Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Foredrag 9. november: “Sanitetssoldat på Østfronten 1915”

Slægtshistorisk Forening Sønderjylland inviterer onsdag den 9. november 2016 til et spændende foredrag ved dr.phil. Lars N. Henningsen, Aabenraa, kaldet ”Sanitetssoldat på Østfronten 1915”.

Henningsen-forsideForedraget handler om vognmaler Iver Henningsen fra Haderslev som tysk soldat i 1915. Han oplevede østfronten i grænseområdet mellem Litauen, Polen og Rusland.

I hundredvis af breve og tegninger til familien skildrede han slagmarkernes gru, brutale fangenedskydninger og lazaretternes elendighed. Han så ødelagt herlighed på storgodser, i kirker og klostre og oplevede bøndernes liv i de jævne bondestuer.
Foredraget vil fremdrage en ualmindelig krigshistorie, om virkeligheden på lazaretterne og soldatens møde med lokalbefolkningen i øst, ledsaget af nogle af hans fine tegninger.

Iver Henningsens breve og tegninger er udgivet i bogen “Sanitetssoldat på Østfronten” – læs en omtale af bogen.

Praktiske oplysninger:
Tid: Kl. 19.00.
Sted: Sønderborg Bibliotek, Salen, Kongevej 19-27, 6400 Sønderborg.
Indgang og P-plads via Ahlmannsvej.
Entré: 30 kr. for gæster. Gratis adgang for medlemmer.
Arrangørens website: www.shfs.dk

1. november 1916 – Lorens Jepsen: “… et rent Forbryder Liv”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 1.11.1916

Min kære Anne
Hermed hjertelig Tak for Post som jeg i sidste Tid har modtaget daglig. Naar Du ikke har faaet Avisen til Medelby behøver Du vist blot at melde det til Postvæsenet, saa maa den Sag dog være i Orden. Min Avis har jeg betalt, saa det behøver Du ikke at bryde Dig om[.] Du har haft en mindre glædelig Fødselsdag, men godt at Du er fri, det er alt for meget værd i denne Tid og det kan selvfølgelig ogsaa kun glæde mig. Jeg vil haabe, at Du snart bliver rask igjen.

Du skriver, at Hans og Marie har besøgt Dig. Det havde glædet mig, hvis Hans var kommen hjem den Gang jeg var havde Orlov, da jeg gerne havde talt med ham. Gud ved, hvornaar vi atter træffer hverandre, thi der er jo ingen Udsigter til Fred og hvem ved om vi begge kommer godt derfra. Men vi maa jo haabe det bedste og se at finde sig i Trælleriet, skønt det undertiden falder en svært nok. Her er Stillingen stadig rolig. Ved Somme tordner det stadig. Ved Verdun gaar det nok ogsaa skridt, mildest talt. Saaledes snegler Krigen sig langsomt videre, mens Ulykke, Sorg og Elendighed breder sig mere og mere. Og hvad vil det blive for Forhold efter Krigen, baade i den ene og den anden Henseende vil det efter Krigen blive skrækkeligt for mangen en. Naa, man skal jo ikke male Fanden paa Væggen.

Ti meter under Jorden bor jeg denne Gang, i et Hul saa stort, at vi ligger her med 30 Mand og der er Plads til flere endnu. Kakkelovne har vi og elektrisk Lys, og fuldt op af Lus, Rotter og Mus.
Lusene er jo nyttige Husdyr, da de tager os det usunde Blod. Men Mus og Rotter er nogle Slubberter, da de stjæler os den Smule Brød, som vi selv har saa haardt behov og saa skammer de sig ikke ved at trampe os i Ansigtet med deres kolde, klamme Fø[d]der naar vi sover og de skriger og laver larmende Slagsmaal saa vi ofte ikke kan falde i Ro for dem. Det skal være Soldaterliv, nej, det er et Røverliv, et rent Forbryderliv, og under Trællekaar, som vi maa føre.

De hjerteligste Hilsner
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

30. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Det tyske Militær sulter”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. 30.X.1916

Min egen kære Anne!
Min allerhjerteligste [tak] for et Brev og for to Pakker, som jeg har modtaget. Det smager mig storartet, med Sulet har Du ligefrem haft Held, det er jo et dejligt Stykke. Naa, os herude smager for Resten alt, om det ogsaa er mindre lækkert, thi Forplejningen bliver altid knappere, saa der er vist ikke en eneste her ude ved Fronten, som ikke sulter, han maatte da modtage Pakker hver eneste Dag.

Vi faar et halvt Brød daglig, ligesom før, men det er saa løst og sløjt, saa det ikke forslaa noget, og vor Middagsmad er jo altid Suppe, altsaa mest Vand, som oftest Kaal eller Kaalrabisuppe, næsten uden Kød og med en enkelt forfløjen Kartoffel, thi Kartoflerne er jo ogsaa ved at blive Delikatesse. For nogen Tid siden kunde vi endnu hente os nogle smaa Kartofler, som de ved Køkkenet ikke fandt Umagen værd at skrælle. Dem kogte vi og spiste dem med lidt Salt, og som de smagte os storartet, men det er nu ogsaa forbi. Mæt er man aldrig. Det tyske Militær sulter, undtagen vel dem, som lever bag fronten paa Etappen, og som der snapper de Smuler, som med Rette tilkom os.

Men som det gaar os herude, saaledes gaar det jo ogsaa den store Del af Befolkningen der hjemme. At det vedblivende gaar godt, det er næsten ikke til at forstaa, men vent kun Underet vil nok komme, lykkes det ogsaa at holde Folket roligt nu, saa vi det dog give Staahej efter Krigen, det er vel tæmmelig Sikkert. Lad de Mænd som igjennem Aar er blevet vænnet til det raa Liv herude en Gang vende hjem og lad dem saa stadig lide Savn, hvilket der jo er mest Udsigt til, saa skal Du en Gang se Løjer. Lykkes det ikke Engelskmanden at give den prøjsiske Militarismus et ordentlig Tryk, saa vil Folket nok selv sørge derfor. Man taler saa ofte om Russerne, men Slaveriet kan sandelig ikke være større end det nu er hos os.

Er Hans egentlig kommen hjem paa Orlov? eller er det ikke blevet til noget endnu.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene sender
Din egen Lorens

29. oktober 1916. Beruset gendarm og lemfældig fødevarekontrol

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen.

Når levnedsmidlerne kontrolleres

I nærheden af grænsen på tysk side, hvor der er største kontrol med forbruget af de forskellige fødemidler på landejendommene, der kontrolleres af landgendarmen i det pågældende distrikt, nærer man mangen velvilje for den pågældende gendarm.

Ved den tid, da man kan regne ud, at han kommer på kontrol, har en derboende større gårdejer som regel en rigelig forsyning af forskellige spirituosa, og når gendarmen så viser sig, bliver han inviteret indenfor.

Han bliver beværtet god spise og drikke, og måske er tilfældigt en eller flere fra nabolaget kommet tilstede, og efter bordet bænker man sig med toddyen eller hvad det nu er, snakken går, der fortælles mangt og meget fra krigen og drikker tæt til. –

Gårdejeren kan i den henseende tåle en hel del – indtil gendarmen har fået sig så mægtig en rus, at han må sove den ud på gården for så at forsvinde næste morgen, og beboerne har så fred for ham en uges tid, i hvilken de bruger af gårdens produkter af korn, smør, mel, æg, høns osv. inden den strenge kontrol.

Og finder  der så en dag alligevel en eftertælling sted af hønsene og der findes at mangle nogle, så har – ja, så har Mikkel ræv taget dem!

Se flere historier her: Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Redaktør_Willemoes
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe Stiftstidende

28. oktober – Ellen Jensen: “Reden din er lun og varm”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 28-10-1916

Min egen Kæreste!
”Reden din er lun og varm”, nu har vi saagar´16°, jeg er alligevel en Kone, der kan ordne Paragraferne! Synes du ikke? Tak for dit Brev af 24, modtaget i Dag. Og du er nu flyttet igen, det var kedeligt, du laa saa rart der, synes jeg hele Tiden, men Reserven er nok ikke lang. Bare i nu ikke kommer ind midt i ”Helvedet” igen. – Og Hansen er paa Kvægtransport, ja det holder han jo nok ud.

-Maaske kan du naa at komme til Jul, siger du. Det skulde dog være et mærkeligt Træf, om det blev saaledes. Men hvor dejligt, hvis det blev. Nu er det tre Aar side vi holdt rigtig Jul, begge to. Det er en lang Tid, og dog er den jo gaaet hurtigt. Men det er jo da ikke givet, at Orloven bliver stan[d]set saa længe, og saa kommer du jo da nok inden saa længe. Havde man Garanti for, at du kom til Jul, saa maatte det jo hellere vente, men det har man jo ikke, og saa maa man jo sige, at én Fugl i Haanden er bedre en[d] ti paa Taget. Jeg længes forfærdelig efter dig, lille Kæreste. –

– Maries Far er ogsaa hjemme i disse Dage, der venter Ole[?] det 10de Barn, tror jeg nok det er, hvis det ikke er det elvte. – Det er heller ikke let. Og Konen har kun lige Krigeunderstøttelsen at slaa sig igennem med. Det maa rigtignok knibe. Men de faar heller ikke det de kan spise, for hvad Marie kan fortælle, det er aldeles storslaaet. Somme Tider tænker jeg, at det kan snart ikke gaa an at have hende, for alt det hun spiser. Men saa synes jeg heller næsten ikke jeg kan undvære hende, og saa gør jeg da ogsaa noget godt med at have hende. Hun er nu en lille god Pige, som jeg gerne vil beholde, men nu skal hun konfirmeres til Foraaret, saa er det jo Spøgsmaalet, om hun ikke skal have en Plads. Hun er saa gennem solid og trofast, at man helt kan stole paa hende, det har meget at sige. Saadan en lille Pige, er mere værd end en voksen.

– – Lis har sin Efteraarsmavepine i denne Tid. Hænder saa, og det hænder ikke saa sjældent, at der passerer noget for i Bukserne, siger hun forundret; hvorfor smækker du ikke Søster [kælenavn for Lis], Mor? Pus synger en lille tysk Vise, men der er nu ingen af dem begavet med Toner, lille Kæreste! Maaske kan det komme. Pus er forfærdelig grinagtig nu.

– I Dag fik jeg igen en Prøve hjemme fra, med Kød. Jeg tænkte først, at jeg maatte vist skrive, at det skulde de ikke, men saa tænkte jeg igen, at vi kan forhaabentlig efter Krigen give dem noget igen til Tak. Det er jo dejligt nu, med alt dette.

Hvorledes mon det gaar dig, hører du fra Joh. eller skal jeg tage Affære og sende dig det jeg faar hjemme fra? Kjems sagde, at de lever som Lus i Skurrer, der hvor han var, alt var saa rigeligt og godt, dog dog [sic!] var han alligevel mager. Han beklagede mig at skulde gaa alene her i Fl. det vilde han nødig. Han havde et Fotografi af Joh. Juhl, hvor han sidder og spiser med sin kunstige Haand, det er trist at se. Han har forsk. Apparater til de forskellige Arbejder, han skal til. I Morgen tager vi saa vist til Elsa.

Saa kysser jeg min egen Ven til god Nat, og drømmer dig hjem til mig.
Din egen Pige

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

27. oktober 1916 – Ellen Jensen: “Ven æ var Mor”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 27-10-1916

Min egen søde Mand! –

Egentlig har jeg intet særligt at skrive om. I Dag har jeg intet Brev haft, og saa er jeg til Dels tom. Jeg har strøget hele Eftermiddagen, men er endnu knap færdig dermed, der er en Del til i Morgen ogsaa. – Jeg har bestilt 20 Hvidkaalshoveder til Vinteren, de koster 30 Pg. Stykket, saa det er jo billig. Jeg regner med, at vi ingen videre Kartofler faar, Jørg. Andresen har ikke ladet høre fra sig endnu, den Slags, der lover saa meget, glemmer i Reglen hurtigt igen. Naa det kan jo ogsaa komme indnu [sic!]. Jeg var ved min Slagter og vilde bestille Kød, hun fik kun 40 [pundtegn] Lamme i Morgen! Intet Oksekød! Ja, hvad skal det mon Ende med? Paa Søndag skal vi vist saa til Dalsgaarde, jeg tænker nu ikke, at Elsa indnu [sic!] har hørt fra Jørgen, saa havde det vel været i F Avisen.

– Pus sagde i Aften.: ” Ven æ var Mor, saa var du og Lis mine Børn.” Gud ved, hvad der alt spøger i de smaa Hjærner. Du skulde se, hvor de to og Gertrud lig[g]er Dagen lang i Badekammeret. Der er et Opryd, saa Guderne maa sig forbarme. I Dag sad Gertrud Pus´ Vogn i Stykker, hun kom af Sted i en Fart og har ikke ladet sig se mere. Jeg tænker nok, at den kan lade sig slaa sammen. Kjems lavede Lis´ Vogn saa godt i Stand. Og, det holder ikke længe til dem i den Alder, der bliver tumlet alt for meget dermed.

– I Aftes var jeg hos Fru Schmidt, egentlig vilde jeg have været til Frk. Augusta, men hun var hos Fru Christiansen for at spise Haresteg, Greum[?] havde sendt Fru C. en Hare. Jeg havde lovet Augusta, at jeg vilde hjælpe hende at hænge Billeder op, nu saa blev jeg jo daarlig, det var i Lørdags jeg skulde have været der. Den Dag jeg fulgte Kjems til Banegaarden saa jeg H.P. Hanssen, han er blevet forfærdelig graa i denne Tid. Naa, han har jo vel ogsaa sit.

– I Morgen er det Lørdag, da skal jeg lave en Del.

Saa kysser jeg dig ømt og længe, og ønsker at du snart kommer hjem til mig. Din egen Pige.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

24. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “6 Dage i saakaldt Ro”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Monchy 24.X.1916

Min egen kære Anne!
Atter bag Fronten, 6 Dage i saakaldt Ro. Men Roen her er jo af den Slags, at man meget hellere ligger forude, naar Stillingen da er nogenlunde, thi forude er der jo altid lidt farligt, og saa lader de, som kalder sig vore Herre, kun meget lidt se, og vi fører som Følge deraf et tæmmeligt frit Liv. Er vi derimod bag Fronten, saa faar vi ikke Spor af Ro, vi har stadig væk Appel, maa ekserserer og ogsaa atter løbe forud paa Skansearbejde, endog saa naar det er mørkt og regner. Med Skansearbejdet har vi meget travlt for Tiden, endskønt det er en gammel Stilling. Men Sagen er vel sagtens den, at man frygter Engelskmanden fra Siden, nede fra Somme. Da jeg kom fra Orlov, fortælles der, at Lazaretterne bag Fronten rømmedes og nu fortælles der, at intet Land bag Fronten tilsaas mere, hverken her eller i Rusland. Om alle disse Rygter taler Sandhed, ved jeg ikke, men – det er nok skidt med Mads.

Kære Anne, har Du ved Flytningen nu husket at afmelde og atter at melde Dig til Skatteligningen kommer du vist ogsaa til at afgive en Erklæring, som det jo sker hvert Efteraar. Før var det jo lige til da vi kun behøvede at angive vor Gæld. Nu, da der ingen Gæld er, men kun Formue, behøver du vel egentlig ikke at afgive Erklæring, men saa løber du maaske den Fare, at Du skatter for højt. Vort Andel i Sparekassen maa du ikke regne med; Sparekassen skatter for sig selv. Ligeledes maa Du heller ikke angive Moders Penge. Flensborg behøver Du heller ikke at nævne. Naa, det Hele forstaar og ordner Du vel nok selv, naar det forlanges.

Avisen har jeg faaet for nogle Dage siden, men nu er den mærkeligt nok udebleven Post i flere Dage. Fra Dig har jeg heler ikke haft Post i flere dage og jeg længes, sandt at sige, efter at høre, hvorledes det gaar i Medelby. Du skriver, at det var en rummelig Lejlighed, er der ogsaa stor Stald og Lade? Er der stor Have og er der nogen Jord til at plante Kartofler i?

Mon dette Brev endnu skulde naa Dig til Din Fødselsdag? Endnu en Gang de hjerteligste Hilsner og Lykønskninger tilligemed B[—-] til kl. en Femmarkssseddel No. 2., mere følger.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

17. oktober 1916 – Ribe Stiftstidende: den nordslesvigske presse

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Den nordslesvigske presse og krigen

Det dansk-nordslesvigske blad Dybbøl-Posten bringer i sit senest hertil ankomne nummer følgende karakteristiske meddelelse til sine abonnenter: Som følge af, at vores sidste sætter er bleven indkaldt til militærtjeneste, maa vi foreløbig standse udgivelsen af Dybbøl-Posten. Dette er et nyt vidnesbyrd om de mangehaande vanskeligheder, med hvilke den nordslesvigske presse har haft at kæmpe med lige siden verdenskrigens begyndelse. For Dybbøl-Postens eget vedkommende gælder det, at bladets redaktør Svensson allerede i længere tid paa grund af militærtjeneste har maattet erstattes af redaktør P. Møller, men heller ikke for de øvrige blade med Hejmdal og Flensborg Avis i spidsen har forholdene været væsentlig bedre. Af Flensborg Avis’ redaktionspersonale ved krigens begyndelse er saaledes kun et medlem, redaktør Simonsen, vedblivende i funktion; alle de øvrige gør tjeneste ved hæren.

Hejmdal meddeler i aftes: Der er nu afsluttet en overenskomst, hvorefter Dybbøl-Posten fra i dag af udgaar som særudgave af Hejmdal, saaledes at dets læsere allerede i morgen vil kunne modtage bladet paany. Dybbøl-Posten vil vedvarende beholde sin ekspedition i Sønderborg ogsaa sin særlige annonceafdeling. I øvrigt bliver stoffet fælles for begge blade. Saa snart forholdene muliggør det, vil Dybbøl-Posten atter udgaa som selvstændigt blad.

 

En russisk krigsfange fundet myrdet

Den 10.oktober underrettedes vagtmester Jakobsen af Achtrup om, at der i hegnet paa grænsen mellem Høgelund og Gaarde var opdaget en lejrplads, som tydede paa, at flere mennesker havde opholdt sig der i nogen tid. Ved en nærmere undersøgelse af stedet fandt vagtmesteren under nogle grene liget af en russisk krigsfange med knust pandeskal. Senere oplystes, at den myrdede var en russisk krigsfange ved navn Baskin Klareky. Morderen er – meddeler er tysk blad i Tønder – sandsynligvis en anden russisk krigsfange ved navn Georg Bolkov, som flygtede sammen med ham. Han bærer nummeret 3032, er bred af statur, 1,59 meter høj, blaa øjne, blondt haar og gulligt overskæg; han har desuden en mørk civilhue paa. 

 

Faldne

I tabslisten meddeles, at Christian Jessen 1. fra Tiset ved Gram er falden.

Smed Christian Hansen, søn af arbejder H. Hansen i Sønderborg er død i felten den 3. oktober.

G. Schmidt og hustru i Lintrup har modtaget budskab om, at deres søn Jørgen Knudsen Schmidt den 1. oktober er død paa et lazaret i Rusland, 20 aar gl.

Th. Thomsen og hustru i Ravsted har modtaget underretning om, at deres søn Peder er falden ved Somme den 4. oktober, 20 aar gl.

 

Saarede

Kommis Jørgen Schmidt fra Hoptrup er bleven haardt saaret og ligger i et lazaret bag fronten.

 

I fangenskab

En søn af landmand Kock i Spang ved Ulkebøl er kommen i engelsk fangenskab.

 

Kommis Hans Hansen fra Mølleforten i Aabenraa er ikke, som antaget falden; han har skrevet til en broder, at han er i live og har det godt.

15. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “… en Plage for hver eneste en”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d.15.X.1916

Min kære Anne!
Modtag hermed min Tak for et Brevkort fra d. 11. Det glæder mig meget at høre, at And. Asmussen er i Fangenskab; for ham kan krigen vel blive lang endnu, men han er dog saa lykkelig, en Gang at kunne vende hjem til sin Familie. Hoslagte fand[t] jeg en Dag i et Bremer Dagblad, som laa her ude i Skyttegraven. Nævnte Sch. er maaske den, som jeg rejste herud sammen med fra Orlov i Foraaret. Han var den Gang jo meget ked af det Hele, men haabede dog at vi snart maatte faa Fred. Ventetiden er vel nu bleven ham for lang.

Lor. Andresen fra Skovbøl er ogsaa ved Fronten, han var godt ked af Krigen, især var det ham ubehageligt at være helt alene blandt lutter Rhinprøjsere. Men Krigen er jo enten mere eller mindre, en Plage for hver eneste en. Hans er vel ikke kommen hjem paa Orlov endnu? Vil Du ikke sende mig hans nuværende Adresse, saa at jeg en Gang kan skrive til ham. Det gør mig ondt for ham, at han slet ikke kan komme hjem, han vil vist længes svært. Halvandet Aar i det Fremmede er en lang Tid.

Kære Anne, vil Du ikke, førend Du flytter til Medelby snakke med Moder om, hvad Du skal med hendes Tøj og Møbler, om hun vil beholde noget i Valsbøl, eller om Du skal tage alt med til Medelby. Skal du ogsaa give Afkald paa et Stykke Møbel, saasom Komode og Chartoul, det skal Du ikke bryde Dig om, lad Moder faa det, som hun ønsker, thi hun vil dog vist blive nede hos Marie, med Dig til Medelby rejser hun vel næppe. Mangler du noget Møbel for at opbevare Tøjet, saa kan Du jo altid købe Dig noget ved Lejlighed. Læg ved Flytningen det lille Handværktøj i en Magarinekaase at det ikke skal blive borte der maa være en Murhammer, Harhammer, 3 Knibetange, Høvl, Murske, bag Skorstenen i Baghuset ligger der ogsaa et H[?]spid, to Murskeer – hvis det da er af finde endnu.
I Baghuset hænger der ogsaa en Del Rendstager med Lægener, maaske vil Skomagerens have, de kommer dog vist til at gøre Plads til flere Kreaturer. Har de Hr. Gaardhandlere ikke ladets sig mærke vedrørende Landsalg til ham.

Hermed sluttes for i Dag med hjerteligste Hilsner til alle Børnene og til min egen kære lille Anne
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

14. oktober 1916 – Flensborg Avis: Krigsnyt fra Frøslev

Bud fra Felten.
En Søn af Skræddermester Joh. Petersen i Frøslev, Christian er for udvist Tapperhed bleven forfremmet til Gefrejter samt dekoreret med Jernkorset. Petersen kæmper paa Østfronten.

En Broder Asmus har deltaget i de haarde Kampe ved Somme, hvor han er bleven saaret af Granatsplinter i venstre Tommelfinger. Der er desværre gaaet Betændelse i Saaret, og han er bleven opereret et Par Gange. Petersen ligger paa et Lazaret i Celle i Hannover.

Endvidere har Mejeribestyrer Jesper H. Bossen paa Frøslev Mejeri faaet tildelt Jernkorset. Bossen kæmper ogsaa paa Vestfronten.


Desværre har Manden med Leen ogsaa gjort sin Høst i Frøslev. Et Par Landmænd Joh. Clausen og Karl Hansen faldt i de haarde Kampe ved Moulin i Fjor i Juni Maaned. — Et Par Brødre Hans og Chr. Jessen har ligeledes fundet Døden paa Vestfronten.


Landmand P. Karstens blev allerede meldt savnet først i December 1914, og trods alle Efterforskninger er det ikke lykkedes at faa Underretning om den unge Mands skæbne. Han stod ved et Garderegiment, der haabes, at Karstens er i russisk Fangenskab.

14. oktober 1916. Jørgen har svært ved at råde Inger om gårdens drift. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 14. oktober 1916.

Min egen kære Inger!
… Det er da slemt, at Marie Petersen rejser, men det kan man ikke fortænke hende i, at hun hellere vil over til Andreas. Nu har de været skilt fra hinanden i over to år, så man kan godt forstå, at de længes efter hinanden. Jeg ved da ikke, hvad råd jeg skal give dig med hensyn til at få køerne malkede, men vil du ikke tale med Jens om det. Der er vist ikke andet at gøre, end at vi skal have en malkerøgter, for jeg kan ikke tænke mig nogen, som vil påtage sig at malke. Jeg kan godt forstå, at du længes efter at jeg skal komme hjem og hjælpe dig, men i de første 14 dage må du ikke vente mig, thi før næste lørdag kommer jeg ikke herfra vistnok da, og så går der vel 8 dage hen i Beverloo inden jeg der får orlov. Og så har vi november. Det var mærkeligt med de 14 Mark fra mit kompagni. Nej, de penge havde jeg ingen anelse om, at jeg havde tjent. Dem må du gerne anvende til et eller andet godt formål, for dem har jeg ikke ønsket at få. Det må vist være beboerne i Pargny som har betalt pengene, for der var kompagniet den 1. sept. Skønt jeg kan ikke tænke mig det, da de har lidt nok under krigen, det er jo tæt ved fronten…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

13. oktober 1916. Ved Somme: På patrulje i ingenmandsland

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

Vi rykkede nogle dage senere igen ud i forreste linie, og tiden gik med at stå vagt.

En tidlig morgenstund forsøgte en fjendtlig stormkolonne at trænge sig frem til vor skyttegrav, men angrebet lykkedes ikke.

Natten før vi skulle afløses, blev jeg udpeget til at gå med på patrulje i ingenmandslandet foran vor skyttegrav. Vi kom så nær ind på de fjendtlige linier, at en vagtpost opdagede mig og gav ild. Jeg måtte springe ned i et dybt granathul og forsøgte senere at snige mig tilbage til vor egen linie.

Det lykkedes mig at komme uskadt tilbage. Da var  afløsningsmandskabet allerede nået frem. Mine kammerater havde allerede pakket deres sager og var på vej tilbage; men jeg skulle først have alle mine grejer samlet.

Så først kunne jeg tiltræde tilbagevejen. En kammerat, der også var blevet forsinket, slog følge med mig. Vi opdagede, at vore kammerater havde glemt at tage de beholdere, vi bar mad i, med tilbage. Dem ville vi ikke lade ligge, men tog dem med. Da de var af metal, gjorde de en del støj. Det havde til følge, at der omgående kom en salve ovre fra den anden side.

Vi kom dog uskadt tilbage til anden linie. Der traf vi vore kammerater. De så forbavset på os, for man mente, at alle havde rømmet den forreste grav.

Kompagniet fik lov til at gå endnu længere tilbage, for vi var i vejen for en pionerafdeling, der var ved at lave en ny forsvarsstilling. Jeg fandt en jordhule og mente, at jeg kunne gøre mig det bekvemt i den; men der stod vand i bunden af hulen. Jeg fyldte den op med grene og sov for resten ganske godt.

DSK-årbøger 1960

12. oktober 1916 – Johan Wrang: “det evindelige hilseri”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 12/10.1916

Kære Doschi!
Jeg takker dig hjerteligt for dit kære brev. Mit sår er endnu ikke lægt og efter lægens mening vil der endnu væske noget ud, dvs. knoglesplinter. I alle tilfælde glæder jeg mig over, at man ikke vil til at snitte og operere igen. Smerte og dunken har jeg haft mere af i de sidste dage, men det hænger måske sammen med vejret.

Jeg har ladet mit civiltøj sende herned, så jeg slipper for det evindelige hilseri. Desuden må jeg egentlig kun gå ud fem timer om dagen, så må man jo hjælpe sig som man bedst kan.

Jeg takker dig mange gange for indbydelsen til ”Kredsen”, men kan desværre ikke komme; i stedet indbyder jeg dig lørdag til sammen med mig at se operaen Mignon, jeg håber, at det passer dig. – Ærgerligt at jeg hele tiden er nødt til at udskyde min orlov, synes du ikke?
Nu til sidst vær hjertelig hilset af din gamle ven

Hanni

Skrev snart igen

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

12. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “et 15 m langt Panser-Auto”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 12 Oktober 1916
Saa sidder jeg da atter her ude under Jorden. Stillingen her er omtrent som i Champagne, dog vel næppe saa rolig, thi Engelskmanden skyder stadig med Miner. Naar man sidder nede i sin Hule, saa er Faren ikke saa stor, men værre er det selvfølgelig naar man skal staa paa Post ude i Graven. Dog, en god Ting er der ved disse Miner, man kan nemlig høre, naar de kommer, og ved Nattetide enddog som oftest se dem, og saa gælder det om at forsvinde i en Fart i det nærmeste Hul. Det gælder derfor om at være vaagen. Det kompagnie, som vi afløste havde ligget her i tolv Dage og slet ingen Tab haft. Stillingen her er gammel og derfor ogsaa godt udbygget. Der er en svær Mængde Traadforhindringer baade foran vore og de engelske Grave. Ved Nattetid bestryger Maskingeværerne ofte terrænet, da der frygtes for fjendtlige Patroljer.

"Erobret engelsk tank" (Museum Sønderjylland - ISL)
“Erobret engelsk tank” (Museum Sønderjylland – ISL)

Kanontordenen fra Somme lyder op til os. Der raser Kampen nok stadig videre[.] Engelskmanden har der i den sidste Tid brugt et nyt Kampmiddel et 15 m langt Panser-Auto. Paa dets Staalplader glider vore Geværkugler virkningsløst af. Det er besat med enten 6 Maskingeværer eller ogsaa 4 Maskingeværer og 2 smaa Kanoner. Denne Kolos kører paa en god Vej 6-7 km i Timen, paa løs eller opblødt Jord derimod kun omtrent 1½ km. Men Pigtraadforhindringer og to m. brede Grave kører den glat over væk. Ja, Menneskene udspekulerer meget nu om Stunder, men det er sørgeligt, at det er saa meget af det onde.

Tilloy-Blangy_IR75

Du nævner, at Du vil flytte i næste Uge. Er Vasili færdig ude i Engen og ligeledes med at køre Træ, thi naar Du først bor i Medelby, kan Du vel ikke beholde ham længere. Omme bag Gaarden laa to lange Gran, naar de ikke er solgt, kan du jo tage dem til Brændsel, ligeledes de Pæle som staar omkring Høhæsset[.] Over Porten i Høladen ligger en Del Brædder, over Fodergangen ved Kvierne ligger nogle Granbrædder og oppe i det ene Tag ved Loen ligger en Del Gulvbrædder som tilhører Dig. I Tørreladen ligger der ogsaa en Del Træ, i Hjørnet havde jeg opstablet lange Stykker: se kun at få alt med. Der skrives om at købe en Ko, hvorledes er Stalden, bliver der ikke for koldt til Vinter, thi naar Koen skal fryse, saa vil den kun give lidt Mælk.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

11. oktober 1916 – Ribe Stiftstidende: særliste over ukendte militærpaarørende, efterladenskaber og fundne sager

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ukendte militærpaarørende, efterladenskaber og fundne sager

Med den prøjsiske tabsliste nr. 651, fra den 5. oktober, er der for første gang som et bilag fulgt en særliste: “Ukendte militærpaarørende, efterladenskaber og fundne sager”. Med listen følger et blad med fotografier over de efterladte sager, hvortil der ingen ejermand har kunnet findes, endvidere en fortegnelse over de navne, hvorom der søges oplysning, og en beskrivelse af de ukendtes efterladenskaber med en ur-nummerfortegnelse. En saadan liste vil fra nu af udkomme en gang maanedlig som bilag til tabslisterne. I den foreliggende liste kommer der for Nordslesvigs vedkommende sandsynligvis kun et sølvur med guldring, der er fundet ved Moulin den 17. juni 1915, i betragtning. Paa uret, der bærer nummer 405,133, er indridset: Andreas Christensen, Stolbro. Christensen er i live. Han mener, at for 7-8 aar siden har solgt uret til én af sine tjenestekarle, hvis navn han ikke længere husker. Foruden uret hører der til samme mands efterladenskaber en pung, en tobakspung og en lædertaske med blyanter.

 

Faldne

Til lods Jørgen Hansen paa Kegnæs er der kommen meddelelse om, at hans eneste søn Hans er falden.

I den sidste tabsliste meddeles, at Nis Outzen fra Rangstrup er falden.

Gaardejer S. P. Beck og hustru paa Junkershof ved Ullerup har modtaget meddelelse fra udlandet, at deres søn Jørgen Beck er haardt saaret i fransk fangenskab og død paa et lazaret den 29. juli.

 

Saarede

Kommis Jens Freund fra Barsmark, Georg Boysen fra Bøjskov ved Kristiansfelt(haardt saaret).

 

Savnede

Gaardejer Peter Christensen fra Stubbæk, bankassistent Danielsen og Clausen Lund fra Skjoldager.

 

I fangenskab

En søn af snedker Metz i Aabenraa, Peter Larsen fra Bøjskov Skov ved Sønderborg og Martin Stangret fra Haderslev. 

8. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Gleiche Löhnung, gleiches Essen”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat nær Arras.

Monchy, d. 8.10.16.

Min kære Anne!
Da jeg har Vagttjeneste for et Døgn, saa sidder jeg i Ro her paa Vagtstuen i Monchy og har god Tid til at skrive til dig. Jeg vil da først fortælle Dig lidt om hvordan jeg har det her ude.

Du mener i Dit sidste Brev at jeg ligger i Ro, men det er ikke Tilfældet. Vi har en Stillinge her i Lighed med den vi havde i Champagne sidste Vinter. Gravene er godt udbyggede, da Stillingen jo allerede er gammel, og vore Bunker er dybe og nogenlunde sikre. Vi har Engelskmanden for os her, men han forholder sig temmelig rolig saa vore Tab er meget ringe her. Naar han bliver hidsig en Gang imellem synes hans Specialitæt at være at Kaste med Miner. Vi skal atter en af Dagene ud i Graven og bliver der saa vist nok i tre Uger, derefter kommer vi atter ti Dage tilbage.

Ved Somme har vore været forfærdelig med i den Tid jeg har været hjemme. Fra vort Kompagni er omkring ved fyrre tilbage af de gamle Mandskab. Deraf har en Del været afkommanderet den Gang. Af dem som var ved Kompagniet under Kampene er der kun kommen 24 Mand tilbage, men af disse har vel atter rigelig Halvdelen haft sig forputtet, saa i Virkeligheden er ikke en Gang en halv Snes Mand kommen vel ud af Ilden. Det er jo skrækkeligt at tænke sig.

Ved Rgt 90 har en hel Del da ogsaa fundet paa det Raad, at binde deres Lommetørklæder paa Bøssen og saa løbe over. Vore Officerer har vel givet Ordre til at skyde paa dem, dog er der nok ingen, som har lystret denne Ordre. Ved vort Rgt skal Folkene ogsaa paa forskellig Maade have ytret Utilfredshed, saaledes har de haft en Plakat opslaaet: Gleiche Löhnung, gleiches Essen, dann wäre der Krieg schon längst vergessen, og ligeledes har de hængt et Stykke Ost op i en Traad med en Seddel, hvorpaa der stod: Dies ist unsere Verpflegung für zwei Tage. Ostestumpen skal have været saa bitte lille, saa det var en Ynk.

Du skriver at Nic. Jepsen er saaret saa ham behøver jeg altsaa ikke at kigge efter foreløbig. Paul Petersen, som Du skriver om, ligger i disse Dage samen med mig her i Monchy. Da jeg husker derpaa, vil jeg bede Dig skrive til Andreas Asmussens Kone, thi der er vel ikke bleven svaret paa hendes Brev endnu. Mon der er kommen Efterretninger fra Andreas? Det skulde virkelig gøre mig ondt, hvis ogsaa han var borte.

Som jeg skrev, blev der lovet mig Straf, fordi jeg kom for sent, men endnu gaar jeg uantastet, saa det har vel nok ikke været andet end en tom Trussel.

Hermed sluttes for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene og alle i Hjemmet
Din egen Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

7. oktober 1916. Ved Somme: “Der var den nat en forunderlig ro over slagmarken.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

Fjenden gentog ikke sit mislykkede Angreb om Natten, og der var den Nat en forunderlig Ro over Slagmarken.

Artilleriet skød nok endnu, men de søgte deres Maal længere tilbage, og kun nu og da fløjtede en forvildet Geværkugle omkring.

Kompagniet blev paany inddelt i Grupper, og det voldte ikke nogen Vanskelighed, thi der var kun 32 Mand. En Ordonnans blev af  Kompagniføreren sendt af Sted til Regimentsstaben med Melding om, hvordan det saa ud hos os, og med Anmodning om Afløsning. Der kom Besked tilbage, at der ikke kunde blive Tale om Afløsning, men at vi vilde faa 7. Kompagni til Forstærkning.

Kompagniføreren gav personlig denne Besked videre, idet han gik rundt og trykkede hver Mand i Haanden til Afsked. Han vilde nemlig ikke blive her længere, og naar der kom en ny Kompagnifører, mente han, var der jo heller ikke Brug for ham mere. Han takkede os for udvist Troskab, og lod os forstaa, at hvis vi ikke var dumme, skulde vi blot se at komme af Sted, saasnart 7. Kompagni var kommet i Stilling.

Han overlod Kommandoen til Sepl og mig og forsvandt. Vi var de  eneste Underofficerer, der var tilbage, thi Skorstensfejeren var  blevet saaret i Benet og var løbet tilbage.

Det var med Vemod, vi saa Kompagniføreren tage af Sted. Han var et pragtfuldt Menneske og en dygtig Officer. Ikke mindst, naar  Modet begyndte at svigte hos os andre, kunde han finde de rette Ord og i personlig Handling gaa foran i Opgaver, vi syntes uoverkommelige.

Henad Morgenstunden ankom det 7. Kompagni og overtog  Stillingen, men der var ikke Tale om, at vi kunde faa Lov til at gaa  tilbage. Kompagniføreren inddelte os i Kompagniets øvrige Grupper, ikke som selvstændige Grupper, men fordelt over hele Kompagniet.  Sepl og Jeg forsøgte flere Gange at gøre vor Indflydelse som  „Kompagniførere” gældende, naturligvis kun i den Hensigt at se at slippe bort, men han bedømte os til at være fejgt Pak, der kun havde at holde Bøtten og saa — lystre.

Dog, hvordan det gik eller ikke, vi vidste alle god Besked om Pierre- Vaastskoven, og i „ Ærinde” forsvandt vi alle lidt efter lidt ind i den.

I Løbet af Dagen havde vi alle faaet os samlet ved Farmen, og i Nattens Løb kunde Sepl og jeg „føre” Kompagniet, eller rettede, de sørgelige Rester heraf tilbage hertil.

Hvad der nu videre skal ske med os, har vi ikke erfaret, men Feldweblen mener dog, at vi foreløbig skal i Ro. Overalt ligger  Kammeraterne og sover eller piller Lus af sig. Andre barberer sig, thi Skægget er blevet langt i de forløbne 10 Dage. Fra Køkkenet spredes en dejlig Lugt af Mad, og det er herligt at tænke paa, at vi kan spise den, uden at den blandes med Jord eller Jernstumper. Der er kommet Masser af Post, og vi faar vel nu Tid til at besvare den.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. oktober 1916. Ved Somme: “Aldrig har vi oplevet noget lignende!”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

Samme Stilling, den 6. Oktober 1916.
Himmel og Jord staar i Eet. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Ildhastigheden er i Dag steget til det højeste, der endnu er præsteret. Halsende, det ene Batteri værre end det andet, udslynger de deres døds- og fordærvelsesbringende Projektiler i ukendte Masser. Fejende i lav Højde hen over Hovederne paa os, der forkuede og ængstelige klumper os sammen i ethvert Hul, brøler disse Bæster for ved den mindste Berøring med Jorden at eksplodere og rives fra hinanden i mange Stumper, der fløjtende og surrende flyver omkring.

Alle Kalibere er repræsenterede. De store 38 cm Skibsgranater kommer med deres noget dybere Lyd  og forsvinder i Jorden med et Plump. Næppe er de naaet 5—6 Meter ned i Jorden, før de rives fra hinanden med et vældig Brag og river alt, døde og levende, med sig i Luften, hvorfra saa Lig , eller Dele deraf, og Jordklumper som en Byge atter vælter ned om Ørerne paa os, der hvert Øjeblik kan vente paa, at en lignende Luftrejse kan gøre Ende paa denne irriterende Tilværelse.

Der er ingen Tvivl om, at et Angreb kan forventes, og Kompagniføreren har derfor givet Ordre til at holde alt parat til yderste Forsvar. Enhver har anbragt alle de Haandgranater i Livremmen, som der blot er Plads til. Resten er kastet udenfor Understandene for at have dem nærmere ved Haanden.

Maskingeværerne, af hvilke endnu kun to er i brugelig Stand, er efterset og prøvet. Der er 24,000 Skud til dem, og Kasserne med Ammunitionen er stillet rede. Fjendens Artilleri arbejder med ubeskrivelig Hastværk, og deres Mening om at kunne tilintetgøre enhver levende Spire i vore Skyttegrave er god nok.

Lige nu kom der Melding om, at Kompagniførerens Understand er skudt sammen, og at 10 Mand er begravet i den.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. oktober 1916 – Johan Wrang: “to knoglesplinter til”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 6/10.16

Kære Doschi!
Hjertelig tak for dine kære ord.
Med mig går det godt. I forgårs fik jeg fjernet to knoglesplinter til og jeg tror, at de nu alle sammen er ude. Såret er dog ikke vokset helt sammen, men det går jo hurtigt. Så længe såret ikke er helt lægt, kan jeg desværre ikke komme på orlov.

Jeg læste i går i avisen, at Flensborg Stadsteater er kommet i gang igen, så kan man jo gå derhen. Jeg bliver selvfølgelig uden videre når jeg er frisk igen overført til ersatz-bataljonen i Flensborg, men længe jeg har ikke lyst til at blive der.

Her i Mainz er der virkelig rigtig rart, meget sker der nu naturligvis ikke, men smuk natur er der ikke mangel på. I går spillede vi et godt parti kegler. I Hamborg sker vel heller ikke noget særligt? Hvad mener du med kejseren ved siden af?

Nu til slut hjertelige hilsner og på glædeligt gensyn din gamle ven Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

1. oktober 1916 – Ellen Jensen: “ak, saa rasende trist”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 1. Oktober 1916

Mine egen Ven!
Saa begynder  vi paa en ny Maaned igen! […] Jeg er i Søndagshumør i Dag, d.v.s. skidt! – Det er altid saa trist om Søndagen – ak, saa rasende trist. Og dog, det har man jo slet ikke lov at sige, man sidder lunt inden Døre og det allervigtigste, det at du har det godt, er jo ogsaa Tilfældet. Saa har man ikke Lov, at synes, at det er trist. – Men denne uendelige Krig, kan jo da ogsaa virke forfærdelig tyngende paa Sindet. Man kan jo dog aldrig rigtig være glad alligevel. Og der er jo slet ingen Udsigter til en Ende, det kan saamænd vare længe, længe indnu [sic!]. Ja saa tror jeg ikke at jeg kan mere i Aften, jeg er ”tom”. Men saa tænker jeg til Gengæld saa varm og ømt paa idg, kyser dig, og er din egen Pige […]”

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

1. oktober 1916. “Springende som anskudte harer …” I forreste linje ved Somme

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

Det begyndte at lysne i Øst, og endnu laa vi stadig i samme Grav.  Endelig kom der Ordre til , at vi skulde komme tilbage til Farmen, og paany skulde vi ad Hulvejen tilbage samme Vej, som vi var kommet.

Franskmændene havde nu imidlertid opdaget, hvad der foregik i Hulvejen, og en fygende Shrapnelild blev lagt henover den.

Springende som anskudte Harer satte vi igennem, naar vi mente, der var en lille Chance, men der var tyndet slemt ud i Rækkerne, da vi atter laa bag Farmen.

Men ogsaa Modet og Uvillien var taget til, thi vi syntes, at dette dog var det mest forrykte, vi endnu havde været ude for. Justav var imidlertid ankommet til Farmen, og ogsaa Kompagniføreren havde faaet nærmere Besked paa, hvor vi endelig skulde hen.

Nu gik det tilbage til Pierre-Vaastskoven og igennem denne. Det var ikke stort bedre, thi ogsaa her suste Granaterne ned, og de nøgne Træstammer saa spøgelseagtige ud. Træerne var som raserede, og Skovbunden laa fuld af afskudte Grene, paa hvilke Bladene var visnede. Endelig naaede vi dog til det Sted, der efter Beregning  skulde være vor fremtidige Stilling, og med højre Fløj ud til Landevejen Saily—Rancourt og venstre Fløj mod Pierre-Vaastskoven indtog vi Stillingen, i hvilken der ikke var nogen at afløse.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

30. september 1916 – Johan Wrang: “endnu en splint”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 30/9.1916

Kære Doschi
Hjertelig tak for dit brevkort. –
Det går mig godt, kun vil såret ikke rigtigt vokse sammen, da der stadig er materie i det. For nyligt måtte de endda delvist åbne det igen, så at det bedre kunne væske. I går fortalte en læge mig så, at han mente, at der ville væske endnu en splint ud. Gud ske takke lov har jeg som sædvanligt ikke mange smerter, kun ved behandling og forbinding gør det lidt ondt. At grine går stadig ikke godt med, derfor må du ikke skrive nogen vitser i dine breve.

Jeg ved ikke, om jeg allerede har meddelt dig, at jeg bliver her, til såret er lægt, da en ansøgning om forflyttelse tager for lang tid. Det er rigtigt rart her på hospitalet, jeg har allerede fået mange venner her. Vejret har i den sidste tid været så smukt og i dag regner det igen.

Hjertelige hilsner fra din gamle ven Hanni Wrang

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

29. september 1916 – Christian Campradt: “Sluppet uskadt fra Sommeslaget”

Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der i september blev indsat ved Verdun og lidt over en uge senere i slaget ved Somme.

Hannecourt ved Sommefronten, 29/9 1916

Kære forældre og Kalle!
Sluppet uskadt fra Sommeslaget er jeg nu på til etapen for at finde kvarter til I. Bataljon. Igen var det forfærdelige dage. Vi lå i forsvar og opgav at forsvarer landsbyen Combles, d. 25/9 måtte vi rømme og også enkelte stillinger som blev udsat for for voldsomme franske angreb. Hvor hårdt det er at forsvare, vil jeg kort forsøge at skildre for jer.

Kort over slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog med indtegning af det område, han var indsat i september 1916 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Kort over slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog med indtegning af det område, han var indsat i september 1916 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Den 26. sept. havde vi trukket os 50 m bagud til en tilbageliggende skyttegrav, hvor vi gravede os ned med maskingeværet og fik befaling at modstå alle franske angreb og ubetinget holde stillingen. Natten var forholdsmæssig rolig. Vores gevær lå skudklart, der var hele tiden to mand på vagt. Vi fem andre  af mandskabet lå i et jordhul i skyttegravsvæggen. Jeg kunne ikke sove trods de to sidste dages anstrengelser.

– Morgenen grånede -Hvad ville dagen bringe? Time efter time gik. Dødsens stilhed lå over den store ligmark, det var stilhed for stormen. Enkelte kamerater døsede, lænet mod skyttegravsmuren, andre røg tænksomt deres cigaretter.

Kl. 10 om formiddagen – rasende trommeild på vores skyttegrav, svære 30 cm granater direkte i og ved skyttegraven, som slet ikke er mere. Helvede har åbnet sig, intet at se for krudtrøg, jorden kastes højt op i luften af granaterne og falder ned på os. Beskydningen bliver stadig vildere, til højre og venstre, foran og bag vores kummerlige dækningsrum, der allerede er blevet trykket ind af en granat af mindste kaliber, slår svære, buldrende granater ned. Pludselig hører jeg stønnen. Vores vagtpost, Gustaf Offermann, vores “Moppie” ligger blodoversprøjtet i skyttegraven. En granatsplint af håndslængde sidder i hans lunge. Ham kan ingen mere hjælpe. Han raller, dybere og dybere, øjnene er stivnede. Adressen på hans brud i Osnabrück, Bierstrasse har jeg. – Tre mand slæber ham ud af skyttegraven til det første og bedste granathul. Der bliver han liggende.

En ny vagtpost bliver sendt ud, til højre og venstre for os er de fleste døde eller levende begravet. Begge de sårede er forsvundet bagud. O, hvis man bare man blev letsåret, et “Heimatsschuss”.

Luftfoto af slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Luftfoto af slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Stormen, trommeilden naturligvis, bliver hele tiden værre, det er orkan, og ikke længere til at holde ud. Vi par mennesker sidder tavse og stumme og venter. – Kl. 12 middag. Beskydningen forstummer som ved et slag, alt som endnu lever springer op, det er få, bittert få. “Franskmanden kommer” bliver der råbt over alt. Alle springer til geværet. Dér kommer række efter række af franskmænd med blinkende bajonetter, 6 rækker er der, den første 80 m herfra. Vores gevær fyrer løs, det skyder og skyder og strejker ikke, den trofaste ting: derover falder de, går i stå, springer frem, flere bliver liggende. Stormangrebet standser, det standser! De overlevende løber tilbage, mange er blevet indhentet af maskingeværkugler: skyttegraven er blevet holdt! Angrebet er slået tilbage!!

Dødsens stille her og derover! Hvad sker nu? Vil de komme igen med forstærkning? – De forbliver i ro! Jeg ser hen til dækningsrummet, der ligger den anden vagt op ad væggen med et lille hul i panden, død. Det var Lückmann fra Ostfriesland. Af mandskabet, fem mand og en leder var to døde, og Hansen-Lassen fra Ostenfeld ved Husum, som er let såret i højre hånd og venstre tinding, er gået tilbage. Han var glad og tog kort afsked. Hvad bliver der af os sidste? Tankerne løber, på engang gennemløber man det hele;

Henimod kl. 2.15 begynder trommeilden påny, som aldrig før. Jeg arbejder mig ud af stolle-rammen, skal skaffe forbindelse til resten af kompagniet. Løber snublende 100 m til højre, 100 m til venstre, ingen levende længere, død, forfærdelig lemlæstet. Vi tre mand er alene med maskingerværet. – Kl. 4 stopper det. Et nyt angreb, fire bølger sorte! Geværet fungerer stadig. På afstand 1000 m skyder vi løs, når bare geværet holder, hvad så? Vi tænker ikke længere på noget. Djævlen har grebet os!

Angrebet mislykkes igen, de sorte bølger flyder tilbage, for anden gang. Vi ved ikke hvad vi gør. Vores skytte, Felten fra Honnef ved Rhinen, klapper geværet, som var det et menneske, eller hans kæreste på jorden. Efter et par minutter begynder den rasende beskydning igen, var det blot lykkeligt overstået, det var utænkeligt at komme igennem. Jeg ved ikke, hvad der mere skete, henmod kl. 6 skubber Felten til mig. Campradt, Angreb! – De sorte er næsten allerede henne ved geværet, blot sekunder og vi har bajonetten eller dolken i struben. Jeg skyder selv, bremsen snurrer igen; bestryge kan jeg ikke længere, håndhjulet har en granatsplint bøjet, man kan ikke dreje det længere. Et grusomt billede: Ikke en falder, men dusin efter dusin; lykkes det igen? jeg skyder og skyder, ellers er alt tabt! Det lykkes, men det franske artilleri har fået øje på os, vi får en granat i fjæsset, man mærker det ikke, kun skyde, skyde!

– Et knald, et slag, ild, vi flyver bagud, tæt ved os slå en granat ned! Efter et par sekunder kommer jeg til mig selv, ved siden af mig ligger Felten uden hovedskald, ukendelig, sort, død – den tredje! – Den sidste, Gefreiter Willy Röwekampf fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück har et lille kødsår i låret. Hele min jakke er fuld af blod, men jeg er ikke såret. Den tyske spærreild har sat ind.

Det 3. angreb er slået tilbage. Jeg tumler hen til geværet, det kan ikke længere, det glødende løb har sat sig fast. Roligt, uhyggeligt roligt er der blevet. I den lumrer aften glider lig- og blodstanken sammen med krudt- og tågestanken hen over hullerne. Jeg har forbundet min sidste kammerat, Röwekamp fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück, han kan gå og vi går fuldstændig uforstyrret tilbage. I landsbyen Sally ligger Bataljonsstaben. Jeg meddelere Kaptajn von Reden: af 5. maskingevær fra Infanteri regiment 368´s 1. kompagni er tre mand døde, to sårede, og jeg som den sidste på vej til forbindingspladsen med en såret. Han kan intet sige, tårerne står ham i øjnene. Jeg kunne “rende” til landsbyen Fins! Natten til den 29. sept. bliver der afløst. Af mit kompagni var 34 mand tilbage.

Nu er jeg sendt forud af bataljonen for at finde kvarter og er igen menneske! Nu har jeg alle mulige ønsker: Strømper og fodlapper, en barberkniv! Mad behøver I ikke sende. Adressen er den samme I/368.

(Oversat efter brev i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

27. september 1916 – Otto Iversen: “anstrengende tjeneste”

Otto Iversen fra Maugstrup blev indkaldt i sommeren 1916, og kom efter sin uddannelse i Rendsborg til Frankrig.

I felten 27.9.1916

Kære forældre!
Modtog i går et kort fra broder Thomas, som han den 11. har sendt til min adresse i Rendsborg. Vi har meddelt vores adresse til Rendsborg og bedt om at få vores post eftersendt. Efter at have modtaget noget fra R. forventede jeg at få post fra jer.

I dag er jeg på vagt fra middag i dag til middag i morgen. Hver sjette time har jeg to timers vagt og fire timer på vagtstuen. I de fire timer har jeg god tid til at skrive mine breve. Efter hvad Thomas skriver, så mener han, at jeg stadig vil være dér den følgende søndag, forhåbentlig har han ikke været i Rendsborg, da han jo ikke ville besøge mig søndagen efter jeg måtte af sted tirsdag.

Her har vi anstrengende tjeneste, meget mere anstrengende end i Rendsborg. Om eftermiddagen har vi næsten altid to timers skansen og jorden er frygtelig hård, ca. ½ meter er god fed jord, så begynder kridtet eller kalkstenen allerede og skyttegraven skal være 2,40 m. dyb. Når man læner sig mod skyttegravens sider, så bliver man så hvid som hvis man lænede sig op ad en kalket mur. Man kunne berette meget herfra og fra omegnen, men det er os forbudt og hvis vi skulle gøre det, så slipper brevene ikke igennem. Jeg er begyndt på min dagbog, så jeg ikke har glemt det hele, når jeg kommer hjem. Navne på alle de steder, jeg har været i kvarter, bliver noteret.

For et par dage siden, d. 25, var der trommeild ved fronten. Om aftenen kom om nyheden, at 5.000 fanger og fem landsbyer var blevet taget fra franskmændene.

I formiddags var vi ovre i nabolandsbyen for at blive afluset, selvom jeg endnu ikke har mærket noget til lusene. Forskellige andre havde dog brug for det. Aflusningsanstalten ligger i en tidligere fransk sukkerfabrik. Siden krigens begyndelse har alt stået stille på fabrikken. Næste alle vinduerne er slået ind og alle brugsgenstandene smidt udenfor, hvor der lå store jernfade og maskindele mellem hinanden. Det kommer til at tage tid og penge, at sætte fabrikken istand igen. I sådan en forfatning befinder meget sig desværre.

Sidste søndag var jeg på kirkegården her i landsbyen. Der hvor de tyske soldater lå begravet, var alt holdt pænt og rent. I kirkegårdsmuren var stadig de huller, som blev benyttet som skydeskårer, da krigen rasede her. Fronten har ikke ændret sig her i to år.

Vær så venlig at give mig besked om, hvor mange af mine breve og kort, som er nået frem, jeg vil gerne vide om det hele får lov at komme igennem.

Til slut hjertelig hilsen til jer alle jeres
Otto.

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

26. september 1916 – Johan Wrang: “mange sveskekager”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 26/9.1916

Kære Doschi!
Hjertelig tak for den dejlige kageforsendelse og dine kære ord. Kagen vil jeg lade mig smage i eftermiddag sammen med min stuekammerat, der har forbrændt en fod og lider under frygtelige smerter. Jeg tror næppe, at der i Mainz findes så dejlig en kage. Her spiser man mange sveskekager, der også er ret gode, vi får dem også her på lazarettet.

Som jeg allerede har skrevet, så heler mine sår godt, kun indskudsstedet, der væsker materie, vil ikke rigtigt. Men snittet fra operationen, der ellers gik helt ind til knoglen, er fuldkomment helet. Jeg har nu opgivet en overførelse til Flensborg. Jeg talte med overlægen her og han sagde mig, at når min ansøgning er bevilliget, så var jeg så vidt, at jeg allerede var i Flensborg.

Jeg har allerede været flere gange i teater, men det er ikke noget særligt. Hvordan er teateret i Fl? – Jeg håber dog, at jeg i begyndelsen af oktober kommer på 8 dages orlov til Flensborg. Humøret er nøjagtigt lige så godt som før.

Nu til slut en rigtig hjertelig hilsen og et glædeligt gensyn
Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

22. september – Johan Wrang: Smertefuld latter

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 22/9.16

Kære Doschi!
Jeg modtog i går dit brevkort, der først havde været ved fronten. Jeg siger dig mange tak for det og for det fine billede af “Kredsen”. Med mig går det stadig fremad, dog tager det længere tid for såret at hele end jeg forventede, da såret væsker materie; men det er ikke farligt. Er det ikke morsomt, det gør mest ondt i såret, når jeg griner, da musklerne i panden endnu ikke helet og derfor smerter. Byen Mainz og omegn er ganske pæn. I går var jeg for første gang i teater, men ikke noget særligt. Hvornår jeg kommer til Flensborg, ved jeg ikke, det tager lang tid med ansøgningen. Hjertelige hilsner
Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

22. september 1916 – Christian Campradt: “de sårede jamrede og skreg”

Frisør Christian Campradt fra Haderslev, blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september havde været indsat Verdun, og nu mindre end en uge efter lå bag fronten ved Somme

22/9-1916

Kære forældre og brødre!
Kan meddele jer, at jeg stadig ligger i Væveriet (Broderiet). Fra fronten hører man det buldre og om natten ser man lys- og signalkuglerne stige i vejret. Om dagen har både franskmændene og englænderne såvel som vi talrige observationsballoner oppe, som kan se langt ind i landet bag fronten og observere dem som er der, næsten ingen troppeforskydninger bag den fjendtlige front forbliver uset. Også enorme mængder af flyvemaskiner surrer gennem luften, alle kampflyvere. Om vi bliver “indsat” her og hvornår — er ukendt.

I dag er vejret nogenlunde, men allerede temmelig koldt. Vi venter dag efter dag post hjemmefra, men intet ankommer. I 10 dage har vi intet modtaget. Forhåbentlig kommer der noget i aften?!! Jeg sender i dag en pakke hjem med strømpeskafter og andre sager, som kun vil være en byrde på marcherne. Forhåbentlig når den frem!!! Når den er der, så skriv det straks. Man er meget spændt på at høre hjemmefra, hvordan det går jer, hvordan I vel har ventet på post fra mig i dagene ved Verdun; om Max allerede er blevet indkaldt. Hvordan situationen er i Rumænien o.s.v.

Er i alle raske? Hvad laver Kalle! Mange billeder og mange tanker er løbet mig gennem hovedet i de farlige dage i granathullet; f.eks. om aftenen når trommeilden begyndte og granaterne igen susede uophørligt, de sårede jamrede og skreg, hvor meget tænkte jeg  så ikke på vores fredelige vinterstue og vores lange sofa, hvor vor far måske dydigt læser Die Grenzpost og tænker Verdun er snart vores, blot et fort til. O, hvis I blot vidste, dér bliver den ene armé efter den anden tilintetgjort!!! Franskmændene går det på nøjagtig samme måde og krigen får derved hurtigere ende.

Hvordan går det med Jakob og Onkel Julius? Hils alle slægtninge!! Jeg har endnu en bøn, send mig strømper, med det jeg har går det kun lige.

Lev vel og hilsen jeres
Christian

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

19. september 1916 – Johan Wrang: “indgangssåret er stadig åbent”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 19/9. 1916

Kære Doschi!
Jeg takker dig hjerteligt for dine kære ord. Jeg kan Gud ske lov meddele, at det går mig helt godt. Jeg er i de sidste dage stået op og har været ud at spadsere. I forgårs – allerede første dag – kørte jeg med nogle kammerater i den elektriske til Wiesbaden og vi så det dejlige badested. Jeg kan sige dig, der er vidunderligt. En skam, at sommeren er forbi og at det bliver koldt. Det regner nu dag efter dag.

– Mit sår heler nu helt godt og smerterne er ikke længere så kraftige. Såret fra operationen er næsten fuldstændig helet, kun indgangssåret er stadig åbent. Du spørger hvornår overførelsen til Flensborg vil finde sted; det kan jeg ikke sige, det går nemlig ikke så hurtigt; men det bliver vel i løbet af måneden. Den stakkels løjtnant Iwersen er nu også faldt. –

Nu til slut en rigtig hjertelig hilsen til dig.
Hanni

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)