19. juli 1916. “Så ka do wel snak dansk?” Sønderjysk møde på slagmarken ved Somme

Jørgen Hansen fra Aabenraa deltog i slaget ved Somme. Her mødte han kort Peter Rossen fra Hostrupskov.

To Landsmænd mødes
Det var den 19. Julil 1916, at vi rykkede i en Stilling ved Somme. Straks fra Morgenstunden af aabnede Franskmændene en heftig Artilleriild mod os, og hen paa Formiddagen blev vor Stilling stormet af de Sorte. Vi blev beordret frem til Modangreb, men den ene efter den anden faldt tilbage i Graven, ramt af en Kugle, thi Franskmændene havde ogsaa faaet Maskingeværer frem.

Selv blev jeg saaret, men dog ikke værre, end at jeg kunde blive ved Kompagniet. Kampen vedblev hele Formiddagen, og da den omsider stilnede af og Franskmændene trak sig tilbage, laa der Dynger af Lig foran vore Skyttegrave. Jeg blev af Delingsføreren beordret hen til Lægen for at blive forbunden, thi Blodet vedblev at løbe fra et Saar i Hovedet.

For at naa hen til Lægen maatte jeg løbe ca. 200 Meter over aaben Mark, thi der var ingen Løbegrav her.

Efter at være bleven forbunden, maatte jeg løbe samme Vej tilbage. Da jeg var kommen midtvejs, begyndte Franskmændene pludselig at skyde med Shrapnels. Jeg søgte efter Dækning og saa, at der et lille Stykke ud til Siden laa en Mand med et Maskingevær. Ved Siden af ham laa der endnu et Maskingevær og 3 Mand, ramt af en Fuldtræffer.

Jeg spurgte den fremmede Kammerat, om jeg maatte ligge lidt i Dækning hos ham. Ja, svarede han uden at se paa mig, han holdt Blikket stadig rettet paa et bestemt Sted forude. Jeg kunde paa hans Sprog høre, at han maatte være heroppe fra det nordlige og spurgte derfor, hvor han var fra. „Da oben vom Norden”, svarede han, stadig uden at vende Blikket mod mig. „Saa ka do well snak Dansk?” spurgte jeg.

– „Ja! Ka do aa?“ svarede han, og nu saa han pludselig paa mig.

– „Hvor æ do fra?“

-„Fra Affenraa”, sagde jeg, „jeg har Arbejde paa „Hejmdal”

-„Hvad siger du. Jeg hedder Peter Rossen, og er fra Hostrupskov. O, hvor er jeg glad, at jeg igen kan tale Dansk med en derhjemme fra.“ „Du kan tro“, svarede jeg, „at jeg ogsaa er glad for, at vi mødtes. Vi var 7 Kammerater derhjemme fra, men de fem er falden, saa nu er vi kun to tilbage. Men vi maa mødes igen. Men nu maa jeg tilbage til mit Kompagni, for der er falden mange, og Franskmændene bliver ved med at skyde.

Farvel og kom rask og sund hjem igen, naar Krigen er forbi. Vi vil haabe, at det snart maa ske.“ „Tak, ligesaa”, svarede Peter Rossen kort.

Jeg løb hurtigt tilbage til mit Kompagni, men det var et sørgeligt Syn, der mødte mig. I Skyttegraven fandt jeg kun faldne Kammerater. Livet var længst udslukt. Stive og kolde laa de der, de Saarede var blevet bragt bagud i Sikkerhed. Jeg var den eneste, der var tilbage i Skyttegraven. Men jeg søgte ogsaa tilbage og fik her at vide, at Resterne af Kompagniet om Aftenen skulde blive afløst og sendes tilbage i „Rostilling”.

Dette skete om Aftenen Kl. 11, 23 Timer efter at vi var rykket ud. 23 frygtelige Timer. Det viste sig, at vi kun var 75 Mand tilbage i Kompagniet, og af disse faldt endda et Par Stykker, inden vi kom i Sikkerhed.

Inden vi marcherede tilbage, benyttede jeg den korte Tid, det vilde vare, inden vi kom afsted, til at se efter P. Rossen. Men han var der ikke mere, han var ogsaa bleven afløst.

Efter Krigen spurgte jeg efter ham, men fandt ham ikke. Nogle Aar senere saa jeg hans Navn i Mindeparken i Aarhus. Han var kommen godt ud af Helvedet ved Somme, men var Aaret efter falden paa Slagmarken i Galicien.

DSK-årbøger, 1942

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *