Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Brev fra Yser-fronten.
Gårdejer Frederik Jepsen af Kørup, der som tysk soldat deltager i kampene ved Yser-kanalen, har ifølge „Horsens Folkeblad“ på et brevkort skrevet hjem til sin kone, at soldaterne som følge af de vedvarende anstrengelser er nær ved at segne om af udmattelse. Tabene er frygtelige. Der er snart ikke ældre mandskab tilbage. Det kompagni, som Jepsen står ved, og som oprindelig talte 230 mand, er skrumpet ind til 40.
Men der kommer stadig forstærkninger, der imidlertid udelukkende består af ungt mandskab.
Jes Kær planlagde i maj 1915 at desertere til Danmark
Min Søster Bothilde var den eneste, jeg havde betroet mit Foretagende til. Hun var tidlig oppe Søndag Morgen, havde Kaffen færdig og rent Tøj parat til mig, da jeg kom op. Allerførst var jeg ovre i Stalden for at faa Karlene til at gøre mit Arbejde der, da jeg skulde ud at rejse. Jeg kom ind, blev vasket, skiftede Tøj og drak Kaffe, og det varede ikke længe, før jeg var klar. Saa gik jeg ind i Sovekammeret for at sige Farvel til Far og Mor, som endnu laa og sov.
De to kære Forældre blev helt forvildede, fordi jeg saa hurtigt tog bort uden at tale med dem derom, men Far naaede dog at faa fat i Tegnebogen, saa jeg fik 100 Mark med, og i det samme var jeg ude af Døren.
Da jeg kom over paa Nabogaarden, hvor min Ven tjente, stod han endnu og var ikke i Tøjet, endskønt det var aftalt, at vi skulde gaa derfra Kl. 6; men jeg forstod straks, at han havde fortrudt at tage med.
Jeg forlangte saa de 10 Mark, som var sat paa Vilkaar, men dem vilde Johannes ikke af med, thi han var meget sparsommelig. Omsider fik jeg ham dog overtalt, og vi tog bort efter Østerløgum til. Det var Meningen, at vi vilde til Hovslund Station og saa med Toget til Sommersted, og Resten af Vejen skulde Vi tage til Fods. Efter en halv Times Gang naaede vi Østerløgum.
Da pludselig slog det mig, det gaar ikke at tage med Toget, vi kunde blive fanget paa en Station og saa var det hele ødelagt. Vi besluttede saa at gaa til Fods hele Vejen.
Nu skal det bemærkes, at da vi kom til Østerløgum, mødte vi vor gamle Ven Martin Tiedemann, ogsaa han var bleven indkaldt sammen med os, og jeg foreslog, at han tog med os, men han turde ikke.
To Dage senere blev Martin sammen med Iver Jessen, Damgaard Mølle, fanget nede paa Sommersted Station, og de to raske Karle har maattet døje meget derfor, ja det er næsten ikke til at fortælle.
I Østerløgum var vi inde at tage Afsked med Købmand Carsten Petersen og hans Hustru, thi der var vi Unge altid sammen, og det var gode danske Folk.
Vi gik videre og naaede saa omsider til Genner. Der boede en gammel Skomager, han blev altid kaldt Søren Skomager. Denne gamle Skomager havde arbejdet for os hjemme i mange Aar, var godt dansk, altid med i Forsamlingshuset og spillede ofte paa Harmonika, naar vi unge vilde have en lille Svingom, og alt, hvad han tjente, blev omsat i Sølv- og Guldmønter. Søren havde lovet mig et Guld-Timarkstykke eller to, naar blot jeg vilde snyde Tyskerne og tage over Grænsen til Danmark, og de Penge var ikke saa lidt mere værd for mig, naar vi kom over Grænsen, end Papiret var.
Vi kom ind til Søren og fortalte, hvor Rejsen gik hen. Sit Løfte havde han ikke glemt, han gik ind til Sengen og kom tilbage med to Tyve Marksstykker i Guld, Pengene sagde Folk, at Søren gemte i et Strømpeskaft i Sengen.
Naa, vi gik videre og naaede efter en Times Forløb Hoptrup. Paa Gaden der mødte vi en tysk Landpost, som jeg flere Gange havde været i Konflikt med om Tysk og Dansk, det var Aaret før, da jeg tjente paa Gaarden Venbjerg i Hoptrup Sogn. Jeg mærkede, at han havde Opmærksomheden henvendt paa os, men det anfægtede os ikke.
Denne Landpost meldte til Grænsen, at der skulde passes paa to unge Karle iført grønne Regnfrakker, og som nok vilde over Grænsen. Han fik dog ikke noget ud af det.
Vi gik ind paa Hoptrup Kro og fik hver en Toddy til at styrke os paa, for vi havde da allerede gaaet i ca. 3 Timer.
Saa kom Aabenraa—Haderslev Rutebilen, med den kørte vi til Haderslev. I Rutebilen var der flere Bekendte, blandt dem Hans Lassens. Kone fra Gpnner. Hun vilde til Haderslev for at besøge Manden, som var indkaldt og laa paa Kasernen der.
Vi steg ud af Rutebilen ved Kejser Wilhelm Mindesmærket paa. Torvet, det gjorde Hans Lassens Kone ogsaa, skønt hun kunde tage med Bilen helt op til Kasernen. Jeg tror nok, hun vidste, hvor vi vilde hen, for da vi sagde ‘Farvel til hende, sagde hun: “Lad mig nu se, I kommer godt over.”
Jeg sagde, at hun kunde hilse Manden og sige, at vi var godt paa Vej og ved godt Mod. Det kunde Hans Lassen let taale at høre, han var nok tysk Underofficer, men bag den blaa Trøje med de blanke Knapper bankede der et godt dansk Hjerte, og han vilde more sig, naar vi kom godt til Danmark.
Fra Nordbanegaarden i Haderslev tog vi med Toget til Hjerndrup. Derfra spadserede vi ind over Stepping efter Højrup til for at naa Nordhøjgaard. Paa Nordhøjgaard tjente min Kusine Marie Lauritsen fra Skovby, og kunde vi først naa dertil, kom vi ogsaa nok over Grænsen; den var ikke saa langt derfra.
Paa hele Turen havde vi ikke mødt en eneste Vagtpost. Dog oppe i Højrup By stod der en saadan iført Feltuniform med opplantet Bajonet.
Vi kom op ved Siden af ham og hilste “God Dag”. “Haben Sie Grenzpass”, spurgte han. Jo, det havde vi jo da, og vi begyndte at hale det ud af Inderlommen i Vesten, og det kostede lidt Besvær at faa Regnfrakken og Trøjen knappet op.
Imens spurgte jeg, hvor Nordhøjgaard laa, og om det var Peter Nissen, der boede der. Vi skulde over til denne Mand og søge Arbejde og vilde jo nok vide lidt om Forholdene der.
Vagtposten kendte godt Peter Nissen, der var “ein sehr netter Mann, und da werden Sie gut zufrieden sein”, og han roste ham endnu meget mere og glemte helt at se Passet efter. Vi talte lidt med ham endnu og fortsatte saa over til Nordhøjgaard, som vi naaede Klokken godt fem. Kusine Marie, der tjente der, kom os imøde, da hun vidste, vi kom, for det havde jeg skrevet til hende nogle Dage før. Peter Nissen var ikke hjemme, da vi kom. Han var en Tur ude i Marken, for det var saadan et herligt Vejr, men det varede dog ikke længe, før han kom.
Der blev lavet Mad til os, og den smagte godt, for vi var bleven sultne efter den lange Spadseretur. Vi sad i en Stue og spiste sammen med fire tyske Vagtposter … det var jo ikke helt morsomt for os, for de sad og snakkede om os. Vi gjorde, som om vi ikke forstod dem, og lod dem snakke løs paa deres Plattysk.
Dette, at vi kom til at spise sammen med Soldaterne, var for at de kunde kende os, naar vi skulde igennem Vagtkæden, og det blev brugt, hver Gang der kom nogen til Nordhøjgaard og vilde over Grænsen. Soldaterne var gamle Landstormsmænd nede fra Elsass-Lothringen. Dernede ved den franske Grænse kunde disse Folk ikke bruges, da de var franskvenlige og ikke til at stole paa. Saa blev de skubbet helt op til Grænsen mellem Danmark og Tyskland, for om de muligvis der kunde være mere paalidelige.
Men heller ikke der var de tro mod Kaiser og Vaterland, naar da de først havde været der nogle Dage og faaet lidt at vide om Befolkningen og Forholdene her, og faaet oplyst, at her var det ligesom i deres Hjemegn, saa lod de roligt Flygtningene passere.
Peter Nissen var imidlertid kommen hjem, og vi blev præsenteret for ham. Vi talte saa med ham om baade det ene og det andet, da han lige med et siger til os, I vil jo vist til Danmark, men jeg vil ikke have noget med det at gøre, kun dette, nu kender Vagtposterne jer, og fra 6 til 8 skal to af dem paa Vagt hernede nord for Gaarden, og saa kan I godt gaa over, naar der blot ikke i Øjeblikket kommer en Underofficer eller Løjtnant.
Nissen viste os saa Retningen, vi skulde gaa, og skulde det gaa saa galt, at der kommer en og vil anholde jer, kan I spørge Vej efter Farris Station og sige, at I har været ovre hos mig for at søge Arbejde og nu vil med Toget hjem, saa klarer I det nok, nu I er kommen saa langt, Det var Peter Nissens hele Forklaring og Vejledning.
Vi talte lidt endnu med Kusine, og et Kvarter før syv startede vi saa igen.
Der var vel en 5 til 600 Meter fra Nordhøjgaard ned til Grænsen, hvor vi skulde over. Ca. 150 Meter fra Grænsen, lige midt paa Vejen, stod en tysk Underofficer og talte sammen med to Vagtposter, den ene af dem fra Nordhøjgaard.
Vi skulde lige forbi dem, der var ikke andet at gøre, for det var højlys Dag endnu, men vi kunde jo da spørge om Vej til Farris, hvis det skulde gaa galt, endnu var det dog gaaet godt, og vi var ikke saa forknytte.
Vi kom op til dem og hilste Goddag, men Vagterne saa slet ikke efter os, de lod, som om de slet ikke saa os, og vi gik roligt videre. Der var nu kun en 40—50 Meter tilbage, og det begyndte at blive mere spændende. Dernede, hvor Vejen bøjer op efter Skoven, skulde vi lige ud ned over en lille Bæk.
Det var en tung Gang, dette Stykke. Vi rystede over hele Kroppen, saa vi næsten ikke kunde gaa, og kolde var vi, som om der var kommen en Spand koldt Vand ned over os. Vi turde næsten ikke se tilbage, for der kunde jo falde et Skud efter os, hvad Øjeblik det skulde være, vi vidste jo ikke, om Vagtposterne var falske eller ej.
Det gik dog godt, og da vi satte Foden paa gamle Danmarks Grund, gav det atter Luft, og der kom en Følelse over os, der næsten ikke er til at beskrive. Lykken havde været med os hele Dagen, og nu var vi kommen bort fra den preussiske Militærtjeneste, ja Maalet var naaet. Vi svang Huen og raabte Hurra for gamle Danmark, vinkede efter Vagtposterne til Tak, fordi de lod os komme over Grænsen. Vagterne vinkede igen, og jeg tror, de var lige saa glade som vi, fordi alt var gaaet godt.
Naa, vi gik saa videre og kom op til Ødis Bramdrup Kro og blev godt modtagne der. Der samledes en Del Folk og nogle Gendarmer, som var nysgerrige efter at faa at vide, hvordan vi dog var kommen over Grænsen paa denne Tid af Dagen, da det jo endnu var lyst. Vi fortalte saa om hele Turen, og de var begejstrede derover og vidste snart ikke, hvor gode de skulde være imod os.
Vi blev omsider trætte og skulde til Sengs, og vi sov godt efter denne anstrengende og spændende Dag.
Jes Kær fra Hovslund planlagde i maj 1915 at desertere til Danmark.
For nu at komme ned til Grænsen skulde vi have et Grænspas; dette blev ogsaa brugt, naar vi skulde til Flensborg.
Lørdag Formiddag skulde jeg have Passet, som skulde udstedes hos Kommuneforstanderen og stemples hos Amtsforstanderen.
Kommuneforstanderen var en meget ivrig Tysker. Før var han dansk, blev saa Kommuneforstander, og efter Genforeningen vilde han igen slutte op i Danskernes Rækker.
Han var jo den første, jeg skulde ind til, og alt skulde være godt forberedt, for at han ikke skulde fatte Mistanke om, at jeg vilde til Danmark.
Jeg kom ind paa Kontoret og bød Goddag. – “Naa, hvad har du saa paa din Samvittighed?” spurgte han mig. – “Ja, ser du, nu skal jeg snart være Soldat, og jeg er meget ked af at skulle være Artillerist. Min største Lyst er jo at komme til Hest, til Kavallenet, som jeg jo sidste Aar meldte mig frivillig til. Tror du ikke, at det lader sig gøre at melde mig dertil endnu engang”? – “Jo, sagde han, du kan jo godt prøve derpaa, men saa skal du rejse op paa Bezirks-Kommandoet i Flensborg og melde dig, og dertil skal du have et Bevis med med din Fars og Mors Underskrift, at du maa melde dig.”
Ja, det maatte jeg jo da, skønt jeg hverken havde talt med Far eller Mor derom; men jeg tænkte som saa: Nu hopper han ligegodt paa’en.
Kommuneforstanderen skrev saa Beviset til mig, og jeg cyklede hjemefter for at faa det underskrevet; men i Stedet for at tage hjem, tog jeg ned paa en Gaard, som ligger i Udkanten af Byen, og fik Manden der og hans Husholder til at skrive Fars og Mors Navn paa Beviset. Gaardmanden der var en god dansk Mand og med paa at tage den tyske Kommuneforstander ved Næsen.
Vi fik en Kop Kaffe, og jeg blev der en halv Times Tid, saa skulde jeg tilbage til Kommuneforstanderen igen, for selv om Beviset nu var rigtig, saa skulde jeg jo have et Pas for at rejse til Flensborg.
Jeg kom saa ind paa Kontoret og forklarede ham det. Ja., siger han, det skal du faa, skrev saa Passet ud, og nu kunde jeg tage til Amtsforstanderen og faa det stemplet. Han var jo bleven helt stor, fordi jeg først var kommen til ham om at melde mig til tysk Kavallerist og ønskede mig Held dertil. Det havde han nok ikke gjort, dersom han havde vidst eller blot anet, at jeg vilde til Danmark; men godt, Kommuneforstanderen var taget ved Næsen.
Nu cyklede jeg over til Amtsforstanderen, som boede i Hovslund. Jeg kom ind paa Forstuen og bankede paa Døren ind til Kontoret. “Herein!” lød en skarp Røst paa Tysk. Døren blev aabnet, og jeg kom ind paa Kontoret og hilste Godmorgen. Amtsforstanderen gengældte min Hilsen med et “Gutenmorgen, was wunschen Sie denn.”
Jeg havde nok gaaet ni Aar i tysk Skole, men holdt mig til mit danske Modersmaal og begyndte at fortælle Historien om at melde mig til Kavalleriet, der jo var min største Lyst som tysk Soldat. Jeg havde været hos Kommune forstanderen og havde Beviset og Passet i Orden til at rejse til Flensborg for at melde mig der, men manglede blot at faa Amtsforstanderen til at stemple Papirerne.
Han maa være bleven meget optaget af min Fortælling, for han glemte heft at tale Tysk og stemplede Papirerne. Nu var alt jo i skønneste Orden, og jeg kunde rejse den Vej, jeg vilde. Ogsaa Amtsforstanderen hoppede paa Limpinden, og det Øjeblik, jeg var hos ham, var ikke saa lidt spændende; men det gik jo godt. Dagen efter skulde Rejsen saa foregaa med gamle Danmark som Maal.
Jes Kær fra Hovslund planlagde i maj 1915 at desertere og gå over grænsen til Danmark
Jeg var udskrevet til Fæstningsartillerist og fik Lov til at blive længere hjemme; dem faldt der ikke saa mange af. Infanteristerne blev indkaldt lige efter Sessionen, for de havde svære Mandefald, og det kneb med at faa nok. Saa blev de, der var taget til Kavalleriet og Artilleriet, overskrevet til Infanteriet, og nu kom Ordren jo ogsaa til os.
Jeg havde begyndt paa Forberedelserne til Flugten nogle Dage, før Ordren kom. Den 14. Maj 1915 var jeg rundt hos min Familie for at tage Afsked. Jeg kom lidt sent hjem den Aften. Klokken var godt elleve. Mor sad endnu oppe og ventede paa mig, jeg tror nok, hun havde en Anelse om, at jeg vilde flygte; hun spurgte mig ogsaa ud derom, men jeg svarede kort og godt nej, for ellers var der kommen saa mange Bønner og Formaninger, saa jeg slet ikke var kommen afsted.
Endnu skulde jeg over i Stalden til Hestene. Derovre stod min Ven og Præstekammerat Johannes Midtgaard fra Østerløgum. Han tjente paa Nabogaarden og kom jævnlig hen til mig. Nu var det lidt sent denne Aften, og jeg kunde mærke paa ham, at der var noget, der trykkede,
Johannes havde samme Dag faaet Ordre til at møde til Soldat i Flensborg den 19. Maj; men nu vilde han ogsaa til Danmark. Han spurgte mig, om jeg vilde med, saa kunde vi da følges ad.
Vi blev saa enige om at tage afsted Søndag Morgen tidlig, altsaa den 16. Maj, og der blev sat 10 Mark paa Vilkaar; dersom den ene af os trak sig tilbage, skulde den anden have de 10 Mark.
Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 14. Maj 1915. Vi var kommen i samme Stilling som sidst. Den ene Dag gik som den anden med at forbedre Skyttegraven og staa Vagt. Jeg gik stadig 3 Gange daglig til Stenbruddet for at hente Mad og Postsager. Ved Hjørnet af Løbegraven, som førte ind til Skyttegraven, blev der hver Dag ophængt en Kundgørelse, og deri kunde man læse en Sejr for hver Dag.
Vore Underofficerer og særlig Feltpræsten havde anbefalet os en meget god Bog, som hver Soldat burde læse, sagde de. Bogen hed: Et Folk i Vaaben og var skrevet af Sven Hedin.
Nu var vi forfærdelig kede af Livet dernede. Alle vore Tanker, Samtaler og Haab drejede sig om Freden, og deri blev vi skuffet hver eneste Dag. Derudover drejede Tanken sig kun om at spise og sove. Desværre var der rundt om i Jordhulerne en Mængde Utøj, som vi ikke kunde sove for om Natten.
De fleste klagede over, at de laa og blev kolossalt dumme. De laa kun dernede og saa de to nøgne Skyttegravsvægge og spiste og sov. Tankerne fik ingen ny Næring, og de blev saa underligt afstumpede. Man kunde ofte gribe sig selv i , at man havde siddet længe aandsfraværende og stirret ud i den tomme, nøgne Jordhule.
På jagt efter lus. Fra tøndringen Valentin Hemmsens album (i privateje). Gengivet efter “Füsilierregiment 86 “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen.”
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Købmand Jakobsen, Nordborg, har modtaget budskab om, at hans ældste søn Jørgen er falden i de sidste hårde kampe.
– To mænd fra Broager sogn er faldne, nemlig stud.phil. Hans Clausen, søn af gårdejer Jens Peter Clausen i Skelde, og Chr. Paulsen fra Røj, der var løjtnant i reserven.
– Fru Stind i Toftlund har fået meddelelse om, at hendes mand er falden den 19. november forrige år i Rusland. Han efterlader hustru og flere børn.
– Rasmus Rasmussen fra Hagenbjerg [nutidig stavemåde: Havnbjerg, RR], som blev hårdt såret den 5. marts ved en frygtelig nærkamp på Vestfronten, ligger fremdeles på lazaret i Düsseldorf, men er nu i bedring. Han ramtes af en kugle i munden, der rev undertænderne og kæbebenet bort. Når mundsåret er lægt, vil kæbebenet blive erstattet med at stykke af hans eget skinneben.
– Gårdejer Jørgen Jørgensen, Lavensby, har fået meddelelse om, at hans søn Christen er blevet hårdt såret på Vestfronten.
– Familien Hansen i Masrkgade i Aabenraa har hørt fra deres søn, som den 4. maj blev såret i Frankrig. Det oplyses, at han ligger på et lazaret i Noyon.
– I de sidste kampe ved Ypern er Johannes Toft fra Øster Løgum Mark bleven såret af en granatsplint i begge arme. Han ligger nu på et lazaret i Vesttyskland. Jens Damgaard, Genner, er ligeledes bleven såret af en granatsplint i ryggen.
– I den sidste tabsliste meddeles, at Adser Skau, Vesterbæk, Heinr. Bahnsen, Skovbøl, Laurids Jensen, Vojens, Johan Schmidt, Sønderby, og Karsten Bruhn, Sæd, er bleven let såret i kampene fra 14. til 25. april.
– August Ingvertsen, søn af gårdejer Ingvertsen i Langetved, er på Østfronten bleven såret i siden af et strejfskud.
Kampen om et Sprænghul. Lasarettet i ……….. , 11. Maj 1915.
Min elskede Hustru og Børn!
I Haab om, at Du har modtaget mit Kort fra i Gaar, vil jeg i Dag, da Du vist længes efter at høre fra mig, skrive et Brev og fortælle Dig lidt om, hvordan jeg har det.
Den 9. om Aftenen kom vi i Skyttegraven, vi løste . . . Kompagni af. De havde sprængt et meget stort Hul mellem vor og Franskmændenes Grav. Dette Hul skulde vi besætte med 24 Mand og tre Underofficerer. Vi var nogle Steder vist ikke 3 Meter fra den franske Skyttegrav.
Til at begynde med overøste vi Franskmændenes Grav med Haandgranater, saa gav vi os til at forskanse os for at have nogen Dækning. Vi var ikke sene med at faa nogle Huller gravet, som vi kunde ligge i. Derpaa fyldte vi nogle Sække med Sand og Jord og stillede dem op foran os.
Det varede ikke længe, før Franskmændene mærkede, at vi var ved at forskanse os. Saa fik vi Haandgranater. Først blev min Underofficer saaret i Armen og Hovedet (det var anden Gang, han blev saaret). Saa blev der atter roligt, og vi fortsatte med Arbejdet. Nogle gik tilbage. De var ængstelige, men jeg havde nu faaet temmelig god Dækning og blev paa Stedet.
Der gik en Times Tid, saa begyndte Franskmændene igen med Haandgranaterne. Vi havde en død Underofficer; men vi kastede ogsaa med Haandgranater, og saa blev der Ro.
Vi arbejdede videre; vi var nu kun fem Mand tilbage. Alle de øvrige var gaaede tilbage. Saa gik der en Tid. Atter fik vi en Salve Haandgranater. En Forstærkningsreservist, en god Ven af mig, som jeg har været sammen med hele Tiden i Flensborg og Sønderborg blev ramt. To Granater slog ned ved Siden af ham, og han blev saaret fem Steder. Alle de øvrige paa en Reservist og jeg nær gik tilbage.
Vi to havde temmelig god Dækning. Vi laa der længe. Haandgranaterne suste ned ved Siden af os, saa Jorden røg os om Ørerne. Du kan tro, kære T . . . . at dét var ubehageligt. Jeg bad en Bøn til Gud om at skaane mig, og hvis jeg skulde falde, om at han da vilde være hos Eder.
Saa mærkede jeg et Slag i Tindingen. Jeg troede, det var en Sten eller et Stykke Jord, der havde ramt mig i Hovedet; men saa mærkede jeg, at Blodet løb mig ned ad Kinderne. Reservisten, som laa hos mig, forbandt mig. Splinten var gaaet gennem Kanten af Huen ind i Hovedet og 6 Centimeter derfra var den gaaet ud igen.
Omsider blev det saa roligt, at jeg kunde komme ud, thi naar Granaterne kom, slog de altid ned mellem mig og Udgangen.
I Dag er det temmelig godt med mig, saa Du skal ikke være ængstelig, kære T . . . Jeg ligger ikke engang til Sengs og har heller ikke videre Feber. Hovedet gør bare lidt ondt. Hullet har vist ikke været saa lille, thi i Huen, hvor Splinten er gaaet ind, kan jeg stikke en Finger igennem. Jeg har nu takket Gud for, at det ikke blev værre.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
2det opbud af den ikke uddannede landstorm
Nogle steder har årgangen 1869 af den ikke uddannede landstorm været fritaget for at møde til session. Ifølge en ny forordning fra den stedfortrædende generalkommando skal nu også denne årgang til session. Alle de i 1869 efter 1. august fødte landstormspligtige skal møde.
Fra landdagsmand Nis Nissen
har Hejmdal modtaget en venlig hilsen. Han ligger i omegnen af Metz og har det godt efter omstændighederne.
Johannes Tiedje
som i de senere år har været frimenighedspræst i Königsberg, er indtrådt som frivillig i de 6. thüringske Ulanregiment.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
I sidste tabsliste meddeles, at underofficer Christian Jørgensen, Rødding, er falden.
– Hans Hansen fra Blansskov er falden den 12. februar. Han blev 28 år gammel og efterlader enke og barn.
– I den 216. prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Boysen fra Sønder Hostrup og Heinr. Nikolaj Popp fra Felsted er blevne let sårede ved kampene i april måned.
Endvidere nævnes Jørgen Jensen, Gråsten, Jørgen Petersen, Røllum, Johan Nissen, Harreslev Mark, Peter J. Jensen, Vester Sottrup, og Christian Hansen, Egernsund, som let sårede.
– Chr. Møller fra Barsmark er bleven hårdt såret den 22. april.
– I marinens 29. tabsliste er Johs. Schlott, Sottrup, anført som let såret.
– Matros Hans Felsted, Aabenraa, der hidtil har været savnet, befinder sig i fangenskab. Asmus Detlevsen, Langdel, er savnet.
– Musketer Peter Carlsen, Trappen, befinder sig i fangenskab.
– Typograf J. Hansen, en søn af Hansen på Voetmanns fabrik i Aabenraa, er den 25. april blevet hårdt såret på den vestlige front og indlagt på et lazaret.
– Familien Hansen i Markgade nr. 22 i Aabenraa har modtaget et kort, hvorpå der meddeltes dem, at deres søn den 4. maj var bleven såret ved M…. i Frankrig.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Hvor forsigtig man bør være baade i sin Optræden og i sin Tale, fremgaar af en Række Arrestationer i de sidste Dage.
Saaledes er en ung Pige, der af Uvidenhed har rejst paa et Pas, der ikke er tilstrækkelig for en Optant, bleven arresteret i Toftlund og sendt til Flensborg.
En pensioneret Lærer Jensen, tidligere i Skærbæk nu i Aabenraa, er paa Besøg førstnævnte Sted bleven anholdt og ført til Flensborg. Jensen anses i Almindelighed for at være en meget forsigtig Mand.
Endnu kan nævnes, at Kommuneforstander Knudsen i Vinum er arresteret og ført til Flensborg — efter Sigende fordi han har kritiseret Behandlingen af Fanger – , og endelig er ogsaa en Møller Sørensen paa Rømø bleven arresteret.
Et Fald ved Skyttegraven. (Hmd.) Cand. phil. Kristen Andresen, Søn af Gaardejer Johan Andresen i Ullerup, som siden Efteraaret har ligget ved Vestfronten, faldt forleden Nat paa en Patrouillegang foran Skyttegraven ned i en smal Løbegrav og brækkede Benet. Han ligger nu saa et Lazaret i Frankrig.
Fra Sibirien Gæstgiver Borchers iAabenraa har ifølge „Hejmdal” modtagetet Postkort, trykt paa Polsk, fra sin Søn, derer i russisk Fangenskab. Der staar paa Kortet,at han er paa March til Kurgan i GuvernementetTobol i Sibirien. Kurgan er enKredsby paa henved 8000 Indbyggere vedEnden af den vestsibiriske Bane.
Kommen hjem fra russisk Fangenskab Kaptajn Nielsens Søn paa Dyrehave vedAabenraa er uventet kommen hjem fra russiskFangenskab. Han hørte ifølge en Bladmeddelelsetil Damperen „Alpha’s” Besætning,som ved Krigens Begyndelse blev internereti St. Petersborg. Hele Tiden har Civilfangernesaa godt som intet hørt hjemmefra.Først anbragtes de i et Skur i Nærheden afByen. Befolkningen indtog tit en truendeHoldning; men Vagtmandskabet værnede dem.Efter nogen Tids Forløb bragtes de til en Byi det indre af Rusland, og fik Ordre til ikkeat forlade Byen. 16 Civilfanger lejede etSkur, hvori de maatte erhverve deres Underholdved at lave smaa Skibe i Flasker. Denrussiske Behandling var aldeles ikke god.Deres Ejendele var røvede. Senere blev deunderstøttede af den tyske Hjælpeforening iRusland, hvorved deres Stilling blev betydeligbedre. Nielsens Hjemsendelse skete paaGrund af en militær Attest for Uduelighed.
Krigsfange i Japan Som Krigssange i Japan befinder sig,efter hvad der oplyses i den sidste Marine-Tabsliste,Skriver Christian Petersen af Øster Løgum. Han var i Tsingtav.
Faaet Jernkorset. (S. G.) PostassistentOhlsen, Søn af Købmand H. Ohlsen iVestergade i Haderslev, har faaet Jernkorsetfor fremragende Tjenester paa den vestligeKrigsstueplads. Ohlsen staar nu somOfficersstedfortræder ved Østfronten.
Endviderehar Forpagter Jørgen Petersenaf Vandling faaet Jernkorset. Hanblev Haardt saaret i Efteraaret.
Annoncer fra bagsiden af Flensborg Avis den 7. maj 1915
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Gravning af skyttegrave
ved Vojens i sidste måned gav, som man kunne vente, anledning til alarmerende rygter om forestående gravninger af en skyttegravslinie hen over Nordslesvig fra Østersøen til Vesterhavet. Det meddeltes tillige, at også Soldater i Spandet her vest på gravede skyttegrave. Dette sidste opfattede vi, som om der gravedes ved Spandet. Det viser sig imidlertid at være en misforståelse; ganske vist gravede de, kun ikke ved Spandet, men ved Vojens, hvor man for øvrigt har sløjfet en del af disse arbejder som således foreløbig synes at have haft karakteren af øvelser.
Der har, som bekendt, cirkuleret rygter om store troppesamlinger mellem Flensborg og Tønder. Rygterne har vist sig at være urigtige. Det samme gælder verserende rygter om større troppestyrker i Nordslesvigs østlige del.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Nis Clausen fra Tumbøl, bestyrer hos enke Hansen dersteds, er falden under de sidste kampe.
– Præparandskoleelev Max Nissen, søn af maler Hans Nissen i Skibbrogade i Tønder, er falden. Han var kun 18 år gammel og var med som frivillig.
– i den 213. prøjsiske tabsliste meddelelse, at forstærkningsreservisterne Enevoldt Schmidt, Abild, og Nikolaj Jessen, Stenderup i Haderslev kreds, er faldne i kampene fra 9. marts til 1. april. Christian Thuesen fra Sundsmark og Laust Lausen fra Daler i Østerby er døde af deres sår.
– Underofficer Feddersen fra Skodborg er bleven såret den 23. april i kampene ved Yserkanalen. Han ligger nu på lazaret i Bingen.
– Samme dag er hans sidekammerat, Joh. Fr. Johansen fra Tumbøl, bleven såret.
– Gårdejer Jens Hansen, Gaasbjerg i Dynt kommune, ældste søn af amtsforstander Hansen i Midtskov, er bleven hårdt såret.
– I 213. prøjsiske tabsliste meddeles, at Paul Paulsen, Højer, Andreas Petersen, Gallehus, Peter Autzen, Maugstrup, Max Skjøde, Haderslev, Niels Thorsen, Flovt, Hans Wollesen, Roager, Iver Ravn, Ørsted, Jens Damgaard, Over Jerstal, Peter Lund, Rævsø, Karl Autzen, Lert, og Theodor Juhl, Ellum, er bleven let sårede i kampene i første halvdel af april måned.
– Mathias Petersen, Bylderup, står opført som hårdt såret.
En sønderjyde [måske P.A. Callø?] filosoferer over, hvad skyttegravstilværelsen gør ved den menneskelige psyke.
Lidt Krigs-Psykologi.
Flandern, i Maj 1915
Krigen har sin egen Psyke. Det er en bekendt Sag, at vedvarende skadelige Indflydelser, for Eksempel stadig Nydelse af Alkohol, indvirker omformende paa Karakteren. Saaledes foregaar der og saa i Felten betydningsfulde Forskydninger i de sjælelige Anlæg. Milieuet præger os.
Alene dette, at vi fører en ren Mandfolketilværelse, at vi er revne ud af Hjem og Arbejde og saa godt som fuldstændig maa savne Kvindernes og Børnenes Selskab, sætter sit Præg paa os. Vi er ikke mere Borgere og Familiefædre, men Krigskarle. Hvor gør det godt at komme til befolkede Egne og se Børnene lege ved Vejen. Ja, i Gaar blev jeg helt hjertegreben ved at møde en So med et Kuld Grise, som vi havde taget til Fange. Det var noget af en Oplevelse at se en Moder, selv om det kun var en So.
Og saa Omgivelserne og Haandteringen! Hvor man kommer frem, Ruiner af menneskelige Boliger, den evindelige Brummen og Knalden i Luften, det daglige Myrderi, det stadige Syn af Saarede og Døde, alt dette indgaar i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden, og bundfælder en vis Barskhed og Sløvhed i Sjælen.
Jeg erindrer fra Psykologien, at der er noget, der hedder Sløvelsens Lov. Den hører ikke til de Love, som ophæves ved Krigstilstanden. Den gælder heldigvis ogsaa i Felten, ellers var det ikke til at holde ud.
Vi maa her revidere vore Begreber om mange Ting. Grundigst er vel nok Forskellen i Opfattelsen af al Slags Fare. Jeg maa saaledes smile ved Tanken om alle de Farer, der truer Borgerens Liv og Sundhed. Forspis dig ikke, forkøl dig ej! Hvor er det farligt i Civil at sætte eller lægge sig paa Jorden! Det maa man først i Højsommeren, naar Solen har gennembagt Jordbunden, ellers risikerer man at faa Snue, Influenza eller Lungebetændelse paa Halsen.
Allerede i Garnisonen var det mig imidlertid paafaldende, at man kunde ligge i halve Timer paa Maven i Frost og Sne uden at blive saa meget som forkølet. Og her ligger vi ofte hele Dage i fugtige Lerhuller; naar den ene Side bliver kold, lægger man sig om paa den anden. Vaade Fødder hører ogsaa til Dagens Orden, og alligevel er Sundhedstilstanden fortrinlig.
Der er rigtignok dem, der paastaar, at Straffen for vore Overtrædelser af Sundhedens Bud kommer bagefter i Form af Gigt, naar vi en Gang kommer hjem og i Seng. Det er muligt, men den Tid, den Sorg. De Pinsler, som lurer under de hjemlige Dyner, skænker jeg ikke en Tanke. Hver Dag har nok i sin egen Plage. Det eneste, jeg sporer, er en vis Mathed og Stivhed i Lemmerne; vi har ikke godt ved at udholde Marchens Anstrengelser.
Tidligere nærede jeg en til Mani grænsende Angst for Ild. Den er jeg bleven grundig kureret for her. Vi laa en Tid lang i Kvarter paa et Loft. Halmen flød over hele Loftet, og midt i Halmen stod tre belgiske Ovne, som vi kogte og stegte og tørrede vort Tøj ved. De var for det meste gloende, og jeg undredes ofte over, at der ikke hændte en Ulykke. En Dag gik der da ogsaa Ild i Halmen, men tror I, at der var nogen, der vilde slukke? Alt imens vi skændtes om, hvem der var nærmest til at gøre det, brændte Ilden lystigt videre. Til sidst maatte vi naturligvis bekvemme os til at slukke den for ikke at indebrænde.
I gamle Dage kunde jeg ikke godt taale at se Blod, jeg har saaledes aldrig været at formaa til at holde ved en Slagtegris. Jeg overværede en Gang en Hanekamp af en Duel mellem et Par Studenter og greb mig i, at jeg stod og skjulte mig bag – en Damehat. Og da Krigen udbrød, gøs jeg ved Synet af de blanke Bajonetter paa Landstormsmændenes Geværer. Nu staar jeg selv med paasat Bajonet, og de brave gamle Landstormere forekommer mig helt borgerlige og tamme.
Man kan vænne sig til alt, ogsaa til Synet af Saarede og Døde. Noget af det første, som mødte os, da vi kom herned, var Kirkegaardene med de friske Krigergrave, og jo længere vi kom frem, desto hyppigere traadte Døden os i Møde, desto nærmere rykkede den os ind paa Livet. Marken mellem Skyttegravene var oversaaet med Lig fra Kampene i Efteraaret, den ene Part tillod ikke den anden at komme frem og jorde dem.
Jeg har i Uger haft dette grufulde Syn for Øje og efterhaanden vænnet mig til det, og, da den fjendtlige Skyttegrav var taget, været med til at begrave de Døde. Det var et ubehageligt Arbejde, som vi helst havde undslaaet os for. Men det var nødvendigt, og da vi først var i Gang med det, gik det hurtigt og rent mekanisk fra Haanden.
Pinligst er det at møde de Haardtsaarede, naar de jamrende eller tavse bæres ud af Slaget – som oftest bærer de deres Smerter med en beundringsværdig Sjælsstyrke. Man staar saa hjælpeløs overfor deres Nød; her føler man allermest Savnet af en nænsom Kvindehaand, hvor godt og dygtigt Sanitetsvæsenet end arbejder.
De Letsaarede beklager vi ikke; den Ferie, der venter dem, holder dem skadesløse for udstaaet Pine. Men Hjertet maatte være af Sten, om det ikke rørtes ved Synet af en haardtsaaret Kammerat. Og dog, jeg maa med Skam bekende, at jeg med Sindsro har tændt min Pibe ved en Haardtsaarets Leje. Jeg bebrejdede mig mit Hjertes Kulde og søgte at bøde derpaa ved at hjælpe ham, saa godt jeg kunde.
Denne Erfaring om Vanens sløvende Magt har vi Lejlighed til at gøre, hver Gang vi fra Kvarterets Fred vender tilbage til Kampens Tummel. De første Geværkugler, som krydser vor Vej, ser vi slemt skævt efter, og vi har ikke meget, vi skal have sagt, naar Kanonerne aabner deres Malmmunde. Men det varer som Regel ikke længe, inden vi er fortrolige med Skydningen, og jo tættere Kuglerne falder, desto mindre farlige forekommer de os.
Troels Lund skriver i sin Afhandling om Kulturhistorie til Karakterisering af dansk Aand i Modsætning til tysk, at Vittighederne regnede om Kap med Kuglerne paa Dybbøl. Det kan jeg ikke sige om os. Jeg husker, at en Forstærkningsmand første Gang, han var i Skyttegraven, mente at have Raad til at gøre sig lystig over Granaterne, som slog ned i vor umiddelbare Nærhed, og at jeg fandt Lystigheden stødende og utidig.
Men man kan blive ganske døv for Tummelen og sløv for Faren. Der fortælles om Napoleon som et Vidnesbyrd om hans Aandsoverlegenhed, at han kunde lægge sig til at sove midt under Slaget. Jeg er ogsaa slumret ind til Kanonernes Torden; det er ingen Heltegerning, men en ganske naturlig Reaktion mod Nervernes Anspændelse.
Endnu et har jeg undret mig over, og det er den Lethed, hvormed vi bærer vor Skæbne, naar Faren ikke ligefrem er overhængende. Vi har det i den Henseende som Børnene: vi lever i Øjeblikket, og det er godt. Dersom vi bestandig havde de Farer for Øje, som lurer paa os, vilde Livet i Skyttegraven være uudholdeligt. Naar Granaterne slaar ned i Nærheden, naar Shrapnellerne springer over Hovedet, saa er der vel ingen, der kan sige sig fri for Ængstelse. Men blot Ilden flytter sig en Kende, er vi fuldstændig beroligede. At den gaar ud over andre, er ikke vor Sag.
Indenfor Vaabenarten er der dog en vis Samfølelse, er det derimod Artilleriet, Fjenden betænker med sine Granater, rører det os ikke en Smule. Lad dem bare sende dem derover, siger vi gerne, der er Plads til mere. Ja det er nær ved, at vi har mere Medfølelse med det fjendtlige Infanteri, naar vi ser det lide under vor Artilleriild. Mod Skyttegraven har Artilleriet frit Slag, vi maa tage imod dets Ild uden at kunne besvare den. Det er altid Infanteriet, det gaar ud over.
At vi lever i Øjeblikket og glæder os over hver Dag og Time, vi kan nyde i Fred, hænger vel i nogen Grad sammen med, at vi ikke er vore egne Herrer, men lydige Redskaber i højere Hænder. Vi kommer og gaar paa Kommando og maa tage imod, hvad der falder paa vor Vej. Men det beror ogsaa paa en Svaghed — jeg kunde fristes til at sige en lykkelig Svaghed — i den menneskelige Natur. Jeg har ofte haft Lejlighed til at iagttage, at Soldaten mere tænker paa sin Bekvemmelighed og paa Øjeblikkets Krav til Mad og Drikke og Hvile end paa sin Sikkerhed. Dette gælder i endnu højere Grad de unge Tropper end os.
De Tab, vi lider, berører os smerteligt. Men vi faar ikke Lov til at hengive os i Smerten og dvæle i Mindet. Krigen gaar sin ubønhørlige Gang frem mod nye Kampe og nye Tab. Dagene ruller som tunge Bølger mod Stranden. De Mærker, den ene afsætter i Sandet, sletter den næste ud. Enhver Dag har nok i sin Plage.
Det er Krigens Kaar. Saaledes indvirker den paa Sjæl og Sind, saadan har jeg i hvert Fald fornummet dens Virkning. Det, som optager Sindet mest, det Spørgsmaal, som bestandig staar for vor Tanke og møder os i ethvert Brev hjemmefra, er dette: Hvornaar vil det ende, hvornaar vil der atter blive Fred? Vi spejder efter Fredstegn i Aviserne og knytter vort Fredshaab til de spinkleste Holdepunkter. Et Rygte, en Spaadom er tilstrækkelig til at holde det oppe.
Den Dag, da der atter bliver Fred paa Jorden, vil vi, om vi ellers faar Lov til at opleve den, hilse som en Genfødelse, som en Befrielse fra en ond Mare, som en Udfrielse af Dødens Favn.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Fantastiske tal om sejren i Galizien
Hvad rygtet kan præstere
I hvor høj fra rygtet kan få en tysk sejr til at vokse i tyske byer, inden generalstabens officielle kundgørelse bliver bekendtgjort, fremgår af, at der i aftes i Tønder blev slået meddelelser op, hvorefter tyskerne i Galizien skulle have taget 161.000 fanger, over 400 kanoner og 600 automobiler, 4 lazaret-tog og 28.000 geværer.
Jeg kom allerede ud af Lasarettet den 6. April og anretter siden da lettere Tjeneste her ved Kompagniet.
Du maa ellers tro, at det er dejligt her nede i Frankrig for Tiden, blot vi ikke havde den uhyggelige Krig. Rugen staar alt i Mandshøjde og med Vipper her, og Kløveren staar ogsaa tæt og frodig.
Træerne staar saa lysegrønne, og Fuglene synger. Selv Gøgen er mødt. Jeg spurgte den i Gaar: „Kukmand, Kukmand kløw, hvomanne Aae ska’ a’ løw?“
Som Svar derpaa kukkede den mindst 100 Gange, saa der er jo stærk Udsigt til, at jeg vil overleve denne Krig.
Desværre modtog vi i Dag Efterretning om, at der er falden Venner og Bekendte i Flandern i den sidste Tid. Aa, hvor er det trist.
„Triste“ kalder Franskmændene ogsaa Krigen, dette Ord har vi og Franskmændene fælles.
Din hengivne Th. K.
Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)
Ukendte soldater på hjemmelavet bænk (uden år – Museum Sønderjylland)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 4. Maj 1915. Jeg laa paa Maven i en Hængekøje, bestaaende af noget Hønsetraad spændt imellem 4 Pæle, og skrev. Vi var lige kommen tilbage fra vor daglige Eksercits, som havde kostet os adskillige Sveddraaber, da det var meget varmt. Nu laa mine 7 Kammerater ude i Toften i det grønne Græs og røg Cigarer.
Vi laa 8 Mand der i et lille, umøbleret Værelse i Byen Le Fresne. Byen var ikke videre beskadiget af Krigen, og en stor Del af Civilbefolkningen boede der endnu. I Huset ved Siden af os var der et Barn paa 2 Aar, som jeg holdt meget af.
Jeg spadserede ofte med Barnet paa Armen eller ved Haanden. Moderen kunde godt lide det, hun begyndte at faa Tiltro til os; men hun tabte dog aldrig den lille af Syne.
Jeg syntes, det var saa rart at tage et Barn ved Haanden; saa var det mig, ligesom der var Fred i Landet, og det var nogle af mine skønneste Timer. Jeg sad ofte under Hyldetræet med den lille paa Knæet og sang danske Fædrelandssange.
Det var underligt at tænke paa, at jeg maaske i Skyttegraven stod over for Barnets Fader.
Journalist J.N. Jensen fra Flensborg Avis som tysk soldat med en lille, fransk pige på knæet.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Landstormen
Ved sessionen over landstormens 2. opbud – mænd mellem 39 og 45 år, der aldrig har været soldater – mødte der den 28. april 250 i Haderslev by og Vilstrup distrikt, og af dem blev kun 3 kasserede.
Færdslen til Danmark
Al privatfærdsel til Danmark af fodgængere, ryttere, køretøjer osv. må indtil videre kun ske ad landevejen forbi toldstederne Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gjelsbro og Hvidding.
Overtrædelser straffes med fængsel indtil et år.
Kartoffelmangel
Fra kommuner i Aabenraa-omegnen, hvor der råder kartoffelmangel, er der bleven rettet forespørgsler til Hejmdal, navnlig fra de bemidledes side, om der muligvis kunne købes kartofler af Aabenraa bys kommunale beholdninger.
Bladets redaktion har indhentet oplysninger på kompetent sted og kan meddelem at der af byens beholdninger ikke kan sælges udenfor byen. De indkøb af kartofler, byen har foretaget, er kun sket i et omfang, beregnet til at dække byens eget behov.
Breve, adresserede til gæstgiverier
Den stedfortrædende generalkommando bekendtgør, at det er forbudt ejerne af gæstgiverier i deres lokaler at udlevere postsendinger til personer, der ikke er tagne ind på deres gæstgiverier og anmeldte hos politiet som sådanne.
Overtrædelse af denne bestemmelse (af gæstgiveren eller hans personale) straffes, såfremt lovene ikke hjemler højere straf, med indtil ét års fængsel.
Den tysk-østerrigske sejr
I Galizien under den tyske general Macksensens ledelse har langs grænsen, hvor der flages overalt i dag, antaget mægtige dimensioner. Allerede i aftes vidste man at fortælle, at 120.000-180.000 russere var taget tilfange. I dag forslog dette tal ikke længer – det var vokset til 200.000-300.000!
En Zeppeliner
Passerede i middags i nærheden af grænsen fra øst til vest og gik over havet, hvor den stod nordpå.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Sparekassebestyrer Vilh. Schmidt, Spandetgaard, har modtaget efterretning fra vedkommende hærafdeling om, at hans søn Søren Schmidt er falden i én af den sidste tids hårde kampe om Hartmansweilerkopf. Søren Schmidt var gårdejer i Arnum, 29 år gammel, men ugift.
– Ifølge meddelelse fra landmand Køhrisen [må være Köhrsen, RR] i Vimtrup, er hans søn falden.
– Telegrafsekretær Jacob Maack og hustru i Frisergade i Flensborg fik i onsdags vished for, at deres søn Julius er død ved ’Blüchers’ undergang den 24. januar.
-Løjtnant i landeværnet Nahmen Petersen fra Flensborg er falden den 22. april. Han efterlader enke og to børn.
– Reservist H.P. Hansen fra Vilsbæk, der antoges at være falden, er alvorligt såret indlagt på et lazaret.
– En søn af slagtermester Toft i Aabenraa er ved Yserkanalen bleven såret i venstre hånd. Han ligger på lazaret i Linz ved Rhinen.
– Enke Sørensen i Slagtergade i Haderslev , der for længere tid siden mistede en søn på valpladsen, har nu modtaget meddelelse om, at en anden søn er hårdt såret.
– Matthias Dinsen, Skodborg Skov, er let såret.
– Jens Clausen, Kværs Mark, er bleven såret den 16. april.
– Under kampene i første halvdel af april måned er Herm. Wolf fra Sønderborg og Hans Hommelhof-Vollesen, Maugstrup Skov, blevne hårdt sårede, Karsten Skov, Vesterbæk, og Matthias Hansen, Daler, let såret. Endvidere er Hans Ebsen, Mastrup, såret.
– I de sidste kampe i Flandern har Johan Schäfer, søn af uldspinder Schäfer i Nørregade i Tønder, fået tre kugler i låret; Fr. Mørup, søn af enke Mørup i Vestergade i Tønder, er ligeledes bleven ramt i låret; Arthur Petersen, søn af enke Petersen på Kirkepladsen i Tønder, er såret. Endvidere er Andreas Petersen fra Tønder Præparandskole og to elever fra Tønder Seminar, Nikolaj Mølgaard og Bahne Petersen, bleven sårede.
Seks sønner og en svigersøn i hæren
Bager Peter Jensen i Gaarskærgade i Haderslev har fra i dag 6 sønner og 1 svigersøn i hæren, idet hans yngste søn, Søren, i lørdags skulle melde sig som rekrut. 3 sønner og svigersønnen er med på valpladserne. Den ene blev såret i september af et strejfskud i Flandern; han er nu igen med ved fronten.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Nyt fra et Sønderjylland i krig: ”Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det”
Syd for grænsen under krigen.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Tidligere gæstgiver i Kværs, Jep Jepsen Johannsen, er falden. Han efterlader enke og fire små børn.
– En søn af enke Maria Hansen i Vilsbæk, Hans R. Hansen, er falden. Enke Hansen har haft fem sønner med i felten. Deraf er der falden én, en anden er kommen såret i fransk fangenskab, en tredje ligger for tiden temmelig hårdt såret på lazaret i Frankfurt, en fjerde er bleven let såret på den østlige krigsskueplads, men er rask igen. Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det.
– Vognmand Christian Møllers kone i Nygade i Aabenraa modtog i tirsdags fra et feltlazaret i Frankrig den sørgelige meddelelse, at hendes mand var indlagt dér, hårdt såret på begge arme, i hovedet og på benet af granatsplinter.
– Landmand A. Skov fra Roager er bleven hårdt såret på den vestlige krigsskueplads.
– Under kampene fra 1. til 18. april er Christian Christensen fra Lund bleven let såret.
– I kampene fra 6. til 11. april er reservist Erik Eriksen, Højrup, bleven let såret.
– I en af de sidste tabslister meddeles, at Johs. Torp fra Nybøl var død på lazaret i Königsberg. Det passer ikke; Torp er rask igen og for tiden hjemme på orlov.
I japansk fangenskab
I et brev fra Japan, som en sønderborger, der er i krigsfangenskab i Marugame, har skrevet hjem, hedder det ifølge Dybbøl Posten bl.a.:
”Jeg har det stadig godt. Det er kedeligt, at jeg ikke må skrive til Eder på dansk, men censuren tillader kun, at der skrives på tysk. Vi har det meget godt og får alt, hvad hjertet begærer. Japanerne er meget høflige og venlige.
Vi får de fleste tyske og engelske aviser, vi har også fået et orkester, som består af fire violiner, harmonium, to mandoliner og en fløjte. Foredrag holdes der ligeledes.
To gange om ugen bliver vi ført til byens park, hvor vi kan bevæge os fuldkommen frit. Parken er ualmindelig smuk; i det hele taget har japanerne interesse for anlæg.
Paa Rejse til Ungarn Ungarn, ved Karpaternes Fod, den 27. April 1915.
Fra Dresden gik det over Pirna— Kønigstein— Schandau over den bøhmiske Grænse til Bodenbach, det kunde have været en Sommernatsdrøm, havde det været en Lystrejse. Vi kørte langs med Elbefloden, som har sit Udspring endnu længere sydpaa. Det er et storslaaet Klippelandskab, saa vildt romantisk og dog saa fredeligt. Græsset saa grønt og saa friskt, rundt omkring tilplantet med Frugttræer. Villaer og Turisthoteller langs med Floden ved Klippernes Fod, og oppe paa de vilde Klipper Træer, og hist og her en Borg. Her kunde jeg have Lyst til at leve et skært og blidt Foraar. Det er Sachsenwald og Bøhmerwald.
I Nat kører vi i Retning af Prag. Her i Bodenbach ved den bøhmiske Grænse naaede os et andet Tog, som kom fra B. med 500 Mand.
Klokken 8 Aften holdt vi 5 Minutter paa en bøhmisk Banegaard Ausig a. E., der var en stor Menneskemængde, som modtog os med „Kærlighedsgaver“.
Nu, da det er mørkt, gaar Tiden med at læse et lille Skrift af N. P. Madsen. „Ole“ er Titlen, og det drejer sig om en gammel Fisker og Redningsmand, som aldrig kendte til Angst i vildt Vejr og Havsnød, som dog blev ræd, da han kom i Sjælenød, men ved Guds Strømme af Naade kom op i Redningsstolen (til Jesus) og blev ført frelst over de brusende Vande. — Ja, kære Herre, giv os Troens Glæde, tag os i dine frelsende Arme, at vi ikke maa omkomme paa Vejen. Og gaar vor Gang til Landet bag Hav, saa tag vor Sjæl i din Haand.
„Bliv hos os, naar Mørket vælder af Nattens Sluser ud“.
I Nat, den 24. April, passerede vi Prag og mange mindre Byer. I Dag tidlig Kl. 6 et kort Ophold ved en middelstor Station Chotzen. Kl. 8 Morgen gav det paa et Holdested: B . Trüban , Te i Feltflasken og et Stykke Jødepølse. Saa tropper alle de 1000 Mand op, med Pølsen i den ene Haand og Flasken i den anden, og gaar tilbage hver til sin Plads i Toget, hver fodrer sin Mave, Piben tændes og man damper videre.
Det næste Bedested er den bekendte Stad Brünn. Alle Stedsbetegnelser staar først i det tjekkiske, saa i det tyske Sprog. Ligeberettigede er Sprogene her.
Vi fik til Middag, ved 12,30 Tiden, frisk kogt Oksekød, Suppe med Nudler, af Gaver Cigaretter, Tændstikker, Postkort o. s. v. Et militært Orkester paa 50 Mand spillede paa Banegaarden. Jeg fik et Postkort skrevet og afsendt.
I denne Egn er der mange Kirker med 2 Taarne. Kirkerne ligger ofte højt, og rager op over Byen. Landsbyerne ligger altid i en Dalsænkning, hvor der risler en Bæk eller snor sig et Aaløb.
Helt ind til Wien naaede vi ikke, Banen svinger af ved en Forstad: Strahlen, og gaar mod Øst til Pressburg.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for Grænsen under Krigen
De militære Foranstaltninger i Nordslesvig
Et urigtigt Sensations-Telegram
„Berlingske Tidende” for Torsdag den 22. April indeholdt følgende sensationelle Privattelegram fra Vamdrup:
“Syd for Grænsen træffes der i den sidste Tid omfattende militære Forholdsregler. Vagttjenesten ved Grænsen, der hidtil har været besørget af Landstormsfolk, er bleven skærpet, og tværs over den nordlige Del af Landet anlægges Skyttegrave og foretages andre Forsvarsforanstaltninger.
Samtidig er store Troppemasser, et halvt Hundred Tusind Mand med et meget stærkt Artilleri, samlede paa Linien Flensborg Tønder.
Disse Foranstaltninger i Forbindelse med andre Omstændigheder, bl. a. den, at Telegraf-forbindelsen med Udlandet var afbrudt hele Mandagen, har fremkaldt stærk Nervøsitet hos Befolkningen i Hertugdømmerne.
Myndighederne har derfor nu anset det for nødvendigt at udsende en beroligende Erklæring, hvori det hedder, at ‘Provinsens Beliggenhed ved Grænsen nødvendiggør forskellige Sikrings- og Forberedelsesforanstaltninger. Befolkningen advares imidlertid indtrængende imod at blive ængstelig af den Grund. Under en saa langvarig Krig kan man ikke undlade at tage Hensyn til enhver Mulighed for Sikring og Afværgelse, ogsaa saadanne, der tager Sigte paa Begivenheder, som ikke falder indenfor Sandsynlighedens Grænse.’
Da dette Telegram, der for det vigtigste Indholds Vedkommende er ganske fejlagtigt, allerede har foranlediget og formentlig vil foranledige yderligere Forespørgsler hos os, skal vi oplyse, at der — som vi tidligere har meddelt — nok er paabegyndt Gravning af Skyttegrave syd for Vojens, foreløbig fuldt feltmæssigt indrettede med Pigtraadsforhindringer, men at der dog hidtil kun er gravet nogle faa Kilometer.
Ved Spandet, her vest paa, er man ligeledes begyndt at grave, men ikke i saa stor Udstrækning som ved Vojens. Det er foreløbig det hele.
Om store Troppemasser paa 50,000 Mand paa Linien Flensborg—Tønder foreligger der intet som helst, og der foreligger heller intet om et meget stærkt Artilleri i samme Egn. Meddelelsen er, ligesom et lignende Rygte for nogle Uger siden, ren og skær Opdigt.
Ud over Bladene og Telegrafkontorerne har ikke ret mange Mennesker været vidende om, at Telegrafen har været standset sidste Mandag, og Befolkningen har derfor ikke kunnet blive nervøs heraf. Dersom der er bleven mere Nervøsitet hos Befolkningen, hidrører den rimeligvis fra de tiltagende Indkaldelser til Fronten og ikke af de Skyttegravninger, der nu foretages.
Og, som sagt, Troppemasserne og det meget Artilleri, er en gammel Krønnike, der verserede i visse Egne for 3—4 Uger siden og kun var et af de mange løse Rygter, der flyver omkring — til Skade for Egnen paa begge Sider Grænsen, til Gavn for ingen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Efter de hårde kampe ved Moulin er regimentet nu i hvilestilling.
Den 26. April 1915. Vi laa paa »La Carriére« og levede meget godt; vi fik en Mængde Kakao, Sukker, Fedt og Pølse. Jeg gik hver Morgen ned til Slottet og nød Udsigten over den skønne Natur. Den brogede Jagthund, som jeg en Dag gav et Stykke Brød, kom hver Morgen springende og fulgte med. Vi var svært gode Venner og blev fotograferet sammen.
Artilleristerne havde slagtet en Hest, og de solgte mange Hestebøf á 50 Pfennig. Bøffen blev hakket med Sidevaabnet, stegt i Fedt med Løg og spist med stor Appetit.
Officererne havde det godt. De laa i en smuk Stue med Spejl og Billeder paa Væggen, med behagelige Stole og Seng. Vor Overløjtnant Hansen holdt vi alle meget af; han var et prægtigt Menneske, og vi undte ham det godt.
I Skoven huggede vi en Mængde Træ, som blev brugt til at istandsætte den ødelagte Skyttegrav. Om Søndagen havde vi Feltgudstjeneste nede i Skoven. Den kraftige Salmesang lød meget smukt mellem de skovklædte Bakker. Det var meget stemningsfuldt.
Skovbunden stod prydet med Anemoner, og over os begyndte det friske, sarte Løv at springe frem. Præsten holdt en smuk Tale og forsikrede os paa det bestemteste til Slut, at det meste af Krigen havde vi bagved os, og at Sejren var vor.
Oppassere med heste. Uden sted- og tidsangivelse (Museum Sønderjylland)
Vores frivillige, Peter Weber fra Aabenraa, har gennemgået samtlige numre af Kreisblatt for de fire nordslesvigske kredse, Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg for efterlysninger af desertører. De er nu anført i alfabetisk orden efter kreds på siden om desertører.
Der er desuden bevaret forskellige lister over desertører på Aabenraa Landrådsarkiv. Peter Weber er i færd med at gennemgå listerne og har foreløbig afskrevet og systematiseret listerne A og C.
Der er navne på mange hundrede desertører – men der er navnesammenfald på en del af listerne. Når alle lister over desertører er gennemgået og afskrevet, vil vi forsøge at opstille en samlet, alfabetisk ordnet liste over sønderjyske desertører. Men det er en stor opgave!
Man kan læse mere om desertører i Svend Falkner Sørensens bog: “Faneflugt? Dansksindede soldaters flugt fra tysk krigstjeneste 1914-1918” (1989) – lån den på biblioteket. Eller i samme forfatters bidrag i Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen (red.): “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” (2006), der stadig kan fås i boghandelen eller hos forlaget, Historisk Samfund for Sønderjylland.
– har du en slægtning, der gik over grænsen? Skriv en kommentar på siden – eller kontakt museumsinspektør René Rasmussen, Sønderborg Slot.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Den 24. april rykker 5. kompagni for første gang ind i den nye stilling, hvor det afløser 8. kompagni.
Kompagniet har 4 delinger; jeg fører 1.deling, Fähnrich Bauer 2. deling, Vizefeldwebel Jensen 3. deling og løjtnant Voigt 4. deling. Vi besætter kompagniafsnittet i nævnte rækkefølge fra højre til venstre. Den højre fløj, altså min deling, lå nærmest fjenden; den korteste afstand androg 12 meter. Her var der megen minebeskydning, også håndgranater fløj frem og tilbage.
Længere mod venstre fjernede gravene sig på begge sider mere og mere fra hinanden, indtil over 400 meter; Voigts rolige stilling kaldte vi i spøg til hans store ærgrelse for “Landstormstillingen”.
I mellemterrænet så man i det grelle solskin utallige ikke-begravede lig fra forårsslaget, flest Turkos [kolonisoldater fra Nordafrika, RR]; En frygtelig forrådnelseslugt fyldte luften. Et utal af sandsække blev brugt til udbygning af stillingen. På grund af det skarpe, grelle solskin, som den hvide kridtgrund kastede tilbage, bar posterne farvede briller for at skåne øjnene.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Skyttegrav i kalkjorden i Champagne. Her er det fra Valentin Hemmsens fotoalbum fra søsterregimentet Nr. 86 (privateje)
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen under krigen
Faldne, sårede og fangne. Efter nordslesvigske blade
– Rudolf Gemuseus fra Kristiansfelt, Gemuseus’ eneste søn, er falden den 6. april i Frankrig, 22 år gammel.
– Arbejdsmand Hans Jensen fra Øsby er falden den 17. marts.
– Underofficer i reserven Hans Rossen, en søn af enkefru Rossen på Bov landevej i Flensborg, er den 17. april død på lazarettet i Metz, efter han var bleven såret den 7. april.
– En Søn af arbejdsmand Hans Jensen og hustru på Skibsbroen i Flensborg, er falden den 6. april.
– Det er blevet stadfæstet, at overmatros Nissen, Aabenraa, har fundet døden på ”Blücher” ved slaget i Vesterhavet i januar måned.
– I tirsdags modtog Købmand Fr. Gøttsche og Hustru i Søndergravene i Flensborg meddelelse om, at deres søn Frits, der deltog i krigen som løjtnant og kompagnifører, ved et stormangreb den 10. april havde fundet døden på valpladsen.
– Den 17. april er krigsfrivillig Leve Lorenzen, en Søn af enke R. Lorenzen i Mathildegade, død af sine sår på Fæstningslazarettet i Metz.
Flensborg Bys spisekammer,
der er indrettet i rismøllen ved Angelbogade, kan tages i øjesyn om formiddagen fra klokken 9 til 10 (undtagen tirsdag og torsdag). Der er ifølge ”Flensborg Avis” indkøbt røget flæsk, skinker, pølse. Osv. for omtrent en halv million mark; en del af varerne er anbragte i Troldsø-Lagerbygningen. De vil nu blive bortsolgt gennem en hel del slagtermestre og kolonialvarehandlere.
Man har fastsat følgende priser: for røget flæsk 1 mark 35 penning pundet, for røgede halve svin med skinker 1 mark 45 penning. For røget svinehoved 1 mark 10 penning og for pølse 1 mark 60 penning.
Fangelejren i Løgumkloster havde i mandags fornemt besøg. Den Spanske statsafsending i Berlin med sin Legationssekretær tog lejren i øjesyn. Besigtigelsen siges at være falden meget tilfredsstillende ud.
Foderstofcentral i Sønderborg Ifølge en meddelelse i kredsbladet er der for Sønderborg Kreds blevet oprettet en foderstofcentral hos firmaet Boysen & Knudsen i Sønderborg, Havnegade 2., fra 15. april af må en hel række foderstoffer kun bringes i handelen i Sønderborg kreds gennem det nævnte centralkontor.
Fangelejren ved Gravlund står nu færdig. Telegrafvæsnet er i disse dage i færd med at anlægge telefonforbindelse til barakkerne. Der kan med det første ventes fanger til Lejren.
Krigens tunge bud Atter er der til Daler sogn kommet et Sorgens budskab derudefra. Yngste søn af Landmand Peter Lausten i Østerby, Laust Lausten, er den 6. April falden, ramt af en granat. Han blev, skrives der til ” Vestslesvigsk Tidende”, Stedt til hvile af nogle Kammerater under bøn og velsignelse, på en fredelig plet i en skov. Dobbelt tungt er det for forældrene, da deres ældst søn, Søren Lausten, allerede den 21. september faldt i krigen. Hans sidste hvilested er ved foden af et vinbjerg. Hjemmet har i dem mistet to opofrende og pligttro sønner.
Den ikke uddannede landstorm til det 35 år I Københavnsk blade findes en bekendtgørelse fra det kejserlig tyske Generalkonsulat, hvorefter de tyske undersåtter i udlandet, der hører til den ikke uddannede Landstorm i alderen fra det 20. til det 35. leveår, opfordres til at vende tilbage til Tyskland og melde sig hos den nærmeste distriktskommando.
Næste Dag, den 23. April, tog det tyske Artilleri for Alvor fat. Jeg har aldrig været Vidne til et saa voldsomt Bombardement. I otte samfulde Timer haglede Granaterne ned over Skyttegravene lige overfor os. En Tid lang prøvede en Lærke at skaffe sig Ørenlyd. Den hang deroppe i Granaternes Bane uden at lade sig forstyrre af de store hvæsende Jernfugle. Saasnart Kanonerne tav et Øjeblik, hørte man dens jublende Triller. Som jeg er kommen til at holde af den lille tapre Sanger hernede. Men Beskydningen blev stedse voldsommere, og siden hørte jeg den ikke mere.
Luften stod i et Brag og Sus, og vi begyndte at ane, hvad det betød. Det var ingen almindelig Artillerikamp, det var Bombardementet før Stormen. Kanontordenen var ikke det værste, men den uafladelige Susen og Hylen i Luften — urrr— urr— urr— , den slog sig paa Nerverne. Man blev ganske ør i Hovedet af denne Hvislen, som opfyldte Luften. Vi kunde iagttage hvert Skud, se, hvorledes Jorden sprøjtede hushøjt op gennem de sorte Krudtskyer. „Det er Tak for Champagne“ mente en — men de stakkels Mennesker, som skulde ligge i den morderiske Ild!
Pludselig tav Kanonerne, og vi affyrede et Par Geværsalver for at se, om der endnu var en levende Sjæl i den fjendtlige Skyttegrav. Men Ilden besvaredes med en Punktlighed og Livlighed, som om der ikke var hændet det mindste! Vi kunde forstaa, at vi havde en tapper Modstander overfor os og maatte belave os paa en haard Kamp.
Der kom Ordre til at gøre Stormoppakningen færdig. Vi havde endnu nogle Timers Frist, Stormen skulde først begynde ved Daggry. Jeg tog Afsked med Verden og skrev et Brev, som jeg gemte i Brevtasken. Fra en Ven havde jeg modtaget en Pakke udsøgt gode Cigarer, dem delte jeg med Kammeraterne. Saa hvilede vi os endnu et Par Timer.
Vi laa tre Mand i en Dækning og talte sammen, den samme Dækning, af hvilken vor faldne Korporal lige var baaren ud. Frederik, en snurrig halvgammel Fyr, men et ejegodt Skind, førte Ordet: „Det havde jeg dog ikke troet, at vi skulde storme. Nu har jeg gjort det hele med fra Begyndelsen, siden vi ved Løwen kom ud af Toget og lige i Ilden. Jeg har slæbt Træ og staaet i Vand i Skyttegraven, og nu faar jeg maaske en Kugle for Panden“. Det kom desværre til at slaa altfor godt til, han fik en Kugle for Panden! Den stilfærdige Gerhard, som laa ved hans Side, han som var mig kærest af Kammeraterne, er ogsaa borte, han blev saaret i Benet.
Planen var, at den fjendtlige Skyttegrav skulde „rulles op“ fra Højre til Venstre. Efterhaanden som Angrebet skred frem, skulde vi kompagnivis gaa over til Storm. Saa lød Raabet gennem Skyttegraven: „Fremad, fremad!“
Det kom fra en Afdeling Cyklister, som vi havde faaet til Forstærkning, unge Mennesker, som brændte efter at komme i Lag med Englænderne. Det var for tidligt, men for saa vidt heldigt nok, som det gjaldt om at benytte det kostbare Øjeblik. Endnu et Øjebliks Tøven, saa satte vi i raske Spring over Brystværnet og løb frem gennem Kugleregnen.
Fra dette Øjeblik havde al Frygt og Ængstelse forladt mig. Der faldt en Kammerat for mine Fødder. Det gjorde ikke Indtryk paa mig; jeg husker blot, at han faldt saa underlig blødt. Til Venstre saa jeg en Flyvemaskine, som styrtede eller i stejl Glideflugt styrede mod Jorden. Inden jeg vidste af det, var jeg ovre paa den anden Side. Afstanden mellem Skyttegravene var ogsaa kun 200 Meter.
Vi erobrede et Maskingevær og stormede saa videre frem mod en Gruppe af sønderskudte Huse.
Her tog vi de første Fanger: et Par Kanadier og en enkelt Englænder og Højlænder. Den første, vi naaede var en lille Fyr, som ynkeligt strakte Hænderne i Vejret. Et Par hidsige Kammerater syntes ikke at se det. Jeg sprang til, og der skete ham ingen Fortræd.
Vor videre Fremrykning blev afbrudt af det tyske Artilleri, som skød for kort. Paa dette Tidspunkt var endnu alt Forvirring. En raabte frem, en anden tilbage. Jeg saa mig om efter Officererne, om de ikke var kommen med. Jo, der var Kompagniføreren. Han tog Kommandoen, og snart var Ordenen genoprettet.
Vor Stilling var alt andet end behagelig. Vi sad der, et enkelt Kompagni, midt i den fjendtlige Skyttegrav, udsat for Flankeild fra begge Sider og for de tyske Granater. Vi vinkede ad Kammeraterne, at de skulde komme os til Hjælp, og gav Tegn med Signalflaget til Artilleriet.
Jeg oversaa Situationen og fandt den – overordentlig interessant. En drengeagtig Eventyrlyst steg op i mit Hjerte. Dette her var meget spændende, hvordan vilde det ende? Der var fire Muligheder: Vi kunde blive oprevne eller taget til Fange eller gaa tilbage eller blive undsat. Jeg tændte en Cigar og afventede rolig Begivenhedernes Gang.
Vi satte os fast i et Indsnit i den fjendtlige Skyttegrav, som bød os nogenlunde Dækning mod Flankeilden, og forskansede os saa godt vi kunde. „Denne Stilling vil vi holde“, sagde Løjtnanten. Op ad Formiddagen gik Kompagnierne til Højre for os endelig frem til Storm og vi støttede dem ved at falde Fjenden i Flanken. Denne indsaa nu, at al Modstand var forgæves, og hejste det hvide Flag. Det viste sig, at Graven var svagt besat, de fleste havde formodentlig trukket sig tilbage i Forvejen. De faa, som var bleven tilbage, havde holdt tappert Stand hele Formiddagen ved Maskingeværerne.
Efter denne Omgang kunde vi nok trænge til en Forfriskning. I Dækningerne fandt vi dejligt frisk Hvedebrød og Kiks, Konserves og Marmelade, Flæsk og Ost, Cigaretter og Tobak. Vi fik os en solid, engelsk Frokost og tog derefter den erobrede Skyttegrav i Øjesyn.
Mit første Indtryk var Skuffelse. Vi havde hørt saa megen Tale om de franske Pionerers Dygtighed. Men hvad vi fandt, forekom os mere end tarveligt i Sammenligning med vor egen Skyttegrav, som vi havde bygget saa længe og saa flittigt paa. Navnlig var Dækningerne primitive, ogsaa Officerernes. Men de mere Kyndige gjorde os opmærksom paa det geniale i Anlægget, som muliggjorde et mere virksomt Forsvar til alle Sider. Af Rygdækning fandtes der næsten ikke Spor, men til Gengæld var Brystværnet meget stærkt. Vi havde ventet at finde Skyttegraven ganske ødelagt af den foregaaende Dags Bombardement; men til vor Overraskelse opdagede vi, at det havde været ret virkningsløst.
Under Stormen havde vi intet mærket til det fjendtlige Artilleri, formodentlig fordi det til Dels var gaaet tabt ved L …………den 22, og fordi det overhovedet var vanskeligt at bringe i Stilling i dette stærkt fremspringende Afsnit af den franske Front. Men i Dagens Løb maa der være kørt nye Batterier op ; thi hen paa Eftermiddagen blev vi overdængede med Shrapnells, og fra venstre fik vi stadig en velrettet Flankeild.
Vi kastede os plat ned i Graven og klinede os ind mod Jordvolden. Jorden sprøjtede over os, og Sprængstykker og Kugler slog ned omkring os i Skridts Afstand. „Saniteter til Højre“! — „Saniteter til Venstre“! — raabtes der gennem Rækkerne, hver Gang en Kugle ramte.
Ude paa Marken mellem Skyttegravene, som var oversaaet med Lig fra de haarde Kampe i Efteraaret, laa Stormens Ofre, de Døde og til Dels ogsaa de Saarede, som endnu ikke havde kunnet bjærges. Sindet blev mere og mere nedstemt for hver Gang det meldtes, at den Kammerat var falden og den haardt saaret.
Næste Dag fortsattes Kampen, men vi deltog ikke i den. Vi stod i anden Linje som Reserve og havde god Lejlighed til at følge Slagets Gang. Det vilde blive for vidtløftigt at give en sammenhængende Skildring af det, kun en enkelt Episode skal jeg nævne. Det svære tyske Artilleri beskød den fjendtlige Skyttegrav fra Flanken med en ligefrem ødelæggende Virkning. Paa en Strækning af 40 Meter talte vi Dagen efter lige saa mange Døde. Men til Trods herfor vedligeholdt Englænderne uafladeligt Ilden; mellem Kanonskuddene kunde man høre Maskingeværerne rasle. Tilsidst bukkede de under for Overmagten, men de værgede sig med beundringsværdig Tapperhed til det sidste.
I en Dækning sad to Mand, af hvilke den ene var saaret, med deres Maskingevær, og da Tyskerne stormede Graven, tog de imod dem med Haandgranater. Det er sandt, hvad jeg fornylig læste i en tysk Avis: „Man maa lade Englænderne, at de er sejge i Forsvaret. De sidder saa fast i Skyttegraven som Ræven i Hulen. Naar man ikke svovler den ud, er den ikke til at drive ud af Graven.“
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Tilfangetagne britiske soldater
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Det danske sprog atter tilladt i korrespondance med udlandet
Efter en anordning af 8. marts var fra den 20. marts af kun tysk, italiensk, spansk, fransk, og engelsk tilladt i brevveksling med Udlandet.
Det føltes som en overordentlig alvorlig ulempe i Nordslesvig, hvor kun få af den ældre generation kan skrive et tysk brev, hvor der opholder sig flere tusinder dansk statsborgere, og hvorfra der ikke mindst nu under krigen føres meget livlige handelsforbindelser med Danmark.
Af de nordslevigske repræsentanter af handelskammeret i Flensborg, af fælleslandboforeningen for Nordslesvig m. fl. rettedes der derfor indtrængende henvendelser til statsmyndighederne med bøn om også at tillade brugen af det danske sprog i handelssamkvem med udlandet. Disse henvendelser, som støttedes af de højeste postmyndigheder, har haft til følge, at der er blevet udstedt em ny anordning den 14. April, hvorefter endvidere dansk, norsk, svensk, hollandsk og portugisisk er bleven tilladt i brevveksling med de neutrale stater.
Herefter er det altså atter tilladt at skrive danske brev til Danmark. Efterretningen derom vil, Skriver ”Heimdal” Blive modtaget med glæde over hele Nordslesvig, hvor mangfoldige i de sidste uger ikke har været i stand til at opretholde skriftlige forbindelser med nærer pårørende.
Det var en Eftermiddag i April. Vi havde faaet vor Portion Granater og glædede os til Afløsningen, som skulde komme om Aftenen. Til Tidsfordriv fik vi os et lille Slag Kort i et Hjørne af Skyttegraven. Vi havde indrettet os rigtig hyggeligt med Skamler som Stole og et Bord af et Par Stormstiger og en Teltbredde. Luften var ren paa et Par Flyvere nær, som kiggede os i Kortene, saa vi kunde uforstyrret hengive os til det ædle Skatspil.
Da kommer vor Feldwebel ilende og forkynder „forhøjet Alarmberedskab“. Det kan nok være, at vi fik Kortene til Side i en Fart. Der lagde sig en uhyggelig Tavshed over Skyttegraven. Hver Mand stod paa sin Post med paasat Bajonet. Befalingsmændene stak Hovederne sammen, deres alvorlige Miner røbede, at der var noget usædvanligt paa Færde.
Siden hin Aften er vi Gang paa Gang bleven alarmerede, og tilsidst var vi tilbøjelige til at tro, at det var blind Alarm det hele. Men den 22. April blev det Alvor.
Hen paa Eftermiddagen saa’ vi til højre for os en gullig Sky Resultatet var over Forventning. Snart gik det som en Løbeild gennem vor Skyttegrav: „Held og Sejr!
L ………….. er i vore Hænder“! Der gjordes et ret betydeligt Bytte af Fanger – mest Farvede – og Kanoner, medens Tabene paa tysk Side skal have været forholdsvis ringe.
Hen paa Aftenen stilnede Kampen af. „Det var Slutningen paa Dagens Forestilling“, sagde min Korporal. For hans Vedkommende slog det ikke ganske til. Han faldt samme Nat for en Shrapnellkugle, der kom fra Flanken, ovre fra L ………….. Han stod ved min højre Side, min venstre Sidemand fik en Kugle gennem Huen og en i Geværkolben. Jeg slap med Skrækken.
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Kortspil ved fronten (Fritz Schwartz)
Sønderjyden Th. K. [måske Th. Kauffmann? /RR] skriver fra Lille:
Lille, den 22. April.
Nu er det Løvspringstid, Linden løves, og Kastanietræerne staar med Lys mellem de grønne Kviste. Træerne har faaet denne lette, lysegrønne Farve, der ligesom indhyller dem i et Brudeslør.
Ak, hvad ligger der ikke for tunge Dage mellem Vaaren i Fjor og i Aar! Jeg gaar videre gennem nogle af Storbyens Smaagader, hvor det vrimler af Børn, saa jeg næsten ikke kan tro paa Frankrigs Fattigdom paa Børn. Underligt nok, de leger akkurat de samme Lege, jeg legede som Barn. Og Børnene har slet ingen Angst for den fremmede Soldat, tværtimod, de omringer mig og tigger om Penge, hænger sig i mine Frakkeskøder, saa jeg smilende maa hale Portemonæen op af Lommen og dele alle mine „Sous“ ud til Flokken. Saa først faar jeg Ro.
De Stakler, i mange Hjem er der intet Arbejde, men Smalhans paa Fødemidler. Det lader til, at Børnene er vante til at faa Penge af Soldaterne.
En Ting maa man harmes over her i de franske Byer, nemlig den uhyre Mængde af Kroer, der findes her. Hvert tredje Hus er en „Estaminet“ , en „ Bar “, en „Restaurant“ eller hvad de alle hedder. Et meget trist Syn er det at se fattige Kvinder med Smaabørn paa Armen staa ved Disken og drikke deres Øl, Kognak eller Genever.
Frankrig er Vinens Land, men Vinen, eller rettere Alkoholen, er bleven Frankrigs Forbandelse.
Jeg forlader Fattigkvarteret og bøjer ind i en af Hovedgaderne, gaar over Universitetspladsen med Pasteurs Mindesmærke. Ja, der er en Rigdom af smukke Mindesmærker her, man mærker, man er i Kunstens Land. Heldigvis er Kunstværkerne blevne skaanede af Bombardementet, lige som de smukkeste Bygninger ogsaa alle er slupne, frem for alt Museet.
I Byens Hovedgader udfolder der sig et rigtigt Storstadsliv. De elektriske Sporvogne og Automobilerne iler ustandseligt frem og tilbage. Officerer og Soldater passerer til Fods, til Hest og til Vogns. Og langs ad Fortovene promenerer Flanerne deres nyeste Foraarstoiletter. Man væmmes uvilkaarligt ved disse Damer, der endnu, mens den uhyggelige Krig raser udenfor Byens Porte, kun tænker paa Stads og Fjas.
Og Tusinder Kvinder i deres By bærer Enkeslør, deres Forsørger, deres Slægtninge er døde, lemlæstede i Krigen!
Men endnu mere maa man væmmes ved de Kvinder, der kaster sig i de fremmede Soldaters Favn. Enhver ærlig Soldat maa foragte dem.
Jeg skynder mig bort fra de stærkt befærdede Gader, kommer atter ud i Byens Udkant, hvor det dufter fra de blomstrende Frugttræer i Haverne. I en lille Restaurant køber jeg mig for en Francs et tarveligt, men solidt Maaltid. Værtindens Mand er med i Krigen som de fleste. Hun ryster paa Hovedet og siger La guerre — grand malheur“, jeg svarer La guerre — triste“. Da vore gensidige Sprogkundskaber ikke rækker stort videre, nøjes vi med at udtale vor Beklagelse af Krigen.
Solen synker nu i Vest og jeg opsøger mit Kvarter.
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen Under krigen
Dr. Thomsen i Skærbæk
er kommet hjem på en 5 dages orlov. Han blev, som bekendt, for nogen tid siden let såret. I den lille by, hvori han den gang lå i reserve, ville han under et bombardement, som franskmændene foretog på byen, gå over en gade for at yde hjælp til en såret, da han blev slynget til Jorden. Da han kom til sig selv igen,viste det sig, at det var en granat, som var eksploderet i nærheden, hvis lufttryk havde kastet ham til jorden, idet han samtidig fik et let sår i den ene hånd.
Tønder som Garnisonsby
I Tønder, hvor der i den sidste tid har ligget tæt ved 1000 mand indkvarteret, venter man, at byen vil blive fast garnisonby, da den nu skal være station for en række luftskibe. Som bekendt er der i vinter opført tolLuftskibshaller og man er i færd med og forcerer arbejdet, der skal kunne rumme to luftskibe.
Faldne, sårede og fangne
– Lorents Quists familie i Stollig modtog for et par dage siden den sørgelige meddelelse, at deres søn Jes er bleven såret i Frankrig og senere var død på et lazaret. Det var sted i begyndelsen af april måned.
– I lørdag indløb der brev til sporskifter Johansen i Skærbæk om, at hans søn i Frankrig er bleven såret ved et strejfskud i den ene skulder.
– I den nyeste tablister meddelelse, at reservist Jørgen From fra Asserballe har været savnet siden den 7. September.
Ubegrundede Rygter
Under denne overskrift meddeler de tyske nordslesvigske blade: ”Provinsens Beliggenhed som grænseprovins har i løbet af krigen ført til mange hånde militære sikrings- og forberedelses-forholdsregler. Når der også af den grund engang imellem hist og her er opdukket bekymrede formodninger i befolkningen, så må der der dog indtrængende advares med at gengive tomme og fuldstændig ubegrundede rygter. For ethvert menneske med eftertanke er det indlysende, at et grænsekorps under en krig, der er af en så lang varighed, ikke vil lade en eneste mulighed i sikringens og forsvarets øjemed ude af betragtning, selv om en eller anden bestemt fare ingenlunde ligger inden for sandsynlighedens Grænser.
Straffet for at have givet en hest et stykke brød
En værtshusholders hustru i Flensborg blev i onsdag af nævningeretten idømt en bøde på 5 mark for at have givet en hest et stykke brød. Hesten var spændt for en vogn, som holdt udenfor hendes hus. Hus forklarede i retten, at hun havde ondt af det stakkels dyr. (“Flensborg Avis”).
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under krigen
Der graves Skyttegrave
Man har i den sidste tid begyndt at grave skyttegrave ikke langt fra grænsen, bl.a. ved Vojens. Det er meningen at forsætte hermed på større stækninger. Disse foranstaltninger har anledning til armerende rygter om forberedelsen med engelsk indfald nordfra, hvad der, som bekendt slet ikke er tale om i øjeblikket og heller næppe vil ske. Tyskerne er imidlertid folk, der vil være på den sikre side og i den henseende hellere ville foretage overflødige end forsømme nødvendige foranstaltninger.
Adskillige tyske blade søger at berolige den ved disse foranstaltninger opståede nervøsitet.
Karleløn i Krigstid i Aabenraa-egnen er lønnen for tjenestekarle meget høj, og som eksempel kan anføres at en karl i disse dage er fæstet for sommeren for 90 mark om måneden!
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Karl Dibbern, søn af Dr. Dibbern i Aabenraa er falden. Han var elev ved den lærde skole i Sønderborg og meldte sig som frivillig. Han var, da han faldt, næppe 17 år gammel.
– Arbejdsmand Karl Schnoor og hustru i Sønder Sejerslev, modtog i går meddelelse om, at deres søn Otto, var falden den 14. april.
– Mælkehandler Peter Lorentzen fra Gl. Haderslev i Haderslev, der stod i forstærkningsreserven, er falden den 5. april.
– Gårdejer Hans R. Lund i Sønder Sejerslev, der stod ved en Transportkolonne og først var med på Vestfronten, senere i Østprøjsen, og derpå kom til Galicien og ind i Russisk Polen og sidst har været med i Karpatherne, hvor han blev syg – forgiftning, opstået fra drikkevandet – er kommen på et lazaret i Frankfurt.
– Arbejdsmand Smidt Andersen fra Kærgård, der fra krigens begyndelse har været med på Vestfronten, er kommet på Lazaret i Frankfurt.
– Landmand Asmus Petersen fra stollig er bleven let såret den 27. marts.
– Musketer Karl Lippke fra Kastrup, der har været savnet, er såret.
– Laurids Knudsen Tamdrup, og Alfons Sauerberg fra Haderslev, er ifølge en af de sidste tabslister i begyndelsen af april måned blevne hårdt sårede ved et ulykkestilfælde.
– Musketer Peter Lohmann fra Løgumkloster står opført i den sidste tablister som savnet.
– Arbejdsmand H.P.Philipsen fra Varnæs har skrevet hjem, at han er i fangenskab i Sibirien og er sund og rask. Han er ikke såret.
– Gefreiter Herm. Edlefsen af Flensborg er død af sine sår den 4. november i fjor
– Underkampene i slutningen af marts er Jes Andersen af Uge bleven hårdt såret.
– Landmand Hans Jensen af Aarø, der var bleven såret, er død den 13 marts.
– Walter Butenschøn af Toftlund er bleven hårdt såret under kampene i marts måned.
