H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 20. Oktober 1918.

Da jeg i Dag vilde forlade Rigsdagen, blev jeg standset af Dr. Friedegg, som fortalte, at han havde en vigtig Nyhed til mig.

Der var indløbet en dansk Note til Berlin, som rejste det nordslesvigske Spørgsmaal. Han kom lige fra Udenrigsministeriet, hvor man havde meddelt ham det.

Noten var bleven overrakt af den danske Chargé d’Affaires, da Gesandten var i København.

Dr. Friedegg havde straks ladet Meddelelsen gaaet videre til sit Blad i Wien. Jeg havde min Mappe hos mig, og da den var velforsynet med Materiale, benyttede jeg Lejligheden til at sætte ham ind i Spørgsmaalet. Han lovede at benytte Materialet, og Dr. Breitscheid, som kom til, fik ligeledes Materiale, som han lovede mig at benytte til en Artikel i „Leipziger Volkszeitung”.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Senest ændret den 28. oktober 2018 7:42

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Wilsons afvisning af det tyske tilbud om våbenhvile. Tyske ubåde fortsætter sænkningerne og tyskerne ødelægger alt på deres tilbagetog – det bliver et krav fra vestmagterne, at dette må ophøre og at en ny, demokratisk regering må til i Tyskland. Det var nu nu heller ikke længere Wilson eller Vestmagternes regeringer, tyskerne skulle forhandle med – men de kommanderende generaler!

I Tyskland trækker stærke kræfter i hver sin retning: Våbenhvile og en fortsættelse af krigen. Det kommer til et opgør, hvor kejseren må vælge mellem Ludendorff og den nye kansler, prins Max af Baden.

Ludendorff, der de facto har været militærdiktator i Tyskland i mere end et år, afskediges. Men hvem har nu magten i Tyskland? Kejseren? Max af Baden? Rigsdagen?

Tysklands forbundsfæller er slidt ned: Bulgarien er ude af krigen og Osmannerriget og Østrig-Ungarn vakler. Det er ikke realistisk, at Tyskland kan fortsætte krigen. Mange hundrede tusind tyske soldater har forladt deres regimenter og er deserteret.

På Vestfronten rykker vestmagterne frem over næsten hele linjen.

På den italienske front begynder forberedelserne til en ny, italiensk offensiv. I mellemtiden er Østrig-Ungarn i færd med at bryde sammen politisk. Kejser Karl tilbyder autonomi (selvstyre) til de mange folkeslag inden for sit rige – men det kan nu ikke længere tilfredsstille hverken folkene eller vestmagterne. På Balkan er østrig-ungarn på hastigt tilbagetog i Serbien, Montenegro og Albanien.

Og så hærger den spanske syge kontinentet med tusinder af døde til følge.

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 18. Oktober 1918.

I Dag sendte jeg Dr. David det i Udsigt stillede Materiale.

Det bestod af Max Broesickes Statistik over „Die preussischen Dänen”, den tyske Udgave af Dr. Mackeprangs „Nordslesvigs Historie 1864-1909″ , Professor Dietrich Schäfers „Völkerkarte” med Opridsning af den forhen omtalte Grænselinje, der efter vor Mening vil fremkomme som Sindelagsgrænse ved en Afstemning, endvidere Oversættelse af Professor Bircks, Ellen Keys, Dr. Friedrich Paasches med fleres Udtalelser om det nordslesvigske Spørgsmaal, Stockholmermanifestet m. m.,  alt ledsaget af en længere skriftlig Redegørelse.

Da jeg havde afleveret dette Materiale paa Postkontoret i Rigsdagen, traf jeg i Foyeren to østerrigske Journalister, Dr. Goldmann, Repræsentant for „Neue freie Presse” i Wien, og Repræsentanten for det ungarske Blad „Az-East”.

Dr. Goldmann meddelte mig, at Militæret atter havde foretaget en fuldstændig Svingning. „Der er indløbet optimistiske Efterretninger, sagde han, „Generalerne vil nu kæmpe vdere – i et Par Maaneder!”

Nogle Rigsdagsmænd, deriblandt Dr. Cohn og Haase sluttede sig til os.

Repræsentanten for „Az-East”: „Østerrig giver op, det er nødt til at give op, om 2-3 Dage kapitulerer det, det kan ikke mere.”

Dr. Goldmann: „Saa hurtigt tror jeg ikke, at det gaar, men Sammenbrudet er der. Vi kan og vil ikke kæmpe videre, og Tyskland maa regne med, at Fjenden staar i Landet om et Par Maaneder.”

Dr. Cohn: „Brügge, Gent og Antwerpen rømmes allerede —”
Dr. Goldmann afbryder: „og Brüssel med, jeg har sikre Efterretninger derfra.”
Dr. Cohn: „Og Undervandskrigen er faktisk opgivet.”Haase: „Jeg havde KL 5 en  Samtale med Præsidenten, Dr. Fehrenbach. Da vidste han endnu ikke, at Militæret havde foretaget en ny Svingning.”

Dr. Goldmann: „Ikke destomindre er det en Kendsgerning, min Kilde er sikker.”

Haase: „Ja, det overrasker mig ikke. Jeg har ventet Modbevægelsen. I Formiddags sagde jeg i Fraktionen, at vi maatte regne med den. De Konservative bebrejder i deres Opraab direkte Hærledelsen, at den ikke har taget skyldig Hensyn til den militære Ære.

Det kan Ludendorff ikke lade sidde paa sig. Han maa nu kæmpe videre og – siden give Demokratiets Svigten Skylden for den daarlige Fred.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 17. Oktober 1918.

I Morges gik jeg hen i Rigsdagen. Jeg traf straks en Del Kolleger. Grundstemningen var en dump Resignation. Her og der flakkede smaa Indignationsflammer op.

Korfanty meddelte mig, at alt gik godt i de polske Landsdele, men Seyda og han havde endnu ikke faaet Pas til Warschau. Haase sluttede sig til os. „Hele Byen,” sagde han, „kender nu Ludendorffs Depeche. Hele Berlin ved, at han kun vilde garantere for Fronten i 14 Dage og derfor krævede, at der skulde dannes en Regering, som var egnet til straks at indlede Fredsforhandlinger.

Svaret paa Noten vil muligvis blive skarpt i Formen, men det staar fast, sagligt imødekommende. Der er ingen anden Udvej. Forhandlingerne maa føres videre.

General Sixt v. Arnim kommer hertil for at informere Regeringen med Hensyn til den øjeblikkelige militære Stilling.”

Henad Kl. 6 i Eftermiddags var jeg atter i Rigsdagen. I den store Foyer fik jeg Øje paa Dr. David, som kom fra et interfraktionelt Møde. Jeg udbad mig en Samtale med ham om det nordslesvigske Spørgsmaal og tilføjede, at jeg samtidig vilde overgive ham en Del Materiale, Tid og Sted kunde han selv bestemme, i saa Henseende stod jeg helt til hans Disposition.

Han svarede venligt, at vi helst maatte drøfte Spørgsmaalet straks, thi i de følgende Dage blev han vistnok stærkt optaget.

Vi trak os derefter tilbage til et Bord i venstre Sidegang. Jeg beklagede, at jeg ikke havde Materialet ved Haanden, men lovede at sende ham det den følgende Dag.

Derefter gav jeg en fremstilling af Bevægelsen i de nordiske Lande, fremhævede, at der i Ententekredse havde været Bestræbelser fremme, som gik ud paa at nevtralisere Kanalen og lægge til Danmark, hvad der var nord for den, men at dette havde mødt stærk Modstand i Danmark, hvor i disse Dage bl. a. Professor Birck havde advaret imod Forsøget paa at gøre Danmark til Kanalvogter.

Den danske Regering og alle politiske Partier i Danmark var enige om kun at tilstræbe en national Grænse, draget af Selvbestemmelsesretten, saaledes som det allerede var stillet Danmark i Udsigt i Pragfredens § 5.

Det laa i Tysklands egen Interesse at søge Spørgsmaalet løst paa denne Vis ved den forestaaende Fredsslutning. Dette søgte jeg at bevise ved at citere forskellige Udtalelser i nordiske Blade og i Stockholmermanifestet.

Dr. David fulgte mine Udtalelser med megen Opmærksomhed. „Jeg har endnu ikke faaet Tid til at sysselsætte mig indgaaende med Spørgsmaalet,” sagde han. „Der er i Øjeblikket saa mange store Spørgsmaal, som kræver min Opmærksomhed. Men jeg vil være Dem taknemmelig for det i Udsigt stillede Materiale og studere Spørgsmaalet mere indgaaende, saasnart jeg faar Tid. Er der allerede forhandlet med Regeringen om Sagen?”

Jeg meddelte ham, at Naumann, efter hvad han havde fortalt mig, allerede tidligere havde indledt Forhandlinger baade med Grev Brockdorff-Rantzau og med det tyske Udenrigsministerium, men at han havde faaet det Svar, at den danske Regering selv ønskede, at Spørgsmaalet skulde hvile under Krigen.

I Tilslutning dertil fortalte jeg ham om min Samtale med Professor Hollmann i 1914 og refererede hans Udtalelser.

Dr. David: „Grev Brockdorff-Rantzau er her i disse Dage. Jeg vil benytte Lejligheden til at drøfte Sagen med ham. Er der ikke Tale om Kompensationer?”

Jeg: „Nej, det er stadig Retsspørgsmaalet, der er bleven skudt i Forgrunden med samtidig Fremhævelse af, at Spørgsmaalets Løsning er nødvendig, hvis Tyskland vil føre en virkelig Forsoningspolitik.”

Dr. David: „Hvis vi kommer for meget ind paa Retsspørgsmaalet, er jeg bange for, at vi havner i Rethaveri. Hvis vi derimod nu, efter at Junkervælden er brudt, kunde opnaa økonomiske Traktater, vilde det lette os Stillingen. Vi maa, som Stockholmermanifestet kræver, se at faa Spørgsmaalet løst ved en venskabelig Overenskomst. Det er bedst ikke at rejse offentlig Diskussion, thi Stemningen i Riget er ophidset.

Vi amputeres paa alle Ledder og Kanter, Elsass-Lothringen, Polen, maaske ogsaa Lithauen og nu Nordslesvig skæres bort, og allerede lyder Skriget: Det kan vi takke Demokratiet for!

Men jeg vil som sagt undersøge Sagen nærmere og tale med Grev Brockdorff-Rantzau om den, inden han atter tager til København. Materialet er De saa venlig at sende i Morgen.”

Dette lovede jeg, og dermed skiltes vi.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Senest ændret den 17. september 2021 20:22

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå med lazarettog mod Tyskland.

Havde man ikke før vidst, at den tyske hær var ved at blive demoraliseret, så kunne man ikke undgå at blive klar over det nu.

Jeg vil antage, at der i toget har været en 5-600 mand. En løjtnant var transportfører, og til at hjælpe sig havde han et par underofficerer fra landstormen; men det var umuligt for dem at styre disse mænd, der måske i årevis dagligt havde set døden i øjnene og nu følte, at krigen var slut for dem. Al disciplin var simpelt hen gået fløjten.

De opgav da også ævred og blev siddende i deres vogn og lod det hele gå, som det bedst kunne. Hvis der ikke mellem de sårede og syge havde været underofficerer fra fronten, så havde det set sort ud. De kendte tonen og vidste, hvordan denne horde skulle tages, men helt »stoppe« dem, var umuligt.

Hvad der alt skete på denne transport, skal jeg lade ligge. Det var ikke småting, men kun ét tilfælde skal nævnes:

På en forplejningsstation i Belgien var der en bod, hvorfra en “intendant” solgte chokolade, cigaretter m. m. I løbet af et øjeblik var manden og boden væltet, og varerne borte. »Sådan et fordømt »etape-svin«. Skal han stå her og sælge de varer, som vi for længst skulle have haft ude ved fronten!« Det var den hilsen – og betaling – han fik , og ikke andet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 16. Oktober 1918.

Da jeg i Dag kom hen i Rigsdagen, traf jeg først de frisindede Rigsdagsmænd Sivkowich og Professor Doormann-Sivkowich spurgte mig, paa hvilke Betingelser jeg mente, at der kunde opnaas Vaabenstilstand.

Jeg svarede: „Metz og Strassborg besat af franske Tropper, Flaaden under engelsk Kontrol!”

„Uantagelig,” afbrød han mig. En af mine elsass-lothringske Kolleger sluttede sig til os. Rigsdagsmand Dr. Blunck kom og udbrød, da han saa os: „Aha, der har vi begge de Fraskilte!”

„Jeg hører ogsaa til dem,” sagde Professor Doormann, som bor i Øvreschlesien. „For et Par Dage siden,” fortsatte han sørgmodigt, „kørte jeg ved Fuldmaane gennem det herlige Landskab. Alt laa i Sølvglans, aldrig har jeg set det kønnere. Da tænkte jeg: Skal nu dette Land med den vældige Storindustri afstaas til Polen, saa vil Storindustrien gaa til Grunde!”

Der kom flere til, blandt dem Waldstein og Dr. Müller-Meiningen. Stemningen var trykket. Waldstein søgte at hæve den. „Wilson-Notens grove og uhøflige Form,” udtalte han, „er en Indrømmelse til de chauvinistiske Strømninger i Vestlandene.

Den er netop et Tegn paa, at Wilson ikke vil os ilde. Saglig set havde vi dog ikke ventet den bedre.”

Dr. Müller holdt det for rigtigst at afbryde Forhandlingerne og kæmpe videre, men han fandt ingen Sangbund. De øvrige var alle enige om, at det var helt nødvendigt at fortsætte Forhandlingerne.

I Rotunden blev jeg raabt an af Loretz, som sad i Samtale med Dr. Pfeiffer, Erzbergers nære Meningsfælle og fortrolige Ven. Han afbrød Samtalen og kom hen til mig. „Dr. Pfeiffer er helt sønderknust,” sagde han, „og Erzberger er afrejst til Karlsruhe, hvor hans lige indkaldte, unge, haabefulde Søn ligger for Døden.

Rigsdagen er i Virkeligheden magtesløs. En Løjtnant med 6 Mand kan faktisk gaa herind og lukke hele Butiken. Der burde straks træffes Forholdsregler imod Overfald.

Reaktionen er mægtig, og jeg gentager, at stærke Tilbageslag ikke er udelukkede.”

Udenfor Rigsdagen var der samlet henved et Tusind Personer, som blev holdt tilbage af en større Politistyrke, deriblandt mange ridende Betjente. De forsøgte at demonstrere, men Demonstrationerne var planløse, og Forsamlingen blev hurtigt splittet af Politiet.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 15. Oktober 1918.

I Dag mødte Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager om Formiddagen paa vort nyindrettede Kontor. Min Datter ankom og begyndte sin Virksomhed som Sekretær.

Vi begyndte med at udsende oplysende Materiale.

Om Eftermiddagen fik jeg Besøg af Loretz. „Tyskland vil faa meget haarde Fredsbetingelser,” sagde han. „Trykket paa Vestfronten er overordentlig stærkt, og Foch har Reserver nok til at begynde en ny Offensiv over Mühlhausen indover Freiburg i Baden.

Men denne Situation maner til Forsigtighed.

Et reaktionært Tilbageslag er ikke udelukket. Vi kan have Militærdiktaturet, inden vi ser os om. Jeg maa derfor indtrængende raade Dem til ikke at gaa for hurtigt frem.”

Senere traf jeg Polakkerne Seyda, Sosinsky, Laskowski og Dr. v. Chlapowski. Seyda og Korfanty havde været hos Vicekansler v. Payer for at udbede sig Pas til Warschau, hvor der skulde afholdes en alpolsk Konference.

Payer havde svaret, at han fandt det mærkeligt, at de som tyske Statsborgere søgte Pas til en Konference, der vilde drøfte Løsrivelsen af Dele af det tyske Rige. Seyda havde svaret, at Vicekansleren befandt sig paa Vildspor, naar han troede, at Regeringens officielt fremsatte Opfattelse af Wilsons Program vilde blive godkendt af Præsidenten.

„Det har jeg heller ikke paastaaet,” havde Payer repliceret, „men saalænge De er preussiske Statsborgere, paalægger det Dem efter min Mening visse Hensyn.

Sagen skal blive Rigskansleren forelagt, men jeg kan ikke stille Dem i Udsigt, at De vil faa de ønskede Rejsepas.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Senest ændret den 28. januar 2020 16:52

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. I begyndelsen af oktober 1918 blev han bataljonsordonnans.

12.-21. oktober: Nu bliver der talt meget om  våbenstilstands-forhandlinger. En hel vogn-park af flunkende nye trainvogne blev overhældt med petroleum, og en tændstik klarede resten: Et vældigt bål. –

Her har jeg fundet en ny ven, Vilhelm Højer fra Holsten, – reserve-postbud i det civile. Mine kammerater herhjemmefra er næsten alle borte. –

I Rethel har staben indkvarteret sig på slottet Sarbon, og det fortælles, at det er ejeren, en fransk baron, der kommanderer de franske tropper, som står foran os, og at det er blevet aftalt ikke at beskyde slottet, ej heller byen. Der falder heller ingen granater i vor egn og nærhed.

Vi ordonnanser bor oppe på loftet, officererne nedenunder, hvor jeg har set herlighederne en enkelt gang, da jeg skulle afhente en melding: Krystallysekroner, tykke tæpper og hvad der ellers hører til et slot, jo, her var enestående smukt.

Men vi var sultne, og vi kunne lugte hønsesteg, fandt dog intet spiseligt uden nogle rødbeder, som kogte dog smagte godt.

Denne for mig himmelske tilværelse skulle dog snart få ende; man manglede mandskab ved kompagniet, og jeg skulle komme tilbage, så den 20. oktober var mit paradis-ophold her ved staben slut.

DSK-årbøger, 1969

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 14. Oktober 1918.

I Morges rejste jeg atter til Berlin. Undervejs traf jeg efter Aftale sammen med Kloppenborg Skrumsager. I Flensborg mødte Andreas Grau paa Banegaarden med et Materiale, som han paa Tilsynsraadsmødet efter Opfordring havde lovet at tilvejebringe.

Paa Banegaarden i Hamborg blev jeg tiltalt af en Skolelærer fra Sundeved. Han spurgte mig, hvor han kunde finde §§ 4, 5, 6, 7 og 8 i Pragfreden. Det var øjensynligt § 5, der havde gjort ham urolig.

Jeg henviste ham til Bogsamlingen paa Margrethesminde.

Aftenen tilbragte jeg hos Dr. Breitscheid. Fruen fortalte, at Kejseren var ængstelig. Sidste Lørdag havde han tilbudt Erzberger Rigskanslerposten.

Masserne kræver nu Fred, de aner endnu ikke, hvilken Fred de vil faa.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Th. Kauffmann bevogtede i oktober 1918 banen i Vogeserne.

Den 6. Oktober fik vi paa Vagten Meddelelse om, at den ny tyske Rigskansler, Prins Max af Baden, havde bedt Præsident Wilson om Fred, og Natten mellem 12. og 13. Oktober opsnappede vi i Banetelefonen Efterretning om, at man var ved at afslutte en Vaabenstilstand paa 100 Timer.

Vi stod og lyttede spandt ud i Natten, hvorfra Kanondronene vedblev at lyde. Der blev ingen Vaabenstilstand denne Gang.

Ikke saa sjældent foretog jeg i min Fritid Udflugter i Omegnen, saaledes Søndagen den 13. Oktober, da jeg foretog en lang Tur gennem Bjergene til en Landsby som hed Gotzentruek.

Her traf jeg for første Gang paa Elsassere, som aabent udtalte deres Ønske om en Genforening med Frankrig, ellers plejede Elsasserne at være meget reserverede i deres Udtalelser.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

Den 5. oktober 1918.

Jeg har været på kasernevagt i dag, og jeg meldte mig til ordonnanstjeneste, men det skulle jeg ikke have gjort, for jeg fik næsten ikke lukket et øje i de 24 timer vagten varede.

Jeg er ked af det hele, og jeg meldte mig syg, men det gik ikke efter beregning; jeg måtte på vagt igen, men denne gang var det oppe på rådhuset, og det var ikke så kedeligt.

Den 13.oktober 1918.

I dag er det søndag,og vi har haft den sædvanlige appel med vask, søndagstøj og stuerevision.

Det er et kedeligt liv, vi lever for tiden med tjeneste fra morgen til aften.

I middags slap jeg for at komme på vagt, og jeg var ude for at besøge
Kocks i Ober Bussau. Jeg blev vel modtaget derude og skulle snart komme igen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen. I begyndelsen af oktober fremsatte den nye rigskansler, prins Max af Baden, et fredstilbud til vestmagterne.

Efter et Par Dages Forløb, den 11. Oktober —jeg husker Dagen, fordi det var min Broder Hans’s Fødselsdag, om han ikke var falden, havde han den Dag- fyldt sit 25. Aar — kom vi ned til Omegnen af Schlett- stadt i Alsace, til en Landsby Epflg.

Vi blev der, ca. 40 km bag Fronten, beskæftiget med at bygge de allerfineste Skyttegrave, trække Pigtraad, grave Jordhuler, der var deres 10-12 Meter dybe og forbundne med hinanden ved underjordiske Gange.

Dette Arbejde kunde se ud som Kontrast til Prins Max’ Fredsbud, og jeg husker, at jeg engang spurgte en »fredssikker« Badenser, hvordan han vilde forklare dette,. »Prinz Max wird’s machen«, var hans Svar. Jeg havde det Indtryk, at Badenserne havde en urokkelig Tro til, at »deres« Prins Max nok skulde faa. Freden i Stand.

Indbyggerne var rasende, fordi vi nu saadan paa Slutningen skulde ødelægge deres Vinbjerge, det var ogsaa uforskammet. Forøvrigt havde vi det ellers efter Forholdene rigtig rart, naar undtages, at vi plagedes meget af den spanske Syge, ganske særlig gik det ud over de russiske Krigsfanger, de døde desværre i stort Tal. En mangelfuld Pleje var sikkert Skyld i, at der døde saa mange.

Jeg selv laa ogsaa en Uges Tid »til Sengs« og blev plejet af en russisk Læge, og Medicinen bestod af — Aspirin- tabletter — Aspirintabletter var jo i de Dage Universalmidlet mod alle Sygdomme.

Men Forholdene omkring os, hvordan artede de sig? Her var det springende Punkt.

Sønderjyske Årbøger 1927.

Program for markeringen af 100-årsdagen for Våbenhvilen efter 1. Verdenskrig

på Kirketorvet og Skt. Marie Kirke i Sønderborg
søndag den 11. november 2018 kl. 10.45 til 15.30.

Kl. 10.45–10.55: Sønderborg Pipes and Drums underholder.

Kl. 11.00: Mindehøjtideligheden indledes med trompet signal: ”Hold inde” ved Poul Erik Sørensen.

Oberstløjtnant Claus Klaris taler ved mindesmærket.

Flyverhjemmeværnets Musikkorps Kolding underholder.

Oberstløjtnant Claus Klaris lægger krans fra Hæren.

Krans fra Sønderborg Kommune lægges af Borgmester Erik Lauritzen.

Begge kranse lægges samtidig.

Flyverhjemmeværnets Musikkorps Kolding underholder.

Der afsluttes med fællessang: Altid Frejdig Når Du Går.

Kl. 11.30–12.20 Mindegudstjeneste i Skt. Marie Kirke.

Kl. 12.30: Frokost for inviterede deltagere i Restaurant Torvehallen.

Kl. 14.30 – 15.30 Koncert i Skt. Marie Kirke

Mindehøjtideligheden på Kirketorvet gennemføres af Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborg området.

Mindegudstjenesten og kirkekoncerten gennemføres af Skt. Marie Kirke.

Jens Peter Rasmussen
Formand for Kontaktudvalget