franskmændene gravede minegange ind under de tyske stillinger, og den 11. april 1915 blev dele af de tyske forsvarslinjer sprængt nedefra.
Fjenden rodede videre i jordens indvolde. Den følgende eftermiddag røg sapespids 4 i luften. Som ved et under kom de to poster fra det med livet i behold, men blev dog såret. Med de sidste kræfter blev der i de følgende dage arbejdet på oprydning af disse ødelæggelser. Uafladelig skød fjenden dag og nat med miner og granater ned i krateret, idet de hele tiden tilføjede det arbejdende mandskab tab. Det lykkedes ikke at redde alle kammeraterne. En underofficer, 10 menige og 4 pionerer forblev under jorden.
Nu hed det: gør det ødelagte klar til forsvar igen. Sprængningen havde revet skyttegraven midt over, nu blev der trukket en ny uden om krateret. På randen af krateret gravede man et galleri.[1] Derfra gik der ved den rand, der vendte mod fjenden, retvinklede, indskårne standpladser. Foran randen trak man pigtrådsspærringer, stillede spanske ryttere op, og snart var også dette ruinlandskab indrettet til forsvar.
Det beroligede imidlertid på ingen måde ledelsen. Hvad havde fjenden haft til hensigt med denne sprængning? Lod han det blive ved det? Var det bare optakten til en større sprængningsoperation? Ville han måske sende hele Soltau-Eck til himmels? Det skulle man ubetinget have klarhed over og komme fjenden i forkøbet. En patruljeoperation skulle tiltvinge sig adgang til de fjendtlige skyttegrave, opspore eventuelle underjordiske gange og sprænge dem. En svær opgave at løse, men den var helt nødvending. For følelsen af at sidde på vulkan var i det lange løb utålelig.
[1] Et galleri er i denne sammenhæng en overdækket skyttestand.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Det værste var alligevel, at vore Pionerer og flere Vagtposter længe havde mærket, at »Frands« gravede og borede underjordiske Minegange ind under vor Skyttegrav. Midt om Natten kunde man høre, hvorledes han huggede i den haarde Sten neden under os. Det var med lidt uhyggelige Følelser, vi lagde os til at sove i Jordhulen om Aftenen, og Tanken, det varer vist ikke længe, førend »Frands« sprænger os alle i Luften, blev ofte udtalt.
Det var flere Gange bleven meldt til Kompagniføreren, som dog ikke havde villet tro det. Langt om længe fik vore Pionerer Ordre til at grave Fjenden i Møde for at ødelægge hans Arbejde. Og de gravede ikke mange Meter, førend de stødte paa den fjendtlige Minegang, der allerede var saa nær færdig, at de elektriske Ledninger, som skulde antænde Krudtminen, var lagt.
Da de brød igennem til den fjendtlige Minegang, og Fjenden saa sig opdaget, udspandt der sig en forbitret Kamp under Jorden, hvorved en af vore Pionerer blev saaret i Armen. Efter Kampen overskar Pionererne de lagte Ledninger og barrikaderede Gangen med Sandsække og troede nu, at Faren foreløbig var forbi. Men »Frands« havde godt mærket vort Arbejde og havde derfor været saa snedig at lægge flere Ledninger skjulte i Jorden, saa det ikke lykkedes Pionererne at overskære dem alle.
En Eftermiddag skete saa Sprængningen alligevel. Der var nok enkelte, der mærkede ligesom en Jordrystelse, og man sad og talte om, hvad det mon kunde være. Nogle mente, at det var en stor Blindgænger, som var slaaet ned i Nærheden. Men snart blev de underrettet om, at Fjenden havde sprængt et Stykke af Skyttegraven, og straks tog de fat paa at grave deres Kammerater ud. Der var bleven 4 Sektioner begravet; men det lykkedes 16 Mand at grave sig selv ud ved Hjælp af smaa Spader, Spadserestokke, Sabler og andre Redskaber, som de i Hast kunde faa fat paa. Fjorten Mand blev draget frem som Lig.
Redningsarbejdet blev stærkt forhindret, og der blev tilføjet os yderligere Tab ved, at Fjenderne stadig beskød Ulykkesstedet med Artilleri.
Næste Morgen blev der sprængt i samme Grav lidt længere til venstre. Ved Sprængningen og Redningsarbejdet havde vi over 50 døde og saarede. Om Eftermiddagen var jeg henne paa Ulykkesstedet, hvor der mødte mig et uhyggeligt Syn. Et stort, tragtformet Hul paa godt 30 Meter i Gennemsnit gabede mig i Møde. Det var gennemrodet mange Steder for at finde de ulykkelige Kammerater.
Rundt omkring laa Bjælker og Stumper af Brædder fra de sønderrevne Jordhuler, og der var mange Blodspor af de saarede. Ved begge Sider af Tragten var Skyttegraven af den stærke Jordrystelse styrtet sammen, saa Mandskabet, som befandt sig i de Jordhuler, blev ogsaa begravet. Iblandt dem var Feldwebel Blunk, som havde været saaret 3 Gange i Forvejen; men ogsaa denne Gang slap han godt derfra og kom ud i god Behold.
Da jeg steg ud af Tragten, mødte jeg Andreas Jessen, som saa forundret op paa mig med de Ord: »Men hvor har du dog været?« – »Aa, jeg har bare været nede i Tragten for at se, hvordan den saa ud.« – »Da er det et Under, at du er sluppet helskindet ud; thi »Frands« har en Kanon indstillet til at skyde midt ned i Tragten, og den har saaret mange.« – »Har du ikke været dernede?« – »Nej, jeg gaar ikke derned, undtagen det er min Pligt.«
Jeg fik en Hilsen gennem et Brev fra Andreas’s Forældre, og han spurgte mig, om jeg snart vilde med hjem paa Orlov. Der var naturligvis ikke noget, jeg hellere vilde; men den første Maaned kunde jeg ikke komme paa Tur. — En Granat hvislede lige hen over os og slog ned bag ved Skyttegraven.
Vi skiltes. »Hils hjemme!« — »Paa Gensyn!«
Overlevende fra Füsilierregiment 86’s 4. kompagni efter sprængningen ved Moulin den 11. april 1915. (privateje)
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Den 11. april 1915 om formiddagen opdagede regimentet, at franskmændene havde undermineret dele af stillingen, men det lykkedes at afbryde sprængladningen. Men var der flere?
Havde franskmanden mon ikke også undermineret andre dele af stillingen, og hvor? Længe kunne mændene i 4. kompagni ikke tænke over tingene, for tung artilleri- og mineild holdt hele dagen afsnittet i ånde.
Vort artilleri skulle hjælpe dem, men ledningen var sønderskudt og de kunne ikke underrettes.
Da skete kl. 6.30 det forfærdelige. En kort sitren, uro og revner i jorden, et underjordisk buldren, så brister jorden, en brun vulkan stiger mod himlen, i vid omkreds rasler en regn af jord og sten ned.
Hvor engang sape 3 og den tilstødende skyttegrav var forløbet, gabte nu et kæmpe krater på 10 meters dybde og 30 meters diameter. Et øjeblik lammet af frygt, mens chokket overvindes, så kun én tanke: Hjælpe, redde! Hvor var gruppen fra sape 3, hvor var den og den?
Nu viste det sig, hvor djævelsk planen var udtænkt. Den franske artilleri- og mineild havde skræmt alle, der ikke lige var på post, ned i dækningsrummene, og dér var de nu begravet. Alle ilede til hjælp med spader, hvert sekund er kostbart.
Men nu åbenbarede sig hele den moderne krigs golde råhed. Fjenden ville ikke tillade, at levende, sårede og døde blev bjærget, uopholdelig skød han med granater og miner ned i krateret for at jage de tapre væk fra deres redningsarbejde, eller i hvert fald forstyrre redningsarbejdet.
Men det ville ikke falde en 86’er ind at lade sine kammerater i stikken. Under indsats af de sidste kræfter blev der gravet under stadig ”fald ned” og ”søg dækning” til langt ud på natten. Døde, sårede, bevidstløse, uskadte. Hen mod kl. 11 om aftenen indstillede fjenden sin skydning. Ved midnatstide dukkede der endnu fire füsilierer op, der selv havde gravet sig ud.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. De lå i foråret 1915 ved Moulin-sous-Touvent
I begyndelsen af april lå der særligt på det højre afsnit svær artilleriild, som om aftenen øgedes til en hidtil ukendt styrke. Værst gik ildregnen ud over Soltau-Eck, hvor 4. kompagni under premierløjtnant Neumann lå. Indtil 9. april vedblev ilden i regelmæssig styrke, men så blev der roligt på hele fronten.
Under beskydningen havde det ved 4. kompagni været påfaldende, at ilden blev kraftigere, når en eller flere soldater gik gennem graven med faste skridt. Hvordan det? Kunne modstanderen høre skridt? Havde man ikke også i stille nætter fornemmet en sælsom banken? Havde fjenden gravet en underjordisk gang under vor stilling? Var gravene undermineret? Måske endte det en nat med himmelfart eller levende begravelse! Det var nette udsigter!
Der måtte gøres noget. Pionererne blev tilkaldt, ved sape 2 blev der gravet en lyttegrav. De slemme formodninger skulle snart blive bekræftet. Den 11. april om formiddagen støder en pionerunderofficer på forskallingen til en fjendtlig underjordisk gang. Sikke en opdagelse.
Hvert øjeblik kan en sprængladning i gangen gå i luften. Det gjaldt om at handle hurtigt og bekæmpe angsten for denne underjordiske kamp. Væggen i gangen blev yderligere fritlagt og så åbnet. Gangen er fuld af sandsække. De bliver ryddet ud ved hjælp fra 86erne. Da opdager man den fjendtlige tændsnor. Det har altså været lige over. Den bliver kappet. Man ånder ud.
Da lyner i gangens mørke nogle geværskud. En pioner bliver såret. Hurtigt bøssen til kinden for at besvare ilden fra mørket. Med hvilket resultat kan ikke konstateres. Da kaster franskmændene stinkbomber, luften bliver uudholdelig, adskillige pionerer bliver bevidstløse og må skaffes op i det fri.
Til sidst lykkes det under store vanskeligheder at anbringe en sprængladning i den fjendtlige gang, klokken 5 om eftermiddagen bliver den sprængt af vore pionerer, sape 2 går med den i luften. Gud ske lov! Fjenden skød ganske vist som en vild ned i krateret med miner og granater, måske forventede han fra vor side et angreb, men faren var dog på dette sted forbi.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Det bødes der for
Karlen med Brevet i Strømpen Onsdag før Paaske var en ung Karl fra Guldager efter Besøg søndenaa paa Vej tilbage hertil sammen med sin Kæreste. Ved Grænsen underkastedes de det sædvanlige Eftersyn, og den tyske Bevogtning var omtrent færdig med Undersøgelsen, da den fandt et Brev i hans Strømpe! Om Brevets Indhold forlyder intet udover, at det var skrevet fra en Kone søndenaa til en Kone heroppe. Karlen blev øjeblikkelig anholdt og senere ført til Skærbæk, hvor en nærmere Undersøgelse fandt Sted hos Distriktskommandøren. Karlen er senere ført til Flensborg, hvor der antagelig venter ham 1 á 2 Maaneders Fængselsophold.
Karlen, der ikke havde Papirerne i Orden En Karl fra Vesterenge i Ribe Herred havde i Fjor Tjeneste hos Gaardejer Jensen i Harreby, søndenaa. Den 1. Novbr. skiftede han Bopæl, idet han tog Tjeneste som Daglejer hos Naboen, Gaardejer S. Hansen. Karlen forsømte imidlertid at faa ordnet de foreskrevne Fra- og Tilflytningspapirer hos Myndighederne, og da han nogen Tid efter kom til Ribe og som hjemmehørende i Herredet fik udleveret et Pas og atter kom ned over Grænsen, blev han anholdt af den tyske Grænsebevogtning paa Grund af den ovennævnte Uorden med Hensyn til hans Opholdspapirer. Han blev ført til Rødding og derfra til Flensborg, hvor han nu har siddet fængslet en Maanedstid.
Vi finder Anledning til at indskærpe for de danske, der tager paa Besøg eller tager Arbejde i Nordslesvig, at de uvægerlig retter sig efter de Paabud, de tyske Myndigheder har givet, og retter sig efter dem indtil det yderste. Vil man gøre Krav paa Tilladelse til at færdes søndenaa for Tiden, er det kun Ret og rimeligt, at man til Gengæld ikke overtræder de af Krigsforholdene dikterede Paabud til Sikringsforanstaltninger. Vil man ikke indrette sig herefter, maa man tage Følgerne, som de falder, uden at beklage sig.
Under alle Omstændigheder maa det fraraades — og skarpt misbilliges — at følge de ovennævnte Karles Eksempel, der kan virke skadeligt paa det allerede forud i mange Henseender vanskelige Samkvem mellem begge Sider af Grænsen.
Den Fangst, som vor Division gjorde, og som jeg i mit forrige Brev fortalte om, kunde ogsaa let være mislykket; det var vor Lykke, at Russerne intet Artilleri havde. Af vort Regiment skulde kun to Eskadroner deltage: anden og fjerde. De var punktlige paa Stedet, hvor de skulde staa . . . Dragoner kom forsent. Og dertil kom, at det aktive Jægerkompagni, som skulde indtræffe, var gaaet fejl Vej. Saa var der kun de to Eskadroner fra vort Regiment og de øvrige Jægere; ialt omtrent to Hundrede Mand, endvidere to Kanoner og et Maskingevær. Det russiske Infanteri var Tusinde Mand stærkt og dertil kom 100 Kosakker. Men alligevel blev der angrebet til fastsat Tid — Klokken 6 om Morgenen.
Da Russerne mærkede, at de blev angrebne, gik de tilbage, men her mødte de Jægerne. Saa omkring igen og frem. Her mødte de vore Dragoner. Saa gjorde de Højre om, men her mødte de igen Jægere. Saa gik de over en Isflade, og derved klumpede de sig noget sammen. Det var det Øjeblik, da Artilleriet og Maskingeværet satte ind. Og de mejede skrækkeligt ned. Masser af Døde laa der omkring paa Isen.
Den unge, smukke Kvinde — som ingen genkender som Kvinde, da hun bærer russisk Officersuniform — kæmper tappert ved sin Mands, Oberstløjtnantens Side. Hun ænser ikke Kuglerne, hun ænser ikke de Saar, hun faar; kun fremad, stadig kæmpende. — Indtil hun synker bevidstløs sammen, — tre Kugler, alle i venstre Arm. Men hendes Mand stormer videre fremad, indtil ogsaa han rammes og synker død om.
Da Russerne tages til Fange, bliver de Saarede lagt paa Vogne; Oberstløjtnantens Hustru ogsaa. Hun vaagner af Bevidstløsheden, da hun atter forbindes ved Kirken her i Byen. — Hun spørger efter sin Mand. Hun maa ikke faa at vide, at han er falden. Han er blandt Fangerne, svares der. Senere føres Fangerne forbi Vognene med de Saarede. Hun vil se Fangerne, naar de føres forbi; hun har tvivlet om Sandheden af, hvad der fortaltes. Vor Regimentslæge lader et Par Mand støtte hende, og nu sidder hun og ser paa Fangerne, som gaar forbi — indtil den sidste er forbi. Saa falder Øjenlaagene i, og Taarerne strømmer ud af Øjnene. — Nu ved hun, at hendes Mand blev derude . . .
Dagen før Kampen toges en Junker af vort Regiment til Fange af Kosakkerne. Han var en Svoger til Løjtnant H. — ligeledes af vort Regiment. Dagen efter fandt man hans Lig. Kosakkerne havde skudt ham, efter først at have taget ham usaaret til Fange. Han havde faaet en Kugle gennem Hovedet og en gennem Hjertet.
Nu da de fangne Infanterister førtes her igennem, røbede en af de russiske Soldater, at det var den høje, slanke Kosakløjtnant, som havde skudt Junkeren. Løjtnant H. blev straks underrettet herom, og Kosakløjtnanten vil naturligvis blive stillet for en Krigsret. Man behøver ikke at være bange for at falde i Hænderne paa russiske Infanterister, men Kosakkerne er et Røverfolk. — Nu er her ingen Kosakker i hele Egnen, kun russiske Dragoner.
Vi har endnu en Fjende at kæmpe med overalt her i Rusland, saa snart vi er over Grænsen — og det er Utøjet. Russerne kender det ikke anderledes; de mener, at naar man ikke har Utøj, saa er man ikke sund og rask. I Hovedhaaret faar vi ikke „Indkvartering“, naar man hver Dag vasker sig, kan man let holde sig fri. De første Par Dage, efter at man har skiftet Linned og renset sig, gaar det, men snart kniber det med at falde i Søvn om Aftenen.
I saadan en russisk By er der i de fleste Tilfælde ingen, der kan læse eller skrive — ingen besøger Skolerne, Vejene er jo ufremkommelige. Det samme er Tilfældet med Tyskerne her. Her i Huset er for Eksempel to Kvinder paa 20 og 24 Aar. Den ældste er gift og har to Børn. Hendes Mand er i Amerika. De kan hverken læse eller skrive, hverken Tysk, Russisk eller Littauisk. De kan ikke skrive til deres Paarørende i Tyskland, og hun kan ikke skrive til sin Mand i Amerika, ligesaa lidt som han kan skrive til hende. Han har dog sendt hende en Billet til Overfarten, som hun dog ikke kan benytte nu for Øjeblikket.
Jeg skrev i Gaar et Brev for hende, til hendes Svigerinde, som bor paa den tyske Side af Grænsen. Broderen er preussisk Undersaat og sandsynligvis med i Krigen, hvad hun gerne vilde vide.
Aa, hvor her nu er snavset! — Her staar i hvert Hus en hel Del Træsko, ganske nye og helt af Træ, som de gammeldags hjemme. Her i Byen gaar nu alle i Træsko, lige fra Ritmesteren og ned til den yngste Rekrut. Men man maa gaa helt ovre paa Siden af Gaden; midt paa Gaden er der flydende Morads til Knæerne omtrent: Det er frygteligt.
Nu har vi i næsten fem Maaneder levet i dette frygtelige Land og vi er lede og kede af det for længe, længe siden . . . Man kan have hvad Sympatier man vil, man kan ønske dette eller hint, men den russiske „Kultur“ maa ikke sejre og brede sig. Det kan den naturligvis heller ikke. I Rusland trænges der til at blive vendt op og ned paa mangt og meget; ja paa alting. Den der ikke ved det af Erfaring, han kan umuligt gøre sig noget Begreb om, hvad Rusland er for et ravgalt Land.
Til Slut mange kærlige Hilsener fra Eders Niels.
Fra Harald Nielsen: Sønderjyske soldaterbreve (1916)
Ribe Stiftstidende gik for et være den danske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen under krigen
Russiske fanger
Påskelørdag ankom ifølge “Flensborg Avis” til Møgeltønder sogn et halvt hundrede russiske fanger, der som landarbejdere fordeltes blandet bønder i sognet. Kun ganske enkelte af fangerne kan lidt tysk, og forståelsen formidles ved tegn; men det lader til, at fangerne har hurtigt nemme over for god mad og venlighed.
I lørdags ankom ifølge “Flensborg Avis” nogle afdelninger russiske krigsfanger til Læk. De får sysselsættelse de omliggende landsbyer.
En afdeling på omtrent 50 fanger er en af de sidste dage kommen til gården Holm ved Kliplev, hvor de skal arbejde på mosen.
Udmærkelser
Underveterinær R. Johansen, en søn af Johs. Johansens enke fra Bovrup, har ifølge “Hejmdal” fået Jernkorset. Han er med på Vestfronten. Jernkorset af første og anden klasse er blevet tildelt skovrider Rickert af Arnum, der er stabssergent ved 18. reserve jægerbataillon og for tiden ligger hårdt såret hjemme. Den nævnte jægerbataillon har ifølge “Schleswigsche Grenzpost” fået tildelt en række udmærkelser; den har allerede i oktober og november i fjor udmærket sig særlig ved Yserkannalen og i 4 måneder har den næsten uafbrudt kæmpet i forreste række i skyttegraven.
Købmand P. Thuesen af Kliplev har efter forlydende fået tildelt jernkorset.
En søn af agent B.B. Petersen i Storegade i Haderslev, Peter Petersen, er ifølge “Dannevirke” den 22. Marts bleven udnævnt til løjtnant. Han har fra første færd deltaget som frivillig og i førstningen som Menig.
Faldne, sårede og fangne – efter sønderjyske Blade
Landmand Peter Hansen Tiedemann fra Øster Løgum er død efter at have ligget på lazaret i fem måneder. Han blev såret i efteråret. Før sin afsendelse til fronten lå han i nogen tid i Flensborg og siden i lejren ved Locksted. I felten var han bl.a. med ved Antwerpens belejring og fald. Tiedemann var 25 år gammel.
Skærtorsdag modtog aftægtsmand Boisen Iversen i Hjordkær meddelelse om, at hans søn, Peter, der allerede i længere tid havde været savnet, var falden. Ligeledes meddeltes det gæstgiver Hansen på Banegården Dersteds, at hans sidst indkalde søn, der var bager og først for fjorten dage siden var kommen til fronten, var falden.
Arbejdsmand Rasmus Christensens kone i Skodsbøl har i følge “S.Ztg.” fra kompagniføreren ved den afdeling hendes mand står ved, modtaget meddelelse om, at Christensen den 23. December i fjor er bleven hårdt såret og derpå er død på forbindingstedet.
H. Schmidt og Hustru i Nørre Abild ved Tønder har mistet deres eneste søn, som den 15 marts blev dødeligt såret. Han døde samme dag.
Landbolsmand Christian Lorenzen i Skodsbøl har ifølge ” S. Ztg.” modtaget efterretning om, at hans søn savnes siden en fægtning i midten af denne måned.
Jul. Hinrichsen og hustru i Barsbøl ved Skærbæk har i de sidste påskedage gjort den lande rejse til Frankfurt for at besøge deres hårdt sårede søn, som ligger op Lazaret der. Schmidt fik gratis rejse med toget både for sig og hustru.
Musketer Sønke Torp af Brarup er død af sine sår. Han havde siden krigens begyndelse stået ved østfronten.
Fangelejren i Døstrup I nærheden af Døstrup er der en fangelejr på 12 mand, alle er russere. I fritiden laver fangerne små fugle af træ, som de så sælger til de mange nysgerrige som kommer for at se fangelejren. Især i påskedagene har de ifølge “Hejmdal” gjort god forretning med at sælge Fuglene, og deres Øjne strålede af glæde, når folk købte af dem.
Brevkortet, der blev beklippet. En ung pige fra Kerteminde sendte ifølge “Fyns Tidende” forleden et lykønskningskort til Als i anledning af, at en søn af hendes herboende svigerforældre skulde konfirmeres. Da den unge Pige vidste, at hendes svigerforældre længe havde ønsket et billede af kongen og dronningen af Danmark, købte hun et billede af kongeparret og klæbede det på brevkortet.Kortet som også til sit bestemmelsested på Als, men stor blev forbavselsen, da man så, at kongens og dronningens hoveder var klippet af.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under Krigen Redaktør Thomsen ved ,Hejmdal“ blev — skønt han er ældre end mange andre og aldrig har faaet nogen militær Uddannelse — indkaldt henved Midten af Marts Maaned og sendt til Østprøjsen, hvor han for Tiden undergaar en 6 Ugers Uddannelse i Kønigsberg.
Fra Fangelejren ved Bajstrup Det meddeles os, at der før Paaske har været en Inspektionshavende i Lejren ved Tinglev, ved hvilken Lejlighed han — hvad der er glædeligt at høre, navnlig dersom Inspektionen finder Sted jævnlig — kasserede en Del Rationer Mad og lod lave nye i Stedet for, vistnok Suppe.
Nu begynder det forøvrigt at knibe med Anvendelsen af Kaalrabi, og man gaar mere og mere over til Anvendelse af Runkelroer, der jo desværre ikke er behagelige paa denne Aarstid og ialt fald ikke er tilnærmelsesvis så nærende.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Lige ud for vor Skyttegrav laa en Gaard, som var totalt nedskudt; kun nogle faa gennemhullede Murrester stod tilbage; men i Skjul af dem havde “Frands” flere Kanoner opstillet, med hvilke han ofte beskød os helt uventet. Afstanden var kun 150 Meter, og naar Skuddet gik af, var Granaten herovre næsten i samme Nu.
Lidt til højre for os nede i Dalen laa en By; men deraf var ikke et helt Hus tilbage. Et af Husene var bleven sprængt, derved var Sten og Træværk fløjet henved 100 Meter ud over Markerne. Til højre for Byen havde Fjenden for lang Tid siden foretaget et Angreb, som man tydelig kunde se var mislykkedes. Der laa endnu 300 døde Franskmænd i Pigtraadshegnet, samt deres Kaptajn og hans Hest.
Stillingen der var meget stærk, den var udhugget i den hvide Kalksten. Jeg havde nogle Gange været henne at besøge min Skolekammerat, Hans Christensen fra Skodsbøl, og Andreas Jessen fra Smølmark. Naar vi kom sammen, talte vi altid vort sønderjyske Maal, og saa forekom det os, som var vi et Smut derhjemme. Vi saa hinandens Fotografier og fik det sidste Nyt at vide fra Hjemegnen. Det var ret nogle herlige Timer, vi tilbragte sammen; men Pligten, den haarde, bitre Pligt kaldte paa os. Med et kraftigt dansk Haandtryk og med Ønsket: Paa Gensyn! skiltes vi.
Nu havde vi atter smukt Vejr hernede. Solen straalede hver Dag, og Skyttegraven var helt tør. Svalen var kommen, og naar det i Middagstimen var roligt, kunde jeg undertiden i Ny og Næ faa Øje paa den i dens pilsnare Flugt. Den bragte da altid med sig et Pust af kære Barndomsminder fra dengang, da jeg legede hjemme paa Gaden, mens Svalen byggede Rede under Kromandens Paptag over Indkørselen.
Ja, Tiden var meget for smuk til at ligge dernede i Skyttegraven. Havde jeg blot været derhjemme, saa kunde jeg da gøre Gavn; men dette her, det var mig inderligt imod.
»Frands« skød hver eneste Dag vort Brystværn ned, og hver Nat skulde vi bygge det op igen. Sandsække og Staalplader var for det meste skudt i Stykker. En Dag skød han 6 Fuldtræffere ned paa vor Jordhule uden dog at anrette nogen videre Skade. Vor Jordhule var godt afstivet med tykke Bjælker, og der var meget Jord ovenpaa. Naar der kom en Fuldtræffer ned paa den, gav det dog et Stød i os, som naar et Tog standser brat. Imens sad vi musestille og ventede taalmodigt paa, at Skydningen skulde holde op. Hvis man opsøgte en anden Jordhule, vilde det kaldes Fejghed; men at blive tog slemt paa Nerverne.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Løgn fra ende til anden
Den stedfortrædende generalkommando i Altona har haft den frimodighed at anmode nordslesvigske blade om at optage følgende:
I den dansk Tyskfjendtlige presse findes under overskriften Krigsfangerne i Tyskland lider hungersnød en artikel, der skildrer Formentlige tilstande, samt anbringelsen og forplejningen af Fangerne i barakkerne i Tinglev.
Disse meddelelser er, som også redaktionen af bladet ”Humburger Echo” af 1. April meget rigtig bemærker, en notits, der bærer løgnens mærke på sig.
Angivelserne er faktisk løgn fra ende til anden.”
For så vidt dette med så megen tysk kultur affattede Dementi skulde sigte til den af os givne beretning om forholdene i lejren ved Bajstrup, der ligger nær ved Tinglev, skal vi blot bemærke at dementiets kraftfulde form ikke er i stand til at ændre de i vort referat omtalte Kendsgerninger. Betegnelsen ”løgn fra ende til anden” må åbenbart sigte til forhold andre steder.
Den tysk hærs forsyning med hø truet
Landråden i Haderslev Bekendtgør: ”Da det havde vist sig, at det indenfor det niende armékorps område trods de største anstrengelse ikke var muligt at få hø i frihandel, blev det, for om muligt at undgå rekvisitioner på grundlag af krigsydelsesloven af krigsministeriet anordnet at skaffe hø til veje gennem kommissærer. Desværre har dette middel hidtil ikke medført nævneværdige resultater, så hærens forsyning med foderstoffer er truet. Inden der skrides til det sidste middel rekvisition, anmodes landmændene indtrængende om i frihandel at tilbyde proviantkontorerne deres forråd af hø.
Ud til Sibirien ved Stillehavet
Nytårsaften 1914 blev mandskaber af 9de og 12te kompagni af 84de landeværnsregiment ved indtrædende tåge pludselig taget til fange af Russerne. Blandet fangerne var også overlærer Poulsen ved Realskolen i Sønderborg. Efter flere Måneders forgæves spørgen er der nu til slægtninge i Angel Kommen efterretning om, de befinder sig i Nikolsk i det østligste Sibirien i nærheden af Vladivostok.
Jeg er dansk
En dansk Nordslesviger, der har deltaget i krigen siden dens begyndelse, var forleden hjemme på orlov. Gensynet med familie og venner blev selvfølgelig fejret, men uheldigvis så stærk at soldaten blev en smule for snakkesalig, fortæller ”Holbæk Posten”. I denne tilstand kom han til at sige, at han sagtens kunde finde sig i alle strabadser ved fronten, når blot tyskerne til sidste måtte så klø.
En tysker, der hørte dette, angav soldaten, og da denne vendte til sin afdeling han stillet for en krigsret.
– Er de dansk? Spurgte chefen for Krigsretten. – JA! – Er de i dansk foreninger og da hvilke? – Soldaten nævnte de danske foreninger han var i, og den overordnende forhørt sig derefter, hvilke steder han havde deltaget i krigen og spurgte til sidst: Bliver de ved med at være dansk?
– Jeg er dansk svarede soldaten, og jeg bliver ved med at være det. Men har gjort min pligt , på hvilken post jeg end har været fat. – Så var forhøret forbi: men lidt senere fik soldaten, der frygtede det værste meddelelse om, at der var tilstået ham en særlig orlov. Grunden kunde han selv regne ud.
Russiske krigsfanger ankommer til en fangelejr ved Løgumkloster
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Den 7. april går der om eftermiddagen flere fuldtræffere ned i nærheden af maskingeværstanden; to mand bliver begravet; først næste dag bliver de fundet døde og bliver gravet fri. Den følgende dag om formiddagen finder deres begravelse sted på kirkegården bag hvilestillingen.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Maskingeværstilling på vestfronten, formentlig RIR242.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for Grænsen under Krigen Af Grænsebevogtnings-Mandskabet, blandt hvilket ogsaa befinder sig en Del Elsasser, dirigeredes en Del af disse, til hvilke man ikke nærede en ubegrænset Tillid, Paaskelørdag sydpaa. Paaskesøndag førtes yderligere en Del af Mandskabet, der efter foretaget Lægeundersøgelse var fundet felttjenstdygtig og under 35 Aar, ligeledes sydpaa, formentlig for senere at afgaa til Fronten.
Kniber det med Arbejdskraften? Paa flere Egne siges det at knibe for Landboerne med Arbejdskraften og at det navnlig volder nogen Vanskelighed at faa udført Forårspløjningen og Sædlægningen — til hvilken sidste der er udleveret 300 Pund Korn pr. Hektar. Det paastaas, at der — i alt Fald nogle Steder — den 15. Marts er traadt en Bestemmelse i Kraft, hvorefter Kontrakter med udenlandsk Arbejdskraft ikke maa indgaas paa mindre end et Aar.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Om Aftenen den 6. April skiftede vi Stilling. Kl. blev 11½, inden vor Afløsning kom, og en Time gik endnu hen med at faa alting i Orden. Alt imens begyndte det at regne. Natten var mørk og kold, da vi forlod vor Stilling. Kun Lyskuglerne, som blev skudt til Vejrs med en lang, regnbueformet Udhale bagefter sig, lyste ud over det omstridte Land. I Førstningen gik det kun meget langsomt fremad. Af og til gjorde vi Holdt, dog ikke nok dermed, fire til fem Gange var vi gaaet fejl, og hver Gang hed det: Omkring og samme Vej tilbage! En Knurren og Banden var altid Svaret.
Regnen piskedes nu ned af Blæsten, som gjorde Vejret endnu mere uhyggeligt. En halv Time stod vi paa Vejen, førend man fandt den rette Løbegrav. Imens løb Regnen os ned i Støvlerne, saa det gav et Svup ved hvert Skridt. I Løbegraven var der lagt Brædder i Bunden; men af og til var der en, som skred ned i Hullerne ved Siden og stak Benene i Vandet til op over Knæene. Et Gisp efter Luft og en drøj Ed var det, der fulgte næst efter.
Til vor nye Stilling ankom vi gennemblødte, og nogle var i den Grad tilsølet med Ler, at de lignede Lerklumper. Klokken blev henimod 4, inden vi blev færdige med Afløsningen, og Kl. 5 gik det af Sted igen samme Vej for at hente Mad nede i Stenbruddet. Desværre var Feltkøkkenet kørt bort, da vi naaede Stenbruddet; det skulde nemlig være oppe i Byen Nampcel, førend Dagen gryede, saa vi slap for varm Mad denne Gang.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment (LIR84) var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Efter Vinterslaget i Masurien i februar 1915 var der faldet ro over fronten og man forberedte sig på stillingskrig, da man stod overfor en lang større modstander. 1. Landwehr-Division stod lige nord for Lomza.
Den 5. april sendte Oberbefehlshaber en vurdering til den øverste hærledelse, at fjenden fra Østersøen og til Arme Woyrsch havde 1034 bataljoner. Her overfor stod centralmagterne med kun 531 bataljoner. Og man bad om yderligere forstærkninger, som dog blev afvist af General v. Falkenhayn.
Dette kort viser østfronten ved udgangen af april 1915.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Fra den 31. marts til den 11. april ligger vi i dette skovafsnit. To delinger befinder sig i forreste linje, én deling som reserve i noget tilbageliggende grave. Nogle saper går uforholdsmæssigt langt frem, posterne i dem er truede.
I den egentlige skyttegrav er vi næsten helt uforstyrret af det fjendtlige artilleri, derimod ligger vort kompagniafsnit til venstre hyppigt under ild fra tunge skyts, der står ved Guippes. Man kunne høre granaterne på stor afstand, ja, endda se dem flyve gennem luften, indtil de slog ned med stort spektakel; “Hein” og “Tedje” kaldte man de to skud, der altid ankom umiddelbart efter hinanden.
2. påskedag den 5. april ligger der en særlig tung ild over vort afsnit. Når jeg havde “kompagnitjeneste” stod jeg ofte lænet op ad det jordmurede hjørne, der var dannet af den forbindelsesgrav, der mundede ud i 1. linje. Da jeg pludselig ved den stærke beskydning i dette afsnit lader den derværende vagtpost vige lidt ud til højre og også selv dér afventer beskydningens ophør, finder jeg ved min tilbagekomst ikke noget hjørne mere; en granat har netop dér revet et dybt hul.
Også forbindelsesgraven bagud var flere steder jævnet. Vizefeldwebel Börner, der med sin 3. deling lå som reserve, var psykisk meget medtaget af beskydningen; det var “ilddåben”, han her fik. – Til andre tider følte vi os her ganske godt tilpas. De små dækningsrum var smukt pyntet med grankvas; over flere indgange fandt man indskriften: “Glædelig påske 1915.”
Nedgang til dækningsrum på Vestfronten (Museum Sønderjylland)
Note: En sape (tysk: Sappe) er en løbegrav, der ender blindt i retning mod fjenden vinkelret på frontgraven, og som ender i en sapespids. Saperne tjener dels som lytteposter eller observationsposter, dels som mulighed for flankerende beskydning af en angribende fjende.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Anker Nissen deltog om bord på en tysk blokadebryder med dansktalende besætningn(“S/S Kronborg”), der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Da vi siden vor afrejse ikke havde vovet at have nogen kontakt, hverken med Tyskland eller kolonien Østafrika, idet vor eksistens da let kunne være blevet røbet, og da det i vore instruktioner var angivet, at vi skulle afvente nærmere ordre, forinden vi anløb nogen havn, satte vi kursen mod øgruppen Seychellerne, der ligger i det indiske ocean nord for Madagaskar, for der at afvente den endelige ordre til anløb af kolonien.
Vi var bekendt med, at hele den østafrikanske kyst var stærkt bevogtet af den engelske flåde, idet englænderne ville forhindre enhver forbindelse mellem koloni og moderland. Yderligere var vi bekendt med, at det eneste tyske krigsskib i området: krydseren Königsberg, som i givet fald skulle yde os nogen beskyttelse mod englænderne, var søgt ind i Rufidji flodmundingen på grund af mangel på brændsel, og der var krydseren blevet opdaget af englænderne, som holdt det fast u nder streng bevogtning.
I henhold til de oplysninger vi havde ombord om øgruppen skulle denne være ubeboet, men til vor store overraskelse iagttog vi om morgenen, da vi nærmede os den største ø, at flere småbåde blev sat i vandet og kom ud til os. I første omgang troede vi det var sørøvere. Bådenes besætninger – delvis negre og en del af blandet race — kom om bord og så meget faretruende ud. Det viste sig efter at lederen — en franskmand — var kommet om bord, fortalte kaptajnen, at der på øen var en straffekoloni med en mængde farlige forbrydere.
Efter en meget lang forhandling med lederen og efter at vi havde forsynet dem alle med the, sukker, salt og andre rare ting, for hvilke vi til gengæld modtog en stor levende skildpadde, der nok vejede ca. 500 pund, fik vi endelig banden losset fra borde igen.
Forinden havde de dog været meget nysgerrige og nærgående, og de forsøgte alt muligt for at få noget at vide om det store mystiske skib. De anede på dette tidspunkt (april 1915) ikke, at der var krig, idet øgruppen kun fik besøg 2 gange om året og der havde ikke været skib siden juli 1914. (…)
Vi forhalede nu skibet ind i en lagune og blev liggende dagen over, og en del af besætningen, også jeg sammen med styrmand Elberg fra Åbenrå, aflagde øen et besøg. Dette kunne være blevet skæbnesvangert for os, for da vi igen skulle ombord, havde strømmen forandret sig til en mægtig styrke, så vi flere gange af denne blev fø rt til havs. Først sent på aftenen lykkedes det at komme om bord igen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 4. April 1915. Det var Paaskedag. Jeg laa sammen med Andreas Andresen fra Hovslund i en Jordhule ved Moulin. Vi var ellers begge livlige og friske og sang meget; men Stemningen den Dag var lidt trykket; vi tænkte begge paa de kære i Hjemmet.
Mine Hofteknogler var saa ømme, at de smertede; det kom deraf, at vi ingen Halm havde at ligge i. Det kunde hænde, at vi vaagnede midt om Natten og ikke kunde holde ud at ligge, saa gravede vi et lille Hul til at lægge Hofteknoglerne i , og saa »kørte« vi lidt igen. Nu havde vi lige drukket Kaffe, og mens vi nød den, blev vi enige om, at vi skulde have en Sang; men først vilde jeg dog skrive et Brev til Hjemmet, og jeg havde besluttet, at det skulde være paa Rim, endskønt jeg aldrig havde prøvet det før; men jeg begyndte bare.
I kære derhjemme paa Broagerland, nu vil jeg fortælle jer lidt, hvis jeg kan, om, hvordan vi fejrede Paaskedag hernede i Krigens vilde Jag. Se, jeg og Andreas, vi ligger tilsammen i en Hule og kigger Paaskedagen den fjerde April, sæt jer ind i vort Forhold, om I vil.
I Dag er det otte Maaneder, siden vi drog fra Hjemmet og ud i Krigen. Det var en trist og uhyggelig Tid; men Haabet er endnu langtfra forbi. Nu vil vi lige til at synge om Fugle og Skibe, som gynge ved Stranden derhjemme paa Bølgen blaa, om Bækken og Dammen og den rastløse Aa.
Vi synger om Skove og Bjerge og Dale og tænker: Hvad mon Hulen sagde, kunde den tale? Det Spørgsmaal vil ingen af os besvare; det kunde let virke paa os som en Mare. Vor Hule er lille og snæver nok; men vi ønsker slet ikke at ha’ det saa flot. Vi har et Par Hylder med Kaffe, Cigarer og Brød, og naar vi har det, saa lider vi slet ingen Nød.
I Muren af Ler er en Pind til vort Tøj, og hænger det ikke der, saa bli’r der Halløj. Vort Leje er kun halvandet Straa, alligevel fortrinligt at hvile paa. Her sover vi og drømmer om vore kære derhjemme, indtil Vagten kommer, aa, den slemme, og raaber: Nu skal I op paa Vagt henne ved Skydehullet og give Agt!
Der staar vi saa i Timer to og smøger vor Cigar i Mag og Ro. De Stjerner, som derhjemme gaar deres rolige Gang, lyser ogsaa her over Mark og Vang. Naar vi saa kommer ind i vor Hule igen, siger vi gerne: Nu vil vi i Seng! Saa lægger vi os paa venstre Side ned og dækker os til med den højre, nu ved I Besked.
Vi to ere sunde og raske endnu og haaber paa Gensyn; vi beder til Gud, at han til sidst vil føre os sammen med dem, vi delte Alvor og Gammen. Fuldtop har vi prøvet Krigens Dans; til Slut en Hilsen fra Andreas og Hans.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
